Luk

BETAVERSIONEN AF PORTALEN ER NU TILGÆNGELIG

Besøg betaversionen af den europæiske e-justice-portal, og giv os din feedback!

 
 

Sti

menu starting dummy link

Page navigation

menu ending dummy link

Betalingspåbudsprocedurer - Østrig

Den originale sprogudgave af denne side tysk er blevet ændret for nylig. Den sprogudgave, du kigger på nu, er i øjeblikket ved at blive oversat af vores oversættere.

1 Findes der en procedure for betalingspåbud?

1.1 I hvilke tilfælde kan proceduren anvendes?

I den østrigske retsplejelov for civilretlige sager findes der for pengefordringer en særlig inkassoprocedure, som i praksis har vist sig at fungere særdeles godt. De fleste inkassosager gennemføres i Østrig ved elektronisk kommunikation inden for retsvæsenet, hvilket i væsentlig grad afkorter og forenkler inkassoproceduren.

1.1.1 Hvilke typer krav er omfattet af proceduren (f.eks. kun pengekrav eller kun kontraktlige krav)?

Anvendelsesområdet for inkassoproceduren omfatter kun fordringer på pengebeløb. Sager vedrørende pengekrav, der henhører under den frivillige retspleje ("Außerstreitverfahren") og skal behandles efter en særlig procedure, er ikke omfattet af inkassoproceduren. Inkassoproceduren er ikke forenelig med det princip, der gælder for sådanne sager, nemlig at retten på eget initiativ og uden indlæg fra parterne selv skal skabe klarhed over alle de omstændigheder, der er af betydning for afgørelsen. Sager vedrørende sociale ydelser eller vedrørende checks og veksler kan heller ikke behandles efter inkassoproceduren på grund af de særlige procedurer, der gælder for sådanne sager.

1.1.2 Er der en øvre beløbsgrænse for kravet?

Siden den 1. juli 2009 har maksimumsbeløbet for fordringer ved inkassoproceduren været 75 000 EUR. Sager vedrørende krav af en værdi, som ligger over dette beløb, skal gøres gældende i form af et forberedende indlæg ved et "almindeligt" civilretligt søgsmål.

1.1.3 Er det frivilligt eller obligatorisk at anvende denne procedure?

I Østrig er det obligatorisk at anvende inkassoproceduren ved krav på indtil det i punkt 1.1.2 nævnte maksimumsbeløb.

1.1.4 Kan proceduren anvendes, hvis skyldner har bopæl i en anden medlemsstat eller i et tredjeland?

Inkassoproceduren kan ikke anvendes, hvis skyldneren har sin bopæl, sit sædvanlige opholdssted eller sit hjemsted i udlandet. I sådanne tilfælde skal kravet derfor gøres gældende ved et "almindeligt" civilretligt søgsmål. På grundlag af stævningen vil den kompetente ret i så fald sende sagsøgte en opfordring til inden for en frist på fire uger at indgive et svarskrift eller beramme et retsmøde, hvor sagen skal behandles.

Den europæiske betalingspåbudsprocedure kan frivilligt benyttes i forbindelse med betalingskrav mod skyldnere, som har bopæl i en anden medlemsstat.

1.2 Den kompetente domstol

Sager vedrørende krav af en værdi på indtil 15 000 EUR (fra den 1. januar 2013) skal anlægges ved en "Bezirksgericht" (underret). Sager vedrørende krav af en værdi på mellem 15 000 EUR og 75 000 EUR skal generelt anlægges ved en "delstatsret i første instans", hvis sagen ikke undtagelsesvis er omfattet af underretternes særlige kompetence.

Kompetencen i inkassosager følger de almindelige regler, og der gælder således ingen særlige kompetenceregler for denne procedure. Oplysninger om de østrigske kompetenceregler kan findes under emnet "Retternes kompetence". Oplysninger om, hvilken ret der er kompetent til at behandle en konkret civilretlig sag, findes på det østrigske justitsministeriums hjemmeside(Link åbner i nyt vinduehttp://www.justiz.gv.at/) under "eGovernment" ("Gerichtssuche").

I Østrig er det udelukkende Bezirksgericht für Handelssachen i Wien, der er kompetent i forbindelse med gennemførelsen af den europæiske betalingspåbudsprocedure.

1.3 Formkrav

1.3.1 Skal der bruges en standardformular? (Hvor fås den i givet fald?)

Inkassosager skal anlægges ved brug af en standardformular. Ved østrigske inkassosager anvendes to forskellige formularer, alt efter om der er tale om en "almindelig" inkassosag, en arbejdsretlig inkassosag eller om en europæisk inkassosag. Formularerne kan downloades eller udfyldes online på justitsministeriets hjemmeside (Link åbner i nyt vinduehttp://www.justiz.gv.at/) under "Bürgerservice".

1.3.2 Skal man være repræsenteret af en advokat?

Hvis en sag vedrører et krav af en værdi på over 5 000 EUR, skal sagsøgeren ved sagsanlægget være repræsenteret af en advokat. Det gælder ikke for sager, som ifølge loven uanset sagsgenstandens værdi skal behandles af underretten (ved særlig kompetence). I sådanne tilfælde er der "relativ advokatpligt". Det betyder, at parten selv kan føre sin sag, men hvis parten lader sig repræsentere, skal repræsentanten være advokat.

I en europæisk inkassosag er der ikke advokatpligt.

1.3.3 Hvor detaljeret skal kravet begrundes?

Kravene til stævningens indhold i en inkassosag adskiller sig i princippet ikke fra kravene til stævningen i et "almindeligt" søgsmål. Sagsøgeren skal dog ikke i en inkassosag anføre den retsregel, fordringen støttes på. Men de omstændigheder, der anføres til støtte for fordringen, skal være tilstrækkeligt detaljerede til, at kravet kan individualiseres, og at det heraf kan udledes, hvilket krav sagsøgeren ønsker dom for (stævningen skal være "logisk").

1.3.4 Skal der forelægges skriftlig dokumentation for de krav, der gøres gældende? Hvilke dokumenter kan i givet fald tjene som bevis?

I Østrig anvendes en "ikke bevispligtig" inkassoprocedure. Forelæggelse af et dokument som bevis for den påståede fordring er derfor ikke nogen betingelse for anmodningen om et betalingspåbud. Men hvis sagsøgeren ved hjælp af urigtige eller ufuldstændige angivelser i stævningen uberettiget opnår eller forsøger at opnå et betalingspåbud, straffes dette ifølge en straffebestemmelse i den østrigske retsplejelov med bøde.

1.4 Afvisning af begæringen

Retten foretager udelukkende en summarisk prøvelse af stævningen. Den kontrollerer ikke sagens faktiske omstændigheder, men udelukkende om kravet retligt set er begrundet (om stævningen er "logisk"). Hvis inkassostævningen opfylder kravene til form og indhold (dvs. at den indeholder angivelse af et bestemt krav, beskrivelse af de påståede faktiske omstændigheder, hvoraf kravet kan udledes, angivelse af bevismidler og oplysninger til fastlæggelse af den kompetente ret samt at kravet er tilstrækkeligt individualiseret), udsteder retten et betalingspåbud. Den østrigske retsplejelov giver ikke mulighed for en egentlig afvisning af en begæring om et betalingspåbud. Hvis retten når til den opfattelse, at betingelserne for udstedelse af et betalingspåbud ikke er opfyldt, afviser den ikke stævningen, men lader den derimod straks danne grundlag for et "almindeligt" søgsmål. Er det kun bestemte formkrav, der ikke er opfyldt, kan retten dog i første omgang iværksætte en berigtigelsesprocedure, ved hvilken den opfordrer sagsøgeren til at afhjælpe de pågældende mangler.

1.5 Klageadgang

Da den østrigske retsplejelov ikke giver mulighed for at afvise en begæring om udstedelse af et betalingspåbud, men foreskriver, at sagen automatisk skal ændres til et "almindeligt" søgsmål, er det ikke relevant at have en appelmulighed.

1.6 Indsigelse

Den frist, inden for hvilken der kan fremsættes indsigelser mod udstedelsen af et betalingspåbud, er på fire uger. Den begynder at løbe den dag, hvor det skriftlige betalingspåbud forkyndes for sagsøgte. Retten kan hverken afkorte eller forlænge denne frist.

Indsigelser mod et betalingspåbud, der er udstedt af en "delstatsret i første instans" (ved krav på mellem 15 000 EUR og 75 000 EUR), skal indholdsmæssigt opfylde de samme betingelser som et svarskrift. Indsigelserne skal således indeholde angivelse af en bestemt påstand, beskrivelse af de faktiske forhold og omstændigheder, som indsigelserne støttes på, og angivelse af de bevismidler herfor, som sagsøgte påberåber sig. Ved sager, der behandles af delstatsretten, skal en sagsøgt, der fremsætter indsigelser, være repræsenteret af en advokat.

Hvis en sag behandles af underretten (Bezirksgericht) (ved krav på indtil 15 000 EUR eller på indtil 75 000 EUR ved særlig kompetence), er det ikke obligatorisk at være repræsenteret af en advokat for at kunne fremsætte indsigelser. Ved skriftlige indsigelser er det i en sådan sag tilstrækkeligt, at sagsøgte ved et underskrevet brev meddeler den ret, der har udstedt betalingspåbuddet, at han vil fremsætte indsigelser mod dette. En begrundelse for indsigelserne, som det kræves ved delstatsretten, er ikke nødvendig. Sagsøgte kan også fremføre sine indsigelser mundtligt og lade dem protokollere ved den ret, der har udstedt betalingspåbuddet, eller ved underretten på det sted, hvor han har sit sædvanlige opholdssted.

1.7 Hvis der gøres indsigelse

Hvis sagsøgte rettidigt fremsætter indsigelser, sættes betalingspåbuddet ud af kraft, og retten lader automatisk og uden yderligere begæring stævningen danne grundlag for et "almindeligt" søgsmål. De i stævningen og indsigelserne fremførte påstande vil derefter blive genstand for behandling i retten.

1.8 Hvis der ikke gøres indsigelse

I Østrig behandles inkassosager kun ved én instans. Hvis sagsøgte ikke eller ikke rettidigt fremsætter indsigelser, bliver betalingspåbuddet uden yderligere skridt fra sagsøgerens side eksigibel. Ifølge loven er der således ikke behov for nogen yderligere retsafgørelse.

1.8.1 Hvad kræves der for at opnå en afgørelse, som kan tvangsfuldbyrdes?

Retten bekræfter på eget initiativ, at betalingspåbuddet kan tvangsfuldbyrdes. Med en sådan eksigibilitetspåtegning på betalingspåbuddet kan sagsøgeren indlede tvangsfuldbyrdelsesproceduren mod sagsøgte.

1.8.2 Er en sådan afgørelse endelig, eller har skyldneren stadig mulighed for at appellere afgørelsen?

I den østrigske inkassoprocedure kan et betalingspåbud kun imødegås med indsigelser. Sagsøgte har ingen andre muligheder for at appellere afgørelsen. Den i betalingspåbuddet indeholdte afgørelse om sagsomkostningerne kan såvel sagsøger som sagsøgte inden for en frist på 14 dage fra tidspunktet for forkyndelsen anfægte ved at indgive en omkostningsklage. Væsentlige mangler ved forkyndelsen kan sagsøgte gøre gældende ved en begæring om ophævelse af eksigibilitetspåtegningen, og der gælder ikke nogen frist herfor. Hvis sagsøgte af uundgåelige og uforudseelige begivenheder er blevet forhindret i rettidigt at fremsætte indsigelser, kan han for at undgå følgerne af fristoverskridelsen inden for en frist på 14 dage fra hindringens ophør begære "genindsættelse i tidligere rettigheder".


De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Sidste opdatering: 02/06/2018