4 – Mine rettigheder efter retssagen

Save as PDF

Kan jeg appellere?

Retten afsiger dom i et retsmøde. Du kan appellere dommen til landsretten. Du kan enten appellere med påstand om frifindelse eller formildelse. Hvis du mener, at der er begået alvorlige fejl under behandlingen af sagen i byretten, kan du bede om, at sagen bliver sendt tilbage til byretten til behandling med nye dommere.

Du kan appellere dommen mundtligt i det retsmøde, hvor dommen afsiges. Du kan også appellere ved at skrive til byretten eller til anklagemyndigheden. Der er en frist på 14 dage til at appellere dommen. Hvis du har en advokat, vil denne foretage det praktiske i forbindelse med appellen af dommen. Hvis dommen lyder på en bøde på 3 000 DKK eller derunder, kræver det tilladelse fra Procesbevillingsnævnet at appellere dommen. Der er en frist på 14 dage til at indgive ansøgning til Procesbevillingsnævnet.

Hvad sker der, hvis jeg appellerer dommen?

Hvis du appellerer dommen, behandles sagen i et retsmøde i landsretten. Dette retsmøde er også offentligt. Der er ikke nogen tidsfrister for, hvornår sagen skal behandles i landsretten.

Hvis du sidder varetægtsfængslet, skal landsretten prioritere sagen forud for andre sager. Landsretten skal også tage stilling til, om du skal sidde varetægtsfængslet, indtil og mens appelsagen behandles.

Hvis du appellerer til frifindelse, behandles sagen helt forfra i landsretten. Du har i sådanne sager mulighed for at bede om yderligere bevisførelse. Du skal hurtigst muligt drøfte med din forsvarer, hvilke nye beviser der skal inddrages i appelsagen. Når anklagemyndigheden har oplyst, hvilke beviser der vil blive ført i landsretten, får forsvareren en frist på normalt 14 dage til at oplyse sine beviser. 14-dages-fristen kan fraviges.

Hvis du udelukkende appellerer med påstand om formildelse, vil landsretten kun tage stilling til udmåling af straffen. I sådanne sager vil der ikke være nogen bevisførelse for landsretten, men forsvareren kan bede om, at der bliver indhentet yderligere oplysninger om dine personlige forhold af betydning for udmåling af straf eller spørgsmål om udvisning.

Hvad sker der ved det retsmøde, hvor appellen behandles?

Hvis du har appelleret med påstand om frifindelse, behandles sagen helt forfra i landsretten. I praksis vil det ofte være sådan, at man starter med at oplæse den forklaring, som blev afgivet af dig eller vidnerne i byretten. Hvis du eller din forsvarer ikke er enige i denne fremgangsmåde, skal forklaringer dog afgives forfra.

Hvis du har appelleret med påstand om formildelse, lægges byrettens bevisresultat til grund, og spørgsmålet vil herefter være, hvilken sanktion der skal fastsættes.

Der vil i retsmødet blive afsagt dom i sagen. Dommen kan lyde på stadfæstelse, skærpelse/formildelse eller frifindelse. Hvis du bliver frifundet, eller dommen bliver formildet, vil det offentlige betale sagens omkostninger. Tilsvarende hvis anklagemyndigheden har appelleret dommen, og den alene bliver stadfæstet. I andre tilfælde må du påregne selv at blive pålagt at betale omkostningerne ved appelsagens behandling.

Hvad sker der, hvis jeg får medhold/ikke får medhold i min appel?

Landsrettens dom træder i stedet for byrettens dom og er som udgangspunkt endelig, når den er afsagt. Sagen kan ekstraordinært indbringes for Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse. En sådan tilladelse gives normalt kun, hvis sagen er af principiel betydning, eller særlige grunde i øvrigt taler herfor. Der gives årligt ganske få tilladelser til at indbringe straffesager for Højesteret. Din forsvarer kan vejlede dig om dine muligheder for at få en sådan tilladelse.

Hvis du bliver frifundet og har været udsat for tvangsindgreb som anholdelse, varetægtsfængsling, ransagning e.l., kan du søge om erstatning for disse indgreb. Kravet skal rettes skriftligt til den regionale statsadvokat inden for to måneder efter rettens afgørelse. Din forsvarer vil normalt varetage det praktiske ved fremsættelsen af kravet. Husk at informere forsvareren om din kontaktadresse i dit hjemland.

Jeg kommer fra et andet medlemsland. Kan jeg blive sendt tilbage dertil efter retssagen?

Du kan normalt blive sendt til en anden medlemsstat til afsoning af straffen. Det vil normalt kun ske, hvis du selv beder om at blive sendt til dit hjemland for at afsone straffen. En ansøgning om overførsel til afsoning af straffen i hjemlandet skal indgives til Justitsministeriet.

Hvis jeg bliver dømt, kan jeg så blive stillet for retten igen for den samme lovovertrædelse?

I Danmark gælder et princip om, at man ikke kan straffes to gange for den samme lovovertrædelse. Det samme princip gælder i andre europæiske lande. Da straffebestemmelser kan være forskelligt udformet, må du søge information om dette spørgsmål i det land, som kunne tænkes tillige at ville forfølge forholdet.

Oplysning om anklagepunkter og dommen

Når der er truffet en afgørelse i sagen, bliver afgørelsen indberettet til kriminalregisteret. Afgørelser om overtrædelser af straffeloven bliver registreret i afgørelsesdelen. Afgørelser om overtrædelse af anden lovgivning bliver registreret, hvis du bliver idømt en fængselsstraf eller en rettighedsfrakendelse. Afgørelsen bliver registreret med oplysning om navnet på den ret, som har afsagt dommen, datoen for dommen, de bestemmelser, som er overtrådt, og den straf, du har fået.

Der er fastsat begrænsninger for, hvilke afgørelser der medtages på den straffeattest, du kan få udleveret til privat brug. Oplysningerne opbevares elektronisk, og sletningen af oplysningerne afhænger af alvoren af sanktionen. Du kan klage over fejl i registreringen eller sletning, men ikke over, at afgørelsen er registreret. Klager over registrering skal indgives til Rigspolitiet, som er datamyndighed.

Relevante links

Link åbner i nyt vindueRetsplejeloven

Link åbner i nyt vindueBekendtgørelse om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister


De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Sidste opdatering: 13/08/2019