Luk

BETAVERSIONEN AF PORTALEN ER NU TILGÆNGELIG

Besøg betaversionen af den europæiske e-justice-portal, og giv os din feedback!

 
 

Sti

menu starting dummy link

Page navigation

menu ending dummy link

Rettigheder for ofre for kriminalitet i straffesager - Kroatien

Den sprogudgave, du kigger på nu, er i øjeblikket ved at blive oversat af vores oversættere.
Følgende sprog: kroatisk er allerede oversat.


Ofre for kriminalitet har en række rettigheder i forbindelse med foreløbige afgørelser og straffesager, og der ydes særlig beskyttelse til børn og ofre for forbrydelser mod den seksuelle frihed og menneskehandel

Et offer for en forbrydelse har ret til:

  • oplysninger, som politiet, efterforskere, den offentlige anklager (državno odvjetništvo) og retten har pligt til at tilvejebringe
  • effektiv psykologhjælp samt anden sagkyndig bistand fra organer, organisationer eller institutioner, der yder støtte til ofre for forbrydelser
  • at deltage i straffesagen som den forurettede part
  • en meddelelse fra den offentlige anklager (državni odvjetnik) om de foranstaltninger, der træffes som følge af din anmeldelse, samt retten til at indgive en klage til den øverste offentlige anklager (viši državni odvjetnik)
  • offentligt finansieret sagkyndig bistand, hvis forbrydelsen medfører alvorlig psykologisk skade eller andre alvorlige konsekvenser
  • at anlægge en erstatningssag
  • erstatning i henhold til en særlov, hvis en voldsforbrydelse har medført grov legemsbeskadigelse eller en alvorlig forværring af dit helbred

Et offer for en forbrydelse mod den seksuelle frihed eller menneskehandel har, ud over førnævnte rettigheder, også ret til følgende:

  • at tale med en offentligt finansieret rådgiver inden afhøringen
  • offentligt finansieret retshjælp
  • at blive afhørt af en person af samme køn på politistationen eller hos den offentlige anklager
  • at have en betroet person til stede under afhøringen
  • at nægte at besvare unødvendige spørgsmål om sit privatliv
  • at anmode om, at afhøringen sker i form af videoafhøring
  • beskyttelse af personoplysninger
  • at kræve, at offentligheden ikke har adgang til retsmødet (retsmøde for lukkede døre)
  • at blive oplyst om disse rettigheder af retten, den offentlige anklager og politiet inden den første afhøring

Hvis et barn er offer for kriminalitet har han/hun foruden ovennævnte rettigheder også følgende rettigheder:

  • offentligt finansieret retshjælp
  • at være bistået af en betroet person ved indgivelsen af anmeldelsen
  • beskyttelse af personoplysninger
  • at afgive vidneforklaring i eget hjem eller et andet særlig indrettet lokale i stedet for en retssal
  • at afgive vidneforklaring for lukkede døre
  • afhøringen kan foregå, uden at en dommer eller parterne er til stede i samme lokale som barnet, ved hjælp af audiovisuelle hjælpemidler, som betjenes af en professionel assistent
  • ved afhøringen af et barn tages der særlige hensyn, således at afhøringen ikke indvirker negativt på barnets psykiske helbred

Alle personer under 18 år er børn.

Mindreårige vidner og ofre skal afhøres af undersøgelsesdommeren under bevisførelsen, og indkaldelse af et mindreårigt vidne skal ske gennem barnets forældre eller værger.

Civile sager

Efter anmeldelse af en forbrydelse vil den offentlige anklager i de fleste tilfælde forfølge sagen på eget initiativ.

Der kan anlægges civile sager i forbindelse med forbrydelser, hvor den strafferetlige forfølgning sker gennem et civilt søgsmål. Sagen skal anlægges senest tre måneder efter, at den bemyndigede fysiske eller juridiske person blev bekendt med forbrydelsen og gerningsmanden.

Erstatningssager

Et offer for en forbrydelse er også den forurettede part og har ret til at anlægge en erstatningssag ved retten.

Et erstatningskrav kan omfatte:

  • erstatning for skade – som kan være materiel eller immateriel (lidt skade, angst)
  • at få dine ejendele tilbage – hvis den forurettede part henholdsvis ofret kan bevise, at han/hun er ejeren eller den retmæssige indehaver
  • annullering af en specifik transaktion – hvis forbrydelsen har medført overdragelse af ejendom (hvis den anklagede har tvunget dig til at indgå en aftale).

En erstatningssag kan anlægges i forbindelse med en straffesag eller som en særskilt civil sag mod den anklagede. Hvis erstatningssagen anlægges i forbindelse med straffesagen, kræves det, at retten finder den anklagede skyldig, for at erstatningssagen kan behandles.

Dette krav gør sig ikke gældende, hvis der anlægges en civil sag.

Den forurettede parts rettigheder under en undersøgelse og i en straffesag

Ofre for forbrydelser har i deres egenskab af private anklagere og forurettede parter ret til i løbet af undersøgelsen at fremlægge kendsgerninger og fremsætte begæring om at fremføre beviser, som er væsentlige for at fastslå, at forbrydelsen er begået, identificere gerningsmanden og fastslå deres krav i erstatningssager.

Et offer, der deltager i en straffesag som den forurettede part, har ret til:

  • at benytte sig af sit eget sprog, herunder tegnsprog for døve og døvblinde, og tolkebistand, hvis han/hun ikke forstår eller anvender kroatisk, henholdsvis en oversætter eller tegnsprogstolk, hvis han/hun er døv eller døvblind
  • at kommunikere på sit eget sprog
  • at anlægge en erstatningssag og indgive en begæring om foreløbige retsmidler
  • en advokat
  • at fremlægge kendsgerninger og fremsætte begæring om at fremføre beviser
  • at overvære bevisførelsen
  • at overvære retsmødet, deltage i bevisførelsen og afgive en afsluttende erklæring
  • at få adgang til sagsakterne
  • at anmode om meddelelse fra den offentlige anklager om, hvilke foranstaltninger der er truffet på grundlag af hans/hendes anmeldelse, og ret til at indgive klage til den øverste offentlige anklager (viši državni odvjetnik)
  • at appellere
  • at indgive en begæring om retsforfølgning eller anlægge en civil sag
  • at modtage en meddelelse fra den offentlige anklager om frafald af sigtelse eller tiltale eller beslutning om ikke at retsforfølge
  • at føre sagen i stedet for den offentlige anklager
  • at søge om genindsættelse i de tidligere rettigheder (restitutio in integrum)
  • at modtage en meddelelse om resultatet af straffesagen

Den offentlige anklager og retten skal forud for og i løbet af hver fase af straffesagen undersøge, om der er mulighed for, at tiltalte over for den forurettede part kan godtgøre den skade, som er forårsaget af forbrydelsen. De skal desuden oplyse om visse lovfæstede rettigheder (f.eks. den forurettede parts ret til at kommunikere på sit eget sprog, retten til at anlægge en erstatningssag m.m.).

Retten til erstatning

Ved loven om økonomisk erstatning til ofre for strafbare handlinger (Zakon o novčanoj naknadi žrtvama kaznenih djela, Narodne novine (NN, Kroatiens lovtidende) nr. 80/08 og 27/11) fastsættes retten til erstatning til ofre for forsætlige voldsforbrydelser begået i Kroatien, eller til deres slægtninge, på de ved loven fastsatte betingelser.

Ved loven fastsættes retten til erstatning til ofre for voldforbrydelser, og loven indeholder bestemmelser om forudsætninger og procedurer for at udøve retten til erstatning, om hvilke organer der træffer beslutninger og deltager i beslutningstagningen vedrørende retten til erstatning, og om organer og procedurer i grænseoverskridende sager.

Et offer for en voldsforbrydelse har ret til erstatning, som betales af statsbudgettet.

Politiet, den offentlige anklager og retterne skal tilvejebringe oplysninger om retten til erstatning samt de nødvendige ansøgningsblanketter, og de skal, såfremt offeret anmoder herom, give generel vejledning og oplysninger om, hvordan ansøgningen skal udfyldes, og om, hvilke yderligere dokumenter der kræves.

Ansøgninger om erstatning skal indsendes til justitsministeriet via en blanket, der kan downloades fra ministeriets websted

Blanket til ansøgning om erstatning til ofre for forbrydelser_hr PDF(223 Kb)hr

Ansøgningen skal indgives senest seks måneder fra den dato, hvor forbrydelsen blev begået. Hvis der er gyldige årsager til, at offeret ikke har kunnet indgive ansøgningen inden for denne frist, skal vedkommende indgive ansøgningen senest tre måneder fra den dato, hvor disse årsager ophørte med at eksistere, og senest inden for tre år fra den dato, hvor forbrydelsen blev begået.

Hvis offeret er en mindreårig eller en person, som er blevet frataget sin handleevne, og den pågældendes retlige repræsentant ikke har indgivet ansøgningen inden for seks måneder fra den dato, hvor forbrydelsen blev begået, begynder perioden på seks måneder at løbe den dato, hvor offeret fylder 18 år, eller den dato, hvor en straffesag indledes, efter at ofret er blevet myndigt, eller fra den dato, hvor vedkommende får sin handleevne tilbage.

Følgende personer har ret til erstatning:

  • et offer for en voldsforbrydelse, hvis offeret er statsborger i Kroatien, statsborger i en EU-medlemsstat eller har bopæl på EU's område, og hvis forbrydelse er begået i Kroatien
  • et offer, som har lidt grov legemsbeskadigelse, eller hvis helbred er blevet alvorligt forværret som følge af forbrydelsen (har ret til kompensation for udgifter til behandling, såfremt disse udgifter ikke er dækket af den obligatoriske sundhedsforsikring, dog maksimalt det beløb, som dækkes af sundhedsforsikringen i Kroatien, samt kompensation for tabt arbejdsfortjeneste på maksimalt 35 000 HRK)
  • en person, som er nær slægtning til et offer, der er afgået ved døden (ægtefælle eller partner, barn, forælder, adoptivforælder, adoptivbarn, stedforælder, stedbarn, partner af samme køn, bedsteforælder og barnebarn, hvis de tilhørte samme husstand som offeret) har ret til erstatning for mistet lovpligtig forsørgelse, dog maksimalt 70 000 HRK)
  • hvis ofret afgår ved døden, har den person, der afholder begravelsesudgifterne, ret til en kompensation på maksimalt 5 000 HRK
  • hvis en forbrydelse anmeldes til eller registreres af politiet eller den offentlige anklager senest seks måneder efter, at forbrydelsen er blevet begået, uanset om gerningsmanden er kendt eller ej.

Ved fastsættelse af kompensationsbeløbet tages offerets handlemåde under og efter forbrydelsen eller vedkommendes bidrag til skaden og omfanget af skaden i betragtning, ligesom det tages i betragtning, om personen er et umiddelbart offer, og om vedkommende anmeldte forbrydelsen til de kompetente myndigheder. Desuden foretages en vurdering af offerets samarbejde med politiet og de kompetente myndigheder om at bringe gerningsmanden for en domstol, og der tages hensyn til, om det umiddelbare bidrog til eller forværrede skaden. Er dette tilfældet, mindskes den erstatning, offeret har ret til, tilsvarende. Erstatningskravet afvises, eller beløbet mindskes, hvis det fastslås, at offeret er involveret i organiseret kriminalitet eller en kriminel organisation. Erstatning kan også afvises, eller beløbet kan mindskes, hvis det ville være i strid med princippet om rimelighed, almen moral og offentlig orden.

Meddelelse om løsladelse af gerningsmanden

Når en anklaget idømmes fængselsstraf, underretter den uafhængige tjeneste til støtte af ofre og vidner (Samostalna služba za podršku žrtvama i svjedocima) under justitsministeriet offeret datoen for gerningsmandens løsladelse (betingelsesløs løsladelse og prøveløsladelse).

Lovkrav om underretning af ofre om løsladelse af gerningsmanden

I overensstemmelse med bestemmelserne i loven om ændring af loven om fængselsstraf (Zakon o izmjenama i dopunama Zakona o izvršenju kazne zatvora) skal den uafhængige tjeneste til støtte af ofre og vidner (Samostalna služba za podršku žrtvama i svjedocima) under justitsministeriet underrette ofret, den forurettede part eller deres pårørende om løsladelsen af en gerningsmand.

Ofret skal underrettes om løsladelsen af gerningsmanden, såfremt der er tale om forbrydelser mod den seksuelle frihed og den seksuelle moral, forbrydelser mod ofrets liv og legeme eller voldsforbrydelser.

Disse oplysninger skal videregives til ofret, den forurettede part eller deres pårørende, hvis der sker almindelig eller betinget løsladelse fra fængslet.

Når der træffes beslutning om, hvorvidt det er tilrådeligt at tillade en indsat at forlade forvaringsanstalten/fængslet og flytte til sin faste eller midlertidige bopæl, skal forvaringsanstalten/fængslet desuden anmode kriminalforsorgen om at forslå offerets henholdsvis offerets families holdning til den begåede forbrydelse. Den uafhængige tjeneste til støtte af ofre og vidner udarbejder rapport til kriminalforsorgen på grundlag af samtaler med offeret.

Støtte til vidner og ofte

I Kroatien koordineres støtte til ofre og vidner af den uafhængige tjeneste til støtte af ofre og vidner (Samostalna služba za podršku žrtvama i svjedocima), som er oprettet inden for rammerne af justitsministeriet.

Ofre og vidner kan få støtte og oplysninger fra rettigheder og om procedurerne fra en rets afdeling for støtte til ofre og vidner.

Der er oprettet enheder for støtte til ofre og vidner ved syv distriktsdomstole (županijski sudovi), nemlig i Zagreb, Zadar, Osijek, Vukovar, Split, Sisak og Rijeka. Disse enheder yder psykologisk støtte til ofre (og vidner) samt de personer, der bistår dem, og giver dem praktiske oplysninger om deres rettigheder. Enhederne yder desuden støtte til de kompetente byretter og retter (općinski i prekršajni sudovi) for mindre forseelser.

Ofre kan også gratis kontakte det nationale callcenter for ofre for forbrydelser og lovovertrædelser på telefon 116 006 eller på det nationale callcenters websted og få oplysninger om deres rettigheder og muligheder for hjælp.

Justitsministeriet sikrer desuden støtte og oplysninger om rettigheder til ofre og vidner, og forespørgsler kan fremsendes til følgende e-mailadresse Link åbner i nyt vinduezrtve.i.svjedoci@pravosudje.hr eller Republikken Kroatiens justisministeriums websted: Link åbner i nyt vinduehttps://pravosudje.gov.hr/

Støtte til ofre og vidner i grænseoverskridende sager

Den uafhængige tjeneste til støtte af ofre og vidner, som er oprettet inden for rammerne af justitsministeriet, giver støtte og oplysninger til vidner og ofre, som indkaldes gennem international retshjælp (herunder vidner til krigsforbrydelser).

Der sendes informationsbreve til vidner, som indkaldestil at vidne i Kroatien, og til kroatiske vidner, som indkaldes til udenlandske retter.

Vidner til krigsforbrydelser får, når det er nødvendigt, fysisk beskyttelse, og hjælp til at forberede deres rejse og fremmøde ved de retslige myndigheder (når vidnet og andre parter indkaldes til afhøring i straffesager om krigsforbrydelser ved de kompetente retslige myndigheder i Kroatien, eller uden for Kroatien, når sådan støtte er forbundet med en anmodning om international retshjælp).

Klik på linkene nedenfor for at finde de oplysninger, du har brug for

Link åbner i nyt vindue1 - Mine rettigheder som offer for en forbrydelse

Link åbner i nyt vindue2 - Anmeldelse af et strafbart forhold og mine rettigheder under efterforskningen og retssagen

Link åbner i nyt vindue3 - Mine rettigheder efter retssagen

Link åbner i nyt vindue4 - Erstatning

Link åbner i nyt vindue5 - Ret til støtte og bistand


De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Sidste opdatering: 04/10/2018