Luk

BETAVERSIONEN AF PORTALEN ER NU TILGÆNGELIG

Besøg betaversionen af den europæiske e-justice-portal, og giv os din feedback!

 
 

menu starting dummy link

Page navigation

menu ending dummy link

Betalingspåbudsprocedurer - Ungarn

1 Findes der en procedure for betalingspåbud?

Ungarn har en betalingspåbudsprocedure, som er reguleret ved Link åbner i nyt vinduelov L af 2009 om betalingspåbudsprocedurer (i det følgende benævnt "loven om betalingspåbudsprocedurer"). Betalingspåbudsprocedurer er forenklede, udenretslige civile procedurer om tvangsfuldbyrdelse af pengekrav og hører under notarernes kompetence. Notarerne behandler betalingspåbudsprocedurer ved hjælp af elektronisk databehandling i det fælles IT-system forvaltet af den ungarske notarforening (i det følgende benævnt "MOKK"), der er tilgængeligt online for notarer, parterne og andre personer, som er involveret i proceduren. Notarproceduren har som en udenretslig civil procedure samme virkning som retssager.

1.1 I hvilke tilfælde kan proceduren anvendes?

Forfaldne pengekrav kan med nogle få undtagelser tvangsfuldbyrdes ved hjælp af et betalingspåbud.

Forfaldne pengekrav på op til 3 mio. HUF beregnet efter bestemmelserne i Link åbner i nyt vinduelov nr. CXXX af 2016 om civil retspleje (i det følgende benævnt "den civile retsplejelov") kan kun tvangsfuldbyrdes i en betalingspåbudsprocedure eller ved præjudiciel afgørelse, hvis:

  1. parterne har en kendt bopæl, eller i mangel af oplysninger herom, et faktisk opholdssted eller et hjemsted eller et repræsentationskontor i Ungarn (i det følgende samlet benævnt "forkyndelsessted")
  2. pengekravet ikke er opstået i forbindelse med et retsforhold, der er stiftet i overensstemmelse med Link åbner i nyt vinduelov nr. I af 2012 om arbejdsretlige regler, et ansættelsesforhold i den offentlige sektor eller et tjenesteforhold, deltagelse i offentlige beskæftigelsesordninger, en arbejdskontrakt, der er indgået ifølge loven om sport, en lærlingekontrakt, der er indgået som led i en erhvervsuddannelse, en praktikkontrakt indgået ifølge den nationale lov om højere uddannelse, et ansættelsesforhold, der er indgået med et socialt kooperativ og et beskæftigelseskooperativ som medlem, eller en administrativ kontrakt eller kontrakt om offentlig tjeneste som defineret i Link åbner i nyt vinduelov nr. I af 2017 om forvaltningsprocedurer. Pengekrav opstået i forbindelse med et retsforhold af denne karakter kan kun tvangsfuldbyrdes ved hjælp af et betalingspåbud, hvis sagen ikke vedrører retsvirkningen af indgåelsen, ændringen eller ophævelsen af retsforholdet eller arbejdstagerens strafbare misligholdelse af forpligtelser i forbindelse med retsforholdet eller tilsidesættelse af tjenestepligter.

Pengekrav på over 30 mio. HUF beregnet efter bestemmelserne i den civile retsplejelov om beregning af tvistens værdi kan ikke tvangsfuldbyrdes ved hjælp af betalingspåbudsproceduren.

Tvangsfuldbyrdelse af prioritetskrav mod panthavere betragtes ikke som tvangsfuldbyrdelse af et pengekrav.

Hvis det ungarske forkyndelsessted for parterne ikke kendes, er det ikke muligt at udstede et betalingspåbud.

1.1.1 Hvilke typer krav er omfattet af proceduren (f.eks. kun pengekrav eller kun kontraktlige krav)?

Se svaret i punkt 1.1.

1.1.2 Er der en øvre beløbsgrænse for kravet?

Ja, 30 mio. HUF.

1.1.3 Er det frivilligt eller obligatorisk at anvende denne procedure?

Under 3 mio. HUF er det obligatorisk, jf. punkt 1.1, mens det i alle andre tilfælde er valgfrit.

1.1.4 Kan proceduren anvendes, hvis skyldner har bopæl i en anden medlemsstat eller i et tredjeland?

Hvis det ungarske forkyndelsessted for skyldneren ikke kendes, er det ikke muligt at udstede et betalingspåbud.

1.2 Den kompetente domstol

Notarer har kompetence i hele landet i forbindelse med betalingspåbudsprocedurer. Der kan i betalingspåbudsprocedurer ikke aftales værneting.

Hvis kreditor indgiver sit krav mundtligt eller skriftligt, vil den notar, der skal behandle sagen, være den notar, som kravet blev indgivet til, mens elektroniske krav automatisk bliver tildelt en notar af et computerprogram.

1.3 Formkrav

Begæringer om udstedelse af betalingspåbud skal indgives skriftligt på den relevante formular eller mundtligt.

1.3.1 Skal der bruges en standardformular? (Hvor fås den i givet fald?)

Det er obligatorisk at bruge en standardformular til både elektroniske og papirbaserede begæringer. Formularen kan downloades fra MOKK's Link åbner i nyt vinduewebsted eller rekvireres ved henvendelse til en notar.

1.3.2 Skal man være repræsenteret af en advokat?

Nej.

1.3.3 Hvor detaljeret skal kravet begrundes?

Begæringen skal indeholde oplysninger om:

  • det underliggende retsforhold og den ret, som kreditor har til hensigt at påberåbe sig, samt størrelsen af hovedkravet og eventuelle accessoriske krav
  • startdatoen for det underliggende retsforhold og forfaldsdato for kravet
  • nødvendige oplysninger til identifikation af kravet.

Begæringen kan indeholde en kort fremstilling af de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for kravet, samt en angivelse af eventuelle dokumenter, der tjener som bevis.

1.3.4 Skal der forelægges skriftlig dokumentation for de krav, der gøres gældende? Hvilke dokumenter kan i givet fald tjene som bevis?

Der skal ikke fremlægges skriftlig dokumentation i forbindelse med betalingspåbudsproceduren, men der kan fremlægges en kort oversigt over de faktiske omstændigheder, der lægges til grund for begæringen, og dokumenter, der tjener som bevis. Denne bestemmelse er ikke til hinder for, at notaren undersøger berettigelsen af enhver begæring om delvis fritagelse for omkostninger, betaling i afdrag eller betalingsudsættelse.

1.4 Afvisning af begæringen

Notaren vil automatisk afvise begæringen, hvis:

  1. det kan udelukkes, at de ungarske notarer eller – i tilfælde af omdannelse af proceduren til en retssag – domstole har kompetence i proceduren, ved lov, ved en bindende EU-retsakt eller ved en international konvention, eller hvis en udenlandsk domstol har enekompetence
  2. tvangsfuldbyrdelse af kravet hører under en anden rets eller myndigheds kompetence
  3. der ifølge lovgivningen ikke kan udstedes et betalingspåbud
  4. der allerede er en verserende betalingspåbudsprocedure mellem parterne, der omhandler den samme rettighed og det samme faktuelle grundlag, eller indledningen af proceduren allerede har fået retsvirkning, eller der allerede er udstedt et endeligt betalingspåkrav i sagen eller afsagt en endelig kendelse herom
  5. parterne ikke har rets- eller handleevne i sagen
  6. kreditor hverken havde et ungarsk forkyndelsessted, da begæringen om betalingspåbud blev indgivet, eller hvis adressen var ophørt med at være gyldig, efter at begæringen var indgivet, eller hvis det ikke var muligt at foretage forkyndelse på det forkyndelsessted i Ungarn, som kreditor havde angivet
  7. kreditor anmoder om forkyndelse af betalingspåbuddet ved offentliggørelse af en meddelelse
  8. det gentagne gange ikke er lykkedes at forkynde betalingspåbuddet på skyldnerens adresse på det nationale område – undtagen i de tilfælde, hvor forkyndelsen antages at have fundet sted
  9. kreditors begæring er indgivet for tidligt eller – af andre årsager end forældelse – ikke kan tvangsfuldbyrdes af en ret
  10. overtrædelse af den i særskilt lovgivning fastsatte frist for tvangsfuldbyrdelse af kravet i en civil sag medfører forældelse, og skyldneren ikke har overholdt fristen
  11. den retlige repræsentants begæring ikke indeholder de oplysninger, der er fastsat i loven eller de retsregler, der er vedtaget på grundlag af denne lov, eller ikke indeholder erklæringen om repræsentantens mandat, eller forpligtelsen til at betale sagsomkostningerne ikke er blevet overholdt
  12. den juridiske person og andre personer, der ifølge den relevante lovgivning er forpligtet til at anvende e-forvaltning, har ikke indgivet begæringen elektronisk, medmindre en fysisk person med en retlig repræsentant har anmodet om delvis fritagelse for omkostninger
  13. begæringen (eller den relevante del deraf) efter rettens påbud til kreditor om at afhjælpe mangler ikke indgives inden den fastsatte frist, eller den indgivne begæring stadig er ufuldstændig, således at retten ikke kan træffe en afgørelse, og kreditor ikke har betalt administratorens honorarer, eller hvis
  14. kreditor påberåber sig et krav baseret på materiel ret som sagsomkostninger.

Undtagen i de tilfælde, hvor forkyndelsen formodes at have fundet sted, bør kreditor, hvis betalingspåkravet ikke kan forkyndes for skyldneren, underrettes herom og samtidig anmodes om at angive det nye forkyndelsessted for skyldneren på det nationale område inden for 30 dage. Hvis kreditor fremlægger disse oplysninger, gøres et nyt forsøg på forkyndelse, og hvis det på ny ikke lykkes, afvises begæringen i henhold til litra h).

Hvis kreditor ikke fremlægger oplysningerne eller kun ufuldstændigt, afvises begæringen i henhold til litra m).

Kendelsen om afvisning af en begæring om betalingspåbud skal forkyndes for kreditor, men sendes med posten til skyldneren. Kreditor kan appellere kendelsen. Det er ikke obligatorisk at sende appellen til skyldneren med henblik på bemærkninger.

1.5 Klageadgang

En kendelse om afvisning af en begæring om udstedelse af et betalingspåbud kan appelleres af kreditor. Generelt behandles appeller i overensstemmelse med reglerne om appeller mod kendelser i udenretslige procedurer afsagt af de regionale domstole med kompetence i den retskreds, hvor notaren har hjemsted. Der skal appelleres senest 15 dage efter meddelelse af afgørelsen. Hvis der gives afslag på en begæring om udstedelse af et betalingspåbud, kan kreditor enten vælge at indgive en ny begæring om udstedelse af et betalingspåbud, anlægge retssag eller anvende ethvert andet retsmiddel til fuldbyrdelse af kravet. Retsvirkningen af indgivelsen af begæringen består, hvis kreditor indgiver en stævning eller fremsender en ny begæring om betalingspåbud pr. anbefalet brev senest 30 dage efter, at afgørelsen bliver endelig, eller anvender ethvert andet retsmiddel til fuldbyrdelse af kravet inden for denne frist. Der kan ikke gives nogen begrundelse for at undlade at overholde denne frist. Enhver ny begæring om udstedelse af betalingspåkrav skal indeholde en henvisning til kendelsen om afvisning. I forbindelse med en stævning skal kendelsen om afvisning vedlægges.

I andre tilfælde kan kendelser afsagt i forbindelse med en betalingspåbudsprocedure appelleres, hvis det er muligt efter loven om betalingspåbudsprocedurer og den civile retsplejelov.

Betalingspåbuddet kan ikke appelleres, men skyldneren kan gøre indsigelse, jf. punkt 1.6.

Da det endelige betalingspåbud har samme virkning som en dom, kan der anlægges et søgsmål med påstand om omgørelse i overensstemmelse med den civile retsplejelovs bestemmelser. Den ret, der har kompetence til at behandle sagen med påstand om omgørelse, er den ret, som i tilfælde af indsigelse ville have været den kompetente ret i første instans i forbindelse med omdannelsen til en retssag. Hvis der anlægges et søgsmål med påstand om omgørelse, skal retten indhente sagsakterne hos notaren i papirform eller elektronisk i MOKK-systemet.

Et endeligt betalingspåbud kan ikke appelleres.

1.6 Indsigelse

Skyldner kan gøre indsigelse mod betalingspåbuddet til notaren senest 15 dage efter forkyndelsen. Begæringer, som indgives af skyldner, om udsættelse af betaling eller betaling i afdrag, kan ikke betragtes som en indsigelse mod betalingspåbuddet. Begæringen om udsættelse af betaling eller betaling i afdrag skal indgives inden for fristen for indsigelse. Hvis skyldneren anfører i sin indsigelse, at vedkommende allerede har betalt fordringen, før betalingspåbuddet blev meddelt, giver notaren kreditor meddelelse om indsigelsen og anmoder samtidig denne om at oplyse, om fordringen stadig eksisterer, inden for en frist på 15 dage. Skyldneren skal – hvis vedkommende har modtaget en kvittering for betaling eller har betalt fordringen ved en finansiel transaktion med en entydig identifikator – i sin indsigelse angive kvitteringens nummer og data eller nærmere oplysninger om den finansielle transaktion (identifikation af transaktionen, identifikation af udstederen af betalingen osv.) og betalingsdatoen. Hvis kreditor bekræfter skyldnerens påstand eller ikke reagerer på notarens opfordring, lukker notaren sagen, men hvis kreditor anfægter skyldnerens påstand, omdannes betalingspåbudsproceduren til en retssag. Hvis kreditor reducerer det størrelsen af det krav, vedkommende anmoder om at få inddrevet, på baggrund af skyldnerens indsigelse, vil retten kun tage stilling til det reducerede krav. Det bør bemærkes, at det ikke vil blive betragtet som om, at der er gjort indsigelse mod betalingspåbuddet, hvis skyldneren meddeler, at det tvangsfuldbyrdede krav blev betalt efter modtagelse af betalingspåbuddet. I dette tilfælde træder betalingspåbuddet i kraft dagen efter den sidste dag i fristen for indsigelse. Hvis skyldneren ikke har bekræftet modtagelsen af (dvs. ikke har afhentet) betalingspåbuddet, og det således skal anses for at være blevet forkyndt, kan skyldneren gøre indsigelse senest 15 dage efter forkyndelse af det eksigible dokument. Skyldneren skal som betingelse herfor betale de omkostninger, der er afholdt til tvangsfuldbyrdelse, og som kreditor har betalt forud til en af rettens embedsmænd, når indsigelsen indgives, ligesom skyldneren skal fremlægge dokumentation herfor for notaren.

1.7 Hvis der gøres indsigelse

I forbindelse med en indsigelse, som er indgivet rettidigt, vil betalingspåbudsproceduren – med hensyn til det forhold, der er omhandlet i indsigelsen – blive genstand for en retssag.

1.8 Hvis der ikke gøres indsigelse

Hvis der ikke gøres indsigelse mod et betalingspåbud inden fristens udløb, vil det have samme virkning som en endelig dom.

1.8.1 Hvad kræves der for at opnå en afgørelse, som kan tvangsfuldbyrdes?

Hvis der ikke gøres indsigelse mod et betalingspåbud inden fristens udløb, vil det have samme virkning som en endelig dom. Derefter påfører notaren en kopi af betalingspåbuddet en anmærkning om, at det har retsvirkning, og sørger for, at det bliver forkyndt for kreditor.

1.8.2 Er en sådan afgørelse endelig, eller har skyldneren stadig mulighed for at appellere afgørelsen?

Afgørelsen er endelig. Hvis skyldneren ikke bekræfter modtagelsen af (dvs. ikke har afhentet) betalingspåbuddet, og det således anses for at være blevet forkyndt i overensstemmelse med lovgivningen, kan skyldneren imidlertid gøre indsigelse senest 15 dage efter forkyndelse af det eksigible dokument.

Der anlægges et søgsmål med påstand om omgørelse af et endeligt betalingspåbud i overensstemmelse med den civile retsplejelovs bestemmelser, jf. punkt 1.5.


De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Medlemslandene med ansvar for at forvalte siderne om nationale forhold er i gang med at opdatere noget af indholdet på dette website som følge af Storbritanniens udtræden af EU. Hvis du støder på indhold, som endnu ikke afspejler Storbritanniens udtræden, er det en fejl og vil blive rettet.

Sidste opdatering: 05/02/2020