Other material

  • Directive Articles
    Price Indication Directive, link , Price Indication Directive, Article 3, 1.
  • Headnote
    This report on the Marketing Practices Act from 2016 contains several sections on Directive 98/6/EC and its implementation as well as the relationship between Executive Order no. 866 of 18 September 2000 on information on sales price and price per unit for consumer goods and other consumer protection legislation.
  • General Note
  • Full text
    Rapport fra
    udvalg om
    markedsføringsloven
    Juli 2016
    Rapport fra udvalg om markedsføringsloven
    Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
    Carl Jacobsens Vej 35
    2500 Valby
    Tlf.: +45 41 71 50 00
    E-mail: kfst@kfst.dk
    ISBN 978-87-7029-638-0
    Online ISBN 978-87-7029-637-3
    Rapporten er udarbejdet af
    Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
    Juli 2016
    Indhold
    Kapitel 1
    Indledning og sammenfatning ................................................................................................................. 5
    Sammenfatning ................................................................................................................................................................... 5
    Udvalgets kommissorium ........................................................................................................................................... 14
    Brev fra erhvervs- og vækstministeren – tillæg til Udvalgets kommissorium. ................................. 17
    Administrative byrder for erhvervslivet forbundet med markedsføringsloven ............................... 19
    Udvalgets sammensætning ........................................................................................................................................ 20
    Kapitel 2
    Markedsføringsloven ................................................................................................................................ 21
    Udvalgets forslag til en ny markedsføringslov ................................................................................................. 21
    Udvalgets lovbemærkninger til forslag til en ny markedsføringslov ..................................................... 43
    Kapitel 3
    EU-regulering af relevans for markedsføringsloven .................................................................. 171
    Enhedsprismærkningsdirektivet (Direktiv 98/6/EF) ............................................................................... 171
    Forbrugerkøbsdirektivet (Direktiv 99/44/EF) ............................................................................................. 172
    Direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation (Direktiv
    2002/58/EF) og e-Privacydirektivet (Direktiv 2009/136/EF)............................................................. 172
    Direktivet om urimelig handelspraksis (Direktiv 2005/29/E) ............................................................. 173
    Direktivet om vildledende og sammenlignende reklame (Direktiv 2006/114/EF) .................... 175
    Forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde (Forordning nr. 2006/2004) ................... 177
    Servicedirektivet (Direktiv 2006/123/EF) ..................................................................................................... 177
    Forbrugerkreditdirektivet (Direktiv 2008/48/EF)..................................................................................... 179
    Boligkreditdirektivet (Direktiv 2014/17/EU) ............................................................................................... 180
    Landeundersøgelse ..................................................................................................................................................... 180
    Kapitel 4
    Markedsføringslovsudvalgets overvejelser ................................................................................... 183
    § 1 Anvendelsesområde (Tidligere § 2) ............................................................................................................ 183
    § 2 Definitionsbestemmelse (Ny bestemmelse) ............................................................................................ 193
    §§ 3 og 4 God markedsføringsskik og god erhvervsskik (Tidligere § 1)............................................ 198
    §§ 5, 6, 7 og 20 Vildledningsbestemmelserne (Tidligere § 3, § 4, § 9, stk. 1 og § 12a) ................ 211
    § 8 Specifikke former for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller
    aggressive (Tidligere § 3, stk. 4) ........................................................................................................................... 240
    § 9 Uanmodet henvendelse til bestemte aftagere (Tidligere § 6) ......................................................... 242
    § 10 Handelspraksis rettet mod børn og unge (Tidligere § 8) ............................................................... 268
    § 11 Mærkning og emballering (Tidligere § 17) ........................................................................................... 275
    § 12 Dokumentation af faktiske forhold (Tidligere § 3, stk. 3)............................................................... 281
    § 13 Oplysningsforpligtelser vedr. priser m.v. (Tidligere § 7 a samt § 13, stk. 1-3 og stk.
    8) ......................................................................................................................................................................................... 282
    § 14 Faktureringspligt for regningsarbejder (Tidligere § 13, stk. 4-8) .............................................. 299
    § 15 Gebyrer (Tidligere § 15)................................................................................................................................. 304
    § 16 Garanti (Tidligere § 12) .................................................................................................................................. 308
    § 17 Markedsføring af kreditaftaler (Tidligere § 14 a) .............................................................................. 316
    § 18 Markedsføring af boligkreditaftaler (ny bestemmelse) .................................................................. 328
    § 19 Risikooplysninger for kreditaftaler (Tidligere § 14b) ...................................................................... 331
    § 21 Sammenlignende reklame (Tidligere § 5) ............................................................................................. 332
    § 22 Forretningskendetegn (Tidligere § 18)................................................................................................... 337
    § 23 Erhvervshemmeligheder og tekniske tegninger (Tidligere § 19)............................................... 344
    § 24 Retsmidler (Tidligere § 20) .......................................................................................................................... 352
    § 25 Forbrugerombudsmanden (Tidligere § 22) .......................................................................................... 356
    § 26 Digitalisering af Forbrugerombudsmandens virksomhed (Tidligere § 22, stk. 6-10) ...... 362
    § 27 Kontrolundersøgelser på stedet (Tidligere § 22 a) ........................................................................... 364
    § 28 Forhandlingsprincippet (Tidligere § 23)................................................................................................ 369
    § 29 Retningslinjer (Tidligere § 24) .................................................................................................................... 372
    § 30 Forhåndsbesked (Tidligere § 25)............................................................................................................... 377
    § 31 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens virksomhed (Tidligere § 25 a) .................................... 380
    § 32 Retsforfølgning m.v. (Tidligere § 27) ....................................................................................................... 382
    § 33 Informationspligt om forældelse (Tidligere § 27 a) .......................................................................... 386
    § 34 Erstatningssøgsmål (Tidligere § 28, stk. 1) ........................................................................................... 389
    § 35 Gruppesøgsmål (Tidligere § 28, stk. 2) ................................................................................................... 390
    § 36 Foreløbigt forbud (Tidligere § 29) ............................................................................................................ 392
    § 37 Straf og påtale (Tidligere § 30) ................................................................................................................... 394
    § 38 Bødeforlæg (Tidligere § 30 a) ...................................................................................................................... 402
    § 39 Henlæggelsesbeføjelser (Tidligere § 26) ................................................................................................ 405
    Vejledning (Foreslås ophævet: tidligere § 7) .................................................................................................. 406
    Kreditkøb (Foreslås ophævet: tidligere § 14) ................................................................................................ 415
    Organiseret rabat (Foreslås ophævet: tidligere § 16) ................................................................................ 419
    Bilag 1. Regeringens principper for implementering af EU-regulering ............................................. 423
    SIDE 5 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Kapitel 1
    Indledning og sammenfatning
    Sammenfatning
    Formålet med markedsføringsloven er, at den skal understøtte fair konkurrence samt gode
    forbrugerforhold. Markedsføringsloven udgør således en væsentlig rammebetingelse for alle
    virksomheder og forbrugere i Danmark. Fair konkurrence, og en hensigtsmæssig forbrugerbeskyttelse,
    hvor forbrugerne er beskyttet mod fx at blive vildledt eller udsat for aggressiv markedsføring,
    understøtter velfungerende markeder.
    Markedsføring er i høj grad reguleret af fælles europæiske regler. Siden den sidste store revision
    af markedsføringsloven, der skete i 2005, har der været en række ændringer af markedsføringsloven
    i forbindelse med gennemførelse af EU-regler, herunder særlig direktivet om
    urimelig handelspraksis. Disse ændringer har savnet en egentlig integrering med lovens øvrige
    regler. Det har betydet, at en række af reglerne overlapper hinanden, og at loven flere steder
    fremstår fragmenteret. Det har også medført en åbningsskrivelse fra Europa-
    Kommissionen, som gør opmærksom på, at Danmark på en række punkter, efter Europa-
    Kommissionens opfattelse, ikke har implementeret direktivet om urimelig handelspraksis
    korrekt.
    Den teknologiske udvikling har endvidere givet virksomhederne nye måder at markedsføre
    sig på. Det har dels skabt udfordringer for virksomhederne, der kan være usikre på, om deres
    kommunikation holder sig inden for lovens rammer, og dels for forbrugerne i forhold til, hvilke
    rettigheder de har.
    Der er endvidere behov for at se på de redskaber, Forbrugerombudsmanden har til rådighed i
    sin håndhævelse.
    På baggrund af ovenstående forhold nedsatte den tidligere regering udvalget ultimo 2014.
    Udvalget blev bedt om at foretage et gennemgribende eftersyn af markedsføringsloven, herunder
    aflevere udkast til en forenklet og overskuelig markedsføringslov der, inden for rammerne
    af EU-reguleringen, skaber de bedste forudsætninger for velfungerende markeder.
    Efter den nuværende regering tiltrådte blev det i november 2015 understreget i et brev fra
    erhvervs- og vækstministeren til udvalget, at det er vigtigt, at Danmark lever op til sine EUretlige
    forpligtigelser, og at udvalget skal sikre, at lovforslaget som udgangspunkt ikke går
    videre, end Danmark er EU-retligt forpligtiget til.
    SIDE 6 KAPITEL 1 INDLEDNING OG SAMMENFATNING
    Udvalget har i sit arbejde inddraget de praktiske erfaringer og udfordringer, som både erhvervslivet
    og forbrugerorganisationer har oplevet samt de håndhævelsesmæssige udfordringer
    som Forbrugerombudsmanden har.
    Disse erfaringer er blevet inddraget gennem udvalgsmedlemmernes egne erfaringer og deres
    drøftelser med deres baglande, samt konkret inddragelse af en række interessenter og videnspersoner.
    Udvalget afholdte den 2. november 2015 således en interessentdag, hvor alle
    relevante interessenter blev inviteret til at deltage. Formålet med dagen var at drøfte den
    teknologiske udvikling og dynamiske tilpasning af markedsføringsloven samt høre interessenternes
    synspunkter og ønsker til en kommende markedsføringslov. Dertil kommer, at Datatilsynet
    har holdt oplæg om databeskyttelsesreglerne, og deres syn på overlappet mellem databeskyttelsesreglerne
    og markedsføringsreglerne. Endvidere har Finans & Leasing og Bilbranchen
    holdt oplæg for udvalget, hvor de redegjorde for deres praktiske erfaringer med kreditkøb
    og kreditaftaler. Endelig har medievirksomhederne Mindshare og Media Beyond Advertising
    holdt et oplæg for udvalget om nye former for digital markedsføring.
    Udvalget har også inddraget erfaringer med gennemførelsen af de relevante EU-regler i henholdsvis
    Norge, Sverige, Nederlandene, Storbritannien og Tyskland for at tage højde for, at den
    danske gennemførelse af reglerne understøtter ensartede konkurrencevilkår og ensartet forbrugerbeskyttelse
    på tværs af EU.
    Det har været muligt at opnå enighed om langt de fleste punkter, der er blevet drøftet i udvalgsarbejdet.
    Der er imidlertid enkelte punkter, hvor det ikke har været muligt at opnå enighed.
    Dette har resulteret i, at nogle af udvalgets medlemmer visse steder har valgt at komme
    med mindretalsudtalelser. Der, hvor der er mindretalsudtalelser, er udkastet til lovforslag
    baseret på flertallets anbefalinger.
    Overensstemmelse med EU-regulering
    I forhold til implementering af direktiver i national ret, følger det af EU-domstolens praksis, at
    hvis et direktiv indeholder rettigheder eller forpligtigelser for forbrugere og erhvervsdrivende,
    skal disse rettigheder og forpligtelser fremgå tilstrækkelig klart og tydeligt af den nationale
    lovgivning.
    Udvalget har haft fokus på at finde balancen mellem at sikre, at udkastet til en ny markedsføringslov
    er direktivkonform både i indhold og ordlyd, men samtidig skal kunne forstås i en
    dansk kontekst. Lovforslaget indebærer derfor en mere tekstnær implementering af relevant
    EU-regulering, jf. kapitel 3 i rapporten om EU-regulering af relevans for markedsføringsloven.
    Det betyder, at udkastet til ny markedsføringslov i et vist omfang bygger på EU-retlige begreber
    og definitioner, som kan virke fremmede i forhold til en dansk, markedsføringsretlig
    sprogbrug, men som efter udvalgets opfattelse sikrer, at loven er EU-konform.
    SIDE 7 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det er med udkastet til ny markedsføringslov bl.a. tilstræbt, at danske virksomheder ikke har
    dårligere vilkår end deres udenlandske konkurrenter. Den tekstnære implementering formindsker
    usikkerheden omkring fortolkningen af den danske lov i lyset af EU-reglerne.
    Udkastet indeholder alene nationale særregler eller går videre, end Danmark er EU-retligt
    forpligtet til, såfremt udvalget har fundet særlig anledning til at bevare sådan regulering.
    En klar og overskuelig lov inden for rammerne af EU-reguleringen
    Inden for rammerne af EU-reguleringen har udvalget bestræbt sig på at skrive en enkel og
    overskuelig lov.
    Dette kommer bl.a. til udtryk ved, at der i udkastet til en ny markedsføringslov ikke henvises
    til tidligere bemærkninger, men at alle bemærkninger fremgår af selve lovforslaget. Der er
    endvidere foretaget ændringer og præciseringer for at tilsikre opdaterede, moderniserede og
    mere overskuelige lovbemærkninger inden for rammerne af de eksisterende EU-regler.
    Dertil kommer, at systematikken i udkastet til ny markedsføringslov er ændret i forhold til
    den gældende lov, så den i højere grad følger EU-reguleringen, men samtidig også får en mere
    logisk opbygning. Udkastet er bygget op af tematiske kapitler. Overordnet set er der et kapitel,
    der implementerer direktivet om urimelig handelspraksis, et andet kapitel regulerer særlige
    markedsføringsformer, et tredje kapitel der regulerer oplysningsforpligtigelser og et fjerde
    kapitel, der regulerer forholdet mellem erhvervsdrivende. Derudover er der i udkastet også
    indsat en definitionsbestemmelse, der skal gøre det nemmere at læse og forstå de begreber,
    der anvendes i loven.
    Udkastet til ny markedsføringslov adskiller sig således i opbygning og sprogbrug fra den gældende
    lov. Udvalget anbefaler derfor, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i forbindelse
    med vedtagelsen af loven iværksætter en bred informationsindsats, der skal informere om
    den nye lov, herunder lovens ændrede opbygning og sprogbrug.
    Virksomhedernes byrder lettes
    Til brug for udvalgsarbejdet er der blevet udarbejdet en rapport, der indeholder en ex post
    måling af de administrative byrder i den gældende markedsføringslov. Rapporten viser, at en
    altovervejende del af loven er bundet op på EU-retlige forpligtelser, og de administrative byrder,
    der følger heraf, kan ikke ophæves ved en national ændring af markedsføringsloven. IfølSIDE
    8 KAPITEL 1 INDLEDNING OG SAMMENFATNING
    ge rapporten vurderes 98 pct. af reglerne i den gældende lov at være aktiviteter, som virksomhederne
    ville gennemføre uanset, om der stilles krav herom i loven eller ej.1
    Reguleringen medfører således de facto byrder for erhvervslivet på 153 mio. kr., hvoraf ca.
    133,5 mio. kr. er en følge af EU-harmoniserede regler, og derfor ikke kan reduceres. Der er
    således målt et potentiale for byrdelettelser på 19,5 mio. kr. Hvis man lægger rapportens tal til
    grund, skønnes udkastet til lovforslag samt ophævelse af visse af de underliggende bekendtgørelser
    at reducere virksomhedernes administrative byrder med 10,5 mio. kr.
    Udvalget har på baggrund af de rammer, der var i kommissoriet, haft fokus på i hvilket omfang
    den regulering, som medfører administrative byrder, og som ikke stammer fra EU-regulering,
    skal ophæves.
    I udvalgets udkast til lovforslag, foreslås det dog, at bestemmelsen om oplysningspligt ved
    gebyrændringer opretholdes, selvom det er en national særregel, og det i rapporten fremgår,
    at der er administrative byrder forbundet med pligten. Dertil kommer, at flertallet anbefaler,
    at bestemmelsen om, at Forbrugerombudsmanden kan påbyde en erhvervsdrivende at informere
    deres kunder om, at deres krav kan blive forældede, også opretholdes. Denne bestemmelse
    er ikke omfattet af byrdemålingen i rapporten, da der ikke er tale om en pligt, der følger
    af loven, men derimod følger af en beslutning truffet af Forbrugerombudsmanden. For de
    virksomheder der bliver pålagt en sådan pligt, vil det dog være forbundet med omkostninger.
    Teknologi-neutralitet inden for rammerne af EU-lovgivningen
    Udkast til ny markedsføringslov er teknologineutral og finder anvendelse uanset, hvilket medie
    markedsføringen optræder i.
    Udvalget har haft indgående drøftelser af, hvordan loven skal anvendes på nye digitale markedsføringsmåder
    som muliggøres i medfør af den teknologiske udvikling, fx på sociale medier,
    herunder hvordan forbrugerne beskyttes mest hensigtsmæssigt. Udvalget har i sine drøftelser
    måttet erkende, at en konsekvens af at sikre overensstemmelse mellem udkastet til den
    nye markedsføringslov og EU-reglerne på dette punkt betyder, at lovteksten i sin sprogbrug
    lejlighedsvis kan virke ude af trit med den teknologiske virkelighed, som forbrugerne og virksomhederne
    befinder sig i. Fx medfører reglerne i e-databeskyttelsesdirektivet om uanmodede
    henvendelser, at der i den danske lov skal refereres til ”telefax” og ”automatiske opkaldssy-
    __________________
    1
    Erhvervsstyrelsens og EY ex post måling af de administrative byrder ved bekendtgørelse af lov om markedsføring af 29.
    november 2015 og notat om ex post måling af markedsføringslovens § 15 af 28. april 2016.
    SIDE 9 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    stemer”, selvom det er den gængse opfattelse, at disse kommunikationsformer kun anvendes i
    et meget begrænset omfang i Danmark.
    Håndhævelsesmæssige udfordringer på tværs af landegrænser
    Internettets udvikling har åbnet op for større handel og markedsføring på tværs af landegrænser,
    og forbrugerne handler i stigende grad med udenlandske erhvervsdrivende via internettet.
    Den udbredte handel og markedsføring over landegrænser giver en række håndhævelsesmæssige
    udfordringer. Hvis en erhvervsdrivende er etableret i et andet EU-land, er håndhævelsesmyndighederne
    i det pågældende medlemsland i et vist omfang forpligtet til at gribe ind
    over for markedsføringen. En sådan forpligtelse er ikke til stede i forhold til lande uden for EU.
    I sager, hvor udbyderne er etableret i lande uden for EU, kan det i praksis være næsten umuligt
    for Forbrugerombudsmanden at håndhæve lovgivningen. Efter udvalgets opfattelse giver
    dette anledning til en række principielle overvejelser om, hvorvidt de retsmidler, som Forbrugerombudsmanden
    har til rådighed, er tilstrækkelige til at dæmme op for den ulovlige markedsføring,
    der finder sted fra hjemmesider, hvor udbyderne er etableret uden for EU.
    Den manglende mulighed for at håndhæve på tværs af grænserne kan indebære en ringere
    beskyttelse af forbrugerne og ulige konkurrencevilkår for de erhvervsdrivende. Det er udvalgets
    opfattelse, at disse problemer ikke kun gør sig gældende inden for markedsføringsrettens
    område, men også inden for andre retsområder. Udvalget anbefaler, at det overvejes nærmere,
    om der er tilstrækkelige værktøjer til at håndhæve lovgivningen på tværs af de forskellige
    retsområder.
    Videreførelse af gældende ret, der går videre end direktivet om urimelig handelspraksis
    På fire punkter har et enigt udvalg anbefalet, at markedsføringsloven går videre, end Danmark
    er forpligtet til efter EU-reglerne. I alle fire tilfælde er der tale om en videreførelse af gældende
    ret.
    • For det første anbefaler udvalget, at reglerne om god skik videreføres såvel inden for som
    uden for anvendelsesområdet af direktivet om urimelig handelspraksis. Betydningen heraf
    er, at de erhvervsdrivende skal agere i overensstemmelse med god skik, uanset om de
    henvender sig til forbrugere eller til andre erhvervsdrivende.
    Bestemmelsen om god markedsføringsskik har været i markedsføringsloven, siden den
    første danske markedsføringslov trådte i kraft i 1974. Udvalget vurderer, at bestemmelsen
    er vigtig for både forbrugerbeskyttelsen, den effektive konkurrence, og hermed er
    med til at støtte op om et velfungerende marked.
    • For det andet anbefaler udvalget, at de strafbelagte forbud mod at opfordre til vold, indtagelse
    af rusmidler eller anden farlig adfærd i handelspraksis rettet mod børn og unge opSIDE
    10 KAPITEL 1 INDLEDNING OG SAMMENFATNING
    retholdes. Bestemmelserne har til formål at beskytte almene samfundshensyn i forhold til
    børn og unge, og falder således uden for direktivets anvendelsesområde.
    • For det tredje anbefaler udvalget, at pligten for erhvervsdrivende til at informere forbrugerne
    i løbende kontraktforhold i god tid, hvis de indfører nye gebyrer eller eksisterende
    gebyrer ændres væsentligt, opretholdes. Bestemmelsen er en national regel, der medfører,
    at de erhvervsdrivende ikke kan ændre gebyrer uden at informere forbrugerne. Bestemmelsen
    er således med til at sikre gennemsigtighed for forbrugerne. En tilsvarende
    pligt vurderes i vidt omfang at følge af aftaleretten. Bestemmelsen forekommer således
    rimelig ud fra såvel et aftaleretligt som et forbrugerbeskyttelsessynspunkt.
    • For det fjerde anbefaler udvalget at opretholde den gældende definition af en ”forbruger”.
    Den danske definition af forbrugerbegrebet går dog videre end forbrugerbegrebet i direktivet
    om urimelig handelspraksis. Hvis forbrugerbegrebet i markedsføringsloven blev
    ændret til direktivets begreb, vil det imidlertid medføre, at forbrugerbegrebet vil være
    forskelligt på tværs af den danske forbrugerbeskyttende lovgivning. Flertallet anbefaler
    derfor, at regeringen efterfølgende, foretager en nærmere undersøgelse af forbrugerbegrebet
    på tværs af de relevante lovgivninger med henblik på at danne grundlag for en beslutning
    om, hvorvidt det nuværende danske forbrugerbegreb skal bevares, eller ensrettes
    med det EU-retlige forbrugerbegreb.
    • Endelig anbefaler et flertal i udvalget at bevare bestemmelsen om informationspligt om
    forældelse. Bestemmelsen er en national regel, hvorefter Forbrugerombudsmanden kan,
    hvis det skønnes nødvendigt for at beskytte forbrugere mod retstab, efter forhandling
    meddele påbud om at informere relevante kunder om retsstillingen i relation til forældelse.
    Flertallet har bl.a. lagt vægt på, at formålet ved bestemmelsens indførelse var at øge
    forbrugerbeskyttelsen. Bestemmelsen har således til formål at skabe større sikkerhed for,
    at forbrugerne i konkrete sager bliver bevidste om, at de har et retskrav, og at de skal reagere
    inden forældelsesfristens udløb.
    Materielle ændringer i retstilstanden
    Udvalget har anbefalet en række ændringer af retstilstanden, hvoraf følgende skal fremhæves:
    • For det første anbefaler et flertal af udvalget, at bestemmelsen, der forpligter erhvervsdrivende
    til at skilte med organiseret rabat, bliver ophævet, da flertallet vurderer, at bestemmelsen
    ikke er forenelig med direktivet om urimelig handelspraksis.
    • For det andet anbefaler et flertal af udvalget, at bestemmelsen, der forpligter erhvervsdrivende
    til at give en vejledning i forbindelse med salg af produkter, bliver ophævet. Flertallet
    vurderer, at der kan rejses tvivl om, hvorvidt bestemmelsen, på grund af direktivet om
    urimelig handelspraksis, kan opretholdes med sin nuværende ordlyd.
    SIDE 11 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Ændringen medfører i et vist omfang, at forbrugerbeskyttelsen sænkes, da forbrugerne
    ikke længere vil have et ufravigeligt lovkrav i markedsføringsloven på at få udleveret en
    vejledning i forbindelse med køb af et produkt. Flertallet i udvalget har dog lagt vægt på,
    at en tilsvarende pligt i langt de fleste tilfælde vil følge af lovens vildledningsbestemmelser.
    Endvidere gælder der en vejledningspligt efter købeloven, som kan håndhæves efter
    markedsføringslovens god skik bestemmelser.
    • For det tredje anbefaler et flertal af udvalget, at der indføres lempeligere regler for uanmodet
    elektronisk post i visse indbyrdes forhold mellem to erhvervsdrivende, hvor der er
    et særligt praktisk behov for at kunne kommunikere elektronisk mellem de erhvervsdrivende,
    uden at der nødvendigvis er et forudgående formelt samtykke, og hvor risikoen for
    misbrug er lav, dels på grund af den forudsatte relation mellem afsender og modtager,
    dels på grund af de øvrige kriterier for bestemmelsens anvendelse.
    • For det fjerde anbefaler et flertal i udvalget, at fortolkning af begrebet ”egne tilsvarende
    produkter” i bestemmelsen om uanmodede henvendelser udvides. Det er flertallets opfattelse,
    at den nuværende fortolkning af ”egne tilsvarende produkter” er meget snæver, og
    medfører, at bestemmelsen ikke har nogen praktisk relevans, og at det afgørende i fortolkningen
    af ”egne tilsvarende produkter” fremover bør være, de forventninger, den erhvervsdrivende
    har skabt hos forbrugerne.
    • For det femte anbefaler et flertal i udvalget, at markedsføringslovens bestemmelse om, at
    Forbrugerombudsmanden kan foretage kontrolundersøgelser til brug for behandling af
    klager, der er oversendt fra håndhævelsesmyndigheder i andre EU-lande, bør opdateres i
    overensstemmelse med konkurrencelovens § 18. Det er flertallet af udvalgets opfattelse,
    at de samme hensyn, som gjorde sig gældende for ændringerne i konkurrenceloven i hhv.
    2007 og 2012, også gør sig gældende for anvendelse af kontrolundersøgelser efter markedsføringsloven.
    Dette medfører bl.a., at Forbrugerombudsmanden kan tage identiske
    elektroniske kopier (spejlinger) af dataindholdet af elektroniske medier.
    • For det sjette anbefaler et flertal af udvalget, at forbuddet mod indholdsløse garantier
    ophæves. Flertallet vurderer, at der kan rejses tvivl om, hvorvidt den nuværende formulering
    er i overensstemmelse med direktivet om urimelig handelspraksis, og at området allerede
    er fuldt reguleret af bekendtgørelse om urimelig markedsføring i forbrugerforhold
    og lovens bestemmelser om vildledning. Udvalget anbefaler i den forbindelse, at indholdet
    i nævnte bekendtgørelse gøres til et bilag til loven for at fremme dets synlighed.
    • For det syvende anbefaler udvalget, at der alene skal stilles krav om, at en garanti skal
    være affattet på dansk, såfremt markedsføringen er på dansk. Dette vil medføre, at der ikke
    længere vil være et eksakt krav om, at garantien altid skal være affattet på dansk. Udvalget
    har lagt vægt på, at hvis markedsføringen af produktet alene er udarbejdet på engelsk
    eller et andet sprog end dansk, bør forbrugeren være indstillet på, at oplysningerne
    om garantien også udfærdiges på dette sprog.
    SIDE 12 KAPITEL 1 INDLEDNING OG SAMMENFATNING
    • For det ottende anbefaler et flertal i udvalget, at bestemmelsen vedrørende pligten til at
    oplyse priser ved salg af tjenesteydelser erstattes af en ny bestemmelse, hvorefter en erhvervsdrivende
    i sin handelspraksis klart og tydeligt skal oplyse om prisen efter nærmere
    fastsatte regler. Baggrunden er, at den gældende bestemmelse vurderes at gå videre end
    servicedirektivet. Erhvervsdrivendes pligter i forbindelse med oplysninger af priser ved
    salg af tjenesteydelser foreslås fremover reguleret i bekendtgørelse om oplysningspligt
    for tjenesteydelser, der implementerer dele af servicedirektivet.
    • For det niende anbefaler udvalget, at der ikke længere vil blive stillet krav om, at der skal
    foreligge særlige situationer, for at forbrugeren kan anmode om yderligere oplysninger til
    brug for at kontrollere prisen i forbindelse med en faktura for regningsarbejde. Efter forslaget,
    vil forbrugeren nu i alle situationer kunne anmode om yderligere oplysninger.
    Baggrunden for den foreslåede ændring er, at der i praksis har været usikkerhed om,
    hvilke særlige situationer, der er omfattet af bestemmelsen.
    Udvalgets væsentligste anbefalinger, der ikke indebærer materielle ændringer af retstilstanden
    De fleste ændringer, som udvalget har anbefalet, er lovtekniske ændringer og præciseringer.
    Her skal fremhæves følgende forslag til større tekniske ændringer til loven, der er anbefalet af
    udvalget, og som indebærer at lovens opbygning ændres, men ikke indebærer materielle ændringer:
    Udvalget anbefaler, at den nuværende § 1 deles op i to adskilte god skik-bestemmelser – én
    bestemmelse, der regulerer god skik for forhold, der ikke tager sigte på at beskytte forbrugernes
    økonomiske interesser, fx forhold mellem erhvervsdrivende samt forhold vedrørende
    smag og anstændighed, og én bestemmelse for forhold, der tager sigte på at beskytte forbrugernes
    økonomiske interesser. Formålet er bl.a. at skabe større klarhed over, hvad der markedsføringsretsligt
    er god skik henholdsvis inden for og uden for direktivets anvendelsesområde.
    Adskillelsen er endvidere et nødvendigt led i udvalgets forslag om at isolere de bestemmelser
    i loven, der skal fortolkes efter direktivet om urimelig handelspraksis, i ét kapitel i
    loven. Dette indebærer fordele, både i forhold til retlig klarhed og direktivkonformitet, men
    også i forhold til at få klarhed om, hvilke dele af loven, der falder uden for EU-domstolens
    kompetence.
    • Udvalget anbefaler, at den gældende markedsføringslovs § 3 om forbud mod vildledning
    deles op i flere selvstændige bestemmelser. Formålet med opdelingen er at imødegå den
    manglede klarhed og de håndhævelsesmæssige udfordringer, som den gældende § 3 kan
    give anledning til. Disse udfordringer skyldes, at den gældende § 3 på uigennemsigtig og
    fragmenteret vis implementerer direktivets artikel 6 om vildledende handlinger, artikel 7
    om vildledende udeladelser og artikel 8-9 om aggressiv handelspraksis. Derudover implementerer
    § 3 artikel 3 i direktivet om sammenlignende og vildledende reklame, der
    alene gælder mellem erhvervsdrivende. Opdelingen sikrer samtidig en mere tekstnær
    implementering af direktivet om urimelig handelspraksis.
    SIDE 13 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    • Et flertal af udvalget anbefaler endvidere, at markedsføringslovens bestemmelser om
    skjult reklame og købsopfordringer indarbejdes i den nye selvstændige bestemmelse om
    vildledende udeladelser, da det efter udvalgets opfattelse er en mere korrekt implementering
    af direktivet. Endvidere anbefaler et flertal af udvalget, at den nuværende bestemmelse
    om salgsfremmende foranstaltninger ophæves, og at bemærkningerne til bestemmelsen
    i vidt omfang videreføres i bemærkningerne til den nye bestemmelse om vildledende
    udeladelser.
    Markedsføringsloven indeholder en bestemmelse om forretningskendetegn, der foreslås videreført
    uændret i udvalgets forslag til lov. I den forbindelse anbefaler udvalget, at der foretages
    en samlet behandling af hele kendetegnsretten, herunder varemærkeretten, hvor snitfladerne
    mellem og beskyttelsesområdet efter de enkelte love klarlægges.
    SIDE 14 KAPITEL 1 INDLEDNING OG SAMMENFATNING
    Udvalgets kommissorium
    Baggrund
    Markedsføringsloven udgør en væsentlig rammebetingelse for virksomhederne og forbrugerne.
    Den skal således medvirke til at sikre velfungerende markeder med gode forbrugerforhold.
    Sidste store revision af markedsføringsloven skete i 2005 på baggrund af et længerevarende
    udvalgsarbejde. Siden da har der bl.a. været en række ændringer i forbindelse med implementering
    af EU-regler, herunder direktivet om urimelig handelspraksis.
    Fokus ved ændringerne har primært været implementering af de konkrete EU-regler og i
    mindre grad integrering af EU-reglerne med de øvrige regler. Det betyder dels, at der er i markedsføringsloven
    er en række regler, der overlapper hinanden, og dels at markedsføringsloven
    fremstår fragmenteret. Forbrugerombudsmanden har påpeget, at der derfor kan opstå
    udfordringer i forhold til håndhævelsen af visse af lovens bestemmelser.
    En anden problemstilling består i, at der er forskel på, hvordan de enkelte lande i EU har implementeret
    de europæiske markedsføringsregler, herunder direktivet om urimelig handelspraksis
    i den nationale lovgivning. Disse forskelle i markedsføringsreglerne kan gøre det vanskeligt
    for virksomhederne at navigere, når de markedsfører sig på tværs af landegrænser. De
    kan endvidere medføre uensartede konkurrencevilkår og uensartet forbrugerbeskyttelse på
    tværs af EU. Markedsføringslovens nuværende ordlyd har desuden medført en omfattende
    dialog med EU- Kommissionen, der senest har resulteret i en åbningsskrivelse vedrørende
    implementeringen af visse definitioner i direktivet om urimelig handelspraksis i dansk lovgivning,
    samt om direktivets implementering i forhold til finansielle virksomheder.
    Afslutningsvist gælder det, at markedsføringsloven er teknologineutral i den forstand, at den
    finder anvendelse uanset, hvilket medie markedsføringen optræder i. Den teknologiske udvikling
    har imidlertid medført nye tekniske muligheder i kommunikationen. Dette har både skabt
    udfordringer for virksomhederne, som kan være usikre på, om de med deres kommercielle
    kommunikation holder sig inden for lovens rammer, og for forbrugerne i forhold til hvilke
    rettigheder de har. Sidstnævnte problemstilling er senest påpeget af regeringens ekspertudvalg
    om børn, unge og markedsføring i udvalgsrapporten fra juni 2014.
    Der er på den baggrund behov for et gennemgribende eftersyn af markedsføringsloven.
    Det overordnede formål med eftersynet er at sikre, at markedsføringsloven:
    • Understøtter gode og ensartede forbrugerforhold i lyset af den teknologiske udvikling
    inden for kommerciel kommunikation
    • Er enkel og overskuelig og ikke pålægger erhvervslivet unødvendige byrder
    SIDE 15 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    • Understøtter velfungerende markeder og effektiv konkurrence
    • Er i overensstemmelse med EU-reglerne på markedsføringsområdet
    Udvalget skal foretage en gennemgang af hele markedsføringsloven, med særlig fokus på:
    Markedsføringslovens begreber
    Udvalget skal vurdere, hvorvidt der er behov for at tilpasse begrebsrammerne i markedsføringsloven,
    så de favner alle de former for kommerciel kommunikation, som forbrugerne,
    herunder børn og unge, bliver berørt af.
    Implementering af EU-regler i markedsføringsloven
    Markedsføringsloven bygger i vidt omfang på EU-regulering. Der er pt. 8 direktiver, der er
    implementeret i markedsføringsloven, hvor direktivet om urimelig handelspraksis (Europa-
    Parlamentet og Rådets direktiv 2005/29 af 11. maj 2005 om virksomhedernes urimelige handelspraksis
    over for forbrugerne på det indre marked) er det mest omfattende. Direktiverne
    er beskrevet i bilag 1.
    Udvalget skal foretage en systematisk gennemgang af markedsføringsloven, og de direktiver,
    der er implementeret i den, med henblik på at sikre, at den danske implementering af EUdirektiverne
    er tilstrækkelig klar og sammenhængende, samtidig med at den fungerer i en
    dansk kontekst.
    Udvalget vil i dette arbejde inddrage erfaringer med implementeringen af de forskellige direktiver
    i andre EU-lande og have fokus på, at den danske implementering af markedsføringsreglerne
    understøtter ensartede konkurrencevilkår og ensartet forbrugerbeskyttelse på tværs af
    EU.
    Kommerciel kommunikation
    Den teknologiske udvikling er gået stærkt siden 2005, hvilket også har haft stor indflydelse på
    den måde, de erhvervsdrivende og forbrugerne interagerer med hinanden.
    En stor del af forbrugerne har i dag smartphones, og i takt med udbredelsen af de sociale medier
    står forbrugerne og i særdeleshed børn og unge over for et langt mere komplekst afsenderbillede.
    I nogle situationer er det eksempelvis forbrugernes private venner, der via facebook
    og lignende medier afsender et kommercielt budskab.
    Den teknologiske udvikling skaber i nogle tilfælde udfordringer for virksomhederne, som kan
    være usikre på, om de med deres kommercielle kommunikation holder sig inden for lovens
    rammer. De mange nye muligheder for kommunikation og markedsføring skaber desuden
    udfordringer for myndighederne i deres håndhævelse af lovgivningen.
    SIDE 16 KAPITEL 1 INDLEDNING OG SAMMENFATNING
    Udvalget skal vurdere, om markedsføringslovens regler om bl.a. skjult reklame (§ 4) og spam
    (§ 6) er tilstrækkeligt dækkende i forhold til kommerciel kommunikation på de medier, der er
    tilgængelige i dag, samt om bestemmelserne er fremtidssikrede og således kan rumme den
    fremtidige teknologiske udvikling. Udvalget skal i sine vurderinger både tage hensyn til beskyttelsen
    af forbrugerne samt til virksomhedernes muligheder for at anvende nye markedsføringsformer.
    Øvrige fokuspunkter
    Udvalget skal i gennemgangen af markedsføringsloven have fokus på at minimere de erhvervsøkonomiske
    byrder, herunder de administrative byrder for erhvervslivet, i det omfang
    det er muligt og hensigtsmæssigt i forhold til EU-reglerne samt hensynet til forbrugerbeskyttelsen
    og velfungerende markeder.
    Udvalget skal endvidere se på de redskaber Forbrugerombudsmanden har til rådighed i sin
    håndhævelse efter markedsføringsloven, herunder muligheder for at udstede retningslinjer på
    nærmere angivne områder efter forhandling med repræsentanter for forbrugere og de relevante
    erhvervs- organisationer.
    Udvalgets afrapportering
    Udvalget skal aflevere sine anbefalinger herunder et udkast til ny markedsføringslov med
    bemærkninger til erhvervs- og vækstministeren inden udgangen af juni 2016. Det er en betingelse
    for udvalgets arbejde, at anbefalingerne samlet set ikke medfører nye byrder for erhvervslivet
    udover de restriktioner og krav, der følger direkte af EU-reguleringen.
    Udvalgets sammensætning og tidshorisont
    For at sikre en bred repræsentation i udvalget udpeger erhvervs- og vækstministeren medlemmer
    til udvalget indstillet af følgende interessenter og myndigheder samt medlemmer med
    særlig ekspertise.
    Formand
    • Udpeges af erhvervs- og vækstministeren
    Interessenter
    • En repræsentant fra Advokatrådet og Danske Advokater i fællesskab
    • To repræsentanter fra Dansk Erhverv, Danske Samvirkende Købmænd (DSK), Kreativitet
    & Kommunikation, Foreningen for Dansk Internet Handel (FDIH) og ITBranchen
    i fællesskab
    SIDE 17 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    • En repræsentant fra Danske Medier
    • En repræsentant fra DI, DI ITEK, Teleindustrien i fællesskab
    • En repræsentant fra Finansrådet, Realkreditforeningen, Realkredit- rådet og Forsikring
    og Pension i fællesskab
    • En repræsentant fra Forbrugerrådet Tænk
    • En repræsentant fra Håndværksrådet
    Eksperter
    • En forsker/praktiker i markedsføringsret
    • En forsker/praktiker i EU-ret
    • En forsker/praktiker i nye medier og markedsføring
    Myndigheder
    • En repræsentant fra Erhvervs- og Vækstministeriet
    • En repræsentant fra Forbrugerombudsmanden
    • En repræsentant fra Justitsministeriet
    • En repræsentant fra Kulturministeriet
    Sekretariatsfunktionen varetages af Erhvervs- og Vækstministeriet, herunder af Konkurrenceog
    Forbrugerstyrelsen. Udvalget kan inddrage relevante myndigheder, interessenter og brancheorganisationer
    i sit arbejde.
    Udgifter forbundet med udvalgets arbejde samt opfølgning på udvalgets anbefalinger afholdes
    inden for Erhvervs- og Vækstministeriets eksisterende økonomiske rammer.
    Brev fra erhvervs- og vækstministeren – tillæg til udvalgets kommissorium.
    I tillæg til udvalgets kommissorium har erhvervs- og vækstministeren ved brev af 17. november
    2015 gjort udvalget særligt opmærksom på følgende:
    ”Gode vilkår for forbrugerne og for de erhvervsdrivende er en nøgleforudsætning for, at vi kan
    have velfungerende markeder. Udvalget løfter i den forbindelse en vigtig opgave med at få
    SIDE 18 KAPITEL 1 INDLEDNING OG SAMMENFATNING
    skabt et solidt grundlag for den fremtidige regulering af markedsføringsområdet. Jeg ser frem
    til at modtage jeres rapport og forslag til en ny markedsføringslov til juni 2016.
    Regeringen har ambitioner om at skabe de bedste rammer for velfungerende markeder både i
    Danmark og internationalt, og i det ligger, at der skal gøres op med unødvendig overimplementering
    af EU-regler. Vi skal naturligvis gennemføre de EU-regler, vi er forpligtede til, men
    overimplementering kan give danske virksomheder dårligere vilkår end deres udenlandske
    konkurrenter.
    I tillæg til kommissoriet bedes udvalget derfor sørge for, at det lovforslag, der udarbejdes, som
    udgangspunkt ikke indebærer overimplementering af EU-reguleringen på området.
    Jeg vil desuden oplyse om, at regeringen den 25. september 2015 har modtaget en supplerende
    åbningsskrivelse fra Kommissionen vedrørende Danmarks gennemførelse af direktivet om
    urimelig handelspraksis (2005/29/EF). Skrivelsen supplerer Kommissionens spørgsmål i
    åbningsskrivelsen af den 26. september 2014. Det er vigtigt, at Danmark lever op til vores EUretlige
    forpligtelser, og udvalget bedes tage højde for de bemærkninger, som Kommissionen
    har anført i den oprindelige såvel som den supplerende åbningsskrivelse i det videre arbejde.
    Udvalget vil blive orienteret om det nærmere indhold af den supplerende åbningsskrivelse,
    når Folketinget er blevet orienteret om regeringens svar”.
    SIDE 19 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Administrative byrder for erhvervslivet forbundet med markedsføringsloven
    For at kunne sikre, at forenklingen resulterer i en mindre byrdefuld lov, er de administrative
    byrder på den gældende markedsføringslov og tilhørende bekendtgørelser blevet målt2. Målingen
    viser, at en overvejende del af reguleringen er bundet op på ufravigelig EU-ret, og at 98
    pct. af reglerne desuden regulerer aktiviteter, som virksomhederne ville gennemføre uanset,
    om det er reguleret i loven eller ej. Reguleringen medfører således de facto byrder for erhvervslivet
    på 153 mio. kr., hvoraf ca. 133,5 mio. kr. er en følge af EU-harmoniserede regler, og
    derfor ikke kan reduceres. Der er således målt et potentiale for byrdelettelser på 19,5 mio. kr.
    Udvalgets udkast til en ny lov medfører en mindre byrdelettelse for erhvervslivet på 10,5 mio.
    kr., blandt andet som følge af forslaget om at ophæve den gældende § 16 om skiltning med
    organiseret rabat og om at ophæve bekendtgørelse nr. 1203 af 28. september 2010 om information
    til forbrugere om priser på låne- og kredittilbud og valutakurser.
    __________________
    2
    Ex post måling af de administrative byrder ved bekendtgørelse af lov om markedsføring af 29. november 2015 og 28. april
    2016 udarbejdet af Erhvervsstyrelsen og EY.
    SIDE 20 KAPITEL 1 INDLEDNING OG SAMMENFATNING
    Udvalgets sammensætning
    Udvalget havde ved afgivelsen af rapporten følgende sammensætning:
    Vicedirektør, Konkurrence – og Forbrugerstyrelsen, Niels C. Beier (formand)
    Advokat Heidi Steen Jensen, Horten
    Chefkonsulent Martin Jørgensen, Dansk Erhverv
    Seniorkonsulent Christina Mary Moshøj, Danske Medier
    Kontorchef Jeanne Blyt, Finansrådet (Tidligere underdirektør Susanne Dolberg)
    Udviklingschef Aslaug Kleve, Kreativitet & Kommunikation (Tidligere politisk chef Tina Bøggild)
    Juridisk konsulent Jakob Steenstrup, Forbrugerrådet Tænk
    Chefkonsulent Lars Hammer-Jespersen, DI
    Chefkonsulent Jeppe Rosenmejer, Håndværksrådet
    Professor dr. jur. Caroline Heide-Jørgensen, Københavns Universitet
    Professor Søren Sandfeld Jakobsen, Aalborg Universitet
    Professor Torben Hansen, Copenhagen Business School
    Kontorchef Line Nørbæk, Erhvervs- og vækstministeriet
    Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen (Tidligere kontorchef Benedikte Havskov
    Hansen)
    Fuldmægtig Michelle Anne Gullander, Justitsministeriet
    Kontorchef Lars M. Banke, Kulturministeriet
    Sekretariat:
    Kontorchef Signe Schmidt, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
    Fuldmægtig Tanja Højrup, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
    Fuldmægtig Cecilie Højgaard Kjeldsen, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
    Fuldmægtig Maria Magelund Madsen, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
    Chefkonsulent Susanne Honoré Aamann, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
    Chefkonsulent Signe Mäkelä-Salling, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
    Chefkonsulent Andreas Weidemann, Forbrugerombudsmandens Sekretariat
    Fuldmægtig Pernille Berglund Gunge, Erhvervs- og Vækstministeriet
    SIDE 21 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Kapitel 2
    Markedsføringsloven
    Udvalgets forslag til en ny markedsføringslov
    Kapitel 1 Indledende bestemmelser
    Lovens anvendelsesområde
    § 1. Loven finder anvendelse på privat erhvervsvirksomhed samt på offentlig virksomhed, i
    det omfang der udbydes produkter på markedet.
    Stk. 2. § 3, § 4, § 8 og § 13 finder ikke anvendelse på finansielle virksomheder, i det omfang
    erhvervs- og vækstministeren har udstedt regler på det pågældende område.
    Stk. 3. §§ 14 og 15 finder ikke anvendelse på finansielle virksomheder.
    Definitioner
    § 2. I denne lov forstås ved:
    1) ”Forbruger”: En juridisk eller fysisk person, der hovedsagelig handler uden for sit erhverv.
    2) ”Erhvervsdrivende”: En fysisk eller juridisk person, der udøver virksomhed som handlende,
    håndværker eller industridrivende eller udøver et liberalt erhverv, og enhver, der
    handler i en erhvervsdrivendes navn eller på en erhvervsdrivendes vegne.
    3) ”Produkt”: En vare eller tjenesteydelse, herunder fast ejendom, rettigheder og pligter.
    4) ”Handelspraksis”: En handling, udeladelse, adfærd eller fremstilling, kommerciel kommunikation,
    herunder reklame og markedsføring, foretaget af en erhvervsdrivende med direkte
    relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne.
    5) ”Transaktionsbeslutning”: En beslutning, der træffes af en forbruger, om hvorvidt, hvordan
    og på hvilke betingelser forbrugeren vil købe, foretage fuld eller delvis betaling for,
    beholde eller afhænde et produkt eller udøve en aftalemæssig rettighed i forbindelse med
    produktet, uanset om forbrugeren beslutter at foretage en transaktion eller at undlade
    dette.
    6) ”Væsentlig forvridning af forbrugernes økonomiske adfærd”: Anvendelse af en handelspraksis,
    som mærkbart indskrænker forbrugerens evne til at træffe en informeret beslutning,
    hvorved forbrugeren træffer en transaktionsbeslutning, som vedkommende ellers
    ikke ville have truffet.
    SIDE 22 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    7) ”Adfærdskodeks”: En aftale eller et regelsæt, der ikke følger af love eller administrative
    bestemmelser, hvorigennem den erhvervsdrivendes adfærd fastlægges, og ifølge hvilken
    denne forpligtes til at overholde kodeksen i forbindelse med en eller flere former for handelspraksis
    eller inden for en eller flere erhvervssektorer.
    8) ”Kodeksindehaver”: Et organ, herunder en erhvervsdrivende eller gruppe af erhvervsdrivende,
    som er ansvarlig for udformningen og opdateringen af en adfærdskodeks eller for
    at overvåge, at kodeksen overholdes af de parter, som har forpligtet sig i henhold til denne.
    9) ”God erhvervsskik”: standarden for de særlige færdigheder og den omhu, som en erhvervsdrivende
    med rimelighed kan forventes at udvise over for forbrugerne, og som står
    i rimeligt forhold til hæderlig markedspraksis eller det generelle princip om god tro inden
    for den erhvervsdrivendes virkefelt. Begrebet dækker det samme som begrebet ”erhvervsmæssig
    diligenspligt”, der benyttes i direktivet om urimelig handelspraksis.
    10) ”Købsopfordring”: En kommerciel kommunikation, hvori produktets karakteristika og
    pris er oplyst på en måde, som er passende i forhold til det anvendte kommercielle kommunikationsmiddel,
    og hvorved forbrugeren sættes i stand til at foretage et køb.
    11) ”Utilbørlig påvirkning”: Udnyttelse af magtposition i forhold til forbrugeren til at udøve
    pres selv uden anvendelse eller trusler om anvendelse af fysisk vold på en måde, som væsentligt
    begrænser forbrugerens evne til at træffe en informeret beslutning.
    12) ”Lovreguleret erhverv”: En eller flere former for erhvervsmæssig virksomhed, når der
    enten direkte eller indirekte ifølge love eller administrative bestemmelser kræves bestemte
    erhvervsmæssige kvalifikationer for at optage eller udøve denne virksomhed eller
    en form heraf.
    13) ”Gebyr”: En betaling for en særlig tjeneste, funktion eller ydelse, som knytter sig til købet
    af et produkt, og som ikke har karakter af betaling for en selvstændig ydelse.
    14) ”Samtykke”: Enhver frivillig, specifik og informeret viljetilkendegivelse.
    15) ”Elektronisk post”: Enhver meddelelse i form af tekst, stemmegengivelse, lyd eller billede,
    som sendes via et offentligt kommunikationsnet, og som kan lagres i nettet eller i modtagerens
    terminaludstyr, indtil meddelelsen hentes af modtageren.
    God markedsføringsskik
    § 3. Erhvervsdrivende skal udvise god markedsføringsskik under hensyntagen til forbrugerne,
    erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser, jf. dog stk. 3.
    Stk. 2. Handelspraksis rettet mod børn og unge, eller hvor børn og unge er særligt sårbare over
    for den pågældende handelspraksis, skal være udformet med særlig hensyntagen til børn og
    unges naturlige godtroenhed og manglende erfaring og kritiske sans, som bevirker, at de er
    lettere at påvirke og nemmere at præge, jf. dog stk. 3.
    Stk. 3. Hvis den pågældende handelspraksis påvirker forbrugerens økonomiske interesser,
    finder kapitel 2 anvendelse i stedet for stk. 1 og 2. Såfremt den pågældende handelspraksis
    samtidig strider mod hensyn vedrørende smag og anstændighed, sikkerhed, sundhed eller
    andre hensyn, der ikke tilsigter at varetage forbrugernes økonomiske interesser, eller den
    SIDE 23 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    pågældende handelspraksis er reguleret af aftaleretten, finder stk. 1 og 2 dog også anvendelse,
    uafhængigt af kapitel 2.
    Kapitel 2 Handelspraksis over for forbrugerne
    God erhvervsskik
    § 4. En erhvervsdrivende skal i sin handelspraksis over for forbrugerne udvise god erhvervsskik.
    Stk. 2. For at der er handlet i strid med stk. 1, skal den pågældende handelspraksis væsentligt
    forvride eller kunne forventes væsentligt at forvride den økonomiske adfærd hos gennemsnitsforbrugeren,
    eller hvis den pågældende handelspraksis rettes mod en særlig gruppe af
    forbrugere, hos et gennemsnitligt medlem af denne gruppe.
    Stk. 3. En handelspraksis, som den erhvervsdrivende med rimelighed må formode kun forvrider
    den økonomiske adfærd væsentligt hos en klart identificerbar gruppe af forbrugere, der er
    særligt sårbare over for denne praksis eller det omhandlede produkt på grund af mentale eller
    fysiske handicap, alder eller godtroenhed, vurderes med udgangspunkt i et gennemsnitligt
    medlem af denne gruppe.
    Vildledende handlinger
    § 5. En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke indeholde urigtige oplysninger eller, for
    eksempel i kraft af sin fremstillingsform, vildlede eller kunne forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren,
    uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte. § 4, stk. 2 og 3, finder tilsvarende
    anvendelse på 1. pkt.
    Stk. 2. Vildledning efter stk. 1 kan relatere sig til et eller flere af følgende elementer:
    1) Produktets eksistens eller art,
    2) de væsentligste egenskaber ved produktet,
    3) omfanget af den erhvervsdrivendes forpligtelser, begrundelsen for den pågældende handelspraksis
    og karakteren af den anvendte salgsproces,
    4) erklæringer eller symboler med direkte eller indirekte støtte eller godkendelse af den
    erhvervsdrivende eller dennes produkter,
    5) prisen, den måde prisen beregnes på eller en særlig prismæssig fordel,
    6) behov for eftersyn, reservedele, udskiftning eller reparation,
    7) den erhvervsdrivendes eller dennes agents egenskaber og rettigheder,
    8) forbrugerens rettigheder,
    9) den erhvervsdrivendes overholdelse af adfærdskodeks, som denne oplyser at være bundet
    af,
    10) forveksling med en konkurrents produkt, varemærke eller forretningskendetegn.
    Vildledende udeladelser, herunder købsopfordringer og skjult reklame
    SIDE 24 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    § 6. En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke udelade eller skjule væsentlige oplysninger,
    eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig
    måde. § 4, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse på 1. pkt.
    Stk. 2. Ved købsopfordringer betragtes følgende oplysninger som væsentlige, medmindre
    oplysningerne allerede fremgår tydeligt af sammenhængen:
    1) Produktets væsentligste karakteristika, i et omfang der svarer til mediet og produktet,
    2) den erhvervsdrivendes fysiske adresse og navn, og hvor det er relevant den fysiske adresse
    og navnet på den erhvervsdrivende, på hvis vegne vedkommende handler,
    3) forhold vedrørende betaling, levering og gennemførelse af aftalen, i det omfang disse forhold
    afviger fra, hvad der er sædvanligt i branchen,
    4) den erhvervsdrivendes fremgangsmåde i forbindelse med klagesagsbehandling, i det omfang
    den afviger fra, hvad der er sædvanligt i branchen,
    5) fortrydelsesret, afbestillingsret eller returret, hvis forbrugeren har en sådan ret,
    6) prisen inklusive moms og afgifter, samt
    7) hvor det er relevant, yderligere omkostninger vedrørende fragt, levering eller porto.
    Stk. 3. Når produktets art medfører, at prisen ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd,
    skal den erhvervsdrivende oplyse, hvordan prisen beregnes. Når omkostninger vedrørende
    fragt, levering eller porto ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd, skal det oplyses, at
    disse omkostninger kan forekomme.
    Stk. 4. En erhvervsdrivende skal klart oplyse den kommercielle hensigt med enhver form for
    handelspraksis, herunder reklame, medmindre den allerede tydeligt fremgår af sammenhængen.
    § 4, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse på 1. pkt.
    Stk. 5. Ved vurderingen af, om oplysninger er blevet udeladt efter stk. 1 og 4, skal der tages
    hensyn til, om den erhvervsdrivende anvender et medie, som kun giver begrænset plads eller
    tid til at formidle oplysningerne, og hvilke foranstaltninger, den erhvervsdrivende i givet fald
    har truffet for at gøre oplysningerne tilgængelige for forbrugerne på anden måde.
    Aggressiv handelspraksis
    § 7. En erhvervsdrivende må i sin handelspraksis ikke benytte chikane, tvang, herunder fysisk
    vold, eller utilbørlig påvirkning, der er egnet til væsentligt at indskrænke forbrugerens valgfrihed
    i forbindelse med et produkt. § 4, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse på 1. pkt.
    Stk. 2. Ved vurderingen af, om en erhvervsdrivende i sin handelspraksis har benyttet chikane,
    tvang, herunder fysisk vold, eller utilbørlig påvirkning, skal der tages hensyn til:
    1) Tidspunkt, sted, karakter og vedholdenhed.
    2) Brug af truende eller utilbørligt sprog eller adfærd.
    3) Den erhvervsdrivendes udnyttelse af en konkret uheldig situation eller omstændighed, der
    er af en så alvorlig karakter, at den indskrænker forbrugerens vurderingsevne, og som den
    SIDE 25 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    erhvervsdrivende har kendskab til og udnytter til at påvirke forbrugerens beslutning i forhold
    til produktet.
    4) Byrdefulde eller uforholdsmæssigt omfattende hindringer af ikke-kontraktuel karakter,
    som den erhvervsdrivende opstiller, når en forbruger ønsker at udøve sine rettigheder i
    henhold til kontrakten, herunder at ophæve kontrakten eller til at vælge et andet produkt
    eller en anden erhvervsdrivende.
    5) Enhver trussel om ulovlige handlinger.
    Former for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggressive
    § 8. En erhvervsdrivende må, uanset §§ 5-7, ikke anvende de former for handelspraksis, der er
    opregnet i lovens bilag 1.
    Kapitel 3 Særlige markedsføringsformer
    Uanmodet henvendelse til bestemte aftagere
    § 9. En erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post, et
    automatisk opkaldssystem eller telefax med henblik på direkte markedsføring, medmindre
    den pågældende har givet sit forudgående samtykke hertil. Den erhvervsdrivende skal give
    mulighed for let og gebyrfrit at tilbagekalde samtykket.
    Stk. 2. En erhvervsdrivende, der fra en kunde har modtaget dennes elektroniske adresse i
    forbindelse med salg af produkter, kan, uanset stk. 1, markedsføre egne tilsvarende produkter
    til kunden via elektronisk post. Det forudsætter dog, at kunden klart og utvetydigt har mulighed
    for let og gebyrfrit at frabede sig dette både i forbindelse med afgivelsen af adressen til
    den erhvervsdrivende og ved hver efterfølgende henvendelse.
    Stk. 3. Uanset stk. 1 og 2 kan en erhvervsdrivende rette henvendelse til en bestemt person hos
    en anden erhvervsdrivende ved brug af elektronisk post med henblik på direkte markedsføring
    af egne produkter, når der er et kundeforhold mellem de to erhvervsdrivende. Tilsvarende
    gælder, når afsenderen har fået modtagerens elektroniske adresse direkte fra modtageren i
    forbindelse med erhvervsmæssig kontakt mellem de to personer. Der må dog kun sendes
    markedsføring, som har relevans for den pågældende modtagers arbejdsfunktion, og modtageren
    skal klart og utvetydigt have mulighed for let og gebyrfrit at frabede sig yderligere elektronisk
    markedsføring ved hver henvendelse.
    Stk. 4. Når en erhvervsdrivende retter henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post med
    henblik på direkte markedsføring,
    1) skal markedsføringen klart kunne identificeres som sådan,
    2) skal betingelser for salgsfremmende foranstaltninger være let tilgængelige og fremlægges
    klart og utvetydigt,
    3) skal det fremgå, på hvis vegne markedsføringen udsendes, på en måde, der ikke er tilsløret
    eller holdes skjult,
    SIDE 26 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    4) skal der være en adresse, som modtageren kan henvende sig til for at få standset sådanne
    henvendelser, og
    5) må modtageren ikke opfordres til at besøge websteder, der ikke opfylder kravene i nr. 1-4.
    Stk. 5. En erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til en bestemt fysisk person ved brug af
    andre midler end nævnt i stk. 1 til fjernkommunikation med henblik på direkte markedsføring,
    hvis
    1) den pågældende over for den erhvervsdrivende har frabedt sig dette,
    2) det fremgår af en fortegnelse, som udarbejdes af Det Centrale Personregister (CPR) hvert
    kvartal, at den pågældende har frabedt sig direkte markedsføring, eller
    3) den erhvervsdrivende ved undersøgelse i CPR er blevet bekendt med, at den pågældende
    har frabedt sig direkte markedsføring. Ved telefonisk henvendelse til forbrugerne gælder
    endvidere reglerne om uanmodet henvendelse i lov om forbrugeraftaler.
    Stk. 6. Stk. 5, nr. 2 og 3, gælder ikke, hvis den pågældende person forudgående har anmodet
    om henvendelsen fra den erhvervsdrivende.
    Stk. 7. Første gang en erhvervsdrivende retter henvendelse som nævnt i stk. 5, skal den erhvervsdrivende
    klart og utvetydigt oplyse om retten til at frabede sig direkte markedsføring
    fra den erhvervsdrivende. Den erhvervsdrivende skal endvidere altid give mulighed for let og
    gebyrfrit at frabede sig sådanne henvendelser.
    Stk. 8. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om den erhvervsdrivendes
    informationspligt efter stk. 7 og om pligten til at give adgang til at frabede sig henvendelser
    som nævnt i stk. 5.
    Handelspraksis rettet mod børn og unge
    § 10. Handelspraksis rettet mod børn og unge under 18 år må ikke direkte eller indirekte
    opfordre til vold eller anden farlig eller hensynsløs adfærd eller på utilbørlig måde benytte sig
    af vold, frygt eller overtro som virkemidler.
    Stk. 2. Handelspraksis rettet mod børn og unge under 18 år må ikke indeholde omtale af, billeder
    af eller henvisninger til rusmidler, herunder alkohol.
    Mærkning og emballering
    § 11. Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med repræsentanter for forbrugerne
    og relevante erhvervsorganisationer fastsætte bestemmelser om:
    1) at bestemte varebetegnelser eller symboler er forbeholdt eller skal benyttes for varer, der
    opfylder visse nærmere angivne betingelser, og
    SIDE 27 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    2) at bestemte varer kun må sælges eller udbydes til salg, såfremt varerne eller deres indpakning
    oplyser om varernes indhold og sammensætning, holdbarhed, behandlingsmåde og egenskaber
    i øvrigt.
    Kapitel 4 Oplysningsforpligtelser
    Dokumentation af faktiske forhold
    § 12. Rigtigheden af oplysninger om faktiske forhold skal kunne dokumenteres.
    Oplysningsforpligtelser vedr. priser m.v.
    § 13. En erhvervsdrivende, der udbyder produkter til forbrugere, skal i sin handelspraksis
    klart og tydeligt oplyse om prisen efter de nærmere regler fastsat af erhvervs- og vækstministeren
    efter stk. 2.
    Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med vedkommende minister samt
    repræsentanter for forbrugerne og de relevante erhvervsorganisationer fastsætte
    1) regler om fremgangsmåden ved meddelelse af prisoplysninger og om begrænsningen i
    mængden af oplysninger, der gives,
    2) regler om, at der skal oplyses om varens pris pr. måleenhed og om anvendelse af måleenhed
    for de enkelte varegrupper,
    3) regler om, at færdigpakkede detailsalgsvarer skal forsynes med oplysninger om pakningens
    nettomængde, og
    4) regler med henblik på at opfylde de bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
    om tjenesteydelser i det indre marked, som vedrører tjenesteyderes pligt til at give prisoplysninger
    m.v. til tjenestemodtagere.
    Faktureringspligt for regningsarbejde
    § 14. Når en tjenesteydelse er udført efter regning, skal der tilstilles forbrugeren en specificeret
    regning, der sætter denne i stand til at kontrollere prisen for de produkter, der indgår i
    ydelsen. Forbrugeren skal have oplysninger om
    1) timepris,
    2) timeforbrug, og
    3) materialeforbrug, hvor det har betydning for prisen på tjenesteydelsen.
    Stk. 2. Den erhvervsdrivende kan helt eller delvist erstatte oplysningerne nævnt i stk. 1, nr. 1-
    3, med andre oplysninger, hvis dette sker efter aftale med forbrugeren, eller hvis det følger af
    branchesædvane inden for det pågældende område.
    SIDE 28 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Stk. 3. Den erhvervsdrivende skal, på forbrugerens begæring, give yderligere oplysninger, som
    sætter forbrugeren i stand til at kontrollere prisen for de produkter, der indgår i ydelsen.
    Begæringen skal ske inden for rimelig tid.
    Stk. 4. Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med vedkommende fagminister
    samt repræsentanter for forbrugerne og de relevante erhvervsorganisationer fastsætte særregler
    om undtagelser fra stk. 1- 3, herunder regler om oplysninger i forbindelse med ydelse af
    kredit.
    Gebyrer
    § 15. Såfremt størrelsen eller opkrævningen af et gebyr, jf. § 2, stk. 1, nr. 13, der ikke er reguleret
    ved lov, i et løbende kontraktforhold kan ændres til ugunst for forbrugeren, skal betingelserne
    herfor være klart fremhævet i kontrakten.
    Stk.2. Ændring af gebyrer eller opkrævning af nye gebyrer i løbende kontraktforhold skal altid
    varsles med rimelig frist, inden de får virkning for forbrugeren.
    Stk. 3. Er gebyrændringen væsentlig, eller opkræves et nyt gebyr, skal varslingen ske til forbrugeren
    ved individuel kommunikation, inden ændringen får virkning. Såfremt forbrugeren
    har ret til at opsige aftalen, skal dette fremgå af varslingen, samt under hvilke betingelser
    forbrugeren kan opsige aftalen.
    Garanti
    § 16. En erhvervsdrivende, der markedsfører en garanti eller lignede, skal på let forståelig
    måde informere forbrugeren om
    1) garantiens indhold, herunder eventuelle begrænsninger og forpligtelser indeholdt i garantien,
    2) de oplysninger, der er nødvendige for at gøre garantien gældende, og
    3) at forbrugerens ufravigelige rettigheder efter lovgivningen ikke berøres af garantien
    Stk. 2. Såfremt markedsføringen er på dansk, skal vilkårene for garantien være affattet på
    dansk.
    Markedsføring af kreditaftaler
    § 17. Enhver markedsføring af kreditaftaler over for forbrugere, som ikke er omfattet af § 18,
    og som oplyser en rentesats eller talstørrelser vedrørende omkostningerne i forbindelse med
    forbrugerkredit, skal indeholde følgende standardoplysninger:
    1) Debitorrenten, fast eller variabel eller begge, tillige med oplysninger om omkostninger, der
    indgår i forbrugerens samlede omkostninger i forbindelse med kreditten.
    SIDE 29 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    2) Det samlede kreditbeløb.
    3) De årlige omkostninger i procent, som beregnet efter lov om kreditaftaler.
    4) Kreditaftalens løbetid.
    5) Ved kredit i form af henstand med betalingen for en specifik vare eller tjenesteydelse, kontantprisen
    og størrelsen af en eventuel forudbetaling.
    6) Det samlede beløb, som skal betales af forbrugeren, og ydelserne størrelse.
    Stk. 2. Standardoplysningerne, jf. stk. 1, skal oplyses klart, kort og på en fremtrædende måde
    ved hjælp af et repræsentativt eksempel.
    Stk. 3. Hvis indgåelsen af en aftale om en accessorisk tjenesteydelse i forbindelse med kreditaftalen,
    navnlig en forsikring, er obligatorisk for at opnå kreditten eller for at opnå kreditten på
    de annoncerede vilkår og betingelser, og en sådan aftales omkostninger ikke kan beregnes på
    forhånd, skal forpligtelsen til at indgå denne aftale også være oplyst klart, kort og på en fremtrædende
    måde sammen med de årlige omkostninger i procent.
    Stk. 4. En kreditformidler skal i markedsføring og i dokumentation henvendt til forbrugere
    gøre opmærksom på omfanget af sine beføjelser, navnlig om vedkommende udelukkende
    samarbejder med en eller flere kreditgivere eller optræder som selvstændig mægler.
    Markedsføring af boligkreditaftaler
    § 18. Enhver markedsføring af boligkreditaftaler, der oplyser en rentesats eller talstørrelser
    vedrørende omkostningerne i forbindelse med boligkreditten, skal indeholde følgende standardoplysninger:
    1) Boligkreditgivers eller hvor det er relevant boligkreditformidlers eller en udpeget repræsentants
    identitet.
    2) Hvor det er relevant, at boligkreditaftalen vil være sikret ved pant eller ved en anden
    tilsvarende sikkerhedsstillelse, der almindeligvis anvendes i forbindelse med fast ejendom
    til beboelse, eller i form af en rettighed, der er knyttet til fast ejendom til beboelse,
    3) Debitorrenten, og hvorvidt den er fast eller variabel eller begge dele, tillige med oplysninger
    om de gebyrer, der indgår i omkostningerne i forbindelse med boligkreditaftalen,
    4) Det samlede kreditbeløb.
    5) De årlige omkostninger i procent (ÅOP), som skal have en mindst lige så fremtrædende
    placering i markedsføringen som enhver renteangivelse for boligkreditten,
    6) Hvor det er relevant, boligkreditaftalens løbetid.
    7) Hvor det er relevant, ydelsernes størrelse.
    8) Hvor det er relevant, det samlede beløb og antallet af ydelser, der skal betales af forbrugeren.
    SIDE 30 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    9) Hvor det er relevant, en advarsel om, at eventuelle udsving i valutakursen kan påvirke det
    beløb, der skal betales.
    Stk. 2. Standardoplysningerne i stk. 1 skal oplyses klart, præcist og på en fremtrædende plads.
    Standardoplysningerne i stk. 1, nr. 3-8, skal vises ved hjælp af et repræsentativt eksempel med
    anvendelse af de af erhvervs-og vækstministeren fastsatte standardforudsætninger. Hvis boligkreditten
    kun udbydes under andre forudsætninger end de af erhvervs- og vækstministeren
    fastsatte standardforudsætninger, skal de almindeligt anvendte forudsætninger for den markedsførte
    boligkredit anvendes ved angivelsen af det repræsentative eksempel.
    Stk. 3. Hvis indgåelsen af en aftale om en accessorisk tjenesteydelse, navnlig en forsikring, er
    obligatorisk for at opnå boligkreditten eller for at opnå boligkreditten på de oplyste vilkår og
    betingelser, og omkostningerne ved en sådan aftale ikke kan beregnes på forhånd, skal forpligtelsen
    til at indgå denne aftale være angivet klart, præcist og på en fremtrædende plads sammen
    med de årlige omkostninger i procent (ÅOP).
    Stk. 4. Oplysningerne omhandlet i stk. 1 og stk. 3 skal være let læselige eller kunne høres tydeligt
    afhængigt af det medie, der anvendes til markedsføring.
    Risiko- og standardoplysninger for kreditaftaler
    § 19. Erhvervs– og vækstministeren fastsætter regler om risikooplysninger for kreditaftaler.
    Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter nærmere regler for, hvad der må anses at
    være et repræsentativt eksempel ved markedsføring af boligkreditter.
    Kapitel 5 Forhold mellem erhvervsdrivende
    Vildledende og utilbørlig handelspraksis mellem erhvervsdrivende
    § 20. En erhvervsdrivendes handelspraksis over for andre erhvervsdrivende må ikke være
    egnet til at vildlede, såfremt dette kan antages at påvirke andre erhvervsdrivendes økonomiske
    adfærd eller skade en konkurrent.
    Stk. 2. Ved vurderingen af, om en erhvervsdrivendes handelspraksis er vildledende efter stk. 1,
    skal der tages hensyn til den pågældende handelspraksis som helhed, herunder især oplysninger
    om følgende forhold:
    1) egenskaberne ved produktet,
    2) prisen eller den måde, prisen beregnes på, samt betingelserne for levering af produkterne,
    samt
    3) annoncørens status, egenskaber og rettigheder.
    Stk. 3. En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke være aggressiv eller utilbørlig over for
    andre erhvervsdrivende.
    SIDE 31 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Sammenlignende reklame
    § 21. Sammenlignende reklame omfatter enhver reklame, som direkte eller indirekte henviser
    til en konkurrent eller til produkter, som udbydes af en konkurrent.
    Stk. 2. Sammenlignende reklame, jf. stk. 1, er tilladt efter denne lov, når sammenligningen
    1) ikke er vildledende,
    2) angår produkter, der opfylder samme behov eller tjener samme formål,
    3) er objektiv og sammenligner en eller flere konkrete og relevante egenskaber, der kan
    dokumenteres, og som er repræsentative for disse produkter, herunder prisen,
    4) ikke skaber forveksling på markedet mellem annoncøren og en konkurrent eller mellem
    annoncørens og en konkurrents varemærker, firmanavne, andre karakteristiske kendetegn
    eller produkter,
    5) ikke miskrediterer eller nedvurderer en konkurrents varemærker, firmanavne, andre
    karakteristiske kendetegn, produkter, aktiviteter eller øvrige forhold,
    6) for produkter med oprindelsesbetegnelse i hvert enkelt tilfælde vedrører produkter med
    samme betegnelse,
    7) ikke drager utilbørlig fordel af den anseelse, der er knyttet til en konkurrents varemærke,
    firmanavn eller andre karakteristiske kendetegn, eller af konkurrerende produkters
    oprindelsesbetegnelser og
    8) ikke fremstiller produkter som en imitation eller en kopi af produkter, der er dækket af
    et beskyttet varemærke eller firmanavn.
    Forretningskendetegn
    § 22. Erhvervsdrivende må ikke benytte forretningskendetegn o.l., der ikke tilkommer dem,
    eller benytte egne kendetegn på en måde, der er egnet til at fremkalde forveksling med andre.
    Erhvervshemmeligheder og tekniske tegninger
    § 23. Den, der er i tjeneste- eller samarbejdsforhold til en erhvervsdrivende eller udfører et
    hverv for denne, må ikke på utilbørlig måde skaffe sig eller forsøge at skaffe sig kendskab til
    eller rådighed over den erhvervsdrivendes erhvervshemmeligheder.
    Stk. 2. Har den pågældende fået kendskab til eller fået rådighed over den erhvervsdrivendes
    erhvervshemmeligheder på retmæssig måde, må den pågældende ikke ubeføjet viderebringe
    eller benytte sådanne hemmeligheder. Forbuddet vedvarer i 3 år efter tjenesteforholdets,
    samarbejdsforholdets eller hvervets ophør.
    Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på andre personer, der har lovlig
    adgang til den erhvervsdrivendes virksomhed.
    Stk. 4. Den, der i anledning af udførelsen af arbejde eller i øvrigt i erhvervsøjemed er blevet
    betroet tekniske tegninger, beskrivelser, opskrifter, modeller eller lignende, må ikke ubeføjet
    SIDE 32 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    benytte sådant materiale eller sætte andre i stand hertil.
    Stk. 5. Erhvervsdrivende må ikke benytte en erhvervshemmelighed, såfremt kendskab til eller
    rådighed over den er opnået i strid med de ovenfor nævnte bestemmelser.
    Kapitel 6 Retsmidler
    Retsmidler
    § 24. Handlinger i strid med loven kan forbydes ved dom. I forbindelse hermed eller senere
    kan der ved dom gives sådanne påbud, som må anses nødvendige for at sikre
    1) forbuddets overholdelse, herunder ved bestemmelse om, at aftaler, som indgås i strid
    med et forbud, er ugyldige, og
    2) genoprettelse af den forud for den ulovlige handling eksisterende tilstand, herunder
    om tilintetgørelse eller tilbagekald af produkter og om udsendelse af oplysninger eller
    berigtigelse af angivelser.
    Stk. 2. Handlinger i strid med loven pådrager erstatningsansvar i overensstemmelse med
    dansk rets almindelige regler.
    Stk. 3. Den, der krænker eller uberettiget udnytter en andens ret i strid med denne lov, skal
    betale et rimeligt vederlag herfor.
    Stk. 4. Foreligger der hverken forsæt eller uagtsomhed, skal den, der har krænket eller udnyttet
    en ret i strid med denne lov, betale et vederlag efter stk. 3, i det omfang det skønnes rimeligt.
    Kapitel 7 Forbrugerombudsmandens virksomhed
    Forbrugerombudsmanden
    § 25. Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, at loven og de i medfør af loven udstedte
    bekendtgørelser overholdes, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne.
    Stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan fra enhver kræve alle oplysninger, som skønnes nødvendige
    for Forbrugerombudsmandens virksomhed, herunder til afgørelse af, om et forhold
    falder ind under lovens bestemmelser. Forbrugerombudsmanden kan kræve oplysningerne
    meddelt inden for en kort frist, når det gælder sammenlignende reklame, eller når det efter
    omstændighederne skønnes påkrævet.
    Stk. 3. Forbrugerombudsmanden udnævnes af erhvervs- og vækstministeren for et tidsrum på
    op til 6 år med mulighed for forlængelse med op til i alt 3 år. Genudnævnelse som forbrugerombudsmand
    efter udløb af den fastsatte periode kan kun ske efter fornyet opslag. Ved genudnævnelse
    finder 1. pkt. tilsvarende anvendelse. Forbrugerombudsmanden kan kun afskediges
    uden ansøgning, såfremt afskeden er begrundet i helbredsmæssige årsager, eller såfremt
    SIDE 33 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    den pågældende som følge af strafbart forhold, tjenesteforseelse eller mislighed er uskikket til
    at forblive i stillingen. Ansættelsen ophører automatisk ved udgangen af den måned, hvori den
    pågældende fylder 70 år. Forbrugerombudsmanden skal opfylde de almindelige betingelser
    for at blive dommer.
    Stk. 4. Forbrugerombudsmandens afgørelser efter denne lov kan ikke indbringes for anden
    administrativ myndighed.
    Stk. 5. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter nærmere regler om Forbrugerombudsmandens
    virksomhed.
    Digitalisering af Forbrugerombudsmandens virksomhed
    § 26. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og
    fra Forbrugerombudsmanden om forhold, som er omfattet af denne lov eller af regler udstedt i
    medfør af denne lov, skal foregå digitalt.
    Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation,
    herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur
    eller lignende.
    Stk. 3. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten
    for meddelelsen.
    Stk. 4. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at Forbrugerombudsmanden
    kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør
    af denne lov uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift
    eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har
    udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser
    og dokumenter med personlig underskrift.
    Stk. 5. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter,
    der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan
    udstedes alene med angivelse af Forbrugerombudsmanden som afsender.
    Kontrolundersøgelser på stedet
    § 27. Forbrugerombudsmanden kan foretage kontrolundersøgelser til brug for behandling af
    klager, der er oversendt fra håndhævelsesmyndigheder i andre EU-lande i medfør af forordning
    (EF) 2006/2004 om forbrugerbeskyttelsessamarbejde, og som vedrører overtrædelser af
    direktiver, for hvilke Forbrugerombudsmanden er udpeget som kompetent myndighed.
    Stk. 2. Forbrugerombudsmandens kontrolundersøgelser kan kun finde sted efter indhentet
    retskendelse.
    SIDE 34 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Stk. 3. Adgangen til kontrolundersøgelser indebærer, at Forbrugerombudsmanden får adgang
    til en virksomheds eller sammenslutnings lokaler og transportmidler med henblik på dér at
    gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning, herunder markedsføringsmateriale,
    regnskaber, regnskabsmaterialer, bøger og andre forretningspapirer, uanset informationsmedium.
    I forbindelse med en kontrolundersøgelse kan Forbrugerombudsmanden forlange
    mundtlige forklaringer. Forbrugerombudsmanden kan desuden forlange, at personer, der er
    omfattet af kontrolundersøgelsen, viser indholdet af deres lommer, tasker og lignende med
    henblik på, at Forbrugerombudsmanden kan gøre sig bekendt med og eventuelt tage kopi af
    dette.
    Stk. 4. Hvor en virksomheds eller sammenslutnings oplysninger opbevares hos eller behandles
    af en ekstern databehandler, kan Forbrugerombudsmanden få adgang til den eksterne databehandlers
    lokaler med henblik på dér at gøre sig bekendt med og tage kopi af oplysningerne,
    jf. stk. 3. Adgangen forudsætter, at det ikke er muligt for Forbrugerombudsmanden at få adgang
    til de pågældende oplysninger direkte fra den virksomhed eller sammenslutning, som er
    genstand for kontrolundersøgelsen.
    Stk. 5. Forbrugerombudsmanden kan indsamle en kopi af dataindholdet fra elektroniske medier,
    der er omfattet af kontrolundersøgelsen, med henblik på efterfølgende at gennemgå
    kopien. De indsamlede data skal forsegles eller på anden måde sikres mod læsning, inden
    kontrolundersøgelsen afsluttes. Den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, kan kræve, at
    denne selv eller en af denne udpeget repræsentant overværer, at de indsamlede data gøres
    tilgængelige for læsning, og at Forbrugerombudsmanden gennemgår det indsamlede materiale.
    Forbrugerombudsmanden har pligt til senest 40 hverdage efter kontrolundersøgelsens
    afslutning at give en kopi af de oplysninger, som Forbrugerombudsmanden måtte have taget
    fra de indsamlede data, til den, der er genstand for kontrolundersøgelsen. Når gennemgangen
    af de indsamlede data er gennemført, skal dataene sikres mod læsning. De indsamlede data
    skal slettes, hvis Forbrugerombudsmanden vurderer, at materialet ikke indeholder beviser for
    en overtrædelse af de i stk. 1 nævnte regler. Beslutter Forbrugerombudsmanden at gå videre
    med sagen, skal de indsamlede data slettes, når sagen er endeligt afgjort.
    Stk. 6. Hvis en virksomheds eller sammenslutnings forhold gør, at det ikke er muligt for Forbrugerombudsmanden
    samme dag, som kontrolundersøgelsen foretages, at få adgang til eller
    tage kopi af oplysningerne, jf. stk. 3, 4 og 5, kan Forbrugerombudsmanden forsegle de relevante
    forretningslokaler og oplysninger i op til tre hverdage herefter.
    Stk. 7. Under samme betingelser som i stk. 6 kan Forbrugerombudsmanden medtage de oplysninger
    eller det medium, hvorpå oplysningerne befinder sig, med henblik på kopiering. Det
    materiale, som Forbrugerombudsmanden har taget med, skal sammen med et sæt kopier af de
    oplysninger, som Forbrugerombudsmanden har taget til brug for en nærmere gennemgang,
    tilbageleveres til virksomheden eller sammenslutningen senest tre hverdage efter kontrolundersøgelsen.
    Stk. 8. Fristerne i stk. 5, 6 og 7 kan i særlige tilfælde forlænges.
    SIDE 35 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Stk. 9. Politiet yder bistand ved udøvelsen af beføjelserne efter stk. 1 og stk. 3-7. Erhvervs- og
    vækstministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
    Stk. 10. Kapitel 2 og 3 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb
    og oplysningspligter finder anvendelse ved kontrolundersøgelser efter denne bestemmelse.
    Forhandlingsprincippet
    § 28. Forbrugerombudsmanden skal ved forhandling søge at påvirke de erhvervsdrivende til
    at handle i overensstemmelse med principperne for god skik og til at overholde loven i øvrigt.
    Stk. 2. Tilsidesætter en erhvervsdrivende et tilsagn, der er afgivet over for Forbrugerombudsmanden
    efter forhandling i henhold til stk. 1, kan Forbrugerombudsmanden meddele den
    erhvervsdrivende sådanne påbud, som må anses nødvendige for at sikre tilsagnets overholdelse.
    Retningslinjer
    § 29. Forbrugerombudsmanden søger efter forhandling med repræsentanter for forbrugerne
    og de relevante erhvervsorganisationer at påvirke de erhvervsdrivendes adfærd gennem
    udarbejdelse og offentliggørelse af retningslinjer for markedsføring på nærmere angivne områder,
    der må anses for væsentlige, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne.
    Stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan, uanset stk. 1, ikke udstede retningslinjer, der alene
    retter sig mod virksomheder omfattet af lov om finansiel virksomhed.
    Forhåndsbesked
    § 30. Forbrugerombudsmanden afgiver på begæring udtalelse om sit syn på lovligheden af
    påtænkte markedsføringsforanstaltninger, medmindre en stillingtagen giver anledning til
    særlig tvivl, eller der i øvrigt foreligger særlige omstændigheder. En forhåndsbesked indebærer
    ikke en bindende stillingtagen til lovligheden af vedkommende foranstaltning.
    Stk. 2. Når Forbrugerombudsmanden har afgivet en forhåndsbesked til en erhvervsdrivende
    om, at en påtænkt foranstaltning efter Forbrugerombudsmandens opfattelse vil være lovlig,
    kan Forbrugerombudsmanden ikke på eget initiativ over for den erhvervsdrivende gribe ind i
    anledning af en foranstaltning, som er dækket af forhåndsbeskeden og iværksat inden rimelig
    tid efter dennes afgivelse.
    Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om gebyr for forhåndsbesked.
    SIDE 36 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Kapitel 8 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens virksomhed
    Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens virksomhed
    § 31. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan gennemføre og offentliggøre sammenlignende
    undersøgelser af produkter.
    Stk. 2. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan i forbindelse med undersøgelser, som nævnt i
    stk. 1, anvende anonym informationsindsamling.
    Kapitel 9 Retsforfølgning, forbud, påbud og erstatning
    Retsforfølgning
    § 32. Enhver med en retlig interesse deri kan anlægge sag om forbud, påbud, erstatning og
    vederlag efter § 24. Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag om forbud og påbud efter §
    24, stk. 1, og på begæring anlægge sag om erstatning og vederlag.
    Stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan meddele påbud, hvis en handling klart er i strid med
    loven og ikke kan ændres ved forhandling.
    Stk. 3. Et påbud kan, af den påbuddet retter sig mod, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning
    herom skal fremsættes skriftligt over for Forbrugerombudsmanden inden 4 uger
    efter, at påbuddet er meddelt den pågældende. Forbrugerombudsmanden skal inden 1 uge
    efter modtagelse af anmodningen indbringe sagen for retten i den borgerlige retsplejes former.
    Stk. 4. Anmodning efter stk. 3 har ikke opsættende virkning, men retten kan ved kendelse
    bestemme, at den pågældende under sagens behandling kan fortsætte den handling, påbuddet
    angår.
    Stk. 5. Ankes en dom, hvorved et påbud ikke findes lovligt, kan den ret, der har afsagt dommen,
    eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at den pågældende ikke under ankesagen
    må udøve den handling, påbuddet angår.
    Stk. 6. Rejses tiltale for overtrædelse af loven, overlades udførelsen af tiltalen til Forbrugerombudsmanden,
    såfremt denne begærer dette.
    Informationspligt om forældelse
    § 33. Forbrugerombudsmanden kan, hvis det skønnes nødvendigt for at beskytte forbrugere
    mod retstab, efter forhandling meddele påbud om at informere relevante kunder om retsstillingen
    i relation til forældelse.
    Erstatningssøgsmål
    SIDE 37 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    § 34. Dersom en flerhed af forbrugere i forbindelse med overtrædelse af bestemmelserne i
    denne lov har ensartede krav på erstatning, kan Forbrugerombudsmanden på begæring indtale
    kravene under ét.
    Gruppesøgsmål
    § 35. Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, jf.
    retsplejelovens kapitel 23 a.
    Foreløbigt forbud
    § 36. Forbrugerombudsmanden kan, når der er øjensynlig fare for, at formålet med et forbud
    som nævnt i § 24, stk. 1, vil forspildes, hvis rettens afgørelse skal afventes, nedlægge foreløbigt
    forbud. Sag til stadfæstelse af forbuddet skal anlægges senest næste hverdag. Reglerne i retsplejelovens
    § 413, nr. 2, § 414, § 430 og § 641, stk. 1-3 og 5, finder tilsvarende anvendelse, og
    reglerne i §§ 636 og 638 og § 422, stk. 3, finder anvendelse med de fornødne lempelser.
    Stk. 2. Såfremt sag til stadfæstelse af et forbud efter stk. 1 ikke kan afgøres ved dom senest 5
    hverdage efter sagens anlæg, kan retten under sagens forberedelse inden udløbet af den
    nævnte frist ved kendelse bestemme, at forbuddet fortsat skal stå ved magt. Retten giver,
    forinden sådan afgørelse træffes, så vidt muligt parterne adgang til at udtale sig. Stadfæstes
    forbuddet ikke inden fristens udløb, er det bortfaldet.
    Straf og påtale
    § 37. Tilsidesættelse af et af retten nedlagt forbud eller påbud eller et af Forbrugerombudsmanden
    i henhold til § 28, stk. 2, eller § 32, stk. 2, eller § 33, meddelt påbud straffes med bøde
    eller fængsel i op til 4 måneder. Tilsidesættelse af et påbud om at tilbagebetale en modtaget
    pengeydelse straffes dog ikke.
    Stk. 2. Den, som undlader at meddele oplysninger, der afkræves efter § 25, stk. 2, eller § 27,
    stk. 3, 2. pkt., eller som i forhold, der omfattes af loven, meddeler Forbrugerombudsmanden
    urigtige eller vildledende oplysninger, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt
    efter anden lovgivning.
    Stk. 3. Overtrædelse af bestemmelserne i §§ 5-10, 13, 15, stk. 3, 17, 18, 20, 21 og forsætlig
    overtrædelse af § 22 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
    Overtrædelse af § 20, der består i skadelig omtale af en anden erhvervsdrivende eller
    af forhold, der på særlig måde angår den pågældende, og overtrædelse af §§ 20-22 er undergivet
    privat påtale.
    Stk. 4. Overtrædelse af § 23 straffes med bøde eller fængsel i indtil 1 år og 6 måneder, medmindre
    højere straf er forskyldt efter straffelovens § 299 a. Påtale finder kun sted efter den
    forurettedes begæring.
    SIDE 38 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Stk. 5. I regler, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse
    af bestemmelser i reglerne.
    Stk. 6. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens
    5. kapitel.
    Bødeforlæg
    § 38. Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte
    regler om, at Forbrugerombudsmanden i nærmere angivne sager om overtrædelse af denne
    lov eller regler udstedt i medfør heraf i et bødeforelæg kan tilkendegive, at sagen kan afgøres
    uden retssag. Det er en betingelse, at den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i
    overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angivet frist at betale en i bødeforelægget
    angivet bøde. Fristen kan efter anmodning forlænges af Forbrugerombudsmanden.
    Stk. 2. Reglerne i retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, om krav til indholdet af et
    anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse
    på bødeforelæg.
    Stk. 3. Vedtages bødeforelægget, bortfalder videre forfølgning. Vedtagelsen har samme virkning
    som en dom.
    Kapitel 10 Henlæggelsesbeføjelser
    Henlæggelsesbeføjelser
    § 39. Erhvervs- og vækstministeren kan henlægge sine beføjelser efter loven til en myndighed
    under ministeriet. Dette gælder ikke for beføjelser i henhold til § 25, stk. 5. Henlægger ministeren
    sine beføjelser til en myndighed under ministeriet, kan ministeren fastsætte regler om
    klageadgangen, herunder at klager ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
    Kapitel 11 Ikrafttræden m.v.
    Ikrafttræden
    § 40. Loven træder i kraft den 1. juli 2017.
    Stk. 2. Regler fastsat i medfør af lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 1216 af 25.
    september 2013, som ændret ved § 6 i lov nr. 1460 af 17. december 2013, forbliver i kraft,
    indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af denne lov. Overtrædelser af
    forskrifterne straffes med bøde efter de hidtil gældende regler.
    Færøerne og Grønland
    § 41. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
    SIDE 39 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Bilag 1 Specifikke former for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggressive
    Vildledende handelspraksis
    1) Den erhvervsdrivende hævder at have underskrevet en adfærdskodeks, selvom det
    ikke er tilfældet.
    2) Den erhvervsdrivende fremviser kvalitetscertificering, kvalitetsmærke eller tilsvarende
    uden at have opnået den nødvendige tilladelse.
    3) Den erhvervsdrivende hævder, at en adfærdskodeks er godkendt af en offentlig myndighed
    eller anden myndighed, selvom det ikke er tilfældet.
    4) Den erhvervsdrivende hævder, at en erhvervsdrivende (herunder dennes handelspraksis)
    eller et produkt er blevet godkendt eller tilladt af en offentlig eller privat instans,
    selvom det ikke er tilfældet, eller fremsætter en sådan påstand uden at opfylde
    betingelserne for godkendelse eller tilladelse.
    5) Den erhvervsdrivende opfordrer til at købe produkter til en bestemt pris uden at gøre
    opmærksom på, at der kan være rimelige grunde til at antage, at han ikke vil være i
    stand til at levere eller få en anden erhvervsdrivende til at levere de pågældende eller
    tilsvarende produkter til den pågældende pris inden for en periode og i en mængde,
    som er rimelig i forhold til produktet, omfanget af den reklame, der er gjort for produktet,
    og den opgivne pris (bait advertising).
    6) Den erhvervsdrivende opfordrer til køb af produkter til en bestemt pris, men
    a) nægter at vise det averterede produkt for forbrugerne, eller
    b) nægter at tage imod bestilling af det eller levere det inden for et rimeligt tidsrum,
    eller
    c) fremviser en defekt udgave af det, fordi han agter at promovere et andet produkt
    (bait and switch).
    7) Det angives i modstrid med sandheden, at produktet kun vil være tilgængeligt i meget
    begrænset tid, eller at det kun vil være tilgængeligt på visse betingelser i meget begrænset
    tid, for at fremkalde en umiddelbar afgørelse og fratage forbrugerne tilstrækkelig
    mulighed for eller tid til at træffe en informeret beslutning.
    8) Den erhvervsdrivende påtager sig at yde eftersalgsservice til en forbruger, med hvem
    han har kommunikeret forud for transaktionen på et sprog, som ikke er et officielt
    sprog i den medlemsstat, hvor den erhvervsdrivende er etableret, men yder kun en
    sådan service på et andet sprog uden tydeligt at have tilkendegivet dette over for forbrugeren,
    før denne forpligtede sig i forhold til transaktionen.
    9) Det angives, eller der gives på anden måde indtryk af, at et produkt kan sælges lovligt,
    selvom dette ikke er tilfældet.
    10) Rettigheder, som forbrugeren har efter loven, fremstilles som et særligt kendetegn
    ved den erhvervsdrivendes tilbud.
    11) Der anvendes redaktionelt indhold i medierne til at promovere produktet, hvor en
    erhvervsdrivende har betalt for en sådan reklame, uden at dette fremgår tydeligt af
    indholdet eller af billeder eller lyd, som tydeligt kan identificeres af forbrugeren.
    SIDE 40 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    (Advertorial). Dette berører ikke direktiv 89/552/EØF3 som kodificeret ved direktiv
    2010/13/EU.
    12) Der fremsættes en faktuelt ukorrekt påstand vedrørende arten og omfanget af risikoen
    for forbrugerens eller dennes families personlige sikkerhed, hvis forbrugeren ikke
    køber produktet.
    13) Der promoveres et produkt, der ligner et andet produkt fremstillet af en bestemt
    producent, på en sådan måde, at forbrugeren med overlæg forledes til at tro, at produktet
    er fremstillet af samme producent, uden at dette er tilfældet.
    14) Etablering, drift eller promovering af en salgsfremmende pyramideordning, hvor forbrugeren
    erlægger et vederlag og til gengæld stilles kompensation i udsigt, som hovedsageligt
    er afhængig af, om han har introduceret andre for ordningen og i mindre
    grad af salg eller forbrug af produkter.
    15) Det hævdes, at lukning af den erhvervsdrivendes virksomhed eller flytning til andre
    lokaler er forestående, selvom det ikke er tilfældet.
    16) Det hævdes, at produkter kan gøre det lettere at vinde i hasardspil.
    17) Det hævdes i modstrid med sandheden, at et produkt kan helbrede sygdomme, funktionsforstyrrelser
    eller misdannelser.
    18) Der gives faktuelt ukorrekte oplysninger om markedsvilkår eller om muligheden for
    at finde produktet med henblik på at få forbrugeren til at erhverve produktet på ringere
    vilkår end de normale markedsvilkår.
    19) Det hævdes som led i handelspraksis, at der afholdes en konkurrence eller et salgsfremstød
    med præmier, men uden de omtalte præmier eller andre rimeligt tilsvarende
    uddeles.
    20) Et produkt omtales som »gratis«, »vederlagsfrit«, »uden betaling« eller lignende,
    selvom forbrugeren skal betale andet end de uundgåelige udgifter, der er forbundet
    med at reagere på den pågældende handelspraksis, samt afhentning eller betaling for
    levering af produktet.
    21) I markedsføringsmaterialet indgår en faktura eller et lignende dokument, der opfordrer
    til betaling, og som giver forbrugeren indtryk af, at han allerede har bestilt det
    produkt, der markedsføres, selvom det ikke er tilfældet.
    22) Den erhvervsdrivende, i modstrid med sandheden, hævder eller giver indtryk af, at
    han ikke handler som led i sit erhverv, sin forretning, sit håndværk eller sin profession,
    eller han, i modstrid med sandheden, udgiver sig for at være forbruger.
    23) Der skabes det fejlagtige indtryk, at eftersalgsservicen i forbindelse med produktet er
    tilgængelig i en anden medlemsstat end den, hvor produktet sælges.
    __________________
    3
    Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne
    vedrørende udøvelse af TV-radiospredningsvirksomhed (EFT L 298 af 17.10.1989, s. 23). Ændret ved Europa-
    Parlamentets og Rådets direktiv 97/36/EF (EFT L 202 af 30.7.1997, s. 60).
    SIDE 41 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Aggressiv handelspraksis
    24) Forbrugeren bringes til at tro, at han ikke kan forlade lokalerne, før en kontrakt er
    indgået.
    25) Der aflægges personlige besøg på forbrugerens bopæl, uden at forbrugerens ønske
    om, at den erhvervsdrivende skal forlade stedet eller blive væk, respekteres, idet der
    dog gælder en undtagelse for besøg med henblik på at håndhæve en kontraktlig forpligtelse
    under omstændigheder og i et omfang, der er berettiget i henhold til national
    lovgivning.
    26) Der foretages vedholdende og uønskede henvendelser pr. telefon, telefax, e-mail eller
    andre fjernkommunikationsmedier, idet der dog gælder en undtagelse for henvendelser
    med henblik på at håndhæve en kontraktlig forpligtelse under omstændigheder
    og i et omfang, der er berettiget i henhold til national lovgivning. Dette berører
    ikke artikel 10 i direktiv 97/7/EF4 eller direktiv 95/46/EF5 og 2002/58/EF.
    27) Den erhvervsdrivende kræver, at en forbruger, som ønsker at anmelde en fordring i
    henhold til en forsikringspolice, skal fremlægge dokumenter, som ikke med rimelighed
    kan anses for at være relevante i forhold til fordringens gyldighed, eller han systematisk
    undlader at svare på korrespondance vedrørende sagen, i den hensigt at
    afholde forbrugeren fra at udøve sine kontraktlige rettigheder.
    28) En reklame opfordrer direkte børn til at købe eller til at overtale deres forældre eller
    andre voksne til at købe de produkter til dem, som reklamen vedrører. Denne bestemmelse
    berører ikke artikel 9, stk. 1, litra g i direktiv 2010/13/EU om audiovisuelle
    medietjenester.
    29) Der afkræves omgående eller senere betaling for eller returnering eller oplagring af
    produkter, som den erhvervsdrivende har leveret, selvom forbrugeren ikke har anmodet
    herom, idet der dog gælder en undtagelse for erstatningsprodukter, der leveres
    i overensstemmelse med artikel 7, stk. 3, i direktiv 97/7/EF (levering uden forudgående
    anmodning).
    30) Det meddeles udtrykkeligt forbrugeren, at hvis han ikke køber produktet eller tjenesteydelsen,
    vil den erhvervsdrivendes job eller levebrød være truet.
    31) Der skabes det fejlagtige indtryk, at forbrugeren allerede har vundet, vil vinde eller
    ved udførelse af en bestemt handling vil vinde en præmie eller et andet tilsvarende
    gode, selvom faktum er, at der
    __________________
    4
    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende
    fjernsalg. Ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder
    (EFT L 271 af 9.10.2002, s. 16).
    5
    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
    behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31). Ændret ved
    forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af 31.10.2003, s. 1).
    SIDE 42 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    - enten ikke findes nogen præmie eller et andet tilsvarende gode, eller at den handling,
    som skal udføres for at indløse præmien
    - eller et andet tilsvarende gode indebærer, at forbrugeren skal betale et pengebeløb
    eller på anden måde påtage sig udgifter.
    SIDE 43 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Udvalgets lovbemærkninger til forslag til en ny markedsføringslov
    Til § 1 om lovens anvendelsesområde
    Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende markedsføringslovs § 2 og angiver
    lovens anvendelsesområde.
    Bestemmelsen er ikke en gennemførsel af EU-regler.
    Det foreslås i stk. 1, at loven finder anvendelse på privat erhvervsvirksomhed og offentlig
    virksomhed, i det omfang der udbydes produkter på markedet. Det indebærer, at enhver
    handling foretaget i erhvervsøjemed er omfattet af loven, dvs. alle handlinger fra den indledende
    reklame over produktion, distribution og salg og til den efterfølgende service og inkasso.
    Det er uden betydning, om den erhvervsdrivende opnår eller søger at opnå personlig økonomisk
    vinding, så længe det sker i erhvervsøjemed. Hermed forstås, at handlingen skal ske
    som led i udøvelse af virksomhed inden for handel, industri, håndværk, landbrug, transport,
    liberale erhverv og anden form for virksomhed på arbejds- og tjenesteydelsesområdet.
    Handlinger, der foretages i humanitær, politisk eller religiøs sammenhæng, er kun omfattet,
    såfremt de kan siges at være udslag af erhvervsvirksomhed.
    For så vidt angår handlinger, der foretages af en almennyttig forening, vil det bero på en konkret
    vurdering, om den pågældende aktivitet kan siges at være udslag af erhvervsvirksomhed.
    Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en forening driver forlagsvirksomhed, arrangerer medlemsrejser,
    driver butikker m.v. Det samme er tilfældet, hvor f.eks. en fagforening varetager sine
    mellemmers interesser ved levering af tjenesteydelser i form af individuel juridisk rådgivning
    og faglig bistand, eller ved salg af forsikringer og ved rabatordninger m.v. Sådanne aktiviteter
    er som udgangspunkt erhvervsvirksomhed omfattet af lovens anvendelsesområde. Derimod
    kan en fagforenings traditionelle kernevirksomhed – indgåelse af kollektive overenskomster
    om løn og arbejdsvilkår for medlemmer inden for et fagområde – ikke anses for handlinger i
    erhvervsøjemed og er derfor ikke omfattet af lovens anvendelsesområde.
    Det afgørende er, om den almennyttige forening træder ind på et kommercielt marked. Det er
    således karakteren af den konkrete aktivitet, der skal lægges vægt på, og ikke hvem der formelt
    set står bag aktiviteten.
    Almennyttige foreningers hvervning af medlemmer, er ikke omfattet af lovens anvendelsesområde.
    Hvis hvervning af medlemmerne sker til en forening, som i almindelighed driver
    virksomhed i erhvervsøjemed, er medlemshvervningen derimod omfattet af lovens anvendelsesområde.
    Der er tale om en samlet konkret vurdering, hvori bl.a. de vedtægtsbestemte formål
    indgår.
    Almennyttige foreninger er endvidere til enhver tid underlagt de gældende foreningsretlige
    principper.
    SIDE 44 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Begrebet ”erhvervsdrivende”, der er defineret i forslagets § 2, stk. 1, nr. 2, og anvendes i flere
    af lovforslagets bestemmelser, skal fortolkes i overensstemmelse med ”privat erhvervsvirksomhed
    og offentlig virksomhed, i det omfang der udbydes produkter på markedet”.
    Det offentliges udbud af service- og velfærdsydelser til borgerne kan ligeledes falde inden for
    markedsføringslovens anvendelsesområde, såfremt udbuddet i øvrigt sker på markedsvilkår.
    Det kan være ydelser inden for undervisningsområdet, som undervisning på skoler og i gymnasier,
    ydelser inden for socialområdet, som dagtilbud og hjemmepleje, og ydelser inden for
    sundhedsområdet i form af hospitalsbehandling.
    Det er vigtigt, at alle udbydere på et marked, hvad enten de er offentlige eller private, er underlagt
    samme grundvilkår.
    Mange service- og velfærdsydelser udbydes af egentlige erhvervsvirksomheder, som klart er
    omfattet af markedsføringsloven. Hertil kommer en lang række private institutioner, hvis
    aktiviteter formentlig også falder ind under den brede fortolkning af begrebet ”privat erhvervsvirksomhed”,
    og som derfor også falder ind under lovens anvendelsesområde.
    Det afgørende kriterium for, hvornår offentlig virksomhed bliver omfattet af markedsføringsloven,
    er, at udbuddet af produkter sker på et marked/markedslignende vilkår, herunder kan
    der lægges vægt på, om der indgår betaling, og om udbuddet sker i konkurrence mellem offentlige
    institutioner og private virksomheder.
    Loven finder endvidere anvendelse på udbud af service- og velfærdsydelser i de tilfælde, hvor
    der kun findes offentlige udbydere, såfremt udbuddet i øvrigt sker på markedsvilkår. Det skyldes,
    at det er uden betydning for modtageren af ydelsen, om leverandøren af en ydelse er en
    privat virksomhed eller en offentlig institution.
    Det bemærkes, at offentlige udbydere er omfattet af de forvaltningsretlige regler, herunder
    forvaltningsloven og kravet om overholdelse af god forvaltningsskik, i samme omfang som i
    dag.
    Markedsføringsloven finder, i overensstemmelse med de folkeretlige jurisdiktionsprincipper,
    som udgangspunkt anvendelse, når erhvervsdrivende markedsfører sig på det danske marked.
    Det afgørende for, om markedsføringsloven finder anvendelse er, om den erhvervsdrivendes
    markedsføring retter sig mod det danske marked, det såkaldte virkningsprincip. Det er således
    uden betydning om den pågældende erhvervsdrivende er etableret i Danmark eller i udlandet.
    Der gælder dog særlige regler, når erhvervsdrivende etableret i ét EU/EØS-land via internettet
    eller andre online tjenester retter deres markedsføring mod privatpersoner bosat i et andet
    EU/EØS-land. I de tilfælde gælder der som udgangspunkt et afsenderlandsprincip, jf. ehandelslovens
    §§ 3-4. Når afsenderlandsprincippet finder anvendelse, betyder det, at erhvervsdrivendes
    markedsføring som udgangspunkt blot skal overholde den offentligretlige
    SIDE 45 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    lovgivning, herunder markedsføringslovgivningen, som gælder i det land, hvor den erhvervsdrivende
    er etableret.
    Når f.eks. en tysk erhvervsdrivende via internettet markedsfører sig over for danske forbrugere,
    skal markedsføringen som udgangspunkt kun overholde den tyske markedsføringslov.
    Tilsvarende skal en dansk erhvervsdrivende, som markedsfører sig på internettet over for
    privatpersoner bosat i andre EU/EØS-lande, som udgangspunkt kun overholde den danske
    markedsføringslov.
    Sektorspecifik lovgivning med et særskilt tilsyn er uden betydning for Forbrugerombudsmandens
    kompetence efter markedsføringsloven, medmindre andet er specifikt fastsat ved lov.
    Forbrugerombudsmanden har således en generel tilsynskompetence ifølge markedsføringsloven
    over for alle erhvervsdrivende. For så vidt angår den finansielle sektor, er det Finanstilsynet,
    der har hovedansvaret for at føre tilsyn med finansielle virksomheders overholdelse af
    den finansielle lovgivning – herunder god skik. Uanset sektortilsynet kan Forbrugerombudsmanden
    tage sager op af egen drift eller på baggrund af klager, når det konstateres, at en finansiel
    virksomhed har overtrådt visse strafbelagte regler i markedsføringsloven. Forbrugerombudsmanden
    kan ved behandlingen af konkrete sager over for finansielle virksomheder
    anvende sine beføjelser efter markedsføringsloven, herunder forhandling, påbud, anlæggelse
    af retssager om forbud og indledning af straffesager.
    I sager, hvor en finansiel virksomhed f.eks. har givet vildledende oplysninger, vil Forbrugerombudsmanden
    således både kunne behandle sagens offentligretlige aspekter, herunder melde
    virksomheden til politiet, og forhandle med virksomheden vedrørende forbrugernes eventuelle
    erstatningskrav.
    Dermed kan Forbrugerombudsmanden tage stilling til såvel de offentligretlige som de civilretlige
    aspekter af en sag på samme tid. Forbrugerombudsmanden har dermed mulighed for at
    løse sagen med den finansielle virksomhed uden nødvendigvis at skulle indbringe problemstillingen
    for domstolene. Forbrugerombudsmanden kan dog ikke forhandle retningslinjer på
    områder, der alene berører finansielle virksomheder. Både Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden
    kan således på eget initiativ tage sager op over for finansielle virksomheder.
    Finanstilsynet kan politianmelde finansielle virksomheder for overtrædelser af strafbelagte
    regler udstedt i medfør af lov om finansielle virksomheder, mens Forbrugerombudsmanden
    kan politianmelde virksomhederne med hjemmel i markedsføringsloven. Der er tillige mulighed
    for, at Forbrugerombudsmanden kan beskikkes til at føre straffesager på baggrund af en
    politianmeldelse fra Finanstilsynet. Beskikkelsen gives efter afgørelse fra Rigsadvokaten, jf.
    retsplejelovens § 104, stk. 2.
    Forbrugerombudsmanden har endvidere kompetence til at anlægge en civil sag mod en finansiel
    virksomhed vedrørende handlinger, der synes at stride imod redelig forretningsskik og
    god praksis. Forbrugerombudsmanden kan også behandle sager om overtrædelse af strafbelagte
    bestemmelser i regler udstedt i medfør af lov om finansiel virksomhed § 43, stk. 3, jf. lov
    om finansiel virksomhed § 348, stk. 1.
    SIDE 46 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Forbrugerombudsmanden kan tillige tage sager op med henblik på at undersøge, hvorvidt der
    er det fornødne grundlag for at rejse en straffesag, uanset om Finanstilsynet efter en eventuel
    høring af Finanstilsynets bestyrelse ikke finder anledning til at politianmelde en finansiel
    virksomhed.
    For at sikre at Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet ikke samtidig behandler en sag
    mod en finansiel virksomhed for overtrædelse af bestemmelser i markedsføringsloven og den
    finansielle lovgivning, forudsættes det, at der er et tæt samarbejde og koordinering mellem de
    to tilsyn.
    Det er således hensigten, at Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet orienterer hinanden
    om de sager, der tages op mod finansielle virksomheder under hensyntagen til den øvrige
    lovgivning om udveksling af oplysninger.
    Hvis en virksomhed har indrettet sig i henhold til en tilkendegivelse fra en specialmyndighed,
    f.eks. Finanstilsynet, om en bestemt retstilstand, vil Forbrugerombudsmanden anse virksomheden
    for at være i god tro. I sådanne tilfælde vil Forbrugerombudsmanden af retssikkerhedsmæssige
    årsager ikke strafforfølge virksomheden for handlinger, som virksomheden har
    foretaget i tillid til tilkendegivelsen.
    Det foreslås i stk. 2, at virksomheder omfattet af lov om finansiel virksomhed undtages fra
    enkelte af lovens bestemmelser i det omfang erhvervs- og vækstministeren har udstedt regler
    på det pågældende område. Det drejer sig om § 3 om god markedsføringsskik, § 4 om god
    erhvervsskik, § 8 om former for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggressive
    og § 13 om oplysningsforpligtelser vedr. priser m.v.
    Det foreslås i stk. 3, at lovforslagets § 14 om faktureringspligt for regningsarbejde og lovforslagets
    § 15 om gebyrer ikke finder anvendelse på virksomheder omfattet af lov om finansiel
    virksomhed.
    SIDE 47 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 2 om definitioner
    Den foreslåede bestemmelse er ny. Bestemmelsen indeholder den centrale begrebsterminologi,
    der anvendes i lovforslaget. Bestemmelsen medfører ikke materielle ændringer af retstilstanden.
    Bestemmelsens nr. 1-12 gennemfører artikel 2, litra a – l, i direktivet om urimelig handelspraksis.
    Bestemmelsens nr. 14 gennemfører artikel 2, litra c, i direktivet om vildledende og
    sammenlignende reklame. Bestemmelsens nr. 14 gennemfører artikel 2, litra f, i edatabeskyttelsesdirektivet.
    Bestemmelsens nr. 15 gennemfører artikel 2, litra h, i edatabeskyttelsesdirektivet.
    Bestemmelsens nr. 13 er ikke en gennemførsel af EU-regler. Bestemmelsen er en national
    regel og indeholder definitionen på et gebyr i markedsføringslovens forstand.
    Den gældende markedsføringslov indeholder ikke en særskilt definitionsbestemmelse. Definitionen
    af en købsopfordring fremgår i dag af lovteksten til markedsføringslovens § 12 a, stk. 3,
    og definitionen af gebyr fremgår i dag af markedsføringslovens § 13, stk. 7.
    Visse af de øvrige definitioner findes i dag i bemærkningerne til markedsføringsloven, jf. lov
    nr. 1547 af 20. december 2006. Det gælder definitionerne af ”forbruger”, ”handelspraksis”,
    ”væsentlig forvridning af forbrugernes økonomiske adfærd”, ”erhvervsmæssig diligenspligt”
    og ”transaktionsbeslutning”. Definitionen af ”elektronisk post” fremgår af bemærkningerne til
    lov nr. 450 af 10. juni 2003.
    Begrebet ”erhvervsdrivende” er i dag gennemført i markedsføringsloven ved lov nr. 1389 af
    21. december 2005, jf. denne lovs § 2, stk. 1, hvoraf det fremgår, at loven finder anvendelse på
    privat virksomhed, samt offentlig virksomhed, i det omfang der udbydes varer og tjenesteydelser
    på markedet.
    Definitionen af et ”produkt” er anvendt i lov nr. 1389 af 21. december 2005 om markedsføring.
    Ifølge den gældende lovs § 2, stk. 1, finder loven anvendelse på privat erhvervsvirksomhed
    samt på offentlig virksomhed, i det omfang der udbydes varer eller tjenesteydelser på markedet.
    Det lægges i dag til grund, at denne fortolkning svarer til definitionen af produkt i direktivet
    om urimelig handelspraksis artikel 2, litra c.
    Definitionen af ”adfærdskodeks”, ”kodeksindehaver”, ”lovregulerede erhverv” og ”samtykke”
    findes ikke i den gældende lov.
    Det foreslås i § 2, nr. 1 at definere begrebet ”forbruger” som juridiske og fysiske personer, der
    hovedsageligt handler uden for deres erhverv. Definitionen svarer til det almindelige, danske
    civilretlige forbrugerbegreb. Da dette begreb anvendes på tværs af den danske forbrugerlovgivning,
    fastholdes denne definition også i markedsføringsloven. Direktivets definition af en
    forbruger, som omfatter en fysisk person, der ikke udøver virksomhed som handlende, håndSIDE
    48 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    værker, industridrivende eller udøver et liberalt erhverv, er indeholdt i den civilretlige definition.
    Det foreslås i nr. 2 at definere begrebet ”erhvervsdrivende” som en fysisk eller juridisk person,
    der udøver virksomhed som handlende, håndværker eller industridrivende eller udøver et
    liberalt erhverv, og enhver, der handler i en erhvervsdrivendes navn eller på en erhvervsdrivendes
    vegne.
    En ”erhvervsdrivende” er således et bredt defineret begreb, der skal forstås som fysiske eller
    juridiske personer, der udøver privat erhvervsvirksomhed og offentlig erhvervsvirksomhed,
    som kan sidestilles hermed.
    Erhvervsdrivende og de, der handler på vegne af disse eller i deres navn, udøver privat erhvervsvirksomhed.
    Det samme gælder f.eks. tilfælde, hvor en erhvervsdrivende betaler nogen
    for at markedsføre sine produkter.
    Bedømmelsen af om en fysisk person kan anses for at udøve erhvervsvirksomhed beror på en
    samlet vurdering af den pågældendes forhold. Det kræves herunder ikke, at vedkommende
    udelukkende er beskæftiget som erhvervsdrivende eller har fast forretningssted. Det er heller
    ikke afgørende, om der tilsigtes opnået en gevinst ved virksomheden, men denne må dog have
    et vist omfang og være af en vis varighed.
    Personer, der f.eks. fra deres hjem sælger produkter via internettet, og som søger en profit
    og/eller køber produkter med henblik på at sælge dem videre til en højere pris, vil efter en
    konkret vurdering også kunne blive anset for at udøve privat erhvervsvirksomhed.
    Det foreslås i nr. 3 at definere begrebet ”produkt”, som en vare, eller en tjenesteydelse, herunder
    fast ejendom, rettigheder og pligter.
    Markedsføringsloven omfatter således alle produkter, bortset fra dem, der eksplicit er undtaget
    lovens anvendelsesområde, jf. § 1.
    Det foreslås i nr. 4 at definere begrebet ”handelspraksis”, som enhver handling, udeladelse,
    adfærd eller fremstilling, kommerciel kommunikation, herunder reklame og markedsføring,
    foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation til promovering, salg eller udbud af et
    produkt til forbrugerne før, under og efter en handelstransaktion.
    Eksempler på handelspraksis er en erhvervsdrivendes vejledning om et produkt og salgsfremmende
    foranstaltninger.
    Handelspraksis udspiller sig således ikke alene på markedsførings-, salgs, eller leveringstidspunktet,
    men også i tiden efter salget. F.eks. vil inkassoaktiviteter, eftersalgsservice og urimelige
    omkostninger i forhold til at skifte leverandør også kunne være omfattet af begrebet handelspraksis
    og dermed falde ind under reglerne i markedsføringsloven. Dette er f.eks. kommet
    SIDE 49 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    til udtryk i EU-Domstolens afgørelse i C-388/13 (Hatóság mod UPC Magyarország), hvoraf det
    fremgår, at eftersalgsservice er omfattet af begrebet ”handelspraksis”.
    Handelspraksis kan ud fra en konkret vurdering omfatte imagemarkedsføring. Imagemarkedsføring
    kan f.eks. være branding af en virksomhed eller CSR-initiativer, der skal virke positivt
    på selve virksomhedens omdømme, men som ikke direkte relaterer sig til virksomhedens
    produkter. En virksomheds omdømme er en uhåndgribelig værdi, som kan give virksomheden
    en konkurrencemæssig fordel, fordi virksomheden typisk vil blive opfattet som pålidelig, troværdig
    og ansvarlig. Et godt virksomhedsomdømme kan forøge virksomhedens indtægter,
    fordi det kan fastholde eller tiltrække forbrugerne til at købe virksomhedens produkter. Imagemarkedsføring
    kan derfor have en sådan karakter, at der i det konkrete tilfælde er tale om
    en handelspraksis. Et eksempel på imagemarkedsføring, der er omfattet af begrebet ”handelspraksis”
    er, hvor en erhvervsdrivende i en annonce oplyser, at denne bygger skoler i et tredjeverdensland
    eller støtter det lokale sportsmiljø.
    Det foreslås i nr. 5 at definere begrebet ”transaktionsbeslutning” som et bredt udsnit af beslutninger,
    som en forbruger træffer i relation til et produkt.
    En forbrugers købsbeslutning skal betragtes som en transaktionsbeslutning, selvom købsbeslutningen
    ikke fører til eller efterfølges af, at der indgås en gyldig transaktion mellem forbrugeren
    og den erhvervsdrivende. Det er således ikke en betingelse, at der indgås en bindende
    købsaftale i aftaleretlig forstand. Beslutningen om ikke at købe et produkt er således også en
    transaktionsbeslutning.
    De fleste almindelige handlinger, forbrugeren udfører forud for et køb, skal betragtes som
    transaktionsbeslutninger. Der kan bl.a. være tale om beslutningen om at begive sig hen til en
    butik, beslutningen om at gå ind i en butik, f.eks. efter at have set et skilt i butiksvinduet eller
    på gaden, eller beslutningen om at lade en erhvervsdrivende fremvise en vare. Det kan også
    være at klikke sig ind på den erhvervsdrivendes hjemmeside, f.eks. efter at have set en bannerreklame,
    og beslutningen om at bruge mere tid på internettet på potentielt at bestille et
    produkt. En beslutning om ikke at skifte til et andet produkt eller en anden udbyder er også en
    transaktionsbeslutning.
    Transaktionsbeslutninger kan også være beslutninger, som forbrugerne træffer efter at have
    købt en vare eller indgået aftale om eller tegnet abonnement på en tjenesteydelse. Den vigtigste
    kategori af beslutninger efter køb er de beslutninger, der drejer sig om forbrugerens udøvelse
    af sine kontraktlige rettigheder, f.eks. retten til at hæve købet eller opsige en kontrakt
    eller retten til at bytte varen eller skifte til en anden udbyder.
    Det foreslås i nr. 6 at definere begrebet ”væsentlig forvridning af forbrugernes økonomiske
    adfærd” som anvendelse af en handelspraksis, der mindsker forbrugernes evne til at træffe en
    informeret transaktionsbeslutning.
    SIDE 50 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det er et krav, at der er tale om en påvirkning, der er mærkbar nok til at ændre gennemsnitsforbrugerens
    transaktionsbeslutning, således at forbrugeren træffer en transaktionsbeslutning,
    som forbrugeren ellers ikke ville have truffet. Det afgørende spørgsmål vil derfor være,
    om den pågældende handelspraksis er egnet til mærkbart at påvirke forbrugerens transaktionsbeslutning.
    Det foreslås i nr. 7 at definere begrebet ”adfærdskodeks” som en aftale eller et regelsæt, der
    ikke følger af love eller administrative bestemmelser, hvorigennem den erhvervsdrivendes
    adfærd fastlægges, og ifølge hvilken denne forpligtes til at overholde kodeksen i forbindelse
    med en eller flere former for handelspraksis eller inden for en eller flere erhvervssektorer.
    Den foreslåede markedsføringslov indeholder ingen særlige bestemmelser om adfærdskodeks’
    indhold, men slår fast i den foreslåede § 5, stk. 3, nr. 9, at der ved vurderingen af, om en
    erhvervsdrivende vildleder forbrugere skal tages hensyn til den erhvervsdrivendes forpligtelser
    til at følge adfærdskodeks, som den erhvervsdrivende angiver at være bundet af.
    Ud over den foreslåede bestemmelse om vildledende handlinger, indeholder lovens bilag 1
    også bestemmelser, der forbyder erhvervsdrivende at hævde at have underskrevet et adfærdskodeks,
    selvom det ikke er tilfældet eller at et adfærdskodeks er underskrevet af en
    myndighed, selvom det ikke er tilfældet, jf. bilagets nr. 1 og 3.
    Det foreslås i nr. 8 at definere begrebet ”kodeksindehaver” som et organ, herunder en erhvervsdrivende
    eller gruppe af erhvervsdrivende, som er ansvarlig for udformningen og opdateringen
    af en adfærdskodeks eller for at overvåge, at kodeksen overholdes af de parter, som
    har forpligtet sig i henhold til denne. Eksempler på kodeksindehavere er f.eks. brancheforeninger,
    der har etiske regler for deres medlemmer, Alkoholreklamenævnet, Læskedrikreklamenævnet
    og Forum for Fødevarereklamer.
    Det foreslås i nr. 9 at definere begrebet ”god erhvervsskik”. Det dækker over standarden for de
    særlige færdigheder og den omhu, som en erhvervsdrivende med rimelighed kan forventes at
    udvise over for forbrugerne, og som står i rimeligt forhold til hæderlig markedspraksis eller
    det generelle princip om god tro inden for den erhvervsdrivendes virkefelt. Begrebet dækker
    det samme som begrebet ”erhvervsmæssig diligenspligt”, der benyttes i direktivet om urimelig
    handelspraksis.
    Der er ikke tale om et fast begreb, men om en standard, der kan variere fra branche til branche.
    Det foreslås i nr. 10 at definere begrebet ”købsopfordring”. Der stilles tre betingelser for, at der
    foreligger en købsopfordring. For det første skal produktets karakteristika oplyses, og for det
    andet skal produktets pris oplyses. Det er herudover en betingelse, at disse to oplysninger
    sætter forbrugeren i stand til at foretage et køb eller beslutte sig for at foretage et køb. Det
    betyder, at den kommercielle kommunikation skal indeholde tilstrækkelige oplysninger til, at
    forbrugeren kan træffe en købsbeslutning.
    SIDE 51 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det beror på en konkret vurdering, om omtalen af produktets karakteristika og pris er tilstrækkelig
    til, at der foreligger en købsopfordring. I vurderingen indgår bl.a. produktets art.
    Ved komplicerede produkter, vil kravene til omtalen af produktets karakteristika således være
    større, for at der foreligger en købsopfordring, end ved ukomplicerede produkter.
    Udstilling af eller mundtlig fremhævelse af en specifik vare med oplysning om prisen vil ofte
    være tilstrækkelig til, at der er tale om en købsopfordring. EU-Domstolen har i dommen C-
    122/10 (Konsumentombudsmannen mod Ving Sverige AB), udtalt, at ”en præsentation i ord
    og billeder kan gøre det muligt for forbrugeren at danne sig et indtryk af produktets art og
    karakteristika med henblik på at træffe en transaktionsbeslutning, herunder i tilfælde, hvor
    den samme præsentation beskriver et produkt, der udbydes i flere udformninger”.
    Markedsføring af en virksomhed eller et varemærke, som ikke indeholder omtale af specifikke
    produkter, som f.eks. ”Køb bøger på byensboghandel.dk” eller ”Kom ind og prøvekør en af
    vores nyindkøbte biler hos Bilforhandleren” er ikke købsopfordringer. Reklamer, hvor en ny
    vareserie lanceres uden præciserende oplysninger om de enkelte produkter anses som udgangspunkt
    heller ikke for købsopfordringer. Ved omtale af et helt specifikt produkt vil der
    kunne foreligge en købsopfordring, hvis omtalen af det pågældende produkt indeholder faktuelle
    oplysninger samt pris.
    Hvorvidt oplysningen om produktets karakteristika og pris er tilstrækkelig afhænger endvidere
    af det anvendte kommercielle kommunikationsmiddel. Mediets art indgår derfor i den samlede
    vurdering af, hvorvidt der foreligger en købsopfordring.
    Det må dernæst vurderes, om oplysningerne om produktets karakteristika og pris har en
    sådan karakter og detaljeringsgrad, at forbrugeren kan foretage et køb.
    Det følger af EU-Domstolens afgørelse i sag C-122/10 (Konsumentombudsmannen mod Ving
    Sverige AB), at der foreligger en købsopfordring, når oplysningerne vedrørende det annoncerede
    produkt og dets pris er tilstrækkelige til, at forbrugeren kan træffe en transaktionsbeslutning,
    uden at det er nødvendigt, at den kommercielle kommunikation ligeledes giver en
    faktisk mulighed for at købe produktet, eller at den forekommer i forbindelse med en sådan
    mulighed.
    Det er derfor ikke en betingelse, at den kommercielle kommunikation indeholder en bestillingskupon,
    et telefonnummer eller lignende, for at der foreligger en købsopfordring. Tilsvarende
    kan det heller ikke kræves, at en annonce på internettet er forbundet med en bestillingsfacilitet,
    hvor forbrugeren kan erhverve produktet, som den kommercielle kommunikation
    omhandler.
    Det foreslås i nr. 11 at definere begrebet ”utilbørlig påvirkning” som udnyttelse af en magtposition
    i forhold til forbrugeren til at udøve pres selv uden anvendelse eller trusler om anvendelse
    af fysisk vold på en måde, som væsentligt begrænser forbrugerens evne til at træffe en
    informeret beslutning.
    SIDE 52 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det foreslås i nr. 12 at definere begrebet ”lovregulerede erhverv” som en eller flere former for
    erhvervsmæssig virksomhed, når der enten direkte eller indirekte ifølge lov eller administrative
    bestemmelser kræves bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer for at optage eller udøve
    denne virksomhed eller en form heraf.
    Et erhverv er således lovreguleret, hvis man f.eks. skal have en bestemt autorisation, bestå
    bestemte eksamener eller registreres hos en faglig organisation, inden man kan udøve det.
    Eksempler på lovregulerede erhverv er VVS-installatører, elektrikere og advokater.
    Det foreslås i nr. 13 at definere begrebet ”gebyr” som en betaling for en særlig tjeneste, funktion
    eller ydelse, som knytter sig til købet af et produkt, og som ikke har karakter af betaling for
    en selvstændig ydelse.
    Det afgørende er ikke, hvordan omkostningen betegnes i aftalen, men om den har en sådan
    karakter, at den falder ind under definitionen. Som eksempel på gebyrer kan nævnes faktureringsgebyrer,
    betalingsgebyrer og opsigelsesgebyrer.
    Gebyrer kan både være tvungne eller valgfrie. Det omhandler f.eks. betalinger for en ydelse,
    som direkte eller indirekte knytter sig til erhvervelsen eller leveringen af et produkt.
    Det foreslås i nr. 14 at definere begrebet ”samtykke”. Ved et samtykke skal forstås enhver
    frivillig, specifik og informeret viljestilkendegivelse.
    Definitionen af et samtykke er ikke særlig knyttet til kommunikation til direkte markedsføringsformål.
    I relation til markedsføring er det afgørende, at samtykke kan gives ved ethvert
    passende middel, der muliggør en frit givet, specifik og informeret angivelse af brugerens
    ønsker.
    Der er ikke nogen formkrav i forhold til afgivelse af samtykke. Samtykket kan gives såvel
    skriftligt som mundtligt, ligesom samtykket også vil kunne gives digitalt. Bevisbyrden for, at
    der foreligger et samtykke, der opfylder lovens krav, påhviler den erhvervsdrivende.
    Et samtykke skal være informeret i den forstand, at den samtykkende skal være klar over, at
    der gives samtykke, og hvad det er, der gives samtykke til. Den erhvervsdrivende må således
    sikre sig, at den der afgiver samtykket, har tilstrækkelig information til at den pågældende kan
    vurdere, om den pågældende ønsker at afgive et samtykke. Heri ligger, at samtykket skal være
    udtryk for et aktivt tilvalg for den, der afgiver samtykket. Det vil således ikke være i overensstemmelse
    med kravet, hvis et afkrydsningsfelt er forhåndsafkrydset med en tekst om, at man
    giver sit samtykke til at modtage markedsføring. Hvis et samtykke indhentes i forbindelse med
    f.eks. en konkurrence eller en spørgeskemaundersøgelse, skal det være klart for forbrugerne,
    at der samtidig med deltagelsen i konkurrencen m.v. gives samtykke til at modtage markedsføring.
    Det er et krav, at et samtykke er givet frivilligt.
    SIDE 53 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Samtykket skal være specifikt for at være gyldigt. Med andre ord accepteres et generelt samtykke
    uden nærmere angivelse af det præcise formål med anvendelsen af samtykket ikke.
    Det betyder, at det klart og utvetydigt skal fremgå, hvad det er, der meddeles samtykke til,
    hvem det er, der meddeles samtykke til og hvilken kommunikationsform, der afgives samtykke
    til at anvende. Det betyder, at hvis forbrugeren har givet samtykke til at modtage markedsføring
    via sms, kan den erhvervsdrivende ikke sende e-mails til forbrugeren.
    Kravet om, at samtykket skal være specifikt, medfører endvidere, at de produkter, eller de
    kategorier af produkter, for hvilke der kan blive sendt markedsføring, klart skal oplyses over
    for modtageren. Formålet kan dog formuleres forholdsvis bredt. Det vil f.eks. være muligt for
    en supermarkedskæde at indhente samtykke til markedsføring ”inden for vores produktsortiment”.
    Den der afgiver samtykket, skal være klar over, hvilke(n) virksomhed(er) der afgives samtykke
    til at modtage markedsføringsmateriale fra. Øvrige koncernselskaber er ikke samme virksomhed.
    Et samtykke givet til en konkret, navngivet erhvervsdrivende, vil ikke kunne overdrages til en
    anden erhvervsdrivende til markedsføring, medmindre der er tale om, at en anden erhvervsdrivende
    har overtaget den pågældende forretningsaktivitet og i øvrigt kun markedsfører sig
    inden for samtykkets rammer. En virksomhed kan således kun succedere i en anden virksomheds
    ret til at bruge et samtykke, hvis virksomhedernes aktiver og passiver overtages. En
    virksomhed kan således ikke benytte et samtykkeregister, der er købt af et konkursbo, uden at
    virksomheden i øvrigt har overtaget den forretningsaktivitet, som samtykkeregisteret er knyttet
    til.
    Hvis man som erhvervsdrivende ønsker at videregive oplysninger, skal der i forbindelse med
    indhentelsen af samtykket, også anmodes om samtykke til at videregive oplysninger til specifikke
    tredjemænd. Den information, der gives til kunden, skal oplyse formålet(ene) og de produkter
    eller de kategorier af produkter, for hvilke de pågældende tredjeparter vil sende markedsføring.
    Et samtykke skal kunne tilbagekaldes let og gebyrfrit på et hvilket som helst tidspunkt, jf. § 9,
    stk. 1. Virkningen heraf vil i givet fald være, at den erhvervsdrivende fra det tidspunkt tilbagekaldelsen
    er kommet frem til den erhvervsdrivende, ikke længere kan fremsende markedsføring
    via elektronisk post til den pågældende.
    Det foreslås i nr. 15 at definere begrebet ”elektronisk post”. Ved elektronisk post forstås enhver
    meddelelse i form af tekst, stemmegengivelse, lyd eller billede, som sendes via et offentligt
    kommunikationsnet, og som kan lagres i nettet eller i modtagerens terminaludstyr, indtil
    meddelelsen hentes af modtageren.
    SIDE 54 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Denne definition er bred og tænkt som teknologineutral. Formålet er at sikre, at brugere af
    offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester opnår den samme beskyttelse af
    personoplysninger og privatlivets fred, uanset hvilken teknologi tjenesterne baserer sig på.
    Om en henvendelse er omfattet af begrebet elektronisk post, må bero på en konkret vurdering.
    Følgende tre betingelser skal være opfyldt, for at der kan være tale om elektronisk post:
    Meddelelsen skal sendes via et ”offentligt kommunikationsnet.” Hvis kommunikationen sker
    via en tjeneste på internettet, der ikke på forhånd er afgrænset til en bestemt kreds af slutbrugere,
    vil meddelelsen være sendt via et offentligt kommunikationsnet.
    Meddelelsen skal ”lagres i nettet eller i modtagerens terminaludstyr, indtil den hentes af modtageren.”
    Meddelelsen skal ”sendes” til brugeren via et offentligt kommunikationsnet. Heri må indlægges
    den forudsætning, at meddelelsen sendes til en bestemt modtagers elektroniske adresse.
    Tjenester, der i hvert fald falder ind under definitionen af elektronisk post, omfatter følgende:
    E-mail, sms, mms og andre lignende applikationer, der benyttes til at sende beskeder, hvori
    billeder, lyd og tekst kan kombineres, via internettet eller mobiltelefoni. Online emailtjenester,
    som f.eks. gmail og hotmail, anses for at være omfattet af begrebet ”elektronisk
    post”.
    Listen er ikke udtømmende, og definitionen af elektronisk post udvikles løbende på baggrund
    af markedsudviklingen og den teknologiske udvikling.
    Markedsføring, der er afhængige af, at modtageren er online, og som forsvinder af sig selv, når
    modtageren ikke længere er online (f.eks. pop-up reklamer og reklamer via ens news feed), er
    ikke omfattet af definitionen ”elektronisk post”. Denne form for markedsføring kan efter omstændighederne
    falde ind under den foreslåede § 9, stk. 4.
    SIDE 55 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 3 om god markedsføringsskik
    Den foreslåede bestemmelses stk. 1 er en delvis videreførelse af den del af generalklausulen i
    den gældende lovs § 1, stk. 1, som angår forhold der ikke tager sigte på at beskytte forbrugernes
    økonomiske interesser, jf. stk. 3.
    Den foreslåede bestemmelses stk. 2 er med enkelte sproglige tilpasninger en delvis videreførelse
    af den gældende lovs § 8, stk. 1, som angår forhold, der ikke tager sigte på at beskytte
    forbrugernes økonomiske interesser, jf. stk. 3.
    Den foreslåede bestemmelses stk. 3 er ny og angiver, hvornår § 3, stk. 1 og 2, finder anvendelse
    i forhold til det foreslåede kapitel 2, herunder § 4, som ligeledes vedrører god skik.
    I bestemmelsen anvendes generelt begrebet ”handelspraksis” i stedet for ”markedsføring”, der
    anvendes i bestemmelsen i dag. Der er alene tale om en sproglig tilretning, da begrebet markedsføring
    i den gældende markedsføringslov blev anset for at dække over det samme som
    begrebet handelspraksis.
    Bestemmelsen medfører ikke materielle ændringer i retstilstanden.
    Bestemmelsen er ikke en gennemførsel af EU-regler.
    Bestemmelsen fastslår, at erhvervsdrivende skal udvise god markedsføringsskik under hensyntagen
    til forbrugerne, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser. Bestemmelsen
    skærper endvidere kravene til erhvervsdrivendes handelspraksis rettet mod børn og unge.
    Det foreslås at stk. 1 finder anvendelse på alle forhold, både i forholdet mellem to erhvervsdrivende
    og i forholdet mellem erhvervsdrivende og forbrugere, der ikke tager sigte på at beskytte
    forbrugernes økonomiske interesser. Forhold, der tager sigte på at beskytte forbrugernes
    økonomiske interesser er i stedet som udgangspunkt udelukkende omfattet af bestemmelsen
    om god erhvervsskik i § 4 og de øvrige bestemmelser i kapitel 2.
    Selvom et konkret forhold omhandler forbrugernes økonomiske interesser, kan stk. 1 dog
    også finde selvstændig anvendelse i forholdet mellem erhvervsdrivende og forbrugere, såfremt
    den pågældende handelspraksis samtidig strider mod hensyn vedrørende smag og anstændighed,
    sikkerhed, sundhed eller andre hensyn, der ikke tilsigter at varetage forbrugernes
    økonomiske interesser, eller den pågældende handelspraksis er reguleret af aftaleretten, jf.
    stk. 3.
    Hvis beskyttelseshensynet i b2c vedrører smag og anstændighed, sundheds- og sikkerhedsmæssige
    aspekter, miljøhensyn eller andre hensyn, der ikke tilsigter at varetage forbrugernes
    økonomiske interesser, eller den pågældende handelspraksis er reguleret af aftaleretten, vil
    den pågældende handelspraksis således skulle vurderes ud fra stk. 1, uafhængigt af kapitel 2.
    SIDE 56 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Smag og anstændighed kan f.eks. omfatte markedsføring, som anses for at krænke almene
    samfundsinteresser. Bestemmelsen omfatter endvidere beskyttelse af forbrugerne mod markedsføringstiltag,
    som krænker forbrugerens personlige integritet, privatlivets fred, eller som
    er påtrængende, udnyttende, generende eller på anden måde krænkende. Der kan f.eks. være
    tale om uretmæssig brug af en forbrugers billede eller navn. Forhold vedrørende smag og
    anstændighed kan f.eks. efter omstændighederne omfatte kundehvervning på gaden. Det kan
    endvidere være markedsføring, der strider mod social ansvarlighed, markedsføring der diskriminerer
    eller tilskynder til had på grund af race, køn, religion eller nationalitet og markedsføring
    der spiller på frygt, sygdom, ulykke og overtro eller tilskynder til vold eller anden farlig
    adfærd. Som eksempel kan nævnes Forbrugerombudsmandens retningslinjer om kønsdiskriminerende
    reklame. Bestemmelsen i stk. 1 vil ligeledes fortsat omfatte uetisk markedsføring.
    For så vidt angår sundheds- og sikkerhedsmæssige aspekter kan det f.eks. omfatte alkohol,
    tobak og lægemidler.
    Bestemmelsen finder endvidere anvendelse, hvis forholdet omhandler aftaleretten, herunder
    særligt om kontrakters gyldighed, indgåelse og virkning. Dette omfatter kontrakters gyldighed,
    indgåelse og virkning, samt urimelige aftalevilkår. Det gælder f.eks. urimelige kontraktvilkår,
    hvor den erhvervsdrivende ensidigt forrykker balancen i forholdet mellem den erhvervsdrivende
    og forbrugeren. Som et andet eksempel kan nævnes en inkassovirksomheds
    anvendelse af standardvilkår, der er i strid med reglerne i renteloven, jf. Højesterets dom i
    UfR2013.2941H, eller standardvilkår med bindingsperioder, der er i strid med reglerne i forbrugeraftaleloven.
    En erhvervsdrivendes overtrædelse af den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning vil
    som udgangspunkt være i strid med god markedsføringsskik over for forbrugerne. Forbrugerombudsmanden
    vil derfor med hjemmel i denne bestemmelse kunne gribe ind over for sådanne
    overtrædelser af den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning.
    Bestemmelsen gælder endvidere i forholdet mellem erhvervsdrivende, hvor det primære sigte
    er at beskytte konkurrenters økonomiske interesser, eller forhold som vedrører transaktioner
    mellem erhvervsdrivende. Forhold, som udelukkende skader konkurrenternes økonomiske
    interesser, eller som vedrører transaktioner mellem erhvervsdrivende, kan eksempelvis være
    kommerciel kommunikation til investorer og virksomhedspromoverende litteratur, der ikke
    direkte påvirker forbrugernes transaktionsbeslutninger i forbindelse med produkter.
    EU-Domstolen har dog anlagt en forholdsvis bred fortolkning af, hvornår forbrugernes økonomiske
    interesser er omfattet af sager mellem erhvervsdrivende, jf. sagerne C-304/08 (Zentrale
    zur Bekämpfung unlauteren Wettbewerbs eV mod Plus Warenhandelsgesellschaft mbH)
    og C-540/08 (Mediaprint Zeitungs- und Zeitschriftenverlag GmbH & Co. Kg mod Österreich”-
    Zeitungsverlag GmbH).
    Bestemmelsen finder bl.a. anvendelse på følgende forhold, som vedrører transaktioner mellem
    erhvervsdrivende: Beskyttelse af andre erhvervsdrivende mod illoyal konkurrence, herSIDE
    57 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    under mod efterligning, snyltning eller anden udnyttelse af andres indsats samt krænkelser af
    andre virksomheders rettigheder til navn, design, erhvervshemmeligheder, i det omfang rettighederne
    ikke er beskyttet af anden lovgivning. Stk. 1 benyttes ligeledes til at beskytte virksomheder
    mod nedsættende omtale og renommesnylteri fra deres konkurrenters side.
    Bestemmelsen om god markedsføringsskik giver de retshåndhævende myndigheder en mulighed
    for at foretage en løbende normdannelse og videreudvikling af retstilstanden, så den
    svarer til den gældende samfundsopfattelse af sund og rimelig erhvervsudøvelse.
    Hvorvidt et forhold er i overensstemmelse med god markedsføringsskik skal fortolkes i lyset
    af hensynet til velfungerende markeder, herunder hensynet til forbrugerne, de erhvervsdrivende
    og almene samfundsinteresser, som de udvikles over tid. Hensynene er principielt sideordnede,
    og de retshåndhævende myndigheder skal derfor foretage en konkret afvejning af
    hensynene på baggrund af de konkrete omstændigheder i de enkelte sager, som forelægges til
    afgørelse.
    Det foreslås i stk. 2, at handelspraksis, som er rettet mod børn og unge, eller hvor børn og unge
    er særligt sårbare over for den pågældende handelspraksis, skal være udformet med særlig
    hensyntagen til børn og unges naturlige godtroenhed og manglende erfaring og kritiske sans,
    som bevirker, at de er lettere at påvirke og nemmere at præge.
    Bestemmelsen finder alene anvendelse i tilfælde, som ikke vedrører beskyttelse af forbrugernes
    økonomiske interesser jf. dog stk. 3. Selvom et konkret forhold også omhandler forbrugernes
    økonomiske interesser, finder stk. 2 dog også anvendelse, såfremt den pågældende
    handelspraksis samtidig strider mod hensyn vedrørende smag og anstændighed, sikkerhed,
    sundhed eller andre hensyn, der ikke tilsigter at varetage forbrugernes økonomiske interesser,
    eller den pågældende handelspraksis er reguleret af aftaleretten.
    Baggrunden for bestemmelsen er, at børn og unge ikke har de samme forudsætninger for at
    gennemskue en given handelspraksis, og er lettere at påvirke, da de ikke har samme erfaring
    og kritiske sans som voksne gennemsnitsforbrugere.
    Bestemmelsen omhandler handelspraksis, der er rettet mod børn og unge. En erhvervsdrivendes
    handelspraksis vil f.eks. blive anset for at rette sig mod børn og unge, hvis den erhvervsdrivendes
    hjemmeside i sig selv eller markedsføringen af hjemmesiden eller centrale
    produkter fra hjemmesiden særligt henvender sig til børn og unge.
    Derimod er det som udgangspunkt ikke hensigten, at reklamer, der ikke primært retter sig
    mod børn og unge, skal være omfattet af bestemmelsen. Det gælder uanset, om reklamer optræder
    steder, hvor børn også færdes, f.eks. reklamer på metrostationer, ved busstoppesteder
    og på stadions m.v. Konkrete forhold kan dog medføre, at en erhvervsdrivendes handelspraksis
    anses for at være rettet mod børn og unge, selvom målgruppen ikke primært er børn og
    unge. Det forhold, at en handelspraksis både appellerer til voksne og børn og unge udelukker
    således ikke, at den pågældende handelspraksis kan anses for omfattet af bestemmelsen.
    SIDE 58 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    En reklame, der lægges ud på en fildelingstjeneste, der ikke primært retter sig mod børn og
    unge, vil også kunne anses for rettet mod børn og unge, hvis selve reklamen på grund af indholdet
    eller produktet, der reklameres for, må anses for også at appellere særligt til børn og
    unge. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis det produkt, der reklameres for, er legetøj, slik eller
    lignende, som særligt fanger børns interesse.
    I tilfælde hvor den erhvervsdrivende med rimelighed må formode, at en given handelspraksis
    er egnet til væsentligt at påvirke børn og unge, da de er særligt sårbare over for denne praksis,
    er det ikke en forudsætning, at den pågældende handelspraksis primært er rettet mod børn og
    unge.
    I forhold til blogs og lignende vil også bloggerens alder kunne tillægges betydning. F.eks. vil
    indholdet af en blog som udgangspunkt blive anset for rettet mod børn og unge, hvis bloggeren
    er under 18 år, eller en ikke ubetydelig del af bloggerens følgere m.v. ligeledes er under 18
    år.
    Der er således tale om en konkret helhedsvurdering fra sag til sag, hvor flere forskellige forhold
    kan være af betydning for, om f.eks. markedsføring kan siges at være rettet mod børn og
    unge. I vurderingen kan der bl.a. lægges vægt på markedsføringens udformning, indholdet af
    markedsføringen, hvor markedsføringen optræder, det markedsførte produkt, og om der
    anvendes børn i markedsføringen.
    I praksis ses der forskellige eksempler på, at erhvervsdrivende benytter et aldersfilter til at
    afskære børn og unge fra at få adgang til den pågældende hjemmeside. Sådanne filtre vil indgå
    i den samlede vurdering af, om en hjemmeside retter sig mod børn og unge. Filtre, hvor der
    ikke foretages en eller anden form for kontrol af de afgivne oplysninger, kan imidlertid kun
    tillægges en begrænset betydning. Et aldersfilter, hvor man f.eks. blot skal indtaste sin fødselsdato
    eller svare ”ja” eller ”nej” til, om man er over 18 år, men hvor der ikke sker nogen
    yderligere kontrol af oplysningerne, vil således normalt ikke i sig selv være tilstrækkeligt til at
    antage, at den pågældende hjemmeside ikke retter sig mod børn og unge.
    Det kan tillægges betydning, hvorvidt virksomhederne anvender tekniske foranstaltninger,
    som kan kontrollere alderen på brugerne af det sociale medie, som markedsføringen bliver
    vist for. Hvis brugerne skal oplyse deres alder ved oprettelsen af en profil på det sociale medie,
    og det sociale medie på denne baggrund giver de erhvervsdrivende adgang til at vælge en
    aldersbegrænsning, når de opretter en side, må den erhvervsdrivende som udgangspunkt
    kunne gå ud fra, at brugerne giver korrekt information om deres alder.
    Bestemmelsen er oprindelig baseret på reglerne i ICC-kodeks for reklamepraksis og praksis
    efter den gældende markedsføringslovs § 1.
    Den foreslåede bestemmelse pålægger erhvervsdrivende, der henvender sig til børn og unge,
    at udforme deres handelspraksis på en måde, der tager højde for de særlige beskyttelsesbehov,
    som denne målgruppe har. Det fremgår således af bestemmelsen, at virksomheder, der
    SIDE 59 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    udøver deres handelspraksis i forhold til børn og unge, ikke må udnytte den særlige godtroenhed
    og mangel på erfaring, der karakteriserer denne målgruppe.
    Begrebet ”børn og unge” dækker generelt personer op til 18 år, men den pågældende handelspraksis
    vil skulle bedømmes i forhold til den konkrete aldersgruppe, den henvender sig til.
    Det indebærer, at handelspraksis over for små børn skal vurderes anderledes end handelspraksis
    over for unge på 15-16 år.
    Erhvervsdrivende bør være tilbageholdende med at benytte pågående handelspraksis, som
    f.eks. brug af børn til markedsføring. Det gælder f.eks. i forhold til vennehvervning, der er
    kendetegnet ved, at en erhvervsdrivende opfordrer kunder til blandt venner og bekendte at
    hverve nye kunder mod betaling for indsatsen i form af varer, der oftest karakteriseres som
    ”gaver” eller andet vederlag. Det kan være en urimelig fremgangsmåde, der udnytter børn og
    unges naturlige godtroenhed og let påvirkelighed. Det skyldes den loyalitet, som den, der bliver
    hvervet, kan føle over for sin ven, der udnyttes og det forhold, at det er svært at sige nej til
    en, som man kender.
    Bestemmelsen kan ikke umiddelbart danne grundlag for egentlige forbud eller påbud og foreslås
    som den gældende bestemmelse heller ikke strafbelagt. Bestemmelsen skal i stedet fungere
    som en referenceramme eller agtsomhedsnorm, som virksomhederne skal udforme deres
    handelspraksis efter, og indebærer således en generel skærpelse af de øvrige bestemmelser i
    markedsføringsloven. Bestemmelsen finder som udgangspunkt ikke anvendelse på forhold
    omfattet af kapitel 2. I disse tilfælde finder § 4, stk. 3, anvendelse. Såfremt den pågældende
    handelspraksis samtidig strider mod hensyn vedrørende smag og anstændighed, sikkerhed,
    sundhed eller andre hensyn, der ikke tilsigter at varetage forbrugernes økonomiske interesser,
    eller den pågældende handelspraksis er reguleret af aftaleretten, finder § 3, stk. 2, dog
    også anvendelse, uafhængigt af kapitel 2.
    Det vil f.eks. medføre, at man ved vurderingen af om en given handelspraksis er i strid med
    god markedsføringsskik, skal tage højde for, at børn og unge lettere tager kommercielle udsagn
    for gode varer. Derfor skal beskrivelsen af et produkts størrelse, værdi, art, holdbarhed
    eller præstation være mere præcis og realistisk end ved handelspraksis rettet mod voksne.
    Det vil endvidere medføre, at erhvervsdrivende ikke må benytte referencer til f.eks. sex i forbindelse
    med handelspraksis rettet mod børn, da det vil være i strid med god markedsføringsskik.
    Det vil være en konkret vurdering, hvornår eksempelvis en reklame bevæger sig over grænserne
    for det tilladelige.
    Det foreslås i stk. 3, at hvis den pågældende handelspraksis påvirker forbrugerens økonomiske
    interesser, finder kapitel 2 anvendelse i stedet for stk. 1 og 2. Såfremt den pågældende
    handelspraksis samtidig strider mod hensyn vedrørende smag og anstændighed, sikkerhed,
    sundhed eller andre hensyn, der ikke tilsigter at varetage forbrugernes økonomiske interesSIDE
    60 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    ser, eller den pågældende handelspraksis er reguleret af aftaleretten, finder stk. 1 og 2 dog
    også anvendelse, uafhængigt af kapitel 2.
    Kapitel 2 omfatter de former for handelspraksis, der påvirker forbrugernes økonomiske interesser.
    I de tilfælde hvor beskyttelseshensynet ikke vedrører forbrugernes økonomiske interesser,
    men hvor intentionen er at beskytte andre hensyn, f.eks. vedrørende smag og anstændighed,
    sikkerhed, sundhed eller andre samfundsmæssige hensyn, eller den pågældende handelspraksis
    er reguleret af aftaleretten, finder § 3, stk. 1 og 2, anvendelse, uafhængigt af kapitel 2.
    I de tilfælde, hvor der både sker en påvirkning af forbrugernes økonomiske interesser, således
    at kapitel 2 finder anvendelse, og hvor der samtidig er et beskyttelseshensyn i forhold til f.eks.
    smag og anstændighed, vil stk. 1 og 2 i denne bestemmelse dog også finde anvendelse, uafhængigt
    af kapitel 2.
    Det kunne f.eks. være en handelspraksis, som både indeholder en vildledende prisangivelse,
    og samtidig er udtryk for kønsdiskriminerende reklame.
    SIDE 61 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 4 om god erhvervsskik
    Den foreslåede bestemmelse er en delvis videreførelse den del af den gældende lovs § 1, som
    angår forhold, der tager sigte på at beskytte forbrugernes økonomiske interesser. Der er ikke
    tilsigtet materielle ændringer i retstilstanden.
    Bestemmelsen gennemfører artikel 3, stk. 1, samt artikel 5, stk. 1-3, i direktivet om urimelig
    handelspraksis.
    Bestemmelsen finder anvendelse på erhvervsdrivendes urimelige handelspraksis over for
    forbrugerne, før, under og efter en handelstransaktion i forbindelse med et produkt.
    Det foreslås i stk. 1, at der stilles krav om, at erhvervsdrivende skal udvise god erhvervsskik
    over for forbrugerne. God erhvervsskik er defineret i lovforslagets § 2, nr. 9 og skal forstås
    som standarden for de særlige færdigheder og den omhu, som en erhvervsdrivende med rimelighed
    kan forventes at udvise over for forbrugerne, og som skal stå i et rimeligt forhold til
    hæderlig markedspraksis eller det generelle princip om god tro inden for den erhvervsdrivendes
    virkefelt.
    Ved vurderingen af om der er tale om en handling i strid med god erhvervsskik efter stk. 1,
    skal kravene i den foreslåede stk. 2 endvidere være opfyldt.
    En erhvervsdrivendes overtrædelse af den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning vil
    som udgangspunkt være i strid med god erhvervsskik over for forbrugerne. Forbrugerombudsmanden
    vil derfor med hjemmel i denne bestemmelse kunne gribe ind over for sådanne
    overtrædelser af den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning, forudsat at denne handelspraksis
    er egnet til at forvride forbrugerens økonomiske adfærd.
    Bestemmelsen om god erhvervsskik giver de retshåndhævende myndigheder en mulighed for
    at foretage en løbende normdannelse og videreudvikling af retstilstanden, under hensyntagen
    til EU-Domstolens praksis, så den svarer til den gældende samfundsopfattelse af sund og rimelig
    erhvervsudøvelse.
    En overtrædelse af de foreslåede bestemmelser i §§ 5-7 vil altid udgøre en overtrædelse af
    denne bestemmelse. Dette følger direkte af direktivets artikel 5, stk. 4. Det fremgår endvidere
    af EU-Domstolens i sag C-435/11 (CHS Tour Services GmbH mod Team4 Travel GmbH). Domstolen
    fastslog således, at det i tilfælde, hvor en handelspraksis anses for vildledende efter
    direktivets artikel 6, stk. 1, er det ikke nødvendigt at undersøge, om en sådan praksis ligeledes
    er i strid med kravet om erhvervsmæssig diligenspligt (god erhvervsskik), for at kunne betragtes
    som urimelig og dermed forbudt i henhold til det nævnte direktivs artikel 5, stk. 1.
    Det foreslås i stk. 2, at den pågældende handelspraksis skal være egnet til væsentligt at forvride
    eller kunne forventes at forvride den økonomiske adfærd i forhold til produktet hos gennemsnitsforbrugeren,
    som bliver genstand for den, eller som den rettes mod. Den pågældende
    SIDE 62 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    handelspraksis skal således forventes at kunne foranledige gennemsnitsforbrugeren til at
    træffe en transaktionsbeslutning, som denne ellers ikke ville have truffet.
    Det betyder, at det efter bestemmelsen ikke er et krav, at der rent faktisk sker en forvridning
    af den økonomiske adfærd. Det er derimod tilstrækkeligt, at den pågældende handelspraksis
    ville kunne medføre, at en gennemsnitsforbruger træffer en transaktionsbeslutning, som denne
    ellers ikke ville have truffet.
    En væsentlig forvridning af forbrugerens økonomiske adfærd er defineret i lovforslagets § 2,
    nr. 6, som anvendelse af en handelspraksis, som mærkbart indskrænker forbrugerens evne til
    at træffe en informeret beslutning, hvorved forbrugeren træffer en transaktionsbeslutning,
    som denne ellers ikke ville have truffet.
    I bestemmelsen stilles der for det første et krav om, at den konkrete handelspraksis ”mærkbart
    indskrænker forbrugerens evne til at træffe en informeret beslutning”. Det kræver en
    konkret vurdering af, om den pågældende handelspraksis er egnet til at have en sådan virkning
    på gennemsnitsforbrugeren. Det, der skal vurderes, er sandsynligheden af den virkning,
    den pågældende praksis vil kunne have for gennemsnitsforbrugerens transaktionsbeslutning.
    F.eks. vil udsagnet ”Køb en telefon til 4.000 kr. og få 10 timers gratis taletid med i købet” forventes
    at kunne påvirke forbrugerens transaktionsbeslutning.
    Det er ikke afgørende, at forbrugeren rent faktisk har truffet en transaktionsbeslutning, som
    vedkommende ellers ikke ville have truffet. Det er heller ikke et krav, at den pågældende handelspraksis
    har karakter af en gentagelse eller vedrører mere end én forbruger jf. EUDomstolens
    afgørelse i sag C-388/13 (Hatóság mod UPC Magyarország).
    Den omstændighed, at der ikke er noget bevis for, at et reklamebudskab rent faktisk har fået
    forbrugere til at klikke videre og eventuelt afgive en ordre på internettet, er derfor ikke til
    hinder for, at betingelsen i bestemmelsen kan anses for at være opfyldt. Det er således tilstrækkeligt,
    at en sådan virkning er sandsynlig.
    Begrebet transaktionsbeslutning er defineret i lovforlagets § 2, nr. 5, som ”en beslutning, der
    træffes af en forbruger, om hvorvidt, hvordan og på hvilke betingelser forbrugeren vil købe,
    foretage fuld eller delvis betaling for, beholde eller afhænde et produkt eller udøve en aftalemæssig
    rettighed i forbindelse med produktet, uanset om forbrugeren beslutter at foretage en
    transaktion eller at undlade dette”. Se nærmere herom i bemærkningerne til bestemmelsen.
    Gennemsnitsforbrugeren er en, under hensyntagen til sociale, kulturelle og sproglige forhold,
    almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger. Ved vurderingen
    af gennemsnitsforbrugerens viden skal der tages hensyn til alle relevante faktorer, bl.a.
    den økonomiske kontekst og forholdene på det pågældende marked og under hvilke omstændigheder
    produkterne sælges. Der skal endvidere tages hensyn til betydningen af produkternes
    egenskaber, hvilke oplysninger, der gives forbrugerne, hvor klare disse oplysninger er og
    hvordan den pågældende handelspraksis præsenteres.
    SIDE 63 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Hensynet til sociale, kulturelle og sproglige forhold betyder, at vurderingen af en handelspraksis
    kan variere fra medlemsland til medlemsland. En erhvervsdrivende vil derfor eventuelt
    skulle give yderligere oplysninger i nogle medlemslande, men ikke i andre, da forbrugerne i de
    pågældende medlemslande ellers f.eks. kan blive vildledt. Det bør imidlertid indgå i vurderingen
    af den pågældende handelspraksis, om den almindeligvis anvendes i andre lande.
    EU-Domstolen har i dommen C-210/96 (Gut Springenheide og Tusky mod Oberkreisdirektor
    des Kreises Steinfurt), udtalt, at ved vurderingen af, om en betegnelse, et varemærke eller en
    oplysning i en reklame er egnet til at vildlede forbrugeren, skal den formodede forventning
    hos en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger tages
    i betragtning.
    I dommen C-470/93 (Verein gegen unwesen in handel und Gewerbe Koeln E.V. mod Mars
    GMBH), fandt EU-Domstolen, at en almindeligt oplyst forbruger må forventes at være klar
    over, at der ikke nødvendigvis er en sammenhæng mellem størrelsen af tilbudsmærkning på
    en emballage og forøgelsen af produktets volumen. Sagen vedrørte isbarer, hvor der på emballagen
    stod ”+ 10 procent”. Oplysningen ”+ 10 procent” dækkede dog mere end 10 procent af
    emballagens samlede overflade. EU-Domstolen har endvidere i dommen C-99/01 (Linhart and
    Biffl), udtalt, at gennemsnitsforbrugeren heller ikke vil forvente, at produkter mærket "dermatologisk
    testet" er i besiddelse af helbredende virkninger.
    Formålet med begrebet er at skabe den rette balance mellem nødvendigheden af at beskytte
    forbrugerne og hensynet til den frie handel på et åbent, konkurrencepræget marked.
    Gennemsnitsforbrugeren er hverken et statisk eller statistisk begreb. De nationale domstole
    og myndigheder skal, under hensyntagen til EU-Domstolens praksis, selv foretage en konkret
    vurdering med henblik på at bestemme gennemsnitsforbrugerens typiske reaktion i et givent
    tilfælde. Da gennemsnitsforbrugerbegrebet ikke er et statistisk begreb, er det ikke nødvendigt
    at inddrage ekspertudtalelser eller forbrugerundersøgelser i vurderingen. EU-Domstolen har
    således i dommen C-210/96 (Gut Springenheide og Tusky mod Oberkreisdirektor des Kreises
    Steinfurt), udtalt, at det ikke er nødvendigt at indhente en sagkyndig undersøgelse eller en
    meningsmåling.
    Det følger endvidere af bestemmelsen, at hvis den pågældende handelspraksis rettes mod en
    særlig gruppe af forbrugere, skal vurderingen tage udgangspunkt i et gennemsnitligt medlem
    af denne gruppe. Hvis en handelspraksis er rettet mod børn, vil der ved vurderingen skulle
    tages udgangspunkt i et gennemsnitligt barn og ikke en gennemsnitsforbrugeren i al almindelighed.
    For at fastslå, hvornår den foreslåede bestemmelse finder anvendelse, er der behov for at
    vurdere, hvornår en given handelspraksis er rettet mod en specifik gruppe, f.eks. børn og
    unge. Der henvises til bemærkningerne under § 3, stk. 2, i relation til, hvornår en handelspraksis
    kan anses for at være rettet mod børn og unge.
    SIDE 64 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det foreslås i stk. 3, at hvis en handelspraksis må antages kun at føre til en væsentlig forvridning
    af den økonomiske adfærd hos en klart identificerbar forbrugergruppe, der er særligt
    sårbar over for denne praksis eller produktet på en måde, som den erhvervsdrivende med
    rimelighed kan forventes at forudse, skal den pågældende praksis vurderes med udgangspunkt
    i et gennemsnitsmedlem af denne gruppe.
    Som eksempler på sårbare grupper kan nævnes, forbrugere som på grund af deres mentale
    eller fysiske handicap, alder eller godtroenhed kan være mere sårbare over for en given handelspraksis
    end gennemsnitsforbrugeren i al almindelighed. Der er alene tale om eksempler,
    og bestemmelsen dækker en bred vifte af situationer.
    F.eks. kan teenagere være en særligt sårbar gruppe. Det gælder f.eks. over for markedsføring
    af produkter med særlig appel til teenagere, som udnytter, at de ikke er modne nok til at gennemskue
    den. En reklame for en applikation (app) til mobiler, hvor man binder sig til et loyalitetsprogram,
    som giver indtryk af, at man ved at benytte app’en vil få en masse nye venner, må
    f.eks. antages at blive opfattet mere bogstaveligt af teenagere, end af voksne.
    Særligt godtroende forbrugere er også omfattet. Formålet er at beskytte de forbrugere, der på
    grund af særlige omstændigheder har lettere ved at tro på visse påstande end andre, f.eks. en
    erhvervsdrivendes udsagn om, at denne alene sælger vindende lotterinumre.
    Når vurderingen af en handelspraksis skal foretages i forhold til en særlig sårbar forbrugergruppe,
    skal den erhvervsdrivendes handelspraksis kunne forventes at forvride den pågældende
    sårbare forbrugergruppes økonomiske adfærd på en måde, som den erhvervsdrivende
    med rimelighed kan forventes at forudse.
    Dette kriterium indebærer et element af proportionalitet i vurderingen af, hvilken indvirkning
    en handelspraksis kan have på sårbare forbrugere, og på den agtsomhed, som en erhvervsdrivende
    må forventes at udøve. Formålet med bestemmelsen er, at den erhvervsdrivende kun
    skal holdes ansvarlig, hvis den negative indvirkning på en sårbar forbrugergruppe er eller
    burde være forudselig for den erhvervsdrivende.
    Det betyder, at det ikke kræves, at erhvervsdrivende gør mere, end hvad rimeligt er, både med
    hensyn til at forudse, om den pågældende handelspraksis kan forvride den økonomiske adfærd
    hos nogen klart identificerbar sårbar forbrugergruppe, og til at tage skridt til at mindske
    denne forvridning.
    Sigtet med bestemmelsen er ikke at forbyde den almindelige og legale reklamepraksis, der
    består i at fremsætte overdrevne udtalelser eller udtalelser, som ikke er beregnet til at blive
    opfattet bogstaveligt. Det gælder f.eks. almindelige anprisninger som ”byens flotteste kager”.
    Der kan være forbrugere, der er så naive eller uvidende, at de bliver vildledt af eller på anden
    vis reagerer irrationelt på selv den mest hæderlige handelspraksis. Der kan f.eks. være forbrugere,
    der tror, at ”russisk salat" altid er produceret i Rusland De erhvervsdrivende skal således
    SIDE 65 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    ikke holdes ansvarlige for enhver tænkelig fortolkning af eller reaktion på deres handelspraksis,
    som enkelte forbrugere måtte anlægge.
    Bestemmelsen finder bl.a. anvendelse på markedsføring, der rettes mod et bredt udsnit af
    forbrugere, men som reelt har til formål at udnytte bestemte svage forbrugere. Det kan f.eks.
    være tilfældet, hvor der sendes breve ud til et stort antal forbrugere med falske oplysninger
    om f.eks. en stor pengepræmie, og hvor forbrugerne på den måde narres til at udlevere personlige
    oplysninger eller penge.
    SIDE 66 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 5 om vildledende handlinger
    Den foreslåede bestemmelse er en delvis videreførelse af den del af den gældende lovs § 3, der
    vedrører vildledende handlinger, der skader forbrugernes økonomiske interesser.
    Bestemmelsen gennemfører artikel 5, stk. 1 og 3-4, samt artikel 6 i direktivet om urimelig
    handelspraksis.
    Bestemmelsen medfører ikke materielle ændringer i retstilstanden.
    Bestemmelsen finder anvendelse på erhvervsdrivendes handelspraksis over for forbrugerne,
    før, under og efter en handelstransaktion i forbindelse med et produkt.
    Bestemmelsen fastslår, at en erhvervsdrivende ikke må foretage vildledende handlinger, og
    fastlægger de nærmere omstændigheder og elementer, der indgår i vurderingen af, om en
    konkret handelspraksis er vildledende. En overtrædelse af denne bestemmelse vil samtidig
    kunne være en overtrædelse af bl.a. bestemmelsen om vildledende udeladelser, jf. § 6.
    Det foreslås i stk. 1, at der er tale om en vildledende handling, hvis en erhvervsdrivendes handelspraksis
    indeholder urigtige oplysninger, eller f.eks. i kraft af sin fremstillingsform vildleder
    eller kan forventes at vildlede, uanset om oplysningerne i øvrigt er faktuelt korrekte.
    En handelspraksis kan f.eks. vildlede eller forventes at vildlede, hvis en erhvervsdrivende
    fremstiller faktuelt korrekte oplysninger på en vildledende måde. Et eksempel på en vildledende
    fremstilling af faktuelt korrekte oplysninger er en annonce, som umiddelbart giver
    forbrugere indtryk af, at der er særlige fordele knyttet til produktet, men hvor en gennemlæsning
    af annoncen viser, at det ikke er tilfældet. Et andet eksempel er, at en erhvervsdrivende
    fremhæver en myndighedsgodkendelse, som noget særligt ved den erhvervsdrivende, når det
    er et alment krav, at man som erhvervsdrivende skal have en sådan myndighedsgodkendelse.
    Det følger af 2. pkt., at § 4, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse på 1. pkt. For at der er tale
    om en vildledende handling efter 1. pkt., skal den pågældende handelspraksis derfor væsentligt
    forvride eller forventes væsentligt at kunne forvride den økonomiske adfærd i forhold til
    produktet hos gennemsnitsforbrugeren, jf. § 2, nr. 6.
    Der henvises til bemærkningerne til forslagets § 4, stk. 2 og 3.
    Det foreslås i stk. 2, at det specificeres, hvilke elementer, der skal tages i betragtning ved vurderingen
    af, om en handelspraksis er vildledende efter stk. 1. Listen med forhold er ikke udtømmende.
    Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at en erhvervsdrivende ikke må give urigtige oplysninger om produktets
    art eller eksistens. Det kan f.eks. være markedsføring, som fejlagtigt oplyser, at en
    erhvervsdrivende har en bestemt vare til salg, uden at det er tilfældet. Et andet eksempel er,
    hvor der gives indtryk af, at forbrugeren tegner et tidsbegrænset prøveabonnement, selvom
    der reelt er tale om et løbende abonnement. Dette vil endvidere kunne være omfattet af den
    SIDE 67 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    foreslåede stk. 2, nr. 2. Den erhvervsdrivende må heller ikke fremstille oplysninger om produktets
    art eller eksistens på en måde, der vildleder eller kan forventes at vildlede.
    Det foreslås i nr. 2, at en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må indeholde urigtige oplysninger
    om produktets væsentligste egenskaber, eller fremstille oplysninger om produktets
    væsentligste egenskaber på en måde, der vildleder eller kan forventes at vildlede. Ved produktets
    væsentligste egenskaber forstås bl.a. det omfang, produktet er tilgængeligt i. EUDomstolen
    har i sag C-435/11 (CHS Tour Services GmbH mod Team4 Travel GmbH) fastslået,
    at det f.eks. kan dreje sig om oplysninger om en eksklusiv ret til en tjenesteydelse. Et andet
    eksempel kan være oplysninger vedrørende det tidsmæssige omfang af en tjenesteydelse.
    Produktets væsentligste egenskaber omfatter også produktets fordele og risici forbundet med
    brug af produktet. Det omfatter også produktets udførelse, sammensætning og tilbehør. Herudover
    dækker begrebet eftersalgsservice og klagebehandling. Det dækker også måden og
    tidspunkt for fremstilling eller ydelse samt levering. Begrebet dækker også oplysninger om
    produktets egnethed til formålet, anvendelse, mængde, specifikationer, geografiske eller handelsmæssige
    oprindelse. Det omfatter ligeledes de resultater, som kan forventes opnået ved
    brugen eller resultaterne af og de vigtigste karakteristika ved afprøvning eller kontrol af produktet.
    Miljøanprisninger, herunder tekst, logoer, billeder og symboler, er også omfattet af nr. 1 og 2.
    Det betyder, at oplysninger om miljøanprisninger ikke må være usandfærdige, ligesom fremstillingen
    af miljøanprisninger ikke må være vildledende. Sammenholdt med den foreslåede §
    12, betyder det, at enhver miljøanprisning skal fremføres på grundlag af dokumentation, som
    de kompetente myndigheder kan verificere. Som eksempel kan nævnes en vaskemaskinefabrikant,
    der hævder, at hans nye model reducerer vandforbruget med 75 procent, og hvor
    vaskemaskinen ganske vist reducerer vandforbruget med 75 procent under laboratorieforhold,
    men i et gennemsnitshjem kun vil reducere vandforbruget med 25 procent.
    Det foreslås i nr. 3, at en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må indeholde urigtige oplysninger
    om, eller fremstille oplysninger om omfanget af den erhvervsdrivendes forpligtelser,
    begrundelsen for den pågældende handelspraksis og salgsprocessens karakter på en måde,
    der vildleder eller kan forventes at vildlede. Som et eksempel på begrundelsen for den pågældende
    handelspraksis kan nævnes, at en erhvervsdrivende giver indtryk af, at denne handler
    på vegne af eller efter instruks fra en offentlig myndighed, eller at baggrunden for den pågældende
    handelspraksis er en offentligretlig forpligtelse, den erhvervsdrivende er underlagt.
    Det foreslås i nr. 4, at en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må indeholde urigtige oplysninger
    om, eller fremstille oplysninger om erklæringer eller symboler, som direkte eller indirekte
    indikerer støtte eller godkendelse af den erhvervsdrivendes produkter eller af den erhvervsdrivende
    selv på en måde, der vildleder eller kan forventes at vildlede. Der kan f.eks.
    være tale om vildledende brug af mærker. Enten i tilfælde, hvor den erhvervsdrivende benytter
    et mærke fra en mærkningsordning uden at være tilsluttet mærkningsordningen, eller
    hvor en erhvervsdrivende laver sit eget mærke, der er udformet på en sådan måde, at det
    umiddelbart giver forbrugere det indtryk, at der er tale om et uafhængigt mærke. Der kan også
    SIDE 68 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    være tale om, at en erhvervsdrivende udformer sit mærke på en sådan måde, at det let vil
    kunne forveksles med et anerkendt mærke.
    Det foreslås i nr. 5, at en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må indeholde urigtige prisoplysninger
    eller fremstille prisoplysninger på en måde, der vildleder eller kan forventes at vildlede.
    Bestemmelsen omfatter både prisen og den måde, prisen beregnes på. Et eksempel på en
    vildledende fremstilling af prisen og den måde, prisen beregnes på, er, hvor prisen på et produkt
    er delt op i flere delelementer, og hvor der i markedsføringen af produktet alene fokuseres
    på et enkelt – men ikke alle – delelementer af produktets pris, mens de øvrige delelementer
    af prisen alene præsenteres på en uklar måde, hvorved forbrugeren kan få et forkert indtryk
    af produktets pris.
    Bestemmelsen omfatter også særlige prismæssige fordele. Herunder falder oplysninger om
    førpriser, rabatter, tilbud, vejledende udsalgspriser m.v. Det er en forudsætning for anvendelse
    af sådanne oplysninger, at det pågældende produkt har været solgt eller udbudt til salg hos
    den erhvervsdrivende til førprisen eller til den pris, rabatten eller tilbuddet tager udgangspunkt
    i, i en vis periode umiddelbart forud for annonceringstidspunktet.
    Det foreslås i nr. 6, at en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må indeholde urigtige oplysninger
    om behovet for eftersyn, reservedele, udskiftning eller reparation, eller fremstille oplysninger
    herom på en måde, der vildleder eller kan forventes at vildlede.
    Det foreslås i nr. 7, at en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må indeholde urigtige oplysninger
    om, eller fremstille oplysninger om den erhvervsdrivendes, eller den erhvervsdrivendes
    agents, identitet, formue, kvalifikationer eller status på en måde, der vildleder eller kan
    forventes at vildlede. Bestemmelsen omfatter også tilfælde, hvor den erhvervsdrivende, eller
    dennes agent, giver indtryk af at have særlige godkendelser, tilhørsforhold eller tilknytning til
    myndigheder, offentlige institutioner, foreninger eller organisationer, som vil give den erhvervsdrivende
    større troværdighed eller status i forbrugernes øjne. Det kan f.eks. være, hvis
    den erhvervsdrivende markedsfører sig med, at den erhvervsdrivende samarbejder med eller
    er godkendt af et teknologisk institut, eller at den erhvervsdrivendes produkter er udviklet i
    samarbejde med en patientforening, uden at dette dog er tilfældet. Bestemmelsen omfatter
    endvidere tilfælde, hvor den erhvervsdrivende vildleder ved at oplyse, at vedkommende er i
    besiddelse af særlige rettigheder, herunder immaterielle rettigheder, eller har modtaget prisbelønninger
    og udmærkelser, uden at dette er tilfældet. Det kan f.eks. være, hvor en erhvervsdrivende
    annoncerer med at være tilknyttet en garantiordning, som forpligter den erhvervsdrivende
    til at efterleve en klagenævnsafgørelse, selvom det ikke er tilfældet.
    Det foreslås i nr. 8, at en erhvervsdrivendes handelspraksis heller ikke må indeholde urigtige
    oplysninger om, eller – uanset om oplysningerne i øvrigt er faktuelt korrekte – vildlede om
    forbrugerens civilretlige rettigheder, herunder rettigheder efter købeloven og forbrugeraftaleloven.
    Det kan eksempelvis omhandle forbrugerens ret til omlevering eller tilbagebetaling. Det
    kan endvidere være en vildledende handling, hvis en erhvervsdrivende markedsfører sig med
    en garanti, som ikke stiller forbrugeren væsentligt bedre, end hvad der følger af lovgivningen.
    SIDE 69 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det foreslås i nr. 9, at en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må indeholde urigtige oplysninger
    om, eller fremstille oplysninger om den erhvervsdrivendes overholdelse af adfærdskodeks,
    som den erhvervsdrivende oplyser at være bundet af, på en måde, der vildleder eller kan
    forventes at vildlede.
    Det betyder, at den erhvervsdrivende ikke må undlade at overholde et adfærdskodeks, som
    den erhvervsdrivende har forpligtet sig til at overholde, såfremt den erhvervsdrivende i sin
    handelspraksis har oplyst at være bundet af et sådant kodeks. Det gælder dog alene i de tilfælde,
    hvor der er tale om et fast tilsagn, som kan verificeres.
    Det fremgår endvidere af nr. 1 i bilaget til loven, at det altid vil anses som en vildledende handelspraksis,
    hvis den erhvervsdrivende oplyser at have underskrevet en adfærdskodeks, selvom
    det ikke er tilfældet.
    Det foreslås i nr. 10, at den erhvervsdrivende ikke må anvende markedsføring, herunder
    sammenlignende reklame, vedrørende et produkt, der medfører forveksling med konkurrenters
    produkter, varemærke eller forretningskendetegn.
    Det kan f.eks. være en efterligning af et andet produkts emballage. Den efterlignede emballage
    kan f.eks. give forbrugere indtryk af, at forskellen mellem produkterne kun ligger i prisen - og
    ikke i kombination af pris og kvalitet. Som eksempel kan nævnes en brillefabrikant, der vælger
    et navn eller et mærke for sine nye solbriller, som ligger meget tæt op ad en konkurrerende
    brilleproducents navn eller mærke. Hvis det kan vildlede gennemsnitsforbrugeren og få gennemsnitsforbrugeren
    til med større sandsynlighed at købe de pågældende solbriller, hvilket
    denne ellers ikke ville have gjort, er der tale om en handelspraksis i strid med bestemmelsen.
    Det bemærkes, at nr. 2, 4 og 13 i bilag 1 til loven forbyder en række former for handelspraksis
    angående varemærker m.v. Bilaget indeholder en liste over forskellige konkrete markedsføringsmetoder,
    som under alle omstændigheder skal betragtes som urimelige, og som derfor
    forbydes. I alle andre tilfælde end dem, der er oplistet i bilag 1, skal der foretages en konkret
    vurdering af, om betingelserne i denne bestemmelse er opfyldt.
    Vildledningen kan også bestå i, at man benytter sammenlignende reklame, hvor sammenligningen
    ikke er relevant og korrekt, f.eks. fordi man sammenligner ikke-sammenlignelige produkter.
    SIDE 70 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 6 om vildledende udeladelser
    Den foreslåede bestemmelses stk. 1 og 5-6 er en delvis videreførelse af den del af den gældende
    lovs § 3, der vedrører vildledende udeladelser, der skader forbrugernes økonomiske interesser.
    Den foreslåede bestemmelses stk. 2-3 viderefører den gældende markedsføringslovs § 12 a
    om købsopfordringer, mens stk. 4 viderefører den gældende markedsføringslovs § 4 om skjult
    reklame.
    Den gældende markedsføringslovs § 4 indeholder et forbud mod skjult reklame. Den gældende
    bestemmelse omfatter efter sin ordlyd kun ”reklame”. Reklamebegrebet i § 4 har imidlertid
    været fortolket i overensstemmelse med begrebet ”handelspraksis”.
    Bestemmelsen medfører på dette punkt ikke materielle ændringer i retstilstanden.
    Bestemmelsen gennemfører artikel 5, stk. 1 og 3-4, samt artikel 7 i direktivet om urimelig
    handelspraksis vedrørende vildledende udeladelser.
    Bestemmelsen finder anvendelse på erhvervsdrivendes handelspraksis over for forbrugerne,
    før, under og efter en handelstransaktion i forbindelse med et produkt.
    Det følger af forarbejderne til den gældende § 4, at reklame, der består i, at personer eksponerer
    et bestemt produkt, forudsætter, at der foreligger en aftale mellem den erhvervsdrivende,
    hvis produkt der reklameres for, og den person, som står for eksponeringen. Såfremt der ikke
    foreligger en sådan aftale, skal der foretages en konkret vurdering af, om der foreligger en
    kommerciel hensigt.
    Bestemmelsens stk. 4 ophæver det hidtil gældende krav om, at der skal foreligge en aftale
    mellem f.eks. en erhvervsdrivende og en blogger, før der kan være tale om kommerciel hensigt.
    Denne ændring vil medføre ændringer i retstilstanden.
    Derudover medfører bestemmelsen ikke materielle ændringer i retstilstanden.
    Det foreslås i stk. 1, at en handelspraksis er vildledende, hvis en erhvervsdrivende udelader
    eller skjuler væsentlige oplysninger, eller i øvrigt præsenterer væsentlige oplysninger på en
    uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde. Den erhvervsdrivende skal således
    give alle væsentlige oplysninger på en klar, forståelig, utvetydig og i sammenhængen hensigtsmæssig
    måde.
    Bestemmelsen skal sikre gennemsigtighed. Forbrugeren skal således have mulighed for på et
    reelt og veloplyst grundlag og forud for en eventuel transaktionsbeslutning at bedømme det
    markedsførte produkt og de fordele, betingelser eller begrænsninger m.v., der måtte være
    SIDE 71 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    knyttet til den pågældende handelspraksis. Hvis gennemsigtighedskravet i den konkrete situation
    og ud fra en helhedsvurdering ikke er opfyldt, vil dette kunne påvirke forbrugerens økonomiske
    transaktionsbeslutning, jf. 4, stk. 2.
    En overtrædelse af bestemmelsen vil samtidig kunne udgøre en overtrædelse af bl.a. den foreslåede
    bestemmelse om vildledende handlinger, jf. § 5.
    Bestemmelsen medfører en forpligtelse for de erhvervsdrivende til at give alle væsentlige
    oplysninger, dvs. de oplysninger, som gennemsnitsforbrugeren har brug for for at kunne træffe
    en informeret transaktionsbeslutning.
    Det vil bero på en konkret vurdering, hvilke oplysninger, der må anses for væsentlige, og som
    den erhvervsdrivende derfor er forpligtet til at give. For så vidt angår købsopfordringer, opregner
    stk. 2 dog en række konkrete oplysninger, der betragtes som væsentlige.
    Endvidere betragtes oplysningskrav, som følger af gældende EU-ret vedrørende kommerciel
    kommunikation, herunder reklame eller markedsføring, under alle omstændigheder som
    væsentlige. Bilag II til direktivet om urimelig handelspraksis indeholder en ikke-udtømmende
    liste over oplysningskrav, der altid anses for væsentlige. Det drejer sig f.eks. om artikel 5 og 6
    e-handelsdirektivet, der er implementeret i lov nr. 227 af 22. april 2002 om tjenester i informationssamfundet,
    herunder visse aspekter af elektronisk handel, § 7 om generel oplysningspligt,
    § 8 om prisinformation og § 9 om identifikation af kommerciel kommunikation. Som et
    andet eksempel på et oplysningskrav, der dog ikke er anført på ovennævnte ikkeudtømmende
    liste, kan nævnes artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
    1008/2008 af 24. september 2008 om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet.
    Såfremt der f.eks. er knyttet betingelser til et tilbud, vil dette som udgangspunkt være en væsentlig
    oplysning.
    Betingelserne er f.eks. de krav, forbehold eller begrænsninger, der er knyttet til et markedsført
    tilbud. Det kan f.eks. være tidsmæssige, geografiske eller aldersmæssige begrænsninger i tilbuddet.
    Der kan også være tale om, at forbrugeren skal købe noget, selv skal betale visse omkostninger
    eller skal afholde yderligere udgifter for at kunne benytte sig af tilbuddet, f.eks.
    leveringsomkostninger og porto eller andre omkostninger ved udnyttelse af tilbuddet, eller
    andre betingelser, som man skal opfylde for at få del i tilbuddet. Det kan f.eks. også være krav
    om, at forbrugeren, for at få andel i et tilbud, skal købe for et bestemt minimumsbeløb.
    Det vil f.eks. også være en væsentlig oplysning, hvis et markedsført produkt kun findes i en
    begrænset mængde, eller der er andre kvantitative begrænsninger. Dette er bl.a. relevant i
    forhold til såkaldte slagtilbud.
    Det vil også være en væsentlig oplysning, hvis der er begrænsninger i et markedsført besparelsesudsagn,
    f.eks. at besparelsen kun gælder en begrænset produktgruppe eller lignende.
    SIDE 72 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    De væsentlige oplysninger kan også knytte sig til selve produktet, herunder dettes art, omfang,
    karakter m.v. samt produktets pris eller den måde, hvorpå prisen beregnes. Det vil f.eks. kunne
    være en vildledende udeladelse, hvis ikke alle delelementer af prisen på et produkt er oplyst
    klart og utvetydigt. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis prisen på et produkt er delt op i
    flere delelementer, og der i markedsføringen af produktet alene fokuseres på et enkelt – men
    ikke alle – delelementer af produktets pris, mens de øvrige delelementer af prisen alene præsenteres
    på en uklar eller mindre fremtrædende måde, hvorved forbrugeren kan få et forkert
    indtryk af produktets samlede pris. Der henvises endvidere til bemærkningerne til denne
    bestemmelses stk. 2, nr. 6, vedrørende prisen ved købsopfordringer og § 5, stk. 2, nr. 5, om
    vildledende handlinger.
    Bestemmelsen er også relevant i forhold til den erhvervsdrivendes anvendelse af salgsfremmende
    foranstaltninger. En salgsfremmende foranstaltning er en handelspraksis, hvor afsætningen
    af et produkt søges fremmet ved tiltag, der gør den erhvervsdrivendes produkter mere
    tillokkende eller attraktive for forbrugerne, end de ville have været uden sådanne tiltag. Som
    eksempler på denne type handelspraksis kan nævnes tilgift, gratis reklamegaver, såsom f.eks.
    vareprøver, kvantumsrabatter og loyalitets- eller kundebindingsprogrammer, herunder rabatog
    bonussystemer. Derudover kan nævnes rabatkuponer samt præmiekonkurrencer og lodtrækninger.
    Ved sådanne salgsfremmende foranstaltninger vil de betingelser m.v., der er knyttet til tilbuddet,
    typisk være væsentlige for forbrugerens bedømmelse af tilbuddet.
    Hvilke oplysninger om tilbudsbetingelserne, der må anses for væsentlige ved den enkelte type
    salgsfremmende foranstaltning, er dels afhængig af den konkrete situation, dels den enkelte
    foranstaltnings karakter. Generelt gælder dog, at alle relevante oplysninger skal gives. Omvendt
    må oplysning om forhold, der må forventes at være uden betydning for forbrugerens
    opfattelse og bedømmelse af et tilbud, som udgangspunkt betragtes som uvæsentlige.
    Består den salgsfremmende foranstaltning i en tillægsydelse, der skal udleveres eller udføres
    af en anden erhvervsdrivende eller på en anden adresse end den, hvor handlen indgås, vil
    dette i almindelighed være en væsentlig oplysning, som derfor ikke må udelades.
    Generelt gælder det, at der skal oplyses om yderligere omkostninger, der skal betales for at
    opnå den salgsfremmende foranstaltning, og det gælder, uanset hvem forbrugeren skal udrede
    omkostningerne til.
    Hvis den salgsfremmende foranstaltning f.eks. består i en tillægsydelse i form af tilgift, vil
    værdien af tillægsydelsen – det vil sige det, man får ”oven i” købet af produktet – typisk være
    en væsentlig oplysning.
    Ved brug af salgsfremmende foranstaltninger, som konkurrencer, vil det ofte være af væsentlig
    betydning at kende de nærmere konkurrencebetingelser og vilkår, præmiens værdi, eventuelle
    geografiske begrænsninger, herunder antallet af præmier og udvælgelsesproceduren i
    SIDE 73 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    forbindelse med tildelingen af præmien, hvornår vinderen trækkes, hvor og hvornår dette
    bliver offentliggjort samt betingelser for levering, afhentning og forældelse af gevinster.
    Vedrørende konkurrencer fremgår det desuden af bilag 1 til loven, jf. bilagets nr. 31, at det er
    urimelig handelspraksis, hvis ”der skabes det fejlagtige indtryk, at forbrugeren allerede har
    vundet, vil vinde eller ved udførelse af en bestemt handling vil vinde en præmie eller et andet
    tilsvarende gode, selvom faktum er, at der enten ikke findes nogen præmie eller et andet tilsvarende
    gode, eller at den handling, som skal udføres for at indløse præmien eller et andet
    tilsvarende gode, indebærer, at forbrugeren skal betale et pengebeløb eller på anden måde
    pådrage sig udgifter”.
    Vedrører den salgsfremmende foranstaltning brug af rabatkuponer, vil forbrugeren oftest
    have brug for oplysninger om, hvem der er rabatudsteder. Rabatudstederen kan både være en
    leverandør og en forhandler af et produkt eller en ydelse. Det er ligeledes relevant at oplyse,
    hvilke betingelser og begrænsninger, der er knyttet til rabatten, og hvorledes rabatten opnås
    og indløses. Det vil derfor f.eks. være relevant at oplyse rabattens gyldighedsperiode, for hvilke
    produkter rabatten gælder, og at rabatten ikke gælder i kombination med andre tilbud,
    såfremt dette er tilfældet. Det vil typisk også være relevant at oplyse, om forbrugeren ud over
    at købe varen skal afholde øvrige omkostninger for at få rabatten, f.eks. rabat på børnebilletter
    til underholdning, hvor en voksen ledsager er påkrævet, og om der gælder særlige begrænsninger
    for at opnå rabatten, f.eks. at rabatten kun gælder medlemmer af foreninger eller lignende.
    Det bør også fremgå, hvor rabatten kan indløses. Såfremt det fremgår af kuponen, at
    den kun kan indløses hos udvalgte forhandlere, vil forhandlere, der ikke er udvalgte, ikke være
    forpligtede til at indløse kuponen. Det vil derudover være relevant at oplyse, hvorledes rabatten
    beregnes. Der henvises herved også til de udtrykkelige krav i lovforslagets § 6, stk. 2, om
    korrekte og loyale oplysninger om ”prisen eller den måde, hvorpå prisen beregnes, eller en
    særlig prismæssig fordel”. Forbrugeren skal umiddelbart og uden vanskeligheder kunne sætte
    sig ind i betingelserne inden købet af det produkt, som den salgsfremmende foranstaltning er
    knyttet til, og betingelserne skal derfor være let tilgængelige. Tilgængelighedskravet betyder
    herefter som udgangspunkt samtidigt og i samme medie, hvor markedsføringen finder sted.
    Det vil dog altid bero på en konkret vurdering afhængig af mediet, jf. § 6, stk. 5. Ved anvendelsen
    af rabatkuponer vil det som udgangspunkt være relevant at angive betingelserne på selve
    kuponen eller mærket.
    Ved brugen af rabatkuponer er det ligeledes en forudsætning, at de ikke konkret markedsføres
    og udformes på den måde, der er i strid med god skik eller forbuddet mod vildledende handlinger.
    Der kan således være knyttet så mange forbehold og begrænsninger til brug af en rabatkupon
    – herunder så få eller uigennemskuelige indløsningsmuligheder, f.eks. fordi rabatudstederen
    ikke har sikret sig en relevant indløsningsaftale – at ordningen i praksis er svær at anvende for
    forbrugeren. Hvis det f.eks. fremgår af en rabatkupon, at der ydes rabat på kosttilskud, og det
    pågældende kosttilskud forhandles af få men ikke nærmere angivne apoteker, supermarkeder
    og enkelte selvstændige købmandsforretninger, og en indløsningsaftale kun er indgået med de
    SIDE 74 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    færrest af dem, vil rabatten i praksis være meget vanskelig at opnå. En sådan rabatordning vil
    i givet fald kunne være i strid med god skik. Disse forhold vil i særlig grad gøre sig gældende
    ved leverandørudstedte kuponer.
    Oplysninger om besparelser og andre prismæssige fordele ved brug af rabatkuponer skal
    desuden være retvisende og reelle.
    Består den salgsfremmende foranstaltning i tildeling af bonuspoint som led i en bonusordning,
    vil det som udgangspunkt være en væsentlig oplysning, hvad bonuspointene kan bruges til.
    Hvis der er tale om en bonusordning, som må karakteriseres som et stort kompliceret system,
    f.eks. et flybonusprogram, kan den erhvervsdrivende efter omstændighederne nøjes med at
    give en kortfattet, men klar, loyal og afbalanceret beskrivelse af ordningen.
    Består den salgsfremmende foranstaltning af et loyalitets-, fordels- eller kundebindingsprogram,
    vil forbrugeren have brug for oplysninger om, hvem forbrugeren indgår programaftalen
    med. Forbrugeren har ligeledes brug for oplysninger om, hvilke betingelser der gælder for
    programmet, herunder hvilke krav eller forpligtelser programmet pålægger forbrugeren, samt
    oplysninger om eventuelle begrænsninger i programmet, herunder eksempelvis tidsbegrænsninger,
    begrænsninger i hvem der kan blive medlem m.v. Herudover vil det bl.a. være relevant
    for forbrugeren at vide, hvilke fordele programmet giver forbrugeren, herunder oplysninger
    om, hvordan disse fordele udløses eller kan benyttes af forbrugeren.
    Ved brugen af salgsfremmende foranstaltninger og andre typer handelspraksis er det endvidere
    generelt en forudsætning, at de ikke konkret markedsføres eller udformes på en måde,
    der er i strid med god erhvervsskik eller forbuddet mod vildledende handlinger. Der kan således
    være knyttet så mange forbehold og begrænsninger til den salgsfremmende foranstaltning
    m.v., at forbrugeren i praksis vil have meget svært ved at opnå den fordel, der er indeholdt i
    den salgsfremmende foranstaltning.
    Efter bestemmelsens stk. 1 må de væsentlige oplysninger ikke udelades. Det vil bero på en
    konkret vurdering, om der er udeladt væsentlige oplysninger. Der skal tages hensyn til alle
    aspekter og omstændigheder ved den pågældende handelspraksis og de begrænsninger, et
    givent kommunikationsmedie måtte indebære, jf. stk. 5 og bemærkningerne hertil nedenfor.
    Bestemmelsen begrænser sig dog ikke til situationer, hvor oplysningerne er helt udeladte, da
    oplysninger heller ikke efter bestemmelsen må skjules, eller præsenteres på en uklar, uforståelig,
    dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde. Alle væsentlige oplysninger skal derfor fremgå
    tilstrækkeligt tydeligt og være klare, forståelige, utvetydige og gives på en i sammenhængen
    hensigtsmæssig måde.
    Ved vurderingen heraf vil det bl.a. have betydning, hvordan, hvor og hvornår oplysningerne
    gives, herunder om de gives selvstændigt eller som en del af en række andre oplysninger. Det
    vil endvidere kunne indgå i vurderingen, om der f.eks. indgår særlige elementer eller præsentationsformer
    i den pågældende handelspraksis, der vil kunne aflede forbrugerens opmærkSIDE
    75 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    somhed fra de væsentlige oplysninger. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis en reklames hovedbudskab
    afleder forbrugerens opmærksomhed fra de væsentlige oplysninger. Som et eksempel
    herpå kan nævnes en situation, hvor reklamens hovedbudskab giver indtryk af, at forbrugeren
    tegner et tidsbegrænset prøveabonnement, selvom der reelt er tale om et løbende
    abonnement, og hvor oplysningen om, at det er et løbende abonnement, præsenteres på en
    måde, så forbrugeren ikke bliver opmærksom på det. Et andet eksempel er, at der gives indtryk
    af, at forbrugeren køber en bestemt vare, uden at det tydeligt fremgår, at forbrugeren
    samtidig køber et løbende abonnement.
    Ved enhver form for elektronisk markedsføring – det vil sige såvel på internettet, ved e-mail,
    sms, apps m.v. – følger det endvidere udtrykkeligt af § 9, stk. 2, i lov nr. 227 af 22. april 2002
    om tjenester i informationssamfundet, herunder visse aspekter af elektronisk handel, at betingelserne
    for reklametilbud som f.eks. rabatter, tilgift og gaver skal være let tilgængelige og
    fremlægges klart og utvetydigt.
    Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at § 4, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse på 1. pkt. For at der
    er tale om en vildledende udeladelse efter 1. pkt., skal den pågældende handelspraksis derfor
    væsentligt forvride eller forventes væsentligt at kunne forvride den økonomiske adfærd i
    forhold til produktet hos gennemsnitsforbrugeren.
    Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 4, stk. 2 og 3.
    Det foreslås i stk. 2, hvilke oplysninger, der skal betragtes som væsentlige i forbindelse med
    købsopfordringer, og som den erhvervsdrivende dermed er forpligtet til at afgive.
    En købsopfordring er defineret i lovforslagets § 2, nr. 10, som en kommerciel kommunikation,
    hvori produktets karakteristika og pris er oplyst på en måde, som er passende i forhold til det
    anvendte kommunikationsmiddel, og hvorved forbrugeren sættes i stand til at foretage et køb,
    jf. bemærkningerne hertil.
    Efter bestemmelsen skal oplysningerne ikke gives eksplicit, såfremt de allerede fremgår tydeligt
    af sammenhængen. Oplysninger om eksempelvis varers karakteristika vil ofte fremgå
    tydeligt for forbrugeren blot ved, at varerne er udstillet i en forretning, hvorfor der ikke skal
    gives yderligere særskilt oplysning om varens karakteristika. Forbrugerne vil i disse tilfælde
    kunne finde varens karakteristika ved en umiddelbar besigtigelse af varen. Såfremt dette ikke
    er muligt, f.eks. ved tekniske varer, skal der gives oplysning om varens karakteristika.
    Bestemmelsen opstiller ikke formkrav til de oplysninger, forbrugeren skal have i forbindelse
    med købsopfordringen. Kravet i den foreslåede bestemmelses stk. 1 gælder dog også for købsopfordringer.
    Det betyder, at de oplysninger, der skal gives ved købsopfordringer, ikke må
    udelades, skjules, eller præsenteres på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig
    måde.
    Oplysningerne skal som udgangspunkt gives i umiddelbar forbindelse med købsopfordringen.
    EU-Domstolen har dog i forhold til ”produktets væsentligste karakteristika” i sagen C-122/10
    SIDE 76 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    (Konsumentombudsmannen mod Ving Sverige AB) udtalt, at det er tilstrækkeligt, at alene
    visse af et produkts vigtigste karakteristika oplyses, hvis den erhvervsdrivende i øvrigt henviser
    til sin internetside, og der her findes væsentlige oplysninger om produktets vigtigste karakteristika,
    pris og øvrige forhold.
    Købsopfordringer, der består i udstilling af en vare i forretninger, vil være i overensstemmelse
    med bestemmelsen, hvis oplysningerne om pris og varens vigtigste karakteristika fremgår af
    selve varen og skiltning på varen. Oplysninger, der ikke vedrører selve varen, f.eks. om betaling
    og fortrydelsesret, kan derimod gives ved tydelig skiltning i forretningen. Købsopfordringer
    i form af reklamer skal indeholde alle de oplysninger, der fremgår af den foreslåede bestemmelse,
    såfremt de ikke allerede fremgår tydeligt af sammenhængen.
    Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at den erhvervsdrivende skal oplyse om produktets væsentligste
    karakteristika. Produktets vigtigste karakteristika skal ifølge den foreslåede bestemmelse
    oplyses i et omfang, der svarer til mediet og produktet.
    Såfremt der foreligger en købsopfordring, vil oplysninger om produktets karakteristika ofte
    allerede findes på grund af definitionen på en købsopfordring, jf. bemærkningerne til definitionen
    på en købsopfordring i lovforslagets § 2, nr. 10.
    Bestemmelsen har selvstændig betydning i forbindelse med udstilling af en vare i et forretningslokale,
    hvor en umiddelbar besigtigelse af varen ikke giver forbrugeren oplysninger om
    varens væsentligste karakteristika, men hvor der dog er tilstrækkelige oplysninger til, at der
    foreligger en købsopfordring.
    EU-Domstolen har i sag C-122/10 (Konsumentombudsmannen mod Ving Sverige AB) fastslået,
    at en præsentation i ord eller billeder opfylder betingelsen om oplysning om produktets
    karakteristika, herunder i situationer, hvor den samme præsentation beskriver et produkt, der
    udbydes i flere udformninger. Det afgørende er, om forbrugeren råder over tilstrækkelige
    oplysninger til at danne sig et indtryk af produktets art og karakteristika.
    Betingelserne for erhvervelse af et produkt er også en del af produktets vigtigste karakteristika.
    Det foreslås i nr. 2, at den erhvervsdrivende skal oplyse om den erhvervsdrivendes fysiske
    adresse og navn. Såfremt den erhvervsdrivende handler på vegne af en anden erhvervsdrivende,
    skal navnet og adressen på den pågældende erhvervsdrivende oplyses.
    For en forretning, som er almindeligt kendt af forbrugerne, er det tilstrækkeligt at oplyse den
    erhvervsdrivendes navn, hvis adressen kan anses for at fremgå af sammenhængen, f.eks. hvis
    der er tale om landsdækkende dagligvarekæder.
    SIDE 77 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Ved købsopfordringer, der består i udstilling af en vare i et forretningslokale, vil oplysningen
    om den erhvervsdrivendes adresse og navn fremgå af sammenhængen, og skal derfor ikke
    oplyses separat i købsopfordringen.
    Det foreslås i nr. 3, at den erhvervsdrivende skal oplyse om forhold vedrørende betaling, levering
    og gennemførelse af aftalen, i det omfang forholdene afviger fra, hvad der er sædvanligt i
    den pågældende branche.
    Det foreslås i nr. 4, at den erhvervsdrivende skal oplyse om fremgangsmåde i forbindelse med
    klagesagsbehandling i det omfang, fremgangsmåden afviger fra, hvad der er sædvanligt i den
    pågældende branche.
    Det foreslås i nr. 5, at den erhvervsdrivende skal oplyse om fortrydelsesret, afbestillingsret
    eller returret, hvis forbrugeren har en sådan ret. Oplysningspligten omfatter både rettigheder,
    der følger af lovgivning, samt rettigheder givet forbrugeren ved aftale. Der skal ved købsopfordringer
    kun gives oplysning om eksistensen af en sådan ret, men derimod ikke indholdet af
    denne ret.
    Det foreslås i nr. 6, at den erhvervsdrivende skal oplyse om produktets pris inklusive moms og
    afgifter.
    Produktets pris inkluderer ikke kun prisen for selve produktet, men også alle tillæg og gebyrer,
    som forbrugeren uundgåeligt skal betale. Det kan f.eks. være betaling for en særlig tjeneste,
    funktion eller ydelse, som knytter sig til et produkt, eller et løbende aftaleforhold, og som
    ikke har karakter af en selvstændig tjenesteydelse. Som eksempel kan nævnes brændstoftillæg,
    rengøringstillæg, faktureringsgebyrer, betalingsgebyrer og ekspeditionsgebyrer.
    Hvis der er tale om et abonnement med en bindingsperiode, vil den samlede mindstepris i
    bindingsperioden skulle oplyses.
    Moms og afgifter skal forstås som alle afgifter og skatter m.v.
    Der skal således oplyses om den samlede pris, produktet faktisk kan erhverves til. Der henvises
    i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede stk. 1 og den foreslåede § 5, stk. 2, nr. 5.
    Det foreslås i nr. 7, at den erhvervsdrivende skal give oplysning om yderligere omkostninger
    vedrørende fragt, levering eller porto, hvor det er relevant.
    Det foreslås i stk. 3, at hvis produktets art medfører, at prisen ikke med rimelighed på forhånd
    kan beregnes, skal den måde, hvorpå prisen beregnes, oplyses. Det vil f.eks. ikke være muligt
    at beregne prisen, hvis en tjenesteydelse kræver yderligere opmålinger, før prisen kan beregnes.
    SIDE 78 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det følger endvidere af stk. 3, at når omkostningerne vedrørende fragt, levering eller porto,
    ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd, skal det oplyses, at disse omkostninger kan
    forekomme. Hvis omkostningerne til fragt afhænger af det samlede køb, vil det være en oplysning,
    som ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd. I dette tilfælde skal det oplyses, at
    der vil blive tillagt omkostninger til fragt. Ved elektronisk handel, hvor levering alene er mulig
    ved forsendelse, skal oplysningerne om, at der vil blive tillagt omkostninger til fragt gives i
    umiddelbar tilknytning til prisen Dette krav kan f.eks. overholdes ved, at der lige under oplysningen
    om prisen skrives: ”Plus leveringsomkostninger”, og oplyser et link til en side, hvor det
    fremgår, hvordan leveringsomkostningerne beregnes. Hvis leveringsomkostningerne beregnes
    som en fast procentdel af produktets pris eller et fast gebyr pr. produkt, skal leveringsomkostningerne
    derimod indregnes i produktets pris.
    Det foreslås i stk. 4, at den erhvervsdrivende klart skal oplyse den kommercielle hensigt med
    enhver form for handelspraksis, herunder reklame, medmindre den fremgår tydeligt af sammenhængen.
    Bestemmelsen indeholder et generelt krav om, at den kommercielle hensigt med en erhvervsdrivendes
    handelspraksis klart skal oplyses. Formålet er at sikre, at de forbrugere, som en
    handelspraksis er rettet imod, kan identificere, at der er en kommerciel hensigt og dermed
    vurdere den pågældende handelspraksis herefter. Er der f.eks. tale om en reklame er formålet,
    at modtageren af reklamebudskabet bliver gjort opmærksom på, at der er tale om reklame og
    dermed kan vurdere budskabet i det lys.
    Det er en forudsætning for, at bestemmelsen er overtrådt, at den pågældende handelspraksis
    skal forventes væsentligt at kunne forvride den økonomiske adfærd, jf. lovforslagets § 2, nr. 6,
    jf. lovforslagets stk. 6, samt, at der ved bedømmelsen tages hensyn til begrænsninger i mediets
    beskaffenhed, jf. bestemmelsens stk. 5.
    Begrebet ”handelspraksis” er defineret i lovforslagets § 2, nr. 4, hvorefter en handelspraksis er
    ”en handling, udeladelse, adfærd, fremstilling, kommerciel kommunikation, herunder reklame
    og markedsføring, foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation til promovering, salg
    eller udbud af et produkt til forbrugerne”. Se nærmere om begrebet i bemærkningerne til
    lovforslagets § 2, nr. 4.
    Som eksempler på handelspraksis omfattet af bestemmelsen kan nævnes reklame, der fremtræder
    som redaktionelt stof i aviser eller blade og brug af privatpersoner til at promovere
    bestemte produkter. Det bemærkes, at nr. 11 i bilaget til loven forbyder anvendelse af redaktionelt
    indhold i medierne til at promovere produktet, hvor en erhvervsdrivende har betalt for
    en sådan reklame, uden at dette fremgår tydeligt af indholdet eller af billeder eller lyd, som
    tydeligt kan identificeres af forbrugeren.
    Det er en betingelse, at den erhvervsdrivende har en kommerciel hensigt med den pågældende
    handelspraksis. Der stilles ikke krav om, at der skal foreligge en aftale, før der kan være tale
    om kommerciel hensigt. Hvis der er indgået en aftale, vil der dog altid være en kommerciel
    SIDE 79 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    hensigt. Det forhold, at en erhvervsdrivende giver en gave eller stiller en vare til rådighed for
    andre, uden at modtageren forpligtes til at bruge produktet på en bestemt måde, kan ud fra en
    konkret vurdering være en kommerciel hensigt.
    Bestemmelsen stiller krav om, at den kommercielle hensigt skal oplyses tydeligt, med mindre
    den allerede fremgår tydeligt af sammenhængen. Det er overladt til den erhvervsdrivende at
    beslutte, hvordan den kommercielle hensigt oplyses, så længe det fremgår tydeligt. Det vil sige
    på en måde, så modtageren bliver gjort opmærksom på, at her er en kommerciel hensigt. Det
    kan f.eks. ske ved, at den erhvervsdrivende direkte oplyser den kommercielle hensigt. Som
    eksempler herpå kan nævnes, at artikler i blade og aviser, som reelt er reklamer for specifikke
    produkter, tydeligt markeres som reklame.
    På de sociale medier kan personlige holdninger og kommercielle budskaber flyde sammen, og
    det kan derfor være svært for forbrugerne at gennemskue, hvornår der er tale om personlige
    holdninger, og hvornår der er tale om kommercielle budskaber. For at leve op til bestemmelsen
    er det afgørende, at den kommercielle hensigt oplyses tydeligt, eller fremgår tydeligt af
    sammenhængen, at der er en kommerciel hensigt.
    Bestemmelsen er efter omstændighederne ikke til hinder for, at en erhvervsdrivende benytter
    den særlige reklameform, der kaldes ”teasere”. Det vil sige en reklameform, hvor det ikke
    umiddelbart afsløres, at et billede eller et objekt i det offentlige rum er et led i en reklamekampagne.
    Forpligtelsen til at sørge for, at den kommercielle hensigt er oplyst, påhviler den erhvervsdrivende,
    som er ansvarlig for den pågældende handelspraksis.
    Hvis en erhvervsdrivende f.eks. betaler en privatperson eller giver privatpersonen andre fordele
    for at omtale eller på anden måde markedsføre den erhvervsdrivendes produkter, skal
    den erhvervsdrivende sikre, at det klart fremgår, at der er tale om markedsføring, eller at
    personen har modtaget betaling eller andre fordele for at omtale produktet. Har den erhvervsdrivende
    gjort, hvad der var muligt for at sikre sig, at den kommercielle hensigt er oplyst,
    men er det på trods heraf ikke sket, vil den erhvervsdrivende som udgangspunkt ikke
    være ansvarlig.
    Dette udelukker ikke, at andre erhvervsdrivende vil kunne ifalde et ansvar efter straffeloven.
    Det kan f.eks. være bloggere eller andre indholdsskabere, der kan betegnes som erhvervsdrivende.
    Omvendt vil man ikke kunne straffe personer eller erhvervsdrivende, som uden at vide det
    viderebringer skjulte reklamebudskaber. Ligeledes vil der heller ikke påhvile en filmimportør
    eller en biografejer en pligt til af egen drift at undersøge, om film indeholder reklamebudskaber.
    SIDE 80 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Herudover suppleres bestemmelsen af de specifikke lovkrav om reklameidentifikation, som
    findes i radio- og fjernsynslovgivningen og e-handelsloven. Den foreslåede bestemmelse vil
    ikke berøre den nuværende radio- og fjernsynslovgivning eller Radio- og tv-nævnets kompetence.
    Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at § 4, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse på 1. pkt. For at
    udeladelsen er egnet til at vildlede efter 1. pkt., skal den pågældende handelspraksis derfor
    væsentligt forvride eller forventes væsentligt at kunne forvride den økonomiske adfærd i
    forhold til produktet hos gennemsnitsforbrugeren jf. lovforslagets § 2, nr. 6.
    Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 4, stk. 2 og 3.
    Det foreslås i stk. 5, at der ved vurderingen af, om oplysninger er blevet udeladet efter stk. 1 og
    4, skal tages hensyn til, om den erhvervsdrivende anvender et medie, som kun giver begrænset
    plads eller tid til at formidle oplysningerne, og hvilke foranstaltninger, den erhvervsdrivende
    i givet fald har truffet for at gøre oplysningerne tilgængelige for forbrugeren på anden
    måde. Kravet om, at der skal tages hensyn til mediets art finder endvidere anvendelse i forhold
    til vurderingen af, om den kommercielle hensigt, jf. den foreslåede stk. 4, er oplyst tydeligt.
    Såfremt det anvendte medie indeholder begrænsninger i tid eller rum, vil en erhvervsdrivende
    i et vist omfang kunne gøre oplysninger tilgængelige for forbrugeren på en anden måde.
    Hvor det anvendte medie giver mulighed for i et vist omfang at gøre oplysninger tilgængelige
    for forbrugeren på en anden måde, kan det ske enten i et andet medie eller ved at henvise
    forbrugeren til at hente oplysningerne via det samme medie. En erhvervsdrivende kan f.eks. i
    en bannerannonce henvise forbrugeren til den erhvervsdrivendes hjemmeside. Forbrugeren
    må i den forbindelse ikke blive pålagt unødige udgifter.
    Det er en betingelse, at oplysningerne i den første præsentation er klare, loyale og afbalancerede
    med hensyn til fordele og ulemper. Hvis der gælder yderligere betingelser, skal det endvidere
    tydeligt oplyses, hvor disse kan findes.
    Der kan dog være væsentlige oplysninger, som det under alle omstændigheder vil være vildledende
    at udelade selv ved reklamering i medier med begrænset plads eller tid til at formidle
    oplysningerne.
    En erhvervsdrivende vil endvidere ikke frit kunne udelade væsentlige oplysninger om et produkt,
    blot fordi markedsføringen finder sted i et medie, der indebærer begrænset plads eller
    tid til at formidle oplysningerne, uden hensyntagen til, om disse begrænsninger konkret har
    været til hinder for, at oplysningerne blev givet.
    Den endelige afgørelse af, om der foreligger en overtrædelse vil bero på en konkret vurdering
    af den specifikke markedsføring.
    SIDE 81 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 7 om aggressiv handelspraksis
    Bestemmelsen er en videreførelse af den af del af den gældende lovs § 3, der vedrører aggressiv
    handelspraksis, der skader forbrugernes økonomiske interesser. Bestemmelsen medfører
    ikke materielle ændringer i retstilstanden.
    Bestemmelsen gennemfører artikel 5, stk. 1 og 4, samt artikel 8 og 9 i direktivet om urimelig
    handelspraksis.
    Bestemmelsen finder anvendelse på erhvervsdrivendes urimelige handelspraksis over for
    forbrugerne, før, under og efter en handelstransaktion i forbindelse med et produkt.
    Det foreslås i stk. 1, at en erhvervsdrivende i sin handelspraksis ikke må benytte chikane,
    tvang, herunder fysisk vold eller utilbørlig påvirkning, der er egnet til væsentligt at indskrænke
    forbrugerens valgfrihed i forbindelse med et produkt. Tvang og fysisk vold er også reguleret
    i straffeloven.
    Utilbørlig påvirkning er defineret i lovforslagets § 2, nr. 11, som udnyttelse af magtposition i
    forhold til forbrugeren til at udøve pres selv uden anvendelse eller trusler om anvendelse af
    fysisk vold på en måde, som væsentligt begrænser forbrugerens evne til at træffe en informeret
    beslutning.
    Bestemmelsen omfatter f.eks. aggressive salgsmetoder som gentagende fremsendelse af produkter,
    som forbrugeren ikke har bestilt og pyramidesalg.
    Det foreslås i 2. pkt., at § 4, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse på 1. pkt. For at der er
    tale om en aggressiv handelspraksis efter 1. pkt., skal den pågældende handelspraksis derfor
    væsentligt forvride eller forventes væsentligt at kunne forvride den økonomiske adfærd i
    forhold til produktet hos gennemsnitsforbrugeren.
    Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 4, stk. 2 og 3.
    Det foreslås i stk. 2, at der ved vurderingen af om der foreligger aggressiv handelspraksis, skal
    tages hensyn til en række omstændigheder. De pågældende omstændigheder fremgår af den
    foreslåede stk. 2, nr. 1 til 5.
    Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at der ved vurderingen af om en handelspraksis er aggressiv skal
    tages hensyn til tidspunktet for den pågældende handelspraksis, og stedet hvor den har fundet
    sted. Det kan tillægges betydning, om markedsføringen foregår i det offentlige rum eller i den
    erhvervsdrivendes forretningslokaler, hvorfra forbrugeren let kan fjerne sig, eller på steder,
    hvor man som forbruger som udgangspunkt ikke forventer at blive udsat for markedsføring,
    f.eks. på forbrugerens bopæl, arbejdssted eller på andre steder, hvortil der ikke er offentlig
    adgang. Ifølge bestemmelsen skal der endvidere tages hensyn til den pågældende handelspraksis’
    karakter og vedholdenhed.
    SIDE 82 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det foreslås i nr. 2, at der ved vurderingen af, om en handelspraksis er aggressiv, skal tages
    hensyn til anvendelse af truende eller utilbørligt sprog eller adfærd.
    Det foreslås i nr. 3, at der ved vurderingen af, om en handelspraksis er aggressiv, skal tages
    hensyn til, om den erhvervsdrivende har kendskab til og udnytter en konkret uheldig situation
    eller omstændighed, som har en så alvorlig karakter, at den indskrænker forbrugerens vurderingsevne
    til at påvirke forbrugeren. Som eksempler kan nævnes, at forbrugeren står midt i en
    skilsmisse, eller i en begravelsessituation, ved en nærtståendes død.
    Det foreslås i nr. 4, at der ved vurderingen af, om en handelspraksis er aggressiv, skal tages
    hensyn til, om den erhvervsdrivende opstiller byrdefulde og uforholdsmæssig omfattende
    hindringer, som ikke er af kontraktuel karakter, når forbrugeren ønsker at udøve sine rettigheder
    i forbindelse med en kontrakt, herunder at ophæve denne eller vælge en anden vare
    eller tjenesteydelse eller en anden leverandør. Som eksempel kan nævnes erhvervsdrivende,
    som kun har en meget kort åbningstid, eller som det i praksis er umuligt at kommunikere med,
    fordi vedkommende ikke tager sin telefon og nægter at modtage breve eller uden saglig grund
    stiller krav om, at en opsigelse f.eks. kun kan ske via telefax.
    Det foreslås i nr. 5, at der ved vurderingen af om en handelspraksis er aggressiv, skal tages
    hensyn til, om den erhvervsdrivende truer med at træffe foranstaltninger, som ifølge loven
    ikke kan træffes. Som eksempel kan nævnes, at en erhvervsdrivende foranlediger forbrugeren
    til at betale et vederlag ved at true med inkasso eller registrering i et kreditoplysningsbureau,
    selvom de lovgivningsmæssige betingelser for at tage sådanne skridt ikke er opfyldt.
    I nr. 24-31 i bilaget til loven er oplistet en række former for aggressiv handelspraksis som
    altid vil være ulovlig.
    SIDE 83 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 8 om former for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggressive
    Den foreslåede bestemmelse erstatter bemyndigelsesbestemmelsen i den gældende markedsføringslovs
    § 3, stk. 4, idet bilaget til bekendtgørelse nr. 1084 af 14. september 2007 om urimelig
    markedsføring i forbrugerforhold, som er udstedt med hjemmel i den gældende markedsføringslovs
    § 3, stk. 4, gøres til bilag I til selve loven.
    Bestemmelsen medfører ikke materielle ændringer i retstilstanden.
    Formålet med at knytte bilaget til selve loven er at øge synligheden og kendskabet til, at der
    findes en række former for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggressive og
    hvor en vurdering af, om de er egnet til at forvride den økonomiske adfærd hos gennemsnitsforbrugeren,
    derfor ikke er nødvendig.
    Bilag I er en implementering af bilag I til direktivet om urimelig handelspraksis, der indeholder
    en liste over forskellige konkrete former for handelspraksis, som under alle omstændigheder
    skal betragtes som urimelige, og som derfor forbydes, jf. direktivets artikel 5, stk. 5.
    Listen skal ifølge direktivets artikel 5, stk. 5, anvendes i samtlige medlemsstater og må kun
    ændres ved en revision af direktivet.
    Det foreslås, at en erhvervsdrivende, uanset §§ 5-7, ikke må anvende de former for handelspraksis,
    der er opregnet i lovens bilag 1.
    De første 23 former for handelspraksis vedrører vildledende handelspraksis, mens de sidste 8
    former vedrører aggressiv handelspraksis.
    Der kan ikke sluttes modsætningsvis, således at en handelspraksis, der ikke er optaget på bilag
    I, kan anses for at være lovlig. De former for handelspraksis, som ikke er opregnet i bilaget,
    skal derimod altid vurderes konkret på baggrund af lovforslagets §§ 5-7.
    SIDE 84 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 9 om uanmodet henvendelse til bestemte aftagere
    Den foreslåede bestemmelse viderefører med visse sproglige justeringer § 6 i den gældende
    markedsføringslov, bortset fra stk. 3 og 4, der er nye.
    I stk. 2 lægges der i bemærkningerne op til en bredere fortolkning af ”egne tilsvarende produkter”,
    hvilket vil medføre ændringer af retstilstanden.
    Med stk. 3 indføres lempeligere regler for uanmodet elektronisk post i visse forhold mellem
    erhvervsdrivende, hvor der er et særligt praktisk behov for at kunne kommunikere elektronisk
    mellem de erhvervsdrivende, uden der nødvendigvis er et forudgående formelt samtykke,
    og hvor risikoen for misbrug er lav, dels på grund af den forudsatte relation mellem afsender
    og modtager, dels på grund af de øvrige kriterier for bestemmelsens anvendelse.
    Derudover er der ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden.
    Bestemmelsen gennemfører artikel 13 i e-databeskyttelsesdirektivet.
    Formålet med bestemmelsen er at beskytte forbrugere, erhvervsdrivende og offentlige myndigheder
    mod at blive overbebyrdet med uønskede uanmodede henvendelser via bl.a. e-mails,
    som er en væsentlig nemmere og billigere kommunikationsform end fysiske breve. Anvendelse
    af elektronisk post til markedsføring kan således virke generende, påføre modtageren omkostninger
    og lægge beslag på modtagekapacitet.
    Bestemmelsen indebærer navnlig, at uanmodet markedsføring ved brug af elektronisk post,
    automatisk telefonopkaldssystem og telefax forbydes, medmindre forholdet er omfattet af
    undtagelsen i stk. 2 eller stk. 3.
    Bestemmelsen indebærer endvidere, at det ved direkte markedsføring over for fysiske personer
    med andre former for fjernkommunikation sikres, at modtagerne på en nem måde kan
    frabede sig markedsføringen.
    Bestemmelsen gælder kun ved direkte markedsføring. Ved direkte markedsføring forstås, at
    den erhvervsdrivendes henvendelse sendes til en bestemt person. Det er uden betydning, om
    der er tale om enslydende reklamemeddelelser sendt til flere personer.
    Der foreligger også direkte markedsføring i tilfælde, hvor reklamemateriale f.eks. lægges i
    adresserede kuverter med kontoudtog m.v. (»kuvertfyld«).
    Adresseløse forsendelser, tilbudsaviser, tv-reklamer eller lignende, der sendes til en ubestemt
    kreds af mulige aftagere, er ikke direkte markedsføring.
    Det foreslås i stk. 1, at elektronisk post, automatiserede opkaldsanordninger og telefax ikke
    må anvendes til markedsføring over for nogen, medmindre modtageren forudgående har
    afgivet samtykke til at modtage markedsføring (opt-in model).
    SIDE 85 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Begrebet elektronisk post skal forstås som enhver meddelelse i form af tekst, stemmegengivelse,
    lyd eller billede, som sendes via et offentligt kommunikationsnet, og som lagres i nettet i
    modtagerens terminaludstyr, indtil meddelelsen hentes af modtageren, jf. lovforslagets § 2, nr.
    15.
    Ved automatisk opkaldssystem forstås automatiserede opkaldssystemer og kommunikationssystemer
    uden menneskelige indgreb. Ved opringningen meddeles der automatisk et indtalt
    reklamebudskab.
    Forbuddet gælder uanmodet henvendelse med henblik på direkte markedsføring.
    Bestemmelsen dækker enhver form for markedsføring herunder imagemarkedsføring.
    Bestemmelsen stiller krav om, at den erhvervsdrivende skal indhente modtagerens samtykke.
    Den erhvervsdrivende kan således ikke benytte elektroniske adresser, der er oplyst af andre.
    Øvrige koncernselskaber er i denne forbindelse ikke den samme erhvervsdrivende. Betingelserne
    for indhentelse af et lovligt samtykke er nærmere beskrevet i bemærkningerne til § 2,
    nr. 16.
    Samtykket skal være indhentet, før den erhvervsdrivende retter henvendelse ved brug af
    elektronisk post m.v. Et samtykke kan derfor f.eks. ikke indhentes ved at sende en mail til
    modtageren.
    Forbuddet mod uanmodet markedsføring gælder, uanset om modtageren er erhvervsdrivende
    eller forbruger, og uanset om modtageren er en fysisk eller en juridisk person, jf. ordet »nogen
    «.
    Den erhvervsdrivende skal give en let og gebyrfri adgang til at tilbagekalde samtykket. Muligheden
    for at tilbagekalde samtykket skal som minimum tilbydes via samme kommunikationstjeneste.
    Har kunden f.eks. givet sit samtykke via sms, skal kunden som minimum kunne tilbagekalde
    sit samtykke via sms.
    Det foreslås, at stk. 2 skal indeholde en undtagelse til forbuddet i stk. 1.
    I lighed med den foreslåede stk. 1, er undtagelsen i stk. 2 ikke begrænset til at gælde i forbrugerforhold,
    men gælder markedsføring pr. elektronisk post til alle kunder, uanset om vedkommende
    er forbruger, erhvervsdrivende eller en offentlig myndighed.
    For at være omfattet af stk. 2, er det en forudsætning, at kunden selv har oplyst sin elektroniske
    adresse til den erhvervsdrivende. Den erhvervsdrivende kan således ikke benytte elektroniske
    adresser, der er oplyst af andre. Øvrige koncernselskaber er i den forbindelse ikke den
    samme erhvervsdrivende.
    SIDE 86 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det er ligeledes en betingelse, at oplysningen er givet i forbindelse med salg af en vare eller en
    tjenesteydelse. Den erhvervsdrivende kan således kun benytte adresser, der er afgivet i forbindelse
    med indgåelse af en aftale om salg af et produkt.
    Det er endvidere et krav, at kunden samtidig klart og utvetydigt bliver oplyst om, at adressen
    vil kunne blive benyttet til fremsendelse af reklame, samt om muligheden for at vælge dette
    fra.
    En erhvervsdrivende, der under andre omstændigheder kommer i besiddelse af en kundes
    elektroniske adresse, vil ikke kunne gøre brug af undtagelsen. Potentielle kunder, der har vist
    interesse for et produkt, men ikke har gennemført et køb, er ikke omfattet af undtagelsen. Den
    erhvervsdrivende vil derfor skulle indhente et lovligt samtykke efter den foreslåede stk. 1 i
    disse tilfælde.
    Muligheden for at reklamere ved fremsendelse med elektronisk post er desuden begrænset til
    markedsføring af egne tilsvarende produkter. Den erhvervsdrivende skal specificere, hvad der
    forstås ved egne tilsvarende produkter over for modtageren på tidspunktet for den erhvervsdrivendes
    registrering af adressen, ellers skal egne produkter fortolkes snævert. Det er en
    konkret vurdering, hvad der forstås ved egne tilsvarende produkter. Det er ikke afgørende,
    hvad den erhvervsdrivende forstår ved egne tilsvarende produkter. Det afgørende er de forventninger,
    den erhvervsdrivende har skabt hos forbrugeren i forbindelse med afgivelsen af
    adressen, om, hvad der er den erhvervsdrivendes egne tilsvarende produkter. Tilsvarende
    produktgrupper, som den erhvervsdrivende selv forhandler, er ikke nødvendigvis begrænset
    til identiske produkter. Har man eksempelvis købt et par bukser i et stormagasin, der sælger
    mange forskellige typer af varer, og i forbindelse hermed afgivet sin elektroniske adresse, vil
    den erhvervsdrivende fremover kunne sende reklamer for stormagasinets øvrige varesortiment
    med elektronisk post, hvis det er oplyst over for kunden. Hvis den erhvervsdrivende
    ikke har oplyst noget, skal dette fortolkes snævert.
    Endvidere er det som nævnt en betingelse, at kunden i forbindelse med afgivelsen af sin elektroniske
    adresse klart og utvetydigt er blevet oplyst om muligheden for at frabede sig fremtidig
    markedsføring. Det skal således være muligt for kunden i forbindelse med afgivelsen af sin
    elektroniske adresse at meddele, at vedkommende ikke ønsker at modtage reklame med elektronisk
    post. Det skal også være let og uden omkostninger for kunden at frabede sig markedsføring.
    Muligheden for at melde fra skal ligeledes fremgå af alle henvendelser fremover, således at
    kunden, hver gang denne modtager markedsføring med elektronisk post, bliver oplyst om
    muligheden for at frabede sig fremtidig markedsføring. Muligheden for at frabede sig fremtidige
    henvendelser skal som minimum tilbydes via samme kommunikationstjeneste. Modtager
    kunden f.eks. henvendelser via sms, skal kunden som minimum fremtidigt kunne frabede
    sådanne henvendelser via sms. Enhver elektronisk markedsføring skal indeholde vejledning
    om, hvordan man nemt og gebyrfrit framelder sig fremtidige reklamer. Frameldingssystemet
    SIDE 87 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    skal være indrettet således, at den der foretager en sådan framelding modtager en bekræftelse
    herpå.
    Den erhvervsdrivende har efter bestemmelsen alene ret til at fremsende sin markedsføring pr.
    elektronisk post. Fremsendelse af markedsføringsmateriale pr. fax eller brug af telefonisk
    opkaldsmaskine vil fortsat skulle følge reglerne i stk. 1 og kræver dermed et forudgående
    samtykke. Hvis den erhvervsdrivende ønsker at benytte andre fjernkommunikationssystemer,
    som f.eks. almindelig post, skal reglerne i stk. 5 følges.
    Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at en erhvervsdrivende kan rette henvendelse til en bestemt person
    hos en anden erhvervsdrivende ved brug af elektronisk post med henblik på direkte markedsføring
    af egne produkter, når der er et kundeforhold mellem de to erhvervsdrivende.
    Begrebet ”erhvervsdrivende” skal forstås i overensstemmelse med definitionen heraf i § 2, nr.
    2. Almennyttige foreninger vil således også være omfattet af begrebet, hvis foreningen er afsender
    af den pågældende markedsføring, og afsendelsen er udslag af erhvervsmæssig virksomhed.
    Derimod vil almennyttige foreninger som udgangspunkt ikke være ”erhvervsdrivende”
    i bestemmelsens forstand, hvis foreningen er modtager af den pågældende markedsføring,
    med mindre henvendelsen vedrører en aktivitet i foreningen, som må betragtes som en erhvervsaktivitet,
    f.eks. en markedsføringsmail der sendes til den ansatte i foreningen, der har
    med foreningens kursusvirksomhed at gøre, og hvor markedsføringen vedrører foreningens
    kursusvirksomhed. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til definitionen på ”erhvervsdrivende”
    i § 2, nr. 2, og til bemærkningerne til lovens anvendelsesområde.
    Bestemmelsen vedrører elektronisk post sendt til en personhenførbar elektronisk adresse hos
    den modtagende erhvervsdrivende, f.eks. hans.hansen@virksomhed.dk, hvorimod generiske
    virksomhedsadresser, f.eks. info@virksomhed.dk ikke er omfattet. Dette følger af kravet om,
    at henvendelsen skal være rettet til ”en bestemt person” hos den anden erhvervsdrivende. Der
    kan både være tale om en ansat, et ledelsesmedlem, en partner m.v.
    Den afsendende erhvervsdrivende må kun markedsføre sine egne produkter. Der kan derfor
    ikke markedsføres produkter fra andre erhvervsdrivende, herunder koncernforbundne selskaber,
    medmindre der er givet fornødent samtykke hertil efter stk. 1. ”Egne produkter” omfatter
    dog også f.eks. rabataftaler som den erhvervsdrivende har indgået med tredjemand som
    den erhvervsdrivendes kunder eller medlemmer kan drage fordel af, når indgåelsen af sådanne
    aftaler udgør en del af den forudsatte kunde- eller medlemsrelation mellem afsender og
    modtager.
    Der er dog ikke en begrænsning som i stk. 3 om, at der kun må markedsføres ”tilsvarende”
    produkter som ved tidligere salg imellem parterne. Det er heller ikke et krav, at modtagerens
    elektroniske adresse er modtaget i forbindelse med tidligere salg af produkter, eller at den
    elektroniske adresse er modtaget direkte fra modtageren. Disse begrænsninger anses for
    unødvendige i eksisterende kundeforhold mellem erhvervsdrivende, når der samtidig gives de
    yderligere beskyttelsesværn for den enkelte modtager, som foreslås i 3. pkt.
    SIDE 88 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Bestemmelsens 1. pkt. gælder således kun eksisterende kundeforhold. Et kundeforhold anses
    for at være eksisterende, hvis der har været et salg af et produkt mellem parterne inden for
    det seneste år, og kunderelationen ikke er blevet opsagt. Erhvervsmæssigt medlemskab af
    foreninger betragtes i denne sammenhæng også som et kundeforhold. Det gælder f.eks. hvor
    en erhvervsdrivende er medlem af en erhvervsorganisation, en brancheforening eller en anden
    forening, hvor den erhvervsdrivende er medlem for at varetage sine erhvervsmæssige
    interesser. I medlemsrelationer anses forholdet for at eksistere, indtil en eventuel opsigelse af
    medlemsskabet er trådt i kraft.
    Kundeforholdet skal vurderes på virksomhedsniveau, mens selve afsendelsen og modtagelsen
    af elektronisk post efter 1. pkt. sker på individniveau i de involverede virksomheder. Såfremt
    kunden er en del af en koncern, må der ikke sendes uanmodet markedsføring til ansatte m.v. i
    kundens koncernselskaber.
    Den foreslåede øgede fleksibilitet for afsendelse af uanmodet elektronisk post i eksisterende
    kundeforhold hænger sammen med, at der i eksisterende kundeforhold er en loyalitetspligt og
    en gensidig afhængighed, der gør, at parterne vil være meget tilbageholdende med decideret
    spam, idet afsenderen i så fald risikerer at skade den eksisterende relation. Samtidig er der i
    eksisterende kundeforhold et særligt praktisk behov for at få fjernet den retlige uklarhed, der
    er i dag, om hvor grænsen går for lovlig og ulovlig elektronisk post til en kunde.
    Det foreslås i bestemmelsens 2. pkt., at en erhvervsdrivende også må rette henvendelse til en
    bestemt person hos en anden erhvervsdrivende ved brug af elektronisk post med henblik på
    direkte markedsføring af egne produkter, når afsenderen har fået modtagerens elektroniske
    adresse direkte fra modtageren i forbindelse med erhvervsmæssig kontakt mellem de to personer.
    Med ”erhvervsmæssig kontakt” forstås, at den elektroniske adresse skal være udvekslet mellem
    modtager og afsender i en erhvervsmæssig sammenhæng. Hvis afsender fx har fået modtagerens
    elektroniske adresse på et møde, en messe, et kursus eller lignende, er kravet om
    erhvervsmæssig kontakt opfyldt.
    Bestemmelsens 2. pkt. supplerer 1. pkt. Mens 1. pkt. er baseret på virksomhedsrelationen
    mellem afsender og modtager (kunde-/medlemsforhold), er 2. pkt. baseret på personrelationen
    mellem afsender og modtager. I 2. pkt. er det et kriterium, at afsenderen har modtaget den
    pågældende elektroniske adresse direkte fra modtageren, mens det ikke er et krav i 1. pkt. Når
    der ikke er en eksisterende virksomhedsrelation mellem afsender og modtager, må der således
    stilles større krav til personrelationen mellem afsender og modtager.
    Når man som repræsentant for en erhvervsdrivende udleverer sin arbejdsrelaterede elektroniske
    adresse til en person, der repræsenterer en anden erhvervsdrivende, og udleveringen af
    adressen sker i en erhvervsmæssig sammenhæng, er det unødvendigt restriktivt at kræve alle
    formelle betingelser for et informeret, specifikt og utvetydigt samtykke opfyldt, før der må
    sendes arbejdsrelateret markedsføring til den person, der har udleveret sin elektroniske arSIDE
    89 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    bejdsadresse. Dette gælder også, selvom der ikke er en eksisterende kunde- eller medlemsrelation
    mellem de virksomheder, som de to personer repræsenterer.
    Hertil kommer de yderligere beskyttelsesværn for modtageren, som foreslås i bestemmelsens
    3. pkt.
    Det foreslås i bestemmelsens 3. pkt., at der kun må sendes markedsføring, som har relevans
    for den pågældende modtagers arbejdsfunktion. Modtageren skal endvidere klart og utvetydigt
    have mulighed for let og gebyrfrit at frabede sig yderligere elektronisk markedsføring ved
    hver henvendelse.
    Kravene gælder både, hvor markedsføringen sendes som led i et eksisterende kunde- eller
    medlemsforhold, jf. 1. pkt., og hvor markedsføringen sendes efter direkte modtagelse af adressen
    i forbindelse med en erhvervsmæssig kontakt mellem de to personer, jf. 2. pkt.
    Kravet om, at der kun må sendes markedsføring, som har relevans for den pågældende modtagers
    arbejdsfunktion, betyder, at markedsføringen skal ligge inden for den pågældende
    modtagers arbejdsområder i virksomheden. En ansat, der arbejder med it-sikkerhed, må tilsendes
    markedsføring, der er relevant for virksomhedens it-sikkerhed, mens en ansat, der
    arbejder med indkøb, må tilsendes markedsføring, der er relevant for virksomhedens indkøbsfunktion.
    Markedsføringen skal således være tilpasset den enkelte modtager. Ønsker
    afsenderen at afsende bredere form for markedsføring, må der indhentes samtykke efter stk.
    1, eller betingelserne efter stk. 2 skal være opfyldt. En bred udsendelse til mange modtagere i
    samme virksomhed, vil endvidere kunne være i strid med god markedsføringsskik efter § 3.
    Kravet om, at der kun må sendes markedsføring, som har relevans for den pågældende modtagers
    arbejdsfunktion, skal dels sikre modtageren mod irrelevant markedsføring, dels sikre at
    reglens anvendelsesområde reelt er begrænset til de tilfælde, hvor der er en eksisterende
    relation mellem parterne enten på virksomhedsniveau- eller personligt niveau, som er indgående
    nok til, at afsenderen er bekendt med, hvad der har relevans for modtagerens arbejdsfunktion.
    Retten for modtageren til at frabede sig yderligere elektroniske markedsføringshenvendelser
    modsvares af en pligt for afsenderen til at respektere en sådan framelding.
    Såfremt modtageren bestrider, at bestemmelsens betingelser for afsendelse af uanmodet elektronisk
    markedsføring er opfyldt, er det afsenderen, der har bevisbyrden. Afsenderen skal
    derfor kunne dokumentere, at der er eller har været et kundeforhold inden for det sidste år,
    hvis afsenderen påberåber sig bestemmelsens første punktum, og afsenderen skal kunne dokumentere,
    hvor og hvornår den elektroniske adresse er modtaget, hvis afsenderen påberåber
    sig bestemmelsens andet punktum. Afsenderen skal endvidere kunne oplyse, hvor informationen
    om modtagerens arbejdsfunktion kommer fra.
    SIDE 90 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det foreslås i stk. 4 at fastsætte et forbud mod at rette henvendelse til nogen ved brug af elektronisk
    post med henblik på direkte markedsføring, hvis markedsføringen ikke klart kan identificeres
    som sådan.
    Det er et krav efter bestemmelsen, at hvis markedsføringen omhandler reklametilbud som
    f.eks. rabatter, præmier eller tilgift skal de klart kunne identificeres som sådanne, og betingelserne
    for at opnå dem skal være let tilgængelige og fremlægges klart og utvetydigt. Det samme
    gælder salgsfremmende konkurrencer eller spil.
    Betingelserne i stk. 4 svarer til kravene om identifikation af kommerciel kommunikation i den
    gældende e-handelslovs § 9.
    Bestemmelsen stiller også krav om, at der skal være en adresse, som modtageren kan henvende
    sig til for at få standset sådanne henvendelser. Et link, hvor modtageren kan frabede sig
    sådanne henvendelser, vil også opfylde kravet.
    Endelig indeholder bestemmelsen et forbud mod, at modtageren i sådanne henvendelser,
    opfordres til at besøge websteder, der er i strid med bestemmelsens stk. 4, nr. 1-4.
    Det foreslås i stk. 5, at andre midler til fjernkommunikation end elektronisk post, telefax og
    automatiske opkaldssystemer ikke må anvendes til direkte markedsføring over for fysiske
    personer, hvis modtageren har frabedt sig det enten direkte over for den erhvervsdrivende
    eller ved en markering i CPR (opt-out model). Det er uden betydning om, den fysiske person
    er forbruger eller erhvervsdrivende.
    Det kan i praksis være vanskeligt at afgrænse, hvad der menes med ”andre midler til fjernkommunikation
    end elektronisk post, telefax og automatiske opkaldssystemer”. Den teknologiske
    udvikling skaber hele tiden nye måder at markedsføre sig på, herunder hvordan de erhvervsdrivende
    henvender sig til modtageren af markedsføringen. Den foreslåede bestemmelse
    opsamler de tilfælde, som ikke falder ind under definitionen på elektronisk post m.v.
    Forbrugeraftalelovens regler om forbud mod uanmodet telefonisk henvendelse gælder uændret.
    Der gælder visse undtagelser fra forbuddet mod uanmodet telefonisk henvendelse, bl.a.
    for henvendelser om tegning af forsikring og om tegning af avisabonnement m.v. Den foreslåede
    § 9, stk. 5, indebærer, at forbrugerne skal have mulighed for at frabede sig sådanne henvendelser.
    For at overholde loven skal en erhvervsdrivende sammenholde den adresseliste, man vil benytte
    ved direkte markedsføring, med den fortegnelse, som udarbejdes af CPR med virkning
    for et kvartal af gangen, også kaldet Robinson-listen.
    Hvis en erhvervsdrivende ved undersøgelse i CPR - typisk i forbindelse med ajourføring af
    adresselister - er blevet bekendt med en forbrugers markering, skal den erhvervsdrivende
    respektere markeringen. Dette har praktisk betydning i forhold til de personer, som har navSIDE
    91 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    ne- og adressebeskyttelse i CPR, og som derfor ikke kan anføres på de fortegnelser, som CPR
    skal udarbejde.
    Det foreslås præciseret i stk. 6, at en erhvervsdrivende, der har indhentet gyldigt samtykke,
    kan se bort fra adressebeskyttelsen i CPR.
    Det foreslås i stk. 7, at erhvervsdrivende i disse tilfælde - samtidig med markedsføringen – skal
    oplyse modtageren om retten til at frabede sig direkte markedsføring. Oplysningen skal være
    klar og utvetydig. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at oplysningen gives i den erhvervsdrivendes
    almindelige forretningsbetingelser, som udleveres til modtageren.
    Efter stk. 7, 2. pkt., skal modtageren samtidig anvises en let og gebyrfri måde at frabede sig
    direkte markedsføring fra den erhvervsdrivende. Muligheden for at tilbagekalde samtykket
    skal som minimum tilbydes via samme kommunikationstjeneste. Har kunden f.eks. givet sit
    samtykke via sms, skal kunden som minimum kunne tilbagekalde sit samtykke via sms. Den
    erhvervsdrivende må dog gerne tilbyde supplerende muligheder for at framelde sig markedsføring,
    såfremt denne mulighed er nemmere at anvende for modtageren, f.eks. via et link.
    Som nævnt gælder stk. 7 kun ved henvendelser til fysiske personer. Det er uden betydning, om
    den pågældende er forbruger eller erhvervsdrivende.
    Det foreslås i stk. 8, at erhvervs-og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvordan
    erhvervsdrivende skal oplyse fysiske personer om adgangen til at frabede sig kommercielle
    henvendelser. Der kan også fastsættes nærmere regler om, på hvilken måde modtagere
    skal kunne frabede sig denne form for markedsføring.
    SIDE 92 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 10 om handelspraksis rettet mod børn og unge
    Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende markedsføringslovs § 8, stk.
    2 og 3, dog er ordet ”handelspraksis” anvendt i stedet for ”markedsføring”. Der er alene tale
    om en sproglig tilretning, da begrebet markedsføring i den gældende markedsføringslov blev
    anset for at dække over det samme som begrebet handelspraksis.
    Bestemmelsen medfører ikke materielle ændringer i retstilstanden.
    Bestemmelsen er ikke en gennemførsel af EU-regler.
    Det følger af bestemmelsen, at den pågældende handelspraksis skal være rettet mod børn og
    unge. I forhold til vurderingen af hvornår en handelspraksis er rettet mod børn og unge, henvises
    der til bemærkningerne under § 3, stk. 2.
    Det foreslås, at stk. 1 supplerer den generelle bestemmelse i § 3, stk. 2, med et konkret forbud
    mod brug af visse pågående virkemidler i handelspraksis rettet mod børn og unge. Denne
    bestemmelse er en videreførelse af den gældende § 8, stk. 2, og der er ikke tilsigtet en ændring
    af retstilstanden. Bestemmelsen er desuden i vidt omfang baseret på ICC-kodeks for reklamepraksis’
    regler om reklamering over for børn og unge.
    Handelspraksis, som opfordrer til vold eller anden farlig eller hensynsløs adfærd er forbudt.
    Det vil ligeledes være forbudt på utilbørlig måde at benytte vold, frygt eller overtro som virkemidler.
    Handelspraksis, der tilskynder til voldshandlinger, mobning eller lignende, vil ikke være tilladt.
    Det samme gælder, hvis en konkret handelspraksis på utilbørlig måde bruger drab, vold
    eller mishandling som virkemiddel. Eksempelvis vil det ikke være tilladt at illustrere en reklame
    for legetøjspistoler med realistiske skuddueller mellem soldater.
    Endvidere må den konkrete handelspraksis ikke uden pædagogisk, samfundsmæssig eller
    anden saglig begrundelse indeholde afbildning eller beskrivelser af farlige situationer eller af
    situationer, der tilsidesætter almindelig sikkerhed. Det kunne f.eks. være en reklame, hvor
    man viser modeller med plastikposer over hovederne, og hvor det vil være forbundet med
    stor fare, hvis børn inspireret af reklamen gør det samme. Eller reklamer, hvori personer omgås
    uforsvarligt med ild.
    Bestemmelsens stk. 2 supplerer også den foreslåede § 3, stk. 2, med et konkret forbud. Ifølge
    den foreslåede bestemmelse er enhver omtale eller billeder af eller henvisning til rusmidler,
    herunder alkohol, i forbindelse med handelspraksis rettet mod børn og unge under 18 år forbudt.
    Denne bestemmelse er en videreførelse af den gældende § 8, stk. 3, og der er ikke tilsigtet
    en ændring i retstilstanden.
    Handelspraksis vedrørende f.eks. alkoholholdige drikkevarer må dermed ikke rette sig mod
    børn og unge, uanset hvilken form den antager, hvilket betyder, at enhver form for omtale af
    SIDE 93 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    rusmidler, herunder alkohol, i f.eks. reklamer rettet mod børn og unge vil være i strid med
    bestemmelsen. Det er således ikke tilladt, at en rejsearrangør, der i sin handelspraksis retter
    sig mod unge under 18 år, anfører, at der under rejsen f.eks. besøges et antal barer og diskoteker
    i løbet af natten, hvor der serveres øl m.v., og at der er fri bar eller billige drinks, eller at
    der er ”happy hour”, ”pubcrawl” eller lignende, da disse begreber henviser til indtagelse af
    alkohol.
    Mange sager vedrørende erhvervsdrivendes handelspraksis i forhold til alkoholholdige produkter
    over for børn og unge bliver i dag behandlet i Alkoholreklamenævnet. Nævnet sender
    sagerne videre til Forbrugerombudsmanden til behandling efter markedsføringslovens regler
    i de tilfælde, hvor en erhvervsdrivende, hvis markedsføring i Alkoholreklamenævnet er blevet
    erklæret i strid med retningslinjernes totalforbud over for børn og unge, ikke vil rette sig efter
    kritikken og ikke vil indstille den pågældende handelspraksis.
    Forbrugerombudsmanden har stadig mulighed for at tage sager op af egen drift eller oversende
    disse til Alkoholreklamenævnet.
    SIDE 94 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 11 om mærkning og emballering
    Den foreslåede bestemmelse viderefører bemyndigelsesbestemmelsen i den gældende markedsføringslovs
    § 17, stk. 2.
    Hjemmelsbestemmelsen er udnyttet til at gennemføre en række EU-direktiver, og vil herudover
    kunne anvendes af erhvervs- og vækstministeren i særlige tilfælde, hvor der, af hensyn til
    forbrugeroplysningen og til skabelsen af lige konkurrencevilkår på markedet, opstår behov
    for, at ministeren fastsætter regler om mærkning med f.eks. bestemte varebetegnelser.
    Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at erhvervs- og vækstministeren gives mulighed for, at der kan udstedes
    bekendtgørelser, der forbeholder bestemte varebetegnelser og symboler til bestemte
    varer.
    Det foreslås i nr. 2, at erhvervs- og vækstministeren gives mulighed for at udstede bekendtgørelser,
    der påbyder mærkning med bestemte varebetegnelser, symboler eller oplysninger om
    blandt andet indhold, sammensætning og egenskaber i øvrigt.
    Hjemlen er anvendt til at udstede følgende bekendtgørelser, der gennemfører EU-direktiver:
    Bekendtgørelse nr. 122 af 6. marts 1973 om krystalglasvarer, og bekendtgørelse nr. 759 af 15.
    september 1995 om mærkning af materialer anvendt i hovedbestanddele af fodtøj med henblik
    på salg i detailledet.
    SIDE 95 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 12 om dokumentation af faktiske forhold
    Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende markedsføringslovs § 3, stk.
    3.
    Bestemmelsen blev indført med inspiration fra det dagældende direktiv om vildledende og
    sammenlignende reklame fra 1984. Siden 2006 har bestemmelsen ligeledes implementeret
    artikel 12, litra a, i direktivet om urimelig handelspraksis.
    Det følger af den foreslåede bestemmelse, at erhvervsdrivende skal kunne dokumentere rigtigheden
    af faktuelle oplysninger.
    Kravet gælder ikke udsagn, som har karakter af almindelige anprisninger. Anprisninger er
    f.eks., når en erhvervsdrivende fremsætter overdrevne udtalelser eller udtalelser, som ikke er
    beregnet til at blive opfattet bogstaveligt. F.eks. når erhvervsdrivende reklamerer med, at de
    har byens venligste betjening.
    Den erhvervsdrivende skal fremlægge bevis for rigtigheden af faktiske forhold, som den erhvervsdrivende
    gør gældende, såfremt Forbrugerombudsmanden eller en anden håndhævelsesmyndighed,
    herunder domstolene, anmoder om det. Det skal under hensyn til de legitime
    interesser hos den erhvervsdrivende og enhver anden part i sagen være relevant i det pågældende
    tilfælde.
    Der stilles ikke krav om, at den erhvervsdrivende ligger inde med behørig dokumentation for
    rigtigheden af oplysninger om faktiske forhold for at kunne anvende en given oplysning i markedsføringen.
    Oplysningen skal dog efterfølgende kunne dokumenteres inden for rimelig tid,
    såfremt en håndhævelsesmyndighed anmoder om det.
    SIDE 96 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 13 om prisoplysninger
    Den foreslåede bestemmelse er ny og træder i stedet for den gældende lovs § 13, stk. 1-3, der
    foreslås ophævet.
    Bestemmelsen fastlægger, at erhvervsdrivende, der udbyder produkter til forbrugerne, i deres
    handelspraksis klart og tydeligt skal oplyse om prisen efter de nærmere regler fastsat af erhvervs-
    og vækstministeren efter bestemmelsens stk. 2.
    Den gældende § 13, stk. 1, indeholder en forpligtelse for den erhvervsdrivende til at oplyse om
    prisen for en vare som en samlet pris inklusive gebyrer, omkostninger, moms og alle andre
    afgifter, dvs. at varens totalpris skal oplyses.
    Ophævelsen af § 13, stk. 1, medfører ikke materielle ændringer i retstilstanden, da der i bekendtgørelse
    nr. 866 af 18. september 2000 om oplysning om salgspris og enhedspris for
    forbrugsvarer allerede er fastsat regler om prisoplysning for varer, der i det væsentlige svarer
    indholdsmæssigt til oplysningskravene i den gældende § 13, stk. 1.
    Den gældende § 13, stk. 2, indeholder en generel forpligtelse til at give prisoplysninger ved
    udbud af tjenesteydelser til forbrugere på tilsvarende måde som for varer.
    Forpligtelsen gælder, når der sælges eller kan bestilles tjenesteydelser fra den erhvervsdrivendes
    faste forretningssted, dvs. egentlige forretningslokaler eller værksteder, som forbrugerne
    normalt har adgang til. Som eksempler kan nævnes frisørsaloner og fitnesscentre. Der
    skal også gives prisoplysninger, når der kan bestilles eller købes tjenesteydelser elektronisk,
    f.eks. på den erhvervsdrivendes hjemmeside.
    Ophævelsen af § 13, stk. 2, medfører en materiel ændring af retstilstanden. Efter forslaget vil
    forpligtelsen til at give prisoplysninger ved udbud af tjenesteydelser primært være reguleret
    af bekendtgørelse nr. 1372 af 16. december 2009 om tjenesteyderes pligt til at give oplysninger
    til tjenestemodtagere.
    Forskellen består i, at den erhvervsdrivende altid skal give oplysningerne om pris efter den
    gældende § 13, stk. 2, mens oplysningerne efter bekendtgørelsen om oplysninger til tjenestemodtagere
    alene skal gives, hvis tjenesteyderen på forhånd har fastsat en pris for en given
    type ydelse eller efter anmodning fra tjenestemodtageren.
    Rent tidsmæssigt adskiller oplysningskravet i den gældende § 13, stk. 2, sig også fra bekendtgørelsen,
    da oplysningerne efter § 13, stk. 2, skal gives ved mærkning, skiltning eller på anden
    tydelig vis, mens oplysningerne efter bekendtgørelsen skal gives i god tid inden kontraktens
    indgåelse eller, hvis der ikke foreligger en aftale, inden tjenesteydelsens udførelse.
    Endelig har den forslåede § 13, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 5, et snævrere anvendelsesområde end den
    gældende § 13, stk. 2, idet bekendtgørelsen om oplysninger til tjenestemodtagere grundlæggende
    finder anvendelse på alle tjenesteydelser, som ikke udtrykkeligt er udelukket herfra.
    SIDE 97 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Bekendtgørelsen dækker en stor del af sektorerne på serviceområdet, såsom turisme og
    håndværksvirksomhed, mens følgende sektorer er undtaget fra bekendtgørelsens anvendelsesområde:
    Ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse, finansielle tjenesteydelser,
    elektroniske kommunikationstjenester og – netværk, samt tilhørende faciliteter, tjenesteydelser
    på transportområdet, tjenesteydelser, der udbydes af vikarbureauer, tjenesteydelser på
    sundhedsområdet, audiovisuelle tjenesteydelser og radiospredning, spil, virksomhed, som er
    forbundet med udøvelse af offentlig myndighed, sociale tjenesteydelser, private vagttjenester
    samt tjenesteydelser, der udføres af officielt udnævnte notarer og fogeder.
    Det bemærkes dog, at den foreslåede § 13, stk. 1, skal anvendes i sammenhæng med forslagets
    § 6, stk. 1 og 2, der bestemmer, at den erhvervsdrivende ved købsopfordringer skal give en
    række oplysninger, herunder oplysninger om prisen inklusive moms og afgifter. Da den erhvervsdrivendes
    i sin handelspraksis over for forbrugerne i langt de fleste tilfælde vil gøre
    brug af købsopfordringer, er det selvstændige anvendelsesområde for den foreslåede § 13, stk.
    1, meget snævert.
    Den gældende § 13, stk. 3, 1. pkt., bestemmer, at kravene i § 13, stk. 1 og 2, samt de i medfør af
    den § 13, stk. 8, fastsatte regler også skal opfyldes, når der gives prisoplysninger i annoncer
    m.v.
    Det følger af den gældende § 13, stk. 3, 1. pkt., at når der i annoncer eller andet markedsføringsmateriale
    oplyses om prisen for enten varer eller tjenesteydelser, skal oplysningerne i
    stk. 1 eller 2, samt de i medfør af stk. 8 fastsatte regler iagttages.
    En lignende regel findes for varer i bekendtgørelse nr. 866 af 18. september 2000 om oplysning
    om salgspris og enhedspris for forbrugsvarer § 9, hvoraf det fremgår, at når der ved annoncering
    eller på anden måde i markedsføringsmaterialet gives oplysning om pris for varer,
    skal prisoplysningerne gives i overensstemmelse med forskrifterne i bekendtgørelses §§ 3-7
    og § 8, 2. pkt. Den gældende § 13, stk. 3, 1. pkt., har således i det væsentlige samme indhold
    som prismærkningsbekendtgørelsens § 9, og der vil derfor ikke være tale om en ændring af
    retstilstanden for så vidt angår prisoplysning ved annoncering for varer.
    Denne bekendtgørelse gælder imidlertid alene for varer. Konsekvensen af en ophævelse af §
    13, stk. 3, nr. 1, i forhold til tjenesteydelser vil derfor være, at der fremover ikke vil gælde en
    særlig regel om oplysninger om priser i annoncer m.v. for så vidt angår tjenesteydelser.
    Dog vil området i et vist omfang være reguleret af lov nr. 227 af 22. april 2002 om tjenester i
    informationssamfundet, herunder visse aspekter af elektronisk handel, der i den gældende § 8
    bestemmer, at når der gives oplysning om pris for en informationssamfundstjeneste, skal
    prisen angives klart og tydeligt. Det skal endvidere fremgå, hvorvidt prisen er inklusive afgifter
    og leveringsomkostninger.
    SIDE 98 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    En informationssamfundstjeneste er i den pågældende lovs § 2, nr. 1, defineret som enhver
    tjeneste, der har kommercielt sigte, og som leveres online på individuel anmodning fra tjenestemodtageren.
    Der er som udgangspunkt efter lov. nr. 227 af 22. april 2002 om tjenester i informationssamfundet,
    herunder visse aspekter af elektronisk handel, ikke pligt til at angive pris i annoncer
    eller andet markedsføringsmateriale, men hvis tjenesteyderen gør det, skal kravene i den
    gældende denne lovs § 8 være opfyldt.
    Det fremgår af den gældende § 13, stk. 3, 2. pkt., at såfremt en fabrikant, importør eller grossist
    i annoncer, i reklamer eller på anden måde foreslår en pris for videresalg til forbrugerne,
    skal det udtrykkeligt angives, at prisen er vejledende. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for
    mundtlige prisoplysninger.
    Bindende videresalgspriser er allerede forbudt efter konkurrenceloven, jf. konkurrencelovens
    § 6, stk. 2, nr. 7, hvoraf følger, at det er forbudt for virksomheder m.v. at indgå aftaler, der
    direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen, herunder at
    fastsætte bindende videresalgspriser eller på anden måde søge at få en eller flere handelspartnere
    til ikke at fravige vejledende salgspriser.
    Den gældende § 13, stk. 3, 1. og 2. pkt., foreslås derfor ophævet.
    Den foreslåede § 13, stk. 2, nr. 1-3, er en videreførelse af den gældende § 13, stk. 8, nr. 2-4, og
    indeholder en bemyndigelser til at fastsætte administrative regler om prisoplysninger. Det
    bemærkes, at den gældende § 13, stk. 8, nr. 1, er videreført med den foreslåede § 14, stk. 4.
    Bestemmelsen har, som den gældende § 13, stk. 8, til formål at sikre en hensigtsmæssig prismærkning
    og samtidig undgå en unødig detailregulering af prisområdet. Viser der sig uhensigtsmæssigheder
    i forbindelse med administrationen af de generelle prisoplysningsbestemmelser
    eller behov for særregler, er der med bestemmelsen hjemmel til at udstede supplerende
    administrative regler, f.eks. i form af en præciserende bekendtgørelse, men også til at undtage
    et område fra reglerne om prisoplysning.
    Den foreslåede § 13, stk. 2, nr. 5, er en videreførelse af den gældende § 7a, der indeholder en
    bemyndigelsesbestemmelse, som giver erhvervs- og vækstministeren adgang til at fastsætte
    nærmere regler om oplysningsforpligtigelser for tjenesteydere. Hjemlen er anvendt til at gennemføre
    de oplysningskrav, der er indeholdt i artikel 22 og 27 i servicedirektivet. Den gældende
    bemyndigelse er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 1372 af 16. december 2009
    om tjenesteyders pligt til at give oplysninger til tjenestemodtagere.
    Den foreslåede stk. 1 er udtryk for en generel adfærdsnorm og bliver suppleret af bestemmelsens
    stk. 2 samt de øvrige regler i markedsføringsloven.
    SIDE 99 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Bestemmelsen suppleres særligt af lovforslagets §§ 5 og 6 om vildledende handlinger og vildledende
    udeladelser, herunder særligt § 6, stk. 2, der fastlægger, hvilke oplysninger der betragtes
    som væsentlige at give i forbindelse med købsopfordringer. Heraf fremgår bl.a., at den
    erhvervsdrivende skal oplyse om prisen inklusive moms og afgifter, samt hvor det er relevant,
    yderligere omkostninger vedrørende fragt, levering eller porto.
    Bestemmelsen suppleres endvidere af bestemmelser om oplysninger vedrørende priser i
    anden lovgivning, herunder lov om tjenester i informationssamfundet, herunder visse aspekter
    af elektronisk handel, der fastlægger, at når der gives oplysning om pris for en informationssamfundstjeneste,
    skal prisen angives klart og tydeligt.
    Når der gives oplysning om pris for en informationssamfundstjeneste, skal prisen angives
    klart og tydeligt. Det skal fremgå, hvorvidt prisen er inklusive afgifter og leveringsomkostninger.
    Det foreslås i stk. 2 at give erhvervs- og vækstministeren en bemyndigelsesadgang til efter
    forhandling med vedkommende minister samt repræsentanter for forbrugerne og relevante
    erhvervsorganisationer, at fastsætte specifikke regler om prisoplysninger.
    Stk. 2, nr. 1-2 er udnyttet til at udstede en række bekendtgørelser om prisoplysninger inden
    for en række specifikke områder, herunder bl.a. bekendtgørelse nr. 10002 af 16. marts 1988
    om mærkning eller skiltning samt annoncering med kortvarige generelle prisnedsættelser for
    varer, bekendtgørelse nr. 10003 af 6. april 1988 om mærkning og skiltning samt annoncering
    med priser m.v. for øl og mineralvand i returflasker og bekendtgørelse nr. 500 af 22. juni 1995
    om prisskiltning for motorbrændstof.
    Nr. 3 er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 866 af 18. september 2000 om oplysning af
    salgspris og enhedspris på forbrugsvarer, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets
    oplysning om priser.
    Det fremgår af denne bekendtgørelse, at erhvervsdrivende, der udbyder varer til forbrugere,
    skal i salgslokalet, eller hvor varerne i øvrigt udstilles til salg, oplyse om såvel salgspris som
    enhedspris for den udbudte vare eller varemængde efter nedenstående bestemmelser. Prisoplysningerne
    skal gives tydeligt, let læseligt og således, at der ikke kan opstå tvivl om, hvilken
    vare prisoplysningerne vedrører. Ved salgspris forstås den endelige pris for en vare eller en
    given mængde af en vare, inklusive moms og alle øvrige afgifter, men eksklusive eventuelt
    pant.
    Nr. 4 indeholder en bemyndigelsesbestemmelse, som giver erhvervs- og vækstministeren
    adgang til at fastsætte nærmere regler med henblik på at opfylde de oplysningskrav, der er
    indeholdt i artikel 22 og 27 i servicedirektivet. Den gældende bemyndigelse er udnyttet til at
    udstede bekendtgørelse nr. 1372 af 16. december 2009 om tjenesteyders pligt til at give oplysninger
    til tjenestemodtagere.
    SIDE 100 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det fremgår b.la. af bekendtgørelsen, at tjenesteyder skal oplyse om prisen for en tjenesteydelse,
    hvis tjenesteyderen på forhånd har fastsat en pris for en given type ydelse.
    Oplysningskravene vedrører alene tjenesteydelser, ikke varer. Oplysningsforpligtelserne supplerer
    de øvrige oplysningskrav i EU-retten, herunder reglerne i Europa-Parlamentets og
    Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder (herefter forbrugerrettighedsdirektivet)
    og direktivet om urimelig handelspraksis.
    SIDE 101 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 14 om faktureringspligt for regningsarbejde
    Den foreslåede bestemmelses stk. 1-2 er en videreførelse af den gældende lovs § 13, stk. 4-5.
    Bestemmelsen medfører ikke materielle ændringer i retstilstanden.
    Den foreslåede bestemmelses stk. 3 viderefører delvist den gældende markedsføringslovs §
    13, stk. 6.
    Efter den gældende § 13, stk. 6, skal den erhvervsdrivende på forbrugerens begæring i særlige
    situationer give yderligere oplysninger, som sætter forbrugeren i stand til at kontrollere prisen
    for de varer og tjenesteydelser, der indgår i prisen.
    Den foreslåede bestemmelses stk. 3 er dog ændret således, at der ikke længere vil blive stillet
    krav om, at der skal foreligge særlige situationer for at forbrugeren kan anmode om yderligere
    oplysninger. Efter den foreslåede bestemmelse, vil forbrugeren nu i alle situationer kunne
    anmode om yderligere oplysninger. Baggrunden for den foreslåede ændring er, at der i praksis
    har været usikkerhed om, hvilke særlige situationer, der er omfattet af bestemmelsen.
    Der har endvidere været usikkerhed om det tidsmæssige aspekt i den gældende § 13, stk. 6.
    Det vil sige i hvor lang tid forbrugerens ret til at anmode om yderligere oplysninger, strækker
    sig efter, at forbrugeren har modtaget regningen. Den foreslåede bestemmelses stk. 3 er derfor
    rettet til sprogligt og præciseret, således at det udtrykkeligt fremgår af lovteksten, at forbrugerens
    begæring om yderligere oplysninger skal være fremsat inden for rimelig tid efter, at
    forbrugeren har modtaget regningen.
    Den foreslåede bestemmelses stk. 4, er en videreførelse af den gældende markedsføringslovs §
    13, stk. 8, nr. 1, og bestemmelsen medfører ikke materielle ændringer i retstilstanden.
    Bestemmelsen er ikke en gennemførsel af EU-regler.
    Bestemmelsens stk. 1-3 pålægger erhvervsdrivende, der udfører tjenesteydelser efter regning,
    en generel forpligtelse til at give forbrugere en specificeret regning, så det er muligt for forbrugerne
    at kontrollere prisen for de købte ydelser.
    Regningen skal sætte forbrugeren i stand til at orientere sig om, hvilke arbejder og materialer
    den samlede tjenesteydelse indeholder. De oplysninger, der skal gives efter bestemmelsen,
    skal generelt sætte forbrugeren i stand til at kontrollere, hvilke ydelser, der er leveret, og
    hvilke priser, der er beregnet herfor.
    Det foreslås i stk. 1, at erhvervsdrivende, der udfører tjenesteydelser efter regning, pålægges
    en generel forpligtelse til at give forbrugeren en specificeret regning, der sætter forbrugeren i
    stand til at kontrollere prisen for de materialer og tjenesteydelser, der indgår i ydelsen. Denne
    generelle faktureringspligt skal, i de tilfælde, hvor der ikke på forhånd er opgivet en fast pris
    for tjenesteydelsen, sikre forbrugeren et grundlag for at kunne vurdere, om den pris, som den
    erhvervsdrivende forlanger for en tjenesteydelse, er berettiget.
    SIDE 102 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Efter bestemmelsen skal der gives oplysninger om timepris og om timeforbrug, samt om eventuelt
    materialeforbrug, hvor dette har betydning for prisen på tjenesteydelsen. For så vidt
    angår materialeforbrug vil det i nogle situationer være muligt at angive dette, men materialeforbruget
    vil ikke nødvendigvis have betydning for prisen. I sådanne tilfælde kan den erhvervsdrivende
    undlade at oplyse om materialeforbruget. Mindre mængder af hjælpematerialer
    kan endvidere angives som en samlet post, således at den erhvervsdrivende ikke skal redegøre
    for hver enkelt lille del, der er brugt til at udføre tjenesteydelsen. Det vil således være
    muligt for den erhvervsdrivende at angive materialer som søm, skruer og lignende hjælpematerialer
    under en samlet post. Den samlede post, der angiver omfanget af hjælpematerialer,
    skal blandt andet ses i forhold til det samlede materialeforbrug.
    Bestemmelsens nr. 1-3 er ikke til hinder for, at den erhvervsdrivende kan give forbrugeren
    flere oplysninger. Det kan f.eks. være oplysninger om grundgebyr, kørsel m.v.
    Det foreslås i stk. 2, at den erhvervsdrivende helt eller delvist kan erstatte oplysningerne i stk.
    1, nr. 1-3, med andre oplysninger, hvis dette er aftalt med forbrugeren, eller hvis det følger af
    branchesædvane. Det vil således være muligt for de erhvervsdrivende at erstatte oplysningerne
    nævnt i stk. 1, nr. 1-3, med oplysninger om f.eks. standardpriser m.v. Ligeledes kan den del
    af den samlede faktura, der vedrører arbejde udført af underentreprenører eller underleverandører,
    angives som et samlet beløb. Dette svarer til, hvad der i dag er gældende på f.eks.
    byggeområdet.
    Det kan i nogle tilfælde være mere til forbrugerens gavn at få andre oplysninger end de oplysninger,
    der følger af stk. 1. F.eks. kan standardpriser hjælpe forbrugeren til direkte at sammenligne
    prisen for en bestemt ydelse hos flere tjenesteudbydere. Der har således i visse
    brancher – som f.eks. autoreparationsbranchen - udviklet sig en sædvane om at fakturere
    standardpriser for visse standardydelser. Der er også i andre brancher udviklet en praksis for
    at give andre oplysninger end de oplysninger, der er nævnt i stk. 1. Dette er f.eks. tilfældet i
    tandlægebranchen, hvor det er oplyst, at hovedparten af tandlægers regninger består af ydelser,
    der er aftalt i tandlægeoverenskomsten med meget specifikke ydelsesbeskrivelser og faste
    priser.
    Det foreslås i stk. 3, at den erhvervsdrivende på forbrugerens begæring skal give yderligere
    oplysninger, som sætter forbrugeren i stand til at kontrollere prisen for de produkter, der
    indgår i prisen.
    Baggrunden for denne bestemmelse er, at forbrugeren kan have brug for at få yderligere oplysninger
    for at kunne bedømme elementerne af ydelsen og prisen herfor.
    Yderligere oplysninger efter stk. 3 vil typisk kunne være oplysninger om grundgebyr, andre
    gebyrer, kørsel, eksternt udført arbejde, ekstra betaling for arbejde og/eller kørsel uden for
    normal arbejdstid, leje af materiel og forsikringer.
    SIDE 103 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Begæringen efter stk. 3 skal fremsættes inden for rimelig tid efter, at forbrugeren har modtaget
    regningen, hvilket normalt vil være ca. en måned efter, at forbrugeren har modtaget regningen
    medmindre særlige forhold bevirker, at forbrugeren ikke kan opfylde fristen.
    Såfremt der viser sig behov for særregler, der ligger ud over ordlyden i stk. 1-3, foreslås det, at
    der i bestemmelsens stk. 4, gives hjemmel til, at ministeren, efter forhandling med vedkommende
    fagminister samt forbrugerepræsentanter og relevante forbruger- og erhvervsorganisationer,
    kan udstede supplerende administrative regler, eksempelvis i form af en præciserende
    bekendtgørelse, men også til at undtage et område fra faktureringsreglerne. Hjemlen
    kan f.eks. anvendes, hvis der i en bestemt branche viser sig et påtrængende behov for særligt
    detaljerede regler om fakturering for at opnå prisgennemsigtighed.
    SIDE 104 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 15 om gebyrer
    Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende lovs § 15.
    Bestemmelsen er ikke en gennemførsel af EU-regler.
    Bestemmelsen regulerer gebyrer i løbende kontraktforhold, hvor der efter aftaleindgåelsen
    sker ændringer i eksisterende gebyrer eller indføres nye gebyrer.
    Bestemmelsens formål er at skabe gennemsigtighed omkring eksisterende gebyrer og indførsel
    af nye gebyrer i løbende kontraktforhold. Det sikres ved, at erhvervsdrivende forpligtes til
    at varsle gebyrændringer over for forbrugeren.
    Ved et gebyr forstås en betaling for en særlig tjeneste, funktion eller ydelse, som knytter sig til
    en vare eller tjenesteydelse, eller et løbende aftaleforhold, og som ikke har karakter af en selvstændig
    tjenesteydelse, jf. definitionen på et gebyr i lovforslagets § 2, stk. 1, nr. 13. Derimod
    omfatter bestemmelsen ikke gebyrer, der er nærmere reguleret ved lov, f.eks. rentelovens
    regler om rykkergebyrer.
    Bestemmelsen har ikke civilretlig virkning, og den griber således ikke ind i aftaleforholdet
    mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende. Der er i stedet tale om en offentligretlig bestemmelse,
    der ikke regulerer de aftaleretlige eller andre civilretlige aspekter af aftalen. Det
    betyder, at bestemmelsen ikke direkte berører kontraktforholdet mellem den erhvervsdrivende
    og forbrugeren.
    Bestemmelsen suppleres dog af dansk rets civilretlige regler om aftaler. Det betyder, at det
    ikke er tilstrækkeligt for den erhvervsdrivende at overholde kravene efter den foreslåede §
    15, for at kunne forhøje et gebyr eller indføre et nyt gebyr. Sådanne ændringer skal have
    hjemmel i aftalen mellem parterne, og må i øvrigt ikke være urimelig, jf. aftaleloven kapitel 4
    om forbrugeraftaler.
    Gebyrer kan dermed ikke indføres eller forhøjes ensidigt på den erhvervsdrivendes initiativ.
    Dette skal have hjemmel i aftalen mellem parterne og således være en del af det eksisterende
    aftalegrundlag, hvad enten der er tale om en med forbrugeren individuelt forhandlet kontrakt
    eller f.eks. den erhvervsdrivendes standardaftalevilkår eller almindelige forretningsbetingelser.
    Foreligger der ikke en sådan aftale mellem parterne på forhånd, må indførelse af et nyt
    gebyr eller andre ændringer til ugunst for forbrugeren som udgangspunkt sidestilles med
    indgåelse af en ny aftale, som kræver forbrugerens accept, før ændringerne kan træde i kraft.
    Der henvises i øvrigt til dansk rets almindelige regler om indgåelse af aftaler, herunder de
    særlige modifikationer for aftaleforhold mellem erhvervsdrivende og forbrugere. I relation til
    aftalevilkår om gebyrer bemærkes, at det som udgangspunkt ikke vil være tilstrækkeligt, at
    oplysningerne blot er tilgængelige f.eks. på den erhvervsdrivendes hjemmeside som en del af
    dennes forretningsbetingelser. Forbrugernes opmærksomhed skal eksplicit henledes på sådanne
    oplysninger inden aftalens indgåelse, før vilkåret kan anses for aftalt mellem parterne.
    SIDE 105 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det bemærkes, at uanset om der i et konkret tilfælde ikke måtte være tale om et gebyr i markedsføringslovens
    forstand, og den foreslåede § 15 følgelig ikke finder anvendelse på omkostningen,
    gælder de almindelige aftaleretlige principper for sådanne omkostninger. Disse omkostninger
    skal således også være aftalt mellem parterne, jf. ovenfor, ligesom de f.eks. heller
    ikke kan indføres eller ændres vilkårligt.
    Bestemmelsen finder, jf. lovforslagets § 1, stk. 3, ikke anvendelse på virksomheder omfattet af
    lov om finansielle virksomheder.
    Det foreslås i stk. 1, at betingelserne for at kunne ændre størrelsen eller opkrævningen af et
    gebyr i en eksisterende aftale til ugunst for forbrugeren skal være klart fremhævet i aftalen.
    Dette indebærer, at det tydeligt skal fremgå af aftalevilkårene, efter hvilke kriterier gebyrerne
    kan ændres eller indføres. Det er f.eks. ikke tilstrækkelig præcist, at der blot er taget forbehold
    for ”løbende pris- og gebyrændringer”.
    Kriterierne må, jf. lovforslagets §§ 3 og 4 om god skik, ikke være usaglige eller urimelige.
    Forbrugeren skal have mulighed for efterfølgende at vurdere, om ændringer er i overensstemmelse
    med aftalen. Dette indebærer, at den erhvervsdrivende ved varslingen skal oplyse,
    med hvilken begrundelse i henhold til aftalevilkårene gebyret ændres eller indføres.
    Det foreslås i stk. 2, at ændring af gebyrer eller opkrævning af nye gebyrer i et løbende kontraktforhold
    altid skal varsles med en rimelig frist, inden de får virkning for forbrugeren.
    Alle former for gebyrændringer skal varsles. Varslingen skal ske med en rimelig frist, inden
    ændringen eller inden det nye gebyr får virkning over for forbrugeren.
    Vurderingen af, hvad der skal forstås ved begrebet rimelig frist, må bero på en konkret vurdering.
    Heri indgår bl.a. ændringens størrelse, og om gebyrforhøjelsen er begrundet i den erhvervsdrivendes
    egne forhold eller udefra kommende forhold, som den erhvervsdrivende ikke
    har indflydelse på.
    Det skal fremgå klart og tydeligt over for forbrugeren, at der er tale om en varsling af en ændring
    af et eksisterende gebyr, og hvori ændringen består, dvs. hvor stor en forhøjelse, der er
    tale om.
    Direkte og individuel varsling vil i de fleste tilfælde være det mest hensigtsmæssige, men det
    er ikke et krav, når der er tale om en ikke-væsentlig forhøjelse af et eksisterende gebyr. I de
    tilfælde, hvor der ikke er krav om individuel kommunikation, vil f.eks. annoncering på en
    hjemmeside, i medierne eller information i et nyhedsbrev efter omstændighederne kunne
    være tilstrækkelig varsling efter stk. 2.
    SIDE 106 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det foreslås i stk. 3, at der ved individuel kommunikation over for forbrugeren skal varsles om
    opkrævning af nye gebyrer i et løbende aftaleforhold eller væsentlige gebyrændringer.
    Hvornår der foreligger en væsentlig gebyrændring afhænger af en konkret vurdering, hvori
    indgår ændringens størrelse set i forhold til det tidligere gebyr og i forhold til hovedydelsens
    værdi.
    Forbrugeren skal oplyses om de muligheder, forbrugeren har i henhold til aftalen for at kunne
    komme ud af aftalen, inden gebyrændringens ikrafttræden. Varslingen skal således indeholde
    en beskrivelse af de nærmere betingelser for opsigelse af aftalen, herunder opsigelsesvarslets
    længde og eventuelle gebyrer i forbindelse med opsigelsen.
    Det betyder, at det skal fremgå tydeligt over for forbrugeren, at der er tale om en varsling af en
    ændring af et eksisterende gebyr eller af indførelse af et nyt gebyr, og hvor stor en forhøjelse i
    forhold til det nuværende gebyr, eller hvor stort et nyt gebyr, der er tale om.
    Hvis forbrugeren ifølge aftalevilkårene har ret til at opsige aftalen som følge af det nye gebyr
    eller gebyrforhøjelsen, skal dette som nævnt også fremgå af varslingen, herunder betingelserne
    for at gøre brug af denne ret.
    Også i tilfælde, hvor det ikke fremgår af aftalevilkårene, at forbrugeren har ret til at opsige
    aftalen som følge af det nye gebyr eller gebyrforhøjelsen, men hvor forbrugeren vil have denne
    ret efter almindelige aftaleretlige principper, vil den erhvervsdrivende efter reglerne om
    god skik, jf. lovforslagets §§ 3 og 4 skulle oplyse forbrugeren om denne ret.
    SIDE 107 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 16 om garanti
    Den foreslåede bestemmelses stk. 1 viderefører oplysningskravene i den gældende lovs § 12,
    stk. 2, 1. og 2. pkt., mens den foreslåede bestemmelses stk. 2 delvist viderefører sprogkravet i
    den gældende lovs § 12, stk. 2, 4. pkt.
    Den gældende § 12, stk.2, 4. pkt., stiller krav om, at en garanti skal være affattet på dansk. Den
    foreslåede § 16, stk. 2, stiller imidlertid alene krav om, at vilkårene for garantien skal affattes
    på dansk, hvis markedsføringen er på dansk.
    Bestemmelsen gennemfører artikel 6, stk. 2 og 4, i forbrugerkøbsdirektivet.
    Bestemmelsens formål er at opstille formkrav og sikre gennemsigtighed i forhold til garantiens
    indhold.
    Ved garanti skal forstås en frivillig forpligtelse, som den erhvervsdrivende påtager sig ved salg
    af produkter, hvor forbrugeren gives yderligere rettigheder, end de rettigheder, som forbrugeren
    har efter lovgivningen. En garanti kan ikke begrænse en forbrugers lovbestemte og beskyttelsespræceptive
    rettigheder og må ikke forveksles med en lovbestemt reklamationsret og
    reklamationsfrist. Det er ikke afgørende, om ordet ”garanti” er anvendt. Det afgørende er derimod,
    om den forpligtelse, den erhvervsdrivende påtager sig, indholdsmæssigt kan sidestilles
    med en garanti.
    Bestemmelsen gælder kun i forbrugerforhold.
    Bestemmelsen omfatter erhvervsdrivende, der f.eks. som sælger, leverandør, producent, importør
    m.v. yder en garanti eller lignende i sin markedsføring eller som i sin markedsføring
    påtager sig en garanti ydet af tredjemand. Så snart en erhvervsdrivende nævner garanti eller
    lignende i forbindelse med markedsføring af et produkt, er der tale om en markedsføring af en
    garanti omfattet af bestemmelsen.
    Bestemmelsen omfatter både skriftlige og mundtlige garantier.
    Den erhvervsdrivende skal i øvrigt i forbindelse med aftaleindgåelsen overholde reglerne i
    forbrugeraftaleloven vedrørende garantier.
    Det foreslås i stk. 1, at der stilles krav om, at erhvervsdrivende, der markedsfører en garanti
    eller lignende til en forbruger, har pligt til at give forbrugeren en række oplysninger.
    Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at der skal gives oplysning om garantiens indhold, herunder eventuelle
    begrænsninger og forpligtelser indeholdt i garantien. Det kan for eksempel være betingelserne
    for, at garantien træder i kraft, begrænsninger i garantiens omfang og udstrækning,
    og i hvilke tilfælde garantien bortfalder.
    SIDE 108 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det foreslås i nr. 2, at der skal gives de oplysninger, der er nødvendige for at gøre garantien
    gældende. Sådanne oplysninger omfatter navnlig garantiudstederens navn og adresse, garantiens
    varighed og geografiske omfang og den procedure, der skal anvendes for, at garantien
    træder i kraft og kan påberåbes af forbrugeren.
    Det foreslås i nr. 3, at der skal gives oplysning om, at forbrugerens ufravigelige rettigheder
    efter lovgivningen ikke berøres af garantien. Herved forstås, at det positivt skal fremgå, at
    forbrugeren bevarer sine ufravigelige rettigheder efter lovgivningen. Oplysningspligten medvirker
    til, at en garanti, skønt den ikke i sig selv er vildledende, ikke praktiseres på en vildledende
    måde. Normalt vil en oplysning fra en erhvervsdrivende eller, hvis garantien er skriftlig,
    en oplysning i garantien, om at den ikke berører købers ufravigelige rettigheder efter købeloven,
    være tilstrækkelig. Anden lovgivning skal dog nævnes, hvis dette er relevant under hensyn
    til garantiens indhold, produktets art, salgsmåden m.v.
    Oplysningerne i nr. 1-3 skal gives på en klar og forståelig måde. Herved forstås, at den erhvervsdrivende
    skal fremkomme med oplysningerne i en form og på en måde, der er let forståelig
    for forbrugeren.
    Gyldigheden af en ydet garanti bevares, selvom garantien ikke lever op til de stillede formkrav
    i nr. 1-3. Forbrugeren vil således stadig kunne støtte ret på garantien og kræve garantien opfyldt.
    Det foreslås i stk. 2, at vilkårene for garantien skal gives på dansk, såfremt markedsføringen er
    sket på dansk.
    SIDE 109 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 17 om markedsføring af kreditaftaler
    Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende lovs § 14 a bortset fra, at
    bestemmelsen ikke længere omfatter boligkreditaftaler, der er selvstændigt reguleret i lovforslagets
    § 18.
    Bestemmelsen gennemfører artikel 4 og artikel 21, litra a, i forbrugerkreditdirektivet.
    Bestemmelsens formål er at skabe større gennemsigtighed på kreditmarkedet, så forbrugerne
    nemmere kan overveje betingelserne og omkostningerne vedrørende kreditten og deres forpligtelser.
    Formålet med bestemmelsen er således at sætte forbrugerne i stand til at træffe
    beslutning på et kvalificeret og oplyst grundlag. Dette sker bl.a. ved, at sammenligneligheden
    mellem forskellige kredittilbud øges, idet væsentlige oplysninger om kreditaftalen skal gives
    på en standardiseret måde.
    Det foreslås i stk. 1, at enhver markedsføring af kreditaftaler, der oplyser en rentesats eller
    talstørrelser vedrørende omkostningerne i forbindelse med forbrugerkredit, skal indeholde
    de oplysninger, der oplistes i bestemmelsens nr. 1-6.
    Bestemmelsen gælder kun markedsføring af kreditaftaler henvendt til forbrugere.
    Bestemmelsen omfatter enhver markedsføring af kreditaftaler, herunder kreditkøb, der oplyser
    en rentesats eller talstørrelser vedrørende omkostningerne. Hvis en virksomhed markedsfører
    en kreditaftale, f.eks. ved at oplyse renten, er den pågældende markedsføring omfattet af
    bestemmelsen. Det betyder, at den erhvervsdrivende er forpligtet til at give de standardoplysninger,
    der er oplistet i nr. 1-6.
    Indeholder markedsføringen derimod ingen oplysninger om rentesatser eller om størrelsen af
    kreditomkostningerne i øvrigt, er den pågældende markedsføring ikke omfattet af bestemmelsen.
    Begreberne rentesats og talstørrelser omfatter, udover oplysningen om renten i tal med procenttegn
    og øvrige talstørrelser, også betegnelser som eksempelvis 0 kr. i rente, uden omkostninger,
    ingen renter, ingen gebyrer og lignende.
    Oplysningspligten i § 17 gælder, uanset i hvilket medie kreditaftaler markedsføres.
    Oplysningspligten gælder endvidere for enhver, som markedsfører kreditaftaler, og som viser
    en rentesats eller talstørrelser vedrørende omkostningerne i forbindelse hermed. Det kan
    være kreditgivere eller kreditformidlere, som defineret i lov om kreditaftaler, men det kan
    også være andre erhvervsdrivende, jf. § 2, nr. 2, jf. § 1. Det afgørende er således, at der markedsføres
    en kreditaftale, og ikke hvem, der står bag den pågældende markedsføring.
    SIDE 110 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Bestemmelsen omfatter markedsføring af alle typer kreditaftaler, som defineret i lov om kreditaftaler,
    herunder kreditkøb, med undtagelse af boligkreditaftaler i det omfang disse er omfattet
    af lovforslagets § 18.
    Bestemmelserne i de foreslåede §§ 4 -7 finder også anvendelse ved markedsføring af kreditaftaler.
    Det betyder, at både oplysningspligten i § 17 og kravene i §§ 4-7 skal overholdes ved
    markedsføring af kreditaftaler, der oplyser en rentesats eller talstørrelser vedrørende omkostningerne.
    Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at den erhvervsdrivende skal give oplysninger om debitorrenten, om
    denne er fast eller variabel eller begge, tillige med oplysninger om omkostninger, der indgår i
    forbrugerens samlede omkostninger i forbindelse med kreditten.
    De samlede omkostninger i forbindelse med kreditten skal forstås i overensstemmelse med
    definitionen i lov om kreditaftaler. Omkostningerne består bl.a. af renter, provision, afgifter og
    enhver anden form for honorar, som forbrugeren skal betale i forbindelse med kreditaftalen,
    og som kreditgiveren har kendskab til, bortset fra notarialgebyr. Omkostninger ved accessoriske
    tjenesteydelser i forbindelse med kreditaftalen, navnlig forsikringspræmier, som kan beregnes
    på forhånd, medregnes også, såfremt indgåelsen af aftalen om tjenesteydelser er obligatorisk
    for at opnå kreditten, eller for at opnå kreditten på de markedsførte vilkår.
    Det foreslås i nr. 2, at den erhvervsdrivende skal give oplysninger om det samlede kreditbeløb.
    Det samlede kreditbeløb skal i overensstemmelse med definitionen i lov om kreditaftaler
    forstås som loftet for eller summen af alle beløb, der stilles til disposition i henhold til en kreditaftale.
    Det foreslås i nr. 3, at den erhvervsdrivende skal give oplysninger om de årlige omkostninger i
    procent, som beregnet efter lov om kreditaftaler.
    De årlige omkostninger i procent skal i overensstemmelse med definitionen i lov om kreditaftaler
    forstås som de samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen udtrykt i procent
    pr. år af det samlede kreditbeløb, eventuelt omfattende de omkostninger, der er nævnt i kreditaftalelovens
    § 16, stk. 3 og 4.
    Det foreslås i nr. 4, at den erhvervsdrivende skal give oplysninger om kreditaftalens løbetid.
    Det foreslås i nr. 5, at den erhvervsdrivende, ved kredit i form af henstand med betalingen for
    en specifik vare eller tjenesteydelse, skal give oplysninger om kontantprisen og størrelsen af
    en eventuel forudbetaling.
    Det foreslås i nr. 6, at den erhvervsdrivende skal give oplysninger om det samlede beløb, som
    skal betales af forbrugeren, og ydelsernes størrelse.
    SIDE 111 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det samlede beløb, som skal betales af forbrugeren, skal i overensstemmelse med definitionen
    i lov om kreditaftaler forstås som summen af det samlede kreditbeløb og de samlede omkostninger
    i forbindelse med forbrugerkreditten.
    Det foreslås i stk. 2, at oplysningerne skal oplyses klart, kort og på en fremtrædende måde ved
    hjælp af et repræsentativt eksempel.
    Det afhænger af en konkret helhedsvurdering, om standardoplysningerne står på en fremtrædende
    måde. Dog må standardoplysningerne f.eks. ikke være skjult i markedsføringen eller
    være præsenteret på en uklar, uforståelig eller dobbelttydig måde.
    Oplysningerne skal vises ved hjælp af et repræsentativt eksempel, der skal stå i selve markedsføringen.
    Hvad der er repræsentativt, afhænger af den pågældende markedsføring og den
    måde, markedsføringen er udformet på. F.eks. skal der ved markedsføring af kreditkøb af
    forskellige varer i henhold til kravene i stk. 1, nr. 5, gives et repræsentativt eksempel for hvert
    produkt. Udbydes der f.eks. flere varer i et katalog, skal den erhvervsdrivende således oplyse
    et repræsentativt eksempel for hvert af de produkter, der udbydes i kataloget.
    Der må ikke i det repræsentative eksempel ske sammenblanding med øvrige oplysninger i
    markedsføringen. Oplysninger, som en virksomhed f.eks. er forpligtet til at give ifølge anden
    lovgivning, må derfor ikke stå i det repræsentative eksempel. Det kan f.eks. være oplysninger
    om, hvilken energiklasse en bil tilhører, og hvor langt bilen kan køre på literen.
    Det foreslås i stk. 3, at hvis indgåelsen af en aftale om en accessorisk tjenesteydelse i forbindelse
    med kreditaftalen er obligatorisk for at opnå kreditten, og omkostningerne for en sådan
    aftale ikke kan beregnes på forhånd, skal forpligtelsen til at indgå denne aftale også være oplyst
    sammen med de årlige omkostninger i procent.
    Det er et krav, at forpligtelsen til at indgå en aftale efter stk. 3 skal være oplyst klart, kort og på
    en fremtrædende måde sammen med de årlige omkostninger i procent. I modsat fald vil det
    være en overtrædelse af stk. 3, og kan efter omstændighederne også være en overtrædelse af
    vildledningsbestemmelserne i §§ 5 og 6.
    Det foreslås i stk. 4, at kreditformidlere i markedsføring og i anden dokumentation henvendt
    til forbrugere skal gøre opmærksom på omfanget af deres beføjelser. Det skal bl.a. oplyses, om
    vedkommende udelukkende samarbejder med én eller flere kreditgivere eller optræder som
    selvstædig mægler.
    Bestemmelsen er begrænset til alene at gælde for kreditformidlere.
    Begrebet kreditformidler skal forstås i overensstemmelse med definitionen i lov om kreditaftaler.
    En kreditformidler er således en fysisk eller juridisk person, der ikke optræder som
    kreditgiver, og som mod betaling af et honorar, der kan antage form af penge eller en anden
    aftalt form for finansiel modydelse, som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssige virksomhed
    SIDE 112 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    præsenterer kreditaftaler for forbrugere eller tilbyder kreditaftaler til forbrugere, bistår forbrugere
    ved at udføre andet forberedende arbejde med henblik på kreditaftaler, eller indgår
    kreditaftaler med forbrugere på kreditgiverens vegne.
    Erhvervsdrivende, der ikke er kreditformidlere i kreditaftalelovens forstand, er ikke omfattet
    af stk. 4. Disse erhvervsdrivende skal dog stadig overholde § 17, stk. 1-3, når de markedsfører
    kreditaftaler og oplyser rentesats eller talstørrelser i forbindelse hermed.
    SIDE 113 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 18 om markedsføring af boligkreditaftaler
    Den foreslåede bestemmelse er ny i markedsføringsloven og gennemfører artikel 11 i Europa-
    Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/EU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i
    forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og
    2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010. Bestemmelsen er ligeledes gennemført i
    bekendtgørelse nr. 332 af 7. april 2016 om god skik for boligkredit.
    Med § 18 sker der en særregulering af markedsføring af boligkreditaftaler i forhold til hidtil,
    hvor boligkreditaftaler har været omfattet af bestemmelsen om markedsføring af kreditaftaler
    i den gældende § 14 a, der videreføres i den foreslåede § 17.
    I forhold til § 17 medfører særreguleringen i § 18 dels en lempelse og dels en udvidelse af
    oplysningspligten, når det gælder markedsføring af boligkreditaftaler. Lempelsen består i, at
    markedsføringen af boligkreditaftaler kun skal oplyse om boligkreditaftalens løbetid, ydelsernes
    størrelse og antal, samt det beløb forbrugeren samlet skal betale tilbage, når det vurderes
    at være relevant. Udvidelsen af oplysningspligten består i, at der også skal oplyses om kreditgivers,
    kreditformidlers eller en udpeget repræsentants identitet. Endvidere skal der, hvor det
    er relevant oplyses om, hvorvidt boligkreditaftalen skal sikres ved pant i boligen og om, at
    udsving på valutakursen kan påvirke ydelsen og tilbagebetalingsbeløbet på boligkreditten.
    Markedsføring af boligkreditaftaler er også reguleret i § 10 i bekendtgørelse om god skik for
    boligkredit6. I forhold til bekendtgørelsens § 10 indeholder den nye § 18 samme oplysningsforpligtelser
    for de finansielle virksomheder, og tilsigter dermed ikke at ændre retstilstanden
    efter bekendtgørelsen eller tilsynspraksis i forhold til de finansielle virksomheder.
    Bestemmelsens formål er at skabe større gennemsigtighed på kreditmarkedet, så forbrugerne
    nemmere kan sammenligne kredittilbuddene ved forskellig markedsføring. Bestemmelsen
    skal tillige sikre, at forbrugerne beskyttes mod illoyal og vildledende markedsføring. Bestemmelsen
    suppleres af reglerne om forbud mod vildledende handlinger og udeladelser i lovens
    kapitel 2.
    Bestemmelsen fastsætter regler for, hvilke standardoplysninger der skal gives i markedsføring
    af boligkreditaftaler.
    Ved en boligkreditaftale forstås en aftale, og hvor en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at
    yde en forbruger kredit, sikret ved enten pant eller ved en anden tilsvarende sikkerhedsstillelse
    eller en anden rettighed knyttet til en fast ejendom til beboelse eller kreditaftaler, som
    __________________
    6
    Bekendtgørelse nr. 332 af 7. april 2016 om god skik for boligkredit
    SIDE 114 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    ligger til grund for erhvervelse eller bevarelse af ejendomsretten til grundarealer til eksisterende
    eller projekterede bygninger.
    Bestemmelsen finder ikke anvendelse på boligkreditaftaler:
    1) Med fribelåning, hvor kreditgiver udbetaler et engangsbeløb, periodiske betalinger
    eller andre former for kreditudbetaling til gengæld for et beløb, der stammer fra
    fremtidigt salg af en fast ejendom til beboelse eller en rettighed i forbindelse med fast
    ejendom til beboelse, og ikke kræver tilbagebetaling af kreditten, før en eller flere anførte
    livsbegivenheder indtræffer for forbrugeren som defineret af medlemsstaterne,
    medmindre forbrugeren overtræder sine kontraktmæssige forpligtelser, hvilket giver
    kreditgiver ret til at ophæve kreditaftalen.
    2) Hvor kreditten ydes af en arbejdsgiver til hans ansatte som led i en bibeskæftigelse,
    og hvor en sådan kreditaftale er rentefri eller med årlige omkostninger i procent, der
    er lavere end dem på markedet, og som ikke tilbydes offentligheden i almindelighed.
    3) Hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre omkostninger end dem, der er direkte
    forbundet med sikringen af kreditten.
    4) I form af kassekredit, ifølge hvilke kreditten skal betales tilbage inden en måned.
    5) Som er resultatet af et forlig indgået for retten eller et andet ved lov beføjet organ.
    6) Der vedrører omkostningsfri, udskudt betaling af en eksisterende gæld, og som ikke
    falder ind under definitionen af en boligkreditaftale.
    I det omfang en kreditaftale ikke er omfattet af definitionen på en boligkreditaftale eller i øvrigt
    falder uden for bestemmelsens anvendelse som afgrænset ovenfor, finder lovforslagets §
    17 anvendelse på kreditaftalen.
    Det foreslås i stk. 1, at markedsføring af boligkreditaftaler, der oplyser om en rentesats eller
    talstørrelse vedrørende omkostningerne, skal indeholde de standardoplysninger, som fremgår
    af bestemmelsen. Visse af standardoplysningerne skal kun gives, hvor det er relevant.
    Indeholder markedsføring derimod ingen oplysninger om rentesatser eller omkostninger, er
    den pågældende markedsføring ikke omfattet af bestemmelsen.
    Det foreslås i stk. 2, at standardoplysningerne i stk. 1 skal oplyses klart, præcist og på en fremtrædende
    plads. Standardoplysningerne i stk. 1, nr. 3-8, skal oplyses ved hjælp af et repræsentativt
    eksempel med anvendelse af de af erhvervs-og vækstministeren fastsatte standardforudsætninger,
    som fremgår af bilag 3 til bekendtgørelse nr. 332 af 7. april 2016 om god skik for
    boligkredit.
    Det foreslås i stk. 3, at såfremt det er en betingelse for at opnå boligkreditten, at kunden ligeledes
    indgår en aftale om en accessorisk tjenesteydelse i forbindelse med kreditten, og en sådan
    aftales omkostninger ikke kan beregnes på forhånd, skal forpligtelsen til at indgå denne aftale
    også være oplyst sammen med de årlige omkostninger i procent.
    SIDE 115 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det foreslås i stk. 4, at oplysningerne omhandlet i stk. 1 og stk. 3 skal være let læselige eller
    kunne høres tydeligt afhængigt af det medie, der anvendes til markedsføring.
    SIDE 116 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 19 om risiko- og standardoplysninger for kreditaftaler
    Den foreslåede bestemmelse er en ordret videreførelse af den gældende lovs § 14 b, med undtagelse
    at stk. 2, der er ny og følger af indsættelsen af lovforslagets § 18.
    Det foreslås i stk. 1, at give erhvervs- og vækstministeren bemyndigelse til at udstede en bekendtgørelse
    om risikooplysninger for kreditaftaler. Det bemærkes, at ”kreditaftaler” i markedsføringsloven
    svarer til ”udlånsprodukter” i lov om finansiel virksomhed.
    Kategorisering af forskellige kreditaftaler skal sikre, at låntageren let og hurtigt kan sammenligne
    forskellige former for lån og få en let tilgængelig information om, at visse lånetyper har
    nogle karakteristika, som gør, at man som låntager skal tænke sig godt om, inden man optager
    et sådan lån.
    Bekendtgørelsen kan kategorisere forskellige kreditaftaler, og dette kan f.eks. ske med udgangspunkt
    i, hvorvidt lånets rente- og afdragsprofil ligger fast eller er variabel, mulighederne
    og omkostningerne ved førtidig indfrielse, hvorvidt omkostningerne og vilkårene for kreditaftalen
    er vanskeligt gennemskuelige, samt om der er tale om et sammensat låneprodukt. Der
    kan samtidig blive stillet krav om, at udbydere eller formidlere af kreditaftaler, der yder lån til
    forbrugere og foreninger, skal oplyse låntagere om, hvilken kategori et lån befinder sig, inden
    låntageren optager lånet.
    Hjemmelen er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 1457 af 18. december 2012 om oplysning
    om risikokvalificering af visse låneprodukter.
    Det foreslås i stk. 2, at give erhvervs- og vækstministeren bemyndigelse til at fastsætte nærmere
    regler for, hvad der anses for et repræsentativt eksempel. Bestemmelsen skal sikre korrekt
    implementering af boligkreditdirektivets artikel 11, stk. 3, der er gennemført i den foreslåede
    § 18, stk. 2.
    SIDE 117 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 20 om vildledende og utilbørlig markedsføring mellem erhvervsdrivende
    Den foreslåede bestemmelse er en delvis videreførelse af beskyttelsen mod vildledende og
    utilbørlig markedsføring, som fremgår af den gældende lovs § 3, dog kun for så vidt angår
    forhold, som udelukkende skader konkurrenternes økonomiske interesser, eller som vedrører
    transaktioner mellem erhvervsdrivende. Det gældende vildledningsforbud i § 3 omfatter også
    forholdet mellem en forbruger og en erhvervsdrivende. Vildledende og utilbørlig handelspraksis,
    der skader forbrugernes økonomiske interesser, foreslås fremover reguleret selvstændigt
    i de foreslåede § 5 om vildledende handlinger, § 6 om vildledende undladelser og § 8
    om aggressiv handelspraksis.
    Bestemmelsen gennemfører artikel 3 i direktivet om vildledende og sammenlignende reklame.
    Bestemmelsen går dog videre end artikel 3, idet den ikke kun omfatter reklame, men al
    markedsføring, herunder også angivelser fremsat direkte over for enkeltpersoner. Der har
    siden den første markedsføringslov blev vedtaget været en tilsvarende bestemmelse i loven.
    Erhvervsdrivende er defineret i lovforslagets § 2, nr. 2, som: en fysisk eller juridisk person, der
    udøver virksomhed som handlende, håndværker eller industridrivende eller udøver et liberalt
    erhverv, og enhver, der handler i en erhvervsdrivendes navn eller på en erhvervsdrivendes
    vegne. Se nærmere bemærkningerne til denne bestemmelse.
    Forhold, som vurderes at være i strid med bestemmelsen, vil som hidtil ligeledes være i strid
    med reglen om god markedsføringsskik i den foreslåede § 3. Reglen om god markedsføringsskik
    kan endvidere anvendes som supplement til § 20, således at forhold, der ligger på grænsen
    af eller falder uden for denne bestemmelse, vil kunne være i strid med reglen om god
    markedsføringsskik i den foreslåede § 3.
    Det foreslås i stk. 1, at der er tale om vildledende handelspraksis, hvis en erhvervsdrivende i
    sin markedsføring på nogen måde anvender urigtige eller vildledende oplysninger.
    Der vil også være tale om vildledende handelspraksis, hvis markedsføringen – uanset om oplysningerne
    i øvrigt er faktuelt korrekte – på grund af sin form er vildledende eller egnet til at
    vildlede.
    Ligeledes vil der også være tale om vildledende handelspraksis, hvis markedsføringen udelader
    væsentligt oplysninger.
    Det er et krav, for at betingelsen er overtrådt, at den pågældende handelspraksis enten påvirker
    eller er egnet til at påvirke efterspørgslen af produkter, eller at den skader eller er egnet til
    at skade en konkurrent. Det er dog ikke afgørende, at den pågældende handelspraksis har haft
    denne virkning, men blot at oplysningerne, de manglende oplysninger eller fremgangsmåden
    objektivt set er egnet til at fremkalde sådan en virkning.
    Påvirkningen af efterspørgslen kan både være i forhold til egne produkter og i forhold til andres
    produkter.
    SIDE 118 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Ved vurderingen af, om et markedsføringstiltag er egnet til at vildlede efter bestemmelsen,
    skal der tages udgangspunkt i, hvordan en erhvervsdrivende typisk vil opfatte markedsføringen.
    Det foreslås i stk. 2, at der skal foretages en helhedsvurdering af, om en erhvervsdrivendes
    handelspraksis er vildledende. Som noget nyt specificeres det, hvilke oplysninger der særligt
    skal tages hensyn til ved vurderingen af, om der er tale om en vildledende markedsføring,
    Listen er ikke udtømmende
    Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at den pågældende handelspraksis ikke må indeholde urigtige oplysninger
    om produktets egenskaber, eller – uanset om oplysningerne i øvrigt er faktuelt korrekte
    – må vildlede om produktets egenskaber. Ved produktets egenskaber forstås bl.a. det omfang
    produktet står til rådighed i. Det kan f.eks. dreje sig om rådighed i forhold til det tidsmæssige
    omfang af en tjenesteydelse. Produktets egenskaber omfatter også produktets beskaffenhed,
    udførelse og sammensætning. Herudover dækker begrebet også måden og tidspunkt
    for fremstilling eller ydelse. Begrebet dækker også oplysninger om produktets egnethed
    til formålet, anvendelsesmuligheder, mængde, specifikationer, samt geografiske eller handelsmæssige
    oprindelse. Det omfatter ligeledes de resultater, som kan forventes opnået ved
    brugen eller resultaterne af og de vigtigste karakteristika ved afprøvning eller kontrol af produktet.
    Det kunne f.eks. være oplysninger om et produkts egenskab, holdbarhed eller pris.
    Det foreslås i nr. 2, at den pågældende handelspraksis ikke må indeholde urigtige oplysninger
    om prisen eller den måde prisen beregnes på, eller – uanset om oplysningerne i øvrigt er faktuelt
    korrekte – må vildlede herom. Bestemmelsen omfatter også urigtige oplysninger og vildledning
    om betingelserne for levering af produkterne. Det kunne f.eks. være oplysninger fra en
    undersøgelse, hvor en erhvervsdrivendes produkt er testet sammen med konkurrenters tilsvarende
    produkter, hvor nærmeste konkurrent er fjernet i markedsføringen af testen.
    Det foreslås i nr. 3, at den pågældende handelspraksis ikke må indeholde urigtige oplysninger
    om, eller – uanset om oplysningerne i øvrigt er faktuelt korrekte – vildlede om annoncørens
    status, egenskaber og rettigheder, såsom hans identitet og formue, hans kvalifikationer og
    immaterielle rettigheder. Bestemmelsen omfatter også tilkendt prisbelønninger og udmærkelser.
    Det kunne f.eks. være oplysninger om at produktet kun kan anvendes ved køb af et tillægsprodukt
    eller produktet ikke kan anvendes, medmindre særlige forhold er til stede.
    Det foreslås i stk. 3, at en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må være utilbørlig over for
    andre erhvervsdrivende. En handelspraksis kan som hidtil både være utilbørlig på grund af
    dens særlige form, og fordi den inddrager uvedkommende forhold. En utilbørlig fremgangsmåde
    kan f.eks. bestå i, at en erhvervsdrivende omtaler en anden erhvervsdrivende på nedsættende
    eller på anden skadelige måde. Et andet eksempel er oplysninger om en konkurrents
    privatliv, der er den erhvervsmæssige konkurrence uvedkommende.
    Det følger videre af bestemmelsen, at en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må være
    aggressiv over for andre erhvervsdrivende. Aggressiv handelspraksis kan i forhold til erSIDE
    119 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    hvervsdrivende være handelspraksis, som er meget pågående, som f.eks. de markedsføringsmetoder,
    der anvendes af såkaldte ”annoncehajer”. Der er her tale om erhvervsdrivende, som
    bondefanger især små og nystartede virksomheder ved enten at sælge annoncer og andre
    ydelser uden reel værdi, eller ved at presse virksomhederne til at betale regninger, som de
    efter almindelige civilretlige regler ikke er forpligtet til at betale.
    SIDE 120 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 21 om sammenlignende reklame
    Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende lovs § 5.
    Bestemmelsen gennemfører artikel 2, litra c og artikel 4, i Europa-Parlamentets og Rådets
    direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006 om vildledende og sammenlignende reklame.
    Det foreslås i stk. 1, at sammenlignende reklame defineres som enhver reklame, der direkte
    eller indirekte henviser til en konkurrent eller til produkter, som udbydes af en konkurrent.
    Reklame omfatter enhver form for tilkendegivelse i forbindelse med udøvelse af virksomhed
    som handlende, håndværker eller industridrivende eller udøvelse af et liberalt erhverv, som
    har til formål at fremme afsætningen af produkter, jf. artikel 2, litra a, i direktivet om vildledende
    og sammenlignende reklame.
    Der skal således være tale om tilkendegivelser fra erhvervsdrivende, som har til formål at
    fremme afsætningen. Der gælder ikke et krav om, at reklamen objektivt skal være egnet til at
    påvirke efterspørgslen.
    Afgørende for, om der foreligger en sammenlignende reklame er, om reklamen direkte eller
    indirekte henviser til en konkurrent eller dennes produkter.
    Bestemmelsen finder således kun anvendelse, hvis der består en konkurrencerelation mellem
    annoncøren og den eller de virksomheder eller produkter, sammenligningen angår, jf. udtrykket
    ”konkurrent” i bestemmelsen.
    Som et eksempel, hvor der ikke foreligger en konkurrencerelation omfattet af bestemmelsen,
    kan nævnes en reklame fra en annoncør, der anvender en anden erhvervsdrivendes kendte
    varemærke som kvalitetsbetegnelse for sine produkter, når produkterne vedrører et helt
    andet vareområde. Sådanne forhold er ikke omfattet af bestemmelsen.
    Omvendt vil der foreligge en konkurrencerelation, hvis en sammenlignende reklame f.eks.
    omfatter personbiler af forskellige fabrikater.
    Det er endvidere et krav, at der er tale om en ”direkte eller indirekte henvisning til en konkurrent
    eller dennes produkter”.
    En ”direkte henvisning” omfatter enhver reklame, hvor konkurrenter eller konkurrenternes
    produkter nævnes. Det er ikke et krav, at henvisningen skal være et led i en egentlig sammenligning
    mellem de pågældende produkter eller virksomheder. Det fremgår bl.a. af EUDomstolens
    dom i sag C-112/99 (Toshiba Europe GmbH mod Katun Germany GmbH), hvor en
    virksomhed med uoriginale reservedele til Toshiba-produkter angav de originale produkters
    bestillingsnumre sammen med numrene på de uoriginale dele. Selvom der ikke foretoges
    nogen egentlig sammenligning af fordelene ved de uoriginale reservedele i forhold til de originale,
    fandt EU-Domstolen, at en objektiv sammenligning af en eller flere konkrete relevante
    SIDE 121 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    egenskaber ved produkter, som er repræsentative og dokumenterbare, kan udgøre sammenlignende
    reklame.
    Det vil desuden være en direkte henvisning til en konkurrent eller dennes produkter, hvis en
    reklame indeholder en opfordring til andre om at foretage en sammenligning. Det kunne f.eks.
    være udsagn som: ”Du er som forbruger den bedste dommer. Derfor opfordrer vi dig til selv at
    teste vores produkt og (konkurrentens navns) produkt”.
    Der foreligger en ”indirekte henvisning” i de tilfælde, hvor den reklamerende ikke direkte
    nævner andre erhvervsdrivende eller disses produkter, men hvor det dog er muligt at identificere,
    hvem eller hvad der sigtes til.
    Der vil f.eks. være tale om en indirekte henvisning, hvor den erhvervsdrivende henviser til
    ”vore konkurrenter” eller ”andre konkurrenter på markedet”. Desuden vil en henvisning til en
    hel branche kunne udgøre en indirekte henvisning, såfremt der er tale om en rimelig afgrænset
    og identificerbar kreds.
    Endvidere vil en henvisning i en reklame til en bestemt varetype kunne udgøre en indirekte
    henvisning, hvis det er muligt at identificere konkurrenten eller de produkter, konkurrenten
    udbyder. Det er uden betydning, om henvisningen angår flere konkurrenter på én gang eller
    flere af de produkter, som disse udbyder, jf. EU-Domstolens domme i sag C-381/05 (de
    Landtsheer Emmanuel SA mod Comité Interprofessionnel du Vin de Champagne og Veuve
    Clicquot Ponsardin SA).
    Markedsforholdene kan have indflydelse på, hvornår der er tale om en indirekte henvisning.
    Der skal mere til på et marked med mange aktører end på et marked med få aktører. Dette kan
    f.eks. være relevant i forhold til anprisninger, der alene vil være omfattet af bestemmelsen i de
    tilfælde, hvor markedsstrukturen medfører, at det kan afgøres, hvem der henvises til. Anprisninger
    er f.eks., når en erhvervsdrivende fremsætter overdrevne udtalelser eller udtalelser,
    som ikke er beregnet til at blive opfattet bogstaveligt. F.eks. når erhvervsdrivende reklamerer
    med, at de har byens mest venlige betjening.
    En reklame henviser endvidere indirekte til en konkurrent eller dennes produkter, hvis den
    indeholder systemsammenligninger. Systemsammenligninger er kendetegnet ved, at de produkter,
    den erhvervsdrivende sammenligner med, opfylder samme eller lignende behov for
    aftageren. Det kan f.eks. være en sammenligning af transporttider- og priser ved brug af bussen
    kontra toget på en bestemt strækning eller anvendelsen af stål i forhold til aluminium.
    Som eksempel fra praksis kan nævnes U 2012.977 SH, hvor en virksomhed i sin salgsbrochure
    beskrev de miljømæssige fordele ved at anvende plastemballage i forhold til metalemballage.
    Anvendelse af produkttest kan efter omstændighederne udgøre en indirekte henvisning til
    konkurrenter eller disses produkter. Det afgørende er, hvorledes testen er tilvejebragt.
    SIDE 122 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det vil være omfattet af bestemmelsen, hvis en erhvervsdrivende i en sammenlignende reklame
    anvender en test, som den erhvervsdrivende selv har udført.
    Erhvervsdrivende, der omtaler eller gengiver resultater af sammenlignende produkttest foretaget
    af en tredjepart, er derimod ikke omfattet af bestemmelsen. En tredjepartstest vil typisk
    være, hvor testen er foretaget af en uafhængig forbrugerorganisation, et forbrugermagasin
    eller lignende. I disse tilfælde gælder markedsføringslovens øvrige regler, reglerne om ophavsret
    og dansk rets almindelige regler om erstatning i og uden for kontraktforhold.
    Udarbejdelse og offentliggørelse af sammenlignende produkttest i form af forbrugerundersøgelser,
    der foretages af uafhængige organisationer, myndigheder m.v., falder ligeledes uden for
    bestemmelsens anvendelsesområde, da der ikke er tale om reklame.
    Det foreslås i stk. 2, at sammenlignende reklame er tilladt, når sammenligningen opfylder
    betingelserne oplistet i bestemmelsens nr. 1-8. Betingelserne er kumulative og skal overholdes
    fuldt ud. En reklame, der er i strid med en af de opstillede betingelser, er således ikke
    tilladt.
    Bestemmelsen regulerer ikke reklameindholdet i øvrigt.
    Såfremt en sammenlignende reklame opfylder de i nr. 1-8 opstillede betingelser, vil reklamen
    ikke i relation til sammenligningen kunne mødes med andre indsigelser.
    Dog vil anden erhvervsregulering kunne være af betydning for bedømmelsen af den sammenlignende
    reklame. Inden for immaterielretten drejer det sig bl.a. om varemærkeretten, men
    også den navneretlige beskyttelse eller principperne herfor, der kan udledes af selskabslovgivningen
    eller anden lovgivning, kan være af betydning for bedømmelsen af lovligheden af
    den pågældende sammenlignende reklame. Endvidere findes der specifikke regler, der skal
    overholdes f.eks. for reklamering for sundhedsydelser. Disse er fastsat i lov nr. 326 af 6. maj
    2003 om markedsføring af sundhedsydelser.
    Sammenlignende reklame skal således overholde lovgivningen i øvrigt, og bestemmelsen
    udelukker ikke, at en reklame, der opfylder de nedenfor opregnede betingelser, af andre årsager
    kan være retsstridig. Eksempelvis kan reklamen være i strid med markedsføringslovens
    bestemmelser om god skik i lovforslagets §§ 3 og 4.
    Den foreslåede bestemmelses nr. 1-3 angår de basale betingelser, som sammenligningen skal
    opfylde, mens den foreslåede bestemmelses nr. 4-8 primært vedrører en række betingelser
    eller begrænsninger på det immaterielretlige område, som sammenligningen skal respektere.
    Det antages i almindelighed ikke at være en krænkelse af eneretten til et varemærke, kendetegn
    m.v. at nævne en konkurrents varemærke eller kendetegn i forbindelse med sammenlignende
    reklame, når reklamen er korrekt, loyal og relevant. Den sammenlignende reklame kan
    SIDE 123 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    karakteriseres som en indskrænkning i eneretten, men angiver samtidig en standard for, hvorledes
    denne indskrænkning kan ske.
    Der kan imidlertid være konflikt mellem på den ene side ønsket om øget konkurrence og forbrugeroplysning
    gennem adgangen til at foretage sammenlignende reklame, og på den anden
    side hensynet til beskyttelsen af eneretten efter de gældende regler om forretningskendetegn,
    varemærker, firmanavne, oprindelsesbetegnelser m.v.
    Muligheden for anvendelse af sammenlignende reklame kan variere indenfor de enkelte
    ovennævnte områder, idet reklameformen skal anvendes med respekt af de gældende regler
    om beskyttelse af varemærker, forretningskendetegn m.v.
    Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at sammenlignende reklame kun er tilladt, hvis den ikke er vildledende.
    Begrebet vildledning skal forstås i overensstemmelse med lovforslagets §§ 5-7 og § 20.
    Et særligt problem kan opstå, når en reklame, der på annonceringstidspunktet opfylder betingelserne
    for lovlig sammenlignende reklame i henhold til den foreslåede § 21, under den efterfølgende
    kampagne viser sig ikke længere at være korrekt. Dette vil kunne være tilfældet som
    følge af konkurrenternes ændrede markedsføringstiltag, bl.a. i form af prisnedsættelser eller
    andre justeringer ved det sammenlignende produkt. Sådanne tilfælde skal bedømmes efter
    lovforslagets §§ 3-4, §§ 5-7, samt § 20.
    Særligt komplekse produkter kan være vanskelige at sammenligne. Det gælder eksempelvis
    forsikringer, hvor der ofte vil være forskelle i policernes betingelser. Den erhvervsdrivende
    skal i sammenlignende reklamer med særligt komplekse produkter give modtageren et klart
    overblik over forskelle og ligheder, for at den sammenlignende reklame ikke er vildledende.
    Endvidere kan medievalget ved mere komplekse sammenligninger få betydning for sammenligningens
    lovlighed. Sammenligning af komplekse produkter i f.eks. tv-reklamer kan, på
    grund af tv-reklamernes korte form, være uhensigtsmæssig.
    Det foreslås i nr. 2, at det kun er tilladt at sammenligne konkurrerende produkter, der opfylder
    samme formål eller tjener samme behov.
    Bestemmelsen har til formål at sikre, at sammenlignende reklame ikke bruges på en illoyal
    måde, der hindrer den frie konkurrence.
    Efter bestemmelsen er det muligt at sammenligne f.eks. fødevarer af samme art eller af forskellig
    art, hvis de tjener samme formål eller behov, og der består en konkurrencerelation
    mellem produkttyperne.
    SIDE 124 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Tilsvarende gælder de såkaldte systemsammenligninger, hvor man fremhæver sit eget produkts
    fordele i forhold til en anden type produkter, f.eks. mellem forskellige personbefordringsmetoder.
    Det kan eksempelvis være en sammenligning af fordelen ved at benytte togservice
    fra DSB fremfor bus eller fly mellem to destinationer, hvor der foreligger en konkurrencerelation
    mellem produkttyperne. En sådan sammenligning er efter bestemmelsens mulig,
    forudsat de øvrige betingelser er opfyldt.
    Det foreslås i nr. 3, at reklamen på objektiv måde skal sammenligne konkrete, relevante og
    repræsentative egenskaber ved produkterne, som er dokumenterbare.
    Bestemmelsen har til formål at sikre objektive kriterier for sammenligning af produkters karakteristiske
    træk. Bestemmelsen indebærer, at sammenligningen ikke må bygge på subjektive
    vurderinger og holdningsbaserede udsagn, der ikke kan dokumenteres.
    Der skal foretages en helhedsvurdering, hvori de nævnte kriterier skal indgå.
    Sammenligningen skal foretages sagligt og efterlade et verificerbart og retvisende indtryk af
    de sammenlignende produkter, også selvom det nødvendiggør en angivelse af fortrin ved
    konkurrenters produkter.
    Kravet om, at sammenligningen skal angå en eller flere konkrete og relevante egenskaber, vil
    være opfyldt ved en sammenlignende reklame, der anfører oplysninger om f.eks. vægt, produktionsmetode,
    miljøvenlighed, funktioner, eftersalgsservice, pris m.v. Egenskaber, der ikke
    er konkrete, er subjektive og holdningsbaserede udsagn. Disse opfylder ikke kravene til at
    være en objektiv sammenligning
    Endvidere skal egenskaberne være repræsentative, dvs. karakteristiske eller typiske for de
    produkter, der indgår i sammenligningen. Egenskaberne skal endvidere være dokumenterbare.
    En sammenligning kan basere sig på mange forhold for at være tilladt efter § 21, stk. 2, nr. 3.
    Sammenligning, der alene er baseret på prisen, kan være tilstrækkeligt. Pris er således en
    konkret, relevant og repræsentativ egenskab, såfremt produkterne i øvrigt er sammenlignelige.
    Det foreslås i nr. 4, at en sammenlignende reklame ikke må skabe forveksling mellem annoncøren
    og en konkurrent eller mellem annoncørens og en konkurrents varemærker, firmanavne,
    andre karakteristiske kendetegn eller produkter.
    For at gøre sammenlignede reklame effektiv kan det være nødvendigt at identificere en konkurrents
    produkter ved at henvise til konkurrentens firmanavn eller til et varemærke, som
    konkurrenten er indehaver af. En sådan anvendelse af en andens varemærke, firmanavn eller
    andre karakteristiske kendetegn udgør ikke en krænkelse af den pågældendes eneret, hvis der
    ikke skabes forveksling, og hvis de øvrige betingelser i bestemmelsen øvrigt er opfyldt. FormåSIDE
    125 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    let med at tillade erhvervsdrivende at anvende en andens varemærke, firmanavn eller andre
    karakteristiske kendetegn, når det er muligt at skelne er, at forskellene herved sættes objektivt
    i relief.
    Som eksempel på en mulig konflikt i relation til bestemmelsen kan nævnes den gældende
    varemærkelovs § 4, stk. 1, nr. 2, der bl.a. stiller krav om, at der end ikke må være risiko for
    forveksling.
    Nr. 4 skal fortolkes i overensstemmelse med varemærkelovens § 4, stk. 1, nr. 2, således at det
    afgørende bliver, om der ved brug af konkurrentens varemærke er risiko for forveksling, jf.
    EU-Domstolens dom i sag C-533/06 (O2 Holdings Limited & O2 (UK) Limited mod Hutchinson
    3G UK). Domstolen fastslog i den konkrete sag, at forveksling, i forbindelse med brug af konkurrentens
    varemærke, skal forstås som risiko for forveksling.
    Det foreslås i nr. 5, at det ikke er tilladt at miskreditere og nedvurdere en konkurrents varemærke,
    firmanavn, karakteristiske kendetegn, eller produkter.
    Utilbørlige og misrekommanderende udsagn i strid med lovforslagets god skik-bestemmelser i
    §§ 3-4 eller § 20 om vildledning mellem erhvervsdrivende vil i almindelighed også være i strid
    med nr. 5, hvor udsagnene vedrører en konkurrent i en sammenlignende reklame.
    Nedsættende udsagn, der f.eks. gør konkurrenter eller deres produkter til genstand for foragt
    eller latterliggørelse m.v., er ikke tilladte.
    Som et eksempel på miskreditering og nedvurdering, der eksempelvis ikke er tilladt efter
    bestemmelsen, kan nævnes udsagnet: ”Mine kunder er nu mere tilfredse, efter jeg ikke længere
    sælger XX-biler, men er gået over til salg af YY-biler. Kom ud og få en prøvetur og forstå,
    hvorfor jeg skiftede mærke.”
    Det foreslås i nr. 6, at produkter, der er beskyttet af en oprindelsesbetegnelse, kun må sammenlignes
    med produkter med samme oprindelsesbetegnelse.
    Ved vurderingen af, om et produkt er beskyttet af en oprindelsesbetegnelse, skal der navnlig
    tages hensyn til Rådets forordning (EF) 510/2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser
    og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer, samt andre fællesskabsbestemmelser,
    der er vedtaget på landbrugsområdet.
    Forordningens artikel 13 fastslår bl.a., at de betegnelser, der er registreret efter forordningen,
    er beskyttet mod enhver direkte eller indirekte kommerciel anvendelse af en registreret betegnelse
    for produkter, der ikke er omfattet af registreringen, hvis disse produkter er sammenlignelige
    med de registrerede produkter, eller anvendelsen indebærer udnyttelse af den
    registrerede betegnelses omdømme.
    SIDE 126 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Sammenligning mellem f.eks. kødprodukter er således begrænset til produkter med samme
    registrerede oprindelsesbetegnelse.
    Det er derfor som udgangspunkt kun tilladt at sammenligne en skinke registreret under betegnelsen
    ”Bayonne” med en anden skinke registreret under samme betegnelse.
    Adgangen til at foretage sammenligning efter nr. 6 er således meget begrænset.
    Bestemmelsen finder ikke anvendelse, såfremt der reklameres for et produkt, som ikke har en
    oprindelsesbetegnelse, og dette produkt henviser til et andet produkt, der har en oprindelsesbetegnelse.
    Hvorvidt en sådan sammenligning er tilladt, afhænger af de øvrige betingelser i
    stk. 1, herunder ikke mindst om den sammenlignende reklame drager utilbørlig fordel af den
    anseelse, der er knyttet til konkurrentens varemærke og oprindelsesbetegnelse.
    Det foreslås i nr. 7, at det ikke er tilladt i en sammenlignende reklame at drage utilbørlig fordel
    af den anseelse, som er knyttet til en konkurrents varemærke, firmanavn, karakteristiske
    kendetegn eller af konkurrerende produkters oprindelsesbetegnelser m.v.
    Centralt for bestemmelsen er reklamering, hvor den erhvervsdrivende udnytter en kendt
    konkurrent eller dennes produkters position på markedet til egen fordel. Der snyltes derved
    på andres renommé og goodwill. Renommesnyltning giver en uberettiget fordel og kan samtidig
    påføre det velanskrevne produkt skadevirkninger i form af udvanding af anseelse.
    Uden for bestemmelsen falder de tilfælde, hvor en virksomhed anvender en anden erhvervsdrivendes
    kendte varemærke som kvalitetsbetegnelse for sine egne produkter, som vedrører
    et helt andet vareområde, f.eks. ”vækkeurenes Rolls Royce”. Efter bemærkningerne til bestemmelsens
    stk. 1 skal sådanne tilfælde bedømmes efter lovforslagets §§ 3-4 om god skik, §§
    5-7 om vildledning over for forbrugere, § 20 om vildledning mellem erhvervsdrivende samt §
    22 om forretningskendetegn.
    Det foreslås i nr. 8, at det ikke er tilladt at præsentere produkter som en imitation eller kopi af
    produkter med et beskyttet varemærke eller firmanavn.
    Bestemmelsen kan betragtes som en særlig variant af den foreslåede nr. 7 om snyltning, og er
    udtryk for et forbud mod, at efterligninger og kopier kan optræde i en reklame sammen med
    det originale produkt, selvom det af reklamen fremgår, at der er tale om en efterligning eller
    kopi.
    Bestemmelsen forudsætter normalt, at sammenligningen er i strid med immaterialretslovgivningen
    og omfatter desuden enhver efterligning eller kopi.
    Bestemmelsens selvstændige anvendelsesområde er således reklamer, der f.eks. gengiver en
    parfumeflakon med efterligning af Chanel no. 5 og teksten ”Chanel no. 5 koster 500 kr. Vores
    Chanel no. 5 koster 100 kr.”.
    SIDE 127 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    En reklame, der viser en efterligning af originalproduktet med teksten ”Vores version af
    Chloé”, vil tilsvarende være omfattet af bestemmelsen, da en sådan markedsføring betragtes
    som en krænkelse af varemærkeretten. jf. også EU-Domstolens sag C-487/07 (L'Oréal,
    Lancôme og Laboratoire Garnier & Cie mod Bellure, Malaika Investments Ltd og Starion International
    Ltd). Her udtalte domstolen, at det er tilstrækkeligt til at være omfattet af bestemmelsen,
    at en erhvervsdrivende i en sammenlignende reklame direkte eller indirekte angiver, at
    den vare, den erhvervsdrivende markedsfører, udgør en imitation af en vare, der er dækket af
    et renommeret varemærke.
    SIDE 128 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 22 om forretningskendetegn
    Den foreslåede bestemmelse er en ordret videreførelse af den gældende § 18.
    Bestemmelsen er ikke en gennemførelse af EU-regler.
    Det foreslås i bestemmelsens 1. led, at erhvervsdrivende forbydes at benytte forretningskendetegn,
    der ikke tilkommer dem, mens det i bestemmelsens 2. led foreslås, at erhvervsdrivende
    forbydes at benytte egne forretningskendetegn på en måde, der er egnet til at fremkalde
    forveksling med andres.
    1. led omfatter erhvervsdrivendes uhjemlede benyttelse af et navn eller andet kendetegn, der
    er identisk med tredjemands forretningskendetegn eller næsten identiske hermed. 2. led omfatter
    tilfælde, hvor der er forvekslingsrisiko mellem to forretningskendetegn. Der er dog i
    praksis ikke nogen skarp grænse mellem de to grupper af forretningskendetegn.
    Begrebet forretningskendetegn dækker over firmanavn, figurer, designlinje og andre kendetegn,
    der viser hen til den pågældende erhvervsdrivende på en sådan måde, at den erhvervsdrivende
    eller et eller flere af dennes produkter bl.a. derigennem er kendt af målgruppen eller
    af andre erhvervsdrivende.
    Bestemmelsen supplerer den foreslåede bestemmelse i § 3 om god markedsføringsskik, som
    generelt anvendes i forhold til efterligninger, snyltning og anden udnyttelse af andres indsats i
    erhvervsforhold.
    Bestemmelsen om beskyttelse af forretningskendetegn har fået aftagende betydning som følge
    af det stigende omfang af særlovgivning, der regulerer retten til at anvende navne, varemærker
    og kendetegn, herunder varemærkeloven, selskabsloven, lov om visse erhvervsdrivende
    virksomheder, lov om registrering af fonde, navneloven og internetdomæneloven.
    De tilfælde, der falder uden for særlovgivningen, vil fortsat kunne rummes af bestemmelsen,
    og bestemmelsens selvstændige områder er først og fremmest kendetegn i bred forstand, der
    ikke lader sig henføre under definitionen af et varemærke i varemærkeloven eller varemærkeforordningen,
    uregistrerede forretningskendetegn af lokal eller begrænset geografisk betydning
    samt erhvervsmæssig anvendelse af beskyttede personnavne.
    SIDE 129 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 23 om erhvervshemmeligheder og tekniske tegninger
    Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende lovs § 20. Der er foretaget en sproglig
    opdatering af bestemmelsen, idet ”virksomhed” er ændret til ”erhvervsdrivende”. Formålet
    hermed er at tilpasse ordlyden af bestemmelsen med de øvrige bestemmelser i markedsføringsloven,
    og der er ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden.
    Bestemmelsen er ikke en gennemførelse af EU-regler.
    Bestemmelsen har til formål at sikre en strafferetlig beskyttelse mod ansatte og samarbejdspartneres
    uretmæssig udnyttelse af en erhvervsdrivendes erhvervshemmeligheder og tekniske
    tegninger. Bestemmelsen er udtryk for, at erhvervsvirksomheder har krav på, at visse
    forhold vedrørende produktionen eller indkøbs- og salgsorganisationen, der har særlig betydning
    for virksomhedens konkurrenceevne, bevares for vedkommende virksomhed og ikke af
    dens ansatte eller medindehavere benyttes uden for virksomheden eller gives videre til andre.
    Det foreslås i stk. 1, at personer, der er i et samarbejdsforhold med en erhvervsdrivende, ikke
    på utilbørlig måde må skaffe sig – eller forsøge at skaffe sig - kendskab til eller rådighed over
    den erhvervsdrivendes erhvervshemmeligheder.
    Begrebet ”erhvervshemmelighed” omfatter dels hemmeligheder, der knytter sig til omsætningen
    af produkter, dels hemmeligheder, der har forbindelse med produktionen. Nogen skarp
    adskillelse behøver der ikke at være, idet en enkelt hemmelighed kan bestå af elementer fra
    begge kategorier. Erhvervshemmeligheder kan angå enhver teknisk foranstaltning, som kan
    udnyttes i produktionen.
    Erhvervshemmeligheder kan f.eks. udgøre en opfindelse, som opfylder betingelserne for at
    kunne patenteres, men som virksomheden ikke ønsker offentliggjort. Hemmelighedens tekniske
    kvalitet kan også være så beskeden, at der ikke ville være grundlag for patent, men hemmelighedens
    udnyttelse kan dog indebære en væsentlig fordel og dermed begrunde en interesse
    i, at forholdet ikke kommer til konkurrenters kundskab.
    Erhvervshemmeligheder kan også bestå i en særlig hensigtsmæssigt indrettet salgs- og indkøbsorganisation,
    kendskab til kundeemner, indkøbsmuligheder og markedsanalyser.
    Beskyttelsen forudsætter, at erhvervshemmeligheden holdes skjult for offentligheden. Det vil
    som udgangspunkt betyde, at forholdet kun er kendt af en enkelt person eller af en begrænset
    kreds af personer inden for virksomheden. Beskyttelse udelukkes dog ikke, fordi hemmeligheden
    stilles til rådighed f.eks. for en underleverandør uden for virksomheden.
    Hvad der imidlertid er almindelig kendt inden og uden for vedkommende virksomhed kan
    ikke betragtes som hemmeligheder.
    Der kan derimod ikke stilles noget nyhedskrav, selvom hemmeligheden som regel vil bestå i
    en ny erkendelse, der kan udnyttes i produktion og omsætning.
    SIDE 130 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Den, der gør krav på beskyttelse af hemmeligheder, må selv gennem sikkerhedsforanstaltninger
    eller på anden måde tilkendegive beskyttelsesinteressen, f.eks. således at kendskab til
    hemmeligheden kun gives til personer, der nødvendigvis må have sådan viden, for at hemmeligheden
    kan udnyttes efter sit formål. Der foreligger eksempler på, at en erhvervshemmelighed
    kun er kendt af en enkelt person.
    Vurderingen af, hvorvidt der er tale om en erhvervshemmelighed, som kan beskyttes efter
    bestemmelsen, forudsættes administreret som praksis har udviklet sig.
    Den foreslåede stk. 1 omfatter alle personer, der via et ansættelses- eller samarbejdsforhold
    eller et hverv har lovlig adgang til virksomheden.
    Ved begrebet utilbørlig forstås, at vedkommende uden virksomhedens samtykke eller uden i
    øvrigt at have en særlig adkomst skaffer sig kenskab til eller rådighed over erhvervshemmeligheden.
    Det kan f.eks. være ved at udforske områder, der er den pågældende uvedkommende.
    Kendskab omfatter enhver måde, hvorpå den pågældende bliver bekendt med hemmelighederne.
    Det kan være ved læsning, via hukommelse, notater, fotografering eller elektronisk
    kopiering m.v.
    Rådighed kan skaffes både fysisk og elektronisk. Der vil oftest være tale om tilegnelse af beskrivelser,
    modeller og tegninger.
    Hvis der er enten kendskab eller opnået rådighed, er det uden betydning, om informationerne
    er blevet udnyttet.
    Den foreslåede stk. 2 omfatter de tilfælde, hvor en person på retmæssig måde har fået kendskab
    eller rådighed over en virksomheds erhvervshemmeligheder, men hvor erhvervshemmelighederne
    ubeføjet viderebringes eller benyttes.
    Bestemmelsen omfatter i modsætning til stk. 1 personer, der i kraft af deres arbejde eller
    tilknytning i øvrigt til den erhvervsdrivende er bekendt med eller har en naturlig adgang til at
    gøre sig bekendt med virksomhedens erhvervshemmeligheder. Bestemmelsen omfatter for
    det første personer, der er ansat, og hvis arbejde forudsætter kendskab til den erhvervsdrivendes
    erhvervshemmeligheder. Bestemmelsen omfatter også personer, der samarbejder med
    den erhvervsdrivende, f.eks. som medejere eller andre økonomisk interesserede heri. Endelig
    omfatter bestemmelsen personer, der udfører et hverv for den erhvervsdrivende af begrænset
    varighed. Det gælder f.eks. rådgivende teknikere, revisorer og lignende, og som i kraft af deres
    hverv får kendskab til den erhvervsdrivendes hemmeligheder.
    Forbuddet omfatter ubeføjet viderebringelse eller benyttelse af hemmeligheden. Er der givet
    tilladelse til at viderebringe eller benytte hemmeligheden eller har dette været en nødvendig
    følge af arbejdet, falder forholdet uden for bestemmelsens område.
    SIDE 131 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Bestemmelsen rammer i første række ansatte eller samarbejdende personer m.v., der viderebringer
    oplysninger om virksomhedens hemmeligheder til konkurrenter. Forseelsen er i denne
    form særlig farlig for den virksomhed, der har krav på hemmeligholdelse. Men bestemmelsen
    gælder principielt også personer, der viderebringer eller selv benytter kendskabet til
    hemmeligheden, efter at deres tilknytning til virksomheden er ophørt.
    Med henblik på denne situation vil der dog ofte ved særlig aftale være truffet foranstaltninger
    til modvirkning af den skade, som tidligere ansatte kan påføre virksomheden. Disse såkaldte
    konkurrenceklausuler er omfattet af lov om konkurrenceklausuler. Hvor sådan aftale er truffet,
    må konkurrenceklausulen finde anvendelse forud for stk. 2.
    Forbuddet i stk. 2 varer i tre år efter tjenesteforholdets, samarbejdsforholdets eller hvervets
    ophør. Strafferetligt gælder forbuddet således i tre år efter ansættelsesforholdets, samarbejdsforholdets
    eller hvervets ophør. Civilretligt ansvar kan gøres gældende også efter udløbet af
    denne frist.
    Det foreslås i stk. 3, at reglerne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på andre personer,
    der har lovlig adgang til virksomheden. Bestemmelsen omfatter f.eks. besøgende og forretningsforbindelser.
    Bestemmelsen vil sammen med stk. 1 efter omstændighederne kunne finde anvendelse f.eks.,
    hvor en besøgende skaffer sig informationer fra lokaliteter i virksomheden, der ikke er omfattet
    af rundvisningen, eller hvor en besøgende fotograferer eller medtager prøver trods forbud
    herom.
    Med hensyn til anvendelsen af stk. 3, jf. stk. 2, kan der eksempelvis være tale om ubeføjet videregivelse
    af erhvervshemmeligheder, som den pågældende tilfældigt eller uagtsomt er kommet
    i besiddelse af, uden at dette er sket som led i den almindelige fremvisning.
    Det foreslås i stk. 4, at den der i anledning af udførelsen af arbejde eller i øvrigt i erhvervsøjemed
    er blevet betroet tekniske tegninger, beskrivelser, opskrifter, modeller eller lignende ikke
    ubeføjet må benytte dette eller sætte andre i stand hertil.
    Bestemmelsen i stk. 4 er et supplement til stk. 2, og omfatter information, der ofte er bestemt
    til at komme til kendskab for en bredere kreds uden for virksomhedens rammer, og derfor
    ikke kan anses som en erhvervshemmelighed.
    Det er ikke muligt udtømmende at opregne de genstande, der er beskyttet. I almindelighed
    drejer det sig om rørlige ting, der tjener som forbillede ved fremstilling af nye genstande, eller
    som giver anvisning på en bestemt teknisk fremgangsmåde. Endvidere omfattes udkast til
    kalkulationer og beskrivelser, der er udarbejdet f.eks. til brug ved tilbudsafgivelse, licitationer
    m.v. Mundtlige anvisninger på et arbejdes udførelse og lignende falder uden for bestemmelsen.
    SIDE 132 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Beskyttelsen kræver, at materialet skal være betroet i anledning af udførelsen af et arbejde
    eller i øvrigt i erhvervsøjemed. Det kan være udtrykkeligt tilkendegivet, at materialet ikke må
    anvendes til den pågældendes egne formål eller komme uvedkommende i hænde. En sådan
    tilkendegivelse er dog ikke påkrævet, idet betroelsesforholdet kan fremgå af materialet selv
    eller af de omstændigheder, hvorunder det er overdraget.
    Beskyttelsen gælder over for enhver, der har fået materialet betroet med henblik på udførelsen
    af et arbejde. Bestemmelsen omfatter således både den erhvervsdrivendes ansatte og
    enhver anden, der har fået materialet betroet i erhvervsøjemed. Det kan f.eks. være underleverandører,
    personer der har fået materialet overgivet til reproduktion eller i forbindelse med
    afgivelse af tilbud.
    Det foreslås i stk. 5, at erhvervsdrivende ikke må benytte erhvervshemmeligheder, såfremt
    kendskab til eller rådighed over disse er opnået i strid med bestemmelsens stk. 1-4. Stk. 5
    supplerer således stk. 1-4.
    For en effektiv beskyttelse af erhvervshemmelighederne er det vigtigt, at den, der udnytter
    erhvervshemmeligheder, som en anden har skaffet til ham, er omfattet af bestemmelsen, idet
    muligheden for den erhvervsmæssige udnyttelse af en andens hemmeligheder skaber baggrunden
    for overtrædelse af reglerne.
    Det er udtrykkeligt anført i bestemmelsen, at den erhvervsdrivende skal være i ond tro. Det
    betyder, at den erhvervsdrivende skal vide, at kendskab til eller rådighed over hemmeligheden
    er opnået ved en overtrædelse af bestemmelserne i stk. 1-4. Hvis den erhvervsdrivende i god
    tro er påbegyndt benyttelsen af noget, der senere viser sig at være en andens erhvervshemmelighed,
    kan forholdet ikke straffes. Den erhvervsdrivende kan heller ikke ved forbud pålægges
    at ophøre med benyttelsen, når der ikke længere foreligger en erhvervshemmelighed, fordi
    erhvervshemmeligheden er blevet almindelig kendt. Uanset den erhvervsdrivendes subjektive
    forhold må den berettigede dog kunne kræve udleveret sine tegninger og beskrivelser m.v., der
    indeholder erhvervshemmeligheder.
    SIDE 133 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 24 om retsmidler
    Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende lovs § 20.
    Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at der gives mulighed for at forbyde handlinger i strid med markedsføringsloven.
    Det foreslås i 2. pkt., nr. 1, at muligheden for at give et forbud understøttes med muligheden
    for at give et påbud.
    Bestemmelsen vil bl.a. kunne danne grundlag for en pligt for en erhvervsdrivende til at undersøge
    hvilke af den pågældendes kunder, der er berørt af en lovstridig markedsføring, f.eks. et
    urimeligt kontraktvilkår og underrette disse om, at vilkåret ikke kan håndhæves.
    Det foreslås i nr. 2, at der i tilfælde, hvor det må anses nødvendigt for at sikre genoprettelse af
    status quo gives mulighed for at give de i så henseende nødvendige påbud.
    Der kan f.eks. gives påbud om gennem berigtigende reklame at fjerne eftervirkningerne af en
    vildledende reklame. Endvidere kan produkter forlanges tilbagekaldt, efterligninger tilintetgjort,
    ulovligt opkrævede beløb tilbagebetalt osv., ligesom erhvervsdrivende kan pålægges at
    give berigtigende meddelelser, ikke blot ved annoncering men tillige ved fremsendelse af
    meddelelser til kunder m.v.
    I det hele er der ingen anden begrænsning med hensyn til, hvilke påbud, der kan komme på
    tale, end den, at påbuddet skal være nødvendigt til sikring af genoprettelse af status quo. Et
    påbud skal dog stå i rimeligt forhold til forseelsen, ligesom påbud skal respektere retsordenens
    almindelige regler. Det kan f.eks. ikke påbydes at tilintetgøre ulovlige efterligninger, hvis
    produktet er erhvervet af en, der er i god tro.
    Erhvervsdrivende kan efter gældende ret forbydes fremtidigt at påberåbe sig urimelige kontraktvilkår
    i allerede indgåede kontrakter. Dette følger af bestemmelsens 1. pkt. I 2. pkt., nr. 2,
    giver bestemmelsen derudover muligheder for f.eks. påbud om tilbagebetaling af allerede
    opkrævede beløb.
    Hvis en erhvervsdrivende hos kunder opkræver beløb, som ikke baserer sig på et civilretligt
    krav - f.eks. enten fordi de pågældende aftaler ikke indeholder hjemmel til at opkræve beløbene
    – eller fordi vilkår om betaling af de pågældende beløb er ugyldige efter aftalelovens regler
    - vil der således i klare tilfælde, jf. 2. pkt., nr. 2, kunne gives påbud om tilbagebetaling af allerede
    modtagne beløb, forudsat at betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
    Det foreslås at adgangen til at kræve erstatning reguleres i stk. 2, således at der henvises til at
    dansk rets almindelige regler om erstatningsansvar finder anvendelse ved overtrædelser af
    markedsføringsloven.
    SIDE 134 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Bestemmelsen om erstatningsansvar er navnlig af betydning for de erhvervsdrivende. Efter
    almindelige erstatningsregler skal skadelidte bevise, at vedkommende har lidt et tab. Kravene
    til dette bevis er imidlertid ikke fastsat i lovgivningen, og efter omstændighederne kan sandsynliggørelse
    af et tab være tilstrækkeligt til fastsættelse af en skønsmæssig erstatning. Om
    erhvervsdrivendes adgang til at rejse erstatningskrav foreligger der en omfattende praksis,
    som forudsættes videreført. F.eks. vil benyttelse uden samtykke af en persons billede i reklameøjemed
    indebære en krænkelse af en interesse, som kan medføre erstatning efterdansk rets
    almindelige erstatningsregler.
    Det foreslås, at der i stk. 3 og 4 gives mulighed for at, der kan tilkendes virksomheder et rimeligt
    vederlag. En sådan mulighed findes i immaterialretten, hvor man foruden erstatning også
    kan få tilkendt et vederlag for en krænkelse af rettigheder beskyttet af denne lovgivning.
    Baggrunden for bestemmelsen er at give mulighed for at få tilkendt kompensation, der svarer
    til de økonomiske konsekvenser, som en konkurrents eller en anden erhvervsdrivendes retsstridige
    handlinger kan have for en virksomhed. Bestemmelsen tager dermed højde for, at
    muligheden for økonomisk kompensation ellers ville afhænge af, at virksomheden kan føre
    bevis for, at den har lidt et tab, enten i form af et direkte afsætningstab eller et tab som følge af
    markedsforstyrrelse.
    Såfremt det ikke er muligt for virksomheden at løfte bevisbyrden for, at der er lidt et tab, vil
    den virksomhed, der har krænket virksomhedens rettigheder, kunne opnå en uberettiget
    berigelse som følge af den retsstridige handling.
    Bestemmelserne er særligt relevante i forbindelse med visse produktefterligninger, men de vil
    også kunne benyttes i forbindelse med andre overtrædelser af markedsføringsloven. Det kan
    bl.a. være i forbindelse med renommesnylteri, ulovlig sammenlignende reklame, overtrædelse
    af bestemmelsen om forretningskendetegn og i forbindelse med uretmæssig udnyttelse af en
    virksomheds beskyttelsesværdige viden og information.
    Vederlagsreglerne kan kun anvendes, når der er tale om en privatretlig krænkelse.
    SIDE 135 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 25 om Forbrugerombudsmanden
    Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende lovs § 22, stk. 1-5, om Forbrugerombudsmanden.
    Det foreslås i stk. 1, at Forbrugerombudsmandens centrale opgave er at føre tilsyn med, at
    loven og de i medfør af loven udstedte bekendtgørelser overholdes, navnlig ud fra hensynet til
    forbrugerne.
    Denne tilsynsbeføjelse udøves enten på Forbrugerombudsmandens eget initiativ eller på
    grundlag af de klager, der rettes til forbrugerombudsmandsinstitutionen.
    Forbrugerombudsmanden skal sikre, at forbrugerinteresserne tilgodeses på en sådan måde, at
    markedsføring foregår tilbørligt og rimeligt under hensyn til forbrugerne.
    Forbrugerombudsmanden er imidlertid ikke afskåret fra at forholde sig til problemer vedrørende
    erhvervsinteresser og respekten for almene samfundsinteresser i markedsføring. Forbrugerombudsmanden
    kan således behandle spørgsmål om f.eks. race- og kønsdiskrimination
    i reklamer og anvendelse af personers billede eller navn uden samtykke i annoncer.
    Det foreslås i stk. 2, at Forbrugerombudsmanden kan kræve alle oplysninger fra erhvervsdrivende,
    der skønnes nødvendige for Forbrugerombudsmandens virksomhed, herunder til afgørelse
    af, om et forhold falder ind under lovens bestemmelser. Bestemmelsen er teknologineutral
    og skal sikre, at alle nødvendige oplysninger bliver stillet til Forbrugerombudsmandens
    rådighed, herunder fysiske og elektroniske dokumenter. Det er en forudsætning for, at Forbrugerombudsmanden
    kan tilvejebringe et bedømmelsesgrundlag i de enkelte sager.
    Det er efter bestemmelsen overladt til Forbrugerombudsmandens skøn at afgøre, hvad der
    kan kræves meddelt. Dette skøn er undergivet de almindelige forvaltningsretlige og processuelle
    begrænsninger, dvs. krav om saglighed, proportionalitet og retssikkerhed m.v.
    Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at oplysningerne kan kræves meddelt inden for en
    kort frist, når det gælder sammenlignende reklame, eller når det efter omstændighederne
    skønnes påkrævet.
    Bestemmelsen angiver ikke efter sin ordlyd nogen frist for meddelelse af de relevante oplysninger.
    Fristen for meddelelse af oplysninger varierer alt efter sagens karakter fra ca. 1 måned
    til korte frister. Som eksempel på behovet for anvendelsen af en kort frist kan nævnes et påtænkt
    eller igangsatt markedsføringstiltag, som Forbrugerombudsmanden bliver bekendt
    med, og som skader væsentlige forbrugerinteresser, hvis de ikke hurtigt bringes til ophør. Der
    kan således være behov for at anvende en kort frist på timer i forbindelse med nedlæggelse af
    et foreløbigt forbud.
    Det foreslås i stk. 3, at Forbrugerombudsmanden udnævnes af erhvervs- og vækstministeren
    for et tidsrum på op til 6 år med mulighed for forlængelse med op til i alt 3 år. Genudnævnelse
    SIDE 136 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    som forbrugerombudsmand efter udløb af den fastsatte periode kan kun ske efter fornyet
    opslag. Ved genudnævnelse finder 1. pkt. i den foreslåede bestemmelse tilsvarende anvendelse.
    Forbrugerombudsmanden skal opfylde de kvalifikationer, som stilles for at kunne blive dommer,
    herunder have bestået juridisk kandidateksamen, jf. i øvrigt bestemmelserne om beskikkelse
    af dommere i retsplejelovens kapitel 4.
    Udover at opfylde disse betingelser er det hensigtsmæssigt, at den person, der bestrider posten
    som forbrugerombudsmand, har et solidt kendskab til erhvervs- og forbrugerforhold, og
    markedsforhold i praksis. Naturlige kandidater til posten kan være embedsmænd eller personer,
    der kommer fra advokatstanden, domstolene eller de højere læreranstalter.
    Det er hensigten med bestemmelsen, at Forbrugerombudsmanden i realiteten skal være sikret
    mod forflyttelse qua åremålsansættelsen, ligesom tjenestemandslovens disciplinære regler
    beskytter mod uansøgt afskedigelse, medmindre de anførte omstændigheder er til stede.
    Ved ansættelse på overenskomstvilkår udformes ansættelsesvilkårene i overensstemmelse
    hermed. Aflønningen af Forbrugerombudsmanden forudsættes at ske efter de sædvanlige
    principper for åremålsansættelse.
    Bestemmelsen giver mulighed for at forlænge Forbrugerombudsmandens ansættelsesperiode
    med yderligere 3 år, så den samlede ansættelsesperiode bliver i alt 9 år. Der vil derefter være
    mulighed for genansættelse efter sædvanlig ansættelsesprocedure.
    Muligheden for at forlænge ansættelsen skal sikre, at der skabes den fornødne kontinuitet, så
    Forbrugerombudsmanden har den tilstrækkelige tid til at påvirke og følge op på initiativer
    inden for de forskellige brancheområder, samt at Forbrugerombudsmanden får mulighed for
    at følge op på og udnytte de erfaringer og den viden, som forbrugerombudsmanden har fået
    gennem sit virke.
    Det fremgår endvidere, at Forbrugerombudsmanden kun kan afskediges uden ansøgning,
    såfremt afskeden er begrundet i helbredsmæssige årsager, eller såfremt den pågældende som
    følge af strafbart forhold, tjenesteforseelse eller mislighed er uskikket til at forblive i stillingen.
    Ansættelsen ophører automatisk ved udgangen af den måned, hvori den pågældende fylder 70
    år.
    Bestemmelsen finder anvendelse både ved ansættelse på tjenestemandsvilkår og ansættelse
    på overenskomstvilkår.
    Det foreslås i stk. 4, at Forbrugerombudsmandens afgørelser ikke kan indbringes for anden
    administrativ myndighed.
    SIDE 137 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Bestemmelsen udelukker, at Forbrugerombudsmandens afgørelser er undergivet administrativ
    rekurs, eller at de kan indbringes for ministeriet.
    Det foreslås i stk. 5, at erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om Forbrugerombudsmandens
    virksomhed. Bestemmelsen er således en bemyndigelsesbestemmelse.
    Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1249 af 25. november 2014 om Forbrugerombudsmandens
    virksomhed.
    SIDE 138 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 26 om digitalisering af Forbrugerombudsmandens virksomhed
    Den foreslåede bestemmelse viderefører ordret den gældende markedsføringslovs § 22, stk. 6-
    10, om Forbrugerombudsmanden.
    Det foreslås i stk. 1, at erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation
    til og fra Forbrugerombudsmanden om forhold, som er omfattet af denne lov eller
    af regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt.
    Bestemmelsen giver hjemmel til, at erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at
    skriftlig kommunikation til og fra Forbrugerombudsmanden om forhold, som er omfattet af
    markedsføringsloven eller af regler, som er udstedt i medfør af markedsføringsloven, skal
    foregå digitalt.
    Bestemmelsen indebærer bl.a., at der vil kunne fastsættes regler om, at skriftlige henvendelser
    m.v. til Forbrugerombudsmanden om forhold, som er omfattet af loven eller af regler, som er
    udstedt i medfør af loven, som udgangspunkt ikke anses for behørigt modtaget hos Forbrugerombudsmanden,
    hvis de indsendes på anden vis end den foreskrevne digitale måde.
    Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for, at Forbrugerombudsmanden kan vælge at
    behandle sager på baggrund af enhver anden form for kommunikation. Forbrugerombudsmanden
    får i dag oplysninger på forskellig måde, og Forbrugerombudsmanden kan på eget
    initiativ eller på baggrund af klager fra andre optage sager til behandling.
    Bestemmelsen indebærer således ikke en begrænsning i Forbrugerombudsmandens muligheder
    for at optage sager til behandling, herunder sager der ikke måtte være sendt på den foreskrevne
    digitale måde.
    Hvis oplysninger m.v. sendes til Forbrugerombudsmanden på anden måde end den foreskrevne
    digitale måde, eksempelvis pr. brev, følger det af den almindelige forvaltningsretlige vejledningspligt,
    at Forbrugerombudsmanden må vejlede om reglerne på området, herunder om
    pligten til som udgangspunkt at kommunikere på den foreskrevne digitale måde.
    Bestemmelsen indebærer samtidig, at meddelelser m.v. til eller fra Forbrugerombudsmanden,
    der sendes på den foreskrevne digitale måde, anses for at være kommet frem til modtageren
    på det tidspunkt, hvor meddelelsen m.v. er tilgængelig digitalt for modtageren, jf. stk. 8. Det vil
    sige med samme retsvirkninger som fysisk post, der anses for at være kommet frem, når den
    pågældende meddelelse m.v. er lagt i modtagerens fysiske postkasse.
    Af bekendtgørelsen, der udmønter bemyndigelsen, skal det fremgå, hvem der omfattes af
    pligten til at kommunikere digitalt med Forbrugerombudsmanden, om hvilke forhold og på
    hvilken måde. Det skal også fremgå af bekendtgørelsen, at kommunikationen som udgangspunkt
    skal foregå digitalt, når det er hensigtsmæssigt og den fornødne teknologi er til stede.
    Bekendtgørelsen udstedes efter forhandling med Forbrugerombudsmanden.
    SIDE 139 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det er tanken at udnytte bemyndigelsen således, at skriftlig kommunikation til og fra Forbrugerombudsmanden
    om forhold, som er omfattet af markedsføringsloven eller regler udstedt i
    medfør af denne lov, så vidt muligt skal foregå digitalt, f.eks. pr. e-mail.
    Ved henvendelser til Forbrugerombudsmanden kan Forbrugerombudsmanden stille krav om,
    at den pågældende oplyser en e-mailadresse, som den pågældende kan kontaktes på i forbindelse
    med behandlingen af en konkret sag eller henvendelse til Forbrugerombudsmanden. I
    den forbindelse kan der også pålægges den pågældende en pligt til at underrette Forbrugerombudsmanden
    om eventuel ændring i e-mailadressen, inden den konkrete sag afsluttes eller
    henvendelsen besvares, medmindre e-mails automatisk bliver videresendt til den nye emailadresse.
    På sigt kan det komme på tale at udvikle andre digitale løsninger, herunder nye selvbetjeningsløsninger,
    til brug for kommunikation om forhold, som er omfattet af loven eller af regler
    udstedt i medfør af loven.
    I bekendtgørelsen, som udmønter bemyndigelsen i stk. 1, kan der bl.a. fastsættes regler om, at
    Forbrugerombudsmanden kan sende visse meddelelser, herunder påbud m.v., til den pågældendes
    digitale postkasse med de retsvirkninger, der følger af lov om Offentlig Digital Post.
    I bekendtgørelsen kan der fastsættes overgangsordninger, som skal lette overgangen til obligatorisk
    digital kommunikation.
    I bekendtgørelsen kan der desuden fastsættes fritagelser fra pligten til digital kommunikation.
    Fritagelsesmuligheden tænkes navnlig anvendt, hvor det er påkrævet at anvende en dansk
    digital signatur, og der er tale om en person uden dansk CPR-nummer eller et selskab med
    hjemsted i udlandet, som ikke kan få en dansk digital signatur. Endvidere tænkes fritagelsesmuligheden
    anvendt i de situationer, hvor en person har kognitiv funktionsnedsættelse, har
    fysisk funktionsnedsættelse eller har sproglige barrierer. Derudover kan Forbrugerombudsmanden
    vælge at fritage fra pligten til digital kommunikation ved at behandle sager, som Forbrugerombudsmanden
    modtager på baggrund af anden form for kommunikation.
    Det forhold, at et selskab eller en person oplever, at den pågældendes egen computer ikke
    fungerer, at den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur eller oplever lignende
    hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde, kan ikke føre til fritagelse fra pligten
    til digital kommunikation. I så fald må den pågældende anvende en computer på et folkebibliotek
    eller anmode en rådgiver om at varetage kommunikationen på den pågældendes
    vegne.
    Det foreslås i stk. 2, at erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om digital
    kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater
    og digital signatur eller lignende.
    SIDE 140 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Efter bestemmelsen kan der i bekendtgørelsen specificeres krav om anvendelse af bestemte itsystemer,
    digitale formater og digital signatur eller lignende.
    Det foreslås i stk. 3, at det præciseres hvornår en digital meddelelse må anses for at være
    kommet frem til adressaten for meddelelsen, dvs. modtageren af meddelelsen.
    For meddelelser, der sendes til Forbrugerombudsmanden, er Forbrugerombudsmanden
    adressat for meddelelsen. For meddelelser, som Forbrugerombudsmanden sender, er det
    pågældende selskab eller fysiske person, som meddelelsen sendes til, adressat for meddelelsen.
    En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til Forbrugerombudsmanden på det
    tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for Forbrugerombudsmanden, dvs. når Forbrugerombudsmanden
    kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk
    i en modtagelsesanordning eller et datasystem. En meddelelse, der først er tilgængelig
    efter kl. 24.00, anses normalt først for modtaget den dag, meddelelsen er tilgængelig.
    En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til en virksomhed eller person på
    det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for den pågældende. En meddelelse vil blive
    anset for at være tilgængelig, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen,
    hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde. Som eksempler
    herpå kan nævnes, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, eller den pågældende
    har mistet koden til sin digitale signatur.
    Det foreslås i stk. 4, at der kan fastsættes regler om, at Forbrugerombudsmanden kan udstede
    afgørelser og andre dokumenter efter markedsføringsloven eller regler udstedt i medfør af
    markedsføringsloven uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet
    underskrift eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som
    har udstedt afgørelsen eller dokumentet.
    Det foreslås i stk. 5, at der kan fastsættes regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der
    udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes
    alene med Forbrugerombudsmanden som afsender.
    Bestemmelsen finder anvendelse både på dokumenter, som Forbrugerombudsmanden sender
    digitalt, og på dokumenter, som sendes fysisk, dvs. på papir med almindelig post.
    SIDE 141 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 27 om kontrolundersøgelser på stedet
    Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende § 22 a om kontrolundersøgelser
    på stedet, med ændringer svarende til de der fremgår af den tilsvarende bestemmelse i
    den gældende konkurrencelov.
    Ordlyden af den gældende § 22 a svarer således til ordlyden af konkurrencelovens § 18 fra
    2002. Efterfølgende er konkurrencelovens bestemmelser om adgangen til at udføre kontrolundersøgelser
    ændret flere gange, særligt i 2007 og i 2012.
    Bestemmelsen om kontrolundersøgelser på stedet blev indført i markedsføringsloven i 2006
    med det formål at efterleve Danmarks forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets
    forordning (EF) nr. 2006/2004 af 27. oktober 2004 om forbrugerbeskyttelsessamarbejde
    (herefter CPC-forordningen). Bestemmelsen hjemler gennemførelse af de kontrolundersøgelser,
    der er nævnt i forordningens artikel 4, stk. 6, litra c.
    Bestemmelsen fastlægger således rammerne for Forbrugerombudsmandens adgang til at
    foretage kontrolundersøgelser. Forbrugerombudsmandens adgang til at foretage kontrolundersøgelser
    er i alle tilfælde underlagt det almindelige proportionalitetsprincip.
    Det foreslås i stk. 1, at Forbrugerombudsmanden kan foretage kontrolundersøgelser til brug
    for behandling af klager, der er oversendt fra håndhævelsesmyndigheder i andre EU-lande i
    medfør af CPC-forordningen, og som vedrører overtrædelser af de direktiver, for hvilke Forbrugerombudsmanden
    er udpeget som kompetent myndighed.
    Bestemmelsen bringes alene i anvendelse, hvor der foreligger en klage oversendt fra andre
    EU-landes håndhævelsesmyndigheder, og hvor den oversendte klagesag angår overtrædelse
    af et af de direktiver, der er anført i bilaget til CPC-forordningen, og som Forbrugerbrugerombudsmanden
    er udpeget som kompetent myndighed for.
    Det følger af artikel 4, stk. 6, at en kompetent myndighed kan gennemføre nødvendige kontrolundersøgelser
    på stedet, såfremt det med rimelighed kan formodes, at der foreligger en
    overtrædelse inden for Fællesskabet.
    En kontrolundersøgelse kan således gennemføres i de tilfælde, hvor Forbrugerombudsmanden
    på baggrund af en konkret klage har en formodning om, at en virksomhed overtræder en
    bestemmelse i en af de retsakter, der er omfattet af håndhævelsessamarbejdet som fastlagt i
    CPC-forordningen.
    Det foreslås i stk. 2, at Forbrugerombudsmandens kontrolundersøgelser kun kan finde sted
    efter indhentelse af en retskendelse.
    Anmodning om retskendelse forelægges for Sø- og Handelsretten, jf. den gældende retsplejelovs
    § 225, hvorefter Sø- og Handelsretten behandler sager, hvor Forbrugerombudsmanden er
    part, og anvendelsen af markedsføringsloven har væsentlig betydning.
    SIDE 142 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det foreslås i stk. 3, at adgangen til kontrolundersøgelser indebærer, at Forbrugerombudsmanden
    får adgang til en virksomheds eller sammenslutnings lokaler og transportmidler med
    henblik på dér at gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning, herunder markedsføringsmateriale,
    regnskaber og andre forretningspapirer, uanset informationsmedium. Forbrugerombudsmanden
    kan forlange mundtlige forklaringer om faktiske forhold i forbindelse med
    kontrolundersøgelsen. Forbrugerombudsmanden kan desuden forlange, at personer, der er
    omfattet af kontrolundersøgelsen, viser indholdet af deres lommer, tasker og lignende med
    henblik på, at Forbrugerombudsmanden kan gøre sig bekendt med og eventuelt tage kopi af
    dette. En tilsvarende adgang findes i den gældende konkurrencelovs § 18, stk. 1, 2. pkt. Bestemmelsen
    giver Forbrugerombudsmanden mulighed for at gennemgå og kopiere materiale,
    herunder materiale fra en virksomheds eller sammenslutnings it-system. Det gælder også
    materiale, som gøres tilgængeligt gennem opkobling fra en virksomhed eller sammenslutning
    til disses it-systemer eller datalagre (servere m.v.), der fysisk befinder sig uden for virksomheden
    eller sammenslutningen, f.eks. fordi datadriften er outsourcet, eller fordi datalagrene
    (servere m.v.) ligger hos en anden virksomhed i samme koncern. Af tekniske eller praktiske
    årsager er det imidlertid ikke altid muligt at foretage en sådan opkobling. Der er derfor behov
    for en hjemmel, der giver Forbrugerombudsmanden direkte adgang til en virksomheds eller
    sammenslutnings eksternt placerede oplysninger.
    Forbrugerombudsmandens adgang til at kræve mundtlige forklaringer om faktiske forhold i
    forbindelse med kontrolundersøgelsen, jf. bestemmelsens 2. pkt., har til formål at sikre, at
    Forbrugerombudsmanden får adgang til det nødvendige materiale. Personkredsen, der kan
    afkræves forklaring under en kontrolundersøgelse, omfatter repræsentanter for den virksomhed
    eller sammenslutning, der er undergivet kontrolundersøgelsen. Begrebet repræsentanter
    for virksomheden eller sammenslutningen skal fortolkes bredt. Det følger heraf, at enhver
    ejer, medejer eller ansat, der kan repræsentere virksomheden eller sammenslutningen, kan
    afkræves en mundtlig forklaring.
    De mundtlige forklaringer angår alene oplysninger om faktuelle forhold vedrørende genstanden
    for kontrolundersøgelsen. Som eksempler kan nævnes oplysninger om virksomhedens
    eller sammenslutningens organisationsdiagram, medarbejdernes ansvarsområder og hvor
    virksomhedens eller sammenslutningens markedsføringsmateriale opbevares. Forbrugerombudsmanden
    kan ikke kræve mundtlige forklaringer efter den foreslåede § 26, stk. 3, 2. pkt., i
    tilfælde, hvor Forbrugerombudsmanden har en sådan konkret mistanke om et strafbart forhold,
    at der er grundlag for at rejse sigtelse.
    Kapitel 4, om selvinkriminering, i den gældende lov om retssikkerhed ved forvaltningens
    anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, finder anvendelse.
    Hvis en repræsentant for virksomheden eller sammenslutningen nægter at udtale sig eller
    kommer med forkerte eller vildledende oplysninger, vil det være omfattet af den foreslåede §
    37, stk. 2, hvorefter den, som undlader at meddele oplysninger, der afkræves efter den foreslåede
    § 25, stk. 2, eller § 27, stk. 3, 2. pkt., eller som i forhold, der omfattes af loven, meddeler
    SIDE 143 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Forbrugerombudsmanden urigtige eller vildledende oplysninger, straffes med bøde, medmindre
    højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
    Med forslaget indføres der en adgang til, at Forbrugerombudsmanden i forbindelse med en
    kontrolundersøgelse får mulighed for at forlange, at en virksomheds eller sammenslutnings
    bestyrelsesmedlemmer, direktionsmedlemmer og andre ansatte viser indholdet af deres
    lommer, tasker og lignende. Såfremt personen nægter, vil Forbrugerombudsmandens ansatte
    ikke selvstændigt tømme vedkommendes lommer, tasker og lignende, men anmode om politiets
    bistand hertil.
    Forbrugerombudsmandens adgang begrænses til alene at omfatte personlige genstande, herunder
    især visitation af tøj, lommer, tasker og lignende. Det er ikke hensigtsmæssigt at foretage
    en positiv opremsning af, hvilke genstande der kan undersøges. Dog skal det understreges,
    at Forbrugerombudsmanden ikke vil have adgang til at foretage en nærmere undersøgelse af
    legemet, herunder af dets hulrum og lignende.
    I takt med den teknologiske udvikling er der i dag mange muligheder for at opbevare oplysninger
    elektronisk. Oplysninger kan f.eks. lagres på usb-nøgler, mobiltelefoner og i elektroniske
    kalendere. Medierne, som man kan gemme oplysningerne på, bliver desuden fysisk mindre
    og mindre. Forud for og under en kontrolundersøgelse kan der opstå den situation, at en
    person forsøger at unddrage myndighederne bevismateriale ved f.eks. at gemme og opbevare
    en usb-nøgle i en lomme, taske eller lignende. Det foreslås derfor, at Forbrugerombudsmanden
    får adgang til at kræve, at en virksomheds eller sammenslutnings ansatte skal vise indholdet
    af deres lommer, tasker og lignende. Forbrugerombudsmanden kan gennemgå et eventuelt
    indhold heraf med henblik på at kopiere dette, herunder tage en identisk elektronisk
    kopi (spejling), samt medtage materiale, der er omfattet af kontrolundersøgelsens genstand.
    Anvendelsen af bestemmelsen er ikke begrænset til de tilfælde, hvor det konkret kan konstateres,
    at en ansat har fjernet oplysninger og lagt dem i sin lomme, taske eller lignende. Bestemmelsen
    vil også kunne finde anvendelse i andre tilfælde, hvor det skønnes at være nødvendigt
    for at opnå formålet med kontrolundersøgelsen. Forbrugerombudsmandens adgang til
    at kræve, at en virksomheds ellers sammenslutnings ansatte skal vise indholdet af deres lommer,
    tasker og lignende, skal ske under iagttagelse af det almindelige proportionalitetsprincip.
    I praksis kan det først under selve tilstedeværelsen i virksomheden eller sammenslutningen
    afklares, hvilke ansatte der har en sådan tilknytning til undersøgelsens genstand, at de bør
    inddrages i denne. Der vil dog som regel kun være tale om, at et mindre antal centralt placerede
    ansatte bliver genstand for kontrolundersøgelsen, og som dermed vil kunne blive anmodet
    om at vise indholdet af deres lommer, tasker og lignende.
    I praksis vil proceduren være den, at Forbrugerombudsmandens ansatte eller repræsentanter
    beder den ansatte om at tømme lommer, tasker og lignende. Ansatte, der frivilligt indvilliger
    heri, vil få tilbudt, at dette kan foregå adskilt fra virksomhedens eller sammenslutningens
    øvrige medarbejdere. Såfremt den person, der af Forbrugerombudsmandens ansatte eller
    repræsentanter bliver bedt om at tømme sine lommer, tasker og lignende, nægter, vil ForbruSIDE
    144 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    gerombudsmanden som ovenfor nævnt anmode politiet om bistand til at foretage besigtigelsen.
    Politiet anmoder herefter endnu en gang den ansatte om at tømme lommer, tasker og
    lignende. Såfremt den ansatte fortsat nægter, gennemfører politiet en undersøgelse af den
    ansattes lommer, tasker og lignende. Dette skal så vidt muligt foregå adskilt fra virksomhedens
    ellers sammenslutningens øvrige medarbejdere.
    Når politiet som led i en kontrolundersøgelse bistår Forbrugerombudsmanden med at tømme
    lommer, tasker og lignende, sker det i medfør af Forbrugerombudsmandens beføjelser i markedsføringsloven.
    Det vil sige, at det, ligesom når Forbrugerombudsmanden kræver oplysninger
    udleveret efter den foreslåede § 25, stk. 2, er overladt til Forbrugerombudsmanden at
    skønne, hvilke genstande der skal undersøges. Dette skøn er undergivet de almindelige forvaltningsretlige
    og processuelle begrænsninger, dvs. krav om saglighed, proportionalitet og
    retssikkerhed m.v.
    Det foreslås i stk. 4, at i de tilfælde, hvor en virksomheds eller sammenslutnings oplysninger
    opbevares hos eller behandles af en ekstern databehandler, kan Forbrugerombudsmanden få
    adgang til den eksterne databehandlers lokaler med henblik på dér at gøre sig bekendt med og
    tage kopi af oplysningerne, jf. stk. 3 i den foreslåede bestemmelse. Adgangen forudsætter, at
    det ikke er muligt for Forbrugerombudsmanden at få adgang til de pågældende oplysninger
    direkte fra den virksomhed eller sammenslutning, som er genstand for kontrolundersøgelsen.
    Bestemmelsen sikrer, at Forbrugerombudsmanden kan få adgang til oplysninger placeret hos
    en ekstern databehandler, såfremt det ikke er muligt at få adgang til oplysningerne hos den,
    som er genstand for kontrolundersøgelsen. En sådan adgang forudsætter, at Forbrugerombudsmanden
    har indhentet en retskendelse, som giver adgang til den eksterne databehandler.
    Det foreslås i stk. 5, at Forbrugerombudsmanden kan indsamle en kopi af dataindholdet fra
    elektroniske medier, der er omfattet af kontrolundersøgelsen, med henblik på efterfølgende at
    gennemgå kopien. De indsamlede data skal forsegles eller på anden måde sikres mod læsning,
    inden kontrolundersøgelsen afsluttes. Den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, kan
    kræve, at denne selv eller en af denne udpeget repræsentant overværer, at de indsamlede data
    gøres tilgængelige for læsning, og at Forbrugerombudsmanden gennemgår det indsamlede
    materiale. Forbrugerombudsmanden har pligt til senest 40 hverdage efter kontrolundersøgelsens
    afslutning at give en kopi af de oplysninger, som Forbrugerombudsmanden måtte have
    taget fra de indsamlede data, til den, der er genstand for kontrolundersøgelsen. Når gennemgangen
    af de indsamlede data er gennemført, skal dataene sikres mod læsning. De indsamlede
    data skal slettes, hvis Forbrugerombudsmanden vurderer, at materialet ikke indeholder beviser
    for en overtrædelse af de i stk. 1 nævnte regler. Beslutter Forbrugerombudsmanden at gå
    videre med sagen, skal de indsamlede data slettes, når sagen er endeligt afgjort. En tilsvarende
    adgang findes i den gældende konkurrencelovs § 18, stk. 4.
    Selve søgningen efter data og især den efterfølgende analyse heraf er tidskrævende. Da kontrolundersøgelser
    sjældent udstrækkes til mere end én dag af hensyn til de berørte virksomSIDE
    145 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    heder, kan det i praksis være umuligt at nå at gennemføre de fornødne søgninger i bl.a. slettet
    materiale.
    Med forslaget indføres der en adgang for Forbrugerombudsmanden til under en kontrolundersøgelse
    at lave en identisk elektronisk kopi (en såkaldt spejling) af dataindholdet på elektroniske
    medier, som f.eks. en computers harddisk, herunder også af slettede filer, skjult materiale
    m.v., med henblik på at gennemgå indholdet efter kontrolundersøgelsen. Herved sikres,
    at Forbrugerombudsmanden får tid til at lave en mere tilbundsgående undersøgelse af de
    medtagne data, uden at dette behøver at ske på virksomhedens eller sammenslutningens
    lokaliteter til gene for virksomheden eller sammenslutningen. I praksis vil brugen af spejling
    være begrænset til udvalgte computere m.v. af interesse for kontrolundersøgelsen.
    Det spejlede materiale bliver forseglet, når Forbrugerombudsmanden forlader virksomhedens
    eller sammenslutningens lokaliteter. Forseglingen brydes først, når materialet skal gennemgås
    i forlængelse af kontrolundersøgelsen.
    Den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, har krav på, at denne selv eller en af denne
    udpeget repræsentant kan være til stede og overvære gennemgangen af det spejlede materiale.
    Det vil sige, at den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, vil være stillet, som hvis
    gennemgangen af dataindholdet foregik under selve kontrolundersøgelsen.
    Den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, har efter bestemmelsen krav på, at det spejlede
    materiale slettes senest 40 hverdage efter kontrolundersøgelsen, såfremt Forbrugerombudsmanden
    vurderer, at materialet ikke indeholder beviser for en overtrædelse af de i stk. 1
    nævnte regler. Er der grundlag for at gå videre med sagen, herunder at oversende sagen til
    politiet eller anklagemyndigheden, skal det spejlede materiale opbevares forseglet, indtil sagen
    er endeligt afsluttet. Dette sker af hensyn til bevissikringen i sagen. F.eks. kan der tænkes
    at forekomme tilfælde, hvor det af en part i en sag vil blive betvivlet, om en given oplysning
    stammer fra det spejlede materiale. I sådanne tilfælde vil forseglingen kunne brydes, og det vil
    være muligt at efterprøve indsigelsen. Det spejlede materiale opbevares af den myndighed,
    der behandler sagen, og først når sagen er endeligt afsluttet, vil det forseglede spejlede materiale
    blive slettet.
    Forbrugerombudsmanden har pligt til senest 40 hverdage efter kontrolundersøgelsen at give
    kopier af det materiale, som Forbrugerombudsmanden har taget kopi af fra spejlingen til brug
    for den efterfølgende sag, til den, der er genstand for kontrolundersøgelsen. Den pågældende
    kan anmode om, at kopierne skal være i papirform eller i elektronisk form. Med udtrykket
    ”hverdage” menes mandag til fredag bortset fra helligdage, juleaftensdag og nytårsaftensdag.
    Forslaget ændrer ikke på, at retsplejelovens bestemmelser om kildebeskyttelse og vidnefritagelse
    fortsat finder anvendelse, såfremt der under en gennemgang af materialet fremkommer
    oplysninger omfattet heraf.
    SIDE 146 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det foreslås i stk. 6, at Forbrugerombudsmanden kan forsegle relevante forretningslokaler og
    oplysninger i op til tre hverdage efter, at en kontrolundersøgelse har fundet sted, hvis en virksomheds
    eller sammenslutnings forhold gør, at det ikke er muligt for Forbrugerombudsmanden
    at få adgang til eller tage kopi af oplysningerne, jf. stk. 3, 4 og 5 i den foreslåede bestemmelse,
    samme dag, som kontrolundersøgelsen finder sted.
    Det kan f.eks. ske, at der på et meget sent tidspunkt under kontrolundersøgelsen fremkommer
    materiale, som Forbrugerombudsmanden ønsker at gøre sig bekendt med. Eller der kan opstå
    problemer med virksomhedens eller sammenslutningens kopimaskiner eller andet it-udstyr,
    som ikke kan løses samme dag. Det kan også være, at Forbrugerombudsmanden ikke umiddelbart
    kan få adgang til en computer, der anvendes af en af virksomhedens eller sammenslutningens
    ansatte, f.eks. fordi vedkommende person ikke er til stede. I sådanne tilfælde kan
    det være hensigtsmæssigt at forsegle et eller flere lokaler, computere m.v. i virksomheden
    eller sammenslutningen, idet det herved sikres, at eventuelt bevismateriale ikke bortskaffes.
    Det forudsættes ved administrationen af bestemmelsen, at Forbrugerombudsmanden tilbyder
    såvel den virksomhed eller sammenslutning, der har været genstand for en kontrolundersøgelse,
    som en ekstern databehandler, jf. stk. 4, at være til stede, når Forbrugerombudsmanden
    undersøger materialet.
    Det foreslås i stk. 7, at Forbrugerombudsmanden under samme betingelser som i stk. 6 kan
    medtage de oplysninger eller det medium, hvorpå oplysningerne befinder sig, med henblik på
    kopiering. Det materiale, som Forbrugerombudsmanden har taget med skal sammen med et
    sæt kopier af de oplysninger, som Forbrugerombudsmanden har taget til brug for en nærmere
    gennemgang, tilbageleveres til virksomheden eller sammenslutningen senest tre hverdage
    efter kontrolundersøgelsen.
    Forbrugerombudsmanden bør tilstræbe at kopiere de ønskede oplysninger under kontrolundersøgelsen
    i virksomheden eller sammenslutningen. Da en kontrolundersøgelse af hensyn til
    virksomhederne normalt afsluttes samme dag, som den er påbegyndt, kan det forekomme, at
    det ikke er muligt at afslutte kopieringen af de ønskede oplysninger inden for denne frist. Det
    kan f.eks. ske, at Forbrugerombudsmanden ikke kan få adgang til en bærbar computer, der
    anvendes af en af virksomhedens eller sammenslutningens ansatte. Der kan også forekomme
    tilfælde, hvor en ansat sletter alle filer på sin computer lige før, Forbrugerombudsmanden skal
    undersøge den. I sådanne særlige tilfælde kan Forbrugerombudsmanden have behov for at
    medtage den pågældende computer med henblik på, ved anvendelse af særligt udstyr, at få
    adgang til computeren eller at reetablere slettede informationer.
    Ligeledes vil der kunne opstå problemer med virksomhedens eller sammenslutningens kopimaskiner
    eller scannere, som i særlige tilfælde nødvendiggør, at noget materiale medtages
    med henblik på kopiering eller scanning hos Forbrugerombudsmanden.
    Forbrugerombudsmandens adgang til at medtage materiale er begrænset til de særlige tilfælde,
    hvor virksomhedens eller sammenslutningens forhold gør, at det ikke er muligt at få adSIDE
    147 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    gang til eller kopiere materialet eller informationsmediet på stedet. Hjemlen til i disse særlige
    tilfælde at medtage materiale gælder også oplysninger og informationsmedier fra eventuelle
    eksterne databehandlere. Det er dog i forhold til materiale indhentet hos en ekstern databehandler
    en forudsætning, at oplysningerne m.v. alene vedrører den virksomhed eller sammenslutning,
    som er genstand for kontrolundersøgelsen.
    Såvel den virksomhed eller sammenslutning, som er genstand for kontrolundersøgelsen, som
    den eksterne databehandler, skal have en kvittering som dokumentation for, hvilket materiale
    Forbrugerombudsmanden har medtaget, og hvorfra i virksomheden m.v. det stammer.
    Materialet skal tilbageleveres senest tre hverdage efter, at en kontrolundersøgelse har fundet
    sted. Med udtrykket "hverdage" menes mandag til fredag bortset fra helligdage, grundlovsdag,
    juleaftensdag og nytårsaftensdag.
    Det forudsættes ved administrationen af bestemmelsen, at Forbrugerombudsmanden tilbyder
    såvel den virksomhed eller sammenslutning, der har været genstand for en kontrolundersøgelse,
    som en ekstern databehandler, jf. stk. 4, at være til stede, når Forbrugerombudsmanden
    undersøger og kopierer materialet. Ved tilbageleveringen af materialet til den virksomhed
    eller sammenslutning, der har været genstand for en kontrolundersøgelse, udleverer Forbrugerombudsmanden
    endvidere en liste over de kopier, der er taget, samt et sæt af kopierne.
    Hvis der sker beskadigelser, herunder tab af data, på medtaget materiale eller medier, mens
    det er i Forbrugerombudsmandens varetægt, er Forbrugerombudsmanden erstatningsansvarlig
    efter dansk rets almindelige erstatningsregler.
    Det foreslås i stk. 8, at fristerne i den foreslåede bestemmelses stk. 5, 6 og 7 i særlige tilfælde
    kan forlænges. En tilsvarende adgang findes i den gældende konkurrencelovs § 18, stk. 7.
    Forlængelse af fristerne i stk. 5 kan f.eks. tænkes at blive relevant i tilfælde, hvor tekniske
    forhold gør det vanskeligt at færdiggøre gennemgangen af det spejlede materiale inden for
    fristen på de 40 hverdage, eller hvor mængden af data indsamlet under en kontrolundersøgelse
    er meget stor.
    Forlængelse af fristen i stk. 6 og 7 kan navnlig tænkes at ske i tilfælde, hvor det ikke har været
    teknisk muligt at få adgang til oplysningerne på det medtagne medium.
    Det foreslås i stk. 9, at politiet yder bistand ved udøvelsen af beføjelserne efter den foreslåede
    bestemmelses stk. 1 og stk. 3-7. Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med
    justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
    Det foreslås i stk. 10, at kapitel 2 og 3 i den gældende lov om retssikkerhed ved forvaltningens
    anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter finder anvendelse ved kontrolundersøgelser
    efter denne bestemmelse.
    SIDE 148 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 28 om forhandlingsprincippet
    Den foreslåede bestemmelse er en ordret videreførelse af den gældende lovs § 23.
    Det foreslås i stk. 1, at Forbrugerombudsmanden ved forhandling skal søge at påvirke de erhvervsdrivende
    til at handle i overensstemmelse med denne lovs principper for god skik og til
    at overholde loven i øvrigt.
    Bestemmelsen hjemler forhandlingsprincippet, der er centralt for Forbrugerombudsmandens
    virke.
    Forhandlingsprincippet er lovens primære indgrebsmiddel. Formålet med forhandling er at
    bringe virksomheders ulovlige adfærd til ophør og at påvirke virksomhedernes fremtidige
    adfærd generelt.
    Det er en naturlig følge af forhandlingsprincippet, at Forbrugerombudsmanden lægger vægt
    på at informere om loven og på at påvirke efterlevelsen af lovens principper for god skik, og at
    Forbrugerombudsmanden som led i en åben og serviceorienteret forvaltning skal indgå i dialog
    med organisationer, virksomheder og forbrugere.
    Forbrugerombudsmanden kan dog efter en konkret vurdering kræve retsforfølgning uden
    forudgående forhandling. Hvis Forbrugerombudsmanden altid først skulle indlede forhandlinger
    eller give en henstilling, ville dette kunne virke hæmmende på effektiviteten af retsforfølgningen,
    idet den erhvervsdrivende således ville kunne få adgang til at begå ulovlige handlinger
    mindst én gang, før der kunne gribes ind heroverfor.
    Bestemmelsens stk. 1 er også anvendelig over for finansielle virksomheder, jf. den foreslåede §
    1 om lovens anvendelsesområde.
    Det foreslås i stk. 2, at en tilsidesættelse af tilsagn afgivet af den erhvervsdrivende som led i en
    forhandling med Forbrugerombudsmanden kan modvirkes ved, at Forbrugerombudsmanden
    meddeler den erhvervsdrivende sådanne påbud, som må anses for nødvendige for at sikre
    tilsagnets overholdelse.
    Bestemmelsen understøtter således forhandlingsprincippet med en regel om, at tilsidesættelse
    af en aftale indgået med Forbrugerombudsmanden efter forhandling skal sidestilles med
    tilsidesættelse af et af retten nedlagt forbud eller givet påbud. Bestemmelsen indebærer, at det
    under minimal anvendelse af ressourcer, både for det offentlige og for den erhvervsdrivende,
    er muligt at få bragt et forhold til ophør. Bestemmelsen medfører endvidere, at virksomhedernes
    generelle adfærd påvirkes derved, at bestemmelsen forebygger tilsidesættelse af aftaler
    indgået med Forbrugerombudsmanden efter forhandling.
    SIDE 149 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Bestemmelsen giver Forbrugerombudsmanden kompetence til at udstede påbud i de tilfælde,
    hvor en erhvervsdrivende har tilsidesat et tilsagn, der er afgivet over for Forbrugerombudsmanden,
    om enten at bringe en vis ulovlig adfærd til ophør eller acceptere visse nærmere
    vilkår for en påtænkt markedsføringsforanstaltning.
    SIDE 150 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 29 om retningslinjer
    Den foreslåede bestemmelse er en ordret videreførelse af den gældende markedsføringslovs §
    24 om retningslinjer.
    Det foreslås i stk. 1, at Forbrugerombudsmanden skal søge at påvirke de erhvervsdrivendes
    adfærd gennem udarbejdelse og offentliggørelse af retningslinjer for markedsføring på et
    givent område, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne. Grundlaget for udstedelse af retningslinjer
    vil i almindelighed være forhandling med repræsentanter for forbrugerne og de relevante
    erhvervsorganisationer.
    Systemet med retningslinjer giver mulighed for en løbende, hurtig, effektiv og billig markedstilpasning
    af god skik samt lovens øvrige regler i overensstemmelse med de omskiftelige behov
    på et område i konstant bevægelse.
    Forbrugerombudsmanden søger på et givent område altid retningslinjer udfærdiget efter
    forhandling med relevante erhvervs- og forbrugerorganisationer. Lykkes dette ikke, kan Forbrugerombudsmanden
    med hjemmel i den foreslåede § 25, stk. 1, selv udstede retningslinjer
    på området.
    Retningslinjer er ikke formelt bindende, men handlinger i strid hermed må i almindelighed
    forventes at blive betragtet som stridende mod god markedsføringsskik. Retningslinjer udelukker
    ikke domstolene fra at foretage en prøvelse af, om overtrædelser i det enkelte tilfælde
    er i strid med god markedsføringsskik eller andre bestemmelser i loven, jf. herom også grundlovens
    § 63.
    Det foreslås i stk. 2, at Forbrugerombudsmanden ikke kan udstede retningslinjer, der alene
    retter sig mod virksomheder omfattet af lov om finansiel virksomhed.
    SIDE 151 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 30 om forhåndsbesked
    Den foreslåede bestemmelse er en ordret førelse af den gældende lovs § 25 om forhåndsbesked.
    Det foreslås i stk. 1, at Forbrugerombudsmanden på begæring kan afgive udtalelse om sit syn
    på lovligheden af påtænkte markedsføringsforanstaltninger, dvs. afgive en såkaldt forhåndsbesked.
    Bestemmelsen giver Forbrugerombudsmanden mulighed for at besvare en anmodning om en
    forhåndsbesked, i det omfang Forbrugerombudsmandens øvrige arbejde tillader det, og det er
    muligt at besvare de stilede spørgsmål i lyset af hidtidig retspraksis eller administrativ praksis.
    Forbrugerombudsmanden har pligt til at føre tilsyn med loven. Denne opgave løses ved markedsovervågning,
    information, forhandling, udarbejdelse af retningslinjer, generel vejledning,
    retsforfølgning m.v. Det er op til Forbrugerombudsmanden at tilrettelægge arbejdet i overensstemmelse
    med lovens formål med henblik på bedst mulig målopfyldelse inden for rammerne
    af givne ressourcer. Virksomhederne har derfor ikke noget krav på at få forhåndsbesked, men
    kan alene forvente, at en anmodning herom imødekommes, for så vidt arbejdet med spørgsmålet
    kan indpasses i rammerne for Forbrugerombudsmandens virksomhed.
    En forhåndsbesked indebærer en udtalelse om Forbrugerombudsmandens syn på lovligheden
    af en påtænkt foranstaltning. Der kan være tale om al form for markedsføring, når blot den
    vedrører et konkretiseret markedsføringstiltag, den erhvervsdrivende ønsker at sætte i værk.
    Markedsføringstiltaget skal være beskrevet klart, tydeligt og konkretiseret. For at Forbrugerombudsmanden
    skal kunne vurdere et tiltag, skal der afgives fyldestgørende oplysninger om
    markedsføringen. Dette giver samtidig den erhvervsdrivende en større sikkerhed for, at forhåndsbeskeden
    fra Forbrugerombudsmanden dækker den efterfølgende markedsføring.
    En klar stillingtagen til, om foranstaltningen er lovlig, med en kortfattet begrundelse, vil i almindelighed
    være tilfredsstillende som svar. Mener Forbrugerombudsmanden, at en sådan
    klar udmelding ikke er mulig på baggrund af hidtidig praksis m.v., kan den spørgende ikke
    forvente andet og mere end en kortfattet orientering om de momenter, der efter det foreliggende
    må antages at indgå i afvejningen.
    Er et markedsføringstiltag allerede sat i værk, er det ikke længere muligt at modtage en forhåndsbesked,
    jf. ordet ”påtænkte” i lovteksten.
    En forhåndsbesked er ikke juridisk bindende, men alene udtryk for Forbrugerombudsmandens
    syn på lovligheden af en påtænkt foranstaltning. En forhåndsbesked omfatter ikke en
    anvisning på, hvordan påpegede ulovligheder i en påtænkt aktivitet kan undgås.
    SIDE 152 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    En forhåndsbesked indebærer heller ikke en endelig stillingtagen til lovligheden af en foranstaltning,
    men alene Forbrugerombudsmandens syn på lovligheden. Det er derfor den erhvervsdrivende
    selv, der har ansvaret for aktivitetens lovlighed. Der eksisterer således ikke et
    rådgivningsansvar eller lignende i forbindelse med forhåndsbeskeder.
    Det foreslås i stk.. 2, at en forhåndsbesked om lovligheden af en påtænkt markedsforanstaltning
    binder Forbrugerombudsmanden på den måde, at anser Forbrugerombudsmanden aktiviteten
    for at være lovlig, kan Forbrugerombudsmanden ikke på eget initiativ over for den
    erhvervsdrivende gribe ind i anledning af en foranstaltning, som er dækket af forhåndsbeskeden
    og iværksat inden for rimelig tid efter dennes afgivelse.
    Så snart en erhvervsdrivende har sat et markedsføringstiltag i værk, må vedkommende finde
    sig i, at andre erhvervsdrivende eller forbrugere m.fl. anfægter lovligheden. Den erhvervsdrivende
    må imidlertid kunne regne med, at Forbrugerombudsmanden står ved sin udtalelse om,
    at foranstaltningen efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er lovlig. En forudsætning
    herfor er selvsagt, at det pågældende markedsføringstiltag er identisk med det forelagte, og at
    iværksættelsen sker tidsmæssigt i forlængelse af forespørgslen.
    Det forhold, at der kan spørges og fås en besked, bør ikke uden videre medføre, at den erhvervsdrivende
    kan anfægte et negativt svar under et anerkendelsessøgsmål mod Forbrugerombudsmanden,
    medmindre der rent undtagelsesvist skulle være særlige forhold, som taler
    for at tillade noget sådant, og admitteringen af søgsmålet vil være i overensstemmelse med
    almindelige procesretlige principper. Spørgsmålet afhænger i sidste instans af domstolene og
    de konkrete sagers nærmere omstændigheder.
    Det foreslås i stk. 3, at der indsættes en hjemmel for erhvervs- og vækstministeren til at fastsætte
    nærmere regler om gebyr for forhåndsbesked. Der er herved givet mulighed for, at en
    forhåndsbesked kan betinges af betaling.
    SIDE 153 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 31 om Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens virksomhed
    Bestemmelsen viderefører den gældende lovs § 25 a om Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
    virksomhed.
    Bestemmelsen er ikke en implementering af EU-lovgivning. Der er tale om en hjemmelsbestemmelse
    for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at udføre og gennemføre undersøgelser
    som en del af styrelsens markedsovervågning af forbrugerområdet.
    Det foreslås i stk. 1, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan gennemføre og offentliggøre
    sammenlignende undersøgelser af produkter.
    Undersøgelser af produkter kan bl.a. bestå i pris-, service- og kvalitetsundersøgelser.
    Det foreslås i stk. 2, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i forbindelse med sådanne undersøgelser,
    som nævnt i stk. 1, kan anvende anonym informationsindsamling.
    Persondatalovens oplysningskrav skal iagttages ved, at Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
    eller dennes repræsentant 14 dage til 2½ måned forud for undersøgelsers gennemførelse skal
    varsle virksomhederne, at der vil blive foretaget anonym informationsindhentning eller et
    prøvekøb med oplysning om blandt andet den dataansvarliges og dennes repræsentants identitet
    og formålet med den behandling, hvortil oplysningerne er bestemt.
    Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal ved tilrettelæggelsen af undersøgelser inddrage de
    relevante organisationer og tilsynsmyndigheder for at drøfte metodevalg og udformning af
    undersøgelser, således at der sikres et retvisende resultat af de undersøgte virksomheder.
    Omfanget af inddragelsen af relevante organisationer og tilsynsmyndigheder vil bero på en
    konkret vurdering i forhold til de undersøgelser, der gennemføres.
    Persondataloven skal iagttages i det omfang, der i forbindelse med anonym informationsindsamling
    vil blive behandlet personoplysninger.
    SIDE 154 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 32 om retsforfølgning
    Den foreslåede bestemmelse viderefører ordret den gældende lovs § 27 om retsforfølgning.
    Det foreslås i stk. 1, at enhver med retlig interesse deri kan anlægge sag om forbud, påbud,
    erstatning og vederlag efter lovforslagets § 24. Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag om
    forbud og påbud efter § 24, stk. 1, og på begæring anlægge sag om erstatning og vederlag.
    Bestemmelsen giver erhvervs- og forbrugerorganisationer søgsmålskompetence i sager om
    overtrædelse af markedsføringsloven. Hvem der kan sagsøges for overtrædelse af markedsføringsloven
    er ikke reguleret i denne bestemmelse, men må afgøres ud fra lovens formål. Af
    hensyn til mulighederne for effektivt at stoppe ulovlig markedsføring, vil det principielt være
    muligt at få nedlagt forbud mod enhver, der forbereder eller medvirker til en ulovlig markedsføring.
    Der vil således kunne nedlægges forbud mod sælgeren af et produkt, et reklamebureau,
    som udformer en ulovlig kampagne, et pengeinstitut, som medvirker gennem f.eks. overførsel
    af penge m.v., og mod den, der leverer produkter, som skal indgå i en ulovlig markedsføring
    osv. Der kan endvidere nedlægges forbud mod anvendelse af urimelige kontraktsvilkår, både
    over for enkeltvirksomheder og sammenslutninger af sådanne, såfremt disse anvender eller
    opfordrer til anvendelse af urimelige kontraktsvilkår.
    Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., sidste led, at Forbrugerombudsmanden på begæring af forurettede,
    kan anlægge individuelle erstatningssager.
    Adgangen til at anlægge individuelle erstatningssager efter markedsføringsloven er med til at
    sikre en optimering og effektivisering af Forbrugerombudsmandens tilsyn.
    Bestemmelsen giver endvidere Forbrugerombudsmanden en nemmere og hurtigere adgang til
    at kunne gribe ind over for unfair konkurrence til gavn for de erhvervsdrivende, der overholder
    reglerne.
    Forbrugerombudsmandens hjemmel til at anlægge individuelle erstatningssager er betinget
    af, at det sker på begæring af skadelidte.
    Når Forbrugerombudsmanden på baggrund af en begæring skal vurdere, om der skal anlægges
    en individuel erstatningssag, vil det ske ud fra lovens hensyn om, at Forbrugerombudsmanden
    skal føre tilsyn med, at loven overholdes, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne.
    Ved vurderingen af, om individuelle sager skal anlægges, vil der således blive lagt vægt på, om
    kollektive forbrugerinteresser eller almene samfundsinteresser gør sig gældende.
    Det foreslås i stk. 2, at Forbrugerombudsmanden kan meddele påbud, hvis en handling klart er
    i strid med loven, og handlingen ikke kan ændres ved forhandling. Et påbud til den erhvervsdrivende
    kan både være formuleret positivt som en handlepligt og negativt som et krav om for
    fremtiden at undlade en bestemt handling.
    SIDE 155 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Et påbud efter stk. 2 er med udgangspunkt i den aktuelle markedsføring begrænset til kun at
    have virkning for igangværende og fremtidige handlinger. Påbuddet vil således kunne indeholde
    et krav om tilbagekaldelse af materiale, der er led i igangværende markedsføring.
    Påbuddet vil derimod ikke kunne anvendes til administrativt at forbyde en erhvervsdrivende
    at påberåbe sig urimelige vilkår i allerede indgåede kontrakter. Et sådant indgreb er så byrdefuldt,
    at det kun bør ske ved dom, jf. den foreslåede § 24.
    Hvis et af Forbrugerombudsmanden meddelt påbud indbringes for retten, er Forbrugerombudsmanden
    ikke afskåret fra at udvide sine påstande efter den foreslåede § 24, stk. 1, da
    disse vil blive underkastet prøvelse ved domstolen. Forbrugerombudsmanden vil f.eks. kunne
    nedlægge påstand om, at påbuddet også skal kunne udvides til at omfatte allerede indgåede
    kontrakter.
    Adgangen til administrativt at meddele påbud gælder alle markedsføringslovens bestemmelser.
    Påbuddet forudsætter imidlertid, at handlingen forgæves skal være forsøgt ændret eller
    bragt til ophør ved forhandling med den erhvervsdrivende.
    Forbrugerombudsmanden kan kun meddele påbud i tilfælde af klare overtrædelser af markedsføringsloven,
    dvs. når der ikke er tvivl om retsstillingen. En klar retsstilling vil typisk
    foreligge, hvor praksis allerede er fastlagt, modsat tilfælde, hvor en afgørelse vil ændre retspraksis,
    eller hvor en afgørelse vil skabe en ny retsstilling. Som eksempel på en klar overtrædelse
    kan nævnes fremsendelse til forbrugere af udfyldte indbetalingskort med indbetalers
    navn, adresse, beløb og forfaldsdato, således at forbrugeren tror, at vedkommende skylder
    beløbet, men indbetalingskortet reelt dækker over, at forbrugeren skal narres til at indgå en
    aftale, f.eks. tegne et abonnement.
    En klar retstilling vil også foreligge, hvor der ikke er tvivl om fortolkning af regelgrundlaget,
    fordi loven eller retsteorien er klar på området.
    Som et eksempel på dette kan nævnes erhvervsdrivendes overtrædelser af præcise regler i
    særlovgivningen, f.eks. den gældende kreditaftalelovs kap. 2 om kreditgivers oplysningspligt
    eller § 8, nr. 9 i den gældende lov om visse forbrugeraftaler om pligt til at oplyse om fortrydelsesretten.
    Sådanne handlinger vil tillige være i strid med den foreslåede § 3 om god markedsføringsskik
    og den foreslåede § 4 om god erhvervsskik.
    Det vil være op til Forbrugerombudsmanden som specialmyndighed ved sagens begyndelse at
    vurdere, om der er tale om en sag, hvor retsstillingen er så klar, at Forbrugerombudsmanden
    har mulighed for at meddele påbud, hvis forhandling med den erhvervsdrivende viser sig
    forgæves.
    Eftersom de af Forbrugerombudsmanden meddelte påbud ikke kan påklages til højere administrativ
    instans forslås det i stk. 3, at påbuddet kan forlanges indbragt for domstolene af den,
    som påbuddet retter sig mod. I overensstemmelse med forvaltningslovens regler skal ForbruSIDE
    156 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    gerombudsmanden orientere om muligheden herfor. Skriftlig anmodning herom skal være
    fremsat over for Forbrugerombudsmanden inden 4 uger. Sagen skal herefter inden 1 uge indbringes
    af Forbrugerombudsmanden for retten i den borgerlige retsplejes former. Retten kan i
    forbindelse hermed tage stilling til, om betingelserne for meddelelse af påbuddet er opfyldt.
    Det foreslås i stk. 4, at udgangspunktet, om at anmodning om indbringelse for retten af det
    meddelte påbud ikke automatisk har opsættende virkning, fastsættes, men at retten ved kendelse
    kan bestemme, at den erhvervsdrivende kan fortsætte den handling, som påbuddet
    angår, under retssagens behandling, således at påbuddets indbringelse for retten får opsættende
    virkning.
    Det foreslås i stk. 5, at hvor en dom ankes, fordi et af Forbrugerombudsmanden meddelt påbud
    ikke er fundet lovligt, kan den ret, der har afsagt dommen eller den ret, hvortil ankesagen
    er indbragt, bestemme, at den pågældende ikke under ankesagen må udøve den handling,
    påbuddet angår.
    Bestemmelsen indebærer, at såfremt det af Forbrugerombudsmanden meddelte påbud stadfæstes,
    kan retten ikke tillægge anke af dommen opsættende virkning. Dette gælder uanset,
    om den pågældende under sagens behandling har kunnet fortsætte den handling, påbuddet
    angår.
    Konsekvenserne af, at et påbud senere ophæves af domstolene, vil være, at Forbrugerombudsmanden
    efter almindelige regler om offentlige myndigheders erstatningsansvar vil kunne
    blive erstatningsansvarlig over for den erhvervsdrivende efter dansk rets almindelige erstatningsretlige
    regler. I givet fald vil der som udgangspunkt kunne kræves erstatning for det
    fulde tab, der er forårsaget ved påbuddet.
    Tilsidesættelse af et påbud udstedt efter den foreslåede § 24, stk. 1, medfører strafansvar i
    form af bøde, jf. den foreslåede § 23. Under en straffesag vil domstolene kunne prøve, om
    påbuddet er overtrådt, og om påbuddet har den fornødne hjemmel.
    Det foreslås i stk. 6, at hvis der rejses tiltale for overtrædelse af loven, overlades udførelsen af
    tiltalen til Forbrugerombudsmanden, såfremt denne begærer dette.
    SIDE 157 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 33 om informationspligt om forældelse
    Den foreslåede bestemmelse viderefører ordret den gældende lovs § 27 a om informationspligt
    om forældelse.
    Bestemmelsen giver Forbrugerombudsmanden mulighed for at meddele påbud til erhvervsdrivende,
    herunder finansielle virksomheder m.fl., og andre, der driver erhvervsmæssig virksomhed,
    om at informere om retsstillingen i relation til forældelse i de tilfælde, hvor Forbrugerombudsmanden
    skønner det nødvendigt for at beskytte forbrugere mod retstab, og hvor
    der ikke ved forhandling kan opnås enighed med den erhvervsdrivende om enten en aftale om
    forældelsen (suspensionsaftale) eller en udsendelse af information om forældelsen til de berørte
    kunder. Reglerne i lovforslagets § 31, stk. 3-5, finder anvendelse på påbuddet.
    Udgangspunktet vil være, at Forbrugerombudsmanden i forbindelse med en konkret sag i
    første omgang vil søge at opnå en løsning ved forhandling med den erhvervsdrivende. Først
    hvis der ikke kan opnås et tilfredsstillende resultat ved forhandling, vil den foreslåede bestemmelse
    blive bragt i anvendelse. Informationspligten kan bl.a. omfatte baggrunden for
    kravets eksistens, dvs. oplysning om det konkrete aftalegrundlag og f.eks. en sag hos Forbrugerombudsmanden,
    en klagenævnsafgørelse eller en dom, oplysning om forældelsesreglerne,
    oplysning om, hvilke konsekvenser forældelsen vil have i forhold til den konkrete sag samt
    vejledning om, hvad kunden konkret skal foretage sig for at afbryde forældelsen, således at
    kundens krav ikke er forældet, når der f.eks. er indgået forlig eller er faldet dom i en prøvesag.
    Bestemmelsen forudsætter, at den erhvervsdrivende faktisk har det fornødne kendskab til
    sine kunder. Bestemmelsen finder således alene anvendelse, i det omfang den erhvervsdrivende
    ligger inde med eller på anden måde let og uden uforholdsmæssige omkostninger kan
    skaffe sig adgang til kontaktoplysningerne. Det vil typisk være tilfældet i kundeforhold, hvor
    der eksisterer et løbende kontraktsforhold i modsætning til tilfælde, hvor der er tale om enkeltstående
    køb, da man herved typisk ikke vil få de nødvendige oplysninger.
    Informationspligten omfatter endvidere alene kunder, der har lignende krav som det krav, der
    er omstridt i en konkret sag. Det kan være vanskeligt på forhånd at præcisere, hvornår der er
    tale om lignende krav, men Forbrugerombudsmanden foretager et skøn i forbindelse med sin
    sagsbehandling.
    Informationspligten vil kunne pålægges i sager, hvor den erhvervsdrivende f.eks. kan blive
    mødt med et krav om erstatning eller vederlag i forbindelse med overtrædelse af love, som
    Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med.
    Når Forbrugerombudsmanden vælger at føre en prøvesag for en eller flere forbrugere mod en
    erhvervsdrivende for overtrædelse af love inden for Forbrugerombudsmandens tilsynsområde,
    er der et særligt behov for at sikre, at udenforstående kunder med lignende krav mod den
    samme erhvervsdrivende vil kunne få gavn af et forlig eller en dom i prøvesagen, således at
    disse udenforstående kunder ikke lider retstab. Der er ellers risiko for, at mange forbrugere
    misforstår retstilstanden og fejlagtigt tror, at de automatisk vil kunne få gavn af et forlig eller
    SIDE 158 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    en dom. Men det er ikke tilfældet, hvis der i mellemtiden er indtrådt forældelse for deres krav,
    og forældelsesfristen ikke er afbrudt.
    Det vil typisk være procesøkonomisk gunstigt for alle involverede, herunder den erhvervsdrivende,
    forbrugerne og domstolene, at føre en prøvesag for en eller flere forbrugere med henblik
    på at fastslå et kravs eksistens og berettigelse. Men det forudsætter, at andre forbrugere
    uden for prøvesagen sikres muligheden for at få gavn af en senere afgørelse, herunder ved i
    det mindste at blive informeret om deres krav og reglerne om forældelse. Det gør sig f.eks.
    gældende i tilfælde, hvor den erhvervsdrivende har tilkendegivet ikke at ville følge lignende
    klagenævnsafgørelser, og hvor forbrugere uden for prøvesagen ellers vil være henvist til selv
    at indbringe en sag for klagenævnet alene med det formål at afbryde forældelsen. Det er uhensigtsmæssigt
    og særdeles tids- og ressourcekrævende.
    Forbrugerombudsmanden har allerede erfaring med, at det i en række tilfælde er lykkedes at
    indgå en generel aftale med en erhvervsdrivende om forældelse indbefattende alle med lignende
    krav. Men Forbrugerombudsmanden har også erfaring med andre tilfælde, hvor en
    erhvervsdrivende ikke har ønsket at indgå en sådan generel aftale, og hvor udenforstående
    kunder som følge heraf risikerer, at deres krav er forældet, når et forlig eller en dom i en prøvesag
    foreligger.
    Den erhvervsdrivende har mulighed for at indgå en generel aftale med Forbrugerombudsmanden
    om forældelsen (suspensionsaftale) efter navnlig lovforslagets § 28.
    Hvis den erhvervsdrivende ikke vil indgå en suspensionsaftale eller informere de berørte
    kunder om de forældelsesmæssige problemstillinger, kan det være nødvendigt, for at undgå at
    kunderne lider et retstab grundet forældelse af deres krav, at Forbrugerombudsmanden meddeler
    et påbud om informationspligt til den erhvervsdrivende.
    Bestemmelsen tænkes anvendt f.eks. på sager, hvor en forbruger i et lignende aftaleforhold
    har fået anerkendt sit krav ved enten domstolene eller et relevant klagenævn, eller hvor Forbrugerombudsmanden
    har anlagt en sag eller er indtrådt i en sag ved domstolene om det
    pågældende krav.
    Der kan imidlertid også være sager, hvor Forbrugerombudsmanden efter en konkret vurdering
    finder, at der bør meddeles et påbud, uanset at der ikke foreligger en egentlig dom eller
    klagenævnsafgørelse, eller der ikke er anlagt en sag ved domstolene. Det kan navnlig være
    sager, hvor forældelsesfristen forventes at indtræde eller at være meget tæt herpå, såfremt
    Forbrugerombudsmanden skal afvente en dom eller klagenævnsafgørelse, eller der ikke er
    anlagt en sag ved domstolene. Det kan navnlig være sager, hvor forældelse forventes at ville
    indtræde eller at være meget tæt herpå, såfremt Forbrugerombudsmanden skal afvente en
    dom eller klagenævnsafgørelse eller anlæggelsen af en konkret sag.
    SIDE 159 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Bestemmelsen kan anvendes, hvis det skønnes nødvendigt at beskytte forbrugere mod retstab.
    Det er Forbrugerombudsmanden, der foretager skønnet under iagttagelse af det almindelige
    saglighedskrav, som Forbrugerombudsmanden er underlagt som offentlig myndighed.
    Hensynet til den erhvervsdrivendes retssikkerhed varetages ved bestemmelserne i den foreslåede
    § 32, stk. 3-5, i tilfælde af uenighed om påbuddet. Efter disse bestemmelser har den
    erhvervsdrivende mulighed for at indbringe påbuddet for domstolene, hvis den erhvervsdrivende
    ikke er enig i påbuddet. Det skal ske inden for 4 uger, efter at påbuddet er meddelt den
    pågældende.
    Det er vigtigt, at informationen gives direkte og individuelt over for den enkelte kunde. Det vil
    f.eks. ikke være tilstrækkeligt, at det alene fremgår af en betalingsoversigt, men det vil godt
    kunne ske via en meddelelse i kundens e-boks.
    SIDE 160 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 34 om erstatningssøgsmål
    Den foreslåede bestemmelse er en ordret videreførelse af den gældende lovs § 28, stk. 1, om
    erstatningssøgsmål.
    Bestemmelsen fastslår, at såfremt en flerhed af forbrugere i forbindelse med overtrædelse af
    bestemmelserne i denne lov har ensartede krav på erstatning, kan Forbrugerombudsmanden
    på begæring indtale kravene under ét.
    Bestemmelsen giver således adgang til at indbringe krav samlet for domstolene. Forbrugerombudsmanden
    kan indtale flere forbrugerkrav under ét, hvis forbrugerne på grund af en
    erhvervsdrivendes overtrædelse af markedsføringsloven har ensartede erstatningskrav over
    for den erhvervsdrivende.
    Bestemmelsens formål er bl.a. at afhjælpe, at visse erhvervsdrivendes ansvarspådragende
    adfærd i praksis ikke resulterer i et erstatningsansvar, fordi de krav, som forbrugerne kan
    rejse hver for sig, er for små til at kunne bære de betydelige omkostninger ved en retssag.
    Samtidig giver bestemmelsen forbrugerne via Forbrugerombudsmanden et middel, som kan
    anvendes mod udenlandske virksomheder, som ved markedsføring her i landet tilsidesætter
    loven på ansvarspådragende vis.
    Bestemmelsen muliggør, at samtlige erstatningskrav indtales under ét. Det har bl.a. den fordel,
    at en sådan dom, modsat et påbud efter den foreslåede § 24, stk. 1, kan fuldbyrdes mod virksomheder
    i andre EU-lande. Bestemmelsen kan imidlertid også anvendes mod danske virksomheder.
    Forbrugerombudsmanden optræder på vegne af de forbrugere, som begærer dette. Via Forbrugerombudsmanden
    samles kravene således under en enkelt sag. Det er en forudsætning
    herfor, at kravene udspringer af samme lovstridige forhold, og at de er ensartede.
    Den processuelle behandling forudsættes i øvrigt at ske i overensstemmelse med retsplejelovens
    almindelige regler om subjektiv kumulation (den gældende retsplejelovs § 250). Forbrugerombudsmanden
    kan rette henvendelse til de krænkede om, at Forbrugerombudsmanden
    vil tage initiativ til et kumuleret erstatningssøgsmål og derved opnå de fornødne begæringer
    til sagsanlæg.
    Bestemmelsen skal ses i lyset af forhandlingsprincippet. I de tilfælde, hvor en anvendelse af
    bestemmelsen kan blive aktuel, vil søgsmål efter bestemmelsen kunne undgås, hvis den erhvervsdrivende
    efter aftale med Forbrugerombudsmanden frivilligt foretager det fornødne.
    SIDE 161 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 35 om gruppesøgsmål
    Den foreslåede bestemmelse er en ordret videreførelse af den gældende lovs § 28, stk. 2, om
    gruppesøgsmål.
    Bestemmelsen fastslår, at Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i
    et gruppesøgsmål, jf. den gældende retsplejelovs kapitel 23 a.
    Bestemmelsen har sammenhæng med reglen i den gældende retsplejelovs § 254 c, stk. 1, nr. 3,
    hvorefter offentlige myndigheder kun kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål,
    hvis de ved lov er bemyndiget til det. Formålet med bestemmelsen er at give Forbrugerombudsmanden
    denne lovmæssige bemyndigelse.
    Bestemmelsen omfatter krav, der falder inden for Forbrugerombudsmandens virksomhed
    efter markedsføringsloven, dvs. navnlig civilretlige krav, der har sammenhæng med en overtrædelse
    af bestemmelser i markedsføringsloven, eksempelvis krav om, at visse nærmere
    angivne aftalevilkår kendes ugyldige, krav om tilbagebetaling af vederlag og krav om erstatning.
    Forbrugerombudsmanden kan være grupperepræsentant i både gruppesøgsmål med tilmelding
    (opt-in) og gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen (opt-out). Opt-out gruppesøgsmål
    kan alene føres af Forbrugerombudsmanden eller anden offentlig myndighed, jf. den gældende
    retsplejelovs § 254 c, stk. 2.
    SIDE 162 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 36 om foreløbigt forbud
    Den foreslåede bestemmelse er en ordret videreførelse af den gældende lovs § 29 om foreløbigt
    forbud.
    Det foreslås i stk. 1, at Forbrugerombudsmanden kan nedlægge foreløbige forbud, når der
    øjensynlig er fare for, at formålet med et forbud som nævnt i den foreslåede § 24, stk. 1, ellers
    vil forspildes.
    Forbrugerombudsmanden skal senest hverdagen efter forbuddets nedlæggelse indbringe
    forbuddet for Sø- og Handelsretten ved en formel stævning.
    Reglerne om foreløbige forbud suppleres af de regler i retsplejeloven om nedlæggelse af midlertidige
    forbud, som stk. 1, 3. pkt., henviser til.
    Et foreløbigt forbud har virkning fra det tidspunkt, hvor Forbrugerombudsmanden nedlægger
    forbud, hvilket sker skriftligt med angivelse af dato og klokkeslæt.
    Ved indlevering af stævning må Forbrugerombudsmanden principalt påstå forbuddet stadfæstet
    ved dom, subsidiært forbuddet foreløbigt godkendt ved kendelse, jf. om stk. 2 nedenfor.
    Det foreslås i stk. 2, at der fastsættes en absolut frist for opretholdelsen af Forbrugerombudsmandens
    forbud. Har retten ikke senest 5 hverdage efter sagens anlæg stadfæstet Forbrugerombudsmandens
    forbud, er det bortfaldet. Dette gælder også tilfælde, hvor der ikke af retten
    tages stililing til forbuddet, f.eks. fordi retten ikke mener at kunne nå at tage stilling til
    spørgsmålet.
    Kan retten nå at afgøre spørgsmålet udtømmende, træffes afgørelse ved dom, og salgsbehandlingen
    adskiller sig ikke fra den sædvanlige. Hvor dette ikke er muligt, er der åbnet adgang for
    Forbrugerombudsmanden til at søge forbuddet foreløbigt godkendt af retten. Afgørelse herom
    træffes ved kendelse. Forkastes forbuddet ved kendelsen, er det endeligt bortfaldet. Opretholdes
    det, kan det senere under sagen forkastes. Der må senest ved dommen i sagen tages stilling
    til forbuddet.
    Forbrugerombudsmanden bør i videst muligt omfang søge i forvejen at koordinere en forbudsnedlæggelse
    med Sø- og Handelsretten.
    I tilfælde, hvor der under sagens forberedelse tages foreløbig stilling til et af Forbrugerombudsmanden
    nedlagt forbud, beklædes Sø- og Handelsretten normalt af retsformanden alene.
    SIDE 163 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 37 om straf og påtale
    Det foreslås, at § 22 om forretningskendetegn undergives privat påtale. Baggrunden herfor er,
    at lignende bestemmelser i varemærkelovgivningen er underlagt privat påtale. Endvidere er
    de øvrige bestemmelser i forslagets kapitel 5 vedrørende forholdet mellem erhvervsdrivende
    er undergivet privat påtale. Overtrædelse af den foreslåede § 20, der består i skadelig omtale
    af en anden erhvervsdrivende eller af forhold, der på særlig måde angår den pågældende, og
    den foreslåede § 21 om sammenlignende reklame, er således undergivet privat påtale.
    Den foreslåede bestemmelse er derudover en videreførelse af den gældende markedsføringslovs
    § 30.
    Bestemmelsen fastslår, hvilke bestemmelser i markedsføringsloven, der er strafbelagte og
    med hvilken strafferamme.
    De subjektive krav for at straffe en overtrædelse af markedsføringsloven er efter bestemmelsen
    uagtsomhed eller forsæt, jf. den gældende straffelovs § 19. Det er dog alene forsætlige
    overtrædelser af den foreslåede § 22 om misbrug af forretningskendetegn, der kan straffes.
    Det foreslås i stk. 1, at det straffes med bøde eller fængsel op til 4 måneder, hvis en erhvervsdrivende
    overtræder et forbud eller påbud, der er nedlagt eller udstedt af en domstol, eller et
    påbud udstedt af Forbrugerombudsmanden i henhold til lovforslaget § 28, stk. 2, eller § 32,
    stk. 2, ellers § 33. Tilsidesættelse af et påbud om at tilbagebetale en modtaget pengeydelse
    straffes dog ikke.
    Det foreslås i stk. 2, at det straffes med bøde, medmindre højere straf følger af anden lovgivning,
    hvis der meddeles urigtige eller vildledende oplysninger til Forbrugerombudsmanden.
    Det samme gælder, hvis den pågældende ikke efterkommer et krav fra Forbrugerombudsmanden
    om at give sådanne oplysninger, som Forbrugerombudsmanden kan forlange, hvis de
    skønnes nødvendige for dennes tilsynsvirksomhed, jf. den foreslåede § 25, stk. 2, eller som led
    i dennes adgang til at foretage kontrolundersøgelser, jf. den foreslåede § 27, stk. 3, 2. pkt.
    Det foreslås i stk. 3, at det er strafsanktioneret, hvis en erhvervsdrivende overtræder lovforslagets
    §§ 5-10, 13, 15, stk. 3, 17, 18, 20, 21 og forsætlig overtrædelse af § 22. Strafferammen
    er bøde, medmindre højere straf følger af anden lovgivning. Overtrædelse af § 20, der
    består i skadelig omtale af en anden erhvervsdrivende eller af forhold, der på særlig måde
    angår den pågældende, og overtrædelse af §§ 20-22 er undergivet privat påtale.
    I forbindelse med strafudmålingen skal der lægges vægt på overtrædelsens grovhed, omfang
    og den tilsigtede økonomiske gevinst.
    Overtrædelser, der er enten grove, bevidste eller gentagne, bør straffes med bøder, der har en
    sådan størrelse, at de har en reel præventiv effekt.
    SIDE 164 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Ved fastsættelsen af bøder i henhold til denne lov kan der tages hensyn til en række forskellige
    faktorer, herunder den tilsigtede eller opnåede fortjeneste. I forhold til den fortjeneste, der må
    antages at være indvundet eller tilsigtet ved overtrædelsen, har det dog i praksis vist sig, at
    det som regel er umuligt at føre noget bevis herfor. Det skyldes, at bedømmelsen af den faktiske
    økonomiske effekt af et markedsføringstiltag i almindelighed er særdeles usikker.
    Et andet parameter, der tidligere har været taget hensyn til i forbindelse med fastsættelse af
    bødens størrelse, er markedsomkostningerne. Baggrunden for at anvende markedsføringsomkostningerne
    i bødefastsættelsen var en formodning om en direkte sammenhæng mellem
    den markedsføringsmæssige effekt og markedsføringsomkostningerne. Tidligere kunne bøder
    derfor udmåles til det dobbelte af markedsføringsomkostningerne i førstegangstilfælde.
    På grund af de senere års praksis og den stigende markedsføring via internettet, hvor markedsføringsomkostningerne
    sammenlignet med f.eks. trykte medier eller tv-reklamer kan
    være meget begrænsede, er kriteriet om ”markedsføringsomkostningerne” ikke altid tidssvarende
    længere. Da en videreførelse af kriteriet om markedsføringsomkostningerne vil indebære
    en risiko for skævvridning af bødeudmåling afhængig af det valgte medie, bør markedsføringsomkostningerne
    derfor ikke længere indgå som et selvstændigt kriterie for bødeudmålingen.
    Kriteriet bør derimod kun indgå som delelement, hvor dette måtte være relevant i
    forhold til den konkrete sag, hvor der er en formodning for, at de anvendte markedsføringsomkostninger
    er en indikation for den tilsigtede økonomiske gevinst. Det vil f.eks. være tilfældet
    i sager, hvor omkostningerne til markedsføringen er betydelige. I førstegangstilfælde kan
    der således i disse tilfælde tages udgangspunkt i det dobbelte af markedsomkostningerne.
    Dertil kommer, at anvendelse af markedsføringsomkostningerne som parameter ved udmålingen
    af en bødes størrelse heller ikke er relevant i sager om uanmodede henvendelser, idet
    markedsføringsomkostningerne her er meget små.
    I sager om overtrædelse af forbuddet mod uanmodede elektroniske henvendelser i den foreslåede
    § 9, stk. 1, skal bødens størrelse som hidtil fastsættes på baggrund af en særlig beregningsmodel
    baseret på Folketingets Erhvervsudvalgs betænkning af 8. december 2005 til lov
    nr. 1389 af 21. december 2005 om markedsføring. For op til 100 overtrædelser gives en minimumsbøde
    på 10.000 kr. Foreligger der mere end 100 overtrædelser gives en bøde på 100
    kr. for hver overtrædelse. Således vil en bøde for 60 overtrædelser være 10.000 kr. og en bøde
    for 140 overtrædelser være 14.000 kr. Fastsættelsen af straffen vil som altid bero på domstolenes
    konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige sagens omstændigheder, og de
    angivne bødeniveauer vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete
    sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.
    I sager vedrørende forbuddet i den foreslåede § 9, stk. 4, hvor modtageren har frabedt sig
    henvendelser enten ved at være registreret på robinsonlisten eller ved at have frabedt sig
    sådanne henvendelser direkte over for afsenderen har der ikke hidtil været lovbemærkninger
    om bødens fastsættelse. Det foreslås, at beregningsmodellen for uanmodede elektroniske
    henvendelser udvides til også at omfatte denne type henvendelser.
    SIDE 165 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    I forhold den takstmæssige model vil fastsættelse af straffen dog som altid bero på domstolenes
    konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige sagens omstændigheder, og de angivne
    bødeniveauer vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete
    sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.
    Det foreslås i stk. 4, at overtrædelse af den foreslåede § 23 straffes med bøde eller fængsel
    indtil 18 måneder, medmindre højere straf følger af den gældende straffelovs § 299 a. Der kan
    alene ske strafferetlig forfølgelse, hvis den forurettede anmoder herom.
    Det foreslås i stk. 5, at der fastsættes en mulighed for at bødestrafsanktionere forskrifter udstedt
    i medfør af markedsføringsloven.
    Det foreslås i stk. 6, at der gives adgang til at pålægge juridiske personer strafansvar efter
    reglerne i den gældende straffelovs kap. 5.
    SIDE 166 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 38 om bødeforlæg
    Den foreslåede bestemmelse er en ordret videreførelse af den gældende lovs § 30 a.
    Bestemmelsen giver erhvervs- og vækstministeren hjemmel til efter forhandling med justitsministeren
    at fastsætte, at Forbrugerombudsmanden kan udstede administrative bødeforelæg
    i visse typer af strafsanktionerede markedsføringssager. Det vil være en forudsætning for
    udstedelse af administrative bøder, at der er tale om tilståelsessager, hvor der enten findes
    fast retspraksis for bødeudmålingen eller faste retningslinjer for bødeudmålingen i lovbemærkninger.
    Den erhvervsdrivende skal således være enig i både forseelsen og bødens størrelse.
    Bemyndigelsesbestemmelsen kan kun anvendes efter forhandling med justitsministeren.
    Herved sikres, at betingelserne om, at der skal være tale om sager, der er enkle og ukomplicerede
    uden bevistvivl eller tvivl om sanktionsniveau for normalbøder i førstegangstilfælde i
    forskellige situationer, er opfyldt.
    Det foreslås i stk.1, at erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om, at Forbrugerombudsmanden
    kan afslutte en sag om overtrædelse af markedsføringsloven eller
    regler udstedt i medfør heraf med et administrativt bødeforelæg.
    Kompetencen gælder alene ved åbenbare og objektivt konstaterbare overtrædelser, hvor
    overtrædelserne generelt er ensartede og ukomplicerede og uden bevismæssige tvivlsspørgsmål,
    og hvor bødeudmålingen ligger fast. Bemyndigelsesbestemmelsen kan kun anvendes
    efter forhandling med justitsministeren, som således også skal sikre, at disse betingelser
    er opfyldt.
    Overtrædelserne skal således generelt være klare og umiddelbart konstaterbare, og sagens
    afgørelse, herunder fastsættelse af bødens størrelse, skal kunne ske uden skønsmæssige elementer
    af betydning. Det forudsættes, at hvis det ikke er tilfældet, skal Forbrugerombudsmanden
    overgive sagen til anklagemyndigheden til videre foranstaltning frem for at udstede
    et bødeforelæg.
    Det foreslås i stk. 2, at dele af retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift
    finder tilsvarende anvendelse på bødeforelæg efter denne bestemmelse. Det gælder f.eks.
    tiltaltes navn og adresse, oplysninger om det forhold, der rejses tiltale for samt den regel, der
    påstås overtrådt, og en kort beskrivelse af det forhold, der rejses tiltale for, med en sådan
    angivelse af tid, sted, genstand, udførelsesmåde og andre nærmere omstændigheder, som er
    nødvendig for en tilstrækkelig og tydelig beskrivelse, jf. den gældende retsplejelovs § 834, stk.
    1, nr. 2 og 3, og stk. 2, og princippet om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig.
    Det foreslås i stk. 3, at videre forfølgning bortfalder, hvis bøden vedtages. Vedtagelsen har
    endvidere samme virkning, herunder gentagelsesvirkning, som en dom.
    SIDE 167 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 39 om henlæggelsesbeføjelser
    Den foreslåede bestemmelse er en ordret videreførelse af den gældende lovs § 26 om henlæggelsesbeføjelser.
    Bestemmelsen fastslår, at erhvervs- og vækstministeren kan henlægge sine beføjelser efter
    loven til en myndighed under ministeriet. Dette gælder ikke for beføjelser i henhold til den
    foreslåede § 25, stk. 5. Henlægger ministeren sine beføjelser til en myndighed under ministeriet,
    kan ministeren fastsætte regler om klageadgangen, herunder at klager ikke kan indbringes
    for anden administrativ myndighed.
    Bestemmelsen giver således erhvervs- og vækstministeren mulighed for at delegere de opgaver,
    der efter loven påhviler ministeren, til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, ligesom ministeren
    kan fastsætte regler om klageadgangen.
    Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har beføjelser til at udstede bekendtgørelser efter den
    foreslåede lovs § 9, stk. 7, (regler om erhvervsdrivendes informationspligt vedrørende uanmodede
    henvendelser), § 11 (regler om mærkning og emballering) § 13, stk. 2, (regler om
    prisoplysninger m.v.), § 19 (risikooplysninger for kreditaftaler), § 26 (digital kommunikation),
    § 27, stk. 9 (politibistand ved kontrolundersøgelser), § 30, stk. 3, (gebyr for forhåndsbesked)
    og § 38 (administrative bødeforlæg).
    Fra henlæggelsesbeføjelsen er undtaget ministerens adgang til at fastsætte nærmere regler
    om Forbrugerombudsmandens virksomhed, jf. den foreslåede § 25, stk. 5. Dette skyldes, at det
    ikke er hensigtsmæssigt, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som er sekretariat for Forbrugerombudsmanden,
    fastsætter regler for denne.
    SIDE 168 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Til § 40 om ikrafttræden
    Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2017.
    Det foreslås i stk. 2, at regler fastsat i medfør af de gældende love opretholdes, indtil de ophæves
    eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af denne lov.
    Med begrebet fastsat forstås regler, der er udstedt og opretholdt i medfør af de gældende lov.
    Disse regler forbliver i kraft indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af
    den foreslåede lov.
    Det er hensigten, at de enkelte bekendtgørelser vil blive gennemgået efter denne lovs vedtagelse,
    og at det i samråd med de relevante erhvervs- og forbrugerorganisationer vil blive vurderet,
    om der fortsat er behov for at opretholde andre eller særlige regler.
    Det drejer sig om følgende bekendtgørelser:
    Bekendtgørelse nr. 1084 af 14. september 2007 om urimelig markedsføring i forbrugerforhold.
    Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af § 3, stk. 4, og § 30, stk. 5, i lov nr. 1389 af 21.
    december 2005 om markedsføring, som senest ændret ved lov nr. 1547 af 20. december 2006,
    § 4 i lov nr. 181 af 28. februar 2007 og § 1 i bekendtgørelse nr. 889 af 26. oktober 1994 om
    henlæggelse af visse beføjelser til Forbrugerstyrelsen.
    Bekendtgørelse nr. 1372 af 16. december 2009 om tjenesteyderes pligt til at give oplysninger
    til tjenestemodtagere. Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af § 7a og § 30, stk. 5 i lov nr. 839
    af 31. august 2009 om markedsføring, og efter bemyndigelse i henhold til § 1 i bekendtgørelse
    nr. 889 af 26. oktober 1994 om henlæggelse af visse beføjelser til Forbrugerstyrelsen.
    Bekendtgørelse nr. 1203 af 28. september 2010 om information til forbrugerne om priser på
    låne- og kredittilbud og valutakurser (skiltningsbekendtgørelsen). Bekendtgørelsen er udstedt
    i medfør af § 13, stk. 8, nr. 1 og 2, og § 30, stk. 5, i lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse
    nr. 839 af 31. august 2009, som ændret ved lov nr. 719 af 25. juni 2010.
    Bekendtgørelse nr. 1457 af 18. december 2012 om risikoklassificering af visse udlånsprodukter.
    Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af § 43, stk. 3, og § 373, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed,
    jf. lovbekendtgørelse nr. 705 af 25. juni 2012, samt § 14 b og § 30, stk. 5, i lov om
    markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 58 af 20. januar 2012.
    Bekendtgørelse nr. 487 af 21. september 1918 angående handel med og benyttelse af mineralvandssifoner,
    patentflasker og kasser til transport af øl og mineralvande. Bekendtgørelsen er
    udstedt i medfør af § 1 i midlertidig Lov af 7. august 1914 om regulering af prisen på levnedsmidler
    og varer, jf. lovene af 16. november 1914 og 7. december 1917 om straf for overtrædelse
    af de ifølge fornævnte lov trufne foranstaltninger, som er videreført i den gældende lovs §
    17.
    Bekendtgørelse nr. 305 af 4. oktober 1938 angående Benyttelse af og Handel med Øl- og Mineralvandsflasker.
    Udstedt i medfør af lov nr. 165 af 13. april 1938 om tillæg til Lov i uretmæssig
    Konkurrence og Varebetegnelse, jf. § 1, som er videreført i den gældende lovs § 17.
    Bekendtgørelse nr. 122 af 6. marts 1973 om krystalglasvarer. Bekendtgørelsen er udstedt i
    medfør af § 16 i lov om uretmæssig konkurrence og varebetegnelse, jfr. lovbekendtgørelse nr.
    145 af 1. maj 1959, som ændret ved lov nr. 506 af 29. november 1972 og under henvisning til
    rådsdirektiv af 15. december 1969 om tilnærmelse af EF-landenes lovgivninger om krystalglas
    SIDE 169 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    (69/493/EØF), som tilpasset i bilag I, afsnit X, 1. til akten til traktaten om Danmarks tiltrædelse
    af EF, som er videreført i den gældende lovs § 17.
    Bekendtgørelse nr. 321 af 16. juni 1978 om salg af beklædningsgenstande. Bekendtgørelsen er
    udstedt i medfør af § 10, stk. 1, og § 19, stk. 4, i lov nr. 297 af 14. juni 1974 om markedsføring,
    som er videreført i den gældende lovs § 17, stk. 1.
    Bekendtgørelse nr. 46 af 26. januar 1999 om visse metoder for kvantitativ analyse af tekstilfiberblandinger.
    Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af § 11, i lov nr. 428 af 1. juni 1994 om
    markedsføring, som, bortset fra en mindre sproglig justering, er videreført i den gældende
    lovs § 17, stk. 1, samt bekendtgørelse nr. 889 af 26. oktober 1994 om henlæggelse af visse
    beføjelser til Forbrugerstyrelsen.
    Bekendtgørelse nr. 247 af 19. april 1990 om frivillig mærkning af husholdningsapparater med
    oplysning om luftbåren støj. Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af § 10, stk. 2 i lov om markedsføring,
    jf. lovbekendtgørelse nr. 55 af 28. januar 1987 og til gennemførelse af rådsdirektiv
    af 1. december 1986 (86/594/EØF), som er videreført i den gældende lovs § 17, stk. 2.
    Bekendtgørelse nr. 759 af 15. september 1995 om mærkning af materialer anvendt i hovedbestanddelene
    af fodtøj med henblik på salg i detailleddet. Bekendtgørelsen er udstedt i medfør
    af § 11, stk. 2, i lov nr. 428 af 1. juni 1994 om markedsføring, som er videreført i den gældende
    lovs § 17, stk. 2, og § 1 i bekendtgørelse nr. 889 af 26. oktober 1994 om henlæggelse af visse
    beføjelser til Forbrugerstyrelsen.
    Følgende bekendtgørelser er udstedt i medfør af prismærkningsloven, som blev ophævet pr. 1.
    juli 2007, og som nu er videreført i den gældende markedsføringslovs § 13, jf. § 13, stk. 8:
    Bekendtgørelse nr. 866 af 18. september 2000 om oplysning om salgspris og enhedspris for
    forbrugsvarer.
    Bekendtgørelse nr. 500 af 22. juni 1995 om prisskiltning for motorbrændstof.
    Bekendtgørelse nr. 866 af 12. oktober 1994 om skiltning med organiseret rabat eller anden
    særlig fordel (Rabatbekendtgørelsen).
    Bekendtgørelse nr. 237 af 30. marts 1994 om skiltning med gebyrer og valutakurser i pengeinstitutter.
    Bekendtgørelse nr. 7 af 3. januar 1991 om skiltning for autoreperationer(*1)
    Bekendtgørelse nr. 10021 af 30. november 1988 om mærkning og skiltning i trælasthandler,
    tømmerhandler og byggemarkeder (*1)
    Bekendtgørelse nr. 10003 af 6. april 1988 om mærkning med nettomængde af færdigpakninger
    af vaske- og rengøringsmidler, pudse- og poleremidler, husholdningskemikalier, malevarer,
    strikkegarn og vat (* 1) (nettomængdebekendtgørelsen)
    Bekendtgørelse nr. 10002 af 16. marts 1988 om mærkning eller skiltning samt annoncering
    med kortvarige generelle prisnedsættelser for varer.
    Bekendtgørelse nr. 10025 af 10. oktober 1985 om mærkning med nettomængde af færdigpakninger
    i rulleform af køkkenruller, toiletpapir, husholdningsfolie af plast og aluminium, bagepapir
    og madpapir.
    SIDE 170 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det foreslås i bestemmelsens 2. pkt., at overtrædelser af ovenstående bekendtgørelser straffes
    med bøde efter de hidtil gældende regler.
    Til § 41 om Færøerne og Grønland
    Det foreslås, at loven i lighed med den gældende lov ikke gælder for Færøerne og Grønland.
    SIDE 171 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Kapitel 3
    EU-regulering af relevans for markedsføringsloven
    Enhedsprismærkningsdirektivet (Direktiv 98/6/EF)
    Beskrivelse
    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF af 16. februar 1998 om forbrugerbeskyttelse
    i forbindelse med angivelse af priser på forbrugsvarer (herefter enhedsprismærkningsdirektivet)
    fastsætter krav om angivelse af salgsprisen og prisen pr. måleenhed for varer, som
    udbydes af forhandlere til forbrugerne. Formålet med reglerne er at forbedre forbrugeroplysningen
    og lette sammenligning af priser på tværs.
    Direktivet stiller blandt andet krav om, at reklamer i visse tilfælde skal angive prisen pr. måleenhed,
    såfremt salgsprisen nævnes. Ligeledes stiller direktivet krav om, at angivelsen af salgsprisen
    og prisen pr. måleenhed skal ske på en måde, så prisangivelserne ikke kan misforstås,
    er umiddelbart synlige og let læselige.
    Harmoniseringsgrad
    Minimumsharmonisering, jf. artikel 10.
    Implementering i dansk ret
    Enhedsprismærkningsdirektivet blev implementeret ved lov nr. 1090 af 29. december 1999 i
    den daværende prismærkningslov, hvor der bl.a. blev indsat en hjemmel til at fastsætte regler
    om enhedsprismærkning. Hjemlen er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 866 af 18.
    september 2000 om oplysning om salgspris og enhedspris for forbrugsvarer (prismærkningsbekendtgørelsen).
    Bekendtgørelsen stiller bl.a. krav til indholdet af prisoplysninger i reklamer
    og andet markedsføringsmateriale.
    Prismærkningsloven blev inkorporeret i markedsføringsloven i 2005, og i den forbindelse
    blev § 13 vedrørende prisoplysninger indsat i markedsføringsloven. Bestemmelsen stammer
    fra den daværende prismærkningslov og implementerer dele af enhedsprismærkningsdirektivet.
    Bestemmelsen fastsætter de grundlæggende og generelle regler om prisoplysninger ved
    mærkning, skiltning eller anden tydelig oplysning.
    SIDE 172 KAPITEL 3 EU-REGULERING AF RELEVANS FOR MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Forbrugerkøbsdirektivet (Direktiv 99/44/EF)
    Beskrivelse
    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse aspekter af
    forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed (herefter forbrugerkøbsdirektivet) indeholder
    dels civilretlige regler om mangler ved salgsgenstanden m.v., dels markedsføringsretlige
    regler om anvendelsen af garantier m.v. Formålet med reglerne er at sikre et ensartet minimumsniveau
    af forbrugerbeskyttelse i forhold til køb af forbrugersvarer og garantier.
    Harmoniseringsgrad
    Minimumsharmonisering, jf. præamblens pkt. 4-5 og artikel 1, pkt. 1.
    Implementering i dansk ret
    Forbrugerkøbsdirektivet blev implementeret i markedsføringsloven ved lov nr. 342 af 2. juni
    1999. Det er alene forbrugerkøbsdirektivets markedsføringsretlige regler om anvendelsen af
    garantier, der er gennemført i markedsføringsloven. Reglerne blev gennemført i den allerede
    eksisterende garantibestemmelse i lovens § 4 (svarende til den gældende lovs § 12, stk. 1), og
    udbyggede denne med visse indholdsmæssige krav til garantierklæringer ved tilføjelsen af et
    nyt stk. 2 (svarende til den gældende lovs § 12, stk. 2). Formålet med tilføjelsen har været at
    styrke forbrugerens bevismæssige stilling og dels at undgå vildledning med hensyn til garantiens
    indhold.
    Direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation (Direktiv
    2002/58/EF) og e-Privacydirektivet (Direktiv 2009/136/EF)
    Beskrivelse
    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger
    og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor
    (herefter e-databeskyttelsesdirektivet) sikrer et ensartet niveau i beskyttelsen af grundlæggende
    rettigheder herunder navnlig privatlivets fred i forbindelse med behandling af personoplysninger
    inden for den elektroniske kommunikationssektor.
    Direktivet indfører på EU-plan et forbud mod fremsendelse af uanmodede reklamehenvendelser
    med elektronisk post, medmindre modtageren på forhånd har givet samtykke hertil, jf.
    artikel 13, pkt. 1, samt en undtagelse fra forbuddet for de tilfælde, hvor en kunde i forbindelse
    med salg af en vare eller en tjenesteydelse har oplyst sin elektroniske adresse til den erhvervsdrivende,
    jf. artikel 13, pkt. 2.
    I 2009 blev Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25. november 2009 om
    ændring af direktiv 2002/58/EF om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets
    fred i den elektroniske kommunikationssektor (herefter e-Privacydirektivet) vedtaget.
    Direktivet indeholder en række ændringer til e-databeskyttelsesdirektivet. Det blev imidlertid
    vurderet, at der ikke var behov for at fortage ændringer i markedsføringsloven som følge af
    SIDE 173 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    ændringerne til e-databeskyttelsesdirektivet indeholdt i e-Privacydirektivet, idet disse allerede
    var indeholdt i markedsføringsloven.
    Harmoniseringsgrad
    Totalharmonisering, jf. præamblens pkt. 8 og artikel 1, stk. 1, i e-databeskyttelsesdirektivet.
    Implementering i dansk ret
    Fjernsalgsdirektivet7 og ISDN-direktivet8 blev implementeret i markedsføringsloven ved lov
    nr. 442 af 31. maj 2000 om ændring af lov om visse forbrugeraftaler, markedsføringsloven og
    visse andre love.
    Med implementeringen af fjernsalgsdirektivet og ISDN-direktivet blev der indført en ny bestemmelse
    i markedsføringsloven vedrørende uanmodet markedsføring ved brug af fjernkommunikation,
    nemlig § 6 a (svarende til den gældende lovs § 6).
    E-databeskyttelsesdirektivet blev implementeret i markedsføringsloven ved lov nr. 450 af 10.
    juni 2003 om ændring af lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet med flere
    love. Med implementeringen af e-databeskyttelsesdirektivet blev der indført en undtagelse til
    forbuddet mod uanmodet henvendelse i markedsføringsloven, og dermed indsat et nyt stk. 2
    til bestemmelsen. I samme forbindelse blev de daværende stk. 2-6 ændret til stk. 3-7.
    Direktivet om urimelig handelspraksis (Direktiv 2005/29/E)
    Beskrivelse
    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige
    handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked (herefter direktivet om urimelig
    handelspraksis) fastsætter fælles EU-regler for at beskytte forbrugerne mod, at erhvervsdrivende
    anvender urimelige markedsføringsmetoder, i direktivet kaldet urimelig handelspraksis.
    Direktivet er baseret på en generalklausul, der omhandler et forbud mod urimelig handelspraksis.
    Herved forstås praksis, der ikke opfylder kravene til professionel omhu, og som er
    egnet til at påvirke efterspørgslen.
    __________________
    7
    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende
    fjernsalg.
    8
    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/66/EF af 15. december 1997 om behandling af personoplysninger og beskyttelse
    af privatlivets fred inden for telesektoren.
    SIDE 174 KAPITEL 3 EU-REGULERING AF RELEVANS FOR MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Derudover beskrives i artikel 6-9 to hovedkategorier inden for urimelig handelspraksis –
    ”vildledende” og ”aggressiv” praksis. Vildledende handelspraksis kan både være vildledende
    handlinger og vildledende undladelser.
    Størstedelen af urimelige former for handelspraksis vil falde ind under disse bestemmelser.
    Når man anvender ovenstående bestemmelser, vurderes handelspraksis på baggrund af den
    virkning, den har eller kan forventes at have på gennemsnitsforbrugeren.
    Direktivet indeholder i bilag 1 en sortliste over de former for praksis, der under alle omstændigheder
    anses som urimelige, og derfor er forbudt. Her anvendes gennemsnitsforbrugertesten
    ikke.
    Direktivforslaget finder anvendelse på urimelig handelspraksis i forholdet mellem erhvervsdrivende
    og forbrugere og angår alene den form for urimelig handelspraksis, som kan skade
    forbrugernes økonomiske interesser. Det betyder, at erhvervsmæssige dispositioner, der rejser
    spørgsmål om smag, anstændighed/sømmelighed og almene samfundsinteresser ikke er
    omfattet af forslaget, når disse handlinger ikke er egnet til at påvirke efterspørgslen.
    Sundheds- og sikkerhedsaspekter, der relaterer sig til produkter, falder desuden uden for
    forslagets anvendelsesområde. Der er f.eks. tale om restriktioner og forbud vedrørende handelspraksis,
    der er begrundet i forbrugernes sundhed og sikkerhed, f.eks. i forbindelse med
    alkohol, tobak eller lægemidler. Forslaget berører heller ikke kontraktretten samt domstolenes
    kompetence.
    Sektorregulering, der regulerer urimelig handelspraksis specifikt, har endvidere forrang i
    forhold til forslaget, medmindre sektorreguleringen alene bygger på brede principper om
    rimelig handelspraksis m.v. Forslaget supplerer desuden sektorregulering, der alene indeholder
    aspekter af kommerciel praksis såsom informationskrav.
    Harmoniseringsgrad
    Totalharmonisering, jf. præamblens pkt. 3-7 og artikel 1, jf. artikel 4. Der er dog visse undtagelser
    til totalharmoniseringen, jf. præamblens pkt. 7 og direktivets artikel 3.
    Implementering i dansk ret
    Direktivet om urimelig handelspraksis er implementeret i markedsføringsloven ved lov nr.
    1547 af 20. december 2006 og bekendtgørelse nr. 1084 af 14. september 2007 om urimelig
    markedsføring i forbrugerforhold. Bekendtgørelsen implementerer direktivets bilag 1, der er
    en liste over de former for handelspraksis, der under alle omstændigheder anses som urimelige.
    Med implementeringen af direktivet blev den allerede gældende generalklausul i markedsføringslovens
    § 1 præciseret med følgende ordlyd »Markedsføring, der angår forbrugernes økonomiske
    interesser, må ikke være egnet til mærkbart at forvride deres økonomiske adfærd«.
    SIDE 175 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Derudover blev vildledningsreglen i markedsføringslovens § 3 omformuleret, så den harmonerede
    med direktivets terminologi.
    Lovens § 5, stk. 3, om særtilbud, blev ophævet for at tilpasse bestemmelsen om sammenlignende
    reklame i overensstemmelse med den ændring af reglerne i direktiverne om vildledende
    og sammenlignende reklame, som er foretaget med direktivet.
    Endvidere blev der indført en ny bestemmelse i lovens § 12 a, som fastsætter en række oplysningskrav
    i forbindelse med fremsættelse af en købsopfordring. Det vil sige en markedsføring,
    som indeholder en opfordring til køb rettet mod forbrugerne.
    Herudover blev lovens anvendelsesområde i forhold til finansielle virksomheder præciseret,
    ligesom der skete en præcisering af lovens § 14 om kreditkøb, således at det klart fremgår, at
    bestemmelsen er teknologineutral.
    Endelig blev der i markedsføringsloven indsat en ny § 22 a, der omhandler Forbrugerombudsmandens
    mulighed for at foretage kontrolundersøgelser på stedet, hvis det skulle blive
    nødvendigt i forbindelse med klage, fra et andet EU-land, over en dansk virksomhed.
    Efterfølgende ændringer i markedsføringsloven som følge af direktivet
    Ved lov nr. 621 af 14. juni 2011 blev forbuddet mod rabatkuponer og købsbetingede konkurrencer
    i §§ 10 og 11 ophævet. Samtidig blev markedsføringslovens § 9 om salgsfremmende
    foranstaltninger præciseret med henblik på at sikre, at forbrugerne får mulighed for at gennemskue
    tilbud ved brug af salgsfremmende foranstaltninger.
    Ændringen fandt sted på baggrund af EU-Domstolens fortolkning af direktivet om urimelig
    handelspraksis.
    Direktivet om vildledende og sammenlignende reklame (Direktiv 2006/114/EF)
    Beskrivelse
    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006 om vildledende
    og sammenlignende reklame (herefter direktivet om vildledende og sammenlignende reklame)
    fastsætter fælles EU-regler for at beskytte erhvervsdrivende mod vildledende reklame og
    de urimelige følger heraf, og fastlægger under hvilke omstændigheder sammenlignende reklame
    er tilladt.
    Direktivet kodificerer Rådets direktiv 84/450/EØF af 10. september 1984 om indbyrdes tilnærmelse
    af medlemsstaterne love og administrative bestemmelser om vildledende reklame
    (herefter direktivet om vildledende reklame), som er blevet ændret ved direktiv 97/55/EF
    (herefter direktiv om vildledende reklame for at medtage sammenlignende reklame) og direktiv
    2005/29/EF (direktivet om urimelig handelspraksis).
    SIDE 176 KAPITEL 3 EU-REGULERING AF RELEVANS FOR MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Harmoniseringsgrad
    Minimumsharmonisering, jf. artikel 8, pkt. 1. Dog totalharmonisering for så vidt angår betingelserne
    for sammenlignende reklame, jf. artikel 8, pkt. 2, og præamblens pkt. 6.
    Implementering i dansk ret
    Direktivet om vildledende reklame9 er implementeret i markedsføringsloven ved lov nr. 428 af
    1. juni 1994 om markedsføring.
    Med implementeringen af direktivet om vildledende reklame blev reglen om dokumentation
    af faktiske forhold indført som stk. 4 til markedsføringslovens § 2 (svarende til den gældende
    lovs § 3, stk. 3). I forbindelse med implementeringen af direktivet om urimelig handelspraksis
    blev det anført i bemærkningerne til lov nr. 1547 af 20. december 2006, at reglen om dokumentation
    af faktiske forhold nu er en implementering af direktivet om urimelig handelspraksis,
    jf. artikel 12, litra a.
    Direktivet om vildledende reklame for at medtage sammenlignende reklame10, er implementeret
    i markedsføringsloven ved lov nr. 164 af 15. marts 2000.
    Sammenlignende reklame var tidligere reguleret af de generelle bestemmelser i markedsføringslovens
    § 1 om god markedsføringsskik, § 2 om vildledning og § 5 om forretningskendetegn.
    Med implementeringen af direktivet om vildledende reklame for at medtage sammenlignende
    reklame blev § 2 a indført i markedsføringsloven (svarende til den gældende lovs § 5,
    bortset fra, at det oprindelige stk. 3 om særtilbud, er ophævet).
    Endvidere blev der i markedsføringsloven indført en ny bestemmelse, der sikrer Forbrugerombudsmanden
    en klar hjemmel til at forlange dokumentation vedrørende sammenlignende
    reklame fremlagt inden for en kort frist. Denne regel blev indsat som 2. pkt. til den dagældende
    § 15, stk. 2, (svarende til den gældende lovs § 22 stk. 2, 2. pkt.).
    __________________
    9
    Rådets direktiv 84/450/EØF af 10. september 1984 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaterne love og administrative
    bestemmelser om vildledende reklame.
    10
    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/55/EF af 6. oktober 1997 om ændring af direktiv 84/450/EØF om vildledende
    reklame for at medtage sammenlignende reklame,
    SIDE 177 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde (Forordning nr. 2006/2004)
    Beskrivelse
    Europa-Parlamentets og rådets forordning (EF) Nr. 2006/2004 af 27. oktober 2004 om samarbejde
    mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse
    (herefter CPC-forordningen) etablerer et formelt og bindende samarbejde
    mellem de europæiske håndhævelsesmyndigheder. Forordningen finder anvendelse på overtrædelser
    af EU-retsakter, som beskytter forbrugernes kollektive interesser (bl.a. direktivet
    om urimelig handelspraksis). Retsakterne fremgår af bilaget til forordningen.
    Forordningen kræver, at der i hvert enkelt medlemsland findes en offentlig myndighed, som
    er beføjet til at håndhæve disse retsakter, således som de er gennemført i national ret. Beføjelserne
    omfatter bl.a. retten til at kræve relevante dokumenter, at anmode om supplerende
    relevant information, at kræve nedlæggelse af forbud mod en ulovlig handling og få beslaglagt
    midler m.v.
    I praksis indebærer forordningen, at hvis et firma fra et andet EU-land – fx Frankrig - overtræder
    en af retsakterne i Danmark, kan den relevante danske myndighed bede den tilsvarende
    myndighed i Frankrig om at bringe overtrædelsen til ophør. Omvendt skal den danske myndighed
    bringe overtrædelsen til ophør, hvis et dansk firma krænker lovgivningen i Frankrig.
    Forbrugerombudsmanden er udnævnt til at fungere som central håndhævelsesmyndighed,
    national forbindelses- og koordinationsmyndighed samt som medlem i den komité, der er
    nedsat til fastlæggelse af samarbejdet.
    Rammerne for CPC-samarbejdet blev etableret ved udgangen af 2005, og selve samarbejdet
    trådte i kraft i slutningen af 2006.
    Implementering i dansk ret
    Selve forordningen er umiddelbart gældende i Danmark og kræver ikke implementering. Men
    da der ikke fandtes den nødvendige hjemmel i markedsføringsloven, retsplejeloven eller anden
    lovgivning til, at Forbrugerombudsmanden kunne gennemføre kontrolundersøgelser på
    stedet, hvis det skulle blive nødvendigt i forbindelse med en klage fra et andet EU-land over en
    dansk virksomhed, blev der indført en sådan hjemmel i markedsføringslovens § 22 a.
    Servicedirektivet (Direktiv 2006/123/EF)
    Beskrivelse
    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser
    i det indre marked (herefter servicedirektivet) har to primære formål. For det første at
    fjerne hindringer for etableringsfriheden for tjenesteydere, og for det andet at fjerne hindringer
    for den frie udveksling af tjenesteydelser mellem EU's medlemslande. Derudover skal
    direktivet sikre den fornødne retssikkerhed, både for dem der leverer tjenesteydelser, og dem
    der modtager tjenesteydelser. Direktivet gælder kun for tjenesteydere, der er etableret i et
    SIDE 178 KAPITEL 3 EU-REGULERING AF RELEVANS FOR MARKEDSFØRINGSLOVEN
    EU-land. Direktivet dækker en stor del af sektorerne på serviceområdet som fx turisme og
    håndværksvirksomhed, mens enkelte sektorer som fx transport, sundhed og finansielle serviceydelser
    ikke er en del af direktivets anvendelsesområde.
    Servicedirektivets artikel 22 og 27 indeholder en række oplysningsforpligtelser, som en udbyder
    af tjenesteydelser skal give med det formål at styrke gennemsigtigheden og forbrugernes
    tillid til tjenesteydelser samtidig med, at forbrugerne sættes bedre i stand til at vælge
    leverandør af en tjenesteydelse. Servicedirektivets oplysningskrav angår alene tjenesteydelser,
    ikke varer, og oplysningskravene supplerer de krav, der er fastsat i EU-retten, herunder
    reglerne i forbrugerrettighedsdirektivet (direktiv 2011/83/EF), direktivet om urimelig handelspraksis
    (direktiv 2005/29/EF) og e-handelsdirektivet (direktiv 2000/31/EF).
    Servicedirektivets artikel 22 fastsætter krav om, at en tjenesteyder skal stille prisen for tjenesteydelsen
    til rådighed for en tjenestemodtager, hvis tjenesteyderen på forhånd har fastsat en
    pris for en given type ydelse. Direktivet angiver endvidere, at hvis tjenesteyderen ikke på
    forhånd har fastsat prisen for en given type ydelse, skal tjenesteyderen efter anmodning herom
    fra tjenestemodtageren oplyse om prisen for tjenesteydelsen. Hvis prisen for tjenesteydelsen
    ikke kan opgives nøjagtigt, oplyses prisberegningsmetoden, således at prisen kan efterprøves
    af tjenestemodtageren, eller også oplyses et tilstrækkelig udførligt tilbud.
    Disse oplysningskrav i servicedirektivet er implementeret ved bekendtgørelse nr. 1372 af 16.
    december 2009 om tjenesteyders pligt til at give oplysninger til tjenestemodtagere.
    Harmoniseringsgrad
    Direktivet indeholder et forbud mod barrierer for tjenesteydelsernes fri bevægelighed, men er
    ikke decideret totalharmonisering, jf. artikel 20, pkt. 2.
    Implementering i dansk ret
    Servicedirektivet blev implementeret i markedsføringsloven ved lov nr. 364 af 13. maj 2009
    om ændring af næringsloven, markedsføringsloven, erhvervsfremmeloven og forskellige andre
    love på Økonomi- og Erhvervsministeriets område.
    Markedsføringsloven indeholdt allerede inden gennemførslen af servicedirektivet en række af
    servicedirektivets oplysningskrav, eksempelvis kravet om prisoplysninger i § 13.
    Med implementeringen af servicedirektivet blev der indsat en bemyndigelsesbestemmelse i
    markedsføringsloven til at udstede en bekendtgørelse i overensstemmelse med servicedirektivets
    anvendelsesområde, nemlig § 7 a.
    Bemyndigelsen er som ovenfor nævnt udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 1372 af 16.
    december 2009 om tjenesteyderes pligt til at give oplysninger til tjenestemodtagere (servicebekendtgørelsen).
    Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, som gennemfører dele af servicedirektivet.
    SIDE 179 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det centrale indhold i servicebekendtgørelsen er, at tjenesteydere på en klar og entydig måde
    i god tid før aftaleindgåelsen eller tjenesteydelsens udførelse skal informere tjenestemodtageren
    om oplysningskravene indeholdt i § 3.
    Forbrugerkreditdirektivet (Direktiv 2008/48/EF)
    Beskrivelse
    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler
    (herefter forbrugerkreditdirektivet) fastlægger reglerne i EU for forbrugerkreditaftaler
    og fastsætter en række krav i forbindelse med markedsføring og indgåelse af kreditaftaler.
    Forbrugerkreditdirektivets artikel 4 fastsætter en række krav til indholdet af reklamer for
    kreditaftaler.
    Reglerne i artikel 4 supplerer direktivet om urimelig handelspraksis, der også omfatter reklame
    for kreditaftaler, jf. forbrugerkreditdirektivets artikel 4, stk. 4, hvoraf det fremgår at forbrugerkreditdirektivet
    ikke berører direktivet om urimelig handelspraksis. Direktivet om
    urimelig handelspraksis er implementeret i markedsføringsloven.
    Harmoniseringsgrad
    Totalharmonisering med visse undtagelser hertil, jf. præamblens pkt. 9 og artikel 1.
    Implementering i dansk ret
    Det tidligere forbrugerkreditdirektiv11 blev implementeret i den tidligere prismærkningslov
    ved lov nr. 395 af 13. juni 1990 om mærkning og skiltning med pris m.v.
    Markedsføringslovens § 14 stammer fra den tidligere prismærkningslov, og implementerer
    forbrugerkreditdirektivet fra 1986.
    § 14 regulerer, hvilke prisoplysninger udbydere af kreditkøb skal give ved genstandsbestemte
    kreditkøb.
    Forbrugerkreditdirektivet fra 2008 er implementeret i markedsføringslovens § 14 a ved lov
    nr. 535 af 25. maj 2010 om ændring af lov om kreditaftaler og lov om markedsføring.
    __________________
    11
    Rådets direktiv 87/102/EØF af 22. december 1986 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative
    bestemmelser om forbrugerkredit.
    SIDE 180 KAPITEL 3 EU-REGULERING AF RELEVANS FOR MARKEDSFØRINGSLOVEN
    § 14 a medrører, at alle kreditaftaler, herunder kreditkøb, er underlagt de samme regler om
    markedsføring.
    I forbindelse med indsættelsen af § 14 a blev § 5 i bekendtgørelse nr. 193 af 1. marts 2007 om
    information til forbrugere om priser på låne- og kredittilbud og valutakurser (skiltningsbekendtgørelsen),
    som vedrørte krav til markedsføring af låne- eller kredittilbud, ophævet. Bekendtgørelsens
    øvrige oplysningskrav ved udbud af låne- og kredittilbud med mulighed for
    bestilling gælder fortsat og supplerer markedsføringslovens regler.
    Boligkreditdirektivet (Direktiv 2014/17/EU)
    Beskrivelse
    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/EU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler
    i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og
    direktiv 2013/36/EU (herefter boligkreditdirektivet) harmoniserer visse dele af medlemslandenes
    love og administrative bestemmelser om aftaler om forbrugerkredit sikret ved pant
    eller på anden vis i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Direktivet indeholder blandt
    andet en forpligtelse til at foretage en vurdering af kreditværdigheden inden ydelsen af kreditten
    ydes, med henblik på at udvikle effektive standarder for kreditgivning i forbindelse med
    finansiering af fast ejendom til beboelse i medlemslandene.
    Hertil kommer, at direktivet stiller krav om, at der skal indføres tilsyn med kreditformidlere,
    ligesom långivere, der ikke er kreditinstitutter, skal underlægges tilsyn.
    Harmoniseringsgrad
    Direktivet har til formål at harmonisere medlemslandenes love og administrative bestemmelser
    om aftaler om forbrugerkredit sikret ved pant i fast ejendom til beboelse
    Implementeret i dansk ret
    Boligkreditdirektivet er implementeret i dansk ret ved lov nr. 532 af 29. april 2015 om ændring
    af lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel virksomhed, lov om kreditaftaler, lov
    om finansielle rådgivere, lov om pantebrevsselskaber, lov om realkreditlån og realkreditobligationer
    m.v. og forskellige andre love og i bekendtgørelse nr. 332 af 7. april 2016 om god skik
    for boligkredit.
    Landeundersøgelse
    Udvalget har i sit arbejde med markedsføringsloven fået foretaget en undersøgelse af, hvorledes
    landene Storbritannien, Nederlandene, Tyskland, Norge og Sverige har implementeret
    direktivet om urimelig handelspraksis, e-databeskyttelsesdirektivet og forbrugerkreditdirektivet
    i deres lovgivning, og hvordan de fortolker en række af de begreber, som direktiverne
    anvender.
    SIDE 181 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Input til landeundersøgelsen er leveret af de fem landes myndigheder, der hver har besvaret
    34 spørgsmål. Spørgsmålene angår navnlig landenes direktivimplementering, deres håndhævelsesregler
    samt brugen af vejledninger/retningslinjer. I enkelte tilfælde, er myndighedernes
    svar blevet suppleret med lokale advokatinput. Alle de modtagene svar er blevet analyseret
    om sammenholdt med retsstillingen i Danmark.
    Efter udvalgets vurdering kan der på baggrund af svarene i forbindelse med landeundersøgelsen
    drages en række væsentlige konklusioner, hvoraf følgende skal fremhæves:
    Direktivet om urimelig handelspraksis (2005/29/EF)
    • I 2-3 af de andre lande inkluderer ”direkte relation til promovering, salg eller udbud
    af et produkt” indirekte salgsforanstaltninger (fx imagemarkedsføring og branding).
    • Kun Norge og Sverige har lovregler lignende markedsføringslovens § 1 for b2b.
    • Forhandlerpræmiering er ikke underlagt særlige regler eller vejledninger/retningslinjer
    i de andre lande.
    • Af de andre lande har kun Storbritannien særlige regler eller vejledninger/
    retningslinjer for brugerne af konkurrencer i markedsføring. Ingen af de andre
    lande har særlige regler eller vejledninger/retningslinjer for brugerne af rabatkuponer
    i markedsføring.
    • En ”kommerciel hensigt” er ifølge 3 andre lande ikke nødvendigvis betinget af en aftale
    mellem den erhvervsdrivende og eksempelvis den blogger, der omtaler eller
    fremviser den erhvervsdrivendes produkt/tjenesteydelse.
    • Landenes kriterier for bødeberegning ved overtrædelse af artikel 6 og 7 (svarende til
    den gældende markedsføringslovs §§ 3, 4 og 9) adskiller sig ganske meget fra hinanden.
    E-databeskyttelsesdirektivet (2002/58/EF og 2009/136/EF)
    • Ingen af de andre lande benytter sig af en objektiv beregningsmodel ved bødesanktionering
    af overtrædelse af artikel 13 (svarende til den gældende markedsføringslovs
    § 6).
    • Begrebet ”elektronisk post” i artikel 13 fortolkes forskelligt. Eksempelvis omfatter
    begrebet ikke beskeder sendt via sociale medier i Storbritannien, mens begrebet i
    Norge omfatter ”tweets” på ”Twitterfeeded”.
    • Der er forskellige krav til indholdet af et ”specifikt samtykke” i artikel 13’s forstand.
    Eksempelvis stiller Norge strengere krav end Danmark, mens det i Nederlandene og
    Storbritannien har et mere lempeligt indhold. Nederlandene og Storbritannien har en
    tilsvarende lempeligere og bredere forståelse af begrebet ”egne tilsvarende produkter
    og tjenesteydelser” i artikel 13.
    • Ifølge Storbritannien indeholder begrebet ”i forbindelse med salg” ikke krav om, at et
    egentlig salg skal have fundet sted. Forhandlinger om salg eller forbrugerens konkrete
    og udtrykkelige interesse i produkter/tjenesteydelser kan være tilstrækkeligt til at
    SIDE 182 KAPITEL 3 EU-REGULERING AF RELEVANS FOR MARKEDSFØRINGSLOVEN
    tillade direkte markedsføring efter artikel 13, stk. 2 (svarende til den gældende markedsføringslovs
    § 6, stk. 2).
    Forbrugerkreditdirektivet (2008/48/EF)
    • 3 andre land benytter sig af begrebet ”reklame” (og ikke af begrebet ”markedsføring”)
    i deres nationale lovgivning. Af disse lande anvender kun Tyskland og Storbritannien
    en snæver fortolkning af begrebet ”reklame” og ekskluderer andre typer af
    markedsføring fra begrebet.
    • Landenes fortolkning af ”fremtrædende” i artikel 4’s forstand (svarende til den gældende
    markedsføringslovs § 14 a) stemmer i det væsentlige overens med Forbrugerombudsmandens
    fortolkning.
    • I 2 andre lande suppleres artikel 4 med regler, der er mere eller mindre sammenlignelige
    med de danske regler efter skiltningsbekendtgørelsen.
    Håndhævelse og vejledninger/retningslinjer
    • Der er betydelige forskelle på landenes håndhævelsesregler ved overtrædelse af direktivet
    om urimelig handelspraksis og direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk
    kommunikation.
    • Sveriges fremgangsmåde ved bødesanktionering er reelt den eneste, der minder om
    den danske.
    • 4 af de andre lande udsteder vejledninger/retningslinjer, der er sammenlignelige
    med Forbrugerombudsmandens.
    SIDE 183 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Kapitel 4
    Markedsføringslovsudvalgets overvejelser
    § 1 Anvendelsesområde (Tidligere § 2)
    Gældende ret
    Markedsføringslovens anvendelsesområde er i dag fastlagt i § 2. Bestemmelsen har følgende
    ordlyd:
    Anvendelsesområde
    § 2. Loven finder anvendelse på privat erhvervsvirksomhed samt på offentlig virksomhed, i det
    omfang der udbydes varer og tjenesteydelser på markedet.
    Stk. 2. § 1 og § 13, stk. 3 og stk. 8, nr. 1, finder ikke anvendelse på finansielle virksomheder, i det
    omfang erhvervs- og vækstministeren har udstedt regler på det pågældende område.
    Stk. 3. § 13, stk. 2 og 4-6, og §§ 15 og 16 finder ikke anvendelse på finansielle virksomheder.
    Markedsføringslovens § 2, stk. 1
    Markedsføringsloven finder anvendelse på privat erhvervsvirksomhed og offentlig virksomhed,
    i det omfang der udbydes varer og tjenesteydelser på markedet.
    Det indebærer ifølge forarbejderne, at enhver handling foretaget i erhvervsøjemed er omfattet
    af loven, dvs. alle handlinger fra den indledende reklame over produktion, distribution og salg
    til efterfølgende service og inkasso. Det er uden betydning, om den erhvervsdrivende opnår,
    eller søger at opnå personlig økonomisk vinding, så længe det sker i erhvervsøjemed. Ved
    ”erhvervsøjemed” forstås, at handlingen skal ske som led i udøvelse af virksomhed inden for
    SIDE 184 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    handel, industri, håndværk, landbrug, transport, liberale erhverv og anden form for virksomhed
    på arbejds- og tjenesteydelsesområdet, herunder service- og velfærdsydelser. 12
    Det afhænger således af den enkelte handlings karakter, og ikke virksomhedens organisationsform,
    om et konkret forhold omfattes af loven.
    Handlingerne, der foretages i humanitær, politisk eller religiøs sammenhæng, er kun omfattet
    af loven, såfremt de kan siges at være udslag af erhvervsvirksomhed. Dette indebærer bl.a., at
    almennyttige foreningers hvervning af medlemmer og politiske aktiviteter ikke er omfattet af
    lovens anvendelsesområde, mens mere erhvervsmæssige aktiviteter, som en forening udfører,
    falder ind under lovens anvendelsesområde. Det kan fx være tilfældet, hvis en forening driver
    forlagsvirksomhed, arrangerer medlemsrejser, driver butikker etc.13
    I forhold til det offentliges udbud af service- og velfærdsydelser til borgerne, er det afgørende,
    om udbuddet sker på markedslignende vilkår og i konkurrence mellem flere offentlige
    og/eller private udbydere. Fx kan ydelser inden for undervisningsområdet, som undervisning
    på skoler og i gymnasier, ydelser inden for socialområdet, som dagtilbud og hjemmepleje og
    ydelser inden for sundhedsområdet i form af hospitalsbehandling falde ind under markedsføringslovens
    anvendelsesområde.14
    Bestemmelsen om lovens anvendelsesområde har været i markedsføringsloven, siden loven
    blev introduceret i 197415, oprindeligt som en del af bestemmelsen om god skik. I forbindelse
    med 2005-loven16 blev bestemmelsen om lovens anvendelsesområde udskilt fra generalklausulen
    og indsat som § 2 til markedsføringsloven. Der blev endvidere foretaget en præcisering
    af lovens anvendelsesområde i bestemmelsen, således at det af lovens anvendelsesområde
    udtrykkeligt fremgår, at den finder anvendelse på alle, som udbyder varer eller tjenesteydelser
    på markedet.
    __________________
    12
    Lf 13 af 6. oktober 2005, specielle bemærkninger til § 2.
    13
    Lf 13 af 6. oktober 2005, specielle bemærkninger til § 2.
    14
    Lf 13 af 6. oktober 2005, specielle bemærkninger til § 2.
    15
    Lov nr. 297 af 14. juni 1974.
    16
    Lov nr. 1389 af 21. december 2005.
    SIDE 185 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Markedsføringslovens § 2, stk. 2
    Markedsføringsloven gælder som udgangspunkt også for finansiel virksomhed17. Efter § 2, stk.
    2, gælder generalklausulen i § 1 og forpligtelsen til at angive prisoplysninger efter § 13, stk. 3
    og stk. 8, nr. 1, dog ikke for finansielle virksomheder, i det omfang erhvervs- og vækstministeren
    har udstedt regler på det pågældende område.
    Både Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden kan på eget initiativ tage sager op over for
    finansielle virksomheder. Finanstilsynet kan politianmelde finansielle virksomheder for overtrædelser
    af strafbelagte regler udstedt i medfør af lov om finansielle virksomheder, mens
    Forbrugerombudsmanden kan politianmelde virksomhederne med hjemmel i markedsføringsloven.
    I det omfang erhvervs- og vækstministeren anvender sin bemyndigelse efter § 2,
    stk. 2, har Forbrugerombudsmandens dog ikke kompetence over for de finansielle virksomheder,
    jf. markedsføringslovens § 22, stk. 1.
    Erhvervs- og vækstministeren har med hjemmel i § 43, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed,
    udstedt god skik bekendtgørelsen18 og prisoplysningsbekendtgørelsen19.
    Muligheden for at undtage de finansielle virksomheder blev indsat i 200220. Undtagelserne
    blev indsat som hhv. stk. 2 til § 1 om god skik og stk. 5 til den dagældende § 2 om vildledning. I
    forbindelse med 2005-loven21 blev undtagelsen af finansielle virksomheder fra generalklausulen
    og vildledningsbestemmelsen videreført i § 2, stk. 2. Samtidig blev prismærkningslovens
    regler om markedsføring af tjenesteydelser, herunder kredit og prisoplysning, føjet til bestemmelsen
    i forbindelse med inkorporeringen af prismærkningsloven i markedsføringsloven.
    I forbindelse med lovændringen i 201322 blev indholdet i markedsføringslovens § 2, stk. 2,
    reduceret, idet §§ 3 (vildledning og utilbørlig markedsføring) og 12 a (købsopfordringer)
    udgik af bestemmelsen. Ændringen har betydet, at markedsføringslovens strafbelagte bestemmelser
    om vildledning og utilbørlig markedsføring samt købsopfordringer også finder
    anvendelse på finansielle virksomheder. Formålet med lovændringen var at ligestille regule-
    __________________
    17
    Ved finansielle virksomheder forstås i medfør af § 5, stk. 1, nr. 1, a) pengeinstitutter, b) realkreditinstitutter, c) fondsmæglerselskaber,
    d) investeringsforvaltningsselskaber, e) forsikringsselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 928 af 4. august 2014 om
    finansiel virksomhed.
    18
    Bekendtgørelse nr. 928 af 28. juni 2013 om god skik for finansielle virksomheder.
    19
    Bekendtgørelse nr. 1210 af 24. oktober 2010 om information til forbrugere om priser m.v. i pengeinstitutter.
    20
    Lov nr. 428 af 6. juni 200. Undtagelserne blev indsat som hhv. stk.2 til § 1 om god skik og stk. 5 til den dagældende § 2 om
    vildledning.
    21
    Jf. lov nr. 1389 af 21. december 2005.
    22
    Jf. lov nr. 378 af 17. april 2013.
    SIDE 186 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    ringen af finansielle og ikke-finansielle virksomheder på områder, hvor der er tale om ensartede
    overtrædelser.
    Markedsføringslovens § 2, stk. 3
    Efter markedsføringslovens § 2, stk. 3, finder markedsføringslovens § 13, stk. 2, og stk. 4-6
    (prisoplysninger), § 15 (gebyrer) og § 16 (organiseret rabat) ikke anvendelse på finansielle
    virksomheder.
    Bestemmelsen blev indsat i markedsføringsloven i 200523. Hermed videreførtes retstilstanden
    efter dagældende ret, hvorefter prismærkningsloven ikke fandt anvendelse for finansielle
    virksomheder. Ved lovændringen i 201324 blev indholdet i bestemmelsen reduceret, idet § 14
    a (markedsføring af kreditter) udgik af bestemmelsen. Ændringen betyder, at finansielle og
    ikke-finansielle virksomheder er underlagt de samme regler i deres markedsføring på kreditmarkedet.
    Desuden medfører ændringen, at Forbrugerombudsmanden i forbindelse med
    behandlingen af konkrete sager over for finansielle virksomheder kan anvende sine beføjelser
    efter markedsføringsloven. Det betyder, at Forbrugerombudsmanden både kan håndhæve
    oplysningskravene i markedsføringslovens § 14 a i forhold til de virksomheder, der formidler
    lån for pengeinstitutter og over for pengeinstitutterne selv.
    Udvalgets overvejelser
    Organisationsformer og aktiviteter omfattet af markedsføringsloven
    Forbrugerombudsmanden har over for udvalget oplyst, at Forbrugerombudsmanden jævnligt
    modtager henvendelser fra foreninger, organisationer og lignende, der ønsker oplyst, om
    deres aktiviteter – ofte i forbindelse med at de ønsker at udsende uanmodet elektronisk post –
    vil være omfattet af reglerne i markedsføringsloven. Forbrugerombudsmanden har endvidere
    over for udvalget oplyst, at det efter Forbrugerombudsmandens opfattelse kan give anledning
    til tvivl præcis hvilke foreninger og aktiviteter, der er omfattet af hhv. falder uden for markedsføringsloven.
    Det gælder særligt i forhold til fagforeninger, antenneforeninger m.v.
    Udvalget har på den baggrund overvejet, om anvendelsesområdet for markedsføringsloven
    bør præciseres i bemærkningerne til § 2.
    Af forarbejderne til den i 1974 fremsatte markedsføringslov fremgår baggrunden for, at man
    har valgt at betegne de handlinger, som er omfattet af loven, som handlinger foretaget ”i er-
    __________________
    23
    Jf. lov nr. 1389 af 21. december 2005.
    24
    Jf. lov nr. 378 af 17. april 2013.
    SIDE 187 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    hvervsvirksomhed”: ”Det har herved været hensigten at fremhæve, at de retsstridige handlinger
    ikke behøver at have noget snævert erhvervsmæssigt formål som fx opnåelse af en fortjeneste for
    den enkelte erhvervsdrivende, og dette findes bedst at kunne udtrykkes ved ordene »i erhvervsvirksomhed
    «. Forpligtede er således ikke kun erhvervsdrivende i traditionel forstand, dvs. personer
    eller juridiske personer, hvis virksomhed tager sigte på at opnå en driftsherregevinst ved
    produktion og salg eller ved udførelse af arbejds- og tjenesteydelser. Som erhvervsdrivende anses
    også andels- og forbrugsforeninger og koncessionerede virksomheder og lignende.” 25
    I forbindelse med 2005-loven blev markedsføringslovens anvendelsesområde præciseret i
    bemærkningerne til § 2:
    ”Markedsføringsloven finder i dag anvendelse på ”privat erhvervsvirksomhed og offentlig virksomhed,
    der kan sidestilles hermed”. I overensstemmelse med de hidtidige forarbejder og retspraksis
    indebærer det, at enhver handling foretaget i erhvervsøjemed i dag er omfattet af loven,
    dvs. alle handlinger fra den indledende reklame over produktion, distribution og salg og til den
    efterfølgende service og inkasso. Det er uden betydning, om den erhvervsdrivende opnår eller
    søger at opnå personlig økonomisk vinding, så længe det sker i erhvervsøjemed. Hermed forstås,
    at handlingen skal ske som led i udøvelse af virksomhed inden for handel, industri, håndværk,
    landbrug, transport, liberale erhverv og anden form for virksomhed på arbejds- og tjenesteydelsesområdet.
    Handlingerne, der foretages i humanitær, politisk eller religiøs sammenhæng, er kun omfattet,
    såfremt de kan siges at være udslag af erhvervsvirksomhed. Dette indebærer bl.a., at almennyttige
    foreningers hvervning af medlemmer og politiske aktiviteter ikke er omfattet af lovens anvendelsesområde,
    mens mere erhvervsmæssige aktiviteter, som en forening udfører, falder ind under
    lovens anvendelsesområde. Det kan fx være tilfældet, hvis en forening driver forlagsvirksomhed,
    arrangerer medlemsrejser, driver butikker etc.
    Højesteret har i U2014.867H, der bl.a. vedrørte en fagforenings hvervning af medlemmer,
    fastslået, at en fagforenings traditionelle kernevirksomhed - indgåelse af kollektive overenskomster
    om løn og arbejdsvilkår for medlemmer inden for et fagområde - ikke kan anses for
    handlinger i erhvervsøjemed og derfor ikke er omfattet af markedsføringsloven, mens en
    fagforenings levering af tjenesteydelser i form af juridisk og faglig bistand eller salg af forsikringer
    m.v. som udgangspunkt er erhvervsvirksomhed omfattet af markedsføringsloven.
    __________________
    25
    Forslag til lov om markedsføring af 8. marts 1974, specielle bemærkninger til § 1 jf. Forbrugerkommissionens betænkning II,
    s. 17.
    SIDE 188 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Højesteret udtalte i den forbindelse, at hverken markedsføringsloven eller lovens forarbejder
    udtaler sig særskilt om, hvorvidt en fagforenings virksomhed er omfattet af loven. Det afgørende
    er derfor de konkrete aktiviteter, fagforeningen udøver.
    Samtidig konstaterede Højesteret, at fagforeninger i stigende grad opererer på et kommercielt
    marked præget af indbyrdes konkurrence og kamp om medlemmerne og derfor i stigende
    grad gør brug af markedsføring.
    I det omfang en fagforening ikke eller kun i begrænset omfang forhandler og indgår kollektive
    overenskomster, men i højere grad varetager medlemmernes interesser ved levering af tjenesteydelser
    i form af juridisk og faglig bistand eller ved salg af forsikringer og ved rabatordninger
    m.v., må sådanne aktiviteter ifølge Højesteret, som udgangspunkt anses for erhvervsvirksomhed
    omfattet af markedsføringsloven.
    Som sagen var forelagt, fandt Højesteret ikke grundlag for at fastslå, at de indstævnte faglige
    organisationer i almindelighed drev virksomhed i erhvervsøjemed, og den omhandlede medlemshvervning
    var derfor ikke omfattet af markedsføringsloven. 26
    Efter udvalgets opfattelse er det afgørende således, om den almennyttige forening træder ind
    på et kommercielt marked. Det er således karakteren af den konkrete aktivitet, der skal lægges
    vægt på, og ikke hvem der formelt set står bag aktiviteten. Organisationsformen bør efter
    udvalgets vurdering alene indgå som et element i vurderingen af, om de konkrete aktiviteter
    er omfattet af markedsføringsloven.
    Det er udvalgets opfattelse, at medlemshvervning adskiller sig fra andre aktiviteter, idet medlemshvervning
    ikke skal vurderes som en selvstændig aktivitet, men i relation til den pågældende
    organisation eller forenings hovedformål. Almennyttige foreningers hvervning af medlemmer
    er ikke omfattet af lovens anvendelsesområde i dag. Kun i det tilfælde, at foreningen i
    almindelighed driver virksomhed i erhvervsøjemed, er medlemshvervning omfattet af markedsføringslovens
    anvendelsesområde.
    Der er efter udvalgets opfattelse tale om en samlet konkret vurdering, hvori de vedtægtsbestemte
    formål indgår.
    Udvalget bemærker, at såfremt en forening er godkendt som almennyttig forening efter ligningslovens
    § 8 a, er der en formodning for, at foreningen også er almennyttig i markedsføringslovens
    forstand.
    __________________
    26
    Højesterets dom i U.2014.867H.
    SIDE 189 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Betydningen af sektorspecifik lovgivning
    Det har tidligere været diskuteret, om der i situationer, hvor der er overlap mellem markedsføringsloven
    og en sektorspecifik lovgivning, gælder et lex specialis-princip med den konsekvens,
    at markedsføringsloven ikke finder anvendelse.
    Højesteret fastslog i sagen UfR2013.2941H, at ”Inden for markedsføringslovens anvendelsesområde
    er Forbrugerombudsmandens tilsynskompetence generel og omfatter alle typer af erhvervsdrivende.
    I overensstemmelse med forudsætningerne herom i forarbejderne til markedsføringsloven
    finder Højesteret, at sektorspecifik lovgivning med et særskilt tilsyn er uden betydning
    for Forbrugerombudsmandens kompetence efter markedsføringsloven, medmindre andet er
    fastsat ved lov”.
    Det er udvalgets vurdering, at Højesterets dom fastslår, at sektorspecifik lovgivning med et
    særskilt tilsyn er uden betydning for Forbrugerombudsmandens kompetence efter markedsføringsloven,
    med mindre andet er specifikt fastsat ved lov.
    For så vidt angår Forbrugerombudsmandens tilsyn med det finansielle område, blev Forbrugerombudsmandens
    kompetence udvidet med ændringen af markedsføringsloven i 2013.
    Udvidelsen indebærer, at Forbrugerombudsmanden kan anvende markedsføringslovens regler
    om vildledning, købsopfordringer og oplysningspligt ved kreditaftaler over for finansielle
    virksomheder. Finanstilsynet har samme kompetence, idet bestemmelserne om vildledning og
    købsopfordringer fremgår af god skik-bekendtgørelsen for finansielle virksomheder. Oplysningsforpligtelser
    i forhold til boligkreditaftaler fremgår af god skik-bekendtgørelsen for boligkredit.
    Finansrådet finder, at det generelt er betænkeligt ud fra en retssikkerhedsmæssig betragtning,
    at der er to tilsyn på det finansielle område, herunder med den virkning at to offentlige tilsynsmyndigheder
    med kompetence inden for samme regelsæt har mulighed for at forfølge
    den samme sag flere gange. Det findes særligt uheldigt, at Forbrugerombudsmanden, der deltager
    i Finanstilsynets bestyrelsesmøder, har mulighed for at politianmelde en virksomhed i
    tilfælde, hvor Finanstilsynets bestyrelse ikke har fundet det nødvendigt. Finansrådet peger i
    den forbindelse på, at Finanstilsynet efter lovændringen i 2013 har fået en selvstændig bestyrelse
    uden deltagelse af de finansielle organisationer og med deltagelse af Forbrugerombudsmanden.
    Den ovenfor refererede Højesteretsdom omhandlede ikke den situation, hvor der er
    en bestyrelse med deltagelse af Forbrugerombudsmanden, som har truffet en beslutning i en
    konkret sag.
    Finansrådet henviser endvidere til den daværende forbrugerombudsmands tilkendegivelser
    på en eksperthøring i Folketinget den 21. februar 2013 og til ministerens besvarelse af
    spørgsmål 1 til lovforslaget, stillet af Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget den 17. januar
    2013, der henviste til Forbrugerombudsmandens høringssvar til lovforslaget:
    ”Jeg har noteret mig, at Forbrugerombudsmanden i sit høringssvar til lovforslaget har tilkendegivet,
    at hvis en virksomhed har indrettet sig i henhold til en tilkendegivelse fra en specialSIDE
    190 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    myndighed, f.eks. Finanstilsynet, om en bestemt retstilstand, vil Forbrugerombudsmanden
    anse virksomheden for at være i god tro. I sådanne tilfælde vil Forbrugerombudsmanden af
    retssikkerhedsmæssige årsager ikke strafforfølge virksomheden for handlinger, som virksomheden
    har foretaget i tillid til denne tilkendegivelse.
    Hvis der således er tale om en sag, der drejer sig om en mulig strafbar markedsføringsretlig
    overtrædelse mod en finansiel virksomhed, og Det Finansielle Råd beslutter og meddeler, at
    der ikke skal ske politianmeldelse, vil Forbrugerombudsmanden heller ikke strafforfølge virksomheden.”
    Forsikring & Pension samt Realkreditrådet, som en del af den finansielle indstillingsgruppe
    finder27, at den daværende Forbrugerombudsmands udtalelse, som blev gentaget i ministerens
    besvarelse af spørgsmål 1, skal læses således, at Forbrugerombudsmanden ikke, uanset bemærkningerne
    i lovforslagets almindelige bemærkninger, strafferetligt vil genoptage en sag,
    der allerede er afgjort af Finanstilsynets bestyrelse og meddelt virksomheden.
    Forbrugerombudsmanden er ikke enig i, at ministerens besvarelse skal læses således, som
    Forsikring & Pension og Realkreditrådet anfører, og har supplerende henvist til, at det udtrykkeligt
    fremgår af lovbemærkningerne til ændringen af markedsføringsloven i 2013, at Forbrugerombudsmanden
    med lovændringen fik mulighed for at tage sager op med henblik på at
    undersøge, hvorvidt der er det fornødne grundlag for at rejse en straffesag, uanset om Finanstilsynet
    efter en eventuel høring af det Finansielle Virksomhedsråd (nu Finanstilsynets bestyrelse)
    ikke havde fundet anledning til at politianmelde en finansiel virksomhed.
    Denne kompetence afspejler den generelle tilsynskompetence, som Forbrugerombudsmanden
    har ifølge markedsføringsloven over for alle erhvervsdrivende, jf. ovenfor.
    Udvalget anbefaler på den baggrund, at følgende afsnit fra erhvervs- og vækstministerens
    besvarelse indskrives i lovbemærkningerne til bestemmelsen:
    ”Hvis en virksomhed har indrettet sig i henhold til en tilkendegivelse fra en specialmyndighed,
    f.eks. Finanstilsynet, om en bestemt retstilstand, vil Forbrugerombudsmanden anse virksomheden
    for at være i god tro. I sådanne tilfælde vil Forbrugerombudsmanden af retssikkerhedsmæssige
    årsager ikke strafforfølge virksomheden for handlinger, som virksomheden har
    foretaget i tillid til denne tilkendegivelse.”
    __________________
    27
    Den finansielle indstillingsgruppe, bestående af Finansrådet, Realkreditforeningen, Realkreditrådet og Forsikring og Pension,
    har delt indstillingskompetence. Derfor kan Forsikring & Pension og Realkreditrådet udtale sig selvstændigt om spørgsmålet.
    SIDE 191 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Geografisk anvendelsesområde
    Markedsføringslovens geografiske anvendelsesområde fremgår hverken af den gældende lov
    eller af forarbejderne hertil.
    Det traditionelle udgangspunkt er, at markedsføringsloven gælder for erhvervsdrivende, som
    markedsfører sig på det danske marked28.
    Danske erhvervsdrivendes markedsføring i udlandet skal således bedømmes efter de dér
    gældende regelsæt, også selvom forberedelseshandlingerne er foregået i Danmark, fx ved
    udarbejdelse og trykning af brochurer. Omvendt vil udenlandsk domicilerede virksomheders
    markedsføring på det danske marked være omfattet af markedsføringsloven, også selvom
    virksomheden hverken har forretningssted eller anden erhvervsaktivitet her.29
    Når erhvervsdrivende anvender onlinemarkedsføring, som defineret i e-handelsloven og retter
    deres markedsføring mod nogen bosat i andre lande, gælder der særlige regler for, hvilket
    lands lovgivning den erhvervsdrivendes markedsføring skal overholde, jf. e-handelslovens §§
    3 og 4.
    Erhvervsdrivendes markedsføring via internettet m.v. skal som udgangspunkt ske i overensstemmelse
    med den lovgivning, som gælder i det land, hvor markedsføringen har virkning. Det
    betyder, at hvis fx en amerikansk erhvervsdrivende markedsfører sig over for danske forbrugere,
    skal markedsføringen overholde den danske markedsføringslov.
    Når erhvervsdrivende etableret i ét EU/EØS-land via internettet retter deres markedsføring
    mod privatpersoner bosat i et andet EU/EØS-land, gælder der i stedet et afsenderlandsprincip
    30.
    Afsenderlandsprincippet betyder, at erhvervsdrivendes markedsføring som udgangspunkt
    kun skal overholde den lovgivning, som gælder i det land, hvor den erhvervsdrivende er etableret.
    __________________
    28
    Betænkning nr. 1457 om markedsføring og prisoplysning fra udvalget vedrørende revision af markedsføringsloven og prismærkningsloven
    fra 2005, side 89, afsnit 4.4.3. Udgangspunktet er i overensstemmelse med de folkeretlige principper om, at
    national lovgivnings territoriale anvendelsesområde som udgangspunkt alene omfatter det pågældende lands territorium.
    29
    Markedsføringsloven, 3. udgave, Borcher og Bøggild, side 203.
    30
    Jf. artikel 3 i direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk
    handel, i det indre marked (direktivet om elektronisk handel).
    SIDE 192 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Når fx en tysk erhvervsdrivende via internettet markedsfører sig over for danske forbrugere,
    skal markedsføringen som udgangspunkt kun overholde den tyske markedsføringslov. Tilsvarende
    skal en dansk erhvervsdrivende, som markedsfører sig på internettet over for privatpersoner
    bosat i andre EU/EØS-lande, som udgangspunkt kun overholde den danske markedsføringslov.
    På internettjenester, der udbydes af andre end den erhvervsdrivende selv (fx når en dansk
    erhvervsdrivende foretager markedsføring via et udenlandsk etableret socialt medie), er det
    afgørende for vurderingen af lovvalget ikke, hvor det sociale medie er etableret, men hvor den
    erhvervsdrivende er etableret.31
    Når en dansk etableret erhvervsdrivende via et socialt medie retter sin markedsføring mod
    forbrugere i andre EU/EØS-lande, finder den danske markedsføringslov således anvendelse.
    Rettes markedsføringen mod lande uden for EU/EØS, afhænger lovvalget derimod af lovgivningen
    i det pågældende land. Den danske markedsføringslov vil ikke finde anvendelse.
    Udvalget anbefaler, at markedsføringslovens geografiske anvendelsesområde kort beskrives i
    bemærkningerne.
    __________________
    31
    Markedsføringsloven, 3. udgave, Borcher og Bøggild, side 204.
    SIDE 193 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    § 2 Definitionsbestemmelse (Ny bestemmelse)
    Gældende ret
    Den gældende markedsføringslov indeholder ikke en særskilt definitionsbestemmelse.
    Markedsføringslovens § 5, stk. 1, definerer sammenlignende reklame som:
    ”Sammenlignende reklame omfatter enhver reklame, som direkte eller indirekte henviser til en
    konkurrent eller til varer eller tjenesteydelser, som udbydes af en konkurrent.”
    I markedsføringslovens § 12a, stk. 3, er en købsopfordring defineret som:
    Ved en opfordring til køb forstås en kommerciel kommunikation, hvori produktets karakteristika
    og pris er angivet på en måde, som er passende i forhold til det anvendte kommercielle kommunikationsmiddel,
    og hvorved forbrugeren sættes i stand til at foretage et køb.
    Markedsføringslovens § 13, stk. 7, definerer et gebyr som:
    Ved et gebyr forstås en betaling for en særlig tjeneste, funktion eller ydelse, som knytter sig til
    købet af en vare eller tjenesteydelse, og som ikke har karakter af betaling for en selvstændig
    ydelse.
    Herudover indeholder bemærkningerne til markedsføringsloven en række definitioner32. Det
    gælder definitionerne af ”forbruger”, ”handelspraksis”, ”væsentlig forvridning af forbrugernes
    økonomiske adfærd”, ”erhvervsmæssig diligenspligt” og ”transaktionsbeslutning”.
    Begrebet ”erhvervsdrivende” er i dag implementeret i markedsføringslovens § 2, stk. 1, hvoraf
    det fremgår, at loven finder anvendelse på privat virksomhed samt offentlig virksomhed i det
    omfang, der udbydes varer og tjenesteydelser på markedet.
    Definitionen af et ”produkt” er ligeledes anvendt i markedsføringslovens § 2, hvoraf det fremgår,
    at markedsføringsloven finder anvendelse på alle, som udbyder varer eller tjenesteydelser
    på markedet.
    Indtil 2006 fremgik det direkte af lovens ordlyd, at loven fandt anvendelse på ”varer, fast
    ejendom og andre formuegoder samt arbejds- og tjenesteydelser”. Såvel fast ejendom33 som
    __________________
    32
    Lov nr. 1547 af 20. december 2006.
    SIDE 194 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    andre formuegoder34 har været omfattet af markedsføringsloven, siden loven trådte i kraft i
    1975. Indtil 2006 fremgik det direkte af lovens § 3 om vildledning og § 6 om uanmodet henvendelse,
    at bestemmelserne også fandt anvendelse på fast ejendom og andre formuegoder. I
    forbindelse med implementeringen af direktivet om urimelig handelspraksis blev lovens ordlyd
    ændret, så det ikke længere fremgår direkte. Det fremgår imidlertid af forarbejderne, at
    der med lovændringen ikke var tilsigtet en ændring af retstilstanden35.
    Det lægges derfor i dag til grund, at ”varer og tjenesteydelser” skal fortolkes i overensstemmelse
    med definitionen af ”produkt” i direktivet om urimelig handelspraksis artikel 2, litra c,
    hvorefter et produkt er en vare eller tjenesteydelse, herunder fast ejendom, rettigheder og
    pligter36.
    Udvalgets overvejelser
    Definitionsbestemmelse
    Mange af definitionerne i artikel 2 i direktivet om urimelig handelspraksis fremgår i dag af
    forarbejderne til markedsføringsloven.
    Det er udvalgets vurdering, at markedsføringsloven vil blive mere overskuelig, hvis definitionerne
    efter artikel 2 fremgår direkte af lovens ordlyd. Dette vil gøre det lettere for virksomheder
    og forbrugere at kende deres rettigheder og pligter og for Forbrugerombudsmanden at
    håndhæve reglerne.
    Udvalget anbefaler på den baggrund, at der indsættes en definitionsbestemmelse i markedsføringsloven.
    Forbrugerbegrebet
    Forbrugerbegrebet i direktivet om urimelig handelspraksis omfatter alene fysiske personer.
    Det civilretlige forbrugerbegreb, som hidtil har været anvendt i markedsføringsloven, omfatter
    både fysiske personer og juridiske personer, der hovedsagelig handler uden for deres er-
    33
    Forslag til Lov om markedsføring af 8. marts 1974, bemærkninger til § 2, der henviser til Forbrugerkommissionens betænkning
    II 681/1973 s. 20, hvorefter ”Såvel i forhold til gældende konkurrencelov som i forhold til konkurrencelovforslaget er det
    noget nyt, at fast ejendom er medtaget under loven”. Se også Forbrugerkommissionens betænkning III 738/1975, s. 88. Det
    bemærkes, at fast ejendom ikke var omfattet af prismærkningslovens varebegreb. Det fremgår således af forarbejderne til
    prismærkningsloven, at begrebet ”varer” ikke omfatter fast ejendom, men præfabrikerede huse, typehuse og sommerhuse kan
    efter omstændighederne anses som varer jf. lf 252 af 3. marts 1977 (prismærkningsloven).
    34
    Se betænkning over I: forslag til lov om markedsføring og […] afgivet af erhvervsudvalget den 29. maj 1974, hvorefter markedsføringsloven
    foreslås ændret, så den også omfatter formuegoder af enhver art. Som baggrund for ændringsforslaget anføres,
    at salg af parter i skibe og andre store investeringsobjekter omfattet skal være omfattet, se ændringsforslag nr. 1 og bemærkningerne
    hertil. Ændringsforslaget blev vedtaget jf. lov nr. 297 af 14. juni 1974 om markedsføring § 2.
    35
    Lf 2 af 4. oktober 2006, bemærkninger til § 3, stk. 1.
    36
    Lf 2 af 4. oktober 2006, bemærkninger til § 3, stk. 1.
    SIDE 195 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    hverv. Det danske civilretlige forbrugerbegreb går således videre end direktivet om urimelig
    handelspraksis’ forbrugerbegreb.
    Udvalget har drøftet, om forbrugerbegrebet fra direktivet om urimelig handelspraksis skal
    anvendes i markedsføringsloven i stedet for det danske civilretlige forbrugerbegreb, som
    hidtil har været anvendt.
    En fordel ved at anvende forbrugerdefinitionen fra direktivet om urimelig handelspraksis er,
    at det danske forbrugerbegreb i markedsføringssammenhæng herved vil være enslydende
    med de øvrige medlemsstaters. En landeundersøgelse mellem 5 øvrige lande viser således, at
    Danmark står alene med sit nuværende forbrugerbegreb.
    En ulempe ved at anvende forbrugerdefinitionen fra direktivet om urimelig handelspraksis er,
    at der ikke vil være overensstemmelse mellem markedsføringslovens forbrugerbegreb og
    anden dansk civilretlig forbrugerbeskyttelseslovgivning.
    I den finansielle lovgivning opereres der med et andet forbrugerbegreb. Ifølge bekendtgørelsen
    om god skik gælder denne for private kundeforhold og for erhvervsmæssige kundeforhold,
    hvis disse ikke adskiller sig væsentligt fra et privat kundeforhold.
    Det er udvalgets vurdering, at der bør være overensstemmelse mellem forbrugerbegrebet i
    markedsføringsloven og i anden dansk forbrugerbeskyttelseslovgivning.
    Det bemærkes i den anledning, at man i forbindelse med gennemførelsen af forbrugerrettighedsdirektivet
    37 i forbrugeraftaleloven også valgte at bevare den danske civilretlige forbrugerdefinition.
    Udvalget anbefaler på den baggrund, at det fortsat er den civilretlige forbrugerdefinition, der
    skal anvendes.
    Udvalget med undtagelse af Forbrugerrådet Tænk og Forbrugerombudsmanden anbefaler
    endvidere, at der foretages en nærmere undersøgelse af forbrugerbegrebet på tværs af de
    relevante lovgivninger med henblik på at danne grundlag for en beslutning om, hvorvidt det
    nuværende danske forbrugerbegreb skal bevares, eller om begrebet bør ensrettes med det
    EU-retlige forbrugerbegreb, som det bl.a. er defineret i artikel 2, nr. 1 i forbrugerrettighedsdirektivet
    og artikel 2, litra a, i direktivet om urimelig handelspraksis.
    __________________
    38
    Lf 2 af 4. oktober 2006, bemærkninger til § 3, stk. 1.
    SIDE 196 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Som uafhængig tilsynsmyndighed forholder Forbrugerombudsmanden sig neutral til spørgsmålet.
    Produkt
    Ifølge den gældende lovs § 2, stk. 1, finder loven anvendelse på privat erhvervsvirksomhed,
    samt på offentlig virksomhed, i det omfang der udbydes varer eller tjenesteydelser på markedet.
    Det lægges i dag til grund, at ”varer og tjenesteydelser” skal fortolkes i overensstemmelse
    med definitionen af ”produkt” i direktivet om urimelig handelspraksis artikel 2, litra c, hvorefter
    et produkt er en vare eller tjenesteydelse, herunder fast ejendom, rettigheder og pligter38.
    Se nærmere herom ovenfor under afsnittet om ”gældende ret”.
    Det er udvalgets vurdering, at det vil være hensigtsmæssigt, at det tydeliggøres, at markedsføringsloven
    også finder anvendelse i forhold til fast ejendom samt rettigheder og pligter.
    Udvalget anbefaler på den baggrund, at begrebet ”produkt” anvendes i markedsføringsloven,
    og at begrebet ”produkt” defineres i definitionsbestemmelsen i overensstemmelse med direktivet
    om urimelig handelspraksis.
    Handelspraksis
    Ifølge direktivet om urimelig handelspraksis defineres ”handelspraksis”, som ”en handling,
    udeladelse, adfærd eller fremstilling, kommerciel kommunikation, herunder reklame og markedsføring,
    foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation til promovering, salg eller
    udbud af et produkt til forbrugerne”.
    Da der skal være ”direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt”, for at der er
    tale om en handelspraksis, har det i litteraturen været anført39, at begrebet ”handelspraksis”
    formentlig ikke omfatter markedsføring og reklame, som ikke angår en bestemt vare eller
    tjenesteydelse. Dette ville betyde, at den gældende markedsføringslovs § 4 fx ikke omfatter
    skjult imagemarkedsføring og virksomhedsbranding.
    Forbrugerombudsmanden har over for udvalget oplyst, at det efter Forbrugerombudsmandens
    opfattelse ikke er åbenbart, at en snævrere fortolkning af reklamebegrebet har været
    tilsigtet.
    __________________
    38
    Lf 2 af 4. oktober 2006, bemærkninger til § 3, stk. 1.
    39
    Markedsføringsloven, 3. udgave, Borcher og Bøggild, s. 308.
    SIDE 197 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Udvalget er enigt om, at det ikke er hensigtsmæssigt, at der er forskel på bedømmelsen af
    imagemarkedsføring og produktmarkedsføring, da forbrugerpåvirkningen ofte vil være den
    samme. Hvorvidt en virksomhed primært anvender brand/imagemarkedsføring eller produktmarkedsføring,
    afhænger af den enkelte virksomhed, og en sondring mellem image- og
    produktmarkedsføring vil derfor skabe en skævvridning mellem virksomhederne.
    Landeundersøgelsen, som udvalget har fået foretaget, viser, at imagemarkedsføring efter både
    tysk, nederlandsk og engelsk ret kan være omfattet af begrebet handelspraksis. Norge har
    oplyst, at imagemarkedsføring ikke anses for at være omfattet af begrebet handelspraksis,
    mens Sverige har oplyst, at det formentlig vil blive anset for at være omfattet af begrebet handelspraksis.
    Udvalget anbefaler, at det præciseres i bemærkningerne, at imagemarkedsføring og virksomhedsbranding
    efter omstændighederne kan have en sådan karakter, at der i det konkrete tilfælde
    kan være tale om en handelspraksis.
    Definitionen på adfærdskodeks, kodeksindehaver og lovregulerede erhverv
    Definitionerne af ”adfærdskodeks”, ”kodeksindehaver” og ”lovregulerede erhverv” findes ikke
    i den gældende lov eller bemærkningerne hertil.
    Det er udvalgets vurdering, at definitionerne er centrale for forståelsen af de bestemmelser,
    der gennemfører direktivet om urimelig handelspraksis.
    Udvalget anbefaler på den baggrund, at der i den foreslåede definitionsbestemmelse medtages
    definitioner af ”adfærdskodeks”, ”kodeksindehaver” og ”lovregulerede erhverv”.
    Definitionen på en købsopfordring
    Definitionen på en købsopfordring findes i dag i § 12 a, stk. 3.
    Det er udvalgets vurdering, at definitionen på en købsopfordring bør placeres indledningsvist
    i en samlet definitionsbestemmelse i loven.
    Definitionen på gebyr
    Definitionen på gebyr findes i dag i § 13, stk. 7. Da der indsættes en definitionsbestemmelse,
    har udvalget fundet det naturligt, at definitionen af gebyr også fremover findes her.
    SIDE 198 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    §§ 3 og 4 om god markedsføringsskik og god erhvervsskik (Tidligere § 1)
    Gældende ret
    I den gældende markedsføringslov findes reglerne om god skik i § 1, der har følgende ordlyd:
    God markedsføringsskik
    § 1. Erhvervsdrivende omfattet af denne lov skal udvise god markedsføringsskik under hensyntagen
    til forbrugerne, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser.
    Stk.2. Markedsføring, der angår forbrugernes økonomiske interesser, må ikke være egnet til
    mærkbart at forvride deres økonomiske adfærd.
    Markedsføringslovens § 1, stk. 1
    Bestemmelsen i markedsføringslovens § 1, stk. 1, benævnes normalt ”generalklausulen” og
    fastslår, at erhvervsdrivende skal udvise god markedsføringsskik. Generalklausulen anvendes
    bredt både på forhold mellem erhvervsdrivende og på forhold mellem en erhvervsdrivende og
    en forbruger. Da bestemmelsen kun pålægger erhvervsdrivende at udvise god markedsføringsskik,
    kan generalklausulen ikke anvendes på forholdet mellem to forbrugere.
    Bestemmelsen er en ren national bestemmelse.
    Hvorvidt et forhold er i overensstemmelse med god markedsføringsskik skal fortolkes i lyset
    af hensynet til forbrugerne, de erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser, som de udvikles
    over tid. Generalklausulen giver således de retshåndhævende myndigheder – domstolene
    og Forbrugerombudsmanden – en mulighed for at foretage en løbende normdannelse og
    videreudvikling af retstilstanden, så den svarer til den gældende samfundsopfattelse omkring
    sund og fair erhvervsudøvelse.
    Der er ikke i loven foretaget en vægtning af de tre hensyn, som principielt er sideordnede.
    Markedsføringslovsudvalget bemærkede i betænkningen fra 2005, at det i sidste instans bør
    være op til Forbrugerombudsmanden og domstolene at foretage en konkret afvejning af hensynene
    på baggrund af de konkrete omstændigheder i de enkelte sager, som forelægges til
    afgørelse.40
    __________________
    40
    Betænkning nr. 1457/2005, side 98.
    SIDE 199 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Generalklausulen benyttes bl.a. til at beskytte forbrugerne mod markedsføringstiltag, som
    krænker den personlige integritet, privatlivets fred og/eller er påtrængende, aggressiv, udnyttende,
    generende eller på anden måde krænkende. Der kan fx være tale om uretmæssig brug
    af ens billede eller navn og aggressive salgsmetoder som fremsendelse af produkter, som
    forbrugeren ikke har bestilt. Aggressive salgsmetoder er ofte reguleret i den civilretlige regulering,
    men hvis den erhvervsdrivende ikke opfylder lovgivningens krav, vil forholdet kunne
    anses for at være i strid med god markedsføringsskik.41
    Generalklausulen benyttes endvidere til at beskytte andre erhvervsdrivende mod illoyal konkurrence,
    herunder mod krænkelser af andre virksomheders rettigheder til navne, design,
    erhvervshemmeligheder etc., i det omfang disse ikke er beskyttet af anden lovgivning. Bestemmelsen
    benyttes ligeledes til at beskytte virksomheder mod nedsættende omtale og renommesnylteri
    fra deres konkurrenters side. Endelig kan generalklausulen også i et vist omfang
    beskytte virksomheder mod andre virksomheders brug af aggressive salgsformer.42
    Generalklausulen anvendes endvidere til regulering af markedsadfærd, som krænker samfundsmæssige/
    almene hensyn. Ved fortolkningen af dette hensyn indgår bl.a. erhvervslivets
    eget kodeks om reklamepraksis – ICC Kodeks43 - som en væsentlig kilde. Ved erhvervsvirksomhed
    i strid med almene samfundsinteresser forstås bl.a. adfærd, der strider mod social
    ansvarlighed og tilskynder til had på grund af race, køn, religion eller nationalitet, spiller på
    frygt, sygdom, ulykke og overtro eller tilskynder til vold. Tilskyndelse til adfærd, som skønnes
    at være skadelig for sundheden, vil også være omfattet, ligesom markedsføring, der misbruger
    børns unge alder, vil være omfattet.44
    Herudover bruges generalklausulen til at supplere specialbestemmelserne i markedsføringslovens
    §§ 3-19. Specialbestemmelsernes indhold er udtryk for, hvilke erhvervsmæssige handlinger,
    der efter gældende opfattelse er så skadelige, at lovgivningsmagten har fundet det rigtigt
    direkte at forbyde dem i lovteksten og ofte belægge dem med straf. Generalklausulen kan
    anvendes på et bestemt forhold, selvom forholdet efter sin art er omfattet af en af specialbestemmelserne,
    men gerningsindholdet i vedkommende specialbestemmelse ikke er fuldt ud
    realiseret i det konkrete tilfælde.
    Bestemmelsen om god markedsføringsskik har været i markedsføringsloven, siden loven blev
    introduceret i 1974. Generalklausulen var inspireret af og baseret på en god skik bestemmelse
    __________________
    41
    Betænkning nr. 1457/2005, side 96.
    42
    Betænkning nr. 1457/2005, side 96.
    43
    International Chamber of Commerces internationale kodeks for reklamepraksis fra 1997.
    44
    Betænkning nr. 1457/2005, side 97.
    SIDE 200 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    i den dagældende konkurrencelov, som havde eksisteret i dansk lovgivning siden 1937. Bestemmelsen
    i konkurrenceloven var inspireret af Haag-konventionen, der ikke forpligtede de
    enkelte stater til at optage en tilsvarende bestemmelse.
    I 2005 blev bestemmelsen opdateret rent sprogligt, og de tre beskyttelseshensyn blev skrevet
    direkte ind i loven. Det var ikke intentionen at ændre på hverken indholdet eller forståelsen af
    bestemmelsen.
    Markedsføringslovens § 1, stk. 2
    Markedsføringslovens § 1, stk. 2, angiver, at såfremt en erhvervsdrivendes markedsføring
    påvirker forbrugernes økonomiske interesser, må markedsføringen ikke være egnet til mærkbart
    at kunne forvride forbrugernes økonomiske adfærd.
    Bestemmelsen gennemfører artikel 5, stk. 1-2, i direktivet om urimelig handelspraksis.
    Artikel 5, stk. 1-2, forbyder urimelig handelspraksis, som er i modstrid med kravet om erhvervsmæssig
    diligenspligt og væsentligt forvrider den økonomiske adfærd i forhold til produktet
    hos gennemsnitsforbrugeren.
    Markedsføringslovens § 1, stk. 2, nævner ikke specifikt, at markedsføring for at være urimelig
    skal være i modstrid med kravet om ”erhvervsmæssig diligenspligt”. Diligenskravet i artikel 5
    er imidlertid blevet indfortolket i markedsføringslovens § 1, stk. 2. Ved implementeringen af
    direktivet blev det vurderet, at kravet om ”erhvervsmæssig diligenspligt” svarede til det danske
    begreb ”god markedsføringsskik”.45
    Efter markedsføringslovens § 1, stk. 2, må markedsføring ikke ”mærkbart forvride” forbrugernes
    økonomiske adfærd. I den danske oversættelse af direktivet er ordet ”væsentlig” anvendt i
    stedet for ordet mærkbart. Baggrunden for ordvalget i markedsføringslovens § 1, stk. 2, er, at
    direktivet anvender ordet mærkbart i sin definition af, hvornår der er tale om en ”væsentlig”
    forvridning. Det har derfor været antaget, at direktivet må forstås således, at der skal være
    tale om en påvirkning, der i givet fald vil kunne manifestere sig i praksis og er mærkbar, snarere
    end at der er tale om en egentlig kvalificering af, hvor stor påvirkningen skal være. Dette
    underbygges yderligere af, at der i den engelske oversættelse er anvendt udtrykket ”materially
    distorts” og i den franske tekst udtrykket ”altère de manière de substantielle”. Da ordet
    ”væsentlig” på dansk indikerer en høj grad af påvirkning, og i dansk lovgivning sædvanligvis
    __________________
    45
    Lf 2 af 4. oktober 2006.
    SIDE 201 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    anvendes som en betydelig kvalificering, er ordet ”væsentlig” i lovteksten erstattet med ordet
    ”mærkbart”.
    I kravet om, at en markedsføring ikke må være ”egnet” til mærkbart at kunne forvride forbrugernes
    økonomiske adfærd, ligger at forbrugerens evne til at træffe en informeret beslutning
    indskrænkes, og forbrugeren derfor træffer en transaktionsbeslutning, som vedkommende
    ellers ikke ville have truffet.
    Det er væsentligt at holde sig for øje, at en afgørelse efter direktivets artikel 5, og dermed
    markedsføringslovens § 1, stk. 2, altid skal foretages efter en konkret bedømmelse af samtlige
    de forhold, der indgår i bestemmelsens ordlyd.46
    Hvorvidt et forhold skal vurderes efter markedsføringslovens § 1, stk. 2, eller § 1, stk. 1, afhænger
    af, om man er inden for direktivets anvendelsesområde.
    Hvis et forhold falder indenfor direktivets anvendelsesområde, skal det behandles efter markedsføringslovens
    § 1, stk. 2. Det er væsentligt at bemærke, såfremt en markedsføringsaktivitet
    falder inden for direktivets anvendelsesområde, men ingen af bestemmelserne heri er
    overtrådt, kan aktiviteten ikke underkastes en supplerende prøvelse efter markedsføringslovens
    § 1, stk. 1.
    I forbindelse med implementeringen af direktivet blev det antaget, at forhold angående samfundsinteresser
    ville falde uden for direktivets anvendelsesområde og derfor skulle behandles
    efter markedsføringslovens § 1, stk. 1. Det kan fx være hensyn til gennemsigtighed på markedet
    og effektiv konkurrence.
    Forhold vedrørende smag og anstændighed skal ligeledes behandles efter markedsføringslovens
    § 1, stk. 1. Dette gælder fx forhold vedrørende diskrimination og etik, samt reklamer, der
    spiller på vold, frygt eller angst m.v., eller som opfordrer til farlig adfærd.
    Endelig blev det fremhævet, at da direktivet ikke berører aftaleretten og navnlig ikke bestemmelser
    om kontrakters gyldighed, indgåelse og virkning, jf. direktivets artikel 3, stk. 2, kan der
    føres offentligt tilsyn med overholdelse af den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning
    efter markedsføringslovens § 1, stk. 1. Det er fx offentligretlig kontrol med urimelige aftalevilkår.
    Handlinger forud for en eventuel indgåelse af en økonomisk aftale, for eksempel reklame-
    __________________
    46
    Se C-540/08 (Mediaprint Zeitungs- und Zeitschriftenverlag GmbH & CO. KG mod Österreich Zeitungsverlag GmbH) og Borcher
    og Bøggild, Markedsføringsloven, 3. udgave, side 183.
    SIDE 202 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    ring eller rådgivning om aftalens indhold, vil derimod være omfattet af markedsføringslovens
    § 1, stk. 2, i det omfang, der er tale om forhold, der angår forbrugernes økonomiske interesser.
    Markedsføringslovens § 1, stk. 2, blev indsat i 2006 i forbindelse med implementeringen af
    direktivet om urimelig handelspraksis og er ikke ændret siden.47
    Sanktioner
    Markedsføringslovens § 1 er ikke strafbelagt, men først og fremmest sanktioneret ved forbud/
    påbud og erstatning/vederlag, jf. markedsføringsloven § 20. Forbrugerombudsmanden
    fører primært tilsyn med forholdet mellem erhvervsdrivende og forbrugere, mens forholdet
    erhvervsdrivende imellem typisk er underlagt civilt søgsmål ved domstolene.
    Udvalgets overvejelser
    To god skik-bestemmelser
    Markedsføringsloven indeholder i dag to god skik-bestemmelser: Én i § 1, stk. 1 og én i § 1, stk.
    2.
    Inden direktivet om urimelig handelspraksis blev implementeret i dansk ret, var der kun én
    generalklausul i markedsføringsloven, den gældende § 1, stk. 1. Ved implementeringen af
    direktivet om urimelig handelspraksis blev det besluttet at bevare den eksisterende generalklausul
    i § 1, stk. 1, og indføre en ny generalklausul i § 1, stk. 2, der omfatter alle de forhold,
    der falder ind under direktivets anvendelsesområde.
    Det afgørende for om man er inden for eller uden for direktivets anvendelsesområde er, hvorvidt
    beskyttelseshensynet er forbrugernes økonomiske interesser jf. direktivets artikel 1. Hvis
    formålet er at beskytte forbrugernes økonomiske interesser, falder forholdet ind under direktivet.
    Baggrunden for at have to generalklausuler, og ikke lade direktivets generalklausul gælde for
    al markedsføring, var et ønske om at sikre, at den dagældende anvendelse af § 1 kunne opretholdes
    fuldt ud på alle forhold, som ikke er omfattet af direktivet. Det blev fx antaget, at hvis
    man i forholdet mellem to erhvervsdrivende skal anvende direktivets fremgangsmåde til at
    fastslå, at der foreligger en overtrædelse af god markedsføringsskik, kunne det medføre ændringer
    i retstilstanden.
    __________________
    47
    Lf 2 af 4. oktober 2006.
    SIDE 203 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Udvalget er enigt i denne vurdering og mener særligt, at det vil være uhensigtsmæssigt at
    indføre direktivets krav om ”væsentligt at forvride modtagerens økonomiske adfærd”, jf. artikel
    5, stk. 2, litra b, på de områder, der falder uden for direktivet. Det gælder fx god skik vurderingen
    i sager vedrørende smag og anstændighed, samt sager vedrørende krænkelse af
    andre virksomheders rettigheder til navn, design og erhvervshemmeligheder.
    Resultaterne fra landeundersøgelsen viser, at både Norge, Sverige og Nederlandene også har
    god skik bestemmelser, der regulerer forhold, der falder uden for direktivet om urimelig handelspraksis’
    anvendelsesområde, samt at Tyskland er ved at vedtage en lignende bestemmelse.
    Storbritannien har derimod ikke en sådan bestemmelse.
    Udvalget anbefaler på den baggrund, at der fortsat skal være to generalklausuler i markedsføringsloven:
    • én bestemmelse, der omfatter forhold, der falder uden for direktivet om urimelig handelspraksis,
    som placeres i lovens kapitel 1, og
    • én bestemmelse for forhold, der er omfattet af direktivet om urimelig handelspraksis, som
    placeres i lovens kapitel 2.
    Formålet hermed er at skabe større klarhed over retstilstanden i forhold til, hvad der falder
    inden for direktivets anvendelsesområde, og hvad der falder uden for
    Udvalget anbefaler endvidere, at det fremgår direkte af loven, hvornår hhv. § 3 og kapitel 2
    finder anvendelse, samt at der i lovbemærkningerne til de to bestemmelser indsættes konkrete
    eksempler på, hvad der falder hhv. inden for og uden for kapitel 2.
    God markedsføringsskik og god erhvervsskik
    I direktivets artikel 5, stk. 2, litra a, anvendes begrebet ”erhvervsmæssig diligenspligt”. Begrebet
    skal ifølge direktivets artikel 2, stk. 1, litra h, forstås som standarden for de særlige færdigheder
    og den omhu, som en erhvervsdrivende med rimelighed kan forventes at udvise over
    for forbrugerne, og som skal stå i et rimeligt forhold til hæderlig markedspraksis og/eller det
    generelle princip om god tro inden for den erhvervsdrivendes virkefelt.
    Ved implementeringen af direktivet vurderede man, at kravet om ”erhvervsmæssig diligenspligt”
    svarede til det danske begreb ”god markedsføringsskik”.48
    __________________
    48
    Lf 2 af 4. oktober 2006.
    SIDE 204 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Begrebet ”erhvervsmæssig diligenspligt” skal fortolkes i overensstemmelse med EUDomstolens
    praksis vedrørende direktivet om urimelig handelspraksis.
    Det er udvalgets vurdering, at fortolkningen af begreberne ”erhvervsmæssig diligenspligt” og
    det danske begreb ”god markedsføringsskik” kan udvikle sig forskelligt, da begrebet ”erhvervsmæssig
    diligenspligt” vil være underlagt EU-Domstolens praksis.
    Det er udvalgets vurdering, at § 1, stk. 1, i den gældende lov, og begrebet ”god markedsføringsskik”
    er velfungerende. Udvalget mener på den baggrund, at det er hensigtsmæssigt at
    bevare det danske begreb ”god markedsføringsskik” og den omfattende praksis, der relaterer
    sig hertil i det omfang, det er muligt.
    På den baggrund anbefaler udvalget, at der anvendes en anden formulering end ”god markedsføringsskik”
    for de forhold, der falder inden for direktivet om urimelig handelspraksis’
    anvendelsesområde. Det vil dermed blive fremhævet, at der er tale om to forskellige vurderinger.
    Det er udvalgets vurdering, at det ikke bør være direktivets begreb ”erhvervsmæssig diligenspligt”,
    der anvendes, da det er et ukendt begreb i dansk ret og vil gøre lovteksten unødig kompliceret
    for erhvervsdrivende og forbrugerne.
    Udvalget anbefaler i stedet, at begrebet ”god erhvervsskik” anvendes. ”Erhvervsskik” giver
    associationer til direktivets begreb ”erhvervsmæssig diligenspligt”. Derudover indikerer anvendelsen
    af begrebet, at der stadig er tale om en retlig standard som andre ”god skik”-
    bestemmelser.
    Forhold angående samfundsinteresser
    I forbindelse med implementeringen af direktivet om urimelig handelspraksis blev det antaget,
    at alle forhold angående almene samfundsinteresser ville falde uden for direktivets anvendelsesområde
    og derfor skulle behandles efter markedsføringslovens § 1, stk. 1. I forarbejderne
    nævnes som eksempler hensyn til gennemsigtighed på markedet og effektiv konkurrence.
    49
    Direktivet undtager efter sin ordlyd ikke direkte samfundsforhold, men alene forhold vedrørende
    smag og anstændighed50, aftaleretten, herunder navnlig bestemmelser om kontrakters
    __________________
    49
    Lf 2 af 4. oktober 2006, almindelige bemærkninger.
    50
    Direktivet om urimelig handelspraksis 7. betragtning.
    SIDE 205 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    gyldighed, indgåelse og virkning51, samt sundheds- og sikkerhedsmæssige aspekter52. Direktivet
    omfatter imidlertid alene forhold, som omhandler beskyttelse af forbrugernes økonomiske
    interesser. Det medfører, at forhold, hvis primære beskyttelseshensyn ikke er forbrugernes
    økonomiske interesser, falder forholdet uden for direktivet. Herudover omfatter direktivet
    ikke bestemmelser om urimelig handelspraksis, som udelukkende skader konkurrenternes
    økonomiske interesser, eller som vedrører transaktioner mellem erhvervsdrivende53.
    Det er på den baggrund udvalgets vurdering, at det afgørende for om forhold, som vedrører
    almene samfundsinteresser vil være omfattet af direktivets anvendelsesområde, er hvad det
    primære beskyttelseshensyn er. Hvis beskyttelseshensynet primært er forbrugernes økonomiske
    interesser, vil det være omfattet af direktivet, og således skulle behandles efter kapitel 2
    i lovforslaget. Hvis beskyttelseshensynet bag de almene samfundsinteresser i stedet fx handler
    om beskyttelse af menneskets værdighed, diskrimination m.v., vil forholdet falde uden for
    direktivet, og således som udgangspunkt skulle behandles efter § 3 i lovforslaget.
    Forholdet til EU-retten
    Den foreslåede § 3 om god markedsføringsskik er ikke en implementering af EU-ret, der er
    således tale om en ren national regel. Der har eksisteret en bestemmelsen om god markedsføringsskik,
    siden loven blev introduceret i 1974. Bestemmelsen var inspireret af og baseret på
    en god skik-bestemmelse i den dagældende konkurrencelov, som havde eksisteret i dansk
    lovgivning siden 1937.
    Den forslåede § 3 medfører, at erhvervsdrivende skal udvise god markedsføringsskik også
    uden for direktivet om urimelig handelspraksis’ anvendelsesområde, det vil fx sige på forhold
    vedrørende smag og anstændighed, på forhold omfattet af aftaleretten, på forhold vedrørende
    sundheds- og sikkerhedsmæssige aspekter og på det indbyrdes forhold mellem to erhvervsdrivende.
    Bestemmelsen medfører blandt andet, at erhvervsdrivende skal udvise god markedsføringsskik
    i forhold til andre erhvervsdrivende. Bestemmelsen vil således kunne anvendes i forhold
    til erhvervsdrivendes illoyale konkurrence, produktefterligninger, snyltning m.v.
    Det er udvalgets vurdering, at den foreslåede § 3 om god skik understøtter velfungerende
    markeder og en effektiv konkurrence, idet den blandt andet regulerer forholdet mellem to
    erhvervsdrivende. Denne regulering af erhvervsinteresser sigter i første række mod at etable-
    __________________
    51
    Direktivet om urimelig handelspraksis artikel 3, stk. 2.
    52
    Direktivet om urimelig handelspraksis artikel 3, stk. 3.
    53
    Direktivet om urimelig handelspraksis 6. betragtning.
    SIDE 206 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    re fair og acceptable vilkår for erhvervsudøvelsen i markedet. Selvom grundlaget for et velfungerende
    marked bl.a. er virksomhedernes ret til at påføre hinanden konkurrence, bør denne
    konkurrence ske inden for gældende branche- og samfundsnormer. Den foreslåede § 3 er
    med til at sikre dette.
    Bestemmelsen om god skik er desuden med til at sikre, at Forbrugerombudsmanden kan
    håndhæve anden lovgivning, fx den civilretlige beskyttelseslovgivning.
    Forbrugerombudsmanden har endvidere brugt bestemmelsen som hjemmel til at udstede
    retningslinjer vedrørende smag og anstændighed, fx retningslinjer om kønsrelateret reklame.
    Endvidere viser resultaterne fra landeundersøgelsen, at både Norge, Sverige og Nederlandene
    også har god skik-bestemmelser, der regulerer forhold, der falder uden for direktivet om urimelig
    handelspraksis’ anvendelsesområde, samt at Tyskland er ved at vedtage en lignende
    bestemmelse. Storbritannien har derimod ikke en sådan bestemmelse.
    Det er på den baggrund udvalgets vurdering, at der i markedsføringsloven fortsat bør være en
    bestemmelse om god markedsføringsskik, uanset at en sådan bestemmelse går videre end den
    forpligtelse, der følger af direktivet om urimelig handelspraksis.
    Direktivets ordlyd i en dansk kontekst
    Ordlyden af direktivets bestemmelser er lange og tunge. Hvor det er muligt uden at ændre
    betydningen, anbefaler udvalget derfor, at direktivets ordlyd forenkles, så det bliver lettere at
    læse og passer bedre i en dansk kontekst. Udvalget har i den danske lovtekst foretaget følgende
    forenklinger:
    Direktivets artikel 5, stk. 2, litra b, lyder: ”væsentligt forvrider eller kan forventes væsentligt at
    forvride den økonomiske adfærd i forhold til produktet hos gennemsnitsforbrugeren, som
    bliver genstand for den, eller som den er rettet mod, eller, hvis den pågældende handelspraksis
    rettes mod en særlig gruppe af forbrugere, hos et gennemsnitligt medlem af denne gruppe”.
    Et flertal af udvalget foreslår artikel 5, stk. 2, litra b, implementeret ved følgende ordlyd:
    ”[…] skal den pågældende handelspraksis væsentligt forvride eller kunne forventes væsentligt
    at forvride den økonomiske adfærd hos gennemsnitsforbrugeren”.
    Direktivets artikel 5, stk. 3, lyder: ”en handelspraksis, der på en måde, som den erhvervsdrivende
    med rimelighed kan forventes at forudse, må formodes kun at[…]”.
    Udvalget foreslår artikel 5, stk. 3, implementeret ved følgende ordlyd: ”en handelspraksis
    som en erhvervsdrivende med rimelighed må formode kun […]”.
    Hensynet til forbrugerne, de erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser
    SIDE 207 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det følger af den gældende markedsføringslovs § 1, stk. 1, at erhvervsdrivende skal udvise god
    markedsføringsskik under hensyntagen til forbrugerne, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser.
    De tre hensyn blev tilføjet til ordlyden af den gældende markedsføringslovs § 1 ved ændringen
    af loven i 2005, på baggrund af et forslag fra det tidligere Markedsføringslovsudvalg. Før 2005
    fremgik de tre hensyn alene af bemærkningerne til § 1.
    Det tidligere Markedsføringslovsudvalg havde bl.a. til opgave at komme med et forslag til en
    formålsbestemmelse. Udvalget vurderede, at det af hensyn til brugerne af loven var mere
    hensigtsmæssigt, at de hensyn, som skal varetages efter loven, fremgik af selve lovteksten, og
    udvalget anbefalede, at der blev indsat en formålsbestemmelse, hvorefter: lovens formål er at
    fremme god markedsadfærd under hensyntagen til forbrugerne, de erhvervsdrivende og almene
    samfundsinteresser. Udvalget understregede, at det er af hensyn til lovens dynamik og meget
    brede anvendelsesområde er vigtigt, at vægtning af de tre hensyn, som principielt er sideordnede,
    ikke fastlægges i selve loven, men at det overlades til Forbrugerombudsmanden, og i
    sidste instans domstolene, at foretage en afvejning af hensynene på baggrund af de konkrete
    omstændigheder i de enkelte sager.54
    Da lovforslaget blev fremsat den 6. oktober 2005, var formålsbestemmelsen og generalklausulen
    i den gældende § 1 imidlertid skrevet sammen til et stykke, hvorefter: Erhvervsdrivende
    omfattet af denne lov skal udvise god markedsføringsskik under hensyntagen til forbrugerne,
    erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser. Der fremgår ikke noget om begrundelsen for
    denne ændring.
    Det er udvalgets vurdering, at det er hensigtsmæssigt fortsat at bevare de tre hensyn i ordlyden
    for markedsføringslovens bestemmelse om god markedsføringsskik.
    Udvalget er opmærksomt på, at såfremt man senere ændrer forbrugerbegrebet i markedsføringsloven,
    så det ikke går videre end forbrugerbegrebet i direktivet om urimelig handelspraksis
    og anden EU-ret, vil oplistningen af de tre hensyn kunne medføre, at bestemmelsen
    ikke kan anvendes på de foreninger m.v., der falder uden for forbrugerbegrebet, da de heller
    ikke vil kunne være at anse for erhvervsdrivende.
    __________________
    54
    Betænkning afgivet af udvalget vedrørende revision af markedsføringsloven og prismærkningsloven, nr. 1457 2005, s. 97-99.
    SIDE 208 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Videreførelse af dansk retspraksis
    Det er udvalgets vurdering, at § 1, stk. 1, og begrebet ”god markedsføringsskik” fungerer fint
    og efter hensigten. Udvalget mener på den baggrund, at det er ønskeligt at bevare det danske
    begreb ”god markedsføringsskik” og den omfattende praksis, der relaterer sig hertil.
    De senere års teknologiske udvikling og samfundsudviklingen i øvrigt kan reducere relevansen
    af ældre retspraksis som grundlag for den fremtidige retsdannelse omkring god skikbestemmelser
    i markedsføringsloven. Ses der imidlertid bort herfra, er det udvalgets vurdering,
    at hidtidige retsafgørelser efter den gældende markedsføringslovs § 1 fortsat kan være
    retningsgivende for de foreslåede god skik-bestemmelser i §§ 3 og 4. Inden for UCP direktivets
    område skal dansk retspraksis dog i sagens natur læses og fortolkes i lyset af retspraksis
    fra EU-Domstolen.
    Udvalget har nedenfor gengivet en række eksempler på danske retsafgørelser, og som efter
    udvalgets opfattelse også fremover vil have præjudikatsværdi for god skik-bestemmelserne i
    markedsføringsloven. Afgørelserne er opdelt efter, om afgørelserne må antages at ville falde
    inden for den foreslåede § 3 om god markedsføringsskik eller den foreslåede § 4 om god erhvervsskik.
    Handelspraksis, der skal bedømmes efter den foreslåede § 3 om god markedsføringsskik:
    U.1983.338H: En restaurations salg af to genstande for én genstands pris fandtes ikke at modvirke
    samfundets generelle alkoholpolitiske målsætning på en måde, der gav tilstrækkeligt
    grundlag for at anse denne salgsform for stridende mod god markedsføringsskik. Da forholdet
    drejede sig om almene samfundshensyn, herunder hensynet til befolkningens sundhed, og
    ikke omhandlede beskyttelse af forbrugernes økonomiske interesser, vil en sådan type handelspraksis
    fremover skulle behandles efter den foreslåede § 3 om god markedsføringsskik.
    U1992.665S: En skotøjsfabrikant indrykkede Palmesøndag en helsidesannonce i et dagblad,
    hvor den romersk- katolske pave var iført kondisko af fabrikantens mærke, mens han knælede
    ned som under udførelsen af et ritual. I teksten stod bl.a.: »Tro flytter bjerge, Sådan er det også
    i tennis. Næsten«. Retten fandt, at annoncen var egnet til at krænke dele af befolkningen, men
    annoncen fandtes ikke at være utilbørlig over for andre erhvervsdrivende eller forbrugere
    som sådanne, hvorfor der skete frifindelse. Da forholdet drejede sig om forebyggelse af religionsdiskrimination
    og ikke omhandlede beskyttelse af forbrugernes økonomiske interesser, vil
    en sådan type handelspraksis fremover skulle behandles efter den foreslåede § 3 om god markedsføringsskik.
    U.1995.799Ø: Under en »informationsaften« underskrev H og M en aftale om køb af en timeshare
    lejlighed. Deres økonomi tillod ikke købet, hvilket sælgeren vidste. H og M søgte den
    følgende dag at tilbagekalde deres underskrift, hvilket sælgeren afviste. Efter en samlet vurdering,
    herunder også af den anvendte salgsmetode, fandtes det i strid med redelig handlemåde
    at gøre købsaftalen gældende. Da forholdet drejede sig om aftaleretten, herunder kontrakters
    SIDE 209 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    gyldighed, indgåelse og virkning, og ikke omhandlede beskyttelse af forbrugernes økonomiske
    interesser, vil en sådan type handelspraksis fremover skulle behandles efter den foreslåede §
    3 om god markedsføringsskik.
    U.1998.204H: Ifølge Forbrugerombudsmanden var et antal pengeinstitutters valideringsregler
    ensidige og til ugunst for kunden som den underlegne part i aftaleforholdet. Under en retssag
    mod en bank påstod Forbrugerombudsmanden derfor banken forpligtet til at anerkende, at
    valideringsreglerne var i strid med god markedsføringsskik og derfor skulle ændres. Højesteret
    fandt, at der var tale om ensidigt fastsatte standardvilkår, der i flere situationer førte til
    mindre rimelige vilkår. Et indgreb, der forbød banken at anvende sine valideringsregler i det
    påstævnte omfang, ville imidlertid få betydning for hele pengeinstitutsektoren og dens indkomststruktur
    og kunne gennemføres på forskellig måde. Sagen angik således en generel problemstilling,
    som Højesteret ikke fandt egnet til at blive reguleret gennem forbudsnedlæggelse
    efter markedsføringsloven, men som i givet fald måtte løses gennem ny lovgivning. Da forholdet
    drejede sig om aftaleretten, herunder kontrakters gyldighed, indgåelse og virkning, og ikke
    omhandlede beskyttelse af forbrugernes økonomiske interesser, vil en sådan type handelspraksis
    fremover skulle behandles efter den foreslåede § 3 om god markedsføringsskik.
    Urimelig handelspraksis, der skal bedømmes efter kapitel 2 herunder den foreslåede § 4 om
    god erhvervsskik:
    U. 1998.83H: HNG tilbød husejere gaver som en kaffemaskine eller en boremaskine, hvis en
    HNG-konsulent måtte aflægge husejeren et uforpligtende besøg om naturgastilslutning. Fremgangsmåden
    fandtes egnet til at modvirke beskyttelseshensynene bag forbuddet mod dørsalg,
    men der var ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse fremgangsmåden for stridende mod god
    markedsføringsskik, da gaven var af underordnet betydning i forhold til forbrugerens overvejelser
    om naturgastilslutning, da der i aftalerne var 14 dages fortrydelsesret, da konsulentbesøg
    over for husejere var et naturligt led i HNG's markedsføring, og da forbrugeren i givet fald
    efterfølgende skulle indgå aftale med en VVS-installatør.
    U.2002.2277S: Telia tilbød sportsforeninger et beløb i sponsorstøtte for abonnementer, der
    blev tegnet igennem foreningen. Foreningerne skulle arbejde aktivt for tegning af abonnementer
    blandt medlemmerne m.fl., og abonnenterne kunne give tilladelse til at modtage målrettet
    annoncering. Markedsføringen var ikke i strid med god skik, selvom den også rettede sig mod
    børn og unge, da disse ikke på egen hånd kan tegne mobilabonnement. Derimod var det i strid
    med god skik, at Telia lod private udsende Telias markedsføringsmateriale, medmindre Telia
    påså, at spamreglerne blev overholdt.
    U.2005.2250S: En virksomhed udsendte fakturaer for benyttelse af sextjenester på internettet
    på grundlag af telefoners vis nummer-funktion. Vis nummer-funktionen gav ikke mulighed for
    at sikre identiteten af og alderen på brugerne af de udbudte tjenesteydelser, og der var hverken
    udtrykkeligt eller stiltiende indgået aftale med de pågældende telefonabonnenter om brug
    af de fakturerede tjenesteydelser. Virksomheden havde således ikke et retligt grundlag for at
    SIDE 210 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    opkræve beløb hos abonnenter, som ikke selv havde brugt eller ikke vedgået at have brugt
    tjenesterne, hvilket stred mod god markedsføringsskik.
    U.2013.1181S: Parkeringsselskabs opkrævning af rykkergebyr allerede ved første rykker efter
    pålæggelse af parkeringsafgift var uberettiget og i strid med markedsføringsloven, medmindre
    det blev godtgjort, at betalingspåkravet var kommet frem til den, parkeringsafgiften vedrørte.
    Parkeringsselskabet havde pligt til tilbagebetaling af uberettiget opkrævede rykkergebyrer.
    U.1982.973S: Det var vildledende og utilbørligt, at indehaveren af og direktøren for et inkassokontor
    og to forlag ved inkassering af fordringer for forlagene i inkassoskrivelser og stævninger
    havde afkrævet debitorerne »takstmæssigt inkassosalær« svarende til de for advokater
    gældende vejledende takster, uagtet in kasseringen ikke skete ved advokat. Fremgangsmåden
    var dog ikke egnet til at påvirke efterspørgsel eller udbud af varer, hvorfor T blev frifundet,
    selvom handlemåden var vildledende og utilbørlig.
    U.1987.519H: Det var vildledende i en brochure at markedsføre en shoppingtur til Helsingborg
    i bus, hvor der på turen indgik en salgsdemonstration af en sådan varighed, at forretningerne
    i Helsingborg havde lukket, inden deltagernes nåede frem til Helsingborg. Dette var
    vildledende og i strid med god markedsføringsskik, uanset der på brochurens bagside var
    givet oplysning om forretningslukningen.
    U.2013.2396S: Selvom der fortrinsvis var tale om investorinformation, havde (moderselskabet
    for) Rockwool overtrådt markedsføringslovens bestemmelser om god markedsføringsskik og
    vildledning m.v. ved i to artikler i et nyhedsbrev at have omtalt brandfaren ved skumplastisolering
    med brug af bl.a. dramatiske ord- og billedvalg og et unødigt skræmmende tekstindhold
    med følelsesladede ord og udsagn.
    U.1994.645S: En hvidevarekæde annoncerede med "Køb og Rejs", der gav indtryk af, at forbrugeren
    ved køb af hårde hvidevarer fik et rejseværdibevis på 50 pct. af varens pris, dog
    højst 3.000 kr. En forbruger uden særlige forudsætninger ville ved læsning af annoncen ikke
    blive klar over den betingelse, at rejsen skulle ske med Sterling Airways og var undergivet en
    række væsentlige vilkår og begrænsninger. Dette stod først klart ved læsning af 23 regler i en
    pjece, der først blev udleveret i butikkerne.
    U.1976.810S: En inkassovirksomhed anvendte på brevpapir m.v. slagord »Vi får pengene på
    den ene eller den anden måde«, og på firmavognen - som debitorerne kunne risikere at få
    besøg af - var bl.a. anført »Her kommer inkassovognen - er den på vej til Dem?«. Dette var i
    strid med god markedsføringsskik.
    SIDE 211 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    §§ 5, 6, 7 og 19 Vildledningsbestemmelserne (Tidligere § 3, § 4, § 9, stk. 1 og § 12a)
    Gældende ret
    Den gældende markedsføringslov indeholder regler om vildledende markedsføring i § 3, stk. 1
    og 2, om vildledende og utilbørlig markedsføring, i § 4 om skjult reklame, i § 9 om salgsfremmende
    foranstaltninger og i § 12a om købsopfordringer.
    Markedsføringslovens § 3, stk. 1 og 2, om vildledende og utilbørlig markedsføring
    Markedsføringslovens 3, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:
    Vildledende og utilbørlig markedsføring
    § 3 Erhvervsdrivende må ikke anvende vildledende eller urigtige angivelser eller udelade væsentlige
    informationer, såfremt dette er egnet til mærkbart at forvride forbrugernes eller andre erhvervsdrivendes
    økonomiske adfærd på markedet.
    Stk. 2. Markedsføring som i sit indhold, sin form eller den anvendte fremgangsmåde er vildledende,
    aggressiv eller udsætter forbrugerne eller erhvervsdrivende for en utilbørlig påvirkning, og
    som er egnet til mærkbart at forvride disses økonomiske adfærd, er ikke tilladt.
    Markedsføringslovens § 3, stk. 1
    Bestemmelsen dækker tilfælde, hvor en erhvervsdrivende anvender vildledende eller urigtige
    angivelser eller udelader væsentlige informationer, som er egnet til mærkbart at forvride
    forbrugernes eller andre erhvervsdrivendes økonomiske adfærd på markedet.
    Der har været en bestemmelse om vildledning i markedsføringsloven siden den første markedsføringslov
    i 1974. Indtil 2006 var § 3, stk. 1-2, i vidt omfang baseret på national retspraksis
    og minimumsdirektivet om vildledende og sammenlignende reklame55. Ordlyden af markedsføringslovens
    § 3, stk. 1 og 2, blev ændret i forbindelse med implementeringen af direktivet
    om urimelig handelspraksis. Formålet med ændringen var at videreføre den beskyttelse
    mod vildledende og utilbørlig markedsføring, som hidtil var fremgået af § 3 og samtidig tilpasse
    reglerne til direktivet om urimelig handelspraksis artikel 6 og 7, der alene gælder i forbrugerforhold.
    Vurderingen i 2006 var, at den ændrede ordlyd af bestemmelsen ikke i realiteten
    ville betyde en ændring af retstilstanden. Derfor fastholdt man princippet om, at bestemmelsen
    skulle gælde både i forbrugerforhold og i forholdet mellem erhvervsdrivende.
    __________________
    55
    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006 om vildledende og sammenlignende reklame.
    SIDE 212 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    De fleste af de betingelser, der følger af direktivets artikel 6 og 7, og som indgår i vurderingen
    af, om der er tale om vildledning, fremgår af bemærkningerne til den gældende § 3 og ikke
    direkte af selve lovteksten.
    Markedsføringslovens § 3, stk. 2
    Bestemmelsen implementerer direktivet om urimelig handelspraksis artikel 6, for så vidt
    angår vildledende handlinger, samt artikel 8 og 9 om aggressiv handelspraksis, herunder brug
    af chikane, tvang og utilbørlig påvirkning.
    Bestemmelsen forbyder markedsføring, der i sit indhold, sin form eller den anvendte fremgangsmåde
    er vildledende, aggressiv eller udsætter forbrugeren for en utilbørlig påvirkning.
    Det er et krav, at markedsføringen har kommerciel effekt og dermed er egnet til at forvride
    den økonomiske adfærd hos forbrugeren.
    Som det er tilfældet ved § 3, stk. 1, fremgår de fleste af betingelserne fra artikel 6, 8 og 9, der
    indgår i vurderingen af, om der er tale om vildledning, ikke direkte af lovteksten, men derimod
    af lovens bemærkninger.
    Markedsføringslovens § 4 om skjult reklame
    Markedsføringslovens § 4 har følgende ordlyd:
    § 4. En reklame skal fremstå således, at den klart vil blive opfattet som en reklame uanset dens
    form og uanset, i hvilken form den bringes.
    Bestemmelsen indeholder et forbud mod skjult reklame. Skjult reklame kan fx være reklame,
    der fremtræder som redaktionelt stof i aviser, blade, radio og på tv. Det kan også være produktplacering,
    dvs. eksponering af bestemte produkter/logoer i film og tv-udsendelser, som
    bygger på en aftale mellem en erhvervsdrivende og de personer, som står for produktionen af
    filmen eller udsendelsen.
    Det bemærkes, at der for så vidt angår reklamer og sponsorering af programmer i radio, fjernsyn
    og on-demand audiovisuelle medietjenester samt produktplacering m.v., i programmer i
    fjernsyn og on-demand audiovisuelle medietjenester, gælder særlige regler i radio- og fjernsynsloven
    og reklamebekendtgørelsen. I det omfang en film vises i fjernsyn eller på ondemand
    audiovisuelle medietjenester, vil den dermed blive omfattet af disse regler.
    Formålet med bestemmelsen er at sikre, at modtageren af et reklamebudskab bliver gjort
    opmærksom på, at der er tale om reklame, og dermed kan vurdere budskabet i det lys.
    Bestemmelsen omfatter efter sin ordlyd kun ”reklame”. Ved afgrænsningen af bestemmelsens
    anvendelsesområde, er det derfor afgørende, hvornår der er tale om reklame.
    SIDE 213 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Begrebet ”reklame” skal ifølge forarbejderne forstås i overensstemmelse med artikel 2 i det nu
    ophævede direktiv 84/450/EØF om vildledende reklame. Det følger heraf, at reklame er: ”enhver
    form for tilkendegivelse i forbindelse med udøvelse af virksomhed som handlende, håndværker
    eller industridrivende eller udøvelse af et liberalt erhverv, som har til formål at fremme
    afsætningen af varer eller tjenesteydelser, herunder fast ejendom, rettigheder og forpligtelser”.
    Definitionen findes nu i direktivet om vildledende og sammenlignende reklame.56
    I forbindelse med implementeringen af direktivet om urimelig handelspraksis blev det antaget,
    at direktivets regler om skjult reklame allerede var implementeret i dansk ret via markedsføringslovens
    § 4. Direktivet bruger ikke begrebet ”reklame”, men i stedet begrebet ”handelspraksis”,
    der er defineret som: ”en handling, udeladelse, adfærd eller fremstilling, kommerciel
    kommunikation, herunder reklame og markedsføring, foretaget af en erhvervsdrivende
    med direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne”.57 Efter
    implementeringen af direktivet skal § 4 fortolkes i overensstemmelse med direktivets regler
    om skjult reklame. Selvom det ikke fremgår direkte af forarbejderne, at reklamebegrebet er
    ændret, skal reklamebegrebet i § 4 efter implementeringen også fortolkes i overensstemmelse
    med direktivet om urimelig handelspraksis.58
    Af forarbejderne til markedsføringslovens § 4 fremgår det, at reklame, der består i, at personer
    eksponerer et bestemt produkt, forudsætter, at der foreligger en aftale mellem den erhvervsdrivende,
    hvis produkt der reklameres for, og den person, som står for eksponeringen.
    Det kunne fx være på en blog. Endvidere fremgår det, at det forhold, at en erhvervsdrivende
    giver en gave eller stiller en vare til rådighed for andre, uden at modtageren forpligtes til at
    bruge produktet på en bestemt måde, ikke kan betegnes som reklame i § 4’s forstand.59
    Det fremgår ikke af forarbejderne, hvilken type aftale, der skal være til stede, for at kravet er
    opfyldt. Der vil derfor skulle foretages en konkret vurdering fra sag til sag af, om der foreligger
    en aftale. Ved vurderingen af, om der er indgået en aftale, har Forbrugerombudsmanden over
    for udvalget oplyst, at det efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke har betydning,
    hvem af parterne der har taget initiativet, om den erhvervsdrivende har stillet krav til udformning
    og/eller indhold, og om der foreligger betaling i form af kontantbeløb eller andet
    vederlag for eksponeringen. Forbrugerombudsmanden har over for udvalget oplyst, at betaling
    til gengæld for eksponering imidlertid efter Forbrugerombudsmandens opfattelse vil
    være en kraftig indikation på, at der er indgået en aftale.
    __________________
    56
    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006 om vildledende og sammenlignende reklame.
    57
    Jf. art. 2, litra d, i direktiv 2005/29/EF.
    58
    Lf 2 af 4. oktober 2006.
    59
    Lf 13 af 6. oktober 2005.
    SIDE 214 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Efter ordlyden af bestemmelsen skal en reklame fremstå, så den klart vil blive opfattet som en
    reklame. Der gælder intet formkrav, men alene et klarhedskrav.
    Det følger af forarbejderne, at det er overladt til afsenderen af reklamebudskabet at beslutte,
    hvordan identifikationen af reklamen skal ske, så længe det sker på en klar måde. Det afgørende
    er, at modtageren bliver gjort opmærksom på, at der er tale om et reklamebudskab. Se
    også direktivet om urimelig handelspraksis artikel 7, stk. 2, hvorefter den kommercielle hensigt
    også kan fremgå tydeligt af sammenhængen. Identifikationen kan fx ske ved, at artikler i
    blade og aviser, som reelt er reklame for specifikke produkter eller tjenesteydelser, tydeligt
    markeres som annoncer.60
    Der stilles ikke et ubetinget krav om, at identifikationen skal ske i eller sammen med reklamen.
    I forarbejderne nævnes, at identifikationskravet i tilfælde, hvor der er indgået aftale om
    særlig eksponering af et produkt i en film, vil kunne være opfyldt, såfremt det af rulleteksterne
    før eller efter filmen fremgår, at der har været anvendt produkter efter aftale med en eller
    flere erhvervsdrivende.61
    Det bemærkes, at der for så vidt angår programmer i radio, fjernsyn og on-demand audiovisuelle
    medietjenester gælder særlige regler i radio- og fjernsynsloven og reklamebekendtgørelsen.
    I det omfang en film vises i fjernsyn eller på on-demand audiovisuelle medietjenester, vil
    den dermed blive omfattet af disse regler.
    Bestemmelsen stiller ikke krav om, at det fremgår, på hvis vegne reklamen udsendes/hvem
    der er annoncør.
    Bestemmelsen er endvidere ikke til hinder for at anvende ”teasere”, det vil sige en reklameform,
    hvor det ikke umiddelbart afsløres, at et billede eller et objekt i det offentlige rum er led
    i en reklamekampagne. Et eksempel kunne efter omstændighederne være en outdoor plakat
    ved et busstoppested, som har et opsigtsvækkende budskab eller virkemiddel, men hvor afsenderen
    er udeladt, og denne først efterfølgende afsløres i en ny version af plakaten.
    Pligtsubjekt
    Forpligtelsen til at sørge for, at en reklame er identificeret, påhviler den erhvervsdrivende,
    som markedsfører sine produkter eller tjenesteydelser. Har den erhvervsdrivende gjort, hvad
    __________________
    60
    Lf 13 af 6. oktober 2005.
    61
    Lf 13 af 6. oktober 2005
    SIDE 215 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    der var muligt for at sikre sig, at reklamen identificeres, men er det på trods heraf ikke sket, vil
    den erhvervsdrivende som udgangspunkt ikke være ansvarlig.
    Herudover vil andre erhvervsdrivende kunne ifalde ansvar for medvirken til skjult reklame
    efter straffelovens almindelige bestemmelser om medvirken.
    Det kan fx være et medie, som vælger at bringe en uidentificeret reklame. Det kan også være
    bloggere eller andre brugere af sociale medier, der kan betegnes som erhvervsdrivende. Der
    vil heller ikke påhvile en filmimportør eller en biografejer en pligt til af egen drift at undersøge,
    om film indeholder reklamebudskaber.
    Markedsføringslovens § 9 om salgsfremmende foranstaltninger
    Markedsføringslovens § 9 har følgende ordlyd:
    § 9. En salgsfremmende foranstaltning, herunder i form af tilgift, rabatmærker, rabat- og bonussystemer,
    præmiekonkurrencer og lignende, skal markedsføres således, at tilbudsbetingelserne er
    klare, tydelige og let tilgængelige for forbrugeren. Der må ikke i øvrigt udelades væsentlige oplysninger,
    herunder oplysninger om værdien af eventuelle tillægsydelser, som er egnet til mærkbart
    at forvride forbrugerens økonomiske adfærd.
    Stk. 2. Tilbyder en erhvervsdrivende en vare eller tjenesteydelse til en bestemt pris, og har den
    erhvervsdrivende rimelig grund til at antage, at denne ikke vil være i stand til at imødekomme
    efterspørgslen i en mængde, som er rimelig i forhold til tilbuddet og omfanget af dets markedsføring,
    skal den erhvervsdrivende tage et klart forbehold herom i markedsføringen.
    Markedsføringslovens § 9, stk. 1
    Markedsføringslovens § 9, stk. 1, blev indsat i markedsføringsloven i forbindelse med revisionen
    i 2005 på baggrund af et fremsat forslag om en EU-forordning om salgsfremmende foranstaltninger.
    Forordningsforslaget blev imidlertid aldrig vedtaget.
    Ved fremsættelsen af § 9 var det tanken, at de tre hidtidige specialforbud – tilgift, rabatmærker
    og købsbetingede konkurrencer – alle skulle ophæves og afløses af den nye § 9. Ved behandlingen
    af lovforslaget blev der imidlertid indgået en politisk aftale, hvorefter kun tilgiftsforbuddet
    skulle ophæves, mens forbuddet mod rabatmærker og købsbetingede konkurrencer
    blev opretholdt.
    SIDE 216 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    De danske forbud mod rabatkuponer og købsbetingede konkurrencer blev dog ophævet i
    201162, idet EU-Domstolen i en række sager fastslog, at salgsfremmende foranstaltninger er
    omfattet af direktivet om urimelig handelspraksis. Forbuddene kunne ikke opretholdes, da
    direktivet alene tillader generelle forbud mod handelspraksis, der fremgår af direktivets bilag
    1. Samtidig med ophævelsen af specialforbuddene blev stk. 1 opdateret for at tilpasse ordlyden
    til direktivet om urimelig handelspraksis. Bl.a. blev kravet om, at tilbudsbetingelserne skal
    være ”tydelige” indført, ligesom det blev tilføjet, at der ikke må udelades væsentlige oplysninger.
    63 Bestemmelsen relaterer sig derfor også til gældende rets bestemmelse om vildledning.
    Formålet med § 9, stk. 1, er at give forbrugerne mulighed for, på et reelt veloplyst grundlag og
    forud for en eventuel transaktionsbeslutning, at bedømme de fordele, der tilbydes ved den
    salgsfremmende foranstaltning og de betingelser eller begrænsninger, der er knyttet til tilbuddet.
    64
    Bestemmelsen er teknologineutral og tager dermed højde for udviklingen i samfundet, herunder
    indførelsen af nye markedsføringsmetoder.65
    Begrebet ”salgsfremmende foranstaltning” er ikke defineret i markedsføringsloven eller forarbejderne
    hertil. Begrebet omfatter et hvert tiltag, der gør den erhvervsdrivendes varer eller
    tjenesteydelser mere tillokkende eller attraktive for forbrugerne. Begrebet omfatter tiltag ud
    over det sædvanlige, der typisk anvendes i et begrænset tidsrum og/eller under bestemte
    betingelser. Som eksempler på salgsfremmende foranstaltninger er i selve bestemmelsen
    nævnt tilgift, rabatmærker, rabat- og bonussystemer og præmiekonkurrencer. Herudover
    nævnes i forarbejderne66 lodtrækninger, gratis reklamegaver som fx vareprøver, kvantumsrabatter
    og andre rabatter. Begrebet omfatter også loyalitetsprogrammer og lignende.
    Typisk vil en salgsfremmende foranstaltning være knyttet til salget af en bestemt vare eller
    tjenesteydelse, men også tiltag, der blot generelt søger at fremme den erhvervsdrivendes
    omsætning, kan være en salgsfremmende foranstaltning. Det kan fx være udsagn som ”kom til
    åbent hus og deltag i lodtrækningen om et fjernsyn” eller ”efterårstilbud i storcenter – 25 pct.
    på alle varer på hylderne”.67
    __________________
    62
    Jf. lov nr. 621 af 15. juni 2011.
    63
    L 261 af 14. juni 2011 § 3.
    64
    Lf 160 af 2. marts 2011, specielle bemærkninger til nr. 2.
    65
    Lf 160 af 2. marts 2011, specielle bemærkninger til nr. 2.
    66
    Lf 160 af 2. marts 2011, specielle bemærkninger til nr. 2.
    67
    Lf 160 af 2. marts 2011, specielle bemærkninger til nr. 2.
    SIDE 217 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det følger af § 9, at tilbudsbetingelserne skal være klare, tydelige og let tilgængelige, og at der
    ikke må udlades væsentlige oplysninger.
    Tilbudsbetingelserne er de krav/betingelser, forbehold eller begrænsninger, som den erhvervsdrivende
    har fastsat, for at man kan få andel i tilbuddet. Hvilke specifikke oplysninger der skal
    gives, afhænger af den enkelte salgsfremmende foranstaltning og den konkrete markedsføring.
    68
    Tilbudsbetingelserne kan fx være krav om, at forbrugeren skal købe noget, selv skal betale
    visse omkostninger eller modydelser, fx leveringsomkostninger og porto samt andre omkostninger
    ved udnyttelse af tilbuddet, uanset hvem forbrugeren skal udrede omkostningerne til.69
    Tilbudsbetingelserne kan også være forbehold, som fx at mængden af tillægsydelser m.v. er
    begrænset, eller andre kvantitative begrænsninger, fx ”De første 100 kunder får en gratis
    cd”. 70
    Det kan også være tidsmæssige begrænsninger i tilbuddet, fx ”ugens tilbud” eller geografiske
    begrænsninger, fx at tilbuddet kun gælder visse dele af landet eller visse postnumre. Der kan
    også være tale om aldersmæssige begrænsninger.71
    Herudover fremgår det specifikt af bemærkningerne, hvilke tilbudsbetingelser der skal oplyses,
    når den salgsfremmende foranstaltning består i konkurrencer, rabatkuponer, tilgift/
    tillægsydelser og bonusordninger.
    Kravet om, at tilbudsbetingelserne skal være klare, indebærer, at de skal være korrekte, klart
    formulerede og relevante. Betingelserne må ikke kunne give anledning til misforståelser, tvetydigheder
    eller fejlfortolkninger. Dette indebærer blandt andet, at de ikke bør indeholde
    unødig information, der kan være egnet til at skjule tilbudsbetingelserne. Kravet om, at tilbudsbetingelserne
    skal være klare, skærpes ved væsentlige begrænsninger i et tilbud, eller
    hvis det vedrører produkter med en svært forståelig prisstruktur og/eller abonnementsvilkår,
    fx teleprodukter eller bonusordninger. 72
    __________________
    68
    Lf 13 af 6. oktober 2005, specielle bemærkninger til § 9, samt Lf 160 af 2. marts 2011, almindelige bemærkninger, afsnit 3.2
    Lovforslagets indhold samt specielle bemærkninger til nr. 2.
    69
    Lf 160 af 2. marts 2011, specielle bemærkninger til nr. 2.
    70
    Lf 160 af 2. marts 2011, specielle bemærkninger til nr. 2.
    71
    Lf 160 af 2. marts 2011, specielle bemærkninger til nr. 2.
    72
    Lf 160 af 2. marts 2011, specielle bemærkninger til nr. 2.
    SIDE 218 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Kravet om, at tilbudsbetingelserne skal være tydelige indebærer, at forbehold m.v. skal markedsføres,
    så de fremstår med samme meddelelseseffekt som selve tilbuddet. 73
    Kravet om, at tilbudsbetingelserne skal være let tilgængelige, indebærer, at forbrugeren umiddelbart
    og uden vanskeligheder skal kunne sætte sig ind i betingelserne inden købet. Tilgængelighedskravet
    betyder som udgangspunkt samtidigt og i samme medie, hvor markedsføringen
    finder sted.
    De nærmere krav, der stilles til tydelighed og tilgængelighed, varierer afhængigt af varens/
    tjenesteydelsen og den salgsfremmende foranstaltnings karakter, samt det medie der
    markedsføres i.
    Det fremgår af de gældende bemærkninger, at når der er tale om traditionel markedsføring,
    betyder kravet om tilgængelighed, at det som udgangspunkt ikke vil være tilstrækkeligt, hvis
    man ved at læse en annonce i et dagblad, i en tilbudsavis eller et lignende trykt medie henvises
    til at søge nærmere oplysninger om tilbudsbetingelserne på en webside eller ved at rette telefonisk
    henvendelse til udbyderen. Tilbudsbetingelserne må derfor normalt fremgå af selve
    annoncen.74
    I flygtige medier, dvs. medier med en særlig gennemslagskraft og en yderst begrænset mulighed
    for modtageren til at studere reklamebudskabet endnu en gang (fx fjernsyn), kan tilgængelighedskravet
    opfyldes ved at henvise til et andet medie for yderligere oplysninger, hvis det
    ikke er muligt at gengive alle betingelser og forbehold. Tydelighedskravet medfører, at beskrivelsen
    skal være klar, loyal og afbalanceret, samt at fordele og ulemper/betingelser skal markedsføres
    med samme meddelelseseffekt.
    Ved elektronisk markedsføring og salg (fx på internettet eller et andet elektronisk medie) er
    kravet om let tilgængelighed opfyldt, selvom der henvises til at hente oplysningerne et andet
    sted, men dog via det samme medie. Fx kan tilbudsbetingelserne ved markedsføring på internettet
    findes via et link, såfremt det fremgår klart og tydeligt, at linket henviser til tilbudsbetingelserne,
    og man, ved et enkelt ”klik”, kan komme frem til dem. Omvendt vil tilgængelighedskravet
    typisk ikke kunne anses for opfyldt, hvis man skal igennem 3 – 4 skærmbilleder for
    at finde tilbudsbetingelserne.
    Ved markedsføring via et kommunikationsmedium med begrænset plads (fx sms) kan tilgængelighedskravet
    opfyldes ved, at forbrugeren henvises til en voicemail eller til at sende en sms til
    __________________
    73
    Lf 160 af 2. marts 2011, specielle bemærkninger til nr. 2.
    74
    Lf nr. 160 af 2. marts 2011.
    SIDE 219 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    et bestemt nummer for at få tilsendt betingelserne i en yderligere sms, via et link, pr. brev eller
    e-mail. Der skal dog være gjort opmærksom på, at de tilknyttede betingelser i deres helhed
    kan hentes via voicemail, sms m.v. Der skal være tale om frikald, eller at forbrugeren højst
    påføres almindelige standardtakster, og forbrugeren må ikke udsættes for urimelig ventetid.
    Markedsføringslovens § 9, stk. 2
    Markedsføringslovens § 9, stk. 2, er en implementering af punkt 5 i bilag 1 til direktivet om
    urimelig handelspraksis75. Bestemmelsen fastslår, at en erhvervsdrivende, der markedsfører
    slagtilbud, som skaber en større efterspørgsel, end den erhvervsdrivende kan efterkomme,
    skal tage et klart forbehold herom.
    Formålet med bestemmelsen er at sikre, at forbrugerne får bedre mulighed for at vurdere
    deres chancer for at få fat i et slagtilbud og dermed også et bedre grundlag for at beslutte, om
    det er værd at gå efter tilbuddet76.
    Den erhvervsdrivende kan fx tage forbehold ved at skrive ”så længe lager haves” eller ”begrænset
    mængde”.
    Da § 9, stk. 2, skal fortolkes i overensstemmelse med punkt 5 i bilag 1 til direktivet om urimelig
    handelspraksis77, behøver den erhvervsdrivende ikke at tage forbehold, hvis den erhvervsdrivende
    i stedet kan få en anden erhvervsdrivende til at levere den pågældende annoncerede
    vare, eller hvis den erhvervsdrivende kan levere en anden ”tilsvarende” vare.
    Forbrugerombudsmanden har over for udvalget oplyst, at Forbrugerombudsmanden fortolker
    disse to undtagelser snævert. Det er fx Forbrugerombudsmandens opfattelse, at den erhvervsdrivende
    ikke kan henvise forbrugeren til selv at tage hen til en anden erhvervsdrivende
    for at købe varen. Det er ligeledes Forbrugerombudsmandens opfattelse, at for at en vare er
    tilsvarende, skal den være af samme eller bedre kvalitet.78
    __________________
    75
    Erhvervsudvalgets betænkning af 8. december 2005, specielle bemærkninger til nr. 2. samt Lf 2 af 4. oktober 2006, almindelige
    bemærkninger, afsnit 5 ”Direktivets indvirkning på dansk ret”.
    76
    Erhvervsudvalgets betænkning af 8. december 2005, specielle bemærkninger til nr. 2.
    77
    Lf 2 af 4. oktober 2006, almindelige bemærkninger, afsnit 5 ”Direktivets indvirkning på dansk ret”.
    78
    Forbrugerombudsmandens retningslinjer om prismarkedsføring pkt. 16.
    SIDE 220 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    § 9, stk. 2, blev indsat i forbindelse med behandlingen af lovforslaget i 200579. Bestemmelsen
    er ikke ændret efterfølgende.
    Markedsføringslovens § 12a om købsopfordringer
    Markedsføringslovens § 12 a har følgende ordlyd:
    § 12 a. Ved en opfordring til køb rettet mod forbrugerne skal en erhvervsdrivende give følgende
    oplysninger, medmindre de allerede fremgår tydeligt af sammenhængen:
    1) Varens eller tjenesteydelsens væsentligste karakteristika,
    2) den erhvervsdrivendes adresse og navn,
    3) forhold vedrørende betaling, levering og gennemførelse af aftalen, i det omfang disse forhold
    afviger fra, hvad der er sædvanligt i branchen,
    4) den erhvervsdrivendes fremgangsmåde i forbindelse med klagesagsbehandling, i det omfang
    den afviger fra, hvad der er sædvanligt i branchen,
    5) fortrydelsesret, afbestillingsret eller returret, hvis forbrugeren har en sådan ret, samt
    6) prisen inklusive afgifter.
    Stk. 2. Medfører varens eller tjenesteydelsens art, at prisen ikke med rimelighed kan beregnes på
    forhånd, angives den måde, hvorpå prisen beregnes. Hvor det er relevant, angives alle yderligere
    omkostninger vedrørende fragt, levering eller porto eller, hvis disse oplysninger ikke med rimelighed
    kan beregnes på forhånd, oplysning om, at disse omkostninger kan forekomme.
    Stk. 3. Ved en opfordring til køb forstås en kommerciel kommunikation, hvori produktets karakteristika
    og pris er angivet på en måde, som er passende i forhold til det anvendte kommercielle
    kommunikationsmiddel, og hvorved forbrugeren sættes i stand til at foretage et køb.
    Markedsføringslovens § 12 a gennemfører bestemmelserne om oplysningspligt i forbindelse
    med købsopfordringer i direktivet om urimelig handelspraksis, jf. artikel 2, litra i, og artikel 7,
    stk. 4.
    __________________
    79
    Erhvervsudvalgets betænkning af 8. december 2005, forslag nr. 2.
    SIDE 221 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Markedsføringslovens § 12 a er en oplysningsregel, der sikrer, at nærmere angivne væsentlige
    informationer ikke udelades i forbindelse med købsopfordringer.
    En købsopfordring er i overensstemmelse med direktivets artikel 2, litra i, defineret som en
    kommerciel kommunikation, hvori produktets karakteristika og pris er angivet på en måde
    som er passende i forhold til det anvendte kommunikationsmiddel, og hvorved forbrugeren
    sættes i stand til at foretage et køb.
    Markedsføringslovens § 12 a, stk. 1, finder anvendelse ved købsopfordringer rettet mod forbrugerne.
    Bestemmelsen oplister de oplysninger, den erhvervsdrivende skal give i forbindelse
    med en købsopfordring, såfremt de ikke allerede fremgår tydeligt af sammenhængen.
    Efter stk. 1, nr. 1, skal den erhvervsdrivende oplyse om varens eller tjenesteydelsens væsentligste
    karakteristika.
    Varens eller tjenesteydelsens væsentligste karakteristika skal ifølge direktivets artikel 7, stk.
    4, litra a, oplyses i et omfang, der svarer til mediet eller produktet. Såfremt der foreligger en
    købsopfordring, vil oplysninger om varens eller tjenesteydelsens væsentligste karakteristika
    ofte allerede findes på grund af definitionen på en købsopfordring.
    Oplysningskravet har derimod selvstændig betydning i forbindelse med udstilling af en vare i
    fx et forretningslokale, hvor en umiddelbar besigtigelse af varen ikke giver forbrugeren oplysninger
    om varens væsentligste karakteristika, men hvor der dog er tilstrækkelige oplysninger
    til, at der foreligger en købsopfordring.
    Den erhvervsdrivende skal efter stk. 1, nr. 2, oplyse, om den erhvervsdrivendes adresse og
    navn.
    Det kan ifølge direktivets artikel 7, stk. 4, litra b, ske ved oplysning af eksempelvis firmanavn.
    Hvis den erhvervsdrivende handler på vegne af en anden erhvervsdrivende, skal navnet og
    adressen på den pågældende erhvervsdrivende oplyses.
    For landsdækkende forretninger, som er almindeligt kendt af forbrugerne, er det tilstrækkeligt
    at oplyse den erhvervsdrivendes navn, hvis adressen kan anses for at fremgå af sammenhængen.
    Ved købsopfordringer, der består i udstilling af en vare i et forretningslokale, vil oplysning om
    den erhvervsdrivendes adresse og navn fremgå af sammenhængen og skal derfor ikke oplyses
    separat i købsopfordringen.
    Efter stk. 1, nr. 3, skal den erhvervsdrivende oplyse om forhold vedrørende betaling, levering
    og gennemførelse af aftalen, i det omfang disse forhold afviger fra, hvad der er sædvanligt i
    branchen. Det er herved forudsat, at disse betingelser ikke strider mod markedsføringslovens
    regler om god skik.
    SIDE 222 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Efter stk. 1, nr. 4, skal den erhvervsdrivende oplyse om fremgangsmåde i forbindelse med
    klagesagsbehandling, i det omfang den afviger fra, hvad der er sædvanligt i branchen. Det er
    herved forudsat, at disse betingelser ikke strider mod markedsføringslovens regler om god
    skik.
    Der skal ifølge stk. 1, nr. 5, oplyses om fortrydelsesret, afbestillingsret eller returret, hvis forbrugeren
    har en sådan ret. Oplysningspligten omfatter både rettigheder, der følger af lovgivning,
    samt rettigheder givet forbrugeren ved aftale. Der skal kun gives oplysning om eksistensen
    af en sådan ret, men derimod ikke om indholdet af retten.
    Den erhvervsdrivende skal efter stk. 1, nr. 6 og stk. 2, oplyse om varens eller tjenesteydelsens
    pris inklusive afgifter. Hermed forstås, at den erhvervsdrivende skal oplyse om prisen inklusive
    moms og afgifter. Hvis prisen på grund af produktets art ikke med rimelighed kan udregnes
    på forhånd, skal den erhvervsdrivende angive den måde, hvorpå prisen beregnes. Det vil ikke
    være muligt at beregne prisen, hvis fx en tjenesteydelse kræver yderligere opmålinger, før
    prisen kan beregnes.
    Endvidere skal der oplyses om yderligere omkostninger vedrørende fragt, levering eller porto,
    eller hvis disse oplysninger ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd, oplysning om, at
    disse omkostninger kan forekomme. Hvis omkostningerne til fragt afhænger af det samlede
    køb, vil det være en oplysning, som ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd. I dette
    tilfælde skal det oplyses, at der vil blive tillagt omkostninger til fragt.
    Bestemmelsen opstiller ikke formkrav. Det følger dog af lovbemærkningerne, at oplysningerne
    bør gives i umiddelbar tidsmæssig forbindelse med købsopfordringen for at sikre, at forbrugeren
    får alle oplysninger efter § 12 a.
    EU-Domstolen har i sagen C-122/10 (Konsumentombudsmannen mod Ving Sverige AB) udtalt,
    at det er tilstrækkeligt, at alene visse af et produkts vigtigste karakteristika angives, hvis
    den erhvervsdrivende i øvrigt henviser til sin internetside under forudsætning af, at der her
    findes væsentlige oplysninger om produktets vigtigste karakteristika, pris og øvrige forhold.
    Det afhænger af en konkret vurdering, under hensyntagen til købsopfordringens sammenhæng,
    det anvendte kommunikationsmiddel samt produktets art og karakteristika, om den
    blotte angivelse af visse af produktets vigtigste karakteristika gør det muligt for forbrugeren
    at træffe en informeret transaktionsbeslutning.
    Det følger videre af lovbemærkningerne, at købsopfordringer i form af reklamer skal indeholde
    alle de oplysninger, der fremgår af § 12 a, såfremt de ikke allerede fremgår tydeligt af
    sammenhængen. Købsopfordringer, der består i udstilling af en vare i forretninger, vil være i
    overensstemmelse med § 12 a, hvis oplysningerne om pris og varens vigtigste karakteristika
    fremgår af selve varen og skiltning på varen. Oplysninger, der ikke vedrører selve varen, fx
    vedrørende betaling og fortrydelsesret, kan derimod gives ved tydelig skiltning i forretningen.
    SIDE 223 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Markedsføringslovens § 12 a blev indsat i markedsføringsloven i 2006 med henblik på at gennemføre
    direktivet om urimelig handelspraksis’ bestemmelser om oplysningskrav i forbindelse
    med købsopfordringer i forbrugerforhold. Bestemmelsen trådte i kraft den 1. december
    2007 og er ikke senere blevet ændret.
    Udvalgets overvejelser
    Opdeling af § 3 i flere bestemmelser
    Forbrugerombudsmanden har over for udvalget oplyst, at det giver en række håndhævelsesmæssige
    udfordringer, at den gældende markedsføringslovs § 3 både implementerer direktivet
    om urimelig handelspraksis artikel 6 (om vildledende handlinger), artikel 7 (om vildledende
    udeladelser) og artikel 8-9 (om aggressiv handelspraksis).
    Udvalget vurderer endvidere, at den nuværende implementering af direktivet medfører manglende
    klarhed, bl.a. ved at en række centrale begreber ikke genfindes i selve ordlyden af markedsføringslovens
    § 3, stk. 1-2.
    Indtil 2006 var § 3, stk. 1-2, i vidt omfang baseret på national retspraksis og et minimumsdirektiv
    om vildledende og sammenlignende reklame80. Med direktivet om urimelig handelspraksis
    er der imidlertid kommet et totalharmoniseret og detailreguleret regelsæt, der indeholder
    materielle kriterier og normerende definitioner af, hvornår der foreligger vildledende
    eller aggressiv markedsføring.
    Markedsføringslovens § 3, stk. 1-2, implementerer i dag både minimumsdirektivet om vildledende
    og sammenlignende reklame, der alene regulerer det indbyrdes forhold mellem erhvervsdrivende,
    og direktivet om urimelig handelspraksis, der alene retter sig til forholdet
    mellem erhvervsdrivende og forbrugere i det omfang, der er tale om beskyttelse af forbrugernes
    økonomiske interesser. Dette kan skabe usikkerhed om, hvad der gælder i de enkelte
    forhold.
    I den norske markedsføringslov har man valgt at udforme en særskilt bestemmelse om vildledende
    handlinger (artikel 6), en særskilt bestemmelse om vildledende udeladelser (artikel 7),
    en særskilt bestemmelse om aggressiv handelspraksis (artikel 8 og 9) og endelig en særskilt
    bestemmelse om vildledende forretningsmetoder, der alene gælder i forholdet mellem to
    erhvervsdrivende. De norske myndigheder har oplyst, at erfaringerne med denne opdeling er
    __________________
    80
    Tidligere direktiv 84/450, som ændret ved direktiv 97/55 (medtog sammenlignende reklame) og direktiv 2006/114).
    SIDE 224 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    positive81, og at den direktivnære implementering gør det væsentligt enklere at fortolke reglerne.
    Det skyldes, at man bl.a. undgår usikkerhed om, hvorvidt implementeringen af direktivet
    er korrekt, og at det gør håndhævelses- og fortolkningssamarbejdet mellem de europæiske
    forbrugermyndigheder lettere.
    Udvalget anbefaler på baggrund af ovenstående, at § 3, stk. 1-2, deles op i fire bestemmelser.
    En om vildledende handlinger, en om vildledende udeladelser, en om aggressiv handelspraksis,
    og en om vildledning mellem erhvervsdrivende. Der er med denne opsplitning ikke tiltænkt
    en ændring af den gældende retstilstand på området.
    Videreførelse af dansk retspraksis
    Udvalget har nedenfor gengivet en række eksempler på domme efter de gældende §§ 1 og 3,
    som i fremtiden vil være omfattet af den foreslåede § 5 om vildledende handling, § 6 om vildledende
    udeladelser og § 7 om aggressiv handelspraksis.
    Der vil dog ofte være et vist overlap mellem bestemmelserne. Fx vil den samme handelspraksis både
    kunne udgøre en vildledende handling og en vildledende udeladelse.
    Vildledende handlinger:
    U.1987.519H: Det var vildledende i en brochure at markedsføre en shoppingtur til Helsingborg
    i bus som turens hovedformål, da der på turen indgik en salgsdemonstration af en sådan
    varighed, at forretningerne i Helsingborg havde lukket, inden deltagerne nåede frem til Helsingborg.
    Dette var en vildledende handling og i strid med god markedsføringsskik, uanset der
    på brochurens bagside var givet oplysning om forretningslukningen.
    U.2015.2565H: Et selskab, der fremstillede isoleringsmateriale, havde overtrådt markedsføringslovens
    bestemmelser om god skik og vildledning, ved at bringe utilstrækkeligt dokumenterede
    påstande i markedsføringsmateriale om bl.a. materialets isoleringsevne, brandmodstand
    og genanvendelighed sammenlignet med et andet selskabs isoleringsmateriale.
    U.2014.3346H: En dansk udbyder af rådgivnings- og konsulentydelser handlede vildledende
    og illoyalt ved på virksomhedens hjemmeside at give indtryk af, at virksomheden fortsat hav-
    __________________
    81
    Udvalget har været i dialog med det norske Barne-, likestillings- og inkluderingsdepartement, som har ressortansvar for den
    norske markedsføringslov, juridisk direktør i det norske Forbrugerombud, Frode Elton Haug samt professor dr.juris Tore Lunde
    fra Universitetet i Bergen.
    SIDE 225 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    de et samarbejde med en tilsvarende amerikansk udbyder, selvom samarbejdet var bragt til
    ophør
    U.2005.2162H: B havde lavet en anmeldelse af en cd-rom med forberedende teoriprøver, som
    A havde produceret til brug for køreskoler. B og A var konkurrenter, hvorfor B selv solgte en
    tilsvarende cd-rom med teoriprøver. Anmeldelsen indeholdt vildledende og urimeligt mangelfulde
    angivelser og angivelser der, på grund af deres form, var utilbørlige.
    Vildledende udeladelser:
    U.1994.645S: En hvidevarekæde annoncerede med "Køb og Rejs", der gav indtryk af, at forbrugeren
    ved køb af hårde hvidevarer fik et rejseværdibevis på 50 pct. af varens pris, dog
    højst 3.000 kr. En forbruger uden særlige forudsætninger ville ved læsning af annoncen ikke
    blive klar over den betingelse, at rejsen skulle ske med Sterling Airways og var undergivet en
    række væsentlige vilkår og begrænsninger. Dette stod først klart ved læsning af 23 regler i en
    pjece, der først blev udleveret i butikkerne.
    Aggressiv handelspraksis:
    U.1976.810S: En inkassovirksomhed anvendte på brevpapir m.v. slagord »Vi får pengene på
    den ene eller den anden måde«, og på firmavognen - som debitorerne kunne risikere at få
    besøg af - var bl.a. anført »Her kommer inkassovognen - er den på vej til Dem?«. Dette var i
    strid med god markedsføringsskik.
    Vildledende og utilbørlig handelspraksis mellem erhvervsdrivende:
    U.2008.1211H: I efteråret 2003 blev D opmærksom på, at håndværkere ved udlægning af
    flydegulve fra S angiveligt havde været generet af svien i øjnene, udtørring af slimhinder, lugt
    m.m. På denne baggrund sendte D i december 2003 et brev til to af S' erhvervskunder. I brevet
    anførte D, at »man havde ladet sig fortælle«, at generne skyldtes indholdet af formaldehyd, og
    påpegede, at formaldehyd var et overordentligt kræftfremkaldende stof. Højesteret fandt, at
    brevet var vildledende, samt utilbørligt på grund af den form, som brevet var udsendt i.
    Tilpasning af vildledningsforbuddene til direktivets ordlyd
    I dag er artikel 6-9 fra direktivet om urimelig handelspraksis implementeret i markedsføringslovens
    § 3, stk. 1-2, bortset fra dele af artikel 7, stk. 2, der er implementeret i markedsføringslovens
    § 4 og artikel 7, stk. 4, der er implementeret i markedsføringslovens § 12 a.
    SIDE 226 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Udformningen af markedsføringslovens vildledningsbestemmelse har grundlæggende været
    uændret siden 1974-loven82. I forbindelse med implementeringen af direktivet om urimelig
    handelspraksis blev ordlyden af § 3, stk. 1-2, tilpasset i mindre omfang, bl.a. ved at indsætte
    mærkbarhedskriteriet i stk. 1.
    Bestemmelsen anvender imidlertid ikke direktivets tekst eller struktur i sin ordlyd. Direktivets
    fremgangsmåde og udtryk fremgår i stedet af bemærkningerne til § 3.
    For det første er det efter direktivets artikel 5, stk. 2, artikel 6, stk. 1, og 2, artikel 7, stk. 1, 2 og
    4, samt artikel 8 en betingelse, at den pågældende handelspraksis ”væsentligt forvrider eller
    kan forventes væsentligt at forvride den økonomiske adfærd i forhold til produktet hos gennemsnitsforbrugeren”.
    I den gældende danske markedsføringslov skal betingelsen være opfyldt i forhold til § 1, stk. 2,
    om god markedsføringsskik, § 3 om vildledning, § 4 om skjult reklame, § 9 om salgsfremmende
    foranstaltninger og § 12 a om opfordringer til køb. Betingelsen fremgår alene af lovteksten i
    § 1, stk. 2. I forhold til de øvrige bestemmelser fremgår betingelsen i dag alene af de almindelige
    bemærkninger samt de specielle bemærkninger til § 3, der stammer fra implementeringen
    af direktivet om urimelig handelspraksis i 2006.83
    For det andet er det efter direktivets artikel 7, stk. 3, en betingelse, at der, ved vurderingen af
    om oplysninger er blevet udeladt, skal tages hensyn til begrænsninger ved kommunikationsmediet.
    Det vil sige, om det medie, der anvendes, indebærer begrænsninger i rum eller tid, og
    om den erhvervsdrivende har gjort oplysningerne tilgængelige for forbrugerne på en anden
    måde.
    I den danske markedsføringslov skal der tages hensyn til begrænsninger ved kommunikationsmediet
    i forhold til § 3 om vildledning, § 4 om skjult reklame, § 9 om salgsfremmende foranstaltninger
    og § 12 a om opfordringer til køb. Betingelsen fremgår ikke af lovteksten. Betingelsen
    fremgår i dag alene af de almindelige bemærkninger samt de specielle bemærkninger
    til §§ 3 og 12 a, der stammer fra implementeringen af direktivet om urimelig handelspraksis i
    2006.84
    For det tredje er det efter direktivets artikel 5, stk. 3, en betingelse, at ” vurderingen af en
    handelspraksis, hvis den pågældende handelspraksis på en måde, som den erhvervsdrivende
    __________________
    82
    Lov nr. 297 af 14. juni 1974.
    83
    Lf 2 af 4. oktober 2006.
    84
    Lf 2 af 4. oktober 2006.
    SIDE 227 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    med rimelighed kan forventes at forudse, må formodes kun at forvride den økonomiske adfærd
    væsentligt hos en klart identificerbar gruppe af forbrugere, som er særligt sårbare over
    for den pågældende handelspraksis eller produktet, tager udgangspunkt i et gennemsnitligt
    medlem af denne gruppe.”
    I den danske markedsføringslov skal betingelsen være opfyldt i forhold til alle bestemmelser,
    som implementerer direktivet om urimelig handelspraksis. Det vil sige god skik efter § 1, stk.
    2, vildledning efter § 3, skjult reklame efter § 4, salgsfremmende foranstaltninger efter § 9 og
    opfordringer til køb efter § 12 a. Betingelsen fremgår ikke af lovteksten men alene af de almindelige
    bemærkninger, der stammer fra implementeringen af direktivet om urimelig handelspraksis
    i 2006.85
    I forbindelse med implementeringen af direktivet om urimelig handelspraksis blev det vurderet,
    at retstilstanden efter de nye regler i meget vidt omfang ville være den samme som efter
    de dagældende bestemmelser.86
    Der verserer i foråret 2016 fortsat en præjudiciel sag for EU-Domstolen (C-611/2014 (Anklagemyndigheden
    mod Canal Digital Danmark A/S)), som bl.a. handler om, hvorvidt markedsføringslovens
    § 3 er en korrekt implementering af direktivet om urimelig handelspraksis.
    Forbrugerombudsmanden har på vegne af anklagemyndigheden tiltalt en udbyder af tvprogrampakker
    for i forbindelse med selskabets markedsføring at have overtrådt markedsføringslovens
    § 3, stk. 1, under henvisning til, at selskabet ikke tilstrækkelig tydeligt oplyste, at
    abonnenter ud over den oplyste månedlige abonnementspris på 99 kr. eller 149 kr. tillige
    skulle betale en halvårlig ”kortservice” på 389 kr. Markedsføringen fandt sted i tv-reklamer, i
    bannerreklamer på internettet og på udbyderens hjemmeside.
    Under sagen har den erhvervsdrivende nedlagt påstand om frifindelse med den begrundelse,
    at markedsføringslovens § 3 og anklagemyndighedens fortolkning og anvendelse heraf er i
    strid med EU-retten, herunder artikel 7 i direktivet om urimelig handelspraksis om vildledende
    udeladelser. Den erhvervsdrivende har endvidere anført, at den danske implementering af
    direktivet er uklar, og at det bør afklares, hvilke krav der efter direktivet kan stilles til prisoplysninger
    ved købsopfordringer, og hvilke krav der kan stilles, når markedsføringen er sket i
    et medium, der indeholder begrænsninger i tid og rum.
    __________________
    85
    Lf 2 af 4. oktober 2006.
    86
    Lf 2 af 4. oktober 2006, side 19ff.
    SIDE 228 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Anklagemyndigheden har gjort gældende, at markedsføringslovens § 3 og fortolkningen og
    anvendelsen heraf ikke er i strid med direktivet om urimelig handelspraksis, og at implementeringen
    af direktivet ikke er uklar. Retten har på den baggrund forelagt EU-Domstolen syv
    præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af direktivet om urimelig handelspraksis. Sagen er
    fortsat verserende.
    Udvalget har på den baggrund drøftet, om ordlyden af § 3 i højere grad skal tilpasses direktivets
    ordlyd.
    I dansk retstradition udgør forarbejderne et væsentligt fortolkningsbidrag til forståelsen af en
    given lovtekst, hvilket taler for, at det er tilstrækkeligt, at direktivets kriterier fremgår af forarbejderne.
    Det fremgår af EU-Domstolens praksis, at hvis et direktiv indeholder klare rettigheder og
    pligter for borgerne og virksomhederne, bør rettighederne og pligterne fremgå udtrykkeligt af
    selve lovteksten og ikke blot være omtalt i lovforslagets bemærkninger.87
    Det er udvalgets vurdering, at de rettigheder og pligter som fremgår af artikel 6 – 9, herunder
    de tre kriterier, som er nævnt ovenfor, vil blive mere synlige, hvis de fremgår direkte af lovens
    ordlyd. Det vil samtidig give et bedre overblik over, hvilke kriterier der skal anvendes, og
    derved gøre det lettere for virksomheder og forbrugere at kende deres rettigheder og pligter
    og for Forbrugerombudsmanden at håndhæve reglerne. På baggrund heraf er det udvalgets
    vurdering, at det vil være mest hensigtsmæssigt, hvis kriterierne fremgår af selve lovteksten.
    Udvalget har ved vurderingen heraf også lagt vægt på de norske erfaringer,88 der med en forholdsvis
    tekstnær implementering af direktivet viser, at den direktivnære implementering på
    sigt gør det væsentligt enklere at fortolke reglerne, bl.a. fordi man undgår diskussioner om,
    hvorvidt implementeringen af direktivet er korrekt, og fordi det gør håndhævelses- og fortolkningssamarbejdet
    mellem de europæiske forbrugermyndigheder lettere. Man har ikke
    kunnet pege på negative konsekvenser ved den direktivnære implementering, bl.a. fordi eventuelle
    fortolkningsvanskeligheder i starten kan afhjælpes via vejledninger.
    Udvalget anbefaler på den baggrund, at ordlyden af de nye vildledningsbestemmelser bliver
    mere direktivnær.
    __________________
    87
    Sag C-143/83 (Kommissionen mod Danmark), præmis 10.
    88
    Udvalget har været i dialog med det norske Barne-, likestillings- og inkluderingsdepartement, som har ressortansvar for den
    norske markedsføringslov, juridisk direktør i det norske Forbrugerombud, Frode Elton Haug samt professor dr.juris Tore Lunde
    fra Universitetet i Bergen.
    SIDE 229 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Væsentlig forvridning af den økonomiske adfærd
    Efter direktivet om urimelig handelspraksis artikel 6, 7 og 8 er det en betingelse, at den pågældende
    handelspraksis ”foranlediger gennemsnitsforbrugeren eller kan forventes at foranledige
    denne til at træffe en transaktionsbeslutning, som han eller hun ellers ikke ville have truffet”.
    Efter direktivet om urimelig handelspraksis artikel 5, stk. 2, litra b, er det en betingelse, at den
    pågældende handelspraksis ”væsentligt forvrider eller kan forventes væsentligt at forvride den
    økonomiske adfærd i forhold til produktet hos gennemsnitsforbrugeren”. I artikel 2, litra e, defineres
    ”væsentlig forvridning af forbrugernes økonomiske adfærd”, som ”anvendelse af en handelspraksis,
    som mærkbart indskrænker forbrugerens evne til at træffe en informeret beslutning,
    hvorved forbrugeren træffer en transaktionsbeslutning, som han eller hun ellers ikke ville have
    truffet”.
    Det, der skal vurderes efter såvel artikel 5 som artikel 6-8, er således det samme, nemlig om
    forbrugeren træffer eller kan forventes at træffe en transaktionsbeslutning, som vedkommende
    ellers ikke ville have truffet.
    Det er på den baggrund udvalgets vurdering, at der ikke er materiel forskel på de forskellige
    ordlyde af hhv. artikel 5 og artikel 6-8, og at vurderingen af, om en markedsføringspraksis kan
    påvirke forbrugernes økonomiske adfærd, vil være den samme efter hhv. atikel 5 og artikel 6-
    8.
    Det skal bemærkes, at man i forbindelse med implementeringen af direktivet om urimelig
    handelspraksis i markedsføringsloven i 200689 antog, at direktivets krav om ”væsentligt forvride”
    må forstås således, at der skal være tale om en påvirkning, der i givet fald vil kunne
    manifestere sig i praksis og er mærkbar, snarere end der er tale om en egentlig kvalificering
    af, hvor stor denne påvirkning kan være. Ifølge forarbejderne til lovforslaget underbygges
    dette yderligere af, at der i den engelske oversættelse er anvendt udtrykket ”materially
    distorts” og i den franske tekst udtrykket ”almére de maniére de substantielle”. Det fremgår
    videre af forarbejderne, at da ordet ”væsentlig” på dansk indikerer en høj grad af påvirkning,
    og i dansk lovgivning sædvanligvis anvendes som en betydelig kvalificering, er ordet, ”væsentlig”
    i lovteksten erstattet med ordet ”mærkbart”.
    __________________
    89
    Lf 2 af 4. oktober 2006.
    SIDE 230 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Et flertal i udvalget finder, at det faktum, at den gældende ordlyd i § 3, stk. 1, anvender ordet
    mærkbart i stedet for væsentligt, kan give anledning til fortolkningstvivl, særligt hvorvidt
    ordet ”mærkbart” svarer til direktivets intention.
    Et flertal i udvalget bestående af professor Caroline Heide-Jørgensen, professor Søren
    Sandfeld Jakobsen, professor Torben Hansen, Erhvervs- og Vækstministeriet,
    Kulturministeriet, Justitsministeriet, Danske Advokater/Advokatsamfundet, Håndværksrådet,
    Dansk Erhverv, Kreativitet & Kommunikation, DI, Finansrådet og Danske Medier anbefaler på
    den baggrund, at kriteriet formuleres som: ”væsentligt forvride den økonomiske adfærd i
    forhold til produktet hos gennemsnitsforbrugeren”, samt at der i definitionsbestemmelsen indsættes
    direktivets definition på ”væsentlig forvridning af forbrugerens økonomiske adfærd”.
    Et mindretal bestående af Forbrugerrådet Tænk og Forbrugerombudsmanden anbefaler, at
    den nuværende formulering i § 3, stk. 1, ”egnet til mærkbart at forvride” fastholdes.
    Disse medlemmer bemærker, at ordet ”væsentligt” alene stammer fra en dansk oversættelse
    af direktivet, som efter disse medlemmers opfattelse er uheldig og misvisende, da det hverken
    stemmer overens med direktivets intention eller ordlyd på originalsproget.
    Det er disse medlemmers opfattelse, at det således ikke ifølge direktivet er en forudsætning
    for at overtræde forbud mod urimelig handelspraksis, at forbrugerens transaktionsbeslutning
    påvirkes ”væsentligt”, forstået som en kvalificering af påvirkningens omfang. Det er alene
    tilstrækkeligt, at den pågældende handelspraksis kan forventes at påvirke en forbrugers
    transaktionsbeslutning. Således anvendes også i den franske version af artikel 5, stk. 2 (b)
    udtrykket ”altére de maniére de substantielle”, og eksempelvis i den engelske oversættelse
    ”materially distorts”.
    I relation til vildledende handlinger og undladelser bemærker mindretallet i øvrigt, at hverken
    direktivets artikel 6, eller artikel 7 i sig selv indeholder øvrige kriterier, end at forbrugeren
    skal kunne forventes at blive vildledt (artikel 6, stk. 1), eller kunne forventes at blive foranlediget
    til at træffe en transaktionsbeslutning (artikel 7, litra 1).
    Samlet set er det således mindretallets opfattelse, at det vil være uhensigtsmæssigt og unødigt
    besværligt for de, som skal anvende loven, hvis ordet ”væsentligt” benyttes i de enkelte lovbestemmelser.
    For at vide, hvad der er tilladt, vil det i givet fald ikke være tilstrækkeligt at forholde
    sig til ordlyden af eksempelvis vildledningsbestemmelserne, men nødvendigt herefter at
    slå op i det generelle kriterium i den foreslåede § 4, stk. 2, for dernæst at være opmærksom på
    den foreslåede definitionsbestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 6, hvor det vil fremgå, at ”væsentligt”
    ikke betyder ”væsentligt” i ordets almindelige betydning. Ej heller samstemmende med betydningen,
    når kriteriet anvendes i dansk lovgivning i øvrigt. I øvrige formueretlige love, som
    markedsføringsloven netop i høj grad relaterer sig til, betyder ”væsentligt” således en kvalificering
    af forholdets omfang/betydning, eksempelvis som forudsætning for en ophævelse af en
    obligationsretlig kontrakt. En sådan ”begrebsforvirring” og uklarhed, herunder med behov for
    SIDE 231 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    en række krydshenvisninger i selve loven på dette punkt, er efter mindretallets opfattelse
    uhensigtsmæssig og i alle tilfælde helt unødvendig at skabe.
    Inkorporering af bestemmelse om skjult reklame i forbuddet mod vildledende udeladelser
    Den gældende markedsføringslovs § 4 indeholder et særskilt forbud mod skjult reklame.
    Ifølge direktivet om urimelig handelspraksis er det en vildledende udeladelse, hvis en erhvervsdrivende
    ”undlader at angive den kommercielle hensigt med en handelspraksis, hvis
    den ikke allerede fremgår tydeligt af sammenhængen”, jf. artikel 7, stk. 2. Forbuddet mod
    skjult reklame i direktivet er således en del af vildledningsbestemmelsen.
    Udvalget har derfor overvejet, om der fortsat bør være en særskilt bestemmelse om skjult
    reklame i markedsføringsloven, eller om skjult reklame også i den danske lov bør omfattes af
    vildledningsbestemmelsen.
    I forbindelse med den nuværende implementering af direktivet om urimelig handelspraksis
    besluttede lovgiver at bevare den eksisterende § 4 om skjult reklame som en selvstændig
    bestemmelse i markedsføringsloven og angive i lovbemærkningerne, at bestemmelsen skal
    fortolkes i overensstemmelse med direktivet om urimelig handelspraksis.90
    Det er udvalgets vurdering, at det vil skabe mere klarhed om, at forbuddet mod skjult reklame
    skal fortolkes i overensstemmelse med bestemmelsen om vildledende udeladelser, hvis bestemmelsen
    bliver en del af denne bestemmelse. Udvalget har i forbindelse med denne overvejelse
    lagt vægt på, at forbuddet mod skjult reklame er en del af bestemmelsen om vildledende
    udeladelser i direktivet om urimelig handelspraksis, jf. direktivets artikel 7, stk. 2.
    Udvalget anbefaler på den baggrund, at forbuddet mod skjult reklame bliver en del af bestemmelsen
    om vildledende udeladelser.
    Alle former for skjult handelspraksis omfattes af samme bestemmelse
    Den gældende markedsføringslovens § 4 omfatter efter sin ordlyd kun ”reklame”.
    Ifølge direktivet er det en vildledende udeladelse, hvis en erhvervsdrivende ”undlader at angive
    den kommercielle hensigt med en handelspraksis, hvis den ikke allerede fremgår tydeligt af
    sammenhængen”, jf. artikel 7, stk. 2.
    __________________
    90
    Lf 2 af 4. oktober 2006.
    SIDE 232 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Begrebet handelspraksis omfatter ”en handling, udeladelse, adfærd eller fremstilling, kommerciel
    kommunikation, herunder reklame og markedsføring foretaget af en erhvervsdrivende med
    direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne”. Artikel 7, stk.
    2, medfører således både en pligt for erhvervsdrivende til at angive den kommercielle hensigt
    med en given ”reklame”, men også til at angive den kommercielle hensigt med andre ”handlinger,
    udeladelser, anden adfærd, fremstillinger, kommerciel kommunikation og markedsføring”.
    Den gældende § 4 implementerer kun den del af artikel 7, stk. 2, der vedrører reklame, mens
    den øvrige del er implementeret i markedsføringslovens vildledningsbestemmelse i § 3.
    Som det er i dag, er skjult reklame forbudt og strafbelagt efter § 4, mens skjult markedsføring
    og anden skjult handelspraksis er forbudt og strafbelagt efter vildledningsbestemmelsen i § 3.
    Både vurderingen af skjult reklame efter § 4 og skjult handelspraksis efter § 3 skal imidlertid
    foretages i overensstemmelse med direktivets artikel 7, stk. 2. Det er således den samme
    vurdering, der skal foretages, uanset om et forhold udgør reklame eller en anden handelspraksis,
    herunder markedsføring, men efter gældende dansk ret er det nødvendigt at sondre
    mellem reklame og markedsføring af hensyn til, hvilken bestemmelse et forhold skal henføres
    under.
    Det er efter udvalgets vurdering ikke altid let at sondre mellem, om noget er reklame eller
    markedsføring.
    På den baggrund anbefaler udvalget, at alle former for skjult handelspraksis omfattes af samme
    bestemmelse
    Markedsføring på online platforme m.v.
    I de traditionelle medier, herunder blade og aviser, opfyldes reklameidentifikationskravet
    typisk ved at indhold, som reelt er reklame for produkter, fx tydeligt markeres med ”reklame”,
    ”annonce” eller ”sponsoreret”.
    Ved markedsføring på visse online platforme, fx en blog, kan det være sværere for forbrugerne
    at gennemskue, hvornår der er tale om personlige holdninger, og hvornår der er tale om
    kommercielle budskaber.
    I de nordiske forbrugerombudsmænds standpunkt til markedsføring via sociale medier er
    identifikationskravet formuleret således: ”Hvis markedsføring vises på et sted, der ikke er forbeholdt
    markedsføringsbudskaber, stilles der større krav til tydeliggørelsen af, at der er tale om
    markedsføring”.
    Udvalget har på den baggrund overvejet, hvad der skal til, for at markedsføring på online platforme
    er tilstrækkeligt identificeret. Udvalget er enigt i, at direktivets formulering om, at den
    kommercielle hensigt skal ”fremgå tydeligt af sammenhængen”, er et godt udgangspunkt.
    SIDE 233 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at den kommercielle effekt fremgår tilstrækkelig
    tydeligt af sammenhængen, når der er tale om reklame, der er målrettet voksne, hvis fx et
    opslag er udformet som en reklame. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse kan det også
    være, hvor der i opslaget tydeligt er angivet ”reklame” eller ”sponsor” sammen med ”firmanavn”.
    Kravene til ordvalg og tydelighed skærpes efter Forbrugerombudsmandens opfattelse,
    hvis der er tale om reklame i indlæg rettet mod børn og unge. Det er endvidere Forbrugerombudsmandens
    opfattelse, at det i disse tilfælde kan være tilstrækkeligt, hvis det tydeligt er
    markeret med ”reklame” eller ”dette indlæg er betalt af X”.
    Det er udvalgets vurdering, at der er i hvert enkelt tilfælde skal foretages en konkret helhedsvurdering.
    Aftalekrav i forhold til skjult handelspraksis
    Det følger af forarbejderne til den gældende § 4, at reklame, der består i, at personer eksponerer
    et bestemt produkt, forudsætter, at der foreligger en aftale mellem den erhvervsdrivende,
    hvis produkt der reklameres for, og den person, som står for eksponeringen. Det kunne fx
    være på en blog. Endvidere fremgår det, at det forhold, at en erhvervsdrivende giver en gave
    eller stiller en vare til rådighed for andre, uden at modtageren forpligtes til at bruge produktet
    på en bestemt måde, ikke kan betegnes som reklame i § 4’s forstand.91
    Udvalget er enigt om, at direktivets formulering vedrørende ”kommerciel hensigt” ikke kræver,
    at der foreligger en aftale mellem fx en erhvervsdrivende og en blogger, før der kan være
    tale om kommerciel hensigt. Det danske krav, om at der skal foreligge en bagvedliggende aftale
    mellem en blogger og en erhvervsdrivende, er derfor efter udvalgets vurdering for vidtgående.
    Udvalget er enigt om, at i de tilfælde, hvor der foreligger en aftale, vil der være en kommerciel
    hensigt. Udvalget anbefaler, at det præciseres i bemærkningerne, at der i alle andre tilfælde
    skal foretages en konkret vurdering.
    Inkorporering af den gældende markedsføringslovs § 9 om salgsfremmende foranstaltninger i
    vildledningsbestemmelserne
    Den gældende markedsføringslovs § 9, stk. 1, indeholder en specifik regel om salgsfremmende
    foranstaltninger, hvorefter der ikke må udelades væsentlige oplysninger om salgsfremmende
    foranstaltninger.
    __________________
    91
    Lf 13 af 6. oktober 2005.
    SIDE 234 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Ifølge direktivet om urimelig handelspraksis artikel 7, stk. 1, er det en vildledende udeladelse,
    hvis en erhvervsdrivende ”udelader væsentlige oplysninger”. Udeladelse af væsentlige oplysninger
    om salgsfremmende foranstaltninger er således omfattet af direktivets vildledningsbestemmelse.
    Udvalget har på den baggrund overvejet, om der fortsat bør være en særskilt bestemmelse om
    salgsfremmende foranstaltninger i markedsføringsloven, eller om salgsfremmende foranstaltninger
    også i den danske lov bør være en del af bestemmelsen om vildledende udeladelser.
    Et flertal i udvalget bestående af professor Caroline Heide-Jørgensen, professor Søren
    Sandfeld Jakobsen, professor Torben Hansen, Erhvervs- og Vækstministeriet,
    Forbrugerombudsmanden, Kulturministeriet, Justitsministeriet, Danske
    Advokater/Advokatsamfundet, Håndværksrådet, Dansk Erhverv, Kreativitet &
    Kommunikation, DI, Finansrådet og Danske Medier mener, at bestemmelsen bør ophæves.
    Flertallet lægger vægt på, at man på EU-plan har valgt, at salgsfremmende foranstaltninger
    skal være en del af vildledningsbestemmelsen. De henviser også til, at det er Forbrugerombudsmandens
    opfattelse, at det er en forudsætning, for at der foreligger en overtrædelse af
    den gældende lovs § 9, stk. 1, at forholdet samtidig udgør en overtrædelse af den gældende
    lovs § 3. Såfremt bestemmelsen ophæves, vil de tilfælde, der i dag er omfattet af bestemmelsen,
    fremover blive fanget af bestemmelsen om vildledende udeladelser, som ligeledes er
    strafsanktioneret. Bestemmelsens indhold er således fuldt ud dækket, og der er med ophævelsen
    af bestemmelsen ikke tilsigtet en ændring af den gældende retstilstand.
    I de gældende bemærkninger til § 9 om salgsfremmende foranstaltninger er det beskrevet,
    hvorledes salgsfremmende foranstaltninger som fx rabatkuponer bør markedsføres.
    Flertallet anbefaler, at der i bemærkningerne til den foreslåede § 6 om vildledende udeladelser
    fortsat indgår en beskrivelse af, hvorledes salgsfremmende foranstaltninger i form af fx
    rabatkuponer bør markedsføres.
    Flertallet anbefaler samtidigt, at der i bemærkningerne tilføjes et kort afsnit om markedsføring
    i form af loyalitetsprogrammer.
    Udvalget bemærker i den forbindelse, at bl.a. reglerne i persondataloven også finder anvendelse
    på sådanne loyalitetsprogrammer.
    Det er Kreativitet & Kommunikation og Danske Mediers opfattelse, at omfanget af informationer
    (kaldet ”pligttekster”), der fx skal gives ved salgsfremmende foranstaltninger kan være
    omfattende og ganske pladskrævende, og derfor ikke altid er velegnet til at blive præsenteret
    samtidig og i samme medie som selve markedsføringen.
    Kreativitet & Kommunikation og Danske Medier er i den forbindelse enige i, at de krav, der
    stilles til tydelighed og tilgængelighed varierer afhængigt af produktet og den salgsfremmende
    foranstaltnings karakter samt det medie, det markedsføres i. Er det et medie med såkaldt
    SIDE 235 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    begrænset plads kan tilgængelighedskravet efter omstændighederne opfyldes ved at henvise
    til et andet medie for yderligere informationer. Organisationerne finder det dog uhensigtsmæssigt
    og ude af trit med de markedsføringsretlige oplysningskrav, at trykte medier ikke
    umiddelbart anses som medier, der kan have begrænset plads til at formidle pligtoplysningerne
    og derved ikke har det samme råderum til at gøre nogle af oplysningerne tilgængelige for
    forbrugerne på anden vis.
    Denne skævvridning af de krav, som de enkelte medietyper skal efterleve, kan være konkurrenceforvridende,
    idet fx de trykte medier derved bliver mindre attraktive som annonceringsplatforme,
    når samtlige pligtoplysninger såvel i relation til salgsfremmende foranstaltninger
    som i medfør af anden særlovgivning, skal vises i én og samme printannonce. Det indebærer
    en risiko for, at vigtige oplysninger drukner i mængden af information samtidig med, at reklamens
    kommercielle budskab fortrænges.
    Ved fortolkning af tilgængelighedskravet er der behov for, at man i højere grad inddrager den
    praktiske og reelle problemstilling, som omfanget af pligttekst udgør, ikke blot for annoncørerne
    og de forskellige medietyper, men også for forbrugerne, der kan have svært ved at forholde
    sig til mange pligtoplysninger på én gang. Ved vurderingen af, hvilke visningsmuligheder,
    der kan lette udfordringerne med de mange pligtoplysninger, bør den teknologiske udvikling
    og de nye elektroniske devices og deraf følgende nye visningsmuligheder inddrages i
    større omfang. Det bør fx tillægges en betydning, at der er sket en markant stigning i antallet
    af personer med smartphones, som dermed har fået en hurtig og væsentlig lettere adgang til
    informationer.
    Et mindretal bestående af Forbrugerrådet Tænk mener dog, at bestemmelsen bør bevares. En
    særskilt bestemmelse om ”salgsfremmende foranstaltninger” er efter dette medlems opfattelse
    væsentlig for at præcisere, hvilke krav der stilles til denne type handelspraksis.
    Således vil det, særligt i en tid hvor eksempelvis konkurrencer er ganske udbredte på nettet,
    herunder på sociale medier m.v., være ganske uhensigtsmæssigt at fjerne bestemmelsen, for i
    stedet at lade sådanne forhold alene være omfattet af generelle vildledningsbestemmelser.
    Forbrugerrådet Tænk bemærker i den forbindelse, at bestemmelsen ikke stiller yderligere
    krav end, hvad der allerede følger af direktiver, men bl.a. har det væsentlige formål, at den er
    med til at skabe klarhed i loven om, hvad erhvervsdrivende skal være opmærksomme på i
    forbindelse med salgsfremmende foranstaltninger. Hertil kommer det relevante historiske
    aspekt, at bestemmelsen netop blev fremhævet som en afgørende bestemmelse for at dække
    den fremtidige regulering af bl.a. rabatkuponer og købsbetingede konkurrencer i forbindelse
    med ophævelsen af de danske forbud herom i 2011.
    En ophævelse af en selvstændig bestemmelse om salgsfremmende foranstaltninger er med
    andre ord såvel unødvendig som uhensigtsmæssig og vil efter dette medlems opfattelse i øvrigt
    fjerne den fornuftige og pædagogiske klarhed, som i dag følger direkte af lovteksten, og
    SIDE 236 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    som ud over at udgøre et væsentligt forbrugerhensyn, bl.a. er med til at gøre det let for erhvervsdrivende
    at kende til kriterierne for påtænkte markedsføringstiltag.
    Udvalget anbefaler i den forbindelse, at kravet i bemærkningerne om at forbehold m.v. skal
    markedsføres, så de fremstår med samme meddelelseseffekt som selve tilbuddet, udgår. Baggrunden
    herfor er, at der efter direktivet om urimelig handelspraksis skal foretages en konkret
    helhedsvurdering.
    Forbrugerombudsmanden har over for udvalget oplyst, at Forbrugerombudsmanden i sin
    håndhævelse af den gældende § 9 altid foretager en konkret helhedsvurdering. Hvorvidt der
    er tale om samme meddelelseseffekt kan fortsat indgå i denne vurdering.
    Ophævelse af § 9, stk. 2, om tilbud i begrænset antal grundet dobbeltregulering
    Efter den gældende lovs § 9, stk. 2, skal en erhvervsdrivende, der markedsfører tilbud, som
    skaber en større efterspørgsel, end den erhvervsdrivende kan efterkomme, tage et klart forbehold
    herom i markedsføringen.
    Stk. 2 blev indsat i markedsføringsloven, før man implementerede direktivet om urimelig
    handelspraksis. Det følger af forarbejderne, at stk. 2, ”tager højde for direktivet om urimelig
    handelspraksis, som indeholder en tilsvarende regulering af slagtilbud (bait advertising) i direktivets
    bilag 1, nr. 5”92. I forbindelse med implementeringen af direktivet fremgår følgende af
    forarbejderne: ”Bestemmelsens stk. 2 om slagtilbud svarer til nr. 5 i direktivets bilag I, og vil
    ligeledes blive videreført uændret”93. Markedsføringslovens § 9, stk. 2, skal derfor fortolkes i
    overensstemmelse med direktivets bilag 1, nr. 5.
    Bilag I er implementeret i dansk ret ved bekendtgørelse nr. 1084 om urimelig markedsføring i
    forbrugerforhold af 14. september 2007. Det følger heraf, at det under alle omstændigheder er
    en urimelig handelspraksis, hvis ”den erhvervsdrivende opfordrer til at købe produkter til en
    bestemt pris uden at gøre opmærksom på, at der kan være rimelige grunde til at antage, at han
    ikke vil være i stand til at levere eller få en anden erhvervsdrivende til at levere de pågældende
    eller tilsvarende produkter til den pågældende pris inden for en periode og i en mængde, som er
    rimelig i forhold til produktet, omfanget af den reklame, der er gjort for produktet, og den opgivne
    pris (bait advertising)” jf. bilaget til bekendtgørelsen nr. 594.
    __________________
    92
    Erhvervsudvalgets betænkning af 8. december 2005, specielle bemærkninger til nr. 2.
    93
    Lf. 2 af 4. oktober 2006, almindelige bemærkninger, afsnit 5 ”Direktivets indvirkning på dansk ret”.
    94
    Bekendtgørelse nr. 1084 af 14. september 2007 om urimelig markedsføring i forbrugerforhold, der er udstedt med hjemmel i
    markedsføringslovens § 3, stk. 4 og § 30, stk. 5.
    SIDE 237 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Udvalget har derfor overvejet, om § 9, stk. 2, bør ophæves.
    Det er udvalgets vurdering, at slagtilbud i dag er dobbeltreguleret. Det er derfor også udvalgets
    vurdering, at en ophævelse af § 9, stk. 2, ikke vil have nogen retlige konsekvenser, idet § 9,
    stk. 2, skal fortolkes i overensstemmelse med bekendtgørelsen om urimelig markedsføring i
    forbrugerforhold nr. 5.
    Det er endvidere udvalgets vurdering, at det er § 9, stk. 2 – og ikke nr. 5 i bekendtgørelsen –
    der bør ophæves. Udvalget har lagt vægt på, at de øvrige bestemmelser fra sortlisten ikke er
    indsat direkte i loven. Begrundelsen herfor er, at sortlistens omfang og detaljeringsgrad ikke
    gør den egnet til lovtekst, ligesom hensynet til at bevare listen samlet også vejer tungt. Udvalget
    har anbefalet, at bilaget tilføjes som bilag til loven jf. udvalgets overvejelser vedr. § 8.
    Udvalget anbefaler derfor, at § 9, stk. 2, ophæves.
    Placering af § 12 a
    Markedsføringslovens § 12 a implementerer artikel 7, stk. 4, i direktivet om urimelig handelspraksis,
    mens de øvrige bestemmelser i direktivets artikel 7 er implementeret i bestemmelsen
    om vildledning.
    Forbrugerombudsmanden har overfor udvalget oplyst, at det er Forbrugerombudsmandens
    opfattelse, at elementerne fra direktivets artikel 7, stk. 1-3, i praksis inddrages i håndhævelsen
    af markedsføringslovens § 12 a. Ved vurderingen af, om der foreligger en overtrædelse af
    markedsføringslovens § 12 a, er det således de samme kriterier, der skal inddrages, som ved
    vildledningsbestemmelsen, dvs., hvorvidt det anvendte medie indeholder begrænsninger i
    rum eller tid, jf. artikel 7, stk. 3, samt om en manglende angivelse af oplysningerne i § 12 a
    konkret har været egnet til at påvirke gennemsnitsforbrugerens transaktionsbeslutning, jf.
    artikel 7, stk. 1.
    Der er således sammenhæng mellem markedsføringslovens § 3, som implementerer artikel 7,
    stk. 1-3, og markedsføringslovens § 12 a, som implementerer artikel 7, stk. 4.
    Det er udvalgets vurdering, at denne sammenhæng ikke kommer klart til udtryk med den
    nuværende placering i to separate bestemmelser i markedsføringsloven. Udvalget finder, at
    det er uhensigtsmæssigt, at direktivets artikel 7, stk. 4, er implementeret i en selvstændig
    bestemmelse uden direkte sammenhæng med forbuddet mod vildledende udeladelser.
    Udvalget anbefaler, at § 12 a indarbejdes i den foreslåede bestemmelse om vildledende udeladelser.
    Direktivets ordlyd i en dansk kontekst
    Ordlyden af direktivets bestemmelser er meget lange og tunge. Hvor det er muligt uden at
    ændre betydningen, anbefaler udvalget derfor, at direktivets ordlyd forenkles, så det bliver
    SIDE 238 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    lettere at læse og passer bedre i en dansk kontekst. Udvalget har i den danske lovtekst foretaget
    følgende modificeringer af direktivets ordlyd:
    Direktivteksten i artikel 5, stk. 3, lyder ”en handelspraksis, der på en måde, som den erhvervsdrivende
    med rimelighed kan forventes at forudse, må formodes kun at…”. Det er udvalgets
    vurdering, at formuleringen ”en handelspraksis som den erhvervsdrivende med rimelighed
    må formode kun forvrider…” er fuldt dækkende og bedre i en dansk kontekst. Udvalget anbefaler
    på den baggrund, at formuleringen ”en handelspraksis som den erhvervsdrivende med
    rimelighed må formode kun forvrider…” anvendes i § 5, stk. 6, om vildledende handlinger, § 6
    stk. 6, om vildledende udeladelser og købsopfordringer samt § 8, stk. 4 om aggressiv handelspraksis.
    Direktivets artikel 7, stk. 3, lyder ”Når det medie, der anvendes til at formidle denne handelspraksis,
    indebærer begrænsninger i rum eller tid…”. Udvalget er blevet opmærksomt på, at
    forbrugeraftalelovens § 11, stk. 2, anvender formuleringen: ”anvendelsen af en fjernkommunikationsteknik,
    som kun giver begrænset plads eller tid til at formidle oplysningerne”. Det er
    udvalgets vurdering, at ordet ”plads” er bedre i en dansk kontekst. Forbrugeraftalelovens § 11,
    stk. 2, er en ordret implementering af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8, stk. 4. Den
    engelske version af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8, stk. 4, er formuleret som:” If the
    contract is concluded through a means of distance communication which allows limited space
    or time…” Den engelske version af direktivet om urimelig handelspraksis artikel 7, stk. 3,
    lyder: ”Where the medium used to communicate the commercial practice imposes limitations
    of space or time…” Det er på den baggrund udvalgets vurdering, at ordet ”rum” ikke skal fortolkes
    til at indeholde andet og mere end ordet ”plads”. Udvalget anbefaler på den baggrund,
    at formuleringen ” om den erhvervsdrivende anvender et medie, som kun giver begrænset
    plads eller tid til at formidle oplysningerne,” anvendes i § 6, stk. 3-6, om vildledende udeladelser
    og købsopfordringer.
    Enkelte steder adskiller ordlyden af den danske direktivtekst sig fra de øvrige sprogversioner,
    herunder den engelske direktivtekst, som var den sprogversion landene oprindeligt forhandlede
    sig frem til. Hvor det er tilfældet, anbefaler udvalget, at ordvalget i den nye markedsføringslov
    lægger sig op ad de øvrige sprogversioner. Udvalget har i den danske lovtekst foretaget
    følgende ændringer:
    Direktivets artikel 6, stk. 1, litra b lyder ”de væsentligste egenskaber ved produktet, såsom det
    omfang i hvilket det står til rådighed”. I den engelske direktivtekst, bruges ordet ”availability”. I
    Dommen C-435/11 (CHS Tour Services GmbH mod Team4 Travel GmbH) er availability i den
    danske udgave oversat med ordet ”tilgængeligheden af et produkt”. Det er udvalgets vurdering,
    at formuleringen ”tilgængelig” er bedre i en dansk kontekst. Udvalget anbefaler på den
    baggrund, at der i forarbejderne til § 5, stk. 2, nr. 2, skrives ”ved produktets væsentligste egenskaber
    forstås bl.a. det omfang et produkt er tilgængeligt i”.
    Direktivets artikel 6, stk. 1, litra c, lyder ”omfanget af den erhvervsdrivendes forpligtelser,
    begrundelsen for den pågældende handelspraksis og arten af salgsprocessen”. Det er udvalgets
    SIDE 239 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    vurdering, at det ikke er klart, hvad der menes med formuleringen ”arten af salgsprocessen”. I
    den engelske version bruges formuleringen ”the nature of the sales proces”, den tyske bruger ”
    die Art des Vertriebsverfahrens”, den franske ” la nature du processus de vente” og den svenske
    ”typen av säljförfarande”. Udvalget anbefaler på den baggrund, at man i stedet for formuleringen
    ”arten af salgsprocessen” bruger formuleringen ”karakteren af den anvendte salgsproces”.
    Direktivets artikel 6, stk. 2, litra a, omfatter efter sin ordlyd både ”forveksling med et produkt,
    og forveksling med et varemærke en handelsbetegnelse eller andre kendetegn som tilhører en
    konkurrent”. Det er udvalgets vurdering, at begrebet ”forretningskendetegn” kan dække over
    ”handelsbetegnelse eller andre kendetegn”. Udvalget anbefaler på den baggrund, at § 5, stk. 3,
    om vildledende handlinger formuleres som ” En erhvervsdrivende må ikke anvende markedsføring,
    herunder sammenlignende reklame vedrørende et produkt, der medfører forveksling
    med en konkurrents produkt, varemærke eller forretningskendetegn.”
    Direktivets artikel 7, stk. 2, lyder: ”Det betragtes også som en vildledende udeladelse, hvis en
    erhvervsdrivende skjuler eller på en […] uhensigtsmæssig måde præsenterer væsentlige oplysninger”.
    I den engelske version bruges formuleringen ”untimely manner”, den tyske bruger
    ”nicht rechtzeitig bereitstellt”, og den franske ”à contretemps”. Udvalget har drøftet, om de
    øvrige sprogversioner indeholder et tidsmæssigt aspekt, som ikke genfindes i det danske ord
    ”uhensigtsmæssig”. Udvalget har imidlertid ikke kunne finde et mere dækkende dansk ord end
    ”uhensigtsmæssigt”, som også er det ord, der er anvendt i den danske oversættelse af direktivet.
    SIDE 240 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    § 8 Specifikke former for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggressive
    (Tidligere § 3, stk. 4)
    Gældende ret
    I den gældende markedsføringslov findes hjemmelsbestemmelsen i § 3, stk. 4, der har følgende
    ordlyd:
    Stk. 4. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter nærmere regler for specifikke former for markedsføring,
    som i medfør af EU-regulering under alle omstændigheder anses for at være urimelige
    i forbrugerforhold.
    Der er tale om en hjemmelsbestemmelse, hvorefter erhvervs- og vækstministeren har hjemmel
    til at fastsætte nærmere regler for specifikke former for markedsføring i forbrugerforhold,
    som ifølge EU-regulering under alle omstændigheder anses for at være urimelig, og dermed
    ikke er tilladt.
    Hjemlen er brugt til at udstede en bekendtgørelse95, som implementerer bilag 1 til direktivet
    om urimelig handelspraksis, der indeholder en liste på 31 markedsføringsformer, som, jf.
    direktivets artikel 5, stk. 5, under alle omstændigheder anses for at være urimelige og dermed
    forbudte. Listen med de forbudte markedsføringsformer findes som et bilag til bekendtgørelsen.
    Udvalgets overvejelser
    Særskilt bestemmelse vedr. de specifikke former for handelspraksis, som altid anses for vildledende
    eller aggressive
    Hjemlen i den gældende markedsføringslov § 3, stk. 4, til at udstede bekendtgørelser er brugt
    til at udstede en bekendtgørelse, som gennemfører bilag 1 til direktivet om urimelig handelspraksis.
    Bilag 1 indeholder en liste på 31 markedsføringsformer, som jf. direktivets artikel 5,
    stk. 5, under alle omstændigheder anses for at være urimelige og dermed ulovlige.
    Det er udvalgets vurdering, at der er behov for at øge synligheden og kendskabet til, at der
    findes en række former for handelspraksis, som under alle omstændigheder er ulovlige og
    hvor en vurdering af om de er vildledende eller i strid med god erhvervsskik, derfor ikke er
    nødvendig.
    __________________
    95
    Bekendtgørelse nr. 1084 af 14. september 2007 om urimelig markedsføring i forbrugerforhold.
    SIDE 241 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    I Tyskland har man valgt at gennemføre direktivets bilag 1 som et bilag til den lov, der implementerer
    direktivet. Det er udvalgets vurdering, at man herved vil øge synligheden og kendskabet
    til bilaget.
    Det er på den baggrund udvalgets anbefaling, at bekendtgørelse nr. 1084 af 14. september
    2007 om urimelig markedsføring i forbrugerforhold ophæves, og at bilaget i stedet gennemføres
    som et bilag til selve markedsføringsloven. Udvalget anbefaler, at hjemmelsbestemmelsen
    i den gældende § 3, stk. 4, erstattes af en særskilt bestemmelse, som henviser til bilaget som
    en del af loven.
    SIDE 242 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    § 9 Uanmodet henvendelse til bestemte aftagere (Tidligere § 6)
    Gældende ret
    Den gældende markedsføringsloven indeholder i § 6 en bestemmelse om spam (uanmodet
    henvendelse til bestemte aftager). Bestemmelsen har følgende ordlyd:
    Uanmodet henvendelse til bestemte aftagere
    § 6. En erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post, et
    automatisk opkaldssystem eller telefax med henblik på afsætning af varer, fast ejendom og andre
    formuegoder samt arbejds- og tjenesteydelser, medmindre den pågældende forudgående har
    anmodet om det.
    Stk. 2. Uanset stk. 1 kan en erhvervsdrivende, der fra en kunde har modtaget dennes elektroniske
    adresse i forbindelse med salg af en vare eller en tjenesteydelse, markedsføre egne tilsvarende
    produkter eller tjenesteydelser til kunden via elektronisk post. Dette forudsætter dog, at kunden
    har mulighed for let og gebyrfrit at frabede sig dette både i forbindelse med afgivelsen af adressen
    til den erhvervsdrivende og ved efterfølgende henvendelser.
    Stk. 3. En erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til en bestemt fysisk person ved brug af
    andre midler til fjernkommunikation med henblik på afsætning som nævnt i stk. 1, hvis den pågældende
    over for den erhvervsdrivende har frabedt sig dette, hvis det fremgår af en fortegnelse,
    som udarbejdes af Det Centrale Personregister (CPR) hvert kvartal, at den pågældende har frabedt
    sig henvendelser, der sker i sådant markedsføringsøjemed, eller hvis den erhvervsdrivende
    ved undersøgelse i CPR er blevet bekendt med, at den pågældende har frabedt sig sådanne henvendelser.
    Ved telefonisk henvendelse til forbrugere gælder endvidere reglerne om uanmodet
    henvendelse i lov om visse forbrugeraftaler.
    Stk. 4. Stk. 3 gælder ikke, hvis den pågældende person forudgående har anmodet om henvendelsen
    fra den erhvervsdrivende.
    Stk. 5. Første gang en erhvervsdrivende retter henvendelse som nævnt i stk. 3 til en bestemt fysisk
    person, der ikke er anført i fortegnelsen fra CPR, skal den erhvervsdrivende tydeligt og på en
    forståelig måde oplyse om retten til at frabede sig henvendelser som nævnt i stk. 3 fra den erhvervsdrivende.
    Den pågældende skal samtidig gives adgang til på en nem måde at frabede sig
    sådanne henvendelser.
    Stk. 6. Der må ikke kræves betaling for at modtage eller notere meddelelser om, at en anmodning
    efter stk. 1 tilbagekaldes, eller at henvendelser som nævnt i stk. 3 frabedes.
    Stk. 7. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om den erhvervsdrivendes
    informationspligt efter stk. 5 og om pligten til at give adgang til at frabede sig henvendelser som
    nævnt i stk. 3.
    SIDE 243 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Bestemmelsen fastsætter regler om, hvornår og hvordan erhvervsdrivende må sende direkte
    markedsføring i elektronisk form til forbrugere, erhvervsdrivende eller offentlige institutioner,
    når disse ikke forudgående har bedt om det. Det fastsætter endvidere regler for, hvordan
    forbrugere kan frabede sig direkte markedsføring i form af fx breve og telefon.
    Markedsføringslovens § 6 blev indsat i markedsføringsloven i 2000 som led i gennemførelsen
    af en række direktiver96.
    Bestemmelsen blev ændret i 2003, som følge af databeskyttelsesdirektivets artikel 13.97 Selvom
    direktivet indførte en række ændringer til de tidligere bestemmelser, medførte det alene
    indsættelsen af undtagelsen i markedsføringslovens § 6, stk. 2. Det fremgår af bemærkningerne
    til ændringen, at det daværende Økonomi- og Erhvervsministerium var opmærksom på, at
    der kunne være behov for en samlet vurdering af, om reglerne i den daværende § 6 a var tidssvarende
    som følge af den hastige udvikling af markedsføring på internettet. En sådan undersøgelse
    blev udskudt til den generelle revision af markedsføringsloven, der blev påbegyndt i
    2003. Ifølge markedsføringslovsudvalgets betænkning 1457/2005 gav udvalgets vurdering af
    bestemmelsen imidlertid ikke anledning til ændringer i selve bestemmelsen.98
    Databeskyttelsesdirektivet blev afløst af e-databeskyttelsesdirektivet i 2009.99 Det nye direktiv
    gav heller ikke anledning til ændringer i markedsføringsloven.
    Markedsføringslovens § 6, stk. 1 og 2 – digitale henvendelser
    Efter markedsføringslovens § 6, stk. 1, er det forbudt for erhvervsdrivende at sende direkte
    markedsføringsmateriale til forbrugere, virksomheder eller offentlige myndigheder ved brug
    af elektronisk post, automatiske opkaldssystemer eller telefax, medmindre modtageren forudgående
    har anmodet om det. Den forudgående anmodning skal forstås på samme måde som
    det tilsvarende begreb i forbrugeraftalelovens § 4. Der vil således både være tale om forudgå-
    __________________
    96
    Jf. lov nr. 213 af 31. marts 2000. Lovændringen implementerede regler i hhv. fjernsalgsdirektivets artikel 10 (direktiv
    97/7/EF) og ISDN-direktivets artikel 12 (direktiv 97/66/EF), der begge regulerer erhvervsdrivendes adgang til at foretage
    uanmodet markedsføring.
    97
    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af
    privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (Direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation).
    98
    Udvalget drøftede primært bødeniveauet for bestemmelsen, hvilket førte til ændringer i bemærkningerne til bestemmelsen.
    99
    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25. november 2009 om ændring af direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt
    og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.
    SIDE 244 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    ende anmodning i tilfælde, hvor modtageren på eget initiativ anmoder om markedsføringen,
    og i de tilfælde hvor den erhvervsdrivende har indhentet modtagerens samtykke hertil.100
    Markedsføringsloven indeholder ikke nogen definition af et samtykke. Det er heller ikke defineret
    i de oprindelige direktiver, der er implementeret i markedsføringslovens § 6, stk. 1.101
    Ifølge bemærkningerne til markedsføringsloven skal et samtykke være konkretiseret i den
    forstand, at det klart og utvetydigt fremgår, hvad der meddeles samtykke til.102 Et samtykke til
    markedsføring ved brug af elektronisk post m.v. kan imidlertid være affattet forholdsvis bredt.
    Det vil fx være muligt for banker m.v. at indhente samtykke til markedsføring af ”nye eller
    forbedrede pensionsmuligheder” eller ”nye eller forbedrede indlånsmuligheder”.103
    Et samtykke skal endvidere være informeret. Den, der giver samtykket, skal således være klar
    over, hvad der meddeles samtykke til. Hvis et samtykke alene fremgår af den erhvervsdrivendes
    standardvilkår, kan det kun anses for givet, hvis det har været fremhævet over for den
    pågældende.104
    Markedsføringslovens § 6, stk. 2, indeholder en undtagelse til forbuddet i stk. 1. Ifølge undtagelsen
    må en erhvervsdrivende gerne sende elektroniske reklamer til tidligere kunder om
    egne tilsvarende produkter/ydelser, hvis den erhvervsdrivende har modtaget kundens elektroniske
    adresse i forbindelse med køb af en vare/ydelse.
    Det er en forudsætning for at være omfattet af undtagelsen, at kunden selv har oplyst sin elektroniske
    adresse til den erhvervsdrivende. Den erhvervsdrivende kan ikke benytte elektroniske
    adresser, der er oplyst af andre. Det er ligeledes en betingelse, at oplysningen er givet i
    forbindelse med salg af en vare eller en tjenesteydelse. Den erhvervsdrivende kan kun benytte
    adresser, der er givet i forbindelse med salg af en vare eller en tjenesteydelse, og kun hvis
    kunden samtidig bliver oplyst, at adressen vil kunne blive benyttet til fremsendelse af reklame,
    samt om muligheden for at vælge dette fra.105
    __________________
    100
    Lf 213 af 1. marts 2000, specielle bemærkninger til § 2.
    101
    Databeskyttelsesdirektivet (direktiv 2002/58/EF om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i
    den elektroniske kommunikationssektor) som er implementeret ved markedsføringslovens § 6, stk. 2, indeholder i artikel 2,
    litra h, en henvisning til definitionen af samtykke i registerdirektivet (direktiv 95/46/EF). Denne definition er imidlertid ikke
    afspejlet i bemærkninger til ændringen af markedsføringsloven i 2003.
    102
    Lf 213 af 1. marts 2000, almindelige bemærkninger afsnit 3.2.1.
    103
    Ibid note 1.
    104
    Ibid note 3.
    105
    Lf 143 af 29. januar 2003, specielle bemærkninger til § 4.
    SIDE 245 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det er ligeledes et krav, at kunden har mulighed for at frabede sig disse henvendelser let og
    gebyrfrit både i forbindelse med afgivelse af adressen og ved enhver efterfølgende henvendelse.
    Markedsføringslovens § 6 følger virkningsprincippet106, hvorefter det afgørende for, om markedsføringsloven
    finder anvendelse på en forseelse, er, om den erhvervsdrivendes markedsføring
    har virkning på det danske marked.107 Det vil sige, at hvis en erhvervsdrivende fra fx Tyskland
    sender uanmodede reklamemails til en dansk forbruger, er det markedsføringsloven, der
    finder anvendelse, også selvom den erhvervsdrivende hverken har forretningssted eller anden
    erhvervsaktivitet i Danmark.
    Markedsføringslovens § 6, stk. 3-7 - anden fjernkommunikation
    Ifølge markedsføringslovens § 6, stk. 3, må en erhvervsdrivende ikke rette henvendelse til en
    bestemt fysisk person (gælder både forbrugere og erhvervsdrivende) ved brug af andre fjernkommunikationsmidler,
    fx breve og tryksager, hvis modtageren enten har meddelt den erhvervsdrivende,
    at han/hun ikke ønsker at modtage markedsføring, eller hvis modtageren er
    opført på den såkaldte Robinsonliste. Robinsonlisten er etableret med hjemmel i CPR-lovens §
    29, stk. 3, og § 40, stk. 4 og 5, der giver mulighed for, at fysiske personer generelt kan sige nej
    til henvendelser med direkte markedsføring på deres privatadresser. Det sker ved en registrering
    i CPR-registreret, som den erhvervsdrivende er forpligtet til at undersøge inden fremsendelse
    af markedsføringsmateriale. Selvom en fysisk person er opført på Robinsonlisten, kan
    vedkommende give samtykke til at modtage markedsføring fra en eller flere navngivne erhvervsdrivende.
    108
    Første gang en erhvervsdrivende retter direkte henvendelse ved brug af fysisk brev, tryksag
    m.v., skal modtageren på en tydelig og forståelig måde oplyses om retten til at frabede sig
    sådanne henvendelser. Det skal endvidere være let og gebyrfrit at melde fra.109
    __________________
    106
    I modsætning til andre informationssamfundstjenester er uopfordret kommerciel kommunikation via elektronisk post
    undtaget fra e-handelsdirektivets krav om hjemlandskontrol og gensidig anerkendelse efter direktivets artikel 3, stk. 1 og 2.
    Denne undtagelse er implementeret i e-handelslovens § 5, stk. 1, nr. 5.
    107
    Jf. FONN Danmark U 03.1855S.
    108
    Lf 213 af 1. marts 2000, almindelige bemærkninger, afsnit 3.2.2.
    109
    Ibid note 6.
    SIDE 246 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Uanmodet telefonisk henvendelse
    Forbrugeraftalelovens § 4 indeholder regler om, at en erhvervsdrivende ikke uden forudgående
    anmodning herom må rette telefonisk henvendelse til en forbruger eller personlig henvendelse
    til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig
    adgang, med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om
    indgåelse af aftale. Forbuddet gælder dog ikke, hvis forbrugeren på forhånd har anmodet om
    en opringning eller et besøg.
    Der er endvidere nogle få undtagelser fra forbuddet mod telefonsalg. Man kan som erhvervsdrivende
    lovligt sælge bøger og abonnementer på aviser, ugeblade og tidsskrifter, formidle
    forsikringer, og visse erhvervsdrivende kan sælge abonnementer på redningstjeneste og sygetransport.
    I disse tilfælde gælder markedsføringslovens § 6, stk. 3-7. Det betyder, at en erhvervsdrivende
    ikke må ringe til forbrugere vedr. forsikringer m.v., hvis forbrugeren har frabedt
    sig direkte markedsføring ved at lade sig registrere på Robinsonlisten.110
    Udvalgets overvejelser
    Forholdet mellem cookiebekendtgørelsen, persondataforordningen og markedsføringsloven
    I lyset af de nye digitale markedsføringsmuligheder gennemgås nedenfor kort udvalgte snitflader
    og samspillet mellem markedsføringslovens § 6 (stk. 1 og 2), persondataforordningen111
    og cookiebekendtgørelsen (bekendtgørelse 1148/2011) med fokus på de tre regelsæts fælles
    anvendelsesområde, reglernes begrebsanvendelse af relevans for markedsføring, udfordringerne
    med den dynamiske teknologiske udvikling, rettigheder over for en erhvervsdrivende,
    og forskelle i de tre regelsæts sanktionering.
    - Anvendelsesområder
    De tre regelsæt - markedsføringslovens § 6, persondataforordningen og cookiebekendtgørelsen
    - har person- og forbrugerbeskyttelse som et fælles overlappende formål.
    Persondataforordningen beskytter fysiske personer i forbindelse med behandling af persondata,
    forstået som information om en identificeret eller identificerbar fysisk person, dvs. en
    __________________
    110
    Lf 213 af 1. marts 2000, specielle bemærkninger til § 2.
    111
    Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse
    med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF
    (generel forordning om databeskyttelse).
    SIDE 247 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    person, der kan identificeres ved en (hvilken som helst) identifikator, fx navn, ID-nummer,
    lokaliseringsdata, online-ID eller andet særligt for personens identitet.
    Til forskel herfra omfatter cookiebekendtgørelsen både personhenførbare og ikkepersonhenførbare
    oplysninger men er til gengæld begrænset til at angå en uretmæssig lagring
    af og adgang til allerede lagrede oplysninger i slutbrugernes terminaludstyr. Videregivelse
    af (person-)oplysninger reguleres eksempelvis ikke af cookiebekendtgørelsen.
    Markedsføringslovens § 6, stk. 1 og 2, regulerer ikke behandling af (person-)oplysninger, men
    alene betingelserne for, hvornår og hvordan en erhvervsdrivende kan rette en elektronisk
    henvendelse med henblik på afsætning.
    I praksis spiller de tre regelsæt sammen ved elektronisk direkte markedsføring (direct marketing),
    hvor en erhvervsdrivende opbygger en database, der indeholder persondata, og som
    eventuelt beriges med oplysninger indsamlet via slutbrugerens terminaludstyr (cookies). Ud
    fra databasen genereres en personprofil, som danner grundlag for, at den erhvervsdrivende
    via elektronisk post henvender sig til en bestemt person med henblik på afsætning.
    Opbygningen af databasen og udarbejdelsen af personprofilen vil kræve, at persondataforordningen
    efterleves, og sker der som led heri indsamling af oplysninger via slutbrugerens terminaludstyr,
    skal såvel persondataforordningen som cookiebekendtgørelsen iagttages. Når personprofilen
    anvendes til at rette henvendelse til personen via elektronisk post, finder markedsføringslovens
    § 6 anvendelse.
    Det væsentligste samspil er mellem persondataforordningen og markedsføringslovens § 6, og
    sker der ikke indsamling af oplysninger via slutbrugerens terminaludstyr, er der intet overlap
    mellem cookiebekendtgørelsen og markedsføringslovens § 6. Det er der til gengæld mellem
    cookiebekendtgørelsen og markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik. Samspillet
    viser sig, hvor erhvervsdrivende indsamler oplysninger - ikke nødvendigvis personhenførbare
    - via internetaktiviteter og herudfra genererer brugerprofiler, der ikke benyttes til at sende
    elektronisk post men derimod til at lave målrettet annoncering, det vil sige digital annoncering,
    der vises til en afgrænset gruppe af modtagere, som identificeres via cookies eller andet
    elektronisk ID. Denne form for markedsføring skal leve op til god markedsføringsskik.
    - Begrebsanvendelse
    Markedsføring: Ingen af de tre regelsæt indeholder i selve lovteksten en definition af begrebet
    markedsføring, og hovedbestemmelsen i markedsføringslovens § 6, stk. 1, om elektronisk
    markedsføring anvender ikke begrebet markedsføring men der imod "afsætning" i ordlyden af
    bestemmelsen, hvorimod undtagelsen i stk. 2 om løbende kundeforhold vedrører adgangen til
    at "markedsføre" egne tilsvarende produkter. Mens cookiebekendtgørelsen hverken gør brug
    af begreberne afsætning og markedsføring, anvender persondataforordningen flere steder
    begrebet "direkte markedsføring", dvs. kerneområdet for markedsføringslovens § 6. Forordningen
    definerer dog ikke "direkte markedsføring", og dens regulering heraf angår ikke hvorSIDE
    248 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    når og hvordan en erhvervsdrivende kan rette henvendelser om direkte markedsføring men
    alene behandlingen af personoplysninger til brug for sådan markedsføring og brugernes rettigheder
    i denne forbindelse, jf. nedenfor.
    Profilering: Profilering er et forholdsvis nyt begreb i persondataretten og er i persondataforordningen
    karakteriseret som en automatisk behandling af persondata til evaluering af bestemte
    personlige forhold vedrørende en fysisk person, fx omkring personens økonomi, helbred,
    præferencer, interesser, adfærd, opholdssted og bevægelser. Efter forordningen kan den
    registrerede gøre indsigelse mod behandling af persondata med henblik på profilering og
    direkte markedsføring, og den registrerede skal have meddelelse om denne indsigelsesadgang
    senest på tidspunktet for den første kommunikation, samtidig med at meddelelsen skal gives
    klart og adskilt fra alle andre oplysninger.
    Forbruger: Til trods for at de tre regelsæt alle angår forbrugerbeskyttelse, anvender hverken
    markedsføringslovens § 6, stk. 1 og 2, persondataforordningen eller cookiebekendtgørelsen
    begrebet "forbruger". Mens markedsføringslovens § 6, stk. 1 og 2, vedrører henvendelser til
    "nogen" og en "kunde", omtaler persondataforordningen og cookiebekendtgørelsen en "fysisk
    person" henholdsvis en "slutbruger", der begge er definerede begreber i de to retsakter.
    Samtykke: Persondataforordningen viderefører de hidtidige basale krav til et samtykke, nemlig
    at der skal foreligge en frivillig, specifik, informeret og utvetydig erklæring eller klar bekræftelse
    fra den registrerede. Herudover uddyber forordningen samtykkekravene, bl.a. ved
    at konkretisere, at tavshed, forhåndsafkrydsede felter og inaktivitet ikke udgør et samtykke,
    samtykker indeholdt i erklæring, der også vedrører andre forhold, skal forelægges i en letforståelig
    og lettilgængelig form, i et klart og enkelt sprog, og på en måde som klart kan skelnes
    fra andre forhold, samtykker, der afgives efter elektroniske anmodninger, skal være klare og
    koncise, og de må ikke unødigt forstyrre brugen af en tjeneste, og der gælder skærpede betingelser
    for samtykker, der afgives af børn i forbindelse med informationssamfundstjenester.
    Cookiebekendtgørelsen indeholder ikke tilsvarende præciseringer men gentager de basale
    krav i persondataforordningen, nemlig at et samtykke udgøres af en frivillig, specifik og informeret
    viljestilkendegivelse fra slutbrugeren.
    Modsat persondataforordningen og cookiebekendtgørelsen indeholder hverken § 6 eller andre
    bestemmelser i markedsføringsloven en definition af et samtykke, og ordet samtykke
    genfindes ikke i § 6's ordlyd, som derimod taler om, at en erhvervsdrivende ikke må rette en
    henvendelse, medmindre modtageren har "anmodet om det". Dette er samme begreb, som
    benyttes i forbrugeraftalelovens § 4 (tidligere § 6) om uanmodet henvendelser. I overensstemmelse
    med lovforarbejderne anvender markedsføringsretten dog reelt de samme samtykkekriterier
    som persondataretten, nemlig at der skal foreligge en frivillig, specifik og informeret
    viljestilkendegivelse.
    Tilbagekaldelse: Selvom det er centralt for alle tre regelsæt, at et samtykke skal kunne tilbagekaldes
    nemt og enkelt, anvendes dette begreb ikke (i hvert fald ikke konsekvent) i regelsætteSIDE
    249 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    ne. Markedsføringslovens § 6 omtaler således alene tilbagekaldelse i stk. 6, der forbyder opkrævning
    af betaling for tilbagekaldelsesmeddelelser efter stk. 1, idet § 6 taler om, hvorvidt en
    henvendelse er "frabedt". Persondataforordningen anvender fortrinsvis "tilbagetrækning" og
    retten til "sletning" og til at gøre "indsigelse" - og præciserer, at det skal være lige så let at
    tilbagetrække et samtykke som at afgive det - mens cookiebekendtgørelsen ved angivelsen af
    kravene for at have givet fyldestgørende information anfører, at slutbrugeren skal have adgang
    til at "afslå" eller "tilbagekalde" et samtykke.
    - Dynamisk teknologiudvikling
    Den teknologiske udvikling foregår i et hastigt tempo, og det er efter udvalgets opfattelse
    vanskeligt at udarbejde en lov, der i enhver sammenhæng tager højde for udviklingen. Problemet
    illustreres af, at markedsføringslovens § 6 nævner markedsføring via telefax, mens
    hverken ordlyden eller lovforarbejderne omtaler markedsføring via sociale medier, såsom fx
    facebook, Instagram, Twitter, LinkedIn og Snapchat. App's, mobilbank, e-boks m.v. nævnes
    heller ikke. Også kommunikationsformer via sådanne kanaler – herunder forskellige varianter
    af en inbox, en væg, newsfeed, likes, notifikationer, pop- up's etc. - er uomtalt i markedsføringslovens
    § 6 eller forarbejderne hertil.
    Netop fordi den teknologiske udvikling er hastig og uforudsigelig, er det uegnet at angive bestemte
    medier eller kommunikationsformer i lovgivningen, i særdeleshed i en strafsanktioneret
    bestemmelse, der sædvanligvis ikke fortolkes udover sin ordlyd.
    I forlængelse heraf mener flertallet, at der i dette lovforslag som udgangspunkt ikke bør opstilles
    krav, der er mere restriktive end kravene i andre EU-lande.
    Forbrugerrådet Tænk kan ikke tilslutte sig dette synspunkt. Det afgørende må efter dette
    medlems opfattelse, netop som konsekvens af de udfordringer og nye problemstillinger som
    den teknologiske udvikling medfører, være at sikre et tidssvarende og afbalanceret regelsæt,
    herunder med et tilstrækkeligt forbrugerbeskyttelsesniveau. Hvorvidt kravene, herunder
    potentielt ganske utidssvarende og forældede, i andre EU-lande måtte være mindre ”restriktive”,
    bør ikke være udgangspunktet for at tage hånd om problemstillingerne. Inspiration fra
    lande med en eventuel mindre ”restriktiv” regulering giver i sig selv hverken svar eller løsninger
    på de nye udfordringer – i værste fald det modsatte.
    Som uafhængig tilsynsmyndighed forholder Forbrugerombudsmanden sig neutralt til
    spørgsmålet.
    Kommissionen arbejder pt. på en revision af e-databeskyttelsesdirektivet. De forventer at
    fremlægge et revideret e-databeskyttelsesdirektiv inden udgangen af 2016. Den danske regering
    har påpeget udfordringerne med den nuværende bestemmelse over for kommissionen.
    - Rettigheder over for den erhvervsdrivende
    SIDE 250 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Mens cookiebekendtgørelsen ikke har bestemmelser om specifikke slutbrugerrettigheder -
    bortset fra et krav på at modtage fyldestgørende information i forbindelse med afgivelse af et
    samtykke - indeholder persondataforordningen et helt katalog af rettigheder, som den registrerede
    har over for (bl.a.) den dataansvarlige. I markedsføringssammenhænge er forordningens
    centrale rettigheder adgangen til at kræve indsigt, berigtigelse og sletning, og herudover
    til at gøre indsigelse mod databehandling, herunder til direkte markedsføring og profilering.
    Markedsføringslovens § 6, stk. 1 og 2, giver modtageren af elektroniske afsætningsfremmende
    henvendelser ret til let og gebyrfrit at frabede sig sådanne henvendelser og til uden betaling at
    tilbagekalde anmodninger (samtykker) om at modtage elektroniske henvendelser om afsætning,
    jf. stk. 6.
    Selvom cookiebekendtgørelsen og markedsføringslovens § 6 alene giver slutbrugeren/
    modtageren af elektroniske henvendelser forholdsvis få specifikke rettigheder, kan reglerne
    suppleres af god skik-bestemmelser. Dette kan indebære, at den erhvervsdrivende skal
    imødekomme anmodninger om information og indsigt og respektere brugerønsker i bestemte
    sammenhænge. Rækkevidden af den erhvervsdrivendes pligter efter god skikbestemmelserne
    ligger dog ikke fast og vil i vidt omfang afhænge af de konkrete omstændigheder.
    Den stigende brug af data og udviklingen i nye teknologier giver en øget kompleksitet i markedsføringen
    og grænsefladerne i lovgivningen, idet der er et samspil mellem væsentlig regulering,
    som fx markedsføringsloven, persondataloven og cookiebekendtgørelsen. Udvalget
    understreger på den baggrund vigtigheden af koordinering mellem myndighederne (Forbrugerombudsmanden,
    Datatilsynet og Erhvervsstyrelsen). Det er vigtigt at inddrage viden fra
    eksterne aktører, hvor dette er relevant i forhold til mulige problemstillinger samt forståelse
    af teknologiske eller praktiske forhold.
    Samtykkekravet
    Markedsføringslovens § 6, stk. 1, bygger på en såkaldt ”opt-in løsning”. Dette indebærer, at en
    henvendelse omfattet af markedsføringslovens § 6, stk. 1, er lovlig, såfremt modtageren forudgående
    har anmodet herom, dvs. givet samtykke hertil.
    Markedsføringsloven indeholder ikke en definition af et ”samtykke”. Edatabeskyttelsesdirektivet
    112 indeholder via en henvisning til registerdirektivet113 en definition
    __________________
    112
    Direktiv 2002/58/EF. Direktivet er ændret ved e-databeskyttelsesdirektivet 2009/136/EU.
    113
    Direktiv 95/46/EF.
    SIDE 251 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    af et samtykke, der lyder: ”enhver frivillig, specifik viljestilkendegivelse”114. Dette svarer til definitionen
    af et samtykke efter persondatalovens § 3, stk. 1, nr. 8, der er en implementering af
    registerdirektivet.
    Det fremgår alene af lovbemærkningerne til markedsføringslovens § 6, at et samtykke efter
    markedsføringslovens § 6 skal være hhv. ”informeret” og ”konkretiseret”115, se nærmere under
    afsnittet ”gældende ret”.
    I lyset af, at udvalget er blevet bedt om at vurdere, om markedsføringsloven er i overensstemmelse
    med de EU-regler, der er implementeret i loven, har udvalget vurderet, om definitionen
    af et ”samtykke” er korrekt implementeret.
    Ifølge den EU-retlige definition af et samtykke, er det en betingelse, at samtykket er ”specifikt”.
    I lovbemærkningerne til persondataloven, der som nævnt anvender registerdirektivets definition
    af et samtykke, fremgår det, at ”specifik” indebærer, at det bl.a. skal fremgå, ”hvem der kan
    foretage behandling af oplysninger om den samtykkende”.
    En vurdering af kravet om, at et samtykke til markedsføring skal være specifikt, kunne således
    føre til, at det skal fremgå, hvem specifikt der gives samtykke til at modtage markedsføring fra.
    Det er imidlertid uklart, om det er et krav efter markedsføringsloven. Det fremgår ikke af lovbemærkningerne.
    Det er endvidere et krav ifølge den EU-retlige definition, at samtykket skal være frivilligt. Dette
    krav følger heller ikke af lovbemærkningerne til § 6.
    Det er udvalgets vurdering, at definitionen af samtykke bør være ens i markedsføringslovens §
    6 og i persondataloven, da begge regelsæt bygger på definitionen fra registerdirektivet.
    Udvalget anbefaler, at definitionen af samtykke fra registerdirektivet fremgår klarere af bemærkningerne
    til markedsføringsloven.
    Udvalget anbefaler endvidere, at der indsættes en definition af samtykke, svarende til definitionen
    i registerdirektivet, i den foreslåede definitionsbestemmelse, samt at ordlyden af § 6, stk.
    __________________
    114
    Det fremgår af artikel 2, litra h, at ”enhver frivillig, specifik og informeret viljestilkendegivelse, herved den registrerede
    indvilliger i, at oplysninger, der vedrører den pågældende selv, gøres til genstand for behandling”.
    115
    Selvom databeskyttelsesdirektivet blev implementeret i markedsføringsloven i 2003, er definitionen af samtykke ikke afspejlet
    i bemærkninger til lovændringen. Det skyldes formentlig, at implementeringen alene indsatte undtagelsen i stk. 2, og ikke i
    øvrigt medførte ændringer i bestemmelsen.
    SIDE 252 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    1, samtidig ændres fra ”medmindre den pågældende forudgående har anmodet om det” til
    ”medmindre den pågældende forudgående har givet sit samtykke hertil”.
    Indhentelse af samtykke i forbindelse med konkurrencer, rabatter og lignende
    Forbrugerombudsmanden har de senere år modtaget omkring 35.-50.000 e-mails vedrørende
    spam årligt116. Det er både forbrugere, erhvervsdrivende og offentlige myndigheder, der klager
    til Forbrugerombudsmanden.
    I de klager, som Forbrugerombudsmanden har undersøgt, har klagerne i mange tilfælde givet
    samtykke til at blive kontaktet af en lang række erhvervsdrivende i forbindelse med, at de har
    deltaget i konkurrencer på internettet. Konkurrencerne udformes og udbydes på internettet
    af virksomheder, som på den måde indhenter samtykke, såkaldte ”leads” eller ”permissions”.
    Disse ”leads” eller ”permissions” videresælges til andre virksomheder. Prisen for sådanne
    ”leads” kan ifølge Forbrugerombudsmandens oplysninger i dag variere fra mellem 1 kr. pr. stk.
    til flere hundrede kroner pr. stk.
    Det foregår som regel ved, at forbrugeren inviteres til at deltage i en konkurrence, hvor det
    som en del af konkurrencebetingelserne fremgår, at deltagelse er betinget af, at der afgives
    samtykke til at modtage markedsføring fra en lang række erhvervsdrivende. Ved brug af tekst,
    billeder og layout rettes forbrugerens fokus mod konkurrencen og/eller den mulige præmie,
    mens det faktum, at der afgives samtykke til markedsføring, er betydeligt nedtonet.
    Det er udvalgets vurdering, at de generelle krav til indhentelse af samtykke bør præciseres i
    bemærkningerne, herunder at et samtykke forudsætter, at den der afgiver samtykket er klar
    over, hvilke virksomheder der afgives samtykke til at modtage markedsføringsmateriale fra.
    Et mindretal, bestående af Forbrugerrådet Tænk tilføjer, at det netop er gennem deltagelse i
    konkurrencer, at forbrugere typisk oplever at modtage efterfølgende henvendelser, som de
    finder generende og ikke erindrer at have bedt om. Henset til at fokus fra forbrugeren naturligt
    vil være rettet mod konkurrenceelementet og udsigten til en mulig gevinst af den ene eller
    anden art, er det særligt problematisk, hvis konkurrencer samtidig betinges af samtykke til
    markedsføring, uden forbrugerens aktive ønske om at blive kontaktet efterfølgende. Ofte er
    der ingen direkte sammenfald/proportionalitet mellem konkurrencens indhold og det/de
    produkter, som forbrugeren efterfølgende kontaktes omkring. Hertil kommer, at listen af
    __________________
    116
    Forbrugerombudsmandens spampostkasser modtog i 2013 ca. 35.000 e-mails, i 2014 ca. 42.000 e-mails og i 2015 ca. 51.000
    e-mails. Antallet af personer, der efterfølgende udfylder en klageformular til brug for den eventuelle videre klagebehandling har
    været tilsvarende stigende, og udgjorde i 2013 14.950, i 2014 19.886 og i 2015 29.180.
    SIDE 253 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    erhvervsdrivende, som der gives samtykke til, kan være lang og i praksis medføre adskillige
    henvendelser, som kan være vanskelige at komme effektivt af med igen.
    Forbrugerrådet Tænk så derfor gerne et forbud mod at konkurrencer betinges af samtykke til
    efterfølgende markedsføring, hvortil bemærkes, at der i forhold til direktivet om urimelig
    handelspraksis om nødvendigt bør ske en revision af de juridiske muligheder herfor på EUplan.
    Endvidere vil det efter udvalgets vurdering med fordel kunne præciseres i bemærkningerne,
    at hvis et samtykke indhentes i forbindelse med fx en konkurrence eller en spørgeskemaundersøgelse,
    skal det være klart og utvetydigt for forbrugerne, at der samtidig med deltagelsen i
    konkurrencen m.v. gives samtykke til at modtage markedsføring.
    Udvalget anbefaler, at kravene til indhentelse af samtykke præciseres som foreslået i bemærkningerne.
    § 6, stk. 2 ”egne tilsvarende produkter”
    Undtagelsen i markedsføringslovens § 6, stk. 2, er begrænset til direkte markedsføring af den
    erhvervsdrivendes ”egne eller tilsvarende produkter”.
    Ifølge forarbejderne skal dette forstås som tilsvarende vare- eller tjenesteydelsesgrupper, som
    den erhvervsdrivende selv forhandler og ikke nødvendigvis som fuldstændig identiske produkter
    eller ydelser. Har man fx købt et par bukser og i forbindelse med dette køb afgivet sin
    mailadresse, fordi der er tale om e-handel, vil den erhvervsdrivende fremover kunne sende
    reklame for andet tøj via e-mail. Den erhvervsdrivende har derimod ikke mulighed for at markedsføre
    andre typer varer eller tjenesteydelser, som måtte indgå i dennes varesortiment. Har
    en kunde fx købt en kuffert, må adressen ikke bruges til at markedsføre møbler.
    Flere af udvalgsmedlemmerne har påpeget, at den nuværende danske fortolkning betyder, at §
    6, stk. 2, ikke har nogen praktisk relevans. Det skyldes for det første, at muligheden for at
    sende e-mails ud til egne kunder via stk. 2 er meget snæver. Bestemmelsen giver mulighed for,
    at man kan sende en e-mail om en tilsvarende bil men ikke om vinterdæk til den bil, som kunden
    har købt. De e-mails, som den erhvervsdrivende kan udsende efter stk. 2, har derfor sjældent
    nogen relevans for kunden. For det andet er bestemmelsens praktiske relevans yderst
    begrænset, fordi bestemmelsen er svær at administrere i praksis, da det kræver en ”hvem har
    købt hvad”-segmentering.
    Udvalget har på den baggrund, i forbindelse med landeundersøgelsen, spurgt ind til, hvordan
    formuleringen fortolkes i de øvrige lande.
    Norge, Sverige og Tyskland fortolker formuleringen ”egne tilsvarende produkter” på samme
    måde, som fremgår af de danske forarbejder. Fx fremgår det af de norske forarbejder, at hvis
    en forbruger har købt en bil, kan sælgeren markedsføre andre biler, men ikke reservedele,
    SIDE 254 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    tilbehør eller service til biler, ligesom en tysk domstol har fastslået, at det afgørende er, hvorvidt
    det produkt, der markedsføres, kan erstatte det købte produkt.
    I Nederlandene er det afgørende for fortolkningen af ”tilsvarende produkter”, hvad forbrugeren
    forventer. Ifølge forarbejderne til den Nederlandske lov, er det imidlertid afgørende for,
    hvad forbrugeren forventer, hvad sælgeren har givet af information i forbindelse med det
    oprindelige køb. Hvis sælgeren ikke har givet nogen informationer, skal ”egne tilsvarende
    produkter” fortolkes snævert.
    I Storbritannien er det ligeledes afgørende, hvad forbrugerne forventer. Hvilke produkter, der
    skal betragtes som ”egne tilsvarende produkter”, afhænger af, hvad det er for et produkt, forbrugeren
    har købt. Køber en forbruger fx brød og bananer hos et stort online supermarked, vil
    forbrugeren med rimelighed kunne forvente at modtage mails vedr. en lang række produkter,
    herunder brød, frugt og andre dagligvarer, men også bøger, dvd’er, køkkenudstyr og andet,
    der normalvis sælges i et supermarked. Derimod vil forbrugeren ikke forvente e-mails vedrørende
    fx forsikringstilbud, uanset om supermarkedet også udbyder forsikringer.
    Et flertal i udvalget anbefaler, at ”egne tilsvarende produkter” fremover skal fortolkes således,
    at det afgørende er de forventninger, den erhvervsdrivende har skabt hos forbrugeren. Hvis
    den erhvervsdrivende ikke har oplyst noget, skal dette fortolkes snævert.
    Et mindretal, bestående af Forbrugerrådet Tænk, kan ikke tilslutte sig anbefalingen. Dette
    medlem deler opfattelsen af, at bestemmelsen ikke er meningsfuld for hverken forbrugerne
    eller de erhvervsdrivende, men finder ikke af denne årsag grundlag for at udvide området for,
    hvad der kan henføres til betegnelsen ”egne tilsvarende produkter”. Tværtimod er det efter
    dette medlems opfattelse i sig selv problematisk, at loven indeholder en bestemmelse, som
    bryder med grundlæggende principper til kravene for et gyldigt samtykke, som defineret i EUretten
    og anbefaler derfor, at der tages initiativ til en ophævelse af undtagelsen på EU-plan.
    Uønskede elektroniske henvendelser udgør i forvejen et stort problem, med mange klager til
    følge, hvorfor det ikke er hensigtsmæssigt at udvide adgangen til at sende henvendelser, uden
    at dette sker som følge af et aktivt ønske (”viljestilkendegivelse”) fra modtagerens side. Det
    bemærkes i den forbindelse, at der netop er tale om en EU-retlig undtagelse til hovedreglen
    om et forbud, som i alle tilfælde skal fortolkes snævert på nationalt plan. Således vil det efter
    dette medlems opfattelse være på kant med direktivets artikel 13, stk. 2 fremover at lade det
    være op til den erhvervsdrivende selv at definere over for modtageren, hvad denne forstår
    ved ”egne tilsvarende produkter”. Forbrugerrådet Tænk anbefaler, herunder for at være direktivkonform,
    at det som minimum præciseres, at det under alle omstændigheder vil være
    EU-domstolens fortolkning af ”egne tilsvarende produkter”, som er afgørende. Dette uagtet
    såvel den erhvervsdrivendes egen - og potentielt udvidede - forståelse heraf, som de forventninger
    den erhvervsdrivende gennem formuleringer i mails m.v. konkret måtte have skabt hos
    modtageren.
    SIDE 255 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Den digitale udvikling
    Bestemmelsen om uanmodet henvendelse til bestemte aftagere fastsætter regler for, i hvilket
    omfang erhvervsdrivende må rette henvendelse til nogen/en bestemt fysisk person med henblik
    på direkte markedsføring, jf. de foreslåede stk. 1 og stk. 4.
    Markedsføringsloven er teknologineutral i den forstand, at den finder anvendelse uanset, i
    hvilket medie markedsføringen optræder. Den teknologiske udvikling har imidlertid medført
    nye tekniske muligheder for, hvordan de erhvervsdrivende kan markedsføre sig. Dette har
    både skabt udfordringer for virksomhederne, som kan være usikre på, om de med deres markedsføring
    holder sig inden for lovens rammer, og for forbrugerne i forhold til hvilke rettigheder
    de har.
    Udvalget har i forbindelse med behandlingen af bestemmelsen identificeret følgende tre problemstillinger,
    som den teknologiske udvikling har skabt:
    1. Hvad er omfattet af definitionen elektronisk post?
    2. Hvad er direkte markedsføring?
    3. Hvilke muligheder har man for at frabede sig direkte markedsføring?
    Ad 1. Hvad er omfattet af definitionen elektronisk post?
    Den foreslåede § 9, stk. 1, forbyder erhvervsdrivende at rette henvendelse til nogen ved brug
    af ”elektronisk post, et automatisk opkaldssystem eller telefax” med henblik på direkte markedsføring.
    Begrebet ”elektronisk post” dækker e-mail, sms, mms og andre lignende applikationer.117
    De digitale medier har imidlertid givet de erhvervsdrivende en lang række nye muligheder for
    at rette henvendelse til konkrete brugere. Det gælder fx via sociale medier som facebook,
    Instagram og LinkedIn og messaging services.
    Disse nye teknologier skal vurderes efter e-databeskyttelsesdirektivet, der stiller krav om, at
    der skal ske en lagring enten i nettet eller i modtagerens terminaludstyr.
    __________________
    117
    Præambel 67 til direktiv 2009/136.
    SIDE 256 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Den teknologiske udvikling har medført nye muligheder for markedsføring, hvilket i praksis
    har skabt tvivl om fortolkning af bestemmelsen, herunder særligt, hvad der i dag er omfattet af
    begrebet ”elektroniske post”.
    Kommissionen arbejder pt. på en revision af e-databeskyttelsesdirektivet, herunder artikel 13
    om uanmodet kommunikation. Den danske regering har i den forbindelse skrevet til kommissionen,
    om de udfordringer de gældende regler medfører. Det forventes, at kommissionen
    fremlægger et forslag til revision af direktivet inden udgangen af 2016.
    Ad 2. Hvornår retter en erhvervsdrivende henvendelse til en bestemt fysisk person ved brug
    af andre midler til fjernkommunikation med henblik på direkte markedsføring?
    Erhvervsdrivende har i dag mulighed for at målrette annoncer mod konkrete kunder. Har en
    kunde købt den erhvervsdrivendes produkt og i den forbindelse oplyst sin e-mailadresse, kan
    den pågældende kunde herefter blive eksponeret for den erhvervsdrivendes annoncer på
    kundens facebookprofil, såfremt den erhvervsdrivende oplyser kundens krypterede emailadresse
    til facebook. Kunden har teknisk mulighed for efterfølgende at frabede sig annoncer
    fra den pågældende erhvervsdrivende.
    Udvalget har på den baggrund overvejet, om sådanne målrettede annoncer kan anses for at
    være ”en henvendelse til en bestemt fysisk person ved brug af andre midler til fjernkommunikation"
    omfattet af den foreslåede § 9, stk. 4. Det er imidlertid udvalgets vurdering, at edatabeskyttelsesdirektivet
    ikke giver et klart svar på denne problemstilling.
    Under hensyntagen til, at der er igangsat et revisionsarbejde i EU af edatabeskyttelsesdirektivet,
    er det udvalgets holdning, at man bør afvente denne revision. Da
    markedsføringslovens bestemmelse om uanmodet henvendelse til bestemte aftagere er en
    gennemførelse af e-databeskyttelsesdirektivet, er det derfor ikke hensigtsmæssigt på nuværende
    tidspunkt at tage stilling til spørgsmålet på nationalt plan.
    Ad 3. Hvilke muligheder har man for at frabede sig direkte markedsføring?
    Ifølge den foreslåede § 9, stk. 4, må en erhvervsdrivende ikke rette henvendelse til en bestemt
    fysisk person (gælder både forbrugere og erhvervsdrivende) ved brug af andre fjernkommunikationsmidler,
    hvis modtageren enten har meddelt den erhvervsdrivende, at han/hun ikke
    ønsker at modtage markedsføring, eller hvis modtageren er opført på den såkaldte Robinsonliste.
    Robinsonlisten er etableret med hjemmel i CPR-lovens § 29, stk. 3, og § 40, stk. 4 og 5. Den
    giver mulighed for, at fysiske personer generelt kan sige nej til henvendelser med direkte
    markedsføring på deres privatadresser. Det sker ved en registrering i CPR-registreret, som
    den erhvervsdrivende er forpligtet til at undersøge inden fremsendelse af markedsføringsmateriale.
    Det er i dag muligt at undersøge, om en person er registreret på Robinsonlisten på
    SIDE 257 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    baggrund af en persons CPR-nummer eller navn og adresse. Ens telefonnummer er endvidere
    omfattet af beskyttelsen efter Robinsonlisten i forhold til uanmodet telefonisk opkald.
    De digitale medier har imidlertid givet de erhvervsdrivende en lang række nye muligheder for
    at rette henvendelse til konkrete brugere online. Som det fremgår af afsnittet ovenfor, gælder
    det efter udvalgets vurdering fx opslag på facebook brugeres væg, notifikationer, samt målrettet
    annoncering som fx digital annoncering, der vises til en afgrænset gruppe af modtagere,
    som identificeres via cookies eller andet elektronisk ID. Disse muligheder kræver ikke, at den
    erhvervsdrivende er bekendt med den pågældende persons navn og/eller adresse, men alene
    at den erhvervsdrivende har den pågældende persons e-mailadresse, telefonnummer, brugernavn
    på et socialt medie, eller at der er blevet sat en cookie.
    De erhvervsdrivende vil derfor ikke kunne undersøge, hvorvidt den pågældende person er
    registreret på Robinsonlisten.
    Det betyder, at fysiske personer alene har mulighed for at frabede sig denne slags henvendelser
    ved direkte besked til hver enkelt erhvervsdrivende.. Er markedsføringen sket på baggrund
    af en cookie, ligger kontrollen hos den enkelte modtager, som selv kan fjerne cookien.
    Udvalget har på den baggrund drøftet, om der kan findes løsninger, der svarer til Robinsonlisten
    for de digitale medier. Det er imidlertid udvalgets vurdering, at udfordringen ikke kan
    løses ved at lave en rent national ordning.
    Udvalget bemærker i den forbindelse, at e-databeskyttelsesdirektivet, som hjemler bestemmelserne,
    er under revision.
    Vurdering af om artikel 13, stk. 4, er implementeret tilstrækkeligt
    Det følger af markedsføringslovens § 6, stk. 6, at en erhvervsdrivende ikke må kræve betaling
    for at modtage eller notere meddelelser om, at et samtykke efter stk. 1 tilbagekaldes.
    Artikel 13, stk. 4, i e-databeskyttelsesdirektivet indeholder en regel om, at alle meddelelser
    skal indeholde en adresse, som modtageren kan henvende sig til for at få standset sådanne
    henvendelser. Der findes ikke en tilsvarende betingelse i markedsføringsloven § 6. Ehandelslovens
    § 7 indeholder imidlertid en regel om, at en tjenesteyder bl.a. skal give oplysning
    om dennes fysiske adresse.
    Det kan efter udvalgets vurdering give anledning til tvivl, om e-handelslovens § 7 i fuldt omfang
    implementerer e-databeskyttelsesdirektivets artikel 13, stk. 4. Det er bl.a. uklart, om alle
    henvendelser omfattet af markedsføringslovens § 6 også er omfattet af e-handelslovens § 7,
    ligesom det kan give anledning til tvivl, om det efter e-handelslovens § 7 er tilstrækkeligt, at
    der blot henvises til en hjemmeside, hvor oplysningen fremgår, dvs. om det er et krav, at
    adressen findes i selve henvendelsen.
    SIDE 258 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Artikel 13, stk. 4, indeholder endvidere krav om, at direkte markedsføring skal kunne identificeres
    som sådan, at det skal fremgå, på hvis vegne den direkte markedsføring udsendes, på en
    måde, der ikke er tilsløret eller holdes skjult. Der findes ikke tilsvarende betingelse i markedsføringsloven
    § 6.
    Artikel 13, stk. 4, indeholder også et krav om, at betingelserne i e-handelsdirektivets artikel 6
    skal overholdes. E-handelsdirektivets artikel 6 er implementeret i e-handelslovens § 9. Bestemmelsen
    indeholder et krav om, at reklametilbud som fx rabatter, præmier og tilgift skal
    klart kunne identificeres som sådanne, og betingelserne for at opnå dem skal være let tilgængelige
    og fremlægges klart og utvetydigt. Det samme gælder for salgsfremmende konkurrencer
    og spil. Denne betingelse findes heller ikke i § 6 i dag.
    Endelig indeholder artikel 13, stk. 4, et krav om, at modtageren af elektronisk post ikke må
    opfordres til at besøge hjemmesider, der er i strid med e-handelsdirektivets artikel 6.
    Udvalget anbefaler på den baggrund, at der indsættes et nyt stk. 3 i bestemmelsen om uanmodet
    henvendelse, som specifikt implementerer direktivets artikel 13, stk. 4.
    Opt-out løsning for henvendelser ved brug af elektronisk post til andre erhvervsdrivende
    Udvalget har diskuteret i hvilket omfang e-databeskyttelsesdirektivet giver mulighed for, at
    der kan fastsættes lempeligere regler for uanmodet elektronisk markedsføring, når der er tale
    om forhold mellem to erhvervsdrivende (b2b). Der er enighed om, at de nærmere muligheder
    for at fastsætte lempeligere regler i b2b-forhold afhænger af en fortolkning af edatabeskyttelsesdirektivets
    artikel 13, stk. 5, som lyder:
    ”Stk. 1 og 3 finder anvendelse på abonnenter, der er fysiske personer. Medlemsstaterne sikrer
    endvidere inden for rammerne af gældende fællesskabsret og national lovgivning, at de legitime
    interesser for abonnenter, der ikke er fysiske personer, nyder tilstrækkelig beskyttelse
    for så vidt angår uanmodet kommunikation.”
    Udvalget er enigt om, at det afgørende er, hvordan ”fysisk person” og ”ikke fysisk person” skal
    fortolkes i direktivets forstand.
    DI, Dansk Erhverv, Kreativitet & Kommunikation, Danske Medier, Danske Advokater/
    Advokatsamfundet, Finansrådet, professor Torben Hansen og Håndværksrådet anbefaler,
    at der indføres lempeligere regler for uanmodet elektronisk post i visse b2b-forhold, hvor der
    er et særligt praktisk behov for at kunne kommunikere elektronisk mellem de erhvervsdrivende,
    uden der nødvendigvis er et forudgående formelt samtykke, og hvor risikoen for misbrug
    er lav, dels på grund af den foreslåede forudsatte relation mellem afsender og modtager,
    dels på grund af de øvrige kriterier for bestemmelsens anvendelse.
    Efter disse medlemmers forslag kan en erhvervsdrivende rette henvendelse til en bestemt
    person hos en anden erhvervsdrivende ved brug af elektronisk post med henblik på direkte
    SIDE 259 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    markedsføring af egne produkter, når der er et kundeforhold mellem de to erhvervsdrivende.
    Endvidere foreslås, at en erhvervsdrivende også må rette henvendelse til en bestemt person
    hos en anden erhvervsdrivende ved brug af elektronisk post med henblik på direkte markedsføring
    af egne produkter, når afsenderen har fået modtagerens elektroniske adresse direkte
    fra modtageren i forbindelse med erhvervsmæssig kontakt mellem de to personer. Der må dog
    kun sendes markedsføring, som har relevans for den pågældende modtagers arbejdsfunktion,
    og modtageren skal klart og utvetydigt have mulighed for let og gebyrfrit at frabede sig yderligere
    elektronisk markedsføring ved hver henvendelse.
    Den foreslåede øgede fleksibilitet for afsendelse af uanmodet elektronisk post i eksisterende
    kundeforhold hænger sammen med, at der i eksisterende kundeforhold er en loyalitetspligt og
    en gensidig afhængighed, der gør, at parterne vil være meget tilbageholdende med decideret
    spam, idet afsenderen i så fald risikerer at skade den eksisterende relation. Erhvervsmæssigt
    medlemskab af foreninger bør i denne sammenhæng også betragtes som et kundeforhold.
    Samtidig er der i eksisterende kundeforhold et særligt praktisk behov for at få fjernet den
    retlige uklarhed, der er i dag, om hvor grænsen går for lovlig og ulovlig elektronisk post til en
    kunde. Det kan således være uklart, om en mail til en eksisterende kunde er at betragte som
    ”uanmodet elektronisk post med henblik på direkte markedsføring” og i givet fald skal opfylde
    alle formelle krav til et forudgående samtykke fra modtageren, selvom der allerede er en relation
    mellem parterne. Modtageren kan i disse situationer gå glip af relevante tilbud eller informationer,
    fordi afsenderen er i tvivl om beskedens lovlighed.
    Samme hensyn gør sig gældende, når der er en personlig, erhvervsmæssig relation mellem
    afsender og modtager, uanset om afsender og modtager repræsenterer virksomheder, der har
    en eksisterende kunderelation. Når man som repræsentant for en erhvervsdrivende giver sin
    arbejdsrelaterede elektroniske adresse til en person, der repræsenterer en anden erhvervsdrivende,
    og udleveringen af adressen sker i en erhvervsmæssig sammenhæng, er det efter
    flertallets opfattelse unødvendigt restriktivt at kræve alle formelle betingelser for et informeret,
    specifikt og utvetydigt samtykke opfyldt, før modtageren af mailadressen må sende arbejdsrelateret
    markedsføring til den person, der har udleveret sin elektroniske arbejdsadresse.
    Det vigtige for modtagere af elektronisk markedsføring i b2b-forhold er, at dét der modtages
    er arbejdsrelevant, at man ikke overbebyrdes med tilbud, og at man nemt kan framelde sig. I
    så fald vil henvendelserne typisk blive betragtet som arbejdsrelevante tilbud eller servicemeddelelser,
    som modtageren kan vælge at følge op på eller lade være.
    Den foreslåede bestemmelse er ifølge disse medlemmers opfattelse udformet i overensstemmelse
    med disse kriterier.
    Den foreslåede forudsatte eksisterende kunderelation eller direkte personlige kontakt beskytter
    således modtageren imod at blive overbebyrdet med tilbud. Det foreslåede krav om, at
    afsenderen kun må sende markedsføring af egne produkter, tilgodeser samme hensyn.
    SIDE 260 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Det foreslåede krav om, at henvendelsen skal være relevant for den pågældende modtagers
    arbejdsfunktion, sikrer arbejdsrelevansen. Kravet medfører f.eks., at en ansat, der arbejder
    med it-sikkerhed, må tilsendes markedsføring, der er relevant for virksomhedens itsikkerhed,
    mens en ansat, der arbejder med indkøb, må tilsendes markedsføring, der er relevant
    for virksomhedens indkøbsfunktion. Markedsføringen skal således være tilpasset den
    enkelte modtager.
    Endelig stilles det som krav, at modtageren til enhver tid – let og gebyrfrit - skal kunne frabede
    sig fremtidige henvendelser. Når det allerede er begrænset, både hvem man må modtage mails
    fra og om hvad, er retten til at frabede sig fremtidige henvendelser et meget stærkt beskyttelsesværn.
    Sendes mails med hjemmel i en eksisterende kunderelation, er afsendervirksomheden
    nødt til at føre en opdateret samlet oversigt over kunderelationer, der har frabedt sig
    markedsføring. Denne oversigt skal konsulteres, før der sendes markedsføring, for at undgå
    overtrædelse af bestemmelsen.
    DI, Dansk Erhverv, Kreativitet & Kommunikation, Danske Medier, Danske Advokater/
    Advokatsamfundet, Finansrådet, professor Torben Hansen og Håndværksrådet foreslår, at
    såfremt modtageren bestrider, at bestemmelsens betingelser for afsendelse af uanmodet elektronisk
    markedsføring er opfyldt, er det afsenderen, der har bevisbyrden. Afsenderen skal
    f.eks. kunne dokumentere, at der er eller har været et kundeforhold inden for det sidste år,
    hvis afsenderen påberåber sig bestemmelsens første punktum, og afsenderen skal kunne dokumentere,
    hvor og hvornår den elektroniske adresse er modtaget, hvis afsenderen påberåber
    sig bestemmelsens andet punktum. Afsenderen skal endvidere kunne oplyse, hvor informationen
    om modtagerens arbejdsfunktion kommer fra.
    Den håndhævende myndigheds opklaring af tvister vil, efter at klageren har præsenteret den
    indledende dokumentation for at have modtaget en markedsføringsmail fra afsenderen, derfor
    starte med at bede afsenderen fremlægge ovennævnte dokumentation. I praksis må det dog
    efter disse medlemmers opfattelse antages, at størstedelen af eventuelle tvister kommer til at
    handle om, at afsenderen ikke respekterer en meddelelse, hvor modtageren frabeder sig yderligere
    henvendelser. Dokumentationen vil i disse tilfælde bestå i, at modtageren fremviser den
    mail, hvor afsenderen er blevet anmodet om ikke at sende yderligere markedsføring og den
    efterfølgende markedsføringsmail, hvor afsenderen ikke har respekteret ønsket.
    Disse medlemmer mener, at bestemmelsen af præventive hensyn bør være underlagt såvel
    offentlig som privat påtale. Det vil have en større præventiv effekt, såfremt det potentielt er
    muligt for Forbrugerombudsmanden at rejse en sag mod en virksomhed på baggrund af flere
    anmeldelser om spam mod den samme virksomhed, end hvis der udelukkende er privat påtale
    for overtrædelse af bestemmelsen. Hermed ville hver enkelt modtager af spam være nødsaget
    til at anlægge en retssag mod afsendervirksomheden for at håndhæve bestemmelsen, hvilket
    ikke er hensigtsmæssigt.
    Forbrugerombudsmanden er allerede i dag håndhævelsesmyndighed i forhold til spam i b2bforhold
    og modtager en række klager fra erhvervsdrivende. Med den foreslåede ændring vil
    SIDE 261 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    der efter disse medlemmers vurdering i et begrænset omfang blive åbnet mere op for adgangen
    til at fremsende direkte markedsføring via elektronisk post mellem erhvervsdrivende.
    Nogle af de markedsføringstiltag, som i dag er ulovlige, vil med den foreslåede ændring således
    blive lovliggjort. Disse medlemmer tror ikke, at den foreslåede bestemmelse vil føre til en
    væsentlig forøgelse af spamklager fra erhvervsdrivende. Som nærmere begrundet ovenfor, ser
    disse medlemmer endvidere ikke belæg for at forvente, at bestemmelsen i praksis bliver væsentlig
    sværere at håndhæve end andre bestemmelser i loven.
    Såfremt bestemmelsen mod forventning skulle føre til en væsentlig stigning i antallet af klager
    fra erhvervsdrivende, har Forbrugerombudsmanden også efter flertallets forslag adgang til at
    prioritere sine ressourcer. Disse medlemmer mener derfor ikke, der er belæg for at antage, at
    den foreslåede regelændring vil medføre et markant øget ressourceforbrug hos Forbrugerombudsmanden.
    Disse medlemmer bemærker afslutningsvist, at den foreslåede bestemmelse
    efter disse medlemmers opfattelse ikke vil gøre det nødvendigt for Forbrugerombudsmanden
    at gennemgå samtlige henvendelser for at sortere henvendelserne efter, hvilken bestemmelse
    de relaterer sig til. Forbrugerombudsmanden kan således nemt oprette en spam mailboks
    tilegnet den nye bestemmelse.
    Et mindretal bestående af Forbrugerombudsmanden, professor Caroline Heide-Jørgensen og
    Forbrugerrådet Tænk mener, at den foreslåede bestemmelse giver anledning til en række
    håndhævelsesmæssige udfordringer, som vil gøre det overordentligt vanskeligt at håndhæve
    bestemmelsen. Fx vil det være meget svært at modbevise en påstand fra afsenderen om, at
    modtageren fx mundtligt skulle have oplyst sin e-mailadresse i forbindelse med en kort ordveksling
    mellem parterne på en erhvervsmesse el.lign.
    Forslaget vil også have store ressourcemæssige konsekvenser for Forbrugerombudsmanden i
    forbindelse med håndhævelsen af forbuddet mod uanmodede elektroniske henvendelser i
    afsætningsøjemed.
    Såfremt forslaget vedtages, vil Forbrugerombudsmanden fremover være nødsaget til i alle
    spamsager at gennemgå samtlige henvendelser for at sortere de henvendelser fra, der eventuelt
    måtte være omfattet af den foreslåede undtagelse til spamforbuddet.
    Ofte er der tale om et meget stort antal udsendelser (tit flere hunderede), der sendes til både
    arbejds- og til private mailadresser.
    Det vil derfor være nødvendigt for Forbrugerombudsmanden først at foretage en fuldstændig
    gennemgang af alle de mailadresser, som en henvendelse er sendt til, for at undersøge, om der
    er tale om en arbejds- eller en privat mailadresse.
    Det er ikke altid muligt blot ud fra navnet på en mailadresse at vurdere, om denne er en arbejds-
    eller privat mailadresse, og det vil derfor ofte kræve en nærmere undersøgelse af den
    enkelte e-mailadresse. I den forbindelse vil det f.eks. kunne være nødvendigt at kontakte klageren
    for at få afklaret dette.
    SIDE 262 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Såfremt det så viser sig, at der er tale om en arbejdsmailadresse, vil Forbrugerombudsmanden
    i forhold til hver af disse adresser skulle foretage en individuel vurdering af, om en af undtagelserne
    i den foreslåede bestemmelse eventuelt måtte foreligge, herunder en undersøgelse af
    om der f.eks. inden for hele klagerens virksomhed måtte være en person, der inden for det
    sidste år som led i sit erhverv har købt et produkt hos den erhvervsdrivende.
    Dette vil således medføre en markant forøgelse af ressourceforbruget hos Forbrugerombudsmanden
    i forbindelse med håndhævelse af spamreglerne, og dette vil ikke kunne løses blot
    ved at underlægge forbuddet mod uanmodede henvendelser i b2b-situationer privat påtale.
    Forbrugerombudsmanden vil nemlig fremadrettet være nødsaget til at skulle foretage ovennævnte
    undersøgelser ved alle typer af uanmodede elektroniske henvendelser, da det ikke på
    forhånd vil kunne afgøres, om der er tale om en b2b- eller en b2c-situation.
    Dette vil kunne medføre en uhensigtsmæssig svækkelse af håndhævelsen af § 9.
    Forbrugerombudsmanden har endvidere påpeget, at Forbrugerombudsmanden de sidste par
    år har oplevet en stigning i antallet af e-mails i sine spampostkasser. I 2013 udgjorde tallet ca.
    35.000, i 2014 ca. 42.000 og i 2016 ca. 51.000. En stikprøve foretaget i en periode på en uge i
    maj 2016 viste, at ca. 35 procent af henvendelserne i Forbrugerombudsmandens danske
    spampostkasse var spam sendt direkte til Forbrugerombudsmanden.
    Antallet af personer, der efterfølgende udfylder en klageformular til brug for den eventuelle
    videre klagebehandling, er tilsvarende stigende, og udgjorde i 2013 14.950, i 2014 19.886 og i
    2015 29.180.
    En stor del af de e-mails, Forbrugerombudsmanden modtager, vedrører henvendelser, der er
    sendt til erhvervsdrivende. Ovennævnte stikprøve fra maj 2016 fra Forbrugerombudsmandens
    danske spampostkasse viste således, at lidt under en tredjedel af de henvendelser, som
    var indsendt af klagere, var indsendt fra domæner tilhørende erhvervsdrivende..
    Udvalgets overvejelser om indførelse af lempeligere regler for uanmodet elektronisk markedsføring
    b2b set i forhold til e-databeskyttelsesdirektivet
    Udvalget har diskuteret, i hvilket omfang e-databeskyttelsesdirektivet giver mulighed for, at
    der kan fastsættes lempeligere regler for uanmodet elektronisk markedsføring, når der er tale
    om b2b-forhold. Der er enighed om, at de nærmere muligheder for at fastsætte lempeligere
    regler i b2b-forhold afhænger af en fortolkning af e-databeskyttelsesdirektivets artikel 13, stk.
    5, som lyder:
    ”Stk. 1 og 3 finder anvendelse på abonnenter, der er fysiske personer. Medlemsstaterne sikrer
    endvidere inden for rammerne af gældende fællesskabsret og national lovgivning, at de legitime
    interesser for abonnenter, der ikke er fysiske personer, nyder tilstrækkelig beskyttelse for så vidt
    angår uanmodet kommunikation.”
    SIDE 263 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Udvalget er enigt om, at det afgørende er, hvordan ”fysisk person” og ”ikke fysisk person” skal
    fortolkes i direktivets forstand.
    Det fremgår af en landeundersøgelse præsenteret for udvalget af Kreativitet & Kommunikation,
    som omfatter 13 andre EU-/EØS lande, at 7 ud af 13 tillader markedsføring sendt til ansatte
    hos andre erhvervsdrivende. Medregner man kun de 11 EU-lande omfattet af undersøgelsen,
    er det 7 ud af 11 lande.
    Blandt de 7, der tillader markedsføring sendt til ansatte mv. hos andre erhvervsdrivende,
    lader det til, at UK og Sverige sondrer mellem erhvervsdrivende, der er juridiske personer
    (f.eks. et aktieselskab), og erhvervsdrivende der er fysiske personer (f.eks. en enkeltmandsvirksomhed),
    mens Nederlandene og Finland ikke ser ud til at lave en sådan sondring. Der er
    ingen oplysninger fra de tre resterende lande (Frankrig, Irland, Østrig).
    DI, Dansk Erhverv, Kreativitet & Kommunikation, Danske Medier, Danske Advokater/
    Advokatsamfundet, Finansrådet, professor Torben Hansen og Håndværksrådet mener, at
    direktivet giver mulighed for at sende uanmodet elektronisk markedsføring til ansatte mv. hos
    andre erhvervsdrivende (b2b).
    Disse medlemmer bemærker indledningsvist, at 7 ud af 13 undersøgte EU/EØS-lande (Sverige,
    Finland, UK, Nederlandene, Frankrig, Irland, Østrig) tillader mails til ansatte mv. hos andre
    erhvervsdrivende, der er juridiske personer. Disse 7 lande må åbenlyst have vurderet, at dette
    er muligt inden for direktivets rammer, hvorimod det ikke vides om de øvrige 6 undersøgte
    lande (Spanien, Italien, Schweiz, Norge, Belgien, Tyskland) mener, at dette ikke er muligt inden
    for rammerne af direktivet, eller blot har valgt ikke at udnytte muligheden.
    Når modtageren er knyttet til en erhvervsdrivende, der er en personligt ejet virksomhed, er
    landeundersøgelsens oplysninger mere begrænsede. Sverige og UK ser ud til at have valgt en
    model, der sidestiller personligt ejede virksomheder med ”fysiske personer” i edatabeskyttelsesdirektivets
    forstand, mens Holland og Finland ser ud til at have valgt en model,
    der ikke gør forskel på, om modtageren er tilknyttet en virksomhed, der er personligt ejet
    eller organiseret som en juridisk person.
    Disse medlemmer bemærker endvidere, at en sædvanlig formålsfortolkning af den nævnte
    bestemmelse i e-databeskyttelsesdirektivet klart støtter flertallets opfattelse. I fortolkningen
    af ”fysisk person” er man således nødt til at se på, hvad der er formålet med direktivets bestemmelse
    om uanmodet elektronisk markedsføring.
    Det følger af direktivets præambel (afsnit 40), at formålet med reglerne er beskyttelse mod
    ”krænkelse af privatlivets fred”.
    Disse medlemmer mener, at det er helt åbenlyst, at e-databeskyttelsesdirektivets beskyttelseshensyn
    ”krænkelse af privatlivets fred”, ikke er tiltænkt at finde anvendelse på arbejdsrelateret
    elektronisk markedsføring sendt til en ansat, et ledelsesmedlem, en partner m.v. i en
    SIDE 264 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    virksomhed, der er organiseret som en juridisk person. Følgelig vil sådan markedsføring ikke
    skulle betragtes som mails sendt til en ”fysisk person” i direktivets forstand.
    Disse medlemmer mener, at det samme gør sig gældende, når arbejdsrelevant markedsføring
    sendes til en ansat, en ejerleder mv. i virksomhed, der er personligt ejet, f.eks. en enkeltmandsvirksomhed,
    forudsat at modtagerens mailadresse ikke er en privat mailadresse. Det
    gælder uanset om den personlige ejer af enkeltmandsvirksomheden driver virksomheden
    alene eller sammen med ansatte.
    Den fysiske person bag en enkeltmandsvirksomhed har mulighed for at have en privat mailadresse
    ved siden af virksomhedsmailen for netop at holde privatliv adskilt fra erhvervsvirksomheden,
    f.eks. s.hansen@tandlægen.com som virksomhedsmail og s.hansen@g.mail.com
    som privatmail. Det er flertallets opfattelse, at beskyttelseshensynet ”krænkelse af privatlivets
    fred” åbenlyst ikke finder anvendelse på mails sendt til virksomhedsmailen i denne situation.
    Det er derfor flertallets opfattelse, at personligt ejede virksomheder ikke generelt kan sidestilles
    med ”fysiske personer” i direktivets forstand, og at personligt ejede virksomheder bør
    være omfattet af begrebet ”erhvervsdrivende” i den af flertallet foreslåede bestemmelse ligesom
    alle andre erhvervsdrivende. Ligesom for markedsføringsmails sendt til andre erhvervsdrivende
    er det afsenderen, der har bevisbyrden for, at den afsendte mail er sendt til en virksomhedsmail,
    og at den pågældende mailadresse er personhenførbar.
    Disse medlemmer bemærker i den forbindelse, at hensynene bag de foreslåede lempeligere
    regler for uanmodet elektronisk b2b-markedsføring – og den lille risiko for misbrug - er præcis
    den samme, når den modtagende person er ejer-leder eller ansat i en personligt ejet mindre
    virksomhed, som hvis den modtagende person er ejer-leder eller ansat i et kapitalselskab
    eller anden virksomhedsform.
    Såfremt lovgiver vælger at sidestille arbejdsrelevant elektronisk markedsføring sendt til ansatte,
    ledelsesmedlemmer, ejerledere, partnere mv. hos erhvervsdrivende med elektronisk
    markedsføring sendt til ”fysiske personer” i direktivets forstand, vil der efter flertallets opfattelse
    være tale om overimplementering, der klart går ud over direktivets tiltænkte beskyttelseshensyn.
    Disse medlemmer bemærker i den forbindelse, at den foreslåede lempeligere regel for visse
    b2b-forhold yder mere beskyttelse for modtageren, end hvad en række andre lande har tilladt
    i b2b-forhold. Det har netop været afgørende for flertallet, at anvendelsesområdet for den
    foreslåede regel blev indsnævret til tilfælde, hvor risikoen for spam er særligt lille, og at den
    foreslåede regel giver modtageren supplerende værn, der samlet giver en stærk beskyttelse
    imod spam. Disse medlemmer finder, at direktivets krav om at modtageren i b2b-forhold
    mindst skal ydes en ”tilstrækkelig beskyttelse”, er mere end opfyldt med den foreslåede bestemmelse.
    DI, Dansk Erhverv, Kreativitet & Kommunikation, Danske Medier, Danske Advokater/
    Advokatsamfundet, Finansrådet, professor Torben Hansen og Håndværksrådet bemærker
    SIDE 265 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    afslutningsvis, at såfremt lovgiver finder det utilstrækkelig sikkert, om arbejdsrelateret elektronisk
    post sendt til en ansat eller en ejerleder i en personligt ejet virksomhed er i overensstemmelse
    med e-databeskyttelsesdirektivet, bør den foreslåede bestemmelse indskrænkes til
    ansatte mv. hos erhvervsdrivende, der er juridiske personer frem for helt at opgive en lempelse
    for b2b-forhold, hvor der en kunde- eller personlig relation.
    Et mindretal bestående af Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet Tænk, professor Caroline
    Heide-Jørgensen og professor Søren Sandfeldt kan ikke anbefale en sådan ændring af retstilstanden.
    Forbrugerombudsmanden har i den forbindelse oplyst følgende: ”Der kan efter Forbrugerombudsmandens
    opfattelse rejses tvivl om forslagets forenelighed med direktiv 2002/58/EF om
    behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor
    (som ændret ved direktiv 2009/136/EF), da forslaget tillader uanmodede
    henvendelser ”til en bestemt person”. Den foreslåede bestemmelse tillader således uanmodede
    henvendelser til fysiske personer, hvor der efter direktivets artikel 13, stk. 1, stilles krav
    om, at modtageren forudgående har givet sit samtykke hertil. Det forhold, at henvendelsen
    modtages via den bestemte fysiske persons arbejdsmailadresse, ændrer efter Forbrugerombudsmandens
    opfattelse ikke ved, at modtageren fortsat må anses for at være en ”fysisk person”
    i direktivets forstand.
    Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er der endvidere ikke holdepunkter for at fastslå,
    at ”privatlivets fred” ikke også omfatter erhvervsforhold eller situationer, hvor en person
    f.eks. befinder sig på sin arbejdsplads. Forbrugerombudsmanden har i den forbindelse henvist
    til, at f.eks. artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvorefter enhver har
    ret til respekt for sit privatliv, også kan påberåbes af juridiske personer, og at juridiske personer
    f.eks. vil kunne have et af artikel 8 beskyttet hjem i betydningen kontor, forretningssted
    eller domicil118.
    Forslaget vil endvidere indebære, at uanmodet elektronisk markedsføring vil blive tilladt i
    langt højere grad end i dag, da en erhvervsdrivende efter forslaget som udgangspunkt vil kunne
    sende uanmodede e-mails til alle medarbejdere i en virksomhed, hvis blot én person inden
    for virksomheden som led i sit erhverv har købet et produkt hos den erhvervsdrivende inden
    for det sidste år. For modtageren af en uanmodet e-mail vil det endvidere være meget svært at
    vurdere, om der er tale om en ulovlig henvendelse, idet denne vurdering forudsætter, at mod-
    __________________
    118
    Jf. side 642-642 i P. Lorenzen m.fl.: ”Den Kommenterede Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer”, 3.
    udgave, DJØF’s forlag.
    SIDE 266 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    tageren har kendskab til, om der evt. måtte være en af dennes kollegaer, der inden for det
    sidste år i arbejdssammenhæng måtte have købt et produkt – fx et kursus – hos afsenderen.”
    Et flertal i udvalget bestående af professor Torben Hansen, Erhvervs- og Vækstministeriet,
    Kulturministeriet, Justitsministeriet, Danske Advokater/Advokatsamfundet, Håndværksrådet,
    Dansk Erhverv, Kreativitet & Kommunikation, DI, Finansrådet og Danske Medier anbefaler, at
    der indføres lempeligere regler for uanmodet elektronisk post i visse b2b forhold.
    Sproglige ændringer
    Udvalget har foretaget en række sproglige justeringer af bestemmelsen med det formål at
    modernisere og forenkle bestemmelsen. Der er ikke tilsigtet realitetsændringer af retstilstanden
    med den sproglige opdatering. Det drejer sig bl.a. om:
    1. § 6, stk. 1 ”med henblik på afsætning”.
    Udvalget skal vurdere, om markedsføringsloven er i overensstemmelse med de EU-regler,
    der er implementeret i loven.
    Det følger af markedsføringslovens § 6, stk. 1, at en henvendelse bliver omfattet af bestemmelsen,
    hvis den udsendes ”med henblik på afsætning af varer m.v.”. Bestemmelsens afsætningsbegreb
    afviger både fra den oprindelige ordlyd i ISDN-direktiv og fra ordlyden i artikel
    13 i databeskyttelsesdirektivet og e-databeskyttelsesdirektivet, hvor der anvendes udtrykket
    ”med henblik på direkte markedsføring”.
    Udvalget har på den baggrund vurderet, om udtrykket ”med henblik på afsætning” bør ændres
    til ”med henblik på direkte markedsføring”.
    I bemærkningerne til markedsføringslovens § 6, stk. 1, anvendes konsekvent udtrykket
    ”markedsføring” fremfor ”med henblik på afsætning”.
    Det fremgår af de almindelige bemærkninger til bestemmelsen vedrørende løbende kundeforhold,
    at der ”ved vurderingen af, om en henvendelse er omfattet af det foreslåede forbud
    m.v., må der lægges betydelig vægt på, om den erhvervsdrivende har en egeninteresse i de dispositioner
    fra kundens side, som den erhvervsdrivendes henvendelse vedrører. Hvis det er
    SIDE 267 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    spørgsmålet om erhvervelse af den erhvervsdrivendes produkter, der er i centrum, foreligger
    der markedsføring i den foreslåede bestemmelses forstand”.119
    Det er på den baggrund udvalgets vurdering, at en ændring af ordlyden ikke vil indebære
    realitetsændringer. Samtidig er det dog udvalgets vurdering, at bestemmelsens nuværende
    ordlyd kan give anledning til tvivl om bestemmelsens rækkevidde, da en ren ordlydsfortolkning
    medfører, at afsætningsbegrebet er snævrere end begrebet markedsføring.
    Udvalget har endvidere lagt vægt på, at man i den norske markedsføringslovs § 15, som er
    en pendant til markedsføringslovens § 6, bruger udtrykket ”markedsføringshenvendelser”.
    Udvalget anbefaler, at ordlyden af bestemmelsen ændres til ”med henblik på markedsføring”
    og dermed benytter samme terminologi som direktiverne.
    __________________
    119
    Lf 213 af 1. marts 2000, almindelige bemærkninger, afsnit 3.2.
    SIDE 268 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    § 10 om handelspraksis rettet mod børn og unge (Tidligere § 8)
    Gældende ret
    Den gældende markedsføringslovs § 8 indeholder en særlig beskyttelse af børn og unge. Bestemmelsen
    finder alene anvendelse, når markedsføring er rettet mod børn og unge.
    Markedsføringslovens § 8 har følgende ordlyd:
    § 8. Markedsføring rettet mod børn og unge skal være udformet med særlig hensyntagen til børn
    og unges naturlige godtroenhed og manglende erfaring og kritisk sans, som bevirker, at de er
    lette at påvirke og nemme at præge.
    Stk. 2. Markedsføring rettet mod børn og unge under 18 år må ikke direkte eller indirekte opfordre
    til vold og anden farlig eller hensynsløs adfærd eller på utilbørlig måde benytte sig af vold,
    frygt eller overtro som virkemidler.
    Stk. 3. Markedsføring rettet mod børn og unge under 18 år må ikke indeholde omtale af, billeder
    af eller henvisninger til rusmidler, herunder alkohol.
    Bestemmelsen indebærer, at der skal tages særligt hensyn til børns og unges naturlige godtroenhed
    og manglende erfaring og kritiske sans, som bevirker, at de er lette at påvirke og nemme
    at præge.
    Markedsføringslovens § 8, stk. 1, er en ”agtsomhedsnorm”, en generel skærpelse set i forhold
    til de øvrige bestemmelser i markedsføringsloven. Bestemmelsen indebærer, at der ved markedsføring
    rettet mod børn og unge skal tages særligt hensyn til deres naturlige godtroenhed
    og manglende erfaring og kritiske sans, som bevirker, at de er lette at påvirke og nemme at
    præge. Der er ikke tale om en fast norm. Tværtimod må den vurderes i forhold til den konkrete
    aldersgruppe og markedsføringsaktivitetens karakter. En reklame rettet mod små børn skal
    derfor vurderes anderledes end en reklame rettet mod teenagere.
    Det er afgørende for brug af bestemmelsen, at markedsføringen anses for rettet mod børn og
    unge. Det er således ikke hensigten, at markedsføring, der ikke primært retter sig mod børn og
    unge, skal være omfattet af bestemmelsen. Der er tale om en konkret vurdering, som bl.a.
    afhænger af markedsføringens placering og indhold. Markedsføring på en hjemmeside vil
    blive anset for rettet mod børn og unge, hvis hjemmesiden i sig selv eller markedsføringen af
    hjemmesiden eller centrale produkter fra hjemmesiden særligt henvender sig til aldersgruppen.
    Bestemmelsen er inspireret af de principper om særlig hensyntagen til børn og unge, der
    tidligere har dannet sig omkring markedsføringslovens § 1 om god skik samt ICC’s kodeks for
    reklame og markedskommunikation artikel 18.
    Herudover indeholder bestemmelsen i stk. 2 og stk. 3 to strafbelagte forbud. For det første et
    forbud mod at markedsføring opfordrer til vold eller anden farlig eller hensynsløs adfærd eller
    på utilbørlig måde benytter sig af vold, frygt eller overtro. For det andet et forbud mod at reklamer
    indeholder omtale af, billeder af eller henvisninger til rusmidler, herunder alkohol.
    SIDE 269 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Bestemmelsens stk. 1 anses til dels for at gennemføre direktivet om urimelig handelspraksis
    artikel 5, stk. 3, dels som en national bestemmelse. Stk. 2 og 3 er rene nationale bestemmelser.
    I en konkret sag har Retten i Århus afgjort, at en reklamefilm også var rettet mod børn og
    unge, selvom produktets målgruppe var unge over 18 år (sag nr. 1-5550/2012). Begrundelsen
    var bl.a., at hovedpersonen i filmen var et mindreårigt barn, og at det produkt der blev reklameret
    for særligt appellerede til børn og unge.
    Udvalgets overvejelser
    Opdeling af § 8, stk.1, i to bestemmelser
    Markedsføringslovens § 8, stk. 1, blev indsat i forbindelse med revisionen af markedsføringsloven
    tilbage i 2005. Bestemmelsen præciserer, at markedsføringen skal udformes med særlig
    hensyntagen til børn og unges naturlige godtroenhed og manglende erfaring og kritiske sans,
    som bevirker, at de er lette at påvirke og nemme at præge. Bestemmelsen blev i forbindelse
    med implementeringen af direktivet om urimelig handelspraksis i 2006 anset for at gennemføre
    direktivets artikel 5, stk. 3, som indeholder et krav om, at der skal tages hensyn til forbrugere,
    der er særligt sårbare som følge af fx deres alder. Stk. 1 favner både forhold, der er omfattet
    af direktivets anvendelsesområde, og forhold der falder uden for direktivets anvendelsesområde
    fx vedrørende smag og anstændighed.
    Direktivets artikel 5, stk. 3, er implementeret i den foreslåede § 4, stk. 3, om god erhvervsskik.
    Den foreslåede § 4, stk. 3, vedrører alene forhold, der falder inden for direktivet om urimelig
    handelspraksis’ anvendelsesområde.
    Det er udvalgets vurdering, at den særlige beskyttelse af børn og unge, der er indeholdt i den
    gældende § 8, stk. 1, fortsat bør gælde uden for direktivets anvendelsesområde. Det vil fx sige
    på forhold vedrørende smag og anstændighed og aftaleretten.
    Udvalget anbefaler på den baggrund, at der i lovens bestemmelse om god markedsføringsskik
    indsættes en beskyttelse, der svarer til den gældende § 8, stk. 1, og som finder anvendelse
    uden for direktivets anvendelsesområde. Denne bestemmelse bliver den foreslåede § 3, stk. 2.
    Forholdet til EU-retten vedrørende § 8, stk. 1
    Den foreslåede § 4, stk. 3, er som nævnt en gennemførelse af artikel 5, stk. 3, i direktivet om
    urimelig handelspraksis.
    Den foreslåede § 3, stk. 2, hvorefter der gælder en særlig beskyttelse af børn og unge uden for
    direktivets anvendelsesområde, går videre, end Danmark er EU-retligt forpligtet til.
    Det er udvalgets vurdering, at beskyttelseshensynet over for børn og unge også gør sig gældende,
    uanset om forholdet falder inden for eller uden for direktivets anvendelsesområde.
    SIDE 270 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Udvalget har lagt vægt på, at der også før 2005, hvor den gældende § 8, stk. 1, blev indsat i
    loven, var en særlig beskyttelse af børn og unge, som blev varetaget under lovens generelle
    bestemmelser om god markedsføringsskik og forbud mod vildledning.
    Det er udvalgets vurdering, at markedsføring rettet mod børn og unge også uden for direktivets
    anvendelsesområde skal være udformet på en måde, der tager højde for de særlige beskyttelsesbehov,
    som denne målgruppe har. Det er endvidere udvalgets vurdering, at det er
    naturligt, at virksomhederne indretter deres markedsføring afhængig af hvilken modtagergruppe,
    den er rettet imod.
    Resultaterne fra landeundersøgelsen viser, at Norge har en tilsvarende bestemmelse om markedsføring
    rettet mod børn og unge, der finder anvendelse uden for direktivet om urimelig
    handelspraksis’ anvendelsesområde.
    Sverige, Nederlandene, Tyskland og Storbritannien har ikke specifikt oplyst, om de har en
    tilsvarende generel regel, der gælder uden for direktivets anvendelsesområde.
    Udvalget anbefaler på den baggrund, at denne beskyttelse bevares, også uden for direktivets
    anvendelsesområde. I modsat fald vil der fx i forhold vedrørende smag og anstændighed og
    inden for aftaleretten ikke gælde en sådan beskyttelse over for børn og unge.
    Forholdet til EU-retten vedrørende § 8, stk. 2 og 3
    § 8, stk. 2 og 3, indeholder strafbelagte konkrete forbud mod bl.a. at opfordre til vold og opfordre
    til indtagelse af alkohol i handelspraksis rettet mod børn og unge. I forbindelse med
    gennemførelsen af direktivet om urimelig handelspraksis var vurderingen, at disse forbud
    ikke blev berørt af direktivets gennemførelse, da de omhandler smag og anstændighed, og
    derfor falder uden for direktivets anvendelsesområde.
    Udvalget er enigt i denne vurdering, selvom der er tale om ren national regulering, da praksis
    fra Forbrugerombudsmanden og Alkoholreklamenævnet viser, at der er behov for bestemmelsen,
    og da det har præventiv effekt, at der er tale om strafbelagte forbud. Stk. 3 blev indsat af
    et bredt flertal i Folketinget i 2013 på baggrund af en konkret sag120, hvor det havde vist sig, at
    de eksisterende regler for markedsføring af alkohol i forhold til børn og unge ikke var udformet
    tilstrækkelig klart. Udvalget er enigt i, at der ikke må herske tvivl om, at handelspraksis
    rettet mod børn og unge ikke må indeholde henvisninger m.v. til alkohol.
    __________________
    120
    U. 2012.2435V
    SIDE 271 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det fremgår af landeundersøgelsen, at Norge, Sverige, Tyskland og Nederlandene også har
    specifikke regler om markedsføring af alkohol over for børn og unge. Norge har endvidere
    oplyst, at de har specifikke regler om god markedsføringsskik over for børn og unge vedrørende
    vold og sex m.v.
    Udvalget anbefaler på den baggrund, at § 8, stk. 2 og 3, opretholdes, selvom der er tale om ren
    national regulering.
    Markedsføring på internettet og sociale medier ”rettet mod” børn og unge
    For at markedsføringslovens § 8 finder anvendelse, skal markedsføringen være rettet mod
    børn og unge.
    Udvalget har drøftet, hvornår en markedsføring er rettet mod børn og unge, da det er afgørende
    for, om et givent forhold er omfattet af bestemmelsen eller ej.
    Af forarbejderne til markedsføringslovens § 8, stk. 3, fremgår det, at ”markedsføring på en
    hjemmeside vil f.eks. blive anset for at rette sig mod børn og unge, […] hvis hjemmesiden i sig selv
    eller markedsføringen af hjemmesiden eller centrale produkter fra hjemmesiden særligt henvender
    sig til børn og unge.” Endvidere fremgår det: ”Derimod er det ikke hensigten, at reklamer på
    f.eks. musik- og fildelingstjenester samt andre sociale medier på internettet, der ikke primært
    retter sig mod børn og unge, skal være omfattet af bestemmelsen.”
    Det følger af Forbrugerombudsmandens vejledning om børn, unge og markedsføring, at der
    bl.a. kan lægges ”vægt på markedsføringens udformning, indholdet af markedsføringen, hvor
    markedsføringen optræder, hvilket produkt der bliver markedsført, og om der anvendes børn i
    markedsføringen. Eksempelvis vil det kunne blive tillagt betydning, hvis markedsføringen optræder
    […] på en hjemmeside, hvor normalt kun børn færdes. På samme måde vil det kunne blive
    tillagt vægt, hvis der reklameres for legetøj, slik eller lignende, som særligt fanger børns interesse.
    Det er i det hele taget afgørende, om markedsføringen appellerer til børn og unge.”
    Forbrugerombudsmanden har over for udvalget påpeget, at forarbejderne i praksis kan give
    anledning til tvivl om, hvornår et markedsføringstiltag på internettet retter sig mod børn og
    unge.
    Forbrugerombudsmanden har over for udvalget oplyst, at det efter Forbrugerombudsmandens
    opfattelse med fordel kan præciseres i bemærkningerne, hvornår noget er rettet mod
    børn og unge. Selvom man retter sin reklame mod en særlig modtagergruppe, som ikke er
    specifikt børn og unge, kan det stadig være, at en stor del af dem, der ser reklamen, er børn og
    unge. Det kan enten skyldes den kanal, der benyttes, eller det produkt, den pågældende handelspraksis
    omhandler. Så selvom den pågældende handelspraksis ikke er målrettet børn og
    unge, kan den i praksis ramme mange børn og unge. Det er derfor Forbrugerombudsmandens
    vurdering, at det er nødvendigt at se på den praktiske effekt frem for, hvad der er tiltænkt.
    Forbrugerrådet Tænk tilslutter sig denne vurdering.
    SIDE 272 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Alkoholreklamenævnet har i deres retningslinjer fastsat, at markedsføring af alkohol aldrig
    må finde sted i medier, hvor over 30 procent af publikum er eller med rimelighed vurderes at
    være børn og unge121.
    Det er udvalgets vurdering, at en skarp procentgrænse ikke er hensigtsmæssig, da der bør
    være tale om en konkret helhedsvurdering. Udvalget anbefaler, at der indsættes konkrete
    eksempler i lovbemærkningerne på, med henblik på præcisering af, hvornår en handelspraksis
    kan være rettet mod børn og unge.
    Aldersfiltre
    Udvalget har drøftet, om der er behov for, at de erhvervsdrivende sikrer, at markedsføring af
    fx alkohol på internettet og sociale medier alene retter sig mod brugere over 18 år, fx ved brug
    af aldersfiltre. Af forarbejderne til den gældende markedsføringslovs § 8, stk. 3, fremgår følgende
    omkring aldersfiltre: ”Det følger af retspraksis, at sådanne filtre kan indgå i den samlede
    vurdering af, om en hjemmeside retter sig mod børn og unge. Filtre, hvor der ikke foretages en
    eller anden form for kontrol af de afgivne oplysninger, kan kun tillægges en begrænset betydning.
    I UfR 2005.2250S fastslog Sø- og Handelsretten således, at en informationsboks, som forbrugeren
    alene skulle klikke ”ok” til for at få adgang til den udbudte tjenesteydelse, og hvoraf det
    fremgik, at brugeren ikke måtte være under 18 år, ikke havde nogen værdi, når man blot kunne
    klikke videre, selvom man var under 18 år. Et aldersfilter, hvor man f.eks. blot skal indtaste sin
    fødselsdato eller svare ”ja” eller ”nej” til, om man er over 18 år, men hvor der ikke sker nogen
    yderligere kontrol af oplysningerne, vil således normalt ikke være tilstrækkeligt til at antage, at
    den pågældende hjemmeside ikke retter sig mod børn og unge.”
    Det fremgår af Forbrugerombudsmandens vejledning om børn, unge og markedsføring, at de
    virksomheder, som ønsker at være på den sikre side, løbende bør anvende de bedst mulige
    tekniske foranstaltninger, som kan kontrollere alderen på brugerne af det sociale medie, som
    markedsføringen bliver vist for. Det fremgår endvidere af vejledningen, at hvis brugerne skal
    oplyse deres alder ved oprettelsen af en profil på det sociale medie, og det sociale medie på
    denne baggrund giver de erhvervsdrivende adgang til at vælge en aldersbegrænsning, når de
    opretter en side, må den erhvervsdrivende som udgangspunkt kunne gå ud fra, at brugerne
    giver korrekt information om deres alder.
    I forbindelse med vedtagelsen af § 8, stk. 3, i 2013 blev det overvejet, med inspiration fra Norge,
    at indføre et system, hvorefter virksomhederne skal bruge den bedst tilgængelige teknologi
    til at frasortere børn og unge fra hjemmesider, som indeholder alkoholreklamer. Det blev
    __________________
    121
    Alkoholreklamenævnets retningslinjer § 6, stk. 4.
    SIDE 273 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    imidlertid vurderet, at det ville pålægge de erhvervsdrivende en uoverskuelig byrde. For at et
    filter er effektivt i dag, vil det medføre krav om Nem-ID for adgang til hjemmesiden. Det blev
    vurderet, at det ville være ude af proportioner at kræve Nem-ID på alle hjemmesider med
    reklamer, hvor voksne forbrugere (også) færdes.
    Det er udvalgets vurdering, at disse hensyn fortsat er gældende.
    Udvalget anbefaler på den baggrund, at der ikke stilles et generelt krav om brug af aldersfilter,
    men at de gældende lovbemærkninger vedrørende brugen af aldersfiltre bevares.
    Reklamefri zoner
    Udvalget har drøftet, om der er behov for lovgivning om reklamefri zoner. Baggrunden for
    drøftelsen var, at der er nogle danske kommuner, hvor man har tilladt reklamer på fx legepladser.
    Enkelte politikere har på den baggrund bedt om, at udvalget drøfter, om reklamer i
    daginstitutioner, skoler, fritidshjem og legepladser m.v. bør tillades.
    Markedsføringslovsudvalget, der afgav betænkning i 2005, undersøgte dengang behovet for
    reklamefri zoner i daginstitutioner og skoler122. Flertallet af det daværende udvalg vurderede,
    at det ikke var hensigtsmæssigt med reklamefri zoner. Udvalget henviste bl.a. til, at der ikke
    bør lægges hindringer i vejen for samarbejde mellem lokale virksomheder og skoler, fx i form
    af partnerskaber, der understøtter iværksætteri. Ligesom det bør være tilladt at have reklamer
    i skoleblade for lokale erhvervsdrivende, der finansierer udgivelsen af bladet. Undervisningsministeriet
    oplyste dengang, at de kun modtog få henvendelser om reklamering og
    sponsorering i skolerne, og at sagerne blev løst efter Forbrugerombudsmandens vejledning,
    hvorefter markedsføring på skoler og i daginstitutioner kun kan finde sted, når skolens/
    institutionens leder har givet tilladelse hertil123.
    Det blev fremhævet, at det var mere hensigtsmæssigt, at der lokalt blev udarbejdet regler for, i
    hvilket omfang man ville tillade reklamering og sponsorering. Efter lov om kommuners og
    regioners anvendelse af fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre, som trådte i
    kraft 1. juli 2006, er det op til kommunalbestyrelserne og regionsrådene at beslutte, om det
    skal være muligt at reklamere på skoler og i daginstitutioner. Dernæst er det op til de lokale
    skole-/forældrebestyrelser at beslutte, om der med udgangspunkt i de overordnede mål og
    rammer skal fastsættes lokale regler om markedsføring og sponsorering, og hvordan disse
    skal udformes. Den enkelte skoleleder har derudover ansvaret for, at disse principper efterle-
    __________________
    122
    Se nærmere betænkningen s. 166f.
    123
    Forbrugerombudsmandens vejledning om børn, unge og markedsføring, punkt 3.1.14.
    SIDE 274 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    ves i det daglige arbejde. Det er således kun muligt for erhvervsdrivende at markedsføre sig på
    disse steder, hvis skolen eller institutionen har givet tilladelse hertil. Muligheden for at markedsføre
    alkohol, usunde fødevarer og læskedrikke over for børn og unge er begrænset i en
    række branchekodeks, bl.a. Alkoholreklamenævnet og Læskedrikreklamenævnet.
    Et flertal i udvalget bestående af professor Caroline Heide-Jørgensen, professor Søren Sandfeld
    Jakobsen, Erhvervs- og Vækstministeriet, Kulturministeriet, Justitsministeriet, Danske
    Advokater/Advokatsamfundet, Håndværksrådet, Dansk Erhverv, Kreativitet & Kommunikation,
    DI, Finansrådet, og Danske Medier er af den holdning, at det fungerer godt i dag, og det bør
    være op til skolerne selv, om de vil reklamere. Endvidere er det disse medlemmers holdning,
    at fx sponsoreret skolemateriale kan komme flere skolebørn til nytte.
    Et mindretal bestående af Forbrugerrådet Tænk og professor Torben Hansen mener ikke, at
    det er hensigtsmæssigt alene at lade det være op til eksempelvis den enkelte skolebestyrelse
    om og i givet fald i hvilket omfang samt på hvilke vilkår markedsføring på skoler kan finde
    sted.
    Disse medlemmer er af den opfattelse, at ikke er hensigtsmæssigt at lade så vigtige forhold og
    samfundsmæssige hensyn afgøres lokalt, herunder i praksis lade konkrete muligheder og
    regler på området være afhængig af lokale bestyrelsers holdninger og principper. Hertil kommer
    risiko for erhvervsdrivendes forsøg på at skabe økonomiske incitamenter over for skolebestyrelsen
    i forhold til skolens økonomiske situation, som hverken er rimelige eller hensigtsmæssige,
    og som i værste fald kan have indflydelse på, hvor barrieren for det tilladte
    sættes.
    Hertil kommer i øvrigt en ganske betydelig risiko for problemstillinger om skjult reklame, idet
    modtagergruppen i forhold til eventuelle reklametiltag, herunder sponsorering m.v. i forbindelse
    med undervisningen, pr. definition vil være børn og unge.
    Forbrugerrådet Tænk og professor Torben Hansen anbefaler derfor, at regler ensrettes på
    området gennem lovgivningen, hvorefter udgangspunktet bør være et forbud mod reklamering
    på skoler og daginstitutioner, dog eventuelt med undtagelsesmuligheder for eksempelvis
    på nærmere fastsatte vilkår at tillade sponsorering.
    Det er flertallets vurdering, at de hensyn, som blev fremhævet af udvalget i 2005, fortsat gør
    sig gældende, og at det fortsat er mest hensigtsmæssigt, at de nærmere regler for omfanget af
    reklamer udarbejdes lokalt. Et flertal af udvalget anbefaler, at der fortsat ikke er behov for
    lovgivning om reklamefri zoner.
    Som uafhængig tilsynsmyndighed forholder Forbrugerombudsmanden sig neutralt til
    spørgsmålet.
    SIDE 275 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    § 11 om mærkning og emballering (Tidligere § 17)
    Gældende ret
    Den gældende markedsføringslov indeholder en bestemmelse om mærkning og emballering i
    § 17, der har følgende ordlyd:
    § 17. Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med repræsentanter for forbrugerne
    og relevante erhvervsorganisationer fastsætte bestemmelser om, at bestemte varer, som udbydes
    erhvervsmæssigt til forbrugerne, kun må sælges eller udbydes til salg med angivelse af, om varen
    er dansk eller udenlandsk, eller dens frembringelses- eller oprindelsessted. Ministeren kan nærmere
    fastsætte, på hvilken måde de pågældende angivelser skal anbringes, samt hvad der i hvert
    tilfælde skal forstås ved varens frembringelses- eller oprindelsessted.
    Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med repræsentanter for forbrugerne
    og relevante erhvervsorganisationer fastsætte bestemmelser om:
    1. at bestemte varebetegnelser eller symboler er forbeholdt eller skal benyttes for varer, der
    opfylder visse nærmere angivne betingelser, og
    2. at bestemte varer kun må sælges eller udbydes til salg, såfremt varerne eller deres indpakning
    på nærmere af ministeren foreskreven måde er forsynet med oplysning om varernes
    indhold og sammensætning, holdbarhed, behandlingsmåde og egenskaber i øvrigt.
    Markedsføringslovens § 17, stk. 1
    Markedsføringslovens § 17, stk. 1, om oprindelseslandsmærkning stammer fra 1912, og bemyndigelsen
    har hovedsageligt været anvendt i perioden 1922-1932. Alle disse forskrifter
    blev dog ophævet, inden markedsføringsloven blev indført i 1974.
    Efter markedsføringslovens indførelse i 1974 har bemyndigelsen kun været anvendt én gang
    til at udstede bekendtgørelse nr. 321 af 16. marts 1978 om salg af beklædningsgenstande.
    Markedsføringslovens § 17, stk. 2
    Markedsføringslovens § 17, stk. 2, giver mulighed for, at der kan udstedes bekendtgørelser,
    der forbeholder bestemte varebetegnelser eller symboler til bestemte varer, og at bestemte
    varer kun må sælges, hvis der på varen eller dens indpakning oplyses nærmere om varens
    indhold, holdbarhed, egenskaber m.v. Bestemmelsen blev oprindelig indsat i den tidligere
    konkurrencelov ved EF-følgelovgivning i 1972.
    Der er i dag udstedt følgende bekendtgørelser til gennemførelse af EU-direktiver med hjemmel
    i stk. 2:
    • Bekendtgørelse nr. 122 af 6. marts 1973 om krystalglasvarer.
    SIDE 276 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    • Bekendtgørelse nr. 247 af 19. april 1990 om frivillig mærkning af husholdningsapparater
    med oplysning om luftbåren støj.
    • Bekendtgørelse nr. 759 af 15. september 1995 om mærkning af materialer anvendt i
    hovedbestanddele af fodtøj med henblik på salg i detailledet.
    • Bekendtgørelse nr. 46 af 26. januar 1999 om visse metoder for kvantitativ analyse af
    tekstilfiberblandinger.
    Udvalgets overvejelser
    Opretholdelse af bestemmelsen om mærkning og emballering
    Udvalget er bl.a. blevet bedt om at sikre, at markedsføringsloven ikke pålægger erhvervslivet
    unødvendige byrder. Udvalget er endvidere blevet bedt om at sikre, at markedsføringsloven
    sikrer hensynet til velfungerende markeder og en effektiv konkurrence. Udvalget har på den
    baggrund vurderet, om bestemmelsen i § 17 bør opretholdes.
    Bemyndigelsen i § 17, stk. 1, er i dag kun udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 321 af 16.
    marts 1978 om mærkning om beklædningsvarers oprindelse.
    Bemyndigelsen har hidtil kun været anvendt én gang til at udstede en ren national bekendtgørelse.
    Det er udvalgets vurdering, at såfremt der er behov for at indføre nationale mærkningsordninger,
    bør dette ikke kunne gennemføres via en bekendtgørelse, som ikke behandles af
    Folketinget. Dertil kommer, at regler om mærkningsordninger bør udstedes under de relevante
    særlovgivninger.
    Udvalget anbefaler på den baggrund, at bemyndigelsen i § 17, stk. 1, om mærkning med oprindelse
    ophæves.
    Bestemmelsen i § 17, stk. 2, er udnyttet til at udstede en række bekendtgørelser, som gennemfører
    EU-regulering. Det er på den baggrund udvalgets vurdering, at hjemlen i § 17, stk. 2, ikke
    kan ophæves.
    Udvalget anbefaler på den baggrund, at § 17, stk. 2, opretholdes.
    Hører bestemmelsen til i markedsføringsloven
    Det har endvidere været drøftet i udvalget, hvorvidt bestemmelsen systematisk hører hjemme
    i markedsføringsloven, eller om bestemmelsen bør indføres i anden lovgivning i stedet.
    SIDE 277 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det er i forbindelse med tidligere udvalgsarbejder blevet vurderet, at bestemmelsen ikke systematisk
    hører hjemme i markedsføringsloven, såfremt man ønsker at skabe en markedsføringslov,
    der alene fastsætter overordnede adfærdsregler på markedet. Man har dog ikke
    tidligere kunnet identificere anden relevant lovgivning, som bestemmelsen kan flyttes til124.
    Bestemmelsen har på den baggrund hidtil været opretholdet uændret i markedsføringsloven.
    Udvalget kan tilslutte sig de tidligere overvejelser om, at markedsføringslovens § 17 ikke systematisk
    hører hjemme i markedsføringsloven. Samtidig anerkender udvalget dog, at der
    ikke findes anden relevant lovgivning inden for Erhvervs- og Vækstministeriets ressort, som
    bestemmelsen med fordel kan flyttes til.
    Udvalget anbefaler på den baggrund, at § 17, stk. 2, bevares i markedsføringsloven.
    Opretholdelse af bekendtgørelser udstedt med hjemmel i § 17
    Udvalget er bl.a. blevet bedt om at sikre, at markedsføringsloven ikke pålægger erhvervslivet
    unødvendige byrder. Udvalget har på den baggrund vurderet, om de bekendtgørelser, der er
    udstedt med hjemmel i markedsføringslovens § 17, fortsat bør opretholdes.
    Bekendtgørelse nr. 321 af 16. marts 1978 om salg af beklædningsgenstande udstedt med
    hjemmel i § 17, stk. 1. Bekendtgørelsen fastslår, at der ikke, ved salg eller udbud til salg til
    forbrugere af beklædningsgenstande af strikket og vævet stof, må anvendes angivelser, tegn,
    præsentations-, etiketterings- eller salgsmetoder, der er egnet til at vildlede forbrugerne om
    varernes oprindelsesland. Det følger endvidere af bekendtgørelsen, at en vares oprindelse
    skal afgøres efter de kriterier for bestemmelse af oprindelsen, der følger af EU-regulering. Det
    er udvalgets vurdering, at indholdet af bekendtgørelsen skal fortolkes i overensstemmelse
    med direktivet om urimelig handelspraksis, samt at bekendtgørelsen ikke tilføjer yderligere,
    end hvad der allerede følger af direktivet. Udvalget anbefaler på den baggrund, at bekendtgørelsen
    ophæves.
    Bekendtgørelse nr. 122 af 6. marts 1973 om krystalglasvarer er udstedt med hjemmel i § 17,
    stk. 2 og gennemfører direktiv 69/493/EØF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger
    om krystalglas. Direktivet er fortsat gældende, og udvalget anbefaler derfor, at bekendtgørelsen
    opretholdes.
    __________________
    124
    Industriministeriets betænkning fra 1992, Turnuspanelet i slutningen af 1990’erne og betænkning nr. 1457 af 2005, afsnit
    8.3.4.
    SIDE 278 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Bekendtgørelse nr. 247 af 19. april 1990 om frivillig mærkning af husholdningsapparater med
    oplysning om luftbåren støj er udstedt med hjemmel i § 17, stk. 2. Bekendtgørelsen gennemfører
    direktiv 86/594/EØF om luftbåren støj fra husholdningsapparater. Direktivet blev ophævet
    i 2005 og erstattet af direktiv 2005/32/EF om rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt
    design af energiforbrugende produkter. Ifølge præambel 37 var baggrunden for ophævelsen
    af direktiv 86/594/EØF, at proceduren for bestemmelse af støjniveauet af harmoniseringshensyn
    burde indgå i en integreret vurdering af miljømæssige egenskaber. Direktiv
    2005/32/EF indeholder bestemmelser om en sådan integreret tilgang. Direktiv 2005/32/EF
    er implementeret i dansk ret ved lov om miljøvenligt design af energiforbrugende produkter
    125. Direktivet blev i 2009 erstattet af direktiv 2009/125/EF om rammerne for fastlæggelse
    af krav til miljøvenligt design af energirelaterede produkter. Direktiv 2009/125/EF blev implementeret
    i dansk ret ved en ændring af lov om miljøvenligt design af energiforbrugende
    produkter. Da det bagvedliggende direktiv er ophævet, er det udvalgets vurdering, at bekendtgørelse
    nr. 247 af 19. april 1990 om frivillig mærkning af husholdningsapparater med
    oplysning om luftbåren støj bør ophæves.
    Bekendtgørelse nr. 759 af 15. september 1995 om mærkning af materialer anvendt i hovedbestanddele
    af fodtøj med henblik på salg i detailledet er udstedt med hjemmel i § 17, stk. 2.
    Bekendtgørelsen gennemfører direktiv 94/11/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes
    love og administrative bestemmelser vedrørende mærkning af materialer anvendt i
    hovedbestanddelene af fodtøj med henblik på salg i detailleddet. Direktivet er fortsat gældende,
    og udvalget anbefaler derfor, at bekendtgørelsen opretholdes.
    Bekendtgørelse nr. 46 af 26. januar 1999 om visse metoder for kvantitativ analyse af tekstilfiberblandinger
    er udstedt med hjemmel i § 17, stk. 2. Bekendtgørelsen gennemfører direktiv
    96/73/EF om visse metoder til kvantitativ analyse af binære tekstilfiberblandinger. Direktivet
    blev ophævet i 2012 i forbindelse med vedtagelse af forordning 1007/2011 om tekstilfiberbetegnelser
    og tilknyttet etikettering og mærkning af tekstilprodukters fibersammensætning.
    Udvalget anbefaler derfor, at bekendtgørelse nr. 46 af 26. januar 1999 om visse metoder for
    kvantitativ analyse af tekstilfiberblandinger ophæves.
    Kravet om, at udstedelse af bestemmelser kun må ske ”efter forhandling”
    Erhvervs- og vækstministerens hjemmel til at udstede bestemmelser efter den gældende § 17,
    stk. 1 og 2, kræver, at udstedelsen sker ”efter forhandling med repræsentanter for forbrugerne
    og relevante erhvervsorganisationer”.
    __________________
    125
    Lov nr. 308 af 20. april 2008 om miljøvenligt design af energiforbrugende produkter.
    SIDE 279 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    En lignende forhandlingsforpligtigelse findes i markedsføringslovens § 13, stk. 8. En række
    andre danske love indeholder hjemmelsbestemmelser, som er afhængige af, at den pågældende
    ressortminister forhandler med andre ministre eller kommunale organisationer126, men så
    vidt udvalget er bekendt, findes der ikke lignende forpligtelse til at forhandle med repræsentanter
    for forbrugerne og relevante erhvervsorganisationer i anden lovgivning. Udvalget har
    på den baggrund undersøgt nærmere, hvad begrundelsen er for forhandlingsforpligtigelsen.
    Bestemmelsen om mærkning og emballering har været i markedsføringsloven siden loven
    blev introduceret i 1974. Bestemmelsen var en videreførelse af den dagældende konkurrencelovs
    § 16, hvori formuleringen var ”efter samråd”. Bestemmelsen stammer oprindeligt fra
    1912127. I det oprindelige lovforslag128 var bemyndigelsen til ministeren ikke afhængig af, at det
    skete ”efter samråd”. Formuleringen ”efter samråd” blev indsat i forbindelse med behandlingen
    af lovforslaget129. Der er ingen bemærkninger til denne ændring, men af en betænkning
    over lovforslaget afgivet af Industrirådet fremgår følgende: ”Denne paragraf tiltrænger nærmere
    præcisering, da man selvfølgelig ikke uden videre kan udstede en blankofuldmagt for Handelsministeren
    til at bestemme, hvilke varer, der kun må sælges i visse foreskrevne Enheder i Tal,
    Maal eller Vægt (Brændevin? Øl? osv.)”. 130
    Der fandtes tidligere en lignende hjemmelsbestemmelse i et tillæg til konkurrenceloven vedrørende
    emballage. Der fremgår følgende af forarbejderne til bestemmelsen: ”Der har fra flere
    sider i udvalget været betænkelighed ved at give ministeren en så udstrakt bemyndigelse som
    forudsat i lovforslaget. Men efter at ministeren ved ovenfor nævnte samråd har givet udtryk for,
    at de indskrænkninger, der foreløbig vil blive tale om kun omfatter øl-, mineralvands- og mælkeflasker
    samt sifons, og at indskrænkninger for anden emballage ikke vil blive foretaget forinden
    henstilling foreligger fra en af de i lovforslagets § 1, stk. 1, omtalte organisationer, kan hele udvalget
    gå med til lovforslagets ophøjelse til lov.”131.
    __________________
    126
    En række love indeholder hjemmelsbestemmelser, som er afhængige af at den pågældende ressortminister forhandler med
    andre ministre eller kommunale organisationer. Se f.eks. lovbekendtgørelse nr. 467 af 15. maj 2014 om fødevarer, lovbekendtgørelse
    nr. 92 af 8. februar 2001 om Danmarks Fiskeribank, lovbekendtgørelse nr. 261 af 18. marts 2015 om universiteter.
    127
    Lov nr. 137 af 8. juni 1912 om straf for brug af urigtige varebetegnelser m.m. § 14.
    128
    Forslag til lov angående falsk reklame og uhæderlig konkurrence mv. af 24. november 1911 § 8.
    129
    Betænkning over Forslag til Lov angående falsk Reklame og uhæderlig Konkurrence m.v. afgivet af Landstingets Udvalg den
    9. marts 1912. Se § 14.
    130
    Se bilag X med underbilag til betænkningen, ”Betænkning afgiven af Industrirådet angående Udkast til Lov om falsk Reklame
    og uhæderlig Konkurrence m.v.”, bemærkninger til § 8. Bemærkningen støttes af Dansk Forening for Beskyttelse af industriel
    Ejendomsret jf. Bilag XI til betænkningen.
    131
    Betænkning over forslag til lov om tillæg til lov om uretmæssig konkurrence og varebetegnelse afgivet af Folketingets udvalg
    den 23. marts 1938.
    SIDE 280 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Et enigt udvalg anbefaler, at kravet om ”efter forhandling” opretholdes, da det er relevant at
    høre de relevante organisationer, inden der fastsættes specifikke krav til mærkning og emballering.
    SIDE 281 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    § 12 Dokumentation af faktiske forhold (Tidligere § 3, stk. 3)
    Gældende ret
    Det følger af den gældende markedsføringslovs § 3, stk. 3, at ”Rigtigheden af angivelser om
    faktiske forhold skal kunne dokumenteres”.
    Ordlyden svarer til den tidligere § 3, stk. 4, og gennemfører samtidig direktivet om urimelig
    handelspraksis artikel 12, litra a, hvorefter medlemsstaterne skal tillægge domstolene eller de
    administrative myndigheder beføjelse til at ”kræve at den erhvervsdrivende fremlægger beviser
    for rigtigheden af de faktiske forhold, der gøres gældende i forbindelse med en handelspraksis,
    hvis et sådant krav under hensyn til de legitime interesser hos den erhvervsdrivende og enhver
    anden part i sagen forekommer relevant under hensyn til omstændighederne i det pågældende
    tilfælde.”.
    Udvalgets overvejelser
    Særskilt bestemmelse vedr. dokumentation af faktiske forhold
    Den gældende markedsføringslovs § 3, stk. 3, fastslår, at erhvervsdrivende skal kunne dokumentere
    rigtigheden af faktuelle oplysninger.
    Bestemmelsen fandtes i den danske markedsføringslov før gennemførelsen af direktivet om
    urimelig handelspraksis. Bestemmelsen gennemfører dog samtidig direktivet om urimelig
    handelspraksis artikel 12, litra a.
    Bestemmelsen gælder således både på områder, der falder uden for direktivet, og områder der
    falder inden for direktivet om urimelig handelspraksis.
    Udvalget anbefaler på den baggrund, at bestemmelsen fremover placeres i kapitlet med generelle
    adfærdsregler, således at den også fremover både omfatter områder, der falder uden for
    direktivet, og områder der falder inden for direktivet om urimelig handelspraksis.
    SIDE 282 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    § 13 Oplysningsforpligtelser vedr. priser m.v. (Tidligere § 7 a samt § 13, stk. 1-3 og stk.
    8)
    Gældende ret
    Den gældende markedsføringslov indeholder regler om oplysningsforpligtigelser vedr. priser
    m.v. i § 7 a samt § 12 a, § 13, stk. 1-3 og 8.
    Markedsføringslovens § 7 a
    Den gældende markedsføringslov indeholder i § 7 a en bemyndigelsesbestemmelse, som giver
    erhvervs- og vækstministeren adgang til at fastsætte nærmere regler om oplysningsforpligtigelser
    for tjenesteydere. Markedsføringslovens § 7 a har følgende ordlyd:
    § 7a. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter nærmere regler med henblik på at opfylde de bestemmelser
    i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om tjenesteydelser i det indre marked, som
    vedrører tjenesteyderes forpligtelser til at give oplysninger til tjenestemodtagere.
    Hjemlen efter markedsføringslovens § 7 a er anvendt til at gennemføre de oplysningskrav, der
    er indeholdt i artikel 22 og 27 i servicedirektivet132. Den gældende bemyndigelse er udnyttet til
    at udstede bekendtgørelse nr. 1372 af 16. december 2009 om tjenesteyders pligt til at give
    oplysninger til tjenestemodtagere.
    Markedsføringslovens § 12 a
    Den gældende markedsføringslov indeholder i § 12 a en række oplysningsforpligtelser i forbindelse
    med salgsfremmende foranstaltninger.
    For en gennemgang af den gældende § 12 a henvises til afsnit 4.4 om vildledende udeladelser,
    hvor bestemmelsen foreslås indarbejdet.
    Markedsføringslovens § 13
    Markedsføringslovens § 13, stk. 1-3, indeholder regler om prisoplysning og har følgende ordlyd:
    __________________
    132
    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked.
    SIDE 283 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Prisoplysninger
    § 13. Ved erhvervsmæssigt udbud af varer til forbrugerne, dog ikke salg af varer ved auktionssalg,
    skal der ved mærkning, skiltning eller på anden måde tydeligt oplyses om den samlede pris
    for varen inklusive gebyrer, omkostninger, moms og alle andre afgifter. Afgifter eller omkostninger,
    som den erhvervsdrivende ikke er forpligtet til at opkræve direkte hos forbrugerne, er ikke
    omfattet af 1. pkt., men skal oplyses særskilt. Hvor varer udbydes elektronisk til forbrugerne med
    mulighed for bestilling, finder 1. og 2. pkt. tilsvarende anvendelse.
    Stk. 2. Stk. 1, 1. og 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse ved erhvervsmæssigt udbud af tjenesteydelser
    til forbrugerne fra fast forretningssted, samt når tjenesteydelsen udbydes elektronisk til
    forbrugerne med mulighed for bestilling. Hvor det ikke er muligt at oplyse den samlede pris for
    tjenesteydelsen, skal grundlaget for beregningen af prisen oplyses, såfremt dette vil gøre det
    muligt for forbrugerne selv at beregne den endelige pris. Er det på grund af mængden af udbudte
    tjenesteydelser ikke muligt at angive prisen eller beregningsgrundlaget for dem alle, skal prisen
    eller beregningsgrundlaget anføres for et relevant og repræsentativt udvalg.
    Stk. 3. Når der ved annoncering eller på anden måde i markedsføringsmateriale oplyses om prisen
    for varer eller tjenesteydelser, skal oplysningerne opfylde kravene i stk. 1 eller 2 samt de i
    medfør af stk. 8 fastsatte regler. Såfremt en fabrikant, importør eller grossist i annoncer, i reklamer
    eller på anden måde foreslår en pris for videresalg til forbrugerne, skal det udtrykkeligt
    angives, at prisen er vejledende. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for mundtlige prisoplysninger.
    Den gældende markedsføringslov indeholder i § 13, stk. 8, en bemyndigelsesbestemmelse,
    som giver erhvervs- og vækstministeren adgang til at fastsætte nærmere regler om oplysningsforpligtigelser
    for varer. Markedsføringslovens § 13, stk. 8, har følgende ordlyd:
    Stk. 8. Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med vedkommende minister samt
    repræsentanter for forbrugerne og relevante erhvervsorganisationer fastsætte regler om
    1. særregler om og undtagelser fra stk. 1-6, herunder regler om oplysninger i forbindelse med
    ydelse af kredit,
    2. fremgangsmåden ved meddelelse af prisoplysninger og om begrænsning i mængden af oplysninger,
    der gives,
    3. at der på samme måde som efter stk. 1 skal oplyses om varens pris pr. måleenhed og om anvendelse
    af måleenhed for de enkelte varegrupper, og
    4. at færdigpakkede detailsalgsvarer skal forsynes med oplysning om pakningens nettomængde.
    Prisoplysningsreglen i § 13, stk. 1 og 3, er overført til markedsføringsloven fra den dagældende
    prismærkningslov pr. 1. juli 2006 ud fra et ønske om at forenkle og regelsanere således, at
    virksomhederne lettere og hurtigere vil kunne danne sig et overblik over retstilstanden for
    prisoplysning og prismarkedsføring.
    SIDE 284 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Om formålet bag den nu ophævede prismærkningslov fremgår følgende af Markedsføringsudvalgets
    betænkning:
    ”Formålet med prismærkningsloven er at sikre forbrugerne korrekte prisoplysninger i en form,
    der er forståelig, klar, relevant og gennemsigtig. Loven skal endvidere fremme forbrugernes
    orienterings- og vurderingsmuligheder med hensyn til priser på varer og tjenesteydelser i markedet.
    Prisinformationer skal gøre det muligt for forbrugerne at sammenligne forskellige produkter
    inden for samme produktgruppe og hos forskellige erhvervsdrivende og dermed medvirke
    til en effektiv priskonkurrence”.
    Bestemmelserne er ikke senere blevet ændret.
    Prisoplysninger for varer og tjenesteydelser
    Efter § 13, stk. 1, skal prisen for en vare oplyses som en samlet pris inklusive gebyrer, omkostninger,
    moms og alle andre afgifter, dvs. at varens totalpris skal oplyses.
    § 13, stk. 2, indeholder en generel forpligtelse til at give prisoplysninger ved udbud af tjenesteydelser
    til forbrugere på tilsvarende måde som for varer.
    Forpligtelsen gælder, når der sælges eller kan bestilles tjenesteydelser fra den erhvervsdrivendes
    faste forretningssted, dvs. egentlige forretningslokaler eller værksteder, som forbrugerne
    normalt har adgang til. Som eksempler kan nævnes frisørsaloner og fitnesscentre. Der
    skal også gives prisoplysninger, når der kan bestilles eller købes tjenesteydelser elektronisk,
    fx på den erhvervsdrivendes hjemmeside.
    Hovedreglen er, at den erhvervsdrivende skal angive prisen på tjenesteydelsen til en samlet
    fast pris (totalpris), fx en klipning hos en frisør eller en advokats faste pris på udarbejdelse af
    et testamente.
    Hvis den erhvervsdrivende ikke kan oplyse den samlede pris for tjenesteydelsen, skal grundlaget
    for beregningen af prisen i stedet oplyses, hvis dette giver forbrugeren mulighed for selv
    at beregne den endelige, samlede pris for den tjenesteydelse, der efterspørges.
    Det følger af markedsføringslovens § 13, stk. 1 og 2, at der skal gives prisoplysninger, når
    varer og tjenesteydelser udbydes erhvervsmæssigt.
    Det fremgår bl.a. af bemærkningerne til bestemmelsen, at: ”I modsætning til den gældende
    prismærkningslov foreslås det, at bestemmelsen i § 11, stk. 1, gøres teknologineutral, således at
    denne både finder anvendelse på internettet og i fysiske forretninger. Forbrugerne har samme
    SIDE 285 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    behov for prisoplysninger, uanset om forbrugerne handler på internettet eller i fysiske forretninger.
    Prisinformationen skal gøre det muligt for forbrugerne at sammenligne forskellige produkter
    inden for samme produktgruppe og hos forskellige erhvervsdrivende. Dette medvirker til en
    effektiv priskonkurrence. Dette formål gør sig gældende med samme styrke, uanset om der handles
    på internettet eller i fysiske forretninger.”133
    Ifølge bestemmelsen skal prisoplysningerne gives tydeligt. Det følger af de specielle bemærkninger134,
    at for varer i fysiske forretninger skal prisoplysningerne gives i forbindelse med, at
    forbrugeren står over for varen. For varer i internetbutikker gives den erhvervsdrivende imidlertid
    forskellige muligheder for at opfylde kravet om prisoplysninger. Det afgørende i denne
    sammenhæng er, at forbrugeren let og hurtigt skal kunne gøre sig bekendt med prisen for et
    produkt, og at muligheden for prissammenligning ikke må vanskeliggøres.135
    Prisoplysninger i annoncer m.v.
    Markedsføringslovens § 13, stk. 3, bestemmer, at kravene i stk. 1 og 2, samt de i medfør af §
    13, stk. 8, fastsatte regler også skal opfyldes, når der gives prisoplysninger i annoncer, postordrekataloger
    samt andet markedsføringsmateriale eller ved anden markedsføringsforanstaltning.
    Bemyndigelse til at fastsætte administrative regler om prisoplysninger i § 13, stk. 8
    Markedsføringslovens § 13, stk. 8, indeholder en bemyndigelse til at fastsætte administrative
    regler om prisoplysninger.
    Bestemmelsen har til formål at sikre en hensigtsmæssig prismærkning og samtidig undgå en
    unyttig detailregulering af prisområdet. Viser der sig uhensigtsmæssigheder i forbindelse med
    administrationen af de generelle prisoplysningsbestemmelser eller behov for særregler, der
    ligger ud over ordlyden af stk. 1-6, er der i stk. 8 hjemmel til at udstede supplerende administrative
    regler, fx i form af en præciserende bekendtgørelse, men også til at undtage et område
    fra reglerne om prisoplysning.
    Hjemlen skal anvendes restriktivt og kun ved tvingende behov. Hjemlen kan fx være relevant,
    hvis der i en bestemt branche viser sig et påtrængende behov for særligt detaljerede regler om
    fakturering for at opnå prisgennemsigtighed.
    __________________
    133
    Lf nr. 13 af 6. oktober 2005.
    134
    Lf nr. 13 af 6. oktober 2005.
    135
    Lf nr. 13 af 6. oktober 2005.
    SIDE 286 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Udvalgets overvejelser
    Markedsføringslovens prisoplysningskrav i forhold til direktivet om urimelig handelspraksis
    Markedsføringslovens § 13, stk. 1-3, fastsætter regler om prisoplysninger. Formålet med bestemmelsen
    er at sikre forbrugerne korrekte prisoplysninger i en forståelig, klar, relevant og
    gennemsigtig form. Samtidig skal prisinformationen gøre det muligt for forbrugerne at sammenligne
    forskellige produkter inden for samme produktgruppe og hos forskellige erhvervsdrivende
    og dermed medvirke til en effektiv priskonkurrence.
    Direktivet om urimelig handelspraksis totalharmoniserer reglerne om virksomheders handelspraksis.
    Handelspraksis er defineret som ”handling, undladelse, adfærd eller fremstilling,
    kommerciel kommunikation, herunder reklame og markedsføring, foretaget af den erhvervsdrivende
    med direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne.”
    Begrebet dækker således også over handlinger som fx prisskiltning af varer og tjenesteydelser.
    Direktivets artikel 7, stk. 4, pålægger en prisoplysningspligt ved købsopfordringer.
    Markedsføringslovens § 13 pålægger en generel prisoplysningspligt og går videre end prisoplysningspligten
    efter direktivets artikel 7, stk. 4. Udstilling af varerne i en butik - fx mælken i
    køledisken - er ikke en købsopfordring, hvis der ikke samtidig er givet en pris.
    Siden implementeringen af direktivet er der i forbindelse med en straffesag vedrørende en tvudbyders
    markedsføring af tv-abonnementer136 blevet rejst tvivl om, hvorvidt markedsføringslovens
    § 13 er fuldt forenelig med direktivet om urimelig handelspraksis. Da udvalget er
    blevet bedt om at sikre, at markedsføringsloven er i overensstemmelse med EU-reglerne på
    markedsføringsområdet, har udvalget overvejet, om prisoplysningsreglerne i § 13, stk. 1-3, er i
    overensstemmelse med direktivet om urimelig handelspraksis.
    § 13 blev hverken ophævet eller ændret i forbindelse med gennemførelsen af direktivet om
    urimelig handelspraksis. Ifølge forarbejderne var begrundelsen herfor, at bestemmelsen har
    til formål at varetage generelle samfundsmæssige hensyn, som ikke harmoniseres ved direktivet
    om urimelig handelspraksis. Man vurderede på den baggrund, at § 13 kunne opretholdes.
    137
    __________________
    136
    Sag nr. 12/00353.
    137
    Lf nr. 2 af 4. oktober 2006, almindelige bemærkninger.
    SIDE 287 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det fremgår imidlertid ikke af direktivet, at generelle samfundsmæssige hensyn ikke er harmoniseret
    ved direktivet. Derimod fremgår det af direktivet, at det ikke vedrører ikke lovmæssige
    krav med hensyn til smag og anstændighed138.
    Der kan derfor rejses tvivl om, hvorvidt begrundelsen i lovbemærkningerne for at § 13 kan
    opretholdes, idet generelle samfundsmæssige hensyn ikke generelt ses undtaget fra direktivets
    anvendelsesområde.
    Direktivet om urimelig handelspraksis er totalharmonisering. Medlemsstaterne kan ikke vedtage
    foranstaltninger, der er mere restriktive end dem, der fremgår af direktivet139. Oplysningskrav,
    som følger af anden fællesskabslovgivning, kan dog opretholdes, jf. direktivets
    artikel 3, stk. 4, artikel 7, stk. 5 og præambel nr. 15.
    Udvalget har på den baggrund undersøgt, om oplysningskravene i § 13 følger af anden fællesskabslovgivning,
    og på den baggrund kan opretholdes.
    Ophævelse af § 13, stk. 1, om prisoplysninger vedr. varer
    Efter § 13, stk. 1, skal prisen for en vare oplyses som en samlet pris inklusive gebyrer, omkostninger,
    moms og alle andre afgifter. Oplysning skal ske ved mærkning, skiltning eller på
    anden tydelig måde.
    Enhedsprismærkningsdirektivet140 fastsætter krav om angivelse af salgsprisen for varer. De
    oplysningskrav, der følger af enhedsprismærkningsdirektivet, kan opretholdes ved siden af
    direktivet om urimelig handelspraksis, jf. udvalgets overvejelse ovenfor om ” Markedsføringslovens
    prisoplysningskrav i forhold til direktivet om urimelig handelspraksis.”
    Det er udvalgets vurdering, at § 13, stk. 1, kun kan opretholdes, i et omfang § 13, stk. 1, er i
    overensstemmelse med enhedsprismærkningsdirektivet.
    Enhedsprismærkningsdirektivet er implementeret i dansk ret i prismærkningsbekendtgørelsen
    141. Udvalget har derfor overvejet, om § 3 i prismærkningsbekendtgørelsen har samme
    __________________
    138
    Jf. direktivets præambelbetragtning 7.
    139
    Se domstolens dom i forenede sager C-261/97 (Eleonore Orthmann mod Kommissionen) og C-299/07 (VTB-VAB NV m.fl.
    mod Total Belgium NV).
    140
    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF af 16. februar 1998 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med angivelse af
    priser på forbrugsvarer.
    141
    Bekendtgørelse nr. 866 af 18. september 2000 om oplysning om salgspris og enhedspris for forbrugsvarer.
    SIDE 288 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    indhold som markedsføringslovens § 13, stk. 1, og om der således er tale om dobbeltregulering.
    Efter prismærkningsbekendtgørelsens § 3 skal erhvervsdrivende, der udbyder varer til forbrugere,
    i salgslokalet, eller hvor varerne i øvrigt udstilles til salg, oplyse om såvel salgspris
    som enhedspris for den udbudte vare eller varemængde i overensstemmelse med en række
    bestemmelser fastsat i bekendtgørelsen. Det er udvalgets opfattelse, at prismærkningsbekendtgørelsen
    også omfatter internethandel. Dette fremgår dog ikke udtrykkeligt af prismærkningsbekendtgørelsen
    i dag, og udvalget anbefaler derfor, at dette præciseres i bekendtgørelsen.
    Det fremgår af prismærkningsbekendtgørelsens § 2, nr. 2, at der ved enhedspris forstås den
    endelige pris, inklusive moms og alle øvrige afgifter. Desuden fremgår det af bekendtgørelsens
    § 3, stk. 1, 2. pkt., at prisoplysningerne skal gives tydeligt, let læseligt og således, at der ikke
    kan opstå tvivl om, hvilken vare prisoplysningerne vedrører.
    Et flertal bestående af professor Caroline Heide-Jørgensen, professor Søren Sandfeld Jakobsen,
    professor Torben Hansen, Erhvervs- og Vækstministeriet, Kulturministeriet, Justitsministeriet,
    Danske Advokater/Advokatsamfundet, Håndværksrådet, Dansk Erhverv, Kreativitet & Kommunikation,
    DI, Finansrådet, Forbrugerombudsmanden og Danske Medier vurderer på den
    baggrund, at § 13, stk. 1, bør erstattes af en ny bestemmelse, hvorefter en erhvervsdrivende i
    sin handelspraksis klart og tydeligt skal oplyse om prisen efter nærmere fastsatte regler.
    Flertallet lægger vægt på, at prismærkningsbekendtgørelsens § 3 i det væsentlige stiller de
    samme oplysningskrav som markedsføringslovens § 13, stk. 1. Der er derfor, efter udvalgets
    vurdering, tale om dobbeltregulering. En ny affattelse af § 13, stk. 1, vil gøre markedsføringsreglerne
    mere enkle og overskuelige.
    Et mindretal bestående af Forbrugerrådet Tænk, kan tilslutte sig en forenkling af de nuværende
    regler med udgangspunkt i en bestemmelse, hvorefter priser skal oplyses klart og tydeligt.
    Efter dette medlems opfattelse er oplysning om priser imidlertid blandt de mest centrale elementer
    i forbindelse med markedsføring af produkter, hvorfor yderligere grundlæggende og
    materielle krav fortsat bør fremgå eksplicit af loven og ikke udelukkende af en bekendtgørelse.
    Dette medlem bemærker hertil, at der med fordel kan foretages en modernisering og sammenskrivning
    af den nuværende § 13, stk. 1 og 2, hvorefter samme krav er gældende uanset
    produkter udbydes ”offline” eller via elektronisk kommunikation. Udvalget anbefaler, at det
    præciseres i prismærkningsbekendtgørelsen, at bekendtgørelsen også omfatter onlinehandel.
    Ophævelse af § 13, stk. 2, om prisoplysninger vedr. tjenesteydelser
    Markedsføringslovens § 13, stk. 2, indeholder en generel forpligtelse til at give prisoplysninger
    ved udbud af tjenesteydelser til forbrugere på tilsvarende måde som for varer.
    Servicedirektivet fastsætter krav om angivelse af salgspris for tjenesteydelser. De oplysningskrav
    der følger af servicedirektivet, kan opretholdes ved siden af direktivet om urimelig hanSIDE
    289 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    delspraksis, jf. udvalgets overvejelse ovenfor om ” Markedsføringslovens prisoplysningskrav i
    forhold til direktivet om urimelig handelspraksis.”
    Et flertal bestående af professor Caroline Heide-Jørgensen, professor Søren Sandfeld Jakobsen,
    professor Torben Hansen, Erhvervs- og Vækstministeriet, Kulturministeriet, Justitsministeriet,
    Danske Advokater/Advokatsamfundet, Håndværksrådet, Dansk Erhverv, Kreativitet & Kommunikation,
    DI, Finansrådet, Forbrugerombudsmanden og Danske Medier vurderer på den
    baggrund, at § 13, stk. 2, kun kan opretholdes, i det omfang § 13, stk. 2, er i overensstemmelse
    med servicedirektivet.
    Grundlæggende finder servicedirektivet anvendelse på alle tjenesteydelser, som ikke udtrykkeligt
    er udelukket herfra.
    Direktivet dækker en stor del af sektorerne på serviceområdet, såsom turisme og håndværksvirksomhed,
    mens enkelte sektorer, som fx transport, sundhed og finansielle serviceydelser
    ikke er en del af direktivets anvendelsesområde. Helt konkret er følgende områder ikke omfattet
    af direktivets anvendelsesområde:
    • Ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse
    • Udtrykket ikke-økonomiske tjenesteydelser henviser til tjenesteydelser, som ikke udføres
    for en økonomisk modpartikel. Disse ydelser udgør ikke en tjenesteydelse efter
    betydningen i EUF-traktatens artikel 50, og er dermed alligevel ikke omfattet af servicedirektivet.
    Følgelig er ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse, fx tjenesteydelser,
    der ikke leveres mod betaling inden for det primære og sekundære uddannelsesområde,
    ikke omfattet af servicedirektivet
    • Finansielle tjenesteydelser
    • Udelukkelsen i artikel 2, stk. 2, litra b), gælder alle finansielle tjenesteydelser, herunder
    bank- og kreditvirksomhed, tjenesteydelser i forbindelse med værdipapirer, investeringsfonde,
    forsikringsvirksomhed og pensionsordninger. Heri indgår de tjenesteydelser,
    der er opført på listen i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
    2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut
    • Elektroniske kommunikationstjenester, og -netværk samt tilhørende faciliteter
    • Udelukkelsen i artikel 2, stk. 2, litra c), gælder elektroniske kommunikationstjenester
    og -netværk og tilhørende faciliteter og tjenesteydelser som defineret i artikel 2 i Europa-
    Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser
    for elektroniske kommunikationsnet- og tjenester (rammedirektivet).
    Sådanne tjenesteydelser og netværk kan fx være taletelefoni og elektroniske
    SIDE 290 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    postformidlingstjenester. Disse er dog kun udelukket, for så vidt angår områder, der
    er omfattet af de fem direktiver i den såkaldte telekom-pakke142.
    • Tjenesteydelser på transportområdet
    • Udelukkelsen gælder lufttransport, søtransport og transport ad indre vandveje, herunder
    havnetjenester samt vejtransport og transport ad jernbane, herunder navnlig
    bytransport, hyrevogns- og ambulancekørsel. De udelukkede transporttjenester inkluderer
    ikke tjenesteydelser, som ikke er transporttjenester som sådan, nemlig køreskoler,
    bortskaffelsesvirksomhed, biludlejning, begravelsesvirksomhed og luftfotovirksomhed.
    De inkluderer heller ikke kommercielle aktiviteter i havne og lufthavne
    som butikker og restauranter. Disse tjenesteydelser er således omfattet af bestemmelserne
    i servicedirektivet og skal dækkes ind af gennemførelsesforanstaltninger
    • Tjenesteydelser, der udbydes af vikarbureauer
    • Udelukkelsen gælder vikarbureauers udlejning af arbejdskraft. Andre tjenesteydelser
    end udlejning af arbejdskraft, som sommetider leveres af den samme tjenesteyder, fx
    headhunting eller rekruttering, er ikke omfattet af udelukkelsen, og skal derfor være
    dækket af gennemførelsesforanstaltninger
    • Tjenesteydelser på sundhedsområdet
    • Udelukkelsen af sundhedsydelser gælder ”sundhedsydelser og farmaceutiske tjenesteydelser,
    der udføres af fagfolk i sundhedssektoren over for patienter med henblik
    på at vurdere, vedligeholde eller genetablere deres sundhedstilstand, når sådanne aktiviteter
    er forbeholdt et lovreguleret erhverv i den medlemsstat, hvor tjenesteydelserne
    udføres”. Dette betyder, at tjenesteydelser, som ikke udføres for en patient,
    men for sundhedspersonalet selv eller et hospital, fx regnskabsassistance, rengøring,
    sekretær, administrationsbistand, levering og vedligeholdelse af medicinsk udstyr
    samt ydelser leveret af medicinske forskningscentre, ikke er omfattet af denne udelukkelse.
    Desuden gælder udelukkelsen ikke serviceydelser, som ikke er beregnet til
    at vedligeholde, vurdere eller genetablere patienternes sundhedstilstand. Fx serviceydelser,
    der udføres med henblik på at tilvejebringe velvære eller afstresning som
    idræts- eller fitnesscentre, er omfattet af servicedirektivet.
    • Audiovisuelle tjenesteydelser og radiospredning
    • Udelukkelsen dækker audiovisuelle tjenesteydelser, dvs. tjenesteydelser, hvis primære
    formål er at tilvejebringe levende billeder med eller uden lyd, herunder tv, og visning
    af film i biografer, hvordan de produceres, distribueres eller transmitteres. Ude-
    __________________
    142
    Direktiv nr. 2002/19/EF af 7. marts 2002 om adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet og tilhørende
    faciliteter, direktiv 2002/207EF af 7. marts 2002 om tilladelser til kommunikationsnet og tjenester, direktiv nr. 2002/21/EF af
    7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og – tjenester, direktiv nr. 2002/22/EF af 7.
    marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og direktiv
    nr. 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske
    kommunikationssektor.
    SIDE 291 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    lukkelsen gælder også radiospredning. Andre tjenesteydelser i forbindelse med audiovisuelle
    tjenester eller radiospredning, fx annoncering eller salg af drikkevarer og
    mad i biografer, er ikke udelukket
    • Spil, hvor deltagerne gør en indsats med penge, og hvor udfaldet beror helt eller del
    vist på tilfældet, herunder lotterier og kasinoer
    • Udelukkelsen dækker enhver tjenesteydelse, som indebærer, at der gøres en indsats i
    spil, som indeholder et element af tilfældighed, herunder især lotteri, skrabelodder,
    spilletjenester i kasinoer eller lokaler med bevilling, væddemål, bingo og spilletjenester,
    der drives af og til fordel for velgørenhed eller almennyttige organisationer. Derimod
    gælder udelukkelsen ikke spil, som kræver færdigheder, spillemaskiner, der ikke
    udbetaler præmier, eller som kun giver præmier i form af flere gratis spil, og reklamespil,
    hvis formål alene er at tilskynde til salg af varer eller tjenesteydelser, og
    dermed er de omfattet af servicedirektivet. Desuden er andre tjenesteydelser leveret
    i kasinoer, fx salg af mad og drikkevarer, heller ikke udelukket
    • Virksomhed, som er forbundet med udøvelse af offentlig myndighed
    • Udelukkelsen afspejler artikel 45 i EUF-traktaten, hvorefter serviceydelser, som er
    forbundet med udøvelse af offentlig myndighed, ikke er omfattet af bestemmelserne
    om etableringsfrihed og frihed til at levere tjenesteydelser
    • Denne udelukkelse, der falder i tråd med EU-Domstolens retspraksis, dækker kun
    specifikke serviceydelser og omfatter ikke et helt erhverv. Hvorvidt specifik virksomhed
    er direkte eller specifikt forbundet med udøvelsen af offentlig myndighed eller ej,
    kan ikke ensidigt bestemmes af medlemsstaten, men skal vurderes på grundlag af generelle
    kriterier fastlagt af EU Domstolen. Det forhold alene, at en medlemsstat anser
    en bestemt aktivitet for at være udøvelse af offentlig myndighed, eller at en bestemt
    aktivitet tilvejebringes af en stat, et statsligt organ eller et organ, som har fået overdraget
    at varetage offentlige opgaver, betyder således ikke, at denne aktivitet er omfattet
    af EUF-traktatens artikel 45. Når medlemsstaterne står over for sager, hvor de
    skal vurdere, hvorvidt en given serviceydelse udøves i henhold til EUF-traktatens artikel
    45 og derfor er udelukket fra servicedirektivet, skal de huske det snævre anvendelsesområde,
    EU-Domstolen har tildelt denne artikel
    • Sociale tjenesteydelser, der udføres af det offentlige eller med opdrag fra det offentlige
    eller af velgørende organisationer i forbindelse med socialt boligbyggeri, børnepasning
    og støtte til familier og enkeltpersoner, som har permanent eller midlertidigt
    behov herfor
    • Sociale tjenesteydelser er udelukket, hvis de leveres af staten selv, af tjenesteydere,
    som har statsligt mandat hertil og dermed også pligt til at tilvejebringe sådanne tjenesteydelser
    eller af velgørende organisationer, der er anerkendt af staten som sådanne.
    Begrebet ”velgørende organisationer, der er anerkendt af staten som sådanne”
    indbefatter kirker og kirkelige organisationer, som tjener velgørende og godgørende
    formål. I kraft af hvordan denne udelukkelse er formuleret, og forklaringerne i
    direktivets betragtning 27, er sådanne tjenesteydelser ikke udelukket, hvis de tilvejebringes
    af andre typer tjenesteydere, fx private firmaer, der driver virksomhed uden
    statsligt mandat. Eksempelvis er børnepasning, som leveres af private barnepiger eller
    andre former for børnepasning, der leveres af private erhvervsdrivende, ikke udeSIDE
    292 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    lukket fra servicedirektivets anvendelsesområde. I lighed hermed er sociale tjenesteydelser
    i forbindelse med støtte til familier og personer, som har et permanent eller
    midlertidigt behov herfor, fordi de har en utilstrækkelig husstandsindkomst eller helt
    eller delvis er afhængige af hjælp, og til mennesker truet af marginalisering, fx pleje af
    ældre eller ydelser til arbejdsløse, kun udelukket fra servicedirektivets anvendelsesområde,
    hvis de leveres af en af førnævnte tjenesteydere (dvs. staten selv, tjenesteydere,
    som har statsligt mandat, eller velgørende organisationer, der er anerkendt af
    staten som sådanne). Således er fx privat husholdningshjælp en tjenesteydelse, der
    ikke er udelukket fra servicedirektivet, og derfor skal være dækket ind af gennemførelsesforanstaltninger
    • Private vagttjenester
    • Udelukkelsen dækker tjenesteydelser som tilsyn med ejendomme og lokaler, personbeskyttelse
    (bodyguards), sikkerhedspatruljering eller tilsyn med bygninger samt
    deponering, opbevaring, transport og distribution af kontanter og værdigenstande.
    Tjenesteydelser, som ikke er ”vagttjenester” som sådan, fx salg, levering, installation
    og vedligeholdelse af tekniske sikkerhedsanordninger, falder ikke ind under udelukkelsen
    • Tjenesteydelser, der udføres af officielt udnævnte notarer og fogeder
    • Tjenesteydelser, der udføres af officielt udnævnte notarer og fogeder er udelukket fra
    direktivets anvendelsesområde, uanset om de kan betragtes som værende forbundet
    med udøvelsen af offentlig myndighed. Udelukkelsen gælder tjenesteydelser, der udføres
    af officielt udnævnte notarer og fogeder, fx ægthedskontroller udført af notaren
    og beslaglæggelse af ejendom ved fogeden.
    Servicedirektivets oplysningsforpligtelser for tjenesteydere er implementeret i bekendtgørelse
    om oplysningsforpligtelser for tjenesteydere. Udvalget har derfor overvejet, om §§ 3-5 i
    bekendtgørelsen har samme indhold som markedsføringslovens § 13, stk. 2, og om der således
    er tale om dobbeltregulering.
    Ifølge bekendtgørelsen om tjenesteyderens pligt til at give oplysninger til tjenestemodtageren
    gælder oplysningspligten alene, hvis tjenesteyderen på forhånd har fastsat en pris for en given
    type ydelse, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 8, eller efter anmodning fra tjenestemodtageren,
    jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 2.
    Det fremgår af bekendtgørelsens § 3, stk. 2, at tjenesteyderen selv kan bestemme, hvordan
    oplysningerne gives. Oplysningerne kan fx meddeles af tjenesteyderen på eget initiativ, være
    nemt tilgængelige for tjenestemodtageren ad elektronisk vej eller fremgå af ethvert informationsmateriale,
    tjenesteyderen har givet tjenestemodtageren. Det fremgår videre af bekendtgørelsens
    § 5, at tjenesteyderen på klar og entydig måde skal give oplysningerne til tjenestemodtageren
    i god tid inden kontraktens indgåelse eller, hvis der ikke foreligger en skriftlig aftale,
    inden tjenesteydelsens udførelse.
    Det er flertallets vurdering, at prisoplysningsforpligtelserne i § 13, stk. 2, går videre end prisoplysningsforpligtelsen
    efter bekendtgørelsen. Forskellen er, at den erhvervsdrivende altid
    SIDE 293 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    skal give oplysningerne om pris efter markedsføringslovens § 13, stk. 2, mens oplysningerne
    efter bekendtgørelsen alene skal gives, hvis tjenesteyderen på forhånd har fastsat en pris for
    en given type ydelse eller efter anmodning fra tjenestemodtageren.
    Rent tidsmæssigt adskiller oplysningskravet i § 13, stk. 2, sig også fra bekendtgørelsen, da
    oplysningerne efter § 13, stk. 2, skal gives ved mærkning, skiltning eller på anden tydelig vis,
    mens oplysningerne efter bekendtgørelsen skal gives i god tid inden kontraktens indgåelse
    eller, hvis der ikke foreligger en aftale, inden tjenesteydelsens udførelse.
    Da markedsføringslovens § 13, stk. 2, går videre end prisoplysningsbestemmelserne i servicedirektivet,
    er det flertallets vurdering, at det ikke er muligt at opretholde markedsføringslovens
    § 13, stk. 2, i dens nuværende form.
    Konsekvensen af en ophævelse er, at pligten til at give oplysninger til forbrugeren alene vil
    gælde i de tilfælde, hvor tjenesteyderen på forhånd har fastsat en pris for ydelsen eller på
    forbrugerens anmodning. Dette stiller forbrugeren ringere end i dag, hvor tjenesteyderen i
    medfør af § 13, stk. 2, skal give prisoplysninger ved erhvervsmæssigt udbud af tjenesteydelser
    til forbrugerne fra fast forretningssted, samt når tjenesteydelsen udbydes elektronisk til forbrugerne
    med mulighed for bestilling.
    Derudover er der som ovenfor beskrevet en række tjenesteydelser. som ikke er omfattet af
    servicedirektivets anvendelsesområde, og hvor der derfor ikke vil gælde et krav om oplysningspligt
    for tjenesteydere.
    Et flertal i udvalget bestående af professor Caroline Heide-Jørgensen, professor Søren Sandfeld
    Jakobsen, professor Torben Hansen, Erhvervs- og Vækstministeriet, Kulturministeriet,
    Justitsministeriet, Danske Advokater/Advokatsamfundet, Håndværksrådet, Dansk Erhverv,
    Kreativitet & Kommunikation, DI, Finansrådet, Forbrugerombudsmanden og Danske Medier
    anbefaler på den baggrund, at § 13, stk. 2, erstattes af en ny bestemmelse, hvorefter en erhvervsdrivende
    i sin handelspraksis klart og tydeligt skal oplyse om prisen efter nærmere
    fastsatte regler, da bestemmelsen vurderes ikke at være direktivkonform, og at området fremover
    primært reguleres af bestemmelserne i bekendtgørelse om oplysningspligt for tjenesteydelser,
    der implementerer servicedirektivets oplysningsbestemmelser for tjenesteydere.
    Det bemærkes, at den foreslåede § 13, stk. 1, skal anvendes i sammenhæng med den foreslåede
    § 6, stk. 1 og 2, der bestemmer, at ved købsopfordringer, skal den erhvervsdrivende give en
    række oplysninger, herunder oplysninger om prisen inklusiv moms og afgifter. Da den erhvervsdrivende
    i sin handelspraksis over for forbrugere i langt de fleste tilfælde vil gøre brug
    af prisopfordringer, er det selvstændige anvendelsesområde for den foreslåede § 13, stk. 1,
    meget snævert. Herudover vil der fortsat gælde de oplysningskrav, der følger af særregulering
    som fx Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om
    fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning
    og ved aflysning eller lange forsinkelser.
    SIDE 294 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Et mindretal bestående af Forbrugerrådet Tænk mener ikke, at § 13, stk. 2, bør ophæves. Bestemmelsen
    kan dog med fordel sammenskrives med den nuværende § 13, stk. 1, for derved
    bl.a. at bidrage til mere enkle og ”teknologineutrale” regler om prisoplysninger end de nuværende.
    En ophævelse af oplysningspligten for udbud af tjenesteydelser vil efter dette medlems
    opfattelse hæmme konkurrencen, ligesom erhvervsdrivende, som er i stand til at levere tjenesteydelser
    af god kvalitet til attraktive priser, vil få vanskeligt ved at skille sig ud fra konkurrenterne
    og fremhæve dette. I en tid hvor bl.a. deleøkonomi og prissammenligningstjenester
    bliver stadigt mere udbredt, vil det være uhensigtsmæssigt at foretage ændringer af retstilstanden
    i retning af mindre prisgennemsigtighed. Således er det Forbrugerrådet Tænks opfattelse,
    at oplysning om priser, herunder for tjenesteydelser, er helt centralt for et velfungerende
    marked med fuld gennemsigtighed, effektiv konkurrence og mulighed for at sammenligne
    priser på tværs.
    I den forbindelse henvises til rapporten ”Aktive forbrugere og økonomisk performance”, Centre
    for Economic and Business Research - juni 2011 s. 14, hvori bl.a. fremhæves, at økonomisk
    teori generelt viser, at når søgeomkostninger og/eller skifteomkostninger stiger, så vil færre
    forbrugere søge og/eller skifte til alternativer, hvilket betyder højere priser og mindre udvalg.
    Som det tidligere udvalg vurderer Forbrugerrådet Tænk, at regler om prisoplysninger, ud over
    at vedrøre konkrete forbrugerhensyn, i høj grad tager sigte på at varetage generelle samfundshensyn,
    og derfor kan opretholdes uagtet direktivet om urimelig handelspraksis. I forhold
    til foreneligheden med servicedirektivet er Forbrugerrådet Tænk enig i, at der kan rejses
    tvivl om den nuværende bestemmelse, § 13, stk. 2, medfører en videre forpligtelse end det
    pågældende direktiv tilsiger. Henset til de eksplicitte krav til at oplyse om priser efter enhedsprismærkningsdirektivet
    for så vidt angår varer, samt de nyere regler i forbrugerrettighedsdirektivet
    om generelt oplysningspligt om priser i bl.a. artikel 6, for så vidt angår både varer og
    tjenesteydelser, må det dog anses for tvivlsomt, om der med servicedirektivet reelt er tilsigtet
    en skelnen mellem varer og tjenesteydelser på dette punkt. Forbrugerrådet Tænk opfordrer
    om nødvendigt til, at reglerne søges ændret på EU-niveau med henblik på at sikre muligheden
    for, at der gælder samme oplysningskrav for tjenesteydelser, som i dag er gældende for varer,
    idet der ikke ses grund til differentiering.
    Ophævelse af § 13,stk. 3, 1. pkt., ift. varer
    Det følger af § 13, stk. 3, 1. pkt., at når der i annoncer eller andet markedsføringsmateriale
    oplyses om prisen for enten varer eller tjenesteydelser, skal oplysningerne i stk. 1 eller 2 samt
    de i medfør af stk. 8 fastsatte regler iagttages.
    En lignende regel findes for varer i prismærkningsbekendtgørelsens § 9, hvoraf det fremgår,
    at når der ved annoncering eller på anden måde i markedsføringsmaterialet gives oplysning
    om pris for varer, skal prisoplysningerne gives i overensstemmelse med forskrifterne i §§ 3-7
    og § 8, 2. pkt.
    SIDE 295 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Efter udvalgets vurdering har § 13, stk. 3, 1. pkt., i det væsentlige samme indhold som prismærkningsbekendtgørelsens
    § 9, og der er derfor tale om dobbeltregulering for så vidt angår
    varer. Spørgsmålet er herefter, om § 13, stk. 3, 1. pkt., bør ophæves.
    For en ophævelse af § 13, stk. 3, 1. pkt., taler, at det vil være udtryk for regelforenkling at ophæve
    bestemmelsen, da en tilsvarende bestemmelse også findes i prismærkningsbekendtgørelsen.
    Ved at ophæve § 13, stk. 3, nr. 1, undgås dobbeltregulering af området.
    Det bemærkes, at § 13, stk. 1, efter flertallets vurdering bør erstattes af en ny bestemmelse,
    hvorefter en erhvervsdrivende i sin handelspraksis klart og tydeligt skal oplyse om prisen
    efter nærmere fastsatte regler, og at området fremover alene bør reguleres af prismærkningsbekendtgørelsen.
    Derfor vil henvisningen til stk. 1 ikke længere være relevant.
    Ophævelse af § 13, stk. 3,1.pkt., ift. tjenesteydelser
    Det er som nævnt flertallets vurdering, at § 13, stk. 2, ikke længere kan opretholdes, da oplysningskravene
    i stk. 2 går videre end oplysningskravene i servicedirektivet. Henvisningen til §
    13, stk. 2, i § 13 stk. 3, 1. pkt., er derfor ikke længere relevant.
    Prismærkningsbekendtgørelsen gælder alene for varer. Konsekvensen af en ophævelse af §
    13, stk. 3, nr. 1, ift. tjenesteydelser vil derfor være, at der fremover ikke vil gælde en særlig
    regel om oplysninger om priser i annoncer m.v. for så vidt angår tjenesteydelser.
    Dog vil området i et vist omfang være reguleret af e-handelslovens § 8, der bestemmer, at når
    der gives oplysning om pris for en informationssamfundstjeneste, skal prisen angives klart og
    tydeligt. Det skal endvidere fremgå, hvorvidt prisen er inklusive afgifter og leveringsomkostninger.
    En informationssamfundstjeneste er i lovens § 2, nr. 1, defineret som enhver tjeneste, der har
    kommercielt sigte, og som leveres online på individuel anmodning fra tjenestemodtageren.
    Der er som udgangspunkt efter e-handelsloven ikke pligt til at angive pris i annoncer eller
    andet markedsføringsmateriale, men hvis tjenesteyderen gør det, skal kravene i § 8 være
    opfyldt.
    Flertallet bestående af professor Caroline Heide-Jørgensen, professor Søren Sandfeld Jakobsen,
    professor Torben Hansen, Erhvervs- og Vækstministeriet, Kulturministeriet, Justitsministeriet,
    Danske Advokater/Advokatsamfundet, Håndværksrådet, Dansk Erhverv, Kreativitet &
    Kommunikation, DI, Finansrådet, Forbrugerombudsmanden og Danske Medier anbefaler, at
    den gældende markedsføringslovs § 13, stk. 3, 1. pkt., ophæves, og at området fremover alene
    reguleres af enhedsprismærkningsbekendtgørelsens § 9.
    Et mindretal bestående af Forbrugerrådet Tænk er ikke enig, da Forbrugerrådet Tænk ikke
    mener, at den gældende § 13, stk. 1, bør ophæves, jf. ovenstående.
    SIDE 296 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Ophævelse af § 13, stk. 3, 2. pkt.
    Det fremgår af markedsføringslovens § 13, stk. 3, 2. pkt., at såfremt en fabrikant, importør
    eller grossist i annoncer, i reklamer eller på anden måde foreslår en pris for videresalg til
    forbrugerne, skal det udtrykkeligt angives, at prisen er vejledende. 1. pkt. finder tilsvarende
    anvendelse for mundtlige prisoplysninger.
    Bindende videresalgspriser er allerede forbudt efter konkurrenceloven, jf. konkurrencelovens
    § 6, stk. 2, nr. 7, hvoraf følger, at det er forbudt for virksomheder m.v. at indgå aftaler, der
    direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen herunder at fastsætte
    bindende videresalgspriser eller på anden måde søge at få en eller flere handelspartnere
    til ikke at fravige vejledende salgspriser.
    Spørgsmålet er herefter, om § 13, stk. 3, 2. pkt., bør ophæves.
    Det taler for at ophæve § 13, stk. 3, 2. pkt., at forbuddet mod bindende videresalgspriser som
    nævnt allerede er reguleret af konkurrencelovens § 6, stk. 1, nr. 7. Med en ophævelse af bestemmelsen
    undgås dermed dobbeltregulering af området.
    Der er efter udvalgets vurdering umiddelbart intet, der taler imod at ophæve § 13, stk. 3, 2.
    pkt. Da det således allerede følger af konkurrenceloven, at det er forbudt at indgå konkurrencebegrænsende
    aftaler, herunder at fastsætte bindende videresalgspriser, er det udvalgets
    vurdering, at § 13, stk. 3, 2. pkt., ikke er nødvendig.
    Udvalget anbefaler på den baggrund, at markedsføringslovens § 13, stk. 3, 2. pkt., ophæves.
    Samling af hjemmelsbestemmelser vedrørende oplysningsforpligtigelser
    Det er udvalgets vurdering at det i forbindelse med ophævelsen af § 13, stk. 1-3, vil være en
    fordel, at det fortsat fremgår af markedsføringsloven, at erhvervsdrivende i forbindelse med
    deres handelspraksis klart og tydeligt skal oplyse om prisen for en vare eller tjenesteydelse og
    samtidigt fremhæve og tydeliggøre de oplysningsforpligtigelser, der følger af hhv. enhedsprismærkningsbekendtgørelsen
    og bekendtgørelsen om tjenesteyders pligt til at give oplysning
    til tjenestemodtagere.
    Udvalget anbefaler på den baggrund, at der indsættes en prisoplysningsbestemmelse, der
    fastsætter, at den erhvervsdrivende i deres handelspraksis klart og tydeligt skal oplyse om
    prisen, og en sådan prisoplysningsbestemmelse samtidig indeholder de hjemmelsbestemmelser
    til nærmere fastsættelse af regler om prisoplysninger, der i dag fremgår af markedsføringslovens
    § 7a og § 13, stk. 8.
    Bemyndigelsesbestemmelsen i § 7a om oplysningsforpligtigelser for tjenesteydere
    SIDE 297 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Medlemsstaterne er forpligtet til at implementere de oplysningskrav, der er indeholdt i artikel
    22 og 27 i servicedirektivet. Det er derfor nødvendigt at bevare hjemlen til at gennemføre
    servicedirektivets oplysningsforpligtelser.
    Udvalget anbefaler derfor, at hjemlen til at udstede regler med henblik på at opfylde oplysningskravene
    i direktivet bevares, og at hjemlen indsættes i den foreslåede bestemmelse i
    forslaget til en ny prisoplysningsbestemmelse, jf. ovenfor.
    Bekendtgørelse nr. 1372 af 16. december 2009 om tjenesteyders pligt til at give oplysning til
    tjenestemodtagere, der i dag har hjemmel i den gældende § 7a i markedsføringsloven, bevares
    uændret.
    Bemyndigelsesbestemmelsen i § 13, stk. 8, om prisoplysninger
    Markedsføringsloven § 13, stk. 8, giver erhvervs- og vækstministeren bemyndigelse til at fastsætte
    administrative regler om prisoplysninger.
    Det er udvalgets vurdering, at der fortsat vil være et behov for at kunne udstede supplerende
    administrative regler på prisoplysningsområdet, fx i form af en præciserende bekendtgørelse,
    men også til at undtage et område fra reglerne om prisoplysning.
    Udvalget anbefaler på den baggrund, at markedsføringslovens § 13, stk. 8, nr. 2-4, opretholdes
    og placeres i den forslåede § 13, stk. 2, nr. 1- 3.
    Herudover anbefaler udvalget, at markedsføringslovens § 13, stk. 8, nr. 1, også opretholdes
    som en særskilt hjemmel i den forslåede § 14 om faktureringspligt. Se nærmere i afrapporteringen
    vedr. denne bestemmelse.
    Bekendtgørelser udstedt med hjemmel i § 13, stk. 8
    Udvalget har udarbejdet en oversigt over bekendtgørelser udstedt med hjemmel i § 13, stk. 8.
    Der er tale om følgende bekendtgørelser:
    • Bkg. nr. 1203/2010 om information til forbrugere om priser på låne- og kredittilbud
    og valutakurser (Skiltningsbekendtgørelsen)
    • Bkg nr. 866/2000 om oplysning om salgspris og enhedspris for forbrugsvarer (enhedsprismærkningsbekendtgørelsen)
    • Bkg. 500/1995 om prisskiltning for motorbrændstof
    • Bkg. nr. 237/1994 om skiltning med gebyrer og valutakurser i pengeinstitutter m.v.
    • Bkg. 7/1991 om skiltning med pris for autoreparationer
    • Bkg. 10021/1988 om mærkning og skiltning i trælasthandler, tømmerhandler og
    byggemarkeder
    SIDE 298 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    • Bkg. 10003/1988 om mærkning med nettomængde af færdigpakninger af vaske- og
    rengøringsmidler, pudse og poleremidler, husholdningskemikalier, malevarer, strikkegarn
    og vat
    • Bkg. 10002/1988 om mærkning eller skiltning samt annoncering med kortvarige generelle
    prisnedsættelser for varer
    • Bkg. 10025/1985 om mærkning med nettomængde af færdigpakninger i rulleform af
    køkkenruller, toiletpapir, husholdningsfolie af plast og aluminium, bagepapir og
    madpapir
    • Bkg. 10009/1984 om skiltning med priser for telefonering
    • Bkg. 10005/1983 om prisskiltning på hoteller
    • Bkg. 10003/1983 om mærkning og skiltning samt annoncering med priser m.v. for øl
    og mineralvand i returflasker
    • Bkg. 10013/1978 om skiltning og annoncering med priser for gulvtæpper
    • Bkg. 10011/1978 om skiltning og annoncering med priser for motorkøretøjer
    • Bkg. 10004/1978 om prisskiltning for visse tobaksvarer samt dag- og ugeblade
    Udvalget anbefaler, at det overvejes, hvilke af bekendtgørelserne der bør ophæves, hvilke der
    bør bevares, herunder eventuelt med en ændret ordlyd.
    SIDE 299 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    § 14 om faktureringspligt for regningsarbejder (Tidligere § 13, stk. 4-8)
    Gældende ret
    Den gældende markedsføringslov indeholder regler om faktureringspligt for regningsarbejder
    i § 13, stk. 4-6 og 8, der har følgende ordlyd:
    § 13, stk. 4. Når en tjenesteydelse er udført efter regning, skal der tilstilles forbrugeren en specificeret
    regning, der sætter denne i stand til at kontrollere prisen for de varer og tjenesteydelser,
    der indgår i ydelsen. Forbrugeren skal have følgende oplysninger:
    1) Timepris.
    2) Timeforbrug.
    3) Materialeforbrug, hvor det har betydning for prisen på tjenesteydelsen.
    Stk. 5. Den erhvervsdrivende kan helt eller delvist erstatte oplysningerne nævnt i stk. 4, nr. 1-3,
    med andre oplysninger, hvis dette sker efter aftale med forbrugeren, eller hvis det følger af branchesædvane
    inden for det pågældende område.
    Stk. 6. Den erhvervsdrivende skal på forbrugerens begæring i særlige situationer give yderligere
    oplysninger, som sætter forbrugeren i stand til at kontrollere prisen for de varer og tjenesteydelser,
    der indgår i ydelsen.
    […]
    Stk. 8. Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med vedkommende minister samt
    repræsentanter for forbrugerne og relevante erhvervsorganisationer fastsætte regler om
    1) særregler om og undtagelser fra stk. 1-6, herunder regler om oplysninger i forbindelse med
    ydelse af kredit,
    2) fremgangsmåden ved meddelelse af prisoplysninger og om begrænsning i mængden af oplysninger,
    der gives,
    3) at der på samme måde som efter stk. 1 skal oplyses om varens pris pr. måleenhed og om anvendelse
    af måleenhed for de enkelte varegrupper, og
    4) at færdigpakkede detailsalgsvarer skal forsynes med oplysning om pakningens nettomængde.
    § 13, stk. 4, blev indsat ved lov nr. 1389 af 21. december 2005 om markedsføring, som trådte i
    kraft den 1. juli 2006.
    Stk. 4 blev omformuleret ved lovforslag nr. 131 af 25. juni 2010 samtidig med, at stk. 5 og 6
    blev indsat. Ændringen skete som følge af, at regeringen ønskede at ophæve de daværende
    faktureringsbekendtgørelser, hvorefter efterhvervsdrivende havde pligt til at udstede en faktura
    for regningsarbejde. Formålet med ophævelsen af faktureringsbekendtgørelserne og
    indførelsen af en generel faktureringspligt var at opretholde en høj grad af forbrugerbeskyttelse
    samtidig med, at de erhvervsdrivendes administrative byrder lettes og regelgrundlaget
    forenkles.
    SIDE 300 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Markedsføringslovens § 13, stk. 8, blev indsat ved lov nr. 1389 af 21. december 2005 om markedsføring,
    som trådte i kraft den 1. juli 2006. Bestemmelsen viderefører de bemyndigelser,
    der tidligere har været i prismærkningsloven.
    § 13, stk. 4-6, om faktureringspligt
    Markedsføringslovens § 13, stk. 4, pålægger erhvervsdrivende, der udfører tjenesteydelser
    efter regning, en generel forpligtelse til at giver forbrugere en specificeret regning, så det er
    muligt for forbrugerne at kontrollere prisen for de købte ydelser.
    Regningen skal sætte forbrugeren i stand til at orientere sig om, hvilke arbejder og materialer
    den samlede tjenesteydelse indeholder143. De oplysninger, der skal gives, skal generelt sætte
    forbrugeren i stand til at kontrollere, hvilke ydelser der er leveret, og hvilke priser der er beregnet
    herfor.
    Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen blev sammen med en følgegruppe med repræsentanter
    fra relevante organisationer pålagt at evaluere de ændrede faktureringsregler et år efter lovændringens
    ikrafttræden, dvs. den 1. juli 2011.
    Erfaringerne med brugen af reglerne har de første par år været meget begrænsede. Efter aftale
    med følgegruppen besluttede ministeren i 2011, i 2012 og igen i 2013, at evalueringen skulle
    udskydes med et år - senest til ultimo 2014 - da forventningen var, at de begrænsede erfaringer
    ville betyde, at en tidligere evaluering ikke ville give et retvisende billede.
    Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har i december 2014 foretaget en skriftlig høring af følgegruppen
    med henblik på en evaluering af reglerne. Følgegruppen vurderer reglerne forskelligt
    ift., om de har medført administrative byrder eller lettelser for erhvervslivet. Konklusionen
    på evalueringen var, at der ikke var grund til at ændre faktureringsreglerne på daværende
    tidspunkt, men at evalueringen skulle indgå i dette udvalgs arbejde.
    § 13, stk. 8, om bemyndigelse til at fastsætte administrative regler om prisoplysninger
    Markedsføringslovens § 13, stk. 8, indeholder en bemyndigelse til at fastsætte administrative
    regler om prisoplysninger.
    Bestemmelsen har til formål at sikre en hensigtsmæssig prismærkning og samtidig undgå en
    unyttig detailregulering af prisområdet. Viser der sig uhensigtsmæssigheder i forbindelse med
    administrationen af de generelle prisoplysningsbestemmelser eller behov for særregler, der
    ligger ud over ordlyden af stk. 1-6, er der i stk. 8 hjemmel til at udstede supplerende admini-
    __________________
    143
    Lf 131 af 25. juni 2010, almindelige bemærkninger.
    SIDE 301 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    strative regler, fx i form af en præciserende bekendtgørelse, men også til at undtage et område
    fra reglerne om prisoplysning.
    Hjemlen skal anvendes restriktivt og kun ved tvingende behov. Hjemlen kan fx være relevant,
    hvis der i en bestemt branche viser sig et påtrængende behov for særligt detaljerede regler om
    fakturering for at opnå prisgennemsigtighed.
    Udvalgets overvejelser
    Opretholdelse af faktureringspligten i § 13, stk. 4-6
    Markedsføringslovens § 13, stk. 4-6, pålægger erhvervsdrivende, der udfører tjenesteydelser
    efter regning en generel forpligtelse til at give forbrugerne en specificeret regning.
    Bestemmelserne blev indsat i 2010, fordi den daværende regering ønskede at ophæve de
    eksisterende faktureringsbekendtgørelser. Ifølge disse bekendtgørelser, der gjaldt både erhvervsdrivende
    imellem og mellem erhvervsdrivende og forbrugere, havde den erhvervsdrivende
    pligt til at udstede en faktura for regningsarbejde. Bekendtgørelserne gjaldt primært
    håndværksmæssige ydelser.
    For at opretholde et højt forbrugerbeskyttelsesniveau indsatte man samtidig med ophævelse
    af bekendtgørelserne en generel regel i markedsføringsloven om faktureringsforpligtelse for
    regningsarbejde, som skal sætte forbrugeren i stand til at orientere sig om, hvilke arbejder og
    materialer en samlet tjenesteydelse indeholder.
    Faktureringsforpligtelsen efter markedsføringsloven er bredere end efter de tidligere gældende
    bekendtgørelser, da en række erhverv, som ikke var omfattet af de eksisterende bekendtgørelser,
    nu er omfattet af faktureringspligten. Det gælder fx juridisk bistand.
    Faktureringsforpligtelsen efter markedsføringsloven er dog indsnævret, idet bestemmelsen
    alene gælder i forholdet mellem erhvervsdrivende og forbrugere, og ikke mellem to erhvervsdrivende.
    Kravet til detaljeringsgraden i fakturaerne er også væsentlig mindre end efter de tidligere
    gældende faktureringsbekendtgørelser, da forbrugeren efter markedsføringsloven kun skal
    have oplysninger om timepris og om timeforbrug samt materialeforbrug.
    Forbrugeren vil dog efter begæring i særlige situationer kunne få flere oplysninger, som kan
    være relevante for at kontrollere regningens indhold, f. eks. brug af eksternt arbejde. Der vil
    være tale om oplysninger, som man med rimelighed kan forvente, at en virksomhed kan skaffe,
    uden at det bliver uforholdsmæssigt byrdefuldt. Det vil bero på en konkret vurdering i
    hvert enkelt tilfælde.
    Det er udvalgets vurdering, at faktureringsbestemmelserne i markedsføringsloven bør opretholdes,
    da bestemmelserne sikrer forbrugerne mulighed for at kontrollere prisen for de købte
    ydelser.
    SIDE 302 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Udvalget har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at der ikke findes tilsvarende regler i anden
    lovgivning. Virksomheder, som sælger momspligtige varer og ydelser, er efter momsloven
    forpligtede til at udstede en faktura til modtageren. I momsbekendtgørelsen er de nærmere
    krav til faktureringen fastlagt. Faktureringspligten efter momsloven og momsbekendtgørelsen
    har imidlertid et andet formål end faktureringspligten efter markedsføringsloven. Fakturaen
    har efter momsreglerne to formål; i relation til sælgeren skal fakturaen danne grundlag for
    salgsmomsen, mens den i relation til køberen udgør dokumentation for købsmomsen. Faktureringspligten
    efter markedsføringsloven skal derimod sætte forbrugeren i stand til at orientere
    sig om, hvilke arbejder og materialer en samlet tjenesteydelse indeholder. Det er på den
    baggrund udvalgets vurdering, at momsloven og momsbekendtgørelsen ikke overflødiggør
    faktureringspligten efter markedsføringsloven.
    Udvalget har drøftet, om det fortsat bør være et krav efter bestemmelsen, at forbrugeren på
    begæring i særlige situationer kan kræve yderligere oplysninger fra den erhvervsdrivende,
    som sætter forbrugeren i stand til at kontrollere prisen for de produkter, der indgår i ydelsen.
    Udvalget mener, at der fortsat bør være adgang for forbrugeren hertil. Udvalget mener endvidere,
    at adgangen ikke skal være begrænset til at gælde i særlige situationer, fordi det i praksis
    kan give anledning til tvivl, hvornår der er tale om en sådan særlig situation. Udvalget er dog
    af den opfattelse, at forbrugerens begæring om yderligere oplysninger bør gives inden rimelig
    tid og ca. en måned efter, at forbrugeren har modtaget regningen, medmindre særlige forhold
    bevirker, at forbrugeren ikke kan opfylde fristen.
    Udvalget anbefaler på den baggrund, at markedsføringslovens § 13, stk. 4-6, opretholdes, men
    at bestemmelsen ændres således, at det fremgår, at adgangen for forbrugeren til at kræve
    yderligere oplysninger, der sætter denne i stand til at kontrollere prisen, ikke er begrænset til
    at gælde i ”særlige tilfælde”. Udvalget anbefaler i den forbindelse, at det præciseres i bemærkningerne,
    hvilke oplysninger forbrugeren typisk vil kunne kræve. Det vil fx være oplysninger
    om grundgebyr, andre gebyrer, kørsel, eksternt udført arbejde, ekstra betaling for arbejde
    og/eller kørsel uden for normal arbejdstid, leje af materiel og forsikringer.
    Endvidere er det udvalgets anbefaling, at bestemmelsen ændres således, at det fremgår, at
    forbrugerens begæring om yderligere oplysninger bør gives inden rimelig tid og senest 30
    dage efter, at forbrugeren har modtaget regningen, medmindre særlige forhold bevirker, at
    forbrugeren ikke kan opfylde fristen.
    For at tydeliggøre og fremhæve kravene anbefaler udvalget endvidere, at bestemmelserne
    videreføres som en ny selvstændig bestemmelse under overskriften ”Faktureringspligt for
    regningsarbejde”.
    Bemyndigelsesbestemmelsen i § 13, stk. 8
    Markedsføringsloven § 13, stk. 8, nr. 1, giver erhvervs- og vækstministeren bemyndigelse til at
    fastsætte administrative særregler om og undtagelser fra reglerne om faktureringspligt.
    SIDE 303 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det er udvalgets vurdering, at der fortsat vil være et behov for at kunne udstede supplerende
    administrative regler på faktureringsområdet, fx hvis der i en bestemt branche viser sig et
    påtrængende behov for særligt detaljerede regler om fakturering for at opnå prisgennemsigtighed.
    Udvalget anbefaler på den baggrund, at markedsføringslovens § 13, stk. 8, nr. 1, opretholdes
    som en særskilt hjemmel i den forslåede § 14, stk. 4.
    Herudover anbefaler udvalget, at hjemmelsbestemmelsen i § 13, stk. 8, flyttes til den foreslåede
    § 13 om oplysningsforpligtigelser vedr. priser m.v. Se nærmere i afrapporteringen vedr.
    denne bestemmelse.
    SIDE 304 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    § 15 om gebyrer (Tidligere § 15)
    Gældende ret
    Den gældende markedsføringslovs § 15 indeholder en bestemmelse om gebyrer, der har følgende
    ordlyd:
    Gebyrer
    § 15. Såfremt størrelsen eller opkrævningen af et gebyr, jf. § 13, stk. 7, der ikke er reguleret ved
    lov, i et løbende kontraktforhold kan ændres til ugunst for forbrugeren, skal betingelserne herfor
    være klart fremhævet i kontrakten.
    Stk. 2. Ændring af gebyrer eller opkrævning af nye gebyrer i et løbende kontraktforhold skal altid
    varsles med en rimelig frist, inden de får virkning for forbrugeren.
    Stk. 3. Er gebyrændringen væsentlig, eller opkræves et nyt gebyr, skal varslingen ske til forbrugeren
    ved individuel kommunikation, inden ændringen får virkning. Såfremt forbrugeren har ret til
    at opsige aftalen, skal dette fremgå af varslingen, samt under hvilke betingelser forbrugeren kan
    opsige aftalen.
    Bestemmelsen er en ren national bestemmelse og ikke en implementering af EU-ret.
    Virksomheder omfattet af lov om finansiel virksomhed er undtaget bestemmelsen, jf. § 1, stk.
    3. Disse skal i stedet efterleve god skik-bekendtgørelsen. Det følger heraf, at vilkår om ændringer
    i løbende kundeforhold af bl.a. gebyrer skal indeholde en angivelse af de forhold, der
    kan udløse en ændring og ikke må give den finansielle virksomhed en vilkårlig adgang til at
    foretage ændringer. Er der tale om ændringer til ugunst for kunden, skal ændringen varsles,
    medmindre den er begrundet i udefrakommende forhold, som den finansielle virksomhed er
    uden indflydelse på.
    Bestemmelsen indeholder en offentligretlig regulering af erhvervsdrivendes adgang til at
    ændre eksisterende gebyrer eller indføre nye gebyrer i løbende kontraktforhold. Bestemmelsen
    har ikke civilretlig virkning, og den griber således ikke ind i aftaleforholdet mellem forbrugeren
    og den erhvervsdrivende.
    Formålet er at skabe større gennemsigtighed omkring brugen af gebyrer og om den reelle pris
    på varer og tjenesteydelser. Baggrunden for bestemmelsen var, at gebyrer udgjorde en stadig
    stigende omkostning for forbrugerne i løbende kontraktforhold.
    SIDE 305 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    I forlængelse af indførelsen af markedsføringslovens § 15 udsendte Forbrugerombudsmanden
    en vejledning om bestemmelsen (herefter gebyrvejledningen144).
    Markedsføringslovens § 15, stk. 1
    Ifølge bestemmelsen kan en erhvervsdrivende alene forhøje eksisterende gebyrer og indføre
    nye gebyrer i løbende kontraktforhold, hvis betingelserne herfor klart er blevet fremhævet
    senest ved aftalens indgåelse/ikrafttræden.
    Ved gebyrer forstås en betaling for en særlig tjeneste, funktion eller ydelse, som knytter sig til
    en vare eller tjenesteydelse, eller et løbende aftaleforhold, og som ikke har karakter af en selvstændig
    tjenesteydelse. Som eksempel kan nævnes faktureringsgebyr, betalingsgebyr og opsigelsesgebyr.
    Derimod omfatter bestemmelsen ikke gebyrer, der nærmere er reguleret ved lov,
    fx renteloves regler om rykkergebyrer.145
    Det følger af de almindelige aftaleretlige principper, at ændringer i en aftale som udgangspunkt
    kun kan ske ensidigt, hvis dette er hjemlet i aftalen, og selv da gælder visse begrænsninger.
    Opkrævning af nye gebyrer kræver derfor en hjemmel, uanset gebyrets størrelse146.
    Ifølge Forbrugerombudsmandens gebyrvejledning indebærer dette, at det tydeligt skal fremgå
    af aftalevilkårene, efter hvilke kriterier gebyrerne kan ændres eller indføres, og at det ikke er
    tilstrækkeligt, at der blot er taget forbehold for ”løbende pris- og gebyrændringer”.
    Markedsføringslovens § 15, stk. 2
    Bestemmelsen medfører, at alle ændringer af gebyrer skal varsles med rimelig frist, inden de
    får virkning for forbrugerne.
    Det afhænger af en konkret vurdering, hvad kravet om varsling ”i rimelig tid” indebærer.147 I
    vurderingen vil bl.a. indgå ændringens størrelse, og om gebyret er begrundet i den erhvervsdrivendes
    egne forhold eller skyldes udefra kommende forhold, som den erhvervsdrivende
    ikke er herre over.
    __________________
    144
    Forbrugerombudsmandens gebyrvejledning, juli 2008.
    145
    Lf 13 af 6. oktober 2005, specielle bemærkninger til § 13.
    146
    Forbrugerombudsmandens gebyrvejledning, side 7 samt Borcher og Bøggild, Markedsføringsloven, 3. udgave, s. 467.
    147
    Lf 13 af 6. oktober 2005, de specielle bemærkninger til § 13.
    SIDE 306 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    § 15, stk. 2, stiller ikke formkrav til varslingen. Det må afgøres efter de almindelig formueretlige
    regler samt de konkrete omstændigheder. Annoncering i dagblade, på en hjemmeside eller
    via anden ikke-individuel kommunikation er således i princippet ikke udelukket.148
    Markedsføringslovens § 15, stk. 3
    Det selvstændige indhold af bestemmelsen er, dels at væsentlige ændringer af eksisterende
    gebyrer, eller indførelsen af nye gebyrer, kræver et individuelt kommunikeret varsel over for
    forbrugerne, dels at der i sådanne tilfælde skal gives oplysning om, hvilke muligheder forbrugerne
    har for at opsige aftalen, inden det nye/ændrede gebyr får virkning.
    Varslingen skal indeholde en beskrivelse af betingelserne for opsigelsen af aftalen, herunder
    opsigelsesvarslets længde og eventuelle gebyrer i forbindelse med opsigelsen. Varslingen må
    godt foretages sammen med anden information fra den erhvervsdrivende, men den må ikke
    søges skjult, således at den drukner i anden information.149
    Ifølge Forbrugerombudsmandens gebyrvejledning bør varslingen, i de tilfælde hvor forbrugeren
    er berettiget til at opsige aftalen, ske i så god tid, at forbrugeren har en reel mulighed for at
    opsige inden gebyrforhøjelsen eller det nye gebyr får virkning.150
    Udvalgets overvejelser
    Opretholdelse af bestemmelsen
    Bestemmelsens anvendelsesområde er løbende kontraktforhold, hvor der efter aftaleindgåelsen
    sker ændringer i eksisterende gebyrer eller indføres nye gebyrer. Formålet med bestemmelsen
    er at sikre, at forbrugerne bliver opmærksomme på sådanne ændringer, og den stiller
    derfor krav om, at den erhvervsdrivende skal varsle disse ændringer over for forbrugeren. Er
    der tale om væsentlige ændringer, eller sker der indførelse af nye gebyrer, skal ændringen
    varsles over for forbrugerne ved individuel kommunikation.
    Flere udvalgsmedlemmer er generelt meget skeptiske over for at opretholde nationale særregler,
    der indebærer administrative byrder for erhvervslivet. I det konkrete tilfælde skal
    byrdemålingen på 9 mio. kr.151 ses under hensynstagen til, at en tilsvarende pligt i vidt omfang
    __________________
    148
    Borcher og Bøggild, Markedsføringsloven, 3. udgave, s. 467.
    149
    Borcher og Bøggild, Markedsføringsloven, 3. udgave, s. 467-468.
    150
    Forbrugerombudsmandens gebyrvejledning, side 8.
    151
    Erhvervsstyrelsens og EY’s notat af 28. april 2016 om ex-post måling af markedsføringslovens § 15.
    SIDE 307 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    må anses for at følge af aftaleretten. Den konkrete regel forekommer endvidere rimelig ud fra
    såvel et aftaleretligt som et forbrugerbeskyttelsessynspunkt.
    Det er endvidere udvalgets vurdering, at bestemmelsen om gebyrer er med til at skabe øget
    gennemsigtighed omkring brugen af gebyrer. Det bemærkes i den forbindelse, at markedsføringslovens
    § 15 om gebyrer oprindeligt blev indført, fordi gebyrer havde udviklet sig til en
    ikke ubetydelig og til tider overraskende omkostning for forbrugerne, og lovgiver fandt det
    derfor vigtigt at få skabt gennemsigtighed ved opkrævningen af gebyrer.
    Udvalget anbefaler på den baggrund, at bestemmelsen opretholdes i markedsføringsloven.
    Præcisering af bemærkningerne
    Det er udvalgets vurdering, at lovbemærkningerne til markedsføringslovens § 15 er meget
    sparsomme, og forholdet til de almindelige aftaleretlige bestemmelser er ikke beskrevet særligt
    udførligt.
    Det er på den baggrund udvalgets anbefaling, at bemærkningerne til bestemmelsen skal præciseres
    med henblik på bl.a. at tydeliggøre følgende:
    1. Hvilke indholdskrav, der kan stilles en varsling efter § 15
    2. Beskrivelse af forholdet til den civilretlige regulering (den almindelige aftaleret),
    herunder at den almindelige aftaleret gælder ved siden af § 15
    3. Hvornår betingelserne anses for gebyrforhøjelser og indførelsen af nye gebyrer for
    klart at være fremhævet i kontrakten
    SIDE 308 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    § 16 om garanti (Tidligere § 12)
    Gældende ret
    Markedsføringslovens § 12 sikrer, at erhvervsdrivende alene må anvende betegnelsen garanti,
    hvis garantien har et reelt indhold. Bestemmelsen gælder kun i forbrugerforhold.
    Markedsføringslovens § 12 har følgende ordlyd:
    § 12. Over for forbrugere må erklæring om ydelse af garanti eller lignende kun anvendes, såfremt
    erklæringen giver modtageren en væsentlig bedre retsstilling end den, modtageren har
    efter lovgivningen.
    Stk. 2. Ydes der garanti, skal den erhvervsdrivende på klar og tydelig måde informere forbrugeren
    om dens indhold og give de oplysninger, der er nødvendige for at gøre garantien gældende.
    Endvidere skal den erhvervsdrivende på en klar og tydelig måde oplyse, at forbrugerens ufravigelige
    rettigheder efter lovgivningen ikke berøres af garantien. Garantien skal meddeles forbrugeren
    i overensstemmelse med reglerne i lov om forbrugeraftaler. Garantien skal være affattet på
    dansk.
    Stk. 1 er en ren national bestemmelse.
    I bestemmelsens stk. 2 opstilles en række formkrav til garantier. Stk. 2 gennemfører artikel 6,
    stk. 2 og 4, i forbrugerkøbsdirektivet152.
    Forbuddet mod anvendelse af garantierklæringer, som ikke giver modtageren en væsentlig
    bedre retsstilling, i stk. 1 blev indført i den første markedsføringslov fra 1974. Bestemmelsen
    gjaldt på daværende tidspunkt i alle forhold.
    I forbindelse med indførelsen af den nye markedsføringslov i 1994 blev bestemmelsen ændret,
    således at den i dag kun gælder i forbrugerforhold. Endvidere blev det i bestemmelsen
    præciseret, at garantierklæringer kun må anvendes over for forbrugere, såfremt erklæringen
    giver modtageren en væsentlig bedre retsstilling end den, modtageren ellers ville have haft.
    I 1999 blev bestemmelsens stk. 2 indsat. Stk. 2 implementerer artikel 6, stk. 2 og 4, i forbrugerkøbsdirektivet.
    Det fremgår af lovforslaget, at der ikke, med indsættelsen af det nye stk. 2,
    er tilsigtet ændringer af bestemmelsens anvendelsesområde.
    __________________
    152
    Europa-parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i
    forbindelse hermed.
    SIDE 309 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    I 2013 blev bestemmelsens stk. 2, 3. og 4. pkt., ændret. Ændringen var en konsekvensændring
    som følge af gennemførslen af forbrugerrettighedsdirektivet i dansk ret. Ændringen tilsigter at
    bringe markedsføringslovens regler om garantier i overensstemmelse med forbrugeraftaleloven.
    Markedsføringslovens § 12, stk. 1
    Markedsføringslovens § 12, stk. 1, fastslår, at garantierklæringer kun må anvendes over for en
    forbruger, hvis erklæringen giver forbrugeren en væsentlig bedre retsstilling end forbrugeren
    har efter lovgivningen.
    Bestemmelsen vedrører alene anvendelsen af garantierklæringer over for forbrugere. Lovligheden
    af garantierklæringer over for andre end forbrugere, herunder erhvervsdrivende, skal
    bedømmes efter den gældende markedsføringslovs §§ 1 og 3.
    For at en garantierklæring kan siges at give en forbruger en væsentlig bedre retsstilling, skal
    garantierklæringen indebære reelle forbedringer for forbrugeren. Ved vurderingen heraf skal
    der tages hensyn til erklæringen som helhed. En garantierklæring kan godt indeholde vilkår,
    der på visse punkter forringer forbrugerens retsstilling, herunder pålægger forbrugeren byrder.
    Det kan fx være en forlænget garantiperiode betinget af, at forbrugeren vedligeholder det
    købte produkt på en bestemt måde. En sådan erklæring kan principielt opfylde kravene efter §
    12, stk. 1, idet det afgørende altid er, at garantierklæringen samlet set indeholder en reel og
    væsentlig forbedring af forbrugerens retsposition. Hvis der gælder deklaratoriske eller præceptive
    lovregler til beskyttelse af forbrugeren, må kravet om en væsentlig forbedring vurderes
    i forhold hertil. Hvis der derimod ikke gælder sådanne lovregler, må det søges fastlagt,
    hvad de udfyldende regler på området vil føre til.
    Markedsføringslovens § 12, stk. 2
    Bestemmelsens stk. 2 stiller krav om, at den erhvervsdrivende, når denne yder garanti til en
    forbruger, på en klar og tydelig måde skal informere forbrugeren følgende:
    1)Garantiens indhold. Forbrugerombudsmanden har fastsat en række minimumskrav til garantiens
    indhold. Der skal navnlig gives oplysninger om de forpligtelser og bindinger, der er
    indeholdt i garantien, såsom betingelser for at garantien træder i kraft, begrænsninger i garantiens
    omfang og udstrækning, og i hvilke tilfælde garantien bortfalder.
    2)De oplysninger, der er nødvendige for at gøre garantien gældende. Sådanne oplysninger
    omfatter navnlig garantiudstederens navn og adresse, garantiens varighed og geografiske
    omfang og den procedure, der skal anvendes, for at garantien træder i kraft og kan påberåbes
    af forbrugeren. Ikke enhver garantiprocedure er rimelig, og Forbrugerombudsmandens vejledning
    fra juni 2003 indeholder en ”sortliste” over vilkår, der ikke anses for rimelige.
    SIDE 310 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    3)At forbrugerens ufravigelige rettigheder efter lovgivningen ikke berøres af garantien. Oplysningspligten
    medvirker til, at en garanti, skønt den ikke i sig selv er vildledende, ikke praktiseres
    på en vildledende måde.
    Det fremgår indledningsvist af bestemmelsens stk. 2, at oplysningerne skal gives på en klar og
    tydelig måde. Herved forstås, at den erhvervsdrivende skal fremkomme med oplysningerne i
    en form og på en måde, der er let forståelig for forbrugeren.
    Formkravet i stk. 2 har hjemmel i forbrugerkøbsdirektivets artikel 6, stk. 2. Formålet med
    kravet er at styrke forbrugerens bevismæssige stilling og at undgå vildledning i forhold til
    garantiens indhold.
    Efter § 12, stk. 2, 3. og 4. pkt., skal garantien meddeles forbrugeren i overensstemmelse med
    reglerne i forbrugeraftaleloven. Garantien skal være affattet på dansk.
    Sprogkravet i § 12, stk. 2, 4. pkt., har hjemmel i forbrugerkøbsdirektivets artikel 6, stk. 4, og er
    endvidere i overensstemmelse med sprogkravet i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 3, som har
    hjemmel forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 7.
    Markedsføringslovens § 12, stk. 1 og 2, er ikke strafsanktioneret, ligesom der ikke er knyttet
    civilretlige virkninger til overtrædelse af bestemmelsen. Lever en erhvervsdrivende ikke op til
    bestemmelsen, består sanktioneringen først og fremmest i forbud og påbud. Er markedsføringen
    af en garanti vildledende, kan forholdet efter omstændighederne henføres under den
    gældende markedsføringslovs § 3, stk. 1.
    Udvalgets overvejelser
    Skal forbuddet mod anvendelse af indholdsløse garantier i den gældende § 12, stk. 1, opretholdes?
    Det følger af markedsføringslovens § 12, stk. 1, at det er forbudt at anvende udsagn om garanti,
    medmindre forbrugerne dermed er sikret en væsentlig bedre retsstilling end efter lovgivningens
    almindelige regler. Bestemmelsen er ikke strafsanktioneret, men Forbrugerombudsmanden
    har mulighed for at udstede forbud eller påbud ved overtrædelse af bestemmelsen.
    Direktivet om urimelig handelspraksis indeholder i bilag I en liste over 31 former for handelspraksis,
    som under alle omstændigheder anses for urimelige, uden at det først i hvert enkelt
    tilfælde skal vurderes, om en handelspraksis er vildledende eller aggressiv eller i øvrigt i strid
    med god erhvervsskik. Bilag I er implementeret i dansk ret ved bekendtgørelse nr. 1084 af 14.
    september 2007 om urimelig markedsføring i forbrugerforhold. Det følger heraf, at det under
    alle omstændigheder er urimelig handelspraksis, hvis ”rettigheder, som forbrugerne har efter
    loven, fremstilles som et særligt kendetegn ved den erhvervsdrivendes tilbud,” jf. bilaget til
    bekendtgørelsen nr. 10.
    SIDE 311 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det er udvalgets vurdering, at markedsføringslovens § 12, stk. 1, går videre end i nr. 10 i bilaget
    til bekendtgørelsen, da det efter § 12, stk. 1, er en betingelse for brugen af en garantierklæring,
    at forbrugeren får en væsentlig bedre retsstilling, hvilket vil sige, at garantien skal indebære
    reelle forbedringer for modtageren. Dette væsentlighedskriterie er ikke til stede i bilagets
    nr. 10.
    Det er endvidere udvalgets vurdering, at anvendelsen af indholdsløse garantier ud fra en konkret
    vurdering vil kunne være omfattet af vildledningsbestemmelserne i de foreslåede §§ 5-6.
    Udvalget har b.la. fået til opgave at sikre, at markedsføringsloven er enkel og overskuelig.
    Udvalget har derfor overvejet, om der fortsat skal være en særskilt bestemmelse i markedsføringsloven,
    der indeholder et forbud mod indholdsløse garantier, eller om et sådant forbud
    allerede er omfattet af nr. 10 i bilaget til bekendtgørelsen og af de foreslåede vildledningsbestemmelser.
    Det blev i 2007 i to domme fra EU-domstolen153 fastslået, at direktivet om urimelig handelspraksis
    er til hinder for generelle forbud, bortset fra dem der er opremset i direktivets bilag 1.
    På den baggrund blev der nedsat et tværministerielt udvalg af regeringen154, som skulle vurdere
    om en række bestemmelser i markedsføringsloven, herunder § 12, stk. 1, var i overensstemmelse
    med direktivet om urimelig handelspraksis. Udvalget nåede frem til, at § 12, stk. 1,
    er i overensstemmelse med direktivet.
    Der er imidlertid siden dommene fra 2007155 kommet mere EU-domspraksis156 til, som helt i
    tråd med dommene fra 2007 fastslår, at de eneste former for handelspraksis, der efter national
    ret kan blive anset for at være urimelige, uden at der skal foretages en konkret vurdering i
    det enkelte tilfælde efter bestemmelserne i artikel 5-9, er de forbud, der er oplistet i direktivets
    bilag I.
    Et flertal i udvalget bestående af professor Caroline Heide-Jørgensen, professor Søren Sandfeld
    Jakobsen, professor Torben Hansen, Erhvervs- og Vækstministeriet, Forbrugerombudsmanden,
    Kulturministeriet, Justitsministeriet, Danske Advokater/Advokatsamfundet, Hånd-
    __________________
    153
    EU-domstolens dom i de forenede sager C-261/07 og C-299/07 VTB-VAB NV m.fl. mod Total Belgium NV.
    154
    Udvalget bestod af repræsentanter fra Forbrugerstyrelsen, Forbrugerombudsmanden, Justitsministeriet, Økonomi- og
    Erhvervsministeriet og Kulturministeriet.
    155
    C-261/07 og C-299/07 VTB-VAB m.fl. mod Total Belgium NV.
    156
    Bl.a. C-540/08, Mediaprint Zeitungs- und Zeitschriftenverlag GmbH & Co. KG mod Ôsterreich Zeitungsverlag GmbH) og C-
    206/11 (Georg Köck mod Schutzverband gegen unlauteren Wettbewerb).
    SIDE 312 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    værksrådet, Dansk Erhverv, Kreativitet & Kommunikation, DI, Finansrådet og Danske Medier
    anbefaler, at forbuddet mod anvendelse af indholdsløse garantier i § 12, stk. 1, skal ophæves.
    Disse medlemmer lægger vægt på, at det taler imod at opretholde markedsføringslovens § 12,
    stk. 1, at det allerede fremgår af bilag I, nr. 10, at det er urimeligt og i strid med direktivet om
    urimelig handelspraksis, hvis ”rettigheder, som forbrugeren har efter loven, fremstilles som et
    særligt kendetegn ved den erhvervsdrivendes tilbud.” Anvendelsen af indholdsløse garantier
    vil endvidere efter en konkret vurdering kunne anses for omfattet af vildledningsforbuddet.
    Hertil kommer, at der kan rejses tvivl om, hvorvidt et generelt forbud mod brugen af garantierklæringer,
    der ikke giver en væsentlig bedre retsstilling, er fuldt foreneligt med direktivet
    om urimelig handelspraksis.
    Det er endvidere flertallets vurdering, at der kan rejses tvivl om, hvorvidt markedsføringslovens
    § 12, stk. 1, er i fuld overensstemmelse med direktivet, da bestemmelsen indeholder et
    generelt forbud mod brugen af garantier, der ikke giver forbrugeren en væsentlig bedre retsstilling
    end efter lovgivningens regler, uden at det konkret skal vurderes, om anvendelsen af
    en erklæring om garanti er vildledende i det enkelte tilfælde.
    På baggrund af ovenstående er det flertallets vurdering, at § 12, stk. 1, skal ophæves, således
    at de tilfælde, som i dag er omfattet af bestemmelsen, og hvor erhvervsdrivende fremstiller
    rettigheder, som forbrugeren har efter loven, som et særligt kendetegn ved tilbuddet, fremover
    vil være reguleret af bilag I, nr. 10. De tilfælde, der går ud over bilag I, nr. 10, vil i visse
    tilfælde kunne falde under vildledningsbestemmelserne, jf. §§ 5-6.
    Et mindretal bestående af Forbrugerrådet Tænk mener, at forbuddet mod anvendelse af indholdsløse
    garantier i § 12, stk. 1, skal bevares.
    Forbrugerrådet Tænk er af den opfattelse, at bestemmelsen er i overensstemmelse med direktivet
    om urimelig handelspraksis, herunder idet der ikke er tale om et generelt forbud, men en
    bestemmelse som netop forudsætter en konkret vurdering af, om en garanti (eller lignende)
    har et reelt indhold som berettiger til at blive fremhævet i markedsføringen. Forbrugerrådet
    Tænk lægger i øvrigt vægt på, at det taler for at bevare en særskilt bestemmelse som § 12, stk.
    1, at anvendelsen af ordet ”garanti” kan være et virkningsfuldt salgsmiddel. Når erhvervsdrivende
    anvender erklæringer om ”garanti” eller lignende over for forbrugerne, skaber det således
    en forventning hos forbrugeren om, at forbrugeren opnår særlige fordele, som forbrugeren
    ellers ikke ville have opnået gennem lovgivningen.
    Endvidere lægger Forbrugerrådet Tænk vægt på, at bestemmelsen dels har en pædagogisk
    effekt, dels at der er et væsentligt forbrugerbeskyttende element i, at det fremgår klart og
    tydeligt af selve loveteksten, at det er forbudt at anvende indholdsløse garantier. Ud over det
    vigtige forbrugerbeskyttende hensyn bemærkes det i øvrigt, at bestemmelsen i lige så høj grad
    er til gavn for erhvervslivet som sikres, at konkrete erhvervsdrivendes konkurrenter ikke
    opnår urimelige konkurrencemæssige fordele på et uberettiget grundlag.
    SIDE 313 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Et flertal i udvalget anbefaler således, at forbuddet mod anvendelse af indholdsløse garantier i
    den gældende § 12, stk. 1, ophæves.
    Ændret affattelse af bestemmelsen
    Det fremgår af den gældende § 12, stk. 2, 1. og 2. pkt., at den erhvervsdrivende, når denne yder
    garanti til en forbruger, på klar og tydelig måde skal give forbrugerne en række informationer
    om garantien, herunder om garantiens indhold, om oplysninger, der er nødvendige for at gøre
    garantien gældende, og om at forbrugerens ufravigelige rettigheder efter lovgivningen ikke
    berøres af garantien.
    Det er udvalgets vurdering, at bestemmelsens opbygning bør ændres, således at de informationer,
    som den erhvervsdrivende skal give efter § 12, stk. 2, 1. og 2. pkt., fremover skal opstilles
    i punktform.
    Det er endvidere udvalgets vurdering, at bestemmelsen rent sprogligt bør opdateres, således
    at det bliver klart, at informationspligten gælder, når en erhvervsdrivende markedsfører en
    garanti.
    Udvalget har ved sin vurdering lagt vægt på, at bestemmelsen dels bliver lettere at forstå og
    læse, og det dels bliver mere klart og overskueligt for erhvervsdrivende, hvilke informationer,
    der skal gives efter bestemmelsen.
    Endvidere stiller den gældende § 12, stk. 2, 1. og 2. pkt., krav om, at den erhvervsdrivende på
    klar og tydelig måde skal opfylde informationspligten.
    Det er udvalgets vurdering, at ordene ”klar og tydelig” skal ændres til ”klar og let forståelig”,
    da det fremgår af de gældende bemærkninger til bestemmelsen, at der med ordene klar og
    tydelig skal forstås, at oplysningerne skal gives på en let forståelig måde. Denne formulering
    fremgår desuden af forbrugerkøbsdirektivets artikel 6, stk. 2, 2. led.
    Udvalget anbefaler derfor følgende:
    - At bestemmelsens opbygning ændres således, at informationskravene indeholdt i bestemmelsen
    opstilles i punktform.
    - At bestemmelsen opdateres rent sprogligt, således at det bliver klart, at informationspligten
    gælder, når en erhvervsdrivende markedsfører en garanti.
    - At ordene” klar og tydelig”, som i dag fremgår af den gældende § 12 stk. 2, 1. og 2. pkt.,
    ændres til ”klar og let forståelig”.
    Sprogkravet
    SIDE 314 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Det følger af den gældende markedsføringslovs § 12, stk. 2, 4. pkt., at en garanti skal være
    affattet på dansk.
    Dette sprogkrav har hjemmel i forbrugerkøbsdirektivets artikel 6, stk. 4, som overlader det til
    medlemsstaterne at beslutte, om de vil kræve, at en garanti skal udfærdiges på et eller flere af
    de officielle fællesskabssprog.
    Forbrugerkøbsdirektivet stiller ikke krav om, at en garanti skal være udfærdiget på et bestemt
    sprog, jf. artikel 6, stk. 4.
    Det følger af forbrugeraftalelovens § 8, stk. 3, at de aftalemæssige oplysninger i forbrugeraftalen
    i forbindelse med fjernsalg skal gives på dansk, såfremt den erhvervsdrivende har markedsført
    den pågældende vare eller tjenesteydelse på dansk. Kravet om afgivelse af oplysningerne
    på dansk gælder dog ikke, hvis forbrugeren har givet sit udtrykkelige samtykke til at
    modtage oplysningerne på et andet sprog.
    Kravet i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 3, blev indført i 2013157 i forbindelse med implementeringen
    af forbrugerrettighedsdirektivet. Som konsekvens af ændringen blev der ligeledes
    foretaget ændring i markedsføringslovens § 12, stk. 2, 3. og 4. pkt. Formålet med ændringen
    var at bringe markedsføringslovens regler om garantier i overensstemmelse med forbrugeraftaleloven
    og forbrugerrettighedsdirektivet.
    Udvalget har overvejet, om der alene skal stilles krav om, at en garanti skal være affattet på
    dansk, såfremt markedsføringen er på dansk. Dette vil medføre en lempelse for erhvervslivet,
    fordi der ikke længere vil være et eksakt krav om, at garantien altid skal være affattet på
    dansk.
    Udvalget har i sin vurdering lagt vægt på, at hvis markedsføringen af produktet alene er udarbejdet
    på engelsk eller et andet sprog end dansk, bør forbrugerne være indstillet på, at oplysningerne
    om garantien også udfærdiges på dette sprog.
    Det er på den baggrund udvalgets anbefaling, at en garanti alene skal være affattet på dansk,
    såfremt markedsføringen af produktet er på dansk.
    Henvisningen til forbrugeraftaleloven
    __________________
    157
    Lf 39 af 9. oktober 2013.
    SIDE 315 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det følger af markedsføringslovens § 12, stk. 2, 3. pkt., at garantien skal meddeles forbrugeren
    i overensstemmelse med reglerne i forbrugeraftaleloven.
    Det er udvalgets vurdering, at § 12, stk. 2, 3. pkt., er overflødig, da erhvervsdrivende altid skal
    overholde anden relevant lovgivning.
    Udvalget anbefaler, at det fremover alene fremgår af bemærkningerne, at den erhvervsdrivende
    i forbindelse med aftaleindgåelsen skal overholde reglerne i forbrugeraftaleloven vedrørende
    garantier.
    SIDE 316 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    § 17 om markedsføring af kreditaftaler (Tidligere § 14 a)
    Gældende ret
    Markedsføring af kreditaftaler er i dag reguleret i markedsføringslovens § 14 a. Bestemmelsen
    har følgende ordlyd:
    § 14 a. Enhver markedsføring af kreditaftaler, der angiver en rentesats eller talstørrelser vedrørende
    omkostningerne i forbindelse med forbrugerkredit, skal indeholde de standardoplysninger,
    der følger af stk. 2.
    Stk. 2. Standardoplysningerne i henhold til stk. 1 skal klart, tydeligt og på en fremtrædende
    måde ved hjælp af et repræsentativt eksempel angive:
    1) Debitorrenten, fast eller variabel eller begge, tillige med oplysninger om omkostninger, der
    indgår i forbrugerens samlede omkostninger i forbindelse med kreditten.
    2) Det samlede kreditbeløb.
    3) De årlige omkostninger i procent, som beregnet efter lov om kreditaftaler.
    4) Kreditaftalens løbetid.
    5) Ved kredit i form af henstand med betalingen for en specifik vare eller tjenesteydelse, kontantprisen
    og størrelsen af en eventuel forudbetaling.
    6) Det samlede beløb, som skal betales af forbrugeren, og raternes størrelse.
    Stk. 3. Hvis indgåelsen af en aftale om en accessorisk tjenesteydelse i forbindelse med kreditaftalen,
    navnlig en forsikring, er obligatorisk for at opnå kreditten eller for at opnå kreditten på de
    annoncerede vilkår og betingelser og en sådan aftales omkostninger ikke kan beregnes på forhånd,
    skal forpligtelsen til at indgå denne aftale også være angivet klart, tydeligt og på en fremtrædende
    måde sammen med de årlige omkostninger i procent.
    Stk. 4. En kreditformidler skal i reklamer og i dokumentation henvendt til forbrugere gøre opmærksom
    på omfanget af sine beføjelser, navnlig om vedkommende udelukkende samarbejder
    med en eller flere kreditgivere eller optræder som selvstændig mægler.
    SIDE 317 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Markedsføringslovens § 14 a gennemfører artikel 4 og artikel 21, litra a, i forbrugerkreditdirektivet
    158.
    Bestemmelsen blev indsat i markedsføringsloven i 2010159 og er ikke senere blevet ændret.
    Markedsføringslovens § 14 a, stk. 1
    Markedsføringslovens § 14 a, stk. 1, svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 4, stk. 1. I
    forbrugerkreditdirektivets artikel 4 anvendes begrebet reklame. I forbindelse med gennemførslen
    af artikel 4 blev der i overensstemmelse med terminologien i markedsføringsloven
    anvendt det indholdsmæssigt identiske begreb markedsføring160.
    Det fremgår af markedsføringslovens § 14 a, stk. 1, at hvis markedsføring af kreditaftaler angiver
    en rentesats eller talstørrelser vedrørende omkostningerne i forbindelse med forbrugerkredit,
    skal markedsføringen indeholde de standardoplysninger, der følger af stk. 2.
    Markedsføringslovens § 14 a, stk. 2
    Markedsføringslovens § 14 a, stk. 2, svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 4, stk. 2.
    Efter markedsføringslovens § 14 a, stk. 2, skal den erhvervsdrivende give en række standardoplysninger.
    Stk. 2, nr. 1, fastslår, at den erhvervsdrivende skal give oplysning om debitorrenten, om denne
    er fast eller variabel eller begge, tillige med oplysninger om omkostninger, der indgår i forbrugerens
    samlede omkostninger i forbindelse med kreditten.
    De samlede omkostninger består af bl.a. renter, provision, afgifter og enhver anden form for
    honorar, som forbrugeren skal betale i forbindelse med kreditaftalen, og som kreditgiveren
    har kendskab til, bortset fra notarialgebyr. Omkostninger ved accessoriske tjenesteydelser i
    forbindelse med kreditaftalen, navnlig forsikringspræmier, medregnes også, såfremt indgåel-
    __________________
    158
    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets
    direktiv 87/102/EØF.
    159
    L 535 af 26. maj 2010.
    160
    L 536 af 26. maj 2010 om ændring af lov om kreditaftaler og lov om markedsføring.
    SIDE 318 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    sen af aftalen om tjenesteydelser er obligatorisk for at opnå kreditten, eller for at opnå kreditten
    på de markedsførte vilkår.161
    Nr. 2 fastslår, at den erhvervsdrivende skal give oplysning om det samlede kreditbeløb.
    Samlet kreditbeløb er i kreditaftaleloven defineret som loftet for eller summen af alle de beløb,
    der stilles til disposition i henhold til en kreditaftale162.
    Nr. 3 fastslår, at den erhvervsdrivende skal give oplysning om de årlige omkostninger i procent,
    som beregnet efter lov om kreditaftaler.
    De årlige omkostninger i procent er i kreditaftaleloven defineret som de samlede omkostninger
    i forbindelse med kreditaftalen udtrykt i procent pr. år af det samlede kreditbeløb, eventuelt
    omfattende de omkostninger, der er nævnt i § 16, stk. 3 og 4, i kreditaftaleloven.163
    Nr. 4 fastslår, at den erhvervsdrivende skal give oplysning om kreditaftalens løbetid.
    Nr. 5 fastslår, at den erhvervsdrivende, ved kredit i form af henstand med betalingen for en
    specifik vare eller tjenesteydelse, skal give oplysning om kontantprisen og størrelsen af en
    eventuel forudbetaling.
    Nr. 6 fastslår, at den erhvervsdrivende skal give oplysning om det samlede beløb, som skal
    betales af forbrugeren, og raternes størrelse.
    Det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren er i kreditaftaleloven defineret som summen
    af det samlede kreditbeløb og de samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen.
    164
    Det følger endvidere af § 14 a, stk. 2, at standardoplysningerne skal angives klart, tydeligt og
    på en fremtrædende måde ved hjælp af et repræsentativt eksempel. Forbrugerombudsmanden
    har over for udvalget oplyst, at ordet ”fremtrædende” efter Forbrugerombudsmandens
    opfattelse betyder, at alle oplysninger efter § 14 a, stk. 2, skal gives der, hvor der sker markedsføring
    af rentesatsen eller talstørrelser vedrørende kreditomkostninger. De oplysninger,
    som udløser oplysningspligten, behøver dog ikke at blive gentaget.
    __________________
    161
    Jf. kreditaftalelovens § 4, nr. 7, og forbrugerkreditdirektivets artikel 3, litra g.
    162
    Jf. kreditaftalelovens § 4, nr. 12, og forbrugerkreditdirektivets artikel 3, litra l.
    163
    Jf. kreditaftalelovens § 4, nr. 9 og § 16 og forbrugerkreditdirektivets artikel 3, litra i og art. 19.
    164
    Jf. Kreditaftalelovens § 4, nr. 8, og forbrugerkreditdirektivets artikel 3, litra h.
    SIDE 319 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Heri ligger, at oplysningerne skal angives i et præcist sprog. Endvidere skal standardoplysningerne
    gives der, hvor der sker markedsføring af rentesatsen eller af talstørrelser vedrørende
    kreditomkostningerne.
    Det afhænger af en konkret helhedsvurdering, om standardoplysningerne står på en fremtrædende
    måde. Dog må standardoplysningerne fx ikke være skjult i markedsføringen eller være
    præsenteret på en uklar, uforståelig eller dobbelttydig måde.
    Markedsføringslovens § 14 a, stk. 3
    Markedsføringslovens § 14 a, stk. 3, svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 4, stk. 3.
    Bestemmelsen fastslår, at oplysninger om accessoriske tjenesteydelser skal angives særskilt i
    markedsføringen, når indgåelse af aftale herom er nødvendig for at opnå kreditten på de annoncerede
    vilkår. Selve forpligtelsen til at indgå aftalen skal derfor oplyses klart, tydeligt og på
    en fremtrædende måde.
    Hvis den accessoriske aftales omkostninger kan beregnes på forhånd, skal de indgå i den samlede
    beregning af de årlige omkostninger i procent.
    Markedsføringslovens § 14 a, stk. 4
    Markedsføringslovens § 14 a, stk. 4, svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 21, litra a.
    Bestemmelsen gengiver artiklens indhold ordret.
    Bestemmelsen fastslår, at en kreditformidler i reklamer og i anden dokumentation henvendt
    til forbrugere skal gøre opmærksom på omfanget af sine beføjelser.
    Oplysningskravet i stk. 4, omfatter bl.a. oplysninger om, hvorvidt kreditformidleren udelukkende
    samarbejder med én eller flere kreditgivere, og om denne optræder som selvstændig
    mægler.165
    I modsætning til § 14 a, stk. 2 og 3, fremgår det ikke af stk. 4, at oplysningerne skal angives
    klart, tydeligt og på fremtrædende måde. Det er således ikke et krav.
    __________________
    165
    Lf 91af 16. december 2009, de specielle bemærkninger.
    SIDE 320 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Vildledningsbestemmelsen supplerer § 14 a. Det kan derfor efter omstændighederne være
    vildledende, hvis oplysningerne i stk. 4 ikke er angivet klart og tydeligt, fx hvis det ikke angives
    klart og tydeligt, hvem kreditor er.
    I lighed med direktivet anvendes i stk. 4 begrebet reklamer. I modsætning hertil anvendes i §
    14 a, stk. 1, begrebet markedsføring. Der er således ikke i relation til stk. 4 foretaget en tilpasning
    af begrebet i overensstemmelse med den terminologi, der i øvrigt anvendes i markedsføringsloven,
    som der er gjort i relation til § 14 a, stk. 1.
    Skiltningsbekendtgørelsen
    Ud over markedsføringslovens § 14 a gælder reglerne i skiltningsbekendtgørelsen166, der er
    udstedt med hjemmel i markedsføringsloven.
    Skiltningsbekendtgørelsen pålægger de erhvervsdrivende, der udbyder egne eller andre erhvervsdrivendes
    låne- eller kredittilbud til forbrugere, en skiltningspligt, når låne- eller kredittilbuddet
    udbydes, hvor der er mulighed for bestilling. Bestilling er en opfordring til at gøre
    tilbud. Der er tale om en generel pligt til at skilte med de oplysninger og standardoplysninger,
    som fremgår af skiltningsbekendtgørelsen og af bilaget til bekendtgørelsen.
    Da oplysningerne er generelle, skal de i modsætning til efter § 14 a ikke gives ved markedsføring
    af kredit, men derimod blot findes der, hvor lånet udbydes med mulighed for bestilling.
    Det kan fx være ved kassen i et forretningslokale eller på en underliggende hjemmeside til den
    erhvervsdrivendes hjemmeside. Oplysningerne skal således gives på det sted, hvor lånet udbydes
    med mulighed for bestilling, ved skiltning eller på anden tilsvarende tydelig måde. Oplysningerne
    skal være frit tilgængelige for forbrugerne.
    Endvidere pålægger skiltningsbekendtgørelsen erhvervsdrivende, der sædvanligvis køber og
    sælger fremmed valuta, en pligt til at skilte med henholdsvis købskurs og salgskurs samt ekspeditionsgebyr.
    Udvalgets overvejelser
    Videreførelse af begrebet markedsføring contra begrebet reklame.
    Markedsføringslovens § 14 a blev indsat ved lov nr. 535 af 26. maj 2010, som gennemfører
    forbrugerkreditdirektivet fra 2008.
    __________________
    166
    Bekendtgørelse nr. 1203 af 28. september 2010 om information til forbrugere om priser på låne- og kredittilbud og valutakurser.
    SIDE 321 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Markedsføringslovens § 14 a, stk. 1-3, gennemfører næsten ordret direktivets artikel 4.
    Forbrugerkreditdirektivets artikel 4 anvender begrebet reklame. Derimod anvendes i markedsføringslovens
    § 14 a, stk. 1-3, begrebet markedsføring i overensstemmelse med terminologien
    i markedsføringsloven. Det anføres i bemærkningerne til loven167, at begrebet markedsføring
    er indholdsmæssigt identisk med begrebet reklame.
    Udvalget har overvejet, hvorvidt begrebet markedsføring eller begrebet reklame skal anvendes
    i bestemmelsen.
    Forbrugerkreditdirektivet indeholder ikke en definition af, hvad der skal forstås ved en reklame.
    Udvalget har undersøgt, hvilket begreb Storbritannien, Sverige, Nederlandene og Tyskland
    anvender i oversættelsen af direktivteksten. I den britiske direktivtekst anvendes begrebet
    ”advertising”, i den svenske anvendes ”reklam”, i den Nederlandske anvendes ”reclame” og
    i den tyske direktivtekst anvendes begrebet ”werbung”.
    Landeundersøgelsen viser imidlertid, at det er forskelligt, om de pågældende lande i deres
    gennemførsel af artikel 4 har anvendt begrebet i direktivteksten, eller om de har erstattet det
    med begrebet markedsføring. Sverige anvender i lighed med Danmark begrebet markedsføring,
    mens Tyskland, Nederlandene og Storbritannien anvender begrebet reklame. Det bemærkes,
    at Norge, som Sverige og Danmark, anvender begrebet markedsføring.
    Udvalget har rettet en uformel henvendelse til Kommissionen med henblik på at få afklaret,
    hvorvidt anvendelsen af begrebet reklame er tilsigtet i direktivteksten. Det har ikke været
    muligt at få svar fra Kommissionen på, hvorfor begrebet reklame er anvendt i stedet for markedsføring,
    og om Kommissionen mener, at der er forskel i betydningen af begreberne.
    Udvalget har undersøgt EU-Domstolens praksis på området, men der foreligger endnu ikke
    domme, der tager stilling til, hvorvidt anvendelsen af begrebet markedsføring er direktivkonformt.
    På baggrund af ovenstående er det udvalgets vurdering, at begrebet markedsføring fortsat
    skal anvendes i bestemmelsen.
    Udvalget har i sin vurdering lagt vægt på, at begrebet markedsføring sikrer konsistens i loven,
    og at begrebet er indarbejdet og anvendt i meget anden dansk lovgivning. Herudover lægger
    udvalget vægt på, at også Sverige og Norge anvender begrebet markedsføring.
    __________________
    167
    L 535 af 26. maj 2010 om ændring af lov om kreditaftaler og lov om markedsføring.
    SIDE 322 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Udvalget har endvidere lagt vægt på, at udvalget i henhold til kommissoriet er blevet pålagt at
    sikre en enkel og overskuelig markedsføringslov, hvilket udvalget mener taler for fortsat at
    anvende begrebet markedsføring.
    Udvalget anbefaler derfor, at begrebet markedsføring også fremover skal anvendes i den foreslåede
    § 17, stk. 1-3.
    Anvendelse af begrebet markedsføring i bestemmelsens stk. 4
    Udvalget har desuden overvejet, om begrebet markedsføring ligeledes skal anvendes i bestemmelsens
    stk. 4.
    Markedsføringslovens § 14 a, stk. 4, gennemfører ordret artikel 21, litra a, i forbrugerkreditdirektivet.
    Begrebet reklamer anvendes således i den gældende markedsføringslovs § 14 a, stk. 4. I modsætning
    hertil anvendes i den gældende lovs § 14 a, stk. 1-3, begrebet markedsføring. Der er
    således ikke i relation til stk. 4 foretaget en tilpasning af begrebet i overensstemmelse med
    den terminologi, der i øvrigt anvendes i markedsføringsloven, som der er gjort i relation til §
    14, stk. 1.168
    Det er udvalgets vurdering, at begrebet markedsføring fremover skal anvendes i den foreslåede
    § 17, stk. 4, da begrebet ligeledes anvendes i den foreslåede bestemmelses stk. 1-3, og da
    begrebet sikrer konsistens i loven, er indarbejdet og i øvrigt anvendt i meget anden dansk
    lovgivning.
    Udvalget anbefaler på den baggrund, at begrebet markedsføring også skal anvendes i den
    foreslåede § 17, stk. 4.
    Der er ikke tilsigtet en materiel ændring af bestemmelsen.
    Ændret opbygning af bestemmelsen
    I dag oplistes de standardoplysninger, som den erhvervsdrivende skal give efter bestemmelsen,
    i bestemmelsens stk. 2, sammen med kravet om, at standardoplysningerne skal angives
    klart, tydeligt og på en fremtrædende måde ved hjælp af et repræsentativt eksempel.
    __________________
    168
    L 535 af 26. maj 2010 om ændring af lov om kreditaftaler og lov om markedsføring.
    SIDE 323 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det er udvalgets vurdering, at oplistningen af standardoplysninger skal fremgå af stk. 1, mens
    kravet om hvorledes standardoplysningerne skal angives, skal placeres efter oplistningen af
    standardoplysningerne, dvs. i bestemmelsens stk. 2.
    Udvalget har ved denne vurdering lagt vægt på, at formkravet i stk. 2 herved fremgår klarere
    af loven. Herudover ligger udvalget vægt på, at Norge og Sverige har samme opbygning af
    bestemmelsen.
    På baggrund af ovenstående er det udvalgets anbefaling, at oplistningen af standardoplysninger
    skal fremgå af stk. 1, mens formkravet skal fremgå af bestemmelsens stk. 2.
    Den ændrede opbygning medfører ikke materielle ændringer i retstilstanden.
    Begrebet ”tydeligt” contra ”koncist”
    Det fremgår som oven for nævnt af den gældende bestemmelses stk. 2, at standardoplysningerne
    skal angives klart, tydeligt og på en fremtrædende måde. Ordet ”tydeligt” i bestemmelsens
    stk. 2 genfindes ikke i direktivteksten. I stedet anvendes ordet ”koncist”. Udvalget har på
    den baggrund overvejet, om ordet ”tydeligt” fortsat bør anvendes i stk. 2.
    Det er udvalgets vurdering, at ordet ”tydeligt” ikke modsvarer ordet ”koncist”. Udvalget har
    derfor overvejet, hvorvidt ordet ”koncist” bør anvendes i stedet for.
    Det er udvalgets vurdering, at ordet ”koncist”, som anvendes i direktivteksten, ikke er almindelig
    sprogbrug. Derimod mener udvalget, at ordet ”kort” er et almindeligt begreb. Det er
    endvidere udvalgets vurdering, at ”kort” er et bedre synonym for ordet ”koncist” end ”tydeligt”.
    Udvalget har i sin vurdering lagt vægt på, at det også fremgår af den danske synonymordbog,
    at ordet kort er synonym med ordet koncist.
    Udvalget anbefaler på den baggrund, at ordet ”tydeligt” ændres til ”kort”.
    Der er ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden med denne sproglige tilretning.
    Begrebet ”produkter” contra ”varer eller tjenesteydelser”
    Udvalget har endvidere overvejet om begrebet ”varer og tjenesteydelser”, som anvendes i den
    gældende § 14 a, stk. 2, nr. 5, skal ændres til begrebet ”produkter”, der er defineret i den foreslåede
    lovs § 2, nr. 3, som ”en vare eller tjenesteydelse, herunder fast ejendom, rettigheder og
    pligter”.
    Det er dog udvalgets vurdering, at den foreslåede bestemmelses stk. 1, nr. 5, bør anvende
    begrebet ”varer og tjenesteydelser” i overensstemmelse med ordlyden i forbrugerkreditdirektivets
    artikel 4, stk. 2, litra e.
    SIDE 324 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Udvalget har i sin vurdering lagt vægt på, at det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel
    2, stk. 2, litra a, at direktivet ikke finder anvendelse på kreditaftaler, som er sikret enten ved
    pant eller ved en anden sammenlignelig sikkerhedsstillelse, der almindeligvis anvendes i en
    medlemsstat i forbindelse med fast ejendom, eller som er sikret i form af en rettighed relateret
    til fast ejendom.
    Det er på den baggrund udvalgets anbefaling, at begrebet ”varer og tjenesteydelser” fortsat
    anvendes i bestemmelsen om kreditaftaler, jf. den foreslåede bestemmelses stk. 1, nr. 5.
    ”Raternes størrelse” contra ”ydelsernes størrelse”
    Udvalget har endvidere overvejet, om begrebet ”raternes størrelse”, som anvendes i den gældende
    § 14 a, stk. 2, nr. 6, skal ændres til ”ydelsernes størrelse”.
    Det er udvalgets opfattelse, at begrebet ”ydelser” er oftere anvendt i praksis. Forbrugerombudsmanden
    har også overfor udvalget oplyst, at kreditbranchen anvender begrebet ”ydelser”
    snarere end ”rater”, og at det endvidere er Forbrugerombudsmandens oplevelse, at forbrugerne
    er mere bekendt med betydningen af begrebet ”ydelser”.
    Det er derfor udvalgets anbefaling, at ”ydelsernes størrelse”, fremover skal anvendes i den
    foreslåede § 17, stk. 1, nr. 6.
    Der er ikke tilsigtet en materiel ændring af retstilstanden.
    Sproglige præciseringer i bemærkningerne
    Det er udvalgets vurdering, at anvendelsen af bestemmelsen i praksis kan give anledning til
    tvivl hos de erhvervsdrivende. Udvalget vurderer derfor, at det vil være hensigtsmæssigt at få
    en række yderligere forhold præciseret i bemærkningerne til bestemmelsen.
    Udvalget anbefaler, at følgende præciseres i bemærkningerne:
    - Hvem der er bestemmelsens pligtsubjekt
    - Hvad der forstås ved ”enhver markedsføring”
    - Hvad der forstås ved, at standardoplysningerne skal gives klart, kort og på en fremtrædende
    måde
    - Hvad der forstås ved ”et repræsentativt eksempel”
    Der er ikke med disse præciseringer tilsigtet en materiel ændring af retstilstanden.
    Udskillelse af oplysningspligten ved markedsføring af boligkreditaftaler
    Det er udvalgets vurdering, at markedsføring af boligkreditaftaler bør udskilles til særskilt
    regulering i en ny bestemmelse, jf. lovforslagets § 18.
    SIDE 325 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Udvalget har i sin vurdering lagt vægt på, at lovgiver ved implementeringen af forbrugerkreditdirektivet
    i markedsføringsloven og kreditaftaleloven lod direktivets bestemmelser finde
    anvendelse på alle kreditaftaler, herunder boligkreditaftaler. Med vedtagelsen af boligkreditdirektivet
    i 2014169 blev boligkreditaftaler imidlertid særskilt reguleret i EU.
    Boligkreditdirektivets krav til hvilke oplysninger markedsføring af boligkreditter skal indeholde
    afviger i et vist omfang fra de oplysninger, der skal gives efter den gældende § 14 a i
    markedsføringsloven.
    Udvalget anbefaler på den baggrund, at markedsføring af boligkreditter reguleres i en selvstændig
    bestemmelse, jf. lovforslagets § 18, samt at der både i § 17, stk. 1, og i bemærkningerne
    hertil henvises til lovforslagets § 18.
    Skiltningsbekendtgørelsen
    Det er udvalgets vurdering, at det er vanskeligt at afgrænse, hvornår henholdsvis bestemmelsen
    om kreditaftaler og skiltningsbekendtgørelsen finder anvendelse, ligesom det kan være
    vanskeligt i praksis at fastslå skiltningsbekendtgørelsens selvstændige anvendelsesområde.
    I forbindelse med udvalgets drøftelse af skiltningsbekendtgørelsen og dennes anvendelsesområde
    blev det derfor besluttet at nedsætte et underudvalg, som skulle vurdere, om der fortsat
    er behov for skiltningsbekendtgørelsen.
    Underudvalget bestod af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Finans og Leasing, Finansrådet,
    Finanstilsynet, Forbrugerombudsmanden og Forbrugerrådet Tænk.
    Der var ikke enighed i underudvalget om, hvorvidt skiltningsbekendtgørelsen skulle opretholdes,
    og det var der derfor ikke muligt for underudvalget at komme med en samlet indstilling til
    markedsføringslovsudvalget.
    Underudvalgets medlemmer bestående af Finans og Leasing, Dansk Erhverv og Forbrugerombudsmanden
    mener, at skiltningsbekendtgørelsen bør ophæves. Disse underudvalgsmedlemmer
    har bl.a. anført, at markedsføringslovens regler om vildledende markedsføring, oplysningspligt
    ved købsopfordringer samt oplysningspligt ved markedsføring af forbrugerkredit,
    sikrer forbrugerne den nødvendige og i vid udstrækning samme beskyttelse som skiltningsbekendtgørelsens
    § 3.
    __________________
    169
    Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2014/17/ЕU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast
    ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010
    SIDE 326 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Disse underudvalgsmedlemmer har endvidere anført, at markedsføringslovens §§ 3, 12 a og
    14 a, gennemfører EU-totalharmoniseringsdirektiver. Det betyder, at alle forbrugerkreditudbydere,
    uanset hvor de har hjemsted, enten skal overholde §§ 3, 12 a og 14 a, eller regler, der
    svarer til disse bestemmelser.
    De pågældende underudvalgsmedlemmer har endvidere fremhævet, at skiltningspligten i
    skiltningsbekendtgørelsen er en national regel. Det betyder, at ikke-finansielle kreditudbydere
    med hjemsted i et andet EU-land, som tilbyder danske forbrugere kredit online, ikke er forpligtede
    til at overholde skiltningsbekendtgørelsen. Dette følger af reglerne i e-handelsloven.
    Danske online-kreditudbydere pålægges således i skiltningsbekendtgørelsens § 3 en administrativ
    byrde, som udenlandske konkurrenter ikke har, uden at der tilsvarende opnås en øget
    forbrugerbeskyttelse af betydning.
    Underudvalgets medlemmer bestående af Finanstilsynet, Finansrådet og Forbrugerrådet
    Tænk mener derimod, at skiltningsbekendtgørelsen bør opretholdes. Disse underudvalgsmedlemmer
    har anført til støtte herfor, at der for erhvervsdrivende omfattet af lov om finansiel
    virksomhed, gælder en tilsvarende bekendtgørelse170. Disse medlemmer har fremhævet, at en
    opretholdelse af skiltningsbekendtgørelsen sikrer, at finansielle og ikke-finansielle kreditudbydere,
    der er etableret og opererer på det danske marked, vil være underlagt ensartede oplysningsforpligtelser.
    Disse underudvalgsmedlemmer har endvidere anført, at det alene vil være bestemmelsen om
    markedsføring af kreditaftaler, der gælder, såfremt skiltningsbekendtgørelsens regler om
    information til forbrugere om priser på låne- og kredittilbud ophæves. Da den gældende bestemmelse
    om kreditaftaler alene finder anvendelse ved markedsføring af kreditaftaler, hvor
    der angives en rentesats eller talstørrelser i forbindelse med kreditomkostningerne, vil det
    betyde, at markedsføring, der ikke indeholder oplysninger om pris eller talstørrelser, alene vil
    være reguleret af bestemmelserne om god skik og vildledning.
    Endelig har disse underudvalgsmedlemmer anført, at de støtter det bagvedliggende formål
    med skiltningsbekendtgørelsen, nemlig at forbrugerne skal have mulighed for at sammenligne
    forskellige kreditaftaler før de indgås, så der skabes gennemsigtighed på kreditmarkedet.
    Markedsføringslovsudvalget har på den baggrund drøftet, om de ønsker at støtte en ophævelse
    eller ej.
    __________________
    170
    Bekendtgørelse nr. 1210 af 24. oktober 2010 om information til forbrugere om priser m.v. i pengeinstitutter.
    SIDE 327 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Et flertal i udvalget bestående af professor Caroline Heide-Jørgensen, professor Søren Sandfeld
    Jakobsen, professor Torben Hansen, Erhvervs- og Vækstministeriet, Forbrugerombudsmanden,
    Kulturministeriet, Justitsministeriet, Danske Advokater/Advokatsamfundet, Håndværksrådet,
    Dansk Erhverv, Kreativitet & Kommunikation, DI og Danske Medier vurderer, at
    skiltningsbekendtgørelsen bør ophæves.
    Flertallet har i deres vurdering lagt vægt på, at det vil være nemmere for de erhvervsdrivende,
    såfremt de alene skal overholde ét regelsæt.
    Et mindretal i udvalget bestående af Finansrådet og Forbrugerrådet Tænk mener derimod, at
    skiltningsbekendtgørelsen bør opretholdes.
    Disse underudvalgsmedlemmer har til støtte herfor anført, at der for erhvervsdrivende omfattet
    af lov om finansiel virksomhed gælder en tilsvarende bekendtgørelse.
    Disse medlemmer har endvidere fremhævet, at en opretholdelse af skiltningsbekendtgørelsen
    sikrer, at finansielle og ikke-finansielle kreditudbydere, der er etableret og opererer på det
    danske marked, vil være underlagt ensartede oplysningsforpligtelser.
    Disse underudvalgsmedlemmer har endvidere anført, at det alene vil være bestemmelsen om
    kreditaftaler, der gælder, såfremt skiltningsbekendtgørelsens regler om information til forbrugere
    om priser på låne- og kredittilbud ophæves.
    Da den gældende bestemmelse om kreditaftaler alene finder anvendelse ved markedsføring af
    kreditaftaler, hvor der angives en rentesats eller talstørrelser i forbindelse med kreditomkostningerne,
    vil det betyde, at markedsføring, der ikke indeholder oplysninger om pris eller
    talstørrelser, alene vil være reguleret af bestemmelserne om god skik og vildledning.
    Flertallet anbefaler på baggrund af ovenstående, at skiltningsbekendtgørelsen ophæves.
    Der er enighed i udvalget om, at der fortsat skal være en selvstændig bekendtgørelse for valutakurser.
    SIDE 328 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    § 18 om markedsføring af boligkreditaftaler (ny bestemmelse)
    Gældende ret
    Markedsføring af forbrugerkreditaftaler – herunder boligkreditaftaler – der oplyser en rentesats
    eller talstørrelser for omkostningerne ved kreditten er i dag reguleret af markedsføringslovens
    § 14 a.
    § 14 a blev indsat i markedsføringslovens ved lov nr. 535 af 26. maj 2010 om ændring af lov
    om kreditaftaler og lov om markedsføring171 i forbindelse med gennemførelse af artikel 4 og
    21, litra a, i forbrugerkreditdirektivet fra 2008172. § 14 a videreføres i lovforslagets § 17.
    For pengeinstitutters markedsføring af udlånskonti til forbrugere findes regler svarende til
    markedsføringslovens § 14 a i bekendtgørelse nr. 1210 af 24. oktober 2010 om information til
    forbrugere om priser m.v. i pengeinstitutter.
    Derudover er boligkreditgiveres og boligkreditformidleres markedsføring af boligkreditaftaler
    reguleret i § 10 i bekendtgørelse nr. 332 af 7. april 2016 om god skik for boligkredit, som gennemfører
    artikel 11 i boligkreditdirektivet173. Artikel 11 regulerer oplysningspligten ved markedsføring
    af boligkreditaftaler. Direktivet er et minimumsdirektiv.
    Udvalgets overvejelser
    Med boligkreditdirektivets vedtagelse i 2014 blev boligkreditter særskilt reguleret i EU. Artikel
    11 i direktivet, der regulerer hvilke oplysninger, der skal angives ved markedsføring af
    boligkreditter, svarer i vidt omfang til den gældende bestemmelse i § 14 a i markedsføringsloven,
    som i dag regulerer markedsføring af kreditaftaler – herunder boligkreditaftaler. Boligkreditdirektivets
    krav til hvilke oplysninger markedsføring af boligkreditter skal indeholde,
    afviger dog i et vist omfang fra de oplysninger, der skal gives efter den gældende § 14 a. Blandt
    andet skal en række oplysninger kun oplyses, hvor det er relevant. Derfor bør markedsføring
    af boligkreditter reguleres i en selvstændig bestemmelse, der svarer til artikel 11 i boligkreditdirektivet.
    __________________
    171
    I forbindelse med gennemførelsen af det nye forbrugerkreditdirektiv blev der taget stilling til, om de nye regler også skulle
    finde anvendelse på kreditaftaler der falder uden for direktivets anvendelsesområde. Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende
    boligkreditter til forbrugere fremgår af betænkningens afsnit 5.2. Et flertal i arbejdsgruppen indstillede at direktivets bestemmelser
    også skulle finde anvendelse på kreditaftaler med sikkerhed i fast ejendom (boligkreditaftaler).
    172
    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets
    direktiv 87/102/EØF.
    173
    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/ЕU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast
    ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010.
    SIDE 329 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Da en sådan bestemmelse allerede findes i § 10 i bekendtgørelse om god skik for boligkredit174,
    har udvalget overvejet, hvorvidt markedsføring af boligkreditter fortsat bør være reguleret i
    markedsføringsloven. Hensigten med bekendtgørelsen var at samle al regulering af boligkredit
    ét sted. Det er imidlertid udvalgets vurdering, at oplysningspligten fortsat bør fremgå af
    markedsføringsloven.
    Udvalget anbefaler således, at der indføres en ny bestemmelse, § 18, i markedsføringsloven,
    som skal sikre implementering af boligkreditdirektivets artikel 11 på lovniveau. Samtidig
    indskrænkes anvendelsesområdet for § 14 a, der videreføres som lovforslagets § 17, til kun at
    gælde for kreditaftaler.
    Udvalget har lagt vægt på, at bestemmelser, der implementerer EU-regler vedrørende markedsføring
    af kreditter, som udgangspunkt bør fremgå af markedsføringsloven, for at opretholde
    den hidtidige systematik i dansk lovgivning, hvor markedsføringsregler findes i markedsføringsloven.
    I dag har Forbrugerombudsmanden tilsynskompetence ifølge den gældende markedsføringslovs
    § 14 a over for alle erhvervsdrivende, der markedsfører forbrugerkreditter – herunder
    boligkreditter med oplysning om omkostningerne.
    Udvalgets forslag om at indføre en ny § 18, vil sikre, at Forbrugerombudsmanden fortsat har
    hjemmel i markedsføringsloven til at håndhæve kreditoplysningspligten i forhold til boligkreditgivere,
    boligkreditformidlere og andre erhvervsdrivende, der markedsfører boligkreditaftaler
    med oplysning om omkostningerne ved kreditten. Det er samtidig med til at sikre et ensartet
    tilsyn med markedsføringen på boligkreditmarkedet, og understøtter dermed lige konkurrencevilkår
    på boligkreditmarkedet.
    Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke ved, at det fortsat er Finanstilsynet, der har hovedansvaret
    for at føre tilsyn med finansielle virksomheders overholdelse af den finansielle lovgivning
    – herunder god skik.
    Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden vil således fortsat have parallel kompetence, når
    det gælder finansielle virksomheders markedsføring af boligkreditaftaler.
    Den foreslåede bestemmelse ændrer således ikke på kompetencefordelingen mellem
    __________________
    174
    Bekendtgørelse nr. 332 af 7. april 2016 om god skik for boligkredit.
    SIDE 330 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet som beskrevet i bemærkningerne til den foreslåede
    § 1 om markedsføringslovens anvendelsesområde og herunder Forbrugerombudsmandens
    kompetence i relation til den finansielle sektor.
    Udvalget skal bemærke, at det for at sikre, at Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet ikke
    samtidig behandler en sag mod en finansiel virksomhed for overtrædelse af pligten til at give
    kreditoplysninger i markedsføring af boligkreditter efter bestemmelser i markedsføringsloven
    og den finansielle lovgivning, forudsættes, at der er et tæt samarbejde og koordinering mellem
    de to tilsyn. Det er således hensigten, at Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet orienterer
    hinanden om de sager, der tages op mod finansielle virksomheder under hensyntagen til
    den øvrige lovgivning om udveksling af oplysninger.
    Finansrådet finder, at det principielt er uhensigtsmæssigt at artikel 11 i boligkreditdirektivet
    implementeres to gange i dansk lovgivning. Det er dog vigtigt, at der er ens regler for alle, der
    markedsfører boligkreditter. Finansrådet har samtidig noteret sig, at der ikke med indførelsen
    af § 18 i markedsføringsloven er tiltænkt en materiel ændring af retstilstanden i forhold til
    den gældende tilsynspraksis.
    Eftersom den foreslåede bestemmelse i § 18 i markedsføringsloven ikke er identisk med § 10 i
    bekendtgørelse om god skik for boligkredit, idet udvalget har valgt en mere tekstnær implementering,
    bør det sikres, at bestemmelsen i bekendtgørelsen tilrettes i overensstemmelse
    hermed.
    Det øvrige udvalg kan tilslutte sig Finansrådets ønske om, at § 10 i bekendtgørelse om god
    skik for boligkredit tilrettes ordlyden i den nye § 18.
    På baggrund af ovenstående anbefaler udvalget, at boligkreditdirektivets artikel 11 tillige
    gennemføres i markedsføringsloven i den foreslåede § 18.
    SIDE 331 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    § 19 om risikooplysninger for kreditaftaler (Tidligere § 14b)
    Gældende ret
    Den gældende markedsføringslovs § 14 b indeholder en bemyndigelsesbestemmelse til erhvervs-
    og vækstministeren til at udstede en bekendtgørelse om risikooplysninger for kreditaftaler.
    Bestemmelsen har følgende ordlyd:
    § 14 b. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter regler om risikooplysninger for kreditaftaler.
    Bemyndigelsen er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 1457 af 18. december 2012 om
    oplysning om risikoklassificering af visse udlånsprodukter. Bekendtgørelsen er ikke en implementering
    af EU-lovgivning.
    Bekendtgørelsen gælder for erhvervsdrivende, der udbyder egne eller andre erhvervsdrivendes
    låne- eller kredittilbud med en hovedstol på over 100.000 kr. til forbrugere og andelsboligforeninger
    mod pant i fast ejendom eller en andelsboligandel.
    De erhvervsdrivende er efter bekendtgørelsen forpligtet til ved skiltning eller på anden tydelig
    måde at oplyse om risikokvalificering ved lånetilbud. Oplysningerne skal være tilgængelige for
    låntagerne på det sted, hvor lånet udbydes og på den erhvervsdrivendes hjemmeside.
    Finanstilsynet fører tilsyn med om penge- og realkreditinstitutter overholder bekendtgørelsen.
    Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, at andre erhvervsdrivende end penge- og
    realkreditinstitutter overholder bekendtgørelsen.
    Udvalgets overvejelser
    Opretholdelse af bemyndigelsesbestemmelsen og bekendtgørelsen
    Det er udvalgets vurdering, at der fortsat vil være et behov for bekendtgørelsen om oplysning
    om risikoklassificering af visse udlånsprodukter.
    Udvalget anbefaler på den baggrund, at markedsføringslovens § 14 b opretholdes som en
    særskilt hjemmel i den forslåede § 19.
    Bemyndigelse til fastsættelse af standardoplysninger for boligkreditaftaler
    Udvalget anbefaler, at der som følge af den foreslåede § 18 indsættes et stk. 2, hvorefter erhvervs-
    og vækstministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler for, hvad der anses for
    et repræsentativt eksempel. Bestemmelsen skal sikre korrekt implementering af boligkreditdirektivets
    artikel 11, stk. 3, der er gennemført i den foreslåede § 18, stk. 2.
    SIDE 332 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    § 21 om sammenlignende reklame (Tidligere § 5)
    Gældende ret
    Sammenlignende reklame er i dag reguleret i markedsføringslovens § 5. Bestemmelsen har
    følgende ordlyd:
    § 5. Sammenlignende reklame omfatter enhver reklame, som direkte eller indirekte henviser til
    en konkurrent eller til varer eller tjenesteydelser, som udbydes af en konkurrent.
    Stk. 2. Sammenlignende reklame, jf. stk. 1, er tilladt efter denne lov, når sammenligningen
    1) ikke er vildledende,
    2) angår varer eller tjenesteydelser, der opfylder samme behov eller tjener samme formål,
    3) er objektiv og sammenligner en eller flere konkrete og relevante egenskaber, der kan dokumenteres,
    og som er repræsentative for disse varer eller tjenesteydelser, herunder prisen,
    4) ikke skaber forveksling på markedet mellem annoncøren og en konkurrent eller mellem annoncørens
    og en konkurrents varemærker, firmanavne, andre karakteristiske kendetegn, varer
    eller tjenesteydelser,
    5) ikke miskrediterer eller nedvurderer en konkurrents varemærker, firmanavne, andre karakteristiske
    kendetegn, varer, tjenesteydelser, aktiviteter eller øvrige forhold,
    6) for produkter med oprindelsesbetegnelse i hvert enkelt tilfælde vedrører produkter med
    samme betegnelse,
    7) ikke drager utilbørlig fordel af den anseelse, der er knyttet til en konkurrents varemærke,
    firmanavn eller andre karakteristiske kendetegn, eller af konkurrerende produkters oprindelsesbetegnelser
    og
    8) ikke fremstiller en vare eller tjenesteydelse som en imitation eller en kopi af en vare eller
    tjenesteydelse, der er dækket af et beskyttet varemærke eller firmanavn.
    Markedsføringslovens § 5 gennemfører artikel 2, litra c, og artikel 4 i direktivet om vildledende
    og sammenlignende reklame.
    SIDE 333 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Bestemmelsen blev indsat i markedsføringsloven i år 2000175, som § 2 a. § 2 a svarer til den
    nugældende § 5, bortset fra det oprindelige stk. 3 om særtilbud, som blev ophævet i 2006176.
    Indholdet af det tidligere stk. 3 var navnlig, at sammenlignende reklamer med særtilbud bl.a.
    skulle oplyse om tilbudsperioden, og om der var tale om et slagtilbud. Det fremgår af bemærkningerne
    til 2006-loven, at det daværende stk. 3 fremover vil være reguleret af den generelle
    bestemmelse i § 9, stk. 2, om udbud af varer og tjenesteydelser i begrænset antal.
    Før bestemmelsen om sammenlignende reklame blev indsat i markedsføringsloven, var området
    reguleret af de generelle bestemmelser om god markedsføringsskik, vildledning og forretningskendetegn.
    Markedsføringslovens § 5 regulerer først og fremmest forholdet mellem to erhvervsdrivende.
    Sammenlignende reklame, der er egnet til at vildlede forbrugerne, vil ofte være en overtrædelse
    af den gældende vildledningsbestemmelse i markedsføringslovens § 3. Det betyder, at
    selvom gerningsindholdet i § 5 i sig selv ikke er opfyldt i forholdet mellem to erhvervsdrivende,
    kan reklamen stadig være vildledende eller i strid med god skik, og dermed i strid med den
    gældende §§ 1 og 3 om god skik og vildledning.
    Markedsføringslovens § 5, stk. 1
    Sammenlignende reklame er i overensstemmelse med direktivets artikel 2, litra c, defineret
    som enhver reklame, som direkte eller indirekte henviser til en konkurrent eller til varer eller
    tjenesteydelser, som udbydes af en konkurrent.
    Markedsføringslovens § 5, stk. 1, finder anvendelse på sammenlignede reklame, der direkte
    eller indirekte henviser til en konkurrent eller dennes varer eller tjenesteydelser. Der skal
    således som minimum foreligge en konkurrencerelation mellem annoncøren og den eller de
    erhvervsdrivende, som sammenligningen angår. Fx vil en erhvervsdrivendes brug af en ikkekonkurrerende
    virksomheds kendte varemærke som kvalitetsbetegnelse for sine egne produkter
    ikke være omfattet af § 5, men derimod varemærkelovens og markedsføringslovens
    bestemmelser om god markedsføringsskik og vildledning.
    Hvornår der foreligger en konkurrencerelation er ikke altid klart, men spørgsmålet må i sidste
    instans fastlægges i retspraksis.
    __________________
    175
    Lov nr. 164 af. 15. marts 2000 om ændring af lov om markedsføring og lov om rejsegarantifond.
    176
    Lov nr. 1547 af 20. december 2006 om ændring af markedsføringsloven.
    SIDE 334 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Markedsføringslovens § 5, stk. 2
    Markedsføringslovens § 5, stk. 2, fastsætter otte betingelser, som skal være opfyldt, for at
    sammenlignende reklame er lovlig. Betingelserne er kumulative og skal overholdes fuldt ud.177
    Afgørende for vurderingen af om sammenlignende reklame er lovlig, er blandt andet, om
    sammenligningen er korrekt, relevant, loyal, dokumenterbar, repræsentativ og ikke vildledende.
    178
    Markedsføringslovens § 5 regulerer ikke reklameindholdet i øvrigt.
    Da markedsføringslovens § 5 har til formål at beskytte erhvervslivet, er overtrædelse af bestemmelsen
    undergivet privat påtale, jf. markedsføringslovens § 30, stk. 3.
    Udvalgets overvejelser
    Anvendelse af begrebet reklame contra begrebet markedsføring
    Den gældende markedsføringslovs § 5, stk. 1, definerer sammenlignende reklame som enhver
    reklame, som direkte eller indirekte henviser til en konkurrent eller til varer eller tjenesteydelser,
    som udbydes af en konkurrent.
    Udvalget har overvejet, om begrebet reklame skal ændres til markedsføring i overensstemmelse
    med terminologien i markedsføringsloven.
    Direktivet om vildledende og sammenlignende reklame indeholder i artikel 2, litra c, en definition
    på sammenlignende reklame. Denne er implementeret ordret i den gældende lovs § 5, stk.
    1.
    Endvidere indeholder direktivet om vildledende og sammenlignende reklame en definition af
    begrebet reklame, jf. direktivets artikel 2, litra a.
    Det er udvalgets vurdering, at begrebet reklame fortsat skal anvendes i den foreslåede § 21
    om sammenlignende reklame. Udvalget har i sin vurdering lagt vægt på, at bestemmelsen
    gennemfører direktivet om vildledende og sammenlignende reklame, der både indeholder en
    definition af begrebet sammenlignende reklame og begrebet reklame.
    __________________
    177
    Præambel 11 i direktiv 2006/114/EF.
    178
    Lf 35 af 12. juli 1999, de specielle bemærkninger.
    SIDE 335 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Udvalget anbefaler således, at begrebet reklame også fremover skal anvendes i den foreslåede
    § 21 for at bringe bestemmelsen i overensstemmelse med direktivets ordlyd,
    Definitionen af sammenlignede reklame
    Den gældende markedsføringslovens § 5, stk. 1, definerer som nævnt sammenlignende reklame
    som enhver reklame, som direkte eller indirekte henviser til en konkurrent eller til varer
    eller tjenesteydelser, som udbydes af en konkurrent. og gennemfører således
    Bestemmelsen blev indsat i markedsføringsloven i år 2000, som § 2 a, stk. 1, der svarer til den
    nugældende § 5, stk. 1.
    I henhold til definitionen i markedsføringslovens § 5, stk. 1, finder bestemmelsen anvendelse
    på sammenlignede reklame, der direkte eller indirekte henviser til en konkurrent eller dennes
    varer eller tjenesteydelser. Der skal således som minimum foreligge en konkurrencerelation
    mellem annoncøren og den eller de erhvervsdrivende, som sammenligningen angår.
    Da definitionen af sammenlignende reklame afgrænser de direktivbundne reglers anvendelsesområde,
    dvs. betingelserne for hvornår sammenlignende reklame er tilladt, anser udvalget
    det for væsentligt, at bemærkningerne til definitionen præciseres under henvisning til blandt
    andet nyere domspraksis.
    Det er derfor udvalgets anbefaling, at det skal fremgå klarere af bemærkningerne, hvornår
    noget er sammenlignende reklame, således at der i bemærkningerne til den foreslåede § 21.
    stk. 1, indsættes eksempler fra domspraksis.
    Anprisninger omfattet af definitionen af sammenlignende reklame
    Højesteret har i U 2012.1089 H taget stilling til en markedsføringskampagne gennemført af
    den engelske spiludbyder Ladbrokes, hvor Ladbrokes markedsførte sig med at have bedre
    service, samme tryghed, samme spil og større gevinster.
    Udvalget har på baggrund af dommen overvejet, hvorvidt denne medfører, at anprisninger er
    omfattet af § 5. Anprisninger er fx, når en erhvervsdrivende siger, at de har byens bedste betjening.
    Højesteret fastslog i dommen, at udtrykkene bedre service og samme tryghed er subjektive
    udsagn, der ikke nærmere kan verificeres. Samme spil og større gevinster var derimod verificerbare
    udtryk. Ingen af disse udsagn var imidlertid verificeret af Ladbrokes, og udsagnene
    fandtes derfor i strid med den gældende markedsføringslovs § 5.
    Det er udvalgets vurdering, at dommen er konkret, idet den vedrører sammenligning af spiludbydere
    på et meget afgrænset marked, hvor der på daværende tidspunkt kun fandtes én
    SIDE 336 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    dansk spiludbyder. Udvalget mener derfor ikke, at dommen kan tages til indtægt for, at anprisninger
    generelt er omfattet af bestemmelsen.
    Udvalget har i sin vurdering lagt vægt på, at anprisninger ofte ikke har noget meningsindhold,
    da den egenskab, der fremhæves, typisk ikke kan verificeres. Eksempelvis vil frisøren, der
    markedsfører sig med byens flotteste klipning eller at have landets bedste service, anprise sin
    vare ved at fremhæve en egenskab, der er subjektiv, og som dermed ikke kan verificeres.
    Det er på den baggrund udvalgets vurdering, at anprisninger, som fx ”samme spil og større
    gevinster”, som udgangspunkt kun er omfattet af bestemmelsen i de tilfælde, hvor eksempelvis
    markedsstrukturen medfører, at det kan afgøres, hvem der henvises til.
    Prissammenligninger
    Det er udvalgets vurdering, at bestemmelsen om sammenlignende reklame fungerer godt i
    praksis. Udvalget har dog drøftet behovet for en præcisering af bemærkningerne til den foreslåede
    bestemmelses stk. 2, nr. 3, som afsluttes med ordene ”herunder prisen”.
    I de gældende bemærkninger til bestemmelsens stk. 2, nr. 3, fremgår det, at angivelse af prisen
    alene efter omstændighederne kan opfylde bestemmelsens kriterier og være tilladt.
    Betydningen heraf er, at en sammenligning alene på pris normalt er tilstrækkeligt til at opfylde
    nr. 3. Pris er dermed en konkret, relevant og repræsentativ egenskab, såfremt produkterne
    i øvrigt er sammenlignelige. Der skal således fortsat ske en vurdering af, om bestemmelsens
    nr. 1-2 og 4-8 er opfyldt, før lovligheden af en prissammenligning kan afgøres.
    Udvalget anbefaler på den baggrund, at bestemmelsen videreføres, men at det præciseres i
    bemærkningerne til bestemmelsens nr. 3, at en sammenligning kan basere sig på mange forhold
    for at være omfattet af bestemmelsen, men hvis sammenligningen alene er baseret på
    prisen, vil dette være tilstrækkelig til at opfylde bestemmelsens nr. 3.
    SIDE 337 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    § 22 om forretningskendetegn (Tidligere § 18)
    Gældende ret
    Den gældende markedsføringslov indeholder en bestemmelse om forretningskendetegn i § 18,
    der har følgende ordlyd:
    Forretningskendetegn
    § 18. Erhvervsdrivende må ikke benytte forretningskendetegn og lignende, der ikke tilkommer
    dem, eller benytte egne kendetegn på en måde, der er egnet til at fremkalde forveksling med
    andre.
    Bestemmelsen om forretningskendetegn har været i markedsføringsloven, siden loven blev
    introduceret i 1974. Bestemmelsen stammer oprindeligt fra den tidligere konkurrencelov, og
    har eksisteret i dansk lovgivning siden 1912179. Bestemmelsen er en ren national bestemmelse.
    Begrebet ”forretningskendetegn” dækker over ethvert kendetegn, der har en identificerende
    og/eller differentierende funktion i forhold til den pågældende erhvervsdrivende og de produkter,
    der udbydes.
    Markedsføringsloven forbyder i 1. led ”Erhvervsdrivende at benytte forretningskendetegn, der
    ikke tilkommer dem” og i 2. led, ”benyttelse af egne kendetegn, der er egnet til at fremkalde forveksling
    med andre (kendetegn)”.
    Der er i praksis ikke nogen skarp grænse mellem de to grupper af forretningskendetegn, men
    1. led antages at omfatte erhvervsdrivendes uhjemlede benyttelse af et navn identisk med
    tredjemands forretningskendetegn eller næsten identiske hermed. 2. led omfatter tilfælde,
    hvor der er forvekslingsrisiko mellem to forretningskendetegn180.
    Forbuddet mod at benytte forretningskendetegn, der ikke tilkommer en efter § 18, 1. led,
    forudsætter ikke, at forretningskendetegnet benyttes i konkurrerende virksomhed eller for
    konkurrerende produkter.
    __________________
    179
    Der henvises til Konkurrenceudvalgets betænkning angående En Ny Konkurrencelov, betænkning 416/1966, s.27ff, Forbrugerkommissionens
    betænkning II, betænkning 681/1973, s. 22 og lovforslag af 8. marts 1974, FT 1973-1974, tillæg A, sp. 2241,
    specielle bemærkninger til § 5.
    180
    Borcher og Bøggild, Markedsføringsloven, 3. udgave, s. 494.
    SIDE 338 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Forbuddet mod at benytte egne kendetegn på en måde, der er egnet til at fremkalde forveksling
    efter § 18, 2. led, er ikke betinget af, at der kan føres bevis for, at der konkret er sket en
    forveksling. Det er tilstrækkeligt, at der er en risiko for forveksling.
    Forvekslingsbedømmelsen er to-ledet, idet bedømmelsen ikke alene baseres på sammenfaldet
    mellem to kendetegn, men også på den grad af konkurrence- eller branchesammenfald, der er
    mellem de varer eller ydelser, som kendetegnene dækker. Dette er begrundet i ønsket om, at
    det enkelte kendetegn ikke gives en bredere beskyttelse, end det reelt har behov for. Kravene
    til sammenfald mellem to kendetegn vurderes konkret fra sag til sag. Kendetegn med ringe
    særpræg gives en snæver beskyttelse, hvorimod kendetegn med en klar adskillelsesevne gives
    en bredere beskyttelse. Det kan udledes af domspraksis på området, at der efter omstændighederne
    stilles ganske store krav til konkurrencesammenfaldet, idet en række domme fastslår,
    at virke inden for samme branche ikke er tilstrækkeligt, hvis målgruppen er forskellig.
    Foreligger der en forvekslingsrisiko mellem to forretningskendetegn, uden af kravet til konkurrencerelationen
    er opfyldt, kan brugen af kendetegnet eventuelt være i strid med markedsføringslovens
    § 1, såfremt der er tale om snyltning på goodwill og lignende.
    Forvekslingskriteriet efter markedsføringslovens § 18 er objektivt baseret. Men retspraksis
    viser, at der ved bedømmelsen af, om der foreligger en krænkelse, lægges vægt på ond tro,
    snyltningshensigt og illoyal adfærd. Det er vanskeligt at sige, hvor stor en indflydelse disse
    forhold har på forvekslingsbedømmelsen, men det må ifølge retspraksis antages, at en krænkelse
    lettere konstateres, hvis tredjemand handler i ond tro.
    Retten til at anvende navne, varemærker og forretningskendetegn er – udover i markedsføringslovens
    § 18 - specifikt reguleret i:
    • Varemærkeloven
    • Selskabsloven
    • Lov om visse erhvervsdrivende virksomheder
    • Lov om registrering af fonde
    • Navneloven
    • Internetdomæneloven
    • EU-varemærkeforordningen
    Bestemmelsen om beskyttelse af forretningskendetegn har fået aftagende betydning som følge
    af det stigende omfang af særlovgivning, der regulerer retten til at anvende navne, varemærker
    og kendetegn.
    Udvalgets overvejelser
    Opretholdelse af bestemmelsen
    En kendetegnsbeskyttelsesregel som markedsføringslovens § 18, der gælder uden for varemærkelovens
    regi, har eksisteret i dansk ret i mere end 100 år.
    SIDE 339 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Efter sin ordlyd har § 18 et ganske bredt anvendelsesområde, der dækker ethvert "forretningskendetegn
    og lignende", og i princippet kan ramme enhver kendetegnsbrug. I praksis er
    det selvstændige anvendelsesområde imidlertid væsentligt mere begrænset, dels fordi § 18 i
    vidt omfang fortrænges af speciallovgivning, dels fordi § 18 ofte bringes i anvendelse sammen
    med § 1, uden at det er klart, hvilken selvstændig betydning § 18 konkret har haft.
    Den primære hovedlovgivning inden for kendetegnsbeskyttelse er varemærkeforordningen og
    varemærkeloven, der implementerer varemærkedirektivet181.
    Inden for den rene varemærkeret fører et sædvanligt lex specialis princip til, at varemærkelovgivningen
    går forud for markedsføringslovens § 18, som derfor fortrænges af varemærkeretten
    og ikke har et selvstændigt indhold i rene tvister om kendetegn, som er beskyttet og
    krænket efter varemærkelovgivningen.
    Enkelte retsafgørelser udtrykker dette meget klart, se fx Sø- og Handelsrettens præmisser i
    disse domme:
    U.2012.2706H: ”… indebærer en overtrædelse af varemærkelovens § 4, stk. 1-2, som er den
    specielle regel, er der ikke anledning til at tage stilling til, om Fakta ved denne brug tillige har
    overtrådt den almindelige regel om forbud mod markedsføring i strid med god markedsføringsskik
    i markedsføringslovens § 1” (§ 18 var ikke påberåbt af rettighedshaveren i sagen,
    Puma).
    U.2013.1044H: "Idet Sparta herved har krænket Egmonts eneret til varemærket ALT FOR
    DAMERNE, jf. varemærkelovens § 4, tages Egmonts påstand 1 og 2 for så vidt til følge. Idet
    varemærkeloven er den specielle lov, og markedsføringslovens regler om beskyttelse af forretningskendetegn,
    om vildledning m.v. er de generelle regler herom, og idet Egmont ikke har
    peget på forhold, som uden at indebære en overtrædelse af varemærkeloven har indebåret en
    overtrædelse af bestemmelser i markedsføringsloven, er der herefter ikke anledning til at tage
    stilling til, om også markedsføringsloven måtte være overtrådt ved de samme forhold, og
    Sparta frifindes derfor for overtrædelse af markedsføringsloven."
    U.2013.1856S: "Det kan ikke antages, at markedsføringslovens § 18 giver Prælaturets varemærke
    og navn en selvstændig beskyttelse, som rækker ud over, hvad der allerede følger af
    varemærkeloven. Der er derfor ikke grundlag for at tage stilling til, om Demas brug af sit varemærke
    er i strid med markedsføringslovens § 18."
    __________________
    181
    Med vedtagelsen den 15. december 2015 af varemærkedirektiv 2015/2436 blev der indført en øget grad af totalharmonisering
    inden for varemærkeretten.
    SIDE 340 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Også anden kendetegnslovgivning reducerer det selvstændige anvendelsesområde for markedsføringslovens
    § 18. Dette gælder navnlig selskabslovens § 2, lov om visse erhvervsdrivende
    virksomheder § 6, lov om erhvervsdrivende fonde § 5, navnelovens § 3 og internetdomænelovens
    § 25. Kendetegn, der nyder beskyttelse efter sådanne særregler, opnår sædvanligvis
    ikke en supplerende kendetegnsretlig beskyttelse efter markedsføringslovens § 18, se til illustration
    U.1999.1406H, hvor brugen en virksomheds "anvendelse af MultiChoice i sit selskabsnavn
    er i strid med aktieselskabslovens § 153, stk. 2, uanset at der ikke forelå branchesammenfald.
    Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til, om appellantens anvendelse
    af navnet er i strid med markedsføringslovens § [18]."
    En lex specialis betragtning afholder dog ikke domstolene fra at gøre kumulativ brug af varemærkeloven
    og markedsføringslovens § 18 (og § 1), og i en ganske betydelig del af retspraksis
    om kendetegnskrænkelser sker der domfældelse efter begge regelsæt, se til illustration:
    U.2012.107H: "Ordet TRANSFORMERS er af Hasbro registreret som varemærke og indarbejdet
    af Hasbro som kendetegn for legetøj, der kan omformes fra en figur til en anden. Højesteret
    tiltræder, at VN Legetøj - selvom »transform« for nogle peger i retning af overgang fra en
    form til en anden - ved at bruge ordet TRANSFORMAX som kendetegn for legetøj af samme
    slags, har overtrådt varemærkelovens § 4, stk. 1, nr. 2, og varemærkeforordningens artikel 9,
    stk. 1, litra b, samt markedsføringslovens § 1 og § 18."
    Med vedtagelsen den 15. december 2015 af varemærkedirektiv 2015/2436 blev der indført en
    øget grad af totalharmonisering inden for varemærkeretten. Vi har ikke i dette notat foretaget
    en vurdering af, hvorvidt totalharmoniseringen af varemærkeretten har betydning for udformningen
    af en supplerende kendetegnsbeskyttelsesregel i markedsføringsloven.
    U.2014.876H: "Højesteret tiltræder, at Noma på tidspunktet for annonceringen var særdeles
    velkendt i Danmark. Ved annonceringens fremhævelse af Noma som »verdens bedste« restaurant
    blev Nomas varemærke brugt på en dominerende og meget iøjnefaldende måde. Homeenters
    chokoladeklub forsøgte ved denne brug at lægge sig i kølvandet på Nomas renommerede
    varemærke for derved at drage fordel af varemærkets tiltrækningskraft, omdømme og prestige.
    Højesteret finder, at Homeenter herved på utilbørlig måde har snyltet på varemærkets
    særpræg og renomme. Det tiltrædes derfor, at der er sket en overtrædelse af varemærkelovens
    § 4, stk. 2. Efter det anførte finder Højesteret, at der tillige er sket en overtrædelse af
    markedsføringslovens §§ 1 og 18."
    Nogen selvstændig relevans har markedsføringslovens § 18 imidlertid ikke haft i retspraksis,
    hvor der sker kumulativ domfældelse efter varemærkelovgivningen og markedsføringslovens
    § 18, da § 18 ikke hjemler en sanktionering, der er mere vidtrækkende end varemærkelovgivningens
    sanktioneringsmuligheder. Først og fremmest hjemler varemærkeloven et veludviklet
    økonomisk sanktionskatalog, der stiller en rettighedshaver i hvert fald mindst lige så godt som
    efter markedsføringslovens § 20, stk. 2-4. I tillæg hertil giver varemærkelovgivningen en rettighedshaver
    reelle muligheder for strafforfølgning, dels fordi overtrædelser, der kan føre til
    bødestraf, kan påtales af den forurettede rettighedshaver selv under en civilretlig krænkelsesSIDE
    341 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    sag, dels fordi tilregnelseskravet i varemærkesager alene er (grov) uagtsomhed, jf. varemærkelovens
    §§ 42 og 43. I modsætning hertil straffes alene forsætlige overtrædelser af markedsføringslovens
    § 18, og sager herom er - lidt uforståeligt - ikke underlagt privat påtale, hvilket
    må antages at være en hovedårsag til, at der aldrig i trykt retspraksis er idømt straf for overtrædelse
    af markedsføringslovens § 18.
    Er der tale om kendetegn, som ikke nyder beskyttelse efter varemærkelovgivningen, kan markedsføringslovens
    § 18 få en selvstændig betydning. Området herfor reduceres dog i praksis, i
    takt med at varemærkelovgivningen i stigende grad har accepteret beskyttelse af nye typer af
    tegn som fx tredimensionelle kendetegn, bevægelige kendetegn, farver, lyde, dufte m.v.
    Ved kendetegn, som nok er beskyttet efter varemærkelovgivningen, men hvor der ikke foreligger
    en krænkelse efter denne lovgivning, rejser det spørgsmål sig, om der kan tænkes en
    beskyttelse og krænkelse efter markedsføringslovens § 18. Svaret må principielt være ja, fordi
    varemærkelovgivningen hviler på et anderledes grundlag end § 18, til dels varetager andre
    hensyn og anvender andre kriterier, der fortolkes af EU-domstolen. Eksempelvis er kriteriet
    for, at der foreligger en krænkelse af § 18, at der sker brug af et "forretningskendetegn eller
    lign.", der ikke "tilkommer" en erhvervsdrivende, eller at der sker brug af et eget kendetegn
    "på en måde, der er egnet til at fremkalde forveksling med andres". Heroverfor står varemærkelovens
    § 4, der anvender a) et identitetskriterium i relation til ydelser af samme art, b) et
    forvekslelighedskriterium i relation til ydelser af samme eller lignende art, og c) utilbørligt
    udnyttelseskriterium i relation til velkendte varemærker.
    I langt hovedparten af de tilfælde hvor domstolene når frem til, at der nok foreligger en varemærkeret
    men ikke en varemærkeretlig krænkelse, fører en supplerende selvstændig bedømmelse
    efter markedsføringslovens § 18 ikke til domfældelse, i hvert fald ikke hvis ikke der
    foreligger supplerende illoyale omstændigheder og dermed typisk også en overtrædelse af
    markedsføringslovens § 1, jf. til illustration Sø- og Handelsrettens kendelse af 24. februar
    2016, A-50-15: "GoGift.com’s anvendelse af GOGIFT og GO-GIFT.COM som varemærke, selskabsnavn
    og domænenavn findes herefter ikke at krænke Go Dreams varemærkerettigheder.
    På samme grundlag og da Go Dream ikke har sandsynliggjort, at GoGift.com har handlet illoyalt
    over for Go Dream, eller at Go Dreams renommé har lidt skade ved GoGift.com’s markedsføring,
    finder retten ligeledes, at der ikke er sandsynliggjort en overtrædelse af markedsføringslovens
    §§ 1 og 18."
    At markedsføringsloven kan få en selvstændig betydning i sager, hvor der ikke foreligger en
    varemærkekrænkelse, men hvor der foreligger forskellige illoyale forhold, illustreres af følgende
    retspraksis:
    U.2012.107H: "Højesteret tiltræder endvidere, at kendetegnet X-BOT TRANSFORMABLE ikke
    er forveksleligt med AUTOBOT, men at VN Legetøjs brug af betegnelsen X-BOT TRANSFORMABLE
    på emballage som sket har indebåret en snyltning på Hasbros kendetegn i strid med
    markedsføringslovens § 1 og § 18."
    SIDE 342 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Sø- og Handelsrettens dom af 19. januar 2015, V-79-13: "… findes Helm I/S' brug af betegnelsen
    samshop.dk for kufferter og tasker herefter ikke at medføre risiko for forveksling … eller
    at der er en sådan lighed mellem betegnelsen samshop.dk og det velkendte mærke SAMSONITE,
    at der i den berørte kundekreds skabes en sammenhæng mellem disse to varemærker …
    udgør derfor ikke en krænkelse af … varemærkelovens § 4, stk. 1 og 2, samt EFvaremærkeforordningens
    artikel 9, stk. 1 … Det skal herefter vurderes, om Helm I/S derimod
    har overtrådt markedsføringsretlige regler. Retten finder, at Helm I/S' brug af forretningskendetegnet
    og domænenavnet samshop.dk i forbindelse med markedsføring og salg af kufferter
    og tasker netop af mærket SAMSONITE efter en samlet vurdering udgør en overtrædelse af
    markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik og § 18, hvorefter erhvervsdrivende
    ikke må benytte egne kendetegn på en måde, der er egnet til at fremkalde forveksling med
    andres. Retten har herved navnlig lagt vægt på, at Helm I/S ved sit valg af forretningskendetegnet
    og domænenavnet samshop.dk har anvendt den første del af Samsonites velkendte
    varemærke SAMSONITE og … har tilstræbt en henvisning til, at Helm I/S forhandler kufferter
    og tasker af mærket Samsonite. Der er endvidere lagt vægt på en række detaljer på hjemmesiden,
    herunder at skrifttypen i Helm I/S' SamShop.dk logo i høj grad minder om skrifttypen i
    Samsonites figurmærke, og at Helm I/S umiddelbart under sit SamShop.dk-logo anvender et
    pay off (“Dedicated to Samsonite”), svarende til på hjemmesiden www.samsonite.dk under
    Samsonites figurmærke (“By Your Side”). Ligeledes bruger Helm I/S Samsonites figurmærke i
    Helm I/S' pay off, og til venstre i browserlinjen og i browser tab'en anvendes det tegn, som
    Samsonite i sit figurmærke anvender i stedet for et “o, svarende til på hjemmesiden
    www.samsonite.dk. Retten finder, at der herved er opstået en betydelig risiko for, at den almindeligt
    oplyste og rimeligt opmærksomme internetbruger ved opslag på www.samshop.dk
    vil antage, at hjemmesiden drives af Samsonite eller en virksomhed, der er økonomisk forbundet
    med Samsonite, og Helm I/S udnytter derved på utilbørlig vis den goodwill, der er
    knyttet til Samsonites varemærker."
    Sø- og Handelsrettens dom af 1. april 2015, A-19-14: "… finder retten det godtgjort, at der ved
    anvendelse af en flakon, der fremstår som en slavisk efterligning af CND’s flakon … under
    samtidig anvendelse af de under påstand 1 anførte kendetegn sker en krænkelse af markedsføringslovens
    § 1 og § 18. Retten lægger herved til grund, at CND var de første til i forbindelse
    med deres registrerede varemærke at anvende den deskriptive betegnelse shellac på det pågældende
    marked, og at tillige de farveangivelser, RCB anvender, i kombination med anvendelse
    af flakonen fremstår som en snyltning på CND’s markedsføring."
    Det ses imidlertid, at domstolene i disse eksempler henviser til både §§ 1 og 18 i markedsføringsloven,
    og det er derfor vanskeligt præcis at udlede, hvorvidt afgørelserne ville have fået
    samme udfald uden § 18. Dette må antages, idet den pågældende brug under alle omstændigheder
    forekommer at have været i strid med god skik. Det er således karakteristisk for sager,
    der gør brug af markedsføringslovens § 18, at domfældelse alene sker sammen med andre
    bestemmelser, først og fremmest varemærkelovens § 4, varemærkeforordningens artikel 9 og
    markedsføringslovens § 1. I de tilfælde, hvor § 18 anvendes uden samtidig brug af varemærkelovgivningen,
    lægger retspraksis betydelig vægt på at fremhæve supplerende illoyale og uacceptable
    elementer, der er i strid med god skik.
    SIDE 343 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Sammenfatning
    Markedsføringslovens § 18 har karakter af en fleksibel, kendetegnsretlig generalklausul, hvis
    selvstændige område i praksis dog er yderst snævert og centrerer sig om tilfælde, hvor der
    sker brug af kendetegn, som af forskellige årsager ikke kan varemærkebeskyttes - fx lokale
    kendetegn, koncepter, udsmykninger, indretninger, uniformer, menukort, slogans - og hvor
    der samtidig foreligger snyltning på andres goodwill/renommé eller andre illoyale, skadegørende
    eller uacceptable forhold. Selvom det derfor må antages, at så godt som alle praktisk
    forekommende tilfælde vil kunne håndteres efter god skik-bestemmelsen i markedsføringslovens
    § 1, kan der være en vis signalværdi og legitimitet i at kunne henføre en uretmæssig
    kendetegnsbrug under såvel en god skik-regel som en særlig kendetegnsbeskyttelsesregel.
    Samtidig kan den supplerende brug af § 18 - i hvert fald på papiret (da bestemmelsen ikke er
    undergivet privat påtale) - føre til en skærpet sanktionering af en uretmæssig kendetegnsbrug,
    idet § 18 modsat § 1 er bødestrafsanktioneret.
    Det er på den baggrund udvalgets vurdering, at bestemmelsen er med til at sikre velfungerende
    markeder og derfor bør bevares.
    Udvalget anbefaler, at bestemmelsen bevares.
    Endvidere anbefaler udvalget, at der foretages en samlet behandling af hele kendetegnsretten,
    hvor snitfladerne mellem og beskyttelsesområdet efter de enkelte love klarlægges.
    SIDE 344 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    § 23 om erhvervshemmeligheder og tekniske tegninger (Tidligere § 19)
    Gældende ret
    Den gældende markedsføringslov indeholder en bestemmelse om erhvervshemmeligheder og
    tekniske tegninger i § 19, der har følgende ordlyd:
    Erhvervshemmeligheder og tekniske tegninger
    § 19. Den, der er i tjeneste- eller samarbejdsforhold til en virksomhed eller udfører et hverv for
    denne, må ikke på utilbørlig måde skaffe sig eller forsøge at skaffe sig kendskab til eller rådighed
    over virksomhedens erhvervshemmeligheder.
    Stk. 2. Har den pågældende fået kendskab til eller fået rådighed over virksomhedens erhvervshemmeligheder
    på retmæssig måde, må den pågældende ikke ubeføjet viderebringe eller benytte
    sådanne hemmeligheder. Forbuddet vedvarer i 3 år efter tjenesteforholdets, samarbejdsforholdets
    eller hvervets ophør.
    Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på andre personer, der har lovlig adgang
    til virksomheden.
    Stk. 4. Den, der i anledning af udførelsen af arbejde eller i øvrigt i erhvervsøjemed er blevet betroet
    tekniske tegninger, beskrivelser, opskrifter, modeller eller lignende, må ikke ubeføjet benytte
    sådant materiale eller sætte andre i stand hertil.
    Stk. 5. Erhvervsdrivende må ikke benytte en erhvervshemmelighed, såfremt kendskab til eller
    rådighed over den er opnået i strid med de ovenfor nævnte bestemmelser.
    Bestemmelsen har til formål at sikre en strafferetlig beskyttelse mod ansatte og samarbejdspartneres
    uretmæssig udnyttelse af en erhvervsdrivendes erhvervshemmeligheder og tekniske
    tegninger.
    Den gældende bestemmelse er en ren national bestemmelse og implementerer ikke EU-ret.
    Bestemmelsens stk. 1, 2, 4 og 5 stammer fra den tidligere konkurrencelov og blev medtaget
    ved markedsføringslovens indførelse i 1974182. Bestemmelsens stk. 3 blev indsat ved lov nr.
    __________________
    182
    Bestemmelse bygger i alt væsentligt på forslaget i betænkning 416/1966.
    SIDE 345 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    352 af 19. maj 2004183. Samtidig ændredes strafferammen, så overtrædelse af straffelovens
    regler om industrispionage og markedsføringslovens regler blev ensrettet184.
    Overtrædelse af § 19 straffes med bøde eller fængsel i indtil 1 år og 6 måneder, medmindre
    der kan idømmes højere straf efter straffelovens § 299 a, jf. markedsføringslovens § 30, stk. 4.
    Markedsføringslovens § 19, stk. 1
    Markedsføringslovens § 19, stk. 1, fastslår, at personer, der er i et samarbejdsforhold med en
    virksomhed, ikke på utilbørlig måde må skaffe sig kendskab til eller rådighed over virksomhedens
    erhvervshemmeligheder.
    Det fremgår ikke af loven, hvad der skal forstås ved en ”erhvervshemmelighed”. Det følger af
    forarbejderne185, at begrebet ”erhvervshemmelighed” dels omfatter hemmeligheder, der knytter
    sig til omsætningen af produkter, dels hemmeligheder, der har forbindelse med produktionen.
    Der behøver ikke at være en skarp adskillelse, idet en enkelt erhvervshemmelighed kan
    bestå af elementer fra begge kategorier.
    Erhvervshemmeligheder vedrørende tekniske og produktionsmæssige hemmeligheder kan fx
    være tekniske foranstaltninger, der kan udnyttes i virksomhedens produktions- og serviceapparat,
    procesmetoder til fremstilling af produkter, forskning og research186. Erhvervshemmeligheder
    kan udgøre en opfindelse, som opfylder betingelserne for at kunne patenteres, men
    som virksomheden ikke ønsker offentliggjort. Hemmelighedens tekniske kvalitet kan også
    være så beskeden, at der ikke ville være grundlag for patent, men hemmelighedens udnyttelse
    kan dog indebære en væsentlig fordel og dermed begrunde en interesse i, at forholdet ikke
    kommer til konkurrenters kundskab.
    Erhvervshemmeligheder kan også vedrøre kommercielle hemmeligheder. Det kan fx bestå i en
    særlig hensigtsmæssigt indrettet salgs- og indkøbsorganisation eller være oplysninger til brug
    for virksomhedens kommercielle aktiviteter, såsom regnskabsforhold, kundeemner, leverandørforbindelser,
    prisstruktur, markedsanalyser m.v. Markedsføringsplaner, konkurrentanalyser
    og mere overordnede strategiske forhold er også omfattet.187
    __________________
    183 Lf nr. 55 af 5. november 2003.
    184
    Ændringerne var foreslået af Brydensholt-udvalget i betænkning 1417/2002.
    185
    Lf 13 af 6. oktober 2005, specielle bemærkninger til § 17 jf. betænkning 416/1966 s. 30ff.
    186
    Borcher og Bøggild, Markedsføringsloven, 3. udgave, s. 524.
    187
    Borcher og Bøggild, Markedsføringsloven, 3. udgave, s. 524.
    SIDE 346 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Endelig kan ”erhvervshemmeligheder” også bestå i en mere generel sum af viden, hvori der
    ikke alene indgår positivt kendskab til et bestemt forholds løsning/opbygning, men det samlede
    erfaringssæt indenfor området188.
    Det er en betingelse for beskyttelsen, at erhvervshemmeligheden holdes skjult for offentligheden.
    Det vil som udgangspunkt betyde, at informationen kun vil være kendt af en begrænset
    kreds af personer, fx ved at kun de personer, som har behov for at kende informationen, delagtiggøres
    i den.189
    Almindelige faglige erfaringer eller branchekendskab kan ikke være en erhvervshemmelighed.
    Det er dog ikke en betingelse, for at en viden kan betegnes som en erhvervshemmelighed, at
    informationerne er nye eller eksklusive for virksomheden i den forstand, at de ikke i en eller
    anden form er tilgængelige i andre virksomheder, eller at andre virksomheder ikke råder over
    en tilsvarende eller mere avanceret teknik. 190
    Almindelig kendt viden i virksomheden eller informationer, som virksomheden selv har offentliggjort
    falder også uden for bestemmelsen. 191 Det kan fx være oplysninger, som en virksomhed
    giver fra sig om sine produkter. En virksomheds solgte produkter kan heller ikke
    udgøre en erhvervshemmelighed, og det samme gælder de oplysninger, som konkurrenter kan
    fravriste et produkt gennem målinger og undersøgelser (såkaldt reverse engineering). Sådanne
    oplysninger kan konkurrenter derfor anvende i deres egen produktion uden at overtræde
    markedsføringslovens § 19.
    Reglen omfatter alle personer, der via et ansættelses- eller samarbejdsforhold eller et hverv har
    lovlig adgang til virksomheden. Personerne vil være omfattet, selvom de benytter denne adgang
    til at udforske områder, der er dem uvedkommende.
    Ved begrebet ”utilbørlig” forstås, at vedkommende uden virksomhedens samtykke eller uden i
    øvrigt at have en særlig adkomst skaffer sig kenskab til eller rådighed over de pågældende
    hemmeligheder. Det kan fx være ved at udforske områder, der er den pågældende uvedkommende.
    __________________
    188
    Borcher og Bøggild, Markedsføringsloven, 3. udgave, s. 522.
    189
    Betænkning 1457/2005, s. 189.
    190
    Betænkning 1457/2005, s. 189.
    191
    Betænkning 1457/2005, s. 189.
    SIDE 347 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Kendskab omfatter enhver måde, hvorpå den pågældende bliver bekendt med hemmelighederne.
    Det kan være ved læsning, via hukommelse, notater, fotografering, elektronisk kopiering
    m.v.
    Det er tilstrækkeligt for at handle i strid med stk. 1, at den pågældende urtemæssigt skaffer sig
    rådighed. Rådighed kan skaffes både fysisk og elektronisk.
    Hvis der er enten kendskab eller opnået rådighed, er det uden betydning, om informationerne
    er blevet udnyttet. Det må dog antages, at også brugen af uretmæssigt opnåede informationer
    kan rammes efter stk. 1.
    Markedsføringslovens § 19, stk. 2
    Markedsføringslovens § 19, stk. 2, omfatter de tilfælde, hvor en person på retmæssig måde har
    fået kendskab eller rådighed over en virksomheds erhvervshemmeligheder, men hvor erhvervshemmelighederne
    ubeføjet viderebringes eller benyttes. Er der givet tilladelse til at viderebringe
    eller benytte hemmeligheden eller har dette været en nødvendig følge af arbejdet,
    falder forholdet uden for bestemmelsens område.
    Begrebet viderebringes dækker, når information overlades til tredjemand. Det kan være til
    virksomhedens konkurrenter, men bestemmelsen dækker også, når information viderebringes
    til fx samarbejdspartnere eller underleverandører.
    Ordet benyttes dækker både over rent internt brug, fx i et forskningsprojekt, etablering af
    produktionsapparat, fremstilling af produkter og gennemførelse af markedsføring baseret på
    erhvervshemmeligheden. Det er efter ordlyden ikke et krav, at erhvervshemmeligheden udnyttes
    til fremstilling af produkter, der konkurrerer med arbejdsgiverens eller samarbejdspartnerens.
    Bestemmelsen omfatter også viderebringelse og brug, der finder sted efter samarbejdets ophør,
    når kendskab eller rådighed er erhvervet under samarbejdet.
    Strafferetligt gælder forbuddet i tre år efter ansættelsesforholdets, samarbejdsforholdets eller
    hvervets ophør. Det antages i forarbejderne, at der ingen grænse gælder for at gøre et civilretligt
    ansvar gældende192.
    __________________
    192
    L 37 af 17. november 1971, bemærkninger til § 4, nr. 1, stk. 2.
    SIDE 348 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Markedsføringslovens § 19, stk. 3
    Efter stk. 3 finder stk. 1 og 2 ligeledes anvendelse på andre personer, der har adgang til virksomheden.
    Bestemmelsen omfatter fx besøgende, sælgere, jobsøgende eller offentlige kontrollører.
    Betingelsen er, at den pågældende har lovlig adgang til virksomheden. Det har ikke betydning,
    på hvilken måde den ulovlige information indhentes og hvor på virksomheden. Lovlig adgang
    omfatter ikke kun virksomhedens fysiske lokaler, men også fx dennes computere og andet ITudstyr
    via passwords.193
    Markedsføringslovens § 19, stk. 4
    Beskyttelsen af tekniske tegninger m.v. efter stk. 4 er et supplement til stk. 2, og omfatter information,
    der ofte er bestemt til at komme til kendskab for en bredere kreds uden for virksomhedens
    rammer, og derfor ikke kan anses som en erhvervshemmelighed.
    Bestemmelsen omfatter efter sin ordlyd tekniske tegninger, beskrivelser, opskrifter, modeller
    eller lign. Oplistningen er således ikke udtømmende, men ordlyden peger på, at det pågældende
    materiale typisk vil rette sig mod produktions- eller produktorienteret information, herunder
    også materiale udarbejdet til brug for licitationer og arkitektkonkurrencer. Ifølge forarbejderne
    falder mundtlige anvisninger på et arbejdes udførelse og lignende uden for bestemmelsen
    194. Det er derfor en betingelse, at den pågældende information er fikseret enten fysisk
    eller elektronisk195.
    Det er en betingelse, at materialet er blevet betroet i anledning af udførelsen af arbejde eller i
    øvrigt i erhvervsøjemed. Heri ligger, at materialet stilles til rådighed med et angivet formål for
    øje og med en vis diskretionspligt. Materialet må således alene anvendes inden for de forudsætninger,
    der har dannet grundlag for overgivelsen og må ikke komme uvedkommende i
    hænde. Betroelse kan være baseret på en direkte tilkendegivelse eller ligge forudsætningsvis i
    materialets karakter196.
    Den pågældende må ikke benytte materialet eller sætte andre i stand hertil.
    __________________
    193
    Borcher og Bøggild, Markedsføringsloven, 3. Udgave s. 520.
    194
    L 37 af 17. november 1971, bemærkninger til § 4, nr. 1, stk. 3.
    195
    Borcher og Bøggild, Markedsføringsloven, 3. Udgave s. 527.
    196
    L 37 af 17. november 1971, bemærkninger til § 4, nr. 1, stk. 3.
    SIDE 349 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Markedsføringslovens § 19, stk. 5
    Markedsføringslovens § 19, stk. 5, supplerer stk. 1-4 og fastslår, at erhvervsdrivende ikke må
    benytte erhvervshemmeligheder, såfremt kendskab til eller rådighed over disse er opnået i
    strid med markedsføringslovens § 19, stk. 1-4.
    Det er en betingelse, at den erhvervsdrivende er i ond tro197.
    __________________
    197
    Borcher og Bøggild, Markedsføringsloven, 3. Udgave s. 527.
    SIDE 350 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Udvalgets overvejelser
    Direktivet om beskyttelse af forretningshemmeligheder
    Den gældende markedsføringslovs § 19 er en ren national bestemmelse, og implementerer
    ikke EU-ret.
    Den 27. maj 2016 blev Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om beskyttelse af fortrolig
    know-how og fortrolige forretningsoplysninger (herefter direktivet om beskyttelse af forretningshemmeligheder)
    endeligt vedtaget198.
    Direktivets definition af forretningshemmeligheder stammer fra TRIPS-aftalen, som Danmark
    allerede har tilsluttet sig, og svarer derfor til begrebet ”erhvervshemmeligheder” i § 19.
    Direktivet forbyder erhvervelse, brug og videregivelse af en forretningshemmelighed uden
    forretningshemmelighedshaverens samtykke, hvis forretningshemmeligheden er erhvervet
    ulovligt. Det kan fx være, hvis forretningshemmeligheden erhverves ved uautoriseret adgang
    til, kopiering eller tilegnelse af dokumenter, genstande, materialer eller elektroniske filer, der
    lovligt kontrolleres af forretningshemmelighedshaveren, eller ved misligholdelse af en fortrolighedsaftale
    eller anden kontraktlig forpligtelse. Det kan også være, hvis en person på tidspunktet
    for erhvervelse, brug eller videregivelse vidste, at forretningshemmeligheden var
    erhvervet direkte eller indirekte fra en anden person, som brugte eller videregav forretningshemmeligheden
    ulovligt.
    Fremstilling, udbud til salg eller markedsføring af krænkende varer eller import, eksport eller
    oplagring af krænkende varer med henblik herpå betragtes også som ulovlig brug af en forretningshemmelighed.
    Direktivet fastslår også, at erhvervelse af forretningshemmeligheder er lovligt, hvis forretningshemmeligheden
    erhverves ved fx uafhængig opdagelse eller reverse engineering.
    Direktivet skal være gennemført i dansk ret senest 9. juni 2018.
    Erhvervs- og vækstministeriet har over for udvalget oplyst, at ministeriet er i gang med at
    overveje, hvordan direktivet om forretningshemmeligheder mest hensigtsmæssigt gennemføres
    i dansk ret. Ministeriet har oplyst, at det er ministeriets umiddelbare vurdering, at det vil
    være hensigtsmæssigt at gennemføre direktivet i en ny hovedlov.
    __________________
    198
    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2016/943 af 8. juni 2016 om beskyttelse af fortrolig knowhow og fortrolige forretningsoplysninger
    (forretningshemmeligheder) mod ulovlig erhvervelse, brug og videregivelse.
    SIDE 351 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det er på den baggrund udvalgets vurdering, at det er uhensigtsmæssigt at foretage ændringer
    i den nuværende § 19 umiddelbart før, at direktivet om forretningshemmeligheder skal gennemføres
    i dansk ret, særligt i lyset af, at det formentlig skal ske i en ny hovedlov.
    Udvalget anbefaler på baggrund heraf, at § 19 videreføres uændret, indtil den lovgivning, der
    skal gennemføre direktivet om forretningshemmeligheder, træder i kraft.
    SIDE 352 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    § 24 Retsmidler (Tidligere § 20)
    Gældende ret
    Den gældende markedsføringslov indeholder i § 20 en bestemmelse om retsmidler. Bestemmelsen
    har følgende ordlyd:
    Retsmidler
    § 20. Handlinger i strid med loven kan forbydes ved dom. I forbindelse hermed eller senere kan
    der ved dom gives sådanne påbud, som må anses for nødvendige for at sikre
    1) forbuddets overholdelse, herunder ved bestemmelse om, at aftaler, som indgås i strid med et
    forbud, er ugyldige, og
    2) genoprettelse af den forud for den ulovlige handling eksisterende tilstand, herunder om tilintetgørelse
    eller tilbagekaldelse af produkter og om udsendelse af oplysninger eller berigtigelse
    af angivelser.
    Stk. 2. Handlinger i strid med loven pådrager erstatningsansvar i overensstemmelse med dansk
    rets almindelige regler.
    Stk. 3. Den, der krænker eller uberettiget udnytter en andens ret i strid med denne lov, skal betale
    et rimeligt vederlag herfor.
    Stk. 4. Foreligger der hverken forsæt eller uagtsomhed, skal den, der har krænket eller udnyttet
    en ret i strid med denne lov, betale et vederlag efter stk. 3, i det omfang det skønnes rimeligt.
    Markedsføringslovens § 20, stk. 1
    Efter markedsføringslovens § 20, stk. 1, kan retten ved dom forbyde handlinger i strid med
    markedsføringslovens regler.
    Retten kan herudover for det første i forbindelse med et forbud eller senere ved dom give
    påbud, som er nødvendige for at sikre forbuddets overholdelse. Retten kan fx bestemme, at
    aftaler, som indgås i strid med et forbud, er ugyldige.
    For det andet kan retten i forbindelse med et forbud eller senere ved dom give påbud, som er
    nødvendige for at sikre, at den forud for den ulovlige handling eksisterende tilstand genoprettes.
    Retten kan fx bestemme, at produkter skal tilbagekaldes og/eller tilintetgøres, at oplysninger
    skal udsendes eller angivelser berigtiges. Erhvervsdrivende kan også blive pålagt at
    tilbagebetale ulovligt opkrævede beløb. Sø- og Handelsretten har bl.a. pålagt erhvervsdrivende
    at tilbagebetale beløb, som var opkrævet i strid med god markedsføringsskik.
    SIDE 353 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Et påbud skal dog stå i rimeligt forhold til forseelsen, ligesom påbud skal respektere retsordenens
    almindelige regler. Det kan fx ikke påbydes at tilintetgøre ulovlige efterligninger, hvis
    produktet er erhvervet af en, der er i god tro.
    Markedsføringslovens § 20, stk. 2
    Markedsføringslovens § 20, stk. 2, fastslår, at dansk rets almindelige erstatningsregler gælder
    ved overtrædelser af markedsføringsloven.
    For at en erhvervsdrivende kan tilkendes erstatning efter § 20, stk. 2, skal den erhvervsdrivende
    derfor dokumentere at have lidt et tab. Endvidere kræves, at den krænkende erhvervsdrivende
    har udvist culpa, ligesom kravene til kausalitet og adækvans skal være opfyldt. Ved
    udmålingen af erstatningens størrelse skal den skadelidte erhvervsdrivendes tabsbegrænsningspligt
    og eventuelt egen skyld indgå.
    Det lidte tab opgøres enten som et afsætningstab eller som markedsforstyrrelser. Hverken
    fortjenesten ved den retsstridige handling eller grovheden i den udviste culpa har direkte
    betydning for et tab.
    Markedsføringslovens § 20, stk. 3 og 4
    Efter markedsføringslovens § 20, stk. 3, kan der tilkendes en erhvervsdrivende et rimeligt
    vederlag for krænkelse eller uberettiget udnyttelse af den erhvervsdrivende ret efter markedsføringsloven.
    Stk. 4 fastslår, at tilkendelse af et vederlag ikke er betinget af culpa hos den
    krænkende part, men at der tværtimod også kan tildeles et vederlag ved krænkelser i god tro, i
    det omfang det skønnes rimeligt.
    Formålet med reglen er at give en bevislempelse. Det følger således af forarbejderne: ”såfremt
    det ikke er muligt for en virksomhed at løfte bevisbyrden for, at der er lidt et tab, vil den virksomhed,
    der har krænket virksomhedens rettigheder med de nuværende regler kunne opnå
    en uberettiget berigelse som følge af den retsstridige handling”.
    Ifølge forarbejderne skal bestemmelsen anvendes, hvor en ret efter markedsføringsloven er
    blevet krænket eller uretmæssigt udnyttet. Forventningen var, at bestemmelsen primært ville
    blive anvendt i forbindelse med produktefterligninger, men også i forbindelse med renommésnyltning,
    ulovlig sammenlignende reklame, overtrædelse af bestemmelsen om forretningskendetegn
    og i forbindelse med uretmæssig udnyttelse af en erhvervsdrivendes beskyttelsesværdige
    viden og information.
    SIDE 354 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Udvalgets overvejelser
    Udmåling af erstatning
    Det følger af markedsføringslovens § 20, stk. 2, at der kan idømmes erstatningsansvar i overensstemmelse
    med dansk rets almindelige regler. Det skal derfor blandt andet bevises, at der
    er lidt et tab.
    I sagen mellem erhvervsdrivende (b2b) skal den skadelidte erhvervsdrivende føre bevis for, at
    vedkommende har lidt et tab enten i form af et direkte afsætningstab eller et tab som følge af
    markedsforstyrrelse.199 Den fortjeneste, den krænkende erhvervsdrivende har oppebåret ved
    sin ulovlige handling, er uden betydning for erstatningsberegningen.
    På det immaterialretlige område er der med implementeringen af direktiv 2004/48 om håndhævelse
    af intellektuelle ejendomsrettigheder, artikel 13, indført mulighed for, at der ved
    beregningen af erstatningen kan tages hensyn til den krænkende parts uberettigede fortjeneste.
    Direktivet blev implementeret ved en lovændring i december 2005. Der fremgår følgende
    af forarbejderne: ”Muligheden for at tage hensyn til den krænkende parts fortjeneste udgør et
    helt nyt element i forhold til de almindelige principper i dansk erstatningsret. Det nye kriterium
    kan eventuelt få betydning for erstatningens størrelse, idet det kan bevirke, at rettighedshaver i
    visse tilfælde vil kunne få en erstatning, der er større end det lidte tab. Dog kan det ikke forventes,
    at rettighedshaver får dækket både sit fulde tab samt krænkerens fortjeneste. Retten får med
    bestemmelsen mulighed for at fastsætte den samlede erstatning ud fra skønsmæssige betragtninger,
    hvori krænkerens fortjeneste indgår som et element i beregningen. Muligheden for også
    at lægge vægt på krænkerens fortjeneste giver således retten adgang til en friere vurdering ved
    fastsættelsen af det lidte tab og dermed erstatningens størrelse. Kriteriet krænkerens uberettigede
    fortjeneste kan blandt andet tænkes anvendt i situationer, hvor en stor virksomhed har krænket
    en indehaver af en intellektuel ejendomsrettighed, der indehaves af en person eller virksomhed
    med få økonomiske ressourcer. I sådanne tilfælde kan det være vanskeligt at fastsætte indehavers
    tabte fortjeneste og langt lettere at beregne krænkerens fortjeneste”.200
    Direktivet dækker ikke markedsføringsretlige krænkelser.
    I forhold til de bestemmelser i markedsføringsloven, hvor der er overlap til immaterialretten,
    er en skævhed i forhold til de erstatningsregler, der er gennemført på det immaterialretlige
    område. Det gælder særligt produktefterligninger efter markedsføringslovens § 1, kendetegnskrænkelser
    efter markedsføringslovens § 18 og krænkelser af erhvervshemmeligheder
    __________________
    199
    Betænkning 1457/2005, s. 234.
    200
    Lf 48 af 9. november 2005 om ændring af patentloven, ophavsretsloven m.v., almindelige bemærkninger.
    SIDE 355 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    efter markedsføringslovens § 19. Den krænkende parts uberettigede fortjeneste vil også kunne
    overstige det tab, som den krænkede part lider (eller kan bevise, at have lidt) på andre
    områder inden for markedsføringsloven. Det kan fx være ved snyltning og illoyal optræden
    efter markedsføringslovens §§ 1, 3 og 5. Det vil formentlig også på disse områder have en
    præventiv effekt, såfremt den krænkende part her kunne mødes med et krav om en erstatning.
    Behovet for at tage hensyn til den krænkende parts fortjeneste kan således også gøre sig gældende
    ud over de områder, hvor der er overlap til immaterialretten.
    Udvalget har på den baggrund overvejet, om der med inspiration fra direktivet skal indføres
    en lignende adgang til ved beregningen af erstatningen for markedsføringsretlige krænkelser
    at tage hensyn til den krænkende parts uberettigede fortjeneste.
    Der vil dog være tale om en væsentlig ændring af de almindelige principper i dansk erstatningsret.
    idet hensynet bag reglerne er at give genoprejsning for et faktisk lidt tab og ikke at
    opnå en præventiv effekt Der er endvidere ikke, som på det immaterialretlige område, en EUretlig
    forpligtigelse til at indføre ændringen.
    Udvalget bemærker i den forbindelse, at dansk erstatningsret bygger på det princip, at der
    som hovedregel alene kan kræves erstatning for det økonomiske tab, der er lidt, mens erstatning
    for ikke-økonomisk tab eller indirekte tab gives alene, hvor der er et særligt behov herfor.
    Tilkendelse af erstatning for ikke-økonomisk tab forudsætter, at der er en særlig lovhjemmel
    hertil.
    Baggrunden for denne begrænsning i adgangen til at tilkende erstatning for ikke-økonomisk
    eller indirekte tab er vanskelighederne ved at opstille objektive kriterier for fastsættelsen af
    erstatningen. En almindelig regel om, at også ikke-økonomisk eller indirekte tab kan kræves
    erstattet, vil medføre betydelig retsusikkerhed og risiko for vilkårlighed med hensyn til, hvornår
    og i hvilket omfang der vil kunne tilkendes en sådan erstatning.
    Udgangspunktet er, at skadelidte økonomisk skal stilles som, at skaden ikke var sket. En regel,
    hvorefter der også kan tilkendes erstatning som følge af den krænkende parts uberettigede
    fortjeneste, vil således kunne føre til, at erstatningen overstiger det faktiske tab, der er lidt, og
    vil således bryde med et af de mest grundlæggende almindelige erstatningsretlige principper.
    Udvalget bemærker endvidere, at derefter den gældende lovs § 20, stk. 3, er mulighed for at
    tilkende en erhvervsdrivende et rimeligt vederlag for krænkelse eller uberettiget udnyttelse af
    den erhvervsdrivendes ret.
    Efter markedsføringslovens § 20, stk. 4, kan der endvidere i situationer, hvor den krænkende
    part hverken har handlet forsætligt eller uagtsomt, fastsættes, at den krænkende part alligevel
    skal betale et rimeligt vederlag efter stk. 3, i det omfang det skønnes rimeligt.
    På den baggrund anbefaler udvalget, at der ikke indføres en mulighed for at tage hensyn til
    den krænkende parts uberettigede fortjeneste.
    SIDE 356 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    § 25 Forbrugerombudsmanden (Tidligere § 22)
    Gældende ret
    Den gældende markedsføringslov indeholder en bestemmelse om Forbrugerombudsmanden i
    § 22. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
    Forbrugerombudsmanden
    § 22. Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, at loven og de i medfør af loven udstedte bekendtgørelser
    overholdes, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne.
    Stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan kræve meddelt alle oplysninger, som skønnes nødvendige
    for dennes virksomhed, herunder til afgørelse af, om et forhold falder ind under lovens bestemmelser.
    Oplysningerne kan kræves meddelt inden for en kort frist, når det gælder sammenlignende
    reklame, eller når det efter omstændighederne skønnes påkrævet.
    Stk. 3. Forbrugerombudsmanden udnævnes af erhvervs- og vækstministeren for et tidsrum på op
    til 6 år med mulighed for forlængelse med op til i alt 3 år. Genudnævnelse som forbrugerombudsmand
    efter udløb af den fastsatte periode kan kun ske efter fornyet opslag. Ved genudnævnelse
    finder 1. pkt. tilsvarende anvendelse. Forbrugerombudsmanden kan kun afskediges uden
    ansøgning, såfremt afskeden er begrundet i helbredsmæssige årsager, eller såfremt den pågældende
    som følge af strafbart forhold, tjenesteforseelse eller mislighed er uskikket til at forblive i
    stillingen. Ansættelsen ophører automatisk ved udgangen af den måned, hvori den pågældende
    fylder 70 år. Forbrugerombudsmanden skal opfylde de almindelige betingelser for at blive dommer.
    Stk. 4. Forbrugerombudsmandens afgørelser efter denne lov kan ikke indbringes for anden administrativ
    myndighed.
    Stk. 5. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter nærmere regler om Forbrugerombudsmandens
    virksomhed.
    Markedsføringslovens § 22, stk. 1-2 og stk. 4-5, blev indsat i markedsføringsloven ved lov nr.
    297 af 14. juni 1974.
    Stk. 3 blev indført ved lov nr. 342 af 2. juni 1999 på baggrund af et ønske om at effektivisere
    Forbrugerombudsmandens virke. Bestemmelsen blev ændret ved lov nr. 719 af 25. juni 2010,
    idet der i stk. 3 blev skabt en mulighed for at gøre ansættelsesperioden for Forbrugerombudsmanden
    kortere end 6 år og forlænge udnævnelsesperioden yderligere 3 år.
    Markedsføringslovens § 22, stk. 1
    Efter markedsføringslovens § 22, stk. 1, er Forbrugerombudsmandens centrale opgave at føre
    tilsyn med, at loven og de i medfør af loven udstedte bekendtgørelser overholdes, navnlig ud
    SIDE 357 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    fra hensynet til forbrugerne. Denne tilsynsbeføjelse udøves enten på Forbrugerombudsmandens
    eget initiativ eller på grundlag af de klager, der rettes til Forbrugerombudsmandsinstitutionen.
    Loven indeholder ikke retningslinjer for tilsynsbeføjelsens udøvelse, bortset fra, at det følger
    af bestemmelsen, at tilsynet navnlig skal ske ud fra hensynet til forbrugerne. Forbrugerombudsmanden
    er dog også forpligtet til at følge de overordnede målsætninger bag markedsføringsloven.
    Det betyder, at Forbrugerombudsmanden i sit tilsyn skal balancere erhvervs-,
    forbruger- og samfundsinteresser.
    Markedsføringslovens § 22, stk. 2
    Markedsføringslovens § 22, stk. 2, giver Forbrugerombudsmanden adgang til at kræve meddelt
    alle oplysninger, der skønnes nødvendige for dennes virksomhed. Dette er en nødvendig
    forudsætning for, at Forbrugerombudsmanden kan tilvejebringe et bedømmelsesgrundlag i de
    enkelte sager.
    Bestemmelsen skal sikre, at nødvendige oplysninger bliver stillet til Forbrugerombudsmandens
    rådighed.
    Sprogligt dækker bestemmelsen alle oplysninger, som Forbrugerombudsmanden skønner
    nødvendige til vurderingen af en sag. Det er efter bestemmelsen overladt til Forbrugerombudsmandens
    skøn at afgøre, hvad der kræves meddelt. Dette skøn er undergivet de almindelige
    forvaltningsretlige og processuelle begrænsninger, dvs. krav om saglighed og proportionalitet
    m.v.
    Markedsføringsloven § 22, stk. 2, er strafsanktioneret i medfør af den gældende lovs § 30, stk.
    2.
    Markedsføringslovens § 22, stk. 3
    Forbrugerombudsmanden udnævnes for et tidsrum af 6 år. Ansættelsesperioden kan gøres
    kortere end 6 år, ligesom perioden kan forlænges yderligere 3 år, til i alt op til 9 år. Muligheden
    for forlængelse blev indført for at sikre, at der kunne skabes den fornødne kontinuitet, så
    Forbrugerombudsmanden får tilstrækkelig tid til at påvirke og følge op på initiativer inden for
    de forskellige brancher, samt udnytte den erfaring og viden, som Forbrugerombudsmanden
    har fået gennem sit virke.
    Markedsføringslovens § 22, stk. 4
    Markedsføringslovens § 22, stk. 4, fastslår, at Forbrugerombudsmandens afgørelser ikke er
    undergivet administrativ rekurs, og at den pågældende fagminister ikke kan blande sig i Forbrugerombudsmandens
    behandling af sager. Ministeriet kan dog føre et vist overordnet tilsyn
    med, at Forbrugerombudsmanden forvalter sine beføjelser inden for lovgivningens rammer.
    SIDE 358 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Det er muligt at klage til Folketingets Ombudsmand over forvaltningsretlige forhold relateret
    til Forbrugerombudsmandens sagsbehandling.
    Markedsføringslovens § 22, stk. 5
    Markedsføringslovens § 22, stk. 5, bemyndiger erhvervs- og vækstministeren til at fastsætte
    nærmere regler om Forbrugerombudsmandens virksomhed. Bemyndigelsen er udnyttet ved
    bekendtgørelse nr. 1249 af 25. november 2014 om Forbrugerombudsmandens virksomhed.
    Markedsføringslovens § 22, stk.6-10
    Markedsføringslovens § 22, stk. 6-10, skaber en generel hjemmel til, at erhvervs- og vækstministeren
    efter forhandling med Forbrugerombudsmanden kan fastsætte regler om, at skriftlig
    kommunikation til og fra Forbrugerombudsmanden skal foregå digitalt, forudsat at kommunikationen
    angår forhold, der er omfattet af markedsføringsloven eller regler udstedt i medfør af
    loven.
    Indførelsen af stk. 6-9 (og senere stk. 10) skete som led i en generel lovændring på en række
    områder med et mål om, at skriftlig kommunikation med det offentlige skal foregå digitalt.
    Indførslen af digital kommunikation sker gradvist, og hjemmelen i stk. 6- 10 er endnu ikke
    udnyttet i forhold til Forbrugerombudsmanden og markedsføringsloven. Dog har Forbrugerombudsmanden
    indført et online klagesystem, der gør det muligt at henvende sig til Forbrugerombudsmanden
    via en klageformular.
    Udvalgets overvejelser
    Opretholdelse af bestemmelse om Forbrugerombudsmanden
    Det er udvalgets vurdering, at bestemmelsen om Forbrugerombudsmanden skal opretholdes.
    Udvalget har i sin vurdering lagt vægt på, at bestemmelsen hjemler Forbrugerombudsmandens
    centrale opgave med at føre tilsyn med markedsføringsloven. Det fastlægges blandt andet
    i bestemmelsen, at Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med loven og de tilhørende
    bekendtgørelser, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne. Bestemmelsen giver endvidere Forbrugerombudsmanden
    adgang til at kræve alle de oplysninger, der skønnes nødvendige for, at
    Forbrugerombudsmanden kan tilvejebringe et bedømmelsesgrundlag i de enkelte sager.
    Udvalget anbefaler på den baggrund, at bestemmelsen opretholdes.
    Præcisering i bemærkningerne af hvilke oplysninger Forbrugerombudsmanden kan kræve meddelt
    Med henblik på tilvejebringelse af et bedømmelsesgrundlag i de enkelte sager, som Forbrugerombudsmanden
    behandler, kan Forbrugerombudsmanden efter § 22, stk. 2, kræve meddelt
    SIDE 359 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    alle oplysninger, som skønnes nødvendige for dennes virksomhed, herunder til afgørelse af,
    om et forhold falder ind under lovens bestemmelser.
    Udvalget har overvejet, om bemærkningerne til den gældende § 22, stk. 2, skal præciseres
    således, at det fremgår, at de oplysninger, som Forbrugerombudsmanden kan kræve meddelt
    efter bestemmelsen, indbefatter alle typer oplysninger, herunder oplysninger i form af fysiske
    og elektroniske dokumenter m.v.
    Myndighedernes mulighed for at føre tilsyn er ofte kædet sammen med en tvangsmæssig oplysningspligt.
    I modsat fald har myndigheden ikke mulighed for at føre tilsyn. Fx har Konkurrence-
    og Forbrugerstyrelsen efter konkurrencelovens § 17, stk. 1, en lignende hjemmel, hvorefter
    styrelsen kan kræve alle oplysninger, herunder regnskaber, regnskabsmateriale, udskrift
    af bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data, som skønnes nødvendige for
    udførelsen af de opgaver, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er tillagt efter konkurrenceloven,
    eller til afgørelse af, om et forhold er omfattet af konkurrencelovens bestemmelser.
    Formålet med bestemmelsen er at sætte Forbrugerombudsmanden i stand til at foretage en
    saglig og grundig sagsbehandling. Det vil efter udvalgets vurdering kræve udlevering af dokumenter
    og andet materiale. Det er på den baggrund udvalgets vurdering, at det i bemærkningerne
    med fordel kan præciseres, at § 22, stk. 2, omfatter alle typer oplysninger. Udvalget
    har lagt vægt på, ordlyden af markedsføringslovens § 22 a, stk. 3, hvor der udtrykkelig er
    hjemmel til, at Forbrugerombudsmanden ikke blot kan ”gøre sig bekendt med”, men også kan
    ”tage kopi af enhver oplysning, herunder markedsføringsmateriale, regnskaber og forretningspapirer,
    uanset informationsmedium” samt ”kræve mundtlige forklaringer om faktiske
    forhold”.
    Udvalget anbefaler på den baggrund, at bemærkningerne til § 22, stk. 2, præciseres således, at
    det fremgår, at de oplysninger, som Forbrugerombudsmanden kan kræve meddelt efter bestemmelsen,
    indbefatter alle typer oplysninger, herunder oplysninger i form af fysiske og
    elektroniske dokumenter m.v.
    Udsendelse af pressemeddelelser
    Ifølge § 2 i bekendtgørelse nr. 1249 af 25. november 2014 skal Forbrugerombudsmanden
    orientere offentligheden om sager, som er behandlet af Forbrugerombudsmanden, anklagemyndigheden
    eller domstolene, og som er af almen interesse eller af betydning for forståelsen
    af bestemmelserne i den lovgivning, som Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med.
    Inden Forbrugerombudsmanden udsender en pressemeddelelse, foretager Forbrugerombudsmanden
    med udgangspunkt i kriterierne i bekendtgørelsens § 2 en afvejning af behovet
    for at informere offentligheden om sagen over for de betænkeligheder, herunder af retssikkerhedsmæssig
    karakter, som udleveringen af oplysningerne giver anledning til.
    SIDE 360 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    I både civile retssager og straffesager udsender Forbrugerombudsmanden en pressemeddelelse,
    når sagen er endeligt afsluttet ved dom eller bødevedtagelse.
    Det skyldes, at disse sager sædvanligvis er af almen interesse både for forbrugere, herunder
    særligt de forbrugere, der måtte være blevet påvirket af markedsføring, men også for andre
    erhvervsdrivende. I forhold til andre erhvervsdrivende medfører offentliggørelsen, at de erhvervsdrivende
    bliver opmærksomme på reglerne i markedsføringsloven og forståelsen heraf.
    Samtidig skabes der en opmærksomhed om overholdelsen af disse regler, og udsendelsen af
    en pressemeddelelse tjener derigennem også et generalpræventivt formål.
    Ved vurderingen af, om der skal offentliggøres en pressemeddelelse i forbindelse med, at der
    indgives politianmeldelse eller der indledes en civil retssag, lægger Forbrugerombudsmanden
    bl.a. vægt på:
    • Sagens aktualitet
    • Den generelle pressemæssige bevågenhed, der måtte være eller have været om sagen.
    • Omfanget og karakteren af den markedsføring, der har fundet sted, herunder om
    markedsføringen har påvirket en flerhed af forbrugere eller erhvervsdrivende, og om
    der er tale om fremadrettede aktiviteter.
    • Om det er en markedsføringspraksis, der anvendes eller vil kunne forventes at blive
    anvendt af andre erhvervsdrivende.
    • Omfanget af den foreliggende rets- eller administrative praksis på området.
    Forbrugerombudsmanden kan vælge ikke at indgive politianmeldelse eller anlægge en civil
    retssag, men fx i stedet afslutte en sag med en indskærpelse af reglerne over for den erhvervsdrivende.
    Ved vurderingen af om der ved afslutningen af disse sager skal udsendes en pressemeddelelse,
    foretager Forbrugerombudsmanden ligeledes en konkret vurdering og afvejning
    af de forhold og kriterier, der er anført ovenfor.
    Herudover udsender Forbrugerombudsmanden en pressemeddelelse, hvis dette ud fra en
    konkret vurdering findes relevant ud fra de ovennævnte kriterier m.v. Efter forslag fra Dansk
    Erhverv har udvalget drøftet, om Forbrugerombudsmandens forpligtelser til at orientere
    offentligheden skal fremgå af markedsføringsloven, således at § 2 i bekendtgørelsen om forbrugerombudsmandens
    virksomhed indsættes som en tilføjelse til markedsføringslovens § 22.
    Dansk Erhverv og DI ønsker Forbrugerombudsmandens orientering af offentligheden reguleret
    i markedsføringsloven, da der herved vil være muligt i bemærkningerne til bestemmelsen
    at fastsætte kriterier for, hvordan og hvornår Forbrugerombudsmanden skal orientere offentligheden
    om sager vedrørende erhvervsdrivende.
    SIDE 361 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Dansk Erhverv har over for udvalget oplyst, at særligt Forbrugerombudsmanden udsendelse
    af pressemeddelelser i forbindelse med sager rejst over for erhvervsdrivende bør reguleres
    anderledes, end tilfældet er i dag, idet omtalen af sager har stor betydning for de erhvervsdrivendes
    omdømme. Dansk Erhverv har påpeget, at de i visse tilfælde finder det problematisk,
    at Forbrugerombudsmanden både udsender en pressemeddelelse, når en sag rejses, og
    igen når sagen er afsluttet, idet den involverede virksomhed herved ad to omgange risikerer
    omfattende medieomtale af sagen. Dansk Erhverv finder, at overtrædelsens grovhed skal indgå
    i vurdering af, hvordan Forbrugerombudsmanden orienterer offentligheden.
    Herudover ønsker Dansk Erhverv og DI, at erhvervsdrivende skal behandles ens uanset virksomhedsform,
    hvilket ikke er tilfældet i dag, hvor der sondres mellem enkeltmandsvirksomheder
    og selskaber i forhold til, om den involverede erhvervsdrivende anonymiseres i omtalen
    af sagen.
    Et flertal i udvalget bestående af professor Caroline Heide-Jørgensen, professor Søren Sandfeld
    Jakobsen, professor Torben Hansen, Erhvervs- og Vækstministeriet, Forbrugerombudsmanden,
    Kulturministeriet, Justitsministeriet, Danske Advokater/Advokatsamfundet, Håndværksrådet,
    Kreativitet & Kommunikation, Danske Medier, Finansrådet og Forbrugerrådet
    Tænk finder ikke, at det er hensigtsmæssigt at indsætte regler om Forbrugerombudsmandens
    orientering af offentligheden i markedsføringsloven.
    SIDE 362 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    § 26 Digitalisering af Forbrugerombudsmandens virksomhed (Tidligere § 22, stk. 6-10)
    Gældende ret
    Den gældende markedsføringslov indeholder en bestemmelse om digitalisering af forbrugerombudsmandens
    virksomhed i § 22, stk. 6-10. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
    Forbrugerombudsmanden
    § 22.
    Stk. 6. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og
    fra Forbrugerombudsmanden om forhold, som er omfattet af denne lov eller af regler udstedt i
    medfør af denne lov, skal foregå digitalt.
    Stk. 7. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation,
    herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur
    eller lignende.
    Stk. 8. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten
    for meddelelsen.
    Stk. 9. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at Forbrugerombudsmanden kan
    udstede afgørelser og andre dokumenter efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør af
    denne lov uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift eller
    under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen
    eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter
    med personlig underskrift.
    Stk. 10. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter,
    der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan
    udstedes alene med angivelse af Forbrugerombudsmanden som afsender.
    Markedsføringslovens stk. 6-10 blev indført i markedsføringsloven ved lov nr. 341 af 27. april
    2011.
    Markedsføringslovens § 22, stk.6-10
    Markedsføringslovens § 22, stk. 6-10, skaber en generel hjemmel til, at erhvervs- og vækstministeren
    efter forhandling med Forbrugerombudsmanden kan fastsætte regler om, at skriftlig
    kommunikation til og fra Forbrugerombudsmanden skal foregå digitalt, forudsat at kommunikationen
    angår forhold, der er omfattet af markedsføringsloven eller regler udstedt i medfør af
    loven.
    SIDE 363 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Indførelsen af stk. 6-9 (og senere stk. 10) skete som led i en generel lovændring på en række
    områder med et mål om, at skriftlig kommunikation med det offentlige skal foregå digitalt.
    Indførslen af digital kommunikation sker gradvist, og hjemmelen i stk. 6- 10 er endnu ikke
    udnyttet i forhold til Forbrugerombudsmanden og markedsføringsloven. Dog har Forbrugerombudsmanden
    indført et online klagesystem, der gør det muligt at henvende sig til Forbrugerombudsmanden
    via en klageformular.
    Udvalgets overvejelser
    Stk. 6-10 vedrørende digitalisering af Forbrugerombudsmandens virksomhed flyttes til ny selvstændig
    bestemmelse
    Bestemmelsens stk. 6-10 indeholder hjemmel til at fastsætte regler om, at kommunikation
    mellem Forbrugerombudsmandens og de erhvervsdrivende skal foregå digitalt. Hjemlen kan
    fx konkret anvendes i forbindelse med Forbrugerombudsmandens kommunikation med erhvervsdrivende
    i forbindelse med afgivelse af forhåndsbesked, der er en udtalelse fra Forbrugerombudsmanden
    om, hvorvidt en påtænkt markedsføringsforanstaltning efter hans opfattelse
    er lovlig.
    Bestemmelserne blev indsat i markedsføringsloven som et led i udmøntningen af regeringens
    målsætning om, at digital kommunikation mellem virksomheder og det offentlige skal udbredes
    således, at al relevant skriftlig kommunikation mellem virksomhederne og det offentlige
    skal foregå digitalt.
    Det er udvalgets vurdering, at disse bestemmelser skal placeres i en selvstændig bestemmelse,
    der alene indeholder reglerne om digitalisering af Forbrugerombudsmandens virksomhed.
    Udvalget anbefaler derfor, at den gældende markedsføringslovs § 22, stk. 6-10, flyttes til en ny
    selvstændig bestemmelse om digitalisering af Forbrugerombudsmandens virksomhed.
    SIDE 364 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    § 27 Kontrolundersøgelser på stedet (Tidligere § 22 a)
    Gældende ret
    Den gældende markedsføringslov indeholder en bestemmelse om kontrolundersøgelser på
    stedet i § 22 a. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
    Kontrolundersøgelser på stedet
    § 22 a. Forbrugerombudsmanden kan foretage kontrolundersøgelser til brug for behandling af
    klager, der er oversendt fra håndhævelsesmyndigheder i andre EU-lande i medfør af forordning
    (EF) 2006/2004 om forbrugerbeskyttelsessamarbejde, og som vedrører overtrædelser af direktiver,
    for hvilke Forbrugerombudsmanden er udpeget som kompetent myndighed.
    Stk. 2. Forbrugerombudsmandens kontrolundersøgelser kan kun finde sted efter indhentet retskendelse.
    Stk. 3. Adgangen til kontrolundersøgelser indebærer, at Forbrugerombudsmanden får adgang til
    en virksomheds lokaler og transportmidler med henblik på dér at gøre sig bekendt med og tage
    kopi af enhver oplysning, herunder markedsføringsmateriale, regnskaber og andre forretningspapirer,
    uanset informationsmedium. Forbrugerombudsmanden kan kræve mundtlige forklaringer
    om faktiske forhold i forbindelse med kontrolundersøgelsen.
    Stk. 4. Hvor en virksomheds oplysninger opbevares hos eller behandles af en ekstern databehandler,
    kan Forbrugerombudsmanden få adgang til den eksterne databehandlers lokaler med henblik
    på dér at gøre sig bekendt med og tage kopi af oplysningerne, jf. stk. 3. Adgangen forudsætter,
    at det ikke er muligt for Forbrugerombudsmanden at få adgang til de pågældende oplysninger
    direkte fra den virksomhed, som er genstand for kontrolundersøgelsen.
    Stk. 5. Hvis virksomhedens forhold gør, at det ikke er muligt for Forbrugerombudsmanden samme
    dag, som kontrolundersøgelsen foretages, at få adgang til eller tage kopi af oplysningerne, jf.
    stk. 3 og 4, kan Forbrugerombudsmanden forsegle de relevante forretningslokaler og oplysninger
    i op til 72 timer.
    Stk. 6. Under samme betingelser som i stk. 5 kan Forbrugerombudsmanden medtage oplysninger
    med henblik på kopiering. Det af Forbrugerombudsmanden medtagne materiale skal sammen
    med et sæt kopier af de oplysninger, som Forbrugerombudsmanden har taget til brug for en
    nærmere gennemgang, tilbageleveres til virksomheden senest 3 hverdage efter kontrolundersøgelsen.
    Stk. 7. Politiet yder bistand ved udøvelsen af beføjelserne efter stk. 3-6. Erhvervs- og vækstministeren
    kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
    Stk. 8. Kapitel 2 og 3 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og
    oplysningspligter finder anvendelse ved kontrolundersøgelser efter denne bestemmelse.
    SIDE 365 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Bestemmelsen om kontrolundersøgelser på stedet har været i markedsføringsloven siden
    2006, hvor den blev indført med det formål at efterleve Danmarks forpligtelser i henhold til
    CPC-forordningen.201
    Formålet med bestemmelsen er at fastlægge rammerne for Forbrugerombudsmandens adgang
    til at foretage kontrolundersøgelser.
    Bestemmelsen giver Forbrugerombudsmanden adgang til at foretage kontrolundersøgelser
    hos private eller offentlige myndigheder med det formål at indsamle oplysninger og dokumentation
    til behandling af klager, som Forbrugerombudsmanden har modtaget fra håndhævelsesmyndigheder
    i andre EU-lande efter CPC-forordningen.
    Bestemmelsen bringes således alene i anvendelse, i de tilfælde, hvor der foreligger en klage
    oversendt fra et andet EU-lands håndhævelsesmyndighed.
    Samtidig er det en forudsætning, at den oversendte klage angår overtrædelse af et af de direktiver,
    der er anført i bilaget til forordningen, og som Forbrugerombudsmanden er udpeget
    som kompetent myndighed for. Det gælder fx direktivet om urimelig handelspraksis og direktivet
    om vildledende og sammenlignende reklame.
    I den rent nationale sagsbehandling, kan Forbrugerombudsmanden anvende § 22, stk. 2, til at
    kræve meddelt de oplysninger, som skønnes nødvendige for Forbrugerombudsmandens virksomhed.
    Anvendelsen af bestemmelsen kræver endvidere, at Forbrugerombudsmanden på baggrund af
    den modtagne klage har en rimelig formodning om, at en virksomhed inden for EU overtræder
    en bestemmelse i et af de omtalte direktiver i bilaget til forordningen.
    Udvalgets overvejelser
    Ordlyden af den gældende § 22a
    Ordlyden af markedsføringsloven svarer til ordlyden af konkurrencelovens § 18 fra 2002. Det
    fremgår også af høringsnotatet vedrørende § 22 a, at: ”Den foreslåede bestemmelse lægger sig
    tæt op ad Konkurrencestyrelsens bestemmelser om kontrolbesøg.”
    __________________
    201
    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 af 27. oktober 2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder
    med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse.
    SIDE 366 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Efterfølgende er konkurrencelovens bestemmelser om adgangen til at udføre kontrolundersøgelser
    ændret flere gange, særligt i 2007 og i 2012.
    Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens adgang til at foretage spejlinger og gennemgå indholdet
    efter kontrolundersøgelsen, samt adgang til at besigtige indholdet af ansattes lommer, tasker og
    lignende (ændringen af konkurrenceloven i 2007)
    Oprindeligt gav bestemmelsen i konkurrenceloven alene adgang til at undersøge materiale på
    stedet. Medmindre virksomheden samtykkede, havde Konkurrencestyrelsen ikke mulighed
    for at medtage oplysninger eller medier, selvom virksomhedens forhold gjorde, at det ikke var
    muligt for styrelsen at få adgang til oplysningerne under selve kontrolundersøgelsen.
    Ved ændringen i 2007 blev det derfor indført, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan tage
    identiske elektroniske kopier (spejlinger) af dataindholdet af elektroniske medier for at gennemgå
    indholdet efterfølgende med en 25-dages frist, jf. § 18, stk. 4.
    Selve søgningen og især den efterfølgende analyse af de data, der er fremkommet ved søgningen,
    er tidskrævende. Da kontrolundersøgelser sjældent udstrækkes til mere end én dag af
    hensyn til de berørte virksomheder, kan det i praksis være umuligt at nå at gennemføre de
    fornødne søgninger i bl.a. slettet materiale. Spejlingen muliggør, at man kan spejle alle de
    relevante data for at gennemgå indholdet efter kontrolundersøgelsen.
    Ved ændringen i 2007 blev der endvidere indført en adgang for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
    til at besigtige indholdet af ansattes lommer, tasker og lignende. Adgangen hertil
    blev tilføjet ud fra den betragtning, at mobiltelefoner, usb-nøgler og lignende er små elektroniske
    medier, der kan indeholde store mængder af information. Under en kontrolundersøgelse
    kan der således opstå situationer, hvor det vil være relevant at undersøge, om en person, der
    er omfattet af kontrolundersøgelsen, fx opbevarer en usb-nøgle i en lomme, taske eller lignende.
    Konkurrencelovens bestemmelse blev teknologineutral (ændring af konkurrenceloven i 2012)
    Ved lovændring i 2012 blev bestemmelsen gjort teknologineutral for dermed at fremtidssikre
    bestemmelsen. Samtidig blev 25-dages fristen udvidet til 40 dage, da det havde vist sig, at 25-
    dages fristen ikke levnede styrelsen tilstrækkelig mulighed for at få undersøgt og analyseret
    de elektroniske data.
    Et flertal i udvalget bestående af professor Caroline Heide-Jørgensen, professor Søren Sandfeld
    Jakobsen, professor Torben Hansen, Erhvervs- og Vækstministeriet, Forbrugerombudsmanden,
    Kulturministeriet, Justitsministeriet, Danske Advokater/Advokatsamfundet, Håndværksrådet,
    Finansrådet og Forbrugerrådet Tænk er af den opfattelse, at de samme hensyn,
    som gjorde sig gældende for ændringerne i konkurrenceloven, også gør sig gældende for anvendelse
    af kontrolundersøgelser efter markedsføringsloven. En tilsvarende opdatering af
    markedsføringslovens § 22 a fandt dog ikke sted.
    SIDE 367 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Det er derfor flertallets opfattelse, at markedsføringslovens § 22 a, bør opdateres i overensstemmelse
    med konkurrencelovens § 18.
    Et mindretal bestående af Danske Medier, Dansk Erhverv, DI samt Kreativitet & Kommunikation
    kan ikke tilslutte sig forslaget om at give Forbrugerombudsmanden adgang til at foretage
    spejlinger af dataindhold af elektroniske medier i forbindelse med kontrolundersøgelser efter
    markedsføringsloven.
    Forbrugerombudsmandens adgang til at udføre kontrolundersøgelser på stedet er et krav til,
    at Danmark overholder sine forpligtelser i henhold til CPC-forordningen. Denne forordning er
    på nuværende tidspunkt under revision, og det er organisationernes holdning, at evt. ændringer
    i bestemmelsen skal udsættes til den kommende CPC-forordning er forhandlet på plads.
    Det er vigtigt, at Forbrugerombudsmandens håndhævelsesmuligheder i forhold til CPCsamarbejdet
    er tilstrækkelige til at opfylde formålene i CPC-forordningen, men virksomhederne
    i EU skal behandles ens, og det skal sikres, at Danmark ikke går videre end kravene i CPCforordningen.
    Erhvervsorganisationerne finder dertil, at forslaget om at indføre en adgang til at foretage
    spejlinger af dataindholdet hos en virksomhed med henblik på efterforskning af overtrædelser
    af markedsføringsloven savner den fornødne proportionalitet.
    Som udgangspunkt har organisationerne forståelse for, at Forbrugerombudsmanden ønsker at
    lette og forbedre efterforskningen af overtrædelser af markedsføringsloven, men finder at den
    foreslåede udvidelse af Forbrugerombudsmandens kontrolbeføjelser er for vidtgående og
    principielt betænkelig over for de erhvervsdrivende.
    Efterforskningsbeføjelser som spejlinger er alvorlige tvangsindgreb, der skal stå i rimeligt
    forhold til formålet. Dette kan i visse omstændigheder være tilfældet ved alvorlige konkurrenceretlige
    overtrædelser som fx ulovlige karteller, der har alvorlige og vidtrækkende konsekvenser
    for det pågældende marked. Tilsvarende kan imidlertid ikke med rimelighed anføres
    om markedsføringsretlige overtrædelser.
    Udgangspunktet er vidt forskelligt for de to retsområder. I konkurrenceretlige sager har det
    betydning, om den erhvervsdrivende har til formål at begrænse konkurrencen, dvs. man skal
    ind og undersøge den bagvedliggende hensigt, mens det i markedsføringsretlige sager ikke er
    hensigten, men den faktiske praksis på markedet, der skal vurderes.
    Disse oplysninger er derfor som udgangspunkt væsentligt lettere at få adgang til, Danske Medier,
    Dansk Erhverv og Kreativitet & Kommunikation finder af samme grund ikke, at de hensyn,
    der gjorde sig gældende ved ændringerne i konkurrenceloven, kan tillægges en tilsvarende
    vægt i forhold til kontrolundersøgelser efter markedsføringsloven.
    Endvidere finder Danske Medier, at Forbrugerombudsmandens kontrolbeføjelser er for vidtgående
    og principielt betænkelig i relation til mediernes behov og ret til at beskytte deres
    SIDE 368 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    kilder i overensstemmelse med retsplejelovens regler om kildebeskyttelse og vidnefritagelse
    jf. § 172.
    Danske Medier skal i den forbindelse bemærke, at adgangen til at foretage spejlinger af dataindholdet
    af elektroniske medier i praksis indebærer, at myndigheden får en meget bred adgang
    til at søge indsigt i og medtage fortroligt materiale, herunder også fortrolige oplysninger
    som ikke er omfattet af den retskendelse, som er blevet indhentet til brug for en konkret kontrolundersøgelse.
    Kildebeskyttelsen styrker ytringsfriheden og har afgørende betydning for, at vigtige oplysninger
    om samfundsrelevante forhold kan komme frem i medierne. Kildebeskyttelsen sættes
    imidlertid under pres i takt med omfanget af vidtgående tvangsindgreb uden for retsplejelovens
    udtrykkelige regler. Risikoen for, at medierne kan tvinges til at udlevere oplysninger
    m.v., der kan afsløre kilderne, får den konsekvens, at kilderne ”tørrer ud” med alvorlige konsekvenser
    for informations- og ytringsfriheden. Det er endvidere en krænkelse af den, der i
    tillid til mediets kildebeskyttelse står frem for at afdække forhold af væsentlig samfundsmæssig
    betydning, men som samtidig risikerer store personlige omkostninger, hvis anonymiteten
    ikke kan opretholdes. Hensynet til kildebeskyttelsen skal af samme grund tillægges betydelig
    vægt ved indgreb hos medievirksomheder, og en eventuel adgang til spejling må som minimum
    kvalificeres til særligt alvorlige overtrædelser og omfatte en udtrykkelig henvisning til
    retsplejelovens § 172, som det fx sker i retsplejelovens kapitel 74 om beslaglæggelse og edition
    m.v.
    Et flertal i udvalget anbefaler på den baggrund, at markedsføringslovens § 22 a opdateres
    svarende til ordlyden i konkurrencelovens § 18.
    SIDE 369 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    § 28 Forhandlingsprincippet (Tidligere § 23)
    Gældende ret
    Den gældende markedsføringslov indeholder en bestemmelse om forhandlingsprincippet i §
    23. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
    Forhandlingsprincippet
    § 23. Forbrugerombudsmanden skal ved forhandling søge at påvirke de erhvervsdrivende til at
    handle i overensstemmelse med principperne for god markedsføringsskik og til at overholde
    loven i øvrigt.
    Stk. 2. Tilsidesætter en erhvervsdrivende et tilsagn, der er afgivet over for Forbrugerombudsmanden
    efter forhandling i henhold til stk. 1, kan Forbrugerombudsmanden meddele den erhvervsdrivende
    sådanne påbud, som må anses nødvendige for at sikre tilsagnets overholdelse.
    Bestemmelsen er ikke en direkte implementering af EU-lovgivning. Det følger dog af artikel 11
    i direktivet om urimelig handelspraksis, at medlemsstaterne skal påse, at der findes tilstrækkelige
    og effektive midler til bekæmpelse af urimelig handelspraksis og til at sikre, at dette
    direktivs bestemmelser overholdes i overensstemmelse med forbrugernes interesser.
    Bestemmelsen blev indsat i markedsføringsloven ved lov nr. 428 af 1. juni 1994 og er ikke
    ændret siden.
    Markedsføringslovens § 23, stk. 1
    Markedsføringslovens § 23, stk. 1, fastslår forhandlingsprincippet, som er centralt i Forbrugerombudsmandens
    virke. Princippet sikrer en fleksibel og omkostningsbesparende måde at
    overholde lovens bestemmelser på.
    Forhandlingsprincippet indebærer, at Forbrugerombudsmanden som altovervejende hovedregel
    har en forpligtelse til at søge en påtalt overtrædelse af markedsføringsloven løst ved
    forhandling, før at sagen indbringes for retten med henblik på civilt søgsmål. Dette krav gælder
    dog ikke, hvor der er tale om en klar lovovertrædelse eller, såfremt sagen ikke bør udsættes,
    jf. dog bestemmelsens stk. 2, om påbud, der udtrykkeligt kræver en forudgående forhandling.
    De krav, som Forbrugerombudsmanden fremsætter over for en erhvervsdrivende i forbindelse
    med en forhandling, er ikke juridisk bindende. Manglende iagttagelse fra virksomhedens
    side kan således ikke sanktioneres, jf. dog nedenfor om den gældende § 23, stk. 2, sammenholdt
    med § 30, stk. 1. Såfremt en erhvervsdrivende ikke efterkommer Forbrugerombudsmandens
    krav, kan Forbrugerombudsmanden i civile sager anlægge sag ved Sø- og Handelsretten,
    og hvis der er tale om en strafsanktioneret bestemmelse, kan Forbrugerombudsmanden
    begære, at der rejses tiltale.
    SIDE 370 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    Markedsføringslovens § 23, stk. 1, er også anvendelig over for finansielle virksomheder.
    Markedsføringslovens § 23, stk. 2
    Det følger af markedsføringslovens § 23, stk. 2, at såfremt en erhvervsdrivende tilsidesætter et
    tilsagn, der er afgivet over for Forbrugerombudsmanden efter forhandling i henhold til bestemmelsens
    stk. 1, kan Forbrugerombudsmanden meddele den erhvervsdrivende sådanne
    påbud, som må anses nødvendige for at sikre tilsagnets overholdelse.
    Bestemmelsen medvirker til at styrke overholdelsen af de aftaler, der indgås mellem Forbrugerombudsmanden
    og erhvervslivet om at indstille en påtalt aktivitet m.v.
    Om bestemmelsens baggrund og indhold fremgår det af Industriministeriets betænkning ”Ny
    markedsføringslov”202, at i lyset af indvundne erfaringer efter forbrugerombudsmandsinstitutionens
    oprettelse, ud fra en almindelig skeptisk holdning til effektiviteten af strafsanktionen
    og i øvrigt med henblik på bedre at reflektere markedsføringslovens flerspektrede forbrugerbeskyttelsesformål
    foreslås der en udbygning af det civilretlige sanktionsapparat og reglerne
    om Forbrugerombudsmandens virkemidler.
    For Forbrugerombudsmandsinstitutionens vedkommende foreslås det i ovennævnte betænkning,
    at tilsynsopgavens prioritering fastlægges i loven, og at der i loven sker en nærmere
    fastlæggelse af Forbrugerombudsmandens funktionsmåde ved regler om forhandlingsprincippet,
    retningslinjer og forhåndsbesked samt adgangen til initiering af retsforfølgning.
    Forhandlingsprincippet foreslås i betænkningen understøttet af en regel om, at tilsidesættelse
    af en aftale indgået med Forbrugerombudsmanden efter forhandling skal sidestilles med tilsidesættelse
    af et af retten nedlagt forbud eller givet påbud. Herved opnås, at det under minimal
    anvendelse af ressourcer (både for det offentlige og erhvervslivet) er muligt ikke blot at få
    bragt et forhold til ophør, men også, hvor det skønnes påkrævet, efter samme omkostningsbesparende,
    ekstrajudicielle proces effektivt at forebygge fremturen.
    Overtrædelse af et påbud efter den gældende § 23, stk. 2, er stafsanktioneret efter den gældende
    markedsføringslovs § 30, stk. 1.
    Erhvervsdrivende, der ikke vil acceptere et påbud udstedt af Forbrugerombudsmanden, kan
    indbringe spørgsmålet for domstolene.
    __________________
    202
    Betænkning nr. 1236/1992.
    SIDE 371 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
    Udvalgets overvejelser
    Opretholdelse af bestemmelsen om forhandlingsprincippet
    Forhandlingsprincippet er centralt for Forbrugerombudsmandens virke, og det er derfor udvalgets
    vurdering, at bestemmelsen er vigtig, da den sikrer en fleksibel og omkostningsbesparende
    måde at overholde lovens bestemmelser på.
    Forbrugerombudsmandens tilsynsvirksomhed bygger på markedsføringslovens forhandlingsprincip.
    Kan der ikke opnås et tilfredsstillende resultat ved forhandling med den erhvervsdrivende,
    kan Forbrugerombudsmanden gå rettens vej. Forbrugerombudsmanden kan således,
    afhængig af hvilken type overtrædelse, der er tale om, udtage stævning, meddele påbud eller
    indgive politianmeldelse.
    På baggrund af ovenstående er det således udvalgets anbefaling, at forhandlingsprincippet
    skal opretholdes i loven, da det er grundlaget for Forbrugerombudsmandens tilsynsvirksomhed.
    Præcisering af bemærkningerne
    Det er endvidere udvalgets anbefaling, at spørgsmålet om forhandlingsprincippet, og hvornår
    der kan ske politianmeldelse, eller at sagen indbringes for retten, skal præciseres i bemærkningerne
    til bestemmelsen, og at man i forbindelse hermed kan søge inspiration i bemærkningerne
    fra lovforslaget fra 1994203.
    Der er med de anbefalede ændringer ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden.
    __________________
    203
    LF 211 af 2. marts 1994.
    SIDE 372 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
    § 29 Retningslinjer (Tidligere § 24)
    Gældende ret
    Den gældende markedsføringslov indeholder en bestemmelse om retningslinjer i § 24. Bestemmelsen
    har følgende ordlyd:
    Retningslinjer
    § 24. Forbrugerombudsmanden søger efter forhandling med repræsentanter for forbrugerne og
    de relevante erhvervsorganisationer at påvirke de erhvervsdrivendes adfærd gennem udarbejdelse
    og offentliggørelse af retningslinjer for markedsføring på nærmere angivne områder, der
    må anses for væsentlige, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne.
    Stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan uanset stk. 1 ikke udstede retningslinjer, der alene retter
    sig mod virksomheder omfattet af lov om finansiel virksomhed.
    Udarbejdelse af retningslinjer har siden markedsføringslovens vedtagelse i 1974 været et
    centralt led i Forbrugerombudsmandens påvirkning af de erhvervsdrivende til at virke i overens