menu starting dummy link

Page navigation

menu ending dummy link

Forkyndelse af dokumenter - Cypern

INDHOLDSFORTEGNELSE

1 Hvad betyder det retlige begreb "forkyndelse" i praksis? Hvorfor findes der særlige regler for forkyndelse af dokumenter?

"Forkyndelse": officiel overbringelse eller meddelelse af retslige og udenretslige dokumenter (hvor forkyndelse er nødvendig), som kan dokumenteres skriftligt.

Der gælder særlige regler for forkyndelse, der skal sikre gyldigheden af proceduren og parternes rettigheder.

2 Hvilke dokumenter skal formelt forkyndes?

Alle processkrifter som f.eks. kendelser, begæringer efter indkaldelse og stævninger, samt udenretslige dokumenter (der ikke vedrører selve retssagen, men hvor officiel meddelelse og forkyndelse er nødvendig).

3 Hvem har ansvaret for forkyndelse af dokumenter?

Fogeden for så vidt angår en anmodning om forkyndelse af dokumenter, der er modtaget i henhold til Haagerkonventionen af 1965 om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter, enhver bilateral aftale, som Cypern har undertegnet og ratificeret i henhold til forordning (EF) nr. 1393/2007, det dokument, som ministeriet for retsvæsenet og den offentlige orden modtog som udpeget central myndighed, og som fremsendes til fogeder med henblik på forkyndelse.

4 Adresseforespørgsler

4.1 Gør den myndighed, der i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 af 13. november 2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager er udpeget til at modtage adresseforespørgsler, af egen drift et forsøg på at finde ud af, hvor adressaten for de dokumenter, der skal forkyndes, befinder sig, hvis vedkommende ikke længere bor på den adresse, som den anmodende myndighed har angivet?

Normalt ikke, medmindre der på den angivne adresse modtages oplysninger om den nye adresse.

4.2 Har udenlandske judicielle myndigheder og/eller parter i retssager adgang til registrer eller tjenester i medlemsstaten, der gør det muligt at finde frem til personens aktuelle adresse? Hvis ja, hvilke registre eller tjenesteydelser findes, og hvilken fremgangsmåde skal følges? Hvilke gebyrer skal i givet fald betales?

Ikke relevant.

4.3 Hvorledes behandler myndighederne i medlemsstaten en forespørgsel, der er afgivet i medfør af reglerne i Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001 af 28. maj 2001 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område, og som har til formål at finde frem til en persons aktuelle adresse?

En sådan anmodning er hidtil ikke blevet modtaget. Der er under alle omstændigheder tvivl om, hvorvidt dette kan gøres til genstand for bevisoptagelse.

5 Hvordan finder en forkyndelse sædvanligvis sted i praksis? Er der alternative metoder, som kan anvendes (bortset fra subsidiær forkyndelse som omhandlet i punkt 6 nedenfor)?

I praksis er den almindelige forkyndelsesmåde personlig forkyndelse i overensstemmelse med den civile retsplejelov. For så vidt angår juridiske personer kan dokumentet forkyndes for den administrerende direktør, virksomhedens sekretær eller enhver ansvarshavende medarbejder i virksomhedens kontorer.

For så vidt angår alternativer til forkyndelse skal der, efter anmodning fra en part, i henhold til retsplejeloven afsiges en kendelse, der giver mulighed for at give meddelelse om dokumentet via opslag på et bestemt sted eller via offentliggørelse i en avis (eller på anden måde, som retten efter omstændighederne anser for passende).

På nuværende tidspunkt tillades ingen andre forkyndelsesmåder.

6 Er elektronisk forkyndelse af dokumenter (forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter ved hjælp af elektronisk kommunikation, som f.eks. e-mail, internetbaseret sikker applikation, fax, sms etc.) tilladt i civile retssager? I bekræftende fald, i hvilken type sager kan denne metode anvendes? Gælder der begrænsninger med hensyn til tilgængeligheden af/adgang til denne metode til forkyndelse af dokumenter, afhængig af hvem adressaten er (advokat, juridisk person, virksomhed eller andre, såsom erhvervsdrivende)?

Jf. svaret på spørgsmål 5 ovenfor.

7 »Subidiær« forkyndelse

7.1 Er der efter lovgivningen i medlemsstaten mulighed for at anvende andre former for forkyndelse i tilfælde, hvor det ikke har været muligt at forkynde dokumenter til adressaten (f.eks. meddelelse efterladt på den pågældendes adresse, meddelelse til fogedretten, postforkyndelse eller mærkatmeddelelse)?

Jf. svaret på spørgsmål 5 ovenfor.

7.2 Hvis andre metoder anvendes, hvornår anses dokumenterne da for at være blevet forkyndt?

Jf. svaret på spørgsmål 5 ovenfor.

7.3 Hvis en anden form for forkyndelse består i deponering af dokumenterne på et bestemt sted (f.eks. på et postkontor), hvordan får adressaten så meddelelse om deponeringen?

Jf. svaret på spørgsmål 5 ovenfor.

7.4 Hvis adressaten afviser at modtage dokumenterne, hvilken retsvirkning har det så? Anses dokumenterne for at være forskriftsmæssigt forkyndt, hvis afvisningen ikke var berettiget?

Jf. svaret på spørgsmål 5 ovenfor.

8 Postforkyndelse fra udlandet (artikel 14 i forkyndelsesforordningen)

8.1 Hvis postvæsenet leverer et dokument sendt fra udlandet til en adressat i medlemsstaten i en situation, hvor bekræftelse af modtagelsen er påkrævet (artikel 14 forkyndelsesforordningen), afleverer postvæsenet så kun dokumentet til adressaten selv, eller kan det i overensstemmelse med de nationale regler om postudbringning også aflevere dokumentet til en anden person, der befinder sig på samme adresse?

Ikke relevant.

8.2 Hvordan kan forkyndelse af dokumenter fra udlandet i medfør af artikel 14 i forordning nr. 1393/2007 finde sted, hvis hverken adressaten eller nogen anden person, der er bemyndiget til at modtage dokumenterne (hvis der efter de nationale regler om postudbringning er mulighed herfor — se ovenfor) er antruffet på adressen?

Ikke relevant.

8.3 Accepterer postvæsenet en bestemt frist for afhentning af dokumenterne, før de sender dokumenterne tilbage til afsenderen? Hvis ja, hvordan underrettes adressaten om, at der ligger post til afhentning på postkontoret?

Ikke relevant.

9 Er der noget skriftligt bevis for, at dokumentet er forkyndt?

Ja. Efter forkyndelsen udfylder fogeden bevis for modtagelse med oplysninger om det forkyndte dokument, navn og stilling på den person, for hvem dokumentet er forkyndt, dato og tidspunkt for forkyndelse eller, hvis dokumentet ikke blev forkyndt, årsagerne til, at forkyndelse ikke var mulig.

Hvis forkyndelse er foretaget i henhold til forordning (EF) nr. 1393/2007, udstedes den attest, der er fastsat i bilag I hertil, jf. artikel 10.

10 Hvad sker der, hvis noget går galt, og adressaten ikke modtager dokumentet, eller forkyndelsen sker i strid med reglerne (f.eks. hvis dokumentet forkyndes for tredjemand)? Kan forkyndelsen af dokumentet alligevel være gyldig (dvs. kan den manglende iagttagelse af reglerne afhjælpes), eller skal dokumentet forkyndes på ny?

I så fald anses forkyndelsen for ugyldig, og dette kan ikke ændres. Hvis forkyndelsen ikke blev foretaget på regelmæssig vis, skal der foretages en ny forkyndelse.

Hvis forkyndelse ikke fandt sted, fordi personen gjorde indsigelse mod forkyndelsen, skal den part, som ønsker forkyndelsen, indgive en anmodning om en alternativ forkyndelsemåde til retten.

Hvis forkyndelse ikke var mulig, fordi den person, for hvem dokumentet skal forkyndes, ikke kunne findes, kan den person, der ønsker forkyndelse, alternativt meddele dokumentet, efter at der er afsagt kendelse herom.

11 Skal der betales for forkyndelse af et dokument og i givet fald, hvor meget?

Gebyret er fastsat til 21 EUR.


De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Sidste opdatering: 13/05/2019