Luk

BETAVERSIONEN AF PORTALEN ER NU TILGÆNGELIG

Besøg betaversionen af den europæiske e-justice-portal, og giv os din feedback!

 
 

menu starting dummy link

Page navigation

menu ending dummy link

Specialdomstole - Cypern

Den originale sprogudgave af denne side græsk er blevet ændret for nylig. Den sprogudgave, du kigger på nu, er i øjeblikket ved at blive oversat af vores oversættere.


Der findes følgende særlige domstole i Republikken Cypern (Κυπριακή Δημοκρατία):

Særlige domstole

Forvaltningsdomstolen (Διοικητικό Δικαστήριο)

Forvaltningsdomstolen har enekompetence til i første instans at behandle klager indgivet i henhold til forfatningens artikel 146 over enhver afgørelse, handling eller undladelse foretaget af personer eller organer, der udøver forvaltningskompetence. Forvaltningsdomstolen kan ophæve enhver eksigibel forvaltningsakt, der er udstedt på ulovlig vis, under anvendelse af embedsmisbrug eller i strid med loven eller forfatningen. Hvis klagen vedrører et skattespørgsmål eller en international beskyttelsesprocedure, kan retten ændre afgørelsen eller akten helt eller delvist.

Familiedomstolen (Οικογενειακά Δικαστήρια)

Familiedomstolen er enekompetent til at pådømme sager om skilsmisse, forældremyndighed, ægtefællebidrag samt ejendomsretlige tvister mellem ægtefæller, der er medlem af den græskortodokse kirke.

For personer, der tilhører en af de andre trosretninger i Cypern og f.eks. er armeniere, maronitter eller romerskkatolske, er familiedomstolen for religiøse grupper enekompetent på disse områder.

Der findes tre familiedomstole, en for Nicosia og Kerynia, en for Limassol og Paphos og en for Larnaca og Famagusta. I Nicosia findes desuden familiedomstolen for religiøse grupper, der dækker hele Cypern.

Sager, der indbringes for familiedomstolen, pådømmes af en enkelt dommer, undtagen skilsmissesager, som behandles af et kollegium bestående af tre dommere.

Arbejdsretten (Δικαστήριο Εργατικών διαφορών)

Arbejdsretten er enekompetent til at pådømme alle arbejdsretlige tvister vedrørende ansættelsesophør for lønmodtagere, såsom udbetaling af godtgørelse for uberettiget bortvisning (undtagen hvis kravet overstiger to års løn, hvor distriktsdomstolen er kompetent), fratrædelsesgodtgørelse og afskedigelsesgodtgørelse samt krav, der baseret på arbejdskontrakten, såsom skyldig løn, årlig ferie, 13. månedsløn eller gratialer. Den er også kompetent til at pådømme civile krav af enhver art i medfør af lov om beskyttelse af moderskab (περί Προστασίας τής Μητρότητας Νόμος), sager vedrørende forskelsbehandling og sexchikane på arbejdspladsen samt tvister mellem pensionsfonde (Ταμεία Πρόνοιας) og deres medlemmer.

Arbejdsretten består af en præsident eller en juridisk dommer, der er medlem af Cyperns juridiske tjeneste (Δικαστική Υπηρεσία της Δημοκρατίας), samt to lægdommere, der udpeges på grundlag af en anbefaling fra henholdsvis arbejdsgiver og arbejdstager. Lægdommerne har udelukkende en rådgivende funktion.

Der er i øjeblikket tre arbejdsretter i Cypern, som sidder i henholdsvis Nicosia, Limassol og Larnaca.

Retten i lejeretlige sager (Δικαστήριο Ελέγχου Ενοικιάσεων)

Retten i lejeretlige sager er kompetent til at pådømme sager vedrørende generhvervelse af besiddelse af en udlejet ejendom, fastlæggelse af rimelig leje og tilsvarende sager.

Hver ret i lejeretlige sager består af en præsident, der er juridisk dommer, og to lægdommere, som udpeges af organisationer, som repræsenterer henholdsvis lejer og udlejer. Lægdommerne har udelukkende en rådgivende funktion. Retten består af to afdelinger.

Militærdomstolen (Στρατιωτικό Δικαστήριο)

Militærdomstolen er kompetent til at pådømme sager om militærpersoners lovovertrædelser af militærstraffeloven (Στρατιωτικός Ποινικός Κώδικας), loven om nationalgarden (περί Εθνικής Φρουράς Νόμος), straffeloven (Ποινικός Κώδικας) eller enhver anden lov, uanset strafferammen. Privatpersoner kan undtagelsesvist også indbringes for militærdomstolen i de tilfælde, der er fastlagt i militærstraffeloven eller enhver anden lov.

Hvis den anklagede har rang af oberst eller derover, sammensættes militærdomstolen på samme måde som nævningeretten.

Retspræsidenten er en dommer fra Cyperns juridiske tjeneste. To officerer, der udpeges af det øverste retsråd (Ανώτατο Δικαστικό Συμβούλιο), fungerer også som dommere, men de har udelukkende en rådgivende funktion.

Juridiske databaser

Der findes ingen officiel juridisk database. Der findes private juridiske databaser, hvoraf nogle tilbyder betalingstjenester, mens der er gratis adgang til andre.

Disse databaser indeholder oplysninger om retsafgørelser og primær lovgivning.


De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af de respektive EU-lande. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Europa-Kommissionen påtager sig ingen form for ansvar for oplysninger eller data, der optræder i nærværende dokument, eller hvortil der henvises heri. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.
Medlemslandene med ansvar for at forvalte siderne om nationale forhold er i gang med at opdatere noget af indholdet på dette website som følge af Storbritanniens udtræden af EU. Hvis du støder på indhold, som endnu ikke afspejler Storbritanniens udtræden, er det en fejl og vil blive rettet.

Sidste opdatering: 22/05/2020