Full text
Rapport fra
udvalg om
markedsføringsloven
Juli 2016
Rapport fra udvalg om markedsføringsloven
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
Tlf.: +45 41 71 50 00
E-mail: kfst@kfst.dk
ISBN 978-87-7029-638-0
Online ISBN 978-87-7029-637-3
Rapporten er udarbejdet af
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Juli 2016
Indhold
Kapitel 1
Indledning og sammenfatning ................................................................................................................. 5
Sammenfatning ................................................................................................................................................................... 5
Udvalgets kommissorium ........................................................................................................................................... 14
Brev fra erhvervs- og vækstministeren – tillæg til Udvalgets kommissorium. ................................. 17
Administrative byrder for erhvervslivet forbundet med markedsføringsloven ............................... 19
Udvalgets sammensætning ........................................................................................................................................ 20
Kapitel 2
Markedsføringsloven ................................................................................................................................ 21
Udvalgets forslag til en ny markedsføringslov ................................................................................................. 21
Udvalgets lovbemærkninger til forslag til en ny markedsføringslov ..................................................... 43
Kapitel 3
EU-regulering af relevans for markedsføringsloven .................................................................. 171
Enhedsprismærkningsdirektivet (Direktiv 98/6/EF) ............................................................................... 171
Forbrugerkøbsdirektivet (Direktiv 99/44/EF) ............................................................................................. 172
Direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation (Direktiv
2002/58/EF) og e-Privacydirektivet (Direktiv 2009/136/EF)............................................................. 172
Direktivet om urimelig handelspraksis (Direktiv 2005/29/E) ............................................................. 173
Direktivet om vildledende og sammenlignende reklame (Direktiv 2006/114/EF) .................... 175
Forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde (Forordning nr. 2006/2004) ................... 177
Servicedirektivet (Direktiv 2006/123/EF) ..................................................................................................... 177
Forbrugerkreditdirektivet (Direktiv 2008/48/EF)..................................................................................... 179
Boligkreditdirektivet (Direktiv 2014/17/EU) ............................................................................................... 180
Landeundersøgelse ..................................................................................................................................................... 180
Kapitel 4
Markedsføringslovsudvalgets overvejelser ................................................................................... 183
§ 1 Anvendelsesområde (Tidligere § 2) ............................................................................................................ 183
§ 2 Definitionsbestemmelse (Ny bestemmelse) ............................................................................................ 193
§§ 3 og 4 God markedsføringsskik og god erhvervsskik (Tidligere § 1)............................................ 198
§§ 5, 6, 7 og 20 Vildledningsbestemmelserne (Tidligere § 3, § 4, § 9, stk. 1 og § 12a) ................ 211
§ 8 Specifikke former for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller
aggressive (Tidligere § 3, stk. 4) ........................................................................................................................... 240
§ 9 Uanmodet henvendelse til bestemte aftagere (Tidligere § 6) ......................................................... 242
§ 10 Handelspraksis rettet mod børn og unge (Tidligere § 8) ............................................................... 268
§ 11 Mærkning og emballering (Tidligere § 17) ........................................................................................... 275
§ 12 Dokumentation af faktiske forhold (Tidligere § 3, stk. 3)............................................................... 281
§ 13 Oplysningsforpligtelser vedr. priser m.v. (Tidligere § 7 a samt § 13, stk. 1-3 og stk.
8) ......................................................................................................................................................................................... 282
§ 14 Faktureringspligt for regningsarbejder (Tidligere § 13, stk. 4-8) .............................................. 299
§ 15 Gebyrer (Tidligere § 15)................................................................................................................................. 304
§ 16 Garanti (Tidligere § 12) .................................................................................................................................. 308
§ 17 Markedsføring af kreditaftaler (Tidligere § 14 a) .............................................................................. 316
§ 18 Markedsføring af boligkreditaftaler (ny bestemmelse) .................................................................. 328
§ 19 Risikooplysninger for kreditaftaler (Tidligere § 14b) ...................................................................... 331
§ 21 Sammenlignende reklame (Tidligere § 5) ............................................................................................. 332
§ 22 Forretningskendetegn (Tidligere § 18)................................................................................................... 337
§ 23 Erhvervshemmeligheder og tekniske tegninger (Tidligere § 19)............................................... 344
§ 24 Retsmidler (Tidligere § 20) .......................................................................................................................... 352
§ 25 Forbrugerombudsmanden (Tidligere § 22) .......................................................................................... 356
§ 26 Digitalisering af Forbrugerombudsmandens virksomhed (Tidligere § 22, stk. 6-10) ...... 362
§ 27 Kontrolundersøgelser på stedet (Tidligere § 22 a) ........................................................................... 364
§ 28 Forhandlingsprincippet (Tidligere § 23)................................................................................................ 369
§ 29 Retningslinjer (Tidligere § 24) .................................................................................................................... 372
§ 30 Forhåndsbesked (Tidligere § 25)............................................................................................................... 377
§ 31 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens virksomhed (Tidligere § 25 a) .................................... 380
§ 32 Retsforfølgning m.v. (Tidligere § 27) ....................................................................................................... 382
§ 33 Informationspligt om forældelse (Tidligere § 27 a) .......................................................................... 386
§ 34 Erstatningssøgsmål (Tidligere § 28, stk. 1) ........................................................................................... 389
§ 35 Gruppesøgsmål (Tidligere § 28, stk. 2) ................................................................................................... 390
§ 36 Foreløbigt forbud (Tidligere § 29) ............................................................................................................ 392
§ 37 Straf og påtale (Tidligere § 30) ................................................................................................................... 394
§ 38 Bødeforlæg (Tidligere § 30 a) ...................................................................................................................... 402
§ 39 Henlæggelsesbeføjelser (Tidligere § 26) ................................................................................................ 405
Vejledning (Foreslås ophævet: tidligere § 7) .................................................................................................. 406
Kreditkøb (Foreslås ophævet: tidligere § 14) ................................................................................................ 415
Organiseret rabat (Foreslås ophævet: tidligere § 16) ................................................................................ 419
Bilag 1. Regeringens principper for implementering af EU-regulering ............................................. 423
SIDE 5 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Kapitel 1
Indledning og sammenfatning
Sammenfatning
Formålet med markedsføringsloven er, at den skal understøtte fair konkurrence samt gode
forbrugerforhold. Markedsføringsloven udgør således en væsentlig rammebetingelse for alle
virksomheder og forbrugere i Danmark. Fair konkurrence, og en hensigtsmæssig forbrugerbeskyttelse,
hvor forbrugerne er beskyttet mod fx at blive vildledt eller udsat for aggressiv markedsføring,
understøtter velfungerende markeder.
Markedsføring er i høj grad reguleret af fælles europæiske regler. Siden den sidste store revision
af markedsføringsloven, der skete i 2005, har der været en række ændringer af markedsføringsloven
i forbindelse med gennemførelse af EU-regler, herunder særlig direktivet om
urimelig handelspraksis. Disse ændringer har savnet en egentlig integrering med lovens øvrige
regler. Det har betydet, at en række af reglerne overlapper hinanden, og at loven flere steder
fremstår fragmenteret. Det har også medført en åbningsskrivelse fra Europa-
Kommissionen, som gør opmærksom på, at Danmark på en række punkter, efter Europa-
Kommissionens opfattelse, ikke har implementeret direktivet om urimelig handelspraksis
korrekt.
Den teknologiske udvikling har endvidere givet virksomhederne nye måder at markedsføre
sig på. Det har dels skabt udfordringer for virksomhederne, der kan være usikre på, om deres
kommunikation holder sig inden for lovens rammer, og dels for forbrugerne i forhold til, hvilke
rettigheder de har.
Der er endvidere behov for at se på de redskaber, Forbrugerombudsmanden har til rådighed i
sin håndhævelse.
På baggrund af ovenstående forhold nedsatte den tidligere regering udvalget ultimo 2014.
Udvalget blev bedt om at foretage et gennemgribende eftersyn af markedsføringsloven, herunder
aflevere udkast til en forenklet og overskuelig markedsføringslov der, inden for rammerne
af EU-reguleringen, skaber de bedste forudsætninger for velfungerende markeder.
Efter den nuværende regering tiltrådte blev det i november 2015 understreget i et brev fra
erhvervs- og vækstministeren til udvalget, at det er vigtigt, at Danmark lever op til sine EUretlige
forpligtigelser, og at udvalget skal sikre, at lovforslaget som udgangspunkt ikke går
videre, end Danmark er EU-retligt forpligtiget til.
SIDE 6 KAPITEL 1 INDLEDNING OG SAMMENFATNING
Udvalget har i sit arbejde inddraget de praktiske erfaringer og udfordringer, som både erhvervslivet
og forbrugerorganisationer har oplevet samt de håndhævelsesmæssige udfordringer
som Forbrugerombudsmanden har.
Disse erfaringer er blevet inddraget gennem udvalgsmedlemmernes egne erfaringer og deres
drøftelser med deres baglande, samt konkret inddragelse af en række interessenter og videnspersoner.
Udvalget afholdte den 2. november 2015 således en interessentdag, hvor alle
relevante interessenter blev inviteret til at deltage. Formålet med dagen var at drøfte den
teknologiske udvikling og dynamiske tilpasning af markedsføringsloven samt høre interessenternes
synspunkter og ønsker til en kommende markedsføringslov. Dertil kommer, at Datatilsynet
har holdt oplæg om databeskyttelsesreglerne, og deres syn på overlappet mellem databeskyttelsesreglerne
og markedsføringsreglerne. Endvidere har Finans & Leasing og Bilbranchen
holdt oplæg for udvalget, hvor de redegjorde for deres praktiske erfaringer med kreditkøb
og kreditaftaler. Endelig har medievirksomhederne Mindshare og Media Beyond Advertising
holdt et oplæg for udvalget om nye former for digital markedsføring.
Udvalget har også inddraget erfaringer med gennemførelsen af de relevante EU-regler i henholdsvis
Norge, Sverige, Nederlandene, Storbritannien og Tyskland for at tage højde for, at den
danske gennemførelse af reglerne understøtter ensartede konkurrencevilkår og ensartet forbrugerbeskyttelse
på tværs af EU.
Det har været muligt at opnå enighed om langt de fleste punkter, der er blevet drøftet i udvalgsarbejdet.
Der er imidlertid enkelte punkter, hvor det ikke har været muligt at opnå enighed.
Dette har resulteret i, at nogle af udvalgets medlemmer visse steder har valgt at komme
med mindretalsudtalelser. Der, hvor der er mindretalsudtalelser, er udkastet til lovforslag
baseret på flertallets anbefalinger.
Overensstemmelse med EU-regulering
I forhold til implementering af direktiver i national ret, følger det af EU-domstolens praksis, at
hvis et direktiv indeholder rettigheder eller forpligtigelser for forbrugere og erhvervsdrivende,
skal disse rettigheder og forpligtelser fremgå tilstrækkelig klart og tydeligt af den nationale
lovgivning.
Udvalget har haft fokus på at finde balancen mellem at sikre, at udkastet til en ny markedsføringslov
er direktivkonform både i indhold og ordlyd, men samtidig skal kunne forstås i en
dansk kontekst. Lovforslaget indebærer derfor en mere tekstnær implementering af relevant
EU-regulering, jf. kapitel 3 i rapporten om EU-regulering af relevans for markedsføringsloven.
Det betyder, at udkastet til ny markedsføringslov i et vist omfang bygger på EU-retlige begreber
og definitioner, som kan virke fremmede i forhold til en dansk, markedsføringsretlig
sprogbrug, men som efter udvalgets opfattelse sikrer, at loven er EU-konform.
SIDE 7 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det er med udkastet til ny markedsføringslov bl.a. tilstræbt, at danske virksomheder ikke har
dårligere vilkår end deres udenlandske konkurrenter. Den tekstnære implementering formindsker
usikkerheden omkring fortolkningen af den danske lov i lyset af EU-reglerne.
Udkastet indeholder alene nationale særregler eller går videre, end Danmark er EU-retligt
forpligtet til, såfremt udvalget har fundet særlig anledning til at bevare sådan regulering.
En klar og overskuelig lov inden for rammerne af EU-reguleringen
Inden for rammerne af EU-reguleringen har udvalget bestræbt sig på at skrive en enkel og
overskuelig lov.
Dette kommer bl.a. til udtryk ved, at der i udkastet til en ny markedsføringslov ikke henvises
til tidligere bemærkninger, men at alle bemærkninger fremgår af selve lovforslaget. Der er
endvidere foretaget ændringer og præciseringer for at tilsikre opdaterede, moderniserede og
mere overskuelige lovbemærkninger inden for rammerne af de eksisterende EU-regler.
Dertil kommer, at systematikken i udkastet til ny markedsføringslov er ændret i forhold til
den gældende lov, så den i højere grad følger EU-reguleringen, men samtidig også får en mere
logisk opbygning. Udkastet er bygget op af tematiske kapitler. Overordnet set er der et kapitel,
der implementerer direktivet om urimelig handelspraksis, et andet kapitel regulerer særlige
markedsføringsformer, et tredje kapitel der regulerer oplysningsforpligtigelser og et fjerde
kapitel, der regulerer forholdet mellem erhvervsdrivende. Derudover er der i udkastet også
indsat en definitionsbestemmelse, der skal gøre det nemmere at læse og forstå de begreber,
der anvendes i loven.
Udkastet til ny markedsføringslov adskiller sig således i opbygning og sprogbrug fra den gældende
lov. Udvalget anbefaler derfor, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i forbindelse
med vedtagelsen af loven iværksætter en bred informationsindsats, der skal informere om
den nye lov, herunder lovens ændrede opbygning og sprogbrug.
Virksomhedernes byrder lettes
Til brug for udvalgsarbejdet er der blevet udarbejdet en rapport, der indeholder en ex post
måling af de administrative byrder i den gældende markedsføringslov. Rapporten viser, at en
altovervejende del af loven er bundet op på EU-retlige forpligtelser, og de administrative byrder,
der følger heraf, kan ikke ophæves ved en national ændring af markedsføringsloven. IfølSIDE
8 KAPITEL 1 INDLEDNING OG SAMMENFATNING
ge rapporten vurderes 98 pct. af reglerne i den gældende lov at være aktiviteter, som virksomhederne
ville gennemføre uanset, om der stilles krav herom i loven eller ej.1
Reguleringen medfører således de facto byrder for erhvervslivet på 153 mio. kr., hvoraf ca.
133,5 mio. kr. er en følge af EU-harmoniserede regler, og derfor ikke kan reduceres. Der er
således målt et potentiale for byrdelettelser på 19,5 mio. kr. Hvis man lægger rapportens tal til
grund, skønnes udkastet til lovforslag samt ophævelse af visse af de underliggende bekendtgørelser
at reducere virksomhedernes administrative byrder med 10,5 mio. kr.
Udvalget har på baggrund af de rammer, der var i kommissoriet, haft fokus på i hvilket omfang
den regulering, som medfører administrative byrder, og som ikke stammer fra EU-regulering,
skal ophæves.
I udvalgets udkast til lovforslag, foreslås det dog, at bestemmelsen om oplysningspligt ved
gebyrændringer opretholdes, selvom det er en national særregel, og det i rapporten fremgår,
at der er administrative byrder forbundet med pligten. Dertil kommer, at flertallet anbefaler,
at bestemmelsen om, at Forbrugerombudsmanden kan påbyde en erhvervsdrivende at informere
deres kunder om, at deres krav kan blive forældede, også opretholdes. Denne bestemmelse
er ikke omfattet af byrdemålingen i rapporten, da der ikke er tale om en pligt, der følger
af loven, men derimod følger af en beslutning truffet af Forbrugerombudsmanden. For de
virksomheder der bliver pålagt en sådan pligt, vil det dog være forbundet med omkostninger.
Teknologi-neutralitet inden for rammerne af EU-lovgivningen
Udkast til ny markedsføringslov er teknologineutral og finder anvendelse uanset, hvilket medie
markedsføringen optræder i.
Udvalget har haft indgående drøftelser af, hvordan loven skal anvendes på nye digitale markedsføringsmåder
som muliggøres i medfør af den teknologiske udvikling, fx på sociale medier,
herunder hvordan forbrugerne beskyttes mest hensigtsmæssigt. Udvalget har i sine drøftelser
måttet erkende, at en konsekvens af at sikre overensstemmelse mellem udkastet til den
nye markedsføringslov og EU-reglerne på dette punkt betyder, at lovteksten i sin sprogbrug
lejlighedsvis kan virke ude af trit med den teknologiske virkelighed, som forbrugerne og virksomhederne
befinder sig i. Fx medfører reglerne i e-databeskyttelsesdirektivet om uanmodede
henvendelser, at der i den danske lov skal refereres til ”telefax” og ”automatiske opkaldssy-
__________________
1
Erhvervsstyrelsens og EY ex post måling af de administrative byrder ved bekendtgørelse af lov om markedsføring af 29.
november 2015 og notat om ex post måling af markedsføringslovens § 15 af 28. april 2016.
SIDE 9 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
stemer”, selvom det er den gængse opfattelse, at disse kommunikationsformer kun anvendes i
et meget begrænset omfang i Danmark.
Håndhævelsesmæssige udfordringer på tværs af landegrænser
Internettets udvikling har åbnet op for større handel og markedsføring på tværs af landegrænser,
og forbrugerne handler i stigende grad med udenlandske erhvervsdrivende via internettet.
Den udbredte handel og markedsføring over landegrænser giver en række håndhævelsesmæssige
udfordringer. Hvis en erhvervsdrivende er etableret i et andet EU-land, er håndhævelsesmyndighederne
i det pågældende medlemsland i et vist omfang forpligtet til at gribe ind
over for markedsføringen. En sådan forpligtelse er ikke til stede i forhold til lande uden for EU.
I sager, hvor udbyderne er etableret i lande uden for EU, kan det i praksis være næsten umuligt
for Forbrugerombudsmanden at håndhæve lovgivningen. Efter udvalgets opfattelse giver
dette anledning til en række principielle overvejelser om, hvorvidt de retsmidler, som Forbrugerombudsmanden
har til rådighed, er tilstrækkelige til at dæmme op for den ulovlige markedsføring,
der finder sted fra hjemmesider, hvor udbyderne er etableret uden for EU.
Den manglende mulighed for at håndhæve på tværs af grænserne kan indebære en ringere
beskyttelse af forbrugerne og ulige konkurrencevilkår for de erhvervsdrivende. Det er udvalgets
opfattelse, at disse problemer ikke kun gør sig gældende inden for markedsføringsrettens
område, men også inden for andre retsområder. Udvalget anbefaler, at det overvejes nærmere,
om der er tilstrækkelige værktøjer til at håndhæve lovgivningen på tværs af de forskellige
retsområder.
Videreførelse af gældende ret, der går videre end direktivet om urimelig handelspraksis
På fire punkter har et enigt udvalg anbefalet, at markedsføringsloven går videre, end Danmark
er forpligtet til efter EU-reglerne. I alle fire tilfælde er der tale om en videreførelse af gældende
ret.
• For det første anbefaler udvalget, at reglerne om god skik videreføres såvel inden for som
uden for anvendelsesområdet af direktivet om urimelig handelspraksis. Betydningen heraf
er, at de erhvervsdrivende skal agere i overensstemmelse med god skik, uanset om de
henvender sig til forbrugere eller til andre erhvervsdrivende.
Bestemmelsen om god markedsføringsskik har været i markedsføringsloven, siden den
første danske markedsføringslov trådte i kraft i 1974. Udvalget vurderer, at bestemmelsen
er vigtig for både forbrugerbeskyttelsen, den effektive konkurrence, og hermed er
med til at støtte op om et velfungerende marked.
• For det andet anbefaler udvalget, at de strafbelagte forbud mod at opfordre til vold, indtagelse
af rusmidler eller anden farlig adfærd i handelspraksis rettet mod børn og unge opSIDE
10 KAPITEL 1 INDLEDNING OG SAMMENFATNING
retholdes. Bestemmelserne har til formål at beskytte almene samfundshensyn i forhold til
børn og unge, og falder således uden for direktivets anvendelsesområde.
• For det tredje anbefaler udvalget, at pligten for erhvervsdrivende til at informere forbrugerne
i løbende kontraktforhold i god tid, hvis de indfører nye gebyrer eller eksisterende
gebyrer ændres væsentligt, opretholdes. Bestemmelsen er en national regel, der medfører,
at de erhvervsdrivende ikke kan ændre gebyrer uden at informere forbrugerne. Bestemmelsen
er således med til at sikre gennemsigtighed for forbrugerne. En tilsvarende
pligt vurderes i vidt omfang at følge af aftaleretten. Bestemmelsen forekommer således
rimelig ud fra såvel et aftaleretligt som et forbrugerbeskyttelsessynspunkt.
• For det fjerde anbefaler udvalget at opretholde den gældende definition af en ”forbruger”.
Den danske definition af forbrugerbegrebet går dog videre end forbrugerbegrebet i direktivet
om urimelig handelspraksis. Hvis forbrugerbegrebet i markedsføringsloven blev
ændret til direktivets begreb, vil det imidlertid medføre, at forbrugerbegrebet vil være
forskelligt på tværs af den danske forbrugerbeskyttende lovgivning. Flertallet anbefaler
derfor, at regeringen efterfølgende, foretager en nærmere undersøgelse af forbrugerbegrebet
på tværs af de relevante lovgivninger med henblik på at danne grundlag for en beslutning
om, hvorvidt det nuværende danske forbrugerbegreb skal bevares, eller ensrettes
med det EU-retlige forbrugerbegreb.
• Endelig anbefaler et flertal i udvalget at bevare bestemmelsen om informationspligt om
forældelse. Bestemmelsen er en national regel, hvorefter Forbrugerombudsmanden kan,
hvis det skønnes nødvendigt for at beskytte forbrugere mod retstab, efter forhandling
meddele påbud om at informere relevante kunder om retsstillingen i relation til forældelse.
Flertallet har bl.a. lagt vægt på, at formålet ved bestemmelsens indførelse var at øge
forbrugerbeskyttelsen. Bestemmelsen har således til formål at skabe større sikkerhed for,
at forbrugerne i konkrete sager bliver bevidste om, at de har et retskrav, og at de skal reagere
inden forældelsesfristens udløb.
Materielle ændringer i retstilstanden
Udvalget har anbefalet en række ændringer af retstilstanden, hvoraf følgende skal fremhæves:
• For det første anbefaler et flertal af udvalget, at bestemmelsen, der forpligter erhvervsdrivende
til at skilte med organiseret rabat, bliver ophævet, da flertallet vurderer, at bestemmelsen
ikke er forenelig med direktivet om urimelig handelspraksis.
• For det andet anbefaler et flertal af udvalget, at bestemmelsen, der forpligter erhvervsdrivende
til at give en vejledning i forbindelse med salg af produkter, bliver ophævet. Flertallet
vurderer, at der kan rejses tvivl om, hvorvidt bestemmelsen, på grund af direktivet om
urimelig handelspraksis, kan opretholdes med sin nuværende ordlyd.
SIDE 11 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Ændringen medfører i et vist omfang, at forbrugerbeskyttelsen sænkes, da forbrugerne
ikke længere vil have et ufravigeligt lovkrav i markedsføringsloven på at få udleveret en
vejledning i forbindelse med køb af et produkt. Flertallet i udvalget har dog lagt vægt på,
at en tilsvarende pligt i langt de fleste tilfælde vil følge af lovens vildledningsbestemmelser.
Endvidere gælder der en vejledningspligt efter købeloven, som kan håndhæves efter
markedsføringslovens god skik bestemmelser.
• For det tredje anbefaler et flertal af udvalget, at der indføres lempeligere regler for uanmodet
elektronisk post i visse indbyrdes forhold mellem to erhvervsdrivende, hvor der er
et særligt praktisk behov for at kunne kommunikere elektronisk mellem de erhvervsdrivende,
uden at der nødvendigvis er et forudgående formelt samtykke, og hvor risikoen for
misbrug er lav, dels på grund af den forudsatte relation mellem afsender og modtager,
dels på grund af de øvrige kriterier for bestemmelsens anvendelse.
• For det fjerde anbefaler et flertal i udvalget, at fortolkning af begrebet ”egne tilsvarende
produkter” i bestemmelsen om uanmodede henvendelser udvides. Det er flertallets opfattelse,
at den nuværende fortolkning af ”egne tilsvarende produkter” er meget snæver, og
medfører, at bestemmelsen ikke har nogen praktisk relevans, og at det afgørende i fortolkningen
af ”egne tilsvarende produkter” fremover bør være, de forventninger, den erhvervsdrivende
har skabt hos forbrugerne.
• For det femte anbefaler et flertal i udvalget, at markedsføringslovens bestemmelse om, at
Forbrugerombudsmanden kan foretage kontrolundersøgelser til brug for behandling af
klager, der er oversendt fra håndhævelsesmyndigheder i andre EU-lande, bør opdateres i
overensstemmelse med konkurrencelovens § 18. Det er flertallet af udvalgets opfattelse,
at de samme hensyn, som gjorde sig gældende for ændringerne i konkurrenceloven i hhv.
2007 og 2012, også gør sig gældende for anvendelse af kontrolundersøgelser efter markedsføringsloven.
Dette medfører bl.a., at Forbrugerombudsmanden kan tage identiske
elektroniske kopier (spejlinger) af dataindholdet af elektroniske medier.
• For det sjette anbefaler et flertal af udvalget, at forbuddet mod indholdsløse garantier
ophæves. Flertallet vurderer, at der kan rejses tvivl om, hvorvidt den nuværende formulering
er i overensstemmelse med direktivet om urimelig handelspraksis, og at området allerede
er fuldt reguleret af bekendtgørelse om urimelig markedsføring i forbrugerforhold
og lovens bestemmelser om vildledning. Udvalget anbefaler i den forbindelse, at indholdet
i nævnte bekendtgørelse gøres til et bilag til loven for at fremme dets synlighed.
• For det syvende anbefaler udvalget, at der alene skal stilles krav om, at en garanti skal
være affattet på dansk, såfremt markedsføringen er på dansk. Dette vil medføre, at der ikke
længere vil være et eksakt krav om, at garantien altid skal være affattet på dansk. Udvalget
har lagt vægt på, at hvis markedsføringen af produktet alene er udarbejdet på engelsk
eller et andet sprog end dansk, bør forbrugeren være indstillet på, at oplysningerne
om garantien også udfærdiges på dette sprog.
SIDE 12 KAPITEL 1 INDLEDNING OG SAMMENFATNING
• For det ottende anbefaler et flertal i udvalget, at bestemmelsen vedrørende pligten til at
oplyse priser ved salg af tjenesteydelser erstattes af en ny bestemmelse, hvorefter en erhvervsdrivende
i sin handelspraksis klart og tydeligt skal oplyse om prisen efter nærmere
fastsatte regler. Baggrunden er, at den gældende bestemmelse vurderes at gå videre end
servicedirektivet. Erhvervsdrivendes pligter i forbindelse med oplysninger af priser ved
salg af tjenesteydelser foreslås fremover reguleret i bekendtgørelse om oplysningspligt
for tjenesteydelser, der implementerer dele af servicedirektivet.
• For det niende anbefaler udvalget, at der ikke længere vil blive stillet krav om, at der skal
foreligge særlige situationer, for at forbrugeren kan anmode om yderligere oplysninger til
brug for at kontrollere prisen i forbindelse med en faktura for regningsarbejde. Efter forslaget,
vil forbrugeren nu i alle situationer kunne anmode om yderligere oplysninger.
Baggrunden for den foreslåede ændring er, at der i praksis har været usikkerhed om,
hvilke særlige situationer, der er omfattet af bestemmelsen.
Udvalgets væsentligste anbefalinger, der ikke indebærer materielle ændringer af retstilstanden
De fleste ændringer, som udvalget har anbefalet, er lovtekniske ændringer og præciseringer.
Her skal fremhæves følgende forslag til større tekniske ændringer til loven, der er anbefalet af
udvalget, og som indebærer at lovens opbygning ændres, men ikke indebærer materielle ændringer:
Udvalget anbefaler, at den nuværende § 1 deles op i to adskilte god skik-bestemmelser – én
bestemmelse, der regulerer god skik for forhold, der ikke tager sigte på at beskytte forbrugernes
økonomiske interesser, fx forhold mellem erhvervsdrivende samt forhold vedrørende
smag og anstændighed, og én bestemmelse for forhold, der tager sigte på at beskytte forbrugernes
økonomiske interesser. Formålet er bl.a. at skabe større klarhed over, hvad der markedsføringsretsligt
er god skik henholdsvis inden for og uden for direktivets anvendelsesområde.
Adskillelsen er endvidere et nødvendigt led i udvalgets forslag om at isolere de bestemmelser
i loven, der skal fortolkes efter direktivet om urimelig handelspraksis, i ét kapitel i
loven. Dette indebærer fordele, både i forhold til retlig klarhed og direktivkonformitet, men
også i forhold til at få klarhed om, hvilke dele af loven, der falder uden for EU-domstolens
kompetence.
• Udvalget anbefaler, at den gældende markedsføringslovs § 3 om forbud mod vildledning
deles op i flere selvstændige bestemmelser. Formålet med opdelingen er at imødegå den
manglede klarhed og de håndhævelsesmæssige udfordringer, som den gældende § 3 kan
give anledning til. Disse udfordringer skyldes, at den gældende § 3 på uigennemsigtig og
fragmenteret vis implementerer direktivets artikel 6 om vildledende handlinger, artikel 7
om vildledende udeladelser og artikel 8-9 om aggressiv handelspraksis. Derudover implementerer
§ 3 artikel 3 i direktivet om sammenlignende og vildledende reklame, der
alene gælder mellem erhvervsdrivende. Opdelingen sikrer samtidig en mere tekstnær
implementering af direktivet om urimelig handelspraksis.
SIDE 13 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
• Et flertal af udvalget anbefaler endvidere, at markedsføringslovens bestemmelser om
skjult reklame og købsopfordringer indarbejdes i den nye selvstændige bestemmelse om
vildledende udeladelser, da det efter udvalgets opfattelse er en mere korrekt implementering
af direktivet. Endvidere anbefaler et flertal af udvalget, at den nuværende bestemmelse
om salgsfremmende foranstaltninger ophæves, og at bemærkningerne til bestemmelsen
i vidt omfang videreføres i bemærkningerne til den nye bestemmelse om vildledende
udeladelser.
Markedsføringsloven indeholder en bestemmelse om forretningskendetegn, der foreslås videreført
uændret i udvalgets forslag til lov. I den forbindelse anbefaler udvalget, at der foretages
en samlet behandling af hele kendetegnsretten, herunder varemærkeretten, hvor snitfladerne
mellem og beskyttelsesområdet efter de enkelte love klarlægges.
SIDE 14 KAPITEL 1 INDLEDNING OG SAMMENFATNING
Udvalgets kommissorium
Baggrund
Markedsføringsloven udgør en væsentlig rammebetingelse for virksomhederne og forbrugerne.
Den skal således medvirke til at sikre velfungerende markeder med gode forbrugerforhold.
Sidste store revision af markedsføringsloven skete i 2005 på baggrund af et længerevarende
udvalgsarbejde. Siden da har der bl.a. været en række ændringer i forbindelse med implementering
af EU-regler, herunder direktivet om urimelig handelspraksis.
Fokus ved ændringerne har primært været implementering af de konkrete EU-regler og i
mindre grad integrering af EU-reglerne med de øvrige regler. Det betyder dels, at der er i markedsføringsloven
er en række regler, der overlapper hinanden, og dels at markedsføringsloven
fremstår fragmenteret. Forbrugerombudsmanden har påpeget, at der derfor kan opstå
udfordringer i forhold til håndhævelsen af visse af lovens bestemmelser.
En anden problemstilling består i, at der er forskel på, hvordan de enkelte lande i EU har implementeret
de europæiske markedsføringsregler, herunder direktivet om urimelig handelspraksis
i den nationale lovgivning. Disse forskelle i markedsføringsreglerne kan gøre det vanskeligt
for virksomhederne at navigere, når de markedsfører sig på tværs af landegrænser. De
kan endvidere medføre uensartede konkurrencevilkår og uensartet forbrugerbeskyttelse på
tværs af EU. Markedsføringslovens nuværende ordlyd har desuden medført en omfattende
dialog med EU- Kommissionen, der senest har resulteret i en åbningsskrivelse vedrørende
implementeringen af visse definitioner i direktivet om urimelig handelspraksis i dansk lovgivning,
samt om direktivets implementering i forhold til finansielle virksomheder.
Afslutningsvist gælder det, at markedsføringsloven er teknologineutral i den forstand, at den
finder anvendelse uanset, hvilket medie markedsføringen optræder i. Den teknologiske udvikling
har imidlertid medført nye tekniske muligheder i kommunikationen. Dette har både skabt
udfordringer for virksomhederne, som kan være usikre på, om de med deres kommercielle
kommunikation holder sig inden for lovens rammer, og for forbrugerne i forhold til hvilke
rettigheder de har. Sidstnævnte problemstilling er senest påpeget af regeringens ekspertudvalg
om børn, unge og markedsføring i udvalgsrapporten fra juni 2014.
Der er på den baggrund behov for et gennemgribende eftersyn af markedsføringsloven.
Det overordnede formål med eftersynet er at sikre, at markedsføringsloven:
• Understøtter gode og ensartede forbrugerforhold i lyset af den teknologiske udvikling
inden for kommerciel kommunikation
• Er enkel og overskuelig og ikke pålægger erhvervslivet unødvendige byrder
SIDE 15 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
• Understøtter velfungerende markeder og effektiv konkurrence
• Er i overensstemmelse med EU-reglerne på markedsføringsområdet
Udvalget skal foretage en gennemgang af hele markedsføringsloven, med særlig fokus på:
Markedsføringslovens begreber
Udvalget skal vurdere, hvorvidt der er behov for at tilpasse begrebsrammerne i markedsføringsloven,
så de favner alle de former for kommerciel kommunikation, som forbrugerne,
herunder børn og unge, bliver berørt af.
Implementering af EU-regler i markedsføringsloven
Markedsføringsloven bygger i vidt omfang på EU-regulering. Der er pt. 8 direktiver, der er
implementeret i markedsføringsloven, hvor direktivet om urimelig handelspraksis (Europa-
Parlamentet og Rådets direktiv 2005/29 af 11. maj 2005 om virksomhedernes urimelige handelspraksis
over for forbrugerne på det indre marked) er det mest omfattende. Direktiverne
er beskrevet i bilag 1.
Udvalget skal foretage en systematisk gennemgang af markedsføringsloven, og de direktiver,
der er implementeret i den, med henblik på at sikre, at den danske implementering af EUdirektiverne
er tilstrækkelig klar og sammenhængende, samtidig med at den fungerer i en
dansk kontekst.
Udvalget vil i dette arbejde inddrage erfaringer med implementeringen af de forskellige direktiver
i andre EU-lande og have fokus på, at den danske implementering af markedsføringsreglerne
understøtter ensartede konkurrencevilkår og ensartet forbrugerbeskyttelse på tværs af
EU.
Kommerciel kommunikation
Den teknologiske udvikling er gået stærkt siden 2005, hvilket også har haft stor indflydelse på
den måde, de erhvervsdrivende og forbrugerne interagerer med hinanden.
En stor del af forbrugerne har i dag smartphones, og i takt med udbredelsen af de sociale medier
står forbrugerne og i særdeleshed børn og unge over for et langt mere komplekst afsenderbillede.
I nogle situationer er det eksempelvis forbrugernes private venner, der via facebook
og lignende medier afsender et kommercielt budskab.
Den teknologiske udvikling skaber i nogle tilfælde udfordringer for virksomhederne, som kan
være usikre på, om de med deres kommercielle kommunikation holder sig inden for lovens
rammer. De mange nye muligheder for kommunikation og markedsføring skaber desuden
udfordringer for myndighederne i deres håndhævelse af lovgivningen.
SIDE 16 KAPITEL 1 INDLEDNING OG SAMMENFATNING
Udvalget skal vurdere, om markedsføringslovens regler om bl.a. skjult reklame (§ 4) og spam
(§ 6) er tilstrækkeligt dækkende i forhold til kommerciel kommunikation på de medier, der er
tilgængelige i dag, samt om bestemmelserne er fremtidssikrede og således kan rumme den
fremtidige teknologiske udvikling. Udvalget skal i sine vurderinger både tage hensyn til beskyttelsen
af forbrugerne samt til virksomhedernes muligheder for at anvende nye markedsføringsformer.
Øvrige fokuspunkter
Udvalget skal i gennemgangen af markedsføringsloven have fokus på at minimere de erhvervsøkonomiske
byrder, herunder de administrative byrder for erhvervslivet, i det omfang
det er muligt og hensigtsmæssigt i forhold til EU-reglerne samt hensynet til forbrugerbeskyttelsen
og velfungerende markeder.
Udvalget skal endvidere se på de redskaber Forbrugerombudsmanden har til rådighed i sin
håndhævelse efter markedsføringsloven, herunder muligheder for at udstede retningslinjer på
nærmere angivne områder efter forhandling med repræsentanter for forbrugere og de relevante
erhvervs- organisationer.
Udvalgets afrapportering
Udvalget skal aflevere sine anbefalinger herunder et udkast til ny markedsføringslov med
bemærkninger til erhvervs- og vækstministeren inden udgangen af juni 2016. Det er en betingelse
for udvalgets arbejde, at anbefalingerne samlet set ikke medfører nye byrder for erhvervslivet
udover de restriktioner og krav, der følger direkte af EU-reguleringen.
Udvalgets sammensætning og tidshorisont
For at sikre en bred repræsentation i udvalget udpeger erhvervs- og vækstministeren medlemmer
til udvalget indstillet af følgende interessenter og myndigheder samt medlemmer med
særlig ekspertise.
Formand
• Udpeges af erhvervs- og vækstministeren
Interessenter
• En repræsentant fra Advokatrådet og Danske Advokater i fællesskab
• To repræsentanter fra Dansk Erhverv, Danske Samvirkende Købmænd (DSK), Kreativitet
& Kommunikation, Foreningen for Dansk Internet Handel (FDIH) og ITBranchen
i fællesskab
SIDE 17 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
• En repræsentant fra Danske Medier
• En repræsentant fra DI, DI ITEK, Teleindustrien i fællesskab
• En repræsentant fra Finansrådet, Realkreditforeningen, Realkredit- rådet og Forsikring
og Pension i fællesskab
• En repræsentant fra Forbrugerrådet Tænk
• En repræsentant fra Håndværksrådet
Eksperter
• En forsker/praktiker i markedsføringsret
• En forsker/praktiker i EU-ret
• En forsker/praktiker i nye medier og markedsføring
Myndigheder
• En repræsentant fra Erhvervs- og Vækstministeriet
• En repræsentant fra Forbrugerombudsmanden
• En repræsentant fra Justitsministeriet
• En repræsentant fra Kulturministeriet
Sekretariatsfunktionen varetages af Erhvervs- og Vækstministeriet, herunder af Konkurrenceog
Forbrugerstyrelsen. Udvalget kan inddrage relevante myndigheder, interessenter og brancheorganisationer
i sit arbejde.
Udgifter forbundet med udvalgets arbejde samt opfølgning på udvalgets anbefalinger afholdes
inden for Erhvervs- og Vækstministeriets eksisterende økonomiske rammer.
Brev fra erhvervs- og vækstministeren – tillæg til udvalgets kommissorium.
I tillæg til udvalgets kommissorium har erhvervs- og vækstministeren ved brev af 17. november
2015 gjort udvalget særligt opmærksom på følgende:
”Gode vilkår for forbrugerne og for de erhvervsdrivende er en nøgleforudsætning for, at vi kan
have velfungerende markeder. Udvalget løfter i den forbindelse en vigtig opgave med at få
SIDE 18 KAPITEL 1 INDLEDNING OG SAMMENFATNING
skabt et solidt grundlag for den fremtidige regulering af markedsføringsområdet. Jeg ser frem
til at modtage jeres rapport og forslag til en ny markedsføringslov til juni 2016.
Regeringen har ambitioner om at skabe de bedste rammer for velfungerende markeder både i
Danmark og internationalt, og i det ligger, at der skal gøres op med unødvendig overimplementering
af EU-regler. Vi skal naturligvis gennemføre de EU-regler, vi er forpligtede til, men
overimplementering kan give danske virksomheder dårligere vilkår end deres udenlandske
konkurrenter.
I tillæg til kommissoriet bedes udvalget derfor sørge for, at det lovforslag, der udarbejdes, som
udgangspunkt ikke indebærer overimplementering af EU-reguleringen på området.
Jeg vil desuden oplyse om, at regeringen den 25. september 2015 har modtaget en supplerende
åbningsskrivelse fra Kommissionen vedrørende Danmarks gennemførelse af direktivet om
urimelig handelspraksis (2005/29/EF). Skrivelsen supplerer Kommissionens spørgsmål i
åbningsskrivelsen af den 26. september 2014. Det er vigtigt, at Danmark lever op til vores EUretlige
forpligtelser, og udvalget bedes tage højde for de bemærkninger, som Kommissionen
har anført i den oprindelige såvel som den supplerende åbningsskrivelse i det videre arbejde.
Udvalget vil blive orienteret om det nærmere indhold af den supplerende åbningsskrivelse,
når Folketinget er blevet orienteret om regeringens svar”.
SIDE 19 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Administrative byrder for erhvervslivet forbundet med markedsføringsloven
For at kunne sikre, at forenklingen resulterer i en mindre byrdefuld lov, er de administrative
byrder på den gældende markedsføringslov og tilhørende bekendtgørelser blevet målt2. Målingen
viser, at en overvejende del af reguleringen er bundet op på ufravigelig EU-ret, og at 98
pct. af reglerne desuden regulerer aktiviteter, som virksomhederne ville gennemføre uanset,
om det er reguleret i loven eller ej. Reguleringen medfører således de facto byrder for erhvervslivet
på 153 mio. kr., hvoraf ca. 133,5 mio. kr. er en følge af EU-harmoniserede regler, og
derfor ikke kan reduceres. Der er således målt et potentiale for byrdelettelser på 19,5 mio. kr.
Udvalgets udkast til en ny lov medfører en mindre byrdelettelse for erhvervslivet på 10,5 mio.
kr., blandt andet som følge af forslaget om at ophæve den gældende § 16 om skiltning med
organiseret rabat og om at ophæve bekendtgørelse nr. 1203 af 28. september 2010 om information
til forbrugere om priser på låne- og kredittilbud og valutakurser.
__________________
2
Ex post måling af de administrative byrder ved bekendtgørelse af lov om markedsføring af 29. november 2015 og 28. april
2016 udarbejdet af Erhvervsstyrelsen og EY.
SIDE 20 KAPITEL 1 INDLEDNING OG SAMMENFATNING
Udvalgets sammensætning
Udvalget havde ved afgivelsen af rapporten følgende sammensætning:
Vicedirektør, Konkurrence – og Forbrugerstyrelsen, Niels C. Beier (formand)
Advokat Heidi Steen Jensen, Horten
Chefkonsulent Martin Jørgensen, Dansk Erhverv
Seniorkonsulent Christina Mary Moshøj, Danske Medier
Kontorchef Jeanne Blyt, Finansrådet (Tidligere underdirektør Susanne Dolberg)
Udviklingschef Aslaug Kleve, Kreativitet & Kommunikation (Tidligere politisk chef Tina Bøggild)
Juridisk konsulent Jakob Steenstrup, Forbrugerrådet Tænk
Chefkonsulent Lars Hammer-Jespersen, DI
Chefkonsulent Jeppe Rosenmejer, Håndværksrådet
Professor dr. jur. Caroline Heide-Jørgensen, Københavns Universitet
Professor Søren Sandfeld Jakobsen, Aalborg Universitet
Professor Torben Hansen, Copenhagen Business School
Kontorchef Line Nørbæk, Erhvervs- og vækstministeriet
Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen (Tidligere kontorchef Benedikte Havskov
Hansen)
Fuldmægtig Michelle Anne Gullander, Justitsministeriet
Kontorchef Lars M. Banke, Kulturministeriet
Sekretariat:
Kontorchef Signe Schmidt, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Fuldmægtig Tanja Højrup, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Fuldmægtig Cecilie Højgaard Kjeldsen, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Fuldmægtig Maria Magelund Madsen, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Chefkonsulent Susanne Honoré Aamann, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Chefkonsulent Signe Mäkelä-Salling, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Chefkonsulent Andreas Weidemann, Forbrugerombudsmandens Sekretariat
Fuldmægtig Pernille Berglund Gunge, Erhvervs- og Vækstministeriet
SIDE 21 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Kapitel 2
Markedsføringsloven
Udvalgets forslag til en ny markedsføringslov
Kapitel 1 Indledende bestemmelser
Lovens anvendelsesområde
§ 1. Loven finder anvendelse på privat erhvervsvirksomhed samt på offentlig virksomhed, i
det omfang der udbydes produkter på markedet.
Stk. 2. § 3, § 4, § 8 og § 13 finder ikke anvendelse på finansielle virksomheder, i det omfang
erhvervs- og vækstministeren har udstedt regler på det pågældende område.
Stk. 3. §§ 14 og 15 finder ikke anvendelse på finansielle virksomheder.
Definitioner
§ 2. I denne lov forstås ved:
1) ”Forbruger”: En juridisk eller fysisk person, der hovedsagelig handler uden for sit erhverv.
2) ”Erhvervsdrivende”: En fysisk eller juridisk person, der udøver virksomhed som handlende,
håndværker eller industridrivende eller udøver et liberalt erhverv, og enhver, der
handler i en erhvervsdrivendes navn eller på en erhvervsdrivendes vegne.
3) ”Produkt”: En vare eller tjenesteydelse, herunder fast ejendom, rettigheder og pligter.
4) ”Handelspraksis”: En handling, udeladelse, adfærd eller fremstilling, kommerciel kommunikation,
herunder reklame og markedsføring, foretaget af en erhvervsdrivende med direkte
relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne.
5) ”Transaktionsbeslutning”: En beslutning, der træffes af en forbruger, om hvorvidt, hvordan
og på hvilke betingelser forbrugeren vil købe, foretage fuld eller delvis betaling for,
beholde eller afhænde et produkt eller udøve en aftalemæssig rettighed i forbindelse med
produktet, uanset om forbrugeren beslutter at foretage en transaktion eller at undlade
dette.
6) ”Væsentlig forvridning af forbrugernes økonomiske adfærd”: Anvendelse af en handelspraksis,
som mærkbart indskrænker forbrugerens evne til at træffe en informeret beslutning,
hvorved forbrugeren træffer en transaktionsbeslutning, som vedkommende ellers
ikke ville have truffet.
SIDE 22 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
7) ”Adfærdskodeks”: En aftale eller et regelsæt, der ikke følger af love eller administrative
bestemmelser, hvorigennem den erhvervsdrivendes adfærd fastlægges, og ifølge hvilken
denne forpligtes til at overholde kodeksen i forbindelse med en eller flere former for handelspraksis
eller inden for en eller flere erhvervssektorer.
8) ”Kodeksindehaver”: Et organ, herunder en erhvervsdrivende eller gruppe af erhvervsdrivende,
som er ansvarlig for udformningen og opdateringen af en adfærdskodeks eller for
at overvåge, at kodeksen overholdes af de parter, som har forpligtet sig i henhold til denne.
9) ”God erhvervsskik”: standarden for de særlige færdigheder og den omhu, som en erhvervsdrivende
med rimelighed kan forventes at udvise over for forbrugerne, og som står
i rimeligt forhold til hæderlig markedspraksis eller det generelle princip om god tro inden
for den erhvervsdrivendes virkefelt. Begrebet dækker det samme som begrebet ”erhvervsmæssig
diligenspligt”, der benyttes i direktivet om urimelig handelspraksis.
10) ”Købsopfordring”: En kommerciel kommunikation, hvori produktets karakteristika og
pris er oplyst på en måde, som er passende i forhold til det anvendte kommercielle kommunikationsmiddel,
og hvorved forbrugeren sættes i stand til at foretage et køb.
11) ”Utilbørlig påvirkning”: Udnyttelse af magtposition i forhold til forbrugeren til at udøve
pres selv uden anvendelse eller trusler om anvendelse af fysisk vold på en måde, som væsentligt
begrænser forbrugerens evne til at træffe en informeret beslutning.
12) ”Lovreguleret erhverv”: En eller flere former for erhvervsmæssig virksomhed, når der
enten direkte eller indirekte ifølge love eller administrative bestemmelser kræves bestemte
erhvervsmæssige kvalifikationer for at optage eller udøve denne virksomhed eller
en form heraf.
13) ”Gebyr”: En betaling for en særlig tjeneste, funktion eller ydelse, som knytter sig til købet
af et produkt, og som ikke har karakter af betaling for en selvstændig ydelse.
14) ”Samtykke”: Enhver frivillig, specifik og informeret viljetilkendegivelse.
15) ”Elektronisk post”: Enhver meddelelse i form af tekst, stemmegengivelse, lyd eller billede,
som sendes via et offentligt kommunikationsnet, og som kan lagres i nettet eller i modtagerens
terminaludstyr, indtil meddelelsen hentes af modtageren.
God markedsføringsskik
§ 3. Erhvervsdrivende skal udvise god markedsføringsskik under hensyntagen til forbrugerne,
erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Handelspraksis rettet mod børn og unge, eller hvor børn og unge er særligt sårbare over
for den pågældende handelspraksis, skal være udformet med særlig hensyntagen til børn og
unges naturlige godtroenhed og manglende erfaring og kritiske sans, som bevirker, at de er
lettere at påvirke og nemmere at præge, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Hvis den pågældende handelspraksis påvirker forbrugerens økonomiske interesser,
finder kapitel 2 anvendelse i stedet for stk. 1 og 2. Såfremt den pågældende handelspraksis
samtidig strider mod hensyn vedrørende smag og anstændighed, sikkerhed, sundhed eller
andre hensyn, der ikke tilsigter at varetage forbrugernes økonomiske interesser, eller den
SIDE 23 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
pågældende handelspraksis er reguleret af aftaleretten, finder stk. 1 og 2 dog også anvendelse,
uafhængigt af kapitel 2.
Kapitel 2 Handelspraksis over for forbrugerne
God erhvervsskik
§ 4. En erhvervsdrivende skal i sin handelspraksis over for forbrugerne udvise god erhvervsskik.
Stk. 2. For at der er handlet i strid med stk. 1, skal den pågældende handelspraksis væsentligt
forvride eller kunne forventes væsentligt at forvride den økonomiske adfærd hos gennemsnitsforbrugeren,
eller hvis den pågældende handelspraksis rettes mod en særlig gruppe af
forbrugere, hos et gennemsnitligt medlem af denne gruppe.
Stk. 3. En handelspraksis, som den erhvervsdrivende med rimelighed må formode kun forvrider
den økonomiske adfærd væsentligt hos en klart identificerbar gruppe af forbrugere, der er
særligt sårbare over for denne praksis eller det omhandlede produkt på grund af mentale eller
fysiske handicap, alder eller godtroenhed, vurderes med udgangspunkt i et gennemsnitligt
medlem af denne gruppe.
Vildledende handlinger
§ 5. En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke indeholde urigtige oplysninger eller, for
eksempel i kraft af sin fremstillingsform, vildlede eller kunne forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren,
uanset om oplysningerne er faktuelt korrekte. § 4, stk. 2 og 3, finder tilsvarende
anvendelse på 1. pkt.
Stk. 2. Vildledning efter stk. 1 kan relatere sig til et eller flere af følgende elementer:
1) Produktets eksistens eller art,
2) de væsentligste egenskaber ved produktet,
3) omfanget af den erhvervsdrivendes forpligtelser, begrundelsen for den pågældende handelspraksis
og karakteren af den anvendte salgsproces,
4) erklæringer eller symboler med direkte eller indirekte støtte eller godkendelse af den
erhvervsdrivende eller dennes produkter,
5) prisen, den måde prisen beregnes på eller en særlig prismæssig fordel,
6) behov for eftersyn, reservedele, udskiftning eller reparation,
7) den erhvervsdrivendes eller dennes agents egenskaber og rettigheder,
8) forbrugerens rettigheder,
9) den erhvervsdrivendes overholdelse af adfærdskodeks, som denne oplyser at være bundet
af,
10) forveksling med en konkurrents produkt, varemærke eller forretningskendetegn.
Vildledende udeladelser, herunder købsopfordringer og skjult reklame
SIDE 24 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
§ 6. En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke udelade eller skjule væsentlige oplysninger,
eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig
måde. § 4, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse på 1. pkt.
Stk. 2. Ved købsopfordringer betragtes følgende oplysninger som væsentlige, medmindre
oplysningerne allerede fremgår tydeligt af sammenhængen:
1) Produktets væsentligste karakteristika, i et omfang der svarer til mediet og produktet,
2) den erhvervsdrivendes fysiske adresse og navn, og hvor det er relevant den fysiske adresse
og navnet på den erhvervsdrivende, på hvis vegne vedkommende handler,
3) forhold vedrørende betaling, levering og gennemførelse af aftalen, i det omfang disse forhold
afviger fra, hvad der er sædvanligt i branchen,
4) den erhvervsdrivendes fremgangsmåde i forbindelse med klagesagsbehandling, i det omfang
den afviger fra, hvad der er sædvanligt i branchen,
5) fortrydelsesret, afbestillingsret eller returret, hvis forbrugeren har en sådan ret,
6) prisen inklusive moms og afgifter, samt
7) hvor det er relevant, yderligere omkostninger vedrørende fragt, levering eller porto.
Stk. 3. Når produktets art medfører, at prisen ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd,
skal den erhvervsdrivende oplyse, hvordan prisen beregnes. Når omkostninger vedrørende
fragt, levering eller porto ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd, skal det oplyses, at
disse omkostninger kan forekomme.
Stk. 4. En erhvervsdrivende skal klart oplyse den kommercielle hensigt med enhver form for
handelspraksis, herunder reklame, medmindre den allerede tydeligt fremgår af sammenhængen.
§ 4, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse på 1. pkt.
Stk. 5. Ved vurderingen af, om oplysninger er blevet udeladt efter stk. 1 og 4, skal der tages
hensyn til, om den erhvervsdrivende anvender et medie, som kun giver begrænset plads eller
tid til at formidle oplysningerne, og hvilke foranstaltninger, den erhvervsdrivende i givet fald
har truffet for at gøre oplysningerne tilgængelige for forbrugerne på anden måde.
Aggressiv handelspraksis
§ 7. En erhvervsdrivende må i sin handelspraksis ikke benytte chikane, tvang, herunder fysisk
vold, eller utilbørlig påvirkning, der er egnet til væsentligt at indskrænke forbrugerens valgfrihed
i forbindelse med et produkt. § 4, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse på 1. pkt.
Stk. 2. Ved vurderingen af, om en erhvervsdrivende i sin handelspraksis har benyttet chikane,
tvang, herunder fysisk vold, eller utilbørlig påvirkning, skal der tages hensyn til:
1) Tidspunkt, sted, karakter og vedholdenhed.
2) Brug af truende eller utilbørligt sprog eller adfærd.
3) Den erhvervsdrivendes udnyttelse af en konkret uheldig situation eller omstændighed, der
er af en så alvorlig karakter, at den indskrænker forbrugerens vurderingsevne, og som den
SIDE 25 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
erhvervsdrivende har kendskab til og udnytter til at påvirke forbrugerens beslutning i forhold
til produktet.
4) Byrdefulde eller uforholdsmæssigt omfattende hindringer af ikke-kontraktuel karakter,
som den erhvervsdrivende opstiller, når en forbruger ønsker at udøve sine rettigheder i
henhold til kontrakten, herunder at ophæve kontrakten eller til at vælge et andet produkt
eller en anden erhvervsdrivende.
5) Enhver trussel om ulovlige handlinger.
Former for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggressive
§ 8. En erhvervsdrivende må, uanset §§ 5-7, ikke anvende de former for handelspraksis, der er
opregnet i lovens bilag 1.
Kapitel 3 Særlige markedsføringsformer
Uanmodet henvendelse til bestemte aftagere
§ 9. En erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post, et
automatisk opkaldssystem eller telefax med henblik på direkte markedsføring, medmindre
den pågældende har givet sit forudgående samtykke hertil. Den erhvervsdrivende skal give
mulighed for let og gebyrfrit at tilbagekalde samtykket.
Stk. 2. En erhvervsdrivende, der fra en kunde har modtaget dennes elektroniske adresse i
forbindelse med salg af produkter, kan, uanset stk. 1, markedsføre egne tilsvarende produkter
til kunden via elektronisk post. Det forudsætter dog, at kunden klart og utvetydigt har mulighed
for let og gebyrfrit at frabede sig dette både i forbindelse med afgivelsen af adressen til
den erhvervsdrivende og ved hver efterfølgende henvendelse.
Stk. 3. Uanset stk. 1 og 2 kan en erhvervsdrivende rette henvendelse til en bestemt person hos
en anden erhvervsdrivende ved brug af elektronisk post med henblik på direkte markedsføring
af egne produkter, når der er et kundeforhold mellem de to erhvervsdrivende. Tilsvarende
gælder, når afsenderen har fået modtagerens elektroniske adresse direkte fra modtageren i
forbindelse med erhvervsmæssig kontakt mellem de to personer. Der må dog kun sendes
markedsføring, som har relevans for den pågældende modtagers arbejdsfunktion, og modtageren
skal klart og utvetydigt have mulighed for let og gebyrfrit at frabede sig yderligere elektronisk
markedsføring ved hver henvendelse.
Stk. 4. Når en erhvervsdrivende retter henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post med
henblik på direkte markedsføring,
1) skal markedsføringen klart kunne identificeres som sådan,
2) skal betingelser for salgsfremmende foranstaltninger være let tilgængelige og fremlægges
klart og utvetydigt,
3) skal det fremgå, på hvis vegne markedsføringen udsendes, på en måde, der ikke er tilsløret
eller holdes skjult,
SIDE 26 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
4) skal der være en adresse, som modtageren kan henvende sig til for at få standset sådanne
henvendelser, og
5) må modtageren ikke opfordres til at besøge websteder, der ikke opfylder kravene i nr. 1-4.
Stk. 5. En erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til en bestemt fysisk person ved brug af
andre midler end nævnt i stk. 1 til fjernkommunikation med henblik på direkte markedsføring,
hvis
1) den pågældende over for den erhvervsdrivende har frabedt sig dette,
2) det fremgår af en fortegnelse, som udarbejdes af Det Centrale Personregister (CPR) hvert
kvartal, at den pågældende har frabedt sig direkte markedsføring, eller
3) den erhvervsdrivende ved undersøgelse i CPR er blevet bekendt med, at den pågældende
har frabedt sig direkte markedsføring. Ved telefonisk henvendelse til forbrugerne gælder
endvidere reglerne om uanmodet henvendelse i lov om forbrugeraftaler.
Stk. 6. Stk. 5, nr. 2 og 3, gælder ikke, hvis den pågældende person forudgående har anmodet
om henvendelsen fra den erhvervsdrivende.
Stk. 7. Første gang en erhvervsdrivende retter henvendelse som nævnt i stk. 5, skal den erhvervsdrivende
klart og utvetydigt oplyse om retten til at frabede sig direkte markedsføring
fra den erhvervsdrivende. Den erhvervsdrivende skal endvidere altid give mulighed for let og
gebyrfrit at frabede sig sådanne henvendelser.
Stk. 8. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om den erhvervsdrivendes
informationspligt efter stk. 7 og om pligten til at give adgang til at frabede sig henvendelser
som nævnt i stk. 5.
Handelspraksis rettet mod børn og unge
§ 10. Handelspraksis rettet mod børn og unge under 18 år må ikke direkte eller indirekte
opfordre til vold eller anden farlig eller hensynsløs adfærd eller på utilbørlig måde benytte sig
af vold, frygt eller overtro som virkemidler.
Stk. 2. Handelspraksis rettet mod børn og unge under 18 år må ikke indeholde omtale af, billeder
af eller henvisninger til rusmidler, herunder alkohol.
Mærkning og emballering
§ 11. Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med repræsentanter for forbrugerne
og relevante erhvervsorganisationer fastsætte bestemmelser om:
1) at bestemte varebetegnelser eller symboler er forbeholdt eller skal benyttes for varer, der
opfylder visse nærmere angivne betingelser, og
SIDE 27 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
2) at bestemte varer kun må sælges eller udbydes til salg, såfremt varerne eller deres indpakning
oplyser om varernes indhold og sammensætning, holdbarhed, behandlingsmåde og egenskaber
i øvrigt.
Kapitel 4 Oplysningsforpligtelser
Dokumentation af faktiske forhold
§ 12. Rigtigheden af oplysninger om faktiske forhold skal kunne dokumenteres.
Oplysningsforpligtelser vedr. priser m.v.
§ 13. En erhvervsdrivende, der udbyder produkter til forbrugere, skal i sin handelspraksis
klart og tydeligt oplyse om prisen efter de nærmere regler fastsat af erhvervs- og vækstministeren
efter stk. 2.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med vedkommende minister samt
repræsentanter for forbrugerne og de relevante erhvervsorganisationer fastsætte
1) regler om fremgangsmåden ved meddelelse af prisoplysninger og om begrænsningen i
mængden af oplysninger, der gives,
2) regler om, at der skal oplyses om varens pris pr. måleenhed og om anvendelse af måleenhed
for de enkelte varegrupper,
3) regler om, at færdigpakkede detailsalgsvarer skal forsynes med oplysninger om pakningens
nettomængde, og
4) regler med henblik på at opfylde de bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
om tjenesteydelser i det indre marked, som vedrører tjenesteyderes pligt til at give prisoplysninger
m.v. til tjenestemodtagere.
Faktureringspligt for regningsarbejde
§ 14. Når en tjenesteydelse er udført efter regning, skal der tilstilles forbrugeren en specificeret
regning, der sætter denne i stand til at kontrollere prisen for de produkter, der indgår i
ydelsen. Forbrugeren skal have oplysninger om
1) timepris,
2) timeforbrug, og
3) materialeforbrug, hvor det har betydning for prisen på tjenesteydelsen.
Stk. 2. Den erhvervsdrivende kan helt eller delvist erstatte oplysningerne nævnt i stk. 1, nr. 1-
3, med andre oplysninger, hvis dette sker efter aftale med forbrugeren, eller hvis det følger af
branchesædvane inden for det pågældende område.
SIDE 28 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Stk. 3. Den erhvervsdrivende skal, på forbrugerens begæring, give yderligere oplysninger, som
sætter forbrugeren i stand til at kontrollere prisen for de produkter, der indgår i ydelsen.
Begæringen skal ske inden for rimelig tid.
Stk. 4. Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med vedkommende fagminister
samt repræsentanter for forbrugerne og de relevante erhvervsorganisationer fastsætte særregler
om undtagelser fra stk. 1- 3, herunder regler om oplysninger i forbindelse med ydelse af
kredit.
Gebyrer
§ 15. Såfremt størrelsen eller opkrævningen af et gebyr, jf. § 2, stk. 1, nr. 13, der ikke er reguleret
ved lov, i et løbende kontraktforhold kan ændres til ugunst for forbrugeren, skal betingelserne
herfor være klart fremhævet i kontrakten.
Stk.2. Ændring af gebyrer eller opkrævning af nye gebyrer i løbende kontraktforhold skal altid
varsles med rimelig frist, inden de får virkning for forbrugeren.
Stk. 3. Er gebyrændringen væsentlig, eller opkræves et nyt gebyr, skal varslingen ske til forbrugeren
ved individuel kommunikation, inden ændringen får virkning. Såfremt forbrugeren
har ret til at opsige aftalen, skal dette fremgå af varslingen, samt under hvilke betingelser
forbrugeren kan opsige aftalen.
Garanti
§ 16. En erhvervsdrivende, der markedsfører en garanti eller lignede, skal på let forståelig
måde informere forbrugeren om
1) garantiens indhold, herunder eventuelle begrænsninger og forpligtelser indeholdt i garantien,
2) de oplysninger, der er nødvendige for at gøre garantien gældende, og
3) at forbrugerens ufravigelige rettigheder efter lovgivningen ikke berøres af garantien
Stk. 2. Såfremt markedsføringen er på dansk, skal vilkårene for garantien være affattet på
dansk.
Markedsføring af kreditaftaler
§ 17. Enhver markedsføring af kreditaftaler over for forbrugere, som ikke er omfattet af § 18,
og som oplyser en rentesats eller talstørrelser vedrørende omkostningerne i forbindelse med
forbrugerkredit, skal indeholde følgende standardoplysninger:
1) Debitorrenten, fast eller variabel eller begge, tillige med oplysninger om omkostninger, der
indgår i forbrugerens samlede omkostninger i forbindelse med kreditten.
SIDE 29 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
2) Det samlede kreditbeløb.
3) De årlige omkostninger i procent, som beregnet efter lov om kreditaftaler.
4) Kreditaftalens løbetid.
5) Ved kredit i form af henstand med betalingen for en specifik vare eller tjenesteydelse, kontantprisen
og størrelsen af en eventuel forudbetaling.
6) Det samlede beløb, som skal betales af forbrugeren, og ydelserne størrelse.
Stk. 2. Standardoplysningerne, jf. stk. 1, skal oplyses klart, kort og på en fremtrædende måde
ved hjælp af et repræsentativt eksempel.
Stk. 3. Hvis indgåelsen af en aftale om en accessorisk tjenesteydelse i forbindelse med kreditaftalen,
navnlig en forsikring, er obligatorisk for at opnå kreditten eller for at opnå kreditten på
de annoncerede vilkår og betingelser, og en sådan aftales omkostninger ikke kan beregnes på
forhånd, skal forpligtelsen til at indgå denne aftale også være oplyst klart, kort og på en fremtrædende
måde sammen med de årlige omkostninger i procent.
Stk. 4. En kreditformidler skal i markedsføring og i dokumentation henvendt til forbrugere
gøre opmærksom på omfanget af sine beføjelser, navnlig om vedkommende udelukkende
samarbejder med en eller flere kreditgivere eller optræder som selvstændig mægler.
Markedsføring af boligkreditaftaler
§ 18. Enhver markedsføring af boligkreditaftaler, der oplyser en rentesats eller talstørrelser
vedrørende omkostningerne i forbindelse med boligkreditten, skal indeholde følgende standardoplysninger:
1) Boligkreditgivers eller hvor det er relevant boligkreditformidlers eller en udpeget repræsentants
identitet.
2) Hvor det er relevant, at boligkreditaftalen vil være sikret ved pant eller ved en anden
tilsvarende sikkerhedsstillelse, der almindeligvis anvendes i forbindelse med fast ejendom
til beboelse, eller i form af en rettighed, der er knyttet til fast ejendom til beboelse,
3) Debitorrenten, og hvorvidt den er fast eller variabel eller begge dele, tillige med oplysninger
om de gebyrer, der indgår i omkostningerne i forbindelse med boligkreditaftalen,
4) Det samlede kreditbeløb.
5) De årlige omkostninger i procent (ÅOP), som skal have en mindst lige så fremtrædende
placering i markedsføringen som enhver renteangivelse for boligkreditten,
6) Hvor det er relevant, boligkreditaftalens løbetid.
7) Hvor det er relevant, ydelsernes størrelse.
8) Hvor det er relevant, det samlede beløb og antallet af ydelser, der skal betales af forbrugeren.
SIDE 30 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
9) Hvor det er relevant, en advarsel om, at eventuelle udsving i valutakursen kan påvirke det
beløb, der skal betales.
Stk. 2. Standardoplysningerne i stk. 1 skal oplyses klart, præcist og på en fremtrædende plads.
Standardoplysningerne i stk. 1, nr. 3-8, skal vises ved hjælp af et repræsentativt eksempel med
anvendelse af de af erhvervs-og vækstministeren fastsatte standardforudsætninger. Hvis boligkreditten
kun udbydes under andre forudsætninger end de af erhvervs- og vækstministeren
fastsatte standardforudsætninger, skal de almindeligt anvendte forudsætninger for den markedsførte
boligkredit anvendes ved angivelsen af det repræsentative eksempel.
Stk. 3. Hvis indgåelsen af en aftale om en accessorisk tjenesteydelse, navnlig en forsikring, er
obligatorisk for at opnå boligkreditten eller for at opnå boligkreditten på de oplyste vilkår og
betingelser, og omkostningerne ved en sådan aftale ikke kan beregnes på forhånd, skal forpligtelsen
til at indgå denne aftale være angivet klart, præcist og på en fremtrædende plads sammen
med de årlige omkostninger i procent (ÅOP).
Stk. 4. Oplysningerne omhandlet i stk. 1 og stk. 3 skal være let læselige eller kunne høres tydeligt
afhængigt af det medie, der anvendes til markedsføring.
Risiko- og standardoplysninger for kreditaftaler
§ 19. Erhvervs– og vækstministeren fastsætter regler om risikooplysninger for kreditaftaler.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter nærmere regler for, hvad der må anses at
være et repræsentativt eksempel ved markedsføring af boligkreditter.
Kapitel 5 Forhold mellem erhvervsdrivende
Vildledende og utilbørlig handelspraksis mellem erhvervsdrivende
§ 20. En erhvervsdrivendes handelspraksis over for andre erhvervsdrivende må ikke være
egnet til at vildlede, såfremt dette kan antages at påvirke andre erhvervsdrivendes økonomiske
adfærd eller skade en konkurrent.
Stk. 2. Ved vurderingen af, om en erhvervsdrivendes handelspraksis er vildledende efter stk. 1,
skal der tages hensyn til den pågældende handelspraksis som helhed, herunder især oplysninger
om følgende forhold:
1) egenskaberne ved produktet,
2) prisen eller den måde, prisen beregnes på, samt betingelserne for levering af produkterne,
samt
3) annoncørens status, egenskaber og rettigheder.
Stk. 3. En erhvervsdrivendes handelspraksis må ikke være aggressiv eller utilbørlig over for
andre erhvervsdrivende.
SIDE 31 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Sammenlignende reklame
§ 21. Sammenlignende reklame omfatter enhver reklame, som direkte eller indirekte henviser
til en konkurrent eller til produkter, som udbydes af en konkurrent.
Stk. 2. Sammenlignende reklame, jf. stk. 1, er tilladt efter denne lov, når sammenligningen
1) ikke er vildledende,
2) angår produkter, der opfylder samme behov eller tjener samme formål,
3) er objektiv og sammenligner en eller flere konkrete og relevante egenskaber, der kan
dokumenteres, og som er repræsentative for disse produkter, herunder prisen,
4) ikke skaber forveksling på markedet mellem annoncøren og en konkurrent eller mellem
annoncørens og en konkurrents varemærker, firmanavne, andre karakteristiske kendetegn
eller produkter,
5) ikke miskrediterer eller nedvurderer en konkurrents varemærker, firmanavne, andre
karakteristiske kendetegn, produkter, aktiviteter eller øvrige forhold,
6) for produkter med oprindelsesbetegnelse i hvert enkelt tilfælde vedrører produkter med
samme betegnelse,
7) ikke drager utilbørlig fordel af den anseelse, der er knyttet til en konkurrents varemærke,
firmanavn eller andre karakteristiske kendetegn, eller af konkurrerende produkters
oprindelsesbetegnelser og
8) ikke fremstiller produkter som en imitation eller en kopi af produkter, der er dækket af
et beskyttet varemærke eller firmanavn.
Forretningskendetegn
§ 22. Erhvervsdrivende må ikke benytte forretningskendetegn o.l., der ikke tilkommer dem,
eller benytte egne kendetegn på en måde, der er egnet til at fremkalde forveksling med andre.
Erhvervshemmeligheder og tekniske tegninger
§ 23. Den, der er i tjeneste- eller samarbejdsforhold til en erhvervsdrivende eller udfører et
hverv for denne, må ikke på utilbørlig måde skaffe sig eller forsøge at skaffe sig kendskab til
eller rådighed over den erhvervsdrivendes erhvervshemmeligheder.
Stk. 2. Har den pågældende fået kendskab til eller fået rådighed over den erhvervsdrivendes
erhvervshemmeligheder på retmæssig måde, må den pågældende ikke ubeføjet viderebringe
eller benytte sådanne hemmeligheder. Forbuddet vedvarer i 3 år efter tjenesteforholdets,
samarbejdsforholdets eller hvervets ophør.
Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på andre personer, der har lovlig
adgang til den erhvervsdrivendes virksomhed.
Stk. 4. Den, der i anledning af udførelsen af arbejde eller i øvrigt i erhvervsøjemed er blevet
betroet tekniske tegninger, beskrivelser, opskrifter, modeller eller lignende, må ikke ubeføjet
SIDE 32 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
benytte sådant materiale eller sætte andre i stand hertil.
Stk. 5. Erhvervsdrivende må ikke benytte en erhvervshemmelighed, såfremt kendskab til eller
rådighed over den er opnået i strid med de ovenfor nævnte bestemmelser.
Kapitel 6 Retsmidler
Retsmidler
§ 24. Handlinger i strid med loven kan forbydes ved dom. I forbindelse hermed eller senere
kan der ved dom gives sådanne påbud, som må anses nødvendige for at sikre
1) forbuddets overholdelse, herunder ved bestemmelse om, at aftaler, som indgås i strid
med et forbud, er ugyldige, og
2) genoprettelse af den forud for den ulovlige handling eksisterende tilstand, herunder
om tilintetgørelse eller tilbagekald af produkter og om udsendelse af oplysninger eller
berigtigelse af angivelser.
Stk. 2. Handlinger i strid med loven pådrager erstatningsansvar i overensstemmelse med
dansk rets almindelige regler.
Stk. 3. Den, der krænker eller uberettiget udnytter en andens ret i strid med denne lov, skal
betale et rimeligt vederlag herfor.
Stk. 4. Foreligger der hverken forsæt eller uagtsomhed, skal den, der har krænket eller udnyttet
en ret i strid med denne lov, betale et vederlag efter stk. 3, i det omfang det skønnes rimeligt.
Kapitel 7 Forbrugerombudsmandens virksomhed
Forbrugerombudsmanden
§ 25. Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, at loven og de i medfør af loven udstedte
bekendtgørelser overholdes, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne.
Stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan fra enhver kræve alle oplysninger, som skønnes nødvendige
for Forbrugerombudsmandens virksomhed, herunder til afgørelse af, om et forhold
falder ind under lovens bestemmelser. Forbrugerombudsmanden kan kræve oplysningerne
meddelt inden for en kort frist, når det gælder sammenlignende reklame, eller når det efter
omstændighederne skønnes påkrævet.
Stk. 3. Forbrugerombudsmanden udnævnes af erhvervs- og vækstministeren for et tidsrum på
op til 6 år med mulighed for forlængelse med op til i alt 3 år. Genudnævnelse som forbrugerombudsmand
efter udløb af den fastsatte periode kan kun ske efter fornyet opslag. Ved genudnævnelse
finder 1. pkt. tilsvarende anvendelse. Forbrugerombudsmanden kan kun afskediges
uden ansøgning, såfremt afskeden er begrundet i helbredsmæssige årsager, eller såfremt
SIDE 33 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
den pågældende som følge af strafbart forhold, tjenesteforseelse eller mislighed er uskikket til
at forblive i stillingen. Ansættelsen ophører automatisk ved udgangen af den måned, hvori den
pågældende fylder 70 år. Forbrugerombudsmanden skal opfylde de almindelige betingelser
for at blive dommer.
Stk. 4. Forbrugerombudsmandens afgørelser efter denne lov kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.
Stk. 5. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter nærmere regler om Forbrugerombudsmandens
virksomhed.
Digitalisering af Forbrugerombudsmandens virksomhed
§ 26. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og
fra Forbrugerombudsmanden om forhold, som er omfattet af denne lov eller af regler udstedt i
medfør af denne lov, skal foregå digitalt.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation,
herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur
eller lignende.
Stk. 3. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten
for meddelelsen.
Stk. 4. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at Forbrugerombudsmanden
kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør
af denne lov uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift
eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har
udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser
og dokumenter med personlig underskrift.
Stk. 5. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter,
der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan
udstedes alene med angivelse af Forbrugerombudsmanden som afsender.
Kontrolundersøgelser på stedet
§ 27. Forbrugerombudsmanden kan foretage kontrolundersøgelser til brug for behandling af
klager, der er oversendt fra håndhævelsesmyndigheder i andre EU-lande i medfør af forordning
(EF) 2006/2004 om forbrugerbeskyttelsessamarbejde, og som vedrører overtrædelser af
direktiver, for hvilke Forbrugerombudsmanden er udpeget som kompetent myndighed.
Stk. 2. Forbrugerombudsmandens kontrolundersøgelser kan kun finde sted efter indhentet
retskendelse.
SIDE 34 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Stk. 3. Adgangen til kontrolundersøgelser indebærer, at Forbrugerombudsmanden får adgang
til en virksomheds eller sammenslutnings lokaler og transportmidler med henblik på dér at
gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning, herunder markedsføringsmateriale,
regnskaber, regnskabsmaterialer, bøger og andre forretningspapirer, uanset informationsmedium.
I forbindelse med en kontrolundersøgelse kan Forbrugerombudsmanden forlange
mundtlige forklaringer. Forbrugerombudsmanden kan desuden forlange, at personer, der er
omfattet af kontrolundersøgelsen, viser indholdet af deres lommer, tasker og lignende med
henblik på, at Forbrugerombudsmanden kan gøre sig bekendt med og eventuelt tage kopi af
dette.
Stk. 4. Hvor en virksomheds eller sammenslutnings oplysninger opbevares hos eller behandles
af en ekstern databehandler, kan Forbrugerombudsmanden få adgang til den eksterne databehandlers
lokaler med henblik på dér at gøre sig bekendt med og tage kopi af oplysningerne,
jf. stk. 3. Adgangen forudsætter, at det ikke er muligt for Forbrugerombudsmanden at få adgang
til de pågældende oplysninger direkte fra den virksomhed eller sammenslutning, som er
genstand for kontrolundersøgelsen.
Stk. 5. Forbrugerombudsmanden kan indsamle en kopi af dataindholdet fra elektroniske medier,
der er omfattet af kontrolundersøgelsen, med henblik på efterfølgende at gennemgå
kopien. De indsamlede data skal forsegles eller på anden måde sikres mod læsning, inden
kontrolundersøgelsen afsluttes. Den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, kan kræve, at
denne selv eller en af denne udpeget repræsentant overværer, at de indsamlede data gøres
tilgængelige for læsning, og at Forbrugerombudsmanden gennemgår det indsamlede materiale.
Forbrugerombudsmanden har pligt til senest 40 hverdage efter kontrolundersøgelsens
afslutning at give en kopi af de oplysninger, som Forbrugerombudsmanden måtte have taget
fra de indsamlede data, til den, der er genstand for kontrolundersøgelsen. Når gennemgangen
af de indsamlede data er gennemført, skal dataene sikres mod læsning. De indsamlede data
skal slettes, hvis Forbrugerombudsmanden vurderer, at materialet ikke indeholder beviser for
en overtrædelse af de i stk. 1 nævnte regler. Beslutter Forbrugerombudsmanden at gå videre
med sagen, skal de indsamlede data slettes, når sagen er endeligt afgjort.
Stk. 6. Hvis en virksomheds eller sammenslutnings forhold gør, at det ikke er muligt for Forbrugerombudsmanden
samme dag, som kontrolundersøgelsen foretages, at få adgang til eller
tage kopi af oplysningerne, jf. stk. 3, 4 og 5, kan Forbrugerombudsmanden forsegle de relevante
forretningslokaler og oplysninger i op til tre hverdage herefter.
Stk. 7. Under samme betingelser som i stk. 6 kan Forbrugerombudsmanden medtage de oplysninger
eller det medium, hvorpå oplysningerne befinder sig, med henblik på kopiering. Det
materiale, som Forbrugerombudsmanden har taget med, skal sammen med et sæt kopier af de
oplysninger, som Forbrugerombudsmanden har taget til brug for en nærmere gennemgang,
tilbageleveres til virksomheden eller sammenslutningen senest tre hverdage efter kontrolundersøgelsen.
Stk. 8. Fristerne i stk. 5, 6 og 7 kan i særlige tilfælde forlænges.
SIDE 35 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Stk. 9. Politiet yder bistand ved udøvelsen af beføjelserne efter stk. 1 og stk. 3-7. Erhvervs- og
vækstministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
Stk. 10. Kapitel 2 og 3 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb
og oplysningspligter finder anvendelse ved kontrolundersøgelser efter denne bestemmelse.
Forhandlingsprincippet
§ 28. Forbrugerombudsmanden skal ved forhandling søge at påvirke de erhvervsdrivende til
at handle i overensstemmelse med principperne for god skik og til at overholde loven i øvrigt.
Stk. 2. Tilsidesætter en erhvervsdrivende et tilsagn, der er afgivet over for Forbrugerombudsmanden
efter forhandling i henhold til stk. 1, kan Forbrugerombudsmanden meddele den
erhvervsdrivende sådanne påbud, som må anses nødvendige for at sikre tilsagnets overholdelse.
Retningslinjer
§ 29. Forbrugerombudsmanden søger efter forhandling med repræsentanter for forbrugerne
og de relevante erhvervsorganisationer at påvirke de erhvervsdrivendes adfærd gennem
udarbejdelse og offentliggørelse af retningslinjer for markedsføring på nærmere angivne områder,
der må anses for væsentlige, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne.
Stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan, uanset stk. 1, ikke udstede retningslinjer, der alene
retter sig mod virksomheder omfattet af lov om finansiel virksomhed.
Forhåndsbesked
§ 30. Forbrugerombudsmanden afgiver på begæring udtalelse om sit syn på lovligheden af
påtænkte markedsføringsforanstaltninger, medmindre en stillingtagen giver anledning til
særlig tvivl, eller der i øvrigt foreligger særlige omstændigheder. En forhåndsbesked indebærer
ikke en bindende stillingtagen til lovligheden af vedkommende foranstaltning.
Stk. 2. Når Forbrugerombudsmanden har afgivet en forhåndsbesked til en erhvervsdrivende
om, at en påtænkt foranstaltning efter Forbrugerombudsmandens opfattelse vil være lovlig,
kan Forbrugerombudsmanden ikke på eget initiativ over for den erhvervsdrivende gribe ind i
anledning af en foranstaltning, som er dækket af forhåndsbeskeden og iværksat inden rimelig
tid efter dennes afgivelse.
Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om gebyr for forhåndsbesked.
SIDE 36 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Kapitel 8 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens virksomhed
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens virksomhed
§ 31. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan gennemføre og offentliggøre sammenlignende
undersøgelser af produkter.
Stk. 2. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan i forbindelse med undersøgelser, som nævnt i
stk. 1, anvende anonym informationsindsamling.
Kapitel 9 Retsforfølgning, forbud, påbud og erstatning
Retsforfølgning
§ 32. Enhver med en retlig interesse deri kan anlægge sag om forbud, påbud, erstatning og
vederlag efter § 24. Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag om forbud og påbud efter §
24, stk. 1, og på begæring anlægge sag om erstatning og vederlag.
Stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan meddele påbud, hvis en handling klart er i strid med
loven og ikke kan ændres ved forhandling.
Stk. 3. Et påbud kan, af den påbuddet retter sig mod, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning
herom skal fremsættes skriftligt over for Forbrugerombudsmanden inden 4 uger
efter, at påbuddet er meddelt den pågældende. Forbrugerombudsmanden skal inden 1 uge
efter modtagelse af anmodningen indbringe sagen for retten i den borgerlige retsplejes former.
Stk. 4. Anmodning efter stk. 3 har ikke opsættende virkning, men retten kan ved kendelse
bestemme, at den pågældende under sagens behandling kan fortsætte den handling, påbuddet
angår.
Stk. 5. Ankes en dom, hvorved et påbud ikke findes lovligt, kan den ret, der har afsagt dommen,
eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at den pågældende ikke under ankesagen
må udøve den handling, påbuddet angår.
Stk. 6. Rejses tiltale for overtrædelse af loven, overlades udførelsen af tiltalen til Forbrugerombudsmanden,
såfremt denne begærer dette.
Informationspligt om forældelse
§ 33. Forbrugerombudsmanden kan, hvis det skønnes nødvendigt for at beskytte forbrugere
mod retstab, efter forhandling meddele påbud om at informere relevante kunder om retsstillingen
i relation til forældelse.
Erstatningssøgsmål
SIDE 37 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
§ 34. Dersom en flerhed af forbrugere i forbindelse med overtrædelse af bestemmelserne i
denne lov har ensartede krav på erstatning, kan Forbrugerombudsmanden på begæring indtale
kravene under ét.
Gruppesøgsmål
§ 35. Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, jf.
retsplejelovens kapitel 23 a.
Foreløbigt forbud
§ 36. Forbrugerombudsmanden kan, når der er øjensynlig fare for, at formålet med et forbud
som nævnt i § 24, stk. 1, vil forspildes, hvis rettens afgørelse skal afventes, nedlægge foreløbigt
forbud. Sag til stadfæstelse af forbuddet skal anlægges senest næste hverdag. Reglerne i retsplejelovens
§ 413, nr. 2, § 414, § 430 og § 641, stk. 1-3 og 5, finder tilsvarende anvendelse, og
reglerne i §§ 636 og 638 og § 422, stk. 3, finder anvendelse med de fornødne lempelser.
Stk. 2. Såfremt sag til stadfæstelse af et forbud efter stk. 1 ikke kan afgøres ved dom senest 5
hverdage efter sagens anlæg, kan retten under sagens forberedelse inden udløbet af den
nævnte frist ved kendelse bestemme, at forbuddet fortsat skal stå ved magt. Retten giver,
forinden sådan afgørelse træffes, så vidt muligt parterne adgang til at udtale sig. Stadfæstes
forbuddet ikke inden fristens udløb, er det bortfaldet.
Straf og påtale
§ 37. Tilsidesættelse af et af retten nedlagt forbud eller påbud eller et af Forbrugerombudsmanden
i henhold til § 28, stk. 2, eller § 32, stk. 2, eller § 33, meddelt påbud straffes med bøde
eller fængsel i op til 4 måneder. Tilsidesættelse af et påbud om at tilbagebetale en modtaget
pengeydelse straffes dog ikke.
Stk. 2. Den, som undlader at meddele oplysninger, der afkræves efter § 25, stk. 2, eller § 27,
stk. 3, 2. pkt., eller som i forhold, der omfattes af loven, meddeler Forbrugerombudsmanden
urigtige eller vildledende oplysninger, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt
efter anden lovgivning.
Stk. 3. Overtrædelse af bestemmelserne i §§ 5-10, 13, 15, stk. 3, 17, 18, 20, 21 og forsætlig
overtrædelse af § 22 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Overtrædelse af § 20, der består i skadelig omtale af en anden erhvervsdrivende eller
af forhold, der på særlig måde angår den pågældende, og overtrædelse af §§ 20-22 er undergivet
privat påtale.
Stk. 4. Overtrædelse af § 23 straffes med bøde eller fængsel i indtil 1 år og 6 måneder, medmindre
højere straf er forskyldt efter straffelovens § 299 a. Påtale finder kun sted efter den
forurettedes begæring.
SIDE 38 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Stk. 5. I regler, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse
af bestemmelser i reglerne.
Stk. 6. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens
5. kapitel.
Bødeforlæg
§ 38. Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte
regler om, at Forbrugerombudsmanden i nærmere angivne sager om overtrædelse af denne
lov eller regler udstedt i medfør heraf i et bødeforelæg kan tilkendegive, at sagen kan afgøres
uden retssag. Det er en betingelse, at den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i
overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angivet frist at betale en i bødeforelægget
angivet bøde. Fristen kan efter anmodning forlænges af Forbrugerombudsmanden.
Stk. 2. Reglerne i retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, om krav til indholdet af et
anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse
på bødeforelæg.
Stk. 3. Vedtages bødeforelægget, bortfalder videre forfølgning. Vedtagelsen har samme virkning
som en dom.
Kapitel 10 Henlæggelsesbeføjelser
Henlæggelsesbeføjelser
§ 39. Erhvervs- og vækstministeren kan henlægge sine beføjelser efter loven til en myndighed
under ministeriet. Dette gælder ikke for beføjelser i henhold til § 25, stk. 5. Henlægger ministeren
sine beføjelser til en myndighed under ministeriet, kan ministeren fastsætte regler om
klageadgangen, herunder at klager ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Kapitel 11 Ikrafttræden m.v.
Ikrafttræden
§ 40. Loven træder i kraft den 1. juli 2017.
Stk. 2. Regler fastsat i medfør af lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 1216 af 25.
september 2013, som ændret ved § 6 i lov nr. 1460 af 17. december 2013, forbliver i kraft,
indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af denne lov. Overtrædelser af
forskrifterne straffes med bøde efter de hidtil gældende regler.
Færøerne og Grønland
§ 41. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
SIDE 39 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Bilag 1 Specifikke former for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggressive
Vildledende handelspraksis
1) Den erhvervsdrivende hævder at have underskrevet en adfærdskodeks, selvom det
ikke er tilfældet.
2) Den erhvervsdrivende fremviser kvalitetscertificering, kvalitetsmærke eller tilsvarende
uden at have opnået den nødvendige tilladelse.
3) Den erhvervsdrivende hævder, at en adfærdskodeks er godkendt af en offentlig myndighed
eller anden myndighed, selvom det ikke er tilfældet.
4) Den erhvervsdrivende hævder, at en erhvervsdrivende (herunder dennes handelspraksis)
eller et produkt er blevet godkendt eller tilladt af en offentlig eller privat instans,
selvom det ikke er tilfældet, eller fremsætter en sådan påstand uden at opfylde
betingelserne for godkendelse eller tilladelse.
5) Den erhvervsdrivende opfordrer til at købe produkter til en bestemt pris uden at gøre
opmærksom på, at der kan være rimelige grunde til at antage, at han ikke vil være i
stand til at levere eller få en anden erhvervsdrivende til at levere de pågældende eller
tilsvarende produkter til den pågældende pris inden for en periode og i en mængde,
som er rimelig i forhold til produktet, omfanget af den reklame, der er gjort for produktet,
og den opgivne pris (bait advertising).
6) Den erhvervsdrivende opfordrer til køb af produkter til en bestemt pris, men
a) nægter at vise det averterede produkt for forbrugerne, eller
b) nægter at tage imod bestilling af det eller levere det inden for et rimeligt tidsrum,
eller
c) fremviser en defekt udgave af det, fordi han agter at promovere et andet produkt
(bait and switch).
7) Det angives i modstrid med sandheden, at produktet kun vil være tilgængeligt i meget
begrænset tid, eller at det kun vil være tilgængeligt på visse betingelser i meget begrænset
tid, for at fremkalde en umiddelbar afgørelse og fratage forbrugerne tilstrækkelig
mulighed for eller tid til at træffe en informeret beslutning.
8) Den erhvervsdrivende påtager sig at yde eftersalgsservice til en forbruger, med hvem
han har kommunikeret forud for transaktionen på et sprog, som ikke er et officielt
sprog i den medlemsstat, hvor den erhvervsdrivende er etableret, men yder kun en
sådan service på et andet sprog uden tydeligt at have tilkendegivet dette over for forbrugeren,
før denne forpligtede sig i forhold til transaktionen.
9) Det angives, eller der gives på anden måde indtryk af, at et produkt kan sælges lovligt,
selvom dette ikke er tilfældet.
10) Rettigheder, som forbrugeren har efter loven, fremstilles som et særligt kendetegn
ved den erhvervsdrivendes tilbud.
11) Der anvendes redaktionelt indhold i medierne til at promovere produktet, hvor en
erhvervsdrivende har betalt for en sådan reklame, uden at dette fremgår tydeligt af
indholdet eller af billeder eller lyd, som tydeligt kan identificeres af forbrugeren.
SIDE 40 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
(Advertorial). Dette berører ikke direktiv 89/552/EØF3 som kodificeret ved direktiv
2010/13/EU.
12) Der fremsættes en faktuelt ukorrekt påstand vedrørende arten og omfanget af risikoen
for forbrugerens eller dennes families personlige sikkerhed, hvis forbrugeren ikke
køber produktet.
13) Der promoveres et produkt, der ligner et andet produkt fremstillet af en bestemt
producent, på en sådan måde, at forbrugeren med overlæg forledes til at tro, at produktet
er fremstillet af samme producent, uden at dette er tilfældet.
14) Etablering, drift eller promovering af en salgsfremmende pyramideordning, hvor forbrugeren
erlægger et vederlag og til gengæld stilles kompensation i udsigt, som hovedsageligt
er afhængig af, om han har introduceret andre for ordningen og i mindre
grad af salg eller forbrug af produkter.
15) Det hævdes, at lukning af den erhvervsdrivendes virksomhed eller flytning til andre
lokaler er forestående, selvom det ikke er tilfældet.
16) Det hævdes, at produkter kan gøre det lettere at vinde i hasardspil.
17) Det hævdes i modstrid med sandheden, at et produkt kan helbrede sygdomme, funktionsforstyrrelser
eller misdannelser.
18) Der gives faktuelt ukorrekte oplysninger om markedsvilkår eller om muligheden for
at finde produktet med henblik på at få forbrugeren til at erhverve produktet på ringere
vilkår end de normale markedsvilkår.
19) Det hævdes som led i handelspraksis, at der afholdes en konkurrence eller et salgsfremstød
med præmier, men uden de omtalte præmier eller andre rimeligt tilsvarende
uddeles.
20) Et produkt omtales som »gratis«, »vederlagsfrit«, »uden betaling« eller lignende,
selvom forbrugeren skal betale andet end de uundgåelige udgifter, der er forbundet
med at reagere på den pågældende handelspraksis, samt afhentning eller betaling for
levering af produktet.
21) I markedsføringsmaterialet indgår en faktura eller et lignende dokument, der opfordrer
til betaling, og som giver forbrugeren indtryk af, at han allerede har bestilt det
produkt, der markedsføres, selvom det ikke er tilfældet.
22) Den erhvervsdrivende, i modstrid med sandheden, hævder eller giver indtryk af, at
han ikke handler som led i sit erhverv, sin forretning, sit håndværk eller sin profession,
eller han, i modstrid med sandheden, udgiver sig for at være forbruger.
23) Der skabes det fejlagtige indtryk, at eftersalgsservicen i forbindelse med produktet er
tilgængelig i en anden medlemsstat end den, hvor produktet sælges.
__________________
3
Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne
vedrørende udøvelse af TV-radiospredningsvirksomhed (EFT L 298 af 17.10.1989, s. 23). Ændret ved Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 97/36/EF (EFT L 202 af 30.7.1997, s. 60).
SIDE 41 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Aggressiv handelspraksis
24) Forbrugeren bringes til at tro, at han ikke kan forlade lokalerne, før en kontrakt er
indgået.
25) Der aflægges personlige besøg på forbrugerens bopæl, uden at forbrugerens ønske
om, at den erhvervsdrivende skal forlade stedet eller blive væk, respekteres, idet der
dog gælder en undtagelse for besøg med henblik på at håndhæve en kontraktlig forpligtelse
under omstændigheder og i et omfang, der er berettiget i henhold til national
lovgivning.
26) Der foretages vedholdende og uønskede henvendelser pr. telefon, telefax, e-mail eller
andre fjernkommunikationsmedier, idet der dog gælder en undtagelse for henvendelser
med henblik på at håndhæve en kontraktlig forpligtelse under omstændigheder
og i et omfang, der er berettiget i henhold til national lovgivning. Dette berører
ikke artikel 10 i direktiv 97/7/EF4 eller direktiv 95/46/EF5 og 2002/58/EF.
27) Den erhvervsdrivende kræver, at en forbruger, som ønsker at anmelde en fordring i
henhold til en forsikringspolice, skal fremlægge dokumenter, som ikke med rimelighed
kan anses for at være relevante i forhold til fordringens gyldighed, eller han systematisk
undlader at svare på korrespondance vedrørende sagen, i den hensigt at
afholde forbrugeren fra at udøve sine kontraktlige rettigheder.
28) En reklame opfordrer direkte børn til at købe eller til at overtale deres forældre eller
andre voksne til at købe de produkter til dem, som reklamen vedrører. Denne bestemmelse
berører ikke artikel 9, stk. 1, litra g i direktiv 2010/13/EU om audiovisuelle
medietjenester.
29) Der afkræves omgående eller senere betaling for eller returnering eller oplagring af
produkter, som den erhvervsdrivende har leveret, selvom forbrugeren ikke har anmodet
herom, idet der dog gælder en undtagelse for erstatningsprodukter, der leveres
i overensstemmelse med artikel 7, stk. 3, i direktiv 97/7/EF (levering uden forudgående
anmodning).
30) Det meddeles udtrykkeligt forbrugeren, at hvis han ikke køber produktet eller tjenesteydelsen,
vil den erhvervsdrivendes job eller levebrød være truet.
31) Der skabes det fejlagtige indtryk, at forbrugeren allerede har vundet, vil vinde eller
ved udførelse af en bestemt handling vil vinde en præmie eller et andet tilsvarende
gode, selvom faktum er, at der
__________________
4
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende
fjernsalg. Ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder
(EFT L 271 af 9.10.2002, s. 16).
5
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31). Ændret ved
forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af 31.10.2003, s. 1).
SIDE 42 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
- enten ikke findes nogen præmie eller et andet tilsvarende gode, eller at den handling,
som skal udføres for at indløse præmien
- eller et andet tilsvarende gode indebærer, at forbrugeren skal betale et pengebeløb
eller på anden måde påtage sig udgifter.
SIDE 43 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Udvalgets lovbemærkninger til forslag til en ny markedsføringslov
Til § 1 om lovens anvendelsesområde
Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende markedsføringslovs § 2 og angiver
lovens anvendelsesområde.
Bestemmelsen er ikke en gennemførsel af EU-regler.
Det foreslås i stk. 1, at loven finder anvendelse på privat erhvervsvirksomhed og offentlig
virksomhed, i det omfang der udbydes produkter på markedet. Det indebærer, at enhver
handling foretaget i erhvervsøjemed er omfattet af loven, dvs. alle handlinger fra den indledende
reklame over produktion, distribution og salg og til den efterfølgende service og inkasso.
Det er uden betydning, om den erhvervsdrivende opnår eller søger at opnå personlig økonomisk
vinding, så længe det sker i erhvervsøjemed. Hermed forstås, at handlingen skal ske
som led i udøvelse af virksomhed inden for handel, industri, håndværk, landbrug, transport,
liberale erhverv og anden form for virksomhed på arbejds- og tjenesteydelsesområdet.
Handlinger, der foretages i humanitær, politisk eller religiøs sammenhæng, er kun omfattet,
såfremt de kan siges at være udslag af erhvervsvirksomhed.
For så vidt angår handlinger, der foretages af en almennyttig forening, vil det bero på en konkret
vurdering, om den pågældende aktivitet kan siges at være udslag af erhvervsvirksomhed.
Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en forening driver forlagsvirksomhed, arrangerer medlemsrejser,
driver butikker m.v. Det samme er tilfældet, hvor f.eks. en fagforening varetager sine
mellemmers interesser ved levering af tjenesteydelser i form af individuel juridisk rådgivning
og faglig bistand, eller ved salg af forsikringer og ved rabatordninger m.v. Sådanne aktiviteter
er som udgangspunkt erhvervsvirksomhed omfattet af lovens anvendelsesområde. Derimod
kan en fagforenings traditionelle kernevirksomhed – indgåelse af kollektive overenskomster
om løn og arbejdsvilkår for medlemmer inden for et fagområde – ikke anses for handlinger i
erhvervsøjemed og er derfor ikke omfattet af lovens anvendelsesområde.
Det afgørende er, om den almennyttige forening træder ind på et kommercielt marked. Det er
således karakteren af den konkrete aktivitet, der skal lægges vægt på, og ikke hvem der formelt
set står bag aktiviteten.
Almennyttige foreningers hvervning af medlemmer, er ikke omfattet af lovens anvendelsesområde.
Hvis hvervning af medlemmerne sker til en forening, som i almindelighed driver
virksomhed i erhvervsøjemed, er medlemshvervningen derimod omfattet af lovens anvendelsesområde.
Der er tale om en samlet konkret vurdering, hvori bl.a. de vedtægtsbestemte formål
indgår.
Almennyttige foreninger er endvidere til enhver tid underlagt de gældende foreningsretlige
principper.
SIDE 44 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Begrebet ”erhvervsdrivende”, der er defineret i forslagets § 2, stk. 1, nr. 2, og anvendes i flere
af lovforslagets bestemmelser, skal fortolkes i overensstemmelse med ”privat erhvervsvirksomhed
og offentlig virksomhed, i det omfang der udbydes produkter på markedet”.
Det offentliges udbud af service- og velfærdsydelser til borgerne kan ligeledes falde inden for
markedsføringslovens anvendelsesområde, såfremt udbuddet i øvrigt sker på markedsvilkår.
Det kan være ydelser inden for undervisningsområdet, som undervisning på skoler og i gymnasier,
ydelser inden for socialområdet, som dagtilbud og hjemmepleje, og ydelser inden for
sundhedsområdet i form af hospitalsbehandling.
Det er vigtigt, at alle udbydere på et marked, hvad enten de er offentlige eller private, er underlagt
samme grundvilkår.
Mange service- og velfærdsydelser udbydes af egentlige erhvervsvirksomheder, som klart er
omfattet af markedsføringsloven. Hertil kommer en lang række private institutioner, hvis
aktiviteter formentlig også falder ind under den brede fortolkning af begrebet ”privat erhvervsvirksomhed”,
og som derfor også falder ind under lovens anvendelsesområde.
Det afgørende kriterium for, hvornår offentlig virksomhed bliver omfattet af markedsføringsloven,
er, at udbuddet af produkter sker på et marked/markedslignende vilkår, herunder kan
der lægges vægt på, om der indgår betaling, og om udbuddet sker i konkurrence mellem offentlige
institutioner og private virksomheder.
Loven finder endvidere anvendelse på udbud af service- og velfærdsydelser i de tilfælde, hvor
der kun findes offentlige udbydere, såfremt udbuddet i øvrigt sker på markedsvilkår. Det skyldes,
at det er uden betydning for modtageren af ydelsen, om leverandøren af en ydelse er en
privat virksomhed eller en offentlig institution.
Det bemærkes, at offentlige udbydere er omfattet af de forvaltningsretlige regler, herunder
forvaltningsloven og kravet om overholdelse af god forvaltningsskik, i samme omfang som i
dag.
Markedsføringsloven finder, i overensstemmelse med de folkeretlige jurisdiktionsprincipper,
som udgangspunkt anvendelse, når erhvervsdrivende markedsfører sig på det danske marked.
Det afgørende for, om markedsføringsloven finder anvendelse er, om den erhvervsdrivendes
markedsføring retter sig mod det danske marked, det såkaldte virkningsprincip. Det er således
uden betydning om den pågældende erhvervsdrivende er etableret i Danmark eller i udlandet.
Der gælder dog særlige regler, når erhvervsdrivende etableret i ét EU/EØS-land via internettet
eller andre online tjenester retter deres markedsføring mod privatpersoner bosat i et andet
EU/EØS-land. I de tilfælde gælder der som udgangspunkt et afsenderlandsprincip, jf. ehandelslovens
§§ 3-4. Når afsenderlandsprincippet finder anvendelse, betyder det, at erhvervsdrivendes
markedsføring som udgangspunkt blot skal overholde den offentligretlige
SIDE 45 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
lovgivning, herunder markedsføringslovgivningen, som gælder i det land, hvor den erhvervsdrivende
er etableret.
Når f.eks. en tysk erhvervsdrivende via internettet markedsfører sig over for danske forbrugere,
skal markedsføringen som udgangspunkt kun overholde den tyske markedsføringslov.
Tilsvarende skal en dansk erhvervsdrivende, som markedsfører sig på internettet over for
privatpersoner bosat i andre EU/EØS-lande, som udgangspunkt kun overholde den danske
markedsføringslov.
Sektorspecifik lovgivning med et særskilt tilsyn er uden betydning for Forbrugerombudsmandens
kompetence efter markedsføringsloven, medmindre andet er specifikt fastsat ved lov.
Forbrugerombudsmanden har således en generel tilsynskompetence ifølge markedsføringsloven
over for alle erhvervsdrivende. For så vidt angår den finansielle sektor, er det Finanstilsynet,
der har hovedansvaret for at føre tilsyn med finansielle virksomheders overholdelse af
den finansielle lovgivning – herunder god skik. Uanset sektortilsynet kan Forbrugerombudsmanden
tage sager op af egen drift eller på baggrund af klager, når det konstateres, at en finansiel
virksomhed har overtrådt visse strafbelagte regler i markedsføringsloven. Forbrugerombudsmanden
kan ved behandlingen af konkrete sager over for finansielle virksomheder
anvende sine beføjelser efter markedsføringsloven, herunder forhandling, påbud, anlæggelse
af retssager om forbud og indledning af straffesager.
I sager, hvor en finansiel virksomhed f.eks. har givet vildledende oplysninger, vil Forbrugerombudsmanden
således både kunne behandle sagens offentligretlige aspekter, herunder melde
virksomheden til politiet, og forhandle med virksomheden vedrørende forbrugernes eventuelle
erstatningskrav.
Dermed kan Forbrugerombudsmanden tage stilling til såvel de offentligretlige som de civilretlige
aspekter af en sag på samme tid. Forbrugerombudsmanden har dermed mulighed for at
løse sagen med den finansielle virksomhed uden nødvendigvis at skulle indbringe problemstillingen
for domstolene. Forbrugerombudsmanden kan dog ikke forhandle retningslinjer på
områder, der alene berører finansielle virksomheder. Både Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden
kan således på eget initiativ tage sager op over for finansielle virksomheder.
Finanstilsynet kan politianmelde finansielle virksomheder for overtrædelser af strafbelagte
regler udstedt i medfør af lov om finansielle virksomheder, mens Forbrugerombudsmanden
kan politianmelde virksomhederne med hjemmel i markedsføringsloven. Der er tillige mulighed
for, at Forbrugerombudsmanden kan beskikkes til at føre straffesager på baggrund af en
politianmeldelse fra Finanstilsynet. Beskikkelsen gives efter afgørelse fra Rigsadvokaten, jf.
retsplejelovens § 104, stk. 2.
Forbrugerombudsmanden har endvidere kompetence til at anlægge en civil sag mod en finansiel
virksomhed vedrørende handlinger, der synes at stride imod redelig forretningsskik og
god praksis. Forbrugerombudsmanden kan også behandle sager om overtrædelse af strafbelagte
bestemmelser i regler udstedt i medfør af lov om finansiel virksomhed § 43, stk. 3, jf. lov
om finansiel virksomhed § 348, stk. 1.
SIDE 46 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Forbrugerombudsmanden kan tillige tage sager op med henblik på at undersøge, hvorvidt der
er det fornødne grundlag for at rejse en straffesag, uanset om Finanstilsynet efter en eventuel
høring af Finanstilsynets bestyrelse ikke finder anledning til at politianmelde en finansiel
virksomhed.
For at sikre at Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet ikke samtidig behandler en sag
mod en finansiel virksomhed for overtrædelse af bestemmelser i markedsføringsloven og den
finansielle lovgivning, forudsættes det, at der er et tæt samarbejde og koordinering mellem de
to tilsyn.
Det er således hensigten, at Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet orienterer hinanden
om de sager, der tages op mod finansielle virksomheder under hensyntagen til den øvrige
lovgivning om udveksling af oplysninger.
Hvis en virksomhed har indrettet sig i henhold til en tilkendegivelse fra en specialmyndighed,
f.eks. Finanstilsynet, om en bestemt retstilstand, vil Forbrugerombudsmanden anse virksomheden
for at være i god tro. I sådanne tilfælde vil Forbrugerombudsmanden af retssikkerhedsmæssige
årsager ikke strafforfølge virksomheden for handlinger, som virksomheden har
foretaget i tillid til tilkendegivelsen.
Det foreslås i stk. 2, at virksomheder omfattet af lov om finansiel virksomhed undtages fra
enkelte af lovens bestemmelser i det omfang erhvervs- og vækstministeren har udstedt regler
på det pågældende område. Det drejer sig om § 3 om god markedsføringsskik, § 4 om god
erhvervsskik, § 8 om former for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggressive
og § 13 om oplysningsforpligtelser vedr. priser m.v.
Det foreslås i stk. 3, at lovforslagets § 14 om faktureringspligt for regningsarbejde og lovforslagets
§ 15 om gebyrer ikke finder anvendelse på virksomheder omfattet af lov om finansiel
virksomhed.
SIDE 47 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 2 om definitioner
Den foreslåede bestemmelse er ny. Bestemmelsen indeholder den centrale begrebsterminologi,
der anvendes i lovforslaget. Bestemmelsen medfører ikke materielle ændringer af retstilstanden.
Bestemmelsens nr. 1-12 gennemfører artikel 2, litra a – l, i direktivet om urimelig handelspraksis.
Bestemmelsens nr. 14 gennemfører artikel 2, litra c, i direktivet om vildledende og
sammenlignende reklame. Bestemmelsens nr. 14 gennemfører artikel 2, litra f, i edatabeskyttelsesdirektivet.
Bestemmelsens nr. 15 gennemfører artikel 2, litra h, i edatabeskyttelsesdirektivet.
Bestemmelsens nr. 13 er ikke en gennemførsel af EU-regler. Bestemmelsen er en national
regel og indeholder definitionen på et gebyr i markedsføringslovens forstand.
Den gældende markedsføringslov indeholder ikke en særskilt definitionsbestemmelse. Definitionen
af en købsopfordring fremgår i dag af lovteksten til markedsføringslovens § 12 a, stk. 3,
og definitionen af gebyr fremgår i dag af markedsføringslovens § 13, stk. 7.
Visse af de øvrige definitioner findes i dag i bemærkningerne til markedsføringsloven, jf. lov
nr. 1547 af 20. december 2006. Det gælder definitionerne af ”forbruger”, ”handelspraksis”,
”væsentlig forvridning af forbrugernes økonomiske adfærd”, ”erhvervsmæssig diligenspligt”
og ”transaktionsbeslutning”. Definitionen af ”elektronisk post” fremgår af bemærkningerne til
lov nr. 450 af 10. juni 2003.
Begrebet ”erhvervsdrivende” er i dag gennemført i markedsføringsloven ved lov nr. 1389 af
21. december 2005, jf. denne lovs § 2, stk. 1, hvoraf det fremgår, at loven finder anvendelse på
privat virksomhed, samt offentlig virksomhed, i det omfang der udbydes varer og tjenesteydelser
på markedet.
Definitionen af et ”produkt” er anvendt i lov nr. 1389 af 21. december 2005 om markedsføring.
Ifølge den gældende lovs § 2, stk. 1, finder loven anvendelse på privat erhvervsvirksomhed
samt på offentlig virksomhed, i det omfang der udbydes varer eller tjenesteydelser på markedet.
Det lægges i dag til grund, at denne fortolkning svarer til definitionen af produkt i direktivet
om urimelig handelspraksis artikel 2, litra c.
Definitionen af ”adfærdskodeks”, ”kodeksindehaver”, ”lovregulerede erhverv” og ”samtykke”
findes ikke i den gældende lov.
Det foreslås i § 2, nr. 1 at definere begrebet ”forbruger” som juridiske og fysiske personer, der
hovedsageligt handler uden for deres erhverv. Definitionen svarer til det almindelige, danske
civilretlige forbrugerbegreb. Da dette begreb anvendes på tværs af den danske forbrugerlovgivning,
fastholdes denne definition også i markedsføringsloven. Direktivets definition af en
forbruger, som omfatter en fysisk person, der ikke udøver virksomhed som handlende, håndSIDE
48 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
værker, industridrivende eller udøver et liberalt erhverv, er indeholdt i den civilretlige definition.
Det foreslås i nr. 2 at definere begrebet ”erhvervsdrivende” som en fysisk eller juridisk person,
der udøver virksomhed som handlende, håndværker eller industridrivende eller udøver et
liberalt erhverv, og enhver, der handler i en erhvervsdrivendes navn eller på en erhvervsdrivendes
vegne.
En ”erhvervsdrivende” er således et bredt defineret begreb, der skal forstås som fysiske eller
juridiske personer, der udøver privat erhvervsvirksomhed og offentlig erhvervsvirksomhed,
som kan sidestilles hermed.
Erhvervsdrivende og de, der handler på vegne af disse eller i deres navn, udøver privat erhvervsvirksomhed.
Det samme gælder f.eks. tilfælde, hvor en erhvervsdrivende betaler nogen
for at markedsføre sine produkter.
Bedømmelsen af om en fysisk person kan anses for at udøve erhvervsvirksomhed beror på en
samlet vurdering af den pågældendes forhold. Det kræves herunder ikke, at vedkommende
udelukkende er beskæftiget som erhvervsdrivende eller har fast forretningssted. Det er heller
ikke afgørende, om der tilsigtes opnået en gevinst ved virksomheden, men denne må dog have
et vist omfang og være af en vis varighed.
Personer, der f.eks. fra deres hjem sælger produkter via internettet, og som søger en profit
og/eller køber produkter med henblik på at sælge dem videre til en højere pris, vil efter en
konkret vurdering også kunne blive anset for at udøve privat erhvervsvirksomhed.
Det foreslås i nr. 3 at definere begrebet ”produkt”, som en vare, eller en tjenesteydelse, herunder
fast ejendom, rettigheder og pligter.
Markedsføringsloven omfatter således alle produkter, bortset fra dem, der eksplicit er undtaget
lovens anvendelsesområde, jf. § 1.
Det foreslås i nr. 4 at definere begrebet ”handelspraksis”, som enhver handling, udeladelse,
adfærd eller fremstilling, kommerciel kommunikation, herunder reklame og markedsføring,
foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation til promovering, salg eller udbud af et
produkt til forbrugerne før, under og efter en handelstransaktion.
Eksempler på handelspraksis er en erhvervsdrivendes vejledning om et produkt og salgsfremmende
foranstaltninger.
Handelspraksis udspiller sig således ikke alene på markedsførings-, salgs, eller leveringstidspunktet,
men også i tiden efter salget. F.eks. vil inkassoaktiviteter, eftersalgsservice og urimelige
omkostninger i forhold til at skifte leverandør også kunne være omfattet af begrebet handelspraksis
og dermed falde ind under reglerne i markedsføringsloven. Dette er f.eks. kommet
SIDE 49 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
til udtryk i EU-Domstolens afgørelse i C-388/13 (Hatóság mod UPC Magyarország), hvoraf det
fremgår, at eftersalgsservice er omfattet af begrebet ”handelspraksis”.
Handelspraksis kan ud fra en konkret vurdering omfatte imagemarkedsføring. Imagemarkedsføring
kan f.eks. være branding af en virksomhed eller CSR-initiativer, der skal virke positivt
på selve virksomhedens omdømme, men som ikke direkte relaterer sig til virksomhedens
produkter. En virksomheds omdømme er en uhåndgribelig værdi, som kan give virksomheden
en konkurrencemæssig fordel, fordi virksomheden typisk vil blive opfattet som pålidelig, troværdig
og ansvarlig. Et godt virksomhedsomdømme kan forøge virksomhedens indtægter,
fordi det kan fastholde eller tiltrække forbrugerne til at købe virksomhedens produkter. Imagemarkedsføring
kan derfor have en sådan karakter, at der i det konkrete tilfælde er tale om
en handelspraksis. Et eksempel på imagemarkedsføring, der er omfattet af begrebet ”handelspraksis”
er, hvor en erhvervsdrivende i en annonce oplyser, at denne bygger skoler i et tredjeverdensland
eller støtter det lokale sportsmiljø.
Det foreslås i nr. 5 at definere begrebet ”transaktionsbeslutning” som et bredt udsnit af beslutninger,
som en forbruger træffer i relation til et produkt.
En forbrugers købsbeslutning skal betragtes som en transaktionsbeslutning, selvom købsbeslutningen
ikke fører til eller efterfølges af, at der indgås en gyldig transaktion mellem forbrugeren
og den erhvervsdrivende. Det er således ikke en betingelse, at der indgås en bindende
købsaftale i aftaleretlig forstand. Beslutningen om ikke at købe et produkt er således også en
transaktionsbeslutning.
De fleste almindelige handlinger, forbrugeren udfører forud for et køb, skal betragtes som
transaktionsbeslutninger. Der kan bl.a. være tale om beslutningen om at begive sig hen til en
butik, beslutningen om at gå ind i en butik, f.eks. efter at have set et skilt i butiksvinduet eller
på gaden, eller beslutningen om at lade en erhvervsdrivende fremvise en vare. Det kan også
være at klikke sig ind på den erhvervsdrivendes hjemmeside, f.eks. efter at have set en bannerreklame,
og beslutningen om at bruge mere tid på internettet på potentielt at bestille et
produkt. En beslutning om ikke at skifte til et andet produkt eller en anden udbyder er også en
transaktionsbeslutning.
Transaktionsbeslutninger kan også være beslutninger, som forbrugerne træffer efter at have
købt en vare eller indgået aftale om eller tegnet abonnement på en tjenesteydelse. Den vigtigste
kategori af beslutninger efter køb er de beslutninger, der drejer sig om forbrugerens udøvelse
af sine kontraktlige rettigheder, f.eks. retten til at hæve købet eller opsige en kontrakt
eller retten til at bytte varen eller skifte til en anden udbyder.
Det foreslås i nr. 6 at definere begrebet ”væsentlig forvridning af forbrugernes økonomiske
adfærd” som anvendelse af en handelspraksis, der mindsker forbrugernes evne til at træffe en
informeret transaktionsbeslutning.
SIDE 50 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det er et krav, at der er tale om en påvirkning, der er mærkbar nok til at ændre gennemsnitsforbrugerens
transaktionsbeslutning, således at forbrugeren træffer en transaktionsbeslutning,
som forbrugeren ellers ikke ville have truffet. Det afgørende spørgsmål vil derfor være,
om den pågældende handelspraksis er egnet til mærkbart at påvirke forbrugerens transaktionsbeslutning.
Det foreslås i nr. 7 at definere begrebet ”adfærdskodeks” som en aftale eller et regelsæt, der
ikke følger af love eller administrative bestemmelser, hvorigennem den erhvervsdrivendes
adfærd fastlægges, og ifølge hvilken denne forpligtes til at overholde kodeksen i forbindelse
med en eller flere former for handelspraksis eller inden for en eller flere erhvervssektorer.
Den foreslåede markedsføringslov indeholder ingen særlige bestemmelser om adfærdskodeks’
indhold, men slår fast i den foreslåede § 5, stk. 3, nr. 9, at der ved vurderingen af, om en
erhvervsdrivende vildleder forbrugere skal tages hensyn til den erhvervsdrivendes forpligtelser
til at følge adfærdskodeks, som den erhvervsdrivende angiver at være bundet af.
Ud over den foreslåede bestemmelse om vildledende handlinger, indeholder lovens bilag 1
også bestemmelser, der forbyder erhvervsdrivende at hævde at have underskrevet et adfærdskodeks,
selvom det ikke er tilfældet eller at et adfærdskodeks er underskrevet af en
myndighed, selvom det ikke er tilfældet, jf. bilagets nr. 1 og 3.
Det foreslås i nr. 8 at definere begrebet ”kodeksindehaver” som et organ, herunder en erhvervsdrivende
eller gruppe af erhvervsdrivende, som er ansvarlig for udformningen og opdateringen
af en adfærdskodeks eller for at overvåge, at kodeksen overholdes af de parter, som
har forpligtet sig i henhold til denne. Eksempler på kodeksindehavere er f.eks. brancheforeninger,
der har etiske regler for deres medlemmer, Alkoholreklamenævnet, Læskedrikreklamenævnet
og Forum for Fødevarereklamer.
Det foreslås i nr. 9 at definere begrebet ”god erhvervsskik”. Det dækker over standarden for de
særlige færdigheder og den omhu, som en erhvervsdrivende med rimelighed kan forventes at
udvise over for forbrugerne, og som står i rimeligt forhold til hæderlig markedspraksis eller
det generelle princip om god tro inden for den erhvervsdrivendes virkefelt. Begrebet dækker
det samme som begrebet ”erhvervsmæssig diligenspligt”, der benyttes i direktivet om urimelig
handelspraksis.
Der er ikke tale om et fast begreb, men om en standard, der kan variere fra branche til branche.
Det foreslås i nr. 10 at definere begrebet ”købsopfordring”. Der stilles tre betingelser for, at der
foreligger en købsopfordring. For det første skal produktets karakteristika oplyses, og for det
andet skal produktets pris oplyses. Det er herudover en betingelse, at disse to oplysninger
sætter forbrugeren i stand til at foretage et køb eller beslutte sig for at foretage et køb. Det
betyder, at den kommercielle kommunikation skal indeholde tilstrækkelige oplysninger til, at
forbrugeren kan træffe en købsbeslutning.
SIDE 51 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det beror på en konkret vurdering, om omtalen af produktets karakteristika og pris er tilstrækkelig
til, at der foreligger en købsopfordring. I vurderingen indgår bl.a. produktets art.
Ved komplicerede produkter, vil kravene til omtalen af produktets karakteristika således være
større, for at der foreligger en købsopfordring, end ved ukomplicerede produkter.
Udstilling af eller mundtlig fremhævelse af en specifik vare med oplysning om prisen vil ofte
være tilstrækkelig til, at der er tale om en købsopfordring. EU-Domstolen har i dommen C-
122/10 (Konsumentombudsmannen mod Ving Sverige AB), udtalt, at ”en præsentation i ord
og billeder kan gøre det muligt for forbrugeren at danne sig et indtryk af produktets art og
karakteristika med henblik på at træffe en transaktionsbeslutning, herunder i tilfælde, hvor
den samme præsentation beskriver et produkt, der udbydes i flere udformninger”.
Markedsføring af en virksomhed eller et varemærke, som ikke indeholder omtale af specifikke
produkter, som f.eks. ”Køb bøger på byensboghandel.dk” eller ”Kom ind og prøvekør en af
vores nyindkøbte biler hos Bilforhandleren” er ikke købsopfordringer. Reklamer, hvor en ny
vareserie lanceres uden præciserende oplysninger om de enkelte produkter anses som udgangspunkt
heller ikke for købsopfordringer. Ved omtale af et helt specifikt produkt vil der
kunne foreligge en købsopfordring, hvis omtalen af det pågældende produkt indeholder faktuelle
oplysninger samt pris.
Hvorvidt oplysningen om produktets karakteristika og pris er tilstrækkelig afhænger endvidere
af det anvendte kommercielle kommunikationsmiddel. Mediets art indgår derfor i den samlede
vurdering af, hvorvidt der foreligger en købsopfordring.
Det må dernæst vurderes, om oplysningerne om produktets karakteristika og pris har en
sådan karakter og detaljeringsgrad, at forbrugeren kan foretage et køb.
Det følger af EU-Domstolens afgørelse i sag C-122/10 (Konsumentombudsmannen mod Ving
Sverige AB), at der foreligger en købsopfordring, når oplysningerne vedrørende det annoncerede
produkt og dets pris er tilstrækkelige til, at forbrugeren kan træffe en transaktionsbeslutning,
uden at det er nødvendigt, at den kommercielle kommunikation ligeledes giver en
faktisk mulighed for at købe produktet, eller at den forekommer i forbindelse med en sådan
mulighed.
Det er derfor ikke en betingelse, at den kommercielle kommunikation indeholder en bestillingskupon,
et telefonnummer eller lignende, for at der foreligger en købsopfordring. Tilsvarende
kan det heller ikke kræves, at en annonce på internettet er forbundet med en bestillingsfacilitet,
hvor forbrugeren kan erhverve produktet, som den kommercielle kommunikation
omhandler.
Det foreslås i nr. 11 at definere begrebet ”utilbørlig påvirkning” som udnyttelse af en magtposition
i forhold til forbrugeren til at udøve pres selv uden anvendelse eller trusler om anvendelse
af fysisk vold på en måde, som væsentligt begrænser forbrugerens evne til at træffe en
informeret beslutning.
SIDE 52 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det foreslås i nr. 12 at definere begrebet ”lovregulerede erhverv” som en eller flere former for
erhvervsmæssig virksomhed, når der enten direkte eller indirekte ifølge lov eller administrative
bestemmelser kræves bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer for at optage eller udøve
denne virksomhed eller en form heraf.
Et erhverv er således lovreguleret, hvis man f.eks. skal have en bestemt autorisation, bestå
bestemte eksamener eller registreres hos en faglig organisation, inden man kan udøve det.
Eksempler på lovregulerede erhverv er VVS-installatører, elektrikere og advokater.
Det foreslås i nr. 13 at definere begrebet ”gebyr” som en betaling for en særlig tjeneste, funktion
eller ydelse, som knytter sig til købet af et produkt, og som ikke har karakter af betaling for
en selvstændig ydelse.
Det afgørende er ikke, hvordan omkostningen betegnes i aftalen, men om den har en sådan
karakter, at den falder ind under definitionen. Som eksempel på gebyrer kan nævnes faktureringsgebyrer,
betalingsgebyrer og opsigelsesgebyrer.
Gebyrer kan både være tvungne eller valgfrie. Det omhandler f.eks. betalinger for en ydelse,
som direkte eller indirekte knytter sig til erhvervelsen eller leveringen af et produkt.
Det foreslås i nr. 14 at definere begrebet ”samtykke”. Ved et samtykke skal forstås enhver
frivillig, specifik og informeret viljestilkendegivelse.
Definitionen af et samtykke er ikke særlig knyttet til kommunikation til direkte markedsføringsformål.
I relation til markedsføring er det afgørende, at samtykke kan gives ved ethvert
passende middel, der muliggør en frit givet, specifik og informeret angivelse af brugerens
ønsker.
Der er ikke nogen formkrav i forhold til afgivelse af samtykke. Samtykket kan gives såvel
skriftligt som mundtligt, ligesom samtykket også vil kunne gives digitalt. Bevisbyrden for, at
der foreligger et samtykke, der opfylder lovens krav, påhviler den erhvervsdrivende.
Et samtykke skal være informeret i den forstand, at den samtykkende skal være klar over, at
der gives samtykke, og hvad det er, der gives samtykke til. Den erhvervsdrivende må således
sikre sig, at den der afgiver samtykket, har tilstrækkelig information til at den pågældende kan
vurdere, om den pågældende ønsker at afgive et samtykke. Heri ligger, at samtykket skal være
udtryk for et aktivt tilvalg for den, der afgiver samtykket. Det vil således ikke være i overensstemmelse
med kravet, hvis et afkrydsningsfelt er forhåndsafkrydset med en tekst om, at man
giver sit samtykke til at modtage markedsføring. Hvis et samtykke indhentes i forbindelse med
f.eks. en konkurrence eller en spørgeskemaundersøgelse, skal det være klart for forbrugerne,
at der samtidig med deltagelsen i konkurrencen m.v. gives samtykke til at modtage markedsføring.
Det er et krav, at et samtykke er givet frivilligt.
SIDE 53 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Samtykket skal være specifikt for at være gyldigt. Med andre ord accepteres et generelt samtykke
uden nærmere angivelse af det præcise formål med anvendelsen af samtykket ikke.
Det betyder, at det klart og utvetydigt skal fremgå, hvad det er, der meddeles samtykke til,
hvem det er, der meddeles samtykke til og hvilken kommunikationsform, der afgives samtykke
til at anvende. Det betyder, at hvis forbrugeren har givet samtykke til at modtage markedsføring
via sms, kan den erhvervsdrivende ikke sende e-mails til forbrugeren.
Kravet om, at samtykket skal være specifikt, medfører endvidere, at de produkter, eller de
kategorier af produkter, for hvilke der kan blive sendt markedsføring, klart skal oplyses over
for modtageren. Formålet kan dog formuleres forholdsvis bredt. Det vil f.eks. være muligt for
en supermarkedskæde at indhente samtykke til markedsføring ”inden for vores produktsortiment”.
Den der afgiver samtykket, skal være klar over, hvilke(n) virksomhed(er) der afgives samtykke
til at modtage markedsføringsmateriale fra. Øvrige koncernselskaber er ikke samme virksomhed.
Et samtykke givet til en konkret, navngivet erhvervsdrivende, vil ikke kunne overdrages til en
anden erhvervsdrivende til markedsføring, medmindre der er tale om, at en anden erhvervsdrivende
har overtaget den pågældende forretningsaktivitet og i øvrigt kun markedsfører sig
inden for samtykkets rammer. En virksomhed kan således kun succedere i en anden virksomheds
ret til at bruge et samtykke, hvis virksomhedernes aktiver og passiver overtages. En
virksomhed kan således ikke benytte et samtykkeregister, der er købt af et konkursbo, uden at
virksomheden i øvrigt har overtaget den forretningsaktivitet, som samtykkeregisteret er knyttet
til.
Hvis man som erhvervsdrivende ønsker at videregive oplysninger, skal der i forbindelse med
indhentelsen af samtykket, også anmodes om samtykke til at videregive oplysninger til specifikke
tredjemænd. Den information, der gives til kunden, skal oplyse formålet(ene) og de produkter
eller de kategorier af produkter, for hvilke de pågældende tredjeparter vil sende markedsføring.
Et samtykke skal kunne tilbagekaldes let og gebyrfrit på et hvilket som helst tidspunkt, jf. § 9,
stk. 1. Virkningen heraf vil i givet fald være, at den erhvervsdrivende fra det tidspunkt tilbagekaldelsen
er kommet frem til den erhvervsdrivende, ikke længere kan fremsende markedsføring
via elektronisk post til den pågældende.
Det foreslås i nr. 15 at definere begrebet ”elektronisk post”. Ved elektronisk post forstås enhver
meddelelse i form af tekst, stemmegengivelse, lyd eller billede, som sendes via et offentligt
kommunikationsnet, og som kan lagres i nettet eller i modtagerens terminaludstyr, indtil
meddelelsen hentes af modtageren.
SIDE 54 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Denne definition er bred og tænkt som teknologineutral. Formålet er at sikre, at brugere af
offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester opnår den samme beskyttelse af
personoplysninger og privatlivets fred, uanset hvilken teknologi tjenesterne baserer sig på.
Om en henvendelse er omfattet af begrebet elektronisk post, må bero på en konkret vurdering.
Følgende tre betingelser skal være opfyldt, for at der kan være tale om elektronisk post:
Meddelelsen skal sendes via et ”offentligt kommunikationsnet.” Hvis kommunikationen sker
via en tjeneste på internettet, der ikke på forhånd er afgrænset til en bestemt kreds af slutbrugere,
vil meddelelsen være sendt via et offentligt kommunikationsnet.
Meddelelsen skal ”lagres i nettet eller i modtagerens terminaludstyr, indtil den hentes af modtageren.”
Meddelelsen skal ”sendes” til brugeren via et offentligt kommunikationsnet. Heri må indlægges
den forudsætning, at meddelelsen sendes til en bestemt modtagers elektroniske adresse.
Tjenester, der i hvert fald falder ind under definitionen af elektronisk post, omfatter følgende:
E-mail, sms, mms og andre lignende applikationer, der benyttes til at sende beskeder, hvori
billeder, lyd og tekst kan kombineres, via internettet eller mobiltelefoni. Online emailtjenester,
som f.eks. gmail og hotmail, anses for at være omfattet af begrebet ”elektronisk
post”.
Listen er ikke udtømmende, og definitionen af elektronisk post udvikles løbende på baggrund
af markedsudviklingen og den teknologiske udvikling.
Markedsføring, der er afhængige af, at modtageren er online, og som forsvinder af sig selv, når
modtageren ikke længere er online (f.eks. pop-up reklamer og reklamer via ens news feed), er
ikke omfattet af definitionen ”elektronisk post”. Denne form for markedsføring kan efter omstændighederne
falde ind under den foreslåede § 9, stk. 4.
SIDE 55 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 3 om god markedsføringsskik
Den foreslåede bestemmelses stk. 1 er en delvis videreførelse af den del af generalklausulen i
den gældende lovs § 1, stk. 1, som angår forhold der ikke tager sigte på at beskytte forbrugernes
økonomiske interesser, jf. stk. 3.
Den foreslåede bestemmelses stk. 2 er med enkelte sproglige tilpasninger en delvis videreførelse
af den gældende lovs § 8, stk. 1, som angår forhold, der ikke tager sigte på at beskytte
forbrugernes økonomiske interesser, jf. stk. 3.
Den foreslåede bestemmelses stk. 3 er ny og angiver, hvornår § 3, stk. 1 og 2, finder anvendelse
i forhold til det foreslåede kapitel 2, herunder § 4, som ligeledes vedrører god skik.
I bestemmelsen anvendes generelt begrebet ”handelspraksis” i stedet for ”markedsføring”, der
anvendes i bestemmelsen i dag. Der er alene tale om en sproglig tilretning, da begrebet markedsføring
i den gældende markedsføringslov blev anset for at dække over det samme som
begrebet handelspraksis.
Bestemmelsen medfører ikke materielle ændringer i retstilstanden.
Bestemmelsen er ikke en gennemførsel af EU-regler.
Bestemmelsen fastslår, at erhvervsdrivende skal udvise god markedsføringsskik under hensyntagen
til forbrugerne, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser. Bestemmelsen
skærper endvidere kravene til erhvervsdrivendes handelspraksis rettet mod børn og unge.
Det foreslås at stk. 1 finder anvendelse på alle forhold, både i forholdet mellem to erhvervsdrivende
og i forholdet mellem erhvervsdrivende og forbrugere, der ikke tager sigte på at beskytte
forbrugernes økonomiske interesser. Forhold, der tager sigte på at beskytte forbrugernes
økonomiske interesser er i stedet som udgangspunkt udelukkende omfattet af bestemmelsen
om god erhvervsskik i § 4 og de øvrige bestemmelser i kapitel 2.
Selvom et konkret forhold omhandler forbrugernes økonomiske interesser, kan stk. 1 dog
også finde selvstændig anvendelse i forholdet mellem erhvervsdrivende og forbrugere, såfremt
den pågældende handelspraksis samtidig strider mod hensyn vedrørende smag og anstændighed,
sikkerhed, sundhed eller andre hensyn, der ikke tilsigter at varetage forbrugernes
økonomiske interesser, eller den pågældende handelspraksis er reguleret af aftaleretten, jf.
stk. 3.
Hvis beskyttelseshensynet i b2c vedrører smag og anstændighed, sundheds- og sikkerhedsmæssige
aspekter, miljøhensyn eller andre hensyn, der ikke tilsigter at varetage forbrugernes
økonomiske interesser, eller den pågældende handelspraksis er reguleret af aftaleretten, vil
den pågældende handelspraksis således skulle vurderes ud fra stk. 1, uafhængigt af kapitel 2.
SIDE 56 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Smag og anstændighed kan f.eks. omfatte markedsføring, som anses for at krænke almene
samfundsinteresser. Bestemmelsen omfatter endvidere beskyttelse af forbrugerne mod markedsføringstiltag,
som krænker forbrugerens personlige integritet, privatlivets fred, eller som
er påtrængende, udnyttende, generende eller på anden måde krænkende. Der kan f.eks. være
tale om uretmæssig brug af en forbrugers billede eller navn. Forhold vedrørende smag og
anstændighed kan f.eks. efter omstændighederne omfatte kundehvervning på gaden. Det kan
endvidere være markedsføring, der strider mod social ansvarlighed, markedsføring der diskriminerer
eller tilskynder til had på grund af race, køn, religion eller nationalitet og markedsføring
der spiller på frygt, sygdom, ulykke og overtro eller tilskynder til vold eller anden farlig
adfærd. Som eksempel kan nævnes Forbrugerombudsmandens retningslinjer om kønsdiskriminerende
reklame. Bestemmelsen i stk. 1 vil ligeledes fortsat omfatte uetisk markedsføring.
For så vidt angår sundheds- og sikkerhedsmæssige aspekter kan det f.eks. omfatte alkohol,
tobak og lægemidler.
Bestemmelsen finder endvidere anvendelse, hvis forholdet omhandler aftaleretten, herunder
særligt om kontrakters gyldighed, indgåelse og virkning. Dette omfatter kontrakters gyldighed,
indgåelse og virkning, samt urimelige aftalevilkår. Det gælder f.eks. urimelige kontraktvilkår,
hvor den erhvervsdrivende ensidigt forrykker balancen i forholdet mellem den erhvervsdrivende
og forbrugeren. Som et andet eksempel kan nævnes en inkassovirksomheds
anvendelse af standardvilkår, der er i strid med reglerne i renteloven, jf. Højesterets dom i
UfR2013.2941H, eller standardvilkår med bindingsperioder, der er i strid med reglerne i forbrugeraftaleloven.
En erhvervsdrivendes overtrædelse af den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning vil
som udgangspunkt være i strid med god markedsføringsskik over for forbrugerne. Forbrugerombudsmanden
vil derfor med hjemmel i denne bestemmelse kunne gribe ind over for sådanne
overtrædelser af den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning.
Bestemmelsen gælder endvidere i forholdet mellem erhvervsdrivende, hvor det primære sigte
er at beskytte konkurrenters økonomiske interesser, eller forhold som vedrører transaktioner
mellem erhvervsdrivende. Forhold, som udelukkende skader konkurrenternes økonomiske
interesser, eller som vedrører transaktioner mellem erhvervsdrivende, kan eksempelvis være
kommerciel kommunikation til investorer og virksomhedspromoverende litteratur, der ikke
direkte påvirker forbrugernes transaktionsbeslutninger i forbindelse med produkter.
EU-Domstolen har dog anlagt en forholdsvis bred fortolkning af, hvornår forbrugernes økonomiske
interesser er omfattet af sager mellem erhvervsdrivende, jf. sagerne C-304/08 (Zentrale
zur Bekämpfung unlauteren Wettbewerbs eV mod Plus Warenhandelsgesellschaft mbH)
og C-540/08 (Mediaprint Zeitungs- und Zeitschriftenverlag GmbH & Co. Kg mod Österreich”-
Zeitungsverlag GmbH).
Bestemmelsen finder bl.a. anvendelse på følgende forhold, som vedrører transaktioner mellem
erhvervsdrivende: Beskyttelse af andre erhvervsdrivende mod illoyal konkurrence, herSIDE
57 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
under mod efterligning, snyltning eller anden udnyttelse af andres indsats samt krænkelser af
andre virksomheders rettigheder til navn, design, erhvervshemmeligheder, i det omfang rettighederne
ikke er beskyttet af anden lovgivning. Stk. 1 benyttes ligeledes til at beskytte virksomheder
mod nedsættende omtale og renommesnylteri fra deres konkurrenters side.
Bestemmelsen om god markedsføringsskik giver de retshåndhævende myndigheder en mulighed
for at foretage en løbende normdannelse og videreudvikling af retstilstanden, så den
svarer til den gældende samfundsopfattelse af sund og rimelig erhvervsudøvelse.
Hvorvidt et forhold er i overensstemmelse med god markedsføringsskik skal fortolkes i lyset
af hensynet til velfungerende markeder, herunder hensynet til forbrugerne, de erhvervsdrivende
og almene samfundsinteresser, som de udvikles over tid. Hensynene er principielt sideordnede,
og de retshåndhævende myndigheder skal derfor foretage en konkret afvejning af
hensynene på baggrund af de konkrete omstændigheder i de enkelte sager, som forelægges til
afgørelse.
Det foreslås i stk. 2, at handelspraksis, som er rettet mod børn og unge, eller hvor børn og unge
er særligt sårbare over for den pågældende handelspraksis, skal være udformet med særlig
hensyntagen til børn og unges naturlige godtroenhed og manglende erfaring og kritiske sans,
som bevirker, at de er lettere at påvirke og nemmere at præge.
Bestemmelsen finder alene anvendelse i tilfælde, som ikke vedrører beskyttelse af forbrugernes
økonomiske interesser jf. dog stk. 3. Selvom et konkret forhold også omhandler forbrugernes
økonomiske interesser, finder stk. 2 dog også anvendelse, såfremt den pågældende
handelspraksis samtidig strider mod hensyn vedrørende smag og anstændighed, sikkerhed,
sundhed eller andre hensyn, der ikke tilsigter at varetage forbrugernes økonomiske interesser,
eller den pågældende handelspraksis er reguleret af aftaleretten.
Baggrunden for bestemmelsen er, at børn og unge ikke har de samme forudsætninger for at
gennemskue en given handelspraksis, og er lettere at påvirke, da de ikke har samme erfaring
og kritiske sans som voksne gennemsnitsforbrugere.
Bestemmelsen omhandler handelspraksis, der er rettet mod børn og unge. En erhvervsdrivendes
handelspraksis vil f.eks. blive anset for at rette sig mod børn og unge, hvis den erhvervsdrivendes
hjemmeside i sig selv eller markedsføringen af hjemmesiden eller centrale
produkter fra hjemmesiden særligt henvender sig til børn og unge.
Derimod er det som udgangspunkt ikke hensigten, at reklamer, der ikke primært retter sig
mod børn og unge, skal være omfattet af bestemmelsen. Det gælder uanset, om reklamer optræder
steder, hvor børn også færdes, f.eks. reklamer på metrostationer, ved busstoppesteder
og på stadions m.v. Konkrete forhold kan dog medføre, at en erhvervsdrivendes handelspraksis
anses for at være rettet mod børn og unge, selvom målgruppen ikke primært er børn og
unge. Det forhold, at en handelspraksis både appellerer til voksne og børn og unge udelukker
således ikke, at den pågældende handelspraksis kan anses for omfattet af bestemmelsen.
SIDE 58 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
En reklame, der lægges ud på en fildelingstjeneste, der ikke primært retter sig mod børn og
unge, vil også kunne anses for rettet mod børn og unge, hvis selve reklamen på grund af indholdet
eller produktet, der reklameres for, må anses for også at appellere særligt til børn og
unge. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis det produkt, der reklameres for, er legetøj, slik eller
lignende, som særligt fanger børns interesse.
I tilfælde hvor den erhvervsdrivende med rimelighed må formode, at en given handelspraksis
er egnet til væsentligt at påvirke børn og unge, da de er særligt sårbare over for denne praksis,
er det ikke en forudsætning, at den pågældende handelspraksis primært er rettet mod børn og
unge.
I forhold til blogs og lignende vil også bloggerens alder kunne tillægges betydning. F.eks. vil
indholdet af en blog som udgangspunkt blive anset for rettet mod børn og unge, hvis bloggeren
er under 18 år, eller en ikke ubetydelig del af bloggerens følgere m.v. ligeledes er under 18
år.
Der er således tale om en konkret helhedsvurdering fra sag til sag, hvor flere forskellige forhold
kan være af betydning for, om f.eks. markedsføring kan siges at være rettet mod børn og
unge. I vurderingen kan der bl.a. lægges vægt på markedsføringens udformning, indholdet af
markedsføringen, hvor markedsføringen optræder, det markedsførte produkt, og om der
anvendes børn i markedsføringen.
I praksis ses der forskellige eksempler på, at erhvervsdrivende benytter et aldersfilter til at
afskære børn og unge fra at få adgang til den pågældende hjemmeside. Sådanne filtre vil indgå
i den samlede vurdering af, om en hjemmeside retter sig mod børn og unge. Filtre, hvor der
ikke foretages en eller anden form for kontrol af de afgivne oplysninger, kan imidlertid kun
tillægges en begrænset betydning. Et aldersfilter, hvor man f.eks. blot skal indtaste sin fødselsdato
eller svare ”ja” eller ”nej” til, om man er over 18 år, men hvor der ikke sker nogen
yderligere kontrol af oplysningerne, vil således normalt ikke i sig selv være tilstrækkeligt til at
antage, at den pågældende hjemmeside ikke retter sig mod børn og unge.
Det kan tillægges betydning, hvorvidt virksomhederne anvender tekniske foranstaltninger,
som kan kontrollere alderen på brugerne af det sociale medie, som markedsføringen bliver
vist for. Hvis brugerne skal oplyse deres alder ved oprettelsen af en profil på det sociale medie,
og det sociale medie på denne baggrund giver de erhvervsdrivende adgang til at vælge en
aldersbegrænsning, når de opretter en side, må den erhvervsdrivende som udgangspunkt
kunne gå ud fra, at brugerne giver korrekt information om deres alder.
Bestemmelsen er oprindelig baseret på reglerne i ICC-kodeks for reklamepraksis og praksis
efter den gældende markedsføringslovs § 1.
Den foreslåede bestemmelse pålægger erhvervsdrivende, der henvender sig til børn og unge,
at udforme deres handelspraksis på en måde, der tager højde for de særlige beskyttelsesbehov,
som denne målgruppe har. Det fremgår således af bestemmelsen, at virksomheder, der
SIDE 59 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
udøver deres handelspraksis i forhold til børn og unge, ikke må udnytte den særlige godtroenhed
og mangel på erfaring, der karakteriserer denne målgruppe.
Begrebet ”børn og unge” dækker generelt personer op til 18 år, men den pågældende handelspraksis
vil skulle bedømmes i forhold til den konkrete aldersgruppe, den henvender sig til.
Det indebærer, at handelspraksis over for små børn skal vurderes anderledes end handelspraksis
over for unge på 15-16 år.
Erhvervsdrivende bør være tilbageholdende med at benytte pågående handelspraksis, som
f.eks. brug af børn til markedsføring. Det gælder f.eks. i forhold til vennehvervning, der er
kendetegnet ved, at en erhvervsdrivende opfordrer kunder til blandt venner og bekendte at
hverve nye kunder mod betaling for indsatsen i form af varer, der oftest karakteriseres som
”gaver” eller andet vederlag. Det kan være en urimelig fremgangsmåde, der udnytter børn og
unges naturlige godtroenhed og let påvirkelighed. Det skyldes den loyalitet, som den, der bliver
hvervet, kan føle over for sin ven, der udnyttes og det forhold, at det er svært at sige nej til
en, som man kender.
Bestemmelsen kan ikke umiddelbart danne grundlag for egentlige forbud eller påbud og foreslås
som den gældende bestemmelse heller ikke strafbelagt. Bestemmelsen skal i stedet fungere
som en referenceramme eller agtsomhedsnorm, som virksomhederne skal udforme deres
handelspraksis efter, og indebærer således en generel skærpelse af de øvrige bestemmelser i
markedsføringsloven. Bestemmelsen finder som udgangspunkt ikke anvendelse på forhold
omfattet af kapitel 2. I disse tilfælde finder § 4, stk. 3, anvendelse. Såfremt den pågældende
handelspraksis samtidig strider mod hensyn vedrørende smag og anstændighed, sikkerhed,
sundhed eller andre hensyn, der ikke tilsigter at varetage forbrugernes økonomiske interesser,
eller den pågældende handelspraksis er reguleret af aftaleretten, finder § 3, stk. 2, dog
også anvendelse, uafhængigt af kapitel 2.
Det vil f.eks. medføre, at man ved vurderingen af om en given handelspraksis er i strid med
god markedsføringsskik, skal tage højde for, at børn og unge lettere tager kommercielle udsagn
for gode varer. Derfor skal beskrivelsen af et produkts størrelse, værdi, art, holdbarhed
eller præstation være mere præcis og realistisk end ved handelspraksis rettet mod voksne.
Det vil endvidere medføre, at erhvervsdrivende ikke må benytte referencer til f.eks. sex i forbindelse
med handelspraksis rettet mod børn, da det vil være i strid med god markedsføringsskik.
Det vil være en konkret vurdering, hvornår eksempelvis en reklame bevæger sig over grænserne
for det tilladelige.
Det foreslås i stk. 3, at hvis den pågældende handelspraksis påvirker forbrugerens økonomiske
interesser, finder kapitel 2 anvendelse i stedet for stk. 1 og 2. Såfremt den pågældende
handelspraksis samtidig strider mod hensyn vedrørende smag og anstændighed, sikkerhed,
sundhed eller andre hensyn, der ikke tilsigter at varetage forbrugernes økonomiske interesSIDE
60 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
ser, eller den pågældende handelspraksis er reguleret af aftaleretten, finder stk. 1 og 2 dog
også anvendelse, uafhængigt af kapitel 2.
Kapitel 2 omfatter de former for handelspraksis, der påvirker forbrugernes økonomiske interesser.
I de tilfælde hvor beskyttelseshensynet ikke vedrører forbrugernes økonomiske interesser,
men hvor intentionen er at beskytte andre hensyn, f.eks. vedrørende smag og anstændighed,
sikkerhed, sundhed eller andre samfundsmæssige hensyn, eller den pågældende handelspraksis
er reguleret af aftaleretten, finder § 3, stk. 1 og 2, anvendelse, uafhængigt af kapitel 2.
I de tilfælde, hvor der både sker en påvirkning af forbrugernes økonomiske interesser, således
at kapitel 2 finder anvendelse, og hvor der samtidig er et beskyttelseshensyn i forhold til f.eks.
smag og anstændighed, vil stk. 1 og 2 i denne bestemmelse dog også finde anvendelse, uafhængigt
af kapitel 2.
Det kunne f.eks. være en handelspraksis, som både indeholder en vildledende prisangivelse,
og samtidig er udtryk for kønsdiskriminerende reklame.
SIDE 61 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 4 om god erhvervsskik
Den foreslåede bestemmelse er en delvis videreførelse den del af den gældende lovs § 1, som
angår forhold, der tager sigte på at beskytte forbrugernes økonomiske interesser. Der er ikke
tilsigtet materielle ændringer i retstilstanden.
Bestemmelsen gennemfører artikel 3, stk. 1, samt artikel 5, stk. 1-3, i direktivet om urimelig
handelspraksis.
Bestemmelsen finder anvendelse på erhvervsdrivendes urimelige handelspraksis over for
forbrugerne, før, under og efter en handelstransaktion i forbindelse med et produkt.
Det foreslås i stk. 1, at der stilles krav om, at erhvervsdrivende skal udvise god erhvervsskik
over for forbrugerne. God erhvervsskik er defineret i lovforslagets § 2, nr. 9 og skal forstås
som standarden for de særlige færdigheder og den omhu, som en erhvervsdrivende med rimelighed
kan forventes at udvise over for forbrugerne, og som skal stå i et rimeligt forhold til
hæderlig markedspraksis eller det generelle princip om god tro inden for den erhvervsdrivendes
virkefelt.
Ved vurderingen af om der er tale om en handling i strid med god erhvervsskik efter stk. 1,
skal kravene i den foreslåede stk. 2 endvidere være opfyldt.
En erhvervsdrivendes overtrædelse af den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning vil
som udgangspunkt være i strid med god erhvervsskik over for forbrugerne. Forbrugerombudsmanden
vil derfor med hjemmel i denne bestemmelse kunne gribe ind over for sådanne
overtrædelser af den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning, forudsat at denne handelspraksis
er egnet til at forvride forbrugerens økonomiske adfærd.
Bestemmelsen om god erhvervsskik giver de retshåndhævende myndigheder en mulighed for
at foretage en løbende normdannelse og videreudvikling af retstilstanden, under hensyntagen
til EU-Domstolens praksis, så den svarer til den gældende samfundsopfattelse af sund og rimelig
erhvervsudøvelse.
En overtrædelse af de foreslåede bestemmelser i §§ 5-7 vil altid udgøre en overtrædelse af
denne bestemmelse. Dette følger direkte af direktivets artikel 5, stk. 4. Det fremgår endvidere
af EU-Domstolens i sag C-435/11 (CHS Tour Services GmbH mod Team4 Travel GmbH). Domstolen
fastslog således, at det i tilfælde, hvor en handelspraksis anses for vildledende efter
direktivets artikel 6, stk. 1, er det ikke nødvendigt at undersøge, om en sådan praksis ligeledes
er i strid med kravet om erhvervsmæssig diligenspligt (god erhvervsskik), for at kunne betragtes
som urimelig og dermed forbudt i henhold til det nævnte direktivs artikel 5, stk. 1.
Det foreslås i stk. 2, at den pågældende handelspraksis skal være egnet til væsentligt at forvride
eller kunne forventes at forvride den økonomiske adfærd i forhold til produktet hos gennemsnitsforbrugeren,
som bliver genstand for den, eller som den rettes mod. Den pågældende
SIDE 62 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
handelspraksis skal således forventes at kunne foranledige gennemsnitsforbrugeren til at
træffe en transaktionsbeslutning, som denne ellers ikke ville have truffet.
Det betyder, at det efter bestemmelsen ikke er et krav, at der rent faktisk sker en forvridning
af den økonomiske adfærd. Det er derimod tilstrækkeligt, at den pågældende handelspraksis
ville kunne medføre, at en gennemsnitsforbruger træffer en transaktionsbeslutning, som denne
ellers ikke ville have truffet.
En væsentlig forvridning af forbrugerens økonomiske adfærd er defineret i lovforslagets § 2,
nr. 6, som anvendelse af en handelspraksis, som mærkbart indskrænker forbrugerens evne til
at træffe en informeret beslutning, hvorved forbrugeren træffer en transaktionsbeslutning,
som denne ellers ikke ville have truffet.
I bestemmelsen stilles der for det første et krav om, at den konkrete handelspraksis ”mærkbart
indskrænker forbrugerens evne til at træffe en informeret beslutning”. Det kræver en
konkret vurdering af, om den pågældende handelspraksis er egnet til at have en sådan virkning
på gennemsnitsforbrugeren. Det, der skal vurderes, er sandsynligheden af den virkning,
den pågældende praksis vil kunne have for gennemsnitsforbrugerens transaktionsbeslutning.
F.eks. vil udsagnet ”Køb en telefon til 4.000 kr. og få 10 timers gratis taletid med i købet” forventes
at kunne påvirke forbrugerens transaktionsbeslutning.
Det er ikke afgørende, at forbrugeren rent faktisk har truffet en transaktionsbeslutning, som
vedkommende ellers ikke ville have truffet. Det er heller ikke et krav, at den pågældende handelspraksis
har karakter af en gentagelse eller vedrører mere end én forbruger jf. EUDomstolens
afgørelse i sag C-388/13 (Hatóság mod UPC Magyarország).
Den omstændighed, at der ikke er noget bevis for, at et reklamebudskab rent faktisk har fået
forbrugere til at klikke videre og eventuelt afgive en ordre på internettet, er derfor ikke til
hinder for, at betingelsen i bestemmelsen kan anses for at være opfyldt. Det er således tilstrækkeligt,
at en sådan virkning er sandsynlig.
Begrebet transaktionsbeslutning er defineret i lovforlagets § 2, nr. 5, som ”en beslutning, der
træffes af en forbruger, om hvorvidt, hvordan og på hvilke betingelser forbrugeren vil købe,
foretage fuld eller delvis betaling for, beholde eller afhænde et produkt eller udøve en aftalemæssig
rettighed i forbindelse med produktet, uanset om forbrugeren beslutter at foretage en
transaktion eller at undlade dette”. Se nærmere herom i bemærkningerne til bestemmelsen.
Gennemsnitsforbrugeren er en, under hensyntagen til sociale, kulturelle og sproglige forhold,
almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger. Ved vurderingen
af gennemsnitsforbrugerens viden skal der tages hensyn til alle relevante faktorer, bl.a.
den økonomiske kontekst og forholdene på det pågældende marked og under hvilke omstændigheder
produkterne sælges. Der skal endvidere tages hensyn til betydningen af produkternes
egenskaber, hvilke oplysninger, der gives forbrugerne, hvor klare disse oplysninger er og
hvordan den pågældende handelspraksis præsenteres.
SIDE 63 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Hensynet til sociale, kulturelle og sproglige forhold betyder, at vurderingen af en handelspraksis
kan variere fra medlemsland til medlemsland. En erhvervsdrivende vil derfor eventuelt
skulle give yderligere oplysninger i nogle medlemslande, men ikke i andre, da forbrugerne i de
pågældende medlemslande ellers f.eks. kan blive vildledt. Det bør imidlertid indgå i vurderingen
af den pågældende handelspraksis, om den almindeligvis anvendes i andre lande.
EU-Domstolen har i dommen C-210/96 (Gut Springenheide og Tusky mod Oberkreisdirektor
des Kreises Steinfurt), udtalt, at ved vurderingen af, om en betegnelse, et varemærke eller en
oplysning i en reklame er egnet til at vildlede forbrugeren, skal den formodede forventning
hos en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger tages
i betragtning.
I dommen C-470/93 (Verein gegen unwesen in handel und Gewerbe Koeln E.V. mod Mars
GMBH), fandt EU-Domstolen, at en almindeligt oplyst forbruger må forventes at være klar
over, at der ikke nødvendigvis er en sammenhæng mellem størrelsen af tilbudsmærkning på
en emballage og forøgelsen af produktets volumen. Sagen vedrørte isbarer, hvor der på emballagen
stod ”+ 10 procent”. Oplysningen ”+ 10 procent” dækkede dog mere end 10 procent af
emballagens samlede overflade. EU-Domstolen har endvidere i dommen C-99/01 (Linhart and
Biffl), udtalt, at gennemsnitsforbrugeren heller ikke vil forvente, at produkter mærket "dermatologisk
testet" er i besiddelse af helbredende virkninger.
Formålet med begrebet er at skabe den rette balance mellem nødvendigheden af at beskytte
forbrugerne og hensynet til den frie handel på et åbent, konkurrencepræget marked.
Gennemsnitsforbrugeren er hverken et statisk eller statistisk begreb. De nationale domstole
og myndigheder skal, under hensyntagen til EU-Domstolens praksis, selv foretage en konkret
vurdering med henblik på at bestemme gennemsnitsforbrugerens typiske reaktion i et givent
tilfælde. Da gennemsnitsforbrugerbegrebet ikke er et statistisk begreb, er det ikke nødvendigt
at inddrage ekspertudtalelser eller forbrugerundersøgelser i vurderingen. EU-Domstolen har
således i dommen C-210/96 (Gut Springenheide og Tusky mod Oberkreisdirektor des Kreises
Steinfurt), udtalt, at det ikke er nødvendigt at indhente en sagkyndig undersøgelse eller en
meningsmåling.
Det følger endvidere af bestemmelsen, at hvis den pågældende handelspraksis rettes mod en
særlig gruppe af forbrugere, skal vurderingen tage udgangspunkt i et gennemsnitligt medlem
af denne gruppe. Hvis en handelspraksis er rettet mod børn, vil der ved vurderingen skulle
tages udgangspunkt i et gennemsnitligt barn og ikke en gennemsnitsforbrugeren i al almindelighed.
For at fastslå, hvornår den foreslåede bestemmelse finder anvendelse, er der behov for at
vurdere, hvornår en given handelspraksis er rettet mod en specifik gruppe, f.eks. børn og
unge. Der henvises til bemærkningerne under § 3, stk. 2, i relation til, hvornår en handelspraksis
kan anses for at være rettet mod børn og unge.
SIDE 64 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det foreslås i stk. 3, at hvis en handelspraksis må antages kun at føre til en væsentlig forvridning
af den økonomiske adfærd hos en klart identificerbar forbrugergruppe, der er særligt
sårbar over for denne praksis eller produktet på en måde, som den erhvervsdrivende med
rimelighed kan forventes at forudse, skal den pågældende praksis vurderes med udgangspunkt
i et gennemsnitsmedlem af denne gruppe.
Som eksempler på sårbare grupper kan nævnes, forbrugere som på grund af deres mentale
eller fysiske handicap, alder eller godtroenhed kan være mere sårbare over for en given handelspraksis
end gennemsnitsforbrugeren i al almindelighed. Der er alene tale om eksempler,
og bestemmelsen dækker en bred vifte af situationer.
F.eks. kan teenagere være en særligt sårbar gruppe. Det gælder f.eks. over for markedsføring
af produkter med særlig appel til teenagere, som udnytter, at de ikke er modne nok til at gennemskue
den. En reklame for en applikation (app) til mobiler, hvor man binder sig til et loyalitetsprogram,
som giver indtryk af, at man ved at benytte app’en vil få en masse nye venner, må
f.eks. antages at blive opfattet mere bogstaveligt af teenagere, end af voksne.
Særligt godtroende forbrugere er også omfattet. Formålet er at beskytte de forbrugere, der på
grund af særlige omstændigheder har lettere ved at tro på visse påstande end andre, f.eks. en
erhvervsdrivendes udsagn om, at denne alene sælger vindende lotterinumre.
Når vurderingen af en handelspraksis skal foretages i forhold til en særlig sårbar forbrugergruppe,
skal den erhvervsdrivendes handelspraksis kunne forventes at forvride den pågældende
sårbare forbrugergruppes økonomiske adfærd på en måde, som den erhvervsdrivende
med rimelighed kan forventes at forudse.
Dette kriterium indebærer et element af proportionalitet i vurderingen af, hvilken indvirkning
en handelspraksis kan have på sårbare forbrugere, og på den agtsomhed, som en erhvervsdrivende
må forventes at udøve. Formålet med bestemmelsen er, at den erhvervsdrivende kun
skal holdes ansvarlig, hvis den negative indvirkning på en sårbar forbrugergruppe er eller
burde være forudselig for den erhvervsdrivende.
Det betyder, at det ikke kræves, at erhvervsdrivende gør mere, end hvad rimeligt er, både med
hensyn til at forudse, om den pågældende handelspraksis kan forvride den økonomiske adfærd
hos nogen klart identificerbar sårbar forbrugergruppe, og til at tage skridt til at mindske
denne forvridning.
Sigtet med bestemmelsen er ikke at forbyde den almindelige og legale reklamepraksis, der
består i at fremsætte overdrevne udtalelser eller udtalelser, som ikke er beregnet til at blive
opfattet bogstaveligt. Det gælder f.eks. almindelige anprisninger som ”byens flotteste kager”.
Der kan være forbrugere, der er så naive eller uvidende, at de bliver vildledt af eller på anden
vis reagerer irrationelt på selv den mest hæderlige handelspraksis. Der kan f.eks. være forbrugere,
der tror, at ”russisk salat" altid er produceret i Rusland De erhvervsdrivende skal således
SIDE 65 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
ikke holdes ansvarlige for enhver tænkelig fortolkning af eller reaktion på deres handelspraksis,
som enkelte forbrugere måtte anlægge.
Bestemmelsen finder bl.a. anvendelse på markedsføring, der rettes mod et bredt udsnit af
forbrugere, men som reelt har til formål at udnytte bestemte svage forbrugere. Det kan f.eks.
være tilfældet, hvor der sendes breve ud til et stort antal forbrugere med falske oplysninger
om f.eks. en stor pengepræmie, og hvor forbrugerne på den måde narres til at udlevere personlige
oplysninger eller penge.
SIDE 66 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 5 om vildledende handlinger
Den foreslåede bestemmelse er en delvis videreførelse af den del af den gældende lovs § 3, der
vedrører vildledende handlinger, der skader forbrugernes økonomiske interesser.
Bestemmelsen gennemfører artikel 5, stk. 1 og 3-4, samt artikel 6 i direktivet om urimelig
handelspraksis.
Bestemmelsen medfører ikke materielle ændringer i retstilstanden.
Bestemmelsen finder anvendelse på erhvervsdrivendes handelspraksis over for forbrugerne,
før, under og efter en handelstransaktion i forbindelse med et produkt.
Bestemmelsen fastslår, at en erhvervsdrivende ikke må foretage vildledende handlinger, og
fastlægger de nærmere omstændigheder og elementer, der indgår i vurderingen af, om en
konkret handelspraksis er vildledende. En overtrædelse af denne bestemmelse vil samtidig
kunne være en overtrædelse af bl.a. bestemmelsen om vildledende udeladelser, jf. § 6.
Det foreslås i stk. 1, at der er tale om en vildledende handling, hvis en erhvervsdrivendes handelspraksis
indeholder urigtige oplysninger, eller f.eks. i kraft af sin fremstillingsform vildleder
eller kan forventes at vildlede, uanset om oplysningerne i øvrigt er faktuelt korrekte.
En handelspraksis kan f.eks. vildlede eller forventes at vildlede, hvis en erhvervsdrivende
fremstiller faktuelt korrekte oplysninger på en vildledende måde. Et eksempel på en vildledende
fremstilling af faktuelt korrekte oplysninger er en annonce, som umiddelbart giver
forbrugere indtryk af, at der er særlige fordele knyttet til produktet, men hvor en gennemlæsning
af annoncen viser, at det ikke er tilfældet. Et andet eksempel er, at en erhvervsdrivende
fremhæver en myndighedsgodkendelse, som noget særligt ved den erhvervsdrivende, når det
er et alment krav, at man som erhvervsdrivende skal have en sådan myndighedsgodkendelse.
Det følger af 2. pkt., at § 4, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse på 1. pkt. For at der er tale
om en vildledende handling efter 1. pkt., skal den pågældende handelspraksis derfor væsentligt
forvride eller forventes væsentligt at kunne forvride den økonomiske adfærd i forhold til
produktet hos gennemsnitsforbrugeren, jf. § 2, nr. 6.
Der henvises til bemærkningerne til forslagets § 4, stk. 2 og 3.
Det foreslås i stk. 2, at det specificeres, hvilke elementer, der skal tages i betragtning ved vurderingen
af, om en handelspraksis er vildledende efter stk. 1. Listen med forhold er ikke udtømmende.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at en erhvervsdrivende ikke må give urigtige oplysninger om produktets
art eller eksistens. Det kan f.eks. være markedsføring, som fejlagtigt oplyser, at en
erhvervsdrivende har en bestemt vare til salg, uden at det er tilfældet. Et andet eksempel er,
hvor der gives indtryk af, at forbrugeren tegner et tidsbegrænset prøveabonnement, selvom
der reelt er tale om et løbende abonnement. Dette vil endvidere kunne være omfattet af den
SIDE 67 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
foreslåede stk. 2, nr. 2. Den erhvervsdrivende må heller ikke fremstille oplysninger om produktets
art eller eksistens på en måde, der vildleder eller kan forventes at vildlede.
Det foreslås i nr. 2, at en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må indeholde urigtige oplysninger
om produktets væsentligste egenskaber, eller fremstille oplysninger om produktets
væsentligste egenskaber på en måde, der vildleder eller kan forventes at vildlede. Ved produktets
væsentligste egenskaber forstås bl.a. det omfang, produktet er tilgængeligt i. EUDomstolen
har i sag C-435/11 (CHS Tour Services GmbH mod Team4 Travel GmbH) fastslået,
at det f.eks. kan dreje sig om oplysninger om en eksklusiv ret til en tjenesteydelse. Et andet
eksempel kan være oplysninger vedrørende det tidsmæssige omfang af en tjenesteydelse.
Produktets væsentligste egenskaber omfatter også produktets fordele og risici forbundet med
brug af produktet. Det omfatter også produktets udførelse, sammensætning og tilbehør. Herudover
dækker begrebet eftersalgsservice og klagebehandling. Det dækker også måden og
tidspunkt for fremstilling eller ydelse samt levering. Begrebet dækker også oplysninger om
produktets egnethed til formålet, anvendelse, mængde, specifikationer, geografiske eller handelsmæssige
oprindelse. Det omfatter ligeledes de resultater, som kan forventes opnået ved
brugen eller resultaterne af og de vigtigste karakteristika ved afprøvning eller kontrol af produktet.
Miljøanprisninger, herunder tekst, logoer, billeder og symboler, er også omfattet af nr. 1 og 2.
Det betyder, at oplysninger om miljøanprisninger ikke må være usandfærdige, ligesom fremstillingen
af miljøanprisninger ikke må være vildledende. Sammenholdt med den foreslåede §
12, betyder det, at enhver miljøanprisning skal fremføres på grundlag af dokumentation, som
de kompetente myndigheder kan verificere. Som eksempel kan nævnes en vaskemaskinefabrikant,
der hævder, at hans nye model reducerer vandforbruget med 75 procent, og hvor
vaskemaskinen ganske vist reducerer vandforbruget med 75 procent under laboratorieforhold,
men i et gennemsnitshjem kun vil reducere vandforbruget med 25 procent.
Det foreslås i nr. 3, at en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må indeholde urigtige oplysninger
om, eller fremstille oplysninger om omfanget af den erhvervsdrivendes forpligtelser,
begrundelsen for den pågældende handelspraksis og salgsprocessens karakter på en måde,
der vildleder eller kan forventes at vildlede. Som et eksempel på begrundelsen for den pågældende
handelspraksis kan nævnes, at en erhvervsdrivende giver indtryk af, at denne handler
på vegne af eller efter instruks fra en offentlig myndighed, eller at baggrunden for den pågældende
handelspraksis er en offentligretlig forpligtelse, den erhvervsdrivende er underlagt.
Det foreslås i nr. 4, at en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må indeholde urigtige oplysninger
om, eller fremstille oplysninger om erklæringer eller symboler, som direkte eller indirekte
indikerer støtte eller godkendelse af den erhvervsdrivendes produkter eller af den erhvervsdrivende
selv på en måde, der vildleder eller kan forventes at vildlede. Der kan f.eks.
være tale om vildledende brug af mærker. Enten i tilfælde, hvor den erhvervsdrivende benytter
et mærke fra en mærkningsordning uden at være tilsluttet mærkningsordningen, eller
hvor en erhvervsdrivende laver sit eget mærke, der er udformet på en sådan måde, at det
umiddelbart giver forbrugere det indtryk, at der er tale om et uafhængigt mærke. Der kan også
SIDE 68 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
være tale om, at en erhvervsdrivende udformer sit mærke på en sådan måde, at det let vil
kunne forveksles med et anerkendt mærke.
Det foreslås i nr. 5, at en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må indeholde urigtige prisoplysninger
eller fremstille prisoplysninger på en måde, der vildleder eller kan forventes at vildlede.
Bestemmelsen omfatter både prisen og den måde, prisen beregnes på. Et eksempel på en
vildledende fremstilling af prisen og den måde, prisen beregnes på, er, hvor prisen på et produkt
er delt op i flere delelementer, og hvor der i markedsføringen af produktet alene fokuseres
på et enkelt – men ikke alle – delelementer af produktets pris, mens de øvrige delelementer
af prisen alene præsenteres på en uklar måde, hvorved forbrugeren kan få et forkert indtryk
af produktets pris.
Bestemmelsen omfatter også særlige prismæssige fordele. Herunder falder oplysninger om
førpriser, rabatter, tilbud, vejledende udsalgspriser m.v. Det er en forudsætning for anvendelse
af sådanne oplysninger, at det pågældende produkt har været solgt eller udbudt til salg hos
den erhvervsdrivende til førprisen eller til den pris, rabatten eller tilbuddet tager udgangspunkt
i, i en vis periode umiddelbart forud for annonceringstidspunktet.
Det foreslås i nr. 6, at en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må indeholde urigtige oplysninger
om behovet for eftersyn, reservedele, udskiftning eller reparation, eller fremstille oplysninger
herom på en måde, der vildleder eller kan forventes at vildlede.
Det foreslås i nr. 7, at en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må indeholde urigtige oplysninger
om, eller fremstille oplysninger om den erhvervsdrivendes, eller den erhvervsdrivendes
agents, identitet, formue, kvalifikationer eller status på en måde, der vildleder eller kan
forventes at vildlede. Bestemmelsen omfatter også tilfælde, hvor den erhvervsdrivende, eller
dennes agent, giver indtryk af at have særlige godkendelser, tilhørsforhold eller tilknytning til
myndigheder, offentlige institutioner, foreninger eller organisationer, som vil give den erhvervsdrivende
større troværdighed eller status i forbrugernes øjne. Det kan f.eks. være, hvis
den erhvervsdrivende markedsfører sig med, at den erhvervsdrivende samarbejder med eller
er godkendt af et teknologisk institut, eller at den erhvervsdrivendes produkter er udviklet i
samarbejde med en patientforening, uden at dette dog er tilfældet. Bestemmelsen omfatter
endvidere tilfælde, hvor den erhvervsdrivende vildleder ved at oplyse, at vedkommende er i
besiddelse af særlige rettigheder, herunder immaterielle rettigheder, eller har modtaget prisbelønninger
og udmærkelser, uden at dette er tilfældet. Det kan f.eks. være, hvor en erhvervsdrivende
annoncerer med at være tilknyttet en garantiordning, som forpligter den erhvervsdrivende
til at efterleve en klagenævnsafgørelse, selvom det ikke er tilfældet.
Det foreslås i nr. 8, at en erhvervsdrivendes handelspraksis heller ikke må indeholde urigtige
oplysninger om, eller – uanset om oplysningerne i øvrigt er faktuelt korrekte – vildlede om
forbrugerens civilretlige rettigheder, herunder rettigheder efter købeloven og forbrugeraftaleloven.
Det kan eksempelvis omhandle forbrugerens ret til omlevering eller tilbagebetaling. Det
kan endvidere være en vildledende handling, hvis en erhvervsdrivende markedsfører sig med
en garanti, som ikke stiller forbrugeren væsentligt bedre, end hvad der følger af lovgivningen.
SIDE 69 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det foreslås i nr. 9, at en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må indeholde urigtige oplysninger
om, eller fremstille oplysninger om den erhvervsdrivendes overholdelse af adfærdskodeks,
som den erhvervsdrivende oplyser at være bundet af, på en måde, der vildleder eller kan
forventes at vildlede.
Det betyder, at den erhvervsdrivende ikke må undlade at overholde et adfærdskodeks, som
den erhvervsdrivende har forpligtet sig til at overholde, såfremt den erhvervsdrivende i sin
handelspraksis har oplyst at være bundet af et sådant kodeks. Det gælder dog alene i de tilfælde,
hvor der er tale om et fast tilsagn, som kan verificeres.
Det fremgår endvidere af nr. 1 i bilaget til loven, at det altid vil anses som en vildledende handelspraksis,
hvis den erhvervsdrivende oplyser at have underskrevet en adfærdskodeks, selvom
det ikke er tilfældet.
Det foreslås i nr. 10, at den erhvervsdrivende ikke må anvende markedsføring, herunder
sammenlignende reklame, vedrørende et produkt, der medfører forveksling med konkurrenters
produkter, varemærke eller forretningskendetegn.
Det kan f.eks. være en efterligning af et andet produkts emballage. Den efterlignede emballage
kan f.eks. give forbrugere indtryk af, at forskellen mellem produkterne kun ligger i prisen - og
ikke i kombination af pris og kvalitet. Som eksempel kan nævnes en brillefabrikant, der vælger
et navn eller et mærke for sine nye solbriller, som ligger meget tæt op ad en konkurrerende
brilleproducents navn eller mærke. Hvis det kan vildlede gennemsnitsforbrugeren og få gennemsnitsforbrugeren
til med større sandsynlighed at købe de pågældende solbriller, hvilket
denne ellers ikke ville have gjort, er der tale om en handelspraksis i strid med bestemmelsen.
Det bemærkes, at nr. 2, 4 og 13 i bilag 1 til loven forbyder en række former for handelspraksis
angående varemærker m.v. Bilaget indeholder en liste over forskellige konkrete markedsføringsmetoder,
som under alle omstændigheder skal betragtes som urimelige, og som derfor
forbydes. I alle andre tilfælde end dem, der er oplistet i bilag 1, skal der foretages en konkret
vurdering af, om betingelserne i denne bestemmelse er opfyldt.
Vildledningen kan også bestå i, at man benytter sammenlignende reklame, hvor sammenligningen
ikke er relevant og korrekt, f.eks. fordi man sammenligner ikke-sammenlignelige produkter.
SIDE 70 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 6 om vildledende udeladelser
Den foreslåede bestemmelses stk. 1 og 5-6 er en delvis videreførelse af den del af den gældende
lovs § 3, der vedrører vildledende udeladelser, der skader forbrugernes økonomiske interesser.
Den foreslåede bestemmelses stk. 2-3 viderefører den gældende markedsføringslovs § 12 a
om købsopfordringer, mens stk. 4 viderefører den gældende markedsføringslovs § 4 om skjult
reklame.
Den gældende markedsføringslovs § 4 indeholder et forbud mod skjult reklame. Den gældende
bestemmelse omfatter efter sin ordlyd kun ”reklame”. Reklamebegrebet i § 4 har imidlertid
været fortolket i overensstemmelse med begrebet ”handelspraksis”.
Bestemmelsen medfører på dette punkt ikke materielle ændringer i retstilstanden.
Bestemmelsen gennemfører artikel 5, stk. 1 og 3-4, samt artikel 7 i direktivet om urimelig
handelspraksis vedrørende vildledende udeladelser.
Bestemmelsen finder anvendelse på erhvervsdrivendes handelspraksis over for forbrugerne,
før, under og efter en handelstransaktion i forbindelse med et produkt.
Det følger af forarbejderne til den gældende § 4, at reklame, der består i, at personer eksponerer
et bestemt produkt, forudsætter, at der foreligger en aftale mellem den erhvervsdrivende,
hvis produkt der reklameres for, og den person, som står for eksponeringen. Såfremt der ikke
foreligger en sådan aftale, skal der foretages en konkret vurdering af, om der foreligger en
kommerciel hensigt.
Bestemmelsens stk. 4 ophæver det hidtil gældende krav om, at der skal foreligge en aftale
mellem f.eks. en erhvervsdrivende og en blogger, før der kan være tale om kommerciel hensigt.
Denne ændring vil medføre ændringer i retstilstanden.
Derudover medfører bestemmelsen ikke materielle ændringer i retstilstanden.
Det foreslås i stk. 1, at en handelspraksis er vildledende, hvis en erhvervsdrivende udelader
eller skjuler væsentlige oplysninger, eller i øvrigt præsenterer væsentlige oplysninger på en
uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde. Den erhvervsdrivende skal således
give alle væsentlige oplysninger på en klar, forståelig, utvetydig og i sammenhængen hensigtsmæssig
måde.
Bestemmelsen skal sikre gennemsigtighed. Forbrugeren skal således have mulighed for på et
reelt og veloplyst grundlag og forud for en eventuel transaktionsbeslutning at bedømme det
markedsførte produkt og de fordele, betingelser eller begrænsninger m.v., der måtte være
SIDE 71 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
knyttet til den pågældende handelspraksis. Hvis gennemsigtighedskravet i den konkrete situation
og ud fra en helhedsvurdering ikke er opfyldt, vil dette kunne påvirke forbrugerens økonomiske
transaktionsbeslutning, jf. 4, stk. 2.
En overtrædelse af bestemmelsen vil samtidig kunne udgøre en overtrædelse af bl.a. den foreslåede
bestemmelse om vildledende handlinger, jf. § 5.
Bestemmelsen medfører en forpligtelse for de erhvervsdrivende til at give alle væsentlige
oplysninger, dvs. de oplysninger, som gennemsnitsforbrugeren har brug for for at kunne træffe
en informeret transaktionsbeslutning.
Det vil bero på en konkret vurdering, hvilke oplysninger, der må anses for væsentlige, og som
den erhvervsdrivende derfor er forpligtet til at give. For så vidt angår købsopfordringer, opregner
stk. 2 dog en række konkrete oplysninger, der betragtes som væsentlige.
Endvidere betragtes oplysningskrav, som følger af gældende EU-ret vedrørende kommerciel
kommunikation, herunder reklame eller markedsføring, under alle omstændigheder som
væsentlige. Bilag II til direktivet om urimelig handelspraksis indeholder en ikke-udtømmende
liste over oplysningskrav, der altid anses for væsentlige. Det drejer sig f.eks. om artikel 5 og 6
e-handelsdirektivet, der er implementeret i lov nr. 227 af 22. april 2002 om tjenester i informationssamfundet,
herunder visse aspekter af elektronisk handel, § 7 om generel oplysningspligt,
§ 8 om prisinformation og § 9 om identifikation af kommerciel kommunikation. Som et
andet eksempel på et oplysningskrav, der dog ikke er anført på ovennævnte ikkeudtømmende
liste, kan nævnes artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1008/2008 af 24. september 2008 om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet.
Såfremt der f.eks. er knyttet betingelser til et tilbud, vil dette som udgangspunkt være en væsentlig
oplysning.
Betingelserne er f.eks. de krav, forbehold eller begrænsninger, der er knyttet til et markedsført
tilbud. Det kan f.eks. være tidsmæssige, geografiske eller aldersmæssige begrænsninger i tilbuddet.
Der kan også være tale om, at forbrugeren skal købe noget, selv skal betale visse omkostninger
eller skal afholde yderligere udgifter for at kunne benytte sig af tilbuddet, f.eks.
leveringsomkostninger og porto eller andre omkostninger ved udnyttelse af tilbuddet, eller
andre betingelser, som man skal opfylde for at få del i tilbuddet. Det kan f.eks. også være krav
om, at forbrugeren, for at få andel i et tilbud, skal købe for et bestemt minimumsbeløb.
Det vil f.eks. også være en væsentlig oplysning, hvis et markedsført produkt kun findes i en
begrænset mængde, eller der er andre kvantitative begrænsninger. Dette er bl.a. relevant i
forhold til såkaldte slagtilbud.
Det vil også være en væsentlig oplysning, hvis der er begrænsninger i et markedsført besparelsesudsagn,
f.eks. at besparelsen kun gælder en begrænset produktgruppe eller lignende.
SIDE 72 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
De væsentlige oplysninger kan også knytte sig til selve produktet, herunder dettes art, omfang,
karakter m.v. samt produktets pris eller den måde, hvorpå prisen beregnes. Det vil f.eks. kunne
være en vildledende udeladelse, hvis ikke alle delelementer af prisen på et produkt er oplyst
klart og utvetydigt. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis prisen på et produkt er delt op i
flere delelementer, og der i markedsføringen af produktet alene fokuseres på et enkelt – men
ikke alle – delelementer af produktets pris, mens de øvrige delelementer af prisen alene præsenteres
på en uklar eller mindre fremtrædende måde, hvorved forbrugeren kan få et forkert
indtryk af produktets samlede pris. Der henvises endvidere til bemærkningerne til denne
bestemmelses stk. 2, nr. 6, vedrørende prisen ved købsopfordringer og § 5, stk. 2, nr. 5, om
vildledende handlinger.
Bestemmelsen er også relevant i forhold til den erhvervsdrivendes anvendelse af salgsfremmende
foranstaltninger. En salgsfremmende foranstaltning er en handelspraksis, hvor afsætningen
af et produkt søges fremmet ved tiltag, der gør den erhvervsdrivendes produkter mere
tillokkende eller attraktive for forbrugerne, end de ville have været uden sådanne tiltag. Som
eksempler på denne type handelspraksis kan nævnes tilgift, gratis reklamegaver, såsom f.eks.
vareprøver, kvantumsrabatter og loyalitets- eller kundebindingsprogrammer, herunder rabatog
bonussystemer. Derudover kan nævnes rabatkuponer samt præmiekonkurrencer og lodtrækninger.
Ved sådanne salgsfremmende foranstaltninger vil de betingelser m.v., der er knyttet til tilbuddet,
typisk være væsentlige for forbrugerens bedømmelse af tilbuddet.
Hvilke oplysninger om tilbudsbetingelserne, der må anses for væsentlige ved den enkelte type
salgsfremmende foranstaltning, er dels afhængig af den konkrete situation, dels den enkelte
foranstaltnings karakter. Generelt gælder dog, at alle relevante oplysninger skal gives. Omvendt
må oplysning om forhold, der må forventes at være uden betydning for forbrugerens
opfattelse og bedømmelse af et tilbud, som udgangspunkt betragtes som uvæsentlige.
Består den salgsfremmende foranstaltning i en tillægsydelse, der skal udleveres eller udføres
af en anden erhvervsdrivende eller på en anden adresse end den, hvor handlen indgås, vil
dette i almindelighed være en væsentlig oplysning, som derfor ikke må udelades.
Generelt gælder det, at der skal oplyses om yderligere omkostninger, der skal betales for at
opnå den salgsfremmende foranstaltning, og det gælder, uanset hvem forbrugeren skal udrede
omkostningerne til.
Hvis den salgsfremmende foranstaltning f.eks. består i en tillægsydelse i form af tilgift, vil
værdien af tillægsydelsen – det vil sige det, man får ”oven i” købet af produktet – typisk være
en væsentlig oplysning.
Ved brug af salgsfremmende foranstaltninger, som konkurrencer, vil det ofte være af væsentlig
betydning at kende de nærmere konkurrencebetingelser og vilkår, præmiens værdi, eventuelle
geografiske begrænsninger, herunder antallet af præmier og udvælgelsesproceduren i
SIDE 73 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
forbindelse med tildelingen af præmien, hvornår vinderen trækkes, hvor og hvornår dette
bliver offentliggjort samt betingelser for levering, afhentning og forældelse af gevinster.
Vedrørende konkurrencer fremgår det desuden af bilag 1 til loven, jf. bilagets nr. 31, at det er
urimelig handelspraksis, hvis ”der skabes det fejlagtige indtryk, at forbrugeren allerede har
vundet, vil vinde eller ved udførelse af en bestemt handling vil vinde en præmie eller et andet
tilsvarende gode, selvom faktum er, at der enten ikke findes nogen præmie eller et andet tilsvarende
gode, eller at den handling, som skal udføres for at indløse præmien eller et andet
tilsvarende gode, indebærer, at forbrugeren skal betale et pengebeløb eller på anden måde
pådrage sig udgifter”.
Vedrører den salgsfremmende foranstaltning brug af rabatkuponer, vil forbrugeren oftest
have brug for oplysninger om, hvem der er rabatudsteder. Rabatudstederen kan både være en
leverandør og en forhandler af et produkt eller en ydelse. Det er ligeledes relevant at oplyse,
hvilke betingelser og begrænsninger, der er knyttet til rabatten, og hvorledes rabatten opnås
og indløses. Det vil derfor f.eks. være relevant at oplyse rabattens gyldighedsperiode, for hvilke
produkter rabatten gælder, og at rabatten ikke gælder i kombination med andre tilbud,
såfremt dette er tilfældet. Det vil typisk også være relevant at oplyse, om forbrugeren ud over
at købe varen skal afholde øvrige omkostninger for at få rabatten, f.eks. rabat på børnebilletter
til underholdning, hvor en voksen ledsager er påkrævet, og om der gælder særlige begrænsninger
for at opnå rabatten, f.eks. at rabatten kun gælder medlemmer af foreninger eller lignende.
Det bør også fremgå, hvor rabatten kan indløses. Såfremt det fremgår af kuponen, at
den kun kan indløses hos udvalgte forhandlere, vil forhandlere, der ikke er udvalgte, ikke være
forpligtede til at indløse kuponen. Det vil derudover være relevant at oplyse, hvorledes rabatten
beregnes. Der henvises herved også til de udtrykkelige krav i lovforslagets § 6, stk. 2, om
korrekte og loyale oplysninger om ”prisen eller den måde, hvorpå prisen beregnes, eller en
særlig prismæssig fordel”. Forbrugeren skal umiddelbart og uden vanskeligheder kunne sætte
sig ind i betingelserne inden købet af det produkt, som den salgsfremmende foranstaltning er
knyttet til, og betingelserne skal derfor være let tilgængelige. Tilgængelighedskravet betyder
herefter som udgangspunkt samtidigt og i samme medie, hvor markedsføringen finder sted.
Det vil dog altid bero på en konkret vurdering afhængig af mediet, jf. § 6, stk. 5. Ved anvendelsen
af rabatkuponer vil det som udgangspunkt være relevant at angive betingelserne på selve
kuponen eller mærket.
Ved brugen af rabatkuponer er det ligeledes en forudsætning, at de ikke konkret markedsføres
og udformes på den måde, der er i strid med god skik eller forbuddet mod vildledende handlinger.
Der kan således være knyttet så mange forbehold og begrænsninger til brug af en rabatkupon
– herunder så få eller uigennemskuelige indløsningsmuligheder, f.eks. fordi rabatudstederen
ikke har sikret sig en relevant indløsningsaftale – at ordningen i praksis er svær at anvende for
forbrugeren. Hvis det f.eks. fremgår af en rabatkupon, at der ydes rabat på kosttilskud, og det
pågældende kosttilskud forhandles af få men ikke nærmere angivne apoteker, supermarkeder
og enkelte selvstændige købmandsforretninger, og en indløsningsaftale kun er indgået med de
SIDE 74 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
færrest af dem, vil rabatten i praksis være meget vanskelig at opnå. En sådan rabatordning vil
i givet fald kunne være i strid med god skik. Disse forhold vil i særlig grad gøre sig gældende
ved leverandørudstedte kuponer.
Oplysninger om besparelser og andre prismæssige fordele ved brug af rabatkuponer skal
desuden være retvisende og reelle.
Består den salgsfremmende foranstaltning i tildeling af bonuspoint som led i en bonusordning,
vil det som udgangspunkt være en væsentlig oplysning, hvad bonuspointene kan bruges til.
Hvis der er tale om en bonusordning, som må karakteriseres som et stort kompliceret system,
f.eks. et flybonusprogram, kan den erhvervsdrivende efter omstændighederne nøjes med at
give en kortfattet, men klar, loyal og afbalanceret beskrivelse af ordningen.
Består den salgsfremmende foranstaltning af et loyalitets-, fordels- eller kundebindingsprogram,
vil forbrugeren have brug for oplysninger om, hvem forbrugeren indgår programaftalen
med. Forbrugeren har ligeledes brug for oplysninger om, hvilke betingelser der gælder for
programmet, herunder hvilke krav eller forpligtelser programmet pålægger forbrugeren, samt
oplysninger om eventuelle begrænsninger i programmet, herunder eksempelvis tidsbegrænsninger,
begrænsninger i hvem der kan blive medlem m.v. Herudover vil det bl.a. være relevant
for forbrugeren at vide, hvilke fordele programmet giver forbrugeren, herunder oplysninger
om, hvordan disse fordele udløses eller kan benyttes af forbrugeren.
Ved brugen af salgsfremmende foranstaltninger og andre typer handelspraksis er det endvidere
generelt en forudsætning, at de ikke konkret markedsføres eller udformes på en måde,
der er i strid med god erhvervsskik eller forbuddet mod vildledende handlinger. Der kan således
være knyttet så mange forbehold og begrænsninger til den salgsfremmende foranstaltning
m.v., at forbrugeren i praksis vil have meget svært ved at opnå den fordel, der er indeholdt i
den salgsfremmende foranstaltning.
Efter bestemmelsens stk. 1 må de væsentlige oplysninger ikke udelades. Det vil bero på en
konkret vurdering, om der er udeladt væsentlige oplysninger. Der skal tages hensyn til alle
aspekter og omstændigheder ved den pågældende handelspraksis og de begrænsninger, et
givent kommunikationsmedie måtte indebære, jf. stk. 5 og bemærkningerne hertil nedenfor.
Bestemmelsen begrænser sig dog ikke til situationer, hvor oplysningerne er helt udeladte, da
oplysninger heller ikke efter bestemmelsen må skjules, eller præsenteres på en uklar, uforståelig,
dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde. Alle væsentlige oplysninger skal derfor fremgå
tilstrækkeligt tydeligt og være klare, forståelige, utvetydige og gives på en i sammenhængen
hensigtsmæssig måde.
Ved vurderingen heraf vil det bl.a. have betydning, hvordan, hvor og hvornår oplysningerne
gives, herunder om de gives selvstændigt eller som en del af en række andre oplysninger. Det
vil endvidere kunne indgå i vurderingen, om der f.eks. indgår særlige elementer eller præsentationsformer
i den pågældende handelspraksis, der vil kunne aflede forbrugerens opmærkSIDE
75 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
somhed fra de væsentlige oplysninger. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis en reklames hovedbudskab
afleder forbrugerens opmærksomhed fra de væsentlige oplysninger. Som et eksempel
herpå kan nævnes en situation, hvor reklamens hovedbudskab giver indtryk af, at forbrugeren
tegner et tidsbegrænset prøveabonnement, selvom der reelt er tale om et løbende
abonnement, og hvor oplysningen om, at det er et løbende abonnement, præsenteres på en
måde, så forbrugeren ikke bliver opmærksom på det. Et andet eksempel er, at der gives indtryk
af, at forbrugeren køber en bestemt vare, uden at det tydeligt fremgår, at forbrugeren
samtidig køber et løbende abonnement.
Ved enhver form for elektronisk markedsføring – det vil sige såvel på internettet, ved e-mail,
sms, apps m.v. – følger det endvidere udtrykkeligt af § 9, stk. 2, i lov nr. 227 af 22. april 2002
om tjenester i informationssamfundet, herunder visse aspekter af elektronisk handel, at betingelserne
for reklametilbud som f.eks. rabatter, tilgift og gaver skal være let tilgængelige og
fremlægges klart og utvetydigt.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at § 4, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse på 1. pkt. For at der
er tale om en vildledende udeladelse efter 1. pkt., skal den pågældende handelspraksis derfor
væsentligt forvride eller forventes væsentligt at kunne forvride den økonomiske adfærd i
forhold til produktet hos gennemsnitsforbrugeren.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 4, stk. 2 og 3.
Det foreslås i stk. 2, hvilke oplysninger, der skal betragtes som væsentlige i forbindelse med
købsopfordringer, og som den erhvervsdrivende dermed er forpligtet til at afgive.
En købsopfordring er defineret i lovforslagets § 2, nr. 10, som en kommerciel kommunikation,
hvori produktets karakteristika og pris er oplyst på en måde, som er passende i forhold til det
anvendte kommunikationsmiddel, og hvorved forbrugeren sættes i stand til at foretage et køb,
jf. bemærkningerne hertil.
Efter bestemmelsen skal oplysningerne ikke gives eksplicit, såfremt de allerede fremgår tydeligt
af sammenhængen. Oplysninger om eksempelvis varers karakteristika vil ofte fremgå
tydeligt for forbrugeren blot ved, at varerne er udstillet i en forretning, hvorfor der ikke skal
gives yderligere særskilt oplysning om varens karakteristika. Forbrugerne vil i disse tilfælde
kunne finde varens karakteristika ved en umiddelbar besigtigelse af varen. Såfremt dette ikke
er muligt, f.eks. ved tekniske varer, skal der gives oplysning om varens karakteristika.
Bestemmelsen opstiller ikke formkrav til de oplysninger, forbrugeren skal have i forbindelse
med købsopfordringen. Kravet i den foreslåede bestemmelses stk. 1 gælder dog også for købsopfordringer.
Det betyder, at de oplysninger, der skal gives ved købsopfordringer, ikke må
udelades, skjules, eller præsenteres på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig
måde.
Oplysningerne skal som udgangspunkt gives i umiddelbar forbindelse med købsopfordringen.
EU-Domstolen har dog i forhold til ”produktets væsentligste karakteristika” i sagen C-122/10
SIDE 76 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
(Konsumentombudsmannen mod Ving Sverige AB) udtalt, at det er tilstrækkeligt, at alene
visse af et produkts vigtigste karakteristika oplyses, hvis den erhvervsdrivende i øvrigt henviser
til sin internetside, og der her findes væsentlige oplysninger om produktets vigtigste karakteristika,
pris og øvrige forhold.
Købsopfordringer, der består i udstilling af en vare i forretninger, vil være i overensstemmelse
med bestemmelsen, hvis oplysningerne om pris og varens vigtigste karakteristika fremgår af
selve varen og skiltning på varen. Oplysninger, der ikke vedrører selve varen, f.eks. om betaling
og fortrydelsesret, kan derimod gives ved tydelig skiltning i forretningen. Købsopfordringer
i form af reklamer skal indeholde alle de oplysninger, der fremgår af den foreslåede bestemmelse,
såfremt de ikke allerede fremgår tydeligt af sammenhængen.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at den erhvervsdrivende skal oplyse om produktets væsentligste
karakteristika. Produktets vigtigste karakteristika skal ifølge den foreslåede bestemmelse
oplyses i et omfang, der svarer til mediet og produktet.
Såfremt der foreligger en købsopfordring, vil oplysninger om produktets karakteristika ofte
allerede findes på grund af definitionen på en købsopfordring, jf. bemærkningerne til definitionen
på en købsopfordring i lovforslagets § 2, nr. 10.
Bestemmelsen har selvstændig betydning i forbindelse med udstilling af en vare i et forretningslokale,
hvor en umiddelbar besigtigelse af varen ikke giver forbrugeren oplysninger om
varens væsentligste karakteristika, men hvor der dog er tilstrækkelige oplysninger til, at der
foreligger en købsopfordring.
EU-Domstolen har i sag C-122/10 (Konsumentombudsmannen mod Ving Sverige AB) fastslået,
at en præsentation i ord eller billeder opfylder betingelsen om oplysning om produktets
karakteristika, herunder i situationer, hvor den samme præsentation beskriver et produkt, der
udbydes i flere udformninger. Det afgørende er, om forbrugeren råder over tilstrækkelige
oplysninger til at danne sig et indtryk af produktets art og karakteristika.
Betingelserne for erhvervelse af et produkt er også en del af produktets vigtigste karakteristika.
Det foreslås i nr. 2, at den erhvervsdrivende skal oplyse om den erhvervsdrivendes fysiske
adresse og navn. Såfremt den erhvervsdrivende handler på vegne af en anden erhvervsdrivende,
skal navnet og adressen på den pågældende erhvervsdrivende oplyses.
For en forretning, som er almindeligt kendt af forbrugerne, er det tilstrækkeligt at oplyse den
erhvervsdrivendes navn, hvis adressen kan anses for at fremgå af sammenhængen, f.eks. hvis
der er tale om landsdækkende dagligvarekæder.
SIDE 77 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Ved købsopfordringer, der består i udstilling af en vare i et forretningslokale, vil oplysningen
om den erhvervsdrivendes adresse og navn fremgå af sammenhængen, og skal derfor ikke
oplyses separat i købsopfordringen.
Det foreslås i nr. 3, at den erhvervsdrivende skal oplyse om forhold vedrørende betaling, levering
og gennemførelse af aftalen, i det omfang forholdene afviger fra, hvad der er sædvanligt i
den pågældende branche.
Det foreslås i nr. 4, at den erhvervsdrivende skal oplyse om fremgangsmåde i forbindelse med
klagesagsbehandling i det omfang, fremgangsmåden afviger fra, hvad der er sædvanligt i den
pågældende branche.
Det foreslås i nr. 5, at den erhvervsdrivende skal oplyse om fortrydelsesret, afbestillingsret
eller returret, hvis forbrugeren har en sådan ret. Oplysningspligten omfatter både rettigheder,
der følger af lovgivning, samt rettigheder givet forbrugeren ved aftale. Der skal ved købsopfordringer
kun gives oplysning om eksistensen af en sådan ret, men derimod ikke indholdet af
denne ret.
Det foreslås i nr. 6, at den erhvervsdrivende skal oplyse om produktets pris inklusive moms og
afgifter.
Produktets pris inkluderer ikke kun prisen for selve produktet, men også alle tillæg og gebyrer,
som forbrugeren uundgåeligt skal betale. Det kan f.eks. være betaling for en særlig tjeneste,
funktion eller ydelse, som knytter sig til et produkt, eller et løbende aftaleforhold, og som
ikke har karakter af en selvstændig tjenesteydelse. Som eksempel kan nævnes brændstoftillæg,
rengøringstillæg, faktureringsgebyrer, betalingsgebyrer og ekspeditionsgebyrer.
Hvis der er tale om et abonnement med en bindingsperiode, vil den samlede mindstepris i
bindingsperioden skulle oplyses.
Moms og afgifter skal forstås som alle afgifter og skatter m.v.
Der skal således oplyses om den samlede pris, produktet faktisk kan erhverves til. Der henvises
i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede stk. 1 og den foreslåede § 5, stk. 2, nr. 5.
Det foreslås i nr. 7, at den erhvervsdrivende skal give oplysning om yderligere omkostninger
vedrørende fragt, levering eller porto, hvor det er relevant.
Det foreslås i stk. 3, at hvis produktets art medfører, at prisen ikke med rimelighed på forhånd
kan beregnes, skal den måde, hvorpå prisen beregnes, oplyses. Det vil f.eks. ikke være muligt
at beregne prisen, hvis en tjenesteydelse kræver yderligere opmålinger, før prisen kan beregnes.
SIDE 78 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det følger endvidere af stk. 3, at når omkostningerne vedrørende fragt, levering eller porto,
ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd, skal det oplyses, at disse omkostninger kan
forekomme. Hvis omkostningerne til fragt afhænger af det samlede køb, vil det være en oplysning,
som ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd. I dette tilfælde skal det oplyses, at
der vil blive tillagt omkostninger til fragt. Ved elektronisk handel, hvor levering alene er mulig
ved forsendelse, skal oplysningerne om, at der vil blive tillagt omkostninger til fragt gives i
umiddelbar tilknytning til prisen Dette krav kan f.eks. overholdes ved, at der lige under oplysningen
om prisen skrives: ”Plus leveringsomkostninger”, og oplyser et link til en side, hvor det
fremgår, hvordan leveringsomkostningerne beregnes. Hvis leveringsomkostningerne beregnes
som en fast procentdel af produktets pris eller et fast gebyr pr. produkt, skal leveringsomkostningerne
derimod indregnes i produktets pris.
Det foreslås i stk. 4, at den erhvervsdrivende klart skal oplyse den kommercielle hensigt med
enhver form for handelspraksis, herunder reklame, medmindre den fremgår tydeligt af sammenhængen.
Bestemmelsen indeholder et generelt krav om, at den kommercielle hensigt med en erhvervsdrivendes
handelspraksis klart skal oplyses. Formålet er at sikre, at de forbrugere, som en
handelspraksis er rettet imod, kan identificere, at der er en kommerciel hensigt og dermed
vurdere den pågældende handelspraksis herefter. Er der f.eks. tale om en reklame er formålet,
at modtageren af reklamebudskabet bliver gjort opmærksom på, at der er tale om reklame og
dermed kan vurdere budskabet i det lys.
Det er en forudsætning for, at bestemmelsen er overtrådt, at den pågældende handelspraksis
skal forventes væsentligt at kunne forvride den økonomiske adfærd, jf. lovforslagets § 2, nr. 6,
jf. lovforslagets stk. 6, samt, at der ved bedømmelsen tages hensyn til begrænsninger i mediets
beskaffenhed, jf. bestemmelsens stk. 5.
Begrebet ”handelspraksis” er defineret i lovforslagets § 2, nr. 4, hvorefter en handelspraksis er
”en handling, udeladelse, adfærd, fremstilling, kommerciel kommunikation, herunder reklame
og markedsføring, foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation til promovering, salg
eller udbud af et produkt til forbrugerne”. Se nærmere om begrebet i bemærkningerne til
lovforslagets § 2, nr. 4.
Som eksempler på handelspraksis omfattet af bestemmelsen kan nævnes reklame, der fremtræder
som redaktionelt stof i aviser eller blade og brug af privatpersoner til at promovere
bestemte produkter. Det bemærkes, at nr. 11 i bilaget til loven forbyder anvendelse af redaktionelt
indhold i medierne til at promovere produktet, hvor en erhvervsdrivende har betalt for
en sådan reklame, uden at dette fremgår tydeligt af indholdet eller af billeder eller lyd, som
tydeligt kan identificeres af forbrugeren.
Det er en betingelse, at den erhvervsdrivende har en kommerciel hensigt med den pågældende
handelspraksis. Der stilles ikke krav om, at der skal foreligge en aftale, før der kan være tale
om kommerciel hensigt. Hvis der er indgået en aftale, vil der dog altid være en kommerciel
SIDE 79 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
hensigt. Det forhold, at en erhvervsdrivende giver en gave eller stiller en vare til rådighed for
andre, uden at modtageren forpligtes til at bruge produktet på en bestemt måde, kan ud fra en
konkret vurdering være en kommerciel hensigt.
Bestemmelsen stiller krav om, at den kommercielle hensigt skal oplyses tydeligt, med mindre
den allerede fremgår tydeligt af sammenhængen. Det er overladt til den erhvervsdrivende at
beslutte, hvordan den kommercielle hensigt oplyses, så længe det fremgår tydeligt. Det vil sige
på en måde, så modtageren bliver gjort opmærksom på, at her er en kommerciel hensigt. Det
kan f.eks. ske ved, at den erhvervsdrivende direkte oplyser den kommercielle hensigt. Som
eksempler herpå kan nævnes, at artikler i blade og aviser, som reelt er reklamer for specifikke
produkter, tydeligt markeres som reklame.
På de sociale medier kan personlige holdninger og kommercielle budskaber flyde sammen, og
det kan derfor være svært for forbrugerne at gennemskue, hvornår der er tale om personlige
holdninger, og hvornår der er tale om kommercielle budskaber. For at leve op til bestemmelsen
er det afgørende, at den kommercielle hensigt oplyses tydeligt, eller fremgår tydeligt af
sammenhængen, at der er en kommerciel hensigt.
Bestemmelsen er efter omstændighederne ikke til hinder for, at en erhvervsdrivende benytter
den særlige reklameform, der kaldes ”teasere”. Det vil sige en reklameform, hvor det ikke
umiddelbart afsløres, at et billede eller et objekt i det offentlige rum er et led i en reklamekampagne.
Forpligtelsen til at sørge for, at den kommercielle hensigt er oplyst, påhviler den erhvervsdrivende,
som er ansvarlig for den pågældende handelspraksis.
Hvis en erhvervsdrivende f.eks. betaler en privatperson eller giver privatpersonen andre fordele
for at omtale eller på anden måde markedsføre den erhvervsdrivendes produkter, skal
den erhvervsdrivende sikre, at det klart fremgår, at der er tale om markedsføring, eller at
personen har modtaget betaling eller andre fordele for at omtale produktet. Har den erhvervsdrivende
gjort, hvad der var muligt for at sikre sig, at den kommercielle hensigt er oplyst,
men er det på trods heraf ikke sket, vil den erhvervsdrivende som udgangspunkt ikke
være ansvarlig.
Dette udelukker ikke, at andre erhvervsdrivende vil kunne ifalde et ansvar efter straffeloven.
Det kan f.eks. være bloggere eller andre indholdsskabere, der kan betegnes som erhvervsdrivende.
Omvendt vil man ikke kunne straffe personer eller erhvervsdrivende, som uden at vide det
viderebringer skjulte reklamebudskaber. Ligeledes vil der heller ikke påhvile en filmimportør
eller en biografejer en pligt til af egen drift at undersøge, om film indeholder reklamebudskaber.
SIDE 80 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Herudover suppleres bestemmelsen af de specifikke lovkrav om reklameidentifikation, som
findes i radio- og fjernsynslovgivningen og e-handelsloven. Den foreslåede bestemmelse vil
ikke berøre den nuværende radio- og fjernsynslovgivning eller Radio- og tv-nævnets kompetence.
Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at § 4, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse på 1. pkt. For at
udeladelsen er egnet til at vildlede efter 1. pkt., skal den pågældende handelspraksis derfor
væsentligt forvride eller forventes væsentligt at kunne forvride den økonomiske adfærd i
forhold til produktet hos gennemsnitsforbrugeren jf. lovforslagets § 2, nr. 6.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 4, stk. 2 og 3.
Det foreslås i stk. 5, at der ved vurderingen af, om oplysninger er blevet udeladet efter stk. 1 og
4, skal tages hensyn til, om den erhvervsdrivende anvender et medie, som kun giver begrænset
plads eller tid til at formidle oplysningerne, og hvilke foranstaltninger, den erhvervsdrivende
i givet fald har truffet for at gøre oplysningerne tilgængelige for forbrugeren på anden
måde. Kravet om, at der skal tages hensyn til mediets art finder endvidere anvendelse i forhold
til vurderingen af, om den kommercielle hensigt, jf. den foreslåede stk. 4, er oplyst tydeligt.
Såfremt det anvendte medie indeholder begrænsninger i tid eller rum, vil en erhvervsdrivende
i et vist omfang kunne gøre oplysninger tilgængelige for forbrugeren på en anden måde.
Hvor det anvendte medie giver mulighed for i et vist omfang at gøre oplysninger tilgængelige
for forbrugeren på en anden måde, kan det ske enten i et andet medie eller ved at henvise
forbrugeren til at hente oplysningerne via det samme medie. En erhvervsdrivende kan f.eks. i
en bannerannonce henvise forbrugeren til den erhvervsdrivendes hjemmeside. Forbrugeren
må i den forbindelse ikke blive pålagt unødige udgifter.
Det er en betingelse, at oplysningerne i den første præsentation er klare, loyale og afbalancerede
med hensyn til fordele og ulemper. Hvis der gælder yderligere betingelser, skal det endvidere
tydeligt oplyses, hvor disse kan findes.
Der kan dog være væsentlige oplysninger, som det under alle omstændigheder vil være vildledende
at udelade selv ved reklamering i medier med begrænset plads eller tid til at formidle
oplysningerne.
En erhvervsdrivende vil endvidere ikke frit kunne udelade væsentlige oplysninger om et produkt,
blot fordi markedsføringen finder sted i et medie, der indebærer begrænset plads eller
tid til at formidle oplysningerne, uden hensyntagen til, om disse begrænsninger konkret har
været til hinder for, at oplysningerne blev givet.
Den endelige afgørelse af, om der foreligger en overtrædelse vil bero på en konkret vurdering
af den specifikke markedsføring.
SIDE 81 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 7 om aggressiv handelspraksis
Bestemmelsen er en videreførelse af den af del af den gældende lovs § 3, der vedrører aggressiv
handelspraksis, der skader forbrugernes økonomiske interesser. Bestemmelsen medfører
ikke materielle ændringer i retstilstanden.
Bestemmelsen gennemfører artikel 5, stk. 1 og 4, samt artikel 8 og 9 i direktivet om urimelig
handelspraksis.
Bestemmelsen finder anvendelse på erhvervsdrivendes urimelige handelspraksis over for
forbrugerne, før, under og efter en handelstransaktion i forbindelse med et produkt.
Det foreslås i stk. 1, at en erhvervsdrivende i sin handelspraksis ikke må benytte chikane,
tvang, herunder fysisk vold eller utilbørlig påvirkning, der er egnet til væsentligt at indskrænke
forbrugerens valgfrihed i forbindelse med et produkt. Tvang og fysisk vold er også reguleret
i straffeloven.
Utilbørlig påvirkning er defineret i lovforslagets § 2, nr. 11, som udnyttelse af magtposition i
forhold til forbrugeren til at udøve pres selv uden anvendelse eller trusler om anvendelse af
fysisk vold på en måde, som væsentligt begrænser forbrugerens evne til at træffe en informeret
beslutning.
Bestemmelsen omfatter f.eks. aggressive salgsmetoder som gentagende fremsendelse af produkter,
som forbrugeren ikke har bestilt og pyramidesalg.
Det foreslås i 2. pkt., at § 4, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse på 1. pkt. For at der er
tale om en aggressiv handelspraksis efter 1. pkt., skal den pågældende handelspraksis derfor
væsentligt forvride eller forventes væsentligt at kunne forvride den økonomiske adfærd i
forhold til produktet hos gennemsnitsforbrugeren.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 4, stk. 2 og 3.
Det foreslås i stk. 2, at der ved vurderingen af om der foreligger aggressiv handelspraksis, skal
tages hensyn til en række omstændigheder. De pågældende omstændigheder fremgår af den
foreslåede stk. 2, nr. 1 til 5.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at der ved vurderingen af om en handelspraksis er aggressiv skal
tages hensyn til tidspunktet for den pågældende handelspraksis, og stedet hvor den har fundet
sted. Det kan tillægges betydning, om markedsføringen foregår i det offentlige rum eller i den
erhvervsdrivendes forretningslokaler, hvorfra forbrugeren let kan fjerne sig, eller på steder,
hvor man som forbruger som udgangspunkt ikke forventer at blive udsat for markedsføring,
f.eks. på forbrugerens bopæl, arbejdssted eller på andre steder, hvortil der ikke er offentlig
adgang. Ifølge bestemmelsen skal der endvidere tages hensyn til den pågældende handelspraksis’
karakter og vedholdenhed.
SIDE 82 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det foreslås i nr. 2, at der ved vurderingen af, om en handelspraksis er aggressiv, skal tages
hensyn til anvendelse af truende eller utilbørligt sprog eller adfærd.
Det foreslås i nr. 3, at der ved vurderingen af, om en handelspraksis er aggressiv, skal tages
hensyn til, om den erhvervsdrivende har kendskab til og udnytter en konkret uheldig situation
eller omstændighed, som har en så alvorlig karakter, at den indskrænker forbrugerens vurderingsevne
til at påvirke forbrugeren. Som eksempler kan nævnes, at forbrugeren står midt i en
skilsmisse, eller i en begravelsessituation, ved en nærtståendes død.
Det foreslås i nr. 4, at der ved vurderingen af, om en handelspraksis er aggressiv, skal tages
hensyn til, om den erhvervsdrivende opstiller byrdefulde og uforholdsmæssig omfattende
hindringer, som ikke er af kontraktuel karakter, når forbrugeren ønsker at udøve sine rettigheder
i forbindelse med en kontrakt, herunder at ophæve denne eller vælge en anden vare
eller tjenesteydelse eller en anden leverandør. Som eksempel kan nævnes erhvervsdrivende,
som kun har en meget kort åbningstid, eller som det i praksis er umuligt at kommunikere med,
fordi vedkommende ikke tager sin telefon og nægter at modtage breve eller uden saglig grund
stiller krav om, at en opsigelse f.eks. kun kan ske via telefax.
Det foreslås i nr. 5, at der ved vurderingen af om en handelspraksis er aggressiv, skal tages
hensyn til, om den erhvervsdrivende truer med at træffe foranstaltninger, som ifølge loven
ikke kan træffes. Som eksempel kan nævnes, at en erhvervsdrivende foranlediger forbrugeren
til at betale et vederlag ved at true med inkasso eller registrering i et kreditoplysningsbureau,
selvom de lovgivningsmæssige betingelser for at tage sådanne skridt ikke er opfyldt.
I nr. 24-31 i bilaget til loven er oplistet en række former for aggressiv handelspraksis som
altid vil være ulovlig.
SIDE 83 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 8 om former for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggressive
Den foreslåede bestemmelse erstatter bemyndigelsesbestemmelsen i den gældende markedsføringslovs
§ 3, stk. 4, idet bilaget til bekendtgørelse nr. 1084 af 14. september 2007 om urimelig
markedsføring i forbrugerforhold, som er udstedt med hjemmel i den gældende markedsføringslovs
§ 3, stk. 4, gøres til bilag I til selve loven.
Bestemmelsen medfører ikke materielle ændringer i retstilstanden.
Formålet med at knytte bilaget til selve loven er at øge synligheden og kendskabet til, at der
findes en række former for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggressive og
hvor en vurdering af, om de er egnet til at forvride den økonomiske adfærd hos gennemsnitsforbrugeren,
derfor ikke er nødvendig.
Bilag I er en implementering af bilag I til direktivet om urimelig handelspraksis, der indeholder
en liste over forskellige konkrete former for handelspraksis, som under alle omstændigheder
skal betragtes som urimelige, og som derfor forbydes, jf. direktivets artikel 5, stk. 5.
Listen skal ifølge direktivets artikel 5, stk. 5, anvendes i samtlige medlemsstater og må kun
ændres ved en revision af direktivet.
Det foreslås, at en erhvervsdrivende, uanset §§ 5-7, ikke må anvende de former for handelspraksis,
der er opregnet i lovens bilag 1.
De første 23 former for handelspraksis vedrører vildledende handelspraksis, mens de sidste 8
former vedrører aggressiv handelspraksis.
Der kan ikke sluttes modsætningsvis, således at en handelspraksis, der ikke er optaget på bilag
I, kan anses for at være lovlig. De former for handelspraksis, som ikke er opregnet i bilaget,
skal derimod altid vurderes konkret på baggrund af lovforslagets §§ 5-7.
SIDE 84 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 9 om uanmodet henvendelse til bestemte aftagere
Den foreslåede bestemmelse viderefører med visse sproglige justeringer § 6 i den gældende
markedsføringslov, bortset fra stk. 3 og 4, der er nye.
I stk. 2 lægges der i bemærkningerne op til en bredere fortolkning af ”egne tilsvarende produkter”,
hvilket vil medføre ændringer af retstilstanden.
Med stk. 3 indføres lempeligere regler for uanmodet elektronisk post i visse forhold mellem
erhvervsdrivende, hvor der er et særligt praktisk behov for at kunne kommunikere elektronisk
mellem de erhvervsdrivende, uden der nødvendigvis er et forudgående formelt samtykke,
og hvor risikoen for misbrug er lav, dels på grund af den forudsatte relation mellem afsender
og modtager, dels på grund af de øvrige kriterier for bestemmelsens anvendelse.
Derudover er der ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden.
Bestemmelsen gennemfører artikel 13 i e-databeskyttelsesdirektivet.
Formålet med bestemmelsen er at beskytte forbrugere, erhvervsdrivende og offentlige myndigheder
mod at blive overbebyrdet med uønskede uanmodede henvendelser via bl.a. e-mails,
som er en væsentlig nemmere og billigere kommunikationsform end fysiske breve. Anvendelse
af elektronisk post til markedsføring kan således virke generende, påføre modtageren omkostninger
og lægge beslag på modtagekapacitet.
Bestemmelsen indebærer navnlig, at uanmodet markedsføring ved brug af elektronisk post,
automatisk telefonopkaldssystem og telefax forbydes, medmindre forholdet er omfattet af
undtagelsen i stk. 2 eller stk. 3.
Bestemmelsen indebærer endvidere, at det ved direkte markedsføring over for fysiske personer
med andre former for fjernkommunikation sikres, at modtagerne på en nem måde kan
frabede sig markedsføringen.
Bestemmelsen gælder kun ved direkte markedsføring. Ved direkte markedsføring forstås, at
den erhvervsdrivendes henvendelse sendes til en bestemt person. Det er uden betydning, om
der er tale om enslydende reklamemeddelelser sendt til flere personer.
Der foreligger også direkte markedsføring i tilfælde, hvor reklamemateriale f.eks. lægges i
adresserede kuverter med kontoudtog m.v. (»kuvertfyld«).
Adresseløse forsendelser, tilbudsaviser, tv-reklamer eller lignende, der sendes til en ubestemt
kreds af mulige aftagere, er ikke direkte markedsføring.
Det foreslås i stk. 1, at elektronisk post, automatiserede opkaldsanordninger og telefax ikke
må anvendes til markedsføring over for nogen, medmindre modtageren forudgående har
afgivet samtykke til at modtage markedsføring (opt-in model).
SIDE 85 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Begrebet elektronisk post skal forstås som enhver meddelelse i form af tekst, stemmegengivelse,
lyd eller billede, som sendes via et offentligt kommunikationsnet, og som lagres i nettet i
modtagerens terminaludstyr, indtil meddelelsen hentes af modtageren, jf. lovforslagets § 2, nr.
15.
Ved automatisk opkaldssystem forstås automatiserede opkaldssystemer og kommunikationssystemer
uden menneskelige indgreb. Ved opringningen meddeles der automatisk et indtalt
reklamebudskab.
Forbuddet gælder uanmodet henvendelse med henblik på direkte markedsføring.
Bestemmelsen dækker enhver form for markedsføring herunder imagemarkedsføring.
Bestemmelsen stiller krav om, at den erhvervsdrivende skal indhente modtagerens samtykke.
Den erhvervsdrivende kan således ikke benytte elektroniske adresser, der er oplyst af andre.
Øvrige koncernselskaber er i denne forbindelse ikke den samme erhvervsdrivende. Betingelserne
for indhentelse af et lovligt samtykke er nærmere beskrevet i bemærkningerne til § 2,
nr. 16.
Samtykket skal være indhentet, før den erhvervsdrivende retter henvendelse ved brug af
elektronisk post m.v. Et samtykke kan derfor f.eks. ikke indhentes ved at sende en mail til
modtageren.
Forbuddet mod uanmodet markedsføring gælder, uanset om modtageren er erhvervsdrivende
eller forbruger, og uanset om modtageren er en fysisk eller en juridisk person, jf. ordet »nogen
«.
Den erhvervsdrivende skal give en let og gebyrfri adgang til at tilbagekalde samtykket. Muligheden
for at tilbagekalde samtykket skal som minimum tilbydes via samme kommunikationstjeneste.
Har kunden f.eks. givet sit samtykke via sms, skal kunden som minimum kunne tilbagekalde
sit samtykke via sms.
Det foreslås, at stk. 2 skal indeholde en undtagelse til forbuddet i stk. 1.
I lighed med den foreslåede stk. 1, er undtagelsen i stk. 2 ikke begrænset til at gælde i forbrugerforhold,
men gælder markedsføring pr. elektronisk post til alle kunder, uanset om vedkommende
er forbruger, erhvervsdrivende eller en offentlig myndighed.
For at være omfattet af stk. 2, er det en forudsætning, at kunden selv har oplyst sin elektroniske
adresse til den erhvervsdrivende. Den erhvervsdrivende kan således ikke benytte elektroniske
adresser, der er oplyst af andre. Øvrige koncernselskaber er i den forbindelse ikke den
samme erhvervsdrivende.
SIDE 86 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det er ligeledes en betingelse, at oplysningen er givet i forbindelse med salg af en vare eller en
tjenesteydelse. Den erhvervsdrivende kan således kun benytte adresser, der er afgivet i forbindelse
med indgåelse af en aftale om salg af et produkt.
Det er endvidere et krav, at kunden samtidig klart og utvetydigt bliver oplyst om, at adressen
vil kunne blive benyttet til fremsendelse af reklame, samt om muligheden for at vælge dette
fra.
En erhvervsdrivende, der under andre omstændigheder kommer i besiddelse af en kundes
elektroniske adresse, vil ikke kunne gøre brug af undtagelsen. Potentielle kunder, der har vist
interesse for et produkt, men ikke har gennemført et køb, er ikke omfattet af undtagelsen. Den
erhvervsdrivende vil derfor skulle indhente et lovligt samtykke efter den foreslåede stk. 1 i
disse tilfælde.
Muligheden for at reklamere ved fremsendelse med elektronisk post er desuden begrænset til
markedsføring af egne tilsvarende produkter. Den erhvervsdrivende skal specificere, hvad der
forstås ved egne tilsvarende produkter over for modtageren på tidspunktet for den erhvervsdrivendes
registrering af adressen, ellers skal egne produkter fortolkes snævert. Det er en
konkret vurdering, hvad der forstås ved egne tilsvarende produkter. Det er ikke afgørende,
hvad den erhvervsdrivende forstår ved egne tilsvarende produkter. Det afgørende er de forventninger,
den erhvervsdrivende har skabt hos forbrugeren i forbindelse med afgivelsen af
adressen, om, hvad der er den erhvervsdrivendes egne tilsvarende produkter. Tilsvarende
produktgrupper, som den erhvervsdrivende selv forhandler, er ikke nødvendigvis begrænset
til identiske produkter. Har man eksempelvis købt et par bukser i et stormagasin, der sælger
mange forskellige typer af varer, og i forbindelse hermed afgivet sin elektroniske adresse, vil
den erhvervsdrivende fremover kunne sende reklamer for stormagasinets øvrige varesortiment
med elektronisk post, hvis det er oplyst over for kunden. Hvis den erhvervsdrivende
ikke har oplyst noget, skal dette fortolkes snævert.
Endvidere er det som nævnt en betingelse, at kunden i forbindelse med afgivelsen af sin elektroniske
adresse klart og utvetydigt er blevet oplyst om muligheden for at frabede sig fremtidig
markedsføring. Det skal således være muligt for kunden i forbindelse med afgivelsen af sin
elektroniske adresse at meddele, at vedkommende ikke ønsker at modtage reklame med elektronisk
post. Det skal også være let og uden omkostninger for kunden at frabede sig markedsføring.
Muligheden for at melde fra skal ligeledes fremgå af alle henvendelser fremover, således at
kunden, hver gang denne modtager markedsføring med elektronisk post, bliver oplyst om
muligheden for at frabede sig fremtidig markedsføring. Muligheden for at frabede sig fremtidige
henvendelser skal som minimum tilbydes via samme kommunikationstjeneste. Modtager
kunden f.eks. henvendelser via sms, skal kunden som minimum fremtidigt kunne frabede
sådanne henvendelser via sms. Enhver elektronisk markedsføring skal indeholde vejledning
om, hvordan man nemt og gebyrfrit framelder sig fremtidige reklamer. Frameldingssystemet
SIDE 87 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
skal være indrettet således, at den der foretager en sådan framelding modtager en bekræftelse
herpå.
Den erhvervsdrivende har efter bestemmelsen alene ret til at fremsende sin markedsføring pr.
elektronisk post. Fremsendelse af markedsføringsmateriale pr. fax eller brug af telefonisk
opkaldsmaskine vil fortsat skulle følge reglerne i stk. 1 og kræver dermed et forudgående
samtykke. Hvis den erhvervsdrivende ønsker at benytte andre fjernkommunikationssystemer,
som f.eks. almindelig post, skal reglerne i stk. 5 følges.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at en erhvervsdrivende kan rette henvendelse til en bestemt person
hos en anden erhvervsdrivende ved brug af elektronisk post med henblik på direkte markedsføring
af egne produkter, når der er et kundeforhold mellem de to erhvervsdrivende.
Begrebet ”erhvervsdrivende” skal forstås i overensstemmelse med definitionen heraf i § 2, nr.
2. Almennyttige foreninger vil således også være omfattet af begrebet, hvis foreningen er afsender
af den pågældende markedsføring, og afsendelsen er udslag af erhvervsmæssig virksomhed.
Derimod vil almennyttige foreninger som udgangspunkt ikke være ”erhvervsdrivende”
i bestemmelsens forstand, hvis foreningen er modtager af den pågældende markedsføring,
med mindre henvendelsen vedrører en aktivitet i foreningen, som må betragtes som en erhvervsaktivitet,
f.eks. en markedsføringsmail der sendes til den ansatte i foreningen, der har
med foreningens kursusvirksomhed at gøre, og hvor markedsføringen vedrører foreningens
kursusvirksomhed. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til definitionen på ”erhvervsdrivende”
i § 2, nr. 2, og til bemærkningerne til lovens anvendelsesområde.
Bestemmelsen vedrører elektronisk post sendt til en personhenførbar elektronisk adresse hos
den modtagende erhvervsdrivende, f.eks. hans.hansen@virksomhed.dk, hvorimod generiske
virksomhedsadresser, f.eks. info@virksomhed.dk ikke er omfattet. Dette følger af kravet om,
at henvendelsen skal være rettet til ”en bestemt person” hos den anden erhvervsdrivende. Der
kan både være tale om en ansat, et ledelsesmedlem, en partner m.v.
Den afsendende erhvervsdrivende må kun markedsføre sine egne produkter. Der kan derfor
ikke markedsføres produkter fra andre erhvervsdrivende, herunder koncernforbundne selskaber,
medmindre der er givet fornødent samtykke hertil efter stk. 1. ”Egne produkter” omfatter
dog også f.eks. rabataftaler som den erhvervsdrivende har indgået med tredjemand som
den erhvervsdrivendes kunder eller medlemmer kan drage fordel af, når indgåelsen af sådanne
aftaler udgør en del af den forudsatte kunde- eller medlemsrelation mellem afsender og
modtager.
Der er dog ikke en begrænsning som i stk. 3 om, at der kun må markedsføres ”tilsvarende”
produkter som ved tidligere salg imellem parterne. Det er heller ikke et krav, at modtagerens
elektroniske adresse er modtaget i forbindelse med tidligere salg af produkter, eller at den
elektroniske adresse er modtaget direkte fra modtageren. Disse begrænsninger anses for
unødvendige i eksisterende kundeforhold mellem erhvervsdrivende, når der samtidig gives de
yderligere beskyttelsesværn for den enkelte modtager, som foreslås i 3. pkt.
SIDE 88 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Bestemmelsens 1. pkt. gælder således kun eksisterende kundeforhold. Et kundeforhold anses
for at være eksisterende, hvis der har været et salg af et produkt mellem parterne inden for
det seneste år, og kunderelationen ikke er blevet opsagt. Erhvervsmæssigt medlemskab af
foreninger betragtes i denne sammenhæng også som et kundeforhold. Det gælder f.eks. hvor
en erhvervsdrivende er medlem af en erhvervsorganisation, en brancheforening eller en anden
forening, hvor den erhvervsdrivende er medlem for at varetage sine erhvervsmæssige
interesser. I medlemsrelationer anses forholdet for at eksistere, indtil en eventuel opsigelse af
medlemsskabet er trådt i kraft.
Kundeforholdet skal vurderes på virksomhedsniveau, mens selve afsendelsen og modtagelsen
af elektronisk post efter 1. pkt. sker på individniveau i de involverede virksomheder. Såfremt
kunden er en del af en koncern, må der ikke sendes uanmodet markedsføring til ansatte m.v. i
kundens koncernselskaber.
Den foreslåede øgede fleksibilitet for afsendelse af uanmodet elektronisk post i eksisterende
kundeforhold hænger sammen med, at der i eksisterende kundeforhold er en loyalitetspligt og
en gensidig afhængighed, der gør, at parterne vil være meget tilbageholdende med decideret
spam, idet afsenderen i så fald risikerer at skade den eksisterende relation. Samtidig er der i
eksisterende kundeforhold et særligt praktisk behov for at få fjernet den retlige uklarhed, der
er i dag, om hvor grænsen går for lovlig og ulovlig elektronisk post til en kunde.
Det foreslås i bestemmelsens 2. pkt., at en erhvervsdrivende også må rette henvendelse til en
bestemt person hos en anden erhvervsdrivende ved brug af elektronisk post med henblik på
direkte markedsføring af egne produkter, når afsenderen har fået modtagerens elektroniske
adresse direkte fra modtageren i forbindelse med erhvervsmæssig kontakt mellem de to personer.
Med ”erhvervsmæssig kontakt” forstås, at den elektroniske adresse skal være udvekslet mellem
modtager og afsender i en erhvervsmæssig sammenhæng. Hvis afsender fx har fået modtagerens
elektroniske adresse på et møde, en messe, et kursus eller lignende, er kravet om
erhvervsmæssig kontakt opfyldt.
Bestemmelsens 2. pkt. supplerer 1. pkt. Mens 1. pkt. er baseret på virksomhedsrelationen
mellem afsender og modtager (kunde-/medlemsforhold), er 2. pkt. baseret på personrelationen
mellem afsender og modtager. I 2. pkt. er det et kriterium, at afsenderen har modtaget den
pågældende elektroniske adresse direkte fra modtageren, mens det ikke er et krav i 1. pkt. Når
der ikke er en eksisterende virksomhedsrelation mellem afsender og modtager, må der således
stilles større krav til personrelationen mellem afsender og modtager.
Når man som repræsentant for en erhvervsdrivende udleverer sin arbejdsrelaterede elektroniske
adresse til en person, der repræsenterer en anden erhvervsdrivende, og udleveringen af
adressen sker i en erhvervsmæssig sammenhæng, er det unødvendigt restriktivt at kræve alle
formelle betingelser for et informeret, specifikt og utvetydigt samtykke opfyldt, før der må
sendes arbejdsrelateret markedsføring til den person, der har udleveret sin elektroniske arSIDE
89 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
bejdsadresse. Dette gælder også, selvom der ikke er en eksisterende kunde- eller medlemsrelation
mellem de virksomheder, som de to personer repræsenterer.
Hertil kommer de yderligere beskyttelsesværn for modtageren, som foreslås i bestemmelsens
3. pkt.
Det foreslås i bestemmelsens 3. pkt., at der kun må sendes markedsføring, som har relevans
for den pågældende modtagers arbejdsfunktion. Modtageren skal endvidere klart og utvetydigt
have mulighed for let og gebyrfrit at frabede sig yderligere elektronisk markedsføring ved
hver henvendelse.
Kravene gælder både, hvor markedsføringen sendes som led i et eksisterende kunde- eller
medlemsforhold, jf. 1. pkt., og hvor markedsføringen sendes efter direkte modtagelse af adressen
i forbindelse med en erhvervsmæssig kontakt mellem de to personer, jf. 2. pkt.
Kravet om, at der kun må sendes markedsføring, som har relevans for den pågældende modtagers
arbejdsfunktion, betyder, at markedsføringen skal ligge inden for den pågældende
modtagers arbejdsområder i virksomheden. En ansat, der arbejder med it-sikkerhed, må tilsendes
markedsføring, der er relevant for virksomhedens it-sikkerhed, mens en ansat, der
arbejder med indkøb, må tilsendes markedsføring, der er relevant for virksomhedens indkøbsfunktion.
Markedsføringen skal således være tilpasset den enkelte modtager. Ønsker
afsenderen at afsende bredere form for markedsføring, må der indhentes samtykke efter stk.
1, eller betingelserne efter stk. 2 skal være opfyldt. En bred udsendelse til mange modtagere i
samme virksomhed, vil endvidere kunne være i strid med god markedsføringsskik efter § 3.
Kravet om, at der kun må sendes markedsføring, som har relevans for den pågældende modtagers
arbejdsfunktion, skal dels sikre modtageren mod irrelevant markedsføring, dels sikre at
reglens anvendelsesområde reelt er begrænset til de tilfælde, hvor der er en eksisterende
relation mellem parterne enten på virksomhedsniveau- eller personligt niveau, som er indgående
nok til, at afsenderen er bekendt med, hvad der har relevans for modtagerens arbejdsfunktion.
Retten for modtageren til at frabede sig yderligere elektroniske markedsføringshenvendelser
modsvares af en pligt for afsenderen til at respektere en sådan framelding.
Såfremt modtageren bestrider, at bestemmelsens betingelser for afsendelse af uanmodet elektronisk
markedsføring er opfyldt, er det afsenderen, der har bevisbyrden. Afsenderen skal
derfor kunne dokumentere, at der er eller har været et kundeforhold inden for det sidste år,
hvis afsenderen påberåber sig bestemmelsens første punktum, og afsenderen skal kunne dokumentere,
hvor og hvornår den elektroniske adresse er modtaget, hvis afsenderen påberåber
sig bestemmelsens andet punktum. Afsenderen skal endvidere kunne oplyse, hvor informationen
om modtagerens arbejdsfunktion kommer fra.
SIDE 90 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det foreslås i stk. 4 at fastsætte et forbud mod at rette henvendelse til nogen ved brug af elektronisk
post med henblik på direkte markedsføring, hvis markedsføringen ikke klart kan identificeres
som sådan.
Det er et krav efter bestemmelsen, at hvis markedsføringen omhandler reklametilbud som
f.eks. rabatter, præmier eller tilgift skal de klart kunne identificeres som sådanne, og betingelserne
for at opnå dem skal være let tilgængelige og fremlægges klart og utvetydigt. Det samme
gælder salgsfremmende konkurrencer eller spil.
Betingelserne i stk. 4 svarer til kravene om identifikation af kommerciel kommunikation i den
gældende e-handelslovs § 9.
Bestemmelsen stiller også krav om, at der skal være en adresse, som modtageren kan henvende
sig til for at få standset sådanne henvendelser. Et link, hvor modtageren kan frabede sig
sådanne henvendelser, vil også opfylde kravet.
Endelig indeholder bestemmelsen et forbud mod, at modtageren i sådanne henvendelser,
opfordres til at besøge websteder, der er i strid med bestemmelsens stk. 4, nr. 1-4.
Det foreslås i stk. 5, at andre midler til fjernkommunikation end elektronisk post, telefax og
automatiske opkaldssystemer ikke må anvendes til direkte markedsføring over for fysiske
personer, hvis modtageren har frabedt sig det enten direkte over for den erhvervsdrivende
eller ved en markering i CPR (opt-out model). Det er uden betydning om, den fysiske person
er forbruger eller erhvervsdrivende.
Det kan i praksis være vanskeligt at afgrænse, hvad der menes med ”andre midler til fjernkommunikation
end elektronisk post, telefax og automatiske opkaldssystemer”. Den teknologiske
udvikling skaber hele tiden nye måder at markedsføre sig på, herunder hvordan de erhvervsdrivende
henvender sig til modtageren af markedsføringen. Den foreslåede bestemmelse
opsamler de tilfælde, som ikke falder ind under definitionen på elektronisk post m.v.
Forbrugeraftalelovens regler om forbud mod uanmodet telefonisk henvendelse gælder uændret.
Der gælder visse undtagelser fra forbuddet mod uanmodet telefonisk henvendelse, bl.a.
for henvendelser om tegning af forsikring og om tegning af avisabonnement m.v. Den foreslåede
§ 9, stk. 5, indebærer, at forbrugerne skal have mulighed for at frabede sig sådanne henvendelser.
For at overholde loven skal en erhvervsdrivende sammenholde den adresseliste, man vil benytte
ved direkte markedsføring, med den fortegnelse, som udarbejdes af CPR med virkning
for et kvartal af gangen, også kaldet Robinson-listen.
Hvis en erhvervsdrivende ved undersøgelse i CPR - typisk i forbindelse med ajourføring af
adresselister - er blevet bekendt med en forbrugers markering, skal den erhvervsdrivende
respektere markeringen. Dette har praktisk betydning i forhold til de personer, som har navSIDE
91 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
ne- og adressebeskyttelse i CPR, og som derfor ikke kan anføres på de fortegnelser, som CPR
skal udarbejde.
Det foreslås præciseret i stk. 6, at en erhvervsdrivende, der har indhentet gyldigt samtykke,
kan se bort fra adressebeskyttelsen i CPR.
Det foreslås i stk. 7, at erhvervsdrivende i disse tilfælde - samtidig med markedsføringen – skal
oplyse modtageren om retten til at frabede sig direkte markedsføring. Oplysningen skal være
klar og utvetydig. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at oplysningen gives i den erhvervsdrivendes
almindelige forretningsbetingelser, som udleveres til modtageren.
Efter stk. 7, 2. pkt., skal modtageren samtidig anvises en let og gebyrfri måde at frabede sig
direkte markedsføring fra den erhvervsdrivende. Muligheden for at tilbagekalde samtykket
skal som minimum tilbydes via samme kommunikationstjeneste. Har kunden f.eks. givet sit
samtykke via sms, skal kunden som minimum kunne tilbagekalde sit samtykke via sms. Den
erhvervsdrivende må dog gerne tilbyde supplerende muligheder for at framelde sig markedsføring,
såfremt denne mulighed er nemmere at anvende for modtageren, f.eks. via et link.
Som nævnt gælder stk. 7 kun ved henvendelser til fysiske personer. Det er uden betydning, om
den pågældende er forbruger eller erhvervsdrivende.
Det foreslås i stk. 8, at erhvervs-og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvordan
erhvervsdrivende skal oplyse fysiske personer om adgangen til at frabede sig kommercielle
henvendelser. Der kan også fastsættes nærmere regler om, på hvilken måde modtagere
skal kunne frabede sig denne form for markedsføring.
SIDE 92 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 10 om handelspraksis rettet mod børn og unge
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende markedsføringslovs § 8, stk.
2 og 3, dog er ordet ”handelspraksis” anvendt i stedet for ”markedsføring”. Der er alene tale
om en sproglig tilretning, da begrebet markedsføring i den gældende markedsføringslov blev
anset for at dække over det samme som begrebet handelspraksis.
Bestemmelsen medfører ikke materielle ændringer i retstilstanden.
Bestemmelsen er ikke en gennemførsel af EU-regler.
Det følger af bestemmelsen, at den pågældende handelspraksis skal være rettet mod børn og
unge. I forhold til vurderingen af hvornår en handelspraksis er rettet mod børn og unge, henvises
der til bemærkningerne under § 3, stk. 2.
Det foreslås, at stk. 1 supplerer den generelle bestemmelse i § 3, stk. 2, med et konkret forbud
mod brug af visse pågående virkemidler i handelspraksis rettet mod børn og unge. Denne
bestemmelse er en videreførelse af den gældende § 8, stk. 2, og der er ikke tilsigtet en ændring
af retstilstanden. Bestemmelsen er desuden i vidt omfang baseret på ICC-kodeks for reklamepraksis’
regler om reklamering over for børn og unge.
Handelspraksis, som opfordrer til vold eller anden farlig eller hensynsløs adfærd er forbudt.
Det vil ligeledes være forbudt på utilbørlig måde at benytte vold, frygt eller overtro som virkemidler.
Handelspraksis, der tilskynder til voldshandlinger, mobning eller lignende, vil ikke være tilladt.
Det samme gælder, hvis en konkret handelspraksis på utilbørlig måde bruger drab, vold
eller mishandling som virkemiddel. Eksempelvis vil det ikke være tilladt at illustrere en reklame
for legetøjspistoler med realistiske skuddueller mellem soldater.
Endvidere må den konkrete handelspraksis ikke uden pædagogisk, samfundsmæssig eller
anden saglig begrundelse indeholde afbildning eller beskrivelser af farlige situationer eller af
situationer, der tilsidesætter almindelig sikkerhed. Det kunne f.eks. være en reklame, hvor
man viser modeller med plastikposer over hovederne, og hvor det vil være forbundet med
stor fare, hvis børn inspireret af reklamen gør det samme. Eller reklamer, hvori personer omgås
uforsvarligt med ild.
Bestemmelsens stk. 2 supplerer også den foreslåede § 3, stk. 2, med et konkret forbud. Ifølge
den foreslåede bestemmelse er enhver omtale eller billeder af eller henvisning til rusmidler,
herunder alkohol, i forbindelse med handelspraksis rettet mod børn og unge under 18 år forbudt.
Denne bestemmelse er en videreførelse af den gældende § 8, stk. 3, og der er ikke tilsigtet
en ændring i retstilstanden.
Handelspraksis vedrørende f.eks. alkoholholdige drikkevarer må dermed ikke rette sig mod
børn og unge, uanset hvilken form den antager, hvilket betyder, at enhver form for omtale af
SIDE 93 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
rusmidler, herunder alkohol, i f.eks. reklamer rettet mod børn og unge vil være i strid med
bestemmelsen. Det er således ikke tilladt, at en rejsearrangør, der i sin handelspraksis retter
sig mod unge under 18 år, anfører, at der under rejsen f.eks. besøges et antal barer og diskoteker
i løbet af natten, hvor der serveres øl m.v., og at der er fri bar eller billige drinks, eller at
der er ”happy hour”, ”pubcrawl” eller lignende, da disse begreber henviser til indtagelse af
alkohol.
Mange sager vedrørende erhvervsdrivendes handelspraksis i forhold til alkoholholdige produkter
over for børn og unge bliver i dag behandlet i Alkoholreklamenævnet. Nævnet sender
sagerne videre til Forbrugerombudsmanden til behandling efter markedsføringslovens regler
i de tilfælde, hvor en erhvervsdrivende, hvis markedsføring i Alkoholreklamenævnet er blevet
erklæret i strid med retningslinjernes totalforbud over for børn og unge, ikke vil rette sig efter
kritikken og ikke vil indstille den pågældende handelspraksis.
Forbrugerombudsmanden har stadig mulighed for at tage sager op af egen drift eller oversende
disse til Alkoholreklamenævnet.
SIDE 94 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 11 om mærkning og emballering
Den foreslåede bestemmelse viderefører bemyndigelsesbestemmelsen i den gældende markedsføringslovs
§ 17, stk. 2.
Hjemmelsbestemmelsen er udnyttet til at gennemføre en række EU-direktiver, og vil herudover
kunne anvendes af erhvervs- og vækstministeren i særlige tilfælde, hvor der, af hensyn til
forbrugeroplysningen og til skabelsen af lige konkurrencevilkår på markedet, opstår behov
for, at ministeren fastsætter regler om mærkning med f.eks. bestemte varebetegnelser.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at erhvervs- og vækstministeren gives mulighed for, at der kan udstedes
bekendtgørelser, der forbeholder bestemte varebetegnelser og symboler til bestemte
varer.
Det foreslås i nr. 2, at erhvervs- og vækstministeren gives mulighed for at udstede bekendtgørelser,
der påbyder mærkning med bestemte varebetegnelser, symboler eller oplysninger om
blandt andet indhold, sammensætning og egenskaber i øvrigt.
Hjemlen er anvendt til at udstede følgende bekendtgørelser, der gennemfører EU-direktiver:
Bekendtgørelse nr. 122 af 6. marts 1973 om krystalglasvarer, og bekendtgørelse nr. 759 af 15.
september 1995 om mærkning af materialer anvendt i hovedbestanddele af fodtøj med henblik
på salg i detailledet.
SIDE 95 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 12 om dokumentation af faktiske forhold
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende markedsføringslovs § 3, stk.
3.
Bestemmelsen blev indført med inspiration fra det dagældende direktiv om vildledende og
sammenlignende reklame fra 1984. Siden 2006 har bestemmelsen ligeledes implementeret
artikel 12, litra a, i direktivet om urimelig handelspraksis.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at erhvervsdrivende skal kunne dokumentere rigtigheden
af faktuelle oplysninger.
Kravet gælder ikke udsagn, som har karakter af almindelige anprisninger. Anprisninger er
f.eks., når en erhvervsdrivende fremsætter overdrevne udtalelser eller udtalelser, som ikke er
beregnet til at blive opfattet bogstaveligt. F.eks. når erhvervsdrivende reklamerer med, at de
har byens venligste betjening.
Den erhvervsdrivende skal fremlægge bevis for rigtigheden af faktiske forhold, som den erhvervsdrivende
gør gældende, såfremt Forbrugerombudsmanden eller en anden håndhævelsesmyndighed,
herunder domstolene, anmoder om det. Det skal under hensyn til de legitime
interesser hos den erhvervsdrivende og enhver anden part i sagen være relevant i det pågældende
tilfælde.
Der stilles ikke krav om, at den erhvervsdrivende ligger inde med behørig dokumentation for
rigtigheden af oplysninger om faktiske forhold for at kunne anvende en given oplysning i markedsføringen.
Oplysningen skal dog efterfølgende kunne dokumenteres inden for rimelig tid,
såfremt en håndhævelsesmyndighed anmoder om det.
SIDE 96 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 13 om prisoplysninger
Den foreslåede bestemmelse er ny og træder i stedet for den gældende lovs § 13, stk. 1-3, der
foreslås ophævet.
Bestemmelsen fastlægger, at erhvervsdrivende, der udbyder produkter til forbrugerne, i deres
handelspraksis klart og tydeligt skal oplyse om prisen efter de nærmere regler fastsat af erhvervs-
og vækstministeren efter bestemmelsens stk. 2.
Den gældende § 13, stk. 1, indeholder en forpligtelse for den erhvervsdrivende til at oplyse om
prisen for en vare som en samlet pris inklusive gebyrer, omkostninger, moms og alle andre
afgifter, dvs. at varens totalpris skal oplyses.
Ophævelsen af § 13, stk. 1, medfører ikke materielle ændringer i retstilstanden, da der i bekendtgørelse
nr. 866 af 18. september 2000 om oplysning om salgspris og enhedspris for
forbrugsvarer allerede er fastsat regler om prisoplysning for varer, der i det væsentlige svarer
indholdsmæssigt til oplysningskravene i den gældende § 13, stk. 1.
Den gældende § 13, stk. 2, indeholder en generel forpligtelse til at give prisoplysninger ved
udbud af tjenesteydelser til forbrugere på tilsvarende måde som for varer.
Forpligtelsen gælder, når der sælges eller kan bestilles tjenesteydelser fra den erhvervsdrivendes
faste forretningssted, dvs. egentlige forretningslokaler eller værksteder, som forbrugerne
normalt har adgang til. Som eksempler kan nævnes frisørsaloner og fitnesscentre. Der
skal også gives prisoplysninger, når der kan bestilles eller købes tjenesteydelser elektronisk,
f.eks. på den erhvervsdrivendes hjemmeside.
Ophævelsen af § 13, stk. 2, medfører en materiel ændring af retstilstanden. Efter forslaget vil
forpligtelsen til at give prisoplysninger ved udbud af tjenesteydelser primært være reguleret
af bekendtgørelse nr. 1372 af 16. december 2009 om tjenesteyderes pligt til at give oplysninger
til tjenestemodtagere.
Forskellen består i, at den erhvervsdrivende altid skal give oplysningerne om pris efter den
gældende § 13, stk. 2, mens oplysningerne efter bekendtgørelsen om oplysninger til tjenestemodtagere
alene skal gives, hvis tjenesteyderen på forhånd har fastsat en pris for en given
type ydelse eller efter anmodning fra tjenestemodtageren.
Rent tidsmæssigt adskiller oplysningskravet i den gældende § 13, stk. 2, sig også fra bekendtgørelsen,
da oplysningerne efter § 13, stk. 2, skal gives ved mærkning, skiltning eller på anden
tydelig vis, mens oplysningerne efter bekendtgørelsen skal gives i god tid inden kontraktens
indgåelse eller, hvis der ikke foreligger en aftale, inden tjenesteydelsens udførelse.
Endelig har den forslåede § 13, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 5, et snævrere anvendelsesområde end den
gældende § 13, stk. 2, idet bekendtgørelsen om oplysninger til tjenestemodtagere grundlæggende
finder anvendelse på alle tjenesteydelser, som ikke udtrykkeligt er udelukket herfra.
SIDE 97 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Bekendtgørelsen dækker en stor del af sektorerne på serviceområdet, såsom turisme og
håndværksvirksomhed, mens følgende sektorer er undtaget fra bekendtgørelsens anvendelsesområde:
Ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse, finansielle tjenesteydelser,
elektroniske kommunikationstjenester og – netværk, samt tilhørende faciliteter, tjenesteydelser
på transportområdet, tjenesteydelser, der udbydes af vikarbureauer, tjenesteydelser på
sundhedsområdet, audiovisuelle tjenesteydelser og radiospredning, spil, virksomhed, som er
forbundet med udøvelse af offentlig myndighed, sociale tjenesteydelser, private vagttjenester
samt tjenesteydelser, der udføres af officielt udnævnte notarer og fogeder.
Det bemærkes dog, at den foreslåede § 13, stk. 1, skal anvendes i sammenhæng med forslagets
§ 6, stk. 1 og 2, der bestemmer, at den erhvervsdrivende ved købsopfordringer skal give en
række oplysninger, herunder oplysninger om prisen inklusive moms og afgifter. Da den erhvervsdrivendes
i sin handelspraksis over for forbrugerne i langt de fleste tilfælde vil gøre
brug af købsopfordringer, er det selvstændige anvendelsesområde for den foreslåede § 13, stk.
1, meget snævert.
Den gældende § 13, stk. 3, 1. pkt., bestemmer, at kravene i § 13, stk. 1 og 2, samt de i medfør af
den § 13, stk. 8, fastsatte regler også skal opfyldes, når der gives prisoplysninger i annoncer
m.v.
Det følger af den gældende § 13, stk. 3, 1. pkt., at når der i annoncer eller andet markedsføringsmateriale
oplyses om prisen for enten varer eller tjenesteydelser, skal oplysningerne i
stk. 1 eller 2, samt de i medfør af stk. 8 fastsatte regler iagttages.
En lignende regel findes for varer i bekendtgørelse nr. 866 af 18. september 2000 om oplysning
om salgspris og enhedspris for forbrugsvarer § 9, hvoraf det fremgår, at når der ved annoncering
eller på anden måde i markedsføringsmaterialet gives oplysning om pris for varer,
skal prisoplysningerne gives i overensstemmelse med forskrifterne i bekendtgørelses §§ 3-7
og § 8, 2. pkt. Den gældende § 13, stk. 3, 1. pkt., har således i det væsentlige samme indhold
som prismærkningsbekendtgørelsens § 9, og der vil derfor ikke være tale om en ændring af
retstilstanden for så vidt angår prisoplysning ved annoncering for varer.
Denne bekendtgørelse gælder imidlertid alene for varer. Konsekvensen af en ophævelse af §
13, stk. 3, nr. 1, i forhold til tjenesteydelser vil derfor være, at der fremover ikke vil gælde en
særlig regel om oplysninger om priser i annoncer m.v. for så vidt angår tjenesteydelser.
Dog vil området i et vist omfang være reguleret af lov nr. 227 af 22. april 2002 om tjenester i
informationssamfundet, herunder visse aspekter af elektronisk handel, der i den gældende § 8
bestemmer, at når der gives oplysning om pris for en informationssamfundstjeneste, skal
prisen angives klart og tydeligt. Det skal endvidere fremgå, hvorvidt prisen er inklusive afgifter
og leveringsomkostninger.
SIDE 98 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
En informationssamfundstjeneste er i den pågældende lovs § 2, nr. 1, defineret som enhver
tjeneste, der har kommercielt sigte, og som leveres online på individuel anmodning fra tjenestemodtageren.
Der er som udgangspunkt efter lov. nr. 227 af 22. april 2002 om tjenester i informationssamfundet,
herunder visse aspekter af elektronisk handel, ikke pligt til at angive pris i annoncer
eller andet markedsføringsmateriale, men hvis tjenesteyderen gør det, skal kravene i den
gældende denne lovs § 8 være opfyldt.
Det fremgår af den gældende § 13, stk. 3, 2. pkt., at såfremt en fabrikant, importør eller grossist
i annoncer, i reklamer eller på anden måde foreslår en pris for videresalg til forbrugerne,
skal det udtrykkeligt angives, at prisen er vejledende. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for
mundtlige prisoplysninger.
Bindende videresalgspriser er allerede forbudt efter konkurrenceloven, jf. konkurrencelovens
§ 6, stk. 2, nr. 7, hvoraf følger, at det er forbudt for virksomheder m.v. at indgå aftaler, der
direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen, herunder at
fastsætte bindende videresalgspriser eller på anden måde søge at få en eller flere handelspartnere
til ikke at fravige vejledende salgspriser.
Den gældende § 13, stk. 3, 1. og 2. pkt., foreslås derfor ophævet.
Den foreslåede § 13, stk. 2, nr. 1-3, er en videreførelse af den gældende § 13, stk. 8, nr. 2-4, og
indeholder en bemyndigelser til at fastsætte administrative regler om prisoplysninger. Det
bemærkes, at den gældende § 13, stk. 8, nr. 1, er videreført med den foreslåede § 14, stk. 4.
Bestemmelsen har, som den gældende § 13, stk. 8, til formål at sikre en hensigtsmæssig prismærkning
og samtidig undgå en unødig detailregulering af prisområdet. Viser der sig uhensigtsmæssigheder
i forbindelse med administrationen af de generelle prisoplysningsbestemmelser
eller behov for særregler, er der med bestemmelsen hjemmel til at udstede supplerende
administrative regler, f.eks. i form af en præciserende bekendtgørelse, men også til at undtage
et område fra reglerne om prisoplysning.
Den foreslåede § 13, stk. 2, nr. 5, er en videreførelse af den gældende § 7a, der indeholder en
bemyndigelsesbestemmelse, som giver erhvervs- og vækstministeren adgang til at fastsætte
nærmere regler om oplysningsforpligtigelser for tjenesteydere. Hjemlen er anvendt til at gennemføre
de oplysningskrav, der er indeholdt i artikel 22 og 27 i servicedirektivet. Den gældende
bemyndigelse er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 1372 af 16. december 2009
om tjenesteyders pligt til at give oplysninger til tjenestemodtagere.
Den foreslåede stk. 1 er udtryk for en generel adfærdsnorm og bliver suppleret af bestemmelsens
stk. 2 samt de øvrige regler i markedsføringsloven.
SIDE 99 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Bestemmelsen suppleres særligt af lovforslagets §§ 5 og 6 om vildledende handlinger og vildledende
udeladelser, herunder særligt § 6, stk. 2, der fastlægger, hvilke oplysninger der betragtes
som væsentlige at give i forbindelse med købsopfordringer. Heraf fremgår bl.a., at den
erhvervsdrivende skal oplyse om prisen inklusive moms og afgifter, samt hvor det er relevant,
yderligere omkostninger vedrørende fragt, levering eller porto.
Bestemmelsen suppleres endvidere af bestemmelser om oplysninger vedrørende priser i
anden lovgivning, herunder lov om tjenester i informationssamfundet, herunder visse aspekter
af elektronisk handel, der fastlægger, at når der gives oplysning om pris for en informationssamfundstjeneste,
skal prisen angives klart og tydeligt.
Når der gives oplysning om pris for en informationssamfundstjeneste, skal prisen angives
klart og tydeligt. Det skal fremgå, hvorvidt prisen er inklusive afgifter og leveringsomkostninger.
Det foreslås i stk. 2 at give erhvervs- og vækstministeren en bemyndigelsesadgang til efter
forhandling med vedkommende minister samt repræsentanter for forbrugerne og relevante
erhvervsorganisationer, at fastsætte specifikke regler om prisoplysninger.
Stk. 2, nr. 1-2 er udnyttet til at udstede en række bekendtgørelser om prisoplysninger inden
for en række specifikke områder, herunder bl.a. bekendtgørelse nr. 10002 af 16. marts 1988
om mærkning eller skiltning samt annoncering med kortvarige generelle prisnedsættelser for
varer, bekendtgørelse nr. 10003 af 6. april 1988 om mærkning og skiltning samt annoncering
med priser m.v. for øl og mineralvand i returflasker og bekendtgørelse nr. 500 af 22. juni 1995
om prisskiltning for motorbrændstof.
Nr. 3 er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 866 af 18. september 2000 om oplysning af
salgspris og enhedspris på forbrugsvarer, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets
oplysning om priser.
Det fremgår af denne bekendtgørelse, at erhvervsdrivende, der udbyder varer til forbrugere,
skal i salgslokalet, eller hvor varerne i øvrigt udstilles til salg, oplyse om såvel salgspris som
enhedspris for den udbudte vare eller varemængde efter nedenstående bestemmelser. Prisoplysningerne
skal gives tydeligt, let læseligt og således, at der ikke kan opstå tvivl om, hvilken
vare prisoplysningerne vedrører. Ved salgspris forstås den endelige pris for en vare eller en
given mængde af en vare, inklusive moms og alle øvrige afgifter, men eksklusive eventuelt
pant.
Nr. 4 indeholder en bemyndigelsesbestemmelse, som giver erhvervs- og vækstministeren
adgang til at fastsætte nærmere regler med henblik på at opfylde de oplysningskrav, der er
indeholdt i artikel 22 og 27 i servicedirektivet. Den gældende bemyndigelse er udnyttet til at
udstede bekendtgørelse nr. 1372 af 16. december 2009 om tjenesteyders pligt til at give oplysninger
til tjenestemodtagere.
SIDE 100 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det fremgår b.la. af bekendtgørelsen, at tjenesteyder skal oplyse om prisen for en tjenesteydelse,
hvis tjenesteyderen på forhånd har fastsat en pris for en given type ydelse.
Oplysningskravene vedrører alene tjenesteydelser, ikke varer. Oplysningsforpligtelserne supplerer
de øvrige oplysningskrav i EU-retten, herunder reglerne i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder (herefter forbrugerrettighedsdirektivet)
og direktivet om urimelig handelspraksis.
SIDE 101 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 14 om faktureringspligt for regningsarbejde
Den foreslåede bestemmelses stk. 1-2 er en videreførelse af den gældende lovs § 13, stk. 4-5.
Bestemmelsen medfører ikke materielle ændringer i retstilstanden.
Den foreslåede bestemmelses stk. 3 viderefører delvist den gældende markedsføringslovs §
13, stk. 6.
Efter den gældende § 13, stk. 6, skal den erhvervsdrivende på forbrugerens begæring i særlige
situationer give yderligere oplysninger, som sætter forbrugeren i stand til at kontrollere prisen
for de varer og tjenesteydelser, der indgår i prisen.
Den foreslåede bestemmelses stk. 3 er dog ændret således, at der ikke længere vil blive stillet
krav om, at der skal foreligge særlige situationer for at forbrugeren kan anmode om yderligere
oplysninger. Efter den foreslåede bestemmelse, vil forbrugeren nu i alle situationer kunne
anmode om yderligere oplysninger. Baggrunden for den foreslåede ændring er, at der i praksis
har været usikkerhed om, hvilke særlige situationer, der er omfattet af bestemmelsen.
Der har endvidere været usikkerhed om det tidsmæssige aspekt i den gældende § 13, stk. 6.
Det vil sige i hvor lang tid forbrugerens ret til at anmode om yderligere oplysninger, strækker
sig efter, at forbrugeren har modtaget regningen. Den foreslåede bestemmelses stk. 3 er derfor
rettet til sprogligt og præciseret, således at det udtrykkeligt fremgår af lovteksten, at forbrugerens
begæring om yderligere oplysninger skal være fremsat inden for rimelig tid efter, at
forbrugeren har modtaget regningen.
Den foreslåede bestemmelses stk. 4, er en videreførelse af den gældende markedsføringslovs §
13, stk. 8, nr. 1, og bestemmelsen medfører ikke materielle ændringer i retstilstanden.
Bestemmelsen er ikke en gennemførsel af EU-regler.
Bestemmelsens stk. 1-3 pålægger erhvervsdrivende, der udfører tjenesteydelser efter regning,
en generel forpligtelse til at give forbrugere en specificeret regning, så det er muligt for forbrugerne
at kontrollere prisen for de købte ydelser.
Regningen skal sætte forbrugeren i stand til at orientere sig om, hvilke arbejder og materialer
den samlede tjenesteydelse indeholder. De oplysninger, der skal gives efter bestemmelsen,
skal generelt sætte forbrugeren i stand til at kontrollere, hvilke ydelser, der er leveret, og
hvilke priser, der er beregnet herfor.
Det foreslås i stk. 1, at erhvervsdrivende, der udfører tjenesteydelser efter regning, pålægges
en generel forpligtelse til at give forbrugeren en specificeret regning, der sætter forbrugeren i
stand til at kontrollere prisen for de materialer og tjenesteydelser, der indgår i ydelsen. Denne
generelle faktureringspligt skal, i de tilfælde, hvor der ikke på forhånd er opgivet en fast pris
for tjenesteydelsen, sikre forbrugeren et grundlag for at kunne vurdere, om den pris, som den
erhvervsdrivende forlanger for en tjenesteydelse, er berettiget.
SIDE 102 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Efter bestemmelsen skal der gives oplysninger om timepris og om timeforbrug, samt om eventuelt
materialeforbrug, hvor dette har betydning for prisen på tjenesteydelsen. For så vidt
angår materialeforbrug vil det i nogle situationer være muligt at angive dette, men materialeforbruget
vil ikke nødvendigvis have betydning for prisen. I sådanne tilfælde kan den erhvervsdrivende
undlade at oplyse om materialeforbruget. Mindre mængder af hjælpematerialer
kan endvidere angives som en samlet post, således at den erhvervsdrivende ikke skal redegøre
for hver enkelt lille del, der er brugt til at udføre tjenesteydelsen. Det vil således være
muligt for den erhvervsdrivende at angive materialer som søm, skruer og lignende hjælpematerialer
under en samlet post. Den samlede post, der angiver omfanget af hjælpematerialer,
skal blandt andet ses i forhold til det samlede materialeforbrug.
Bestemmelsens nr. 1-3 er ikke til hinder for, at den erhvervsdrivende kan give forbrugeren
flere oplysninger. Det kan f.eks. være oplysninger om grundgebyr, kørsel m.v.
Det foreslås i stk. 2, at den erhvervsdrivende helt eller delvist kan erstatte oplysningerne i stk.
1, nr. 1-3, med andre oplysninger, hvis dette er aftalt med forbrugeren, eller hvis det følger af
branchesædvane. Det vil således være muligt for de erhvervsdrivende at erstatte oplysningerne
nævnt i stk. 1, nr. 1-3, med oplysninger om f.eks. standardpriser m.v. Ligeledes kan den del
af den samlede faktura, der vedrører arbejde udført af underentreprenører eller underleverandører,
angives som et samlet beløb. Dette svarer til, hvad der i dag er gældende på f.eks.
byggeområdet.
Det kan i nogle tilfælde være mere til forbrugerens gavn at få andre oplysninger end de oplysninger,
der følger af stk. 1. F.eks. kan standardpriser hjælpe forbrugeren til direkte at sammenligne
prisen for en bestemt ydelse hos flere tjenesteudbydere. Der har således i visse
brancher – som f.eks. autoreparationsbranchen - udviklet sig en sædvane om at fakturere
standardpriser for visse standardydelser. Der er også i andre brancher udviklet en praksis for
at give andre oplysninger end de oplysninger, der er nævnt i stk. 1. Dette er f.eks. tilfældet i
tandlægebranchen, hvor det er oplyst, at hovedparten af tandlægers regninger består af ydelser,
der er aftalt i tandlægeoverenskomsten med meget specifikke ydelsesbeskrivelser og faste
priser.
Det foreslås i stk. 3, at den erhvervsdrivende på forbrugerens begæring skal give yderligere
oplysninger, som sætter forbrugeren i stand til at kontrollere prisen for de produkter, der
indgår i prisen.
Baggrunden for denne bestemmelse er, at forbrugeren kan have brug for at få yderligere oplysninger
for at kunne bedømme elementerne af ydelsen og prisen herfor.
Yderligere oplysninger efter stk. 3 vil typisk kunne være oplysninger om grundgebyr, andre
gebyrer, kørsel, eksternt udført arbejde, ekstra betaling for arbejde og/eller kørsel uden for
normal arbejdstid, leje af materiel og forsikringer.
SIDE 103 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Begæringen efter stk. 3 skal fremsættes inden for rimelig tid efter, at forbrugeren har modtaget
regningen, hvilket normalt vil være ca. en måned efter, at forbrugeren har modtaget regningen
medmindre særlige forhold bevirker, at forbrugeren ikke kan opfylde fristen.
Såfremt der viser sig behov for særregler, der ligger ud over ordlyden i stk. 1-3, foreslås det, at
der i bestemmelsens stk. 4, gives hjemmel til, at ministeren, efter forhandling med vedkommende
fagminister samt forbrugerepræsentanter og relevante forbruger- og erhvervsorganisationer,
kan udstede supplerende administrative regler, eksempelvis i form af en præciserende
bekendtgørelse, men også til at undtage et område fra faktureringsreglerne. Hjemlen
kan f.eks. anvendes, hvis der i en bestemt branche viser sig et påtrængende behov for særligt
detaljerede regler om fakturering for at opnå prisgennemsigtighed.
SIDE 104 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 15 om gebyrer
Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende lovs § 15.
Bestemmelsen er ikke en gennemførsel af EU-regler.
Bestemmelsen regulerer gebyrer i løbende kontraktforhold, hvor der efter aftaleindgåelsen
sker ændringer i eksisterende gebyrer eller indføres nye gebyrer.
Bestemmelsens formål er at skabe gennemsigtighed omkring eksisterende gebyrer og indførsel
af nye gebyrer i løbende kontraktforhold. Det sikres ved, at erhvervsdrivende forpligtes til
at varsle gebyrændringer over for forbrugeren.
Ved et gebyr forstås en betaling for en særlig tjeneste, funktion eller ydelse, som knytter sig til
en vare eller tjenesteydelse, eller et løbende aftaleforhold, og som ikke har karakter af en selvstændig
tjenesteydelse, jf. definitionen på et gebyr i lovforslagets § 2, stk. 1, nr. 13. Derimod
omfatter bestemmelsen ikke gebyrer, der er nærmere reguleret ved lov, f.eks. rentelovens
regler om rykkergebyrer.
Bestemmelsen har ikke civilretlig virkning, og den griber således ikke ind i aftaleforholdet
mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende. Der er i stedet tale om en offentligretlig bestemmelse,
der ikke regulerer de aftaleretlige eller andre civilretlige aspekter af aftalen. Det
betyder, at bestemmelsen ikke direkte berører kontraktforholdet mellem den erhvervsdrivende
og forbrugeren.
Bestemmelsen suppleres dog af dansk rets civilretlige regler om aftaler. Det betyder, at det
ikke er tilstrækkeligt for den erhvervsdrivende at overholde kravene efter den foreslåede §
15, for at kunne forhøje et gebyr eller indføre et nyt gebyr. Sådanne ændringer skal have
hjemmel i aftalen mellem parterne, og må i øvrigt ikke være urimelig, jf. aftaleloven kapitel 4
om forbrugeraftaler.
Gebyrer kan dermed ikke indføres eller forhøjes ensidigt på den erhvervsdrivendes initiativ.
Dette skal have hjemmel i aftalen mellem parterne og således være en del af det eksisterende
aftalegrundlag, hvad enten der er tale om en med forbrugeren individuelt forhandlet kontrakt
eller f.eks. den erhvervsdrivendes standardaftalevilkår eller almindelige forretningsbetingelser.
Foreligger der ikke en sådan aftale mellem parterne på forhånd, må indførelse af et nyt
gebyr eller andre ændringer til ugunst for forbrugeren som udgangspunkt sidestilles med
indgåelse af en ny aftale, som kræver forbrugerens accept, før ændringerne kan træde i kraft.
Der henvises i øvrigt til dansk rets almindelige regler om indgåelse af aftaler, herunder de
særlige modifikationer for aftaleforhold mellem erhvervsdrivende og forbrugere. I relation til
aftalevilkår om gebyrer bemærkes, at det som udgangspunkt ikke vil være tilstrækkeligt, at
oplysningerne blot er tilgængelige f.eks. på den erhvervsdrivendes hjemmeside som en del af
dennes forretningsbetingelser. Forbrugernes opmærksomhed skal eksplicit henledes på sådanne
oplysninger inden aftalens indgåelse, før vilkåret kan anses for aftalt mellem parterne.
SIDE 105 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det bemærkes, at uanset om der i et konkret tilfælde ikke måtte være tale om et gebyr i markedsføringslovens
forstand, og den foreslåede § 15 følgelig ikke finder anvendelse på omkostningen,
gælder de almindelige aftaleretlige principper for sådanne omkostninger. Disse omkostninger
skal således også være aftalt mellem parterne, jf. ovenfor, ligesom de f.eks. heller
ikke kan indføres eller ændres vilkårligt.
Bestemmelsen finder, jf. lovforslagets § 1, stk. 3, ikke anvendelse på virksomheder omfattet af
lov om finansielle virksomheder.
Det foreslås i stk. 1, at betingelserne for at kunne ændre størrelsen eller opkrævningen af et
gebyr i en eksisterende aftale til ugunst for forbrugeren skal være klart fremhævet i aftalen.
Dette indebærer, at det tydeligt skal fremgå af aftalevilkårene, efter hvilke kriterier gebyrerne
kan ændres eller indføres. Det er f.eks. ikke tilstrækkelig præcist, at der blot er taget forbehold
for ”løbende pris- og gebyrændringer”.
Kriterierne må, jf. lovforslagets §§ 3 og 4 om god skik, ikke være usaglige eller urimelige.
Forbrugeren skal have mulighed for efterfølgende at vurdere, om ændringer er i overensstemmelse
med aftalen. Dette indebærer, at den erhvervsdrivende ved varslingen skal oplyse,
med hvilken begrundelse i henhold til aftalevilkårene gebyret ændres eller indføres.
Det foreslås i stk. 2, at ændring af gebyrer eller opkrævning af nye gebyrer i et løbende kontraktforhold
altid skal varsles med en rimelig frist, inden de får virkning for forbrugeren.
Alle former for gebyrændringer skal varsles. Varslingen skal ske med en rimelig frist, inden
ændringen eller inden det nye gebyr får virkning over for forbrugeren.
Vurderingen af, hvad der skal forstås ved begrebet rimelig frist, må bero på en konkret vurdering.
Heri indgår bl.a. ændringens størrelse, og om gebyrforhøjelsen er begrundet i den erhvervsdrivendes
egne forhold eller udefra kommende forhold, som den erhvervsdrivende ikke
har indflydelse på.
Det skal fremgå klart og tydeligt over for forbrugeren, at der er tale om en varsling af en ændring
af et eksisterende gebyr, og hvori ændringen består, dvs. hvor stor en forhøjelse, der er
tale om.
Direkte og individuel varsling vil i de fleste tilfælde være det mest hensigtsmæssige, men det
er ikke et krav, når der er tale om en ikke-væsentlig forhøjelse af et eksisterende gebyr. I de
tilfælde, hvor der ikke er krav om individuel kommunikation, vil f.eks. annoncering på en
hjemmeside, i medierne eller information i et nyhedsbrev efter omstændighederne kunne
være tilstrækkelig varsling efter stk. 2.
SIDE 106 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det foreslås i stk. 3, at der ved individuel kommunikation over for forbrugeren skal varsles om
opkrævning af nye gebyrer i et løbende aftaleforhold eller væsentlige gebyrændringer.
Hvornår der foreligger en væsentlig gebyrændring afhænger af en konkret vurdering, hvori
indgår ændringens størrelse set i forhold til det tidligere gebyr og i forhold til hovedydelsens
værdi.
Forbrugeren skal oplyses om de muligheder, forbrugeren har i henhold til aftalen for at kunne
komme ud af aftalen, inden gebyrændringens ikrafttræden. Varslingen skal således indeholde
en beskrivelse af de nærmere betingelser for opsigelse af aftalen, herunder opsigelsesvarslets
længde og eventuelle gebyrer i forbindelse med opsigelsen.
Det betyder, at det skal fremgå tydeligt over for forbrugeren, at der er tale om en varsling af en
ændring af et eksisterende gebyr eller af indførelse af et nyt gebyr, og hvor stor en forhøjelse i
forhold til det nuværende gebyr, eller hvor stort et nyt gebyr, der er tale om.
Hvis forbrugeren ifølge aftalevilkårene har ret til at opsige aftalen som følge af det nye gebyr
eller gebyrforhøjelsen, skal dette som nævnt også fremgå af varslingen, herunder betingelserne
for at gøre brug af denne ret.
Også i tilfælde, hvor det ikke fremgår af aftalevilkårene, at forbrugeren har ret til at opsige
aftalen som følge af det nye gebyr eller gebyrforhøjelsen, men hvor forbrugeren vil have denne
ret efter almindelige aftaleretlige principper, vil den erhvervsdrivende efter reglerne om
god skik, jf. lovforslagets §§ 3 og 4 skulle oplyse forbrugeren om denne ret.
SIDE 107 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 16 om garanti
Den foreslåede bestemmelses stk. 1 viderefører oplysningskravene i den gældende lovs § 12,
stk. 2, 1. og 2. pkt., mens den foreslåede bestemmelses stk. 2 delvist viderefører sprogkravet i
den gældende lovs § 12, stk. 2, 4. pkt.
Den gældende § 12, stk.2, 4. pkt., stiller krav om, at en garanti skal være affattet på dansk. Den
foreslåede § 16, stk. 2, stiller imidlertid alene krav om, at vilkårene for garantien skal affattes
på dansk, hvis markedsføringen er på dansk.
Bestemmelsen gennemfører artikel 6, stk. 2 og 4, i forbrugerkøbsdirektivet.
Bestemmelsens formål er at opstille formkrav og sikre gennemsigtighed i forhold til garantiens
indhold.
Ved garanti skal forstås en frivillig forpligtelse, som den erhvervsdrivende påtager sig ved salg
af produkter, hvor forbrugeren gives yderligere rettigheder, end de rettigheder, som forbrugeren
har efter lovgivningen. En garanti kan ikke begrænse en forbrugers lovbestemte og beskyttelsespræceptive
rettigheder og må ikke forveksles med en lovbestemt reklamationsret og
reklamationsfrist. Det er ikke afgørende, om ordet ”garanti” er anvendt. Det afgørende er derimod,
om den forpligtelse, den erhvervsdrivende påtager sig, indholdsmæssigt kan sidestilles
med en garanti.
Bestemmelsen gælder kun i forbrugerforhold.
Bestemmelsen omfatter erhvervsdrivende, der f.eks. som sælger, leverandør, producent, importør
m.v. yder en garanti eller lignende i sin markedsføring eller som i sin markedsføring
påtager sig en garanti ydet af tredjemand. Så snart en erhvervsdrivende nævner garanti eller
lignende i forbindelse med markedsføring af et produkt, er der tale om en markedsføring af en
garanti omfattet af bestemmelsen.
Bestemmelsen omfatter både skriftlige og mundtlige garantier.
Den erhvervsdrivende skal i øvrigt i forbindelse med aftaleindgåelsen overholde reglerne i
forbrugeraftaleloven vedrørende garantier.
Det foreslås i stk. 1, at der stilles krav om, at erhvervsdrivende, der markedsfører en garanti
eller lignende til en forbruger, har pligt til at give forbrugeren en række oplysninger.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at der skal gives oplysning om garantiens indhold, herunder eventuelle
begrænsninger og forpligtelser indeholdt i garantien. Det kan for eksempel være betingelserne
for, at garantien træder i kraft, begrænsninger i garantiens omfang og udstrækning,
og i hvilke tilfælde garantien bortfalder.
SIDE 108 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det foreslås i nr. 2, at der skal gives de oplysninger, der er nødvendige for at gøre garantien
gældende. Sådanne oplysninger omfatter navnlig garantiudstederens navn og adresse, garantiens
varighed og geografiske omfang og den procedure, der skal anvendes for, at garantien
træder i kraft og kan påberåbes af forbrugeren.
Det foreslås i nr. 3, at der skal gives oplysning om, at forbrugerens ufravigelige rettigheder
efter lovgivningen ikke berøres af garantien. Herved forstås, at det positivt skal fremgå, at
forbrugeren bevarer sine ufravigelige rettigheder efter lovgivningen. Oplysningspligten medvirker
til, at en garanti, skønt den ikke i sig selv er vildledende, ikke praktiseres på en vildledende
måde. Normalt vil en oplysning fra en erhvervsdrivende eller, hvis garantien er skriftlig,
en oplysning i garantien, om at den ikke berører købers ufravigelige rettigheder efter købeloven,
være tilstrækkelig. Anden lovgivning skal dog nævnes, hvis dette er relevant under hensyn
til garantiens indhold, produktets art, salgsmåden m.v.
Oplysningerne i nr. 1-3 skal gives på en klar og forståelig måde. Herved forstås, at den erhvervsdrivende
skal fremkomme med oplysningerne i en form og på en måde, der er let forståelig
for forbrugeren.
Gyldigheden af en ydet garanti bevares, selvom garantien ikke lever op til de stillede formkrav
i nr. 1-3. Forbrugeren vil således stadig kunne støtte ret på garantien og kræve garantien opfyldt.
Det foreslås i stk. 2, at vilkårene for garantien skal gives på dansk, såfremt markedsføringen er
sket på dansk.
SIDE 109 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 17 om markedsføring af kreditaftaler
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende lovs § 14 a bortset fra, at
bestemmelsen ikke længere omfatter boligkreditaftaler, der er selvstændigt reguleret i lovforslagets
§ 18.
Bestemmelsen gennemfører artikel 4 og artikel 21, litra a, i forbrugerkreditdirektivet.
Bestemmelsens formål er at skabe større gennemsigtighed på kreditmarkedet, så forbrugerne
nemmere kan overveje betingelserne og omkostningerne vedrørende kreditten og deres forpligtelser.
Formålet med bestemmelsen er således at sætte forbrugerne i stand til at træffe
beslutning på et kvalificeret og oplyst grundlag. Dette sker bl.a. ved, at sammenligneligheden
mellem forskellige kredittilbud øges, idet væsentlige oplysninger om kreditaftalen skal gives
på en standardiseret måde.
Det foreslås i stk. 1, at enhver markedsføring af kreditaftaler, der oplyser en rentesats eller
talstørrelser vedrørende omkostningerne i forbindelse med forbrugerkredit, skal indeholde
de oplysninger, der oplistes i bestemmelsens nr. 1-6.
Bestemmelsen gælder kun markedsføring af kreditaftaler henvendt til forbrugere.
Bestemmelsen omfatter enhver markedsføring af kreditaftaler, herunder kreditkøb, der oplyser
en rentesats eller talstørrelser vedrørende omkostningerne. Hvis en virksomhed markedsfører
en kreditaftale, f.eks. ved at oplyse renten, er den pågældende markedsføring omfattet af
bestemmelsen. Det betyder, at den erhvervsdrivende er forpligtet til at give de standardoplysninger,
der er oplistet i nr. 1-6.
Indeholder markedsføringen derimod ingen oplysninger om rentesatser eller om størrelsen af
kreditomkostningerne i øvrigt, er den pågældende markedsføring ikke omfattet af bestemmelsen.
Begreberne rentesats og talstørrelser omfatter, udover oplysningen om renten i tal med procenttegn
og øvrige talstørrelser, også betegnelser som eksempelvis 0 kr. i rente, uden omkostninger,
ingen renter, ingen gebyrer og lignende.
Oplysningspligten i § 17 gælder, uanset i hvilket medie kreditaftaler markedsføres.
Oplysningspligten gælder endvidere for enhver, som markedsfører kreditaftaler, og som viser
en rentesats eller talstørrelser vedrørende omkostningerne i forbindelse hermed. Det kan
være kreditgivere eller kreditformidlere, som defineret i lov om kreditaftaler, men det kan
også være andre erhvervsdrivende, jf. § 2, nr. 2, jf. § 1. Det afgørende er således, at der markedsføres
en kreditaftale, og ikke hvem, der står bag den pågældende markedsføring.
SIDE 110 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Bestemmelsen omfatter markedsføring af alle typer kreditaftaler, som defineret i lov om kreditaftaler,
herunder kreditkøb, med undtagelse af boligkreditaftaler i det omfang disse er omfattet
af lovforslagets § 18.
Bestemmelserne i de foreslåede §§ 4 -7 finder også anvendelse ved markedsføring af kreditaftaler.
Det betyder, at både oplysningspligten i § 17 og kravene i §§ 4-7 skal overholdes ved
markedsføring af kreditaftaler, der oplyser en rentesats eller talstørrelser vedrørende omkostningerne.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at den erhvervsdrivende skal give oplysninger om debitorrenten, om
denne er fast eller variabel eller begge, tillige med oplysninger om omkostninger, der indgår i
forbrugerens samlede omkostninger i forbindelse med kreditten.
De samlede omkostninger i forbindelse med kreditten skal forstås i overensstemmelse med
definitionen i lov om kreditaftaler. Omkostningerne består bl.a. af renter, provision, afgifter og
enhver anden form for honorar, som forbrugeren skal betale i forbindelse med kreditaftalen,
og som kreditgiveren har kendskab til, bortset fra notarialgebyr. Omkostninger ved accessoriske
tjenesteydelser i forbindelse med kreditaftalen, navnlig forsikringspræmier, som kan beregnes
på forhånd, medregnes også, såfremt indgåelsen af aftalen om tjenesteydelser er obligatorisk
for at opnå kreditten, eller for at opnå kreditten på de markedsførte vilkår.
Det foreslås i nr. 2, at den erhvervsdrivende skal give oplysninger om det samlede kreditbeløb.
Det samlede kreditbeløb skal i overensstemmelse med definitionen i lov om kreditaftaler
forstås som loftet for eller summen af alle beløb, der stilles til disposition i henhold til en kreditaftale.
Det foreslås i nr. 3, at den erhvervsdrivende skal give oplysninger om de årlige omkostninger i
procent, som beregnet efter lov om kreditaftaler.
De årlige omkostninger i procent skal i overensstemmelse med definitionen i lov om kreditaftaler
forstås som de samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen udtrykt i procent
pr. år af det samlede kreditbeløb, eventuelt omfattende de omkostninger, der er nævnt i kreditaftalelovens
§ 16, stk. 3 og 4.
Det foreslås i nr. 4, at den erhvervsdrivende skal give oplysninger om kreditaftalens løbetid.
Det foreslås i nr. 5, at den erhvervsdrivende, ved kredit i form af henstand med betalingen for
en specifik vare eller tjenesteydelse, skal give oplysninger om kontantprisen og størrelsen af
en eventuel forudbetaling.
Det foreslås i nr. 6, at den erhvervsdrivende skal give oplysninger om det samlede beløb, som
skal betales af forbrugeren, og ydelsernes størrelse.
SIDE 111 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det samlede beløb, som skal betales af forbrugeren, skal i overensstemmelse med definitionen
i lov om kreditaftaler forstås som summen af det samlede kreditbeløb og de samlede omkostninger
i forbindelse med forbrugerkreditten.
Det foreslås i stk. 2, at oplysningerne skal oplyses klart, kort og på en fremtrædende måde ved
hjælp af et repræsentativt eksempel.
Det afhænger af en konkret helhedsvurdering, om standardoplysningerne står på en fremtrædende
måde. Dog må standardoplysningerne f.eks. ikke være skjult i markedsføringen eller
være præsenteret på en uklar, uforståelig eller dobbelttydig måde.
Oplysningerne skal vises ved hjælp af et repræsentativt eksempel, der skal stå i selve markedsføringen.
Hvad der er repræsentativt, afhænger af den pågældende markedsføring og den
måde, markedsføringen er udformet på. F.eks. skal der ved markedsføring af kreditkøb af
forskellige varer i henhold til kravene i stk. 1, nr. 5, gives et repræsentativt eksempel for hvert
produkt. Udbydes der f.eks. flere varer i et katalog, skal den erhvervsdrivende således oplyse
et repræsentativt eksempel for hvert af de produkter, der udbydes i kataloget.
Der må ikke i det repræsentative eksempel ske sammenblanding med øvrige oplysninger i
markedsføringen. Oplysninger, som en virksomhed f.eks. er forpligtet til at give ifølge anden
lovgivning, må derfor ikke stå i det repræsentative eksempel. Det kan f.eks. være oplysninger
om, hvilken energiklasse en bil tilhører, og hvor langt bilen kan køre på literen.
Det foreslås i stk. 3, at hvis indgåelsen af en aftale om en accessorisk tjenesteydelse i forbindelse
med kreditaftalen er obligatorisk for at opnå kreditten, og omkostningerne for en sådan
aftale ikke kan beregnes på forhånd, skal forpligtelsen til at indgå denne aftale også være oplyst
sammen med de årlige omkostninger i procent.
Det er et krav, at forpligtelsen til at indgå en aftale efter stk. 3 skal være oplyst klart, kort og på
en fremtrædende måde sammen med de årlige omkostninger i procent. I modsat fald vil det
være en overtrædelse af stk. 3, og kan efter omstændighederne også være en overtrædelse af
vildledningsbestemmelserne i §§ 5 og 6.
Det foreslås i stk. 4, at kreditformidlere i markedsføring og i anden dokumentation henvendt
til forbrugere skal gøre opmærksom på omfanget af deres beføjelser. Det skal bl.a. oplyses, om
vedkommende udelukkende samarbejder med én eller flere kreditgivere eller optræder som
selvstædig mægler.
Bestemmelsen er begrænset til alene at gælde for kreditformidlere.
Begrebet kreditformidler skal forstås i overensstemmelse med definitionen i lov om kreditaftaler.
En kreditformidler er således en fysisk eller juridisk person, der ikke optræder som
kreditgiver, og som mod betaling af et honorar, der kan antage form af penge eller en anden
aftalt form for finansiel modydelse, som led i udøvelsen af sin erhvervsmæssige virksomhed
SIDE 112 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
præsenterer kreditaftaler for forbrugere eller tilbyder kreditaftaler til forbrugere, bistår forbrugere
ved at udføre andet forberedende arbejde med henblik på kreditaftaler, eller indgår
kreditaftaler med forbrugere på kreditgiverens vegne.
Erhvervsdrivende, der ikke er kreditformidlere i kreditaftalelovens forstand, er ikke omfattet
af stk. 4. Disse erhvervsdrivende skal dog stadig overholde § 17, stk. 1-3, når de markedsfører
kreditaftaler og oplyser rentesats eller talstørrelser i forbindelse hermed.
SIDE 113 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 18 om markedsføring af boligkreditaftaler
Den foreslåede bestemmelse er ny i markedsføringsloven og gennemfører artikel 11 i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/EU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i
forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og
2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010. Bestemmelsen er ligeledes gennemført i
bekendtgørelse nr. 332 af 7. april 2016 om god skik for boligkredit.
Med § 18 sker der en særregulering af markedsføring af boligkreditaftaler i forhold til hidtil,
hvor boligkreditaftaler har været omfattet af bestemmelsen om markedsføring af kreditaftaler
i den gældende § 14 a, der videreføres i den foreslåede § 17.
I forhold til § 17 medfører særreguleringen i § 18 dels en lempelse og dels en udvidelse af
oplysningspligten, når det gælder markedsføring af boligkreditaftaler. Lempelsen består i, at
markedsføringen af boligkreditaftaler kun skal oplyse om boligkreditaftalens løbetid, ydelsernes
størrelse og antal, samt det beløb forbrugeren samlet skal betale tilbage, når det vurderes
at være relevant. Udvidelsen af oplysningspligten består i, at der også skal oplyses om kreditgivers,
kreditformidlers eller en udpeget repræsentants identitet. Endvidere skal der, hvor det
er relevant oplyses om, hvorvidt boligkreditaftalen skal sikres ved pant i boligen og om, at
udsving på valutakursen kan påvirke ydelsen og tilbagebetalingsbeløbet på boligkreditten.
Markedsføring af boligkreditaftaler er også reguleret i § 10 i bekendtgørelse om god skik for
boligkredit6. I forhold til bekendtgørelsens § 10 indeholder den nye § 18 samme oplysningsforpligtelser
for de finansielle virksomheder, og tilsigter dermed ikke at ændre retstilstanden
efter bekendtgørelsen eller tilsynspraksis i forhold til de finansielle virksomheder.
Bestemmelsens formål er at skabe større gennemsigtighed på kreditmarkedet, så forbrugerne
nemmere kan sammenligne kredittilbuddene ved forskellig markedsføring. Bestemmelsen
skal tillige sikre, at forbrugerne beskyttes mod illoyal og vildledende markedsføring. Bestemmelsen
suppleres af reglerne om forbud mod vildledende handlinger og udeladelser i lovens
kapitel 2.
Bestemmelsen fastsætter regler for, hvilke standardoplysninger der skal gives i markedsføring
af boligkreditaftaler.
Ved en boligkreditaftale forstås en aftale, og hvor en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at
yde en forbruger kredit, sikret ved enten pant eller ved en anden tilsvarende sikkerhedsstillelse
eller en anden rettighed knyttet til en fast ejendom til beboelse eller kreditaftaler, som
__________________
6
Bekendtgørelse nr. 332 af 7. april 2016 om god skik for boligkredit
SIDE 114 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
ligger til grund for erhvervelse eller bevarelse af ejendomsretten til grundarealer til eksisterende
eller projekterede bygninger.
Bestemmelsen finder ikke anvendelse på boligkreditaftaler:
1) Med fribelåning, hvor kreditgiver udbetaler et engangsbeløb, periodiske betalinger
eller andre former for kreditudbetaling til gengæld for et beløb, der stammer fra
fremtidigt salg af en fast ejendom til beboelse eller en rettighed i forbindelse med fast
ejendom til beboelse, og ikke kræver tilbagebetaling af kreditten, før en eller flere anførte
livsbegivenheder indtræffer for forbrugeren som defineret af medlemsstaterne,
medmindre forbrugeren overtræder sine kontraktmæssige forpligtelser, hvilket giver
kreditgiver ret til at ophæve kreditaftalen.
2) Hvor kreditten ydes af en arbejdsgiver til hans ansatte som led i en bibeskæftigelse,
og hvor en sådan kreditaftale er rentefri eller med årlige omkostninger i procent, der
er lavere end dem på markedet, og som ikke tilbydes offentligheden i almindelighed.
3) Hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre omkostninger end dem, der er direkte
forbundet med sikringen af kreditten.
4) I form af kassekredit, ifølge hvilke kreditten skal betales tilbage inden en måned.
5) Som er resultatet af et forlig indgået for retten eller et andet ved lov beføjet organ.
6) Der vedrører omkostningsfri, udskudt betaling af en eksisterende gæld, og som ikke
falder ind under definitionen af en boligkreditaftale.
I det omfang en kreditaftale ikke er omfattet af definitionen på en boligkreditaftale eller i øvrigt
falder uden for bestemmelsens anvendelse som afgrænset ovenfor, finder lovforslagets §
17 anvendelse på kreditaftalen.
Det foreslås i stk. 1, at markedsføring af boligkreditaftaler, der oplyser om en rentesats eller
talstørrelse vedrørende omkostningerne, skal indeholde de standardoplysninger, som fremgår
af bestemmelsen. Visse af standardoplysningerne skal kun gives, hvor det er relevant.
Indeholder markedsføring derimod ingen oplysninger om rentesatser eller omkostninger, er
den pågældende markedsføring ikke omfattet af bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 2, at standardoplysningerne i stk. 1 skal oplyses klart, præcist og på en fremtrædende
plads. Standardoplysningerne i stk. 1, nr. 3-8, skal oplyses ved hjælp af et repræsentativt
eksempel med anvendelse af de af erhvervs-og vækstministeren fastsatte standardforudsætninger,
som fremgår af bilag 3 til bekendtgørelse nr. 332 af 7. april 2016 om god skik for
boligkredit.
Det foreslås i stk. 3, at såfremt det er en betingelse for at opnå boligkreditten, at kunden ligeledes
indgår en aftale om en accessorisk tjenesteydelse i forbindelse med kreditten, og en sådan
aftales omkostninger ikke kan beregnes på forhånd, skal forpligtelsen til at indgå denne aftale
også være oplyst sammen med de årlige omkostninger i procent.
SIDE 115 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det foreslås i stk. 4, at oplysningerne omhandlet i stk. 1 og stk. 3 skal være let læselige eller
kunne høres tydeligt afhængigt af det medie, der anvendes til markedsføring.
SIDE 116 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 19 om risiko- og standardoplysninger for kreditaftaler
Den foreslåede bestemmelse er en ordret videreførelse af den gældende lovs § 14 b, med undtagelse
at stk. 2, der er ny og følger af indsættelsen af lovforslagets § 18.
Det foreslås i stk. 1, at give erhvervs- og vækstministeren bemyndigelse til at udstede en bekendtgørelse
om risikooplysninger for kreditaftaler. Det bemærkes, at ”kreditaftaler” i markedsføringsloven
svarer til ”udlånsprodukter” i lov om finansiel virksomhed.
Kategorisering af forskellige kreditaftaler skal sikre, at låntageren let og hurtigt kan sammenligne
forskellige former for lån og få en let tilgængelig information om, at visse lånetyper har
nogle karakteristika, som gør, at man som låntager skal tænke sig godt om, inden man optager
et sådan lån.
Bekendtgørelsen kan kategorisere forskellige kreditaftaler, og dette kan f.eks. ske med udgangspunkt
i, hvorvidt lånets rente- og afdragsprofil ligger fast eller er variabel, mulighederne
og omkostningerne ved førtidig indfrielse, hvorvidt omkostningerne og vilkårene for kreditaftalen
er vanskeligt gennemskuelige, samt om der er tale om et sammensat låneprodukt. Der
kan samtidig blive stillet krav om, at udbydere eller formidlere af kreditaftaler, der yder lån til
forbrugere og foreninger, skal oplyse låntagere om, hvilken kategori et lån befinder sig, inden
låntageren optager lånet.
Hjemmelen er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 1457 af 18. december 2012 om oplysning
om risikokvalificering af visse låneprodukter.
Det foreslås i stk. 2, at give erhvervs- og vækstministeren bemyndigelse til at fastsætte nærmere
regler for, hvad der anses for et repræsentativt eksempel. Bestemmelsen skal sikre korrekt
implementering af boligkreditdirektivets artikel 11, stk. 3, der er gennemført i den foreslåede
§ 18, stk. 2.
SIDE 117 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 20 om vildledende og utilbørlig markedsføring mellem erhvervsdrivende
Den foreslåede bestemmelse er en delvis videreførelse af beskyttelsen mod vildledende og
utilbørlig markedsføring, som fremgår af den gældende lovs § 3, dog kun for så vidt angår
forhold, som udelukkende skader konkurrenternes økonomiske interesser, eller som vedrører
transaktioner mellem erhvervsdrivende. Det gældende vildledningsforbud i § 3 omfatter også
forholdet mellem en forbruger og en erhvervsdrivende. Vildledende og utilbørlig handelspraksis,
der skader forbrugernes økonomiske interesser, foreslås fremover reguleret selvstændigt
i de foreslåede § 5 om vildledende handlinger, § 6 om vildledende undladelser og § 8
om aggressiv handelspraksis.
Bestemmelsen gennemfører artikel 3 i direktivet om vildledende og sammenlignende reklame.
Bestemmelsen går dog videre end artikel 3, idet den ikke kun omfatter reklame, men al
markedsføring, herunder også angivelser fremsat direkte over for enkeltpersoner. Der har
siden den første markedsføringslov blev vedtaget været en tilsvarende bestemmelse i loven.
Erhvervsdrivende er defineret i lovforslagets § 2, nr. 2, som: en fysisk eller juridisk person, der
udøver virksomhed som handlende, håndværker eller industridrivende eller udøver et liberalt
erhverv, og enhver, der handler i en erhvervsdrivendes navn eller på en erhvervsdrivendes
vegne. Se nærmere bemærkningerne til denne bestemmelse.
Forhold, som vurderes at være i strid med bestemmelsen, vil som hidtil ligeledes være i strid
med reglen om god markedsføringsskik i den foreslåede § 3. Reglen om god markedsføringsskik
kan endvidere anvendes som supplement til § 20, således at forhold, der ligger på grænsen
af eller falder uden for denne bestemmelse, vil kunne være i strid med reglen om god
markedsføringsskik i den foreslåede § 3.
Det foreslås i stk. 1, at der er tale om vildledende handelspraksis, hvis en erhvervsdrivende i
sin markedsføring på nogen måde anvender urigtige eller vildledende oplysninger.
Der vil også være tale om vildledende handelspraksis, hvis markedsføringen – uanset om oplysningerne
i øvrigt er faktuelt korrekte – på grund af sin form er vildledende eller egnet til at
vildlede.
Ligeledes vil der også være tale om vildledende handelspraksis, hvis markedsføringen udelader
væsentligt oplysninger.
Det er et krav, for at betingelsen er overtrådt, at den pågældende handelspraksis enten påvirker
eller er egnet til at påvirke efterspørgslen af produkter, eller at den skader eller er egnet til
at skade en konkurrent. Det er dog ikke afgørende, at den pågældende handelspraksis har haft
denne virkning, men blot at oplysningerne, de manglende oplysninger eller fremgangsmåden
objektivt set er egnet til at fremkalde sådan en virkning.
Påvirkningen af efterspørgslen kan både være i forhold til egne produkter og i forhold til andres
produkter.
SIDE 118 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Ved vurderingen af, om et markedsføringstiltag er egnet til at vildlede efter bestemmelsen,
skal der tages udgangspunkt i, hvordan en erhvervsdrivende typisk vil opfatte markedsføringen.
Det foreslås i stk. 2, at der skal foretages en helhedsvurdering af, om en erhvervsdrivendes
handelspraksis er vildledende. Som noget nyt specificeres det, hvilke oplysninger der særligt
skal tages hensyn til ved vurderingen af, om der er tale om en vildledende markedsføring,
Listen er ikke udtømmende
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at den pågældende handelspraksis ikke må indeholde urigtige oplysninger
om produktets egenskaber, eller – uanset om oplysningerne i øvrigt er faktuelt korrekte
– må vildlede om produktets egenskaber. Ved produktets egenskaber forstås bl.a. det omfang
produktet står til rådighed i. Det kan f.eks. dreje sig om rådighed i forhold til det tidsmæssige
omfang af en tjenesteydelse. Produktets egenskaber omfatter også produktets beskaffenhed,
udførelse og sammensætning. Herudover dækker begrebet også måden og tidspunkt
for fremstilling eller ydelse. Begrebet dækker også oplysninger om produktets egnethed
til formålet, anvendelsesmuligheder, mængde, specifikationer, samt geografiske eller handelsmæssige
oprindelse. Det omfatter ligeledes de resultater, som kan forventes opnået ved
brugen eller resultaterne af og de vigtigste karakteristika ved afprøvning eller kontrol af produktet.
Det kunne f.eks. være oplysninger om et produkts egenskab, holdbarhed eller pris.
Det foreslås i nr. 2, at den pågældende handelspraksis ikke må indeholde urigtige oplysninger
om prisen eller den måde prisen beregnes på, eller – uanset om oplysningerne i øvrigt er faktuelt
korrekte – må vildlede herom. Bestemmelsen omfatter også urigtige oplysninger og vildledning
om betingelserne for levering af produkterne. Det kunne f.eks. være oplysninger fra en
undersøgelse, hvor en erhvervsdrivendes produkt er testet sammen med konkurrenters tilsvarende
produkter, hvor nærmeste konkurrent er fjernet i markedsføringen af testen.
Det foreslås i nr. 3, at den pågældende handelspraksis ikke må indeholde urigtige oplysninger
om, eller – uanset om oplysningerne i øvrigt er faktuelt korrekte – vildlede om annoncørens
status, egenskaber og rettigheder, såsom hans identitet og formue, hans kvalifikationer og
immaterielle rettigheder. Bestemmelsen omfatter også tilkendt prisbelønninger og udmærkelser.
Det kunne f.eks. være oplysninger om at produktet kun kan anvendes ved køb af et tillægsprodukt
eller produktet ikke kan anvendes, medmindre særlige forhold er til stede.
Det foreslås i stk. 3, at en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må være utilbørlig over for
andre erhvervsdrivende. En handelspraksis kan som hidtil både være utilbørlig på grund af
dens særlige form, og fordi den inddrager uvedkommende forhold. En utilbørlig fremgangsmåde
kan f.eks. bestå i, at en erhvervsdrivende omtaler en anden erhvervsdrivende på nedsættende
eller på anden skadelige måde. Et andet eksempel er oplysninger om en konkurrents
privatliv, der er den erhvervsmæssige konkurrence uvedkommende.
Det følger videre af bestemmelsen, at en erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må være
aggressiv over for andre erhvervsdrivende. Aggressiv handelspraksis kan i forhold til erSIDE
119 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
hvervsdrivende være handelspraksis, som er meget pågående, som f.eks. de markedsføringsmetoder,
der anvendes af såkaldte ”annoncehajer”. Der er her tale om erhvervsdrivende, som
bondefanger især små og nystartede virksomheder ved enten at sælge annoncer og andre
ydelser uden reel værdi, eller ved at presse virksomhederne til at betale regninger, som de
efter almindelige civilretlige regler ikke er forpligtet til at betale.
SIDE 120 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 21 om sammenlignende reklame
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende lovs § 5.
Bestemmelsen gennemfører artikel 2, litra c og artikel 4, i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006 om vildledende og sammenlignende reklame.
Det foreslås i stk. 1, at sammenlignende reklame defineres som enhver reklame, der direkte
eller indirekte henviser til en konkurrent eller til produkter, som udbydes af en konkurrent.
Reklame omfatter enhver form for tilkendegivelse i forbindelse med udøvelse af virksomhed
som handlende, håndværker eller industridrivende eller udøvelse af et liberalt erhverv, som
har til formål at fremme afsætningen af produkter, jf. artikel 2, litra a, i direktivet om vildledende
og sammenlignende reklame.
Der skal således være tale om tilkendegivelser fra erhvervsdrivende, som har til formål at
fremme afsætningen. Der gælder ikke et krav om, at reklamen objektivt skal være egnet til at
påvirke efterspørgslen.
Afgørende for, om der foreligger en sammenlignende reklame er, om reklamen direkte eller
indirekte henviser til en konkurrent eller dennes produkter.
Bestemmelsen finder således kun anvendelse, hvis der består en konkurrencerelation mellem
annoncøren og den eller de virksomheder eller produkter, sammenligningen angår, jf. udtrykket
”konkurrent” i bestemmelsen.
Som et eksempel, hvor der ikke foreligger en konkurrencerelation omfattet af bestemmelsen,
kan nævnes en reklame fra en annoncør, der anvender en anden erhvervsdrivendes kendte
varemærke som kvalitetsbetegnelse for sine produkter, når produkterne vedrører et helt
andet vareområde. Sådanne forhold er ikke omfattet af bestemmelsen.
Omvendt vil der foreligge en konkurrencerelation, hvis en sammenlignende reklame f.eks.
omfatter personbiler af forskellige fabrikater.
Det er endvidere et krav, at der er tale om en ”direkte eller indirekte henvisning til en konkurrent
eller dennes produkter”.
En ”direkte henvisning” omfatter enhver reklame, hvor konkurrenter eller konkurrenternes
produkter nævnes. Det er ikke et krav, at henvisningen skal være et led i en egentlig sammenligning
mellem de pågældende produkter eller virksomheder. Det fremgår bl.a. af EUDomstolens
dom i sag C-112/99 (Toshiba Europe GmbH mod Katun Germany GmbH), hvor en
virksomhed med uoriginale reservedele til Toshiba-produkter angav de originale produkters
bestillingsnumre sammen med numrene på de uoriginale dele. Selvom der ikke foretoges
nogen egentlig sammenligning af fordelene ved de uoriginale reservedele i forhold til de originale,
fandt EU-Domstolen, at en objektiv sammenligning af en eller flere konkrete relevante
SIDE 121 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
egenskaber ved produkter, som er repræsentative og dokumenterbare, kan udgøre sammenlignende
reklame.
Det vil desuden være en direkte henvisning til en konkurrent eller dennes produkter, hvis en
reklame indeholder en opfordring til andre om at foretage en sammenligning. Det kunne f.eks.
være udsagn som: ”Du er som forbruger den bedste dommer. Derfor opfordrer vi dig til selv at
teste vores produkt og (konkurrentens navns) produkt”.
Der foreligger en ”indirekte henvisning” i de tilfælde, hvor den reklamerende ikke direkte
nævner andre erhvervsdrivende eller disses produkter, men hvor det dog er muligt at identificere,
hvem eller hvad der sigtes til.
Der vil f.eks. være tale om en indirekte henvisning, hvor den erhvervsdrivende henviser til
”vore konkurrenter” eller ”andre konkurrenter på markedet”. Desuden vil en henvisning til en
hel branche kunne udgøre en indirekte henvisning, såfremt der er tale om en rimelig afgrænset
og identificerbar kreds.
Endvidere vil en henvisning i en reklame til en bestemt varetype kunne udgøre en indirekte
henvisning, hvis det er muligt at identificere konkurrenten eller de produkter, konkurrenten
udbyder. Det er uden betydning, om henvisningen angår flere konkurrenter på én gang eller
flere af de produkter, som disse udbyder, jf. EU-Domstolens domme i sag C-381/05 (de
Landtsheer Emmanuel SA mod Comité Interprofessionnel du Vin de Champagne og Veuve
Clicquot Ponsardin SA).
Markedsforholdene kan have indflydelse på, hvornår der er tale om en indirekte henvisning.
Der skal mere til på et marked med mange aktører end på et marked med få aktører. Dette kan
f.eks. være relevant i forhold til anprisninger, der alene vil være omfattet af bestemmelsen i de
tilfælde, hvor markedsstrukturen medfører, at det kan afgøres, hvem der henvises til. Anprisninger
er f.eks., når en erhvervsdrivende fremsætter overdrevne udtalelser eller udtalelser,
som ikke er beregnet til at blive opfattet bogstaveligt. F.eks. når erhvervsdrivende reklamerer
med, at de har byens mest venlige betjening.
En reklame henviser endvidere indirekte til en konkurrent eller dennes produkter, hvis den
indeholder systemsammenligninger. Systemsammenligninger er kendetegnet ved, at de produkter,
den erhvervsdrivende sammenligner med, opfylder samme eller lignende behov for
aftageren. Det kan f.eks. være en sammenligning af transporttider- og priser ved brug af bussen
kontra toget på en bestemt strækning eller anvendelsen af stål i forhold til aluminium.
Som eksempel fra praksis kan nævnes U 2012.977 SH, hvor en virksomhed i sin salgsbrochure
beskrev de miljømæssige fordele ved at anvende plastemballage i forhold til metalemballage.
Anvendelse af produkttest kan efter omstændighederne udgøre en indirekte henvisning til
konkurrenter eller disses produkter. Det afgørende er, hvorledes testen er tilvejebragt.
SIDE 122 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det vil være omfattet af bestemmelsen, hvis en erhvervsdrivende i en sammenlignende reklame
anvender en test, som den erhvervsdrivende selv har udført.
Erhvervsdrivende, der omtaler eller gengiver resultater af sammenlignende produkttest foretaget
af en tredjepart, er derimod ikke omfattet af bestemmelsen. En tredjepartstest vil typisk
være, hvor testen er foretaget af en uafhængig forbrugerorganisation, et forbrugermagasin
eller lignende. I disse tilfælde gælder markedsføringslovens øvrige regler, reglerne om ophavsret
og dansk rets almindelige regler om erstatning i og uden for kontraktforhold.
Udarbejdelse og offentliggørelse af sammenlignende produkttest i form af forbrugerundersøgelser,
der foretages af uafhængige organisationer, myndigheder m.v., falder ligeledes uden for
bestemmelsens anvendelsesområde, da der ikke er tale om reklame.
Det foreslås i stk. 2, at sammenlignende reklame er tilladt, når sammenligningen opfylder
betingelserne oplistet i bestemmelsens nr. 1-8. Betingelserne er kumulative og skal overholdes
fuldt ud. En reklame, der er i strid med en af de opstillede betingelser, er således ikke
tilladt.
Bestemmelsen regulerer ikke reklameindholdet i øvrigt.
Såfremt en sammenlignende reklame opfylder de i nr. 1-8 opstillede betingelser, vil reklamen
ikke i relation til sammenligningen kunne mødes med andre indsigelser.
Dog vil anden erhvervsregulering kunne være af betydning for bedømmelsen af den sammenlignende
reklame. Inden for immaterielretten drejer det sig bl.a. om varemærkeretten, men
også den navneretlige beskyttelse eller principperne herfor, der kan udledes af selskabslovgivningen
eller anden lovgivning, kan være af betydning for bedømmelsen af lovligheden af
den pågældende sammenlignende reklame. Endvidere findes der specifikke regler, der skal
overholdes f.eks. for reklamering for sundhedsydelser. Disse er fastsat i lov nr. 326 af 6. maj
2003 om markedsføring af sundhedsydelser.
Sammenlignende reklame skal således overholde lovgivningen i øvrigt, og bestemmelsen
udelukker ikke, at en reklame, der opfylder de nedenfor opregnede betingelser, af andre årsager
kan være retsstridig. Eksempelvis kan reklamen være i strid med markedsføringslovens
bestemmelser om god skik i lovforslagets §§ 3 og 4.
Den foreslåede bestemmelses nr. 1-3 angår de basale betingelser, som sammenligningen skal
opfylde, mens den foreslåede bestemmelses nr. 4-8 primært vedrører en række betingelser
eller begrænsninger på det immaterielretlige område, som sammenligningen skal respektere.
Det antages i almindelighed ikke at være en krænkelse af eneretten til et varemærke, kendetegn
m.v. at nævne en konkurrents varemærke eller kendetegn i forbindelse med sammenlignende
reklame, når reklamen er korrekt, loyal og relevant. Den sammenlignende reklame kan
SIDE 123 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
karakteriseres som en indskrænkning i eneretten, men angiver samtidig en standard for, hvorledes
denne indskrænkning kan ske.
Der kan imidlertid være konflikt mellem på den ene side ønsket om øget konkurrence og forbrugeroplysning
gennem adgangen til at foretage sammenlignende reklame, og på den anden
side hensynet til beskyttelsen af eneretten efter de gældende regler om forretningskendetegn,
varemærker, firmanavne, oprindelsesbetegnelser m.v.
Muligheden for anvendelse af sammenlignende reklame kan variere indenfor de enkelte
ovennævnte områder, idet reklameformen skal anvendes med respekt af de gældende regler
om beskyttelse af varemærker, forretningskendetegn m.v.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at sammenlignende reklame kun er tilladt, hvis den ikke er vildledende.
Begrebet vildledning skal forstås i overensstemmelse med lovforslagets §§ 5-7 og § 20.
Et særligt problem kan opstå, når en reklame, der på annonceringstidspunktet opfylder betingelserne
for lovlig sammenlignende reklame i henhold til den foreslåede § 21, under den efterfølgende
kampagne viser sig ikke længere at være korrekt. Dette vil kunne være tilfældet som
følge af konkurrenternes ændrede markedsføringstiltag, bl.a. i form af prisnedsættelser eller
andre justeringer ved det sammenlignende produkt. Sådanne tilfælde skal bedømmes efter
lovforslagets §§ 3-4, §§ 5-7, samt § 20.
Særligt komplekse produkter kan være vanskelige at sammenligne. Det gælder eksempelvis
forsikringer, hvor der ofte vil være forskelle i policernes betingelser. Den erhvervsdrivende
skal i sammenlignende reklamer med særligt komplekse produkter give modtageren et klart
overblik over forskelle og ligheder, for at den sammenlignende reklame ikke er vildledende.
Endvidere kan medievalget ved mere komplekse sammenligninger få betydning for sammenligningens
lovlighed. Sammenligning af komplekse produkter i f.eks. tv-reklamer kan, på
grund af tv-reklamernes korte form, være uhensigtsmæssig.
Det foreslås i nr. 2, at det kun er tilladt at sammenligne konkurrerende produkter, der opfylder
samme formål eller tjener samme behov.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at sammenlignende reklame ikke bruges på en illoyal
måde, der hindrer den frie konkurrence.
Efter bestemmelsen er det muligt at sammenligne f.eks. fødevarer af samme art eller af forskellig
art, hvis de tjener samme formål eller behov, og der består en konkurrencerelation
mellem produkttyperne.
SIDE 124 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Tilsvarende gælder de såkaldte systemsammenligninger, hvor man fremhæver sit eget produkts
fordele i forhold til en anden type produkter, f.eks. mellem forskellige personbefordringsmetoder.
Det kan eksempelvis være en sammenligning af fordelen ved at benytte togservice
fra DSB fremfor bus eller fly mellem to destinationer, hvor der foreligger en konkurrencerelation
mellem produkttyperne. En sådan sammenligning er efter bestemmelsens mulig,
forudsat de øvrige betingelser er opfyldt.
Det foreslås i nr. 3, at reklamen på objektiv måde skal sammenligne konkrete, relevante og
repræsentative egenskaber ved produkterne, som er dokumenterbare.
Bestemmelsen har til formål at sikre objektive kriterier for sammenligning af produkters karakteristiske
træk. Bestemmelsen indebærer, at sammenligningen ikke må bygge på subjektive
vurderinger og holdningsbaserede udsagn, der ikke kan dokumenteres.
Der skal foretages en helhedsvurdering, hvori de nævnte kriterier skal indgå.
Sammenligningen skal foretages sagligt og efterlade et verificerbart og retvisende indtryk af
de sammenlignende produkter, også selvom det nødvendiggør en angivelse af fortrin ved
konkurrenters produkter.
Kravet om, at sammenligningen skal angå en eller flere konkrete og relevante egenskaber, vil
være opfyldt ved en sammenlignende reklame, der anfører oplysninger om f.eks. vægt, produktionsmetode,
miljøvenlighed, funktioner, eftersalgsservice, pris m.v. Egenskaber, der ikke
er konkrete, er subjektive og holdningsbaserede udsagn. Disse opfylder ikke kravene til at
være en objektiv sammenligning
Endvidere skal egenskaberne være repræsentative, dvs. karakteristiske eller typiske for de
produkter, der indgår i sammenligningen. Egenskaberne skal endvidere være dokumenterbare.
En sammenligning kan basere sig på mange forhold for at være tilladt efter § 21, stk. 2, nr. 3.
Sammenligning, der alene er baseret på prisen, kan være tilstrækkeligt. Pris er således en
konkret, relevant og repræsentativ egenskab, såfremt produkterne i øvrigt er sammenlignelige.
Det foreslås i nr. 4, at en sammenlignende reklame ikke må skabe forveksling mellem annoncøren
og en konkurrent eller mellem annoncørens og en konkurrents varemærker, firmanavne,
andre karakteristiske kendetegn eller produkter.
For at gøre sammenlignede reklame effektiv kan det være nødvendigt at identificere en konkurrents
produkter ved at henvise til konkurrentens firmanavn eller til et varemærke, som
konkurrenten er indehaver af. En sådan anvendelse af en andens varemærke, firmanavn eller
andre karakteristiske kendetegn udgør ikke en krænkelse af den pågældendes eneret, hvis der
ikke skabes forveksling, og hvis de øvrige betingelser i bestemmelsen øvrigt er opfyldt. FormåSIDE
125 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
let med at tillade erhvervsdrivende at anvende en andens varemærke, firmanavn eller andre
karakteristiske kendetegn, når det er muligt at skelne er, at forskellene herved sættes objektivt
i relief.
Som eksempel på en mulig konflikt i relation til bestemmelsen kan nævnes den gældende
varemærkelovs § 4, stk. 1, nr. 2, der bl.a. stiller krav om, at der end ikke må være risiko for
forveksling.
Nr. 4 skal fortolkes i overensstemmelse med varemærkelovens § 4, stk. 1, nr. 2, således at det
afgørende bliver, om der ved brug af konkurrentens varemærke er risiko for forveksling, jf.
EU-Domstolens dom i sag C-533/06 (O2 Holdings Limited & O2 (UK) Limited mod Hutchinson
3G UK). Domstolen fastslog i den konkrete sag, at forveksling, i forbindelse med brug af konkurrentens
varemærke, skal forstås som risiko for forveksling.
Det foreslås i nr. 5, at det ikke er tilladt at miskreditere og nedvurdere en konkurrents varemærke,
firmanavn, karakteristiske kendetegn, eller produkter.
Utilbørlige og misrekommanderende udsagn i strid med lovforslagets god skik-bestemmelser i
§§ 3-4 eller § 20 om vildledning mellem erhvervsdrivende vil i almindelighed også være i strid
med nr. 5, hvor udsagnene vedrører en konkurrent i en sammenlignende reklame.
Nedsættende udsagn, der f.eks. gør konkurrenter eller deres produkter til genstand for foragt
eller latterliggørelse m.v., er ikke tilladte.
Som et eksempel på miskreditering og nedvurdering, der eksempelvis ikke er tilladt efter
bestemmelsen, kan nævnes udsagnet: ”Mine kunder er nu mere tilfredse, efter jeg ikke længere
sælger XX-biler, men er gået over til salg af YY-biler. Kom ud og få en prøvetur og forstå,
hvorfor jeg skiftede mærke.”
Det foreslås i nr. 6, at produkter, der er beskyttet af en oprindelsesbetegnelse, kun må sammenlignes
med produkter med samme oprindelsesbetegnelse.
Ved vurderingen af, om et produkt er beskyttet af en oprindelsesbetegnelse, skal der navnlig
tages hensyn til Rådets forordning (EF) 510/2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser
og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer, samt andre fællesskabsbestemmelser,
der er vedtaget på landbrugsområdet.
Forordningens artikel 13 fastslår bl.a., at de betegnelser, der er registreret efter forordningen,
er beskyttet mod enhver direkte eller indirekte kommerciel anvendelse af en registreret betegnelse
for produkter, der ikke er omfattet af registreringen, hvis disse produkter er sammenlignelige
med de registrerede produkter, eller anvendelsen indebærer udnyttelse af den
registrerede betegnelses omdømme.
SIDE 126 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Sammenligning mellem f.eks. kødprodukter er således begrænset til produkter med samme
registrerede oprindelsesbetegnelse.
Det er derfor som udgangspunkt kun tilladt at sammenligne en skinke registreret under betegnelsen
”Bayonne” med en anden skinke registreret under samme betegnelse.
Adgangen til at foretage sammenligning efter nr. 6 er således meget begrænset.
Bestemmelsen finder ikke anvendelse, såfremt der reklameres for et produkt, som ikke har en
oprindelsesbetegnelse, og dette produkt henviser til et andet produkt, der har en oprindelsesbetegnelse.
Hvorvidt en sådan sammenligning er tilladt, afhænger af de øvrige betingelser i
stk. 1, herunder ikke mindst om den sammenlignende reklame drager utilbørlig fordel af den
anseelse, der er knyttet til konkurrentens varemærke og oprindelsesbetegnelse.
Det foreslås i nr. 7, at det ikke er tilladt i en sammenlignende reklame at drage utilbørlig fordel
af den anseelse, som er knyttet til en konkurrents varemærke, firmanavn, karakteristiske
kendetegn eller af konkurrerende produkters oprindelsesbetegnelser m.v.
Centralt for bestemmelsen er reklamering, hvor den erhvervsdrivende udnytter en kendt
konkurrent eller dennes produkters position på markedet til egen fordel. Der snyltes derved
på andres renommé og goodwill. Renommesnyltning giver en uberettiget fordel og kan samtidig
påføre det velanskrevne produkt skadevirkninger i form af udvanding af anseelse.
Uden for bestemmelsen falder de tilfælde, hvor en virksomhed anvender en anden erhvervsdrivendes
kendte varemærke som kvalitetsbetegnelse for sine egne produkter, som vedrører
et helt andet vareområde, f.eks. ”vækkeurenes Rolls Royce”. Efter bemærkningerne til bestemmelsens
stk. 1 skal sådanne tilfælde bedømmes efter lovforslagets §§ 3-4 om god skik, §§
5-7 om vildledning over for forbrugere, § 20 om vildledning mellem erhvervsdrivende samt §
22 om forretningskendetegn.
Det foreslås i nr. 8, at det ikke er tilladt at præsentere produkter som en imitation eller kopi af
produkter med et beskyttet varemærke eller firmanavn.
Bestemmelsen kan betragtes som en særlig variant af den foreslåede nr. 7 om snyltning, og er
udtryk for et forbud mod, at efterligninger og kopier kan optræde i en reklame sammen med
det originale produkt, selvom det af reklamen fremgår, at der er tale om en efterligning eller
kopi.
Bestemmelsen forudsætter normalt, at sammenligningen er i strid med immaterialretslovgivningen
og omfatter desuden enhver efterligning eller kopi.
Bestemmelsens selvstændige anvendelsesområde er således reklamer, der f.eks. gengiver en
parfumeflakon med efterligning af Chanel no. 5 og teksten ”Chanel no. 5 koster 500 kr. Vores
Chanel no. 5 koster 100 kr.”.
SIDE 127 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
En reklame, der viser en efterligning af originalproduktet med teksten ”Vores version af
Chloé”, vil tilsvarende være omfattet af bestemmelsen, da en sådan markedsføring betragtes
som en krænkelse af varemærkeretten. jf. også EU-Domstolens sag C-487/07 (L'Oréal,
Lancôme og Laboratoire Garnier & Cie mod Bellure, Malaika Investments Ltd og Starion International
Ltd). Her udtalte domstolen, at det er tilstrækkeligt til at være omfattet af bestemmelsen,
at en erhvervsdrivende i en sammenlignende reklame direkte eller indirekte angiver, at
den vare, den erhvervsdrivende markedsfører, udgør en imitation af en vare, der er dækket af
et renommeret varemærke.
SIDE 128 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 22 om forretningskendetegn
Den foreslåede bestemmelse er en ordret videreførelse af den gældende § 18.
Bestemmelsen er ikke en gennemførelse af EU-regler.
Det foreslås i bestemmelsens 1. led, at erhvervsdrivende forbydes at benytte forretningskendetegn,
der ikke tilkommer dem, mens det i bestemmelsens 2. led foreslås, at erhvervsdrivende
forbydes at benytte egne forretningskendetegn på en måde, der er egnet til at fremkalde
forveksling med andres.
1. led omfatter erhvervsdrivendes uhjemlede benyttelse af et navn eller andet kendetegn, der
er identisk med tredjemands forretningskendetegn eller næsten identiske hermed. 2. led omfatter
tilfælde, hvor der er forvekslingsrisiko mellem to forretningskendetegn. Der er dog i
praksis ikke nogen skarp grænse mellem de to grupper af forretningskendetegn.
Begrebet forretningskendetegn dækker over firmanavn, figurer, designlinje og andre kendetegn,
der viser hen til den pågældende erhvervsdrivende på en sådan måde, at den erhvervsdrivende
eller et eller flere af dennes produkter bl.a. derigennem er kendt af målgruppen eller
af andre erhvervsdrivende.
Bestemmelsen supplerer den foreslåede bestemmelse i § 3 om god markedsføringsskik, som
generelt anvendes i forhold til efterligninger, snyltning og anden udnyttelse af andres indsats i
erhvervsforhold.
Bestemmelsen om beskyttelse af forretningskendetegn har fået aftagende betydning som følge
af det stigende omfang af særlovgivning, der regulerer retten til at anvende navne, varemærker
og kendetegn, herunder varemærkeloven, selskabsloven, lov om visse erhvervsdrivende
virksomheder, lov om registrering af fonde, navneloven og internetdomæneloven.
De tilfælde, der falder uden for særlovgivningen, vil fortsat kunne rummes af bestemmelsen,
og bestemmelsens selvstændige områder er først og fremmest kendetegn i bred forstand, der
ikke lader sig henføre under definitionen af et varemærke i varemærkeloven eller varemærkeforordningen,
uregistrerede forretningskendetegn af lokal eller begrænset geografisk betydning
samt erhvervsmæssig anvendelse af beskyttede personnavne.
SIDE 129 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 23 om erhvervshemmeligheder og tekniske tegninger
Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende lovs § 20. Der er foretaget en sproglig
opdatering af bestemmelsen, idet ”virksomhed” er ændret til ”erhvervsdrivende”. Formålet
hermed er at tilpasse ordlyden af bestemmelsen med de øvrige bestemmelser i markedsføringsloven,
og der er ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden.
Bestemmelsen er ikke en gennemførelse af EU-regler.
Bestemmelsen har til formål at sikre en strafferetlig beskyttelse mod ansatte og samarbejdspartneres
uretmæssig udnyttelse af en erhvervsdrivendes erhvervshemmeligheder og tekniske
tegninger. Bestemmelsen er udtryk for, at erhvervsvirksomheder har krav på, at visse
forhold vedrørende produktionen eller indkøbs- og salgsorganisationen, der har særlig betydning
for virksomhedens konkurrenceevne, bevares for vedkommende virksomhed og ikke af
dens ansatte eller medindehavere benyttes uden for virksomheden eller gives videre til andre.
Det foreslås i stk. 1, at personer, der er i et samarbejdsforhold med en erhvervsdrivende, ikke
på utilbørlig måde må skaffe sig – eller forsøge at skaffe sig - kendskab til eller rådighed over
den erhvervsdrivendes erhvervshemmeligheder.
Begrebet ”erhvervshemmelighed” omfatter dels hemmeligheder, der knytter sig til omsætningen
af produkter, dels hemmeligheder, der har forbindelse med produktionen. Nogen skarp
adskillelse behøver der ikke at være, idet en enkelt hemmelighed kan bestå af elementer fra
begge kategorier. Erhvervshemmeligheder kan angå enhver teknisk foranstaltning, som kan
udnyttes i produktionen.
Erhvervshemmeligheder kan f.eks. udgøre en opfindelse, som opfylder betingelserne for at
kunne patenteres, men som virksomheden ikke ønsker offentliggjort. Hemmelighedens tekniske
kvalitet kan også være så beskeden, at der ikke ville være grundlag for patent, men hemmelighedens
udnyttelse kan dog indebære en væsentlig fordel og dermed begrunde en interesse
i, at forholdet ikke kommer til konkurrenters kundskab.
Erhvervshemmeligheder kan også bestå i en særlig hensigtsmæssigt indrettet salgs- og indkøbsorganisation,
kendskab til kundeemner, indkøbsmuligheder og markedsanalyser.
Beskyttelsen forudsætter, at erhvervshemmeligheden holdes skjult for offentligheden. Det vil
som udgangspunkt betyde, at forholdet kun er kendt af en enkelt person eller af en begrænset
kreds af personer inden for virksomheden. Beskyttelse udelukkes dog ikke, fordi hemmeligheden
stilles til rådighed f.eks. for en underleverandør uden for virksomheden.
Hvad der imidlertid er almindelig kendt inden og uden for vedkommende virksomhed kan
ikke betragtes som hemmeligheder.
Der kan derimod ikke stilles noget nyhedskrav, selvom hemmeligheden som regel vil bestå i
en ny erkendelse, der kan udnyttes i produktion og omsætning.
SIDE 130 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Den, der gør krav på beskyttelse af hemmeligheder, må selv gennem sikkerhedsforanstaltninger
eller på anden måde tilkendegive beskyttelsesinteressen, f.eks. således at kendskab til
hemmeligheden kun gives til personer, der nødvendigvis må have sådan viden, for at hemmeligheden
kan udnyttes efter sit formål. Der foreligger eksempler på, at en erhvervshemmelighed
kun er kendt af en enkelt person.
Vurderingen af, hvorvidt der er tale om en erhvervshemmelighed, som kan beskyttes efter
bestemmelsen, forudsættes administreret som praksis har udviklet sig.
Den foreslåede stk. 1 omfatter alle personer, der via et ansættelses- eller samarbejdsforhold
eller et hverv har lovlig adgang til virksomheden.
Ved begrebet utilbørlig forstås, at vedkommende uden virksomhedens samtykke eller uden i
øvrigt at have en særlig adkomst skaffer sig kenskab til eller rådighed over erhvervshemmeligheden.
Det kan f.eks. være ved at udforske områder, der er den pågældende uvedkommende.
Kendskab omfatter enhver måde, hvorpå den pågældende bliver bekendt med hemmelighederne.
Det kan være ved læsning, via hukommelse, notater, fotografering eller elektronisk
kopiering m.v.
Rådighed kan skaffes både fysisk og elektronisk. Der vil oftest være tale om tilegnelse af beskrivelser,
modeller og tegninger.
Hvis der er enten kendskab eller opnået rådighed, er det uden betydning, om informationerne
er blevet udnyttet.
Den foreslåede stk. 2 omfatter de tilfælde, hvor en person på retmæssig måde har fået kendskab
eller rådighed over en virksomheds erhvervshemmeligheder, men hvor erhvervshemmelighederne
ubeføjet viderebringes eller benyttes.
Bestemmelsen omfatter i modsætning til stk. 1 personer, der i kraft af deres arbejde eller
tilknytning i øvrigt til den erhvervsdrivende er bekendt med eller har en naturlig adgang til at
gøre sig bekendt med virksomhedens erhvervshemmeligheder. Bestemmelsen omfatter for
det første personer, der er ansat, og hvis arbejde forudsætter kendskab til den erhvervsdrivendes
erhvervshemmeligheder. Bestemmelsen omfatter også personer, der samarbejder med
den erhvervsdrivende, f.eks. som medejere eller andre økonomisk interesserede heri. Endelig
omfatter bestemmelsen personer, der udfører et hverv for den erhvervsdrivende af begrænset
varighed. Det gælder f.eks. rådgivende teknikere, revisorer og lignende, og som i kraft af deres
hverv får kendskab til den erhvervsdrivendes hemmeligheder.
Forbuddet omfatter ubeføjet viderebringelse eller benyttelse af hemmeligheden. Er der givet
tilladelse til at viderebringe eller benytte hemmeligheden eller har dette været en nødvendig
følge af arbejdet, falder forholdet uden for bestemmelsens område.
SIDE 131 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Bestemmelsen rammer i første række ansatte eller samarbejdende personer m.v., der viderebringer
oplysninger om virksomhedens hemmeligheder til konkurrenter. Forseelsen er i denne
form særlig farlig for den virksomhed, der har krav på hemmeligholdelse. Men bestemmelsen
gælder principielt også personer, der viderebringer eller selv benytter kendskabet til
hemmeligheden, efter at deres tilknytning til virksomheden er ophørt.
Med henblik på denne situation vil der dog ofte ved særlig aftale være truffet foranstaltninger
til modvirkning af den skade, som tidligere ansatte kan påføre virksomheden. Disse såkaldte
konkurrenceklausuler er omfattet af lov om konkurrenceklausuler. Hvor sådan aftale er truffet,
må konkurrenceklausulen finde anvendelse forud for stk. 2.
Forbuddet i stk. 2 varer i tre år efter tjenesteforholdets, samarbejdsforholdets eller hvervets
ophør. Strafferetligt gælder forbuddet således i tre år efter ansættelsesforholdets, samarbejdsforholdets
eller hvervets ophør. Civilretligt ansvar kan gøres gældende også efter udløbet af
denne frist.
Det foreslås i stk. 3, at reglerne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på andre personer,
der har lovlig adgang til virksomheden. Bestemmelsen omfatter f.eks. besøgende og forretningsforbindelser.
Bestemmelsen vil sammen med stk. 1 efter omstændighederne kunne finde anvendelse f.eks.,
hvor en besøgende skaffer sig informationer fra lokaliteter i virksomheden, der ikke er omfattet
af rundvisningen, eller hvor en besøgende fotograferer eller medtager prøver trods forbud
herom.
Med hensyn til anvendelsen af stk. 3, jf. stk. 2, kan der eksempelvis være tale om ubeføjet videregivelse
af erhvervshemmeligheder, som den pågældende tilfældigt eller uagtsomt er kommet
i besiddelse af, uden at dette er sket som led i den almindelige fremvisning.
Det foreslås i stk. 4, at den der i anledning af udførelsen af arbejde eller i øvrigt i erhvervsøjemed
er blevet betroet tekniske tegninger, beskrivelser, opskrifter, modeller eller lignende ikke
ubeføjet må benytte dette eller sætte andre i stand hertil.
Bestemmelsen i stk. 4 er et supplement til stk. 2, og omfatter information, der ofte er bestemt
til at komme til kendskab for en bredere kreds uden for virksomhedens rammer, og derfor
ikke kan anses som en erhvervshemmelighed.
Det er ikke muligt udtømmende at opregne de genstande, der er beskyttet. I almindelighed
drejer det sig om rørlige ting, der tjener som forbillede ved fremstilling af nye genstande, eller
som giver anvisning på en bestemt teknisk fremgangsmåde. Endvidere omfattes udkast til
kalkulationer og beskrivelser, der er udarbejdet f.eks. til brug ved tilbudsafgivelse, licitationer
m.v. Mundtlige anvisninger på et arbejdes udførelse og lignende falder uden for bestemmelsen.
SIDE 132 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Beskyttelsen kræver, at materialet skal være betroet i anledning af udførelsen af et arbejde
eller i øvrigt i erhvervsøjemed. Det kan være udtrykkeligt tilkendegivet, at materialet ikke må
anvendes til den pågældendes egne formål eller komme uvedkommende i hænde. En sådan
tilkendegivelse er dog ikke påkrævet, idet betroelsesforholdet kan fremgå af materialet selv
eller af de omstændigheder, hvorunder det er overdraget.
Beskyttelsen gælder over for enhver, der har fået materialet betroet med henblik på udførelsen
af et arbejde. Bestemmelsen omfatter således både den erhvervsdrivendes ansatte og
enhver anden, der har fået materialet betroet i erhvervsøjemed. Det kan f.eks. være underleverandører,
personer der har fået materialet overgivet til reproduktion eller i forbindelse med
afgivelse af tilbud.
Det foreslås i stk. 5, at erhvervsdrivende ikke må benytte erhvervshemmeligheder, såfremt
kendskab til eller rådighed over disse er opnået i strid med bestemmelsens stk. 1-4. Stk. 5
supplerer således stk. 1-4.
For en effektiv beskyttelse af erhvervshemmelighederne er det vigtigt, at den, der udnytter
erhvervshemmeligheder, som en anden har skaffet til ham, er omfattet af bestemmelsen, idet
muligheden for den erhvervsmæssige udnyttelse af en andens hemmeligheder skaber baggrunden
for overtrædelse af reglerne.
Det er udtrykkeligt anført i bestemmelsen, at den erhvervsdrivende skal være i ond tro. Det
betyder, at den erhvervsdrivende skal vide, at kendskab til eller rådighed over hemmeligheden
er opnået ved en overtrædelse af bestemmelserne i stk. 1-4. Hvis den erhvervsdrivende i god
tro er påbegyndt benyttelsen af noget, der senere viser sig at være en andens erhvervshemmelighed,
kan forholdet ikke straffes. Den erhvervsdrivende kan heller ikke ved forbud pålægges
at ophøre med benyttelsen, når der ikke længere foreligger en erhvervshemmelighed, fordi
erhvervshemmeligheden er blevet almindelig kendt. Uanset den erhvervsdrivendes subjektive
forhold må den berettigede dog kunne kræve udleveret sine tegninger og beskrivelser m.v., der
indeholder erhvervshemmeligheder.
SIDE 133 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 24 om retsmidler
Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende lovs § 20.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at der gives mulighed for at forbyde handlinger i strid med markedsføringsloven.
Det foreslås i 2. pkt., nr. 1, at muligheden for at give et forbud understøttes med muligheden
for at give et påbud.
Bestemmelsen vil bl.a. kunne danne grundlag for en pligt for en erhvervsdrivende til at undersøge
hvilke af den pågældendes kunder, der er berørt af en lovstridig markedsføring, f.eks. et
urimeligt kontraktvilkår og underrette disse om, at vilkåret ikke kan håndhæves.
Det foreslås i nr. 2, at der i tilfælde, hvor det må anses nødvendigt for at sikre genoprettelse af
status quo gives mulighed for at give de i så henseende nødvendige påbud.
Der kan f.eks. gives påbud om gennem berigtigende reklame at fjerne eftervirkningerne af en
vildledende reklame. Endvidere kan produkter forlanges tilbagekaldt, efterligninger tilintetgjort,
ulovligt opkrævede beløb tilbagebetalt osv., ligesom erhvervsdrivende kan pålægges at
give berigtigende meddelelser, ikke blot ved annoncering men tillige ved fremsendelse af
meddelelser til kunder m.v.
I det hele er der ingen anden begrænsning med hensyn til, hvilke påbud, der kan komme på
tale, end den, at påbuddet skal være nødvendigt til sikring af genoprettelse af status quo. Et
påbud skal dog stå i rimeligt forhold til forseelsen, ligesom påbud skal respektere retsordenens
almindelige regler. Det kan f.eks. ikke påbydes at tilintetgøre ulovlige efterligninger, hvis
produktet er erhvervet af en, der er i god tro.
Erhvervsdrivende kan efter gældende ret forbydes fremtidigt at påberåbe sig urimelige kontraktvilkår
i allerede indgåede kontrakter. Dette følger af bestemmelsens 1. pkt. I 2. pkt., nr. 2,
giver bestemmelsen derudover muligheder for f.eks. påbud om tilbagebetaling af allerede
opkrævede beløb.
Hvis en erhvervsdrivende hos kunder opkræver beløb, som ikke baserer sig på et civilretligt
krav - f.eks. enten fordi de pågældende aftaler ikke indeholder hjemmel til at opkræve beløbene
– eller fordi vilkår om betaling af de pågældende beløb er ugyldige efter aftalelovens regler
- vil der således i klare tilfælde, jf. 2. pkt., nr. 2, kunne gives påbud om tilbagebetaling af allerede
modtagne beløb, forudsat at betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
Det foreslås at adgangen til at kræve erstatning reguleres i stk. 2, således at der henvises til at
dansk rets almindelige regler om erstatningsansvar finder anvendelse ved overtrædelser af
markedsføringsloven.
SIDE 134 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Bestemmelsen om erstatningsansvar er navnlig af betydning for de erhvervsdrivende. Efter
almindelige erstatningsregler skal skadelidte bevise, at vedkommende har lidt et tab. Kravene
til dette bevis er imidlertid ikke fastsat i lovgivningen, og efter omstændighederne kan sandsynliggørelse
af et tab være tilstrækkeligt til fastsættelse af en skønsmæssig erstatning. Om
erhvervsdrivendes adgang til at rejse erstatningskrav foreligger der en omfattende praksis,
som forudsættes videreført. F.eks. vil benyttelse uden samtykke af en persons billede i reklameøjemed
indebære en krænkelse af en interesse, som kan medføre erstatning efterdansk rets
almindelige erstatningsregler.
Det foreslås, at der i stk. 3 og 4 gives mulighed for at, der kan tilkendes virksomheder et rimeligt
vederlag. En sådan mulighed findes i immaterialretten, hvor man foruden erstatning også
kan få tilkendt et vederlag for en krænkelse af rettigheder beskyttet af denne lovgivning.
Baggrunden for bestemmelsen er at give mulighed for at få tilkendt kompensation, der svarer
til de økonomiske konsekvenser, som en konkurrents eller en anden erhvervsdrivendes retsstridige
handlinger kan have for en virksomhed. Bestemmelsen tager dermed højde for, at
muligheden for økonomisk kompensation ellers ville afhænge af, at virksomheden kan føre
bevis for, at den har lidt et tab, enten i form af et direkte afsætningstab eller et tab som følge af
markedsforstyrrelse.
Såfremt det ikke er muligt for virksomheden at løfte bevisbyrden for, at der er lidt et tab, vil
den virksomhed, der har krænket virksomhedens rettigheder, kunne opnå en uberettiget
berigelse som følge af den retsstridige handling.
Bestemmelserne er særligt relevante i forbindelse med visse produktefterligninger, men de vil
også kunne benyttes i forbindelse med andre overtrædelser af markedsføringsloven. Det kan
bl.a. være i forbindelse med renommesnylteri, ulovlig sammenlignende reklame, overtrædelse
af bestemmelsen om forretningskendetegn og i forbindelse med uretmæssig udnyttelse af en
virksomheds beskyttelsesværdige viden og information.
Vederlagsreglerne kan kun anvendes, når der er tale om en privatretlig krænkelse.
SIDE 135 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 25 om Forbrugerombudsmanden
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende lovs § 22, stk. 1-5, om Forbrugerombudsmanden.
Det foreslås i stk. 1, at Forbrugerombudsmandens centrale opgave er at føre tilsyn med, at
loven og de i medfør af loven udstedte bekendtgørelser overholdes, navnlig ud fra hensynet til
forbrugerne.
Denne tilsynsbeføjelse udøves enten på Forbrugerombudsmandens eget initiativ eller på
grundlag af de klager, der rettes til forbrugerombudsmandsinstitutionen.
Forbrugerombudsmanden skal sikre, at forbrugerinteresserne tilgodeses på en sådan måde, at
markedsføring foregår tilbørligt og rimeligt under hensyn til forbrugerne.
Forbrugerombudsmanden er imidlertid ikke afskåret fra at forholde sig til problemer vedrørende
erhvervsinteresser og respekten for almene samfundsinteresser i markedsføring. Forbrugerombudsmanden
kan således behandle spørgsmål om f.eks. race- og kønsdiskrimination
i reklamer og anvendelse af personers billede eller navn uden samtykke i annoncer.
Det foreslås i stk. 2, at Forbrugerombudsmanden kan kræve alle oplysninger fra erhvervsdrivende,
der skønnes nødvendige for Forbrugerombudsmandens virksomhed, herunder til afgørelse
af, om et forhold falder ind under lovens bestemmelser. Bestemmelsen er teknologineutral
og skal sikre, at alle nødvendige oplysninger bliver stillet til Forbrugerombudsmandens
rådighed, herunder fysiske og elektroniske dokumenter. Det er en forudsætning for, at Forbrugerombudsmanden
kan tilvejebringe et bedømmelsesgrundlag i de enkelte sager.
Det er efter bestemmelsen overladt til Forbrugerombudsmandens skøn at afgøre, hvad der
kan kræves meddelt. Dette skøn er undergivet de almindelige forvaltningsretlige og processuelle
begrænsninger, dvs. krav om saglighed, proportionalitet og retssikkerhed m.v.
Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at oplysningerne kan kræves meddelt inden for en
kort frist, når det gælder sammenlignende reklame, eller når det efter omstændighederne
skønnes påkrævet.
Bestemmelsen angiver ikke efter sin ordlyd nogen frist for meddelelse af de relevante oplysninger.
Fristen for meddelelse af oplysninger varierer alt efter sagens karakter fra ca. 1 måned
til korte frister. Som eksempel på behovet for anvendelsen af en kort frist kan nævnes et påtænkt
eller igangsatt markedsføringstiltag, som Forbrugerombudsmanden bliver bekendt
med, og som skader væsentlige forbrugerinteresser, hvis de ikke hurtigt bringes til ophør. Der
kan således være behov for at anvende en kort frist på timer i forbindelse med nedlæggelse af
et foreløbigt forbud.
Det foreslås i stk. 3, at Forbrugerombudsmanden udnævnes af erhvervs- og vækstministeren
for et tidsrum på op til 6 år med mulighed for forlængelse med op til i alt 3 år. Genudnævnelse
SIDE 136 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
som forbrugerombudsmand efter udløb af den fastsatte periode kan kun ske efter fornyet
opslag. Ved genudnævnelse finder 1. pkt. i den foreslåede bestemmelse tilsvarende anvendelse.
Forbrugerombudsmanden skal opfylde de kvalifikationer, som stilles for at kunne blive dommer,
herunder have bestået juridisk kandidateksamen, jf. i øvrigt bestemmelserne om beskikkelse
af dommere i retsplejelovens kapitel 4.
Udover at opfylde disse betingelser er det hensigtsmæssigt, at den person, der bestrider posten
som forbrugerombudsmand, har et solidt kendskab til erhvervs- og forbrugerforhold, og
markedsforhold i praksis. Naturlige kandidater til posten kan være embedsmænd eller personer,
der kommer fra advokatstanden, domstolene eller de højere læreranstalter.
Det er hensigten med bestemmelsen, at Forbrugerombudsmanden i realiteten skal være sikret
mod forflyttelse qua åremålsansættelsen, ligesom tjenestemandslovens disciplinære regler
beskytter mod uansøgt afskedigelse, medmindre de anførte omstændigheder er til stede.
Ved ansættelse på overenskomstvilkår udformes ansættelsesvilkårene i overensstemmelse
hermed. Aflønningen af Forbrugerombudsmanden forudsættes at ske efter de sædvanlige
principper for åremålsansættelse.
Bestemmelsen giver mulighed for at forlænge Forbrugerombudsmandens ansættelsesperiode
med yderligere 3 år, så den samlede ansættelsesperiode bliver i alt 9 år. Der vil derefter være
mulighed for genansættelse efter sædvanlig ansættelsesprocedure.
Muligheden for at forlænge ansættelsen skal sikre, at der skabes den fornødne kontinuitet, så
Forbrugerombudsmanden har den tilstrækkelige tid til at påvirke og følge op på initiativer
inden for de forskellige brancheområder, samt at Forbrugerombudsmanden får mulighed for
at følge op på og udnytte de erfaringer og den viden, som forbrugerombudsmanden har fået
gennem sit virke.
Det fremgår endvidere, at Forbrugerombudsmanden kun kan afskediges uden ansøgning,
såfremt afskeden er begrundet i helbredsmæssige årsager, eller såfremt den pågældende som
følge af strafbart forhold, tjenesteforseelse eller mislighed er uskikket til at forblive i stillingen.
Ansættelsen ophører automatisk ved udgangen af den måned, hvori den pågældende fylder 70
år.
Bestemmelsen finder anvendelse både ved ansættelse på tjenestemandsvilkår og ansættelse
på overenskomstvilkår.
Det foreslås i stk. 4, at Forbrugerombudsmandens afgørelser ikke kan indbringes for anden
administrativ myndighed.
SIDE 137 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Bestemmelsen udelukker, at Forbrugerombudsmandens afgørelser er undergivet administrativ
rekurs, eller at de kan indbringes for ministeriet.
Det foreslås i stk. 5, at erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om Forbrugerombudsmandens
virksomhed. Bestemmelsen er således en bemyndigelsesbestemmelse.
Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1249 af 25. november 2014 om Forbrugerombudsmandens
virksomhed.
SIDE 138 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 26 om digitalisering af Forbrugerombudsmandens virksomhed
Den foreslåede bestemmelse viderefører ordret den gældende markedsføringslovs § 22, stk. 6-
10, om Forbrugerombudsmanden.
Det foreslås i stk. 1, at erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation
til og fra Forbrugerombudsmanden om forhold, som er omfattet af denne lov eller
af regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt.
Bestemmelsen giver hjemmel til, at erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at
skriftlig kommunikation til og fra Forbrugerombudsmanden om forhold, som er omfattet af
markedsføringsloven eller af regler, som er udstedt i medfør af markedsføringsloven, skal
foregå digitalt.
Bestemmelsen indebærer bl.a., at der vil kunne fastsættes regler om, at skriftlige henvendelser
m.v. til Forbrugerombudsmanden om forhold, som er omfattet af loven eller af regler, som er
udstedt i medfør af loven, som udgangspunkt ikke anses for behørigt modtaget hos Forbrugerombudsmanden,
hvis de indsendes på anden vis end den foreskrevne digitale måde.
Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for, at Forbrugerombudsmanden kan vælge at
behandle sager på baggrund af enhver anden form for kommunikation. Forbrugerombudsmanden
får i dag oplysninger på forskellig måde, og Forbrugerombudsmanden kan på eget
initiativ eller på baggrund af klager fra andre optage sager til behandling.
Bestemmelsen indebærer således ikke en begrænsning i Forbrugerombudsmandens muligheder
for at optage sager til behandling, herunder sager der ikke måtte være sendt på den foreskrevne
digitale måde.
Hvis oplysninger m.v. sendes til Forbrugerombudsmanden på anden måde end den foreskrevne
digitale måde, eksempelvis pr. brev, følger det af den almindelige forvaltningsretlige vejledningspligt,
at Forbrugerombudsmanden må vejlede om reglerne på området, herunder om
pligten til som udgangspunkt at kommunikere på den foreskrevne digitale måde.
Bestemmelsen indebærer samtidig, at meddelelser m.v. til eller fra Forbrugerombudsmanden,
der sendes på den foreskrevne digitale måde, anses for at være kommet frem til modtageren
på det tidspunkt, hvor meddelelsen m.v. er tilgængelig digitalt for modtageren, jf. stk. 8. Det vil
sige med samme retsvirkninger som fysisk post, der anses for at være kommet frem, når den
pågældende meddelelse m.v. er lagt i modtagerens fysiske postkasse.
Af bekendtgørelsen, der udmønter bemyndigelsen, skal det fremgå, hvem der omfattes af
pligten til at kommunikere digitalt med Forbrugerombudsmanden, om hvilke forhold og på
hvilken måde. Det skal også fremgå af bekendtgørelsen, at kommunikationen som udgangspunkt
skal foregå digitalt, når det er hensigtsmæssigt og den fornødne teknologi er til stede.
Bekendtgørelsen udstedes efter forhandling med Forbrugerombudsmanden.
SIDE 139 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det er tanken at udnytte bemyndigelsen således, at skriftlig kommunikation til og fra Forbrugerombudsmanden
om forhold, som er omfattet af markedsføringsloven eller regler udstedt i
medfør af denne lov, så vidt muligt skal foregå digitalt, f.eks. pr. e-mail.
Ved henvendelser til Forbrugerombudsmanden kan Forbrugerombudsmanden stille krav om,
at den pågældende oplyser en e-mailadresse, som den pågældende kan kontaktes på i forbindelse
med behandlingen af en konkret sag eller henvendelse til Forbrugerombudsmanden. I
den forbindelse kan der også pålægges den pågældende en pligt til at underrette Forbrugerombudsmanden
om eventuel ændring i e-mailadressen, inden den konkrete sag afsluttes eller
henvendelsen besvares, medmindre e-mails automatisk bliver videresendt til den nye emailadresse.
På sigt kan det komme på tale at udvikle andre digitale løsninger, herunder nye selvbetjeningsløsninger,
til brug for kommunikation om forhold, som er omfattet af loven eller af regler
udstedt i medfør af loven.
I bekendtgørelsen, som udmønter bemyndigelsen i stk. 1, kan der bl.a. fastsættes regler om, at
Forbrugerombudsmanden kan sende visse meddelelser, herunder påbud m.v., til den pågældendes
digitale postkasse med de retsvirkninger, der følger af lov om Offentlig Digital Post.
I bekendtgørelsen kan der fastsættes overgangsordninger, som skal lette overgangen til obligatorisk
digital kommunikation.
I bekendtgørelsen kan der desuden fastsættes fritagelser fra pligten til digital kommunikation.
Fritagelsesmuligheden tænkes navnlig anvendt, hvor det er påkrævet at anvende en dansk
digital signatur, og der er tale om en person uden dansk CPR-nummer eller et selskab med
hjemsted i udlandet, som ikke kan få en dansk digital signatur. Endvidere tænkes fritagelsesmuligheden
anvendt i de situationer, hvor en person har kognitiv funktionsnedsættelse, har
fysisk funktionsnedsættelse eller har sproglige barrierer. Derudover kan Forbrugerombudsmanden
vælge at fritage fra pligten til digital kommunikation ved at behandle sager, som Forbrugerombudsmanden
modtager på baggrund af anden form for kommunikation.
Det forhold, at et selskab eller en person oplever, at den pågældendes egen computer ikke
fungerer, at den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur eller oplever lignende
hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde, kan ikke føre til fritagelse fra pligten
til digital kommunikation. I så fald må den pågældende anvende en computer på et folkebibliotek
eller anmode en rådgiver om at varetage kommunikationen på den pågældendes
vegne.
Det foreslås i stk. 2, at erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om digital
kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater
og digital signatur eller lignende.
SIDE 140 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Efter bestemmelsen kan der i bekendtgørelsen specificeres krav om anvendelse af bestemte itsystemer,
digitale formater og digital signatur eller lignende.
Det foreslås i stk. 3, at det præciseres hvornår en digital meddelelse må anses for at være
kommet frem til adressaten for meddelelsen, dvs. modtageren af meddelelsen.
For meddelelser, der sendes til Forbrugerombudsmanden, er Forbrugerombudsmanden
adressat for meddelelsen. For meddelelser, som Forbrugerombudsmanden sender, er det
pågældende selskab eller fysiske person, som meddelelsen sendes til, adressat for meddelelsen.
En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til Forbrugerombudsmanden på det
tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for Forbrugerombudsmanden, dvs. når Forbrugerombudsmanden
kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk
i en modtagelsesanordning eller et datasystem. En meddelelse, der først er tilgængelig
efter kl. 24.00, anses normalt først for modtaget den dag, meddelelsen er tilgængelig.
En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til en virksomhed eller person på
det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for den pågældende. En meddelelse vil blive
anset for at være tilgængelig, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen,
hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde. Som eksempler
herpå kan nævnes, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, eller den pågældende
har mistet koden til sin digitale signatur.
Det foreslås i stk. 4, at der kan fastsættes regler om, at Forbrugerombudsmanden kan udstede
afgørelser og andre dokumenter efter markedsføringsloven eller regler udstedt i medfør af
markedsføringsloven uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet
underskrift eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som
har udstedt afgørelsen eller dokumentet.
Det foreslås i stk. 5, at der kan fastsættes regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der
udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes
alene med Forbrugerombudsmanden som afsender.
Bestemmelsen finder anvendelse både på dokumenter, som Forbrugerombudsmanden sender
digitalt, og på dokumenter, som sendes fysisk, dvs. på papir med almindelig post.
SIDE 141 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 27 om kontrolundersøgelser på stedet
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende § 22 a om kontrolundersøgelser
på stedet, med ændringer svarende til de der fremgår af den tilsvarende bestemmelse i
den gældende konkurrencelov.
Ordlyden af den gældende § 22 a svarer således til ordlyden af konkurrencelovens § 18 fra
2002. Efterfølgende er konkurrencelovens bestemmelser om adgangen til at udføre kontrolundersøgelser
ændret flere gange, særligt i 2007 og i 2012.
Bestemmelsen om kontrolundersøgelser på stedet blev indført i markedsføringsloven i 2006
med det formål at efterleve Danmarks forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 2006/2004 af 27. oktober 2004 om forbrugerbeskyttelsessamarbejde
(herefter CPC-forordningen). Bestemmelsen hjemler gennemførelse af de kontrolundersøgelser,
der er nævnt i forordningens artikel 4, stk. 6, litra c.
Bestemmelsen fastlægger således rammerne for Forbrugerombudsmandens adgang til at
foretage kontrolundersøgelser. Forbrugerombudsmandens adgang til at foretage kontrolundersøgelser
er i alle tilfælde underlagt det almindelige proportionalitetsprincip.
Det foreslås i stk. 1, at Forbrugerombudsmanden kan foretage kontrolundersøgelser til brug
for behandling af klager, der er oversendt fra håndhævelsesmyndigheder i andre EU-lande i
medfør af CPC-forordningen, og som vedrører overtrædelser af de direktiver, for hvilke Forbrugerombudsmanden
er udpeget som kompetent myndighed.
Bestemmelsen bringes alene i anvendelse, hvor der foreligger en klage oversendt fra andre
EU-landes håndhævelsesmyndigheder, og hvor den oversendte klagesag angår overtrædelse
af et af de direktiver, der er anført i bilaget til CPC-forordningen, og som Forbrugerbrugerombudsmanden
er udpeget som kompetent myndighed for.
Det følger af artikel 4, stk. 6, at en kompetent myndighed kan gennemføre nødvendige kontrolundersøgelser
på stedet, såfremt det med rimelighed kan formodes, at der foreligger en
overtrædelse inden for Fællesskabet.
En kontrolundersøgelse kan således gennemføres i de tilfælde, hvor Forbrugerombudsmanden
på baggrund af en konkret klage har en formodning om, at en virksomhed overtræder en
bestemmelse i en af de retsakter, der er omfattet af håndhævelsessamarbejdet som fastlagt i
CPC-forordningen.
Det foreslås i stk. 2, at Forbrugerombudsmandens kontrolundersøgelser kun kan finde sted
efter indhentelse af en retskendelse.
Anmodning om retskendelse forelægges for Sø- og Handelsretten, jf. den gældende retsplejelovs
§ 225, hvorefter Sø- og Handelsretten behandler sager, hvor Forbrugerombudsmanden er
part, og anvendelsen af markedsføringsloven har væsentlig betydning.
SIDE 142 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det foreslås i stk. 3, at adgangen til kontrolundersøgelser indebærer, at Forbrugerombudsmanden
får adgang til en virksomheds eller sammenslutnings lokaler og transportmidler med
henblik på dér at gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning, herunder markedsføringsmateriale,
regnskaber og andre forretningspapirer, uanset informationsmedium. Forbrugerombudsmanden
kan forlange mundtlige forklaringer om faktiske forhold i forbindelse med
kontrolundersøgelsen. Forbrugerombudsmanden kan desuden forlange, at personer, der er
omfattet af kontrolundersøgelsen, viser indholdet af deres lommer, tasker og lignende med
henblik på, at Forbrugerombudsmanden kan gøre sig bekendt med og eventuelt tage kopi af
dette. En tilsvarende adgang findes i den gældende konkurrencelovs § 18, stk. 1, 2. pkt. Bestemmelsen
giver Forbrugerombudsmanden mulighed for at gennemgå og kopiere materiale,
herunder materiale fra en virksomheds eller sammenslutnings it-system. Det gælder også
materiale, som gøres tilgængeligt gennem opkobling fra en virksomhed eller sammenslutning
til disses it-systemer eller datalagre (servere m.v.), der fysisk befinder sig uden for virksomheden
eller sammenslutningen, f.eks. fordi datadriften er outsourcet, eller fordi datalagrene
(servere m.v.) ligger hos en anden virksomhed i samme koncern. Af tekniske eller praktiske
årsager er det imidlertid ikke altid muligt at foretage en sådan opkobling. Der er derfor behov
for en hjemmel, der giver Forbrugerombudsmanden direkte adgang til en virksomheds eller
sammenslutnings eksternt placerede oplysninger.
Forbrugerombudsmandens adgang til at kræve mundtlige forklaringer om faktiske forhold i
forbindelse med kontrolundersøgelsen, jf. bestemmelsens 2. pkt., har til formål at sikre, at
Forbrugerombudsmanden får adgang til det nødvendige materiale. Personkredsen, der kan
afkræves forklaring under en kontrolundersøgelse, omfatter repræsentanter for den virksomhed
eller sammenslutning, der er undergivet kontrolundersøgelsen. Begrebet repræsentanter
for virksomheden eller sammenslutningen skal fortolkes bredt. Det følger heraf, at enhver
ejer, medejer eller ansat, der kan repræsentere virksomheden eller sammenslutningen, kan
afkræves en mundtlig forklaring.
De mundtlige forklaringer angår alene oplysninger om faktuelle forhold vedrørende genstanden
for kontrolundersøgelsen. Som eksempler kan nævnes oplysninger om virksomhedens
eller sammenslutningens organisationsdiagram, medarbejdernes ansvarsområder og hvor
virksomhedens eller sammenslutningens markedsføringsmateriale opbevares. Forbrugerombudsmanden
kan ikke kræve mundtlige forklaringer efter den foreslåede § 26, stk. 3, 2. pkt., i
tilfælde, hvor Forbrugerombudsmanden har en sådan konkret mistanke om et strafbart forhold,
at der er grundlag for at rejse sigtelse.
Kapitel 4, om selvinkriminering, i den gældende lov om retssikkerhed ved forvaltningens
anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, finder anvendelse.
Hvis en repræsentant for virksomheden eller sammenslutningen nægter at udtale sig eller
kommer med forkerte eller vildledende oplysninger, vil det være omfattet af den foreslåede §
37, stk. 2, hvorefter den, som undlader at meddele oplysninger, der afkræves efter den foreslåede
§ 25, stk. 2, eller § 27, stk. 3, 2. pkt., eller som i forhold, der omfattes af loven, meddeler
SIDE 143 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Forbrugerombudsmanden urigtige eller vildledende oplysninger, straffes med bøde, medmindre
højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Med forslaget indføres der en adgang til, at Forbrugerombudsmanden i forbindelse med en
kontrolundersøgelse får mulighed for at forlange, at en virksomheds eller sammenslutnings
bestyrelsesmedlemmer, direktionsmedlemmer og andre ansatte viser indholdet af deres
lommer, tasker og lignende. Såfremt personen nægter, vil Forbrugerombudsmandens ansatte
ikke selvstændigt tømme vedkommendes lommer, tasker og lignende, men anmode om politiets
bistand hertil.
Forbrugerombudsmandens adgang begrænses til alene at omfatte personlige genstande, herunder
især visitation af tøj, lommer, tasker og lignende. Det er ikke hensigtsmæssigt at foretage
en positiv opremsning af, hvilke genstande der kan undersøges. Dog skal det understreges,
at Forbrugerombudsmanden ikke vil have adgang til at foretage en nærmere undersøgelse af
legemet, herunder af dets hulrum og lignende.
I takt med den teknologiske udvikling er der i dag mange muligheder for at opbevare oplysninger
elektronisk. Oplysninger kan f.eks. lagres på usb-nøgler, mobiltelefoner og i elektroniske
kalendere. Medierne, som man kan gemme oplysningerne på, bliver desuden fysisk mindre
og mindre. Forud for og under en kontrolundersøgelse kan der opstå den situation, at en
person forsøger at unddrage myndighederne bevismateriale ved f.eks. at gemme og opbevare
en usb-nøgle i en lomme, taske eller lignende. Det foreslås derfor, at Forbrugerombudsmanden
får adgang til at kræve, at en virksomheds eller sammenslutnings ansatte skal vise indholdet
af deres lommer, tasker og lignende. Forbrugerombudsmanden kan gennemgå et eventuelt
indhold heraf med henblik på at kopiere dette, herunder tage en identisk elektronisk
kopi (spejling), samt medtage materiale, der er omfattet af kontrolundersøgelsens genstand.
Anvendelsen af bestemmelsen er ikke begrænset til de tilfælde, hvor det konkret kan konstateres,
at en ansat har fjernet oplysninger og lagt dem i sin lomme, taske eller lignende. Bestemmelsen
vil også kunne finde anvendelse i andre tilfælde, hvor det skønnes at være nødvendigt
for at opnå formålet med kontrolundersøgelsen. Forbrugerombudsmandens adgang til
at kræve, at en virksomheds ellers sammenslutnings ansatte skal vise indholdet af deres lommer,
tasker og lignende, skal ske under iagttagelse af det almindelige proportionalitetsprincip.
I praksis kan det først under selve tilstedeværelsen i virksomheden eller sammenslutningen
afklares, hvilke ansatte der har en sådan tilknytning til undersøgelsens genstand, at de bør
inddrages i denne. Der vil dog som regel kun være tale om, at et mindre antal centralt placerede
ansatte bliver genstand for kontrolundersøgelsen, og som dermed vil kunne blive anmodet
om at vise indholdet af deres lommer, tasker og lignende.
I praksis vil proceduren være den, at Forbrugerombudsmandens ansatte eller repræsentanter
beder den ansatte om at tømme lommer, tasker og lignende. Ansatte, der frivilligt indvilliger
heri, vil få tilbudt, at dette kan foregå adskilt fra virksomhedens eller sammenslutningens
øvrige medarbejdere. Såfremt den person, der af Forbrugerombudsmandens ansatte eller
repræsentanter bliver bedt om at tømme sine lommer, tasker og lignende, nægter, vil ForbruSIDE
144 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
gerombudsmanden som ovenfor nævnt anmode politiet om bistand til at foretage besigtigelsen.
Politiet anmoder herefter endnu en gang den ansatte om at tømme lommer, tasker og
lignende. Såfremt den ansatte fortsat nægter, gennemfører politiet en undersøgelse af den
ansattes lommer, tasker og lignende. Dette skal så vidt muligt foregå adskilt fra virksomhedens
ellers sammenslutningens øvrige medarbejdere.
Når politiet som led i en kontrolundersøgelse bistår Forbrugerombudsmanden med at tømme
lommer, tasker og lignende, sker det i medfør af Forbrugerombudsmandens beføjelser i markedsføringsloven.
Det vil sige, at det, ligesom når Forbrugerombudsmanden kræver oplysninger
udleveret efter den foreslåede § 25, stk. 2, er overladt til Forbrugerombudsmanden at
skønne, hvilke genstande der skal undersøges. Dette skøn er undergivet de almindelige forvaltningsretlige
og processuelle begrænsninger, dvs. krav om saglighed, proportionalitet og
retssikkerhed m.v.
Det foreslås i stk. 4, at i de tilfælde, hvor en virksomheds eller sammenslutnings oplysninger
opbevares hos eller behandles af en ekstern databehandler, kan Forbrugerombudsmanden få
adgang til den eksterne databehandlers lokaler med henblik på dér at gøre sig bekendt med og
tage kopi af oplysningerne, jf. stk. 3 i den foreslåede bestemmelse. Adgangen forudsætter, at
det ikke er muligt for Forbrugerombudsmanden at få adgang til de pågældende oplysninger
direkte fra den virksomhed eller sammenslutning, som er genstand for kontrolundersøgelsen.
Bestemmelsen sikrer, at Forbrugerombudsmanden kan få adgang til oplysninger placeret hos
en ekstern databehandler, såfremt det ikke er muligt at få adgang til oplysningerne hos den,
som er genstand for kontrolundersøgelsen. En sådan adgang forudsætter, at Forbrugerombudsmanden
har indhentet en retskendelse, som giver adgang til den eksterne databehandler.
Det foreslås i stk. 5, at Forbrugerombudsmanden kan indsamle en kopi af dataindholdet fra
elektroniske medier, der er omfattet af kontrolundersøgelsen, med henblik på efterfølgende at
gennemgå kopien. De indsamlede data skal forsegles eller på anden måde sikres mod læsning,
inden kontrolundersøgelsen afsluttes. Den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, kan
kræve, at denne selv eller en af denne udpeget repræsentant overværer, at de indsamlede data
gøres tilgængelige for læsning, og at Forbrugerombudsmanden gennemgår det indsamlede
materiale. Forbrugerombudsmanden har pligt til senest 40 hverdage efter kontrolundersøgelsens
afslutning at give en kopi af de oplysninger, som Forbrugerombudsmanden måtte have
taget fra de indsamlede data, til den, der er genstand for kontrolundersøgelsen. Når gennemgangen
af de indsamlede data er gennemført, skal dataene sikres mod læsning. De indsamlede
data skal slettes, hvis Forbrugerombudsmanden vurderer, at materialet ikke indeholder beviser
for en overtrædelse af de i stk. 1 nævnte regler. Beslutter Forbrugerombudsmanden at gå
videre med sagen, skal de indsamlede data slettes, når sagen er endeligt afgjort. En tilsvarende
adgang findes i den gældende konkurrencelovs § 18, stk. 4.
Selve søgningen efter data og især den efterfølgende analyse heraf er tidskrævende. Da kontrolundersøgelser
sjældent udstrækkes til mere end én dag af hensyn til de berørte virksomSIDE
145 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
heder, kan det i praksis være umuligt at nå at gennemføre de fornødne søgninger i bl.a. slettet
materiale.
Med forslaget indføres der en adgang for Forbrugerombudsmanden til under en kontrolundersøgelse
at lave en identisk elektronisk kopi (en såkaldt spejling) af dataindholdet på elektroniske
medier, som f.eks. en computers harddisk, herunder også af slettede filer, skjult materiale
m.v., med henblik på at gennemgå indholdet efter kontrolundersøgelsen. Herved sikres,
at Forbrugerombudsmanden får tid til at lave en mere tilbundsgående undersøgelse af de
medtagne data, uden at dette behøver at ske på virksomhedens eller sammenslutningens
lokaliteter til gene for virksomheden eller sammenslutningen. I praksis vil brugen af spejling
være begrænset til udvalgte computere m.v. af interesse for kontrolundersøgelsen.
Det spejlede materiale bliver forseglet, når Forbrugerombudsmanden forlader virksomhedens
eller sammenslutningens lokaliteter. Forseglingen brydes først, når materialet skal gennemgås
i forlængelse af kontrolundersøgelsen.
Den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, har krav på, at denne selv eller en af denne
udpeget repræsentant kan være til stede og overvære gennemgangen af det spejlede materiale.
Det vil sige, at den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, vil være stillet, som hvis
gennemgangen af dataindholdet foregik under selve kontrolundersøgelsen.
Den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, har efter bestemmelsen krav på, at det spejlede
materiale slettes senest 40 hverdage efter kontrolundersøgelsen, såfremt Forbrugerombudsmanden
vurderer, at materialet ikke indeholder beviser for en overtrædelse af de i stk. 1
nævnte regler. Er der grundlag for at gå videre med sagen, herunder at oversende sagen til
politiet eller anklagemyndigheden, skal det spejlede materiale opbevares forseglet, indtil sagen
er endeligt afsluttet. Dette sker af hensyn til bevissikringen i sagen. F.eks. kan der tænkes
at forekomme tilfælde, hvor det af en part i en sag vil blive betvivlet, om en given oplysning
stammer fra det spejlede materiale. I sådanne tilfælde vil forseglingen kunne brydes, og det vil
være muligt at efterprøve indsigelsen. Det spejlede materiale opbevares af den myndighed,
der behandler sagen, og først når sagen er endeligt afsluttet, vil det forseglede spejlede materiale
blive slettet.
Forbrugerombudsmanden har pligt til senest 40 hverdage efter kontrolundersøgelsen at give
kopier af det materiale, som Forbrugerombudsmanden har taget kopi af fra spejlingen til brug
for den efterfølgende sag, til den, der er genstand for kontrolundersøgelsen. Den pågældende
kan anmode om, at kopierne skal være i papirform eller i elektronisk form. Med udtrykket
”hverdage” menes mandag til fredag bortset fra helligdage, juleaftensdag og nytårsaftensdag.
Forslaget ændrer ikke på, at retsplejelovens bestemmelser om kildebeskyttelse og vidnefritagelse
fortsat finder anvendelse, såfremt der under en gennemgang af materialet fremkommer
oplysninger omfattet heraf.
SIDE 146 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det foreslås i stk. 6, at Forbrugerombudsmanden kan forsegle relevante forretningslokaler og
oplysninger i op til tre hverdage efter, at en kontrolundersøgelse har fundet sted, hvis en virksomheds
eller sammenslutnings forhold gør, at det ikke er muligt for Forbrugerombudsmanden
at få adgang til eller tage kopi af oplysningerne, jf. stk. 3, 4 og 5 i den foreslåede bestemmelse,
samme dag, som kontrolundersøgelsen finder sted.
Det kan f.eks. ske, at der på et meget sent tidspunkt under kontrolundersøgelsen fremkommer
materiale, som Forbrugerombudsmanden ønsker at gøre sig bekendt med. Eller der kan opstå
problemer med virksomhedens eller sammenslutningens kopimaskiner eller andet it-udstyr,
som ikke kan løses samme dag. Det kan også være, at Forbrugerombudsmanden ikke umiddelbart
kan få adgang til en computer, der anvendes af en af virksomhedens eller sammenslutningens
ansatte, f.eks. fordi vedkommende person ikke er til stede. I sådanne tilfælde kan
det være hensigtsmæssigt at forsegle et eller flere lokaler, computere m.v. i virksomheden
eller sammenslutningen, idet det herved sikres, at eventuelt bevismateriale ikke bortskaffes.
Det forudsættes ved administrationen af bestemmelsen, at Forbrugerombudsmanden tilbyder
såvel den virksomhed eller sammenslutning, der har været genstand for en kontrolundersøgelse,
som en ekstern databehandler, jf. stk. 4, at være til stede, når Forbrugerombudsmanden
undersøger materialet.
Det foreslås i stk. 7, at Forbrugerombudsmanden under samme betingelser som i stk. 6 kan
medtage de oplysninger eller det medium, hvorpå oplysningerne befinder sig, med henblik på
kopiering. Det materiale, som Forbrugerombudsmanden har taget med skal sammen med et
sæt kopier af de oplysninger, som Forbrugerombudsmanden har taget til brug for en nærmere
gennemgang, tilbageleveres til virksomheden eller sammenslutningen senest tre hverdage
efter kontrolundersøgelsen.
Forbrugerombudsmanden bør tilstræbe at kopiere de ønskede oplysninger under kontrolundersøgelsen
i virksomheden eller sammenslutningen. Da en kontrolundersøgelse af hensyn til
virksomhederne normalt afsluttes samme dag, som den er påbegyndt, kan det forekomme, at
det ikke er muligt at afslutte kopieringen af de ønskede oplysninger inden for denne frist. Det
kan f.eks. ske, at Forbrugerombudsmanden ikke kan få adgang til en bærbar computer, der
anvendes af en af virksomhedens eller sammenslutningens ansatte. Der kan også forekomme
tilfælde, hvor en ansat sletter alle filer på sin computer lige før, Forbrugerombudsmanden skal
undersøge den. I sådanne særlige tilfælde kan Forbrugerombudsmanden have behov for at
medtage den pågældende computer med henblik på, ved anvendelse af særligt udstyr, at få
adgang til computeren eller at reetablere slettede informationer.
Ligeledes vil der kunne opstå problemer med virksomhedens eller sammenslutningens kopimaskiner
eller scannere, som i særlige tilfælde nødvendiggør, at noget materiale medtages
med henblik på kopiering eller scanning hos Forbrugerombudsmanden.
Forbrugerombudsmandens adgang til at medtage materiale er begrænset til de særlige tilfælde,
hvor virksomhedens eller sammenslutningens forhold gør, at det ikke er muligt at få adSIDE
147 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
gang til eller kopiere materialet eller informationsmediet på stedet. Hjemlen til i disse særlige
tilfælde at medtage materiale gælder også oplysninger og informationsmedier fra eventuelle
eksterne databehandlere. Det er dog i forhold til materiale indhentet hos en ekstern databehandler
en forudsætning, at oplysningerne m.v. alene vedrører den virksomhed eller sammenslutning,
som er genstand for kontrolundersøgelsen.
Såvel den virksomhed eller sammenslutning, som er genstand for kontrolundersøgelsen, som
den eksterne databehandler, skal have en kvittering som dokumentation for, hvilket materiale
Forbrugerombudsmanden har medtaget, og hvorfra i virksomheden m.v. det stammer.
Materialet skal tilbageleveres senest tre hverdage efter, at en kontrolundersøgelse har fundet
sted. Med udtrykket "hverdage" menes mandag til fredag bortset fra helligdage, grundlovsdag,
juleaftensdag og nytårsaftensdag.
Det forudsættes ved administrationen af bestemmelsen, at Forbrugerombudsmanden tilbyder
såvel den virksomhed eller sammenslutning, der har været genstand for en kontrolundersøgelse,
som en ekstern databehandler, jf. stk. 4, at være til stede, når Forbrugerombudsmanden
undersøger og kopierer materialet. Ved tilbageleveringen af materialet til den virksomhed
eller sammenslutning, der har været genstand for en kontrolundersøgelse, udleverer Forbrugerombudsmanden
endvidere en liste over de kopier, der er taget, samt et sæt af kopierne.
Hvis der sker beskadigelser, herunder tab af data, på medtaget materiale eller medier, mens
det er i Forbrugerombudsmandens varetægt, er Forbrugerombudsmanden erstatningsansvarlig
efter dansk rets almindelige erstatningsregler.
Det foreslås i stk. 8, at fristerne i den foreslåede bestemmelses stk. 5, 6 og 7 i særlige tilfælde
kan forlænges. En tilsvarende adgang findes i den gældende konkurrencelovs § 18, stk. 7.
Forlængelse af fristerne i stk. 5 kan f.eks. tænkes at blive relevant i tilfælde, hvor tekniske
forhold gør det vanskeligt at færdiggøre gennemgangen af det spejlede materiale inden for
fristen på de 40 hverdage, eller hvor mængden af data indsamlet under en kontrolundersøgelse
er meget stor.
Forlængelse af fristen i stk. 6 og 7 kan navnlig tænkes at ske i tilfælde, hvor det ikke har været
teknisk muligt at få adgang til oplysningerne på det medtagne medium.
Det foreslås i stk. 9, at politiet yder bistand ved udøvelsen af beføjelserne efter den foreslåede
bestemmelses stk. 1 og stk. 3-7. Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med
justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
Det foreslås i stk. 10, at kapitel 2 og 3 i den gældende lov om retssikkerhed ved forvaltningens
anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter finder anvendelse ved kontrolundersøgelser
efter denne bestemmelse.
SIDE 148 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 28 om forhandlingsprincippet
Den foreslåede bestemmelse er en ordret videreførelse af den gældende lovs § 23.
Det foreslås i stk. 1, at Forbrugerombudsmanden ved forhandling skal søge at påvirke de erhvervsdrivende
til at handle i overensstemmelse med denne lovs principper for god skik og til
at overholde loven i øvrigt.
Bestemmelsen hjemler forhandlingsprincippet, der er centralt for Forbrugerombudsmandens
virke.
Forhandlingsprincippet er lovens primære indgrebsmiddel. Formålet med forhandling er at
bringe virksomheders ulovlige adfærd til ophør og at påvirke virksomhedernes fremtidige
adfærd generelt.
Det er en naturlig følge af forhandlingsprincippet, at Forbrugerombudsmanden lægger vægt
på at informere om loven og på at påvirke efterlevelsen af lovens principper for god skik, og at
Forbrugerombudsmanden som led i en åben og serviceorienteret forvaltning skal indgå i dialog
med organisationer, virksomheder og forbrugere.
Forbrugerombudsmanden kan dog efter en konkret vurdering kræve retsforfølgning uden
forudgående forhandling. Hvis Forbrugerombudsmanden altid først skulle indlede forhandlinger
eller give en henstilling, ville dette kunne virke hæmmende på effektiviteten af retsforfølgningen,
idet den erhvervsdrivende således ville kunne få adgang til at begå ulovlige handlinger
mindst én gang, før der kunne gribes ind heroverfor.
Bestemmelsens stk. 1 er også anvendelig over for finansielle virksomheder, jf. den foreslåede §
1 om lovens anvendelsesområde.
Det foreslås i stk. 2, at en tilsidesættelse af tilsagn afgivet af den erhvervsdrivende som led i en
forhandling med Forbrugerombudsmanden kan modvirkes ved, at Forbrugerombudsmanden
meddeler den erhvervsdrivende sådanne påbud, som må anses for nødvendige for at sikre
tilsagnets overholdelse.
Bestemmelsen understøtter således forhandlingsprincippet med en regel om, at tilsidesættelse
af en aftale indgået med Forbrugerombudsmanden efter forhandling skal sidestilles med
tilsidesættelse af et af retten nedlagt forbud eller givet påbud. Bestemmelsen indebærer, at det
under minimal anvendelse af ressourcer, både for det offentlige og for den erhvervsdrivende,
er muligt at få bragt et forhold til ophør. Bestemmelsen medfører endvidere, at virksomhedernes
generelle adfærd påvirkes derved, at bestemmelsen forebygger tilsidesættelse af aftaler
indgået med Forbrugerombudsmanden efter forhandling.
SIDE 149 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Bestemmelsen giver Forbrugerombudsmanden kompetence til at udstede påbud i de tilfælde,
hvor en erhvervsdrivende har tilsidesat et tilsagn, der er afgivet over for Forbrugerombudsmanden,
om enten at bringe en vis ulovlig adfærd til ophør eller acceptere visse nærmere
vilkår for en påtænkt markedsføringsforanstaltning.
SIDE 150 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 29 om retningslinjer
Den foreslåede bestemmelse er en ordret videreførelse af den gældende markedsføringslovs §
24 om retningslinjer.
Det foreslås i stk. 1, at Forbrugerombudsmanden skal søge at påvirke de erhvervsdrivendes
adfærd gennem udarbejdelse og offentliggørelse af retningslinjer for markedsføring på et
givent område, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne. Grundlaget for udstedelse af retningslinjer
vil i almindelighed være forhandling med repræsentanter for forbrugerne og de relevante
erhvervsorganisationer.
Systemet med retningslinjer giver mulighed for en løbende, hurtig, effektiv og billig markedstilpasning
af god skik samt lovens øvrige regler i overensstemmelse med de omskiftelige behov
på et område i konstant bevægelse.
Forbrugerombudsmanden søger på et givent område altid retningslinjer udfærdiget efter
forhandling med relevante erhvervs- og forbrugerorganisationer. Lykkes dette ikke, kan Forbrugerombudsmanden
med hjemmel i den foreslåede § 25, stk. 1, selv udstede retningslinjer
på området.
Retningslinjer er ikke formelt bindende, men handlinger i strid hermed må i almindelighed
forventes at blive betragtet som stridende mod god markedsføringsskik. Retningslinjer udelukker
ikke domstolene fra at foretage en prøvelse af, om overtrædelser i det enkelte tilfælde
er i strid med god markedsføringsskik eller andre bestemmelser i loven, jf. herom også grundlovens
§ 63.
Det foreslås i stk. 2, at Forbrugerombudsmanden ikke kan udstede retningslinjer, der alene
retter sig mod virksomheder omfattet af lov om finansiel virksomhed.
SIDE 151 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 30 om forhåndsbesked
Den foreslåede bestemmelse er en ordret førelse af den gældende lovs § 25 om forhåndsbesked.
Det foreslås i stk. 1, at Forbrugerombudsmanden på begæring kan afgive udtalelse om sit syn
på lovligheden af påtænkte markedsføringsforanstaltninger, dvs. afgive en såkaldt forhåndsbesked.
Bestemmelsen giver Forbrugerombudsmanden mulighed for at besvare en anmodning om en
forhåndsbesked, i det omfang Forbrugerombudsmandens øvrige arbejde tillader det, og det er
muligt at besvare de stilede spørgsmål i lyset af hidtidig retspraksis eller administrativ praksis.
Forbrugerombudsmanden har pligt til at føre tilsyn med loven. Denne opgave løses ved markedsovervågning,
information, forhandling, udarbejdelse af retningslinjer, generel vejledning,
retsforfølgning m.v. Det er op til Forbrugerombudsmanden at tilrettelægge arbejdet i overensstemmelse
med lovens formål med henblik på bedst mulig målopfyldelse inden for rammerne
af givne ressourcer. Virksomhederne har derfor ikke noget krav på at få forhåndsbesked, men
kan alene forvente, at en anmodning herom imødekommes, for så vidt arbejdet med spørgsmålet
kan indpasses i rammerne for Forbrugerombudsmandens virksomhed.
En forhåndsbesked indebærer en udtalelse om Forbrugerombudsmandens syn på lovligheden
af en påtænkt foranstaltning. Der kan være tale om al form for markedsføring, når blot den
vedrører et konkretiseret markedsføringstiltag, den erhvervsdrivende ønsker at sætte i værk.
Markedsføringstiltaget skal være beskrevet klart, tydeligt og konkretiseret. For at Forbrugerombudsmanden
skal kunne vurdere et tiltag, skal der afgives fyldestgørende oplysninger om
markedsføringen. Dette giver samtidig den erhvervsdrivende en større sikkerhed for, at forhåndsbeskeden
fra Forbrugerombudsmanden dækker den efterfølgende markedsføring.
En klar stillingtagen til, om foranstaltningen er lovlig, med en kortfattet begrundelse, vil i almindelighed
være tilfredsstillende som svar. Mener Forbrugerombudsmanden, at en sådan
klar udmelding ikke er mulig på baggrund af hidtidig praksis m.v., kan den spørgende ikke
forvente andet og mere end en kortfattet orientering om de momenter, der efter det foreliggende
må antages at indgå i afvejningen.
Er et markedsføringstiltag allerede sat i værk, er det ikke længere muligt at modtage en forhåndsbesked,
jf. ordet ”påtænkte” i lovteksten.
En forhåndsbesked er ikke juridisk bindende, men alene udtryk for Forbrugerombudsmandens
syn på lovligheden af en påtænkt foranstaltning. En forhåndsbesked omfatter ikke en
anvisning på, hvordan påpegede ulovligheder i en påtænkt aktivitet kan undgås.
SIDE 152 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
En forhåndsbesked indebærer heller ikke en endelig stillingtagen til lovligheden af en foranstaltning,
men alene Forbrugerombudsmandens syn på lovligheden. Det er derfor den erhvervsdrivende
selv, der har ansvaret for aktivitetens lovlighed. Der eksisterer således ikke et
rådgivningsansvar eller lignende i forbindelse med forhåndsbeskeder.
Det foreslås i stk.. 2, at en forhåndsbesked om lovligheden af en påtænkt markedsforanstaltning
binder Forbrugerombudsmanden på den måde, at anser Forbrugerombudsmanden aktiviteten
for at være lovlig, kan Forbrugerombudsmanden ikke på eget initiativ over for den
erhvervsdrivende gribe ind i anledning af en foranstaltning, som er dækket af forhåndsbeskeden
og iværksat inden for rimelig tid efter dennes afgivelse.
Så snart en erhvervsdrivende har sat et markedsføringstiltag i værk, må vedkommende finde
sig i, at andre erhvervsdrivende eller forbrugere m.fl. anfægter lovligheden. Den erhvervsdrivende
må imidlertid kunne regne med, at Forbrugerombudsmanden står ved sin udtalelse om,
at foranstaltningen efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er lovlig. En forudsætning
herfor er selvsagt, at det pågældende markedsføringstiltag er identisk med det forelagte, og at
iværksættelsen sker tidsmæssigt i forlængelse af forespørgslen.
Det forhold, at der kan spørges og fås en besked, bør ikke uden videre medføre, at den erhvervsdrivende
kan anfægte et negativt svar under et anerkendelsessøgsmål mod Forbrugerombudsmanden,
medmindre der rent undtagelsesvist skulle være særlige forhold, som taler
for at tillade noget sådant, og admitteringen af søgsmålet vil være i overensstemmelse med
almindelige procesretlige principper. Spørgsmålet afhænger i sidste instans af domstolene og
de konkrete sagers nærmere omstændigheder.
Det foreslås i stk. 3, at der indsættes en hjemmel for erhvervs- og vækstministeren til at fastsætte
nærmere regler om gebyr for forhåndsbesked. Der er herved givet mulighed for, at en
forhåndsbesked kan betinges af betaling.
SIDE 153 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 31 om Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens virksomhed
Bestemmelsen viderefører den gældende lovs § 25 a om Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
virksomhed.
Bestemmelsen er ikke en implementering af EU-lovgivning. Der er tale om en hjemmelsbestemmelse
for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at udføre og gennemføre undersøgelser
som en del af styrelsens markedsovervågning af forbrugerområdet.
Det foreslås i stk. 1, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan gennemføre og offentliggøre
sammenlignende undersøgelser af produkter.
Undersøgelser af produkter kan bl.a. bestå i pris-, service- og kvalitetsundersøgelser.
Det foreslås i stk. 2, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i forbindelse med sådanne undersøgelser,
som nævnt i stk. 1, kan anvende anonym informationsindsamling.
Persondatalovens oplysningskrav skal iagttages ved, at Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
eller dennes repræsentant 14 dage til 2½ måned forud for undersøgelsers gennemførelse skal
varsle virksomhederne, at der vil blive foretaget anonym informationsindhentning eller et
prøvekøb med oplysning om blandt andet den dataansvarliges og dennes repræsentants identitet
og formålet med den behandling, hvortil oplysningerne er bestemt.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal ved tilrettelæggelsen af undersøgelser inddrage de
relevante organisationer og tilsynsmyndigheder for at drøfte metodevalg og udformning af
undersøgelser, således at der sikres et retvisende resultat af de undersøgte virksomheder.
Omfanget af inddragelsen af relevante organisationer og tilsynsmyndigheder vil bero på en
konkret vurdering i forhold til de undersøgelser, der gennemføres.
Persondataloven skal iagttages i det omfang, der i forbindelse med anonym informationsindsamling
vil blive behandlet personoplysninger.
SIDE 154 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 32 om retsforfølgning
Den foreslåede bestemmelse viderefører ordret den gældende lovs § 27 om retsforfølgning.
Det foreslås i stk. 1, at enhver med retlig interesse deri kan anlægge sag om forbud, påbud,
erstatning og vederlag efter lovforslagets § 24. Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag om
forbud og påbud efter § 24, stk. 1, og på begæring anlægge sag om erstatning og vederlag.
Bestemmelsen giver erhvervs- og forbrugerorganisationer søgsmålskompetence i sager om
overtrædelse af markedsføringsloven. Hvem der kan sagsøges for overtrædelse af markedsføringsloven
er ikke reguleret i denne bestemmelse, men må afgøres ud fra lovens formål. Af
hensyn til mulighederne for effektivt at stoppe ulovlig markedsføring, vil det principielt være
muligt at få nedlagt forbud mod enhver, der forbereder eller medvirker til en ulovlig markedsføring.
Der vil således kunne nedlægges forbud mod sælgeren af et produkt, et reklamebureau,
som udformer en ulovlig kampagne, et pengeinstitut, som medvirker gennem f.eks. overførsel
af penge m.v., og mod den, der leverer produkter, som skal indgå i en ulovlig markedsføring
osv. Der kan endvidere nedlægges forbud mod anvendelse af urimelige kontraktsvilkår, både
over for enkeltvirksomheder og sammenslutninger af sådanne, såfremt disse anvender eller
opfordrer til anvendelse af urimelige kontraktsvilkår.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., sidste led, at Forbrugerombudsmanden på begæring af forurettede,
kan anlægge individuelle erstatningssager.
Adgangen til at anlægge individuelle erstatningssager efter markedsføringsloven er med til at
sikre en optimering og effektivisering af Forbrugerombudsmandens tilsyn.
Bestemmelsen giver endvidere Forbrugerombudsmanden en nemmere og hurtigere adgang til
at kunne gribe ind over for unfair konkurrence til gavn for de erhvervsdrivende, der overholder
reglerne.
Forbrugerombudsmandens hjemmel til at anlægge individuelle erstatningssager er betinget
af, at det sker på begæring af skadelidte.
Når Forbrugerombudsmanden på baggrund af en begæring skal vurdere, om der skal anlægges
en individuel erstatningssag, vil det ske ud fra lovens hensyn om, at Forbrugerombudsmanden
skal føre tilsyn med, at loven overholdes, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne.
Ved vurderingen af, om individuelle sager skal anlægges, vil der således blive lagt vægt på, om
kollektive forbrugerinteresser eller almene samfundsinteresser gør sig gældende.
Det foreslås i stk. 2, at Forbrugerombudsmanden kan meddele påbud, hvis en handling klart er
i strid med loven, og handlingen ikke kan ændres ved forhandling. Et påbud til den erhvervsdrivende
kan både være formuleret positivt som en handlepligt og negativt som et krav om for
fremtiden at undlade en bestemt handling.
SIDE 155 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Et påbud efter stk. 2 er med udgangspunkt i den aktuelle markedsføring begrænset til kun at
have virkning for igangværende og fremtidige handlinger. Påbuddet vil således kunne indeholde
et krav om tilbagekaldelse af materiale, der er led i igangværende markedsføring.
Påbuddet vil derimod ikke kunne anvendes til administrativt at forbyde en erhvervsdrivende
at påberåbe sig urimelige vilkår i allerede indgåede kontrakter. Et sådant indgreb er så byrdefuldt,
at det kun bør ske ved dom, jf. den foreslåede § 24.
Hvis et af Forbrugerombudsmanden meddelt påbud indbringes for retten, er Forbrugerombudsmanden
ikke afskåret fra at udvide sine påstande efter den foreslåede § 24, stk. 1, da
disse vil blive underkastet prøvelse ved domstolen. Forbrugerombudsmanden vil f.eks. kunne
nedlægge påstand om, at påbuddet også skal kunne udvides til at omfatte allerede indgåede
kontrakter.
Adgangen til administrativt at meddele påbud gælder alle markedsføringslovens bestemmelser.
Påbuddet forudsætter imidlertid, at handlingen forgæves skal være forsøgt ændret eller
bragt til ophør ved forhandling med den erhvervsdrivende.
Forbrugerombudsmanden kan kun meddele påbud i tilfælde af klare overtrædelser af markedsføringsloven,
dvs. når der ikke er tvivl om retsstillingen. En klar retsstilling vil typisk
foreligge, hvor praksis allerede er fastlagt, modsat tilfælde, hvor en afgørelse vil ændre retspraksis,
eller hvor en afgørelse vil skabe en ny retsstilling. Som eksempel på en klar overtrædelse
kan nævnes fremsendelse til forbrugere af udfyldte indbetalingskort med indbetalers
navn, adresse, beløb og forfaldsdato, således at forbrugeren tror, at vedkommende skylder
beløbet, men indbetalingskortet reelt dækker over, at forbrugeren skal narres til at indgå en
aftale, f.eks. tegne et abonnement.
En klar retstilling vil også foreligge, hvor der ikke er tvivl om fortolkning af regelgrundlaget,
fordi loven eller retsteorien er klar på området.
Som et eksempel på dette kan nævnes erhvervsdrivendes overtrædelser af præcise regler i
særlovgivningen, f.eks. den gældende kreditaftalelovs kap. 2 om kreditgivers oplysningspligt
eller § 8, nr. 9 i den gældende lov om visse forbrugeraftaler om pligt til at oplyse om fortrydelsesretten.
Sådanne handlinger vil tillige være i strid med den foreslåede § 3 om god markedsføringsskik
og den foreslåede § 4 om god erhvervsskik.
Det vil være op til Forbrugerombudsmanden som specialmyndighed ved sagens begyndelse at
vurdere, om der er tale om en sag, hvor retsstillingen er så klar, at Forbrugerombudsmanden
har mulighed for at meddele påbud, hvis forhandling med den erhvervsdrivende viser sig
forgæves.
Eftersom de af Forbrugerombudsmanden meddelte påbud ikke kan påklages til højere administrativ
instans forslås det i stk. 3, at påbuddet kan forlanges indbragt for domstolene af den,
som påbuddet retter sig mod. I overensstemmelse med forvaltningslovens regler skal ForbruSIDE
156 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
gerombudsmanden orientere om muligheden herfor. Skriftlig anmodning herom skal være
fremsat over for Forbrugerombudsmanden inden 4 uger. Sagen skal herefter inden 1 uge indbringes
af Forbrugerombudsmanden for retten i den borgerlige retsplejes former. Retten kan i
forbindelse hermed tage stilling til, om betingelserne for meddelelse af påbuddet er opfyldt.
Det foreslås i stk. 4, at udgangspunktet, om at anmodning om indbringelse for retten af det
meddelte påbud ikke automatisk har opsættende virkning, fastsættes, men at retten ved kendelse
kan bestemme, at den erhvervsdrivende kan fortsætte den handling, som påbuddet
angår, under retssagens behandling, således at påbuddets indbringelse for retten får opsættende
virkning.
Det foreslås i stk. 5, at hvor en dom ankes, fordi et af Forbrugerombudsmanden meddelt påbud
ikke er fundet lovligt, kan den ret, der har afsagt dommen eller den ret, hvortil ankesagen
er indbragt, bestemme, at den pågældende ikke under ankesagen må udøve den handling,
påbuddet angår.
Bestemmelsen indebærer, at såfremt det af Forbrugerombudsmanden meddelte påbud stadfæstes,
kan retten ikke tillægge anke af dommen opsættende virkning. Dette gælder uanset,
om den pågældende under sagens behandling har kunnet fortsætte den handling, påbuddet
angår.
Konsekvenserne af, at et påbud senere ophæves af domstolene, vil være, at Forbrugerombudsmanden
efter almindelige regler om offentlige myndigheders erstatningsansvar vil kunne
blive erstatningsansvarlig over for den erhvervsdrivende efter dansk rets almindelige erstatningsretlige
regler. I givet fald vil der som udgangspunkt kunne kræves erstatning for det
fulde tab, der er forårsaget ved påbuddet.
Tilsidesættelse af et påbud udstedt efter den foreslåede § 24, stk. 1, medfører strafansvar i
form af bøde, jf. den foreslåede § 23. Under en straffesag vil domstolene kunne prøve, om
påbuddet er overtrådt, og om påbuddet har den fornødne hjemmel.
Det foreslås i stk. 6, at hvis der rejses tiltale for overtrædelse af loven, overlades udførelsen af
tiltalen til Forbrugerombudsmanden, såfremt denne begærer dette.
SIDE 157 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 33 om informationspligt om forældelse
Den foreslåede bestemmelse viderefører ordret den gældende lovs § 27 a om informationspligt
om forældelse.
Bestemmelsen giver Forbrugerombudsmanden mulighed for at meddele påbud til erhvervsdrivende,
herunder finansielle virksomheder m.fl., og andre, der driver erhvervsmæssig virksomhed,
om at informere om retsstillingen i relation til forældelse i de tilfælde, hvor Forbrugerombudsmanden
skønner det nødvendigt for at beskytte forbrugere mod retstab, og hvor
der ikke ved forhandling kan opnås enighed med den erhvervsdrivende om enten en aftale om
forældelsen (suspensionsaftale) eller en udsendelse af information om forældelsen til de berørte
kunder. Reglerne i lovforslagets § 31, stk. 3-5, finder anvendelse på påbuddet.
Udgangspunktet vil være, at Forbrugerombudsmanden i forbindelse med en konkret sag i
første omgang vil søge at opnå en løsning ved forhandling med den erhvervsdrivende. Først
hvis der ikke kan opnås et tilfredsstillende resultat ved forhandling, vil den foreslåede bestemmelse
blive bragt i anvendelse. Informationspligten kan bl.a. omfatte baggrunden for
kravets eksistens, dvs. oplysning om det konkrete aftalegrundlag og f.eks. en sag hos Forbrugerombudsmanden,
en klagenævnsafgørelse eller en dom, oplysning om forældelsesreglerne,
oplysning om, hvilke konsekvenser forældelsen vil have i forhold til den konkrete sag samt
vejledning om, hvad kunden konkret skal foretage sig for at afbryde forældelsen, således at
kundens krav ikke er forældet, når der f.eks. er indgået forlig eller er faldet dom i en prøvesag.
Bestemmelsen forudsætter, at den erhvervsdrivende faktisk har det fornødne kendskab til
sine kunder. Bestemmelsen finder således alene anvendelse, i det omfang den erhvervsdrivende
ligger inde med eller på anden måde let og uden uforholdsmæssige omkostninger kan
skaffe sig adgang til kontaktoplysningerne. Det vil typisk være tilfældet i kundeforhold, hvor
der eksisterer et løbende kontraktsforhold i modsætning til tilfælde, hvor der er tale om enkeltstående
køb, da man herved typisk ikke vil få de nødvendige oplysninger.
Informationspligten omfatter endvidere alene kunder, der har lignende krav som det krav, der
er omstridt i en konkret sag. Det kan være vanskeligt på forhånd at præcisere, hvornår der er
tale om lignende krav, men Forbrugerombudsmanden foretager et skøn i forbindelse med sin
sagsbehandling.
Informationspligten vil kunne pålægges i sager, hvor den erhvervsdrivende f.eks. kan blive
mødt med et krav om erstatning eller vederlag i forbindelse med overtrædelse af love, som
Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med.
Når Forbrugerombudsmanden vælger at føre en prøvesag for en eller flere forbrugere mod en
erhvervsdrivende for overtrædelse af love inden for Forbrugerombudsmandens tilsynsområde,
er der et særligt behov for at sikre, at udenforstående kunder med lignende krav mod den
samme erhvervsdrivende vil kunne få gavn af et forlig eller en dom i prøvesagen, således at
disse udenforstående kunder ikke lider retstab. Der er ellers risiko for, at mange forbrugere
misforstår retstilstanden og fejlagtigt tror, at de automatisk vil kunne få gavn af et forlig eller
SIDE 158 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
en dom. Men det er ikke tilfældet, hvis der i mellemtiden er indtrådt forældelse for deres krav,
og forældelsesfristen ikke er afbrudt.
Det vil typisk være procesøkonomisk gunstigt for alle involverede, herunder den erhvervsdrivende,
forbrugerne og domstolene, at føre en prøvesag for en eller flere forbrugere med henblik
på at fastslå et kravs eksistens og berettigelse. Men det forudsætter, at andre forbrugere
uden for prøvesagen sikres muligheden for at få gavn af en senere afgørelse, herunder ved i
det mindste at blive informeret om deres krav og reglerne om forældelse. Det gør sig f.eks.
gældende i tilfælde, hvor den erhvervsdrivende har tilkendegivet ikke at ville følge lignende
klagenævnsafgørelser, og hvor forbrugere uden for prøvesagen ellers vil være henvist til selv
at indbringe en sag for klagenævnet alene med det formål at afbryde forældelsen. Det er uhensigtsmæssigt
og særdeles tids- og ressourcekrævende.
Forbrugerombudsmanden har allerede erfaring med, at det i en række tilfælde er lykkedes at
indgå en generel aftale med en erhvervsdrivende om forældelse indbefattende alle med lignende
krav. Men Forbrugerombudsmanden har også erfaring med andre tilfælde, hvor en
erhvervsdrivende ikke har ønsket at indgå en sådan generel aftale, og hvor udenforstående
kunder som følge heraf risikerer, at deres krav er forældet, når et forlig eller en dom i en prøvesag
foreligger.
Den erhvervsdrivende har mulighed for at indgå en generel aftale med Forbrugerombudsmanden
om forældelsen (suspensionsaftale) efter navnlig lovforslagets § 28.
Hvis den erhvervsdrivende ikke vil indgå en suspensionsaftale eller informere de berørte
kunder om de forældelsesmæssige problemstillinger, kan det være nødvendigt, for at undgå at
kunderne lider et retstab grundet forældelse af deres krav, at Forbrugerombudsmanden meddeler
et påbud om informationspligt til den erhvervsdrivende.
Bestemmelsen tænkes anvendt f.eks. på sager, hvor en forbruger i et lignende aftaleforhold
har fået anerkendt sit krav ved enten domstolene eller et relevant klagenævn, eller hvor Forbrugerombudsmanden
har anlagt en sag eller er indtrådt i en sag ved domstolene om det
pågældende krav.
Der kan imidlertid også være sager, hvor Forbrugerombudsmanden efter en konkret vurdering
finder, at der bør meddeles et påbud, uanset at der ikke foreligger en egentlig dom eller
klagenævnsafgørelse, eller der ikke er anlagt en sag ved domstolene. Det kan navnlig være
sager, hvor forældelsesfristen forventes at indtræde eller at være meget tæt herpå, såfremt
Forbrugerombudsmanden skal afvente en dom eller klagenævnsafgørelse, eller der ikke er
anlagt en sag ved domstolene. Det kan navnlig være sager, hvor forældelse forventes at ville
indtræde eller at være meget tæt herpå, såfremt Forbrugerombudsmanden skal afvente en
dom eller klagenævnsafgørelse eller anlæggelsen af en konkret sag.
SIDE 159 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Bestemmelsen kan anvendes, hvis det skønnes nødvendigt at beskytte forbrugere mod retstab.
Det er Forbrugerombudsmanden, der foretager skønnet under iagttagelse af det almindelige
saglighedskrav, som Forbrugerombudsmanden er underlagt som offentlig myndighed.
Hensynet til den erhvervsdrivendes retssikkerhed varetages ved bestemmelserne i den foreslåede
§ 32, stk. 3-5, i tilfælde af uenighed om påbuddet. Efter disse bestemmelser har den
erhvervsdrivende mulighed for at indbringe påbuddet for domstolene, hvis den erhvervsdrivende
ikke er enig i påbuddet. Det skal ske inden for 4 uger, efter at påbuddet er meddelt den
pågældende.
Det er vigtigt, at informationen gives direkte og individuelt over for den enkelte kunde. Det vil
f.eks. ikke være tilstrækkeligt, at det alene fremgår af en betalingsoversigt, men det vil godt
kunne ske via en meddelelse i kundens e-boks.
SIDE 160 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 34 om erstatningssøgsmål
Den foreslåede bestemmelse er en ordret videreførelse af den gældende lovs § 28, stk. 1, om
erstatningssøgsmål.
Bestemmelsen fastslår, at såfremt en flerhed af forbrugere i forbindelse med overtrædelse af
bestemmelserne i denne lov har ensartede krav på erstatning, kan Forbrugerombudsmanden
på begæring indtale kravene under ét.
Bestemmelsen giver således adgang til at indbringe krav samlet for domstolene. Forbrugerombudsmanden
kan indtale flere forbrugerkrav under ét, hvis forbrugerne på grund af en
erhvervsdrivendes overtrædelse af markedsføringsloven har ensartede erstatningskrav over
for den erhvervsdrivende.
Bestemmelsens formål er bl.a. at afhjælpe, at visse erhvervsdrivendes ansvarspådragende
adfærd i praksis ikke resulterer i et erstatningsansvar, fordi de krav, som forbrugerne kan
rejse hver for sig, er for små til at kunne bære de betydelige omkostninger ved en retssag.
Samtidig giver bestemmelsen forbrugerne via Forbrugerombudsmanden et middel, som kan
anvendes mod udenlandske virksomheder, som ved markedsføring her i landet tilsidesætter
loven på ansvarspådragende vis.
Bestemmelsen muliggør, at samtlige erstatningskrav indtales under ét. Det har bl.a. den fordel,
at en sådan dom, modsat et påbud efter den foreslåede § 24, stk. 1, kan fuldbyrdes mod virksomheder
i andre EU-lande. Bestemmelsen kan imidlertid også anvendes mod danske virksomheder.
Forbrugerombudsmanden optræder på vegne af de forbrugere, som begærer dette. Via Forbrugerombudsmanden
samles kravene således under en enkelt sag. Det er en forudsætning
herfor, at kravene udspringer af samme lovstridige forhold, og at de er ensartede.
Den processuelle behandling forudsættes i øvrigt at ske i overensstemmelse med retsplejelovens
almindelige regler om subjektiv kumulation (den gældende retsplejelovs § 250). Forbrugerombudsmanden
kan rette henvendelse til de krænkede om, at Forbrugerombudsmanden
vil tage initiativ til et kumuleret erstatningssøgsmål og derved opnå de fornødne begæringer
til sagsanlæg.
Bestemmelsen skal ses i lyset af forhandlingsprincippet. I de tilfælde, hvor en anvendelse af
bestemmelsen kan blive aktuel, vil søgsmål efter bestemmelsen kunne undgås, hvis den erhvervsdrivende
efter aftale med Forbrugerombudsmanden frivilligt foretager det fornødne.
SIDE 161 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 35 om gruppesøgsmål
Den foreslåede bestemmelse er en ordret videreførelse af den gældende lovs § 28, stk. 2, om
gruppesøgsmål.
Bestemmelsen fastslår, at Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i
et gruppesøgsmål, jf. den gældende retsplejelovs kapitel 23 a.
Bestemmelsen har sammenhæng med reglen i den gældende retsplejelovs § 254 c, stk. 1, nr. 3,
hvorefter offentlige myndigheder kun kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål,
hvis de ved lov er bemyndiget til det. Formålet med bestemmelsen er at give Forbrugerombudsmanden
denne lovmæssige bemyndigelse.
Bestemmelsen omfatter krav, der falder inden for Forbrugerombudsmandens virksomhed
efter markedsføringsloven, dvs. navnlig civilretlige krav, der har sammenhæng med en overtrædelse
af bestemmelser i markedsføringsloven, eksempelvis krav om, at visse nærmere
angivne aftalevilkår kendes ugyldige, krav om tilbagebetaling af vederlag og krav om erstatning.
Forbrugerombudsmanden kan være grupperepræsentant i både gruppesøgsmål med tilmelding
(opt-in) og gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen (opt-out). Opt-out gruppesøgsmål
kan alene føres af Forbrugerombudsmanden eller anden offentlig myndighed, jf. den gældende
retsplejelovs § 254 c, stk. 2.
SIDE 162 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 36 om foreløbigt forbud
Den foreslåede bestemmelse er en ordret videreførelse af den gældende lovs § 29 om foreløbigt
forbud.
Det foreslås i stk. 1, at Forbrugerombudsmanden kan nedlægge foreløbige forbud, når der
øjensynlig er fare for, at formålet med et forbud som nævnt i den foreslåede § 24, stk. 1, ellers
vil forspildes.
Forbrugerombudsmanden skal senest hverdagen efter forbuddets nedlæggelse indbringe
forbuddet for Sø- og Handelsretten ved en formel stævning.
Reglerne om foreløbige forbud suppleres af de regler i retsplejeloven om nedlæggelse af midlertidige
forbud, som stk. 1, 3. pkt., henviser til.
Et foreløbigt forbud har virkning fra det tidspunkt, hvor Forbrugerombudsmanden nedlægger
forbud, hvilket sker skriftligt med angivelse af dato og klokkeslæt.
Ved indlevering af stævning må Forbrugerombudsmanden principalt påstå forbuddet stadfæstet
ved dom, subsidiært forbuddet foreløbigt godkendt ved kendelse, jf. om stk. 2 nedenfor.
Det foreslås i stk. 2, at der fastsættes en absolut frist for opretholdelsen af Forbrugerombudsmandens
forbud. Har retten ikke senest 5 hverdage efter sagens anlæg stadfæstet Forbrugerombudsmandens
forbud, er det bortfaldet. Dette gælder også tilfælde, hvor der ikke af retten
tages stililing til forbuddet, f.eks. fordi retten ikke mener at kunne nå at tage stilling til
spørgsmålet.
Kan retten nå at afgøre spørgsmålet udtømmende, træffes afgørelse ved dom, og salgsbehandlingen
adskiller sig ikke fra den sædvanlige. Hvor dette ikke er muligt, er der åbnet adgang for
Forbrugerombudsmanden til at søge forbuddet foreløbigt godkendt af retten. Afgørelse herom
træffes ved kendelse. Forkastes forbuddet ved kendelsen, er det endeligt bortfaldet. Opretholdes
det, kan det senere under sagen forkastes. Der må senest ved dommen i sagen tages stilling
til forbuddet.
Forbrugerombudsmanden bør i videst muligt omfang søge i forvejen at koordinere en forbudsnedlæggelse
med Sø- og Handelsretten.
I tilfælde, hvor der under sagens forberedelse tages foreløbig stilling til et af Forbrugerombudsmanden
nedlagt forbud, beklædes Sø- og Handelsretten normalt af retsformanden alene.
SIDE 163 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 37 om straf og påtale
Det foreslås, at § 22 om forretningskendetegn undergives privat påtale. Baggrunden herfor er,
at lignende bestemmelser i varemærkelovgivningen er underlagt privat påtale. Endvidere er
de øvrige bestemmelser i forslagets kapitel 5 vedrørende forholdet mellem erhvervsdrivende
er undergivet privat påtale. Overtrædelse af den foreslåede § 20, der består i skadelig omtale
af en anden erhvervsdrivende eller af forhold, der på særlig måde angår den pågældende, og
den foreslåede § 21 om sammenlignende reklame, er således undergivet privat påtale.
Den foreslåede bestemmelse er derudover en videreførelse af den gældende markedsføringslovs
§ 30.
Bestemmelsen fastslår, hvilke bestemmelser i markedsføringsloven, der er strafbelagte og
med hvilken strafferamme.
De subjektive krav for at straffe en overtrædelse af markedsføringsloven er efter bestemmelsen
uagtsomhed eller forsæt, jf. den gældende straffelovs § 19. Det er dog alene forsætlige
overtrædelser af den foreslåede § 22 om misbrug af forretningskendetegn, der kan straffes.
Det foreslås i stk. 1, at det straffes med bøde eller fængsel op til 4 måneder, hvis en erhvervsdrivende
overtræder et forbud eller påbud, der er nedlagt eller udstedt af en domstol, eller et
påbud udstedt af Forbrugerombudsmanden i henhold til lovforslaget § 28, stk. 2, eller § 32,
stk. 2, ellers § 33. Tilsidesættelse af et påbud om at tilbagebetale en modtaget pengeydelse
straffes dog ikke.
Det foreslås i stk. 2, at det straffes med bøde, medmindre højere straf følger af anden lovgivning,
hvis der meddeles urigtige eller vildledende oplysninger til Forbrugerombudsmanden.
Det samme gælder, hvis den pågældende ikke efterkommer et krav fra Forbrugerombudsmanden
om at give sådanne oplysninger, som Forbrugerombudsmanden kan forlange, hvis de
skønnes nødvendige for dennes tilsynsvirksomhed, jf. den foreslåede § 25, stk. 2, eller som led
i dennes adgang til at foretage kontrolundersøgelser, jf. den foreslåede § 27, stk. 3, 2. pkt.
Det foreslås i stk. 3, at det er strafsanktioneret, hvis en erhvervsdrivende overtræder lovforslagets
§§ 5-10, 13, 15, stk. 3, 17, 18, 20, 21 og forsætlig overtrædelse af § 22. Strafferammen
er bøde, medmindre højere straf følger af anden lovgivning. Overtrædelse af § 20, der
består i skadelig omtale af en anden erhvervsdrivende eller af forhold, der på særlig måde
angår den pågældende, og overtrædelse af §§ 20-22 er undergivet privat påtale.
I forbindelse med strafudmålingen skal der lægges vægt på overtrædelsens grovhed, omfang
og den tilsigtede økonomiske gevinst.
Overtrædelser, der er enten grove, bevidste eller gentagne, bør straffes med bøder, der har en
sådan størrelse, at de har en reel præventiv effekt.
SIDE 164 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Ved fastsættelsen af bøder i henhold til denne lov kan der tages hensyn til en række forskellige
faktorer, herunder den tilsigtede eller opnåede fortjeneste. I forhold til den fortjeneste, der må
antages at være indvundet eller tilsigtet ved overtrædelsen, har det dog i praksis vist sig, at
det som regel er umuligt at føre noget bevis herfor. Det skyldes, at bedømmelsen af den faktiske
økonomiske effekt af et markedsføringstiltag i almindelighed er særdeles usikker.
Et andet parameter, der tidligere har været taget hensyn til i forbindelse med fastsættelse af
bødens størrelse, er markedsomkostningerne. Baggrunden for at anvende markedsføringsomkostningerne
i bødefastsættelsen var en formodning om en direkte sammenhæng mellem
den markedsføringsmæssige effekt og markedsføringsomkostningerne. Tidligere kunne bøder
derfor udmåles til det dobbelte af markedsføringsomkostningerne i førstegangstilfælde.
På grund af de senere års praksis og den stigende markedsføring via internettet, hvor markedsføringsomkostningerne
sammenlignet med f.eks. trykte medier eller tv-reklamer kan
være meget begrænsede, er kriteriet om ”markedsføringsomkostningerne” ikke altid tidssvarende
længere. Da en videreførelse af kriteriet om markedsføringsomkostningerne vil indebære
en risiko for skævvridning af bødeudmåling afhængig af det valgte medie, bør markedsføringsomkostningerne
derfor ikke længere indgå som et selvstændigt kriterie for bødeudmålingen.
Kriteriet bør derimod kun indgå som delelement, hvor dette måtte være relevant i
forhold til den konkrete sag, hvor der er en formodning for, at de anvendte markedsføringsomkostninger
er en indikation for den tilsigtede økonomiske gevinst. Det vil f.eks. være tilfældet
i sager, hvor omkostningerne til markedsføringen er betydelige. I førstegangstilfælde kan
der således i disse tilfælde tages udgangspunkt i det dobbelte af markedsomkostningerne.
Dertil kommer, at anvendelse af markedsføringsomkostningerne som parameter ved udmålingen
af en bødes størrelse heller ikke er relevant i sager om uanmodede henvendelser, idet
markedsføringsomkostningerne her er meget små.
I sager om overtrædelse af forbuddet mod uanmodede elektroniske henvendelser i den foreslåede
§ 9, stk. 1, skal bødens størrelse som hidtil fastsættes på baggrund af en særlig beregningsmodel
baseret på Folketingets Erhvervsudvalgs betænkning af 8. december 2005 til lov
nr. 1389 af 21. december 2005 om markedsføring. For op til 100 overtrædelser gives en minimumsbøde
på 10.000 kr. Foreligger der mere end 100 overtrædelser gives en bøde på 100
kr. for hver overtrædelse. Således vil en bøde for 60 overtrædelser være 10.000 kr. og en bøde
for 140 overtrædelser være 14.000 kr. Fastsættelsen af straffen vil som altid bero på domstolenes
konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige sagens omstændigheder, og de
angivne bødeniveauer vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete
sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.
I sager vedrørende forbuddet i den foreslåede § 9, stk. 4, hvor modtageren har frabedt sig
henvendelser enten ved at være registreret på robinsonlisten eller ved at have frabedt sig
sådanne henvendelser direkte over for afsenderen har der ikke hidtil været lovbemærkninger
om bødens fastsættelse. Det foreslås, at beregningsmodellen for uanmodede elektroniske
henvendelser udvides til også at omfatte denne type henvendelser.
SIDE 165 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
I forhold den takstmæssige model vil fastsættelse af straffen dog som altid bero på domstolenes
konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige sagens omstændigheder, og de angivne
bødeniveauer vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete
sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.
Det foreslås i stk. 4, at overtrædelse af den foreslåede § 23 straffes med bøde eller fængsel
indtil 18 måneder, medmindre højere straf følger af den gældende straffelovs § 299 a. Der kan
alene ske strafferetlig forfølgelse, hvis den forurettede anmoder herom.
Det foreslås i stk. 5, at der fastsættes en mulighed for at bødestrafsanktionere forskrifter udstedt
i medfør af markedsføringsloven.
Det foreslås i stk. 6, at der gives adgang til at pålægge juridiske personer strafansvar efter
reglerne i den gældende straffelovs kap. 5.
SIDE 166 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 38 om bødeforlæg
Den foreslåede bestemmelse er en ordret videreførelse af den gældende lovs § 30 a.
Bestemmelsen giver erhvervs- og vækstministeren hjemmel til efter forhandling med justitsministeren
at fastsætte, at Forbrugerombudsmanden kan udstede administrative bødeforelæg
i visse typer af strafsanktionerede markedsføringssager. Det vil være en forudsætning for
udstedelse af administrative bøder, at der er tale om tilståelsessager, hvor der enten findes
fast retspraksis for bødeudmålingen eller faste retningslinjer for bødeudmålingen i lovbemærkninger.
Den erhvervsdrivende skal således være enig i både forseelsen og bødens størrelse.
Bemyndigelsesbestemmelsen kan kun anvendes efter forhandling med justitsministeren.
Herved sikres, at betingelserne om, at der skal være tale om sager, der er enkle og ukomplicerede
uden bevistvivl eller tvivl om sanktionsniveau for normalbøder i førstegangstilfælde i
forskellige situationer, er opfyldt.
Det foreslås i stk.1, at erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om, at Forbrugerombudsmanden
kan afslutte en sag om overtrædelse af markedsføringsloven eller
regler udstedt i medfør heraf med et administrativt bødeforelæg.
Kompetencen gælder alene ved åbenbare og objektivt konstaterbare overtrædelser, hvor
overtrædelserne generelt er ensartede og ukomplicerede og uden bevismæssige tvivlsspørgsmål,
og hvor bødeudmålingen ligger fast. Bemyndigelsesbestemmelsen kan kun anvendes
efter forhandling med justitsministeren, som således også skal sikre, at disse betingelser
er opfyldt.
Overtrædelserne skal således generelt være klare og umiddelbart konstaterbare, og sagens
afgørelse, herunder fastsættelse af bødens størrelse, skal kunne ske uden skønsmæssige elementer
af betydning. Det forudsættes, at hvis det ikke er tilfældet, skal Forbrugerombudsmanden
overgive sagen til anklagemyndigheden til videre foranstaltning frem for at udstede
et bødeforelæg.
Det foreslås i stk. 2, at dele af retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift
finder tilsvarende anvendelse på bødeforelæg efter denne bestemmelse. Det gælder f.eks.
tiltaltes navn og adresse, oplysninger om det forhold, der rejses tiltale for samt den regel, der
påstås overtrådt, og en kort beskrivelse af det forhold, der rejses tiltale for, med en sådan
angivelse af tid, sted, genstand, udførelsesmåde og andre nærmere omstændigheder, som er
nødvendig for en tilstrækkelig og tydelig beskrivelse, jf. den gældende retsplejelovs § 834, stk.
1, nr. 2 og 3, og stk. 2, og princippet om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig.
Det foreslås i stk. 3, at videre forfølgning bortfalder, hvis bøden vedtages. Vedtagelsen har
endvidere samme virkning, herunder gentagelsesvirkning, som en dom.
SIDE 167 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 39 om henlæggelsesbeføjelser
Den foreslåede bestemmelse er en ordret videreførelse af den gældende lovs § 26 om henlæggelsesbeføjelser.
Bestemmelsen fastslår, at erhvervs- og vækstministeren kan henlægge sine beføjelser efter
loven til en myndighed under ministeriet. Dette gælder ikke for beføjelser i henhold til den
foreslåede § 25, stk. 5. Henlægger ministeren sine beføjelser til en myndighed under ministeriet,
kan ministeren fastsætte regler om klageadgangen, herunder at klager ikke kan indbringes
for anden administrativ myndighed.
Bestemmelsen giver således erhvervs- og vækstministeren mulighed for at delegere de opgaver,
der efter loven påhviler ministeren, til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, ligesom ministeren
kan fastsætte regler om klageadgangen.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har beføjelser til at udstede bekendtgørelser efter den
foreslåede lovs § 9, stk. 7, (regler om erhvervsdrivendes informationspligt vedrørende uanmodede
henvendelser), § 11 (regler om mærkning og emballering) § 13, stk. 2, (regler om
prisoplysninger m.v.), § 19 (risikooplysninger for kreditaftaler), § 26 (digital kommunikation),
§ 27, stk. 9 (politibistand ved kontrolundersøgelser), § 30, stk. 3, (gebyr for forhåndsbesked)
og § 38 (administrative bødeforlæg).
Fra henlæggelsesbeføjelsen er undtaget ministerens adgang til at fastsætte nærmere regler
om Forbrugerombudsmandens virksomhed, jf. den foreslåede § 25, stk. 5. Dette skyldes, at det
ikke er hensigtsmæssigt, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som er sekretariat for Forbrugerombudsmanden,
fastsætter regler for denne.
SIDE 168 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Til § 40 om ikrafttræden
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2017.
Det foreslås i stk. 2, at regler fastsat i medfør af de gældende love opretholdes, indtil de ophæves
eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af denne lov.
Med begrebet fastsat forstås regler, der er udstedt og opretholdt i medfør af de gældende lov.
Disse regler forbliver i kraft indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af
den foreslåede lov.
Det er hensigten, at de enkelte bekendtgørelser vil blive gennemgået efter denne lovs vedtagelse,
og at det i samråd med de relevante erhvervs- og forbrugerorganisationer vil blive vurderet,
om der fortsat er behov for at opretholde andre eller særlige regler.
Det drejer sig om følgende bekendtgørelser:
Bekendtgørelse nr. 1084 af 14. september 2007 om urimelig markedsføring i forbrugerforhold.
Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af § 3, stk. 4, og § 30, stk. 5, i lov nr. 1389 af 21.
december 2005 om markedsføring, som senest ændret ved lov nr. 1547 af 20. december 2006,
§ 4 i lov nr. 181 af 28. februar 2007 og § 1 i bekendtgørelse nr. 889 af 26. oktober 1994 om
henlæggelse af visse beføjelser til Forbrugerstyrelsen.
Bekendtgørelse nr. 1372 af 16. december 2009 om tjenesteyderes pligt til at give oplysninger
til tjenestemodtagere. Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af § 7a og § 30, stk. 5 i lov nr. 839
af 31. august 2009 om markedsføring, og efter bemyndigelse i henhold til § 1 i bekendtgørelse
nr. 889 af 26. oktober 1994 om henlæggelse af visse beføjelser til Forbrugerstyrelsen.
Bekendtgørelse nr. 1203 af 28. september 2010 om information til forbrugerne om priser på
låne- og kredittilbud og valutakurser (skiltningsbekendtgørelsen). Bekendtgørelsen er udstedt
i medfør af § 13, stk. 8, nr. 1 og 2, og § 30, stk. 5, i lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse
nr. 839 af 31. august 2009, som ændret ved lov nr. 719 af 25. juni 2010.
Bekendtgørelse nr. 1457 af 18. december 2012 om risikoklassificering af visse udlånsprodukter.
Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af § 43, stk. 3, og § 373, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed,
jf. lovbekendtgørelse nr. 705 af 25. juni 2012, samt § 14 b og § 30, stk. 5, i lov om
markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 58 af 20. januar 2012.
Bekendtgørelse nr. 487 af 21. september 1918 angående handel med og benyttelse af mineralvandssifoner,
patentflasker og kasser til transport af øl og mineralvande. Bekendtgørelsen er
udstedt i medfør af § 1 i midlertidig Lov af 7. august 1914 om regulering af prisen på levnedsmidler
og varer, jf. lovene af 16. november 1914 og 7. december 1917 om straf for overtrædelse
af de ifølge fornævnte lov trufne foranstaltninger, som er videreført i den gældende lovs §
17.
Bekendtgørelse nr. 305 af 4. oktober 1938 angående Benyttelse af og Handel med Øl- og Mineralvandsflasker.
Udstedt i medfør af lov nr. 165 af 13. april 1938 om tillæg til Lov i uretmæssig
Konkurrence og Varebetegnelse, jf. § 1, som er videreført i den gældende lovs § 17.
Bekendtgørelse nr. 122 af 6. marts 1973 om krystalglasvarer. Bekendtgørelsen er udstedt i
medfør af § 16 i lov om uretmæssig konkurrence og varebetegnelse, jfr. lovbekendtgørelse nr.
145 af 1. maj 1959, som ændret ved lov nr. 506 af 29. november 1972 og under henvisning til
rådsdirektiv af 15. december 1969 om tilnærmelse af EF-landenes lovgivninger om krystalglas
SIDE 169 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
(69/493/EØF), som tilpasset i bilag I, afsnit X, 1. til akten til traktaten om Danmarks tiltrædelse
af EF, som er videreført i den gældende lovs § 17.
Bekendtgørelse nr. 321 af 16. juni 1978 om salg af beklædningsgenstande. Bekendtgørelsen er
udstedt i medfør af § 10, stk. 1, og § 19, stk. 4, i lov nr. 297 af 14. juni 1974 om markedsføring,
som er videreført i den gældende lovs § 17, stk. 1.
Bekendtgørelse nr. 46 af 26. januar 1999 om visse metoder for kvantitativ analyse af tekstilfiberblandinger.
Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af § 11, i lov nr. 428 af 1. juni 1994 om
markedsføring, som, bortset fra en mindre sproglig justering, er videreført i den gældende
lovs § 17, stk. 1, samt bekendtgørelse nr. 889 af 26. oktober 1994 om henlæggelse af visse
beføjelser til Forbrugerstyrelsen.
Bekendtgørelse nr. 247 af 19. april 1990 om frivillig mærkning af husholdningsapparater med
oplysning om luftbåren støj. Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af § 10, stk. 2 i lov om markedsføring,
jf. lovbekendtgørelse nr. 55 af 28. januar 1987 og til gennemførelse af rådsdirektiv
af 1. december 1986 (86/594/EØF), som er videreført i den gældende lovs § 17, stk. 2.
Bekendtgørelse nr. 759 af 15. september 1995 om mærkning af materialer anvendt i hovedbestanddelene
af fodtøj med henblik på salg i detailleddet. Bekendtgørelsen er udstedt i medfør
af § 11, stk. 2, i lov nr. 428 af 1. juni 1994 om markedsføring, som er videreført i den gældende
lovs § 17, stk. 2, og § 1 i bekendtgørelse nr. 889 af 26. oktober 1994 om henlæggelse af visse
beføjelser til Forbrugerstyrelsen.
Følgende bekendtgørelser er udstedt i medfør af prismærkningsloven, som blev ophævet pr. 1.
juli 2007, og som nu er videreført i den gældende markedsføringslovs § 13, jf. § 13, stk. 8:
Bekendtgørelse nr. 866 af 18. september 2000 om oplysning om salgspris og enhedspris for
forbrugsvarer.
Bekendtgørelse nr. 500 af 22. juni 1995 om prisskiltning for motorbrændstof.
Bekendtgørelse nr. 866 af 12. oktober 1994 om skiltning med organiseret rabat eller anden
særlig fordel (Rabatbekendtgørelsen).
Bekendtgørelse nr. 237 af 30. marts 1994 om skiltning med gebyrer og valutakurser i pengeinstitutter.
Bekendtgørelse nr. 7 af 3. januar 1991 om skiltning for autoreperationer(*1)
Bekendtgørelse nr. 10021 af 30. november 1988 om mærkning og skiltning i trælasthandler,
tømmerhandler og byggemarkeder (*1)
Bekendtgørelse nr. 10003 af 6. april 1988 om mærkning med nettomængde af færdigpakninger
af vaske- og rengøringsmidler, pudse- og poleremidler, husholdningskemikalier, malevarer,
strikkegarn og vat (* 1) (nettomængdebekendtgørelsen)
Bekendtgørelse nr. 10002 af 16. marts 1988 om mærkning eller skiltning samt annoncering
med kortvarige generelle prisnedsættelser for varer.
Bekendtgørelse nr. 10025 af 10. oktober 1985 om mærkning med nettomængde af færdigpakninger
i rulleform af køkkenruller, toiletpapir, husholdningsfolie af plast og aluminium, bagepapir
og madpapir.
SIDE 170 KAPITEL 2 MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det foreslås i bestemmelsens 2. pkt., at overtrædelser af ovenstående bekendtgørelser straffes
med bøde efter de hidtil gældende regler.
Til § 41 om Færøerne og Grønland
Det foreslås, at loven i lighed med den gældende lov ikke gælder for Færøerne og Grønland.
SIDE 171 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Kapitel 3
EU-regulering af relevans for markedsføringsloven
Enhedsprismærkningsdirektivet (Direktiv 98/6/EF)
Beskrivelse
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF af 16. februar 1998 om forbrugerbeskyttelse
i forbindelse med angivelse af priser på forbrugsvarer (herefter enhedsprismærkningsdirektivet)
fastsætter krav om angivelse af salgsprisen og prisen pr. måleenhed for varer, som
udbydes af forhandlere til forbrugerne. Formålet med reglerne er at forbedre forbrugeroplysningen
og lette sammenligning af priser på tværs.
Direktivet stiller blandt andet krav om, at reklamer i visse tilfælde skal angive prisen pr. måleenhed,
såfremt salgsprisen nævnes. Ligeledes stiller direktivet krav om, at angivelsen af salgsprisen
og prisen pr. måleenhed skal ske på en måde, så prisangivelserne ikke kan misforstås,
er umiddelbart synlige og let læselige.
Harmoniseringsgrad
Minimumsharmonisering, jf. artikel 10.
Implementering i dansk ret
Enhedsprismærkningsdirektivet blev implementeret ved lov nr. 1090 af 29. december 1999 i
den daværende prismærkningslov, hvor der bl.a. blev indsat en hjemmel til at fastsætte regler
om enhedsprismærkning. Hjemlen er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 866 af 18.
september 2000 om oplysning om salgspris og enhedspris for forbrugsvarer (prismærkningsbekendtgørelsen).
Bekendtgørelsen stiller bl.a. krav til indholdet af prisoplysninger i reklamer
og andet markedsføringsmateriale.
Prismærkningsloven blev inkorporeret i markedsføringsloven i 2005, og i den forbindelse
blev § 13 vedrørende prisoplysninger indsat i markedsføringsloven. Bestemmelsen stammer
fra den daværende prismærkningslov og implementerer dele af enhedsprismærkningsdirektivet.
Bestemmelsen fastsætter de grundlæggende og generelle regler om prisoplysninger ved
mærkning, skiltning eller anden tydelig oplysning.
SIDE 172 KAPITEL 3 EU-REGULERING AF RELEVANS FOR MARKEDSFØRINGSLOVEN
Forbrugerkøbsdirektivet (Direktiv 99/44/EF)
Beskrivelse
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse aspekter af
forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed (herefter forbrugerkøbsdirektivet) indeholder
dels civilretlige regler om mangler ved salgsgenstanden m.v., dels markedsføringsretlige
regler om anvendelsen af garantier m.v. Formålet med reglerne er at sikre et ensartet minimumsniveau
af forbrugerbeskyttelse i forhold til køb af forbrugersvarer og garantier.
Harmoniseringsgrad
Minimumsharmonisering, jf. præamblens pkt. 4-5 og artikel 1, pkt. 1.
Implementering i dansk ret
Forbrugerkøbsdirektivet blev implementeret i markedsføringsloven ved lov nr. 342 af 2. juni
1999. Det er alene forbrugerkøbsdirektivets markedsføringsretlige regler om anvendelsen af
garantier, der er gennemført i markedsføringsloven. Reglerne blev gennemført i den allerede
eksisterende garantibestemmelse i lovens § 4 (svarende til den gældende lovs § 12, stk. 1), og
udbyggede denne med visse indholdsmæssige krav til garantierklæringer ved tilføjelsen af et
nyt stk. 2 (svarende til den gældende lovs § 12, stk. 2). Formålet med tilføjelsen har været at
styrke forbrugerens bevismæssige stilling og dels at undgå vildledning med hensyn til garantiens
indhold.
Direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation (Direktiv
2002/58/EF) og e-Privacydirektivet (Direktiv 2009/136/EF)
Beskrivelse
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger
og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor
(herefter e-databeskyttelsesdirektivet) sikrer et ensartet niveau i beskyttelsen af grundlæggende
rettigheder herunder navnlig privatlivets fred i forbindelse med behandling af personoplysninger
inden for den elektroniske kommunikationssektor.
Direktivet indfører på EU-plan et forbud mod fremsendelse af uanmodede reklamehenvendelser
med elektronisk post, medmindre modtageren på forhånd har givet samtykke hertil, jf.
artikel 13, pkt. 1, samt en undtagelse fra forbuddet for de tilfælde, hvor en kunde i forbindelse
med salg af en vare eller en tjenesteydelse har oplyst sin elektroniske adresse til den erhvervsdrivende,
jf. artikel 13, pkt. 2.
I 2009 blev Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25. november 2009 om
ændring af direktiv 2002/58/EF om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets
fred i den elektroniske kommunikationssektor (herefter e-Privacydirektivet) vedtaget.
Direktivet indeholder en række ændringer til e-databeskyttelsesdirektivet. Det blev imidlertid
vurderet, at der ikke var behov for at fortage ændringer i markedsføringsloven som følge af
SIDE 173 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
ændringerne til e-databeskyttelsesdirektivet indeholdt i e-Privacydirektivet, idet disse allerede
var indeholdt i markedsføringsloven.
Harmoniseringsgrad
Totalharmonisering, jf. præamblens pkt. 8 og artikel 1, stk. 1, i e-databeskyttelsesdirektivet.
Implementering i dansk ret
Fjernsalgsdirektivet7 og ISDN-direktivet8 blev implementeret i markedsføringsloven ved lov
nr. 442 af 31. maj 2000 om ændring af lov om visse forbrugeraftaler, markedsføringsloven og
visse andre love.
Med implementeringen af fjernsalgsdirektivet og ISDN-direktivet blev der indført en ny bestemmelse
i markedsføringsloven vedrørende uanmodet markedsføring ved brug af fjernkommunikation,
nemlig § 6 a (svarende til den gældende lovs § 6).
E-databeskyttelsesdirektivet blev implementeret i markedsføringsloven ved lov nr. 450 af 10.
juni 2003 om ændring af lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet med flere
love. Med implementeringen af e-databeskyttelsesdirektivet blev der indført en undtagelse til
forbuddet mod uanmodet henvendelse i markedsføringsloven, og dermed indsat et nyt stk. 2
til bestemmelsen. I samme forbindelse blev de daværende stk. 2-6 ændret til stk. 3-7.
Direktivet om urimelig handelspraksis (Direktiv 2005/29/E)
Beskrivelse
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige
handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked (herefter direktivet om urimelig
handelspraksis) fastsætter fælles EU-regler for at beskytte forbrugerne mod, at erhvervsdrivende
anvender urimelige markedsføringsmetoder, i direktivet kaldet urimelig handelspraksis.
Direktivet er baseret på en generalklausul, der omhandler et forbud mod urimelig handelspraksis.
Herved forstås praksis, der ikke opfylder kravene til professionel omhu, og som er
egnet til at påvirke efterspørgslen.
__________________
7
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende
fjernsalg.
8
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/66/EF af 15. december 1997 om behandling af personoplysninger og beskyttelse
af privatlivets fred inden for telesektoren.
SIDE 174 KAPITEL 3 EU-REGULERING AF RELEVANS FOR MARKEDSFØRINGSLOVEN
Derudover beskrives i artikel 6-9 to hovedkategorier inden for urimelig handelspraksis –
”vildledende” og ”aggressiv” praksis. Vildledende handelspraksis kan både være vildledende
handlinger og vildledende undladelser.
Størstedelen af urimelige former for handelspraksis vil falde ind under disse bestemmelser.
Når man anvender ovenstående bestemmelser, vurderes handelspraksis på baggrund af den
virkning, den har eller kan forventes at have på gennemsnitsforbrugeren.
Direktivet indeholder i bilag 1 en sortliste over de former for praksis, der under alle omstændigheder
anses som urimelige, og derfor er forbudt. Her anvendes gennemsnitsforbrugertesten
ikke.
Direktivforslaget finder anvendelse på urimelig handelspraksis i forholdet mellem erhvervsdrivende
og forbrugere og angår alene den form for urimelig handelspraksis, som kan skade
forbrugernes økonomiske interesser. Det betyder, at erhvervsmæssige dispositioner, der rejser
spørgsmål om smag, anstændighed/sømmelighed og almene samfundsinteresser ikke er
omfattet af forslaget, når disse handlinger ikke er egnet til at påvirke efterspørgslen.
Sundheds- og sikkerhedsaspekter, der relaterer sig til produkter, falder desuden uden for
forslagets anvendelsesområde. Der er f.eks. tale om restriktioner og forbud vedrørende handelspraksis,
der er begrundet i forbrugernes sundhed og sikkerhed, f.eks. i forbindelse med
alkohol, tobak eller lægemidler. Forslaget berører heller ikke kontraktretten samt domstolenes
kompetence.
Sektorregulering, der regulerer urimelig handelspraksis specifikt, har endvidere forrang i
forhold til forslaget, medmindre sektorreguleringen alene bygger på brede principper om
rimelig handelspraksis m.v. Forslaget supplerer desuden sektorregulering, der alene indeholder
aspekter af kommerciel praksis såsom informationskrav.
Harmoniseringsgrad
Totalharmonisering, jf. præamblens pkt. 3-7 og artikel 1, jf. artikel 4. Der er dog visse undtagelser
til totalharmoniseringen, jf. præamblens pkt. 7 og direktivets artikel 3.
Implementering i dansk ret
Direktivet om urimelig handelspraksis er implementeret i markedsføringsloven ved lov nr.
1547 af 20. december 2006 og bekendtgørelse nr. 1084 af 14. september 2007 om urimelig
markedsføring i forbrugerforhold. Bekendtgørelsen implementerer direktivets bilag 1, der er
en liste over de former for handelspraksis, der under alle omstændigheder anses som urimelige.
Med implementeringen af direktivet blev den allerede gældende generalklausul i markedsføringslovens
§ 1 præciseret med følgende ordlyd »Markedsføring, der angår forbrugernes økonomiske
interesser, må ikke være egnet til mærkbart at forvride deres økonomiske adfærd«.
SIDE 175 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Derudover blev vildledningsreglen i markedsføringslovens § 3 omformuleret, så den harmonerede
med direktivets terminologi.
Lovens § 5, stk. 3, om særtilbud, blev ophævet for at tilpasse bestemmelsen om sammenlignende
reklame i overensstemmelse med den ændring af reglerne i direktiverne om vildledende
og sammenlignende reklame, som er foretaget med direktivet.
Endvidere blev der indført en ny bestemmelse i lovens § 12 a, som fastsætter en række oplysningskrav
i forbindelse med fremsættelse af en købsopfordring. Det vil sige en markedsføring,
som indeholder en opfordring til køb rettet mod forbrugerne.
Herudover blev lovens anvendelsesområde i forhold til finansielle virksomheder præciseret,
ligesom der skete en præcisering af lovens § 14 om kreditkøb, således at det klart fremgår, at
bestemmelsen er teknologineutral.
Endelig blev der i markedsføringsloven indsat en ny § 22 a, der omhandler Forbrugerombudsmandens
mulighed for at foretage kontrolundersøgelser på stedet, hvis det skulle blive
nødvendigt i forbindelse med klage, fra et andet EU-land, over en dansk virksomhed.
Efterfølgende ændringer i markedsføringsloven som følge af direktivet
Ved lov nr. 621 af 14. juni 2011 blev forbuddet mod rabatkuponer og købsbetingede konkurrencer
i §§ 10 og 11 ophævet. Samtidig blev markedsføringslovens § 9 om salgsfremmende
foranstaltninger præciseret med henblik på at sikre, at forbrugerne får mulighed for at gennemskue
tilbud ved brug af salgsfremmende foranstaltninger.
Ændringen fandt sted på baggrund af EU-Domstolens fortolkning af direktivet om urimelig
handelspraksis.
Direktivet om vildledende og sammenlignende reklame (Direktiv 2006/114/EF)
Beskrivelse
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006 om vildledende
og sammenlignende reklame (herefter direktivet om vildledende og sammenlignende reklame)
fastsætter fælles EU-regler for at beskytte erhvervsdrivende mod vildledende reklame og
de urimelige følger heraf, og fastlægger under hvilke omstændigheder sammenlignende reklame
er tilladt.
Direktivet kodificerer Rådets direktiv 84/450/EØF af 10. september 1984 om indbyrdes tilnærmelse
af medlemsstaterne love og administrative bestemmelser om vildledende reklame
(herefter direktivet om vildledende reklame), som er blevet ændret ved direktiv 97/55/EF
(herefter direktiv om vildledende reklame for at medtage sammenlignende reklame) og direktiv
2005/29/EF (direktivet om urimelig handelspraksis).
SIDE 176 KAPITEL 3 EU-REGULERING AF RELEVANS FOR MARKEDSFØRINGSLOVEN
Harmoniseringsgrad
Minimumsharmonisering, jf. artikel 8, pkt. 1. Dog totalharmonisering for så vidt angår betingelserne
for sammenlignende reklame, jf. artikel 8, pkt. 2, og præamblens pkt. 6.
Implementering i dansk ret
Direktivet om vildledende reklame9 er implementeret i markedsføringsloven ved lov nr. 428 af
1. juni 1994 om markedsføring.
Med implementeringen af direktivet om vildledende reklame blev reglen om dokumentation
af faktiske forhold indført som stk. 4 til markedsføringslovens § 2 (svarende til den gældende
lovs § 3, stk. 3). I forbindelse med implementeringen af direktivet om urimelig handelspraksis
blev det anført i bemærkningerne til lov nr. 1547 af 20. december 2006, at reglen om dokumentation
af faktiske forhold nu er en implementering af direktivet om urimelig handelspraksis,
jf. artikel 12, litra a.
Direktivet om vildledende reklame for at medtage sammenlignende reklame10, er implementeret
i markedsføringsloven ved lov nr. 164 af 15. marts 2000.
Sammenlignende reklame var tidligere reguleret af de generelle bestemmelser i markedsføringslovens
§ 1 om god markedsføringsskik, § 2 om vildledning og § 5 om forretningskendetegn.
Med implementeringen af direktivet om vildledende reklame for at medtage sammenlignende
reklame blev § 2 a indført i markedsføringsloven (svarende til den gældende lovs § 5,
bortset fra, at det oprindelige stk. 3 om særtilbud, er ophævet).
Endvidere blev der i markedsføringsloven indført en ny bestemmelse, der sikrer Forbrugerombudsmanden
en klar hjemmel til at forlange dokumentation vedrørende sammenlignende
reklame fremlagt inden for en kort frist. Denne regel blev indsat som 2. pkt. til den dagældende
§ 15, stk. 2, (svarende til den gældende lovs § 22 stk. 2, 2. pkt.).
__________________
9
Rådets direktiv 84/450/EØF af 10. september 1984 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaterne love og administrative
bestemmelser om vildledende reklame.
10
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/55/EF af 6. oktober 1997 om ændring af direktiv 84/450/EØF om vildledende
reklame for at medtage sammenlignende reklame,
SIDE 177 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde (Forordning nr. 2006/2004)
Beskrivelse
Europa-Parlamentets og rådets forordning (EF) Nr. 2006/2004 af 27. oktober 2004 om samarbejde
mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse
(herefter CPC-forordningen) etablerer et formelt og bindende samarbejde
mellem de europæiske håndhævelsesmyndigheder. Forordningen finder anvendelse på overtrædelser
af EU-retsakter, som beskytter forbrugernes kollektive interesser (bl.a. direktivet
om urimelig handelspraksis). Retsakterne fremgår af bilaget til forordningen.
Forordningen kræver, at der i hvert enkelt medlemsland findes en offentlig myndighed, som
er beføjet til at håndhæve disse retsakter, således som de er gennemført i national ret. Beføjelserne
omfatter bl.a. retten til at kræve relevante dokumenter, at anmode om supplerende
relevant information, at kræve nedlæggelse af forbud mod en ulovlig handling og få beslaglagt
midler m.v.
I praksis indebærer forordningen, at hvis et firma fra et andet EU-land – fx Frankrig - overtræder
en af retsakterne i Danmark, kan den relevante danske myndighed bede den tilsvarende
myndighed i Frankrig om at bringe overtrædelsen til ophør. Omvendt skal den danske myndighed
bringe overtrædelsen til ophør, hvis et dansk firma krænker lovgivningen i Frankrig.
Forbrugerombudsmanden er udnævnt til at fungere som central håndhævelsesmyndighed,
national forbindelses- og koordinationsmyndighed samt som medlem i den komité, der er
nedsat til fastlæggelse af samarbejdet.
Rammerne for CPC-samarbejdet blev etableret ved udgangen af 2005, og selve samarbejdet
trådte i kraft i slutningen af 2006.
Implementering i dansk ret
Selve forordningen er umiddelbart gældende i Danmark og kræver ikke implementering. Men
da der ikke fandtes den nødvendige hjemmel i markedsføringsloven, retsplejeloven eller anden
lovgivning til, at Forbrugerombudsmanden kunne gennemføre kontrolundersøgelser på
stedet, hvis det skulle blive nødvendigt i forbindelse med en klage fra et andet EU-land over en
dansk virksomhed, blev der indført en sådan hjemmel i markedsføringslovens § 22 a.
Servicedirektivet (Direktiv 2006/123/EF)
Beskrivelse
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser
i det indre marked (herefter servicedirektivet) har to primære formål. For det første at
fjerne hindringer for etableringsfriheden for tjenesteydere, og for det andet at fjerne hindringer
for den frie udveksling af tjenesteydelser mellem EU's medlemslande. Derudover skal
direktivet sikre den fornødne retssikkerhed, både for dem der leverer tjenesteydelser, og dem
der modtager tjenesteydelser. Direktivet gælder kun for tjenesteydere, der er etableret i et
SIDE 178 KAPITEL 3 EU-REGULERING AF RELEVANS FOR MARKEDSFØRINGSLOVEN
EU-land. Direktivet dækker en stor del af sektorerne på serviceområdet som fx turisme og
håndværksvirksomhed, mens enkelte sektorer som fx transport, sundhed og finansielle serviceydelser
ikke er en del af direktivets anvendelsesområde.
Servicedirektivets artikel 22 og 27 indeholder en række oplysningsforpligtelser, som en udbyder
af tjenesteydelser skal give med det formål at styrke gennemsigtigheden og forbrugernes
tillid til tjenesteydelser samtidig med, at forbrugerne sættes bedre i stand til at vælge
leverandør af en tjenesteydelse. Servicedirektivets oplysningskrav angår alene tjenesteydelser,
ikke varer, og oplysningskravene supplerer de krav, der er fastsat i EU-retten, herunder
reglerne i forbrugerrettighedsdirektivet (direktiv 2011/83/EF), direktivet om urimelig handelspraksis
(direktiv 2005/29/EF) og e-handelsdirektivet (direktiv 2000/31/EF).
Servicedirektivets artikel 22 fastsætter krav om, at en tjenesteyder skal stille prisen for tjenesteydelsen
til rådighed for en tjenestemodtager, hvis tjenesteyderen på forhånd har fastsat en
pris for en given type ydelse. Direktivet angiver endvidere, at hvis tjenesteyderen ikke på
forhånd har fastsat prisen for en given type ydelse, skal tjenesteyderen efter anmodning herom
fra tjenestemodtageren oplyse om prisen for tjenesteydelsen. Hvis prisen for tjenesteydelsen
ikke kan opgives nøjagtigt, oplyses prisberegningsmetoden, således at prisen kan efterprøves
af tjenestemodtageren, eller også oplyses et tilstrækkelig udførligt tilbud.
Disse oplysningskrav i servicedirektivet er implementeret ved bekendtgørelse nr. 1372 af 16.
december 2009 om tjenesteyders pligt til at give oplysninger til tjenestemodtagere.
Harmoniseringsgrad
Direktivet indeholder et forbud mod barrierer for tjenesteydelsernes fri bevægelighed, men er
ikke decideret totalharmonisering, jf. artikel 20, pkt. 2.
Implementering i dansk ret
Servicedirektivet blev implementeret i markedsføringsloven ved lov nr. 364 af 13. maj 2009
om ændring af næringsloven, markedsføringsloven, erhvervsfremmeloven og forskellige andre
love på Økonomi- og Erhvervsministeriets område.
Markedsføringsloven indeholdt allerede inden gennemførslen af servicedirektivet en række af
servicedirektivets oplysningskrav, eksempelvis kravet om prisoplysninger i § 13.
Med implementeringen af servicedirektivet blev der indsat en bemyndigelsesbestemmelse i
markedsføringsloven til at udstede en bekendtgørelse i overensstemmelse med servicedirektivets
anvendelsesområde, nemlig § 7 a.
Bemyndigelsen er som ovenfor nævnt udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 1372 af 16.
december 2009 om tjenesteyderes pligt til at give oplysninger til tjenestemodtagere (servicebekendtgørelsen).
Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, som gennemfører dele af servicedirektivet.
SIDE 179 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det centrale indhold i servicebekendtgørelsen er, at tjenesteydere på en klar og entydig måde
i god tid før aftaleindgåelsen eller tjenesteydelsens udførelse skal informere tjenestemodtageren
om oplysningskravene indeholdt i § 3.
Forbrugerkreditdirektivet (Direktiv 2008/48/EF)
Beskrivelse
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler
(herefter forbrugerkreditdirektivet) fastlægger reglerne i EU for forbrugerkreditaftaler
og fastsætter en række krav i forbindelse med markedsføring og indgåelse af kreditaftaler.
Forbrugerkreditdirektivets artikel 4 fastsætter en række krav til indholdet af reklamer for
kreditaftaler.
Reglerne i artikel 4 supplerer direktivet om urimelig handelspraksis, der også omfatter reklame
for kreditaftaler, jf. forbrugerkreditdirektivets artikel 4, stk. 4, hvoraf det fremgår at forbrugerkreditdirektivet
ikke berører direktivet om urimelig handelspraksis. Direktivet om
urimelig handelspraksis er implementeret i markedsføringsloven.
Harmoniseringsgrad
Totalharmonisering med visse undtagelser hertil, jf. præamblens pkt. 9 og artikel 1.
Implementering i dansk ret
Det tidligere forbrugerkreditdirektiv11 blev implementeret i den tidligere prismærkningslov
ved lov nr. 395 af 13. juni 1990 om mærkning og skiltning med pris m.v.
Markedsføringslovens § 14 stammer fra den tidligere prismærkningslov, og implementerer
forbrugerkreditdirektivet fra 1986.
§ 14 regulerer, hvilke prisoplysninger udbydere af kreditkøb skal give ved genstandsbestemte
kreditkøb.
Forbrugerkreditdirektivet fra 2008 er implementeret i markedsføringslovens § 14 a ved lov
nr. 535 af 25. maj 2010 om ændring af lov om kreditaftaler og lov om markedsføring.
__________________
11
Rådets direktiv 87/102/EØF af 22. december 1986 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative
bestemmelser om forbrugerkredit.
SIDE 180 KAPITEL 3 EU-REGULERING AF RELEVANS FOR MARKEDSFØRINGSLOVEN
§ 14 a medrører, at alle kreditaftaler, herunder kreditkøb, er underlagt de samme regler om
markedsføring.
I forbindelse med indsættelsen af § 14 a blev § 5 i bekendtgørelse nr. 193 af 1. marts 2007 om
information til forbrugere om priser på låne- og kredittilbud og valutakurser (skiltningsbekendtgørelsen),
som vedrørte krav til markedsføring af låne- eller kredittilbud, ophævet. Bekendtgørelsens
øvrige oplysningskrav ved udbud af låne- og kredittilbud med mulighed for
bestilling gælder fortsat og supplerer markedsføringslovens regler.
Boligkreditdirektivet (Direktiv 2014/17/EU)
Beskrivelse
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/EU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler
i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og
direktiv 2013/36/EU (herefter boligkreditdirektivet) harmoniserer visse dele af medlemslandenes
love og administrative bestemmelser om aftaler om forbrugerkredit sikret ved pant
eller på anden vis i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Direktivet indeholder blandt
andet en forpligtelse til at foretage en vurdering af kreditværdigheden inden ydelsen af kreditten
ydes, med henblik på at udvikle effektive standarder for kreditgivning i forbindelse med
finansiering af fast ejendom til beboelse i medlemslandene.
Hertil kommer, at direktivet stiller krav om, at der skal indføres tilsyn med kreditformidlere,
ligesom långivere, der ikke er kreditinstitutter, skal underlægges tilsyn.
Harmoniseringsgrad
Direktivet har til formål at harmonisere medlemslandenes love og administrative bestemmelser
om aftaler om forbrugerkredit sikret ved pant i fast ejendom til beboelse
Implementeret i dansk ret
Boligkreditdirektivet er implementeret i dansk ret ved lov nr. 532 af 29. april 2015 om ændring
af lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel virksomhed, lov om kreditaftaler, lov
om finansielle rådgivere, lov om pantebrevsselskaber, lov om realkreditlån og realkreditobligationer
m.v. og forskellige andre love og i bekendtgørelse nr. 332 af 7. april 2016 om god skik
for boligkredit.
Landeundersøgelse
Udvalget har i sit arbejde med markedsføringsloven fået foretaget en undersøgelse af, hvorledes
landene Storbritannien, Nederlandene, Tyskland, Norge og Sverige har implementeret
direktivet om urimelig handelspraksis, e-databeskyttelsesdirektivet og forbrugerkreditdirektivet
i deres lovgivning, og hvordan de fortolker en række af de begreber, som direktiverne
anvender.
SIDE 181 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Input til landeundersøgelsen er leveret af de fem landes myndigheder, der hver har besvaret
34 spørgsmål. Spørgsmålene angår navnlig landenes direktivimplementering, deres håndhævelsesregler
samt brugen af vejledninger/retningslinjer. I enkelte tilfælde, er myndighedernes
svar blevet suppleret med lokale advokatinput. Alle de modtagene svar er blevet analyseret
om sammenholdt med retsstillingen i Danmark.
Efter udvalgets vurdering kan der på baggrund af svarene i forbindelse med landeundersøgelsen
drages en række væsentlige konklusioner, hvoraf følgende skal fremhæves:
Direktivet om urimelig handelspraksis (2005/29/EF)
• I 2-3 af de andre lande inkluderer ”direkte relation til promovering, salg eller udbud
af et produkt” indirekte salgsforanstaltninger (fx imagemarkedsføring og branding).
• Kun Norge og Sverige har lovregler lignende markedsføringslovens § 1 for b2b.
• Forhandlerpræmiering er ikke underlagt særlige regler eller vejledninger/retningslinjer
i de andre lande.
• Af de andre lande har kun Storbritannien særlige regler eller vejledninger/
retningslinjer for brugerne af konkurrencer i markedsføring. Ingen af de andre
lande har særlige regler eller vejledninger/retningslinjer for brugerne af rabatkuponer
i markedsføring.
• En ”kommerciel hensigt” er ifølge 3 andre lande ikke nødvendigvis betinget af en aftale
mellem den erhvervsdrivende og eksempelvis den blogger, der omtaler eller
fremviser den erhvervsdrivendes produkt/tjenesteydelse.
• Landenes kriterier for bødeberegning ved overtrædelse af artikel 6 og 7 (svarende til
den gældende markedsføringslovs §§ 3, 4 og 9) adskiller sig ganske meget fra hinanden.
E-databeskyttelsesdirektivet (2002/58/EF og 2009/136/EF)
• Ingen af de andre lande benytter sig af en objektiv beregningsmodel ved bødesanktionering
af overtrædelse af artikel 13 (svarende til den gældende markedsføringslovs
§ 6).
• Begrebet ”elektronisk post” i artikel 13 fortolkes forskelligt. Eksempelvis omfatter
begrebet ikke beskeder sendt via sociale medier i Storbritannien, mens begrebet i
Norge omfatter ”tweets” på ”Twitterfeeded”.
• Der er forskellige krav til indholdet af et ”specifikt samtykke” i artikel 13’s forstand.
Eksempelvis stiller Norge strengere krav end Danmark, mens det i Nederlandene og
Storbritannien har et mere lempeligt indhold. Nederlandene og Storbritannien har en
tilsvarende lempeligere og bredere forståelse af begrebet ”egne tilsvarende produkter
og tjenesteydelser” i artikel 13.
• Ifølge Storbritannien indeholder begrebet ”i forbindelse med salg” ikke krav om, at et
egentlig salg skal have fundet sted. Forhandlinger om salg eller forbrugerens konkrete
og udtrykkelige interesse i produkter/tjenesteydelser kan være tilstrækkeligt til at
SIDE 182 KAPITEL 3 EU-REGULERING AF RELEVANS FOR MARKEDSFØRINGSLOVEN
tillade direkte markedsføring efter artikel 13, stk. 2 (svarende til den gældende markedsføringslovs
§ 6, stk. 2).
Forbrugerkreditdirektivet (2008/48/EF)
• 3 andre land benytter sig af begrebet ”reklame” (og ikke af begrebet ”markedsføring”)
i deres nationale lovgivning. Af disse lande anvender kun Tyskland og Storbritannien
en snæver fortolkning af begrebet ”reklame” og ekskluderer andre typer af
markedsføring fra begrebet.
• Landenes fortolkning af ”fremtrædende” i artikel 4’s forstand (svarende til den gældende
markedsføringslovs § 14 a) stemmer i det væsentlige overens med Forbrugerombudsmandens
fortolkning.
• I 2 andre lande suppleres artikel 4 med regler, der er mere eller mindre sammenlignelige
med de danske regler efter skiltningsbekendtgørelsen.
Håndhævelse og vejledninger/retningslinjer
• Der er betydelige forskelle på landenes håndhævelsesregler ved overtrædelse af direktivet
om urimelig handelspraksis og direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk
kommunikation.
• Sveriges fremgangsmåde ved bødesanktionering er reelt den eneste, der minder om
den danske.
• 4 af de andre lande udsteder vejledninger/retningslinjer, der er sammenlignelige
med Forbrugerombudsmandens.
SIDE 183 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Kapitel 4
Markedsføringslovsudvalgets overvejelser
§ 1 Anvendelsesområde (Tidligere § 2)
Gældende ret
Markedsføringslovens anvendelsesområde er i dag fastlagt i § 2. Bestemmelsen har følgende
ordlyd:
Anvendelsesområde
§ 2. Loven finder anvendelse på privat erhvervsvirksomhed samt på offentlig virksomhed, i det
omfang der udbydes varer og tjenesteydelser på markedet.
Stk. 2. § 1 og § 13, stk. 3 og stk. 8, nr. 1, finder ikke anvendelse på finansielle virksomheder, i det
omfang erhvervs- og vækstministeren har udstedt regler på det pågældende område.
Stk. 3. § 13, stk. 2 og 4-6, og §§ 15 og 16 finder ikke anvendelse på finansielle virksomheder.
Markedsføringslovens § 2, stk. 1
Markedsføringsloven finder anvendelse på privat erhvervsvirksomhed og offentlig virksomhed,
i det omfang der udbydes varer og tjenesteydelser på markedet.
Det indebærer ifølge forarbejderne, at enhver handling foretaget i erhvervsøjemed er omfattet
af loven, dvs. alle handlinger fra den indledende reklame over produktion, distribution og salg
til efterfølgende service og inkasso. Det er uden betydning, om den erhvervsdrivende opnår,
eller søger at opnå personlig økonomisk vinding, så længe det sker i erhvervsøjemed. Ved
”erhvervsøjemed” forstås, at handlingen skal ske som led i udøvelse af virksomhed inden for
SIDE 184 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
handel, industri, håndværk, landbrug, transport, liberale erhverv og anden form for virksomhed
på arbejds- og tjenesteydelsesområdet, herunder service- og velfærdsydelser. 12
Det afhænger således af den enkelte handlings karakter, og ikke virksomhedens organisationsform,
om et konkret forhold omfattes af loven.
Handlingerne, der foretages i humanitær, politisk eller religiøs sammenhæng, er kun omfattet
af loven, såfremt de kan siges at være udslag af erhvervsvirksomhed. Dette indebærer bl.a., at
almennyttige foreningers hvervning af medlemmer og politiske aktiviteter ikke er omfattet af
lovens anvendelsesområde, mens mere erhvervsmæssige aktiviteter, som en forening udfører,
falder ind under lovens anvendelsesområde. Det kan fx være tilfældet, hvis en forening driver
forlagsvirksomhed, arrangerer medlemsrejser, driver butikker etc.13
I forhold til det offentliges udbud af service- og velfærdsydelser til borgerne, er det afgørende,
om udbuddet sker på markedslignende vilkår og i konkurrence mellem flere offentlige
og/eller private udbydere. Fx kan ydelser inden for undervisningsområdet, som undervisning
på skoler og i gymnasier, ydelser inden for socialområdet, som dagtilbud og hjemmepleje og
ydelser inden for sundhedsområdet i form af hospitalsbehandling falde ind under markedsføringslovens
anvendelsesområde.14
Bestemmelsen om lovens anvendelsesområde har været i markedsføringsloven, siden loven
blev introduceret i 197415, oprindeligt som en del af bestemmelsen om god skik. I forbindelse
med 2005-loven16 blev bestemmelsen om lovens anvendelsesområde udskilt fra generalklausulen
og indsat som § 2 til markedsføringsloven. Der blev endvidere foretaget en præcisering
af lovens anvendelsesområde i bestemmelsen, således at det af lovens anvendelsesområde
udtrykkeligt fremgår, at den finder anvendelse på alle, som udbyder varer eller tjenesteydelser
på markedet.
__________________
12
Lf 13 af 6. oktober 2005, specielle bemærkninger til § 2.
13
Lf 13 af 6. oktober 2005, specielle bemærkninger til § 2.
14
Lf 13 af 6. oktober 2005, specielle bemærkninger til § 2.
15
Lov nr. 297 af 14. juni 1974.
16
Lov nr. 1389 af 21. december 2005.
SIDE 185 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Markedsføringslovens § 2, stk. 2
Markedsføringsloven gælder som udgangspunkt også for finansiel virksomhed17. Efter § 2, stk.
2, gælder generalklausulen i § 1 og forpligtelsen til at angive prisoplysninger efter § 13, stk. 3
og stk. 8, nr. 1, dog ikke for finansielle virksomheder, i det omfang erhvervs- og vækstministeren
har udstedt regler på det pågældende område.
Både Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden kan på eget initiativ tage sager op over for
finansielle virksomheder. Finanstilsynet kan politianmelde finansielle virksomheder for overtrædelser
af strafbelagte regler udstedt i medfør af lov om finansielle virksomheder, mens
Forbrugerombudsmanden kan politianmelde virksomhederne med hjemmel i markedsføringsloven.
I det omfang erhvervs- og vækstministeren anvender sin bemyndigelse efter § 2,
stk. 2, har Forbrugerombudsmandens dog ikke kompetence over for de finansielle virksomheder,
jf. markedsføringslovens § 22, stk. 1.
Erhvervs- og vækstministeren har med hjemmel i § 43, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed,
udstedt god skik bekendtgørelsen18 og prisoplysningsbekendtgørelsen19.
Muligheden for at undtage de finansielle virksomheder blev indsat i 200220. Undtagelserne
blev indsat som hhv. stk. 2 til § 1 om god skik og stk. 5 til den dagældende § 2 om vildledning. I
forbindelse med 2005-loven21 blev undtagelsen af finansielle virksomheder fra generalklausulen
og vildledningsbestemmelsen videreført i § 2, stk. 2. Samtidig blev prismærkningslovens
regler om markedsføring af tjenesteydelser, herunder kredit og prisoplysning, føjet til bestemmelsen
i forbindelse med inkorporeringen af prismærkningsloven i markedsføringsloven.
I forbindelse med lovændringen i 201322 blev indholdet i markedsføringslovens § 2, stk. 2,
reduceret, idet §§ 3 (vildledning og utilbørlig markedsføring) og 12 a (købsopfordringer)
udgik af bestemmelsen. Ændringen har betydet, at markedsføringslovens strafbelagte bestemmelser
om vildledning og utilbørlig markedsføring samt købsopfordringer også finder
anvendelse på finansielle virksomheder. Formålet med lovændringen var at ligestille regule-
__________________
17
Ved finansielle virksomheder forstås i medfør af § 5, stk. 1, nr. 1, a) pengeinstitutter, b) realkreditinstitutter, c) fondsmæglerselskaber,
d) investeringsforvaltningsselskaber, e) forsikringsselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 928 af 4. august 2014 om
finansiel virksomhed.
18
Bekendtgørelse nr. 928 af 28. juni 2013 om god skik for finansielle virksomheder.
19
Bekendtgørelse nr. 1210 af 24. oktober 2010 om information til forbrugere om priser m.v. i pengeinstitutter.
20
Lov nr. 428 af 6. juni 200. Undtagelserne blev indsat som hhv. stk.2 til § 1 om god skik og stk. 5 til den dagældende § 2 om
vildledning.
21
Jf. lov nr. 1389 af 21. december 2005.
22
Jf. lov nr. 378 af 17. april 2013.
SIDE 186 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
ringen af finansielle og ikke-finansielle virksomheder på områder, hvor der er tale om ensartede
overtrædelser.
Markedsføringslovens § 2, stk. 3
Efter markedsføringslovens § 2, stk. 3, finder markedsføringslovens § 13, stk. 2, og stk. 4-6
(prisoplysninger), § 15 (gebyrer) og § 16 (organiseret rabat) ikke anvendelse på finansielle
virksomheder.
Bestemmelsen blev indsat i markedsføringsloven i 200523. Hermed videreførtes retstilstanden
efter dagældende ret, hvorefter prismærkningsloven ikke fandt anvendelse for finansielle
virksomheder. Ved lovændringen i 201324 blev indholdet i bestemmelsen reduceret, idet § 14
a (markedsføring af kreditter) udgik af bestemmelsen. Ændringen betyder, at finansielle og
ikke-finansielle virksomheder er underlagt de samme regler i deres markedsføring på kreditmarkedet.
Desuden medfører ændringen, at Forbrugerombudsmanden i forbindelse med
behandlingen af konkrete sager over for finansielle virksomheder kan anvende sine beføjelser
efter markedsføringsloven. Det betyder, at Forbrugerombudsmanden både kan håndhæve
oplysningskravene i markedsføringslovens § 14 a i forhold til de virksomheder, der formidler
lån for pengeinstitutter og over for pengeinstitutterne selv.
Udvalgets overvejelser
Organisationsformer og aktiviteter omfattet af markedsføringsloven
Forbrugerombudsmanden har over for udvalget oplyst, at Forbrugerombudsmanden jævnligt
modtager henvendelser fra foreninger, organisationer og lignende, der ønsker oplyst, om
deres aktiviteter – ofte i forbindelse med at de ønsker at udsende uanmodet elektronisk post –
vil være omfattet af reglerne i markedsføringsloven. Forbrugerombudsmanden har endvidere
over for udvalget oplyst, at det efter Forbrugerombudsmandens opfattelse kan give anledning
til tvivl præcis hvilke foreninger og aktiviteter, der er omfattet af hhv. falder uden for markedsføringsloven.
Det gælder særligt i forhold til fagforeninger, antenneforeninger m.v.
Udvalget har på den baggrund overvejet, om anvendelsesområdet for markedsføringsloven
bør præciseres i bemærkningerne til § 2.
Af forarbejderne til den i 1974 fremsatte markedsføringslov fremgår baggrunden for, at man
har valgt at betegne de handlinger, som er omfattet af loven, som handlinger foretaget ”i er-
__________________
23
Jf. lov nr. 1389 af 21. december 2005.
24
Jf. lov nr. 378 af 17. april 2013.
SIDE 187 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
hvervsvirksomhed”: ”Det har herved været hensigten at fremhæve, at de retsstridige handlinger
ikke behøver at have noget snævert erhvervsmæssigt formål som fx opnåelse af en fortjeneste for
den enkelte erhvervsdrivende, og dette findes bedst at kunne udtrykkes ved ordene »i erhvervsvirksomhed
«. Forpligtede er således ikke kun erhvervsdrivende i traditionel forstand, dvs. personer
eller juridiske personer, hvis virksomhed tager sigte på at opnå en driftsherregevinst ved
produktion og salg eller ved udførelse af arbejds- og tjenesteydelser. Som erhvervsdrivende anses
også andels- og forbrugsforeninger og koncessionerede virksomheder og lignende.” 25
I forbindelse med 2005-loven blev markedsføringslovens anvendelsesområde præciseret i
bemærkningerne til § 2:
”Markedsføringsloven finder i dag anvendelse på ”privat erhvervsvirksomhed og offentlig virksomhed,
der kan sidestilles hermed”. I overensstemmelse med de hidtidige forarbejder og retspraksis
indebærer det, at enhver handling foretaget i erhvervsøjemed i dag er omfattet af loven,
dvs. alle handlinger fra den indledende reklame over produktion, distribution og salg og til den
efterfølgende service og inkasso. Det er uden betydning, om den erhvervsdrivende opnår eller
søger at opnå personlig økonomisk vinding, så længe det sker i erhvervsøjemed. Hermed forstås,
at handlingen skal ske som led i udøvelse af virksomhed inden for handel, industri, håndværk,
landbrug, transport, liberale erhverv og anden form for virksomhed på arbejds- og tjenesteydelsesområdet.
Handlingerne, der foretages i humanitær, politisk eller religiøs sammenhæng, er kun omfattet,
såfremt de kan siges at være udslag af erhvervsvirksomhed. Dette indebærer bl.a., at almennyttige
foreningers hvervning af medlemmer og politiske aktiviteter ikke er omfattet af lovens anvendelsesområde,
mens mere erhvervsmæssige aktiviteter, som en forening udfører, falder ind under
lovens anvendelsesområde. Det kan fx være tilfældet, hvis en forening driver forlagsvirksomhed,
arrangerer medlemsrejser, driver butikker etc.
Højesteret har i U2014.867H, der bl.a. vedrørte en fagforenings hvervning af medlemmer,
fastslået, at en fagforenings traditionelle kernevirksomhed - indgåelse af kollektive overenskomster
om løn og arbejdsvilkår for medlemmer inden for et fagområde - ikke kan anses for
handlinger i erhvervsøjemed og derfor ikke er omfattet af markedsføringsloven, mens en
fagforenings levering af tjenesteydelser i form af juridisk og faglig bistand eller salg af forsikringer
m.v. som udgangspunkt er erhvervsvirksomhed omfattet af markedsføringsloven.
__________________
25
Forslag til lov om markedsføring af 8. marts 1974, specielle bemærkninger til § 1 jf. Forbrugerkommissionens betænkning II,
s. 17.
SIDE 188 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Højesteret udtalte i den forbindelse, at hverken markedsføringsloven eller lovens forarbejder
udtaler sig særskilt om, hvorvidt en fagforenings virksomhed er omfattet af loven. Det afgørende
er derfor de konkrete aktiviteter, fagforeningen udøver.
Samtidig konstaterede Højesteret, at fagforeninger i stigende grad opererer på et kommercielt
marked præget af indbyrdes konkurrence og kamp om medlemmerne og derfor i stigende
grad gør brug af markedsføring.
I det omfang en fagforening ikke eller kun i begrænset omfang forhandler og indgår kollektive
overenskomster, men i højere grad varetager medlemmernes interesser ved levering af tjenesteydelser
i form af juridisk og faglig bistand eller ved salg af forsikringer og ved rabatordninger
m.v., må sådanne aktiviteter ifølge Højesteret, som udgangspunkt anses for erhvervsvirksomhed
omfattet af markedsføringsloven.
Som sagen var forelagt, fandt Højesteret ikke grundlag for at fastslå, at de indstævnte faglige
organisationer i almindelighed drev virksomhed i erhvervsøjemed, og den omhandlede medlemshvervning
var derfor ikke omfattet af markedsføringsloven. 26
Efter udvalgets opfattelse er det afgørende således, om den almennyttige forening træder ind
på et kommercielt marked. Det er således karakteren af den konkrete aktivitet, der skal lægges
vægt på, og ikke hvem der formelt set står bag aktiviteten. Organisationsformen bør efter
udvalgets vurdering alene indgå som et element i vurderingen af, om de konkrete aktiviteter
er omfattet af markedsføringsloven.
Det er udvalgets opfattelse, at medlemshvervning adskiller sig fra andre aktiviteter, idet medlemshvervning
ikke skal vurderes som en selvstændig aktivitet, men i relation til den pågældende
organisation eller forenings hovedformål. Almennyttige foreningers hvervning af medlemmer
er ikke omfattet af lovens anvendelsesområde i dag. Kun i det tilfælde, at foreningen i
almindelighed driver virksomhed i erhvervsøjemed, er medlemshvervning omfattet af markedsføringslovens
anvendelsesområde.
Der er efter udvalgets opfattelse tale om en samlet konkret vurdering, hvori de vedtægtsbestemte
formål indgår.
Udvalget bemærker, at såfremt en forening er godkendt som almennyttig forening efter ligningslovens
§ 8 a, er der en formodning for, at foreningen også er almennyttig i markedsføringslovens
forstand.
__________________
26
Højesterets dom i U.2014.867H.
SIDE 189 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Betydningen af sektorspecifik lovgivning
Det har tidligere været diskuteret, om der i situationer, hvor der er overlap mellem markedsføringsloven
og en sektorspecifik lovgivning, gælder et lex specialis-princip med den konsekvens,
at markedsføringsloven ikke finder anvendelse.
Højesteret fastslog i sagen UfR2013.2941H, at ”Inden for markedsføringslovens anvendelsesområde
er Forbrugerombudsmandens tilsynskompetence generel og omfatter alle typer af erhvervsdrivende.
I overensstemmelse med forudsætningerne herom i forarbejderne til markedsføringsloven
finder Højesteret, at sektorspecifik lovgivning med et særskilt tilsyn er uden betydning
for Forbrugerombudsmandens kompetence efter markedsføringsloven, medmindre andet er
fastsat ved lov”.
Det er udvalgets vurdering, at Højesterets dom fastslår, at sektorspecifik lovgivning med et
særskilt tilsyn er uden betydning for Forbrugerombudsmandens kompetence efter markedsføringsloven,
med mindre andet er specifikt fastsat ved lov.
For så vidt angår Forbrugerombudsmandens tilsyn med det finansielle område, blev Forbrugerombudsmandens
kompetence udvidet med ændringen af markedsføringsloven i 2013.
Udvidelsen indebærer, at Forbrugerombudsmanden kan anvende markedsføringslovens regler
om vildledning, købsopfordringer og oplysningspligt ved kreditaftaler over for finansielle
virksomheder. Finanstilsynet har samme kompetence, idet bestemmelserne om vildledning og
købsopfordringer fremgår af god skik-bekendtgørelsen for finansielle virksomheder. Oplysningsforpligtelser
i forhold til boligkreditaftaler fremgår af god skik-bekendtgørelsen for boligkredit.
Finansrådet finder, at det generelt er betænkeligt ud fra en retssikkerhedsmæssig betragtning,
at der er to tilsyn på det finansielle område, herunder med den virkning at to offentlige tilsynsmyndigheder
med kompetence inden for samme regelsæt har mulighed for at forfølge
den samme sag flere gange. Det findes særligt uheldigt, at Forbrugerombudsmanden, der deltager
i Finanstilsynets bestyrelsesmøder, har mulighed for at politianmelde en virksomhed i
tilfælde, hvor Finanstilsynets bestyrelse ikke har fundet det nødvendigt. Finansrådet peger i
den forbindelse på, at Finanstilsynet efter lovændringen i 2013 har fået en selvstændig bestyrelse
uden deltagelse af de finansielle organisationer og med deltagelse af Forbrugerombudsmanden.
Den ovenfor refererede Højesteretsdom omhandlede ikke den situation, hvor der er
en bestyrelse med deltagelse af Forbrugerombudsmanden, som har truffet en beslutning i en
konkret sag.
Finansrådet henviser endvidere til den daværende forbrugerombudsmands tilkendegivelser
på en eksperthøring i Folketinget den 21. februar 2013 og til ministerens besvarelse af
spørgsmål 1 til lovforslaget, stillet af Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget den 17. januar
2013, der henviste til Forbrugerombudsmandens høringssvar til lovforslaget:
”Jeg har noteret mig, at Forbrugerombudsmanden i sit høringssvar til lovforslaget har tilkendegivet,
at hvis en virksomhed har indrettet sig i henhold til en tilkendegivelse fra en specialSIDE
190 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
myndighed, f.eks. Finanstilsynet, om en bestemt retstilstand, vil Forbrugerombudsmanden
anse virksomheden for at være i god tro. I sådanne tilfælde vil Forbrugerombudsmanden af
retssikkerhedsmæssige årsager ikke strafforfølge virksomheden for handlinger, som virksomheden
har foretaget i tillid til denne tilkendegivelse.
Hvis der således er tale om en sag, der drejer sig om en mulig strafbar markedsføringsretlig
overtrædelse mod en finansiel virksomhed, og Det Finansielle Råd beslutter og meddeler, at
der ikke skal ske politianmeldelse, vil Forbrugerombudsmanden heller ikke strafforfølge virksomheden.”
Forsikring & Pension samt Realkreditrådet, som en del af den finansielle indstillingsgruppe
finder27, at den daværende Forbrugerombudsmands udtalelse, som blev gentaget i ministerens
besvarelse af spørgsmål 1, skal læses således, at Forbrugerombudsmanden ikke, uanset bemærkningerne
i lovforslagets almindelige bemærkninger, strafferetligt vil genoptage en sag,
der allerede er afgjort af Finanstilsynets bestyrelse og meddelt virksomheden.
Forbrugerombudsmanden er ikke enig i, at ministerens besvarelse skal læses således, som
Forsikring & Pension og Realkreditrådet anfører, og har supplerende henvist til, at det udtrykkeligt
fremgår af lovbemærkningerne til ændringen af markedsføringsloven i 2013, at Forbrugerombudsmanden
med lovændringen fik mulighed for at tage sager op med henblik på at
undersøge, hvorvidt der er det fornødne grundlag for at rejse en straffesag, uanset om Finanstilsynet
efter en eventuel høring af det Finansielle Virksomhedsråd (nu Finanstilsynets bestyrelse)
ikke havde fundet anledning til at politianmelde en finansiel virksomhed.
Denne kompetence afspejler den generelle tilsynskompetence, som Forbrugerombudsmanden
har ifølge markedsføringsloven over for alle erhvervsdrivende, jf. ovenfor.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at følgende afsnit fra erhvervs- og vækstministerens
besvarelse indskrives i lovbemærkningerne til bestemmelsen:
”Hvis en virksomhed har indrettet sig i henhold til en tilkendegivelse fra en specialmyndighed,
f.eks. Finanstilsynet, om en bestemt retstilstand, vil Forbrugerombudsmanden anse virksomheden
for at være i god tro. I sådanne tilfælde vil Forbrugerombudsmanden af retssikkerhedsmæssige
årsager ikke strafforfølge virksomheden for handlinger, som virksomheden har
foretaget i tillid til denne tilkendegivelse.”
__________________
27
Den finansielle indstillingsgruppe, bestående af Finansrådet, Realkreditforeningen, Realkreditrådet og Forsikring og Pension,
har delt indstillingskompetence. Derfor kan Forsikring & Pension og Realkreditrådet udtale sig selvstændigt om spørgsmålet.
SIDE 191 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Geografisk anvendelsesområde
Markedsføringslovens geografiske anvendelsesområde fremgår hverken af den gældende lov
eller af forarbejderne hertil.
Det traditionelle udgangspunkt er, at markedsføringsloven gælder for erhvervsdrivende, som
markedsfører sig på det danske marked28.
Danske erhvervsdrivendes markedsføring i udlandet skal således bedømmes efter de dér
gældende regelsæt, også selvom forberedelseshandlingerne er foregået i Danmark, fx ved
udarbejdelse og trykning af brochurer. Omvendt vil udenlandsk domicilerede virksomheders
markedsføring på det danske marked være omfattet af markedsføringsloven, også selvom
virksomheden hverken har forretningssted eller anden erhvervsaktivitet her.29
Når erhvervsdrivende anvender onlinemarkedsføring, som defineret i e-handelsloven og retter
deres markedsføring mod nogen bosat i andre lande, gælder der særlige regler for, hvilket
lands lovgivning den erhvervsdrivendes markedsføring skal overholde, jf. e-handelslovens §§
3 og 4.
Erhvervsdrivendes markedsføring via internettet m.v. skal som udgangspunkt ske i overensstemmelse
med den lovgivning, som gælder i det land, hvor markedsføringen har virkning. Det
betyder, at hvis fx en amerikansk erhvervsdrivende markedsfører sig over for danske forbrugere,
skal markedsføringen overholde den danske markedsføringslov.
Når erhvervsdrivende etableret i ét EU/EØS-land via internettet retter deres markedsføring
mod privatpersoner bosat i et andet EU/EØS-land, gælder der i stedet et afsenderlandsprincip
30.
Afsenderlandsprincippet betyder, at erhvervsdrivendes markedsføring som udgangspunkt
kun skal overholde den lovgivning, som gælder i det land, hvor den erhvervsdrivende er etableret.
__________________
28
Betænkning nr. 1457 om markedsføring og prisoplysning fra udvalget vedrørende revision af markedsføringsloven og prismærkningsloven
fra 2005, side 89, afsnit 4.4.3. Udgangspunktet er i overensstemmelse med de folkeretlige principper om, at
national lovgivnings territoriale anvendelsesområde som udgangspunkt alene omfatter det pågældende lands territorium.
29
Markedsføringsloven, 3. udgave, Borcher og Bøggild, side 203.
30
Jf. artikel 3 i direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk
handel, i det indre marked (direktivet om elektronisk handel).
SIDE 192 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Når fx en tysk erhvervsdrivende via internettet markedsfører sig over for danske forbrugere,
skal markedsføringen som udgangspunkt kun overholde den tyske markedsføringslov. Tilsvarende
skal en dansk erhvervsdrivende, som markedsfører sig på internettet over for privatpersoner
bosat i andre EU/EØS-lande, som udgangspunkt kun overholde den danske markedsføringslov.
På internettjenester, der udbydes af andre end den erhvervsdrivende selv (fx når en dansk
erhvervsdrivende foretager markedsføring via et udenlandsk etableret socialt medie), er det
afgørende for vurderingen af lovvalget ikke, hvor det sociale medie er etableret, men hvor den
erhvervsdrivende er etableret.31
Når en dansk etableret erhvervsdrivende via et socialt medie retter sin markedsføring mod
forbrugere i andre EU/EØS-lande, finder den danske markedsføringslov således anvendelse.
Rettes markedsføringen mod lande uden for EU/EØS, afhænger lovvalget derimod af lovgivningen
i det pågældende land. Den danske markedsføringslov vil ikke finde anvendelse.
Udvalget anbefaler, at markedsføringslovens geografiske anvendelsesområde kort beskrives i
bemærkningerne.
__________________
31
Markedsføringsloven, 3. udgave, Borcher og Bøggild, side 204.
SIDE 193 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
§ 2 Definitionsbestemmelse (Ny bestemmelse)
Gældende ret
Den gældende markedsføringslov indeholder ikke en særskilt definitionsbestemmelse.
Markedsføringslovens § 5, stk. 1, definerer sammenlignende reklame som:
”Sammenlignende reklame omfatter enhver reklame, som direkte eller indirekte henviser til en
konkurrent eller til varer eller tjenesteydelser, som udbydes af en konkurrent.”
I markedsføringslovens § 12a, stk. 3, er en købsopfordring defineret som:
Ved en opfordring til køb forstås en kommerciel kommunikation, hvori produktets karakteristika
og pris er angivet på en måde, som er passende i forhold til det anvendte kommercielle kommunikationsmiddel,
og hvorved forbrugeren sættes i stand til at foretage et køb.
Markedsføringslovens § 13, stk. 7, definerer et gebyr som:
Ved et gebyr forstås en betaling for en særlig tjeneste, funktion eller ydelse, som knytter sig til
købet af en vare eller tjenesteydelse, og som ikke har karakter af betaling for en selvstændig
ydelse.
Herudover indeholder bemærkningerne til markedsføringsloven en række definitioner32. Det
gælder definitionerne af ”forbruger”, ”handelspraksis”, ”væsentlig forvridning af forbrugernes
økonomiske adfærd”, ”erhvervsmæssig diligenspligt” og ”transaktionsbeslutning”.
Begrebet ”erhvervsdrivende” er i dag implementeret i markedsføringslovens § 2, stk. 1, hvoraf
det fremgår, at loven finder anvendelse på privat virksomhed samt offentlig virksomhed i det
omfang, der udbydes varer og tjenesteydelser på markedet.
Definitionen af et ”produkt” er ligeledes anvendt i markedsføringslovens § 2, hvoraf det fremgår,
at markedsføringsloven finder anvendelse på alle, som udbyder varer eller tjenesteydelser
på markedet.
Indtil 2006 fremgik det direkte af lovens ordlyd, at loven fandt anvendelse på ”varer, fast
ejendom og andre formuegoder samt arbejds- og tjenesteydelser”. Såvel fast ejendom33 som
__________________
32
Lov nr. 1547 af 20. december 2006.
SIDE 194 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
andre formuegoder34 har været omfattet af markedsføringsloven, siden loven trådte i kraft i
1975. Indtil 2006 fremgik det direkte af lovens § 3 om vildledning og § 6 om uanmodet henvendelse,
at bestemmelserne også fandt anvendelse på fast ejendom og andre formuegoder. I
forbindelse med implementeringen af direktivet om urimelig handelspraksis blev lovens ordlyd
ændret, så det ikke længere fremgår direkte. Det fremgår imidlertid af forarbejderne, at
der med lovændringen ikke var tilsigtet en ændring af retstilstanden35.
Det lægges derfor i dag til grund, at ”varer og tjenesteydelser” skal fortolkes i overensstemmelse
med definitionen af ”produkt” i direktivet om urimelig handelspraksis artikel 2, litra c,
hvorefter et produkt er en vare eller tjenesteydelse, herunder fast ejendom, rettigheder og
pligter36.
Udvalgets overvejelser
Definitionsbestemmelse
Mange af definitionerne i artikel 2 i direktivet om urimelig handelspraksis fremgår i dag af
forarbejderne til markedsføringsloven.
Det er udvalgets vurdering, at markedsføringsloven vil blive mere overskuelig, hvis definitionerne
efter artikel 2 fremgår direkte af lovens ordlyd. Dette vil gøre det lettere for virksomheder
og forbrugere at kende deres rettigheder og pligter og for Forbrugerombudsmanden at
håndhæve reglerne.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at der indsættes en definitionsbestemmelse i markedsføringsloven.
Forbrugerbegrebet
Forbrugerbegrebet i direktivet om urimelig handelspraksis omfatter alene fysiske personer.
Det civilretlige forbrugerbegreb, som hidtil har været anvendt i markedsføringsloven, omfatter
både fysiske personer og juridiske personer, der hovedsagelig handler uden for deres er-
33
Forslag til Lov om markedsføring af 8. marts 1974, bemærkninger til § 2, der henviser til Forbrugerkommissionens betænkning
II 681/1973 s. 20, hvorefter ”Såvel i forhold til gældende konkurrencelov som i forhold til konkurrencelovforslaget er det
noget nyt, at fast ejendom er medtaget under loven”. Se også Forbrugerkommissionens betænkning III 738/1975, s. 88. Det
bemærkes, at fast ejendom ikke var omfattet af prismærkningslovens varebegreb. Det fremgår således af forarbejderne til
prismærkningsloven, at begrebet ”varer” ikke omfatter fast ejendom, men præfabrikerede huse, typehuse og sommerhuse kan
efter omstændighederne anses som varer jf. lf 252 af 3. marts 1977 (prismærkningsloven).
34
Se betænkning over I: forslag til lov om markedsføring og […] afgivet af erhvervsudvalget den 29. maj 1974, hvorefter markedsføringsloven
foreslås ændret, så den også omfatter formuegoder af enhver art. Som baggrund for ændringsforslaget anføres,
at salg af parter i skibe og andre store investeringsobjekter omfattet skal være omfattet, se ændringsforslag nr. 1 og bemærkningerne
hertil. Ændringsforslaget blev vedtaget jf. lov nr. 297 af 14. juni 1974 om markedsføring § 2.
35
Lf 2 af 4. oktober 2006, bemærkninger til § 3, stk. 1.
36
Lf 2 af 4. oktober 2006, bemærkninger til § 3, stk. 1.
SIDE 195 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
hverv. Det danske civilretlige forbrugerbegreb går således videre end direktivet om urimelig
handelspraksis’ forbrugerbegreb.
Udvalget har drøftet, om forbrugerbegrebet fra direktivet om urimelig handelspraksis skal
anvendes i markedsføringsloven i stedet for det danske civilretlige forbrugerbegreb, som
hidtil har været anvendt.
En fordel ved at anvende forbrugerdefinitionen fra direktivet om urimelig handelspraksis er,
at det danske forbrugerbegreb i markedsføringssammenhæng herved vil være enslydende
med de øvrige medlemsstaters. En landeundersøgelse mellem 5 øvrige lande viser således, at
Danmark står alene med sit nuværende forbrugerbegreb.
En ulempe ved at anvende forbrugerdefinitionen fra direktivet om urimelig handelspraksis er,
at der ikke vil være overensstemmelse mellem markedsføringslovens forbrugerbegreb og
anden dansk civilretlig forbrugerbeskyttelseslovgivning.
I den finansielle lovgivning opereres der med et andet forbrugerbegreb. Ifølge bekendtgørelsen
om god skik gælder denne for private kundeforhold og for erhvervsmæssige kundeforhold,
hvis disse ikke adskiller sig væsentligt fra et privat kundeforhold.
Det er udvalgets vurdering, at der bør være overensstemmelse mellem forbrugerbegrebet i
markedsføringsloven og i anden dansk forbrugerbeskyttelseslovgivning.
Det bemærkes i den anledning, at man i forbindelse med gennemførelsen af forbrugerrettighedsdirektivet
37 i forbrugeraftaleloven også valgte at bevare den danske civilretlige forbrugerdefinition.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at det fortsat er den civilretlige forbrugerdefinition, der
skal anvendes.
Udvalget med undtagelse af Forbrugerrådet Tænk og Forbrugerombudsmanden anbefaler
endvidere, at der foretages en nærmere undersøgelse af forbrugerbegrebet på tværs af de
relevante lovgivninger med henblik på at danne grundlag for en beslutning om, hvorvidt det
nuværende danske forbrugerbegreb skal bevares, eller om begrebet bør ensrettes med det
EU-retlige forbrugerbegreb, som det bl.a. er defineret i artikel 2, nr. 1 i forbrugerrettighedsdirektivet
og artikel 2, litra a, i direktivet om urimelig handelspraksis.
__________________
38
Lf 2 af 4. oktober 2006, bemærkninger til § 3, stk. 1.
SIDE 196 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Som uafhængig tilsynsmyndighed forholder Forbrugerombudsmanden sig neutral til spørgsmålet.
Produkt
Ifølge den gældende lovs § 2, stk. 1, finder loven anvendelse på privat erhvervsvirksomhed,
samt på offentlig virksomhed, i det omfang der udbydes varer eller tjenesteydelser på markedet.
Det lægges i dag til grund, at ”varer og tjenesteydelser” skal fortolkes i overensstemmelse
med definitionen af ”produkt” i direktivet om urimelig handelspraksis artikel 2, litra c, hvorefter
et produkt er en vare eller tjenesteydelse, herunder fast ejendom, rettigheder og pligter38.
Se nærmere herom ovenfor under afsnittet om ”gældende ret”.
Det er udvalgets vurdering, at det vil være hensigtsmæssigt, at det tydeliggøres, at markedsføringsloven
også finder anvendelse i forhold til fast ejendom samt rettigheder og pligter.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at begrebet ”produkt” anvendes i markedsføringsloven,
og at begrebet ”produkt” defineres i definitionsbestemmelsen i overensstemmelse med direktivet
om urimelig handelspraksis.
Handelspraksis
Ifølge direktivet om urimelig handelspraksis defineres ”handelspraksis”, som ”en handling,
udeladelse, adfærd eller fremstilling, kommerciel kommunikation, herunder reklame og markedsføring,
foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation til promovering, salg eller
udbud af et produkt til forbrugerne”.
Da der skal være ”direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt”, for at der er
tale om en handelspraksis, har det i litteraturen været anført39, at begrebet ”handelspraksis”
formentlig ikke omfatter markedsføring og reklame, som ikke angår en bestemt vare eller
tjenesteydelse. Dette ville betyde, at den gældende markedsføringslovs § 4 fx ikke omfatter
skjult imagemarkedsføring og virksomhedsbranding.
Forbrugerombudsmanden har over for udvalget oplyst, at det efter Forbrugerombudsmandens
opfattelse ikke er åbenbart, at en snævrere fortolkning af reklamebegrebet har været
tilsigtet.
__________________
38
Lf 2 af 4. oktober 2006, bemærkninger til § 3, stk. 1.
39
Markedsføringsloven, 3. udgave, Borcher og Bøggild, s. 308.
SIDE 197 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Udvalget er enigt om, at det ikke er hensigtsmæssigt, at der er forskel på bedømmelsen af
imagemarkedsføring og produktmarkedsføring, da forbrugerpåvirkningen ofte vil være den
samme. Hvorvidt en virksomhed primært anvender brand/imagemarkedsføring eller produktmarkedsføring,
afhænger af den enkelte virksomhed, og en sondring mellem image- og
produktmarkedsføring vil derfor skabe en skævvridning mellem virksomhederne.
Landeundersøgelsen, som udvalget har fået foretaget, viser, at imagemarkedsføring efter både
tysk, nederlandsk og engelsk ret kan være omfattet af begrebet handelspraksis. Norge har
oplyst, at imagemarkedsføring ikke anses for at være omfattet af begrebet handelspraksis,
mens Sverige har oplyst, at det formentlig vil blive anset for at være omfattet af begrebet handelspraksis.
Udvalget anbefaler, at det præciseres i bemærkningerne, at imagemarkedsføring og virksomhedsbranding
efter omstændighederne kan have en sådan karakter, at der i det konkrete tilfælde
kan være tale om en handelspraksis.
Definitionen på adfærdskodeks, kodeksindehaver og lovregulerede erhverv
Definitionerne af ”adfærdskodeks”, ”kodeksindehaver” og ”lovregulerede erhverv” findes ikke
i den gældende lov eller bemærkningerne hertil.
Det er udvalgets vurdering, at definitionerne er centrale for forståelsen af de bestemmelser,
der gennemfører direktivet om urimelig handelspraksis.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at der i den foreslåede definitionsbestemmelse medtages
definitioner af ”adfærdskodeks”, ”kodeksindehaver” og ”lovregulerede erhverv”.
Definitionen på en købsopfordring
Definitionen på en købsopfordring findes i dag i § 12 a, stk. 3.
Det er udvalgets vurdering, at definitionen på en købsopfordring bør placeres indledningsvist
i en samlet definitionsbestemmelse i loven.
Definitionen på gebyr
Definitionen på gebyr findes i dag i § 13, stk. 7. Da der indsættes en definitionsbestemmelse,
har udvalget fundet det naturligt, at definitionen af gebyr også fremover findes her.
SIDE 198 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
§§ 3 og 4 om god markedsføringsskik og god erhvervsskik (Tidligere § 1)
Gældende ret
I den gældende markedsføringslov findes reglerne om god skik i § 1, der har følgende ordlyd:
God markedsføringsskik
§ 1. Erhvervsdrivende omfattet af denne lov skal udvise god markedsføringsskik under hensyntagen
til forbrugerne, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser.
Stk.2. Markedsføring, der angår forbrugernes økonomiske interesser, må ikke være egnet til
mærkbart at forvride deres økonomiske adfærd.
Markedsføringslovens § 1, stk. 1
Bestemmelsen i markedsføringslovens § 1, stk. 1, benævnes normalt ”generalklausulen” og
fastslår, at erhvervsdrivende skal udvise god markedsføringsskik. Generalklausulen anvendes
bredt både på forhold mellem erhvervsdrivende og på forhold mellem en erhvervsdrivende og
en forbruger. Da bestemmelsen kun pålægger erhvervsdrivende at udvise god markedsføringsskik,
kan generalklausulen ikke anvendes på forholdet mellem to forbrugere.
Bestemmelsen er en ren national bestemmelse.
Hvorvidt et forhold er i overensstemmelse med god markedsføringsskik skal fortolkes i lyset
af hensynet til forbrugerne, de erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser, som de udvikles
over tid. Generalklausulen giver således de retshåndhævende myndigheder – domstolene
og Forbrugerombudsmanden – en mulighed for at foretage en løbende normdannelse og
videreudvikling af retstilstanden, så den svarer til den gældende samfundsopfattelse omkring
sund og fair erhvervsudøvelse.
Der er ikke i loven foretaget en vægtning af de tre hensyn, som principielt er sideordnede.
Markedsføringslovsudvalget bemærkede i betænkningen fra 2005, at det i sidste instans bør
være op til Forbrugerombudsmanden og domstolene at foretage en konkret afvejning af hensynene
på baggrund af de konkrete omstændigheder i de enkelte sager, som forelægges til
afgørelse.40
__________________
40
Betænkning nr. 1457/2005, side 98.
SIDE 199 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Generalklausulen benyttes bl.a. til at beskytte forbrugerne mod markedsføringstiltag, som
krænker den personlige integritet, privatlivets fred og/eller er påtrængende, aggressiv, udnyttende,
generende eller på anden måde krænkende. Der kan fx være tale om uretmæssig brug
af ens billede eller navn og aggressive salgsmetoder som fremsendelse af produkter, som
forbrugeren ikke har bestilt. Aggressive salgsmetoder er ofte reguleret i den civilretlige regulering,
men hvis den erhvervsdrivende ikke opfylder lovgivningens krav, vil forholdet kunne
anses for at være i strid med god markedsføringsskik.41
Generalklausulen benyttes endvidere til at beskytte andre erhvervsdrivende mod illoyal konkurrence,
herunder mod krænkelser af andre virksomheders rettigheder til navne, design,
erhvervshemmeligheder etc., i det omfang disse ikke er beskyttet af anden lovgivning. Bestemmelsen
benyttes ligeledes til at beskytte virksomheder mod nedsættende omtale og renommesnylteri
fra deres konkurrenters side. Endelig kan generalklausulen også i et vist omfang
beskytte virksomheder mod andre virksomheders brug af aggressive salgsformer.42
Generalklausulen anvendes endvidere til regulering af markedsadfærd, som krænker samfundsmæssige/
almene hensyn. Ved fortolkningen af dette hensyn indgår bl.a. erhvervslivets
eget kodeks om reklamepraksis – ICC Kodeks43 - som en væsentlig kilde. Ved erhvervsvirksomhed
i strid med almene samfundsinteresser forstås bl.a. adfærd, der strider mod social
ansvarlighed og tilskynder til had på grund af race, køn, religion eller nationalitet, spiller på
frygt, sygdom, ulykke og overtro eller tilskynder til vold. Tilskyndelse til adfærd, som skønnes
at være skadelig for sundheden, vil også være omfattet, ligesom markedsføring, der misbruger
børns unge alder, vil være omfattet.44
Herudover bruges generalklausulen til at supplere specialbestemmelserne i markedsføringslovens
§§ 3-19. Specialbestemmelsernes indhold er udtryk for, hvilke erhvervsmæssige handlinger,
der efter gældende opfattelse er så skadelige, at lovgivningsmagten har fundet det rigtigt
direkte at forbyde dem i lovteksten og ofte belægge dem med straf. Generalklausulen kan
anvendes på et bestemt forhold, selvom forholdet efter sin art er omfattet af en af specialbestemmelserne,
men gerningsindholdet i vedkommende specialbestemmelse ikke er fuldt ud
realiseret i det konkrete tilfælde.
Bestemmelsen om god markedsføringsskik har været i markedsføringsloven, siden loven blev
introduceret i 1974. Generalklausulen var inspireret af og baseret på en god skik bestemmelse
__________________
41
Betænkning nr. 1457/2005, side 96.
42
Betænkning nr. 1457/2005, side 96.
43
International Chamber of Commerces internationale kodeks for reklamepraksis fra 1997.
44
Betænkning nr. 1457/2005, side 97.
SIDE 200 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
i den dagældende konkurrencelov, som havde eksisteret i dansk lovgivning siden 1937. Bestemmelsen
i konkurrenceloven var inspireret af Haag-konventionen, der ikke forpligtede de
enkelte stater til at optage en tilsvarende bestemmelse.
I 2005 blev bestemmelsen opdateret rent sprogligt, og de tre beskyttelseshensyn blev skrevet
direkte ind i loven. Det var ikke intentionen at ændre på hverken indholdet eller forståelsen af
bestemmelsen.
Markedsføringslovens § 1, stk. 2
Markedsføringslovens § 1, stk. 2, angiver, at såfremt en erhvervsdrivendes markedsføring
påvirker forbrugernes økonomiske interesser, må markedsføringen ikke være egnet til mærkbart
at kunne forvride forbrugernes økonomiske adfærd.
Bestemmelsen gennemfører artikel 5, stk. 1-2, i direktivet om urimelig handelspraksis.
Artikel 5, stk. 1-2, forbyder urimelig handelspraksis, som er i modstrid med kravet om erhvervsmæssig
diligenspligt og væsentligt forvrider den økonomiske adfærd i forhold til produktet
hos gennemsnitsforbrugeren.
Markedsføringslovens § 1, stk. 2, nævner ikke specifikt, at markedsføring for at være urimelig
skal være i modstrid med kravet om ”erhvervsmæssig diligenspligt”. Diligenskravet i artikel 5
er imidlertid blevet indfortolket i markedsføringslovens § 1, stk. 2. Ved implementeringen af
direktivet blev det vurderet, at kravet om ”erhvervsmæssig diligenspligt” svarede til det danske
begreb ”god markedsføringsskik”.45
Efter markedsføringslovens § 1, stk. 2, må markedsføring ikke ”mærkbart forvride” forbrugernes
økonomiske adfærd. I den danske oversættelse af direktivet er ordet ”væsentlig” anvendt i
stedet for ordet mærkbart. Baggrunden for ordvalget i markedsføringslovens § 1, stk. 2, er, at
direktivet anvender ordet mærkbart i sin definition af, hvornår der er tale om en ”væsentlig”
forvridning. Det har derfor været antaget, at direktivet må forstås således, at der skal være
tale om en påvirkning, der i givet fald vil kunne manifestere sig i praksis og er mærkbar, snarere
end at der er tale om en egentlig kvalificering af, hvor stor påvirkningen skal være. Dette
underbygges yderligere af, at der i den engelske oversættelse er anvendt udtrykket ”materially
distorts” og i den franske tekst udtrykket ”altère de manière de substantielle”. Da ordet
”væsentlig” på dansk indikerer en høj grad af påvirkning, og i dansk lovgivning sædvanligvis
__________________
45
Lf 2 af 4. oktober 2006.
SIDE 201 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
anvendes som en betydelig kvalificering, er ordet ”væsentlig” i lovteksten erstattet med ordet
”mærkbart”.
I kravet om, at en markedsføring ikke må være ”egnet” til mærkbart at kunne forvride forbrugernes
økonomiske adfærd, ligger at forbrugerens evne til at træffe en informeret beslutning
indskrænkes, og forbrugeren derfor træffer en transaktionsbeslutning, som vedkommende
ellers ikke ville have truffet.
Det er væsentligt at holde sig for øje, at en afgørelse efter direktivets artikel 5, og dermed
markedsføringslovens § 1, stk. 2, altid skal foretages efter en konkret bedømmelse af samtlige
de forhold, der indgår i bestemmelsens ordlyd.46
Hvorvidt et forhold skal vurderes efter markedsføringslovens § 1, stk. 2, eller § 1, stk. 1, afhænger
af, om man er inden for direktivets anvendelsesområde.
Hvis et forhold falder indenfor direktivets anvendelsesområde, skal det behandles efter markedsføringslovens
§ 1, stk. 2. Det er væsentligt at bemærke, såfremt en markedsføringsaktivitet
falder inden for direktivets anvendelsesområde, men ingen af bestemmelserne heri er
overtrådt, kan aktiviteten ikke underkastes en supplerende prøvelse efter markedsføringslovens
§ 1, stk. 1.
I forbindelse med implementeringen af direktivet blev det antaget, at forhold angående samfundsinteresser
ville falde uden for direktivets anvendelsesområde og derfor skulle behandles
efter markedsføringslovens § 1, stk. 1. Det kan fx være hensyn til gennemsigtighed på markedet
og effektiv konkurrence.
Forhold vedrørende smag og anstændighed skal ligeledes behandles efter markedsføringslovens
§ 1, stk. 1. Dette gælder fx forhold vedrørende diskrimination og etik, samt reklamer, der
spiller på vold, frygt eller angst m.v., eller som opfordrer til farlig adfærd.
Endelig blev det fremhævet, at da direktivet ikke berører aftaleretten og navnlig ikke bestemmelser
om kontrakters gyldighed, indgåelse og virkning, jf. direktivets artikel 3, stk. 2, kan der
føres offentligt tilsyn med overholdelse af den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning
efter markedsføringslovens § 1, stk. 1. Det er fx offentligretlig kontrol med urimelige aftalevilkår.
Handlinger forud for en eventuel indgåelse af en økonomisk aftale, for eksempel reklame-
__________________
46
Se C-540/08 (Mediaprint Zeitungs- und Zeitschriftenverlag GmbH & CO. KG mod Österreich Zeitungsverlag GmbH) og Borcher
og Bøggild, Markedsføringsloven, 3. udgave, side 183.
SIDE 202 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
ring eller rådgivning om aftalens indhold, vil derimod være omfattet af markedsføringslovens
§ 1, stk. 2, i det omfang, der er tale om forhold, der angår forbrugernes økonomiske interesser.
Markedsføringslovens § 1, stk. 2, blev indsat i 2006 i forbindelse med implementeringen af
direktivet om urimelig handelspraksis og er ikke ændret siden.47
Sanktioner
Markedsføringslovens § 1 er ikke strafbelagt, men først og fremmest sanktioneret ved forbud/
påbud og erstatning/vederlag, jf. markedsføringsloven § 20. Forbrugerombudsmanden
fører primært tilsyn med forholdet mellem erhvervsdrivende og forbrugere, mens forholdet
erhvervsdrivende imellem typisk er underlagt civilt søgsmål ved domstolene.
Udvalgets overvejelser
To god skik-bestemmelser
Markedsføringsloven indeholder i dag to god skik-bestemmelser: Én i § 1, stk. 1 og én i § 1, stk.
2.
Inden direktivet om urimelig handelspraksis blev implementeret i dansk ret, var der kun én
generalklausul i markedsføringsloven, den gældende § 1, stk. 1. Ved implementeringen af
direktivet om urimelig handelspraksis blev det besluttet at bevare den eksisterende generalklausul
i § 1, stk. 1, og indføre en ny generalklausul i § 1, stk. 2, der omfatter alle de forhold,
der falder ind under direktivets anvendelsesområde.
Det afgørende for om man er inden for eller uden for direktivets anvendelsesområde er, hvorvidt
beskyttelseshensynet er forbrugernes økonomiske interesser jf. direktivets artikel 1. Hvis
formålet er at beskytte forbrugernes økonomiske interesser, falder forholdet ind under direktivet.
Baggrunden for at have to generalklausuler, og ikke lade direktivets generalklausul gælde for
al markedsføring, var et ønske om at sikre, at den dagældende anvendelse af § 1 kunne opretholdes
fuldt ud på alle forhold, som ikke er omfattet af direktivet. Det blev fx antaget, at hvis
man i forholdet mellem to erhvervsdrivende skal anvende direktivets fremgangsmåde til at
fastslå, at der foreligger en overtrædelse af god markedsføringsskik, kunne det medføre ændringer
i retstilstanden.
__________________
47
Lf 2 af 4. oktober 2006.
SIDE 203 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Udvalget er enigt i denne vurdering og mener særligt, at det vil være uhensigtsmæssigt at
indføre direktivets krav om ”væsentligt at forvride modtagerens økonomiske adfærd”, jf. artikel
5, stk. 2, litra b, på de områder, der falder uden for direktivet. Det gælder fx god skik vurderingen
i sager vedrørende smag og anstændighed, samt sager vedrørende krænkelse af
andre virksomheders rettigheder til navn, design og erhvervshemmeligheder.
Resultaterne fra landeundersøgelsen viser, at både Norge, Sverige og Nederlandene også har
god skik bestemmelser, der regulerer forhold, der falder uden for direktivet om urimelig handelspraksis’
anvendelsesområde, samt at Tyskland er ved at vedtage en lignende bestemmelse.
Storbritannien har derimod ikke en sådan bestemmelse.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at der fortsat skal være to generalklausuler i markedsføringsloven:
• én bestemmelse, der omfatter forhold, der falder uden for direktivet om urimelig handelspraksis,
som placeres i lovens kapitel 1, og
• én bestemmelse for forhold, der er omfattet af direktivet om urimelig handelspraksis, som
placeres i lovens kapitel 2.
Formålet hermed er at skabe større klarhed over retstilstanden i forhold til, hvad der falder
inden for direktivets anvendelsesområde, og hvad der falder uden for
Udvalget anbefaler endvidere, at det fremgår direkte af loven, hvornår hhv. § 3 og kapitel 2
finder anvendelse, samt at der i lovbemærkningerne til de to bestemmelser indsættes konkrete
eksempler på, hvad der falder hhv. inden for og uden for kapitel 2.
God markedsføringsskik og god erhvervsskik
I direktivets artikel 5, stk. 2, litra a, anvendes begrebet ”erhvervsmæssig diligenspligt”. Begrebet
skal ifølge direktivets artikel 2, stk. 1, litra h, forstås som standarden for de særlige færdigheder
og den omhu, som en erhvervsdrivende med rimelighed kan forventes at udvise over
for forbrugerne, og som skal stå i et rimeligt forhold til hæderlig markedspraksis og/eller det
generelle princip om god tro inden for den erhvervsdrivendes virkefelt.
Ved implementeringen af direktivet vurderede man, at kravet om ”erhvervsmæssig diligenspligt”
svarede til det danske begreb ”god markedsføringsskik”.48
__________________
48
Lf 2 af 4. oktober 2006.
SIDE 204 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Begrebet ”erhvervsmæssig diligenspligt” skal fortolkes i overensstemmelse med EUDomstolens
praksis vedrørende direktivet om urimelig handelspraksis.
Det er udvalgets vurdering, at fortolkningen af begreberne ”erhvervsmæssig diligenspligt” og
det danske begreb ”god markedsføringsskik” kan udvikle sig forskelligt, da begrebet ”erhvervsmæssig
diligenspligt” vil være underlagt EU-Domstolens praksis.
Det er udvalgets vurdering, at § 1, stk. 1, i den gældende lov, og begrebet ”god markedsføringsskik”
er velfungerende. Udvalget mener på den baggrund, at det er hensigtsmæssigt at
bevare det danske begreb ”god markedsføringsskik” og den omfattende praksis, der relaterer
sig hertil i det omfang, det er muligt.
På den baggrund anbefaler udvalget, at der anvendes en anden formulering end ”god markedsføringsskik”
for de forhold, der falder inden for direktivet om urimelig handelspraksis’
anvendelsesområde. Det vil dermed blive fremhævet, at der er tale om to forskellige vurderinger.
Det er udvalgets vurdering, at det ikke bør være direktivets begreb ”erhvervsmæssig diligenspligt”,
der anvendes, da det er et ukendt begreb i dansk ret og vil gøre lovteksten unødig kompliceret
for erhvervsdrivende og forbrugerne.
Udvalget anbefaler i stedet, at begrebet ”god erhvervsskik” anvendes. ”Erhvervsskik” giver
associationer til direktivets begreb ”erhvervsmæssig diligenspligt”. Derudover indikerer anvendelsen
af begrebet, at der stadig er tale om en retlig standard som andre ”god skik”-
bestemmelser.
Forhold angående samfundsinteresser
I forbindelse med implementeringen af direktivet om urimelig handelspraksis blev det antaget,
at alle forhold angående almene samfundsinteresser ville falde uden for direktivets anvendelsesområde
og derfor skulle behandles efter markedsføringslovens § 1, stk. 1. I forarbejderne
nævnes som eksempler hensyn til gennemsigtighed på markedet og effektiv konkurrence.
49
Direktivet undtager efter sin ordlyd ikke direkte samfundsforhold, men alene forhold vedrørende
smag og anstændighed50, aftaleretten, herunder navnlig bestemmelser om kontrakters
__________________
49
Lf 2 af 4. oktober 2006, almindelige bemærkninger.
50
Direktivet om urimelig handelspraksis 7. betragtning.
SIDE 205 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
gyldighed, indgåelse og virkning51, samt sundheds- og sikkerhedsmæssige aspekter52. Direktivet
omfatter imidlertid alene forhold, som omhandler beskyttelse af forbrugernes økonomiske
interesser. Det medfører, at forhold, hvis primære beskyttelseshensyn ikke er forbrugernes
økonomiske interesser, falder forholdet uden for direktivet. Herudover omfatter direktivet
ikke bestemmelser om urimelig handelspraksis, som udelukkende skader konkurrenternes
økonomiske interesser, eller som vedrører transaktioner mellem erhvervsdrivende53.
Det er på den baggrund udvalgets vurdering, at det afgørende for om forhold, som vedrører
almene samfundsinteresser vil være omfattet af direktivets anvendelsesområde, er hvad det
primære beskyttelseshensyn er. Hvis beskyttelseshensynet primært er forbrugernes økonomiske
interesser, vil det være omfattet af direktivet, og således skulle behandles efter kapitel 2
i lovforslaget. Hvis beskyttelseshensynet bag de almene samfundsinteresser i stedet fx handler
om beskyttelse af menneskets værdighed, diskrimination m.v., vil forholdet falde uden for
direktivet, og således som udgangspunkt skulle behandles efter § 3 i lovforslaget.
Forholdet til EU-retten
Den foreslåede § 3 om god markedsføringsskik er ikke en implementering af EU-ret, der er
således tale om en ren national regel. Der har eksisteret en bestemmelsen om god markedsføringsskik,
siden loven blev introduceret i 1974. Bestemmelsen var inspireret af og baseret på
en god skik-bestemmelse i den dagældende konkurrencelov, som havde eksisteret i dansk
lovgivning siden 1937.
Den forslåede § 3 medfører, at erhvervsdrivende skal udvise god markedsføringsskik også
uden for direktivet om urimelig handelspraksis’ anvendelsesområde, det vil fx sige på forhold
vedrørende smag og anstændighed, på forhold omfattet af aftaleretten, på forhold vedrørende
sundheds- og sikkerhedsmæssige aspekter og på det indbyrdes forhold mellem to erhvervsdrivende.
Bestemmelsen medfører blandt andet, at erhvervsdrivende skal udvise god markedsføringsskik
i forhold til andre erhvervsdrivende. Bestemmelsen vil således kunne anvendes i forhold
til erhvervsdrivendes illoyale konkurrence, produktefterligninger, snyltning m.v.
Det er udvalgets vurdering, at den foreslåede § 3 om god skik understøtter velfungerende
markeder og en effektiv konkurrence, idet den blandt andet regulerer forholdet mellem to
erhvervsdrivende. Denne regulering af erhvervsinteresser sigter i første række mod at etable-
__________________
51
Direktivet om urimelig handelspraksis artikel 3, stk. 2.
52
Direktivet om urimelig handelspraksis artikel 3, stk. 3.
53
Direktivet om urimelig handelspraksis 6. betragtning.
SIDE 206 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
re fair og acceptable vilkår for erhvervsudøvelsen i markedet. Selvom grundlaget for et velfungerende
marked bl.a. er virksomhedernes ret til at påføre hinanden konkurrence, bør denne
konkurrence ske inden for gældende branche- og samfundsnormer. Den foreslåede § 3 er
med til at sikre dette.
Bestemmelsen om god skik er desuden med til at sikre, at Forbrugerombudsmanden kan
håndhæve anden lovgivning, fx den civilretlige beskyttelseslovgivning.
Forbrugerombudsmanden har endvidere brugt bestemmelsen som hjemmel til at udstede
retningslinjer vedrørende smag og anstændighed, fx retningslinjer om kønsrelateret reklame.
Endvidere viser resultaterne fra landeundersøgelsen, at både Norge, Sverige og Nederlandene
også har god skik-bestemmelser, der regulerer forhold, der falder uden for direktivet om urimelig
handelspraksis’ anvendelsesområde, samt at Tyskland er ved at vedtage en lignende
bestemmelse. Storbritannien har derimod ikke en sådan bestemmelse.
Det er på den baggrund udvalgets vurdering, at der i markedsføringsloven fortsat bør være en
bestemmelse om god markedsføringsskik, uanset at en sådan bestemmelse går videre end den
forpligtelse, der følger af direktivet om urimelig handelspraksis.
Direktivets ordlyd i en dansk kontekst
Ordlyden af direktivets bestemmelser er lange og tunge. Hvor det er muligt uden at ændre
betydningen, anbefaler udvalget derfor, at direktivets ordlyd forenkles, så det bliver lettere at
læse og passer bedre i en dansk kontekst. Udvalget har i den danske lovtekst foretaget følgende
forenklinger:
Direktivets artikel 5, stk. 2, litra b, lyder: ”væsentligt forvrider eller kan forventes væsentligt at
forvride den økonomiske adfærd i forhold til produktet hos gennemsnitsforbrugeren, som
bliver genstand for den, eller som den er rettet mod, eller, hvis den pågældende handelspraksis
rettes mod en særlig gruppe af forbrugere, hos et gennemsnitligt medlem af denne gruppe”.
Et flertal af udvalget foreslår artikel 5, stk. 2, litra b, implementeret ved følgende ordlyd:
”[…] skal den pågældende handelspraksis væsentligt forvride eller kunne forventes væsentligt
at forvride den økonomiske adfærd hos gennemsnitsforbrugeren”.
Direktivets artikel 5, stk. 3, lyder: ”en handelspraksis, der på en måde, som den erhvervsdrivende
med rimelighed kan forventes at forudse, må formodes kun at[…]”.
Udvalget foreslår artikel 5, stk. 3, implementeret ved følgende ordlyd: ”en handelspraksis
som en erhvervsdrivende med rimelighed må formode kun […]”.
Hensynet til forbrugerne, de erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser
SIDE 207 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det følger af den gældende markedsføringslovs § 1, stk. 1, at erhvervsdrivende skal udvise god
markedsføringsskik under hensyntagen til forbrugerne, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser.
De tre hensyn blev tilføjet til ordlyden af den gældende markedsføringslovs § 1 ved ændringen
af loven i 2005, på baggrund af et forslag fra det tidligere Markedsføringslovsudvalg. Før 2005
fremgik de tre hensyn alene af bemærkningerne til § 1.
Det tidligere Markedsføringslovsudvalg havde bl.a. til opgave at komme med et forslag til en
formålsbestemmelse. Udvalget vurderede, at det af hensyn til brugerne af loven var mere
hensigtsmæssigt, at de hensyn, som skal varetages efter loven, fremgik af selve lovteksten, og
udvalget anbefalede, at der blev indsat en formålsbestemmelse, hvorefter: lovens formål er at
fremme god markedsadfærd under hensyntagen til forbrugerne, de erhvervsdrivende og almene
samfundsinteresser. Udvalget understregede, at det er af hensyn til lovens dynamik og meget
brede anvendelsesområde er vigtigt, at vægtning af de tre hensyn, som principielt er sideordnede,
ikke fastlægges i selve loven, men at det overlades til Forbrugerombudsmanden, og i
sidste instans domstolene, at foretage en afvejning af hensynene på baggrund af de konkrete
omstændigheder i de enkelte sager.54
Da lovforslaget blev fremsat den 6. oktober 2005, var formålsbestemmelsen og generalklausulen
i den gældende § 1 imidlertid skrevet sammen til et stykke, hvorefter: Erhvervsdrivende
omfattet af denne lov skal udvise god markedsføringsskik under hensyntagen til forbrugerne,
erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser. Der fremgår ikke noget om begrundelsen for
denne ændring.
Det er udvalgets vurdering, at det er hensigtsmæssigt fortsat at bevare de tre hensyn i ordlyden
for markedsføringslovens bestemmelse om god markedsføringsskik.
Udvalget er opmærksomt på, at såfremt man senere ændrer forbrugerbegrebet i markedsføringsloven,
så det ikke går videre end forbrugerbegrebet i direktivet om urimelig handelspraksis
og anden EU-ret, vil oplistningen af de tre hensyn kunne medføre, at bestemmelsen
ikke kan anvendes på de foreninger m.v., der falder uden for forbrugerbegrebet, da de heller
ikke vil kunne være at anse for erhvervsdrivende.
__________________
54
Betænkning afgivet af udvalget vedrørende revision af markedsføringsloven og prismærkningsloven, nr. 1457 2005, s. 97-99.
SIDE 208 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Videreførelse af dansk retspraksis
Det er udvalgets vurdering, at § 1, stk. 1, og begrebet ”god markedsføringsskik” fungerer fint
og efter hensigten. Udvalget mener på den baggrund, at det er ønskeligt at bevare det danske
begreb ”god markedsføringsskik” og den omfattende praksis, der relaterer sig hertil.
De senere års teknologiske udvikling og samfundsudviklingen i øvrigt kan reducere relevansen
af ældre retspraksis som grundlag for den fremtidige retsdannelse omkring god skikbestemmelser
i markedsføringsloven. Ses der imidlertid bort herfra, er det udvalgets vurdering,
at hidtidige retsafgørelser efter den gældende markedsføringslovs § 1 fortsat kan være
retningsgivende for de foreslåede god skik-bestemmelser i §§ 3 og 4. Inden for UCP direktivets
område skal dansk retspraksis dog i sagens natur læses og fortolkes i lyset af retspraksis
fra EU-Domstolen.
Udvalget har nedenfor gengivet en række eksempler på danske retsafgørelser, og som efter
udvalgets opfattelse også fremover vil have præjudikatsværdi for god skik-bestemmelserne i
markedsføringsloven. Afgørelserne er opdelt efter, om afgørelserne må antages at ville falde
inden for den foreslåede § 3 om god markedsføringsskik eller den foreslåede § 4 om god erhvervsskik.
Handelspraksis, der skal bedømmes efter den foreslåede § 3 om god markedsføringsskik:
U.1983.338H: En restaurations salg af to genstande for én genstands pris fandtes ikke at modvirke
samfundets generelle alkoholpolitiske målsætning på en måde, der gav tilstrækkeligt
grundlag for at anse denne salgsform for stridende mod god markedsføringsskik. Da forholdet
drejede sig om almene samfundshensyn, herunder hensynet til befolkningens sundhed, og
ikke omhandlede beskyttelse af forbrugernes økonomiske interesser, vil en sådan type handelspraksis
fremover skulle behandles efter den foreslåede § 3 om god markedsføringsskik.
U1992.665S: En skotøjsfabrikant indrykkede Palmesøndag en helsidesannonce i et dagblad,
hvor den romersk- katolske pave var iført kondisko af fabrikantens mærke, mens han knælede
ned som under udførelsen af et ritual. I teksten stod bl.a.: »Tro flytter bjerge, Sådan er det også
i tennis. Næsten«. Retten fandt, at annoncen var egnet til at krænke dele af befolkningen, men
annoncen fandtes ikke at være utilbørlig over for andre erhvervsdrivende eller forbrugere
som sådanne, hvorfor der skete frifindelse. Da forholdet drejede sig om forebyggelse af religionsdiskrimination
og ikke omhandlede beskyttelse af forbrugernes økonomiske interesser, vil
en sådan type handelspraksis fremover skulle behandles efter den foreslåede § 3 om god markedsføringsskik.
U.1995.799Ø: Under en »informationsaften« underskrev H og M en aftale om køb af en timeshare
lejlighed. Deres økonomi tillod ikke købet, hvilket sælgeren vidste. H og M søgte den
følgende dag at tilbagekalde deres underskrift, hvilket sælgeren afviste. Efter en samlet vurdering,
herunder også af den anvendte salgsmetode, fandtes det i strid med redelig handlemåde
at gøre købsaftalen gældende. Da forholdet drejede sig om aftaleretten, herunder kontrakters
SIDE 209 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
gyldighed, indgåelse og virkning, og ikke omhandlede beskyttelse af forbrugernes økonomiske
interesser, vil en sådan type handelspraksis fremover skulle behandles efter den foreslåede §
3 om god markedsføringsskik.
U.1998.204H: Ifølge Forbrugerombudsmanden var et antal pengeinstitutters valideringsregler
ensidige og til ugunst for kunden som den underlegne part i aftaleforholdet. Under en retssag
mod en bank påstod Forbrugerombudsmanden derfor banken forpligtet til at anerkende, at
valideringsreglerne var i strid med god markedsføringsskik og derfor skulle ændres. Højesteret
fandt, at der var tale om ensidigt fastsatte standardvilkår, der i flere situationer førte til
mindre rimelige vilkår. Et indgreb, der forbød banken at anvende sine valideringsregler i det
påstævnte omfang, ville imidlertid få betydning for hele pengeinstitutsektoren og dens indkomststruktur
og kunne gennemføres på forskellig måde. Sagen angik således en generel problemstilling,
som Højesteret ikke fandt egnet til at blive reguleret gennem forbudsnedlæggelse
efter markedsføringsloven, men som i givet fald måtte løses gennem ny lovgivning. Da forholdet
drejede sig om aftaleretten, herunder kontrakters gyldighed, indgåelse og virkning, og ikke
omhandlede beskyttelse af forbrugernes økonomiske interesser, vil en sådan type handelspraksis
fremover skulle behandles efter den foreslåede § 3 om god markedsføringsskik.
Urimelig handelspraksis, der skal bedømmes efter kapitel 2 herunder den foreslåede § 4 om
god erhvervsskik:
U. 1998.83H: HNG tilbød husejere gaver som en kaffemaskine eller en boremaskine, hvis en
HNG-konsulent måtte aflægge husejeren et uforpligtende besøg om naturgastilslutning. Fremgangsmåden
fandtes egnet til at modvirke beskyttelseshensynene bag forbuddet mod dørsalg,
men der var ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse fremgangsmåden for stridende mod god
markedsføringsskik, da gaven var af underordnet betydning i forhold til forbrugerens overvejelser
om naturgastilslutning, da der i aftalerne var 14 dages fortrydelsesret, da konsulentbesøg
over for husejere var et naturligt led i HNG's markedsføring, og da forbrugeren i givet fald
efterfølgende skulle indgå aftale med en VVS-installatør.
U.2002.2277S: Telia tilbød sportsforeninger et beløb i sponsorstøtte for abonnementer, der
blev tegnet igennem foreningen. Foreningerne skulle arbejde aktivt for tegning af abonnementer
blandt medlemmerne m.fl., og abonnenterne kunne give tilladelse til at modtage målrettet
annoncering. Markedsføringen var ikke i strid med god skik, selvom den også rettede sig mod
børn og unge, da disse ikke på egen hånd kan tegne mobilabonnement. Derimod var det i strid
med god skik, at Telia lod private udsende Telias markedsføringsmateriale, medmindre Telia
påså, at spamreglerne blev overholdt.
U.2005.2250S: En virksomhed udsendte fakturaer for benyttelse af sextjenester på internettet
på grundlag af telefoners vis nummer-funktion. Vis nummer-funktionen gav ikke mulighed for
at sikre identiteten af og alderen på brugerne af de udbudte tjenesteydelser, og der var hverken
udtrykkeligt eller stiltiende indgået aftale med de pågældende telefonabonnenter om brug
af de fakturerede tjenesteydelser. Virksomheden havde således ikke et retligt grundlag for at
SIDE 210 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
opkræve beløb hos abonnenter, som ikke selv havde brugt eller ikke vedgået at have brugt
tjenesterne, hvilket stred mod god markedsføringsskik.
U.2013.1181S: Parkeringsselskabs opkrævning af rykkergebyr allerede ved første rykker efter
pålæggelse af parkeringsafgift var uberettiget og i strid med markedsføringsloven, medmindre
det blev godtgjort, at betalingspåkravet var kommet frem til den, parkeringsafgiften vedrørte.
Parkeringsselskabet havde pligt til tilbagebetaling af uberettiget opkrævede rykkergebyrer.
U.1982.973S: Det var vildledende og utilbørligt, at indehaveren af og direktøren for et inkassokontor
og to forlag ved inkassering af fordringer for forlagene i inkassoskrivelser og stævninger
havde afkrævet debitorerne »takstmæssigt inkassosalær« svarende til de for advokater
gældende vejledende takster, uagtet in kasseringen ikke skete ved advokat. Fremgangsmåden
var dog ikke egnet til at påvirke efterspørgsel eller udbud af varer, hvorfor T blev frifundet,
selvom handlemåden var vildledende og utilbørlig.
U.1987.519H: Det var vildledende i en brochure at markedsføre en shoppingtur til Helsingborg
i bus, hvor der på turen indgik en salgsdemonstration af en sådan varighed, at forretningerne
i Helsingborg havde lukket, inden deltagernes nåede frem til Helsingborg. Dette var
vildledende og i strid med god markedsføringsskik, uanset der på brochurens bagside var
givet oplysning om forretningslukningen.
U.2013.2396S: Selvom der fortrinsvis var tale om investorinformation, havde (moderselskabet
for) Rockwool overtrådt markedsføringslovens bestemmelser om god markedsføringsskik og
vildledning m.v. ved i to artikler i et nyhedsbrev at have omtalt brandfaren ved skumplastisolering
med brug af bl.a. dramatiske ord- og billedvalg og et unødigt skræmmende tekstindhold
med følelsesladede ord og udsagn.
U.1994.645S: En hvidevarekæde annoncerede med "Køb og Rejs", der gav indtryk af, at forbrugeren
ved køb af hårde hvidevarer fik et rejseværdibevis på 50 pct. af varens pris, dog
højst 3.000 kr. En forbruger uden særlige forudsætninger ville ved læsning af annoncen ikke
blive klar over den betingelse, at rejsen skulle ske med Sterling Airways og var undergivet en
række væsentlige vilkår og begrænsninger. Dette stod først klart ved læsning af 23 regler i en
pjece, der først blev udleveret i butikkerne.
U.1976.810S: En inkassovirksomhed anvendte på brevpapir m.v. slagord »Vi får pengene på
den ene eller den anden måde«, og på firmavognen - som debitorerne kunne risikere at få
besøg af - var bl.a. anført »Her kommer inkassovognen - er den på vej til Dem?«. Dette var i
strid med god markedsføringsskik.
SIDE 211 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
§§ 5, 6, 7 og 19 Vildledningsbestemmelserne (Tidligere § 3, § 4, § 9, stk. 1 og § 12a)
Gældende ret
Den gældende markedsføringslov indeholder regler om vildledende markedsføring i § 3, stk. 1
og 2, om vildledende og utilbørlig markedsføring, i § 4 om skjult reklame, i § 9 om salgsfremmende
foranstaltninger og i § 12a om købsopfordringer.
Markedsføringslovens § 3, stk. 1 og 2, om vildledende og utilbørlig markedsføring
Markedsføringslovens 3, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:
Vildledende og utilbørlig markedsføring
§ 3 Erhvervsdrivende må ikke anvende vildledende eller urigtige angivelser eller udelade væsentlige
informationer, såfremt dette er egnet til mærkbart at forvride forbrugernes eller andre erhvervsdrivendes
økonomiske adfærd på markedet.
Stk. 2. Markedsføring som i sit indhold, sin form eller den anvendte fremgangsmåde er vildledende,
aggressiv eller udsætter forbrugerne eller erhvervsdrivende for en utilbørlig påvirkning, og
som er egnet til mærkbart at forvride disses økonomiske adfærd, er ikke tilladt.
Markedsføringslovens § 3, stk. 1
Bestemmelsen dækker tilfælde, hvor en erhvervsdrivende anvender vildledende eller urigtige
angivelser eller udelader væsentlige informationer, som er egnet til mærkbart at forvride
forbrugernes eller andre erhvervsdrivendes økonomiske adfærd på markedet.
Der har været en bestemmelse om vildledning i markedsføringsloven siden den første markedsføringslov
i 1974. Indtil 2006 var § 3, stk. 1-2, i vidt omfang baseret på national retspraksis
og minimumsdirektivet om vildledende og sammenlignende reklame55. Ordlyden af markedsføringslovens
§ 3, stk. 1 og 2, blev ændret i forbindelse med implementeringen af direktivet
om urimelig handelspraksis. Formålet med ændringen var at videreføre den beskyttelse
mod vildledende og utilbørlig markedsføring, som hidtil var fremgået af § 3 og samtidig tilpasse
reglerne til direktivet om urimelig handelspraksis artikel 6 og 7, der alene gælder i forbrugerforhold.
Vurderingen i 2006 var, at den ændrede ordlyd af bestemmelsen ikke i realiteten
ville betyde en ændring af retstilstanden. Derfor fastholdt man princippet om, at bestemmelsen
skulle gælde både i forbrugerforhold og i forholdet mellem erhvervsdrivende.
__________________
55
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006 om vildledende og sammenlignende reklame.
SIDE 212 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
De fleste af de betingelser, der følger af direktivets artikel 6 og 7, og som indgår i vurderingen
af, om der er tale om vildledning, fremgår af bemærkningerne til den gældende § 3 og ikke
direkte af selve lovteksten.
Markedsføringslovens § 3, stk. 2
Bestemmelsen implementerer direktivet om urimelig handelspraksis artikel 6, for så vidt
angår vildledende handlinger, samt artikel 8 og 9 om aggressiv handelspraksis, herunder brug
af chikane, tvang og utilbørlig påvirkning.
Bestemmelsen forbyder markedsføring, der i sit indhold, sin form eller den anvendte fremgangsmåde
er vildledende, aggressiv eller udsætter forbrugeren for en utilbørlig påvirkning.
Det er et krav, at markedsføringen har kommerciel effekt og dermed er egnet til at forvride
den økonomiske adfærd hos forbrugeren.
Som det er tilfældet ved § 3, stk. 1, fremgår de fleste af betingelserne fra artikel 6, 8 og 9, der
indgår i vurderingen af, om der er tale om vildledning, ikke direkte af lovteksten, men derimod
af lovens bemærkninger.
Markedsføringslovens § 4 om skjult reklame
Markedsføringslovens § 4 har følgende ordlyd:
§ 4. En reklame skal fremstå således, at den klart vil blive opfattet som en reklame uanset dens
form og uanset, i hvilken form den bringes.
Bestemmelsen indeholder et forbud mod skjult reklame. Skjult reklame kan fx være reklame,
der fremtræder som redaktionelt stof i aviser, blade, radio og på tv. Det kan også være produktplacering,
dvs. eksponering af bestemte produkter/logoer i film og tv-udsendelser, som
bygger på en aftale mellem en erhvervsdrivende og de personer, som står for produktionen af
filmen eller udsendelsen.
Det bemærkes, at der for så vidt angår reklamer og sponsorering af programmer i radio, fjernsyn
og on-demand audiovisuelle medietjenester samt produktplacering m.v., i programmer i
fjernsyn og on-demand audiovisuelle medietjenester, gælder særlige regler i radio- og fjernsynsloven
og reklamebekendtgørelsen. I det omfang en film vises i fjernsyn eller på ondemand
audiovisuelle medietjenester, vil den dermed blive omfattet af disse regler.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at modtageren af et reklamebudskab bliver gjort
opmærksom på, at der er tale om reklame, og dermed kan vurdere budskabet i det lys.
Bestemmelsen omfatter efter sin ordlyd kun ”reklame”. Ved afgrænsningen af bestemmelsens
anvendelsesområde, er det derfor afgørende, hvornår der er tale om reklame.
SIDE 213 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Begrebet ”reklame” skal ifølge forarbejderne forstås i overensstemmelse med artikel 2 i det nu
ophævede direktiv 84/450/EØF om vildledende reklame. Det følger heraf, at reklame er: ”enhver
form for tilkendegivelse i forbindelse med udøvelse af virksomhed som handlende, håndværker
eller industridrivende eller udøvelse af et liberalt erhverv, som har til formål at fremme
afsætningen af varer eller tjenesteydelser, herunder fast ejendom, rettigheder og forpligtelser”.
Definitionen findes nu i direktivet om vildledende og sammenlignende reklame.56
I forbindelse med implementeringen af direktivet om urimelig handelspraksis blev det antaget,
at direktivets regler om skjult reklame allerede var implementeret i dansk ret via markedsføringslovens
§ 4. Direktivet bruger ikke begrebet ”reklame”, men i stedet begrebet ”handelspraksis”,
der er defineret som: ”en handling, udeladelse, adfærd eller fremstilling, kommerciel
kommunikation, herunder reklame og markedsføring, foretaget af en erhvervsdrivende
med direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne”.57 Efter
implementeringen af direktivet skal § 4 fortolkes i overensstemmelse med direktivets regler
om skjult reklame. Selvom det ikke fremgår direkte af forarbejderne, at reklamebegrebet er
ændret, skal reklamebegrebet i § 4 efter implementeringen også fortolkes i overensstemmelse
med direktivet om urimelig handelspraksis.58
Af forarbejderne til markedsføringslovens § 4 fremgår det, at reklame, der består i, at personer
eksponerer et bestemt produkt, forudsætter, at der foreligger en aftale mellem den erhvervsdrivende,
hvis produkt der reklameres for, og den person, som står for eksponeringen.
Det kunne fx være på en blog. Endvidere fremgår det, at det forhold, at en erhvervsdrivende
giver en gave eller stiller en vare til rådighed for andre, uden at modtageren forpligtes til at
bruge produktet på en bestemt måde, ikke kan betegnes som reklame i § 4’s forstand.59
Det fremgår ikke af forarbejderne, hvilken type aftale, der skal være til stede, for at kravet er
opfyldt. Der vil derfor skulle foretages en konkret vurdering fra sag til sag af, om der foreligger
en aftale. Ved vurderingen af, om der er indgået en aftale, har Forbrugerombudsmanden over
for udvalget oplyst, at det efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke har betydning,
hvem af parterne der har taget initiativet, om den erhvervsdrivende har stillet krav til udformning
og/eller indhold, og om der foreligger betaling i form af kontantbeløb eller andet
vederlag for eksponeringen. Forbrugerombudsmanden har over for udvalget oplyst, at betaling
til gengæld for eksponering imidlertid efter Forbrugerombudsmandens opfattelse vil
være en kraftig indikation på, at der er indgået en aftale.
__________________
56
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006 om vildledende og sammenlignende reklame.
57
Jf. art. 2, litra d, i direktiv 2005/29/EF.
58
Lf 2 af 4. oktober 2006.
59
Lf 13 af 6. oktober 2005.
SIDE 214 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Efter ordlyden af bestemmelsen skal en reklame fremstå, så den klart vil blive opfattet som en
reklame. Der gælder intet formkrav, men alene et klarhedskrav.
Det følger af forarbejderne, at det er overladt til afsenderen af reklamebudskabet at beslutte,
hvordan identifikationen af reklamen skal ske, så længe det sker på en klar måde. Det afgørende
er, at modtageren bliver gjort opmærksom på, at der er tale om et reklamebudskab. Se
også direktivet om urimelig handelspraksis artikel 7, stk. 2, hvorefter den kommercielle hensigt
også kan fremgå tydeligt af sammenhængen. Identifikationen kan fx ske ved, at artikler i
blade og aviser, som reelt er reklame for specifikke produkter eller tjenesteydelser, tydeligt
markeres som annoncer.60
Der stilles ikke et ubetinget krav om, at identifikationen skal ske i eller sammen med reklamen.
I forarbejderne nævnes, at identifikationskravet i tilfælde, hvor der er indgået aftale om
særlig eksponering af et produkt i en film, vil kunne være opfyldt, såfremt det af rulleteksterne
før eller efter filmen fremgår, at der har været anvendt produkter efter aftale med en eller
flere erhvervsdrivende.61
Det bemærkes, at der for så vidt angår programmer i radio, fjernsyn og on-demand audiovisuelle
medietjenester gælder særlige regler i radio- og fjernsynsloven og reklamebekendtgørelsen.
I det omfang en film vises i fjernsyn eller på on-demand audiovisuelle medietjenester, vil
den dermed blive omfattet af disse regler.
Bestemmelsen stiller ikke krav om, at det fremgår, på hvis vegne reklamen udsendes/hvem
der er annoncør.
Bestemmelsen er endvidere ikke til hinder for at anvende ”teasere”, det vil sige en reklameform,
hvor det ikke umiddelbart afsløres, at et billede eller et objekt i det offentlige rum er led
i en reklamekampagne. Et eksempel kunne efter omstændighederne være en outdoor plakat
ved et busstoppested, som har et opsigtsvækkende budskab eller virkemiddel, men hvor afsenderen
er udeladt, og denne først efterfølgende afsløres i en ny version af plakaten.
Pligtsubjekt
Forpligtelsen til at sørge for, at en reklame er identificeret, påhviler den erhvervsdrivende,
som markedsfører sine produkter eller tjenesteydelser. Har den erhvervsdrivende gjort, hvad
__________________
60
Lf 13 af 6. oktober 2005.
61
Lf 13 af 6. oktober 2005
SIDE 215 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
der var muligt for at sikre sig, at reklamen identificeres, men er det på trods heraf ikke sket, vil
den erhvervsdrivende som udgangspunkt ikke være ansvarlig.
Herudover vil andre erhvervsdrivende kunne ifalde ansvar for medvirken til skjult reklame
efter straffelovens almindelige bestemmelser om medvirken.
Det kan fx være et medie, som vælger at bringe en uidentificeret reklame. Det kan også være
bloggere eller andre brugere af sociale medier, der kan betegnes som erhvervsdrivende. Der
vil heller ikke påhvile en filmimportør eller en biografejer en pligt til af egen drift at undersøge,
om film indeholder reklamebudskaber.
Markedsføringslovens § 9 om salgsfremmende foranstaltninger
Markedsføringslovens § 9 har følgende ordlyd:
§ 9. En salgsfremmende foranstaltning, herunder i form af tilgift, rabatmærker, rabat- og bonussystemer,
præmiekonkurrencer og lignende, skal markedsføres således, at tilbudsbetingelserne er
klare, tydelige og let tilgængelige for forbrugeren. Der må ikke i øvrigt udelades væsentlige oplysninger,
herunder oplysninger om værdien af eventuelle tillægsydelser, som er egnet til mærkbart
at forvride forbrugerens økonomiske adfærd.
Stk. 2. Tilbyder en erhvervsdrivende en vare eller tjenesteydelse til en bestemt pris, og har den
erhvervsdrivende rimelig grund til at antage, at denne ikke vil være i stand til at imødekomme
efterspørgslen i en mængde, som er rimelig i forhold til tilbuddet og omfanget af dets markedsføring,
skal den erhvervsdrivende tage et klart forbehold herom i markedsføringen.
Markedsføringslovens § 9, stk. 1
Markedsføringslovens § 9, stk. 1, blev indsat i markedsføringsloven i forbindelse med revisionen
i 2005 på baggrund af et fremsat forslag om en EU-forordning om salgsfremmende foranstaltninger.
Forordningsforslaget blev imidlertid aldrig vedtaget.
Ved fremsættelsen af § 9 var det tanken, at de tre hidtidige specialforbud – tilgift, rabatmærker
og købsbetingede konkurrencer – alle skulle ophæves og afløses af den nye § 9. Ved behandlingen
af lovforslaget blev der imidlertid indgået en politisk aftale, hvorefter kun tilgiftsforbuddet
skulle ophæves, mens forbuddet mod rabatmærker og købsbetingede konkurrencer
blev opretholdt.
SIDE 216 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
De danske forbud mod rabatkuponer og købsbetingede konkurrencer blev dog ophævet i
201162, idet EU-Domstolen i en række sager fastslog, at salgsfremmende foranstaltninger er
omfattet af direktivet om urimelig handelspraksis. Forbuddene kunne ikke opretholdes, da
direktivet alene tillader generelle forbud mod handelspraksis, der fremgår af direktivets bilag
1. Samtidig med ophævelsen af specialforbuddene blev stk. 1 opdateret for at tilpasse ordlyden
til direktivet om urimelig handelspraksis. Bl.a. blev kravet om, at tilbudsbetingelserne skal
være ”tydelige” indført, ligesom det blev tilføjet, at der ikke må udelades væsentlige oplysninger.
63 Bestemmelsen relaterer sig derfor også til gældende rets bestemmelse om vildledning.
Formålet med § 9, stk. 1, er at give forbrugerne mulighed for, på et reelt veloplyst grundlag og
forud for en eventuel transaktionsbeslutning, at bedømme de fordele, der tilbydes ved den
salgsfremmende foranstaltning og de betingelser eller begrænsninger, der er knyttet til tilbuddet.
64
Bestemmelsen er teknologineutral og tager dermed højde for udviklingen i samfundet, herunder
indførelsen af nye markedsføringsmetoder.65
Begrebet ”salgsfremmende foranstaltning” er ikke defineret i markedsføringsloven eller forarbejderne
hertil. Begrebet omfatter et hvert tiltag, der gør den erhvervsdrivendes varer eller
tjenesteydelser mere tillokkende eller attraktive for forbrugerne. Begrebet omfatter tiltag ud
over det sædvanlige, der typisk anvendes i et begrænset tidsrum og/eller under bestemte
betingelser. Som eksempler på salgsfremmende foranstaltninger er i selve bestemmelsen
nævnt tilgift, rabatmærker, rabat- og bonussystemer og præmiekonkurrencer. Herudover
nævnes i forarbejderne66 lodtrækninger, gratis reklamegaver som fx vareprøver, kvantumsrabatter
og andre rabatter. Begrebet omfatter også loyalitetsprogrammer og lignende.
Typisk vil en salgsfremmende foranstaltning være knyttet til salget af en bestemt vare eller
tjenesteydelse, men også tiltag, der blot generelt søger at fremme den erhvervsdrivendes
omsætning, kan være en salgsfremmende foranstaltning. Det kan fx være udsagn som ”kom til
åbent hus og deltag i lodtrækningen om et fjernsyn” eller ”efterårstilbud i storcenter – 25 pct.
på alle varer på hylderne”.67
__________________
62
Jf. lov nr. 621 af 15. juni 2011.
63
L 261 af 14. juni 2011 § 3.
64
Lf 160 af 2. marts 2011, specielle bemærkninger til nr. 2.
65
Lf 160 af 2. marts 2011, specielle bemærkninger til nr. 2.
66
Lf 160 af 2. marts 2011, specielle bemærkninger til nr. 2.
67
Lf 160 af 2. marts 2011, specielle bemærkninger til nr. 2.
SIDE 217 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det følger af § 9, at tilbudsbetingelserne skal være klare, tydelige og let tilgængelige, og at der
ikke må udlades væsentlige oplysninger.
Tilbudsbetingelserne er de krav/betingelser, forbehold eller begrænsninger, som den erhvervsdrivende
har fastsat, for at man kan få andel i tilbuddet. Hvilke specifikke oplysninger der skal
gives, afhænger af den enkelte salgsfremmende foranstaltning og den konkrete markedsføring.
68
Tilbudsbetingelserne kan fx være krav om, at forbrugeren skal købe noget, selv skal betale
visse omkostninger eller modydelser, fx leveringsomkostninger og porto samt andre omkostninger
ved udnyttelse af tilbuddet, uanset hvem forbrugeren skal udrede omkostningerne til.69
Tilbudsbetingelserne kan også være forbehold, som fx at mængden af tillægsydelser m.v. er
begrænset, eller andre kvantitative begrænsninger, fx ”De første 100 kunder får en gratis
cd”. 70
Det kan også være tidsmæssige begrænsninger i tilbuddet, fx ”ugens tilbud” eller geografiske
begrænsninger, fx at tilbuddet kun gælder visse dele af landet eller visse postnumre. Der kan
også være tale om aldersmæssige begrænsninger.71
Herudover fremgår det specifikt af bemærkningerne, hvilke tilbudsbetingelser der skal oplyses,
når den salgsfremmende foranstaltning består i konkurrencer, rabatkuponer, tilgift/
tillægsydelser og bonusordninger.
Kravet om, at tilbudsbetingelserne skal være klare, indebærer, at de skal være korrekte, klart
formulerede og relevante. Betingelserne må ikke kunne give anledning til misforståelser, tvetydigheder
eller fejlfortolkninger. Dette indebærer blandt andet, at de ikke bør indeholde
unødig information, der kan være egnet til at skjule tilbudsbetingelserne. Kravet om, at tilbudsbetingelserne
skal være klare, skærpes ved væsentlige begrænsninger i et tilbud, eller
hvis det vedrører produkter med en svært forståelig prisstruktur og/eller abonnementsvilkår,
fx teleprodukter eller bonusordninger. 72
__________________
68
Lf 13 af 6. oktober 2005, specielle bemærkninger til § 9, samt Lf 160 af 2. marts 2011, almindelige bemærkninger, afsnit 3.2
Lovforslagets indhold samt specielle bemærkninger til nr. 2.
69
Lf 160 af 2. marts 2011, specielle bemærkninger til nr. 2.
70
Lf 160 af 2. marts 2011, specielle bemærkninger til nr. 2.
71
Lf 160 af 2. marts 2011, specielle bemærkninger til nr. 2.
72
Lf 160 af 2. marts 2011, specielle bemærkninger til nr. 2.
SIDE 218 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Kravet om, at tilbudsbetingelserne skal være tydelige indebærer, at forbehold m.v. skal markedsføres,
så de fremstår med samme meddelelseseffekt som selve tilbuddet. 73
Kravet om, at tilbudsbetingelserne skal være let tilgængelige, indebærer, at forbrugeren umiddelbart
og uden vanskeligheder skal kunne sætte sig ind i betingelserne inden købet. Tilgængelighedskravet
betyder som udgangspunkt samtidigt og i samme medie, hvor markedsføringen
finder sted.
De nærmere krav, der stilles til tydelighed og tilgængelighed, varierer afhængigt af varens/
tjenesteydelsen og den salgsfremmende foranstaltnings karakter, samt det medie der
markedsføres i.
Det fremgår af de gældende bemærkninger, at når der er tale om traditionel markedsføring,
betyder kravet om tilgængelighed, at det som udgangspunkt ikke vil være tilstrækkeligt, hvis
man ved at læse en annonce i et dagblad, i en tilbudsavis eller et lignende trykt medie henvises
til at søge nærmere oplysninger om tilbudsbetingelserne på en webside eller ved at rette telefonisk
henvendelse til udbyderen. Tilbudsbetingelserne må derfor normalt fremgå af selve
annoncen.74
I flygtige medier, dvs. medier med en særlig gennemslagskraft og en yderst begrænset mulighed
for modtageren til at studere reklamebudskabet endnu en gang (fx fjernsyn), kan tilgængelighedskravet
opfyldes ved at henvise til et andet medie for yderligere oplysninger, hvis det
ikke er muligt at gengive alle betingelser og forbehold. Tydelighedskravet medfører, at beskrivelsen
skal være klar, loyal og afbalanceret, samt at fordele og ulemper/betingelser skal markedsføres
med samme meddelelseseffekt.
Ved elektronisk markedsføring og salg (fx på internettet eller et andet elektronisk medie) er
kravet om let tilgængelighed opfyldt, selvom der henvises til at hente oplysningerne et andet
sted, men dog via det samme medie. Fx kan tilbudsbetingelserne ved markedsføring på internettet
findes via et link, såfremt det fremgår klart og tydeligt, at linket henviser til tilbudsbetingelserne,
og man, ved et enkelt ”klik”, kan komme frem til dem. Omvendt vil tilgængelighedskravet
typisk ikke kunne anses for opfyldt, hvis man skal igennem 3 – 4 skærmbilleder for
at finde tilbudsbetingelserne.
Ved markedsføring via et kommunikationsmedium med begrænset plads (fx sms) kan tilgængelighedskravet
opfyldes ved, at forbrugeren henvises til en voicemail eller til at sende en sms til
__________________
73
Lf 160 af 2. marts 2011, specielle bemærkninger til nr. 2.
74
Lf nr. 160 af 2. marts 2011.
SIDE 219 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
et bestemt nummer for at få tilsendt betingelserne i en yderligere sms, via et link, pr. brev eller
e-mail. Der skal dog være gjort opmærksom på, at de tilknyttede betingelser i deres helhed
kan hentes via voicemail, sms m.v. Der skal være tale om frikald, eller at forbrugeren højst
påføres almindelige standardtakster, og forbrugeren må ikke udsættes for urimelig ventetid.
Markedsføringslovens § 9, stk. 2
Markedsføringslovens § 9, stk. 2, er en implementering af punkt 5 i bilag 1 til direktivet om
urimelig handelspraksis75. Bestemmelsen fastslår, at en erhvervsdrivende, der markedsfører
slagtilbud, som skaber en større efterspørgsel, end den erhvervsdrivende kan efterkomme,
skal tage et klart forbehold herom.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at forbrugerne får bedre mulighed for at vurdere
deres chancer for at få fat i et slagtilbud og dermed også et bedre grundlag for at beslutte, om
det er værd at gå efter tilbuddet76.
Den erhvervsdrivende kan fx tage forbehold ved at skrive ”så længe lager haves” eller ”begrænset
mængde”.
Da § 9, stk. 2, skal fortolkes i overensstemmelse med punkt 5 i bilag 1 til direktivet om urimelig
handelspraksis77, behøver den erhvervsdrivende ikke at tage forbehold, hvis den erhvervsdrivende
i stedet kan få en anden erhvervsdrivende til at levere den pågældende annoncerede
vare, eller hvis den erhvervsdrivende kan levere en anden ”tilsvarende” vare.
Forbrugerombudsmanden har over for udvalget oplyst, at Forbrugerombudsmanden fortolker
disse to undtagelser snævert. Det er fx Forbrugerombudsmandens opfattelse, at den erhvervsdrivende
ikke kan henvise forbrugeren til selv at tage hen til en anden erhvervsdrivende
for at købe varen. Det er ligeledes Forbrugerombudsmandens opfattelse, at for at en vare er
tilsvarende, skal den være af samme eller bedre kvalitet.78
__________________
75
Erhvervsudvalgets betænkning af 8. december 2005, specielle bemærkninger til nr. 2. samt Lf 2 af 4. oktober 2006, almindelige
bemærkninger, afsnit 5 ”Direktivets indvirkning på dansk ret”.
76
Erhvervsudvalgets betænkning af 8. december 2005, specielle bemærkninger til nr. 2.
77
Lf 2 af 4. oktober 2006, almindelige bemærkninger, afsnit 5 ”Direktivets indvirkning på dansk ret”.
78
Forbrugerombudsmandens retningslinjer om prismarkedsføring pkt. 16.
SIDE 220 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
§ 9, stk. 2, blev indsat i forbindelse med behandlingen af lovforslaget i 200579. Bestemmelsen
er ikke ændret efterfølgende.
Markedsføringslovens § 12a om købsopfordringer
Markedsføringslovens § 12 a har følgende ordlyd:
§ 12 a. Ved en opfordring til køb rettet mod forbrugerne skal en erhvervsdrivende give følgende
oplysninger, medmindre de allerede fremgår tydeligt af sammenhængen:
1) Varens eller tjenesteydelsens væsentligste karakteristika,
2) den erhvervsdrivendes adresse og navn,
3) forhold vedrørende betaling, levering og gennemførelse af aftalen, i det omfang disse forhold
afviger fra, hvad der er sædvanligt i branchen,
4) den erhvervsdrivendes fremgangsmåde i forbindelse med klagesagsbehandling, i det omfang
den afviger fra, hvad der er sædvanligt i branchen,
5) fortrydelsesret, afbestillingsret eller returret, hvis forbrugeren har en sådan ret, samt
6) prisen inklusive afgifter.
Stk. 2. Medfører varens eller tjenesteydelsens art, at prisen ikke med rimelighed kan beregnes på
forhånd, angives den måde, hvorpå prisen beregnes. Hvor det er relevant, angives alle yderligere
omkostninger vedrørende fragt, levering eller porto eller, hvis disse oplysninger ikke med rimelighed
kan beregnes på forhånd, oplysning om, at disse omkostninger kan forekomme.
Stk. 3. Ved en opfordring til køb forstås en kommerciel kommunikation, hvori produktets karakteristika
og pris er angivet på en måde, som er passende i forhold til det anvendte kommercielle
kommunikationsmiddel, og hvorved forbrugeren sættes i stand til at foretage et køb.
Markedsføringslovens § 12 a gennemfører bestemmelserne om oplysningspligt i forbindelse
med købsopfordringer i direktivet om urimelig handelspraksis, jf. artikel 2, litra i, og artikel 7,
stk. 4.
__________________
79
Erhvervsudvalgets betænkning af 8. december 2005, forslag nr. 2.
SIDE 221 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Markedsføringslovens § 12 a er en oplysningsregel, der sikrer, at nærmere angivne væsentlige
informationer ikke udelades i forbindelse med købsopfordringer.
En købsopfordring er i overensstemmelse med direktivets artikel 2, litra i, defineret som en
kommerciel kommunikation, hvori produktets karakteristika og pris er angivet på en måde
som er passende i forhold til det anvendte kommunikationsmiddel, og hvorved forbrugeren
sættes i stand til at foretage et køb.
Markedsføringslovens § 12 a, stk. 1, finder anvendelse ved købsopfordringer rettet mod forbrugerne.
Bestemmelsen oplister de oplysninger, den erhvervsdrivende skal give i forbindelse
med en købsopfordring, såfremt de ikke allerede fremgår tydeligt af sammenhængen.
Efter stk. 1, nr. 1, skal den erhvervsdrivende oplyse om varens eller tjenesteydelsens væsentligste
karakteristika.
Varens eller tjenesteydelsens væsentligste karakteristika skal ifølge direktivets artikel 7, stk.
4, litra a, oplyses i et omfang, der svarer til mediet eller produktet. Såfremt der foreligger en
købsopfordring, vil oplysninger om varens eller tjenesteydelsens væsentligste karakteristika
ofte allerede findes på grund af definitionen på en købsopfordring.
Oplysningskravet har derimod selvstændig betydning i forbindelse med udstilling af en vare i
fx et forretningslokale, hvor en umiddelbar besigtigelse af varen ikke giver forbrugeren oplysninger
om varens væsentligste karakteristika, men hvor der dog er tilstrækkelige oplysninger
til, at der foreligger en købsopfordring.
Den erhvervsdrivende skal efter stk. 1, nr. 2, oplyse, om den erhvervsdrivendes adresse og
navn.
Det kan ifølge direktivets artikel 7, stk. 4, litra b, ske ved oplysning af eksempelvis firmanavn.
Hvis den erhvervsdrivende handler på vegne af en anden erhvervsdrivende, skal navnet og
adressen på den pågældende erhvervsdrivende oplyses.
For landsdækkende forretninger, som er almindeligt kendt af forbrugerne, er det tilstrækkeligt
at oplyse den erhvervsdrivendes navn, hvis adressen kan anses for at fremgå af sammenhængen.
Ved købsopfordringer, der består i udstilling af en vare i et forretningslokale, vil oplysning om
den erhvervsdrivendes adresse og navn fremgå af sammenhængen og skal derfor ikke oplyses
separat i købsopfordringen.
Efter stk. 1, nr. 3, skal den erhvervsdrivende oplyse om forhold vedrørende betaling, levering
og gennemførelse af aftalen, i det omfang disse forhold afviger fra, hvad der er sædvanligt i
branchen. Det er herved forudsat, at disse betingelser ikke strider mod markedsføringslovens
regler om god skik.
SIDE 222 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Efter stk. 1, nr. 4, skal den erhvervsdrivende oplyse om fremgangsmåde i forbindelse med
klagesagsbehandling, i det omfang den afviger fra, hvad der er sædvanligt i branchen. Det er
herved forudsat, at disse betingelser ikke strider mod markedsføringslovens regler om god
skik.
Der skal ifølge stk. 1, nr. 5, oplyses om fortrydelsesret, afbestillingsret eller returret, hvis forbrugeren
har en sådan ret. Oplysningspligten omfatter både rettigheder, der følger af lovgivning,
samt rettigheder givet forbrugeren ved aftale. Der skal kun gives oplysning om eksistensen
af en sådan ret, men derimod ikke om indholdet af retten.
Den erhvervsdrivende skal efter stk. 1, nr. 6 og stk. 2, oplyse om varens eller tjenesteydelsens
pris inklusive afgifter. Hermed forstås, at den erhvervsdrivende skal oplyse om prisen inklusive
moms og afgifter. Hvis prisen på grund af produktets art ikke med rimelighed kan udregnes
på forhånd, skal den erhvervsdrivende angive den måde, hvorpå prisen beregnes. Det vil ikke
være muligt at beregne prisen, hvis fx en tjenesteydelse kræver yderligere opmålinger, før
prisen kan beregnes.
Endvidere skal der oplyses om yderligere omkostninger vedrørende fragt, levering eller porto,
eller hvis disse oplysninger ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd, oplysning om, at
disse omkostninger kan forekomme. Hvis omkostningerne til fragt afhænger af det samlede
køb, vil det være en oplysning, som ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd. I dette
tilfælde skal det oplyses, at der vil blive tillagt omkostninger til fragt.
Bestemmelsen opstiller ikke formkrav. Det følger dog af lovbemærkningerne, at oplysningerne
bør gives i umiddelbar tidsmæssig forbindelse med købsopfordringen for at sikre, at forbrugeren
får alle oplysninger efter § 12 a.
EU-Domstolen har i sagen C-122/10 (Konsumentombudsmannen mod Ving Sverige AB) udtalt,
at det er tilstrækkeligt, at alene visse af et produkts vigtigste karakteristika angives, hvis
den erhvervsdrivende i øvrigt henviser til sin internetside under forudsætning af, at der her
findes væsentlige oplysninger om produktets vigtigste karakteristika, pris og øvrige forhold.
Det afhænger af en konkret vurdering, under hensyntagen til købsopfordringens sammenhæng,
det anvendte kommunikationsmiddel samt produktets art og karakteristika, om den
blotte angivelse af visse af produktets vigtigste karakteristika gør det muligt for forbrugeren
at træffe en informeret transaktionsbeslutning.
Det følger videre af lovbemærkningerne, at købsopfordringer i form af reklamer skal indeholde
alle de oplysninger, der fremgår af § 12 a, såfremt de ikke allerede fremgår tydeligt af
sammenhængen. Købsopfordringer, der består i udstilling af en vare i forretninger, vil være i
overensstemmelse med § 12 a, hvis oplysningerne om pris og varens vigtigste karakteristika
fremgår af selve varen og skiltning på varen. Oplysninger, der ikke vedrører selve varen, fx
vedrørende betaling og fortrydelsesret, kan derimod gives ved tydelig skiltning i forretningen.
SIDE 223 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Markedsføringslovens § 12 a blev indsat i markedsføringsloven i 2006 med henblik på at gennemføre
direktivet om urimelig handelspraksis’ bestemmelser om oplysningskrav i forbindelse
med købsopfordringer i forbrugerforhold. Bestemmelsen trådte i kraft den 1. december
2007 og er ikke senere blevet ændret.
Udvalgets overvejelser
Opdeling af § 3 i flere bestemmelser
Forbrugerombudsmanden har over for udvalget oplyst, at det giver en række håndhævelsesmæssige
udfordringer, at den gældende markedsføringslovs § 3 både implementerer direktivet
om urimelig handelspraksis artikel 6 (om vildledende handlinger), artikel 7 (om vildledende
udeladelser) og artikel 8-9 (om aggressiv handelspraksis).
Udvalget vurderer endvidere, at den nuværende implementering af direktivet medfører manglende
klarhed, bl.a. ved at en række centrale begreber ikke genfindes i selve ordlyden af markedsføringslovens
§ 3, stk. 1-2.
Indtil 2006 var § 3, stk. 1-2, i vidt omfang baseret på national retspraksis og et minimumsdirektiv
om vildledende og sammenlignende reklame80. Med direktivet om urimelig handelspraksis
er der imidlertid kommet et totalharmoniseret og detailreguleret regelsæt, der indeholder
materielle kriterier og normerende definitioner af, hvornår der foreligger vildledende
eller aggressiv markedsføring.
Markedsføringslovens § 3, stk. 1-2, implementerer i dag både minimumsdirektivet om vildledende
og sammenlignende reklame, der alene regulerer det indbyrdes forhold mellem erhvervsdrivende,
og direktivet om urimelig handelspraksis, der alene retter sig til forholdet
mellem erhvervsdrivende og forbrugere i det omfang, der er tale om beskyttelse af forbrugernes
økonomiske interesser. Dette kan skabe usikkerhed om, hvad der gælder i de enkelte
forhold.
I den norske markedsføringslov har man valgt at udforme en særskilt bestemmelse om vildledende
handlinger (artikel 6), en særskilt bestemmelse om vildledende udeladelser (artikel 7),
en særskilt bestemmelse om aggressiv handelspraksis (artikel 8 og 9) og endelig en særskilt
bestemmelse om vildledende forretningsmetoder, der alene gælder i forholdet mellem to
erhvervsdrivende. De norske myndigheder har oplyst, at erfaringerne med denne opdeling er
__________________
80
Tidligere direktiv 84/450, som ændret ved direktiv 97/55 (medtog sammenlignende reklame) og direktiv 2006/114).
SIDE 224 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
positive81, og at den direktivnære implementering gør det væsentligt enklere at fortolke reglerne.
Det skyldes, at man bl.a. undgår usikkerhed om, hvorvidt implementeringen af direktivet
er korrekt, og at det gør håndhævelses- og fortolkningssamarbejdet mellem de europæiske
forbrugermyndigheder lettere.
Udvalget anbefaler på baggrund af ovenstående, at § 3, stk. 1-2, deles op i fire bestemmelser.
En om vildledende handlinger, en om vildledende udeladelser, en om aggressiv handelspraksis,
og en om vildledning mellem erhvervsdrivende. Der er med denne opsplitning ikke tiltænkt
en ændring af den gældende retstilstand på området.
Videreførelse af dansk retspraksis
Udvalget har nedenfor gengivet en række eksempler på domme efter de gældende §§ 1 og 3,
som i fremtiden vil være omfattet af den foreslåede § 5 om vildledende handling, § 6 om vildledende
udeladelser og § 7 om aggressiv handelspraksis.
Der vil dog ofte være et vist overlap mellem bestemmelserne. Fx vil den samme handelspraksis både
kunne udgøre en vildledende handling og en vildledende udeladelse.
Vildledende handlinger:
U.1987.519H: Det var vildledende i en brochure at markedsføre en shoppingtur til Helsingborg
i bus som turens hovedformål, da der på turen indgik en salgsdemonstration af en sådan
varighed, at forretningerne i Helsingborg havde lukket, inden deltagerne nåede frem til Helsingborg.
Dette var en vildledende handling og i strid med god markedsføringsskik, uanset der
på brochurens bagside var givet oplysning om forretningslukningen.
U.2015.2565H: Et selskab, der fremstillede isoleringsmateriale, havde overtrådt markedsføringslovens
bestemmelser om god skik og vildledning, ved at bringe utilstrækkeligt dokumenterede
påstande i markedsføringsmateriale om bl.a. materialets isoleringsevne, brandmodstand
og genanvendelighed sammenlignet med et andet selskabs isoleringsmateriale.
U.2014.3346H: En dansk udbyder af rådgivnings- og konsulentydelser handlede vildledende
og illoyalt ved på virksomhedens hjemmeside at give indtryk af, at virksomheden fortsat hav-
__________________
81
Udvalget har været i dialog med det norske Barne-, likestillings- og inkluderingsdepartement, som har ressortansvar for den
norske markedsføringslov, juridisk direktør i det norske Forbrugerombud, Frode Elton Haug samt professor dr.juris Tore Lunde
fra Universitetet i Bergen.
SIDE 225 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
de et samarbejde med en tilsvarende amerikansk udbyder, selvom samarbejdet var bragt til
ophør
U.2005.2162H: B havde lavet en anmeldelse af en cd-rom med forberedende teoriprøver, som
A havde produceret til brug for køreskoler. B og A var konkurrenter, hvorfor B selv solgte en
tilsvarende cd-rom med teoriprøver. Anmeldelsen indeholdt vildledende og urimeligt mangelfulde
angivelser og angivelser der, på grund af deres form, var utilbørlige.
Vildledende udeladelser:
U.1994.645S: En hvidevarekæde annoncerede med "Køb og Rejs", der gav indtryk af, at forbrugeren
ved køb af hårde hvidevarer fik et rejseværdibevis på 50 pct. af varens pris, dog
højst 3.000 kr. En forbruger uden særlige forudsætninger ville ved læsning af annoncen ikke
blive klar over den betingelse, at rejsen skulle ske med Sterling Airways og var undergivet en
række væsentlige vilkår og begrænsninger. Dette stod først klart ved læsning af 23 regler i en
pjece, der først blev udleveret i butikkerne.
Aggressiv handelspraksis:
U.1976.810S: En inkassovirksomhed anvendte på brevpapir m.v. slagord »Vi får pengene på
den ene eller den anden måde«, og på firmavognen - som debitorerne kunne risikere at få
besøg af - var bl.a. anført »Her kommer inkassovognen - er den på vej til Dem?«. Dette var i
strid med god markedsføringsskik.
Vildledende og utilbørlig handelspraksis mellem erhvervsdrivende:
U.2008.1211H: I efteråret 2003 blev D opmærksom på, at håndværkere ved udlægning af
flydegulve fra S angiveligt havde været generet af svien i øjnene, udtørring af slimhinder, lugt
m.m. På denne baggrund sendte D i december 2003 et brev til to af S' erhvervskunder. I brevet
anførte D, at »man havde ladet sig fortælle«, at generne skyldtes indholdet af formaldehyd, og
påpegede, at formaldehyd var et overordentligt kræftfremkaldende stof. Højesteret fandt, at
brevet var vildledende, samt utilbørligt på grund af den form, som brevet var udsendt i.
Tilpasning af vildledningsforbuddene til direktivets ordlyd
I dag er artikel 6-9 fra direktivet om urimelig handelspraksis implementeret i markedsføringslovens
§ 3, stk. 1-2, bortset fra dele af artikel 7, stk. 2, der er implementeret i markedsføringslovens
§ 4 og artikel 7, stk. 4, der er implementeret i markedsføringslovens § 12 a.
SIDE 226 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Udformningen af markedsføringslovens vildledningsbestemmelse har grundlæggende været
uændret siden 1974-loven82. I forbindelse med implementeringen af direktivet om urimelig
handelspraksis blev ordlyden af § 3, stk. 1-2, tilpasset i mindre omfang, bl.a. ved at indsætte
mærkbarhedskriteriet i stk. 1.
Bestemmelsen anvender imidlertid ikke direktivets tekst eller struktur i sin ordlyd. Direktivets
fremgangsmåde og udtryk fremgår i stedet af bemærkningerne til § 3.
For det første er det efter direktivets artikel 5, stk. 2, artikel 6, stk. 1, og 2, artikel 7, stk. 1, 2 og
4, samt artikel 8 en betingelse, at den pågældende handelspraksis ”væsentligt forvrider eller
kan forventes væsentligt at forvride den økonomiske adfærd i forhold til produktet hos gennemsnitsforbrugeren”.
I den gældende danske markedsføringslov skal betingelsen være opfyldt i forhold til § 1, stk. 2,
om god markedsføringsskik, § 3 om vildledning, § 4 om skjult reklame, § 9 om salgsfremmende
foranstaltninger og § 12 a om opfordringer til køb. Betingelsen fremgår alene af lovteksten i
§ 1, stk. 2. I forhold til de øvrige bestemmelser fremgår betingelsen i dag alene af de almindelige
bemærkninger samt de specielle bemærkninger til § 3, der stammer fra implementeringen
af direktivet om urimelig handelspraksis i 2006.83
For det andet er det efter direktivets artikel 7, stk. 3, en betingelse, at der, ved vurderingen af
om oplysninger er blevet udeladt, skal tages hensyn til begrænsninger ved kommunikationsmediet.
Det vil sige, om det medie, der anvendes, indebærer begrænsninger i rum eller tid, og
om den erhvervsdrivende har gjort oplysningerne tilgængelige for forbrugerne på en anden
måde.
I den danske markedsføringslov skal der tages hensyn til begrænsninger ved kommunikationsmediet
i forhold til § 3 om vildledning, § 4 om skjult reklame, § 9 om salgsfremmende foranstaltninger
og § 12 a om opfordringer til køb. Betingelsen fremgår ikke af lovteksten. Betingelsen
fremgår i dag alene af de almindelige bemærkninger samt de specielle bemærkninger
til §§ 3 og 12 a, der stammer fra implementeringen af direktivet om urimelig handelspraksis i
2006.84
For det tredje er det efter direktivets artikel 5, stk. 3, en betingelse, at ” vurderingen af en
handelspraksis, hvis den pågældende handelspraksis på en måde, som den erhvervsdrivende
__________________
82
Lov nr. 297 af 14. juni 1974.
83
Lf 2 af 4. oktober 2006.
84
Lf 2 af 4. oktober 2006.
SIDE 227 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
med rimelighed kan forventes at forudse, må formodes kun at forvride den økonomiske adfærd
væsentligt hos en klart identificerbar gruppe af forbrugere, som er særligt sårbare over
for den pågældende handelspraksis eller produktet, tager udgangspunkt i et gennemsnitligt
medlem af denne gruppe.”
I den danske markedsføringslov skal betingelsen være opfyldt i forhold til alle bestemmelser,
som implementerer direktivet om urimelig handelspraksis. Det vil sige god skik efter § 1, stk.
2, vildledning efter § 3, skjult reklame efter § 4, salgsfremmende foranstaltninger efter § 9 og
opfordringer til køb efter § 12 a. Betingelsen fremgår ikke af lovteksten men alene af de almindelige
bemærkninger, der stammer fra implementeringen af direktivet om urimelig handelspraksis
i 2006.85
I forbindelse med implementeringen af direktivet om urimelig handelspraksis blev det vurderet,
at retstilstanden efter de nye regler i meget vidt omfang ville være den samme som efter
de dagældende bestemmelser.86
Der verserer i foråret 2016 fortsat en præjudiciel sag for EU-Domstolen (C-611/2014 (Anklagemyndigheden
mod Canal Digital Danmark A/S)), som bl.a. handler om, hvorvidt markedsføringslovens
§ 3 er en korrekt implementering af direktivet om urimelig handelspraksis.
Forbrugerombudsmanden har på vegne af anklagemyndigheden tiltalt en udbyder af tvprogrampakker
for i forbindelse med selskabets markedsføring at have overtrådt markedsføringslovens
§ 3, stk. 1, under henvisning til, at selskabet ikke tilstrækkelig tydeligt oplyste, at
abonnenter ud over den oplyste månedlige abonnementspris på 99 kr. eller 149 kr. tillige
skulle betale en halvårlig ”kortservice” på 389 kr. Markedsføringen fandt sted i tv-reklamer, i
bannerreklamer på internettet og på udbyderens hjemmeside.
Under sagen har den erhvervsdrivende nedlagt påstand om frifindelse med den begrundelse,
at markedsføringslovens § 3 og anklagemyndighedens fortolkning og anvendelse heraf er i
strid med EU-retten, herunder artikel 7 i direktivet om urimelig handelspraksis om vildledende
udeladelser. Den erhvervsdrivende har endvidere anført, at den danske implementering af
direktivet er uklar, og at det bør afklares, hvilke krav der efter direktivet kan stilles til prisoplysninger
ved købsopfordringer, og hvilke krav der kan stilles, når markedsføringen er sket i
et medium, der indeholder begrænsninger i tid og rum.
__________________
85
Lf 2 af 4. oktober 2006.
86
Lf 2 af 4. oktober 2006, side 19ff.
SIDE 228 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Anklagemyndigheden har gjort gældende, at markedsføringslovens § 3 og fortolkningen og
anvendelsen heraf ikke er i strid med direktivet om urimelig handelspraksis, og at implementeringen
af direktivet ikke er uklar. Retten har på den baggrund forelagt EU-Domstolen syv
præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af direktivet om urimelig handelspraksis. Sagen er
fortsat verserende.
Udvalget har på den baggrund drøftet, om ordlyden af § 3 i højere grad skal tilpasses direktivets
ordlyd.
I dansk retstradition udgør forarbejderne et væsentligt fortolkningsbidrag til forståelsen af en
given lovtekst, hvilket taler for, at det er tilstrækkeligt, at direktivets kriterier fremgår af forarbejderne.
Det fremgår af EU-Domstolens praksis, at hvis et direktiv indeholder klare rettigheder og
pligter for borgerne og virksomhederne, bør rettighederne og pligterne fremgå udtrykkeligt af
selve lovteksten og ikke blot være omtalt i lovforslagets bemærkninger.87
Det er udvalgets vurdering, at de rettigheder og pligter som fremgår af artikel 6 – 9, herunder
de tre kriterier, som er nævnt ovenfor, vil blive mere synlige, hvis de fremgår direkte af lovens
ordlyd. Det vil samtidig give et bedre overblik over, hvilke kriterier der skal anvendes, og
derved gøre det lettere for virksomheder og forbrugere at kende deres rettigheder og pligter
og for Forbrugerombudsmanden at håndhæve reglerne. På baggrund heraf er det udvalgets
vurdering, at det vil være mest hensigtsmæssigt, hvis kriterierne fremgår af selve lovteksten.
Udvalget har ved vurderingen heraf også lagt vægt på de norske erfaringer,88 der med en forholdsvis
tekstnær implementering af direktivet viser, at den direktivnære implementering på
sigt gør det væsentligt enklere at fortolke reglerne, bl.a. fordi man undgår diskussioner om,
hvorvidt implementeringen af direktivet er korrekt, og fordi det gør håndhævelses- og fortolkningssamarbejdet
mellem de europæiske forbrugermyndigheder lettere. Man har ikke
kunnet pege på negative konsekvenser ved den direktivnære implementering, bl.a. fordi eventuelle
fortolkningsvanskeligheder i starten kan afhjælpes via vejledninger.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at ordlyden af de nye vildledningsbestemmelser bliver
mere direktivnær.
__________________
87
Sag C-143/83 (Kommissionen mod Danmark), præmis 10.
88
Udvalget har været i dialog med det norske Barne-, likestillings- og inkluderingsdepartement, som har ressortansvar for den
norske markedsføringslov, juridisk direktør i det norske Forbrugerombud, Frode Elton Haug samt professor dr.juris Tore Lunde
fra Universitetet i Bergen.
SIDE 229 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Væsentlig forvridning af den økonomiske adfærd
Efter direktivet om urimelig handelspraksis artikel 6, 7 og 8 er det en betingelse, at den pågældende
handelspraksis ”foranlediger gennemsnitsforbrugeren eller kan forventes at foranledige
denne til at træffe en transaktionsbeslutning, som han eller hun ellers ikke ville have truffet”.
Efter direktivet om urimelig handelspraksis artikel 5, stk. 2, litra b, er det en betingelse, at den
pågældende handelspraksis ”væsentligt forvrider eller kan forventes væsentligt at forvride den
økonomiske adfærd i forhold til produktet hos gennemsnitsforbrugeren”. I artikel 2, litra e, defineres
”væsentlig forvridning af forbrugernes økonomiske adfærd”, som ”anvendelse af en handelspraksis,
som mærkbart indskrænker forbrugerens evne til at træffe en informeret beslutning,
hvorved forbrugeren træffer en transaktionsbeslutning, som han eller hun ellers ikke ville have
truffet”.
Det, der skal vurderes efter såvel artikel 5 som artikel 6-8, er således det samme, nemlig om
forbrugeren træffer eller kan forventes at træffe en transaktionsbeslutning, som vedkommende
ellers ikke ville have truffet.
Det er på den baggrund udvalgets vurdering, at der ikke er materiel forskel på de forskellige
ordlyde af hhv. artikel 5 og artikel 6-8, og at vurderingen af, om en markedsføringspraksis kan
påvirke forbrugernes økonomiske adfærd, vil være den samme efter hhv. atikel 5 og artikel 6-
8.
Det skal bemærkes, at man i forbindelse med implementeringen af direktivet om urimelig
handelspraksis i markedsføringsloven i 200689 antog, at direktivets krav om ”væsentligt forvride”
må forstås således, at der skal være tale om en påvirkning, der i givet fald vil kunne
manifestere sig i praksis og er mærkbar, snarere end der er tale om en egentlig kvalificering
af, hvor stor denne påvirkning kan være. Ifølge forarbejderne til lovforslaget underbygges
dette yderligere af, at der i den engelske oversættelse er anvendt udtrykket ”materially
distorts” og i den franske tekst udtrykket ”almére de maniére de substantielle”. Det fremgår
videre af forarbejderne, at da ordet ”væsentlig” på dansk indikerer en høj grad af påvirkning,
og i dansk lovgivning sædvanligvis anvendes som en betydelig kvalificering, er ordet, ”væsentlig”
i lovteksten erstattet med ordet ”mærkbart”.
__________________
89
Lf 2 af 4. oktober 2006.
SIDE 230 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Et flertal i udvalget finder, at det faktum, at den gældende ordlyd i § 3, stk. 1, anvender ordet
mærkbart i stedet for væsentligt, kan give anledning til fortolkningstvivl, særligt hvorvidt
ordet ”mærkbart” svarer til direktivets intention.
Et flertal i udvalget bestående af professor Caroline Heide-Jørgensen, professor Søren
Sandfeld Jakobsen, professor Torben Hansen, Erhvervs- og Vækstministeriet,
Kulturministeriet, Justitsministeriet, Danske Advokater/Advokatsamfundet, Håndværksrådet,
Dansk Erhverv, Kreativitet & Kommunikation, DI, Finansrådet og Danske Medier anbefaler på
den baggrund, at kriteriet formuleres som: ”væsentligt forvride den økonomiske adfærd i
forhold til produktet hos gennemsnitsforbrugeren”, samt at der i definitionsbestemmelsen indsættes
direktivets definition på ”væsentlig forvridning af forbrugerens økonomiske adfærd”.
Et mindretal bestående af Forbrugerrådet Tænk og Forbrugerombudsmanden anbefaler, at
den nuværende formulering i § 3, stk. 1, ”egnet til mærkbart at forvride” fastholdes.
Disse medlemmer bemærker, at ordet ”væsentligt” alene stammer fra en dansk oversættelse
af direktivet, som efter disse medlemmers opfattelse er uheldig og misvisende, da det hverken
stemmer overens med direktivets intention eller ordlyd på originalsproget.
Det er disse medlemmers opfattelse, at det således ikke ifølge direktivet er en forudsætning
for at overtræde forbud mod urimelig handelspraksis, at forbrugerens transaktionsbeslutning
påvirkes ”væsentligt”, forstået som en kvalificering af påvirkningens omfang. Det er alene
tilstrækkeligt, at den pågældende handelspraksis kan forventes at påvirke en forbrugers
transaktionsbeslutning. Således anvendes også i den franske version af artikel 5, stk. 2 (b)
udtrykket ”altére de maniére de substantielle”, og eksempelvis i den engelske oversættelse
”materially distorts”.
I relation til vildledende handlinger og undladelser bemærker mindretallet i øvrigt, at hverken
direktivets artikel 6, eller artikel 7 i sig selv indeholder øvrige kriterier, end at forbrugeren
skal kunne forventes at blive vildledt (artikel 6, stk. 1), eller kunne forventes at blive foranlediget
til at træffe en transaktionsbeslutning (artikel 7, litra 1).
Samlet set er det således mindretallets opfattelse, at det vil være uhensigtsmæssigt og unødigt
besværligt for de, som skal anvende loven, hvis ordet ”væsentligt” benyttes i de enkelte lovbestemmelser.
For at vide, hvad der er tilladt, vil det i givet fald ikke være tilstrækkeligt at forholde
sig til ordlyden af eksempelvis vildledningsbestemmelserne, men nødvendigt herefter at
slå op i det generelle kriterium i den foreslåede § 4, stk. 2, for dernæst at være opmærksom på
den foreslåede definitionsbestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 6, hvor det vil fremgå, at ”væsentligt”
ikke betyder ”væsentligt” i ordets almindelige betydning. Ej heller samstemmende med betydningen,
når kriteriet anvendes i dansk lovgivning i øvrigt. I øvrige formueretlige love, som
markedsføringsloven netop i høj grad relaterer sig til, betyder ”væsentligt” således en kvalificering
af forholdets omfang/betydning, eksempelvis som forudsætning for en ophævelse af en
obligationsretlig kontrakt. En sådan ”begrebsforvirring” og uklarhed, herunder med behov for
SIDE 231 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
en række krydshenvisninger i selve loven på dette punkt, er efter mindretallets opfattelse
uhensigtsmæssig og i alle tilfælde helt unødvendig at skabe.
Inkorporering af bestemmelse om skjult reklame i forbuddet mod vildledende udeladelser
Den gældende markedsføringslovs § 4 indeholder et særskilt forbud mod skjult reklame.
Ifølge direktivet om urimelig handelspraksis er det en vildledende udeladelse, hvis en erhvervsdrivende
”undlader at angive den kommercielle hensigt med en handelspraksis, hvis
den ikke allerede fremgår tydeligt af sammenhængen”, jf. artikel 7, stk. 2. Forbuddet mod
skjult reklame i direktivet er således en del af vildledningsbestemmelsen.
Udvalget har derfor overvejet, om der fortsat bør være en særskilt bestemmelse om skjult
reklame i markedsføringsloven, eller om skjult reklame også i den danske lov bør omfattes af
vildledningsbestemmelsen.
I forbindelse med den nuværende implementering af direktivet om urimelig handelspraksis
besluttede lovgiver at bevare den eksisterende § 4 om skjult reklame som en selvstændig
bestemmelse i markedsføringsloven og angive i lovbemærkningerne, at bestemmelsen skal
fortolkes i overensstemmelse med direktivet om urimelig handelspraksis.90
Det er udvalgets vurdering, at det vil skabe mere klarhed om, at forbuddet mod skjult reklame
skal fortolkes i overensstemmelse med bestemmelsen om vildledende udeladelser, hvis bestemmelsen
bliver en del af denne bestemmelse. Udvalget har i forbindelse med denne overvejelse
lagt vægt på, at forbuddet mod skjult reklame er en del af bestemmelsen om vildledende
udeladelser i direktivet om urimelig handelspraksis, jf. direktivets artikel 7, stk. 2.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at forbuddet mod skjult reklame bliver en del af bestemmelsen
om vildledende udeladelser.
Alle former for skjult handelspraksis omfattes af samme bestemmelse
Den gældende markedsføringslovens § 4 omfatter efter sin ordlyd kun ”reklame”.
Ifølge direktivet er det en vildledende udeladelse, hvis en erhvervsdrivende ”undlader at angive
den kommercielle hensigt med en handelspraksis, hvis den ikke allerede fremgår tydeligt af
sammenhængen”, jf. artikel 7, stk. 2.
__________________
90
Lf 2 af 4. oktober 2006.
SIDE 232 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Begrebet handelspraksis omfatter ”en handling, udeladelse, adfærd eller fremstilling, kommerciel
kommunikation, herunder reklame og markedsføring foretaget af en erhvervsdrivende med
direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne”. Artikel 7, stk.
2, medfører således både en pligt for erhvervsdrivende til at angive den kommercielle hensigt
med en given ”reklame”, men også til at angive den kommercielle hensigt med andre ”handlinger,
udeladelser, anden adfærd, fremstillinger, kommerciel kommunikation og markedsføring”.
Den gældende § 4 implementerer kun den del af artikel 7, stk. 2, der vedrører reklame, mens
den øvrige del er implementeret i markedsføringslovens vildledningsbestemmelse i § 3.
Som det er i dag, er skjult reklame forbudt og strafbelagt efter § 4, mens skjult markedsføring
og anden skjult handelspraksis er forbudt og strafbelagt efter vildledningsbestemmelsen i § 3.
Både vurderingen af skjult reklame efter § 4 og skjult handelspraksis efter § 3 skal imidlertid
foretages i overensstemmelse med direktivets artikel 7, stk. 2. Det er således den samme
vurdering, der skal foretages, uanset om et forhold udgør reklame eller en anden handelspraksis,
herunder markedsføring, men efter gældende dansk ret er det nødvendigt at sondre
mellem reklame og markedsføring af hensyn til, hvilken bestemmelse et forhold skal henføres
under.
Det er efter udvalgets vurdering ikke altid let at sondre mellem, om noget er reklame eller
markedsføring.
På den baggrund anbefaler udvalget, at alle former for skjult handelspraksis omfattes af samme
bestemmelse
Markedsføring på online platforme m.v.
I de traditionelle medier, herunder blade og aviser, opfyldes reklameidentifikationskravet
typisk ved at indhold, som reelt er reklame for produkter, fx tydeligt markeres med ”reklame”,
”annonce” eller ”sponsoreret”.
Ved markedsføring på visse online platforme, fx en blog, kan det være sværere for forbrugerne
at gennemskue, hvornår der er tale om personlige holdninger, og hvornår der er tale om
kommercielle budskaber.
I de nordiske forbrugerombudsmænds standpunkt til markedsføring via sociale medier er
identifikationskravet formuleret således: ”Hvis markedsføring vises på et sted, der ikke er forbeholdt
markedsføringsbudskaber, stilles der større krav til tydeliggørelsen af, at der er tale om
markedsføring”.
Udvalget har på den baggrund overvejet, hvad der skal til, for at markedsføring på online platforme
er tilstrækkeligt identificeret. Udvalget er enigt i, at direktivets formulering om, at den
kommercielle hensigt skal ”fremgå tydeligt af sammenhængen”, er et godt udgangspunkt.
SIDE 233 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at den kommercielle effekt fremgår tilstrækkelig
tydeligt af sammenhængen, når der er tale om reklame, der er målrettet voksne, hvis fx et
opslag er udformet som en reklame. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse kan det også
være, hvor der i opslaget tydeligt er angivet ”reklame” eller ”sponsor” sammen med ”firmanavn”.
Kravene til ordvalg og tydelighed skærpes efter Forbrugerombudsmandens opfattelse,
hvis der er tale om reklame i indlæg rettet mod børn og unge. Det er endvidere Forbrugerombudsmandens
opfattelse, at det i disse tilfælde kan være tilstrækkeligt, hvis det tydeligt er
markeret med ”reklame” eller ”dette indlæg er betalt af X”.
Det er udvalgets vurdering, at der er i hvert enkelt tilfælde skal foretages en konkret helhedsvurdering.
Aftalekrav i forhold til skjult handelspraksis
Det følger af forarbejderne til den gældende § 4, at reklame, der består i, at personer eksponerer
et bestemt produkt, forudsætter, at der foreligger en aftale mellem den erhvervsdrivende,
hvis produkt der reklameres for, og den person, som står for eksponeringen. Det kunne fx
være på en blog. Endvidere fremgår det, at det forhold, at en erhvervsdrivende giver en gave
eller stiller en vare til rådighed for andre, uden at modtageren forpligtes til at bruge produktet
på en bestemt måde, ikke kan betegnes som reklame i § 4’s forstand.91
Udvalget er enigt om, at direktivets formulering vedrørende ”kommerciel hensigt” ikke kræver,
at der foreligger en aftale mellem fx en erhvervsdrivende og en blogger, før der kan være
tale om kommerciel hensigt. Det danske krav, om at der skal foreligge en bagvedliggende aftale
mellem en blogger og en erhvervsdrivende, er derfor efter udvalgets vurdering for vidtgående.
Udvalget er enigt om, at i de tilfælde, hvor der foreligger en aftale, vil der være en kommerciel
hensigt. Udvalget anbefaler, at det præciseres i bemærkningerne, at der i alle andre tilfælde
skal foretages en konkret vurdering.
Inkorporering af den gældende markedsføringslovs § 9 om salgsfremmende foranstaltninger i
vildledningsbestemmelserne
Den gældende markedsføringslovs § 9, stk. 1, indeholder en specifik regel om salgsfremmende
foranstaltninger, hvorefter der ikke må udelades væsentlige oplysninger om salgsfremmende
foranstaltninger.
__________________
91
Lf 13 af 6. oktober 2005.
SIDE 234 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Ifølge direktivet om urimelig handelspraksis artikel 7, stk. 1, er det en vildledende udeladelse,
hvis en erhvervsdrivende ”udelader væsentlige oplysninger”. Udeladelse af væsentlige oplysninger
om salgsfremmende foranstaltninger er således omfattet af direktivets vildledningsbestemmelse.
Udvalget har på den baggrund overvejet, om der fortsat bør være en særskilt bestemmelse om
salgsfremmende foranstaltninger i markedsføringsloven, eller om salgsfremmende foranstaltninger
også i den danske lov bør være en del af bestemmelsen om vildledende udeladelser.
Et flertal i udvalget bestående af professor Caroline Heide-Jørgensen, professor Søren
Sandfeld Jakobsen, professor Torben Hansen, Erhvervs- og Vækstministeriet,
Forbrugerombudsmanden, Kulturministeriet, Justitsministeriet, Danske
Advokater/Advokatsamfundet, Håndværksrådet, Dansk Erhverv, Kreativitet &
Kommunikation, DI, Finansrådet og Danske Medier mener, at bestemmelsen bør ophæves.
Flertallet lægger vægt på, at man på EU-plan har valgt, at salgsfremmende foranstaltninger
skal være en del af vildledningsbestemmelsen. De henviser også til, at det er Forbrugerombudsmandens
opfattelse, at det er en forudsætning, for at der foreligger en overtrædelse af
den gældende lovs § 9, stk. 1, at forholdet samtidig udgør en overtrædelse af den gældende
lovs § 3. Såfremt bestemmelsen ophæves, vil de tilfælde, der i dag er omfattet af bestemmelsen,
fremover blive fanget af bestemmelsen om vildledende udeladelser, som ligeledes er
strafsanktioneret. Bestemmelsens indhold er således fuldt ud dækket, og der er med ophævelsen
af bestemmelsen ikke tilsigtet en ændring af den gældende retstilstand.
I de gældende bemærkninger til § 9 om salgsfremmende foranstaltninger er det beskrevet,
hvorledes salgsfremmende foranstaltninger som fx rabatkuponer bør markedsføres.
Flertallet anbefaler, at der i bemærkningerne til den foreslåede § 6 om vildledende udeladelser
fortsat indgår en beskrivelse af, hvorledes salgsfremmende foranstaltninger i form af fx
rabatkuponer bør markedsføres.
Flertallet anbefaler samtidigt, at der i bemærkningerne tilføjes et kort afsnit om markedsføring
i form af loyalitetsprogrammer.
Udvalget bemærker i den forbindelse, at bl.a. reglerne i persondataloven også finder anvendelse
på sådanne loyalitetsprogrammer.
Det er Kreativitet & Kommunikation og Danske Mediers opfattelse, at omfanget af informationer
(kaldet ”pligttekster”), der fx skal gives ved salgsfremmende foranstaltninger kan være
omfattende og ganske pladskrævende, og derfor ikke altid er velegnet til at blive præsenteret
samtidig og i samme medie som selve markedsføringen.
Kreativitet & Kommunikation og Danske Medier er i den forbindelse enige i, at de krav, der
stilles til tydelighed og tilgængelighed varierer afhængigt af produktet og den salgsfremmende
foranstaltnings karakter samt det medie, det markedsføres i. Er det et medie med såkaldt
SIDE 235 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
begrænset plads kan tilgængelighedskravet efter omstændighederne opfyldes ved at henvise
til et andet medie for yderligere informationer. Organisationerne finder det dog uhensigtsmæssigt
og ude af trit med de markedsføringsretlige oplysningskrav, at trykte medier ikke
umiddelbart anses som medier, der kan have begrænset plads til at formidle pligtoplysningerne
og derved ikke har det samme råderum til at gøre nogle af oplysningerne tilgængelige for
forbrugerne på anden vis.
Denne skævvridning af de krav, som de enkelte medietyper skal efterleve, kan være konkurrenceforvridende,
idet fx de trykte medier derved bliver mindre attraktive som annonceringsplatforme,
når samtlige pligtoplysninger såvel i relation til salgsfremmende foranstaltninger
som i medfør af anden særlovgivning, skal vises i én og samme printannonce. Det indebærer
en risiko for, at vigtige oplysninger drukner i mængden af information samtidig med, at reklamens
kommercielle budskab fortrænges.
Ved fortolkning af tilgængelighedskravet er der behov for, at man i højere grad inddrager den
praktiske og reelle problemstilling, som omfanget af pligttekst udgør, ikke blot for annoncørerne
og de forskellige medietyper, men også for forbrugerne, der kan have svært ved at forholde
sig til mange pligtoplysninger på én gang. Ved vurderingen af, hvilke visningsmuligheder,
der kan lette udfordringerne med de mange pligtoplysninger, bør den teknologiske udvikling
og de nye elektroniske devices og deraf følgende nye visningsmuligheder inddrages i
større omfang. Det bør fx tillægges en betydning, at der er sket en markant stigning i antallet
af personer med smartphones, som dermed har fået en hurtig og væsentlig lettere adgang til
informationer.
Et mindretal bestående af Forbrugerrådet Tænk mener dog, at bestemmelsen bør bevares. En
særskilt bestemmelse om ”salgsfremmende foranstaltninger” er efter dette medlems opfattelse
væsentlig for at præcisere, hvilke krav der stilles til denne type handelspraksis.
Således vil det, særligt i en tid hvor eksempelvis konkurrencer er ganske udbredte på nettet,
herunder på sociale medier m.v., være ganske uhensigtsmæssigt at fjerne bestemmelsen, for i
stedet at lade sådanne forhold alene være omfattet af generelle vildledningsbestemmelser.
Forbrugerrådet Tænk bemærker i den forbindelse, at bestemmelsen ikke stiller yderligere
krav end, hvad der allerede følger af direktiver, men bl.a. har det væsentlige formål, at den er
med til at skabe klarhed i loven om, hvad erhvervsdrivende skal være opmærksomme på i
forbindelse med salgsfremmende foranstaltninger. Hertil kommer det relevante historiske
aspekt, at bestemmelsen netop blev fremhævet som en afgørende bestemmelse for at dække
den fremtidige regulering af bl.a. rabatkuponer og købsbetingede konkurrencer i forbindelse
med ophævelsen af de danske forbud herom i 2011.
En ophævelse af en selvstændig bestemmelse om salgsfremmende foranstaltninger er med
andre ord såvel unødvendig som uhensigtsmæssig og vil efter dette medlems opfattelse i øvrigt
fjerne den fornuftige og pædagogiske klarhed, som i dag følger direkte af lovteksten, og
SIDE 236 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
som ud over at udgøre et væsentligt forbrugerhensyn, bl.a. er med til at gøre det let for erhvervsdrivende
at kende til kriterierne for påtænkte markedsføringstiltag.
Udvalget anbefaler i den forbindelse, at kravet i bemærkningerne om at forbehold m.v. skal
markedsføres, så de fremstår med samme meddelelseseffekt som selve tilbuddet, udgår. Baggrunden
herfor er, at der efter direktivet om urimelig handelspraksis skal foretages en konkret
helhedsvurdering.
Forbrugerombudsmanden har over for udvalget oplyst, at Forbrugerombudsmanden i sin
håndhævelse af den gældende § 9 altid foretager en konkret helhedsvurdering. Hvorvidt der
er tale om samme meddelelseseffekt kan fortsat indgå i denne vurdering.
Ophævelse af § 9, stk. 2, om tilbud i begrænset antal grundet dobbeltregulering
Efter den gældende lovs § 9, stk. 2, skal en erhvervsdrivende, der markedsfører tilbud, som
skaber en større efterspørgsel, end den erhvervsdrivende kan efterkomme, tage et klart forbehold
herom i markedsføringen.
Stk. 2 blev indsat i markedsføringsloven, før man implementerede direktivet om urimelig
handelspraksis. Det følger af forarbejderne, at stk. 2, ”tager højde for direktivet om urimelig
handelspraksis, som indeholder en tilsvarende regulering af slagtilbud (bait advertising) i direktivets
bilag 1, nr. 5”92. I forbindelse med implementeringen af direktivet fremgår følgende af
forarbejderne: ”Bestemmelsens stk. 2 om slagtilbud svarer til nr. 5 i direktivets bilag I, og vil
ligeledes blive videreført uændret”93. Markedsføringslovens § 9, stk. 2, skal derfor fortolkes i
overensstemmelse med direktivets bilag 1, nr. 5.
Bilag I er implementeret i dansk ret ved bekendtgørelse nr. 1084 om urimelig markedsføring i
forbrugerforhold af 14. september 2007. Det følger heraf, at det under alle omstændigheder er
en urimelig handelspraksis, hvis ”den erhvervsdrivende opfordrer til at købe produkter til en
bestemt pris uden at gøre opmærksom på, at der kan være rimelige grunde til at antage, at han
ikke vil være i stand til at levere eller få en anden erhvervsdrivende til at levere de pågældende
eller tilsvarende produkter til den pågældende pris inden for en periode og i en mængde, som er
rimelig i forhold til produktet, omfanget af den reklame, der er gjort for produktet, og den opgivne
pris (bait advertising)” jf. bilaget til bekendtgørelsen nr. 594.
__________________
92
Erhvervsudvalgets betænkning af 8. december 2005, specielle bemærkninger til nr. 2.
93
Lf. 2 af 4. oktober 2006, almindelige bemærkninger, afsnit 5 ”Direktivets indvirkning på dansk ret”.
94
Bekendtgørelse nr. 1084 af 14. september 2007 om urimelig markedsføring i forbrugerforhold, der er udstedt med hjemmel i
markedsføringslovens § 3, stk. 4 og § 30, stk. 5.
SIDE 237 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Udvalget har derfor overvejet, om § 9, stk. 2, bør ophæves.
Det er udvalgets vurdering, at slagtilbud i dag er dobbeltreguleret. Det er derfor også udvalgets
vurdering, at en ophævelse af § 9, stk. 2, ikke vil have nogen retlige konsekvenser, idet § 9,
stk. 2, skal fortolkes i overensstemmelse med bekendtgørelsen om urimelig markedsføring i
forbrugerforhold nr. 5.
Det er endvidere udvalgets vurdering, at det er § 9, stk. 2 – og ikke nr. 5 i bekendtgørelsen –
der bør ophæves. Udvalget har lagt vægt på, at de øvrige bestemmelser fra sortlisten ikke er
indsat direkte i loven. Begrundelsen herfor er, at sortlistens omfang og detaljeringsgrad ikke
gør den egnet til lovtekst, ligesom hensynet til at bevare listen samlet også vejer tungt. Udvalget
har anbefalet, at bilaget tilføjes som bilag til loven jf. udvalgets overvejelser vedr. § 8.
Udvalget anbefaler derfor, at § 9, stk. 2, ophæves.
Placering af § 12 a
Markedsføringslovens § 12 a implementerer artikel 7, stk. 4, i direktivet om urimelig handelspraksis,
mens de øvrige bestemmelser i direktivets artikel 7 er implementeret i bestemmelsen
om vildledning.
Forbrugerombudsmanden har overfor udvalget oplyst, at det er Forbrugerombudsmandens
opfattelse, at elementerne fra direktivets artikel 7, stk. 1-3, i praksis inddrages i håndhævelsen
af markedsføringslovens § 12 a. Ved vurderingen af, om der foreligger en overtrædelse af
markedsføringslovens § 12 a, er det således de samme kriterier, der skal inddrages, som ved
vildledningsbestemmelsen, dvs., hvorvidt det anvendte medie indeholder begrænsninger i
rum eller tid, jf. artikel 7, stk. 3, samt om en manglende angivelse af oplysningerne i § 12 a
konkret har været egnet til at påvirke gennemsnitsforbrugerens transaktionsbeslutning, jf.
artikel 7, stk. 1.
Der er således sammenhæng mellem markedsføringslovens § 3, som implementerer artikel 7,
stk. 1-3, og markedsføringslovens § 12 a, som implementerer artikel 7, stk. 4.
Det er udvalgets vurdering, at denne sammenhæng ikke kommer klart til udtryk med den
nuværende placering i to separate bestemmelser i markedsføringsloven. Udvalget finder, at
det er uhensigtsmæssigt, at direktivets artikel 7, stk. 4, er implementeret i en selvstændig
bestemmelse uden direkte sammenhæng med forbuddet mod vildledende udeladelser.
Udvalget anbefaler, at § 12 a indarbejdes i den foreslåede bestemmelse om vildledende udeladelser.
Direktivets ordlyd i en dansk kontekst
Ordlyden af direktivets bestemmelser er meget lange og tunge. Hvor det er muligt uden at
ændre betydningen, anbefaler udvalget derfor, at direktivets ordlyd forenkles, så det bliver
SIDE 238 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
lettere at læse og passer bedre i en dansk kontekst. Udvalget har i den danske lovtekst foretaget
følgende modificeringer af direktivets ordlyd:
Direktivteksten i artikel 5, stk. 3, lyder ”en handelspraksis, der på en måde, som den erhvervsdrivende
med rimelighed kan forventes at forudse, må formodes kun at…”. Det er udvalgets
vurdering, at formuleringen ”en handelspraksis som den erhvervsdrivende med rimelighed
må formode kun forvrider…” er fuldt dækkende og bedre i en dansk kontekst. Udvalget anbefaler
på den baggrund, at formuleringen ”en handelspraksis som den erhvervsdrivende med
rimelighed må formode kun forvrider…” anvendes i § 5, stk. 6, om vildledende handlinger, § 6
stk. 6, om vildledende udeladelser og købsopfordringer samt § 8, stk. 4 om aggressiv handelspraksis.
Direktivets artikel 7, stk. 3, lyder ”Når det medie, der anvendes til at formidle denne handelspraksis,
indebærer begrænsninger i rum eller tid…”. Udvalget er blevet opmærksomt på, at
forbrugeraftalelovens § 11, stk. 2, anvender formuleringen: ”anvendelsen af en fjernkommunikationsteknik,
som kun giver begrænset plads eller tid til at formidle oplysningerne”. Det er
udvalgets vurdering, at ordet ”plads” er bedre i en dansk kontekst. Forbrugeraftalelovens § 11,
stk. 2, er en ordret implementering af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8, stk. 4. Den
engelske version af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8, stk. 4, er formuleret som:” If the
contract is concluded through a means of distance communication which allows limited space
or time…” Den engelske version af direktivet om urimelig handelspraksis artikel 7, stk. 3,
lyder: ”Where the medium used to communicate the commercial practice imposes limitations
of space or time…” Det er på den baggrund udvalgets vurdering, at ordet ”rum” ikke skal fortolkes
til at indeholde andet og mere end ordet ”plads”. Udvalget anbefaler på den baggrund,
at formuleringen ” om den erhvervsdrivende anvender et medie, som kun giver begrænset
plads eller tid til at formidle oplysningerne,” anvendes i § 6, stk. 3-6, om vildledende udeladelser
og købsopfordringer.
Enkelte steder adskiller ordlyden af den danske direktivtekst sig fra de øvrige sprogversioner,
herunder den engelske direktivtekst, som var den sprogversion landene oprindeligt forhandlede
sig frem til. Hvor det er tilfældet, anbefaler udvalget, at ordvalget i den nye markedsføringslov
lægger sig op ad de øvrige sprogversioner. Udvalget har i den danske lovtekst foretaget
følgende ændringer:
Direktivets artikel 6, stk. 1, litra b lyder ”de væsentligste egenskaber ved produktet, såsom det
omfang i hvilket det står til rådighed”. I den engelske direktivtekst, bruges ordet ”availability”. I
Dommen C-435/11 (CHS Tour Services GmbH mod Team4 Travel GmbH) er availability i den
danske udgave oversat med ordet ”tilgængeligheden af et produkt”. Det er udvalgets vurdering,
at formuleringen ”tilgængelig” er bedre i en dansk kontekst. Udvalget anbefaler på den
baggrund, at der i forarbejderne til § 5, stk. 2, nr. 2, skrives ”ved produktets væsentligste egenskaber
forstås bl.a. det omfang et produkt er tilgængeligt i”.
Direktivets artikel 6, stk. 1, litra c, lyder ”omfanget af den erhvervsdrivendes forpligtelser,
begrundelsen for den pågældende handelspraksis og arten af salgsprocessen”. Det er udvalgets
SIDE 239 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
vurdering, at det ikke er klart, hvad der menes med formuleringen ”arten af salgsprocessen”. I
den engelske version bruges formuleringen ”the nature of the sales proces”, den tyske bruger ”
die Art des Vertriebsverfahrens”, den franske ” la nature du processus de vente” og den svenske
”typen av säljförfarande”. Udvalget anbefaler på den baggrund, at man i stedet for formuleringen
”arten af salgsprocessen” bruger formuleringen ”karakteren af den anvendte salgsproces”.
Direktivets artikel 6, stk. 2, litra a, omfatter efter sin ordlyd både ”forveksling med et produkt,
og forveksling med et varemærke en handelsbetegnelse eller andre kendetegn som tilhører en
konkurrent”. Det er udvalgets vurdering, at begrebet ”forretningskendetegn” kan dække over
”handelsbetegnelse eller andre kendetegn”. Udvalget anbefaler på den baggrund, at § 5, stk. 3,
om vildledende handlinger formuleres som ” En erhvervsdrivende må ikke anvende markedsføring,
herunder sammenlignende reklame vedrørende et produkt, der medfører forveksling
med en konkurrents produkt, varemærke eller forretningskendetegn.”
Direktivets artikel 7, stk. 2, lyder: ”Det betragtes også som en vildledende udeladelse, hvis en
erhvervsdrivende skjuler eller på en […] uhensigtsmæssig måde præsenterer væsentlige oplysninger”.
I den engelske version bruges formuleringen ”untimely manner”, den tyske bruger
”nicht rechtzeitig bereitstellt”, og den franske ”à contretemps”. Udvalget har drøftet, om de
øvrige sprogversioner indeholder et tidsmæssigt aspekt, som ikke genfindes i det danske ord
”uhensigtsmæssig”. Udvalget har imidlertid ikke kunne finde et mere dækkende dansk ord end
”uhensigtsmæssigt”, som også er det ord, der er anvendt i den danske oversættelse af direktivet.
SIDE 240 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
§ 8 Specifikke former for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggressive
(Tidligere § 3, stk. 4)
Gældende ret
I den gældende markedsføringslov findes hjemmelsbestemmelsen i § 3, stk. 4, der har følgende
ordlyd:
Stk. 4. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter nærmere regler for specifikke former for markedsføring,
som i medfør af EU-regulering under alle omstændigheder anses for at være urimelige
i forbrugerforhold.
Der er tale om en hjemmelsbestemmelse, hvorefter erhvervs- og vækstministeren har hjemmel
til at fastsætte nærmere regler for specifikke former for markedsføring i forbrugerforhold,
som ifølge EU-regulering under alle omstændigheder anses for at være urimelig, og dermed
ikke er tilladt.
Hjemlen er brugt til at udstede en bekendtgørelse95, som implementerer bilag 1 til direktivet
om urimelig handelspraksis, der indeholder en liste på 31 markedsføringsformer, som, jf.
direktivets artikel 5, stk. 5, under alle omstændigheder anses for at være urimelige og dermed
forbudte. Listen med de forbudte markedsføringsformer findes som et bilag til bekendtgørelsen.
Udvalgets overvejelser
Særskilt bestemmelse vedr. de specifikke former for handelspraksis, som altid anses for vildledende
eller aggressive
Hjemlen i den gældende markedsføringslov § 3, stk. 4, til at udstede bekendtgørelser er brugt
til at udstede en bekendtgørelse, som gennemfører bilag 1 til direktivet om urimelig handelspraksis.
Bilag 1 indeholder en liste på 31 markedsføringsformer, som jf. direktivets artikel 5,
stk. 5, under alle omstændigheder anses for at være urimelige og dermed ulovlige.
Det er udvalgets vurdering, at der er behov for at øge synligheden og kendskabet til, at der
findes en række former for handelspraksis, som under alle omstændigheder er ulovlige og
hvor en vurdering af om de er vildledende eller i strid med god erhvervsskik, derfor ikke er
nødvendig.
__________________
95
Bekendtgørelse nr. 1084 af 14. september 2007 om urimelig markedsføring i forbrugerforhold.
SIDE 241 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
I Tyskland har man valgt at gennemføre direktivets bilag 1 som et bilag til den lov, der implementerer
direktivet. Det er udvalgets vurdering, at man herved vil øge synligheden og kendskabet
til bilaget.
Det er på den baggrund udvalgets anbefaling, at bekendtgørelse nr. 1084 af 14. september
2007 om urimelig markedsføring i forbrugerforhold ophæves, og at bilaget i stedet gennemføres
som et bilag til selve markedsføringsloven. Udvalget anbefaler, at hjemmelsbestemmelsen
i den gældende § 3, stk. 4, erstattes af en særskilt bestemmelse, som henviser til bilaget som
en del af loven.
SIDE 242 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
§ 9 Uanmodet henvendelse til bestemte aftagere (Tidligere § 6)
Gældende ret
Den gældende markedsføringsloven indeholder i § 6 en bestemmelse om spam (uanmodet
henvendelse til bestemte aftager). Bestemmelsen har følgende ordlyd:
Uanmodet henvendelse til bestemte aftagere
§ 6. En erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post, et
automatisk opkaldssystem eller telefax med henblik på afsætning af varer, fast ejendom og andre
formuegoder samt arbejds- og tjenesteydelser, medmindre den pågældende forudgående har
anmodet om det.
Stk. 2. Uanset stk. 1 kan en erhvervsdrivende, der fra en kunde har modtaget dennes elektroniske
adresse i forbindelse med salg af en vare eller en tjenesteydelse, markedsføre egne tilsvarende
produkter eller tjenesteydelser til kunden via elektronisk post. Dette forudsætter dog, at kunden
har mulighed for let og gebyrfrit at frabede sig dette både i forbindelse med afgivelsen af adressen
til den erhvervsdrivende og ved efterfølgende henvendelser.
Stk. 3. En erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til en bestemt fysisk person ved brug af
andre midler til fjernkommunikation med henblik på afsætning som nævnt i stk. 1, hvis den pågældende
over for den erhvervsdrivende har frabedt sig dette, hvis det fremgår af en fortegnelse,
som udarbejdes af Det Centrale Personregister (CPR) hvert kvartal, at den pågældende har frabedt
sig henvendelser, der sker i sådant markedsføringsøjemed, eller hvis den erhvervsdrivende
ved undersøgelse i CPR er blevet bekendt med, at den pågældende har frabedt sig sådanne henvendelser.
Ved telefonisk henvendelse til forbrugere gælder endvidere reglerne om uanmodet
henvendelse i lov om visse forbrugeraftaler.
Stk. 4. Stk. 3 gælder ikke, hvis den pågældende person forudgående har anmodet om henvendelsen
fra den erhvervsdrivende.
Stk. 5. Første gang en erhvervsdrivende retter henvendelse som nævnt i stk. 3 til en bestemt fysisk
person, der ikke er anført i fortegnelsen fra CPR, skal den erhvervsdrivende tydeligt og på en
forståelig måde oplyse om retten til at frabede sig henvendelser som nævnt i stk. 3 fra den erhvervsdrivende.
Den pågældende skal samtidig gives adgang til på en nem måde at frabede sig
sådanne henvendelser.
Stk. 6. Der må ikke kræves betaling for at modtage eller notere meddelelser om, at en anmodning
efter stk. 1 tilbagekaldes, eller at henvendelser som nævnt i stk. 3 frabedes.
Stk. 7. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om den erhvervsdrivendes
informationspligt efter stk. 5 og om pligten til at give adgang til at frabede sig henvendelser som
nævnt i stk. 3.
SIDE 243 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Bestemmelsen fastsætter regler om, hvornår og hvordan erhvervsdrivende må sende direkte
markedsføring i elektronisk form til forbrugere, erhvervsdrivende eller offentlige institutioner,
når disse ikke forudgående har bedt om det. Det fastsætter endvidere regler for, hvordan
forbrugere kan frabede sig direkte markedsføring i form af fx breve og telefon.
Markedsføringslovens § 6 blev indsat i markedsføringsloven i 2000 som led i gennemførelsen
af en række direktiver96.
Bestemmelsen blev ændret i 2003, som følge af databeskyttelsesdirektivets artikel 13.97 Selvom
direktivet indførte en række ændringer til de tidligere bestemmelser, medførte det alene
indsættelsen af undtagelsen i markedsføringslovens § 6, stk. 2. Det fremgår af bemærkningerne
til ændringen, at det daværende Økonomi- og Erhvervsministerium var opmærksom på, at
der kunne være behov for en samlet vurdering af, om reglerne i den daværende § 6 a var tidssvarende
som følge af den hastige udvikling af markedsføring på internettet. En sådan undersøgelse
blev udskudt til den generelle revision af markedsføringsloven, der blev påbegyndt i
2003. Ifølge markedsføringslovsudvalgets betænkning 1457/2005 gav udvalgets vurdering af
bestemmelsen imidlertid ikke anledning til ændringer i selve bestemmelsen.98
Databeskyttelsesdirektivet blev afløst af e-databeskyttelsesdirektivet i 2009.99 Det nye direktiv
gav heller ikke anledning til ændringer i markedsføringsloven.
Markedsføringslovens § 6, stk. 1 og 2 – digitale henvendelser
Efter markedsføringslovens § 6, stk. 1, er det forbudt for erhvervsdrivende at sende direkte
markedsføringsmateriale til forbrugere, virksomheder eller offentlige myndigheder ved brug
af elektronisk post, automatiske opkaldssystemer eller telefax, medmindre modtageren forudgående
har anmodet om det. Den forudgående anmodning skal forstås på samme måde som
det tilsvarende begreb i forbrugeraftalelovens § 4. Der vil således både være tale om forudgå-
__________________
96
Jf. lov nr. 213 af 31. marts 2000. Lovændringen implementerede regler i hhv. fjernsalgsdirektivets artikel 10 (direktiv
97/7/EF) og ISDN-direktivets artikel 12 (direktiv 97/66/EF), der begge regulerer erhvervsdrivendes adgang til at foretage
uanmodet markedsføring.
97
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af
privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (Direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation).
98
Udvalget drøftede primært bødeniveauet for bestemmelsen, hvilket førte til ændringer i bemærkningerne til bestemmelsen.
99
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25. november 2009 om ændring af direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt
og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.
SIDE 244 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
ende anmodning i tilfælde, hvor modtageren på eget initiativ anmoder om markedsføringen,
og i de tilfælde hvor den erhvervsdrivende har indhentet modtagerens samtykke hertil.100
Markedsføringsloven indeholder ikke nogen definition af et samtykke. Det er heller ikke defineret
i de oprindelige direktiver, der er implementeret i markedsføringslovens § 6, stk. 1.101
Ifølge bemærkningerne til markedsføringsloven skal et samtykke være konkretiseret i den
forstand, at det klart og utvetydigt fremgår, hvad der meddeles samtykke til.102 Et samtykke til
markedsføring ved brug af elektronisk post m.v. kan imidlertid være affattet forholdsvis bredt.
Det vil fx være muligt for banker m.v. at indhente samtykke til markedsføring af ”nye eller
forbedrede pensionsmuligheder” eller ”nye eller forbedrede indlånsmuligheder”.103
Et samtykke skal endvidere være informeret. Den, der giver samtykket, skal således være klar
over, hvad der meddeles samtykke til. Hvis et samtykke alene fremgår af den erhvervsdrivendes
standardvilkår, kan det kun anses for givet, hvis det har været fremhævet over for den
pågældende.104
Markedsføringslovens § 6, stk. 2, indeholder en undtagelse til forbuddet i stk. 1. Ifølge undtagelsen
må en erhvervsdrivende gerne sende elektroniske reklamer til tidligere kunder om
egne tilsvarende produkter/ydelser, hvis den erhvervsdrivende har modtaget kundens elektroniske
adresse i forbindelse med køb af en vare/ydelse.
Det er en forudsætning for at være omfattet af undtagelsen, at kunden selv har oplyst sin elektroniske
adresse til den erhvervsdrivende. Den erhvervsdrivende kan ikke benytte elektroniske
adresser, der er oplyst af andre. Det er ligeledes en betingelse, at oplysningen er givet i
forbindelse med salg af en vare eller en tjenesteydelse. Den erhvervsdrivende kan kun benytte
adresser, der er givet i forbindelse med salg af en vare eller en tjenesteydelse, og kun hvis
kunden samtidig bliver oplyst, at adressen vil kunne blive benyttet til fremsendelse af reklame,
samt om muligheden for at vælge dette fra.105
__________________
100
Lf 213 af 1. marts 2000, specielle bemærkninger til § 2.
101
Databeskyttelsesdirektivet (direktiv 2002/58/EF om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i
den elektroniske kommunikationssektor) som er implementeret ved markedsføringslovens § 6, stk. 2, indeholder i artikel 2,
litra h, en henvisning til definitionen af samtykke i registerdirektivet (direktiv 95/46/EF). Denne definition er imidlertid ikke
afspejlet i bemærkninger til ændringen af markedsføringsloven i 2003.
102
Lf 213 af 1. marts 2000, almindelige bemærkninger afsnit 3.2.1.
103
Ibid note 1.
104
Ibid note 3.
105
Lf 143 af 29. januar 2003, specielle bemærkninger til § 4.
SIDE 245 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det er ligeledes et krav, at kunden har mulighed for at frabede sig disse henvendelser let og
gebyrfrit både i forbindelse med afgivelse af adressen og ved enhver efterfølgende henvendelse.
Markedsføringslovens § 6 følger virkningsprincippet106, hvorefter det afgørende for, om markedsføringsloven
finder anvendelse på en forseelse, er, om den erhvervsdrivendes markedsføring
har virkning på det danske marked.107 Det vil sige, at hvis en erhvervsdrivende fra fx Tyskland
sender uanmodede reklamemails til en dansk forbruger, er det markedsføringsloven, der
finder anvendelse, også selvom den erhvervsdrivende hverken har forretningssted eller anden
erhvervsaktivitet i Danmark.
Markedsføringslovens § 6, stk. 3-7 - anden fjernkommunikation
Ifølge markedsføringslovens § 6, stk. 3, må en erhvervsdrivende ikke rette henvendelse til en
bestemt fysisk person (gælder både forbrugere og erhvervsdrivende) ved brug af andre fjernkommunikationsmidler,
fx breve og tryksager, hvis modtageren enten har meddelt den erhvervsdrivende,
at han/hun ikke ønsker at modtage markedsføring, eller hvis modtageren er
opført på den såkaldte Robinsonliste. Robinsonlisten er etableret med hjemmel i CPR-lovens §
29, stk. 3, og § 40, stk. 4 og 5, der giver mulighed for, at fysiske personer generelt kan sige nej
til henvendelser med direkte markedsføring på deres privatadresser. Det sker ved en registrering
i CPR-registreret, som den erhvervsdrivende er forpligtet til at undersøge inden fremsendelse
af markedsføringsmateriale. Selvom en fysisk person er opført på Robinsonlisten, kan
vedkommende give samtykke til at modtage markedsføring fra en eller flere navngivne erhvervsdrivende.
108
Første gang en erhvervsdrivende retter direkte henvendelse ved brug af fysisk brev, tryksag
m.v., skal modtageren på en tydelig og forståelig måde oplyses om retten til at frabede sig
sådanne henvendelser. Det skal endvidere være let og gebyrfrit at melde fra.109
__________________
106
I modsætning til andre informationssamfundstjenester er uopfordret kommerciel kommunikation via elektronisk post
undtaget fra e-handelsdirektivets krav om hjemlandskontrol og gensidig anerkendelse efter direktivets artikel 3, stk. 1 og 2.
Denne undtagelse er implementeret i e-handelslovens § 5, stk. 1, nr. 5.
107
Jf. FONN Danmark U 03.1855S.
108
Lf 213 af 1. marts 2000, almindelige bemærkninger, afsnit 3.2.2.
109
Ibid note 6.
SIDE 246 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Uanmodet telefonisk henvendelse
Forbrugeraftalelovens § 4 indeholder regler om, at en erhvervsdrivende ikke uden forudgående
anmodning herom må rette telefonisk henvendelse til en forbruger eller personlig henvendelse
til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig
adgang, med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om
indgåelse af aftale. Forbuddet gælder dog ikke, hvis forbrugeren på forhånd har anmodet om
en opringning eller et besøg.
Der er endvidere nogle få undtagelser fra forbuddet mod telefonsalg. Man kan som erhvervsdrivende
lovligt sælge bøger og abonnementer på aviser, ugeblade og tidsskrifter, formidle
forsikringer, og visse erhvervsdrivende kan sælge abonnementer på redningstjeneste og sygetransport.
I disse tilfælde gælder markedsføringslovens § 6, stk. 3-7. Det betyder, at en erhvervsdrivende
ikke må ringe til forbrugere vedr. forsikringer m.v., hvis forbrugeren har frabedt
sig direkte markedsføring ved at lade sig registrere på Robinsonlisten.110
Udvalgets overvejelser
Forholdet mellem cookiebekendtgørelsen, persondataforordningen og markedsføringsloven
I lyset af de nye digitale markedsføringsmuligheder gennemgås nedenfor kort udvalgte snitflader
og samspillet mellem markedsføringslovens § 6 (stk. 1 og 2), persondataforordningen111
og cookiebekendtgørelsen (bekendtgørelse 1148/2011) med fokus på de tre regelsæts fælles
anvendelsesområde, reglernes begrebsanvendelse af relevans for markedsføring, udfordringerne
med den dynamiske teknologiske udvikling, rettigheder over for en erhvervsdrivende,
og forskelle i de tre regelsæts sanktionering.
- Anvendelsesområder
De tre regelsæt - markedsføringslovens § 6, persondataforordningen og cookiebekendtgørelsen
- har person- og forbrugerbeskyttelse som et fælles overlappende formål.
Persondataforordningen beskytter fysiske personer i forbindelse med behandling af persondata,
forstået som information om en identificeret eller identificerbar fysisk person, dvs. en
__________________
110
Lf 213 af 1. marts 2000, specielle bemærkninger til § 2.
111
Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse
med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF
(generel forordning om databeskyttelse).
SIDE 247 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
person, der kan identificeres ved en (hvilken som helst) identifikator, fx navn, ID-nummer,
lokaliseringsdata, online-ID eller andet særligt for personens identitet.
Til forskel herfra omfatter cookiebekendtgørelsen både personhenførbare og ikkepersonhenførbare
oplysninger men er til gengæld begrænset til at angå en uretmæssig lagring
af og adgang til allerede lagrede oplysninger i slutbrugernes terminaludstyr. Videregivelse
af (person-)oplysninger reguleres eksempelvis ikke af cookiebekendtgørelsen.
Markedsføringslovens § 6, stk. 1 og 2, regulerer ikke behandling af (person-)oplysninger, men
alene betingelserne for, hvornår og hvordan en erhvervsdrivende kan rette en elektronisk
henvendelse med henblik på afsætning.
I praksis spiller de tre regelsæt sammen ved elektronisk direkte markedsføring (direct marketing),
hvor en erhvervsdrivende opbygger en database, der indeholder persondata, og som
eventuelt beriges med oplysninger indsamlet via slutbrugerens terminaludstyr (cookies). Ud
fra databasen genereres en personprofil, som danner grundlag for, at den erhvervsdrivende
via elektronisk post henvender sig til en bestemt person med henblik på afsætning.
Opbygningen af databasen og udarbejdelsen af personprofilen vil kræve, at persondataforordningen
efterleves, og sker der som led heri indsamling af oplysninger via slutbrugerens terminaludstyr,
skal såvel persondataforordningen som cookiebekendtgørelsen iagttages. Når personprofilen
anvendes til at rette henvendelse til personen via elektronisk post, finder markedsføringslovens
§ 6 anvendelse.
Det væsentligste samspil er mellem persondataforordningen og markedsføringslovens § 6, og
sker der ikke indsamling af oplysninger via slutbrugerens terminaludstyr, er der intet overlap
mellem cookiebekendtgørelsen og markedsføringslovens § 6. Det er der til gengæld mellem
cookiebekendtgørelsen og markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik. Samspillet
viser sig, hvor erhvervsdrivende indsamler oplysninger - ikke nødvendigvis personhenførbare
- via internetaktiviteter og herudfra genererer brugerprofiler, der ikke benyttes til at sende
elektronisk post men derimod til at lave målrettet annoncering, det vil sige digital annoncering,
der vises til en afgrænset gruppe af modtagere, som identificeres via cookies eller andet
elektronisk ID. Denne form for markedsføring skal leve op til god markedsføringsskik.
- Begrebsanvendelse
Markedsføring: Ingen af de tre regelsæt indeholder i selve lovteksten en definition af begrebet
markedsføring, og hovedbestemmelsen i markedsføringslovens § 6, stk. 1, om elektronisk
markedsføring anvender ikke begrebet markedsføring men der imod "afsætning" i ordlyden af
bestemmelsen, hvorimod undtagelsen i stk. 2 om løbende kundeforhold vedrører adgangen til
at "markedsføre" egne tilsvarende produkter. Mens cookiebekendtgørelsen hverken gør brug
af begreberne afsætning og markedsføring, anvender persondataforordningen flere steder
begrebet "direkte markedsføring", dvs. kerneområdet for markedsføringslovens § 6. Forordningen
definerer dog ikke "direkte markedsføring", og dens regulering heraf angår ikke hvorSIDE
248 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
når og hvordan en erhvervsdrivende kan rette henvendelser om direkte markedsføring men
alene behandlingen af personoplysninger til brug for sådan markedsføring og brugernes rettigheder
i denne forbindelse, jf. nedenfor.
Profilering: Profilering er et forholdsvis nyt begreb i persondataretten og er i persondataforordningen
karakteriseret som en automatisk behandling af persondata til evaluering af bestemte
personlige forhold vedrørende en fysisk person, fx omkring personens økonomi, helbred,
præferencer, interesser, adfærd, opholdssted og bevægelser. Efter forordningen kan den
registrerede gøre indsigelse mod behandling af persondata med henblik på profilering og
direkte markedsføring, og den registrerede skal have meddelelse om denne indsigelsesadgang
senest på tidspunktet for den første kommunikation, samtidig med at meddelelsen skal gives
klart og adskilt fra alle andre oplysninger.
Forbruger: Til trods for at de tre regelsæt alle angår forbrugerbeskyttelse, anvender hverken
markedsføringslovens § 6, stk. 1 og 2, persondataforordningen eller cookiebekendtgørelsen
begrebet "forbruger". Mens markedsføringslovens § 6, stk. 1 og 2, vedrører henvendelser til
"nogen" og en "kunde", omtaler persondataforordningen og cookiebekendtgørelsen en "fysisk
person" henholdsvis en "slutbruger", der begge er definerede begreber i de to retsakter.
Samtykke: Persondataforordningen viderefører de hidtidige basale krav til et samtykke, nemlig
at der skal foreligge en frivillig, specifik, informeret og utvetydig erklæring eller klar bekræftelse
fra den registrerede. Herudover uddyber forordningen samtykkekravene, bl.a. ved
at konkretisere, at tavshed, forhåndsafkrydsede felter og inaktivitet ikke udgør et samtykke,
samtykker indeholdt i erklæring, der også vedrører andre forhold, skal forelægges i en letforståelig
og lettilgængelig form, i et klart og enkelt sprog, og på en måde som klart kan skelnes
fra andre forhold, samtykker, der afgives efter elektroniske anmodninger, skal være klare og
koncise, og de må ikke unødigt forstyrre brugen af en tjeneste, og der gælder skærpede betingelser
for samtykker, der afgives af børn i forbindelse med informationssamfundstjenester.
Cookiebekendtgørelsen indeholder ikke tilsvarende præciseringer men gentager de basale
krav i persondataforordningen, nemlig at et samtykke udgøres af en frivillig, specifik og informeret
viljestilkendegivelse fra slutbrugeren.
Modsat persondataforordningen og cookiebekendtgørelsen indeholder hverken § 6 eller andre
bestemmelser i markedsføringsloven en definition af et samtykke, og ordet samtykke
genfindes ikke i § 6's ordlyd, som derimod taler om, at en erhvervsdrivende ikke må rette en
henvendelse, medmindre modtageren har "anmodet om det". Dette er samme begreb, som
benyttes i forbrugeraftalelovens § 4 (tidligere § 6) om uanmodet henvendelser. I overensstemmelse
med lovforarbejderne anvender markedsføringsretten dog reelt de samme samtykkekriterier
som persondataretten, nemlig at der skal foreligge en frivillig, specifik og informeret
viljestilkendegivelse.
Tilbagekaldelse: Selvom det er centralt for alle tre regelsæt, at et samtykke skal kunne tilbagekaldes
nemt og enkelt, anvendes dette begreb ikke (i hvert fald ikke konsekvent) i regelsætteSIDE
249 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
ne. Markedsføringslovens § 6 omtaler således alene tilbagekaldelse i stk. 6, der forbyder opkrævning
af betaling for tilbagekaldelsesmeddelelser efter stk. 1, idet § 6 taler om, hvorvidt en
henvendelse er "frabedt". Persondataforordningen anvender fortrinsvis "tilbagetrækning" og
retten til "sletning" og til at gøre "indsigelse" - og præciserer, at det skal være lige så let at
tilbagetrække et samtykke som at afgive det - mens cookiebekendtgørelsen ved angivelsen af
kravene for at have givet fyldestgørende information anfører, at slutbrugeren skal have adgang
til at "afslå" eller "tilbagekalde" et samtykke.
- Dynamisk teknologiudvikling
Den teknologiske udvikling foregår i et hastigt tempo, og det er efter udvalgets opfattelse
vanskeligt at udarbejde en lov, der i enhver sammenhæng tager højde for udviklingen. Problemet
illustreres af, at markedsføringslovens § 6 nævner markedsføring via telefax, mens
hverken ordlyden eller lovforarbejderne omtaler markedsføring via sociale medier, såsom fx
facebook, Instagram, Twitter, LinkedIn og Snapchat. App's, mobilbank, e-boks m.v. nævnes
heller ikke. Også kommunikationsformer via sådanne kanaler – herunder forskellige varianter
af en inbox, en væg, newsfeed, likes, notifikationer, pop- up's etc. - er uomtalt i markedsføringslovens
§ 6 eller forarbejderne hertil.
Netop fordi den teknologiske udvikling er hastig og uforudsigelig, er det uegnet at angive bestemte
medier eller kommunikationsformer i lovgivningen, i særdeleshed i en strafsanktioneret
bestemmelse, der sædvanligvis ikke fortolkes udover sin ordlyd.
I forlængelse heraf mener flertallet, at der i dette lovforslag som udgangspunkt ikke bør opstilles
krav, der er mere restriktive end kravene i andre EU-lande.
Forbrugerrådet Tænk kan ikke tilslutte sig dette synspunkt. Det afgørende må efter dette
medlems opfattelse, netop som konsekvens af de udfordringer og nye problemstillinger som
den teknologiske udvikling medfører, være at sikre et tidssvarende og afbalanceret regelsæt,
herunder med et tilstrækkeligt forbrugerbeskyttelsesniveau. Hvorvidt kravene, herunder
potentielt ganske utidssvarende og forældede, i andre EU-lande måtte være mindre ”restriktive”,
bør ikke være udgangspunktet for at tage hånd om problemstillingerne. Inspiration fra
lande med en eventuel mindre ”restriktiv” regulering giver i sig selv hverken svar eller løsninger
på de nye udfordringer – i værste fald det modsatte.
Som uafhængig tilsynsmyndighed forholder Forbrugerombudsmanden sig neutralt til
spørgsmålet.
Kommissionen arbejder pt. på en revision af e-databeskyttelsesdirektivet. De forventer at
fremlægge et revideret e-databeskyttelsesdirektiv inden udgangen af 2016. Den danske regering
har påpeget udfordringerne med den nuværende bestemmelse over for kommissionen.
- Rettigheder over for den erhvervsdrivende
SIDE 250 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Mens cookiebekendtgørelsen ikke har bestemmelser om specifikke slutbrugerrettigheder -
bortset fra et krav på at modtage fyldestgørende information i forbindelse med afgivelse af et
samtykke - indeholder persondataforordningen et helt katalog af rettigheder, som den registrerede
har over for (bl.a.) den dataansvarlige. I markedsføringssammenhænge er forordningens
centrale rettigheder adgangen til at kræve indsigt, berigtigelse og sletning, og herudover
til at gøre indsigelse mod databehandling, herunder til direkte markedsføring og profilering.
Markedsføringslovens § 6, stk. 1 og 2, giver modtageren af elektroniske afsætningsfremmende
henvendelser ret til let og gebyrfrit at frabede sig sådanne henvendelser og til uden betaling at
tilbagekalde anmodninger (samtykker) om at modtage elektroniske henvendelser om afsætning,
jf. stk. 6.
Selvom cookiebekendtgørelsen og markedsføringslovens § 6 alene giver slutbrugeren/
modtageren af elektroniske henvendelser forholdsvis få specifikke rettigheder, kan reglerne
suppleres af god skik-bestemmelser. Dette kan indebære, at den erhvervsdrivende skal
imødekomme anmodninger om information og indsigt og respektere brugerønsker i bestemte
sammenhænge. Rækkevidden af den erhvervsdrivendes pligter efter god skikbestemmelserne
ligger dog ikke fast og vil i vidt omfang afhænge af de konkrete omstændigheder.
Den stigende brug af data og udviklingen i nye teknologier giver en øget kompleksitet i markedsføringen
og grænsefladerne i lovgivningen, idet der er et samspil mellem væsentlig regulering,
som fx markedsføringsloven, persondataloven og cookiebekendtgørelsen. Udvalget
understreger på den baggrund vigtigheden af koordinering mellem myndighederne (Forbrugerombudsmanden,
Datatilsynet og Erhvervsstyrelsen). Det er vigtigt at inddrage viden fra
eksterne aktører, hvor dette er relevant i forhold til mulige problemstillinger samt forståelse
af teknologiske eller praktiske forhold.
Samtykkekravet
Markedsføringslovens § 6, stk. 1, bygger på en såkaldt ”opt-in løsning”. Dette indebærer, at en
henvendelse omfattet af markedsføringslovens § 6, stk. 1, er lovlig, såfremt modtageren forudgående
har anmodet herom, dvs. givet samtykke hertil.
Markedsføringsloven indeholder ikke en definition af et ”samtykke”. Edatabeskyttelsesdirektivet
112 indeholder via en henvisning til registerdirektivet113 en definition
__________________
112
Direktiv 2002/58/EF. Direktivet er ændret ved e-databeskyttelsesdirektivet 2009/136/EU.
113
Direktiv 95/46/EF.
SIDE 251 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
af et samtykke, der lyder: ”enhver frivillig, specifik viljestilkendegivelse”114. Dette svarer til definitionen
af et samtykke efter persondatalovens § 3, stk. 1, nr. 8, der er en implementering af
registerdirektivet.
Det fremgår alene af lovbemærkningerne til markedsføringslovens § 6, at et samtykke efter
markedsføringslovens § 6 skal være hhv. ”informeret” og ”konkretiseret”115, se nærmere under
afsnittet ”gældende ret”.
I lyset af, at udvalget er blevet bedt om at vurdere, om markedsføringsloven er i overensstemmelse
med de EU-regler, der er implementeret i loven, har udvalget vurderet, om definitionen
af et ”samtykke” er korrekt implementeret.
Ifølge den EU-retlige definition af et samtykke, er det en betingelse, at samtykket er ”specifikt”.
I lovbemærkningerne til persondataloven, der som nævnt anvender registerdirektivets definition
af et samtykke, fremgår det, at ”specifik” indebærer, at det bl.a. skal fremgå, ”hvem der kan
foretage behandling af oplysninger om den samtykkende”.
En vurdering af kravet om, at et samtykke til markedsføring skal være specifikt, kunne således
føre til, at det skal fremgå, hvem specifikt der gives samtykke til at modtage markedsføring fra.
Det er imidlertid uklart, om det er et krav efter markedsføringsloven. Det fremgår ikke af lovbemærkningerne.
Det er endvidere et krav ifølge den EU-retlige definition, at samtykket skal være frivilligt. Dette
krav følger heller ikke af lovbemærkningerne til § 6.
Det er udvalgets vurdering, at definitionen af samtykke bør være ens i markedsføringslovens §
6 og i persondataloven, da begge regelsæt bygger på definitionen fra registerdirektivet.
Udvalget anbefaler, at definitionen af samtykke fra registerdirektivet fremgår klarere af bemærkningerne
til markedsføringsloven.
Udvalget anbefaler endvidere, at der indsættes en definition af samtykke, svarende til definitionen
i registerdirektivet, i den foreslåede definitionsbestemmelse, samt at ordlyden af § 6, stk.
__________________
114
Det fremgår af artikel 2, litra h, at ”enhver frivillig, specifik og informeret viljestilkendegivelse, herved den registrerede
indvilliger i, at oplysninger, der vedrører den pågældende selv, gøres til genstand for behandling”.
115
Selvom databeskyttelsesdirektivet blev implementeret i markedsføringsloven i 2003, er definitionen af samtykke ikke afspejlet
i bemærkninger til lovændringen. Det skyldes formentlig, at implementeringen alene indsatte undtagelsen i stk. 2, og ikke i
øvrigt medførte ændringer i bestemmelsen.
SIDE 252 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
1, samtidig ændres fra ”medmindre den pågældende forudgående har anmodet om det” til
”medmindre den pågældende forudgående har givet sit samtykke hertil”.
Indhentelse af samtykke i forbindelse med konkurrencer, rabatter og lignende
Forbrugerombudsmanden har de senere år modtaget omkring 35.-50.000 e-mails vedrørende
spam årligt116. Det er både forbrugere, erhvervsdrivende og offentlige myndigheder, der klager
til Forbrugerombudsmanden.
I de klager, som Forbrugerombudsmanden har undersøgt, har klagerne i mange tilfælde givet
samtykke til at blive kontaktet af en lang række erhvervsdrivende i forbindelse med, at de har
deltaget i konkurrencer på internettet. Konkurrencerne udformes og udbydes på internettet
af virksomheder, som på den måde indhenter samtykke, såkaldte ”leads” eller ”permissions”.
Disse ”leads” eller ”permissions” videresælges til andre virksomheder. Prisen for sådanne
”leads” kan ifølge Forbrugerombudsmandens oplysninger i dag variere fra mellem 1 kr. pr. stk.
til flere hundrede kroner pr. stk.
Det foregår som regel ved, at forbrugeren inviteres til at deltage i en konkurrence, hvor det
som en del af konkurrencebetingelserne fremgår, at deltagelse er betinget af, at der afgives
samtykke til at modtage markedsføring fra en lang række erhvervsdrivende. Ved brug af tekst,
billeder og layout rettes forbrugerens fokus mod konkurrencen og/eller den mulige præmie,
mens det faktum, at der afgives samtykke til markedsføring, er betydeligt nedtonet.
Det er udvalgets vurdering, at de generelle krav til indhentelse af samtykke bør præciseres i
bemærkningerne, herunder at et samtykke forudsætter, at den der afgiver samtykket er klar
over, hvilke virksomheder der afgives samtykke til at modtage markedsføringsmateriale fra.
Et mindretal, bestående af Forbrugerrådet Tænk tilføjer, at det netop er gennem deltagelse i
konkurrencer, at forbrugere typisk oplever at modtage efterfølgende henvendelser, som de
finder generende og ikke erindrer at have bedt om. Henset til at fokus fra forbrugeren naturligt
vil være rettet mod konkurrenceelementet og udsigten til en mulig gevinst af den ene eller
anden art, er det særligt problematisk, hvis konkurrencer samtidig betinges af samtykke til
markedsføring, uden forbrugerens aktive ønske om at blive kontaktet efterfølgende. Ofte er
der ingen direkte sammenfald/proportionalitet mellem konkurrencens indhold og det/de
produkter, som forbrugeren efterfølgende kontaktes omkring. Hertil kommer, at listen af
__________________
116
Forbrugerombudsmandens spampostkasser modtog i 2013 ca. 35.000 e-mails, i 2014 ca. 42.000 e-mails og i 2015 ca. 51.000
e-mails. Antallet af personer, der efterfølgende udfylder en klageformular til brug for den eventuelle videre klagebehandling har
været tilsvarende stigende, og udgjorde i 2013 14.950, i 2014 19.886 og i 2015 29.180.
SIDE 253 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
erhvervsdrivende, som der gives samtykke til, kan være lang og i praksis medføre adskillige
henvendelser, som kan være vanskelige at komme effektivt af med igen.
Forbrugerrådet Tænk så derfor gerne et forbud mod at konkurrencer betinges af samtykke til
efterfølgende markedsføring, hvortil bemærkes, at der i forhold til direktivet om urimelig
handelspraksis om nødvendigt bør ske en revision af de juridiske muligheder herfor på EUplan.
Endvidere vil det efter udvalgets vurdering med fordel kunne præciseres i bemærkningerne,
at hvis et samtykke indhentes i forbindelse med fx en konkurrence eller en spørgeskemaundersøgelse,
skal det være klart og utvetydigt for forbrugerne, at der samtidig med deltagelsen i
konkurrencen m.v. gives samtykke til at modtage markedsføring.
Udvalget anbefaler, at kravene til indhentelse af samtykke præciseres som foreslået i bemærkningerne.
§ 6, stk. 2 ”egne tilsvarende produkter”
Undtagelsen i markedsføringslovens § 6, stk. 2, er begrænset til direkte markedsføring af den
erhvervsdrivendes ”egne eller tilsvarende produkter”.
Ifølge forarbejderne skal dette forstås som tilsvarende vare- eller tjenesteydelsesgrupper, som
den erhvervsdrivende selv forhandler og ikke nødvendigvis som fuldstændig identiske produkter
eller ydelser. Har man fx købt et par bukser og i forbindelse med dette køb afgivet sin
mailadresse, fordi der er tale om e-handel, vil den erhvervsdrivende fremover kunne sende
reklame for andet tøj via e-mail. Den erhvervsdrivende har derimod ikke mulighed for at markedsføre
andre typer varer eller tjenesteydelser, som måtte indgå i dennes varesortiment. Har
en kunde fx købt en kuffert, må adressen ikke bruges til at markedsføre møbler.
Flere af udvalgsmedlemmerne har påpeget, at den nuværende danske fortolkning betyder, at §
6, stk. 2, ikke har nogen praktisk relevans. Det skyldes for det første, at muligheden for at
sende e-mails ud til egne kunder via stk. 2 er meget snæver. Bestemmelsen giver mulighed for,
at man kan sende en e-mail om en tilsvarende bil men ikke om vinterdæk til den bil, som kunden
har købt. De e-mails, som den erhvervsdrivende kan udsende efter stk. 2, har derfor sjældent
nogen relevans for kunden. For det andet er bestemmelsens praktiske relevans yderst
begrænset, fordi bestemmelsen er svær at administrere i praksis, da det kræver en ”hvem har
købt hvad”-segmentering.
Udvalget har på den baggrund, i forbindelse med landeundersøgelsen, spurgt ind til, hvordan
formuleringen fortolkes i de øvrige lande.
Norge, Sverige og Tyskland fortolker formuleringen ”egne tilsvarende produkter” på samme
måde, som fremgår af de danske forarbejder. Fx fremgår det af de norske forarbejder, at hvis
en forbruger har købt en bil, kan sælgeren markedsføre andre biler, men ikke reservedele,
SIDE 254 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
tilbehør eller service til biler, ligesom en tysk domstol har fastslået, at det afgørende er, hvorvidt
det produkt, der markedsføres, kan erstatte det købte produkt.
I Nederlandene er det afgørende for fortolkningen af ”tilsvarende produkter”, hvad forbrugeren
forventer. Ifølge forarbejderne til den Nederlandske lov, er det imidlertid afgørende for,
hvad forbrugeren forventer, hvad sælgeren har givet af information i forbindelse med det
oprindelige køb. Hvis sælgeren ikke har givet nogen informationer, skal ”egne tilsvarende
produkter” fortolkes snævert.
I Storbritannien er det ligeledes afgørende, hvad forbrugerne forventer. Hvilke produkter, der
skal betragtes som ”egne tilsvarende produkter”, afhænger af, hvad det er for et produkt, forbrugeren
har købt. Køber en forbruger fx brød og bananer hos et stort online supermarked, vil
forbrugeren med rimelighed kunne forvente at modtage mails vedr. en lang række produkter,
herunder brød, frugt og andre dagligvarer, men også bøger, dvd’er, køkkenudstyr og andet,
der normalvis sælges i et supermarked. Derimod vil forbrugeren ikke forvente e-mails vedrørende
fx forsikringstilbud, uanset om supermarkedet også udbyder forsikringer.
Et flertal i udvalget anbefaler, at ”egne tilsvarende produkter” fremover skal fortolkes således,
at det afgørende er de forventninger, den erhvervsdrivende har skabt hos forbrugeren. Hvis
den erhvervsdrivende ikke har oplyst noget, skal dette fortolkes snævert.
Et mindretal, bestående af Forbrugerrådet Tænk, kan ikke tilslutte sig anbefalingen. Dette
medlem deler opfattelsen af, at bestemmelsen ikke er meningsfuld for hverken forbrugerne
eller de erhvervsdrivende, men finder ikke af denne årsag grundlag for at udvide området for,
hvad der kan henføres til betegnelsen ”egne tilsvarende produkter”. Tværtimod er det efter
dette medlems opfattelse i sig selv problematisk, at loven indeholder en bestemmelse, som
bryder med grundlæggende principper til kravene for et gyldigt samtykke, som defineret i EUretten
og anbefaler derfor, at der tages initiativ til en ophævelse af undtagelsen på EU-plan.
Uønskede elektroniske henvendelser udgør i forvejen et stort problem, med mange klager til
følge, hvorfor det ikke er hensigtsmæssigt at udvide adgangen til at sende henvendelser, uden
at dette sker som følge af et aktivt ønske (”viljestilkendegivelse”) fra modtagerens side. Det
bemærkes i den forbindelse, at der netop er tale om en EU-retlig undtagelse til hovedreglen
om et forbud, som i alle tilfælde skal fortolkes snævert på nationalt plan. Således vil det efter
dette medlems opfattelse være på kant med direktivets artikel 13, stk. 2 fremover at lade det
være op til den erhvervsdrivende selv at definere over for modtageren, hvad denne forstår
ved ”egne tilsvarende produkter”. Forbrugerrådet Tænk anbefaler, herunder for at være direktivkonform,
at det som minimum præciseres, at det under alle omstændigheder vil være
EU-domstolens fortolkning af ”egne tilsvarende produkter”, som er afgørende. Dette uagtet
såvel den erhvervsdrivendes egen - og potentielt udvidede - forståelse heraf, som de forventninger
den erhvervsdrivende gennem formuleringer i mails m.v. konkret måtte have skabt hos
modtageren.
SIDE 255 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Den digitale udvikling
Bestemmelsen om uanmodet henvendelse til bestemte aftagere fastsætter regler for, i hvilket
omfang erhvervsdrivende må rette henvendelse til nogen/en bestemt fysisk person med henblik
på direkte markedsføring, jf. de foreslåede stk. 1 og stk. 4.
Markedsføringsloven er teknologineutral i den forstand, at den finder anvendelse uanset, i
hvilket medie markedsføringen optræder. Den teknologiske udvikling har imidlertid medført
nye tekniske muligheder for, hvordan de erhvervsdrivende kan markedsføre sig. Dette har
både skabt udfordringer for virksomhederne, som kan være usikre på, om de med deres markedsføring
holder sig inden for lovens rammer, og for forbrugerne i forhold til hvilke rettigheder
de har.
Udvalget har i forbindelse med behandlingen af bestemmelsen identificeret følgende tre problemstillinger,
som den teknologiske udvikling har skabt:
1. Hvad er omfattet af definitionen elektronisk post?
2. Hvad er direkte markedsføring?
3. Hvilke muligheder har man for at frabede sig direkte markedsføring?
Ad 1. Hvad er omfattet af definitionen elektronisk post?
Den foreslåede § 9, stk. 1, forbyder erhvervsdrivende at rette henvendelse til nogen ved brug
af ”elektronisk post, et automatisk opkaldssystem eller telefax” med henblik på direkte markedsføring.
Begrebet ”elektronisk post” dækker e-mail, sms, mms og andre lignende applikationer.117
De digitale medier har imidlertid givet de erhvervsdrivende en lang række nye muligheder for
at rette henvendelse til konkrete brugere. Det gælder fx via sociale medier som facebook,
Instagram og LinkedIn og messaging services.
Disse nye teknologier skal vurderes efter e-databeskyttelsesdirektivet, der stiller krav om, at
der skal ske en lagring enten i nettet eller i modtagerens terminaludstyr.
__________________
117
Præambel 67 til direktiv 2009/136.
SIDE 256 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Den teknologiske udvikling har medført nye muligheder for markedsføring, hvilket i praksis
har skabt tvivl om fortolkning af bestemmelsen, herunder særligt, hvad der i dag er omfattet af
begrebet ”elektroniske post”.
Kommissionen arbejder pt. på en revision af e-databeskyttelsesdirektivet, herunder artikel 13
om uanmodet kommunikation. Den danske regering har i den forbindelse skrevet til kommissionen,
om de udfordringer de gældende regler medfører. Det forventes, at kommissionen
fremlægger et forslag til revision af direktivet inden udgangen af 2016.
Ad 2. Hvornår retter en erhvervsdrivende henvendelse til en bestemt fysisk person ved brug
af andre midler til fjernkommunikation med henblik på direkte markedsføring?
Erhvervsdrivende har i dag mulighed for at målrette annoncer mod konkrete kunder. Har en
kunde købt den erhvervsdrivendes produkt og i den forbindelse oplyst sin e-mailadresse, kan
den pågældende kunde herefter blive eksponeret for den erhvervsdrivendes annoncer på
kundens facebookprofil, såfremt den erhvervsdrivende oplyser kundens krypterede emailadresse
til facebook. Kunden har teknisk mulighed for efterfølgende at frabede sig annoncer
fra den pågældende erhvervsdrivende.
Udvalget har på den baggrund overvejet, om sådanne målrettede annoncer kan anses for at
være ”en henvendelse til en bestemt fysisk person ved brug af andre midler til fjernkommunikation"
omfattet af den foreslåede § 9, stk. 4. Det er imidlertid udvalgets vurdering, at edatabeskyttelsesdirektivet
ikke giver et klart svar på denne problemstilling.
Under hensyntagen til, at der er igangsat et revisionsarbejde i EU af edatabeskyttelsesdirektivet,
er det udvalgets holdning, at man bør afvente denne revision. Da
markedsføringslovens bestemmelse om uanmodet henvendelse til bestemte aftagere er en
gennemførelse af e-databeskyttelsesdirektivet, er det derfor ikke hensigtsmæssigt på nuværende
tidspunkt at tage stilling til spørgsmålet på nationalt plan.
Ad 3. Hvilke muligheder har man for at frabede sig direkte markedsføring?
Ifølge den foreslåede § 9, stk. 4, må en erhvervsdrivende ikke rette henvendelse til en bestemt
fysisk person (gælder både forbrugere og erhvervsdrivende) ved brug af andre fjernkommunikationsmidler,
hvis modtageren enten har meddelt den erhvervsdrivende, at han/hun ikke
ønsker at modtage markedsføring, eller hvis modtageren er opført på den såkaldte Robinsonliste.
Robinsonlisten er etableret med hjemmel i CPR-lovens § 29, stk. 3, og § 40, stk. 4 og 5. Den
giver mulighed for, at fysiske personer generelt kan sige nej til henvendelser med direkte
markedsføring på deres privatadresser. Det sker ved en registrering i CPR-registreret, som
den erhvervsdrivende er forpligtet til at undersøge inden fremsendelse af markedsføringsmateriale.
Det er i dag muligt at undersøge, om en person er registreret på Robinsonlisten på
SIDE 257 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
baggrund af en persons CPR-nummer eller navn og adresse. Ens telefonnummer er endvidere
omfattet af beskyttelsen efter Robinsonlisten i forhold til uanmodet telefonisk opkald.
De digitale medier har imidlertid givet de erhvervsdrivende en lang række nye muligheder for
at rette henvendelse til konkrete brugere online. Som det fremgår af afsnittet ovenfor, gælder
det efter udvalgets vurdering fx opslag på facebook brugeres væg, notifikationer, samt målrettet
annoncering som fx digital annoncering, der vises til en afgrænset gruppe af modtagere,
som identificeres via cookies eller andet elektronisk ID. Disse muligheder kræver ikke, at den
erhvervsdrivende er bekendt med den pågældende persons navn og/eller adresse, men alene
at den erhvervsdrivende har den pågældende persons e-mailadresse, telefonnummer, brugernavn
på et socialt medie, eller at der er blevet sat en cookie.
De erhvervsdrivende vil derfor ikke kunne undersøge, hvorvidt den pågældende person er
registreret på Robinsonlisten.
Det betyder, at fysiske personer alene har mulighed for at frabede sig denne slags henvendelser
ved direkte besked til hver enkelt erhvervsdrivende.. Er markedsføringen sket på baggrund
af en cookie, ligger kontrollen hos den enkelte modtager, som selv kan fjerne cookien.
Udvalget har på den baggrund drøftet, om der kan findes løsninger, der svarer til Robinsonlisten
for de digitale medier. Det er imidlertid udvalgets vurdering, at udfordringen ikke kan
løses ved at lave en rent national ordning.
Udvalget bemærker i den forbindelse, at e-databeskyttelsesdirektivet, som hjemler bestemmelserne,
er under revision.
Vurdering af om artikel 13, stk. 4, er implementeret tilstrækkeligt
Det følger af markedsføringslovens § 6, stk. 6, at en erhvervsdrivende ikke må kræve betaling
for at modtage eller notere meddelelser om, at et samtykke efter stk. 1 tilbagekaldes.
Artikel 13, stk. 4, i e-databeskyttelsesdirektivet indeholder en regel om, at alle meddelelser
skal indeholde en adresse, som modtageren kan henvende sig til for at få standset sådanne
henvendelser. Der findes ikke en tilsvarende betingelse i markedsføringsloven § 6. Ehandelslovens
§ 7 indeholder imidlertid en regel om, at en tjenesteyder bl.a. skal give oplysning
om dennes fysiske adresse.
Det kan efter udvalgets vurdering give anledning til tvivl, om e-handelslovens § 7 i fuldt omfang
implementerer e-databeskyttelsesdirektivets artikel 13, stk. 4. Det er bl.a. uklart, om alle
henvendelser omfattet af markedsføringslovens § 6 også er omfattet af e-handelslovens § 7,
ligesom det kan give anledning til tvivl, om det efter e-handelslovens § 7 er tilstrækkeligt, at
der blot henvises til en hjemmeside, hvor oplysningen fremgår, dvs. om det er et krav, at
adressen findes i selve henvendelsen.
SIDE 258 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Artikel 13, stk. 4, indeholder endvidere krav om, at direkte markedsføring skal kunne identificeres
som sådan, at det skal fremgå, på hvis vegne den direkte markedsføring udsendes, på en
måde, der ikke er tilsløret eller holdes skjult. Der findes ikke tilsvarende betingelse i markedsføringsloven
§ 6.
Artikel 13, stk. 4, indeholder også et krav om, at betingelserne i e-handelsdirektivets artikel 6
skal overholdes. E-handelsdirektivets artikel 6 er implementeret i e-handelslovens § 9. Bestemmelsen
indeholder et krav om, at reklametilbud som fx rabatter, præmier og tilgift skal
klart kunne identificeres som sådanne, og betingelserne for at opnå dem skal være let tilgængelige
og fremlægges klart og utvetydigt. Det samme gælder for salgsfremmende konkurrencer
og spil. Denne betingelse findes heller ikke i § 6 i dag.
Endelig indeholder artikel 13, stk. 4, et krav om, at modtageren af elektronisk post ikke må
opfordres til at besøge hjemmesider, der er i strid med e-handelsdirektivets artikel 6.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at der indsættes et nyt stk. 3 i bestemmelsen om uanmodet
henvendelse, som specifikt implementerer direktivets artikel 13, stk. 4.
Opt-out løsning for henvendelser ved brug af elektronisk post til andre erhvervsdrivende
Udvalget har diskuteret i hvilket omfang e-databeskyttelsesdirektivet giver mulighed for, at
der kan fastsættes lempeligere regler for uanmodet elektronisk markedsføring, når der er tale
om forhold mellem to erhvervsdrivende (b2b). Der er enighed om, at de nærmere muligheder
for at fastsætte lempeligere regler i b2b-forhold afhænger af en fortolkning af edatabeskyttelsesdirektivets
artikel 13, stk. 5, som lyder:
”Stk. 1 og 3 finder anvendelse på abonnenter, der er fysiske personer. Medlemsstaterne sikrer
endvidere inden for rammerne af gældende fællesskabsret og national lovgivning, at de legitime
interesser for abonnenter, der ikke er fysiske personer, nyder tilstrækkelig beskyttelse
for så vidt angår uanmodet kommunikation.”
Udvalget er enigt om, at det afgørende er, hvordan ”fysisk person” og ”ikke fysisk person” skal
fortolkes i direktivets forstand.
DI, Dansk Erhverv, Kreativitet & Kommunikation, Danske Medier, Danske Advokater/
Advokatsamfundet, Finansrådet, professor Torben Hansen og Håndværksrådet anbefaler,
at der indføres lempeligere regler for uanmodet elektronisk post i visse b2b-forhold, hvor der
er et særligt praktisk behov for at kunne kommunikere elektronisk mellem de erhvervsdrivende,
uden der nødvendigvis er et forudgående formelt samtykke, og hvor risikoen for misbrug
er lav, dels på grund af den foreslåede forudsatte relation mellem afsender og modtager,
dels på grund af de øvrige kriterier for bestemmelsens anvendelse.
Efter disse medlemmers forslag kan en erhvervsdrivende rette henvendelse til en bestemt
person hos en anden erhvervsdrivende ved brug af elektronisk post med henblik på direkte
SIDE 259 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
markedsføring af egne produkter, når der er et kundeforhold mellem de to erhvervsdrivende.
Endvidere foreslås, at en erhvervsdrivende også må rette henvendelse til en bestemt person
hos en anden erhvervsdrivende ved brug af elektronisk post med henblik på direkte markedsføring
af egne produkter, når afsenderen har fået modtagerens elektroniske adresse direkte
fra modtageren i forbindelse med erhvervsmæssig kontakt mellem de to personer. Der må dog
kun sendes markedsføring, som har relevans for den pågældende modtagers arbejdsfunktion,
og modtageren skal klart og utvetydigt have mulighed for let og gebyrfrit at frabede sig yderligere
elektronisk markedsføring ved hver henvendelse.
Den foreslåede øgede fleksibilitet for afsendelse af uanmodet elektronisk post i eksisterende
kundeforhold hænger sammen med, at der i eksisterende kundeforhold er en loyalitetspligt og
en gensidig afhængighed, der gør, at parterne vil være meget tilbageholdende med decideret
spam, idet afsenderen i så fald risikerer at skade den eksisterende relation. Erhvervsmæssigt
medlemskab af foreninger bør i denne sammenhæng også betragtes som et kundeforhold.
Samtidig er der i eksisterende kundeforhold et særligt praktisk behov for at få fjernet den
retlige uklarhed, der er i dag, om hvor grænsen går for lovlig og ulovlig elektronisk post til en
kunde. Det kan således være uklart, om en mail til en eksisterende kunde er at betragte som
”uanmodet elektronisk post med henblik på direkte markedsføring” og i givet fald skal opfylde
alle formelle krav til et forudgående samtykke fra modtageren, selvom der allerede er en relation
mellem parterne. Modtageren kan i disse situationer gå glip af relevante tilbud eller informationer,
fordi afsenderen er i tvivl om beskedens lovlighed.
Samme hensyn gør sig gældende, når der er en personlig, erhvervsmæssig relation mellem
afsender og modtager, uanset om afsender og modtager repræsenterer virksomheder, der har
en eksisterende kunderelation. Når man som repræsentant for en erhvervsdrivende giver sin
arbejdsrelaterede elektroniske adresse til en person, der repræsenterer en anden erhvervsdrivende,
og udleveringen af adressen sker i en erhvervsmæssig sammenhæng, er det efter
flertallets opfattelse unødvendigt restriktivt at kræve alle formelle betingelser for et informeret,
specifikt og utvetydigt samtykke opfyldt, før modtageren af mailadressen må sende arbejdsrelateret
markedsføring til den person, der har udleveret sin elektroniske arbejdsadresse.
Det vigtige for modtagere af elektronisk markedsføring i b2b-forhold er, at dét der modtages
er arbejdsrelevant, at man ikke overbebyrdes med tilbud, og at man nemt kan framelde sig. I
så fald vil henvendelserne typisk blive betragtet som arbejdsrelevante tilbud eller servicemeddelelser,
som modtageren kan vælge at følge op på eller lade være.
Den foreslåede bestemmelse er ifølge disse medlemmers opfattelse udformet i overensstemmelse
med disse kriterier.
Den foreslåede forudsatte eksisterende kunderelation eller direkte personlige kontakt beskytter
således modtageren imod at blive overbebyrdet med tilbud. Det foreslåede krav om, at
afsenderen kun må sende markedsføring af egne produkter, tilgodeser samme hensyn.
SIDE 260 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Det foreslåede krav om, at henvendelsen skal være relevant for den pågældende modtagers
arbejdsfunktion, sikrer arbejdsrelevansen. Kravet medfører f.eks., at en ansat, der arbejder
med it-sikkerhed, må tilsendes markedsføring, der er relevant for virksomhedens itsikkerhed,
mens en ansat, der arbejder med indkøb, må tilsendes markedsføring, der er relevant
for virksomhedens indkøbsfunktion. Markedsføringen skal således være tilpasset den
enkelte modtager.
Endelig stilles det som krav, at modtageren til enhver tid – let og gebyrfrit - skal kunne frabede
sig fremtidige henvendelser. Når det allerede er begrænset, både hvem man må modtage mails
fra og om hvad, er retten til at frabede sig fremtidige henvendelser et meget stærkt beskyttelsesværn.
Sendes mails med hjemmel i en eksisterende kunderelation, er afsendervirksomheden
nødt til at føre en opdateret samlet oversigt over kunderelationer, der har frabedt sig
markedsføring. Denne oversigt skal konsulteres, før der sendes markedsføring, for at undgå
overtrædelse af bestemmelsen.
DI, Dansk Erhverv, Kreativitet & Kommunikation, Danske Medier, Danske Advokater/
Advokatsamfundet, Finansrådet, professor Torben Hansen og Håndværksrådet foreslår, at
såfremt modtageren bestrider, at bestemmelsens betingelser for afsendelse af uanmodet elektronisk
markedsføring er opfyldt, er det afsenderen, der har bevisbyrden. Afsenderen skal
f.eks. kunne dokumentere, at der er eller har været et kundeforhold inden for det sidste år,
hvis afsenderen påberåber sig bestemmelsens første punktum, og afsenderen skal kunne dokumentere,
hvor og hvornår den elektroniske adresse er modtaget, hvis afsenderen påberåber
sig bestemmelsens andet punktum. Afsenderen skal endvidere kunne oplyse, hvor informationen
om modtagerens arbejdsfunktion kommer fra.
Den håndhævende myndigheds opklaring af tvister vil, efter at klageren har præsenteret den
indledende dokumentation for at have modtaget en markedsføringsmail fra afsenderen, derfor
starte med at bede afsenderen fremlægge ovennævnte dokumentation. I praksis må det dog
efter disse medlemmers opfattelse antages, at størstedelen af eventuelle tvister kommer til at
handle om, at afsenderen ikke respekterer en meddelelse, hvor modtageren frabeder sig yderligere
henvendelser. Dokumentationen vil i disse tilfælde bestå i, at modtageren fremviser den
mail, hvor afsenderen er blevet anmodet om ikke at sende yderligere markedsføring og den
efterfølgende markedsføringsmail, hvor afsenderen ikke har respekteret ønsket.
Disse medlemmer mener, at bestemmelsen af præventive hensyn bør være underlagt såvel
offentlig som privat påtale. Det vil have en større præventiv effekt, såfremt det potentielt er
muligt for Forbrugerombudsmanden at rejse en sag mod en virksomhed på baggrund af flere
anmeldelser om spam mod den samme virksomhed, end hvis der udelukkende er privat påtale
for overtrædelse af bestemmelsen. Hermed ville hver enkelt modtager af spam være nødsaget
til at anlægge en retssag mod afsendervirksomheden for at håndhæve bestemmelsen, hvilket
ikke er hensigtsmæssigt.
Forbrugerombudsmanden er allerede i dag håndhævelsesmyndighed i forhold til spam i b2bforhold
og modtager en række klager fra erhvervsdrivende. Med den foreslåede ændring vil
SIDE 261 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
der efter disse medlemmers vurdering i et begrænset omfang blive åbnet mere op for adgangen
til at fremsende direkte markedsføring via elektronisk post mellem erhvervsdrivende.
Nogle af de markedsføringstiltag, som i dag er ulovlige, vil med den foreslåede ændring således
blive lovliggjort. Disse medlemmer tror ikke, at den foreslåede bestemmelse vil føre til en
væsentlig forøgelse af spamklager fra erhvervsdrivende. Som nærmere begrundet ovenfor, ser
disse medlemmer endvidere ikke belæg for at forvente, at bestemmelsen i praksis bliver væsentlig
sværere at håndhæve end andre bestemmelser i loven.
Såfremt bestemmelsen mod forventning skulle føre til en væsentlig stigning i antallet af klager
fra erhvervsdrivende, har Forbrugerombudsmanden også efter flertallets forslag adgang til at
prioritere sine ressourcer. Disse medlemmer mener derfor ikke, der er belæg for at antage, at
den foreslåede regelændring vil medføre et markant øget ressourceforbrug hos Forbrugerombudsmanden.
Disse medlemmer bemærker afslutningsvist, at den foreslåede bestemmelse
efter disse medlemmers opfattelse ikke vil gøre det nødvendigt for Forbrugerombudsmanden
at gennemgå samtlige henvendelser for at sortere henvendelserne efter, hvilken bestemmelse
de relaterer sig til. Forbrugerombudsmanden kan således nemt oprette en spam mailboks
tilegnet den nye bestemmelse.
Et mindretal bestående af Forbrugerombudsmanden, professor Caroline Heide-Jørgensen og
Forbrugerrådet Tænk mener, at den foreslåede bestemmelse giver anledning til en række
håndhævelsesmæssige udfordringer, som vil gøre det overordentligt vanskeligt at håndhæve
bestemmelsen. Fx vil det være meget svært at modbevise en påstand fra afsenderen om, at
modtageren fx mundtligt skulle have oplyst sin e-mailadresse i forbindelse med en kort ordveksling
mellem parterne på en erhvervsmesse el.lign.
Forslaget vil også have store ressourcemæssige konsekvenser for Forbrugerombudsmanden i
forbindelse med håndhævelsen af forbuddet mod uanmodede elektroniske henvendelser i
afsætningsøjemed.
Såfremt forslaget vedtages, vil Forbrugerombudsmanden fremover være nødsaget til i alle
spamsager at gennemgå samtlige henvendelser for at sortere de henvendelser fra, der eventuelt
måtte være omfattet af den foreslåede undtagelse til spamforbuddet.
Ofte er der tale om et meget stort antal udsendelser (tit flere hunderede), der sendes til både
arbejds- og til private mailadresser.
Det vil derfor være nødvendigt for Forbrugerombudsmanden først at foretage en fuldstændig
gennemgang af alle de mailadresser, som en henvendelse er sendt til, for at undersøge, om der
er tale om en arbejds- eller en privat mailadresse.
Det er ikke altid muligt blot ud fra navnet på en mailadresse at vurdere, om denne er en arbejds-
eller privat mailadresse, og det vil derfor ofte kræve en nærmere undersøgelse af den
enkelte e-mailadresse. I den forbindelse vil det f.eks. kunne være nødvendigt at kontakte klageren
for at få afklaret dette.
SIDE 262 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Såfremt det så viser sig, at der er tale om en arbejdsmailadresse, vil Forbrugerombudsmanden
i forhold til hver af disse adresser skulle foretage en individuel vurdering af, om en af undtagelserne
i den foreslåede bestemmelse eventuelt måtte foreligge, herunder en undersøgelse af
om der f.eks. inden for hele klagerens virksomhed måtte være en person, der inden for det
sidste år som led i sit erhverv har købt et produkt hos den erhvervsdrivende.
Dette vil således medføre en markant forøgelse af ressourceforbruget hos Forbrugerombudsmanden
i forbindelse med håndhævelse af spamreglerne, og dette vil ikke kunne løses blot
ved at underlægge forbuddet mod uanmodede henvendelser i b2b-situationer privat påtale.
Forbrugerombudsmanden vil nemlig fremadrettet være nødsaget til at skulle foretage ovennævnte
undersøgelser ved alle typer af uanmodede elektroniske henvendelser, da det ikke på
forhånd vil kunne afgøres, om der er tale om en b2b- eller en b2c-situation.
Dette vil kunne medføre en uhensigtsmæssig svækkelse af håndhævelsen af § 9.
Forbrugerombudsmanden har endvidere påpeget, at Forbrugerombudsmanden de sidste par
år har oplevet en stigning i antallet af e-mails i sine spampostkasser. I 2013 udgjorde tallet ca.
35.000, i 2014 ca. 42.000 og i 2016 ca. 51.000. En stikprøve foretaget i en periode på en uge i
maj 2016 viste, at ca. 35 procent af henvendelserne i Forbrugerombudsmandens danske
spampostkasse var spam sendt direkte til Forbrugerombudsmanden.
Antallet af personer, der efterfølgende udfylder en klageformular til brug for den eventuelle
videre klagebehandling, er tilsvarende stigende, og udgjorde i 2013 14.950, i 2014 19.886 og i
2015 29.180.
En stor del af de e-mails, Forbrugerombudsmanden modtager, vedrører henvendelser, der er
sendt til erhvervsdrivende. Ovennævnte stikprøve fra maj 2016 fra Forbrugerombudsmandens
danske spampostkasse viste således, at lidt under en tredjedel af de henvendelser, som
var indsendt af klagere, var indsendt fra domæner tilhørende erhvervsdrivende..
Udvalgets overvejelser om indførelse af lempeligere regler for uanmodet elektronisk markedsføring
b2b set i forhold til e-databeskyttelsesdirektivet
Udvalget har diskuteret, i hvilket omfang e-databeskyttelsesdirektivet giver mulighed for, at
der kan fastsættes lempeligere regler for uanmodet elektronisk markedsføring, når der er tale
om b2b-forhold. Der er enighed om, at de nærmere muligheder for at fastsætte lempeligere
regler i b2b-forhold afhænger af en fortolkning af e-databeskyttelsesdirektivets artikel 13, stk.
5, som lyder:
”Stk. 1 og 3 finder anvendelse på abonnenter, der er fysiske personer. Medlemsstaterne sikrer
endvidere inden for rammerne af gældende fællesskabsret og national lovgivning, at de legitime
interesser for abonnenter, der ikke er fysiske personer, nyder tilstrækkelig beskyttelse for så vidt
angår uanmodet kommunikation.”
SIDE 263 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Udvalget er enigt om, at det afgørende er, hvordan ”fysisk person” og ”ikke fysisk person” skal
fortolkes i direktivets forstand.
Det fremgår af en landeundersøgelse præsenteret for udvalget af Kreativitet & Kommunikation,
som omfatter 13 andre EU-/EØS lande, at 7 ud af 13 tillader markedsføring sendt til ansatte
hos andre erhvervsdrivende. Medregner man kun de 11 EU-lande omfattet af undersøgelsen,
er det 7 ud af 11 lande.
Blandt de 7, der tillader markedsføring sendt til ansatte mv. hos andre erhvervsdrivende,
lader det til, at UK og Sverige sondrer mellem erhvervsdrivende, der er juridiske personer
(f.eks. et aktieselskab), og erhvervsdrivende der er fysiske personer (f.eks. en enkeltmandsvirksomhed),
mens Nederlandene og Finland ikke ser ud til at lave en sådan sondring. Der er
ingen oplysninger fra de tre resterende lande (Frankrig, Irland, Østrig).
DI, Dansk Erhverv, Kreativitet & Kommunikation, Danske Medier, Danske Advokater/
Advokatsamfundet, Finansrådet, professor Torben Hansen og Håndværksrådet mener, at
direktivet giver mulighed for at sende uanmodet elektronisk markedsføring til ansatte mv. hos
andre erhvervsdrivende (b2b).
Disse medlemmer bemærker indledningsvist, at 7 ud af 13 undersøgte EU/EØS-lande (Sverige,
Finland, UK, Nederlandene, Frankrig, Irland, Østrig) tillader mails til ansatte mv. hos andre
erhvervsdrivende, der er juridiske personer. Disse 7 lande må åbenlyst have vurderet, at dette
er muligt inden for direktivets rammer, hvorimod det ikke vides om de øvrige 6 undersøgte
lande (Spanien, Italien, Schweiz, Norge, Belgien, Tyskland) mener, at dette ikke er muligt inden
for rammerne af direktivet, eller blot har valgt ikke at udnytte muligheden.
Når modtageren er knyttet til en erhvervsdrivende, der er en personligt ejet virksomhed, er
landeundersøgelsens oplysninger mere begrænsede. Sverige og UK ser ud til at have valgt en
model, der sidestiller personligt ejede virksomheder med ”fysiske personer” i edatabeskyttelsesdirektivets
forstand, mens Holland og Finland ser ud til at have valgt en model,
der ikke gør forskel på, om modtageren er tilknyttet en virksomhed, der er personligt ejet
eller organiseret som en juridisk person.
Disse medlemmer bemærker endvidere, at en sædvanlig formålsfortolkning af den nævnte
bestemmelse i e-databeskyttelsesdirektivet klart støtter flertallets opfattelse. I fortolkningen
af ”fysisk person” er man således nødt til at se på, hvad der er formålet med direktivets bestemmelse
om uanmodet elektronisk markedsføring.
Det følger af direktivets præambel (afsnit 40), at formålet med reglerne er beskyttelse mod
”krænkelse af privatlivets fred”.
Disse medlemmer mener, at det er helt åbenlyst, at e-databeskyttelsesdirektivets beskyttelseshensyn
”krænkelse af privatlivets fred”, ikke er tiltænkt at finde anvendelse på arbejdsrelateret
elektronisk markedsføring sendt til en ansat, et ledelsesmedlem, en partner m.v. i en
SIDE 264 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
virksomhed, der er organiseret som en juridisk person. Følgelig vil sådan markedsføring ikke
skulle betragtes som mails sendt til en ”fysisk person” i direktivets forstand.
Disse medlemmer mener, at det samme gør sig gældende, når arbejdsrelevant markedsføring
sendes til en ansat, en ejerleder mv. i virksomhed, der er personligt ejet, f.eks. en enkeltmandsvirksomhed,
forudsat at modtagerens mailadresse ikke er en privat mailadresse. Det
gælder uanset om den personlige ejer af enkeltmandsvirksomheden driver virksomheden
alene eller sammen med ansatte.
Den fysiske person bag en enkeltmandsvirksomhed har mulighed for at have en privat mailadresse
ved siden af virksomhedsmailen for netop at holde privatliv adskilt fra erhvervsvirksomheden,
f.eks. s.hansen@tandlægen.com som virksomhedsmail og s.hansen@g.mail.com
som privatmail. Det er flertallets opfattelse, at beskyttelseshensynet ”krænkelse af privatlivets
fred” åbenlyst ikke finder anvendelse på mails sendt til virksomhedsmailen i denne situation.
Det er derfor flertallets opfattelse, at personligt ejede virksomheder ikke generelt kan sidestilles
med ”fysiske personer” i direktivets forstand, og at personligt ejede virksomheder bør
være omfattet af begrebet ”erhvervsdrivende” i den af flertallet foreslåede bestemmelse ligesom
alle andre erhvervsdrivende. Ligesom for markedsføringsmails sendt til andre erhvervsdrivende
er det afsenderen, der har bevisbyrden for, at den afsendte mail er sendt til en virksomhedsmail,
og at den pågældende mailadresse er personhenførbar.
Disse medlemmer bemærker i den forbindelse, at hensynene bag de foreslåede lempeligere
regler for uanmodet elektronisk b2b-markedsføring – og den lille risiko for misbrug - er præcis
den samme, når den modtagende person er ejer-leder eller ansat i en personligt ejet mindre
virksomhed, som hvis den modtagende person er ejer-leder eller ansat i et kapitalselskab
eller anden virksomhedsform.
Såfremt lovgiver vælger at sidestille arbejdsrelevant elektronisk markedsføring sendt til ansatte,
ledelsesmedlemmer, ejerledere, partnere mv. hos erhvervsdrivende med elektronisk
markedsføring sendt til ”fysiske personer” i direktivets forstand, vil der efter flertallets opfattelse
være tale om overimplementering, der klart går ud over direktivets tiltænkte beskyttelseshensyn.
Disse medlemmer bemærker i den forbindelse, at den foreslåede lempeligere regel for visse
b2b-forhold yder mere beskyttelse for modtageren, end hvad en række andre lande har tilladt
i b2b-forhold. Det har netop været afgørende for flertallet, at anvendelsesområdet for den
foreslåede regel blev indsnævret til tilfælde, hvor risikoen for spam er særligt lille, og at den
foreslåede regel giver modtageren supplerende værn, der samlet giver en stærk beskyttelse
imod spam. Disse medlemmer finder, at direktivets krav om at modtageren i b2b-forhold
mindst skal ydes en ”tilstrækkelig beskyttelse”, er mere end opfyldt med den foreslåede bestemmelse.
DI, Dansk Erhverv, Kreativitet & Kommunikation, Danske Medier, Danske Advokater/
Advokatsamfundet, Finansrådet, professor Torben Hansen og Håndværksrådet bemærker
SIDE 265 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
afslutningsvis, at såfremt lovgiver finder det utilstrækkelig sikkert, om arbejdsrelateret elektronisk
post sendt til en ansat eller en ejerleder i en personligt ejet virksomhed er i overensstemmelse
med e-databeskyttelsesdirektivet, bør den foreslåede bestemmelse indskrænkes til
ansatte mv. hos erhvervsdrivende, der er juridiske personer frem for helt at opgive en lempelse
for b2b-forhold, hvor der en kunde- eller personlig relation.
Et mindretal bestående af Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet Tænk, professor Caroline
Heide-Jørgensen og professor Søren Sandfeldt kan ikke anbefale en sådan ændring af retstilstanden.
Forbrugerombudsmanden har i den forbindelse oplyst følgende: ”Der kan efter Forbrugerombudsmandens
opfattelse rejses tvivl om forslagets forenelighed med direktiv 2002/58/EF om
behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor
(som ændret ved direktiv 2009/136/EF), da forslaget tillader uanmodede
henvendelser ”til en bestemt person”. Den foreslåede bestemmelse tillader således uanmodede
henvendelser til fysiske personer, hvor der efter direktivets artikel 13, stk. 1, stilles krav
om, at modtageren forudgående har givet sit samtykke hertil. Det forhold, at henvendelsen
modtages via den bestemte fysiske persons arbejdsmailadresse, ændrer efter Forbrugerombudsmandens
opfattelse ikke ved, at modtageren fortsat må anses for at være en ”fysisk person”
i direktivets forstand.
Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er der endvidere ikke holdepunkter for at fastslå,
at ”privatlivets fred” ikke også omfatter erhvervsforhold eller situationer, hvor en person
f.eks. befinder sig på sin arbejdsplads. Forbrugerombudsmanden har i den forbindelse henvist
til, at f.eks. artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvorefter enhver har
ret til respekt for sit privatliv, også kan påberåbes af juridiske personer, og at juridiske personer
f.eks. vil kunne have et af artikel 8 beskyttet hjem i betydningen kontor, forretningssted
eller domicil118.
Forslaget vil endvidere indebære, at uanmodet elektronisk markedsføring vil blive tilladt i
langt højere grad end i dag, da en erhvervsdrivende efter forslaget som udgangspunkt vil kunne
sende uanmodede e-mails til alle medarbejdere i en virksomhed, hvis blot én person inden
for virksomheden som led i sit erhverv har købet et produkt hos den erhvervsdrivende inden
for det sidste år. For modtageren af en uanmodet e-mail vil det endvidere være meget svært at
vurdere, om der er tale om en ulovlig henvendelse, idet denne vurdering forudsætter, at mod-
__________________
118
Jf. side 642-642 i P. Lorenzen m.fl.: ”Den Kommenterede Europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer”, 3.
udgave, DJØF’s forlag.
SIDE 266 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
tageren har kendskab til, om der evt. måtte være en af dennes kollegaer, der inden for det
sidste år i arbejdssammenhæng måtte have købt et produkt – fx et kursus – hos afsenderen.”
Et flertal i udvalget bestående af professor Torben Hansen, Erhvervs- og Vækstministeriet,
Kulturministeriet, Justitsministeriet, Danske Advokater/Advokatsamfundet, Håndværksrådet,
Dansk Erhverv, Kreativitet & Kommunikation, DI, Finansrådet og Danske Medier anbefaler, at
der indføres lempeligere regler for uanmodet elektronisk post i visse b2b forhold.
Sproglige ændringer
Udvalget har foretaget en række sproglige justeringer af bestemmelsen med det formål at
modernisere og forenkle bestemmelsen. Der er ikke tilsigtet realitetsændringer af retstilstanden
med den sproglige opdatering. Det drejer sig bl.a. om:
1. § 6, stk. 1 ”med henblik på afsætning”.
Udvalget skal vurdere, om markedsføringsloven er i overensstemmelse med de EU-regler,
der er implementeret i loven.
Det følger af markedsføringslovens § 6, stk. 1, at en henvendelse bliver omfattet af bestemmelsen,
hvis den udsendes ”med henblik på afsætning af varer m.v.”. Bestemmelsens afsætningsbegreb
afviger både fra den oprindelige ordlyd i ISDN-direktiv og fra ordlyden i artikel
13 i databeskyttelsesdirektivet og e-databeskyttelsesdirektivet, hvor der anvendes udtrykket
”med henblik på direkte markedsføring”.
Udvalget har på den baggrund vurderet, om udtrykket ”med henblik på afsætning” bør ændres
til ”med henblik på direkte markedsføring”.
I bemærkningerne til markedsføringslovens § 6, stk. 1, anvendes konsekvent udtrykket
”markedsføring” fremfor ”med henblik på afsætning”.
Det fremgår af de almindelige bemærkninger til bestemmelsen vedrørende løbende kundeforhold,
at der ”ved vurderingen af, om en henvendelse er omfattet af det foreslåede forbud
m.v., må der lægges betydelig vægt på, om den erhvervsdrivende har en egeninteresse i de dispositioner
fra kundens side, som den erhvervsdrivendes henvendelse vedrører. Hvis det er
SIDE 267 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
spørgsmålet om erhvervelse af den erhvervsdrivendes produkter, der er i centrum, foreligger
der markedsføring i den foreslåede bestemmelses forstand”.119
Det er på den baggrund udvalgets vurdering, at en ændring af ordlyden ikke vil indebære
realitetsændringer. Samtidig er det dog udvalgets vurdering, at bestemmelsens nuværende
ordlyd kan give anledning til tvivl om bestemmelsens rækkevidde, da en ren ordlydsfortolkning
medfører, at afsætningsbegrebet er snævrere end begrebet markedsføring.
Udvalget har endvidere lagt vægt på, at man i den norske markedsføringslovs § 15, som er
en pendant til markedsføringslovens § 6, bruger udtrykket ”markedsføringshenvendelser”.
Udvalget anbefaler, at ordlyden af bestemmelsen ændres til ”med henblik på markedsføring”
og dermed benytter samme terminologi som direktiverne.
__________________
119
Lf 213 af 1. marts 2000, almindelige bemærkninger, afsnit 3.2.
SIDE 268 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
§ 10 om handelspraksis rettet mod børn og unge (Tidligere § 8)
Gældende ret
Den gældende markedsføringslovs § 8 indeholder en særlig beskyttelse af børn og unge. Bestemmelsen
finder alene anvendelse, når markedsføring er rettet mod børn og unge.
Markedsføringslovens § 8 har følgende ordlyd:
§ 8. Markedsføring rettet mod børn og unge skal være udformet med særlig hensyntagen til børn
og unges naturlige godtroenhed og manglende erfaring og kritisk sans, som bevirker, at de er
lette at påvirke og nemme at præge.
Stk. 2. Markedsføring rettet mod børn og unge under 18 år må ikke direkte eller indirekte opfordre
til vold og anden farlig eller hensynsløs adfærd eller på utilbørlig måde benytte sig af vold,
frygt eller overtro som virkemidler.
Stk. 3. Markedsføring rettet mod børn og unge under 18 år må ikke indeholde omtale af, billeder
af eller henvisninger til rusmidler, herunder alkohol.
Bestemmelsen indebærer, at der skal tages særligt hensyn til børns og unges naturlige godtroenhed
og manglende erfaring og kritiske sans, som bevirker, at de er lette at påvirke og nemme
at præge.
Markedsføringslovens § 8, stk. 1, er en ”agtsomhedsnorm”, en generel skærpelse set i forhold
til de øvrige bestemmelser i markedsføringsloven. Bestemmelsen indebærer, at der ved markedsføring
rettet mod børn og unge skal tages særligt hensyn til deres naturlige godtroenhed
og manglende erfaring og kritiske sans, som bevirker, at de er lette at påvirke og nemme at
præge. Der er ikke tale om en fast norm. Tværtimod må den vurderes i forhold til den konkrete
aldersgruppe og markedsføringsaktivitetens karakter. En reklame rettet mod små børn skal
derfor vurderes anderledes end en reklame rettet mod teenagere.
Det er afgørende for brug af bestemmelsen, at markedsføringen anses for rettet mod børn og
unge. Det er således ikke hensigten, at markedsføring, der ikke primært retter sig mod børn og
unge, skal være omfattet af bestemmelsen. Der er tale om en konkret vurdering, som bl.a.
afhænger af markedsføringens placering og indhold. Markedsføring på en hjemmeside vil
blive anset for rettet mod børn og unge, hvis hjemmesiden i sig selv eller markedsføringen af
hjemmesiden eller centrale produkter fra hjemmesiden særligt henvender sig til aldersgruppen.
Bestemmelsen er inspireret af de principper om særlig hensyntagen til børn og unge, der
tidligere har dannet sig omkring markedsføringslovens § 1 om god skik samt ICC’s kodeks for
reklame og markedskommunikation artikel 18.
Herudover indeholder bestemmelsen i stk. 2 og stk. 3 to strafbelagte forbud. For det første et
forbud mod at markedsføring opfordrer til vold eller anden farlig eller hensynsløs adfærd eller
på utilbørlig måde benytter sig af vold, frygt eller overtro. For det andet et forbud mod at reklamer
indeholder omtale af, billeder af eller henvisninger til rusmidler, herunder alkohol.
SIDE 269 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Bestemmelsens stk. 1 anses til dels for at gennemføre direktivet om urimelig handelspraksis
artikel 5, stk. 3, dels som en national bestemmelse. Stk. 2 og 3 er rene nationale bestemmelser.
I en konkret sag har Retten i Århus afgjort, at en reklamefilm også var rettet mod børn og
unge, selvom produktets målgruppe var unge over 18 år (sag nr. 1-5550/2012). Begrundelsen
var bl.a., at hovedpersonen i filmen var et mindreårigt barn, og at det produkt der blev reklameret
for særligt appellerede til børn og unge.
Udvalgets overvejelser
Opdeling af § 8, stk.1, i to bestemmelser
Markedsføringslovens § 8, stk. 1, blev indsat i forbindelse med revisionen af markedsføringsloven
tilbage i 2005. Bestemmelsen præciserer, at markedsføringen skal udformes med særlig
hensyntagen til børn og unges naturlige godtroenhed og manglende erfaring og kritiske sans,
som bevirker, at de er lette at påvirke og nemme at præge. Bestemmelsen blev i forbindelse
med implementeringen af direktivet om urimelig handelspraksis i 2006 anset for at gennemføre
direktivets artikel 5, stk. 3, som indeholder et krav om, at der skal tages hensyn til forbrugere,
der er særligt sårbare som følge af fx deres alder. Stk. 1 favner både forhold, der er omfattet
af direktivets anvendelsesområde, og forhold der falder uden for direktivets anvendelsesområde
fx vedrørende smag og anstændighed.
Direktivets artikel 5, stk. 3, er implementeret i den foreslåede § 4, stk. 3, om god erhvervsskik.
Den foreslåede § 4, stk. 3, vedrører alene forhold, der falder inden for direktivet om urimelig
handelspraksis’ anvendelsesområde.
Det er udvalgets vurdering, at den særlige beskyttelse af børn og unge, der er indeholdt i den
gældende § 8, stk. 1, fortsat bør gælde uden for direktivets anvendelsesområde. Det vil fx sige
på forhold vedrørende smag og anstændighed og aftaleretten.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at der i lovens bestemmelse om god markedsføringsskik
indsættes en beskyttelse, der svarer til den gældende § 8, stk. 1, og som finder anvendelse
uden for direktivets anvendelsesområde. Denne bestemmelse bliver den foreslåede § 3, stk. 2.
Forholdet til EU-retten vedrørende § 8, stk. 1
Den foreslåede § 4, stk. 3, er som nævnt en gennemførelse af artikel 5, stk. 3, i direktivet om
urimelig handelspraksis.
Den foreslåede § 3, stk. 2, hvorefter der gælder en særlig beskyttelse af børn og unge uden for
direktivets anvendelsesområde, går videre, end Danmark er EU-retligt forpligtet til.
Det er udvalgets vurdering, at beskyttelseshensynet over for børn og unge også gør sig gældende,
uanset om forholdet falder inden for eller uden for direktivets anvendelsesområde.
SIDE 270 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Udvalget har lagt vægt på, at der også før 2005, hvor den gældende § 8, stk. 1, blev indsat i
loven, var en særlig beskyttelse af børn og unge, som blev varetaget under lovens generelle
bestemmelser om god markedsføringsskik og forbud mod vildledning.
Det er udvalgets vurdering, at markedsføring rettet mod børn og unge også uden for direktivets
anvendelsesområde skal være udformet på en måde, der tager højde for de særlige beskyttelsesbehov,
som denne målgruppe har. Det er endvidere udvalgets vurdering, at det er
naturligt, at virksomhederne indretter deres markedsføring afhængig af hvilken modtagergruppe,
den er rettet imod.
Resultaterne fra landeundersøgelsen viser, at Norge har en tilsvarende bestemmelse om markedsføring
rettet mod børn og unge, der finder anvendelse uden for direktivet om urimelig
handelspraksis’ anvendelsesområde.
Sverige, Nederlandene, Tyskland og Storbritannien har ikke specifikt oplyst, om de har en
tilsvarende generel regel, der gælder uden for direktivets anvendelsesområde.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at denne beskyttelse bevares, også uden for direktivets
anvendelsesområde. I modsat fald vil der fx i forhold vedrørende smag og anstændighed og
inden for aftaleretten ikke gælde en sådan beskyttelse over for børn og unge.
Forholdet til EU-retten vedrørende § 8, stk. 2 og 3
§ 8, stk. 2 og 3, indeholder strafbelagte konkrete forbud mod bl.a. at opfordre til vold og opfordre
til indtagelse af alkohol i handelspraksis rettet mod børn og unge. I forbindelse med
gennemførelsen af direktivet om urimelig handelspraksis var vurderingen, at disse forbud
ikke blev berørt af direktivets gennemførelse, da de omhandler smag og anstændighed, og
derfor falder uden for direktivets anvendelsesområde.
Udvalget er enigt i denne vurdering, selvom der er tale om ren national regulering, da praksis
fra Forbrugerombudsmanden og Alkoholreklamenævnet viser, at der er behov for bestemmelsen,
og da det har præventiv effekt, at der er tale om strafbelagte forbud. Stk. 3 blev indsat af
et bredt flertal i Folketinget i 2013 på baggrund af en konkret sag120, hvor det havde vist sig, at
de eksisterende regler for markedsføring af alkohol i forhold til børn og unge ikke var udformet
tilstrækkelig klart. Udvalget er enigt i, at der ikke må herske tvivl om, at handelspraksis
rettet mod børn og unge ikke må indeholde henvisninger m.v. til alkohol.
__________________
120
U. 2012.2435V
SIDE 271 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det fremgår af landeundersøgelsen, at Norge, Sverige, Tyskland og Nederlandene også har
specifikke regler om markedsføring af alkohol over for børn og unge. Norge har endvidere
oplyst, at de har specifikke regler om god markedsføringsskik over for børn og unge vedrørende
vold og sex m.v.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at § 8, stk. 2 og 3, opretholdes, selvom der er tale om ren
national regulering.
Markedsføring på internettet og sociale medier ”rettet mod” børn og unge
For at markedsføringslovens § 8 finder anvendelse, skal markedsføringen være rettet mod
børn og unge.
Udvalget har drøftet, hvornår en markedsføring er rettet mod børn og unge, da det er afgørende
for, om et givent forhold er omfattet af bestemmelsen eller ej.
Af forarbejderne til markedsføringslovens § 8, stk. 3, fremgår det, at ”markedsføring på en
hjemmeside vil f.eks. blive anset for at rette sig mod børn og unge, […] hvis hjemmesiden i sig selv
eller markedsføringen af hjemmesiden eller centrale produkter fra hjemmesiden særligt henvender
sig til børn og unge.” Endvidere fremgår det: ”Derimod er det ikke hensigten, at reklamer på
f.eks. musik- og fildelingstjenester samt andre sociale medier på internettet, der ikke primært
retter sig mod børn og unge, skal være omfattet af bestemmelsen.”
Det følger af Forbrugerombudsmandens vejledning om børn, unge og markedsføring, at der
bl.a. kan lægges ”vægt på markedsføringens udformning, indholdet af markedsføringen, hvor
markedsføringen optræder, hvilket produkt der bliver markedsført, og om der anvendes børn i
markedsføringen. Eksempelvis vil det kunne blive tillagt betydning, hvis markedsføringen optræder
[…] på en hjemmeside, hvor normalt kun børn færdes. På samme måde vil det kunne blive
tillagt vægt, hvis der reklameres for legetøj, slik eller lignende, som særligt fanger børns interesse.
Det er i det hele taget afgørende, om markedsføringen appellerer til børn og unge.”
Forbrugerombudsmanden har over for udvalget påpeget, at forarbejderne i praksis kan give
anledning til tvivl om, hvornår et markedsføringstiltag på internettet retter sig mod børn og
unge.
Forbrugerombudsmanden har over for udvalget oplyst, at det efter Forbrugerombudsmandens
opfattelse med fordel kan præciseres i bemærkningerne, hvornår noget er rettet mod
børn og unge. Selvom man retter sin reklame mod en særlig modtagergruppe, som ikke er
specifikt børn og unge, kan det stadig være, at en stor del af dem, der ser reklamen, er børn og
unge. Det kan enten skyldes den kanal, der benyttes, eller det produkt, den pågældende handelspraksis
omhandler. Så selvom den pågældende handelspraksis ikke er målrettet børn og
unge, kan den i praksis ramme mange børn og unge. Det er derfor Forbrugerombudsmandens
vurdering, at det er nødvendigt at se på den praktiske effekt frem for, hvad der er tiltænkt.
Forbrugerrådet Tænk tilslutter sig denne vurdering.
SIDE 272 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Alkoholreklamenævnet har i deres retningslinjer fastsat, at markedsføring af alkohol aldrig
må finde sted i medier, hvor over 30 procent af publikum er eller med rimelighed vurderes at
være børn og unge121.
Det er udvalgets vurdering, at en skarp procentgrænse ikke er hensigtsmæssig, da der bør
være tale om en konkret helhedsvurdering. Udvalget anbefaler, at der indsættes konkrete
eksempler i lovbemærkningerne på, med henblik på præcisering af, hvornår en handelspraksis
kan være rettet mod børn og unge.
Aldersfiltre
Udvalget har drøftet, om der er behov for, at de erhvervsdrivende sikrer, at markedsføring af
fx alkohol på internettet og sociale medier alene retter sig mod brugere over 18 år, fx ved brug
af aldersfiltre. Af forarbejderne til den gældende markedsføringslovs § 8, stk. 3, fremgår følgende
omkring aldersfiltre: ”Det følger af retspraksis, at sådanne filtre kan indgå i den samlede
vurdering af, om en hjemmeside retter sig mod børn og unge. Filtre, hvor der ikke foretages en
eller anden form for kontrol af de afgivne oplysninger, kan kun tillægges en begrænset betydning.
I UfR 2005.2250S fastslog Sø- og Handelsretten således, at en informationsboks, som forbrugeren
alene skulle klikke ”ok” til for at få adgang til den udbudte tjenesteydelse, og hvoraf det
fremgik, at brugeren ikke måtte være under 18 år, ikke havde nogen værdi, når man blot kunne
klikke videre, selvom man var under 18 år. Et aldersfilter, hvor man f.eks. blot skal indtaste sin
fødselsdato eller svare ”ja” eller ”nej” til, om man er over 18 år, men hvor der ikke sker nogen
yderligere kontrol af oplysningerne, vil således normalt ikke være tilstrækkeligt til at antage, at
den pågældende hjemmeside ikke retter sig mod børn og unge.”
Det fremgår af Forbrugerombudsmandens vejledning om børn, unge og markedsføring, at de
virksomheder, som ønsker at være på den sikre side, løbende bør anvende de bedst mulige
tekniske foranstaltninger, som kan kontrollere alderen på brugerne af det sociale medie, som
markedsføringen bliver vist for. Det fremgår endvidere af vejledningen, at hvis brugerne skal
oplyse deres alder ved oprettelsen af en profil på det sociale medie, og det sociale medie på
denne baggrund giver de erhvervsdrivende adgang til at vælge en aldersbegrænsning, når de
opretter en side, må den erhvervsdrivende som udgangspunkt kunne gå ud fra, at brugerne
giver korrekt information om deres alder.
I forbindelse med vedtagelsen af § 8, stk. 3, i 2013 blev det overvejet, med inspiration fra Norge,
at indføre et system, hvorefter virksomhederne skal bruge den bedst tilgængelige teknologi
til at frasortere børn og unge fra hjemmesider, som indeholder alkoholreklamer. Det blev
__________________
121
Alkoholreklamenævnets retningslinjer § 6, stk. 4.
SIDE 273 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
imidlertid vurderet, at det ville pålægge de erhvervsdrivende en uoverskuelig byrde. For at et
filter er effektivt i dag, vil det medføre krav om Nem-ID for adgang til hjemmesiden. Det blev
vurderet, at det ville være ude af proportioner at kræve Nem-ID på alle hjemmesider med
reklamer, hvor voksne forbrugere (også) færdes.
Det er udvalgets vurdering, at disse hensyn fortsat er gældende.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at der ikke stilles et generelt krav om brug af aldersfilter,
men at de gældende lovbemærkninger vedrørende brugen af aldersfiltre bevares.
Reklamefri zoner
Udvalget har drøftet, om der er behov for lovgivning om reklamefri zoner. Baggrunden for
drøftelsen var, at der er nogle danske kommuner, hvor man har tilladt reklamer på fx legepladser.
Enkelte politikere har på den baggrund bedt om, at udvalget drøfter, om reklamer i
daginstitutioner, skoler, fritidshjem og legepladser m.v. bør tillades.
Markedsføringslovsudvalget, der afgav betænkning i 2005, undersøgte dengang behovet for
reklamefri zoner i daginstitutioner og skoler122. Flertallet af det daværende udvalg vurderede,
at det ikke var hensigtsmæssigt med reklamefri zoner. Udvalget henviste bl.a. til, at der ikke
bør lægges hindringer i vejen for samarbejde mellem lokale virksomheder og skoler, fx i form
af partnerskaber, der understøtter iværksætteri. Ligesom det bør være tilladt at have reklamer
i skoleblade for lokale erhvervsdrivende, der finansierer udgivelsen af bladet. Undervisningsministeriet
oplyste dengang, at de kun modtog få henvendelser om reklamering og
sponsorering i skolerne, og at sagerne blev løst efter Forbrugerombudsmandens vejledning,
hvorefter markedsføring på skoler og i daginstitutioner kun kan finde sted, når skolens/
institutionens leder har givet tilladelse hertil123.
Det blev fremhævet, at det var mere hensigtsmæssigt, at der lokalt blev udarbejdet regler for, i
hvilket omfang man ville tillade reklamering og sponsorering. Efter lov om kommuners og
regioners anvendelse af fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre, som trådte i
kraft 1. juli 2006, er det op til kommunalbestyrelserne og regionsrådene at beslutte, om det
skal være muligt at reklamere på skoler og i daginstitutioner. Dernæst er det op til de lokale
skole-/forældrebestyrelser at beslutte, om der med udgangspunkt i de overordnede mål og
rammer skal fastsættes lokale regler om markedsføring og sponsorering, og hvordan disse
skal udformes. Den enkelte skoleleder har derudover ansvaret for, at disse principper efterle-
__________________
122
Se nærmere betænkningen s. 166f.
123
Forbrugerombudsmandens vejledning om børn, unge og markedsføring, punkt 3.1.14.
SIDE 274 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
ves i det daglige arbejde. Det er således kun muligt for erhvervsdrivende at markedsføre sig på
disse steder, hvis skolen eller institutionen har givet tilladelse hertil. Muligheden for at markedsføre
alkohol, usunde fødevarer og læskedrikke over for børn og unge er begrænset i en
række branchekodeks, bl.a. Alkoholreklamenævnet og Læskedrikreklamenævnet.
Et flertal i udvalget bestående af professor Caroline Heide-Jørgensen, professor Søren Sandfeld
Jakobsen, Erhvervs- og Vækstministeriet, Kulturministeriet, Justitsministeriet, Danske
Advokater/Advokatsamfundet, Håndværksrådet, Dansk Erhverv, Kreativitet & Kommunikation,
DI, Finansrådet, og Danske Medier er af den holdning, at det fungerer godt i dag, og det bør
være op til skolerne selv, om de vil reklamere. Endvidere er det disse medlemmers holdning,
at fx sponsoreret skolemateriale kan komme flere skolebørn til nytte.
Et mindretal bestående af Forbrugerrådet Tænk og professor Torben Hansen mener ikke, at
det er hensigtsmæssigt alene at lade det være op til eksempelvis den enkelte skolebestyrelse
om og i givet fald i hvilket omfang samt på hvilke vilkår markedsføring på skoler kan finde
sted.
Disse medlemmer er af den opfattelse, at ikke er hensigtsmæssigt at lade så vigtige forhold og
samfundsmæssige hensyn afgøres lokalt, herunder i praksis lade konkrete muligheder og
regler på området være afhængig af lokale bestyrelsers holdninger og principper. Hertil kommer
risiko for erhvervsdrivendes forsøg på at skabe økonomiske incitamenter over for skolebestyrelsen
i forhold til skolens økonomiske situation, som hverken er rimelige eller hensigtsmæssige,
og som i værste fald kan have indflydelse på, hvor barrieren for det tilladte
sættes.
Hertil kommer i øvrigt en ganske betydelig risiko for problemstillinger om skjult reklame, idet
modtagergruppen i forhold til eventuelle reklametiltag, herunder sponsorering m.v. i forbindelse
med undervisningen, pr. definition vil være børn og unge.
Forbrugerrådet Tænk og professor Torben Hansen anbefaler derfor, at regler ensrettes på
området gennem lovgivningen, hvorefter udgangspunktet bør være et forbud mod reklamering
på skoler og daginstitutioner, dog eventuelt med undtagelsesmuligheder for eksempelvis
på nærmere fastsatte vilkår at tillade sponsorering.
Det er flertallets vurdering, at de hensyn, som blev fremhævet af udvalget i 2005, fortsat gør
sig gældende, og at det fortsat er mest hensigtsmæssigt, at de nærmere regler for omfanget af
reklamer udarbejdes lokalt. Et flertal af udvalget anbefaler, at der fortsat ikke er behov for
lovgivning om reklamefri zoner.
Som uafhængig tilsynsmyndighed forholder Forbrugerombudsmanden sig neutralt til
spørgsmålet.
SIDE 275 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
§ 11 om mærkning og emballering (Tidligere § 17)
Gældende ret
Den gældende markedsføringslov indeholder en bestemmelse om mærkning og emballering i
§ 17, der har følgende ordlyd:
§ 17. Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med repræsentanter for forbrugerne
og relevante erhvervsorganisationer fastsætte bestemmelser om, at bestemte varer, som udbydes
erhvervsmæssigt til forbrugerne, kun må sælges eller udbydes til salg med angivelse af, om varen
er dansk eller udenlandsk, eller dens frembringelses- eller oprindelsessted. Ministeren kan nærmere
fastsætte, på hvilken måde de pågældende angivelser skal anbringes, samt hvad der i hvert
tilfælde skal forstås ved varens frembringelses- eller oprindelsessted.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med repræsentanter for forbrugerne
og relevante erhvervsorganisationer fastsætte bestemmelser om:
1. at bestemte varebetegnelser eller symboler er forbeholdt eller skal benyttes for varer, der
opfylder visse nærmere angivne betingelser, og
2. at bestemte varer kun må sælges eller udbydes til salg, såfremt varerne eller deres indpakning
på nærmere af ministeren foreskreven måde er forsynet med oplysning om varernes
indhold og sammensætning, holdbarhed, behandlingsmåde og egenskaber i øvrigt.
Markedsføringslovens § 17, stk. 1
Markedsføringslovens § 17, stk. 1, om oprindelseslandsmærkning stammer fra 1912, og bemyndigelsen
har hovedsageligt været anvendt i perioden 1922-1932. Alle disse forskrifter
blev dog ophævet, inden markedsføringsloven blev indført i 1974.
Efter markedsføringslovens indførelse i 1974 har bemyndigelsen kun været anvendt én gang
til at udstede bekendtgørelse nr. 321 af 16. marts 1978 om salg af beklædningsgenstande.
Markedsføringslovens § 17, stk. 2
Markedsføringslovens § 17, stk. 2, giver mulighed for, at der kan udstedes bekendtgørelser,
der forbeholder bestemte varebetegnelser eller symboler til bestemte varer, og at bestemte
varer kun må sælges, hvis der på varen eller dens indpakning oplyses nærmere om varens
indhold, holdbarhed, egenskaber m.v. Bestemmelsen blev oprindelig indsat i den tidligere
konkurrencelov ved EF-følgelovgivning i 1972.
Der er i dag udstedt følgende bekendtgørelser til gennemførelse af EU-direktiver med hjemmel
i stk. 2:
• Bekendtgørelse nr. 122 af 6. marts 1973 om krystalglasvarer.
SIDE 276 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
• Bekendtgørelse nr. 247 af 19. april 1990 om frivillig mærkning af husholdningsapparater
med oplysning om luftbåren støj.
• Bekendtgørelse nr. 759 af 15. september 1995 om mærkning af materialer anvendt i
hovedbestanddele af fodtøj med henblik på salg i detailledet.
• Bekendtgørelse nr. 46 af 26. januar 1999 om visse metoder for kvantitativ analyse af
tekstilfiberblandinger.
Udvalgets overvejelser
Opretholdelse af bestemmelsen om mærkning og emballering
Udvalget er bl.a. blevet bedt om at sikre, at markedsføringsloven ikke pålægger erhvervslivet
unødvendige byrder. Udvalget er endvidere blevet bedt om at sikre, at markedsføringsloven
sikrer hensynet til velfungerende markeder og en effektiv konkurrence. Udvalget har på den
baggrund vurderet, om bestemmelsen i § 17 bør opretholdes.
Bemyndigelsen i § 17, stk. 1, er i dag kun udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 321 af 16.
marts 1978 om mærkning om beklædningsvarers oprindelse.
Bemyndigelsen har hidtil kun været anvendt én gang til at udstede en ren national bekendtgørelse.
Det er udvalgets vurdering, at såfremt der er behov for at indføre nationale mærkningsordninger,
bør dette ikke kunne gennemføres via en bekendtgørelse, som ikke behandles af
Folketinget. Dertil kommer, at regler om mærkningsordninger bør udstedes under de relevante
særlovgivninger.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at bemyndigelsen i § 17, stk. 1, om mærkning med oprindelse
ophæves.
Bestemmelsen i § 17, stk. 2, er udnyttet til at udstede en række bekendtgørelser, som gennemfører
EU-regulering. Det er på den baggrund udvalgets vurdering, at hjemlen i § 17, stk. 2, ikke
kan ophæves.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at § 17, stk. 2, opretholdes.
Hører bestemmelsen til i markedsføringsloven
Det har endvidere været drøftet i udvalget, hvorvidt bestemmelsen systematisk hører hjemme
i markedsføringsloven, eller om bestemmelsen bør indføres i anden lovgivning i stedet.
SIDE 277 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det er i forbindelse med tidligere udvalgsarbejder blevet vurderet, at bestemmelsen ikke systematisk
hører hjemme i markedsføringsloven, såfremt man ønsker at skabe en markedsføringslov,
der alene fastsætter overordnede adfærdsregler på markedet. Man har dog ikke
tidligere kunnet identificere anden relevant lovgivning, som bestemmelsen kan flyttes til124.
Bestemmelsen har på den baggrund hidtil været opretholdet uændret i markedsføringsloven.
Udvalget kan tilslutte sig de tidligere overvejelser om, at markedsføringslovens § 17 ikke systematisk
hører hjemme i markedsføringsloven. Samtidig anerkender udvalget dog, at der
ikke findes anden relevant lovgivning inden for Erhvervs- og Vækstministeriets ressort, som
bestemmelsen med fordel kan flyttes til.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at § 17, stk. 2, bevares i markedsføringsloven.
Opretholdelse af bekendtgørelser udstedt med hjemmel i § 17
Udvalget er bl.a. blevet bedt om at sikre, at markedsføringsloven ikke pålægger erhvervslivet
unødvendige byrder. Udvalget har på den baggrund vurderet, om de bekendtgørelser, der er
udstedt med hjemmel i markedsføringslovens § 17, fortsat bør opretholdes.
Bekendtgørelse nr. 321 af 16. marts 1978 om salg af beklædningsgenstande udstedt med
hjemmel i § 17, stk. 1. Bekendtgørelsen fastslår, at der ikke, ved salg eller udbud til salg til
forbrugere af beklædningsgenstande af strikket og vævet stof, må anvendes angivelser, tegn,
præsentations-, etiketterings- eller salgsmetoder, der er egnet til at vildlede forbrugerne om
varernes oprindelsesland. Det følger endvidere af bekendtgørelsen, at en vares oprindelse
skal afgøres efter de kriterier for bestemmelse af oprindelsen, der følger af EU-regulering. Det
er udvalgets vurdering, at indholdet af bekendtgørelsen skal fortolkes i overensstemmelse
med direktivet om urimelig handelspraksis, samt at bekendtgørelsen ikke tilføjer yderligere,
end hvad der allerede følger af direktivet. Udvalget anbefaler på den baggrund, at bekendtgørelsen
ophæves.
Bekendtgørelse nr. 122 af 6. marts 1973 om krystalglasvarer er udstedt med hjemmel i § 17,
stk. 2 og gennemfører direktiv 69/493/EØF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger
om krystalglas. Direktivet er fortsat gældende, og udvalget anbefaler derfor, at bekendtgørelsen
opretholdes.
__________________
124
Industriministeriets betænkning fra 1992, Turnuspanelet i slutningen af 1990’erne og betænkning nr. 1457 af 2005, afsnit
8.3.4.
SIDE 278 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Bekendtgørelse nr. 247 af 19. april 1990 om frivillig mærkning af husholdningsapparater med
oplysning om luftbåren støj er udstedt med hjemmel i § 17, stk. 2. Bekendtgørelsen gennemfører
direktiv 86/594/EØF om luftbåren støj fra husholdningsapparater. Direktivet blev ophævet
i 2005 og erstattet af direktiv 2005/32/EF om rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt
design af energiforbrugende produkter. Ifølge præambel 37 var baggrunden for ophævelsen
af direktiv 86/594/EØF, at proceduren for bestemmelse af støjniveauet af harmoniseringshensyn
burde indgå i en integreret vurdering af miljømæssige egenskaber. Direktiv
2005/32/EF indeholder bestemmelser om en sådan integreret tilgang. Direktiv 2005/32/EF
er implementeret i dansk ret ved lov om miljøvenligt design af energiforbrugende produkter
125. Direktivet blev i 2009 erstattet af direktiv 2009/125/EF om rammerne for fastlæggelse
af krav til miljøvenligt design af energirelaterede produkter. Direktiv 2009/125/EF blev implementeret
i dansk ret ved en ændring af lov om miljøvenligt design af energiforbrugende
produkter. Da det bagvedliggende direktiv er ophævet, er det udvalgets vurdering, at bekendtgørelse
nr. 247 af 19. april 1990 om frivillig mærkning af husholdningsapparater med
oplysning om luftbåren støj bør ophæves.
Bekendtgørelse nr. 759 af 15. september 1995 om mærkning af materialer anvendt i hovedbestanddele
af fodtøj med henblik på salg i detailledet er udstedt med hjemmel i § 17, stk. 2.
Bekendtgørelsen gennemfører direktiv 94/11/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes
love og administrative bestemmelser vedrørende mærkning af materialer anvendt i
hovedbestanddelene af fodtøj med henblik på salg i detailleddet. Direktivet er fortsat gældende,
og udvalget anbefaler derfor, at bekendtgørelsen opretholdes.
Bekendtgørelse nr. 46 af 26. januar 1999 om visse metoder for kvantitativ analyse af tekstilfiberblandinger
er udstedt med hjemmel i § 17, stk. 2. Bekendtgørelsen gennemfører direktiv
96/73/EF om visse metoder til kvantitativ analyse af binære tekstilfiberblandinger. Direktivet
blev ophævet i 2012 i forbindelse med vedtagelse af forordning 1007/2011 om tekstilfiberbetegnelser
og tilknyttet etikettering og mærkning af tekstilprodukters fibersammensætning.
Udvalget anbefaler derfor, at bekendtgørelse nr. 46 af 26. januar 1999 om visse metoder for
kvantitativ analyse af tekstilfiberblandinger ophæves.
Kravet om, at udstedelse af bestemmelser kun må ske ”efter forhandling”
Erhvervs- og vækstministerens hjemmel til at udstede bestemmelser efter den gældende § 17,
stk. 1 og 2, kræver, at udstedelsen sker ”efter forhandling med repræsentanter for forbrugerne
og relevante erhvervsorganisationer”.
__________________
125
Lov nr. 308 af 20. april 2008 om miljøvenligt design af energiforbrugende produkter.
SIDE 279 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
En lignende forhandlingsforpligtigelse findes i markedsføringslovens § 13, stk. 8. En række
andre danske love indeholder hjemmelsbestemmelser, som er afhængige af, at den pågældende
ressortminister forhandler med andre ministre eller kommunale organisationer126, men så
vidt udvalget er bekendt, findes der ikke lignende forpligtelse til at forhandle med repræsentanter
for forbrugerne og relevante erhvervsorganisationer i anden lovgivning. Udvalget har
på den baggrund undersøgt nærmere, hvad begrundelsen er for forhandlingsforpligtigelsen.
Bestemmelsen om mærkning og emballering har været i markedsføringsloven siden loven
blev introduceret i 1974. Bestemmelsen var en videreførelse af den dagældende konkurrencelovs
§ 16, hvori formuleringen var ”efter samråd”. Bestemmelsen stammer oprindeligt fra
1912127. I det oprindelige lovforslag128 var bemyndigelsen til ministeren ikke afhængig af, at det
skete ”efter samråd”. Formuleringen ”efter samråd” blev indsat i forbindelse med behandlingen
af lovforslaget129. Der er ingen bemærkninger til denne ændring, men af en betænkning
over lovforslaget afgivet af Industrirådet fremgår følgende: ”Denne paragraf tiltrænger nærmere
præcisering, da man selvfølgelig ikke uden videre kan udstede en blankofuldmagt for Handelsministeren
til at bestemme, hvilke varer, der kun må sælges i visse foreskrevne Enheder i Tal,
Maal eller Vægt (Brændevin? Øl? osv.)”. 130
Der fandtes tidligere en lignende hjemmelsbestemmelse i et tillæg til konkurrenceloven vedrørende
emballage. Der fremgår følgende af forarbejderne til bestemmelsen: ”Der har fra flere
sider i udvalget været betænkelighed ved at give ministeren en så udstrakt bemyndigelse som
forudsat i lovforslaget. Men efter at ministeren ved ovenfor nævnte samråd har givet udtryk for,
at de indskrænkninger, der foreløbig vil blive tale om kun omfatter øl-, mineralvands- og mælkeflasker
samt sifons, og at indskrænkninger for anden emballage ikke vil blive foretaget forinden
henstilling foreligger fra en af de i lovforslagets § 1, stk. 1, omtalte organisationer, kan hele udvalget
gå med til lovforslagets ophøjelse til lov.”131.
__________________
126
En række love indeholder hjemmelsbestemmelser, som er afhængige af at den pågældende ressortminister forhandler med
andre ministre eller kommunale organisationer. Se f.eks. lovbekendtgørelse nr. 467 af 15. maj 2014 om fødevarer, lovbekendtgørelse
nr. 92 af 8. februar 2001 om Danmarks Fiskeribank, lovbekendtgørelse nr. 261 af 18. marts 2015 om universiteter.
127
Lov nr. 137 af 8. juni 1912 om straf for brug af urigtige varebetegnelser m.m. § 14.
128
Forslag til lov angående falsk reklame og uhæderlig konkurrence mv. af 24. november 1911 § 8.
129
Betænkning over Forslag til Lov angående falsk Reklame og uhæderlig Konkurrence m.v. afgivet af Landstingets Udvalg den
9. marts 1912. Se § 14.
130
Se bilag X med underbilag til betænkningen, ”Betænkning afgiven af Industrirådet angående Udkast til Lov om falsk Reklame
og uhæderlig Konkurrence m.v.”, bemærkninger til § 8. Bemærkningen støttes af Dansk Forening for Beskyttelse af industriel
Ejendomsret jf. Bilag XI til betænkningen.
131
Betænkning over forslag til lov om tillæg til lov om uretmæssig konkurrence og varebetegnelse afgivet af Folketingets udvalg
den 23. marts 1938.
SIDE 280 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Et enigt udvalg anbefaler, at kravet om ”efter forhandling” opretholdes, da det er relevant at
høre de relevante organisationer, inden der fastsættes specifikke krav til mærkning og emballering.
SIDE 281 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
§ 12 Dokumentation af faktiske forhold (Tidligere § 3, stk. 3)
Gældende ret
Det følger af den gældende markedsføringslovs § 3, stk. 3, at ”Rigtigheden af angivelser om
faktiske forhold skal kunne dokumenteres”.
Ordlyden svarer til den tidligere § 3, stk. 4, og gennemfører samtidig direktivet om urimelig
handelspraksis artikel 12, litra a, hvorefter medlemsstaterne skal tillægge domstolene eller de
administrative myndigheder beføjelse til at ”kræve at den erhvervsdrivende fremlægger beviser
for rigtigheden af de faktiske forhold, der gøres gældende i forbindelse med en handelspraksis,
hvis et sådant krav under hensyn til de legitime interesser hos den erhvervsdrivende og enhver
anden part i sagen forekommer relevant under hensyn til omstændighederne i det pågældende
tilfælde.”.
Udvalgets overvejelser
Særskilt bestemmelse vedr. dokumentation af faktiske forhold
Den gældende markedsføringslovs § 3, stk. 3, fastslår, at erhvervsdrivende skal kunne dokumentere
rigtigheden af faktuelle oplysninger.
Bestemmelsen fandtes i den danske markedsføringslov før gennemførelsen af direktivet om
urimelig handelspraksis. Bestemmelsen gennemfører dog samtidig direktivet om urimelig
handelspraksis artikel 12, litra a.
Bestemmelsen gælder således både på områder, der falder uden for direktivet, og områder der
falder inden for direktivet om urimelig handelspraksis.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at bestemmelsen fremover placeres i kapitlet med generelle
adfærdsregler, således at den også fremover både omfatter områder, der falder uden for
direktivet, og områder der falder inden for direktivet om urimelig handelspraksis.
SIDE 282 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
§ 13 Oplysningsforpligtelser vedr. priser m.v. (Tidligere § 7 a samt § 13, stk. 1-3 og stk.
8)
Gældende ret
Den gældende markedsføringslov indeholder regler om oplysningsforpligtigelser vedr. priser
m.v. i § 7 a samt § 12 a, § 13, stk. 1-3 og 8.
Markedsføringslovens § 7 a
Den gældende markedsføringslov indeholder i § 7 a en bemyndigelsesbestemmelse, som giver
erhvervs- og vækstministeren adgang til at fastsætte nærmere regler om oplysningsforpligtigelser
for tjenesteydere. Markedsføringslovens § 7 a har følgende ordlyd:
§ 7a. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter nærmere regler med henblik på at opfylde de bestemmelser
i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om tjenesteydelser i det indre marked, som
vedrører tjenesteyderes forpligtelser til at give oplysninger til tjenestemodtagere.
Hjemlen efter markedsføringslovens § 7 a er anvendt til at gennemføre de oplysningskrav, der
er indeholdt i artikel 22 og 27 i servicedirektivet132. Den gældende bemyndigelse er udnyttet til
at udstede bekendtgørelse nr. 1372 af 16. december 2009 om tjenesteyders pligt til at give
oplysninger til tjenestemodtagere.
Markedsføringslovens § 12 a
Den gældende markedsføringslov indeholder i § 12 a en række oplysningsforpligtelser i forbindelse
med salgsfremmende foranstaltninger.
For en gennemgang af den gældende § 12 a henvises til afsnit 4.4 om vildledende udeladelser,
hvor bestemmelsen foreslås indarbejdet.
Markedsføringslovens § 13
Markedsføringslovens § 13, stk. 1-3, indeholder regler om prisoplysning og har følgende ordlyd:
__________________
132
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked.
SIDE 283 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Prisoplysninger
§ 13. Ved erhvervsmæssigt udbud af varer til forbrugerne, dog ikke salg af varer ved auktionssalg,
skal der ved mærkning, skiltning eller på anden måde tydeligt oplyses om den samlede pris
for varen inklusive gebyrer, omkostninger, moms og alle andre afgifter. Afgifter eller omkostninger,
som den erhvervsdrivende ikke er forpligtet til at opkræve direkte hos forbrugerne, er ikke
omfattet af 1. pkt., men skal oplyses særskilt. Hvor varer udbydes elektronisk til forbrugerne med
mulighed for bestilling, finder 1. og 2. pkt. tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Stk. 1, 1. og 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse ved erhvervsmæssigt udbud af tjenesteydelser
til forbrugerne fra fast forretningssted, samt når tjenesteydelsen udbydes elektronisk til
forbrugerne med mulighed for bestilling. Hvor det ikke er muligt at oplyse den samlede pris for
tjenesteydelsen, skal grundlaget for beregningen af prisen oplyses, såfremt dette vil gøre det
muligt for forbrugerne selv at beregne den endelige pris. Er det på grund af mængden af udbudte
tjenesteydelser ikke muligt at angive prisen eller beregningsgrundlaget for dem alle, skal prisen
eller beregningsgrundlaget anføres for et relevant og repræsentativt udvalg.
Stk. 3. Når der ved annoncering eller på anden måde i markedsføringsmateriale oplyses om prisen
for varer eller tjenesteydelser, skal oplysningerne opfylde kravene i stk. 1 eller 2 samt de i
medfør af stk. 8 fastsatte regler. Såfremt en fabrikant, importør eller grossist i annoncer, i reklamer
eller på anden måde foreslår en pris for videresalg til forbrugerne, skal det udtrykkeligt
angives, at prisen er vejledende. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for mundtlige prisoplysninger.
Den gældende markedsføringslov indeholder i § 13, stk. 8, en bemyndigelsesbestemmelse,
som giver erhvervs- og vækstministeren adgang til at fastsætte nærmere regler om oplysningsforpligtigelser
for varer. Markedsføringslovens § 13, stk. 8, har følgende ordlyd:
Stk. 8. Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med vedkommende minister samt
repræsentanter for forbrugerne og relevante erhvervsorganisationer fastsætte regler om
1. særregler om og undtagelser fra stk. 1-6, herunder regler om oplysninger i forbindelse med
ydelse af kredit,
2. fremgangsmåden ved meddelelse af prisoplysninger og om begrænsning i mængden af oplysninger,
der gives,
3. at der på samme måde som efter stk. 1 skal oplyses om varens pris pr. måleenhed og om anvendelse
af måleenhed for de enkelte varegrupper, og
4. at færdigpakkede detailsalgsvarer skal forsynes med oplysning om pakningens nettomængde.
Prisoplysningsreglen i § 13, stk. 1 og 3, er overført til markedsføringsloven fra den dagældende
prismærkningslov pr. 1. juli 2006 ud fra et ønske om at forenkle og regelsanere således, at
virksomhederne lettere og hurtigere vil kunne danne sig et overblik over retstilstanden for
prisoplysning og prismarkedsføring.
SIDE 284 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Om formålet bag den nu ophævede prismærkningslov fremgår følgende af Markedsføringsudvalgets
betænkning:
”Formålet med prismærkningsloven er at sikre forbrugerne korrekte prisoplysninger i en form,
der er forståelig, klar, relevant og gennemsigtig. Loven skal endvidere fremme forbrugernes
orienterings- og vurderingsmuligheder med hensyn til priser på varer og tjenesteydelser i markedet.
Prisinformationer skal gøre det muligt for forbrugerne at sammenligne forskellige produkter
inden for samme produktgruppe og hos forskellige erhvervsdrivende og dermed medvirke
til en effektiv priskonkurrence”.
Bestemmelserne er ikke senere blevet ændret.
Prisoplysninger for varer og tjenesteydelser
Efter § 13, stk. 1, skal prisen for en vare oplyses som en samlet pris inklusive gebyrer, omkostninger,
moms og alle andre afgifter, dvs. at varens totalpris skal oplyses.
§ 13, stk. 2, indeholder en generel forpligtelse til at give prisoplysninger ved udbud af tjenesteydelser
til forbrugere på tilsvarende måde som for varer.
Forpligtelsen gælder, når der sælges eller kan bestilles tjenesteydelser fra den erhvervsdrivendes
faste forretningssted, dvs. egentlige forretningslokaler eller værksteder, som forbrugerne
normalt har adgang til. Som eksempler kan nævnes frisørsaloner og fitnesscentre. Der
skal også gives prisoplysninger, når der kan bestilles eller købes tjenesteydelser elektronisk,
fx på den erhvervsdrivendes hjemmeside.
Hovedreglen er, at den erhvervsdrivende skal angive prisen på tjenesteydelsen til en samlet
fast pris (totalpris), fx en klipning hos en frisør eller en advokats faste pris på udarbejdelse af
et testamente.
Hvis den erhvervsdrivende ikke kan oplyse den samlede pris for tjenesteydelsen, skal grundlaget
for beregningen af prisen i stedet oplyses, hvis dette giver forbrugeren mulighed for selv
at beregne den endelige, samlede pris for den tjenesteydelse, der efterspørges.
Det følger af markedsføringslovens § 13, stk. 1 og 2, at der skal gives prisoplysninger, når
varer og tjenesteydelser udbydes erhvervsmæssigt.
Det fremgår bl.a. af bemærkningerne til bestemmelsen, at: ”I modsætning til den gældende
prismærkningslov foreslås det, at bestemmelsen i § 11, stk. 1, gøres teknologineutral, således at
denne både finder anvendelse på internettet og i fysiske forretninger. Forbrugerne har samme
SIDE 285 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
behov for prisoplysninger, uanset om forbrugerne handler på internettet eller i fysiske forretninger.
Prisinformationen skal gøre det muligt for forbrugerne at sammenligne forskellige produkter
inden for samme produktgruppe og hos forskellige erhvervsdrivende. Dette medvirker til en
effektiv priskonkurrence. Dette formål gør sig gældende med samme styrke, uanset om der handles
på internettet eller i fysiske forretninger.”133
Ifølge bestemmelsen skal prisoplysningerne gives tydeligt. Det følger af de specielle bemærkninger134,
at for varer i fysiske forretninger skal prisoplysningerne gives i forbindelse med, at
forbrugeren står over for varen. For varer i internetbutikker gives den erhvervsdrivende imidlertid
forskellige muligheder for at opfylde kravet om prisoplysninger. Det afgørende i denne
sammenhæng er, at forbrugeren let og hurtigt skal kunne gøre sig bekendt med prisen for et
produkt, og at muligheden for prissammenligning ikke må vanskeliggøres.135
Prisoplysninger i annoncer m.v.
Markedsføringslovens § 13, stk. 3, bestemmer, at kravene i stk. 1 og 2, samt de i medfør af §
13, stk. 8, fastsatte regler også skal opfyldes, når der gives prisoplysninger i annoncer, postordrekataloger
samt andet markedsføringsmateriale eller ved anden markedsføringsforanstaltning.
Bemyndigelse til at fastsætte administrative regler om prisoplysninger i § 13, stk. 8
Markedsføringslovens § 13, stk. 8, indeholder en bemyndigelse til at fastsætte administrative
regler om prisoplysninger.
Bestemmelsen har til formål at sikre en hensigtsmæssig prismærkning og samtidig undgå en
unyttig detailregulering af prisområdet. Viser der sig uhensigtsmæssigheder i forbindelse med
administrationen af de generelle prisoplysningsbestemmelser eller behov for særregler, der
ligger ud over ordlyden af stk. 1-6, er der i stk. 8 hjemmel til at udstede supplerende administrative
regler, fx i form af en præciserende bekendtgørelse, men også til at undtage et område
fra reglerne om prisoplysning.
Hjemlen skal anvendes restriktivt og kun ved tvingende behov. Hjemlen kan fx være relevant,
hvis der i en bestemt branche viser sig et påtrængende behov for særligt detaljerede regler om
fakturering for at opnå prisgennemsigtighed.
__________________
133
Lf nr. 13 af 6. oktober 2005.
134
Lf nr. 13 af 6. oktober 2005.
135
Lf nr. 13 af 6. oktober 2005.
SIDE 286 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Udvalgets overvejelser
Markedsføringslovens prisoplysningskrav i forhold til direktivet om urimelig handelspraksis
Markedsføringslovens § 13, stk. 1-3, fastsætter regler om prisoplysninger. Formålet med bestemmelsen
er at sikre forbrugerne korrekte prisoplysninger i en forståelig, klar, relevant og
gennemsigtig form. Samtidig skal prisinformationen gøre det muligt for forbrugerne at sammenligne
forskellige produkter inden for samme produktgruppe og hos forskellige erhvervsdrivende
og dermed medvirke til en effektiv priskonkurrence.
Direktivet om urimelig handelspraksis totalharmoniserer reglerne om virksomheders handelspraksis.
Handelspraksis er defineret som ”handling, undladelse, adfærd eller fremstilling,
kommerciel kommunikation, herunder reklame og markedsføring, foretaget af den erhvervsdrivende
med direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne.”
Begrebet dækker således også over handlinger som fx prisskiltning af varer og tjenesteydelser.
Direktivets artikel 7, stk. 4, pålægger en prisoplysningspligt ved købsopfordringer.
Markedsføringslovens § 13 pålægger en generel prisoplysningspligt og går videre end prisoplysningspligten
efter direktivets artikel 7, stk. 4. Udstilling af varerne i en butik - fx mælken i
køledisken - er ikke en købsopfordring, hvis der ikke samtidig er givet en pris.
Siden implementeringen af direktivet er der i forbindelse med en straffesag vedrørende en tvudbyders
markedsføring af tv-abonnementer136 blevet rejst tvivl om, hvorvidt markedsføringslovens
§ 13 er fuldt forenelig med direktivet om urimelig handelspraksis. Da udvalget er
blevet bedt om at sikre, at markedsføringsloven er i overensstemmelse med EU-reglerne på
markedsføringsområdet, har udvalget overvejet, om prisoplysningsreglerne i § 13, stk. 1-3, er i
overensstemmelse med direktivet om urimelig handelspraksis.
§ 13 blev hverken ophævet eller ændret i forbindelse med gennemførelsen af direktivet om
urimelig handelspraksis. Ifølge forarbejderne var begrundelsen herfor, at bestemmelsen har
til formål at varetage generelle samfundsmæssige hensyn, som ikke harmoniseres ved direktivet
om urimelig handelspraksis. Man vurderede på den baggrund, at § 13 kunne opretholdes.
137
__________________
136
Sag nr. 12/00353.
137
Lf nr. 2 af 4. oktober 2006, almindelige bemærkninger.
SIDE 287 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det fremgår imidlertid ikke af direktivet, at generelle samfundsmæssige hensyn ikke er harmoniseret
ved direktivet. Derimod fremgår det af direktivet, at det ikke vedrører ikke lovmæssige
krav med hensyn til smag og anstændighed138.
Der kan derfor rejses tvivl om, hvorvidt begrundelsen i lovbemærkningerne for at § 13 kan
opretholdes, idet generelle samfundsmæssige hensyn ikke generelt ses undtaget fra direktivets
anvendelsesområde.
Direktivet om urimelig handelspraksis er totalharmonisering. Medlemsstaterne kan ikke vedtage
foranstaltninger, der er mere restriktive end dem, der fremgår af direktivet139. Oplysningskrav,
som følger af anden fællesskabslovgivning, kan dog opretholdes, jf. direktivets
artikel 3, stk. 4, artikel 7, stk. 5 og præambel nr. 15.
Udvalget har på den baggrund undersøgt, om oplysningskravene i § 13 følger af anden fællesskabslovgivning,
og på den baggrund kan opretholdes.
Ophævelse af § 13, stk. 1, om prisoplysninger vedr. varer
Efter § 13, stk. 1, skal prisen for en vare oplyses som en samlet pris inklusive gebyrer, omkostninger,
moms og alle andre afgifter. Oplysning skal ske ved mærkning, skiltning eller på
anden tydelig måde.
Enhedsprismærkningsdirektivet140 fastsætter krav om angivelse af salgsprisen for varer. De
oplysningskrav, der følger af enhedsprismærkningsdirektivet, kan opretholdes ved siden af
direktivet om urimelig handelspraksis, jf. udvalgets overvejelse ovenfor om ” Markedsføringslovens
prisoplysningskrav i forhold til direktivet om urimelig handelspraksis.”
Det er udvalgets vurdering, at § 13, stk. 1, kun kan opretholdes, i et omfang § 13, stk. 1, er i
overensstemmelse med enhedsprismærkningsdirektivet.
Enhedsprismærkningsdirektivet er implementeret i dansk ret i prismærkningsbekendtgørelsen
141. Udvalget har derfor overvejet, om § 3 i prismærkningsbekendtgørelsen har samme
__________________
138
Jf. direktivets præambelbetragtning 7.
139
Se domstolens dom i forenede sager C-261/97 (Eleonore Orthmann mod Kommissionen) og C-299/07 (VTB-VAB NV m.fl.
mod Total Belgium NV).
140
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF af 16. februar 1998 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med angivelse af
priser på forbrugsvarer.
141
Bekendtgørelse nr. 866 af 18. september 2000 om oplysning om salgspris og enhedspris for forbrugsvarer.
SIDE 288 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
indhold som markedsføringslovens § 13, stk. 1, og om der således er tale om dobbeltregulering.
Efter prismærkningsbekendtgørelsens § 3 skal erhvervsdrivende, der udbyder varer til forbrugere,
i salgslokalet, eller hvor varerne i øvrigt udstilles til salg, oplyse om såvel salgspris
som enhedspris for den udbudte vare eller varemængde i overensstemmelse med en række
bestemmelser fastsat i bekendtgørelsen. Det er udvalgets opfattelse, at prismærkningsbekendtgørelsen
også omfatter internethandel. Dette fremgår dog ikke udtrykkeligt af prismærkningsbekendtgørelsen
i dag, og udvalget anbefaler derfor, at dette præciseres i bekendtgørelsen.
Det fremgår af prismærkningsbekendtgørelsens § 2, nr. 2, at der ved enhedspris forstås den
endelige pris, inklusive moms og alle øvrige afgifter. Desuden fremgår det af bekendtgørelsens
§ 3, stk. 1, 2. pkt., at prisoplysningerne skal gives tydeligt, let læseligt og således, at der ikke
kan opstå tvivl om, hvilken vare prisoplysningerne vedrører.
Et flertal bestående af professor Caroline Heide-Jørgensen, professor Søren Sandfeld Jakobsen,
professor Torben Hansen, Erhvervs- og Vækstministeriet, Kulturministeriet, Justitsministeriet,
Danske Advokater/Advokatsamfundet, Håndværksrådet, Dansk Erhverv, Kreativitet & Kommunikation,
DI, Finansrådet, Forbrugerombudsmanden og Danske Medier vurderer på den
baggrund, at § 13, stk. 1, bør erstattes af en ny bestemmelse, hvorefter en erhvervsdrivende i
sin handelspraksis klart og tydeligt skal oplyse om prisen efter nærmere fastsatte regler.
Flertallet lægger vægt på, at prismærkningsbekendtgørelsens § 3 i det væsentlige stiller de
samme oplysningskrav som markedsføringslovens § 13, stk. 1. Der er derfor, efter udvalgets
vurdering, tale om dobbeltregulering. En ny affattelse af § 13, stk. 1, vil gøre markedsføringsreglerne
mere enkle og overskuelige.
Et mindretal bestående af Forbrugerrådet Tænk, kan tilslutte sig en forenkling af de nuværende
regler med udgangspunkt i en bestemmelse, hvorefter priser skal oplyses klart og tydeligt.
Efter dette medlems opfattelse er oplysning om priser imidlertid blandt de mest centrale elementer
i forbindelse med markedsføring af produkter, hvorfor yderligere grundlæggende og
materielle krav fortsat bør fremgå eksplicit af loven og ikke udelukkende af en bekendtgørelse.
Dette medlem bemærker hertil, at der med fordel kan foretages en modernisering og sammenskrivning
af den nuværende § 13, stk. 1 og 2, hvorefter samme krav er gældende uanset
produkter udbydes ”offline” eller via elektronisk kommunikation. Udvalget anbefaler, at det
præciseres i prismærkningsbekendtgørelsen, at bekendtgørelsen også omfatter onlinehandel.
Ophævelse af § 13, stk. 2, om prisoplysninger vedr. tjenesteydelser
Markedsføringslovens § 13, stk. 2, indeholder en generel forpligtelse til at give prisoplysninger
ved udbud af tjenesteydelser til forbrugere på tilsvarende måde som for varer.
Servicedirektivet fastsætter krav om angivelse af salgspris for tjenesteydelser. De oplysningskrav
der følger af servicedirektivet, kan opretholdes ved siden af direktivet om urimelig hanSIDE
289 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
delspraksis, jf. udvalgets overvejelse ovenfor om ” Markedsføringslovens prisoplysningskrav i
forhold til direktivet om urimelig handelspraksis.”
Et flertal bestående af professor Caroline Heide-Jørgensen, professor Søren Sandfeld Jakobsen,
professor Torben Hansen, Erhvervs- og Vækstministeriet, Kulturministeriet, Justitsministeriet,
Danske Advokater/Advokatsamfundet, Håndværksrådet, Dansk Erhverv, Kreativitet & Kommunikation,
DI, Finansrådet, Forbrugerombudsmanden og Danske Medier vurderer på den
baggrund, at § 13, stk. 2, kun kan opretholdes, i det omfang § 13, stk. 2, er i overensstemmelse
med servicedirektivet.
Grundlæggende finder servicedirektivet anvendelse på alle tjenesteydelser, som ikke udtrykkeligt
er udelukket herfra.
Direktivet dækker en stor del af sektorerne på serviceområdet, såsom turisme og håndværksvirksomhed,
mens enkelte sektorer, som fx transport, sundhed og finansielle serviceydelser
ikke er en del af direktivets anvendelsesområde. Helt konkret er følgende områder ikke omfattet
af direktivets anvendelsesområde:
• Ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse
• Udtrykket ikke-økonomiske tjenesteydelser henviser til tjenesteydelser, som ikke udføres
for en økonomisk modpartikel. Disse ydelser udgør ikke en tjenesteydelse efter
betydningen i EUF-traktatens artikel 50, og er dermed alligevel ikke omfattet af servicedirektivet.
Følgelig er ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse, fx tjenesteydelser,
der ikke leveres mod betaling inden for det primære og sekundære uddannelsesområde,
ikke omfattet af servicedirektivet
• Finansielle tjenesteydelser
• Udelukkelsen i artikel 2, stk. 2, litra b), gælder alle finansielle tjenesteydelser, herunder
bank- og kreditvirksomhed, tjenesteydelser i forbindelse med værdipapirer, investeringsfonde,
forsikringsvirksomhed og pensionsordninger. Heri indgår de tjenesteydelser,
der er opført på listen i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut
• Elektroniske kommunikationstjenester, og -netværk samt tilhørende faciliteter
• Udelukkelsen i artikel 2, stk. 2, litra c), gælder elektroniske kommunikationstjenester
og -netværk og tilhørende faciliteter og tjenesteydelser som defineret i artikel 2 i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser
for elektroniske kommunikationsnet- og tjenester (rammedirektivet).
Sådanne tjenesteydelser og netværk kan fx være taletelefoni og elektroniske
SIDE 290 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
postformidlingstjenester. Disse er dog kun udelukket, for så vidt angår områder, der
er omfattet af de fem direktiver i den såkaldte telekom-pakke142.
• Tjenesteydelser på transportområdet
• Udelukkelsen gælder lufttransport, søtransport og transport ad indre vandveje, herunder
havnetjenester samt vejtransport og transport ad jernbane, herunder navnlig
bytransport, hyrevogns- og ambulancekørsel. De udelukkede transporttjenester inkluderer
ikke tjenesteydelser, som ikke er transporttjenester som sådan, nemlig køreskoler,
bortskaffelsesvirksomhed, biludlejning, begravelsesvirksomhed og luftfotovirksomhed.
De inkluderer heller ikke kommercielle aktiviteter i havne og lufthavne
som butikker og restauranter. Disse tjenesteydelser er således omfattet af bestemmelserne
i servicedirektivet og skal dækkes ind af gennemførelsesforanstaltninger
• Tjenesteydelser, der udbydes af vikarbureauer
• Udelukkelsen gælder vikarbureauers udlejning af arbejdskraft. Andre tjenesteydelser
end udlejning af arbejdskraft, som sommetider leveres af den samme tjenesteyder, fx
headhunting eller rekruttering, er ikke omfattet af udelukkelsen, og skal derfor være
dækket af gennemførelsesforanstaltninger
• Tjenesteydelser på sundhedsområdet
• Udelukkelsen af sundhedsydelser gælder ”sundhedsydelser og farmaceutiske tjenesteydelser,
der udføres af fagfolk i sundhedssektoren over for patienter med henblik
på at vurdere, vedligeholde eller genetablere deres sundhedstilstand, når sådanne aktiviteter
er forbeholdt et lovreguleret erhverv i den medlemsstat, hvor tjenesteydelserne
udføres”. Dette betyder, at tjenesteydelser, som ikke udføres for en patient,
men for sundhedspersonalet selv eller et hospital, fx regnskabsassistance, rengøring,
sekretær, administrationsbistand, levering og vedligeholdelse af medicinsk udstyr
samt ydelser leveret af medicinske forskningscentre, ikke er omfattet af denne udelukkelse.
Desuden gælder udelukkelsen ikke serviceydelser, som ikke er beregnet til
at vedligeholde, vurdere eller genetablere patienternes sundhedstilstand. Fx serviceydelser,
der udføres med henblik på at tilvejebringe velvære eller afstresning som
idræts- eller fitnesscentre, er omfattet af servicedirektivet.
• Audiovisuelle tjenesteydelser og radiospredning
• Udelukkelsen dækker audiovisuelle tjenesteydelser, dvs. tjenesteydelser, hvis primære
formål er at tilvejebringe levende billeder med eller uden lyd, herunder tv, og visning
af film i biografer, hvordan de produceres, distribueres eller transmitteres. Ude-
__________________
142
Direktiv nr. 2002/19/EF af 7. marts 2002 om adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet og tilhørende
faciliteter, direktiv 2002/207EF af 7. marts 2002 om tilladelser til kommunikationsnet og tjenester, direktiv nr. 2002/21/EF af
7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og – tjenester, direktiv nr. 2002/22/EF af 7.
marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og direktiv
nr. 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske
kommunikationssektor.
SIDE 291 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
lukkelsen gælder også radiospredning. Andre tjenesteydelser i forbindelse med audiovisuelle
tjenester eller radiospredning, fx annoncering eller salg af drikkevarer og
mad i biografer, er ikke udelukket
• Spil, hvor deltagerne gør en indsats med penge, og hvor udfaldet beror helt eller del
vist på tilfældet, herunder lotterier og kasinoer
• Udelukkelsen dækker enhver tjenesteydelse, som indebærer, at der gøres en indsats i
spil, som indeholder et element af tilfældighed, herunder især lotteri, skrabelodder,
spilletjenester i kasinoer eller lokaler med bevilling, væddemål, bingo og spilletjenester,
der drives af og til fordel for velgørenhed eller almennyttige organisationer. Derimod
gælder udelukkelsen ikke spil, som kræver færdigheder, spillemaskiner, der ikke
udbetaler præmier, eller som kun giver præmier i form af flere gratis spil, og reklamespil,
hvis formål alene er at tilskynde til salg af varer eller tjenesteydelser, og
dermed er de omfattet af servicedirektivet. Desuden er andre tjenesteydelser leveret
i kasinoer, fx salg af mad og drikkevarer, heller ikke udelukket
• Virksomhed, som er forbundet med udøvelse af offentlig myndighed
• Udelukkelsen afspejler artikel 45 i EUF-traktaten, hvorefter serviceydelser, som er
forbundet med udøvelse af offentlig myndighed, ikke er omfattet af bestemmelserne
om etableringsfrihed og frihed til at levere tjenesteydelser
• Denne udelukkelse, der falder i tråd med EU-Domstolens retspraksis, dækker kun
specifikke serviceydelser og omfatter ikke et helt erhverv. Hvorvidt specifik virksomhed
er direkte eller specifikt forbundet med udøvelsen af offentlig myndighed eller ej,
kan ikke ensidigt bestemmes af medlemsstaten, men skal vurderes på grundlag af generelle
kriterier fastlagt af EU Domstolen. Det forhold alene, at en medlemsstat anser
en bestemt aktivitet for at være udøvelse af offentlig myndighed, eller at en bestemt
aktivitet tilvejebringes af en stat, et statsligt organ eller et organ, som har fået overdraget
at varetage offentlige opgaver, betyder således ikke, at denne aktivitet er omfattet
af EUF-traktatens artikel 45. Når medlemsstaterne står over for sager, hvor de
skal vurdere, hvorvidt en given serviceydelse udøves i henhold til EUF-traktatens artikel
45 og derfor er udelukket fra servicedirektivet, skal de huske det snævre anvendelsesområde,
EU-Domstolen har tildelt denne artikel
• Sociale tjenesteydelser, der udføres af det offentlige eller med opdrag fra det offentlige
eller af velgørende organisationer i forbindelse med socialt boligbyggeri, børnepasning
og støtte til familier og enkeltpersoner, som har permanent eller midlertidigt
behov herfor
• Sociale tjenesteydelser er udelukket, hvis de leveres af staten selv, af tjenesteydere,
som har statsligt mandat hertil og dermed også pligt til at tilvejebringe sådanne tjenesteydelser
eller af velgørende organisationer, der er anerkendt af staten som sådanne.
Begrebet ”velgørende organisationer, der er anerkendt af staten som sådanne”
indbefatter kirker og kirkelige organisationer, som tjener velgørende og godgørende
formål. I kraft af hvordan denne udelukkelse er formuleret, og forklaringerne i
direktivets betragtning 27, er sådanne tjenesteydelser ikke udelukket, hvis de tilvejebringes
af andre typer tjenesteydere, fx private firmaer, der driver virksomhed uden
statsligt mandat. Eksempelvis er børnepasning, som leveres af private barnepiger eller
andre former for børnepasning, der leveres af private erhvervsdrivende, ikke udeSIDE
292 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
lukket fra servicedirektivets anvendelsesområde. I lighed hermed er sociale tjenesteydelser
i forbindelse med støtte til familier og personer, som har et permanent eller
midlertidigt behov herfor, fordi de har en utilstrækkelig husstandsindkomst eller helt
eller delvis er afhængige af hjælp, og til mennesker truet af marginalisering, fx pleje af
ældre eller ydelser til arbejdsløse, kun udelukket fra servicedirektivets anvendelsesområde,
hvis de leveres af en af førnævnte tjenesteydere (dvs. staten selv, tjenesteydere,
som har statsligt mandat, eller velgørende organisationer, der er anerkendt af
staten som sådanne). Således er fx privat husholdningshjælp en tjenesteydelse, der
ikke er udelukket fra servicedirektivet, og derfor skal være dækket ind af gennemførelsesforanstaltninger
• Private vagttjenester
• Udelukkelsen dækker tjenesteydelser som tilsyn med ejendomme og lokaler, personbeskyttelse
(bodyguards), sikkerhedspatruljering eller tilsyn med bygninger samt
deponering, opbevaring, transport og distribution af kontanter og værdigenstande.
Tjenesteydelser, som ikke er ”vagttjenester” som sådan, fx salg, levering, installation
og vedligeholdelse af tekniske sikkerhedsanordninger, falder ikke ind under udelukkelsen
• Tjenesteydelser, der udføres af officielt udnævnte notarer og fogeder
• Tjenesteydelser, der udføres af officielt udnævnte notarer og fogeder er udelukket fra
direktivets anvendelsesområde, uanset om de kan betragtes som værende forbundet
med udøvelsen af offentlig myndighed. Udelukkelsen gælder tjenesteydelser, der udføres
af officielt udnævnte notarer og fogeder, fx ægthedskontroller udført af notaren
og beslaglæggelse af ejendom ved fogeden.
Servicedirektivets oplysningsforpligtelser for tjenesteydere er implementeret i bekendtgørelse
om oplysningsforpligtelser for tjenesteydere. Udvalget har derfor overvejet, om §§ 3-5 i
bekendtgørelsen har samme indhold som markedsføringslovens § 13, stk. 2, og om der således
er tale om dobbeltregulering.
Ifølge bekendtgørelsen om tjenesteyderens pligt til at give oplysninger til tjenestemodtageren
gælder oplysningspligten alene, hvis tjenesteyderen på forhånd har fastsat en pris for en given
type ydelse, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 8, eller efter anmodning fra tjenestemodtageren,
jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 2.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 3, stk. 2, at tjenesteyderen selv kan bestemme, hvordan
oplysningerne gives. Oplysningerne kan fx meddeles af tjenesteyderen på eget initiativ, være
nemt tilgængelige for tjenestemodtageren ad elektronisk vej eller fremgå af ethvert informationsmateriale,
tjenesteyderen har givet tjenestemodtageren. Det fremgår videre af bekendtgørelsens
§ 5, at tjenesteyderen på klar og entydig måde skal give oplysningerne til tjenestemodtageren
i god tid inden kontraktens indgåelse eller, hvis der ikke foreligger en skriftlig aftale,
inden tjenesteydelsens udførelse.
Det er flertallets vurdering, at prisoplysningsforpligtelserne i § 13, stk. 2, går videre end prisoplysningsforpligtelsen
efter bekendtgørelsen. Forskellen er, at den erhvervsdrivende altid
SIDE 293 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
skal give oplysningerne om pris efter markedsføringslovens § 13, stk. 2, mens oplysningerne
efter bekendtgørelsen alene skal gives, hvis tjenesteyderen på forhånd har fastsat en pris for
en given type ydelse eller efter anmodning fra tjenestemodtageren.
Rent tidsmæssigt adskiller oplysningskravet i § 13, stk. 2, sig også fra bekendtgørelsen, da
oplysningerne efter § 13, stk. 2, skal gives ved mærkning, skiltning eller på anden tydelig vis,
mens oplysningerne efter bekendtgørelsen skal gives i god tid inden kontraktens indgåelse
eller, hvis der ikke foreligger en aftale, inden tjenesteydelsens udførelse.
Da markedsføringslovens § 13, stk. 2, går videre end prisoplysningsbestemmelserne i servicedirektivet,
er det flertallets vurdering, at det ikke er muligt at opretholde markedsføringslovens
§ 13, stk. 2, i dens nuværende form.
Konsekvensen af en ophævelse er, at pligten til at give oplysninger til forbrugeren alene vil
gælde i de tilfælde, hvor tjenesteyderen på forhånd har fastsat en pris for ydelsen eller på
forbrugerens anmodning. Dette stiller forbrugeren ringere end i dag, hvor tjenesteyderen i
medfør af § 13, stk. 2, skal give prisoplysninger ved erhvervsmæssigt udbud af tjenesteydelser
til forbrugerne fra fast forretningssted, samt når tjenesteydelsen udbydes elektronisk til forbrugerne
med mulighed for bestilling.
Derudover er der som ovenfor beskrevet en række tjenesteydelser. som ikke er omfattet af
servicedirektivets anvendelsesområde, og hvor der derfor ikke vil gælde et krav om oplysningspligt
for tjenesteydere.
Et flertal i udvalget bestående af professor Caroline Heide-Jørgensen, professor Søren Sandfeld
Jakobsen, professor Torben Hansen, Erhvervs- og Vækstministeriet, Kulturministeriet,
Justitsministeriet, Danske Advokater/Advokatsamfundet, Håndværksrådet, Dansk Erhverv,
Kreativitet & Kommunikation, DI, Finansrådet, Forbrugerombudsmanden og Danske Medier
anbefaler på den baggrund, at § 13, stk. 2, erstattes af en ny bestemmelse, hvorefter en erhvervsdrivende
i sin handelspraksis klart og tydeligt skal oplyse om prisen efter nærmere
fastsatte regler, da bestemmelsen vurderes ikke at være direktivkonform, og at området fremover
primært reguleres af bestemmelserne i bekendtgørelse om oplysningspligt for tjenesteydelser,
der implementerer servicedirektivets oplysningsbestemmelser for tjenesteydere.
Det bemærkes, at den foreslåede § 13, stk. 1, skal anvendes i sammenhæng med den foreslåede
§ 6, stk. 1 og 2, der bestemmer, at ved købsopfordringer, skal den erhvervsdrivende give en
række oplysninger, herunder oplysninger om prisen inklusiv moms og afgifter. Da den erhvervsdrivende
i sin handelspraksis over for forbrugere i langt de fleste tilfælde vil gøre brug
af prisopfordringer, er det selvstændige anvendelsesområde for den foreslåede § 13, stk. 1,
meget snævert. Herudover vil der fortsat gælde de oplysningskrav, der følger af særregulering
som fx Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om
fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning
og ved aflysning eller lange forsinkelser.
SIDE 294 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Et mindretal bestående af Forbrugerrådet Tænk mener ikke, at § 13, stk. 2, bør ophæves. Bestemmelsen
kan dog med fordel sammenskrives med den nuværende § 13, stk. 1, for derved
bl.a. at bidrage til mere enkle og ”teknologineutrale” regler om prisoplysninger end de nuværende.
En ophævelse af oplysningspligten for udbud af tjenesteydelser vil efter dette medlems
opfattelse hæmme konkurrencen, ligesom erhvervsdrivende, som er i stand til at levere tjenesteydelser
af god kvalitet til attraktive priser, vil få vanskeligt ved at skille sig ud fra konkurrenterne
og fremhæve dette. I en tid hvor bl.a. deleøkonomi og prissammenligningstjenester
bliver stadigt mere udbredt, vil det være uhensigtsmæssigt at foretage ændringer af retstilstanden
i retning af mindre prisgennemsigtighed. Således er det Forbrugerrådet Tænks opfattelse,
at oplysning om priser, herunder for tjenesteydelser, er helt centralt for et velfungerende
marked med fuld gennemsigtighed, effektiv konkurrence og mulighed for at sammenligne
priser på tværs.
I den forbindelse henvises til rapporten ”Aktive forbrugere og økonomisk performance”, Centre
for Economic and Business Research - juni 2011 s. 14, hvori bl.a. fremhæves, at økonomisk
teori generelt viser, at når søgeomkostninger og/eller skifteomkostninger stiger, så vil færre
forbrugere søge og/eller skifte til alternativer, hvilket betyder højere priser og mindre udvalg.
Som det tidligere udvalg vurderer Forbrugerrådet Tænk, at regler om prisoplysninger, ud over
at vedrøre konkrete forbrugerhensyn, i høj grad tager sigte på at varetage generelle samfundshensyn,
og derfor kan opretholdes uagtet direktivet om urimelig handelspraksis. I forhold
til foreneligheden med servicedirektivet er Forbrugerrådet Tænk enig i, at der kan rejses
tvivl om den nuværende bestemmelse, § 13, stk. 2, medfører en videre forpligtelse end det
pågældende direktiv tilsiger. Henset til de eksplicitte krav til at oplyse om priser efter enhedsprismærkningsdirektivet
for så vidt angår varer, samt de nyere regler i forbrugerrettighedsdirektivet
om generelt oplysningspligt om priser i bl.a. artikel 6, for så vidt angår både varer og
tjenesteydelser, må det dog anses for tvivlsomt, om der med servicedirektivet reelt er tilsigtet
en skelnen mellem varer og tjenesteydelser på dette punkt. Forbrugerrådet Tænk opfordrer
om nødvendigt til, at reglerne søges ændret på EU-niveau med henblik på at sikre muligheden
for, at der gælder samme oplysningskrav for tjenesteydelser, som i dag er gældende for varer,
idet der ikke ses grund til differentiering.
Ophævelse af § 13,stk. 3, 1. pkt., ift. varer
Det følger af § 13, stk. 3, 1. pkt., at når der i annoncer eller andet markedsføringsmateriale
oplyses om prisen for enten varer eller tjenesteydelser, skal oplysningerne i stk. 1 eller 2 samt
de i medfør af stk. 8 fastsatte regler iagttages.
En lignende regel findes for varer i prismærkningsbekendtgørelsens § 9, hvoraf det fremgår,
at når der ved annoncering eller på anden måde i markedsføringsmaterialet gives oplysning
om pris for varer, skal prisoplysningerne gives i overensstemmelse med forskrifterne i §§ 3-7
og § 8, 2. pkt.
SIDE 295 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Efter udvalgets vurdering har § 13, stk. 3, 1. pkt., i det væsentlige samme indhold som prismærkningsbekendtgørelsens
§ 9, og der er derfor tale om dobbeltregulering for så vidt angår
varer. Spørgsmålet er herefter, om § 13, stk. 3, 1. pkt., bør ophæves.
For en ophævelse af § 13, stk. 3, 1. pkt., taler, at det vil være udtryk for regelforenkling at ophæve
bestemmelsen, da en tilsvarende bestemmelse også findes i prismærkningsbekendtgørelsen.
Ved at ophæve § 13, stk. 3, nr. 1, undgås dobbeltregulering af området.
Det bemærkes, at § 13, stk. 1, efter flertallets vurdering bør erstattes af en ny bestemmelse,
hvorefter en erhvervsdrivende i sin handelspraksis klart og tydeligt skal oplyse om prisen
efter nærmere fastsatte regler, og at området fremover alene bør reguleres af prismærkningsbekendtgørelsen.
Derfor vil henvisningen til stk. 1 ikke længere være relevant.
Ophævelse af § 13, stk. 3,1.pkt., ift. tjenesteydelser
Det er som nævnt flertallets vurdering, at § 13, stk. 2, ikke længere kan opretholdes, da oplysningskravene
i stk. 2 går videre end oplysningskravene i servicedirektivet. Henvisningen til §
13, stk. 2, i § 13 stk. 3, 1. pkt., er derfor ikke længere relevant.
Prismærkningsbekendtgørelsen gælder alene for varer. Konsekvensen af en ophævelse af §
13, stk. 3, nr. 1, ift. tjenesteydelser vil derfor være, at der fremover ikke vil gælde en særlig
regel om oplysninger om priser i annoncer m.v. for så vidt angår tjenesteydelser.
Dog vil området i et vist omfang være reguleret af e-handelslovens § 8, der bestemmer, at når
der gives oplysning om pris for en informationssamfundstjeneste, skal prisen angives klart og
tydeligt. Det skal endvidere fremgå, hvorvidt prisen er inklusive afgifter og leveringsomkostninger.
En informationssamfundstjeneste er i lovens § 2, nr. 1, defineret som enhver tjeneste, der har
kommercielt sigte, og som leveres online på individuel anmodning fra tjenestemodtageren.
Der er som udgangspunkt efter e-handelsloven ikke pligt til at angive pris i annoncer eller
andet markedsføringsmateriale, men hvis tjenesteyderen gør det, skal kravene i § 8 være
opfyldt.
Flertallet bestående af professor Caroline Heide-Jørgensen, professor Søren Sandfeld Jakobsen,
professor Torben Hansen, Erhvervs- og Vækstministeriet, Kulturministeriet, Justitsministeriet,
Danske Advokater/Advokatsamfundet, Håndværksrådet, Dansk Erhverv, Kreativitet &
Kommunikation, DI, Finansrådet, Forbrugerombudsmanden og Danske Medier anbefaler, at
den gældende markedsføringslovs § 13, stk. 3, 1. pkt., ophæves, og at området fremover alene
reguleres af enhedsprismærkningsbekendtgørelsens § 9.
Et mindretal bestående af Forbrugerrådet Tænk er ikke enig, da Forbrugerrådet Tænk ikke
mener, at den gældende § 13, stk. 1, bør ophæves, jf. ovenstående.
SIDE 296 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Ophævelse af § 13, stk. 3, 2. pkt.
Det fremgår af markedsføringslovens § 13, stk. 3, 2. pkt., at såfremt en fabrikant, importør
eller grossist i annoncer, i reklamer eller på anden måde foreslår en pris for videresalg til
forbrugerne, skal det udtrykkeligt angives, at prisen er vejledende. 1. pkt. finder tilsvarende
anvendelse for mundtlige prisoplysninger.
Bindende videresalgspriser er allerede forbudt efter konkurrenceloven, jf. konkurrencelovens
§ 6, stk. 2, nr. 7, hvoraf følger, at det er forbudt for virksomheder m.v. at indgå aftaler, der
direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen herunder at fastsætte
bindende videresalgspriser eller på anden måde søge at få en eller flere handelspartnere
til ikke at fravige vejledende salgspriser.
Spørgsmålet er herefter, om § 13, stk. 3, 2. pkt., bør ophæves.
Det taler for at ophæve § 13, stk. 3, 2. pkt., at forbuddet mod bindende videresalgspriser som
nævnt allerede er reguleret af konkurrencelovens § 6, stk. 1, nr. 7. Med en ophævelse af bestemmelsen
undgås dermed dobbeltregulering af området.
Der er efter udvalgets vurdering umiddelbart intet, der taler imod at ophæve § 13, stk. 3, 2.
pkt. Da det således allerede følger af konkurrenceloven, at det er forbudt at indgå konkurrencebegrænsende
aftaler, herunder at fastsætte bindende videresalgspriser, er det udvalgets
vurdering, at § 13, stk. 3, 2. pkt., ikke er nødvendig.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at markedsføringslovens § 13, stk. 3, 2. pkt., ophæves.
Samling af hjemmelsbestemmelser vedrørende oplysningsforpligtigelser
Det er udvalgets vurdering at det i forbindelse med ophævelsen af § 13, stk. 1-3, vil være en
fordel, at det fortsat fremgår af markedsføringsloven, at erhvervsdrivende i forbindelse med
deres handelspraksis klart og tydeligt skal oplyse om prisen for en vare eller tjenesteydelse og
samtidigt fremhæve og tydeliggøre de oplysningsforpligtigelser, der følger af hhv. enhedsprismærkningsbekendtgørelsen
og bekendtgørelsen om tjenesteyders pligt til at give oplysning
til tjenestemodtagere.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at der indsættes en prisoplysningsbestemmelse, der
fastsætter, at den erhvervsdrivende i deres handelspraksis klart og tydeligt skal oplyse om
prisen, og en sådan prisoplysningsbestemmelse samtidig indeholder de hjemmelsbestemmelser
til nærmere fastsættelse af regler om prisoplysninger, der i dag fremgår af markedsføringslovens
§ 7a og § 13, stk. 8.
Bemyndigelsesbestemmelsen i § 7a om oplysningsforpligtigelser for tjenesteydere
SIDE 297 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Medlemsstaterne er forpligtet til at implementere de oplysningskrav, der er indeholdt i artikel
22 og 27 i servicedirektivet. Det er derfor nødvendigt at bevare hjemlen til at gennemføre
servicedirektivets oplysningsforpligtelser.
Udvalget anbefaler derfor, at hjemlen til at udstede regler med henblik på at opfylde oplysningskravene
i direktivet bevares, og at hjemlen indsættes i den foreslåede bestemmelse i
forslaget til en ny prisoplysningsbestemmelse, jf. ovenfor.
Bekendtgørelse nr. 1372 af 16. december 2009 om tjenesteyders pligt til at give oplysning til
tjenestemodtagere, der i dag har hjemmel i den gældende § 7a i markedsføringsloven, bevares
uændret.
Bemyndigelsesbestemmelsen i § 13, stk. 8, om prisoplysninger
Markedsføringsloven § 13, stk. 8, giver erhvervs- og vækstministeren bemyndigelse til at fastsætte
administrative regler om prisoplysninger.
Det er udvalgets vurdering, at der fortsat vil være et behov for at kunne udstede supplerende
administrative regler på prisoplysningsområdet, fx i form af en præciserende bekendtgørelse,
men også til at undtage et område fra reglerne om prisoplysning.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at markedsføringslovens § 13, stk. 8, nr. 2-4, opretholdes
og placeres i den forslåede § 13, stk. 2, nr. 1- 3.
Herudover anbefaler udvalget, at markedsføringslovens § 13, stk. 8, nr. 1, også opretholdes
som en særskilt hjemmel i den forslåede § 14 om faktureringspligt. Se nærmere i afrapporteringen
vedr. denne bestemmelse.
Bekendtgørelser udstedt med hjemmel i § 13, stk. 8
Udvalget har udarbejdet en oversigt over bekendtgørelser udstedt med hjemmel i § 13, stk. 8.
Der er tale om følgende bekendtgørelser:
• Bkg. nr. 1203/2010 om information til forbrugere om priser på låne- og kredittilbud
og valutakurser (Skiltningsbekendtgørelsen)
• Bkg nr. 866/2000 om oplysning om salgspris og enhedspris for forbrugsvarer (enhedsprismærkningsbekendtgørelsen)
• Bkg. 500/1995 om prisskiltning for motorbrændstof
• Bkg. nr. 237/1994 om skiltning med gebyrer og valutakurser i pengeinstitutter m.v.
• Bkg. 7/1991 om skiltning med pris for autoreparationer
• Bkg. 10021/1988 om mærkning og skiltning i trælasthandler, tømmerhandler og
byggemarkeder
SIDE 298 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
• Bkg. 10003/1988 om mærkning med nettomængde af færdigpakninger af vaske- og
rengøringsmidler, pudse og poleremidler, husholdningskemikalier, malevarer, strikkegarn
og vat
• Bkg. 10002/1988 om mærkning eller skiltning samt annoncering med kortvarige generelle
prisnedsættelser for varer
• Bkg. 10025/1985 om mærkning med nettomængde af færdigpakninger i rulleform af
køkkenruller, toiletpapir, husholdningsfolie af plast og aluminium, bagepapir og
madpapir
• Bkg. 10009/1984 om skiltning med priser for telefonering
• Bkg. 10005/1983 om prisskiltning på hoteller
• Bkg. 10003/1983 om mærkning og skiltning samt annoncering med priser m.v. for øl
og mineralvand i returflasker
• Bkg. 10013/1978 om skiltning og annoncering med priser for gulvtæpper
• Bkg. 10011/1978 om skiltning og annoncering med priser for motorkøretøjer
• Bkg. 10004/1978 om prisskiltning for visse tobaksvarer samt dag- og ugeblade
Udvalget anbefaler, at det overvejes, hvilke af bekendtgørelserne der bør ophæves, hvilke der
bør bevares, herunder eventuelt med en ændret ordlyd.
SIDE 299 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
§ 14 om faktureringspligt for regningsarbejder (Tidligere § 13, stk. 4-8)
Gældende ret
Den gældende markedsføringslov indeholder regler om faktureringspligt for regningsarbejder
i § 13, stk. 4-6 og 8, der har følgende ordlyd:
§ 13, stk. 4. Når en tjenesteydelse er udført efter regning, skal der tilstilles forbrugeren en specificeret
regning, der sætter denne i stand til at kontrollere prisen for de varer og tjenesteydelser,
der indgår i ydelsen. Forbrugeren skal have følgende oplysninger:
1) Timepris.
2) Timeforbrug.
3) Materialeforbrug, hvor det har betydning for prisen på tjenesteydelsen.
Stk. 5. Den erhvervsdrivende kan helt eller delvist erstatte oplysningerne nævnt i stk. 4, nr. 1-3,
med andre oplysninger, hvis dette sker efter aftale med forbrugeren, eller hvis det følger af branchesædvane
inden for det pågældende område.
Stk. 6. Den erhvervsdrivende skal på forbrugerens begæring i særlige situationer give yderligere
oplysninger, som sætter forbrugeren i stand til at kontrollere prisen for de varer og tjenesteydelser,
der indgår i ydelsen.
[…]
Stk. 8. Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med vedkommende minister samt
repræsentanter for forbrugerne og relevante erhvervsorganisationer fastsætte regler om
1) særregler om og undtagelser fra stk. 1-6, herunder regler om oplysninger i forbindelse med
ydelse af kredit,
2) fremgangsmåden ved meddelelse af prisoplysninger og om begrænsning i mængden af oplysninger,
der gives,
3) at der på samme måde som efter stk. 1 skal oplyses om varens pris pr. måleenhed og om anvendelse
af måleenhed for de enkelte varegrupper, og
4) at færdigpakkede detailsalgsvarer skal forsynes med oplysning om pakningens nettomængde.
§ 13, stk. 4, blev indsat ved lov nr. 1389 af 21. december 2005 om markedsføring, som trådte i
kraft den 1. juli 2006.
Stk. 4 blev omformuleret ved lovforslag nr. 131 af 25. juni 2010 samtidig med, at stk. 5 og 6
blev indsat. Ændringen skete som følge af, at regeringen ønskede at ophæve de daværende
faktureringsbekendtgørelser, hvorefter efterhvervsdrivende havde pligt til at udstede en faktura
for regningsarbejde. Formålet med ophævelsen af faktureringsbekendtgørelserne og
indførelsen af en generel faktureringspligt var at opretholde en høj grad af forbrugerbeskyttelse
samtidig med, at de erhvervsdrivendes administrative byrder lettes og regelgrundlaget
forenkles.
SIDE 300 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Markedsføringslovens § 13, stk. 8, blev indsat ved lov nr. 1389 af 21. december 2005 om markedsføring,
som trådte i kraft den 1. juli 2006. Bestemmelsen viderefører de bemyndigelser,
der tidligere har været i prismærkningsloven.
§ 13, stk. 4-6, om faktureringspligt
Markedsføringslovens § 13, stk. 4, pålægger erhvervsdrivende, der udfører tjenesteydelser
efter regning, en generel forpligtelse til at giver forbrugere en specificeret regning, så det er
muligt for forbrugerne at kontrollere prisen for de købte ydelser.
Regningen skal sætte forbrugeren i stand til at orientere sig om, hvilke arbejder og materialer
den samlede tjenesteydelse indeholder143. De oplysninger, der skal gives, skal generelt sætte
forbrugeren i stand til at kontrollere, hvilke ydelser der er leveret, og hvilke priser der er beregnet
herfor.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen blev sammen med en følgegruppe med repræsentanter
fra relevante organisationer pålagt at evaluere de ændrede faktureringsregler et år efter lovændringens
ikrafttræden, dvs. den 1. juli 2011.
Erfaringerne med brugen af reglerne har de første par år været meget begrænsede. Efter aftale
med følgegruppen besluttede ministeren i 2011, i 2012 og igen i 2013, at evalueringen skulle
udskydes med et år - senest til ultimo 2014 - da forventningen var, at de begrænsede erfaringer
ville betyde, at en tidligere evaluering ikke ville give et retvisende billede.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har i december 2014 foretaget en skriftlig høring af følgegruppen
med henblik på en evaluering af reglerne. Følgegruppen vurderer reglerne forskelligt
ift., om de har medført administrative byrder eller lettelser for erhvervslivet. Konklusionen
på evalueringen var, at der ikke var grund til at ændre faktureringsreglerne på daværende
tidspunkt, men at evalueringen skulle indgå i dette udvalgs arbejde.
§ 13, stk. 8, om bemyndigelse til at fastsætte administrative regler om prisoplysninger
Markedsføringslovens § 13, stk. 8, indeholder en bemyndigelse til at fastsætte administrative
regler om prisoplysninger.
Bestemmelsen har til formål at sikre en hensigtsmæssig prismærkning og samtidig undgå en
unyttig detailregulering af prisområdet. Viser der sig uhensigtsmæssigheder i forbindelse med
administrationen af de generelle prisoplysningsbestemmelser eller behov for særregler, der
ligger ud over ordlyden af stk. 1-6, er der i stk. 8 hjemmel til at udstede supplerende admini-
__________________
143
Lf 131 af 25. juni 2010, almindelige bemærkninger.
SIDE 301 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
strative regler, fx i form af en præciserende bekendtgørelse, men også til at undtage et område
fra reglerne om prisoplysning.
Hjemlen skal anvendes restriktivt og kun ved tvingende behov. Hjemlen kan fx være relevant,
hvis der i en bestemt branche viser sig et påtrængende behov for særligt detaljerede regler om
fakturering for at opnå prisgennemsigtighed.
Udvalgets overvejelser
Opretholdelse af faktureringspligten i § 13, stk. 4-6
Markedsføringslovens § 13, stk. 4-6, pålægger erhvervsdrivende, der udfører tjenesteydelser
efter regning en generel forpligtelse til at give forbrugerne en specificeret regning.
Bestemmelserne blev indsat i 2010, fordi den daværende regering ønskede at ophæve de
eksisterende faktureringsbekendtgørelser. Ifølge disse bekendtgørelser, der gjaldt både erhvervsdrivende
imellem og mellem erhvervsdrivende og forbrugere, havde den erhvervsdrivende
pligt til at udstede en faktura for regningsarbejde. Bekendtgørelserne gjaldt primært
håndværksmæssige ydelser.
For at opretholde et højt forbrugerbeskyttelsesniveau indsatte man samtidig med ophævelse
af bekendtgørelserne en generel regel i markedsføringsloven om faktureringsforpligtelse for
regningsarbejde, som skal sætte forbrugeren i stand til at orientere sig om, hvilke arbejder og
materialer en samlet tjenesteydelse indeholder.
Faktureringsforpligtelsen efter markedsføringsloven er bredere end efter de tidligere gældende
bekendtgørelser, da en række erhverv, som ikke var omfattet af de eksisterende bekendtgørelser,
nu er omfattet af faktureringspligten. Det gælder fx juridisk bistand.
Faktureringsforpligtelsen efter markedsføringsloven er dog indsnævret, idet bestemmelsen
alene gælder i forholdet mellem erhvervsdrivende og forbrugere, og ikke mellem to erhvervsdrivende.
Kravet til detaljeringsgraden i fakturaerne er også væsentlig mindre end efter de tidligere
gældende faktureringsbekendtgørelser, da forbrugeren efter markedsføringsloven kun skal
have oplysninger om timepris og om timeforbrug samt materialeforbrug.
Forbrugeren vil dog efter begæring i særlige situationer kunne få flere oplysninger, som kan
være relevante for at kontrollere regningens indhold, f. eks. brug af eksternt arbejde. Der vil
være tale om oplysninger, som man med rimelighed kan forvente, at en virksomhed kan skaffe,
uden at det bliver uforholdsmæssigt byrdefuldt. Det vil bero på en konkret vurdering i
hvert enkelt tilfælde.
Det er udvalgets vurdering, at faktureringsbestemmelserne i markedsføringsloven bør opretholdes,
da bestemmelserne sikrer forbrugerne mulighed for at kontrollere prisen for de købte
ydelser.
SIDE 302 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Udvalget har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at der ikke findes tilsvarende regler i anden
lovgivning. Virksomheder, som sælger momspligtige varer og ydelser, er efter momsloven
forpligtede til at udstede en faktura til modtageren. I momsbekendtgørelsen er de nærmere
krav til faktureringen fastlagt. Faktureringspligten efter momsloven og momsbekendtgørelsen
har imidlertid et andet formål end faktureringspligten efter markedsføringsloven. Fakturaen
har efter momsreglerne to formål; i relation til sælgeren skal fakturaen danne grundlag for
salgsmomsen, mens den i relation til køberen udgør dokumentation for købsmomsen. Faktureringspligten
efter markedsføringsloven skal derimod sætte forbrugeren i stand til at orientere
sig om, hvilke arbejder og materialer en samlet tjenesteydelse indeholder. Det er på den
baggrund udvalgets vurdering, at momsloven og momsbekendtgørelsen ikke overflødiggør
faktureringspligten efter markedsføringsloven.
Udvalget har drøftet, om det fortsat bør være et krav efter bestemmelsen, at forbrugeren på
begæring i særlige situationer kan kræve yderligere oplysninger fra den erhvervsdrivende,
som sætter forbrugeren i stand til at kontrollere prisen for de produkter, der indgår i ydelsen.
Udvalget mener, at der fortsat bør være adgang for forbrugeren hertil. Udvalget mener endvidere,
at adgangen ikke skal være begrænset til at gælde i særlige situationer, fordi det i praksis
kan give anledning til tvivl, hvornår der er tale om en sådan særlig situation. Udvalget er dog
af den opfattelse, at forbrugerens begæring om yderligere oplysninger bør gives inden rimelig
tid og ca. en måned efter, at forbrugeren har modtaget regningen, medmindre særlige forhold
bevirker, at forbrugeren ikke kan opfylde fristen.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at markedsføringslovens § 13, stk. 4-6, opretholdes, men
at bestemmelsen ændres således, at det fremgår, at adgangen for forbrugeren til at kræve
yderligere oplysninger, der sætter denne i stand til at kontrollere prisen, ikke er begrænset til
at gælde i ”særlige tilfælde”. Udvalget anbefaler i den forbindelse, at det præciseres i bemærkningerne,
hvilke oplysninger forbrugeren typisk vil kunne kræve. Det vil fx være oplysninger
om grundgebyr, andre gebyrer, kørsel, eksternt udført arbejde, ekstra betaling for arbejde
og/eller kørsel uden for normal arbejdstid, leje af materiel og forsikringer.
Endvidere er det udvalgets anbefaling, at bestemmelsen ændres således, at det fremgår, at
forbrugerens begæring om yderligere oplysninger bør gives inden rimelig tid og senest 30
dage efter, at forbrugeren har modtaget regningen, medmindre særlige forhold bevirker, at
forbrugeren ikke kan opfylde fristen.
For at tydeliggøre og fremhæve kravene anbefaler udvalget endvidere, at bestemmelserne
videreføres som en ny selvstændig bestemmelse under overskriften ”Faktureringspligt for
regningsarbejde”.
Bemyndigelsesbestemmelsen i § 13, stk. 8
Markedsføringsloven § 13, stk. 8, nr. 1, giver erhvervs- og vækstministeren bemyndigelse til at
fastsætte administrative særregler om og undtagelser fra reglerne om faktureringspligt.
SIDE 303 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det er udvalgets vurdering, at der fortsat vil være et behov for at kunne udstede supplerende
administrative regler på faktureringsområdet, fx hvis der i en bestemt branche viser sig et
påtrængende behov for særligt detaljerede regler om fakturering for at opnå prisgennemsigtighed.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at markedsføringslovens § 13, stk. 8, nr. 1, opretholdes
som en særskilt hjemmel i den forslåede § 14, stk. 4.
Herudover anbefaler udvalget, at hjemmelsbestemmelsen i § 13, stk. 8, flyttes til den foreslåede
§ 13 om oplysningsforpligtigelser vedr. priser m.v. Se nærmere i afrapporteringen vedr.
denne bestemmelse.
SIDE 304 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
§ 15 om gebyrer (Tidligere § 15)
Gældende ret
Den gældende markedsføringslovs § 15 indeholder en bestemmelse om gebyrer, der har følgende
ordlyd:
Gebyrer
§ 15. Såfremt størrelsen eller opkrævningen af et gebyr, jf. § 13, stk. 7, der ikke er reguleret ved
lov, i et løbende kontraktforhold kan ændres til ugunst for forbrugeren, skal betingelserne herfor
være klart fremhævet i kontrakten.
Stk. 2. Ændring af gebyrer eller opkrævning af nye gebyrer i et løbende kontraktforhold skal altid
varsles med en rimelig frist, inden de får virkning for forbrugeren.
Stk. 3. Er gebyrændringen væsentlig, eller opkræves et nyt gebyr, skal varslingen ske til forbrugeren
ved individuel kommunikation, inden ændringen får virkning. Såfremt forbrugeren har ret til
at opsige aftalen, skal dette fremgå af varslingen, samt under hvilke betingelser forbrugeren kan
opsige aftalen.
Bestemmelsen er en ren national bestemmelse og ikke en implementering af EU-ret.
Virksomheder omfattet af lov om finansiel virksomhed er undtaget bestemmelsen, jf. § 1, stk.
3. Disse skal i stedet efterleve god skik-bekendtgørelsen. Det følger heraf, at vilkår om ændringer
i løbende kundeforhold af bl.a. gebyrer skal indeholde en angivelse af de forhold, der
kan udløse en ændring og ikke må give den finansielle virksomhed en vilkårlig adgang til at
foretage ændringer. Er der tale om ændringer til ugunst for kunden, skal ændringen varsles,
medmindre den er begrundet i udefrakommende forhold, som den finansielle virksomhed er
uden indflydelse på.
Bestemmelsen indeholder en offentligretlig regulering af erhvervsdrivendes adgang til at
ændre eksisterende gebyrer eller indføre nye gebyrer i løbende kontraktforhold. Bestemmelsen
har ikke civilretlig virkning, og den griber således ikke ind i aftaleforholdet mellem forbrugeren
og den erhvervsdrivende.
Formålet er at skabe større gennemsigtighed omkring brugen af gebyrer og om den reelle pris
på varer og tjenesteydelser. Baggrunden for bestemmelsen var, at gebyrer udgjorde en stadig
stigende omkostning for forbrugerne i løbende kontraktforhold.
SIDE 305 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
I forlængelse af indførelsen af markedsføringslovens § 15 udsendte Forbrugerombudsmanden
en vejledning om bestemmelsen (herefter gebyrvejledningen144).
Markedsføringslovens § 15, stk. 1
Ifølge bestemmelsen kan en erhvervsdrivende alene forhøje eksisterende gebyrer og indføre
nye gebyrer i løbende kontraktforhold, hvis betingelserne herfor klart er blevet fremhævet
senest ved aftalens indgåelse/ikrafttræden.
Ved gebyrer forstås en betaling for en særlig tjeneste, funktion eller ydelse, som knytter sig til
en vare eller tjenesteydelse, eller et løbende aftaleforhold, og som ikke har karakter af en selvstændig
tjenesteydelse. Som eksempel kan nævnes faktureringsgebyr, betalingsgebyr og opsigelsesgebyr.
Derimod omfatter bestemmelsen ikke gebyrer, der nærmere er reguleret ved lov,
fx renteloves regler om rykkergebyrer.145
Det følger af de almindelige aftaleretlige principper, at ændringer i en aftale som udgangspunkt
kun kan ske ensidigt, hvis dette er hjemlet i aftalen, og selv da gælder visse begrænsninger.
Opkrævning af nye gebyrer kræver derfor en hjemmel, uanset gebyrets størrelse146.
Ifølge Forbrugerombudsmandens gebyrvejledning indebærer dette, at det tydeligt skal fremgå
af aftalevilkårene, efter hvilke kriterier gebyrerne kan ændres eller indføres, og at det ikke er
tilstrækkeligt, at der blot er taget forbehold for ”løbende pris- og gebyrændringer”.
Markedsføringslovens § 15, stk. 2
Bestemmelsen medfører, at alle ændringer af gebyrer skal varsles med rimelig frist, inden de
får virkning for forbrugerne.
Det afhænger af en konkret vurdering, hvad kravet om varsling ”i rimelig tid” indebærer.147 I
vurderingen vil bl.a. indgå ændringens størrelse, og om gebyret er begrundet i den erhvervsdrivendes
egne forhold eller skyldes udefra kommende forhold, som den erhvervsdrivende
ikke er herre over.
__________________
144
Forbrugerombudsmandens gebyrvejledning, juli 2008.
145
Lf 13 af 6. oktober 2005, specielle bemærkninger til § 13.
146
Forbrugerombudsmandens gebyrvejledning, side 7 samt Borcher og Bøggild, Markedsføringsloven, 3. udgave, s. 467.
147
Lf 13 af 6. oktober 2005, de specielle bemærkninger til § 13.
SIDE 306 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
§ 15, stk. 2, stiller ikke formkrav til varslingen. Det må afgøres efter de almindelig formueretlige
regler samt de konkrete omstændigheder. Annoncering i dagblade, på en hjemmeside eller
via anden ikke-individuel kommunikation er således i princippet ikke udelukket.148
Markedsføringslovens § 15, stk. 3
Det selvstændige indhold af bestemmelsen er, dels at væsentlige ændringer af eksisterende
gebyrer, eller indførelsen af nye gebyrer, kræver et individuelt kommunikeret varsel over for
forbrugerne, dels at der i sådanne tilfælde skal gives oplysning om, hvilke muligheder forbrugerne
har for at opsige aftalen, inden det nye/ændrede gebyr får virkning.
Varslingen skal indeholde en beskrivelse af betingelserne for opsigelsen af aftalen, herunder
opsigelsesvarslets længde og eventuelle gebyrer i forbindelse med opsigelsen. Varslingen må
godt foretages sammen med anden information fra den erhvervsdrivende, men den må ikke
søges skjult, således at den drukner i anden information.149
Ifølge Forbrugerombudsmandens gebyrvejledning bør varslingen, i de tilfælde hvor forbrugeren
er berettiget til at opsige aftalen, ske i så god tid, at forbrugeren har en reel mulighed for at
opsige inden gebyrforhøjelsen eller det nye gebyr får virkning.150
Udvalgets overvejelser
Opretholdelse af bestemmelsen
Bestemmelsens anvendelsesområde er løbende kontraktforhold, hvor der efter aftaleindgåelsen
sker ændringer i eksisterende gebyrer eller indføres nye gebyrer. Formålet med bestemmelsen
er at sikre, at forbrugerne bliver opmærksomme på sådanne ændringer, og den stiller
derfor krav om, at den erhvervsdrivende skal varsle disse ændringer over for forbrugeren. Er
der tale om væsentlige ændringer, eller sker der indførelse af nye gebyrer, skal ændringen
varsles over for forbrugerne ved individuel kommunikation.
Flere udvalgsmedlemmer er generelt meget skeptiske over for at opretholde nationale særregler,
der indebærer administrative byrder for erhvervslivet. I det konkrete tilfælde skal
byrdemålingen på 9 mio. kr.151 ses under hensynstagen til, at en tilsvarende pligt i vidt omfang
__________________
148
Borcher og Bøggild, Markedsføringsloven, 3. udgave, s. 467.
149
Borcher og Bøggild, Markedsføringsloven, 3. udgave, s. 467-468.
150
Forbrugerombudsmandens gebyrvejledning, side 8.
151
Erhvervsstyrelsens og EY’s notat af 28. april 2016 om ex-post måling af markedsføringslovens § 15.
SIDE 307 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
må anses for at følge af aftaleretten. Den konkrete regel forekommer endvidere rimelig ud fra
såvel et aftaleretligt som et forbrugerbeskyttelsessynspunkt.
Det er endvidere udvalgets vurdering, at bestemmelsen om gebyrer er med til at skabe øget
gennemsigtighed omkring brugen af gebyrer. Det bemærkes i den forbindelse, at markedsføringslovens
§ 15 om gebyrer oprindeligt blev indført, fordi gebyrer havde udviklet sig til en
ikke ubetydelig og til tider overraskende omkostning for forbrugerne, og lovgiver fandt det
derfor vigtigt at få skabt gennemsigtighed ved opkrævningen af gebyrer.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at bestemmelsen opretholdes i markedsføringsloven.
Præcisering af bemærkningerne
Det er udvalgets vurdering, at lovbemærkningerne til markedsføringslovens § 15 er meget
sparsomme, og forholdet til de almindelige aftaleretlige bestemmelser er ikke beskrevet særligt
udførligt.
Det er på den baggrund udvalgets anbefaling, at bemærkningerne til bestemmelsen skal præciseres
med henblik på bl.a. at tydeliggøre følgende:
1. Hvilke indholdskrav, der kan stilles en varsling efter § 15
2. Beskrivelse af forholdet til den civilretlige regulering (den almindelige aftaleret),
herunder at den almindelige aftaleret gælder ved siden af § 15
3. Hvornår betingelserne anses for gebyrforhøjelser og indførelsen af nye gebyrer for
klart at være fremhævet i kontrakten
SIDE 308 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
§ 16 om garanti (Tidligere § 12)
Gældende ret
Markedsføringslovens § 12 sikrer, at erhvervsdrivende alene må anvende betegnelsen garanti,
hvis garantien har et reelt indhold. Bestemmelsen gælder kun i forbrugerforhold.
Markedsføringslovens § 12 har følgende ordlyd:
§ 12. Over for forbrugere må erklæring om ydelse af garanti eller lignende kun anvendes, såfremt
erklæringen giver modtageren en væsentlig bedre retsstilling end den, modtageren har
efter lovgivningen.
Stk. 2. Ydes der garanti, skal den erhvervsdrivende på klar og tydelig måde informere forbrugeren
om dens indhold og give de oplysninger, der er nødvendige for at gøre garantien gældende.
Endvidere skal den erhvervsdrivende på en klar og tydelig måde oplyse, at forbrugerens ufravigelige
rettigheder efter lovgivningen ikke berøres af garantien. Garantien skal meddeles forbrugeren
i overensstemmelse med reglerne i lov om forbrugeraftaler. Garantien skal være affattet på
dansk.
Stk. 1 er en ren national bestemmelse.
I bestemmelsens stk. 2 opstilles en række formkrav til garantier. Stk. 2 gennemfører artikel 6,
stk. 2 og 4, i forbrugerkøbsdirektivet152.
Forbuddet mod anvendelse af garantierklæringer, som ikke giver modtageren en væsentlig
bedre retsstilling, i stk. 1 blev indført i den første markedsføringslov fra 1974. Bestemmelsen
gjaldt på daværende tidspunkt i alle forhold.
I forbindelse med indførelsen af den nye markedsføringslov i 1994 blev bestemmelsen ændret,
således at den i dag kun gælder i forbrugerforhold. Endvidere blev det i bestemmelsen
præciseret, at garantierklæringer kun må anvendes over for forbrugere, såfremt erklæringen
giver modtageren en væsentlig bedre retsstilling end den, modtageren ellers ville have haft.
I 1999 blev bestemmelsens stk. 2 indsat. Stk. 2 implementerer artikel 6, stk. 2 og 4, i forbrugerkøbsdirektivet.
Det fremgår af lovforslaget, at der ikke, med indsættelsen af det nye stk. 2,
er tilsigtet ændringer af bestemmelsens anvendelsesområde.
__________________
152
Europa-parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i
forbindelse hermed.
SIDE 309 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
I 2013 blev bestemmelsens stk. 2, 3. og 4. pkt., ændret. Ændringen var en konsekvensændring
som følge af gennemførslen af forbrugerrettighedsdirektivet i dansk ret. Ændringen tilsigter at
bringe markedsføringslovens regler om garantier i overensstemmelse med forbrugeraftaleloven.
Markedsføringslovens § 12, stk. 1
Markedsføringslovens § 12, stk. 1, fastslår, at garantierklæringer kun må anvendes over for en
forbruger, hvis erklæringen giver forbrugeren en væsentlig bedre retsstilling end forbrugeren
har efter lovgivningen.
Bestemmelsen vedrører alene anvendelsen af garantierklæringer over for forbrugere. Lovligheden
af garantierklæringer over for andre end forbrugere, herunder erhvervsdrivende, skal
bedømmes efter den gældende markedsføringslovs §§ 1 og 3.
For at en garantierklæring kan siges at give en forbruger en væsentlig bedre retsstilling, skal
garantierklæringen indebære reelle forbedringer for forbrugeren. Ved vurderingen heraf skal
der tages hensyn til erklæringen som helhed. En garantierklæring kan godt indeholde vilkår,
der på visse punkter forringer forbrugerens retsstilling, herunder pålægger forbrugeren byrder.
Det kan fx være en forlænget garantiperiode betinget af, at forbrugeren vedligeholder det
købte produkt på en bestemt måde. En sådan erklæring kan principielt opfylde kravene efter §
12, stk. 1, idet det afgørende altid er, at garantierklæringen samlet set indeholder en reel og
væsentlig forbedring af forbrugerens retsposition. Hvis der gælder deklaratoriske eller præceptive
lovregler til beskyttelse af forbrugeren, må kravet om en væsentlig forbedring vurderes
i forhold hertil. Hvis der derimod ikke gælder sådanne lovregler, må det søges fastlagt,
hvad de udfyldende regler på området vil føre til.
Markedsføringslovens § 12, stk. 2
Bestemmelsens stk. 2 stiller krav om, at den erhvervsdrivende, når denne yder garanti til en
forbruger, på en klar og tydelig måde skal informere forbrugeren følgende:
1)Garantiens indhold. Forbrugerombudsmanden har fastsat en række minimumskrav til garantiens
indhold. Der skal navnlig gives oplysninger om de forpligtelser og bindinger, der er
indeholdt i garantien, såsom betingelser for at garantien træder i kraft, begrænsninger i garantiens
omfang og udstrækning, og i hvilke tilfælde garantien bortfalder.
2)De oplysninger, der er nødvendige for at gøre garantien gældende. Sådanne oplysninger
omfatter navnlig garantiudstederens navn og adresse, garantiens varighed og geografiske
omfang og den procedure, der skal anvendes, for at garantien træder i kraft og kan påberåbes
af forbrugeren. Ikke enhver garantiprocedure er rimelig, og Forbrugerombudsmandens vejledning
fra juni 2003 indeholder en ”sortliste” over vilkår, der ikke anses for rimelige.
SIDE 310 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
3)At forbrugerens ufravigelige rettigheder efter lovgivningen ikke berøres af garantien. Oplysningspligten
medvirker til, at en garanti, skønt den ikke i sig selv er vildledende, ikke praktiseres
på en vildledende måde.
Det fremgår indledningsvist af bestemmelsens stk. 2, at oplysningerne skal gives på en klar og
tydelig måde. Herved forstås, at den erhvervsdrivende skal fremkomme med oplysningerne i
en form og på en måde, der er let forståelig for forbrugeren.
Formkravet i stk. 2 har hjemmel i forbrugerkøbsdirektivets artikel 6, stk. 2. Formålet med
kravet er at styrke forbrugerens bevismæssige stilling og at undgå vildledning i forhold til
garantiens indhold.
Efter § 12, stk. 2, 3. og 4. pkt., skal garantien meddeles forbrugeren i overensstemmelse med
reglerne i forbrugeraftaleloven. Garantien skal være affattet på dansk.
Sprogkravet i § 12, stk. 2, 4. pkt., har hjemmel i forbrugerkøbsdirektivets artikel 6, stk. 4, og er
endvidere i overensstemmelse med sprogkravet i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 3, som har
hjemmel forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 7.
Markedsføringslovens § 12, stk. 1 og 2, er ikke strafsanktioneret, ligesom der ikke er knyttet
civilretlige virkninger til overtrædelse af bestemmelsen. Lever en erhvervsdrivende ikke op til
bestemmelsen, består sanktioneringen først og fremmest i forbud og påbud. Er markedsføringen
af en garanti vildledende, kan forholdet efter omstændighederne henføres under den
gældende markedsføringslovs § 3, stk. 1.
Udvalgets overvejelser
Skal forbuddet mod anvendelse af indholdsløse garantier i den gældende § 12, stk. 1, opretholdes?
Det følger af markedsføringslovens § 12, stk. 1, at det er forbudt at anvende udsagn om garanti,
medmindre forbrugerne dermed er sikret en væsentlig bedre retsstilling end efter lovgivningens
almindelige regler. Bestemmelsen er ikke strafsanktioneret, men Forbrugerombudsmanden
har mulighed for at udstede forbud eller påbud ved overtrædelse af bestemmelsen.
Direktivet om urimelig handelspraksis indeholder i bilag I en liste over 31 former for handelspraksis,
som under alle omstændigheder anses for urimelige, uden at det først i hvert enkelt
tilfælde skal vurderes, om en handelspraksis er vildledende eller aggressiv eller i øvrigt i strid
med god erhvervsskik. Bilag I er implementeret i dansk ret ved bekendtgørelse nr. 1084 af 14.
september 2007 om urimelig markedsføring i forbrugerforhold. Det følger heraf, at det under
alle omstændigheder er urimelig handelspraksis, hvis ”rettigheder, som forbrugerne har efter
loven, fremstilles som et særligt kendetegn ved den erhvervsdrivendes tilbud,” jf. bilaget til
bekendtgørelsen nr. 10.
SIDE 311 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det er udvalgets vurdering, at markedsføringslovens § 12, stk. 1, går videre end i nr. 10 i bilaget
til bekendtgørelsen, da det efter § 12, stk. 1, er en betingelse for brugen af en garantierklæring,
at forbrugeren får en væsentlig bedre retsstilling, hvilket vil sige, at garantien skal indebære
reelle forbedringer for modtageren. Dette væsentlighedskriterie er ikke til stede i bilagets
nr. 10.
Det er endvidere udvalgets vurdering, at anvendelsen af indholdsløse garantier ud fra en konkret
vurdering vil kunne være omfattet af vildledningsbestemmelserne i de foreslåede §§ 5-6.
Udvalget har b.la. fået til opgave at sikre, at markedsføringsloven er enkel og overskuelig.
Udvalget har derfor overvejet, om der fortsat skal være en særskilt bestemmelse i markedsføringsloven,
der indeholder et forbud mod indholdsløse garantier, eller om et sådant forbud
allerede er omfattet af nr. 10 i bilaget til bekendtgørelsen og af de foreslåede vildledningsbestemmelser.
Det blev i 2007 i to domme fra EU-domstolen153 fastslået, at direktivet om urimelig handelspraksis
er til hinder for generelle forbud, bortset fra dem der er opremset i direktivets bilag 1.
På den baggrund blev der nedsat et tværministerielt udvalg af regeringen154, som skulle vurdere
om en række bestemmelser i markedsføringsloven, herunder § 12, stk. 1, var i overensstemmelse
med direktivet om urimelig handelspraksis. Udvalget nåede frem til, at § 12, stk. 1,
er i overensstemmelse med direktivet.
Der er imidlertid siden dommene fra 2007155 kommet mere EU-domspraksis156 til, som helt i
tråd med dommene fra 2007 fastslår, at de eneste former for handelspraksis, der efter national
ret kan blive anset for at være urimelige, uden at der skal foretages en konkret vurdering i
det enkelte tilfælde efter bestemmelserne i artikel 5-9, er de forbud, der er oplistet i direktivets
bilag I.
Et flertal i udvalget bestående af professor Caroline Heide-Jørgensen, professor Søren Sandfeld
Jakobsen, professor Torben Hansen, Erhvervs- og Vækstministeriet, Forbrugerombudsmanden,
Kulturministeriet, Justitsministeriet, Danske Advokater/Advokatsamfundet, Hånd-
__________________
153
EU-domstolens dom i de forenede sager C-261/07 og C-299/07 VTB-VAB NV m.fl. mod Total Belgium NV.
154
Udvalget bestod af repræsentanter fra Forbrugerstyrelsen, Forbrugerombudsmanden, Justitsministeriet, Økonomi- og
Erhvervsministeriet og Kulturministeriet.
155
C-261/07 og C-299/07 VTB-VAB m.fl. mod Total Belgium NV.
156
Bl.a. C-540/08, Mediaprint Zeitungs- und Zeitschriftenverlag GmbH & Co. KG mod Ôsterreich Zeitungsverlag GmbH) og C-
206/11 (Georg Köck mod Schutzverband gegen unlauteren Wettbewerb).
SIDE 312 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
værksrådet, Dansk Erhverv, Kreativitet & Kommunikation, DI, Finansrådet og Danske Medier
anbefaler, at forbuddet mod anvendelse af indholdsløse garantier i § 12, stk. 1, skal ophæves.
Disse medlemmer lægger vægt på, at det taler imod at opretholde markedsføringslovens § 12,
stk. 1, at det allerede fremgår af bilag I, nr. 10, at det er urimeligt og i strid med direktivet om
urimelig handelspraksis, hvis ”rettigheder, som forbrugeren har efter loven, fremstilles som et
særligt kendetegn ved den erhvervsdrivendes tilbud.” Anvendelsen af indholdsløse garantier
vil endvidere efter en konkret vurdering kunne anses for omfattet af vildledningsforbuddet.
Hertil kommer, at der kan rejses tvivl om, hvorvidt et generelt forbud mod brugen af garantierklæringer,
der ikke giver en væsentlig bedre retsstilling, er fuldt foreneligt med direktivet
om urimelig handelspraksis.
Det er endvidere flertallets vurdering, at der kan rejses tvivl om, hvorvidt markedsføringslovens
§ 12, stk. 1, er i fuld overensstemmelse med direktivet, da bestemmelsen indeholder et
generelt forbud mod brugen af garantier, der ikke giver forbrugeren en væsentlig bedre retsstilling
end efter lovgivningens regler, uden at det konkret skal vurderes, om anvendelsen af
en erklæring om garanti er vildledende i det enkelte tilfælde.
På baggrund af ovenstående er det flertallets vurdering, at § 12, stk. 1, skal ophæves, således
at de tilfælde, som i dag er omfattet af bestemmelsen, og hvor erhvervsdrivende fremstiller
rettigheder, som forbrugeren har efter loven, som et særligt kendetegn ved tilbuddet, fremover
vil være reguleret af bilag I, nr. 10. De tilfælde, der går ud over bilag I, nr. 10, vil i visse
tilfælde kunne falde under vildledningsbestemmelserne, jf. §§ 5-6.
Et mindretal bestående af Forbrugerrådet Tænk mener, at forbuddet mod anvendelse af indholdsløse
garantier i § 12, stk. 1, skal bevares.
Forbrugerrådet Tænk er af den opfattelse, at bestemmelsen er i overensstemmelse med direktivet
om urimelig handelspraksis, herunder idet der ikke er tale om et generelt forbud, men en
bestemmelse som netop forudsætter en konkret vurdering af, om en garanti (eller lignende)
har et reelt indhold som berettiger til at blive fremhævet i markedsføringen. Forbrugerrådet
Tænk lægger i øvrigt vægt på, at det taler for at bevare en særskilt bestemmelse som § 12, stk.
1, at anvendelsen af ordet ”garanti” kan være et virkningsfuldt salgsmiddel. Når erhvervsdrivende
anvender erklæringer om ”garanti” eller lignende over for forbrugerne, skaber det således
en forventning hos forbrugeren om, at forbrugeren opnår særlige fordele, som forbrugeren
ellers ikke ville have opnået gennem lovgivningen.
Endvidere lægger Forbrugerrådet Tænk vægt på, at bestemmelsen dels har en pædagogisk
effekt, dels at der er et væsentligt forbrugerbeskyttende element i, at det fremgår klart og
tydeligt af selve loveteksten, at det er forbudt at anvende indholdsløse garantier. Ud over det
vigtige forbrugerbeskyttende hensyn bemærkes det i øvrigt, at bestemmelsen i lige så høj grad
er til gavn for erhvervslivet som sikres, at konkrete erhvervsdrivendes konkurrenter ikke
opnår urimelige konkurrencemæssige fordele på et uberettiget grundlag.
SIDE 313 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Et flertal i udvalget anbefaler således, at forbuddet mod anvendelse af indholdsløse garantier i
den gældende § 12, stk. 1, ophæves.
Ændret affattelse af bestemmelsen
Det fremgår af den gældende § 12, stk. 2, 1. og 2. pkt., at den erhvervsdrivende, når denne yder
garanti til en forbruger, på klar og tydelig måde skal give forbrugerne en række informationer
om garantien, herunder om garantiens indhold, om oplysninger, der er nødvendige for at gøre
garantien gældende, og om at forbrugerens ufravigelige rettigheder efter lovgivningen ikke
berøres af garantien.
Det er udvalgets vurdering, at bestemmelsens opbygning bør ændres, således at de informationer,
som den erhvervsdrivende skal give efter § 12, stk. 2, 1. og 2. pkt., fremover skal opstilles
i punktform.
Det er endvidere udvalgets vurdering, at bestemmelsen rent sprogligt bør opdateres, således
at det bliver klart, at informationspligten gælder, når en erhvervsdrivende markedsfører en
garanti.
Udvalget har ved sin vurdering lagt vægt på, at bestemmelsen dels bliver lettere at forstå og
læse, og det dels bliver mere klart og overskueligt for erhvervsdrivende, hvilke informationer,
der skal gives efter bestemmelsen.
Endvidere stiller den gældende § 12, stk. 2, 1. og 2. pkt., krav om, at den erhvervsdrivende på
klar og tydelig måde skal opfylde informationspligten.
Det er udvalgets vurdering, at ordene ”klar og tydelig” skal ændres til ”klar og let forståelig”,
da det fremgår af de gældende bemærkninger til bestemmelsen, at der med ordene klar og
tydelig skal forstås, at oplysningerne skal gives på en let forståelig måde. Denne formulering
fremgår desuden af forbrugerkøbsdirektivets artikel 6, stk. 2, 2. led.
Udvalget anbefaler derfor følgende:
- At bestemmelsens opbygning ændres således, at informationskravene indeholdt i bestemmelsen
opstilles i punktform.
- At bestemmelsen opdateres rent sprogligt, således at det bliver klart, at informationspligten
gælder, når en erhvervsdrivende markedsfører en garanti.
- At ordene” klar og tydelig”, som i dag fremgår af den gældende § 12 stk. 2, 1. og 2. pkt.,
ændres til ”klar og let forståelig”.
Sprogkravet
SIDE 314 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Det følger af den gældende markedsføringslovs § 12, stk. 2, 4. pkt., at en garanti skal være
affattet på dansk.
Dette sprogkrav har hjemmel i forbrugerkøbsdirektivets artikel 6, stk. 4, som overlader det til
medlemsstaterne at beslutte, om de vil kræve, at en garanti skal udfærdiges på et eller flere af
de officielle fællesskabssprog.
Forbrugerkøbsdirektivet stiller ikke krav om, at en garanti skal være udfærdiget på et bestemt
sprog, jf. artikel 6, stk. 4.
Det følger af forbrugeraftalelovens § 8, stk. 3, at de aftalemæssige oplysninger i forbrugeraftalen
i forbindelse med fjernsalg skal gives på dansk, såfremt den erhvervsdrivende har markedsført
den pågældende vare eller tjenesteydelse på dansk. Kravet om afgivelse af oplysningerne
på dansk gælder dog ikke, hvis forbrugeren har givet sit udtrykkelige samtykke til at
modtage oplysningerne på et andet sprog.
Kravet i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 3, blev indført i 2013157 i forbindelse med implementeringen
af forbrugerrettighedsdirektivet. Som konsekvens af ændringen blev der ligeledes
foretaget ændring i markedsføringslovens § 12, stk. 2, 3. og 4. pkt. Formålet med ændringen
var at bringe markedsføringslovens regler om garantier i overensstemmelse med forbrugeraftaleloven
og forbrugerrettighedsdirektivet.
Udvalget har overvejet, om der alene skal stilles krav om, at en garanti skal være affattet på
dansk, såfremt markedsføringen er på dansk. Dette vil medføre en lempelse for erhvervslivet,
fordi der ikke længere vil være et eksakt krav om, at garantien altid skal være affattet på
dansk.
Udvalget har i sin vurdering lagt vægt på, at hvis markedsføringen af produktet alene er udarbejdet
på engelsk eller et andet sprog end dansk, bør forbrugerne være indstillet på, at oplysningerne
om garantien også udfærdiges på dette sprog.
Det er på den baggrund udvalgets anbefaling, at en garanti alene skal være affattet på dansk,
såfremt markedsføringen af produktet er på dansk.
Henvisningen til forbrugeraftaleloven
__________________
157
Lf 39 af 9. oktober 2013.
SIDE 315 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det følger af markedsføringslovens § 12, stk. 2, 3. pkt., at garantien skal meddeles forbrugeren
i overensstemmelse med reglerne i forbrugeraftaleloven.
Det er udvalgets vurdering, at § 12, stk. 2, 3. pkt., er overflødig, da erhvervsdrivende altid skal
overholde anden relevant lovgivning.
Udvalget anbefaler, at det fremover alene fremgår af bemærkningerne, at den erhvervsdrivende
i forbindelse med aftaleindgåelsen skal overholde reglerne i forbrugeraftaleloven vedrørende
garantier.
SIDE 316 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
§ 17 om markedsføring af kreditaftaler (Tidligere § 14 a)
Gældende ret
Markedsføring af kreditaftaler er i dag reguleret i markedsføringslovens § 14 a. Bestemmelsen
har følgende ordlyd:
§ 14 a. Enhver markedsføring af kreditaftaler, der angiver en rentesats eller talstørrelser vedrørende
omkostningerne i forbindelse med forbrugerkredit, skal indeholde de standardoplysninger,
der følger af stk. 2.
Stk. 2. Standardoplysningerne i henhold til stk. 1 skal klart, tydeligt og på en fremtrædende
måde ved hjælp af et repræsentativt eksempel angive:
1) Debitorrenten, fast eller variabel eller begge, tillige med oplysninger om omkostninger, der
indgår i forbrugerens samlede omkostninger i forbindelse med kreditten.
2) Det samlede kreditbeløb.
3) De årlige omkostninger i procent, som beregnet efter lov om kreditaftaler.
4) Kreditaftalens løbetid.
5) Ved kredit i form af henstand med betalingen for en specifik vare eller tjenesteydelse, kontantprisen
og størrelsen af en eventuel forudbetaling.
6) Det samlede beløb, som skal betales af forbrugeren, og raternes størrelse.
Stk. 3. Hvis indgåelsen af en aftale om en accessorisk tjenesteydelse i forbindelse med kreditaftalen,
navnlig en forsikring, er obligatorisk for at opnå kreditten eller for at opnå kreditten på de
annoncerede vilkår og betingelser og en sådan aftales omkostninger ikke kan beregnes på forhånd,
skal forpligtelsen til at indgå denne aftale også være angivet klart, tydeligt og på en fremtrædende
måde sammen med de årlige omkostninger i procent.
Stk. 4. En kreditformidler skal i reklamer og i dokumentation henvendt til forbrugere gøre opmærksom
på omfanget af sine beføjelser, navnlig om vedkommende udelukkende samarbejder
med en eller flere kreditgivere eller optræder som selvstændig mægler.
SIDE 317 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Markedsføringslovens § 14 a gennemfører artikel 4 og artikel 21, litra a, i forbrugerkreditdirektivet
158.
Bestemmelsen blev indsat i markedsføringsloven i 2010159 og er ikke senere blevet ændret.
Markedsføringslovens § 14 a, stk. 1
Markedsføringslovens § 14 a, stk. 1, svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 4, stk. 1. I
forbrugerkreditdirektivets artikel 4 anvendes begrebet reklame. I forbindelse med gennemførslen
af artikel 4 blev der i overensstemmelse med terminologien i markedsføringsloven
anvendt det indholdsmæssigt identiske begreb markedsføring160.
Det fremgår af markedsføringslovens § 14 a, stk. 1, at hvis markedsføring af kreditaftaler angiver
en rentesats eller talstørrelser vedrørende omkostningerne i forbindelse med forbrugerkredit,
skal markedsføringen indeholde de standardoplysninger, der følger af stk. 2.
Markedsføringslovens § 14 a, stk. 2
Markedsføringslovens § 14 a, stk. 2, svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 4, stk. 2.
Efter markedsføringslovens § 14 a, stk. 2, skal den erhvervsdrivende give en række standardoplysninger.
Stk. 2, nr. 1, fastslår, at den erhvervsdrivende skal give oplysning om debitorrenten, om denne
er fast eller variabel eller begge, tillige med oplysninger om omkostninger, der indgår i forbrugerens
samlede omkostninger i forbindelse med kreditten.
De samlede omkostninger består af bl.a. renter, provision, afgifter og enhver anden form for
honorar, som forbrugeren skal betale i forbindelse med kreditaftalen, og som kreditgiveren
har kendskab til, bortset fra notarialgebyr. Omkostninger ved accessoriske tjenesteydelser i
forbindelse med kreditaftalen, navnlig forsikringspræmier, medregnes også, såfremt indgåel-
__________________
158
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets
direktiv 87/102/EØF.
159
L 535 af 26. maj 2010.
160
L 536 af 26. maj 2010 om ændring af lov om kreditaftaler og lov om markedsføring.
SIDE 318 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
sen af aftalen om tjenesteydelser er obligatorisk for at opnå kreditten, eller for at opnå kreditten
på de markedsførte vilkår.161
Nr. 2 fastslår, at den erhvervsdrivende skal give oplysning om det samlede kreditbeløb.
Samlet kreditbeløb er i kreditaftaleloven defineret som loftet for eller summen af alle de beløb,
der stilles til disposition i henhold til en kreditaftale162.
Nr. 3 fastslår, at den erhvervsdrivende skal give oplysning om de årlige omkostninger i procent,
som beregnet efter lov om kreditaftaler.
De årlige omkostninger i procent er i kreditaftaleloven defineret som de samlede omkostninger
i forbindelse med kreditaftalen udtrykt i procent pr. år af det samlede kreditbeløb, eventuelt
omfattende de omkostninger, der er nævnt i § 16, stk. 3 og 4, i kreditaftaleloven.163
Nr. 4 fastslår, at den erhvervsdrivende skal give oplysning om kreditaftalens løbetid.
Nr. 5 fastslår, at den erhvervsdrivende, ved kredit i form af henstand med betalingen for en
specifik vare eller tjenesteydelse, skal give oplysning om kontantprisen og størrelsen af en
eventuel forudbetaling.
Nr. 6 fastslår, at den erhvervsdrivende skal give oplysning om det samlede beløb, som skal
betales af forbrugeren, og raternes størrelse.
Det samlede beløb, der skal betales af forbrugeren er i kreditaftaleloven defineret som summen
af det samlede kreditbeløb og de samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen.
164
Det følger endvidere af § 14 a, stk. 2, at standardoplysningerne skal angives klart, tydeligt og
på en fremtrædende måde ved hjælp af et repræsentativt eksempel. Forbrugerombudsmanden
har over for udvalget oplyst, at ordet ”fremtrædende” efter Forbrugerombudsmandens
opfattelse betyder, at alle oplysninger efter § 14 a, stk. 2, skal gives der, hvor der sker markedsføring
af rentesatsen eller talstørrelser vedrørende kreditomkostninger. De oplysninger,
som udløser oplysningspligten, behøver dog ikke at blive gentaget.
__________________
161
Jf. kreditaftalelovens § 4, nr. 7, og forbrugerkreditdirektivets artikel 3, litra g.
162
Jf. kreditaftalelovens § 4, nr. 12, og forbrugerkreditdirektivets artikel 3, litra l.
163
Jf. kreditaftalelovens § 4, nr. 9 og § 16 og forbrugerkreditdirektivets artikel 3, litra i og art. 19.
164
Jf. Kreditaftalelovens § 4, nr. 8, og forbrugerkreditdirektivets artikel 3, litra h.
SIDE 319 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Heri ligger, at oplysningerne skal angives i et præcist sprog. Endvidere skal standardoplysningerne
gives der, hvor der sker markedsføring af rentesatsen eller af talstørrelser vedrørende
kreditomkostningerne.
Det afhænger af en konkret helhedsvurdering, om standardoplysningerne står på en fremtrædende
måde. Dog må standardoplysningerne fx ikke være skjult i markedsføringen eller være
præsenteret på en uklar, uforståelig eller dobbelttydig måde.
Markedsføringslovens § 14 a, stk. 3
Markedsføringslovens § 14 a, stk. 3, svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 4, stk. 3.
Bestemmelsen fastslår, at oplysninger om accessoriske tjenesteydelser skal angives særskilt i
markedsføringen, når indgåelse af aftale herom er nødvendig for at opnå kreditten på de annoncerede
vilkår. Selve forpligtelsen til at indgå aftalen skal derfor oplyses klart, tydeligt og på
en fremtrædende måde.
Hvis den accessoriske aftales omkostninger kan beregnes på forhånd, skal de indgå i den samlede
beregning af de årlige omkostninger i procent.
Markedsføringslovens § 14 a, stk. 4
Markedsføringslovens § 14 a, stk. 4, svarer til forbrugerkreditdirektivets artikel 21, litra a.
Bestemmelsen gengiver artiklens indhold ordret.
Bestemmelsen fastslår, at en kreditformidler i reklamer og i anden dokumentation henvendt
til forbrugere skal gøre opmærksom på omfanget af sine beføjelser.
Oplysningskravet i stk. 4, omfatter bl.a. oplysninger om, hvorvidt kreditformidleren udelukkende
samarbejder med én eller flere kreditgivere, og om denne optræder som selvstændig
mægler.165
I modsætning til § 14 a, stk. 2 og 3, fremgår det ikke af stk. 4, at oplysningerne skal angives
klart, tydeligt og på fremtrædende måde. Det er således ikke et krav.
__________________
165
Lf 91af 16. december 2009, de specielle bemærkninger.
SIDE 320 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Vildledningsbestemmelsen supplerer § 14 a. Det kan derfor efter omstændighederne være
vildledende, hvis oplysningerne i stk. 4 ikke er angivet klart og tydeligt, fx hvis det ikke angives
klart og tydeligt, hvem kreditor er.
I lighed med direktivet anvendes i stk. 4 begrebet reklamer. I modsætning hertil anvendes i §
14 a, stk. 1, begrebet markedsføring. Der er således ikke i relation til stk. 4 foretaget en tilpasning
af begrebet i overensstemmelse med den terminologi, der i øvrigt anvendes i markedsføringsloven,
som der er gjort i relation til § 14 a, stk. 1.
Skiltningsbekendtgørelsen
Ud over markedsføringslovens § 14 a gælder reglerne i skiltningsbekendtgørelsen166, der er
udstedt med hjemmel i markedsføringsloven.
Skiltningsbekendtgørelsen pålægger de erhvervsdrivende, der udbyder egne eller andre erhvervsdrivendes
låne- eller kredittilbud til forbrugere, en skiltningspligt, når låne- eller kredittilbuddet
udbydes, hvor der er mulighed for bestilling. Bestilling er en opfordring til at gøre
tilbud. Der er tale om en generel pligt til at skilte med de oplysninger og standardoplysninger,
som fremgår af skiltningsbekendtgørelsen og af bilaget til bekendtgørelsen.
Da oplysningerne er generelle, skal de i modsætning til efter § 14 a ikke gives ved markedsføring
af kredit, men derimod blot findes der, hvor lånet udbydes med mulighed for bestilling.
Det kan fx være ved kassen i et forretningslokale eller på en underliggende hjemmeside til den
erhvervsdrivendes hjemmeside. Oplysningerne skal således gives på det sted, hvor lånet udbydes
med mulighed for bestilling, ved skiltning eller på anden tilsvarende tydelig måde. Oplysningerne
skal være frit tilgængelige for forbrugerne.
Endvidere pålægger skiltningsbekendtgørelsen erhvervsdrivende, der sædvanligvis køber og
sælger fremmed valuta, en pligt til at skilte med henholdsvis købskurs og salgskurs samt ekspeditionsgebyr.
Udvalgets overvejelser
Videreførelse af begrebet markedsføring contra begrebet reklame.
Markedsføringslovens § 14 a blev indsat ved lov nr. 535 af 26. maj 2010, som gennemfører
forbrugerkreditdirektivet fra 2008.
__________________
166
Bekendtgørelse nr. 1203 af 28. september 2010 om information til forbrugere om priser på låne- og kredittilbud og valutakurser.
SIDE 321 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Markedsføringslovens § 14 a, stk. 1-3, gennemfører næsten ordret direktivets artikel 4.
Forbrugerkreditdirektivets artikel 4 anvender begrebet reklame. Derimod anvendes i markedsføringslovens
§ 14 a, stk. 1-3, begrebet markedsføring i overensstemmelse med terminologien
i markedsføringsloven. Det anføres i bemærkningerne til loven167, at begrebet markedsføring
er indholdsmæssigt identisk med begrebet reklame.
Udvalget har overvejet, hvorvidt begrebet markedsføring eller begrebet reklame skal anvendes
i bestemmelsen.
Forbrugerkreditdirektivet indeholder ikke en definition af, hvad der skal forstås ved en reklame.
Udvalget har undersøgt, hvilket begreb Storbritannien, Sverige, Nederlandene og Tyskland
anvender i oversættelsen af direktivteksten. I den britiske direktivtekst anvendes begrebet
”advertising”, i den svenske anvendes ”reklam”, i den Nederlandske anvendes ”reclame” og
i den tyske direktivtekst anvendes begrebet ”werbung”.
Landeundersøgelsen viser imidlertid, at det er forskelligt, om de pågældende lande i deres
gennemførsel af artikel 4 har anvendt begrebet i direktivteksten, eller om de har erstattet det
med begrebet markedsføring. Sverige anvender i lighed med Danmark begrebet markedsføring,
mens Tyskland, Nederlandene og Storbritannien anvender begrebet reklame. Det bemærkes,
at Norge, som Sverige og Danmark, anvender begrebet markedsføring.
Udvalget har rettet en uformel henvendelse til Kommissionen med henblik på at få afklaret,
hvorvidt anvendelsen af begrebet reklame er tilsigtet i direktivteksten. Det har ikke været
muligt at få svar fra Kommissionen på, hvorfor begrebet reklame er anvendt i stedet for markedsføring,
og om Kommissionen mener, at der er forskel i betydningen af begreberne.
Udvalget har undersøgt EU-Domstolens praksis på området, men der foreligger endnu ikke
domme, der tager stilling til, hvorvidt anvendelsen af begrebet markedsføring er direktivkonformt.
På baggrund af ovenstående er det udvalgets vurdering, at begrebet markedsføring fortsat
skal anvendes i bestemmelsen.
Udvalget har i sin vurdering lagt vægt på, at begrebet markedsføring sikrer konsistens i loven,
og at begrebet er indarbejdet og anvendt i meget anden dansk lovgivning. Herudover lægger
udvalget vægt på, at også Sverige og Norge anvender begrebet markedsføring.
__________________
167
L 535 af 26. maj 2010 om ændring af lov om kreditaftaler og lov om markedsføring.
SIDE 322 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Udvalget har endvidere lagt vægt på, at udvalget i henhold til kommissoriet er blevet pålagt at
sikre en enkel og overskuelig markedsføringslov, hvilket udvalget mener taler for fortsat at
anvende begrebet markedsføring.
Udvalget anbefaler derfor, at begrebet markedsføring også fremover skal anvendes i den foreslåede
§ 17, stk. 1-3.
Anvendelse af begrebet markedsføring i bestemmelsens stk. 4
Udvalget har desuden overvejet, om begrebet markedsføring ligeledes skal anvendes i bestemmelsens
stk. 4.
Markedsføringslovens § 14 a, stk. 4, gennemfører ordret artikel 21, litra a, i forbrugerkreditdirektivet.
Begrebet reklamer anvendes således i den gældende markedsføringslovs § 14 a, stk. 4. I modsætning
hertil anvendes i den gældende lovs § 14 a, stk. 1-3, begrebet markedsføring. Der er
således ikke i relation til stk. 4 foretaget en tilpasning af begrebet i overensstemmelse med
den terminologi, der i øvrigt anvendes i markedsføringsloven, som der er gjort i relation til §
14, stk. 1.168
Det er udvalgets vurdering, at begrebet markedsføring fremover skal anvendes i den foreslåede
§ 17, stk. 4, da begrebet ligeledes anvendes i den foreslåede bestemmelses stk. 1-3, og da
begrebet sikrer konsistens i loven, er indarbejdet og i øvrigt anvendt i meget anden dansk
lovgivning.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at begrebet markedsføring også skal anvendes i den
foreslåede § 17, stk. 4.
Der er ikke tilsigtet en materiel ændring af bestemmelsen.
Ændret opbygning af bestemmelsen
I dag oplistes de standardoplysninger, som den erhvervsdrivende skal give efter bestemmelsen,
i bestemmelsens stk. 2, sammen med kravet om, at standardoplysningerne skal angives
klart, tydeligt og på en fremtrædende måde ved hjælp af et repræsentativt eksempel.
__________________
168
L 535 af 26. maj 2010 om ændring af lov om kreditaftaler og lov om markedsføring.
SIDE 323 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det er udvalgets vurdering, at oplistningen af standardoplysninger skal fremgå af stk. 1, mens
kravet om hvorledes standardoplysningerne skal angives, skal placeres efter oplistningen af
standardoplysningerne, dvs. i bestemmelsens stk. 2.
Udvalget har ved denne vurdering lagt vægt på, at formkravet i stk. 2 herved fremgår klarere
af loven. Herudover ligger udvalget vægt på, at Norge og Sverige har samme opbygning af
bestemmelsen.
På baggrund af ovenstående er det udvalgets anbefaling, at oplistningen af standardoplysninger
skal fremgå af stk. 1, mens formkravet skal fremgå af bestemmelsens stk. 2.
Den ændrede opbygning medfører ikke materielle ændringer i retstilstanden.
Begrebet ”tydeligt” contra ”koncist”
Det fremgår som oven for nævnt af den gældende bestemmelses stk. 2, at standardoplysningerne
skal angives klart, tydeligt og på en fremtrædende måde. Ordet ”tydeligt” i bestemmelsens
stk. 2 genfindes ikke i direktivteksten. I stedet anvendes ordet ”koncist”. Udvalget har på
den baggrund overvejet, om ordet ”tydeligt” fortsat bør anvendes i stk. 2.
Det er udvalgets vurdering, at ordet ”tydeligt” ikke modsvarer ordet ”koncist”. Udvalget har
derfor overvejet, hvorvidt ordet ”koncist” bør anvendes i stedet for.
Det er udvalgets vurdering, at ordet ”koncist”, som anvendes i direktivteksten, ikke er almindelig
sprogbrug. Derimod mener udvalget, at ordet ”kort” er et almindeligt begreb. Det er
endvidere udvalgets vurdering, at ”kort” er et bedre synonym for ordet ”koncist” end ”tydeligt”.
Udvalget har i sin vurdering lagt vægt på, at det også fremgår af den danske synonymordbog,
at ordet kort er synonym med ordet koncist.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at ordet ”tydeligt” ændres til ”kort”.
Der er ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden med denne sproglige tilretning.
Begrebet ”produkter” contra ”varer eller tjenesteydelser”
Udvalget har endvidere overvejet om begrebet ”varer og tjenesteydelser”, som anvendes i den
gældende § 14 a, stk. 2, nr. 5, skal ændres til begrebet ”produkter”, der er defineret i den foreslåede
lovs § 2, nr. 3, som ”en vare eller tjenesteydelse, herunder fast ejendom, rettigheder og
pligter”.
Det er dog udvalgets vurdering, at den foreslåede bestemmelses stk. 1, nr. 5, bør anvende
begrebet ”varer og tjenesteydelser” i overensstemmelse med ordlyden i forbrugerkreditdirektivets
artikel 4, stk. 2, litra e.
SIDE 324 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Udvalget har i sin vurdering lagt vægt på, at det fremgår af forbrugerkreditdirektivets artikel
2, stk. 2, litra a, at direktivet ikke finder anvendelse på kreditaftaler, som er sikret enten ved
pant eller ved en anden sammenlignelig sikkerhedsstillelse, der almindeligvis anvendes i en
medlemsstat i forbindelse med fast ejendom, eller som er sikret i form af en rettighed relateret
til fast ejendom.
Det er på den baggrund udvalgets anbefaling, at begrebet ”varer og tjenesteydelser” fortsat
anvendes i bestemmelsen om kreditaftaler, jf. den foreslåede bestemmelses stk. 1, nr. 5.
”Raternes størrelse” contra ”ydelsernes størrelse”
Udvalget har endvidere overvejet, om begrebet ”raternes størrelse”, som anvendes i den gældende
§ 14 a, stk. 2, nr. 6, skal ændres til ”ydelsernes størrelse”.
Det er udvalgets opfattelse, at begrebet ”ydelser” er oftere anvendt i praksis. Forbrugerombudsmanden
har også overfor udvalget oplyst, at kreditbranchen anvender begrebet ”ydelser”
snarere end ”rater”, og at det endvidere er Forbrugerombudsmandens oplevelse, at forbrugerne
er mere bekendt med betydningen af begrebet ”ydelser”.
Det er derfor udvalgets anbefaling, at ”ydelsernes størrelse”, fremover skal anvendes i den
foreslåede § 17, stk. 1, nr. 6.
Der er ikke tilsigtet en materiel ændring af retstilstanden.
Sproglige præciseringer i bemærkningerne
Det er udvalgets vurdering, at anvendelsen af bestemmelsen i praksis kan give anledning til
tvivl hos de erhvervsdrivende. Udvalget vurderer derfor, at det vil være hensigtsmæssigt at få
en række yderligere forhold præciseret i bemærkningerne til bestemmelsen.
Udvalget anbefaler, at følgende præciseres i bemærkningerne:
- Hvem der er bestemmelsens pligtsubjekt
- Hvad der forstås ved ”enhver markedsføring”
- Hvad der forstås ved, at standardoplysningerne skal gives klart, kort og på en fremtrædende
måde
- Hvad der forstås ved ”et repræsentativt eksempel”
Der er ikke med disse præciseringer tilsigtet en materiel ændring af retstilstanden.
Udskillelse af oplysningspligten ved markedsføring af boligkreditaftaler
Det er udvalgets vurdering, at markedsføring af boligkreditaftaler bør udskilles til særskilt
regulering i en ny bestemmelse, jf. lovforslagets § 18.
SIDE 325 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Udvalget har i sin vurdering lagt vægt på, at lovgiver ved implementeringen af forbrugerkreditdirektivet
i markedsføringsloven og kreditaftaleloven lod direktivets bestemmelser finde
anvendelse på alle kreditaftaler, herunder boligkreditaftaler. Med vedtagelsen af boligkreditdirektivet
i 2014169 blev boligkreditaftaler imidlertid særskilt reguleret i EU.
Boligkreditdirektivets krav til hvilke oplysninger markedsføring af boligkreditter skal indeholde
afviger i et vist omfang fra de oplysninger, der skal gives efter den gældende § 14 a i
markedsføringsloven.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at markedsføring af boligkreditter reguleres i en selvstændig
bestemmelse, jf. lovforslagets § 18, samt at der både i § 17, stk. 1, og i bemærkningerne
hertil henvises til lovforslagets § 18.
Skiltningsbekendtgørelsen
Det er udvalgets vurdering, at det er vanskeligt at afgrænse, hvornår henholdsvis bestemmelsen
om kreditaftaler og skiltningsbekendtgørelsen finder anvendelse, ligesom det kan være
vanskeligt i praksis at fastslå skiltningsbekendtgørelsens selvstændige anvendelsesområde.
I forbindelse med udvalgets drøftelse af skiltningsbekendtgørelsen og dennes anvendelsesområde
blev det derfor besluttet at nedsætte et underudvalg, som skulle vurdere, om der fortsat
er behov for skiltningsbekendtgørelsen.
Underudvalget bestod af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Finans og Leasing, Finansrådet,
Finanstilsynet, Forbrugerombudsmanden og Forbrugerrådet Tænk.
Der var ikke enighed i underudvalget om, hvorvidt skiltningsbekendtgørelsen skulle opretholdes,
og det var der derfor ikke muligt for underudvalget at komme med en samlet indstilling til
markedsføringslovsudvalget.
Underudvalgets medlemmer bestående af Finans og Leasing, Dansk Erhverv og Forbrugerombudsmanden
mener, at skiltningsbekendtgørelsen bør ophæves. Disse underudvalgsmedlemmer
har bl.a. anført, at markedsføringslovens regler om vildledende markedsføring, oplysningspligt
ved købsopfordringer samt oplysningspligt ved markedsføring af forbrugerkredit,
sikrer forbrugerne den nødvendige og i vid udstrækning samme beskyttelse som skiltningsbekendtgørelsens
§ 3.
__________________
169
Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2014/17/ЕU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast
ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010
SIDE 326 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Disse underudvalgsmedlemmer har endvidere anført, at markedsføringslovens §§ 3, 12 a og
14 a, gennemfører EU-totalharmoniseringsdirektiver. Det betyder, at alle forbrugerkreditudbydere,
uanset hvor de har hjemsted, enten skal overholde §§ 3, 12 a og 14 a, eller regler, der
svarer til disse bestemmelser.
De pågældende underudvalgsmedlemmer har endvidere fremhævet, at skiltningspligten i
skiltningsbekendtgørelsen er en national regel. Det betyder, at ikke-finansielle kreditudbydere
med hjemsted i et andet EU-land, som tilbyder danske forbrugere kredit online, ikke er forpligtede
til at overholde skiltningsbekendtgørelsen. Dette følger af reglerne i e-handelsloven.
Danske online-kreditudbydere pålægges således i skiltningsbekendtgørelsens § 3 en administrativ
byrde, som udenlandske konkurrenter ikke har, uden at der tilsvarende opnås en øget
forbrugerbeskyttelse af betydning.
Underudvalgets medlemmer bestående af Finanstilsynet, Finansrådet og Forbrugerrådet
Tænk mener derimod, at skiltningsbekendtgørelsen bør opretholdes. Disse underudvalgsmedlemmer
har anført til støtte herfor, at der for erhvervsdrivende omfattet af lov om finansiel
virksomhed, gælder en tilsvarende bekendtgørelse170. Disse medlemmer har fremhævet, at en
opretholdelse af skiltningsbekendtgørelsen sikrer, at finansielle og ikke-finansielle kreditudbydere,
der er etableret og opererer på det danske marked, vil være underlagt ensartede oplysningsforpligtelser.
Disse underudvalgsmedlemmer har endvidere anført, at det alene vil være bestemmelsen om
markedsføring af kreditaftaler, der gælder, såfremt skiltningsbekendtgørelsens regler om
information til forbrugere om priser på låne- og kredittilbud ophæves. Da den gældende bestemmelse
om kreditaftaler alene finder anvendelse ved markedsføring af kreditaftaler, hvor
der angives en rentesats eller talstørrelser i forbindelse med kreditomkostningerne, vil det
betyde, at markedsføring, der ikke indeholder oplysninger om pris eller talstørrelser, alene vil
være reguleret af bestemmelserne om god skik og vildledning.
Endelig har disse underudvalgsmedlemmer anført, at de støtter det bagvedliggende formål
med skiltningsbekendtgørelsen, nemlig at forbrugerne skal have mulighed for at sammenligne
forskellige kreditaftaler før de indgås, så der skabes gennemsigtighed på kreditmarkedet.
Markedsføringslovsudvalget har på den baggrund drøftet, om de ønsker at støtte en ophævelse
eller ej.
__________________
170
Bekendtgørelse nr. 1210 af 24. oktober 2010 om information til forbrugere om priser m.v. i pengeinstitutter.
SIDE 327 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Et flertal i udvalget bestående af professor Caroline Heide-Jørgensen, professor Søren Sandfeld
Jakobsen, professor Torben Hansen, Erhvervs- og Vækstministeriet, Forbrugerombudsmanden,
Kulturministeriet, Justitsministeriet, Danske Advokater/Advokatsamfundet, Håndværksrådet,
Dansk Erhverv, Kreativitet & Kommunikation, DI og Danske Medier vurderer, at
skiltningsbekendtgørelsen bør ophæves.
Flertallet har i deres vurdering lagt vægt på, at det vil være nemmere for de erhvervsdrivende,
såfremt de alene skal overholde ét regelsæt.
Et mindretal i udvalget bestående af Finansrådet og Forbrugerrådet Tænk mener derimod, at
skiltningsbekendtgørelsen bør opretholdes.
Disse underudvalgsmedlemmer har til støtte herfor anført, at der for erhvervsdrivende omfattet
af lov om finansiel virksomhed gælder en tilsvarende bekendtgørelse.
Disse medlemmer har endvidere fremhævet, at en opretholdelse af skiltningsbekendtgørelsen
sikrer, at finansielle og ikke-finansielle kreditudbydere, der er etableret og opererer på det
danske marked, vil være underlagt ensartede oplysningsforpligtelser.
Disse underudvalgsmedlemmer har endvidere anført, at det alene vil være bestemmelsen om
kreditaftaler, der gælder, såfremt skiltningsbekendtgørelsens regler om information til forbrugere
om priser på låne- og kredittilbud ophæves.
Da den gældende bestemmelse om kreditaftaler alene finder anvendelse ved markedsføring af
kreditaftaler, hvor der angives en rentesats eller talstørrelser i forbindelse med kreditomkostningerne,
vil det betyde, at markedsføring, der ikke indeholder oplysninger om pris eller
talstørrelser, alene vil være reguleret af bestemmelserne om god skik og vildledning.
Flertallet anbefaler på baggrund af ovenstående, at skiltningsbekendtgørelsen ophæves.
Der er enighed i udvalget om, at der fortsat skal være en selvstændig bekendtgørelse for valutakurser.
SIDE 328 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
§ 18 om markedsføring af boligkreditaftaler (ny bestemmelse)
Gældende ret
Markedsføring af forbrugerkreditaftaler – herunder boligkreditaftaler – der oplyser en rentesats
eller talstørrelser for omkostningerne ved kreditten er i dag reguleret af markedsføringslovens
§ 14 a.
§ 14 a blev indsat i markedsføringslovens ved lov nr. 535 af 26. maj 2010 om ændring af lov
om kreditaftaler og lov om markedsføring171 i forbindelse med gennemførelse af artikel 4 og
21, litra a, i forbrugerkreditdirektivet fra 2008172. § 14 a videreføres i lovforslagets § 17.
For pengeinstitutters markedsføring af udlånskonti til forbrugere findes regler svarende til
markedsføringslovens § 14 a i bekendtgørelse nr. 1210 af 24. oktober 2010 om information til
forbrugere om priser m.v. i pengeinstitutter.
Derudover er boligkreditgiveres og boligkreditformidleres markedsføring af boligkreditaftaler
reguleret i § 10 i bekendtgørelse nr. 332 af 7. april 2016 om god skik for boligkredit, som gennemfører
artikel 11 i boligkreditdirektivet173. Artikel 11 regulerer oplysningspligten ved markedsføring
af boligkreditaftaler. Direktivet er et minimumsdirektiv.
Udvalgets overvejelser
Med boligkreditdirektivets vedtagelse i 2014 blev boligkreditter særskilt reguleret i EU. Artikel
11 i direktivet, der regulerer hvilke oplysninger, der skal angives ved markedsføring af
boligkreditter, svarer i vidt omfang til den gældende bestemmelse i § 14 a i markedsføringsloven,
som i dag regulerer markedsføring af kreditaftaler – herunder boligkreditaftaler. Boligkreditdirektivets
krav til hvilke oplysninger markedsføring af boligkreditter skal indeholde,
afviger dog i et vist omfang fra de oplysninger, der skal gives efter den gældende § 14 a. Blandt
andet skal en række oplysninger kun oplyses, hvor det er relevant. Derfor bør markedsføring
af boligkreditter reguleres i en selvstændig bestemmelse, der svarer til artikel 11 i boligkreditdirektivet.
__________________
171
I forbindelse med gennemførelsen af det nye forbrugerkreditdirektiv blev der taget stilling til, om de nye regler også skulle
finde anvendelse på kreditaftaler der falder uden for direktivets anvendelsesområde. Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende
boligkreditter til forbrugere fremgår af betænkningens afsnit 5.2. Et flertal i arbejdsgruppen indstillede at direktivets bestemmelser
også skulle finde anvendelse på kreditaftaler med sikkerhed i fast ejendom (boligkreditaftaler).
172
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets
direktiv 87/102/EØF.
173
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/17/ЕU af 4. februar 2014 om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast
ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010.
SIDE 329 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Da en sådan bestemmelse allerede findes i § 10 i bekendtgørelse om god skik for boligkredit174,
har udvalget overvejet, hvorvidt markedsføring af boligkreditter fortsat bør være reguleret i
markedsføringsloven. Hensigten med bekendtgørelsen var at samle al regulering af boligkredit
ét sted. Det er imidlertid udvalgets vurdering, at oplysningspligten fortsat bør fremgå af
markedsføringsloven.
Udvalget anbefaler således, at der indføres en ny bestemmelse, § 18, i markedsføringsloven,
som skal sikre implementering af boligkreditdirektivets artikel 11 på lovniveau. Samtidig
indskrænkes anvendelsesområdet for § 14 a, der videreføres som lovforslagets § 17, til kun at
gælde for kreditaftaler.
Udvalget har lagt vægt på, at bestemmelser, der implementerer EU-regler vedrørende markedsføring
af kreditter, som udgangspunkt bør fremgå af markedsføringsloven, for at opretholde
den hidtidige systematik i dansk lovgivning, hvor markedsføringsregler findes i markedsføringsloven.
I dag har Forbrugerombudsmanden tilsynskompetence ifølge den gældende markedsføringslovs
§ 14 a over for alle erhvervsdrivende, der markedsfører forbrugerkreditter – herunder
boligkreditter med oplysning om omkostningerne.
Udvalgets forslag om at indføre en ny § 18, vil sikre, at Forbrugerombudsmanden fortsat har
hjemmel i markedsføringsloven til at håndhæve kreditoplysningspligten i forhold til boligkreditgivere,
boligkreditformidlere og andre erhvervsdrivende, der markedsfører boligkreditaftaler
med oplysning om omkostningerne ved kreditten. Det er samtidig med til at sikre et ensartet
tilsyn med markedsføringen på boligkreditmarkedet, og understøtter dermed lige konkurrencevilkår
på boligkreditmarkedet.
Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke ved, at det fortsat er Finanstilsynet, der har hovedansvaret
for at føre tilsyn med finansielle virksomheders overholdelse af den finansielle lovgivning
– herunder god skik.
Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden vil således fortsat have parallel kompetence, når
det gælder finansielle virksomheders markedsføring af boligkreditaftaler.
Den foreslåede bestemmelse ændrer således ikke på kompetencefordelingen mellem
__________________
174
Bekendtgørelse nr. 332 af 7. april 2016 om god skik for boligkredit.
SIDE 330 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet som beskrevet i bemærkningerne til den foreslåede
§ 1 om markedsføringslovens anvendelsesområde og herunder Forbrugerombudsmandens
kompetence i relation til den finansielle sektor.
Udvalget skal bemærke, at det for at sikre, at Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet ikke
samtidig behandler en sag mod en finansiel virksomhed for overtrædelse af pligten til at give
kreditoplysninger i markedsføring af boligkreditter efter bestemmelser i markedsføringsloven
og den finansielle lovgivning, forudsættes, at der er et tæt samarbejde og koordinering mellem
de to tilsyn. Det er således hensigten, at Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet orienterer
hinanden om de sager, der tages op mod finansielle virksomheder under hensyntagen til
den øvrige lovgivning om udveksling af oplysninger.
Finansrådet finder, at det principielt er uhensigtsmæssigt at artikel 11 i boligkreditdirektivet
implementeres to gange i dansk lovgivning. Det er dog vigtigt, at der er ens regler for alle, der
markedsfører boligkreditter. Finansrådet har samtidig noteret sig, at der ikke med indførelsen
af § 18 i markedsføringsloven er tiltænkt en materiel ændring af retstilstanden i forhold til
den gældende tilsynspraksis.
Eftersom den foreslåede bestemmelse i § 18 i markedsføringsloven ikke er identisk med § 10 i
bekendtgørelse om god skik for boligkredit, idet udvalget har valgt en mere tekstnær implementering,
bør det sikres, at bestemmelsen i bekendtgørelsen tilrettes i overensstemmelse
hermed.
Det øvrige udvalg kan tilslutte sig Finansrådets ønske om, at § 10 i bekendtgørelse om god
skik for boligkredit tilrettes ordlyden i den nye § 18.
På baggrund af ovenstående anbefaler udvalget, at boligkreditdirektivets artikel 11 tillige
gennemføres i markedsføringsloven i den foreslåede § 18.
SIDE 331 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
§ 19 om risikooplysninger for kreditaftaler (Tidligere § 14b)
Gældende ret
Den gældende markedsføringslovs § 14 b indeholder en bemyndigelsesbestemmelse til erhvervs-
og vækstministeren til at udstede en bekendtgørelse om risikooplysninger for kreditaftaler.
Bestemmelsen har følgende ordlyd:
§ 14 b. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter regler om risikooplysninger for kreditaftaler.
Bemyndigelsen er udnyttet til at udstede bekendtgørelse nr. 1457 af 18. december 2012 om
oplysning om risikoklassificering af visse udlånsprodukter. Bekendtgørelsen er ikke en implementering
af EU-lovgivning.
Bekendtgørelsen gælder for erhvervsdrivende, der udbyder egne eller andre erhvervsdrivendes
låne- eller kredittilbud med en hovedstol på over 100.000 kr. til forbrugere og andelsboligforeninger
mod pant i fast ejendom eller en andelsboligandel.
De erhvervsdrivende er efter bekendtgørelsen forpligtet til ved skiltning eller på anden tydelig
måde at oplyse om risikokvalificering ved lånetilbud. Oplysningerne skal være tilgængelige for
låntagerne på det sted, hvor lånet udbydes og på den erhvervsdrivendes hjemmeside.
Finanstilsynet fører tilsyn med om penge- og realkreditinstitutter overholder bekendtgørelsen.
Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, at andre erhvervsdrivende end penge- og
realkreditinstitutter overholder bekendtgørelsen.
Udvalgets overvejelser
Opretholdelse af bemyndigelsesbestemmelsen og bekendtgørelsen
Det er udvalgets vurdering, at der fortsat vil være et behov for bekendtgørelsen om oplysning
om risikoklassificering af visse udlånsprodukter.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at markedsføringslovens § 14 b opretholdes som en
særskilt hjemmel i den forslåede § 19.
Bemyndigelse til fastsættelse af standardoplysninger for boligkreditaftaler
Udvalget anbefaler, at der som følge af den foreslåede § 18 indsættes et stk. 2, hvorefter erhvervs-
og vækstministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler for, hvad der anses for
et repræsentativt eksempel. Bestemmelsen skal sikre korrekt implementering af boligkreditdirektivets
artikel 11, stk. 3, der er gennemført i den foreslåede § 18, stk. 2.
SIDE 332 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
§ 21 om sammenlignende reklame (Tidligere § 5)
Gældende ret
Sammenlignende reklame er i dag reguleret i markedsføringslovens § 5. Bestemmelsen har
følgende ordlyd:
§ 5. Sammenlignende reklame omfatter enhver reklame, som direkte eller indirekte henviser til
en konkurrent eller til varer eller tjenesteydelser, som udbydes af en konkurrent.
Stk. 2. Sammenlignende reklame, jf. stk. 1, er tilladt efter denne lov, når sammenligningen
1) ikke er vildledende,
2) angår varer eller tjenesteydelser, der opfylder samme behov eller tjener samme formål,
3) er objektiv og sammenligner en eller flere konkrete og relevante egenskaber, der kan dokumenteres,
og som er repræsentative for disse varer eller tjenesteydelser, herunder prisen,
4) ikke skaber forveksling på markedet mellem annoncøren og en konkurrent eller mellem annoncørens
og en konkurrents varemærker, firmanavne, andre karakteristiske kendetegn, varer
eller tjenesteydelser,
5) ikke miskrediterer eller nedvurderer en konkurrents varemærker, firmanavne, andre karakteristiske
kendetegn, varer, tjenesteydelser, aktiviteter eller øvrige forhold,
6) for produkter med oprindelsesbetegnelse i hvert enkelt tilfælde vedrører produkter med
samme betegnelse,
7) ikke drager utilbørlig fordel af den anseelse, der er knyttet til en konkurrents varemærke,
firmanavn eller andre karakteristiske kendetegn, eller af konkurrerende produkters oprindelsesbetegnelser
og
8) ikke fremstiller en vare eller tjenesteydelse som en imitation eller en kopi af en vare eller
tjenesteydelse, der er dækket af et beskyttet varemærke eller firmanavn.
Markedsføringslovens § 5 gennemfører artikel 2, litra c, og artikel 4 i direktivet om vildledende
og sammenlignende reklame.
SIDE 333 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Bestemmelsen blev indsat i markedsføringsloven i år 2000175, som § 2 a. § 2 a svarer til den
nugældende § 5, bortset fra det oprindelige stk. 3 om særtilbud, som blev ophævet i 2006176.
Indholdet af det tidligere stk. 3 var navnlig, at sammenlignende reklamer med særtilbud bl.a.
skulle oplyse om tilbudsperioden, og om der var tale om et slagtilbud. Det fremgår af bemærkningerne
til 2006-loven, at det daværende stk. 3 fremover vil være reguleret af den generelle
bestemmelse i § 9, stk. 2, om udbud af varer og tjenesteydelser i begrænset antal.
Før bestemmelsen om sammenlignende reklame blev indsat i markedsføringsloven, var området
reguleret af de generelle bestemmelser om god markedsføringsskik, vildledning og forretningskendetegn.
Markedsføringslovens § 5 regulerer først og fremmest forholdet mellem to erhvervsdrivende.
Sammenlignende reklame, der er egnet til at vildlede forbrugerne, vil ofte være en overtrædelse
af den gældende vildledningsbestemmelse i markedsføringslovens § 3. Det betyder, at
selvom gerningsindholdet i § 5 i sig selv ikke er opfyldt i forholdet mellem to erhvervsdrivende,
kan reklamen stadig være vildledende eller i strid med god skik, og dermed i strid med den
gældende §§ 1 og 3 om god skik og vildledning.
Markedsføringslovens § 5, stk. 1
Sammenlignende reklame er i overensstemmelse med direktivets artikel 2, litra c, defineret
som enhver reklame, som direkte eller indirekte henviser til en konkurrent eller til varer eller
tjenesteydelser, som udbydes af en konkurrent.
Markedsføringslovens § 5, stk. 1, finder anvendelse på sammenlignede reklame, der direkte
eller indirekte henviser til en konkurrent eller dennes varer eller tjenesteydelser. Der skal
således som minimum foreligge en konkurrencerelation mellem annoncøren og den eller de
erhvervsdrivende, som sammenligningen angår. Fx vil en erhvervsdrivendes brug af en ikkekonkurrerende
virksomheds kendte varemærke som kvalitetsbetegnelse for sine egne produkter
ikke være omfattet af § 5, men derimod varemærkelovens og markedsføringslovens
bestemmelser om god markedsføringsskik og vildledning.
Hvornår der foreligger en konkurrencerelation er ikke altid klart, men spørgsmålet må i sidste
instans fastlægges i retspraksis.
__________________
175
Lov nr. 164 af. 15. marts 2000 om ændring af lov om markedsføring og lov om rejsegarantifond.
176
Lov nr. 1547 af 20. december 2006 om ændring af markedsføringsloven.
SIDE 334 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Markedsføringslovens § 5, stk. 2
Markedsføringslovens § 5, stk. 2, fastsætter otte betingelser, som skal være opfyldt, for at
sammenlignende reklame er lovlig. Betingelserne er kumulative og skal overholdes fuldt ud.177
Afgørende for vurderingen af om sammenlignende reklame er lovlig, er blandt andet, om
sammenligningen er korrekt, relevant, loyal, dokumenterbar, repræsentativ og ikke vildledende.
178
Markedsføringslovens § 5 regulerer ikke reklameindholdet i øvrigt.
Da markedsføringslovens § 5 har til formål at beskytte erhvervslivet, er overtrædelse af bestemmelsen
undergivet privat påtale, jf. markedsføringslovens § 30, stk. 3.
Udvalgets overvejelser
Anvendelse af begrebet reklame contra begrebet markedsføring
Den gældende markedsføringslovs § 5, stk. 1, definerer sammenlignende reklame som enhver
reklame, som direkte eller indirekte henviser til en konkurrent eller til varer eller tjenesteydelser,
som udbydes af en konkurrent.
Udvalget har overvejet, om begrebet reklame skal ændres til markedsføring i overensstemmelse
med terminologien i markedsføringsloven.
Direktivet om vildledende og sammenlignende reklame indeholder i artikel 2, litra c, en definition
på sammenlignende reklame. Denne er implementeret ordret i den gældende lovs § 5, stk.
1.
Endvidere indeholder direktivet om vildledende og sammenlignende reklame en definition af
begrebet reklame, jf. direktivets artikel 2, litra a.
Det er udvalgets vurdering, at begrebet reklame fortsat skal anvendes i den foreslåede § 21
om sammenlignende reklame. Udvalget har i sin vurdering lagt vægt på, at bestemmelsen
gennemfører direktivet om vildledende og sammenlignende reklame, der både indeholder en
definition af begrebet sammenlignende reklame og begrebet reklame.
__________________
177
Præambel 11 i direktiv 2006/114/EF.
178
Lf 35 af 12. juli 1999, de specielle bemærkninger.
SIDE 335 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Udvalget anbefaler således, at begrebet reklame også fremover skal anvendes i den foreslåede
§ 21 for at bringe bestemmelsen i overensstemmelse med direktivets ordlyd,
Definitionen af sammenlignede reklame
Den gældende markedsføringslovens § 5, stk. 1, definerer som nævnt sammenlignende reklame
som enhver reklame, som direkte eller indirekte henviser til en konkurrent eller til varer
eller tjenesteydelser, som udbydes af en konkurrent. og gennemfører således
Bestemmelsen blev indsat i markedsføringsloven i år 2000, som § 2 a, stk. 1, der svarer til den
nugældende § 5, stk. 1.
I henhold til definitionen i markedsføringslovens § 5, stk. 1, finder bestemmelsen anvendelse
på sammenlignede reklame, der direkte eller indirekte henviser til en konkurrent eller dennes
varer eller tjenesteydelser. Der skal således som minimum foreligge en konkurrencerelation
mellem annoncøren og den eller de erhvervsdrivende, som sammenligningen angår.
Da definitionen af sammenlignende reklame afgrænser de direktivbundne reglers anvendelsesområde,
dvs. betingelserne for hvornår sammenlignende reklame er tilladt, anser udvalget
det for væsentligt, at bemærkningerne til definitionen præciseres under henvisning til blandt
andet nyere domspraksis.
Det er derfor udvalgets anbefaling, at det skal fremgå klarere af bemærkningerne, hvornår
noget er sammenlignende reklame, således at der i bemærkningerne til den foreslåede § 21.
stk. 1, indsættes eksempler fra domspraksis.
Anprisninger omfattet af definitionen af sammenlignende reklame
Højesteret har i U 2012.1089 H taget stilling til en markedsføringskampagne gennemført af
den engelske spiludbyder Ladbrokes, hvor Ladbrokes markedsførte sig med at have bedre
service, samme tryghed, samme spil og større gevinster.
Udvalget har på baggrund af dommen overvejet, hvorvidt denne medfører, at anprisninger er
omfattet af § 5. Anprisninger er fx, når en erhvervsdrivende siger, at de har byens bedste betjening.
Højesteret fastslog i dommen, at udtrykkene bedre service og samme tryghed er subjektive
udsagn, der ikke nærmere kan verificeres. Samme spil og større gevinster var derimod verificerbare
udtryk. Ingen af disse udsagn var imidlertid verificeret af Ladbrokes, og udsagnene
fandtes derfor i strid med den gældende markedsføringslovs § 5.
Det er udvalgets vurdering, at dommen er konkret, idet den vedrører sammenligning af spiludbydere
på et meget afgrænset marked, hvor der på daværende tidspunkt kun fandtes én
SIDE 336 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
dansk spiludbyder. Udvalget mener derfor ikke, at dommen kan tages til indtægt for, at anprisninger
generelt er omfattet af bestemmelsen.
Udvalget har i sin vurdering lagt vægt på, at anprisninger ofte ikke har noget meningsindhold,
da den egenskab, der fremhæves, typisk ikke kan verificeres. Eksempelvis vil frisøren, der
markedsfører sig med byens flotteste klipning eller at have landets bedste service, anprise sin
vare ved at fremhæve en egenskab, der er subjektiv, og som dermed ikke kan verificeres.
Det er på den baggrund udvalgets vurdering, at anprisninger, som fx ”samme spil og større
gevinster”, som udgangspunkt kun er omfattet af bestemmelsen i de tilfælde, hvor eksempelvis
markedsstrukturen medfører, at det kan afgøres, hvem der henvises til.
Prissammenligninger
Det er udvalgets vurdering, at bestemmelsen om sammenlignende reklame fungerer godt i
praksis. Udvalget har dog drøftet behovet for en præcisering af bemærkningerne til den foreslåede
bestemmelses stk. 2, nr. 3, som afsluttes med ordene ”herunder prisen”.
I de gældende bemærkninger til bestemmelsens stk. 2, nr. 3, fremgår det, at angivelse af prisen
alene efter omstændighederne kan opfylde bestemmelsens kriterier og være tilladt.
Betydningen heraf er, at en sammenligning alene på pris normalt er tilstrækkeligt til at opfylde
nr. 3. Pris er dermed en konkret, relevant og repræsentativ egenskab, såfremt produkterne
i øvrigt er sammenlignelige. Der skal således fortsat ske en vurdering af, om bestemmelsens
nr. 1-2 og 4-8 er opfyldt, før lovligheden af en prissammenligning kan afgøres.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at bestemmelsen videreføres, men at det præciseres i
bemærkningerne til bestemmelsens nr. 3, at en sammenligning kan basere sig på mange forhold
for at være omfattet af bestemmelsen, men hvis sammenligningen alene er baseret på
prisen, vil dette være tilstrækkelig til at opfylde bestemmelsens nr. 3.
SIDE 337 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
§ 22 om forretningskendetegn (Tidligere § 18)
Gældende ret
Den gældende markedsføringslov indeholder en bestemmelse om forretningskendetegn i § 18,
der har følgende ordlyd:
Forretningskendetegn
§ 18. Erhvervsdrivende må ikke benytte forretningskendetegn og lignende, der ikke tilkommer
dem, eller benytte egne kendetegn på en måde, der er egnet til at fremkalde forveksling med
andre.
Bestemmelsen om forretningskendetegn har været i markedsføringsloven, siden loven blev
introduceret i 1974. Bestemmelsen stammer oprindeligt fra den tidligere konkurrencelov, og
har eksisteret i dansk lovgivning siden 1912179. Bestemmelsen er en ren national bestemmelse.
Begrebet ”forretningskendetegn” dækker over ethvert kendetegn, der har en identificerende
og/eller differentierende funktion i forhold til den pågældende erhvervsdrivende og de produkter,
der udbydes.
Markedsføringsloven forbyder i 1. led ”Erhvervsdrivende at benytte forretningskendetegn, der
ikke tilkommer dem” og i 2. led, ”benyttelse af egne kendetegn, der er egnet til at fremkalde forveksling
med andre (kendetegn)”.
Der er i praksis ikke nogen skarp grænse mellem de to grupper af forretningskendetegn, men
1. led antages at omfatte erhvervsdrivendes uhjemlede benyttelse af et navn identisk med
tredjemands forretningskendetegn eller næsten identiske hermed. 2. led omfatter tilfælde,
hvor der er forvekslingsrisiko mellem to forretningskendetegn180.
Forbuddet mod at benytte forretningskendetegn, der ikke tilkommer en efter § 18, 1. led,
forudsætter ikke, at forretningskendetegnet benyttes i konkurrerende virksomhed eller for
konkurrerende produkter.
__________________
179
Der henvises til Konkurrenceudvalgets betænkning angående En Ny Konkurrencelov, betænkning 416/1966, s.27ff, Forbrugerkommissionens
betænkning II, betænkning 681/1973, s. 22 og lovforslag af 8. marts 1974, FT 1973-1974, tillæg A, sp. 2241,
specielle bemærkninger til § 5.
180
Borcher og Bøggild, Markedsføringsloven, 3. udgave, s. 494.
SIDE 338 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Forbuddet mod at benytte egne kendetegn på en måde, der er egnet til at fremkalde forveksling
efter § 18, 2. led, er ikke betinget af, at der kan føres bevis for, at der konkret er sket en
forveksling. Det er tilstrækkeligt, at der er en risiko for forveksling.
Forvekslingsbedømmelsen er to-ledet, idet bedømmelsen ikke alene baseres på sammenfaldet
mellem to kendetegn, men også på den grad af konkurrence- eller branchesammenfald, der er
mellem de varer eller ydelser, som kendetegnene dækker. Dette er begrundet i ønsket om, at
det enkelte kendetegn ikke gives en bredere beskyttelse, end det reelt har behov for. Kravene
til sammenfald mellem to kendetegn vurderes konkret fra sag til sag. Kendetegn med ringe
særpræg gives en snæver beskyttelse, hvorimod kendetegn med en klar adskillelsesevne gives
en bredere beskyttelse. Det kan udledes af domspraksis på området, at der efter omstændighederne
stilles ganske store krav til konkurrencesammenfaldet, idet en række domme fastslår,
at virke inden for samme branche ikke er tilstrækkeligt, hvis målgruppen er forskellig.
Foreligger der en forvekslingsrisiko mellem to forretningskendetegn, uden af kravet til konkurrencerelationen
er opfyldt, kan brugen af kendetegnet eventuelt være i strid med markedsføringslovens
§ 1, såfremt der er tale om snyltning på goodwill og lignende.
Forvekslingskriteriet efter markedsføringslovens § 18 er objektivt baseret. Men retspraksis
viser, at der ved bedømmelsen af, om der foreligger en krænkelse, lægges vægt på ond tro,
snyltningshensigt og illoyal adfærd. Det er vanskeligt at sige, hvor stor en indflydelse disse
forhold har på forvekslingsbedømmelsen, men det må ifølge retspraksis antages, at en krænkelse
lettere konstateres, hvis tredjemand handler i ond tro.
Retten til at anvende navne, varemærker og forretningskendetegn er – udover i markedsføringslovens
§ 18 - specifikt reguleret i:
• Varemærkeloven
• Selskabsloven
• Lov om visse erhvervsdrivende virksomheder
• Lov om registrering af fonde
• Navneloven
• Internetdomæneloven
• EU-varemærkeforordningen
Bestemmelsen om beskyttelse af forretningskendetegn har fået aftagende betydning som følge
af det stigende omfang af særlovgivning, der regulerer retten til at anvende navne, varemærker
og kendetegn.
Udvalgets overvejelser
Opretholdelse af bestemmelsen
En kendetegnsbeskyttelsesregel som markedsføringslovens § 18, der gælder uden for varemærkelovens
regi, har eksisteret i dansk ret i mere end 100 år.
SIDE 339 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Efter sin ordlyd har § 18 et ganske bredt anvendelsesområde, der dækker ethvert "forretningskendetegn
og lignende", og i princippet kan ramme enhver kendetegnsbrug. I praksis er
det selvstændige anvendelsesområde imidlertid væsentligt mere begrænset, dels fordi § 18 i
vidt omfang fortrænges af speciallovgivning, dels fordi § 18 ofte bringes i anvendelse sammen
med § 1, uden at det er klart, hvilken selvstændig betydning § 18 konkret har haft.
Den primære hovedlovgivning inden for kendetegnsbeskyttelse er varemærkeforordningen og
varemærkeloven, der implementerer varemærkedirektivet181.
Inden for den rene varemærkeret fører et sædvanligt lex specialis princip til, at varemærkelovgivningen
går forud for markedsføringslovens § 18, som derfor fortrænges af varemærkeretten
og ikke har et selvstændigt indhold i rene tvister om kendetegn, som er beskyttet og
krænket efter varemærkelovgivningen.
Enkelte retsafgørelser udtrykker dette meget klart, se fx Sø- og Handelsrettens præmisser i
disse domme:
U.2012.2706H: ”… indebærer en overtrædelse af varemærkelovens § 4, stk. 1-2, som er den
specielle regel, er der ikke anledning til at tage stilling til, om Fakta ved denne brug tillige har
overtrådt den almindelige regel om forbud mod markedsføring i strid med god markedsføringsskik
i markedsføringslovens § 1” (§ 18 var ikke påberåbt af rettighedshaveren i sagen,
Puma).
U.2013.1044H: "Idet Sparta herved har krænket Egmonts eneret til varemærket ALT FOR
DAMERNE, jf. varemærkelovens § 4, tages Egmonts påstand 1 og 2 for så vidt til følge. Idet
varemærkeloven er den specielle lov, og markedsføringslovens regler om beskyttelse af forretningskendetegn,
om vildledning m.v. er de generelle regler herom, og idet Egmont ikke har
peget på forhold, som uden at indebære en overtrædelse af varemærkeloven har indebåret en
overtrædelse af bestemmelser i markedsføringsloven, er der herefter ikke anledning til at tage
stilling til, om også markedsføringsloven måtte være overtrådt ved de samme forhold, og
Sparta frifindes derfor for overtrædelse af markedsføringsloven."
U.2013.1856S: "Det kan ikke antages, at markedsføringslovens § 18 giver Prælaturets varemærke
og navn en selvstændig beskyttelse, som rækker ud over, hvad der allerede følger af
varemærkeloven. Der er derfor ikke grundlag for at tage stilling til, om Demas brug af sit varemærke
er i strid med markedsføringslovens § 18."
__________________
181
Med vedtagelsen den 15. december 2015 af varemærkedirektiv 2015/2436 blev der indført en øget grad af totalharmonisering
inden for varemærkeretten.
SIDE 340 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Også anden kendetegnslovgivning reducerer det selvstændige anvendelsesområde for markedsføringslovens
§ 18. Dette gælder navnlig selskabslovens § 2, lov om visse erhvervsdrivende
virksomheder § 6, lov om erhvervsdrivende fonde § 5, navnelovens § 3 og internetdomænelovens
§ 25. Kendetegn, der nyder beskyttelse efter sådanne særregler, opnår sædvanligvis
ikke en supplerende kendetegnsretlig beskyttelse efter markedsføringslovens § 18, se til illustration
U.1999.1406H, hvor brugen en virksomheds "anvendelse af MultiChoice i sit selskabsnavn
er i strid med aktieselskabslovens § 153, stk. 2, uanset at der ikke forelå branchesammenfald.
Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til, om appellantens anvendelse
af navnet er i strid med markedsføringslovens § [18]."
En lex specialis betragtning afholder dog ikke domstolene fra at gøre kumulativ brug af varemærkeloven
og markedsføringslovens § 18 (og § 1), og i en ganske betydelig del af retspraksis
om kendetegnskrænkelser sker der domfældelse efter begge regelsæt, se til illustration:
U.2012.107H: "Ordet TRANSFORMERS er af Hasbro registreret som varemærke og indarbejdet
af Hasbro som kendetegn for legetøj, der kan omformes fra en figur til en anden. Højesteret
tiltræder, at VN Legetøj - selvom »transform« for nogle peger i retning af overgang fra en
form til en anden - ved at bruge ordet TRANSFORMAX som kendetegn for legetøj af samme
slags, har overtrådt varemærkelovens § 4, stk. 1, nr. 2, og varemærkeforordningens artikel 9,
stk. 1, litra b, samt markedsføringslovens § 1 og § 18."
Med vedtagelsen den 15. december 2015 af varemærkedirektiv 2015/2436 blev der indført en
øget grad af totalharmonisering inden for varemærkeretten. Vi har ikke i dette notat foretaget
en vurdering af, hvorvidt totalharmoniseringen af varemærkeretten har betydning for udformningen
af en supplerende kendetegnsbeskyttelsesregel i markedsføringsloven.
U.2014.876H: "Højesteret tiltræder, at Noma på tidspunktet for annonceringen var særdeles
velkendt i Danmark. Ved annonceringens fremhævelse af Noma som »verdens bedste« restaurant
blev Nomas varemærke brugt på en dominerende og meget iøjnefaldende måde. Homeenters
chokoladeklub forsøgte ved denne brug at lægge sig i kølvandet på Nomas renommerede
varemærke for derved at drage fordel af varemærkets tiltrækningskraft, omdømme og prestige.
Højesteret finder, at Homeenter herved på utilbørlig måde har snyltet på varemærkets
særpræg og renomme. Det tiltrædes derfor, at der er sket en overtrædelse af varemærkelovens
§ 4, stk. 2. Efter det anførte finder Højesteret, at der tillige er sket en overtrædelse af
markedsføringslovens §§ 1 og 18."
Nogen selvstændig relevans har markedsføringslovens § 18 imidlertid ikke haft i retspraksis,
hvor der sker kumulativ domfældelse efter varemærkelovgivningen og markedsføringslovens
§ 18, da § 18 ikke hjemler en sanktionering, der er mere vidtrækkende end varemærkelovgivningens
sanktioneringsmuligheder. Først og fremmest hjemler varemærkeloven et veludviklet
økonomisk sanktionskatalog, der stiller en rettighedshaver i hvert fald mindst lige så godt som
efter markedsføringslovens § 20, stk. 2-4. I tillæg hertil giver varemærkelovgivningen en rettighedshaver
reelle muligheder for strafforfølgning, dels fordi overtrædelser, der kan føre til
bødestraf, kan påtales af den forurettede rettighedshaver selv under en civilretlig krænkelsesSIDE
341 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
sag, dels fordi tilregnelseskravet i varemærkesager alene er (grov) uagtsomhed, jf. varemærkelovens
§§ 42 og 43. I modsætning hertil straffes alene forsætlige overtrædelser af markedsføringslovens
§ 18, og sager herom er - lidt uforståeligt - ikke underlagt privat påtale, hvilket
må antages at være en hovedårsag til, at der aldrig i trykt retspraksis er idømt straf for overtrædelse
af markedsføringslovens § 18.
Er der tale om kendetegn, som ikke nyder beskyttelse efter varemærkelovgivningen, kan markedsføringslovens
§ 18 få en selvstændig betydning. Området herfor reduceres dog i praksis, i
takt med at varemærkelovgivningen i stigende grad har accepteret beskyttelse af nye typer af
tegn som fx tredimensionelle kendetegn, bevægelige kendetegn, farver, lyde, dufte m.v.
Ved kendetegn, som nok er beskyttet efter varemærkelovgivningen, men hvor der ikke foreligger
en krænkelse efter denne lovgivning, rejser det spørgsmål sig, om der kan tænkes en
beskyttelse og krænkelse efter markedsføringslovens § 18. Svaret må principielt være ja, fordi
varemærkelovgivningen hviler på et anderledes grundlag end § 18, til dels varetager andre
hensyn og anvender andre kriterier, der fortolkes af EU-domstolen. Eksempelvis er kriteriet
for, at der foreligger en krænkelse af § 18, at der sker brug af et "forretningskendetegn eller
lign.", der ikke "tilkommer" en erhvervsdrivende, eller at der sker brug af et eget kendetegn
"på en måde, der er egnet til at fremkalde forveksling med andres". Heroverfor står varemærkelovens
§ 4, der anvender a) et identitetskriterium i relation til ydelser af samme art, b) et
forvekslelighedskriterium i relation til ydelser af samme eller lignende art, og c) utilbørligt
udnyttelseskriterium i relation til velkendte varemærker.
I langt hovedparten af de tilfælde hvor domstolene når frem til, at der nok foreligger en varemærkeret
men ikke en varemærkeretlig krænkelse, fører en supplerende selvstændig bedømmelse
efter markedsføringslovens § 18 ikke til domfældelse, i hvert fald ikke hvis ikke der
foreligger supplerende illoyale omstændigheder og dermed typisk også en overtrædelse af
markedsføringslovens § 1, jf. til illustration Sø- og Handelsrettens kendelse af 24. februar
2016, A-50-15: "GoGift.com’s anvendelse af GOGIFT og GO-GIFT.COM som varemærke, selskabsnavn
og domænenavn findes herefter ikke at krænke Go Dreams varemærkerettigheder.
På samme grundlag og da Go Dream ikke har sandsynliggjort, at GoGift.com har handlet illoyalt
over for Go Dream, eller at Go Dreams renommé har lidt skade ved GoGift.com’s markedsføring,
finder retten ligeledes, at der ikke er sandsynliggjort en overtrædelse af markedsføringslovens
§§ 1 og 18."
At markedsføringsloven kan få en selvstændig betydning i sager, hvor der ikke foreligger en
varemærkekrænkelse, men hvor der foreligger forskellige illoyale forhold, illustreres af følgende
retspraksis:
U.2012.107H: "Højesteret tiltræder endvidere, at kendetegnet X-BOT TRANSFORMABLE ikke
er forveksleligt med AUTOBOT, men at VN Legetøjs brug af betegnelsen X-BOT TRANSFORMABLE
på emballage som sket har indebåret en snyltning på Hasbros kendetegn i strid med
markedsføringslovens § 1 og § 18."
SIDE 342 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Sø- og Handelsrettens dom af 19. januar 2015, V-79-13: "… findes Helm I/S' brug af betegnelsen
samshop.dk for kufferter og tasker herefter ikke at medføre risiko for forveksling … eller
at der er en sådan lighed mellem betegnelsen samshop.dk og det velkendte mærke SAMSONITE,
at der i den berørte kundekreds skabes en sammenhæng mellem disse to varemærker …
udgør derfor ikke en krænkelse af … varemærkelovens § 4, stk. 1 og 2, samt EFvaremærkeforordningens
artikel 9, stk. 1 … Det skal herefter vurderes, om Helm I/S derimod
har overtrådt markedsføringsretlige regler. Retten finder, at Helm I/S' brug af forretningskendetegnet
og domænenavnet samshop.dk i forbindelse med markedsføring og salg af kufferter
og tasker netop af mærket SAMSONITE efter en samlet vurdering udgør en overtrædelse af
markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik og § 18, hvorefter erhvervsdrivende
ikke må benytte egne kendetegn på en måde, der er egnet til at fremkalde forveksling med
andres. Retten har herved navnlig lagt vægt på, at Helm I/S ved sit valg af forretningskendetegnet
og domænenavnet samshop.dk har anvendt den første del af Samsonites velkendte
varemærke SAMSONITE og … har tilstræbt en henvisning til, at Helm I/S forhandler kufferter
og tasker af mærket Samsonite. Der er endvidere lagt vægt på en række detaljer på hjemmesiden,
herunder at skrifttypen i Helm I/S' SamShop.dk logo i høj grad minder om skrifttypen i
Samsonites figurmærke, og at Helm I/S umiddelbart under sit SamShop.dk-logo anvender et
pay off (“Dedicated to Samsonite”), svarende til på hjemmesiden www.samsonite.dk under
Samsonites figurmærke (“By Your Side”). Ligeledes bruger Helm I/S Samsonites figurmærke i
Helm I/S' pay off, og til venstre i browserlinjen og i browser tab'en anvendes det tegn, som
Samsonite i sit figurmærke anvender i stedet for et “o, svarende til på hjemmesiden
www.samsonite.dk. Retten finder, at der herved er opstået en betydelig risiko for, at den almindeligt
oplyste og rimeligt opmærksomme internetbruger ved opslag på www.samshop.dk
vil antage, at hjemmesiden drives af Samsonite eller en virksomhed, der er økonomisk forbundet
med Samsonite, og Helm I/S udnytter derved på utilbørlig vis den goodwill, der er
knyttet til Samsonites varemærker."
Sø- og Handelsrettens dom af 1. april 2015, A-19-14: "… finder retten det godtgjort, at der ved
anvendelse af en flakon, der fremstår som en slavisk efterligning af CND’s flakon … under
samtidig anvendelse af de under påstand 1 anførte kendetegn sker en krænkelse af markedsføringslovens
§ 1 og § 18. Retten lægger herved til grund, at CND var de første til i forbindelse
med deres registrerede varemærke at anvende den deskriptive betegnelse shellac på det pågældende
marked, og at tillige de farveangivelser, RCB anvender, i kombination med anvendelse
af flakonen fremstår som en snyltning på CND’s markedsføring."
Det ses imidlertid, at domstolene i disse eksempler henviser til både §§ 1 og 18 i markedsføringsloven,
og det er derfor vanskeligt præcis at udlede, hvorvidt afgørelserne ville have fået
samme udfald uden § 18. Dette må antages, idet den pågældende brug under alle omstændigheder
forekommer at have været i strid med god skik. Det er således karakteristisk for sager,
der gør brug af markedsføringslovens § 18, at domfældelse alene sker sammen med andre
bestemmelser, først og fremmest varemærkelovens § 4, varemærkeforordningens artikel 9 og
markedsføringslovens § 1. I de tilfælde, hvor § 18 anvendes uden samtidig brug af varemærkelovgivningen,
lægger retspraksis betydelig vægt på at fremhæve supplerende illoyale og uacceptable
elementer, der er i strid med god skik.
SIDE 343 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Sammenfatning
Markedsføringslovens § 18 har karakter af en fleksibel, kendetegnsretlig generalklausul, hvis
selvstændige område i praksis dog er yderst snævert og centrerer sig om tilfælde, hvor der
sker brug af kendetegn, som af forskellige årsager ikke kan varemærkebeskyttes - fx lokale
kendetegn, koncepter, udsmykninger, indretninger, uniformer, menukort, slogans - og hvor
der samtidig foreligger snyltning på andres goodwill/renommé eller andre illoyale, skadegørende
eller uacceptable forhold. Selvom det derfor må antages, at så godt som alle praktisk
forekommende tilfælde vil kunne håndteres efter god skik-bestemmelsen i markedsføringslovens
§ 1, kan der være en vis signalværdi og legitimitet i at kunne henføre en uretmæssig
kendetegnsbrug under såvel en god skik-regel som en særlig kendetegnsbeskyttelsesregel.
Samtidig kan den supplerende brug af § 18 - i hvert fald på papiret (da bestemmelsen ikke er
undergivet privat påtale) - føre til en skærpet sanktionering af en uretmæssig kendetegnsbrug,
idet § 18 modsat § 1 er bødestrafsanktioneret.
Det er på den baggrund udvalgets vurdering, at bestemmelsen er med til at sikre velfungerende
markeder og derfor bør bevares.
Udvalget anbefaler, at bestemmelsen bevares.
Endvidere anbefaler udvalget, at der foretages en samlet behandling af hele kendetegnsretten,
hvor snitfladerne mellem og beskyttelsesområdet efter de enkelte love klarlægges.
SIDE 344 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
§ 23 om erhvervshemmeligheder og tekniske tegninger (Tidligere § 19)
Gældende ret
Den gældende markedsføringslov indeholder en bestemmelse om erhvervshemmeligheder og
tekniske tegninger i § 19, der har følgende ordlyd:
Erhvervshemmeligheder og tekniske tegninger
§ 19. Den, der er i tjeneste- eller samarbejdsforhold til en virksomhed eller udfører et hverv for
denne, må ikke på utilbørlig måde skaffe sig eller forsøge at skaffe sig kendskab til eller rådighed
over virksomhedens erhvervshemmeligheder.
Stk. 2. Har den pågældende fået kendskab til eller fået rådighed over virksomhedens erhvervshemmeligheder
på retmæssig måde, må den pågældende ikke ubeføjet viderebringe eller benytte
sådanne hemmeligheder. Forbuddet vedvarer i 3 år efter tjenesteforholdets, samarbejdsforholdets
eller hvervets ophør.
Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på andre personer, der har lovlig adgang
til virksomheden.
Stk. 4. Den, der i anledning af udførelsen af arbejde eller i øvrigt i erhvervsøjemed er blevet betroet
tekniske tegninger, beskrivelser, opskrifter, modeller eller lignende, må ikke ubeføjet benytte
sådant materiale eller sætte andre i stand hertil.
Stk. 5. Erhvervsdrivende må ikke benytte en erhvervshemmelighed, såfremt kendskab til eller
rådighed over den er opnået i strid med de ovenfor nævnte bestemmelser.
Bestemmelsen har til formål at sikre en strafferetlig beskyttelse mod ansatte og samarbejdspartneres
uretmæssig udnyttelse af en erhvervsdrivendes erhvervshemmeligheder og tekniske
tegninger.
Den gældende bestemmelse er en ren national bestemmelse og implementerer ikke EU-ret.
Bestemmelsens stk. 1, 2, 4 og 5 stammer fra den tidligere konkurrencelov og blev medtaget
ved markedsføringslovens indførelse i 1974182. Bestemmelsens stk. 3 blev indsat ved lov nr.
__________________
182
Bestemmelse bygger i alt væsentligt på forslaget i betænkning 416/1966.
SIDE 345 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
352 af 19. maj 2004183. Samtidig ændredes strafferammen, så overtrædelse af straffelovens
regler om industrispionage og markedsføringslovens regler blev ensrettet184.
Overtrædelse af § 19 straffes med bøde eller fængsel i indtil 1 år og 6 måneder, medmindre
der kan idømmes højere straf efter straffelovens § 299 a, jf. markedsføringslovens § 30, stk. 4.
Markedsføringslovens § 19, stk. 1
Markedsføringslovens § 19, stk. 1, fastslår, at personer, der er i et samarbejdsforhold med en
virksomhed, ikke på utilbørlig måde må skaffe sig kendskab til eller rådighed over virksomhedens
erhvervshemmeligheder.
Det fremgår ikke af loven, hvad der skal forstås ved en ”erhvervshemmelighed”. Det følger af
forarbejderne185, at begrebet ”erhvervshemmelighed” dels omfatter hemmeligheder, der knytter
sig til omsætningen af produkter, dels hemmeligheder, der har forbindelse med produktionen.
Der behøver ikke at være en skarp adskillelse, idet en enkelt erhvervshemmelighed kan
bestå af elementer fra begge kategorier.
Erhvervshemmeligheder vedrørende tekniske og produktionsmæssige hemmeligheder kan fx
være tekniske foranstaltninger, der kan udnyttes i virksomhedens produktions- og serviceapparat,
procesmetoder til fremstilling af produkter, forskning og research186. Erhvervshemmeligheder
kan udgøre en opfindelse, som opfylder betingelserne for at kunne patenteres, men
som virksomheden ikke ønsker offentliggjort. Hemmelighedens tekniske kvalitet kan også
være så beskeden, at der ikke ville være grundlag for patent, men hemmelighedens udnyttelse
kan dog indebære en væsentlig fordel og dermed begrunde en interesse i, at forholdet ikke
kommer til konkurrenters kundskab.
Erhvervshemmeligheder kan også vedrøre kommercielle hemmeligheder. Det kan fx bestå i en
særlig hensigtsmæssigt indrettet salgs- og indkøbsorganisation eller være oplysninger til brug
for virksomhedens kommercielle aktiviteter, såsom regnskabsforhold, kundeemner, leverandørforbindelser,
prisstruktur, markedsanalyser m.v. Markedsføringsplaner, konkurrentanalyser
og mere overordnede strategiske forhold er også omfattet.187
__________________
183 Lf nr. 55 af 5. november 2003.
184
Ændringerne var foreslået af Brydensholt-udvalget i betænkning 1417/2002.
185
Lf 13 af 6. oktober 2005, specielle bemærkninger til § 17 jf. betænkning 416/1966 s. 30ff.
186
Borcher og Bøggild, Markedsføringsloven, 3. udgave, s. 524.
187
Borcher og Bøggild, Markedsføringsloven, 3. udgave, s. 524.
SIDE 346 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Endelig kan ”erhvervshemmeligheder” også bestå i en mere generel sum af viden, hvori der
ikke alene indgår positivt kendskab til et bestemt forholds løsning/opbygning, men det samlede
erfaringssæt indenfor området188.
Det er en betingelse for beskyttelsen, at erhvervshemmeligheden holdes skjult for offentligheden.
Det vil som udgangspunkt betyde, at informationen kun vil være kendt af en begrænset
kreds af personer, fx ved at kun de personer, som har behov for at kende informationen, delagtiggøres
i den.189
Almindelige faglige erfaringer eller branchekendskab kan ikke være en erhvervshemmelighed.
Det er dog ikke en betingelse, for at en viden kan betegnes som en erhvervshemmelighed, at
informationerne er nye eller eksklusive for virksomheden i den forstand, at de ikke i en eller
anden form er tilgængelige i andre virksomheder, eller at andre virksomheder ikke råder over
en tilsvarende eller mere avanceret teknik. 190
Almindelig kendt viden i virksomheden eller informationer, som virksomheden selv har offentliggjort
falder også uden for bestemmelsen. 191 Det kan fx være oplysninger, som en virksomhed
giver fra sig om sine produkter. En virksomheds solgte produkter kan heller ikke
udgøre en erhvervshemmelighed, og det samme gælder de oplysninger, som konkurrenter kan
fravriste et produkt gennem målinger og undersøgelser (såkaldt reverse engineering). Sådanne
oplysninger kan konkurrenter derfor anvende i deres egen produktion uden at overtræde
markedsføringslovens § 19.
Reglen omfatter alle personer, der via et ansættelses- eller samarbejdsforhold eller et hverv har
lovlig adgang til virksomheden. Personerne vil være omfattet, selvom de benytter denne adgang
til at udforske områder, der er dem uvedkommende.
Ved begrebet ”utilbørlig” forstås, at vedkommende uden virksomhedens samtykke eller uden i
øvrigt at have en særlig adkomst skaffer sig kenskab til eller rådighed over de pågældende
hemmeligheder. Det kan fx være ved at udforske områder, der er den pågældende uvedkommende.
__________________
188
Borcher og Bøggild, Markedsføringsloven, 3. udgave, s. 522.
189
Betænkning 1457/2005, s. 189.
190
Betænkning 1457/2005, s. 189.
191
Betænkning 1457/2005, s. 189.
SIDE 347 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Kendskab omfatter enhver måde, hvorpå den pågældende bliver bekendt med hemmelighederne.
Det kan være ved læsning, via hukommelse, notater, fotografering, elektronisk kopiering
m.v.
Det er tilstrækkeligt for at handle i strid med stk. 1, at den pågældende urtemæssigt skaffer sig
rådighed. Rådighed kan skaffes både fysisk og elektronisk.
Hvis der er enten kendskab eller opnået rådighed, er det uden betydning, om informationerne
er blevet udnyttet. Det må dog antages, at også brugen af uretmæssigt opnåede informationer
kan rammes efter stk. 1.
Markedsføringslovens § 19, stk. 2
Markedsføringslovens § 19, stk. 2, omfatter de tilfælde, hvor en person på retmæssig måde har
fået kendskab eller rådighed over en virksomheds erhvervshemmeligheder, men hvor erhvervshemmelighederne
ubeføjet viderebringes eller benyttes. Er der givet tilladelse til at viderebringe
eller benytte hemmeligheden eller har dette været en nødvendig følge af arbejdet,
falder forholdet uden for bestemmelsens område.
Begrebet viderebringes dækker, når information overlades til tredjemand. Det kan være til
virksomhedens konkurrenter, men bestemmelsen dækker også, når information viderebringes
til fx samarbejdspartnere eller underleverandører.
Ordet benyttes dækker både over rent internt brug, fx i et forskningsprojekt, etablering af
produktionsapparat, fremstilling af produkter og gennemførelse af markedsføring baseret på
erhvervshemmeligheden. Det er efter ordlyden ikke et krav, at erhvervshemmeligheden udnyttes
til fremstilling af produkter, der konkurrerer med arbejdsgiverens eller samarbejdspartnerens.
Bestemmelsen omfatter også viderebringelse og brug, der finder sted efter samarbejdets ophør,
når kendskab eller rådighed er erhvervet under samarbejdet.
Strafferetligt gælder forbuddet i tre år efter ansættelsesforholdets, samarbejdsforholdets eller
hvervets ophør. Det antages i forarbejderne, at der ingen grænse gælder for at gøre et civilretligt
ansvar gældende192.
__________________
192
L 37 af 17. november 1971, bemærkninger til § 4, nr. 1, stk. 2.
SIDE 348 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Markedsføringslovens § 19, stk. 3
Efter stk. 3 finder stk. 1 og 2 ligeledes anvendelse på andre personer, der har adgang til virksomheden.
Bestemmelsen omfatter fx besøgende, sælgere, jobsøgende eller offentlige kontrollører.
Betingelsen er, at den pågældende har lovlig adgang til virksomheden. Det har ikke betydning,
på hvilken måde den ulovlige information indhentes og hvor på virksomheden. Lovlig adgang
omfatter ikke kun virksomhedens fysiske lokaler, men også fx dennes computere og andet ITudstyr
via passwords.193
Markedsføringslovens § 19, stk. 4
Beskyttelsen af tekniske tegninger m.v. efter stk. 4 er et supplement til stk. 2, og omfatter information,
der ofte er bestemt til at komme til kendskab for en bredere kreds uden for virksomhedens
rammer, og derfor ikke kan anses som en erhvervshemmelighed.
Bestemmelsen omfatter efter sin ordlyd tekniske tegninger, beskrivelser, opskrifter, modeller
eller lign. Oplistningen er således ikke udtømmende, men ordlyden peger på, at det pågældende
materiale typisk vil rette sig mod produktions- eller produktorienteret information, herunder
også materiale udarbejdet til brug for licitationer og arkitektkonkurrencer. Ifølge forarbejderne
falder mundtlige anvisninger på et arbejdes udførelse og lignende uden for bestemmelsen
194. Det er derfor en betingelse, at den pågældende information er fikseret enten fysisk
eller elektronisk195.
Det er en betingelse, at materialet er blevet betroet i anledning af udførelsen af arbejde eller i
øvrigt i erhvervsøjemed. Heri ligger, at materialet stilles til rådighed med et angivet formål for
øje og med en vis diskretionspligt. Materialet må således alene anvendes inden for de forudsætninger,
der har dannet grundlag for overgivelsen og må ikke komme uvedkommende i
hænde. Betroelse kan være baseret på en direkte tilkendegivelse eller ligge forudsætningsvis i
materialets karakter196.
Den pågældende må ikke benytte materialet eller sætte andre i stand hertil.
__________________
193
Borcher og Bøggild, Markedsføringsloven, 3. Udgave s. 520.
194
L 37 af 17. november 1971, bemærkninger til § 4, nr. 1, stk. 3.
195
Borcher og Bøggild, Markedsføringsloven, 3. Udgave s. 527.
196
L 37 af 17. november 1971, bemærkninger til § 4, nr. 1, stk. 3.
SIDE 349 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Markedsføringslovens § 19, stk. 5
Markedsføringslovens § 19, stk. 5, supplerer stk. 1-4 og fastslår, at erhvervsdrivende ikke må
benytte erhvervshemmeligheder, såfremt kendskab til eller rådighed over disse er opnået i
strid med markedsføringslovens § 19, stk. 1-4.
Det er en betingelse, at den erhvervsdrivende er i ond tro197.
__________________
197
Borcher og Bøggild, Markedsføringsloven, 3. Udgave s. 527.
SIDE 350 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Udvalgets overvejelser
Direktivet om beskyttelse af forretningshemmeligheder
Den gældende markedsføringslovs § 19 er en ren national bestemmelse, og implementerer
ikke EU-ret.
Den 27. maj 2016 blev Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om beskyttelse af fortrolig
know-how og fortrolige forretningsoplysninger (herefter direktivet om beskyttelse af forretningshemmeligheder)
endeligt vedtaget198.
Direktivets definition af forretningshemmeligheder stammer fra TRIPS-aftalen, som Danmark
allerede har tilsluttet sig, og svarer derfor til begrebet ”erhvervshemmeligheder” i § 19.
Direktivet forbyder erhvervelse, brug og videregivelse af en forretningshemmelighed uden
forretningshemmelighedshaverens samtykke, hvis forretningshemmeligheden er erhvervet
ulovligt. Det kan fx være, hvis forretningshemmeligheden erhverves ved uautoriseret adgang
til, kopiering eller tilegnelse af dokumenter, genstande, materialer eller elektroniske filer, der
lovligt kontrolleres af forretningshemmelighedshaveren, eller ved misligholdelse af en fortrolighedsaftale
eller anden kontraktlig forpligtelse. Det kan også være, hvis en person på tidspunktet
for erhvervelse, brug eller videregivelse vidste, at forretningshemmeligheden var
erhvervet direkte eller indirekte fra en anden person, som brugte eller videregav forretningshemmeligheden
ulovligt.
Fremstilling, udbud til salg eller markedsføring af krænkende varer eller import, eksport eller
oplagring af krænkende varer med henblik herpå betragtes også som ulovlig brug af en forretningshemmelighed.
Direktivet fastslår også, at erhvervelse af forretningshemmeligheder er lovligt, hvis forretningshemmeligheden
erhverves ved fx uafhængig opdagelse eller reverse engineering.
Direktivet skal være gennemført i dansk ret senest 9. juni 2018.
Erhvervs- og vækstministeriet har over for udvalget oplyst, at ministeriet er i gang med at
overveje, hvordan direktivet om forretningshemmeligheder mest hensigtsmæssigt gennemføres
i dansk ret. Ministeriet har oplyst, at det er ministeriets umiddelbare vurdering, at det vil
være hensigtsmæssigt at gennemføre direktivet i en ny hovedlov.
__________________
198
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2016/943 af 8. juni 2016 om beskyttelse af fortrolig knowhow og fortrolige forretningsoplysninger
(forretningshemmeligheder) mod ulovlig erhvervelse, brug og videregivelse.
SIDE 351 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det er på den baggrund udvalgets vurdering, at det er uhensigtsmæssigt at foretage ændringer
i den nuværende § 19 umiddelbart før, at direktivet om forretningshemmeligheder skal gennemføres
i dansk ret, særligt i lyset af, at det formentlig skal ske i en ny hovedlov.
Udvalget anbefaler på baggrund heraf, at § 19 videreføres uændret, indtil den lovgivning, der
skal gennemføre direktivet om forretningshemmeligheder, træder i kraft.
SIDE 352 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
§ 24 Retsmidler (Tidligere § 20)
Gældende ret
Den gældende markedsføringslov indeholder i § 20 en bestemmelse om retsmidler. Bestemmelsen
har følgende ordlyd:
Retsmidler
§ 20. Handlinger i strid med loven kan forbydes ved dom. I forbindelse hermed eller senere kan
der ved dom gives sådanne påbud, som må anses for nødvendige for at sikre
1) forbuddets overholdelse, herunder ved bestemmelse om, at aftaler, som indgås i strid med et
forbud, er ugyldige, og
2) genoprettelse af den forud for den ulovlige handling eksisterende tilstand, herunder om tilintetgørelse
eller tilbagekaldelse af produkter og om udsendelse af oplysninger eller berigtigelse
af angivelser.
Stk. 2. Handlinger i strid med loven pådrager erstatningsansvar i overensstemmelse med dansk
rets almindelige regler.
Stk. 3. Den, der krænker eller uberettiget udnytter en andens ret i strid med denne lov, skal betale
et rimeligt vederlag herfor.
Stk. 4. Foreligger der hverken forsæt eller uagtsomhed, skal den, der har krænket eller udnyttet
en ret i strid med denne lov, betale et vederlag efter stk. 3, i det omfang det skønnes rimeligt.
Markedsføringslovens § 20, stk. 1
Efter markedsføringslovens § 20, stk. 1, kan retten ved dom forbyde handlinger i strid med
markedsføringslovens regler.
Retten kan herudover for det første i forbindelse med et forbud eller senere ved dom give
påbud, som er nødvendige for at sikre forbuddets overholdelse. Retten kan fx bestemme, at
aftaler, som indgås i strid med et forbud, er ugyldige.
For det andet kan retten i forbindelse med et forbud eller senere ved dom give påbud, som er
nødvendige for at sikre, at den forud for den ulovlige handling eksisterende tilstand genoprettes.
Retten kan fx bestemme, at produkter skal tilbagekaldes og/eller tilintetgøres, at oplysninger
skal udsendes eller angivelser berigtiges. Erhvervsdrivende kan også blive pålagt at
tilbagebetale ulovligt opkrævede beløb. Sø- og Handelsretten har bl.a. pålagt erhvervsdrivende
at tilbagebetale beløb, som var opkrævet i strid med god markedsføringsskik.
SIDE 353 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Et påbud skal dog stå i rimeligt forhold til forseelsen, ligesom påbud skal respektere retsordenens
almindelige regler. Det kan fx ikke påbydes at tilintetgøre ulovlige efterligninger, hvis
produktet er erhvervet af en, der er i god tro.
Markedsføringslovens § 20, stk. 2
Markedsføringslovens § 20, stk. 2, fastslår, at dansk rets almindelige erstatningsregler gælder
ved overtrædelser af markedsføringsloven.
For at en erhvervsdrivende kan tilkendes erstatning efter § 20, stk. 2, skal den erhvervsdrivende
derfor dokumentere at have lidt et tab. Endvidere kræves, at den krænkende erhvervsdrivende
har udvist culpa, ligesom kravene til kausalitet og adækvans skal være opfyldt. Ved
udmålingen af erstatningens størrelse skal den skadelidte erhvervsdrivendes tabsbegrænsningspligt
og eventuelt egen skyld indgå.
Det lidte tab opgøres enten som et afsætningstab eller som markedsforstyrrelser. Hverken
fortjenesten ved den retsstridige handling eller grovheden i den udviste culpa har direkte
betydning for et tab.
Markedsføringslovens § 20, stk. 3 og 4
Efter markedsføringslovens § 20, stk. 3, kan der tilkendes en erhvervsdrivende et rimeligt
vederlag for krænkelse eller uberettiget udnyttelse af den erhvervsdrivende ret efter markedsføringsloven.
Stk. 4 fastslår, at tilkendelse af et vederlag ikke er betinget af culpa hos den
krænkende part, men at der tværtimod også kan tildeles et vederlag ved krænkelser i god tro, i
det omfang det skønnes rimeligt.
Formålet med reglen er at give en bevislempelse. Det følger således af forarbejderne: ”såfremt
det ikke er muligt for en virksomhed at løfte bevisbyrden for, at der er lidt et tab, vil den virksomhed,
der har krænket virksomhedens rettigheder med de nuværende regler kunne opnå
en uberettiget berigelse som følge af den retsstridige handling”.
Ifølge forarbejderne skal bestemmelsen anvendes, hvor en ret efter markedsføringsloven er
blevet krænket eller uretmæssigt udnyttet. Forventningen var, at bestemmelsen primært ville
blive anvendt i forbindelse med produktefterligninger, men også i forbindelse med renommésnyltning,
ulovlig sammenlignende reklame, overtrædelse af bestemmelsen om forretningskendetegn
og i forbindelse med uretmæssig udnyttelse af en erhvervsdrivendes beskyttelsesværdige
viden og information.
SIDE 354 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Udvalgets overvejelser
Udmåling af erstatning
Det følger af markedsføringslovens § 20, stk. 2, at der kan idømmes erstatningsansvar i overensstemmelse
med dansk rets almindelige regler. Det skal derfor blandt andet bevises, at der
er lidt et tab.
I sagen mellem erhvervsdrivende (b2b) skal den skadelidte erhvervsdrivende føre bevis for, at
vedkommende har lidt et tab enten i form af et direkte afsætningstab eller et tab som følge af
markedsforstyrrelse.199 Den fortjeneste, den krænkende erhvervsdrivende har oppebåret ved
sin ulovlige handling, er uden betydning for erstatningsberegningen.
På det immaterialretlige område er der med implementeringen af direktiv 2004/48 om håndhævelse
af intellektuelle ejendomsrettigheder, artikel 13, indført mulighed for, at der ved
beregningen af erstatningen kan tages hensyn til den krænkende parts uberettigede fortjeneste.
Direktivet blev implementeret ved en lovændring i december 2005. Der fremgår følgende
af forarbejderne: ”Muligheden for at tage hensyn til den krænkende parts fortjeneste udgør et
helt nyt element i forhold til de almindelige principper i dansk erstatningsret. Det nye kriterium
kan eventuelt få betydning for erstatningens størrelse, idet det kan bevirke, at rettighedshaver i
visse tilfælde vil kunne få en erstatning, der er større end det lidte tab. Dog kan det ikke forventes,
at rettighedshaver får dækket både sit fulde tab samt krænkerens fortjeneste. Retten får med
bestemmelsen mulighed for at fastsætte den samlede erstatning ud fra skønsmæssige betragtninger,
hvori krænkerens fortjeneste indgår som et element i beregningen. Muligheden for også
at lægge vægt på krænkerens fortjeneste giver således retten adgang til en friere vurdering ved
fastsættelsen af det lidte tab og dermed erstatningens størrelse. Kriteriet krænkerens uberettigede
fortjeneste kan blandt andet tænkes anvendt i situationer, hvor en stor virksomhed har krænket
en indehaver af en intellektuel ejendomsrettighed, der indehaves af en person eller virksomhed
med få økonomiske ressourcer. I sådanne tilfælde kan det være vanskeligt at fastsætte indehavers
tabte fortjeneste og langt lettere at beregne krænkerens fortjeneste”.200
Direktivet dækker ikke markedsføringsretlige krænkelser.
I forhold til de bestemmelser i markedsføringsloven, hvor der er overlap til immaterialretten,
er en skævhed i forhold til de erstatningsregler, der er gennemført på det immaterialretlige
område. Det gælder særligt produktefterligninger efter markedsføringslovens § 1, kendetegnskrænkelser
efter markedsføringslovens § 18 og krænkelser af erhvervshemmeligheder
__________________
199
Betænkning 1457/2005, s. 234.
200
Lf 48 af 9. november 2005 om ændring af patentloven, ophavsretsloven m.v., almindelige bemærkninger.
SIDE 355 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
efter markedsføringslovens § 19. Den krænkende parts uberettigede fortjeneste vil også kunne
overstige det tab, som den krænkede part lider (eller kan bevise, at have lidt) på andre
områder inden for markedsføringsloven. Det kan fx være ved snyltning og illoyal optræden
efter markedsføringslovens §§ 1, 3 og 5. Det vil formentlig også på disse områder have en
præventiv effekt, såfremt den krænkende part her kunne mødes med et krav om en erstatning.
Behovet for at tage hensyn til den krænkende parts fortjeneste kan således også gøre sig gældende
ud over de områder, hvor der er overlap til immaterialretten.
Udvalget har på den baggrund overvejet, om der med inspiration fra direktivet skal indføres
en lignende adgang til ved beregningen af erstatningen for markedsføringsretlige krænkelser
at tage hensyn til den krænkende parts uberettigede fortjeneste.
Der vil dog være tale om en væsentlig ændring af de almindelige principper i dansk erstatningsret.
idet hensynet bag reglerne er at give genoprejsning for et faktisk lidt tab og ikke at
opnå en præventiv effekt Der er endvidere ikke, som på det immaterialretlige område, en EUretlig
forpligtigelse til at indføre ændringen.
Udvalget bemærker i den forbindelse, at dansk erstatningsret bygger på det princip, at der
som hovedregel alene kan kræves erstatning for det økonomiske tab, der er lidt, mens erstatning
for ikke-økonomisk tab eller indirekte tab gives alene, hvor der er et særligt behov herfor.
Tilkendelse af erstatning for ikke-økonomisk tab forudsætter, at der er en særlig lovhjemmel
hertil.
Baggrunden for denne begrænsning i adgangen til at tilkende erstatning for ikke-økonomisk
eller indirekte tab er vanskelighederne ved at opstille objektive kriterier for fastsættelsen af
erstatningen. En almindelig regel om, at også ikke-økonomisk eller indirekte tab kan kræves
erstattet, vil medføre betydelig retsusikkerhed og risiko for vilkårlighed med hensyn til, hvornår
og i hvilket omfang der vil kunne tilkendes en sådan erstatning.
Udgangspunktet er, at skadelidte økonomisk skal stilles som, at skaden ikke var sket. En regel,
hvorefter der også kan tilkendes erstatning som følge af den krænkende parts uberettigede
fortjeneste, vil således kunne føre til, at erstatningen overstiger det faktiske tab, der er lidt, og
vil således bryde med et af de mest grundlæggende almindelige erstatningsretlige principper.
Udvalget bemærker endvidere, at derefter den gældende lovs § 20, stk. 3, er mulighed for at
tilkende en erhvervsdrivende et rimeligt vederlag for krænkelse eller uberettiget udnyttelse af
den erhvervsdrivendes ret.
Efter markedsføringslovens § 20, stk. 4, kan der endvidere i situationer, hvor den krænkende
part hverken har handlet forsætligt eller uagtsomt, fastsættes, at den krænkende part alligevel
skal betale et rimeligt vederlag efter stk. 3, i det omfang det skønnes rimeligt.
På den baggrund anbefaler udvalget, at der ikke indføres en mulighed for at tage hensyn til
den krænkende parts uberettigede fortjeneste.
SIDE 356 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
§ 25 Forbrugerombudsmanden (Tidligere § 22)
Gældende ret
Den gældende markedsføringslov indeholder en bestemmelse om Forbrugerombudsmanden i
§ 22. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
Forbrugerombudsmanden
§ 22. Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, at loven og de i medfør af loven udstedte bekendtgørelser
overholdes, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne.
Stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan kræve meddelt alle oplysninger, som skønnes nødvendige
for dennes virksomhed, herunder til afgørelse af, om et forhold falder ind under lovens bestemmelser.
Oplysningerne kan kræves meddelt inden for en kort frist, når det gælder sammenlignende
reklame, eller når det efter omstændighederne skønnes påkrævet.
Stk. 3. Forbrugerombudsmanden udnævnes af erhvervs- og vækstministeren for et tidsrum på op
til 6 år med mulighed for forlængelse med op til i alt 3 år. Genudnævnelse som forbrugerombudsmand
efter udløb af den fastsatte periode kan kun ske efter fornyet opslag. Ved genudnævnelse
finder 1. pkt. tilsvarende anvendelse. Forbrugerombudsmanden kan kun afskediges uden
ansøgning, såfremt afskeden er begrundet i helbredsmæssige årsager, eller såfremt den pågældende
som følge af strafbart forhold, tjenesteforseelse eller mislighed er uskikket til at forblive i
stillingen. Ansættelsen ophører automatisk ved udgangen af den måned, hvori den pågældende
fylder 70 år. Forbrugerombudsmanden skal opfylde de almindelige betingelser for at blive dommer.
Stk. 4. Forbrugerombudsmandens afgørelser efter denne lov kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.
Stk. 5. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter nærmere regler om Forbrugerombudsmandens
virksomhed.
Markedsføringslovens § 22, stk. 1-2 og stk. 4-5, blev indsat i markedsføringsloven ved lov nr.
297 af 14. juni 1974.
Stk. 3 blev indført ved lov nr. 342 af 2. juni 1999 på baggrund af et ønske om at effektivisere
Forbrugerombudsmandens virke. Bestemmelsen blev ændret ved lov nr. 719 af 25. juni 2010,
idet der i stk. 3 blev skabt en mulighed for at gøre ansættelsesperioden for Forbrugerombudsmanden
kortere end 6 år og forlænge udnævnelsesperioden yderligere 3 år.
Markedsføringslovens § 22, stk. 1
Efter markedsføringslovens § 22, stk. 1, er Forbrugerombudsmandens centrale opgave at føre
tilsyn med, at loven og de i medfør af loven udstedte bekendtgørelser overholdes, navnlig ud
SIDE 357 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
fra hensynet til forbrugerne. Denne tilsynsbeføjelse udøves enten på Forbrugerombudsmandens
eget initiativ eller på grundlag af de klager, der rettes til Forbrugerombudsmandsinstitutionen.
Loven indeholder ikke retningslinjer for tilsynsbeføjelsens udøvelse, bortset fra, at det følger
af bestemmelsen, at tilsynet navnlig skal ske ud fra hensynet til forbrugerne. Forbrugerombudsmanden
er dog også forpligtet til at følge de overordnede målsætninger bag markedsføringsloven.
Det betyder, at Forbrugerombudsmanden i sit tilsyn skal balancere erhvervs-,
forbruger- og samfundsinteresser.
Markedsføringslovens § 22, stk. 2
Markedsføringslovens § 22, stk. 2, giver Forbrugerombudsmanden adgang til at kræve meddelt
alle oplysninger, der skønnes nødvendige for dennes virksomhed. Dette er en nødvendig
forudsætning for, at Forbrugerombudsmanden kan tilvejebringe et bedømmelsesgrundlag i de
enkelte sager.
Bestemmelsen skal sikre, at nødvendige oplysninger bliver stillet til Forbrugerombudsmandens
rådighed.
Sprogligt dækker bestemmelsen alle oplysninger, som Forbrugerombudsmanden skønner
nødvendige til vurderingen af en sag. Det er efter bestemmelsen overladt til Forbrugerombudsmandens
skøn at afgøre, hvad der kræves meddelt. Dette skøn er undergivet de almindelige
forvaltningsretlige og processuelle begrænsninger, dvs. krav om saglighed og proportionalitet
m.v.
Markedsføringsloven § 22, stk. 2, er strafsanktioneret i medfør af den gældende lovs § 30, stk.
2.
Markedsføringslovens § 22, stk. 3
Forbrugerombudsmanden udnævnes for et tidsrum af 6 år. Ansættelsesperioden kan gøres
kortere end 6 år, ligesom perioden kan forlænges yderligere 3 år, til i alt op til 9 år. Muligheden
for forlængelse blev indført for at sikre, at der kunne skabes den fornødne kontinuitet, så
Forbrugerombudsmanden får tilstrækkelig tid til at påvirke og følge op på initiativer inden for
de forskellige brancher, samt udnytte den erfaring og viden, som Forbrugerombudsmanden
har fået gennem sit virke.
Markedsføringslovens § 22, stk. 4
Markedsføringslovens § 22, stk. 4, fastslår, at Forbrugerombudsmandens afgørelser ikke er
undergivet administrativ rekurs, og at den pågældende fagminister ikke kan blande sig i Forbrugerombudsmandens
behandling af sager. Ministeriet kan dog føre et vist overordnet tilsyn
med, at Forbrugerombudsmanden forvalter sine beføjelser inden for lovgivningens rammer.
SIDE 358 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Det er muligt at klage til Folketingets Ombudsmand over forvaltningsretlige forhold relateret
til Forbrugerombudsmandens sagsbehandling.
Markedsføringslovens § 22, stk. 5
Markedsføringslovens § 22, stk. 5, bemyndiger erhvervs- og vækstministeren til at fastsætte
nærmere regler om Forbrugerombudsmandens virksomhed. Bemyndigelsen er udnyttet ved
bekendtgørelse nr. 1249 af 25. november 2014 om Forbrugerombudsmandens virksomhed.
Markedsføringslovens § 22, stk.6-10
Markedsføringslovens § 22, stk. 6-10, skaber en generel hjemmel til, at erhvervs- og vækstministeren
efter forhandling med Forbrugerombudsmanden kan fastsætte regler om, at skriftlig
kommunikation til og fra Forbrugerombudsmanden skal foregå digitalt, forudsat at kommunikationen
angår forhold, der er omfattet af markedsføringsloven eller regler udstedt i medfør af
loven.
Indførelsen af stk. 6-9 (og senere stk. 10) skete som led i en generel lovændring på en række
områder med et mål om, at skriftlig kommunikation med det offentlige skal foregå digitalt.
Indførslen af digital kommunikation sker gradvist, og hjemmelen i stk. 6- 10 er endnu ikke
udnyttet i forhold til Forbrugerombudsmanden og markedsføringsloven. Dog har Forbrugerombudsmanden
indført et online klagesystem, der gør det muligt at henvende sig til Forbrugerombudsmanden
via en klageformular.
Udvalgets overvejelser
Opretholdelse af bestemmelse om Forbrugerombudsmanden
Det er udvalgets vurdering, at bestemmelsen om Forbrugerombudsmanden skal opretholdes.
Udvalget har i sin vurdering lagt vægt på, at bestemmelsen hjemler Forbrugerombudsmandens
centrale opgave med at føre tilsyn med markedsføringsloven. Det fastlægges blandt andet
i bestemmelsen, at Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med loven og de tilhørende
bekendtgørelser, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne. Bestemmelsen giver endvidere Forbrugerombudsmanden
adgang til at kræve alle de oplysninger, der skønnes nødvendige for, at
Forbrugerombudsmanden kan tilvejebringe et bedømmelsesgrundlag i de enkelte sager.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at bestemmelsen opretholdes.
Præcisering i bemærkningerne af hvilke oplysninger Forbrugerombudsmanden kan kræve meddelt
Med henblik på tilvejebringelse af et bedømmelsesgrundlag i de enkelte sager, som Forbrugerombudsmanden
behandler, kan Forbrugerombudsmanden efter § 22, stk. 2, kræve meddelt
SIDE 359 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
alle oplysninger, som skønnes nødvendige for dennes virksomhed, herunder til afgørelse af,
om et forhold falder ind under lovens bestemmelser.
Udvalget har overvejet, om bemærkningerne til den gældende § 22, stk. 2, skal præciseres
således, at det fremgår, at de oplysninger, som Forbrugerombudsmanden kan kræve meddelt
efter bestemmelsen, indbefatter alle typer oplysninger, herunder oplysninger i form af fysiske
og elektroniske dokumenter m.v.
Myndighedernes mulighed for at føre tilsyn er ofte kædet sammen med en tvangsmæssig oplysningspligt.
I modsat fald har myndigheden ikke mulighed for at føre tilsyn. Fx har Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen efter konkurrencelovens § 17, stk. 1, en lignende hjemmel, hvorefter
styrelsen kan kræve alle oplysninger, herunder regnskaber, regnskabsmateriale, udskrift
af bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data, som skønnes nødvendige for
udførelsen af de opgaver, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er tillagt efter konkurrenceloven,
eller til afgørelse af, om et forhold er omfattet af konkurrencelovens bestemmelser.
Formålet med bestemmelsen er at sætte Forbrugerombudsmanden i stand til at foretage en
saglig og grundig sagsbehandling. Det vil efter udvalgets vurdering kræve udlevering af dokumenter
og andet materiale. Det er på den baggrund udvalgets vurdering, at det i bemærkningerne
med fordel kan præciseres, at § 22, stk. 2, omfatter alle typer oplysninger. Udvalget
har lagt vægt på, ordlyden af markedsføringslovens § 22 a, stk. 3, hvor der udtrykkelig er
hjemmel til, at Forbrugerombudsmanden ikke blot kan ”gøre sig bekendt med”, men også kan
”tage kopi af enhver oplysning, herunder markedsføringsmateriale, regnskaber og forretningspapirer,
uanset informationsmedium” samt ”kræve mundtlige forklaringer om faktiske
forhold”.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at bemærkningerne til § 22, stk. 2, præciseres således, at
det fremgår, at de oplysninger, som Forbrugerombudsmanden kan kræve meddelt efter bestemmelsen,
indbefatter alle typer oplysninger, herunder oplysninger i form af fysiske og
elektroniske dokumenter m.v.
Udsendelse af pressemeddelelser
Ifølge § 2 i bekendtgørelse nr. 1249 af 25. november 2014 skal Forbrugerombudsmanden
orientere offentligheden om sager, som er behandlet af Forbrugerombudsmanden, anklagemyndigheden
eller domstolene, og som er af almen interesse eller af betydning for forståelsen
af bestemmelserne i den lovgivning, som Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med.
Inden Forbrugerombudsmanden udsender en pressemeddelelse, foretager Forbrugerombudsmanden
med udgangspunkt i kriterierne i bekendtgørelsens § 2 en afvejning af behovet
for at informere offentligheden om sagen over for de betænkeligheder, herunder af retssikkerhedsmæssig
karakter, som udleveringen af oplysningerne giver anledning til.
SIDE 360 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
I både civile retssager og straffesager udsender Forbrugerombudsmanden en pressemeddelelse,
når sagen er endeligt afsluttet ved dom eller bødevedtagelse.
Det skyldes, at disse sager sædvanligvis er af almen interesse både for forbrugere, herunder
særligt de forbrugere, der måtte være blevet påvirket af markedsføring, men også for andre
erhvervsdrivende. I forhold til andre erhvervsdrivende medfører offentliggørelsen, at de erhvervsdrivende
bliver opmærksomme på reglerne i markedsføringsloven og forståelsen heraf.
Samtidig skabes der en opmærksomhed om overholdelsen af disse regler, og udsendelsen af
en pressemeddelelse tjener derigennem også et generalpræventivt formål.
Ved vurderingen af, om der skal offentliggøres en pressemeddelelse i forbindelse med, at der
indgives politianmeldelse eller der indledes en civil retssag, lægger Forbrugerombudsmanden
bl.a. vægt på:
• Sagens aktualitet
• Den generelle pressemæssige bevågenhed, der måtte være eller have været om sagen.
• Omfanget og karakteren af den markedsføring, der har fundet sted, herunder om
markedsføringen har påvirket en flerhed af forbrugere eller erhvervsdrivende, og om
der er tale om fremadrettede aktiviteter.
• Om det er en markedsføringspraksis, der anvendes eller vil kunne forventes at blive
anvendt af andre erhvervsdrivende.
• Omfanget af den foreliggende rets- eller administrative praksis på området.
Forbrugerombudsmanden kan vælge ikke at indgive politianmeldelse eller anlægge en civil
retssag, men fx i stedet afslutte en sag med en indskærpelse af reglerne over for den erhvervsdrivende.
Ved vurderingen af om der ved afslutningen af disse sager skal udsendes en pressemeddelelse,
foretager Forbrugerombudsmanden ligeledes en konkret vurdering og afvejning
af de forhold og kriterier, der er anført ovenfor.
Herudover udsender Forbrugerombudsmanden en pressemeddelelse, hvis dette ud fra en
konkret vurdering findes relevant ud fra de ovennævnte kriterier m.v. Efter forslag fra Dansk
Erhverv har udvalget drøftet, om Forbrugerombudsmandens forpligtelser til at orientere
offentligheden skal fremgå af markedsføringsloven, således at § 2 i bekendtgørelsen om forbrugerombudsmandens
virksomhed indsættes som en tilføjelse til markedsføringslovens § 22.
Dansk Erhverv og DI ønsker Forbrugerombudsmandens orientering af offentligheden reguleret
i markedsføringsloven, da der herved vil være muligt i bemærkningerne til bestemmelsen
at fastsætte kriterier for, hvordan og hvornår Forbrugerombudsmanden skal orientere offentligheden
om sager vedrørende erhvervsdrivende.
SIDE 361 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Dansk Erhverv har over for udvalget oplyst, at særligt Forbrugerombudsmanden udsendelse
af pressemeddelelser i forbindelse med sager rejst over for erhvervsdrivende bør reguleres
anderledes, end tilfældet er i dag, idet omtalen af sager har stor betydning for de erhvervsdrivendes
omdømme. Dansk Erhverv har påpeget, at de i visse tilfælde finder det problematisk,
at Forbrugerombudsmanden både udsender en pressemeddelelse, når en sag rejses, og
igen når sagen er afsluttet, idet den involverede virksomhed herved ad to omgange risikerer
omfattende medieomtale af sagen. Dansk Erhverv finder, at overtrædelsens grovhed skal indgå
i vurdering af, hvordan Forbrugerombudsmanden orienterer offentligheden.
Herudover ønsker Dansk Erhverv og DI, at erhvervsdrivende skal behandles ens uanset virksomhedsform,
hvilket ikke er tilfældet i dag, hvor der sondres mellem enkeltmandsvirksomheder
og selskaber i forhold til, om den involverede erhvervsdrivende anonymiseres i omtalen
af sagen.
Et flertal i udvalget bestående af professor Caroline Heide-Jørgensen, professor Søren Sandfeld
Jakobsen, professor Torben Hansen, Erhvervs- og Vækstministeriet, Forbrugerombudsmanden,
Kulturministeriet, Justitsministeriet, Danske Advokater/Advokatsamfundet, Håndværksrådet,
Kreativitet & Kommunikation, Danske Medier, Finansrådet og Forbrugerrådet
Tænk finder ikke, at det er hensigtsmæssigt at indsætte regler om Forbrugerombudsmandens
orientering af offentligheden i markedsføringsloven.
SIDE 362 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
§ 26 Digitalisering af Forbrugerombudsmandens virksomhed (Tidligere § 22, stk. 6-10)
Gældende ret
Den gældende markedsføringslov indeholder en bestemmelse om digitalisering af forbrugerombudsmandens
virksomhed i § 22, stk. 6-10. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
Forbrugerombudsmanden
§ 22.
Stk. 6. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og
fra Forbrugerombudsmanden om forhold, som er omfattet af denne lov eller af regler udstedt i
medfør af denne lov, skal foregå digitalt.
Stk. 7. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation,
herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur
eller lignende.
Stk. 8. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten
for meddelelsen.
Stk. 9. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at Forbrugerombudsmanden kan
udstede afgørelser og andre dokumenter efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør af
denne lov uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift eller
under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen
eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter
med personlig underskrift.
Stk. 10. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter,
der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan
udstedes alene med angivelse af Forbrugerombudsmanden som afsender.
Markedsføringslovens stk. 6-10 blev indført i markedsføringsloven ved lov nr. 341 af 27. april
2011.
Markedsføringslovens § 22, stk.6-10
Markedsføringslovens § 22, stk. 6-10, skaber en generel hjemmel til, at erhvervs- og vækstministeren
efter forhandling med Forbrugerombudsmanden kan fastsætte regler om, at skriftlig
kommunikation til og fra Forbrugerombudsmanden skal foregå digitalt, forudsat at kommunikationen
angår forhold, der er omfattet af markedsføringsloven eller regler udstedt i medfør af
loven.
SIDE 363 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Indførelsen af stk. 6-9 (og senere stk. 10) skete som led i en generel lovændring på en række
områder med et mål om, at skriftlig kommunikation med det offentlige skal foregå digitalt.
Indførslen af digital kommunikation sker gradvist, og hjemmelen i stk. 6- 10 er endnu ikke
udnyttet i forhold til Forbrugerombudsmanden og markedsføringsloven. Dog har Forbrugerombudsmanden
indført et online klagesystem, der gør det muligt at henvende sig til Forbrugerombudsmanden
via en klageformular.
Udvalgets overvejelser
Stk. 6-10 vedrørende digitalisering af Forbrugerombudsmandens virksomhed flyttes til ny selvstændig
bestemmelse
Bestemmelsens stk. 6-10 indeholder hjemmel til at fastsætte regler om, at kommunikation
mellem Forbrugerombudsmandens og de erhvervsdrivende skal foregå digitalt. Hjemlen kan
fx konkret anvendes i forbindelse med Forbrugerombudsmandens kommunikation med erhvervsdrivende
i forbindelse med afgivelse af forhåndsbesked, der er en udtalelse fra Forbrugerombudsmanden
om, hvorvidt en påtænkt markedsføringsforanstaltning efter hans opfattelse
er lovlig.
Bestemmelserne blev indsat i markedsføringsloven som et led i udmøntningen af regeringens
målsætning om, at digital kommunikation mellem virksomheder og det offentlige skal udbredes
således, at al relevant skriftlig kommunikation mellem virksomhederne og det offentlige
skal foregå digitalt.
Det er udvalgets vurdering, at disse bestemmelser skal placeres i en selvstændig bestemmelse,
der alene indeholder reglerne om digitalisering af Forbrugerombudsmandens virksomhed.
Udvalget anbefaler derfor, at den gældende markedsføringslovs § 22, stk. 6-10, flyttes til en ny
selvstændig bestemmelse om digitalisering af Forbrugerombudsmandens virksomhed.
SIDE 364 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
§ 27 Kontrolundersøgelser på stedet (Tidligere § 22 a)
Gældende ret
Den gældende markedsføringslov indeholder en bestemmelse om kontrolundersøgelser på
stedet i § 22 a. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
Kontrolundersøgelser på stedet
§ 22 a. Forbrugerombudsmanden kan foretage kontrolundersøgelser til brug for behandling af
klager, der er oversendt fra håndhævelsesmyndigheder i andre EU-lande i medfør af forordning
(EF) 2006/2004 om forbrugerbeskyttelsessamarbejde, og som vedrører overtrædelser af direktiver,
for hvilke Forbrugerombudsmanden er udpeget som kompetent myndighed.
Stk. 2. Forbrugerombudsmandens kontrolundersøgelser kan kun finde sted efter indhentet retskendelse.
Stk. 3. Adgangen til kontrolundersøgelser indebærer, at Forbrugerombudsmanden får adgang til
en virksomheds lokaler og transportmidler med henblik på dér at gøre sig bekendt med og tage
kopi af enhver oplysning, herunder markedsføringsmateriale, regnskaber og andre forretningspapirer,
uanset informationsmedium. Forbrugerombudsmanden kan kræve mundtlige forklaringer
om faktiske forhold i forbindelse med kontrolundersøgelsen.
Stk. 4. Hvor en virksomheds oplysninger opbevares hos eller behandles af en ekstern databehandler,
kan Forbrugerombudsmanden få adgang til den eksterne databehandlers lokaler med henblik
på dér at gøre sig bekendt med og tage kopi af oplysningerne, jf. stk. 3. Adgangen forudsætter,
at det ikke er muligt for Forbrugerombudsmanden at få adgang til de pågældende oplysninger
direkte fra den virksomhed, som er genstand for kontrolundersøgelsen.
Stk. 5. Hvis virksomhedens forhold gør, at det ikke er muligt for Forbrugerombudsmanden samme
dag, som kontrolundersøgelsen foretages, at få adgang til eller tage kopi af oplysningerne, jf.
stk. 3 og 4, kan Forbrugerombudsmanden forsegle de relevante forretningslokaler og oplysninger
i op til 72 timer.
Stk. 6. Under samme betingelser som i stk. 5 kan Forbrugerombudsmanden medtage oplysninger
med henblik på kopiering. Det af Forbrugerombudsmanden medtagne materiale skal sammen
med et sæt kopier af de oplysninger, som Forbrugerombudsmanden har taget til brug for en
nærmere gennemgang, tilbageleveres til virksomheden senest 3 hverdage efter kontrolundersøgelsen.
Stk. 7. Politiet yder bistand ved udøvelsen af beføjelserne efter stk. 3-6. Erhvervs- og vækstministeren
kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
Stk. 8. Kapitel 2 og 3 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og
oplysningspligter finder anvendelse ved kontrolundersøgelser efter denne bestemmelse.
SIDE 365 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Bestemmelsen om kontrolundersøgelser på stedet har været i markedsføringsloven siden
2006, hvor den blev indført med det formål at efterleve Danmarks forpligtelser i henhold til
CPC-forordningen.201
Formålet med bestemmelsen er at fastlægge rammerne for Forbrugerombudsmandens adgang
til at foretage kontrolundersøgelser.
Bestemmelsen giver Forbrugerombudsmanden adgang til at foretage kontrolundersøgelser
hos private eller offentlige myndigheder med det formål at indsamle oplysninger og dokumentation
til behandling af klager, som Forbrugerombudsmanden har modtaget fra håndhævelsesmyndigheder
i andre EU-lande efter CPC-forordningen.
Bestemmelsen bringes således alene i anvendelse, i de tilfælde, hvor der foreligger en klage
oversendt fra et andet EU-lands håndhævelsesmyndighed.
Samtidig er det en forudsætning, at den oversendte klage angår overtrædelse af et af de direktiver,
der er anført i bilaget til forordningen, og som Forbrugerombudsmanden er udpeget
som kompetent myndighed for. Det gælder fx direktivet om urimelig handelspraksis og direktivet
om vildledende og sammenlignende reklame.
I den rent nationale sagsbehandling, kan Forbrugerombudsmanden anvende § 22, stk. 2, til at
kræve meddelt de oplysninger, som skønnes nødvendige for Forbrugerombudsmandens virksomhed.
Anvendelsen af bestemmelsen kræver endvidere, at Forbrugerombudsmanden på baggrund af
den modtagne klage har en rimelig formodning om, at en virksomhed inden for EU overtræder
en bestemmelse i et af de omtalte direktiver i bilaget til forordningen.
Udvalgets overvejelser
Ordlyden af den gældende § 22a
Ordlyden af markedsføringsloven svarer til ordlyden af konkurrencelovens § 18 fra 2002. Det
fremgår også af høringsnotatet vedrørende § 22 a, at: ”Den foreslåede bestemmelse lægger sig
tæt op ad Konkurrencestyrelsens bestemmelser om kontrolbesøg.”
__________________
201
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 af 27. oktober 2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder
med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse.
SIDE 366 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Efterfølgende er konkurrencelovens bestemmelser om adgangen til at udføre kontrolundersøgelser
ændret flere gange, særligt i 2007 og i 2012.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens adgang til at foretage spejlinger og gennemgå indholdet
efter kontrolundersøgelsen, samt adgang til at besigtige indholdet af ansattes lommer, tasker og
lignende (ændringen af konkurrenceloven i 2007)
Oprindeligt gav bestemmelsen i konkurrenceloven alene adgang til at undersøge materiale på
stedet. Medmindre virksomheden samtykkede, havde Konkurrencestyrelsen ikke mulighed
for at medtage oplysninger eller medier, selvom virksomhedens forhold gjorde, at det ikke var
muligt for styrelsen at få adgang til oplysningerne under selve kontrolundersøgelsen.
Ved ændringen i 2007 blev det derfor indført, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan tage
identiske elektroniske kopier (spejlinger) af dataindholdet af elektroniske medier for at gennemgå
indholdet efterfølgende med en 25-dages frist, jf. § 18, stk. 4.
Selve søgningen og især den efterfølgende analyse af de data, der er fremkommet ved søgningen,
er tidskrævende. Da kontrolundersøgelser sjældent udstrækkes til mere end én dag af
hensyn til de berørte virksomheder, kan det i praksis være umuligt at nå at gennemføre de
fornødne søgninger i bl.a. slettet materiale. Spejlingen muliggør, at man kan spejle alle de
relevante data for at gennemgå indholdet efter kontrolundersøgelsen.
Ved ændringen i 2007 blev der endvidere indført en adgang for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
til at besigtige indholdet af ansattes lommer, tasker og lignende. Adgangen hertil
blev tilføjet ud fra den betragtning, at mobiltelefoner, usb-nøgler og lignende er små elektroniske
medier, der kan indeholde store mængder af information. Under en kontrolundersøgelse
kan der således opstå situationer, hvor det vil være relevant at undersøge, om en person, der
er omfattet af kontrolundersøgelsen, fx opbevarer en usb-nøgle i en lomme, taske eller lignende.
Konkurrencelovens bestemmelse blev teknologineutral (ændring af konkurrenceloven i 2012)
Ved lovændring i 2012 blev bestemmelsen gjort teknologineutral for dermed at fremtidssikre
bestemmelsen. Samtidig blev 25-dages fristen udvidet til 40 dage, da det havde vist sig, at 25-
dages fristen ikke levnede styrelsen tilstrækkelig mulighed for at få undersøgt og analyseret
de elektroniske data.
Et flertal i udvalget bestående af professor Caroline Heide-Jørgensen, professor Søren Sandfeld
Jakobsen, professor Torben Hansen, Erhvervs- og Vækstministeriet, Forbrugerombudsmanden,
Kulturministeriet, Justitsministeriet, Danske Advokater/Advokatsamfundet, Håndværksrådet,
Finansrådet og Forbrugerrådet Tænk er af den opfattelse, at de samme hensyn,
som gjorde sig gældende for ændringerne i konkurrenceloven, også gør sig gældende for anvendelse
af kontrolundersøgelser efter markedsføringsloven. En tilsvarende opdatering af
markedsføringslovens § 22 a fandt dog ikke sted.
SIDE 367 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det er derfor flertallets opfattelse, at markedsføringslovens § 22 a, bør opdateres i overensstemmelse
med konkurrencelovens § 18.
Et mindretal bestående af Danske Medier, Dansk Erhverv, DI samt Kreativitet & Kommunikation
kan ikke tilslutte sig forslaget om at give Forbrugerombudsmanden adgang til at foretage
spejlinger af dataindhold af elektroniske medier i forbindelse med kontrolundersøgelser efter
markedsføringsloven.
Forbrugerombudsmandens adgang til at udføre kontrolundersøgelser på stedet er et krav til,
at Danmark overholder sine forpligtelser i henhold til CPC-forordningen. Denne forordning er
på nuværende tidspunkt under revision, og det er organisationernes holdning, at evt. ændringer
i bestemmelsen skal udsættes til den kommende CPC-forordning er forhandlet på plads.
Det er vigtigt, at Forbrugerombudsmandens håndhævelsesmuligheder i forhold til CPCsamarbejdet
er tilstrækkelige til at opfylde formålene i CPC-forordningen, men virksomhederne
i EU skal behandles ens, og det skal sikres, at Danmark ikke går videre end kravene i CPCforordningen.
Erhvervsorganisationerne finder dertil, at forslaget om at indføre en adgang til at foretage
spejlinger af dataindholdet hos en virksomhed med henblik på efterforskning af overtrædelser
af markedsføringsloven savner den fornødne proportionalitet.
Som udgangspunkt har organisationerne forståelse for, at Forbrugerombudsmanden ønsker at
lette og forbedre efterforskningen af overtrædelser af markedsføringsloven, men finder at den
foreslåede udvidelse af Forbrugerombudsmandens kontrolbeføjelser er for vidtgående og
principielt betænkelig over for de erhvervsdrivende.
Efterforskningsbeføjelser som spejlinger er alvorlige tvangsindgreb, der skal stå i rimeligt
forhold til formålet. Dette kan i visse omstændigheder være tilfældet ved alvorlige konkurrenceretlige
overtrædelser som fx ulovlige karteller, der har alvorlige og vidtrækkende konsekvenser
for det pågældende marked. Tilsvarende kan imidlertid ikke med rimelighed anføres
om markedsføringsretlige overtrædelser.
Udgangspunktet er vidt forskelligt for de to retsområder. I konkurrenceretlige sager har det
betydning, om den erhvervsdrivende har til formål at begrænse konkurrencen, dvs. man skal
ind og undersøge den bagvedliggende hensigt, mens det i markedsføringsretlige sager ikke er
hensigten, men den faktiske praksis på markedet, der skal vurderes.
Disse oplysninger er derfor som udgangspunkt væsentligt lettere at få adgang til, Danske Medier,
Dansk Erhverv og Kreativitet & Kommunikation finder af samme grund ikke, at de hensyn,
der gjorde sig gældende ved ændringerne i konkurrenceloven, kan tillægges en tilsvarende
vægt i forhold til kontrolundersøgelser efter markedsføringsloven.
Endvidere finder Danske Medier, at Forbrugerombudsmandens kontrolbeføjelser er for vidtgående
og principielt betænkelig i relation til mediernes behov og ret til at beskytte deres
SIDE 368 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
kilder i overensstemmelse med retsplejelovens regler om kildebeskyttelse og vidnefritagelse
jf. § 172.
Danske Medier skal i den forbindelse bemærke, at adgangen til at foretage spejlinger af dataindholdet
af elektroniske medier i praksis indebærer, at myndigheden får en meget bred adgang
til at søge indsigt i og medtage fortroligt materiale, herunder også fortrolige oplysninger
som ikke er omfattet af den retskendelse, som er blevet indhentet til brug for en konkret kontrolundersøgelse.
Kildebeskyttelsen styrker ytringsfriheden og har afgørende betydning for, at vigtige oplysninger
om samfundsrelevante forhold kan komme frem i medierne. Kildebeskyttelsen sættes
imidlertid under pres i takt med omfanget af vidtgående tvangsindgreb uden for retsplejelovens
udtrykkelige regler. Risikoen for, at medierne kan tvinges til at udlevere oplysninger
m.v., der kan afsløre kilderne, får den konsekvens, at kilderne ”tørrer ud” med alvorlige konsekvenser
for informations- og ytringsfriheden. Det er endvidere en krænkelse af den, der i
tillid til mediets kildebeskyttelse står frem for at afdække forhold af væsentlig samfundsmæssig
betydning, men som samtidig risikerer store personlige omkostninger, hvis anonymiteten
ikke kan opretholdes. Hensynet til kildebeskyttelsen skal af samme grund tillægges betydelig
vægt ved indgreb hos medievirksomheder, og en eventuel adgang til spejling må som minimum
kvalificeres til særligt alvorlige overtrædelser og omfatte en udtrykkelig henvisning til
retsplejelovens § 172, som det fx sker i retsplejelovens kapitel 74 om beslaglæggelse og edition
m.v.
Et flertal i udvalget anbefaler på den baggrund, at markedsføringslovens § 22 a opdateres
svarende til ordlyden i konkurrencelovens § 18.
SIDE 369 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
§ 28 Forhandlingsprincippet (Tidligere § 23)
Gældende ret
Den gældende markedsføringslov indeholder en bestemmelse om forhandlingsprincippet i §
23. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
Forhandlingsprincippet
§ 23. Forbrugerombudsmanden skal ved forhandling søge at påvirke de erhvervsdrivende til at
handle i overensstemmelse med principperne for god markedsføringsskik og til at overholde
loven i øvrigt.
Stk. 2. Tilsidesætter en erhvervsdrivende et tilsagn, der er afgivet over for Forbrugerombudsmanden
efter forhandling i henhold til stk. 1, kan Forbrugerombudsmanden meddele den erhvervsdrivende
sådanne påbud, som må anses nødvendige for at sikre tilsagnets overholdelse.
Bestemmelsen er ikke en direkte implementering af EU-lovgivning. Det følger dog af artikel 11
i direktivet om urimelig handelspraksis, at medlemsstaterne skal påse, at der findes tilstrækkelige
og effektive midler til bekæmpelse af urimelig handelspraksis og til at sikre, at dette
direktivs bestemmelser overholdes i overensstemmelse med forbrugernes interesser.
Bestemmelsen blev indsat i markedsføringsloven ved lov nr. 428 af 1. juni 1994 og er ikke
ændret siden.
Markedsføringslovens § 23, stk. 1
Markedsføringslovens § 23, stk. 1, fastslår forhandlingsprincippet, som er centralt i Forbrugerombudsmandens
virke. Princippet sikrer en fleksibel og omkostningsbesparende måde at
overholde lovens bestemmelser på.
Forhandlingsprincippet indebærer, at Forbrugerombudsmanden som altovervejende hovedregel
har en forpligtelse til at søge en påtalt overtrædelse af markedsføringsloven løst ved
forhandling, før at sagen indbringes for retten med henblik på civilt søgsmål. Dette krav gælder
dog ikke, hvor der er tale om en klar lovovertrædelse eller, såfremt sagen ikke bør udsættes,
jf. dog bestemmelsens stk. 2, om påbud, der udtrykkeligt kræver en forudgående forhandling.
De krav, som Forbrugerombudsmanden fremsætter over for en erhvervsdrivende i forbindelse
med en forhandling, er ikke juridisk bindende. Manglende iagttagelse fra virksomhedens
side kan således ikke sanktioneres, jf. dog nedenfor om den gældende § 23, stk. 2, sammenholdt
med § 30, stk. 1. Såfremt en erhvervsdrivende ikke efterkommer Forbrugerombudsmandens
krav, kan Forbrugerombudsmanden i civile sager anlægge sag ved Sø- og Handelsretten,
og hvis der er tale om en strafsanktioneret bestemmelse, kan Forbrugerombudsmanden
begære, at der rejses tiltale.
SIDE 370 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Markedsføringslovens § 23, stk. 1, er også anvendelig over for finansielle virksomheder.
Markedsføringslovens § 23, stk. 2
Det følger af markedsføringslovens § 23, stk. 2, at såfremt en erhvervsdrivende tilsidesætter et
tilsagn, der er afgivet over for Forbrugerombudsmanden efter forhandling i henhold til bestemmelsens
stk. 1, kan Forbrugerombudsmanden meddele den erhvervsdrivende sådanne
påbud, som må anses nødvendige for at sikre tilsagnets overholdelse.
Bestemmelsen medvirker til at styrke overholdelsen af de aftaler, der indgås mellem Forbrugerombudsmanden
og erhvervslivet om at indstille en påtalt aktivitet m.v.
Om bestemmelsens baggrund og indhold fremgår det af Industriministeriets betænkning ”Ny
markedsføringslov”202, at i lyset af indvundne erfaringer efter forbrugerombudsmandsinstitutionens
oprettelse, ud fra en almindelig skeptisk holdning til effektiviteten af strafsanktionen
og i øvrigt med henblik på bedre at reflektere markedsføringslovens flerspektrede forbrugerbeskyttelsesformål
foreslås der en udbygning af det civilretlige sanktionsapparat og reglerne
om Forbrugerombudsmandens virkemidler.
For Forbrugerombudsmandsinstitutionens vedkommende foreslås det i ovennævnte betænkning,
at tilsynsopgavens prioritering fastlægges i loven, og at der i loven sker en nærmere
fastlæggelse af Forbrugerombudsmandens funktionsmåde ved regler om forhandlingsprincippet,
retningslinjer og forhåndsbesked samt adgangen til initiering af retsforfølgning.
Forhandlingsprincippet foreslås i betænkningen understøttet af en regel om, at tilsidesættelse
af en aftale indgået med Forbrugerombudsmanden efter forhandling skal sidestilles med tilsidesættelse
af et af retten nedlagt forbud eller givet påbud. Herved opnås, at det under minimal
anvendelse af ressourcer (både for det offentlige og erhvervslivet) er muligt ikke blot at få
bragt et forhold til ophør, men også, hvor det skønnes påkrævet, efter samme omkostningsbesparende,
ekstrajudicielle proces effektivt at forebygge fremturen.
Overtrædelse af et påbud efter den gældende § 23, stk. 2, er stafsanktioneret efter den gældende
markedsføringslovs § 30, stk. 1.
Erhvervsdrivende, der ikke vil acceptere et påbud udstedt af Forbrugerombudsmanden, kan
indbringe spørgsmålet for domstolene.
__________________
202
Betænkning nr. 1236/1992.
SIDE 371 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Udvalgets overvejelser
Opretholdelse af bestemmelsen om forhandlingsprincippet
Forhandlingsprincippet er centralt for Forbrugerombudsmandens virke, og det er derfor udvalgets
vurdering, at bestemmelsen er vigtig, da den sikrer en fleksibel og omkostningsbesparende
måde at overholde lovens bestemmelser på.
Forbrugerombudsmandens tilsynsvirksomhed bygger på markedsføringslovens forhandlingsprincip.
Kan der ikke opnås et tilfredsstillende resultat ved forhandling med den erhvervsdrivende,
kan Forbrugerombudsmanden gå rettens vej. Forbrugerombudsmanden kan således,
afhængig af hvilken type overtrædelse, der er tale om, udtage stævning, meddele påbud eller
indgive politianmeldelse.
På baggrund af ovenstående er det således udvalgets anbefaling, at forhandlingsprincippet
skal opretholdes i loven, da det er grundlaget for Forbrugerombudsmandens tilsynsvirksomhed.
Præcisering af bemærkningerne
Det er endvidere udvalgets anbefaling, at spørgsmålet om forhandlingsprincippet, og hvornår
der kan ske politianmeldelse, eller at sagen indbringes for retten, skal præciseres i bemærkningerne
til bestemmelsen, og at man i forbindelse hermed kan søge inspiration i bemærkningerne
fra lovforslaget fra 1994203.
Der er med de anbefalede ændringer ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden.
__________________
203
LF 211 af 2. marts 1994.
SIDE 372 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
§ 29 Retningslinjer (Tidligere § 24)
Gældende ret
Den gældende markedsføringslov indeholder en bestemmelse om retningslinjer i § 24. Bestemmelsen
har følgende ordlyd:
Retningslinjer
§ 24. Forbrugerombudsmanden søger efter forhandling med repræsentanter for forbrugerne og
de relevante erhvervsorganisationer at påvirke de erhvervsdrivendes adfærd gennem udarbejdelse
og offentliggørelse af retningslinjer for markedsføring på nærmere angivne områder, der
må anses for væsentlige, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne.
Stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan uanset stk. 1 ikke udstede retningslinjer, der alene retter
sig mod virksomheder omfattet af lov om finansiel virksomhed.
Udarbejdelse af retningslinjer har siden markedsføringslovens vedtagelse i 1974 været et
centralt led i Forbrugerombudsmandens påvirkning af de erhvervsdrivende til at virke i overensstemmelse
med loven og i fastlæggelsen af god markedsføringsskik. Retningslinjer har
imidlertid hidtil ikke været omtalt i selve lovteksten før i 1994, hvor det blev fundet hensigtsmæssigt
at indsætte en bestemmelse herom for at afspejle praksis204.
Bestemmelsen er ikke en implementering af EU-lovgivning.
Markedsføringslovens § 24, stk. 1
Efter vedtagelsen af markedsføringsloven i 1974 etablerede den daværende Forbrugerombudsmandsinstitution
en praksis med at udarbejde retningslinjer og vejledninger på særlige
brancheområder vedrørende enkeltstående bestemmelser.
I forbindelse med 92-betænkningen205, blev det konstateret, at ”systemet med retningslinjer
har fungeret godt og giver mulighed for en løbende, hurtig, effektiv og billig markedstilpasning
af god markedsføringsskik m.v. i overensstemmelse med de omskiftelige behov på et område i
konstant bevægelse”.
__________________
204
Lov nr. 428 af 1. juni 1994.
205
”Ny markedsføringslov”. Betænkning afgivet af Industriministeriet udvalg vedrørende markedsføringsloven, juni 1992.
SIDE 373 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Forbrugerombudsmandens adgang til at udstede retningslinjer blev herefter lovfæstet i 1994
markedsføringsloven206. Det fremgik af lovteksten, at grundlaget for udstedelse af retningslinjer
ville være, at der var gennemført forhandling med de relevante erhvervs- og forbrugerorganisationer.
Det var ikke en betingelse, at der var opnået enighed blandt organisationerne om
indholdet af retningslinjerne. I mangel af enighed, har Forbrugerombudsmanden mulighed for
selv at udarbejde retningslinjer inden for et givent område, men det er ikke en mulighed, som
Forbrugerombudsmanden har tradition for at benytte sig af.
Selvom muligheden for at udstede retningslinjer er hjemlet ved lov, er retningslinjer ikke
bindende for domstolene, men de kan tillægges betydning.
Forbrugerbeskyttelseshensynet m.v.
Et af hovedformålene med retningslinjerne er at virke præventivt ved at styre og vejlede de
erhvervsdrivende hen mod en overholdelse af reglerne i markedsføringsloven, hvorved antallet
af overtrædelser begrænses. Retningslinjerne varetager således et reelt og relevant forbrugerhensyn.
Hertil kommer, at markedsføringsloven (og dermed også Forbrugerombudsmandens retningslinjer)
tillige varetager hensynet til lovlydige virksomheder, bl.a. ved at beskytte dem
mod deres konkurrenter, der ikke følger reglerne (level playing field).
Gældende retningslinjer
Forbrugerombudsmanden har siden vedtagelsen af markedsføringsloven i 1974 udarbejdet en
række forskellige retningslinjer på særlige brancheområder vedrørende enkeltstående bestemmelser
i markedsføringsloven.
Ønsket om udarbejdelse af retningslinjer på et bestemt område kan både komme fra Forbrugerombudsmanden
selv, fra erhvervsorganisationerne, Forbrugerrådet Tænk eller fra politisk
hold.
Forbrugerombudsmanden har udarbejdet følgende gældende retningslinjer:
__________________
206
Lf 211 af 2. marts 1994.
SIDE 374 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
• Retningslinjer om offentliggørelse af brugeranmeldelser (maj 2015)207
• Retningslinjer for betalingsmodtageres håndtering af betalinger ved fjernsalg (september
2014)208
• Retningslinjer for kortfristede lån indgået som fjernsalgsaftaler (april 2014)209
• Retningslinjer om god markedsføringsskik ved omdeling af forsendelser uden påført
navn (oktober 2013)210
• Retningslinjer for prismarkedsføring (juli 2013)211
• Retningslinjer om kønsrelateret reklame (april 2012)212
• Retningslinjer om annoncering med køreskoleundervisning (december 2012)213
• Retningslinjer om god markedsføringsskik på teleområdet (april 2008)214
• Retningslinjer for markedsføring af brænde (november 1996)215
__________________
207
Formålet med disse retningslinjer er at opstille krav i medfør af markedsføringsloven, der sikrer, at de ansvarlige virksomheder
uanset den tekniske indretning af deres onlinetjeneste overholder markedsføringsloven og andre centrale bestemmelser i
lovgivningen, herunder almindelige retsgrundsætninger.
208
Retningslinjerne præciserer, hvad der er god markedsføringsskik i forhold til en række spørgsmål i relation til gennemførelsen
af betalinger med et betalingsinstrument mellem en forbruger og en betalingsmodtager ved fjernsalg.
209
Retningslinjerne præciserer de krav, der kan stilles til långiverne af kortfristede lån.
210
Retningslinjerne indeholder regler for den såkaldte ”nej tak-ordning”.
211
Retningslinjerne for prismarkedsføring præciserer reglerne for brug af før- og nu-priser, salgsfremmende udtryk som "chokpris"
og "gratis", prisgaranti, rabatkuponer og mange andre former for markedsføring med prisoplysninger.
212
Retningslinjerne fastslår, hvad der er god markedsføringskik i forhold til kønsrelateret reklame. Reklamer må ikke være
kønsdiskriminerende, således at en person portrætteres som mindre værd, speciel eller som sexobjekt og lign. på baggrund af
sit køn.
213
Retningslinjerne indeholder regler om, at annoncering af køreskoleundervisning skal indeholde korrekte og præcise tal for
timernes antal, længde, pris m.m. Endvidere beskriver retningslinjerne, hvordan øvrige udgifter, gebyrer m.v. skal oplyses i
markedsføring.
214
Retningslinjerne præciserer reglerne om, at udbydere af tele- og internettjenester og -udstyr skal oplyse priser og hastigheder
præcist, både i markedsføringen og overfor den enkelte køber, og at markedsføringen over for børn og unge skal følge god
skik.
215
Målet for, hvor meget brænde, der leveres til en kunde, kan opgøres på forskellige måder, hvoraf nogle er svære for kunderne
at gennemskue. Retningslinjerne indeholder derfor regler om, at det skal fremgå så tydeligt som muligt, hvor meget brænde, der
er tale om, og i hvilken form det leveres.
SIDE 375 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
• Retningslinjer for erhvervsdrivendes reklamering henvendt til forbrugere om køb af
ædle metaller (marts 1981)216
• Retningslinjer for markedsførings af tinvarer og tinlignende varer (marts 1979).217
Retningslinjerne udarbejdes inden for rammerne af den kompetence, Forbrugerombudsmanden
har efter loven og retspraksis.
Forbrugerombudsmandens retningslinjer udtrykker Forbrugerombudsmandens opfattelse af
retstilstanden på et givet område inden for markedsføringsloven.
Et af hovedformålene med retningslinjerne er – i overensstemmelse med markedsføringslovens
forhandlingsprincip – at virke præventivt ved at styre og vejlede de erhvervsdrivende
hen mod en overholdelse af reglerne i markedsføringsloven, hvorved antallet af overtrædelser
begrænses.
Der tilstræbes enighed ved forhandling af retningslinjer, da det er med til at skabe et større
medejerskab fra erhvervsorganisationernes side til retningslinjerne, hvilket har en afsmittende
virkning på retningslinjernes overholdelse. Det er imidlertid ikke en forudsætning, at der
opnås fuld enighed om retningslinjerne.
I visse tilfælde begrænser retningslinjerne behovet for offentligretlig regulering i form af udstedelse
af bekendtgørelser til regulering af særlige områder eller typer af markedsføring.
Markedsføringslovens § 24, stk. 2
Ved lov om ændring af lov om bl.a. finansiel virksomhed og markedsføringsloven, blev Forbrugerombudsmandens
kompetence begrænset på det finansielle område. Blandt andet blev
Forbrugerombudsmandens adgang til at udstede retningslinjer, der udelukkende retter sig
mod finansielle virksomheder, ophævet. Forbrugerombudsmanden har dog fortsat adgang til
at udstede retningslinjer, der ikke specifikt retter sig mod finansielle virksomheder, i det omfang
den gældende markedsføringslovs § 2, stk. 2 og 3 respekteres.
__________________
216
Retningslinjerne indeholder regler om, at en forhandler, der annoncerer med et ønske om at opkøbe ædelmetaller, skal
angive sin pris i kr. pr. gram rent ædelmetal, og at prisen skal være bindende i den periode, annoncen omhandler.
217
Retningslinjerne indeholder regler om, at tinvarer skal præges med en advarsel, såfremt de er af en sådan udformning, at de
vil kunne bruges som tallerkner, krus eller lignende.
SIDE 376 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Udvalgets overvejelser
Opretholdelse af bestemmelsen om retningslinjer
Udvalget har overvejet, om bestemmelsen om retningslinjer skal bevares uændret i loven.
Forbrugerombudsmandens retningslinjer styrer og vejleder de erhvervsdrivende hen mod
overholdelse af reglerne i markedsføringsloven.
Det er udvalgets vurdering, at systemet med retningslinjer fungerer godt og giver mulighed
for en løbende, effektiv og billig markedstilpasning af god markedsføringsskik m.v. Retningslinjerne
er således et godt element til at skabe klarhed om retstilstanden på et givent område,
og dermed begrænse antallet af overtrædelser. Det er på den baggrund endvidere udvalgets
vurdering, at retningslinjerne virker præventivt, og at de dermed varetager et reelt og relevant
forbrugerhensyn. Samtidig varetager retningslinjerne hensynet til lovlydige virksomheder,
bl.a. ved at beskytte dem mod deres konkurrenter, der ikke følger reglerne.
Om forholdet mellem retningslinjer og vejledning fremgår følgende af betænkning nr. 1457/
2005 om markedsføring og prisoplysning (lovrevisionen i 2005):
”Forbrugerombudsmandens adgang til at forhandle og udarbejde retningslinjer blev lovfæstet
ved lov nr. 428 af 1. juni 1994 om markedsføring. Indførelsen af bestemmelsen kodificerede allerede
gældende praksis. Markedsføringsloven kræver alene forhandling og ikke enighed, men det
er Forbrugerombudsmandens praksis at opnå konsensus. […]
Forbrugerombudsmanden har desuden som andre myndigheder mulighed for at udstede vejledninger
om specifikke områder. Disse vejledninger fremsendes som ofte i høring hos relevante
erhvervs- og forbrugerorganisationer.
Forbrugerombudsmanden gør navnlig brug af denne mulighed i tre tilfælde:
1) de nordiske forbrugerombudsmænd ønsker at fremkomme med en fælles udtalelse på et specifikt
område (eksempler herpå er vejledninger om miljøargumenter i markedsføringen, handel og
markedsføring på internettet, og loyalitetsprogrammer i markedsføringen),
2) der kan ikke opnås enighed med erhvervs- og forbrugerorganisationer om udarbejdelse af
retningslinjer, og
3) praktiske grunde gør det uhensigtsmæssigt at forhandle retningslinjer – fx når der ikke er
parter at forhandle med, eller der er for mange interessenter. Forbrugerombudsmanden valgte fx
at konvertere retningslinjerne om garantier til en vejledning, fordi det var for byrdefuldt at forhandle
nye reviderede retningslinjer med så mange forskellige interessenter på en gang”.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at bestemmelsen om retningslinjer bevares uændret i
loven.
SIDE 377 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
§ 30 Forhåndsbesked (Tidligere § 25)
Gældende ret
Den gældende markedsføringslov indeholder en bestemmelse om forhåndsbeskeder i § 25.
Bestemmelsen har følgende ordlyd:
Forhåndsbesked
§ 25. Forbrugerombudsmanden afgiver på begæring udtalelse om sit syn på lovligheden af påtænkte
markedsføringsforanstaltninger, medmindre en stillingtagen giver anledning til særlig
tvivl eller der i øvrigt foreligger særlige omstændigheder. En forhåndsbesked indebærer ikke en
egentlig stillingtagen til lovligheden af vedkommende foranstaltning.
Stk. 2. Når Forbrugerombudsmanden har afgivet en forhåndsbesked til en erhvervsdrivende om,
at en påtænkt foranstaltning efter Forbrugerombudsmandens opfattelse vil være lovlig, kan
Forbrugerombudsmanden ikke på eget initiativ over for den erhvervsdrivende gribe ind i anledning
af en foranstaltning, som er dækket af forhåndsbeskeden og iværksat inden rimelig tid efter
dennes afgivelse.
Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om gebyr for forhåndsbesked.
Bestemmelsen om forhåndsbesked er ikke en implementering af EU-lovgivning. Der er tale om
en national særregel, der er til gunst for danske erhvervsdrivende, idet reglen giver dem mulighed
for at få vurderet lovligheden af en konkret markedsføring. Det er ressourcebesparende
for erhvervslivet, at der kan anmodes om en sådan forhåndsbesked, inden en eventuel ulovlig
aktivitet vil blive sat i værk.
Bestemmelsen blev indsat i markedsføringsloven ved lov nr. 428 af 1. juni 1994 og er ikke
ændret siden. Reglerne om forhåndsbesked var indtil 1994 indeholdt i bekendtgørelsen om
Forbrugerombudsmandens virksomhed.
Markedsføringslovens § 25, stk. 1
Stk. 1 fastslår, at Forbrugerombudsmanden på begæring kan afgive udtalelse om sit syn på
lovligheden af påtænkte markedsføringsforanstaltninger, dvs. afgive en såkaldt forhåndsbesked.
Bestemmelsen pålægger Forbrugerombudsmanden at besvare en anmodning om en forhåndsbesked,
i det omfang Forbrugerombudsmandens øvrige arbejde tillader det, og de stilede
spørgsmål lader sig besvare i lyset af hidtidig retspraksis eller administrativ praksis. Erhvervslivet
har dermed ikke retskrav på at modtage en forhåndsbesked.
SIDE 378 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Hvis en stillingtagen giver anledning til tvivl, er der ingen svarpligt. Er et markedsføringstiltag
allerede sat i værk, er det ikke længere muligt at modtage en forhåndsbesked, jf. ordet påtænkte
i lovteksten.
En forhåndsbesked er ikke juridisk bindende, men alene udtryk for Forbrugerombudsmandens
syn på lovligheden af en påtænkt foranstaltning. En forhåndsbesked omfatter ikke en
anvisning på, hvordan påpegede ulovligheder i en påtænkt aktivitet kan undgås.
En forhåndsbesked indebærer heller ikke en endelig stillingtagen til lovligheden af en foranstaltning,
men alene Forbrugerombudsmandens syn på lovligheden. Det er derfor den erhvervsdrivende
selv, der har ansvaret for aktivitetens lovlighed. Der eksisterer således ikke et
rådgivningsansvar eller lignende i forbindelse med forhåndsbeskeder.
Markedsføringslovens § 25, stk. 2
Stk. 2 fastslår, at en forhåndsbesked om lovligheden af en påtænkt markedsforanstaltning
binder Forbrugerombudsmanden på den måde at anser Forbrugerombudsmanden aktiviteten
for at være lovlig, kan Forbrugerombudsmanden ikke på eget initiativ over for den erhvervsdrivende
gribe ind i anledning af en foranstaltning, som er dækket af forhåndsbeskeden og
iværksat inden for rimelig tid efter dennes afgivelse. Adgangen til at gribe ind består dog principielt,
hvis der foreligger en klage fra en tredjemand.
Anser Forbrugerombudsmanden en påtænkt aktivitet for at være ulovlig, rejses spørgsmålet
om, hvorvidt den erhvervsdrivende, der desuagtet ønsker at gennemføre aktiviteten, kan
anlægge et anerkendelsessøgsmål mod Forbrugerombudsmanden med påstand om, at den
påtænkte aktivitet skal anses for lovlig.
Det fremgår af 92-betænkningen218 og af forarbejderne til 1994-loven219, at ”det forhold, at der
kan spørges og fås besked, ikke uden videre bør medføre, at den erhvervsdrivende, kan anfægte et
negativt svar under et anerkendelsessøgsmål mod Forbrugerombudsmanden, medmindre der
rent undtagelsesvist skulle være særlige forhold, der taler for at tillade noget sådant, og admitteringen
af søgsmålet vil være i overensstemmelse med almindelige procesretlige principper. Der er
næppe grund til at lovregulere spørgsmålet, idet domstolene ligesom hidtil bør tage stilling hertil
efter de konkrete sagers nærmere omstændigheder”.
__________________
218
Ny Markedsføringslov, Betænkning afgivet af Industriministeriets udvalg vedrørende markedsføringsloven, juni 1992.
219
LF 211 af 2. marts 1994.
SIDE 379 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Markedsføringslovens § 25, stk. 3
Stk. 3 indeholder en hjemmel for erhvervs- og vækstministeren til at fastsætte nærmere regler
om gebyr for forhåndsbesked.
Hjemmelen er ikke udnyttet. Der betales således ikke på nuværende tidspunkt gebyr for at få
en forhåndsbesked hos Forbrugerombudsmanden.
Udvalgets overvejelser
Opretholdelse af bestemmelsen om forhåndsbesked
Erhvervsdrivende, foreninger m.v. kan have behov for at få vurderet lovligheden af en konkret
påtænkt markedsføringsaktivitet. Typisk vil det dreje sig om salgsfremstød, der har til formål
at fremme afsætningen af produkter, og hvor der kan opstå tvivl om indholdet af annoncer,
kampagner eller reklame.
Det er udvalgets vurdering, at bestemmelsen om forhåndsbesked skal bevares. Udvalget har i
sin vurdering lagt vægt på, at forhåndsbesked er en god mulighed for erhvervsdrivende eller
rådgivere til at få vurderet en påtænkt aktivitets lovlighed, inden aktiviteten iværksættes. Det
er endvidere ressourcebesparende for både erhvervslivet og Forbrugerombudsmanden, at der
kan anmodes om en sådan forhåndsbesked.
Udvalget anbefaler derfor, at bestemmelsen om forhåndsbesked bevares.
Sproglige ændringer
Udvalget har foretaget enkelte sproglige ændring af bestemmelsen og bemærkningerne hertil.
Der er ikke tilsigtet realitetsændringer af retstilstanden hermed. Det drejer sig om følgende:
Det følger af den gældende stk. 1, at en forhåndsbesked ikke indebærer en ”egentlig stillingtagen
til lovligheden af vedkommende foranstaltning”. Det er udvalgets vurdering, at ordet ”bindende”
vil være et mere korrekt ordvalg i forhold til bestemmelsens indhold. Udvalget anbefaler
på den baggrund at ordlyden af bestemmelsens stk. 1 ændres, således at formuleringen ”en
egentlig stillingtagen” ændres til ”en bindende stillingtagen”.
Det er endvidere udvalgets vurdering, at det skal præciseres i bemærkningerne, at markedsføringstiltaget
skal være klart og tydeligt beskrevet. Udvalget har i sin vurdering lagt vægt på, at
Forbrugerombudsmanden bedre kan vurdere et tiltag, hvis der er afgivet fyldestgørende oplysninger.
Samtidig er fyldestgørende oplysninger om markedsføringstiltaget med til at give
den erhvervsdrivende en større sikkerhed for, at forhåndsbeskeden fra Forbrugerombudsmanden
dækker den efterfølgende markedsføring. Udvalget anbefaler derfor, at det præciseres
i bemærkningerne til bestemmelsen, at markedsføringstiltaget skal være beskrevet klart
og tydeligt.
SIDE 380 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
§ 31 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens virksomhed (Tidligere § 25 a)
Gældende ret
Den gældende markedsføringslov indeholder en bestemmelse om Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
virksomhed i § 25 a. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens virksomhed
§ 25 a. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen gennemfører og offentliggør sammenlignende test
af varer og tjenesteydelser.
Stk. 2. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan i sin testvirksomhed anvende anonym informationsindsamling.
Bestemmelsen blev indsat i markedsføringsloven ved lov nr. 621 af 15. juni 2011. Bestemmelsen
er en videreførelse af hjemlen i § 7 a i den nu ophævede lov om Forbrugerforum. Ved
ophævelsen af lov om Forbrugerforum var det nødvendigt at overføre hjemlen til en anden
lov, og hjemlen passede mest naturligt ind i markedsføringsloven.
Det fremgår af bemærkningerne til den nu ophævede § 7a i lov om Forbrugerforum, at test af
varer og tjenesteydelser bl.a. kan bestå af pris-, service og kvalitetstests. Det fremgår endvidere,
at formålet med hjemmelen er at skabe gennemsigtighed og bedre forbrugerforhold på
markeder, som forbrugerne oplever som uigennemskuelige.
Sammenlignende test af varer og tjenesteydelser udgør en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
markedsovervågning på forbrugerområdet. Tests kan fx belyse forbrugernes opfattelse
af forholdene, og det kan i den forbindelse være relevant at gennemføre test af varer og
tjenesteydelser for at få mere konkrete data om de reelle forhold.
Ved tilrettelæggelsen af sammenlignende test af varer og tjenesteydelser skal Konkurrenceog
Forbrugerstyrelsen drøfte metodevalg og udformning af testene med relevante organisationer
og tilsynsmyndigheder med det formål at sikre et retvisende resultat.
Udvalgets overvejelser
Bestemmelsen om Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens virksomhed bevares
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen anvender forbrugerundersøgelser til at belyse forholdene
på forbrugermarkederne. Forbrugerundersøgelser belyser forbrugernes opfattelse af forholdene.
Det kan være relevant at gennemføre undersøgelser af produkter for at få mere konkrete
data om de reelle forhold.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har opstillet en række principper for anvendelse af den
form for informationsindsamling. Principperne begrænser af hensyn til erhvervslivet, i hvilket
omfang indsamlingsmetoden anvendes, og omhandler Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
SIDE 381 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
forpligtelser over for de virksomheder, der er genstand for undersøgelse. Principperne pointerer
bl.a. minimering af virksomhedernes ressourceforbrug i forbindelse med informationsindhentningen
samt overvejelser vedrørende virksomhedernes anonymitet.
Formålet med hjemmelen er at skabe gennemsigtighed og bedre forbrugerforhold på markeder,
som forbrugerne oplever som uigennemskuelige.
Det er udvalgets vurdering, at det fortsat er relevant for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
at kunne foretage sådanne tests som led i styrelsens markedsovervågning af forbrugerområdet.
Det anbefales derfor, at bestemmelsen om Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens virksomhed
bevares.
Sproglige ændringer
Udvalget har foretaget enkelte sproglige ændring af bestemmelsen. Der er ikke tilsigtet realitetsændringer
af retstilstanden hermed. Det drejer sig om følgende:
Det følger af det gældende stk. 1, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen gennemfører og
offentliggør sammenlignende test. Det er udvalgets vurdering, at ordet ”test” kan opfattes som
en test af produktets virkning. Udvalget anbefaler på den baggrund, at ordet test ændres til
undersøgelser.
Da det ikke med bestemmelsen er tilsigtet at forpligte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til
at udføre undersøgelser af produkter, anbefaler udvalget endvidere at ordet ”kan” indsættes i
stk. 1, som herefter vil lyde ”Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan gennemføre og offentliggøre
sammenlignende undersøgelser af produkter”.
SIDE 382 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
§ 32 Retsforfølgning m.v. (Tidligere § 27)
Gældende ret
Reglerne om retsforfølgning er i dag reguleret i markedsføringslovens § 27. Bestemmelsen har
følgende ordlyd:
Retsforfølgning m.v.
§ 27. Enhver med en retlig interesse deri kan anlægge sag om forbud, påbud, erstatning og vederlag
efter § 20. Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag om forbud og påbud efter § 20, stk.
1, og på begæring anlægge sag om erstatning og vederlag.
Stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan meddele påbud, hvis en handling klart er i strid med loven
og ikke kan ændres ved forhandling.
Stk. 3. Et påbud kan af den, påbuddet retter sig mod, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning
herom skal fremsættes skriftligt over for Forbrugerombudsmanden inden 4 uger efter, at
påbuddet er meddelt den pågældende. Forbrugerombudsmanden skal inden 1 uge efter modtagelse
af anmodningen indbringe sagen for retten i den borgerlige retsplejes former.
Stk. 4. Anmodning efter stk. 3 har ikke opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme,
at den pågældende under sagens behandling kan fortsætte den handling, påbuddet
angår.
Stk. 5. Ankes en dom, hvorved et påbud ikke findes lovligt, kan den ret, der har afsagt dommen,
eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at den pågældende ikke under ankesagen må
udøve den handling, påbuddet angår.
Stk. 6. Rejses tiltale for overtrædelse af loven, overlades udførelsen af tiltalen til Forbrugerombudsmanden,
såfremt denne begærer dette.
Markedsføringslovens § 27, stk. 1-6, er ren national bestemmelse. Dog følger det af artikel 11 i
direktivet om urimelig handelspraksis, at medlemsstaterne skal påse, at der findes tilstrækkelige
og effektive midler til bekæmpelse af urimelig handelspraksis og til at sikre, at dette direktivs
bestemmelser overholdes i overensstemmelse med forbrugernes interesser.
Markedsføringslovens § 27, stk. 1 og 6, blev indført i 1994, dengang som § 19, stk. 1 og 2. Bestemmelsens
stk. 2-5 blev indført i 1999, som § 19, stk. 2-5.
Den gældende markedsføringslovens § 27, stk. 1-6, er således en videreførelse af den daværende
§ 19, stk. 1-6, idet der dog er foretaget konsekvensændringer bl.a. som følge af indførelsen
af muligheden for at få tilkendt et rimeligt vederlag for en krænkelse eller en uretmæssig
udnyttelse af rettigheder efter markedsføringslovens § 20.
SIDE 383 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Endvidere blev bestemmelsens stk. 1 ændret i 2013, således at Forbrugerombudsmanden har
fået adgang til, efter begæring af forurettede, at anlægge individuelle erstatningssager.
Markedsføringslovens § 27, stk. 1
Markedsføringslovens § 27, stk. 1, fastslår, at enhver, der har retlig interesse heri, kan påberåbe
sig markedsføringsloven ved at anlægge sag om forbud og påbud, og erstatning og vederlag,
efter den gældende lovs § 20.
Desuden fastslår stk. 1 Forbrugerombudsmandens kompetence til at anlægge sag ved domstolene,
jf. § 27, stk. 1, 2. pkt., hvorefter Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag om forbud
eller påbud efter § 20, stk. 1, og på begæring anlægge sag om erstatning og vederlag.
Markedsføringslovens § 27, stk. 2
Efter Markedsføringslovens § 27, stk. 2, kan Forbrugerombudsmanden meddele påbud, hvis
en handling klart er i strid med loven og ikke kan ændres ved forhandling. Det vil sige, at der
skal være gennemført forhandlinger uden positivt resultat.
Tilsidesættelse af et påbud meddelt af Forbrugerombudsmanden efter § 27, stk. 2, medfører
strafansvar efter den gældende markedsføringslovs § 30, stk. 1.
Markedsføringslovens § 27, stk. 3
Ifølge markedsføringslovens § 27, stk. 3, kan et påbud forlanges indbragt for domstolene inden
for 4 uger efter, at påbuddet er blevet meddelt. Anmodning herom skal fremsættes skriftligt
over for Forbrugerombudsmanden inden for 4 uger efter, at påbuddet er meddelt.
Markedsføringslovens § 27, stk. 4
Det følger af markedsføringslovens § 27, stk. 4, at en anmodning om domstolsprøvelse ikke
har opsættende virkning på et nedlagt påbud. Retten kan dog efter påstand herom bestemme,
at påbuddet gives suspensiv virkning.
Markedsføringslovens § 27, stk. 5
Markedsføringslovens § 27, stk. 5, fastslår, at såfremt en dom ankes og et påbud ikke findes
lovligt, da kan den ret, der har afsagt dommen, eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme,
at den pågældende ikke under ankesagen må udøve den handling, påbuddet angår.
Markedsføringslovens § 27, stk. 6
Ifølge markedsføringslovens § 27, stk. 6, kan tiltalen i sager om overtrædelse af markedsføringsloven
overlades til Forbrugerombudsmanden, hvis denne begærer dette.
SIDE 384 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Udvalgets overvejelser
Håndhævelsesmæssige udfordringer ved markedsføring på tværs af landegrænser
Internettets udvikling har åbnet op for større handel og markedsføring på tværs af landegrænser,
og forbrugerne handler i stigende grad med udenlandske selskaber via internettet.
En e-handelsanalyse foretaget af FDIH viser, at danskernes e-handel i 2015 i alt var på 86,8
mia. kr., og heraf gik de 26,9 mia. kr. til udlandet.
Den udbredte handel og markedsføring over landegrænser giver dog håndhævelsesmæssige
udfordringer. Forbrugerombudsmanden oplever et stigende antal klager over vildledende
markedsføring, der foregår fra hjemmesider, hvor udbyderne er etableret i andre lande. Såfremt
virksomhederne er etableret i andre EU-medlemsstater, har Forbrugerombudsmanden
via forordning 2006/2004220 i et vist omfang mulighed for at bede tilsynsmyndighederne i den
pågældende medlemsstat om at gribe ind over for markedsføringen.
Disse muligheder er der dog ikke i forhold til lande uden for EU. I sager, hvor udbyderne er
etableret i lande uden for EU, kan det i praksis være næsten umuligt for Forbrugerombudsmanden
og andre myndigheder at håndhæve lovgivningen. Der kan være tale om efterforskningsmæssige
udfordringer, hvor Forbrugerombudsmanden i givet fald kan være afhængig af
assistance fra myndighederne i det pågældende land. Endvidere har virksomhederne mulighed
for hurtigt at lukke en hjemmeside og overføre aktiviteterne til en anden hjemmeside eller
fortsætte under en ny identitet, inden Forbrugerombudsmanden kan indlede og gennemføre
retsforfølgning i sagerne. Som eksempler herpå kan nævnes de såkaldte abonnementsfældesager,
samt sager, hvor forbrugerne tror de køber et ægte produkt, men hvor det produkt, de
får tilsendt, er en kopivare. Men det kan fx også være vanskeligt at håndhæve lovgivningen i
forhold til hjemmesider, hvor det ikke tydeligt fremgår, at varerene sendes fra et land uden for
EU, og hvor forbrugerne derfor bliver overraskede over, at de efterfølgende også skal betale
for fortoldning af varerne.
De problemer, som denne type sager medfører, giver efter udvalgets opfattelse anledning til
en række principielle overvejelser om, hvorvidt de retsmidler, som Forbrugerombudsmanden
har til rådighed, er tilstrækkelige til at dæmme op for den ulovlige markedsføring, der finder
sted fra hjemmesider, hvor udbyderne er etableret uden for EU. Det kan indebære en ringere
beskyttelse af forbrugerne og ulige konkurrencevilkår for de erhvervsdrivende.
Det er udvalgets opfattelse, at disse problemer ikke kun gør sig gældende inden for markedsføringsrettens
område, men også inden for andre retsområder. Udvalget anbefaler derfor, at
__________________
220
Europaparlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 2006/2004 af 27. oktober 2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder
med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse (››forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde‹‹).
SIDE 385 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
det overvejes nærmere, om der særligt i lyset af den hastige teknologiske udvikling og de
deraf afledte muligheder for internetbaserede lovovertrædelser, er tilstrækkelige værktøjer til
at håndhæve lovgivningen på tværs af de forskellige retsområder.
Udvalget anbefaler, at regeringen også tager spørgsmålet op i regi af EU samarbejdet, herunder
samarbejdet mellem de håndhævende myndigheder med henblik på at styrke den grænseoverskridende
håndhævelse.
Bestemmelsen om retsforfølgning m.v. bevares
Det er udvalgets anbefaling, at § 27 opretholdes i markedsføringsloven.
SIDE 386 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
§ 33 Informationspligt om forældelse (Tidligere § 27 a)
Gældende ret
Informationspligt om forældelse er i dag reguleret i markedsføringslovens § 27 a, som har
følgende ordlyd:
Informationspligt om forældelse
§ 27 a. Forbrugerombudsmanden kan, hvis det skønnes nødvendigt for at beskytte forbrugere
mod retstab, efter forhandling meddele påbud om at informere relevante kunder om retsstillingen
i relation til forældelse.
Bestemmelsen er en ren national bestemmelse og dermed ikke en direkte implementering af
EU-lovgivning. Dog følger det af artikel 11 i direktivet om urimelig handelspraksis, at medlemsstaterne
skal påse, at der findes tilstrækkelige og effektive midler til bekæmpelse af urimelig
handelspraksis og til at sikre, at dette direktivs bestemmelser overholdes i overensstemmelse
med forbrugernes interesser.
Markedsføringslovens § 27 a blev indført i markedsføringslovens ved lov nr. 378 af 17. april
2013.
Før bestemmelsen blev indført havde det vist sig, at en del forbrugere ikke var opmærksomme
på forældelsesreglerne, og fejlagtigt troede, at de automatisk ville få gavn af et forlig eller en
dom i en prøvesag. Formålet med bestemmelsen var derfor at sikre, at de kunder, der ikke er
en del af prøvesagen, bliver informeret om deres krav og reglerne om forældelse, så der ikke
indtræder forældelse af en række lignende krav, mens prøvesagen kører.
Markedsføringslovens § 27 a
Efter markedsføringslovens § 27 a kan Forbrugerombudsmanden, hvis det skønnes nødvendigt
for at beskytte forbrugere mod retstab, efter forhandling meddele påbud om at informere
relevante kunder om retsstillingen i relation til forældelse.
Bestemmelsen giver Forbrugerombudsmanden mulighed for at påbyde en erhvervsdrivende
at informere andre kunder med lignende krav som dem i en konkret sag, om deres forældelsesmæssige
retsstilling.
Reglen finder kun anvendelse, hvis Forbrugerombudsmanden vurderer, at der er nødvendigt
for at beskytte kunderne mod retstab, og Forbrugerombudsmanden ikke gennem forhandling
har haft held med at få etableret en suspensionsordning eller udsendt kundeinformation om
forældelse.
Reglen er alene en informationsregel, og ikke en suspensionsregel. Den erhvervsdrivendes
meddelelse efter bestemmelsen indebærer derfor ikke, at der indtræder suspension eller
SIDE 387 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
afbrydelse af forældelse, og bestemmelsen kan heller ikke anvendes til at påbyde den erhvervsdrivende
at suspendere forældelsesfrister eller tilbyde forbrugeren suspension.
Modsat den gældende markedsføringslovs § 20, der også giver Forbrugerombudsmanden
adgang til at udstede påbud, er det ikke et krav efter § 27 a, at påbud udstedes ved dom eller
efterprøves af domstolene. Forbrugerombudsmanden kan således, uden domstolenes indblanding,
udstede påbud efter § 27 a.
Påbuddets berettigelse kan dog efterprøves af domstolene, fx ved at den erhvervsdrivende i
medfør af den gældende markedsføringslovs § 27, stk. 3, inden for 4 uger beder Forbrugerombudsmanden
om at indbringe påbuddet for domstolene.
Udvalgets overvejelser
Opretholdelse af bestemmelsen om informationspligt om forældelse
Markedsføringslovens § 27 a blev indført i markedsføringsloven ved lov nr. 378 af 17. april
2013. Før bestemmelsen blev indført i loven havde det som nævnt ovenfor vist sig, at en del
forbrugere ikke var opmærksomme på forældelsesreglerne, og fejlagtigt troede, at de automatisk
ville få gavn af et forlig eller en dom i en prøvesag.
Udvalget har drøftet, hvorvidt bestemmelsen om informationspligt om forældelse skal opretholdes.
Det fremgår af lovbemærkningerne, at formålet med bestemmelsen er at beskytte forbrugerne
mod retstab. I tilfælde, hvor mange forbrugere har ensartede krav mod den samme erhvervsdrivende,
men hvor det kun er et mindretal, der fx har klaget, kan der være behov for, at kunderne
bliver gjort opmærksomme på, at de har mulighed for at gøre et krav gældende. I modsat
fald er der risiko for, at et betydeligt antal kunder misforstår deres retsstilling og måske
står med et forældet krav på det tidspunkt, hvor der fx indgås forlig eller falder dom i en konkret
sag. Udenforstående kunder vil da ikke have mulighed for at rejse tilsvarende krav mod
den erhvervsdrivende. Et flertal i udvalget bestående af professor Caroline Heide-Jørgensen,
professor Søren Sandfeld Jakobsen, professor Torben Hansen, Erhvervs- og Vækstministeriet,
Forbrugerombudsmanden, Kulturministeriet, Justitsministeriet og Forbrugerrådet Tænk vurderer,
at Forbrugerombudsmandens mulighed for at meddele påbud til en erhvervsdrivende
om at informere sine kunder om retsstillingen i relation til forældelse i de tilfælde, hvor Forbrugerombudsmanden
skønner det nødvendigt for at beskytte forbrugerne mod retstab, og
hvor der ikke kan opnås enighed med den erhvervsdrivende om enten en aftale om udskydelse
af forældelsen (suspensionsaftale) eller en udsendelse af information om forældelsen til de
berørte kunder, skal opretholdes i loven.
Flertallet lægger i sin vurdering vægt på, at formålet ved bestemmelsens indførelse i 2013 var
at øge forbrugerbeskyttelsen. Bestemmelsen har således til formål at skabe større sikkerhed
for, at forbrugerne i konkrete sager bliver bevidste om, at de har et retskrav, og at de skal
reagere inden forældelsesfristens udløb. Videre er det flertallets opfattelse, at bestemmelsens
SIDE 388 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
signalværdi kan have en positiv effekt, således at de erhvervsdrivende på forhånd selv giver
forbrugerne tilstrækkelig information. Endelig er det flertallets opfattelse, at bestemmelsen
ikke medfører administrative byrder for erhvervslivet, da der alene er tale om en påbudshjemmel
for Forbrugerombudsmanden.
Et mindretal bestående af Håndværksrådet, Dansk Erhverv, Danske Advokater/
Advokatsamfundet, Kreativitet & Kommunikation, DI, Finansrådet og Danske Medier mener,
at bestemmelsen bør ophæves. Disse udvalgsmedlemmer lægger vægt på, at der er tale
om en ren national bestemmelse, som medfører administrative byrder for de erhvervsdrivende,
og at det er et urimeligt og uproportionalt princip, at virksomheder skal rådgive deres
kunder om muligheden for at gøre et krav gældende mod virksomheden selv.
Det er på baggrund af ovenstående udvalgets anbefaling, at bestemmelsen om informationspligt
om forældelse skal opretholdes i markedsføringsloven.
SIDE 389 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
§ 34 Erstatningssøgsmål (Tidligere § 28, stk. 1)
Gældende ret
Erstatningssøgsmål er i dag reguleret i markedsføringslovens § 28, stk. 1, som har følgende
ordlyd:
Erstatningssøgsmål
§ 28. Dersom en flerhed af forbrugere i forbindelse med overtrædelse af bestemmelserne i denne
lov har ensartede krav på erstatning, kan Forbrugerombudsmanden på begæring indtale kravene
under ét.
Markedsføringslovens § 28, stk. 1, blev indført ved lov nr. 428 af 1. juni 1994 som § 20 og er en
ordret videreførelse af bestemmelsen fra 1994.
Markedsføringslovens § 28, stk. 1
Markedsføringslovens § 28, stk. 1, fastslår Forbrugerombudsmandens mulighed for at indtale
flere forbrugerkrav under et, hvis forbrugerne på grund af en erhvervsdrivendes overtrædelse
af markedsføringsloven har ensartede erstatningskrav over for den erhvervsdrivende.
Markedsføringslovens § 28, stk. 1, omfatter alene erstatningskrav, der er opstået ved overtrædelse
af markedsføringsloven. Erstatningskrav skal opgøres efter de sædvanlige erstatningsretlige
principper, jf. den gældende markedsføringslovs § 20, stk. 2.
Bestemmelsen forudsætter, at erstatningskravene udspringer af samme lovstridige forhold, at
kravene er ensartede, samt at den processuelle behandling sker i overensstemmelse med
retsplejelovens regler om subjektiv kumulation (§ 250).
Udvalgets overvejelser
Markedsføringslovens § 28, stk. 1, bevares uændret
Det er udvalgets vurdering, at den gældende markedsføringslovs § 28, stk. 1, om erstatningssøgsmål
skal bevares uændret i loven. Udvalget har ved sin vurdering lagt vægt på den forbrugerbeskyttelse
der ligger i, at Forbrugerombudsmanden kan indtale flere forbrugerkrav under
et, såfremt en flerhed af forbrugere på grund af erhvervsdrivendes overtrædelse af markedsføringsloven
har helt tilsvarende krav over for den erhvervsdrivende.
Udvalget anbefaler på den baggrund, at den gældende markedsføringslovs § 28, stk. 1, om
erstatningssøgsmål bevares uændret i loven.
SIDE 390 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
§ 35 Gruppesøgsmål (Tidligere § 28, stk. 2)
Gældende ret
Erstatningssøgsmål er i dag reguleret i markedsføringslovens § 28, stk. 2, som har følgende
ordlyd:
Erstatningssøgsmål
§ 28, stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål,
jf. retsplejelovens kapitel 23 a.
Markedsføringslovens § 28, stk. 1, blev indført ved lov nr. 428 af 1. juni 1994 som § 20 og er en
ordret videreførelse af bestemmelsen fra 1994.
Markedsføringslovens § 28, stk. 2, der vedrører gruppesøgsmål, blev indført ved lov nr. 181 af
28. februar 2007 i forbindelse med den generelle hjemmel til gennemførelse af gruppesøgsmål
i retsplejelovens kap. 23 a. Bestemmelsen er ikke senere blevet ændret.
Markedsføringslovens § 28, stk. 2
Markedsføringslovens § 28, stk. 2, giver hjemmel til, at Forbrugerombudsmanden kan fungere
som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål.
Markedsføringslovens § 28, stk. 2, omfatter krav, der falder inden for Forbrugerombudsmandens
virksomhed efter markedsføringsloven, dvs. navnlig civilretlige krav, der har sammenhæng
med en overtrædelse af bestemmelser i markedsføringsloven. Det er eksempelvis krav
om, at aftalevilkår er ugyldige, krav om tilbagebetaling af vederlag og krav om erstatning.
Kravene for opstart af gruppesøgsmål følger af retsplejelovens §§ 254 a og 254 b, hvor hovedbetingelserne
i praksis er, at der foreligger ensartede krav, at gruppesøgsmål skønnes at være
den bedste måde at behandle kravene på, og at gruppemedlemmerne kan identificeres og
underrettes om sagen på en hensigtsmæssig måde.
Markedsføringslovens § 28, stk. 2, er ikke begrænset til erstatningssager. Bestemmelsens
sammenhæng med § 28, stk. 1, og overskriften til § 28 (”Erstatningssøgsmål”), kan give indtryk
af, at § 28, stk. 2, er begrænset til erstatningssager.
Udvalgets overvejelser
Markedsføringslovens § 28, stk. 2, flyttes til en selvstændig bestemmelse
Det fremgår af den gældende markedsføringslovs § 28, stk. 1, at Forbrugerombudsmanden har
mulighed for at anlægge erstatningssag, herunder ved at lade sig udpege som grupperepræsentant
i gruppesøgsmål, jf. den gældende lovs stk. 2.
SIDE 391 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Indholdet i den gældende markedsføringslovs § 28, stk. 2, er dog ikke begrænset til erstatningssager.
Det er udvalgets vurdering, at det skal gøres klart i loven, at den gældende § 28,
stk. 2, om gruppesøgsmål, ikke er begrænset til erstatningssager ved at rykke indholdet af den
gældende § 28, stk. 2, om gruppesøgsmål til en selvstændig bestemmelse.
Udvalgets har i sin vurdering lagt vægt på, dels at den gældende bestemmelse om gruppesøgsmål
i § 28, stk. 2, står i sammenhæng med § 28, stk. 1, og dels at overskriften til § 28 er
”Erstatningssøgsmål”. Dette kan efter udvalgets vurdering give indtryk af, at den gældende
bestemmelse om gruppesøgsmål i § 28, stk. 2, er begrænset til erstatningssager.
Det er på den baggrund udvalgets anbefaling, at bestemmelsen om gruppesøgsmål indeholdt i
den gældende § 28, stk. 2, rykkes til en selvstændig bestemmelse, for derved at gøre det klart,
at bestemmelsen ikke er begrænset til erstatningssager.
SIDE 392 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
§ 36 Foreløbigt forbud (Tidligere § 29)
Gældende ret
Reglerne om foreløbigt forbud er i dag reguleret i markedsføringslovens § 29. Bestemmelsen
har følgende ordlyd:
Foreløbigt forbud
§ 29. Forbrugerombudsmanden kan, når der er øjensynligt fare for, at formålet med et forbud
som nævnt i § 20, stk. 1, vil forspildes, hvis rettens afgørelse skal afventes, nedlægge foreløbigt
forbud. Sag til stadfæstelse af forbuddet skal anlægges senest næste hverdag. Reglerne i retsplejelovens
§ 413, nr. 2, § 414, § 430 og § 641, stk. 1-3 og 5, finder tilsvarende anvendelse, og reglerne
i §§ 636 og 638 og § 422, stk. 3, finder anvendelse med de fornødne lempelser.
Stk. 2. Såfremt sag til stadfæstelse af et forbud efter stk. 1 ikke kan afgøres ved dom senest 5
hverdage efter sagens anlæg, kan retten under sagens forberedelse inden udløbet af den nævnte
frist ved kendelse bestemme, at forbuddet fortsat skal stå ved magt. Retten giver, forinden sådan
afgørelse træffes, så vidt muligt parterne adgang til at udtale sig. Stadfæstes forbuddet ikke
inden fristens udløb, er det bortfaldet.
Forbrugerombudsmandens adgang til at nedlægge et foreløbigt forbud blev indført i markedsføringsloven
i 1974, dengang som § 16. Bestemmelsen har været opretholdt uændret i loven
lige siden.
Henvisningerne i bestemmelsen blev dog ændret senest ved lov nr. 1387 af 23. december
2012, som følge af samtidige ændringer i retsplejeloven. Der er alene tale om konsekvensændringer.
Markedsføringslovens § 29, stk. 1
Markedsføringslovens § 29, stk. 1, giver Forbrugerombudsmanden hjemmel til administrativt
at nedlægge et foreløbigt forbud.
For at Forbrugerombudsmanden kan nedlægge et foreløbigt forbud, skal der være øjensynlig
fare for, at formålet med et forbud ellers vil forspildes. Senest næste hverdag skal Forbrugerombudsmanden
anlægge sag ved domstolene om stadfæstelse af forbuddet.
Reglerne om foreløbige forbud suppleres af de regler i retsplejeloven om nedlæggelse af midlertidige
forbud, som stk. 1, 3. pkt., henviser til.
Markedsføringslovens § 29, stk. 2
SIDE 393 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det følger af markedsføringslovens § 29, stk. 2, at hvor det ikke er muligt for retten at afsige
dom senest 5 hverdage efter, en sag er anlagt, kan retten inden 5 hverdage bestemme ved
kendelse, at forbuddet fortsat skal stå ved magt.
Udvalgets overvejelser
Opretholdelse af bestemmelsen om foreløbigt forbud
Bestemmelsen om foreløbigt forbud, som giver Forbrugerombudsmanden hjemmel til administrativt
at nedlægge et foreløbigt forbud, har været i markedsføringsloven siden 1974. Det er
udvalgets vurdering, at reglerne om foreløbige forbud og betingelserne herfor, skal opretholdes
i markedsføringsloven.
Udvalget anbefaler derfor, at bestemmelsen opretholdes uændret i markedsføringsloven.
SIDE 394 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
§ 37 Straf og påtale (Tidligere § 30)
Gældende ret
Reglerne om straf og påtale er i dag reguleret i markedsføringslovens § 30. Bestemmelsen har
følgende ordlyd:
Straf og påtale
§ 30. Tilsidesættelse af et af retten nedlagt forbud eller påbud eller et af Forbrugerombudsmanden
i henhold til § 23, stk. 2, eller § 27, stk. 2 eller § 27 a, meddelt påbud straffes med bøde eller
fængsel i op til 4 måneder. Tilsidesættelse af et påbud om at tilbagebetale en modtaget pengeydelse
straffes dog ikke.
Stk. 2. Den, som undlader at meddele oplysninger, der afkræves efter § 22, stk. 2, eller § 22 a, stk.
3, 2. pkt., eller som i forhold, der omfattes af loven, meddeler Forbrugerombudsmanden urigtige
eller vildledende oplysninger, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden
lovgivning.
Stk. 3. Overtrædelse af bestemmelserne i § 3, stk. 1 og 2, §§ 4-6, § 8, stk. 2 og 3, § 9, § 12 a, stk. 1
og 2, § 13, stk. 1-4, § 14, § 14 a, § 15, stk. 3, § 16, stk. 1-4, og forsætlig overtrædelse af § 18 straffes
med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Overtrædelse af § 3, stk. 2,
der består i skadelig omtale af en anden erhvervsdrivende eller af forhold, der på særlig måde
angår den pågældende, og overtrædelse af § 5 er undergivet privat påtale.
Stk. 4. Overtrædelse af § 19 straffes med bøde eller fængsel i indtil 1 år og 6 måneder, medmindre
højere straf er forskyldt efter straffelovens § 299 a. Påtale finder kun sted efter den forurettedes
begæring.
Stk. 5. I regler, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af
bestemmelser i reglerne.
Stk. 6. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens
5. kapitel.
Efter markedsføringslovens § 30, stk. 1, er det strafsanktioneret, hvis en erhvervsdrivende
overtræder et forbud eller påbud. Tilsidesættelse af et påbud om at tilbagebetale en modtaget
pengeydelse straffes ikke.
Efter bestemmelsens stk. 2, er det bødestrafsanktioneret, hvis en erhvervsdrivende meddeler
urigtige eller vildledende oplysninger til Forbrugerombudsmanden. Det er ligeledes bødestrafsanktioneret,
hvis en erhvervsdrivende ikke efterkommer et krav fra Forbrugerombudsmanden
om at give sådanne oplysninger, som Forbrugerombudsmanden kan forlange, hvis de
skønnes nødvendige for dennes tilsynsvirksomhed, jf. § 22, stk. 2, eller som led i dennes adgang
til at foretage kontrolundersøgelser, jf. § 22 a, stk. 3.
SIDE 395 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Ifølge markedsføringslovens § 30, stk. 3, som er lovens hovedbestemmelse om straf, er det
strafsanktioneret, hvis en erhvervsdrivende overtræder markedsføringslovens §§ 3, stk. 1 og
2, §§ 4-6, § 8, stk. 2 og 3, § 9, § 12 a, stk. 1 og 2, § 13, stk. 1-4, § 14, § 14 a, § 15, stk. 3, § 16, stk.
1-4 og § 18. Strafferammen er bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Bestemmelsen er national og ikke en direkte implementering af EU-lovgivning. Dog følger det
af artikel 13 i direktivet om urimelig handelspraksis, at medlemsstaterne skal fastsætte sanktioner
for overtrædelse af direktivet og træffe de fornødne foranstaltninger for at sikre sanktionernes
gennemførelse. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsens
omfang og have en afskrækkende virkning.
Udvalgets overvejelser
Kriterier for bødefastsættelsen
Det fremgår af lovbemærkningerne til markedsføringsloven, at bøder for overtrædelse af
markedsføringsloven fastsættes ud fra overtrædelsens grovhed, omfang og økonomiske gevinst.
Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at overtrædelser, der er enten grove, bevidste
eller gentagne, bør straffes med bøder, der har en sådan størrelse, at de har en reel præventiv
effekt 221.
Ved udmåling af bøder for førstegangsovertrædelser tages der hensyn til den indvundne eller
tilsigtede økonomiske gevinst ved lovovertrædelsen. Da det imidlertid ofte er vanskeligt at
fastsætte den økonomiske gevinst, kan der ifølge lovbemærkningerne i stedet ses på markedsføringsomkostningerne,
således at bøden svarer til det dobbelte af markedsføringsomkostningerne.
Baggrunden herfor er en antagelse om, at der er en sammenhæng mellem den markedsføringsmæssige
effekt og markedsføringsomkostningerne.
Det følger af straffelovens § 51, stk. 3, om fastsættelse af bøder for overtrædelse af særlovgivningen,
at der ud over hensynet til lovovertrædelsens beskaffenhed og grovhed, jf. staffelovens
§ 80, skal tages særligt hensyn til den skyldiges betalingsevne og til den opnåede eller tilsigte-
__________________
221
Det skal bemærkes, at der i lovforslag L 101 af 12. december 2012 om ændring af markedsføringsloven m.fl. fremgår, at
”bevidste, grove og gentagne overtrædelser af markedsføringsloven bør straffes med bøder, der har en sådan størrelse, at de har
en reel præventiv effekt” [fremhævet her]. Det skal imidlertid ikke læses som kumulative betingelser, jf. L13 om forslag til lov
om markedsføring fremsat den 6. oktober 2005, hvor af det fremgår: ”bevidste, grove eller gentagne overtrædelser af markedsføringsloven
bør straffes med bøder, der har en sådan størrelse, at de har en reel præventiv effekt” [fremhævet her].
SIDE 396 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
de fortjeneste eller besparelse. Det fremgår af lovbemærkningerne222 til bestemmelsen, at: ”Det
har derfor støtte i loven, at den bøde, som pålægges en juridisk person, kan blive væsentligt større
end den, som udmåles over for strafskyldiges enkeltpersoner”. […] ”Endvidere giver kollektivansvaret
mulighed for at fastsætte bøder, der står i passende forhold til virksomhedens størrelse
og økonomi og til den fortjeneste, der er opnået eller tilsigtet ved lovovertrædelsen”.
Forbrugerombudsmandens udfordringer ved bødefastsættelsen
Ifølge Forbrugerombudsmanden er det i praksis sjældent, at der foreligger oplysninger om,
hvad den indvundne eller tilsigtede økonomiske gevinst er ved en given markedsføring. Det er
som oftest heller ikke muligt at foretage et kvalificeret skøn.
En bøde svarende til det dobbelte af markedsføringsomkostningerne har ved traditionel markedsføring,
som fx annoncer i tilbudskataloger eller ved tv-reklamer som udgangspunkt været
et rimeligt parameter at lægge vægt på, da disse markedsføringsformer er forholdsvis omkostningstunge,
og det må antages, at den erhvervsdrivende har forventet en fortjeneste, der
væsentligt overstiger markedsføringsomkostningerne.
Ved online-markedsføring afspejler markedsføringsomkostningerne sjældent effekten af markedsføringen,
da omkostningerne til online-markedsføring kan være meget begrænsede. Efter
Forbrugerombudsmandens opfattelse er det derfor nødvendigt at anvende andre parametre
for straffastsættelsen i sådanne sager.
En overtrædelses omfang er ifølge Forbrugerombudsmanden forholdsvis nem at konstatere
ved annoncer i aviser, tilbudskataloger eller ved tv-reklamer. Ved online markedsføring er det
derimod vanskeligt at fastslå, hvad omfanget er. Forbrugerombudsmanden har ikke mulighed
for at klarlægge, hvor mange personer der inden for en given periode har besøgt en hjemmeside,
hvis virksomheden ikke selv ønsker at oplyse det. Indhentelse af oplysningerne fra et
hostingselskab forudsætter, at anklagemyndigheden indhenter en editionskendelse efter reglerne
i retsplejeloven, hvilket kan forekomme at være et omkostningstungt efterforskningsskridt
afhængigt af overtrædelsens karakter.
Bødeniveauet
Ifølge bemærkningerne til markedsføringsloven af 1994 skulle bødeniveauet søges skærpet.
På den baggrund førte Forbrugerombudsmanden i perioden 1999-2003 en række sager om
__________________
222
L 201 fremsat den 7. februar 1996 om ændring af straffeloven (juridiske personers strafansvar)
SIDE 397 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
overtrædelse af markedsføringsloven med henblik på at hæve bødeniveauet. Domstolene
afgjorde flere af sagerne med bøder på hhv. 1 mio. og 2 mio. kr.
I forbindelse med ændringen af markedsføringsloven i 2005223 udtrykte lovgiver tilfredshed
med denne tendens til betydeligt højere bøder. Det fremgår af lovbemærkningerne, at det var
forventningen, at den skærpelse af bødeniveauet, som den seneste praksis var udtryk for, også
ville slå igennem, når sager fremover behandles ved domstolene eller ved vedtagelse af bødeforelæg.
Forbrugerombudsmanden har oplyst, at bødeniveauet efter 2005-loven er faldet. Bøder for
overtrædelse af markedsføringsloven ligger typisk i niveauet 10.000 kr. til 200.000 kr.
Som eksempel på overtrædelser af markedsføringsloven efter 2005 kan nævnes:
• Overtrædelse af vildledningsforbuddet i markedsføringslovens § 3, stk. 1, ved uberettiget
brug af logoet for Byg Garanti, som må anses for en grov overtrædelse af markedsføringsloven.
Her har domstolene flere gange idømt bøder på 20.000 kr. Der kan
bl.a. henvises til Østre Landsrets dom af 25. oktober 2011.
• Overtrædelse af vildledningsforbuddet i markedsføringslovens § 3, stk. 1, grove sager
om abonnementsfælder. De grove abonnementsfælder indebærer, at en erhvervsdrivende
i en kampagne på internettet lokker med særligt gode tilbud, gratis gaver mv.,
hvor der blot skal betales et mindre beløb, ofte blot for portoen. Ved betaling af dette
symbolske beløb afgiver forbrugeren sine kortoplysninger. Efterfølgende misbruger
selskabet kortoplysningerne til at trække et månedligt beløb, i praksis op til 699
kr./mdr., fra forbrugerens konto. Forbrugerne er ikke klar over, at de samtidig bliver
bundet til dyre abonnementsaftaler, da oplysningerne herom ikke fremgår klart og
tydeligt. Bødernes størrelse ved førstegangsovertrædelser har ligget på mellem
35.000 kr. og 190.000 kr. Som eksempel kan nævnes en dom fra Retten på Frederiksberg
den 22. oktober 2015, hvor der for tre kampagner på nettet blev idømt en bøde
på 80.000 kr.
• Overtrædelse af markedsføringslovens § 3, stk. 1 og 2, i kombination med overtrædelse
af § 14 a om kreditoplysninger, hvor bøderne i førstegangstilfælde ligger på
omkring 100.000 kr. Som eksempler kan nævnes domme fra Retten i Glostrup fra
hhv. den 20. november og 18. december 2013, hvor retten i begge sager bl.a. lagde til
grund, at der var tale om grove overtrædelser begået af virksomheder, der har stor
__________________
223
Lov nr. 1389 af 21. december 2005
SIDE 398 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
indtjening på lånevirksomhed, og at overtrædelser havde stået på i mere end 1 år.
Begge sager endte med bøder på 100.000 kr.
• Overtrædelse af vildledningsforbuddet i markedsføringslovens § 3, stk. 1, i grove sager
om prismarkedsføring. Her kan bl.a. nævnes en dom fra Københavns Byret den
22. marts 2016, hvor en indehaver af en enkeltmandsvirksomhed blev dømt for gennem
en periode på syv måneder systematisk at have fremrykket sidste frist på et tilbud.
Virksomheden havde 135 ansatte og en årlig omsætning på ca. 100 mio. kr. Bøden
blev fastsat til 20.000 kr.
Udvalget bemærker, at lovgivers intention, ved lovændringen i 2005 var, at grove, bevidste
eller gentagne overtrædelser bør straffes med bøder, der har en sådan størrelse, at de har en
reel præventiv effekt.
Det er Forbrugerombudsmanden, professor Caroline Heide-Jørgensen, professor Torben Hansen
og Forbrugerrådet Tænk’s opfattelse, at det nuværende bødeniveau ved sådanne grove
eller gentagne overtrædelser ikke afspejler lovgivers ønske om, at bøderne ved sådanne overtrædelser
skal have en reel præventiv effekt.
Udvalget noterer sig, at Forbrugerombudsmanden ved at anlægge et antal prøvesager kan
søge at hæve bødeniveauet ved sådanne grove overtrædelser af markedsføringsloven. Viser
det sig ikke at være muligt at hæve bødeniveauet ved grove overtrædelser efter et antal prøvesager
ved domstolene, anbefaler udvalget, at der nedsættes en arbejdsgruppe med henblik
på at se nærmere på problemstillingen.
Spam-sager
Det fremgår af lovbemærkningerne224, at straffen for at overtræde forbuddet mod uanmodet
henvendelse skal have et sådan niveau, at det har en generalpræventiv effekt.
Bøden for at overtrædelse spamforbuddet fastsættes på baggrund af en særlig beregningsmodel
baseret på Folketingets Erhvervsudvalgs betænkning af 8. december 2005 til lov nr. 1389
af 21. december 2005 om markedsføring. Det følger af beregningsmodellen, at der for op til
100 udsendelser skal fastsættes en bøde på 10.000 kr., og for over 100 udsendelser en bøde
på 100 kr. pr. udsendelse.
__________________
224
L13 om forslag til lov om markedsføring fremsat den 6. oktober 2005.
SIDE 399 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Langt de fleste sager om overtrædelse af spamforbuddet har vedrørt op til 100 udsendelser,
dvs. en bøde på 10.000 kr. Ifølge Forbrugerombudsmanden er det vanskeligt at bevise et større
antal udsendelser end dem, Forbrugerombudsmanden har modtaget klager over.
Ifølge Forbrugerombudsmanden er det primært i sager, hvor en erhvervsdrivende af egen
drift har oplyst, hvor mange henvendelser der har været sendt ud, at bøden har været fastsat
til over 10.000 kr. I de sager har der oftest været tale om et meget stort antal udsendelser, fx
200.000, hvilket ifølge bødemodellen ville medføre en bøde på 20.000.000 kr. Bøderne er i
disse sager blevet fastsat efter en skønsmæssig vurdering, da beregningsmodellen, der indebærer
en direkte proportionel stigning i bødens størrelse, ikke er anvendelig ved meget omfattende
udsendelser af spam.
Beregningsmodellen finder alene anvendelse på spamhenvendelser, dvs. overtrædelse af markedsføringslovens
§ 6, stk. 1 (den foreslåede § 9, stk. 1). Der findes ikke en tilsvarende model
for overtrædelse af markedsføringslovens § 6, stk. 3 (den foreslåede § 9, stk. 5), hvor der rettes
telefonisk henvendelse, eller hvor der sendes en henvendelse til en bestemt fysisk person
ved brug af andre midler til fjernkommunikation, fx brevpost, hvor modtageren forudgående
har frabedt sig sådanne henvendelser enten ved at være registreret på Robinsonlisten eller
ved at have frabedt sig direkte over for afsenderen.
Udvalget har overvejet, om beregningsmodellen for spamhenvendelser bør udvides, så den
også omfatter henvendelser til en bestemt fysisk person ved brug af brevpost, hvor modtageren
forudgående har frabedt sig sådanne henvendelser enten ved at være registreret på Robinsonlisten
eller ved at have frabedt sig direkte over for afsenderen. Det er udvalgets opfattelse,
at en sådan udstrækning af beregningsmodellens anvendelsesområde må forudsætte en
tilbundsgående undersøgelse af de potentielle udfordringer ved det nugældende bødeniveau.
Udvalget foreslår, at en sådan undersøgelse kan laves i regi af en arbejdsgruppe som foreslået
ovenfor.
Overbygning i straffeloven
Ifølge Forbrugerombudsmanden ses et stigende antal sager om særligt grove overtrædelser af
markedsføringslovens § 3. Det drejer sig navnlig om de såkaldte abonnementsfælder, hvor
sagerne kan være af så grov karakter, at de bør vurderes som en straffelovsovertrædelse og
ikke som en overtrædelse af markedsføringsloven. Fra tidligere praksis kan tillige nævnes
sagerne om de såkaldte ”annoncehajer”, hvor der i mange tilfælde var tale om lignende grove
overtrædelser af markedsføringsloven. Disse sager blev behandlet efter henholdsvis bedrageribestemmelsen
i straffeloven og vildledningsbestemmelsen i markedsføringsloven.
Den type sager af aktuel karakter, som Forbrugerombudsmanden særligt har fremhævet, er de
såkaldte ”abonnementsfælder”, hvor fremgangsmåden ofte er den, at selskabet annoncerer/
sender en e-mail til en personlig e-mailadresse med et særligt godt kampagnetilbud, fx en
iPhone, tablet, gavekort til varehus eller lign. mod betaling af et mindre beløb. Ved betalingen
afgiver forbrugeren sine kortoplysninger. Ofte fremgår det kun af ”standardbetingelserne”
SIDE 400 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
eller gemt længere nede på hjemmesiden, at forbrugeren ved at udnytte kampagnetilbuddet
samtidig bindes til et abonnementet, der efter udløb af en prøveperiode automatisk konverteres
til et almindeligt månedligt abonnement på op til 699 kr./mdr., der trækkes på forbrugerens
konto. Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at markedsføringstiltagets formål er
at franarre forbrugernes betalingsoplysninger ved at lokke med et særlig godt kampagnetilbud.
Abonnementerne er ofte tæt på værdiløse, fx adgang til en online-kalender, madopskrifter,
eller andre lignende ydelser, der nemt kan findes gratis på nettet. Det er Forbrugerombudsmandens
opfattelse, at selskaberne har fortsæt til at vildlede forbrugerne for at opnå en
berigelse, hvilket også understøttes af, at forbrugerne ifølge klagerne ikke modtager produkterne.
Da hele ”forretningskonceptet” netop er lavet med det formål at lokke forbrugeren til at afgive
sine betalingsoplysninger, er det udvalgets opfattelse, at fremgangsmåden ikke alene bør retsforfølges
som en overtrædelse af markedsføringsloven, der alene kan indebære bøde, men
derimod bør betragtes som en straffelovsovertrædelse med fængselsstraf til dem, der står bag
de pågældende selskaber.
Udvalget har drøftet, om der i sager, hvor der er tale om særligt grove overtrædelser af den
gældende markedsføringslovs § 3 (vildledende markedsføring), fx de abonnementsfældesager
der har karakter af formueforbrydelser, bør indføres en strafferetlig overbygning på den gældende
markedsføringslovs § 3, der kan sikre en effektiv sanktionering af sådanne grove overtrædelser.
Udvalget anbefaler, at der tilvejebringes et oplyst grundlag for en eventuel indførelse af en
sådan strafferetlig overbygning.
Privat påtale
I dag er overtrædelse af § 3, stk. 2, der består i skadelig omtale af en anden erhvervsdrivende
eller af forhold, der på særlig måde angår den pågældende, og overtrædelse af § 5 om sammenlignende
reklame, undergivet privat påtale, jf. den gældende lovs § 30, stk. 3.
Det er udvalgets vurdering, at bestemmelsen om forretningskendetegn ligeledes skal undergives
privat påtale.
Udvalget har i sin vurdering lagt vægt på, at lignende bestemmelser i varemærkelovgivningen
er underlagt privat påtale. Udvalget har endvidere lagt vægt på, at de øvrige bestemmelser i
kapitel 5 vedrørende forholdet mellem erhvervsdrivende er undergivet privat påtale. Overtrædelse
af den foreslåede § 20, der består i skadelig omtale af en anden erhvervsdrivende
eller af forhold, der på særlig måde angår den pågældende, og den foreslåede § 21 om sammenlignende
reklame, er således undergivet privat påtale. Efter udvalgets vurdering vil det
sikre mulighederne for ensartet håndhævelse af de bestemmelser, der vedrører forholdet
mellem erhvervsdrivende, hvis også bestemmelsen om forretningskendetegn underlægges
privat påtale.
SIDE 401 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
På baggrund af ovenstående anbefaler udvalget, at overtrædelse af den foreslåede § 22 undergives
privat påtale.
SIDE 402 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
§ 38 Bødeforlæg (Tidligere § 30a)
Gældende ret
Bemyndigelsesbestemmelsen for erhvervs- og vækstministeren til efter forhandling med
justitsministeren at fastsætte, at Forbrugerombudsmanden kan udstede administrative bødeforelæg
i visse typer af strafsanktionerede markedsføringssager, er i dag reguleret i markedsføringslovens
§ 30 a, som har følgende ordlyd:
§ 30 a. Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler
om, at Forbrugerombudsmanden i nærmere angivne sager om overtrædelse af denne lov eller
regler udstedt i medfør heraf i et bødeforelæg kan tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag,
hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig
rede til inden en nærmere angivet frist at betale en i bødeforelægget angivet bøde. Fristen kan
efter anmodning forlænges af Forbrugerombudsmanden.
Stk. 2. Reglerne i retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, om krav til indholdet af et anklageskrift
og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på
bødeforelæg.
Stk. 3. Vedtages bødeforelægget, bortfalder videre forfølgning. Vedtagelsen har samme virkning
som en dom.
Bestemmelsen er en national bestemmelse og ikke en direkte implementering af EUlovgivning.
Dog følger det af artikel 11 i direktivet om urimelig handelspraksis, at medlemsstaterne
skal påse, at der findes tilstrækkelige og effektive midler til bekæmpelse af urimelig
handelspraksis og til at sikre, at dette direktivs bestemmelser overholdes i overensstemmelse
med forbrugernes interesser.
Markedsføringslovens § 30 a blev indført i markedsføringsloven ved lov nr. 378 af 17. april
2013, og bestemmelsen er ikke ændret siden.
Markedsføringslovens § 30 a, stk. 1
Markedsføringslovens § 30 a, stk. 1, fastslår, at erhvervs- og vækstministeren efter forhandling
med justitsministeren kan fastsætte regler om, at Forbrugerombudsmanden i nærmere
angivne sager om overtrædelse af markedsføringsloven eller regler udstedt i medfør heraf i et
bødeforlæg kan tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag.
Reglen finder alene anvendelse, hvis den erhvervsdrivende, der har begået overtrædelsen,
erklærer sig skyldig i overtrædelsen og accepterer, at sagen afgøres administrativt med betaling
af bøden.
SIDE 403 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Bestemmelsen kan fx tænkes anvendt på §§ 3, 6, 12 a og 15, men kun såfremt der er tale om
åbenbare og objektivt konstaterbare overtrædelser uden nævneværdige skønsmæssige elementer.
Markedsføringslovens § 30 a, stk. 2
Markedsføringslovens § 30 a, stk. 2, fastslår, at udvalgte dele af retsplejelovens regler om
kravene til indholdet af et anklageskrift finder tilsvarende anvendelse på bødeforlæg efter §
30 a, stk. 1.
Markedsføringslovens § 30 a, stk. 3
Markedsføringslovens § 30 a, stk. 3, fastslår, at hvis en bøde vedtages, så bortfalder videre
forfølgning. Vedtagelsen af en bøde har således samme virkning som en dom.
Udvalgets overvejelser
Opretholdelse af bestemmelsen om administrative bødeforlæg
Markedsføringslovens § 30 a blev som nævnt indført ved lov nr. 378 af 17. april 2013. Før
bestemmelsen blev indført i loven var der ikke hjemmel til, at Forbrugerombudsmanden kunne
udstede administrative bødeforelæg i forbindelse med overtrædelse af strafbelagte bestemmelser
i markedsføringsloven eller regler udstedt i medfør heraf. Det tilkom alene anklagemyndigheden.
Hvis der konstateredes en overtrædelse af en strafbelagt bestemmelse i markedsføringsloven,
havde Forbrugerombudsmanden således alene mulighed for at politianmelde overtræderen.
Politiet forestod herefter i samarbejde med Forbrugerombudsmanden den videre strafferetlige
behandling af sagen, jf. Rigsadvokatens meddelelse 7-2008. I de tilfælde, hvor der blev rejst
tiltale for overtrædelse af loven, kunne Forbrugerombudsmanden på egen begæring overlades
udførelsen af tiltalen, jf. den dagældende markedsføringslovs § 27, stk. 6.
Det er udvalgets vurdering, at bestemmelsen giver Forbrugerombudsmanden mulighed for at
reagere hurtigere på visse overtrædelser, hvor der er tale om ukomplicerede sager uden bevistvivl,
ved at afslutte sådanne sager med administrative bødeforelæg.
Det er endvidere udvalgets vurdering, at bestemmelsen sikrer en hurtigere og nemmere mulighed
for at få afsluttet en strafsanktioneret markedsføringssag.
Bestemmelsen er ikke udnyttet endnu, men den tilvejebringer et hjemmelsgrundlag, som gør
det muligt for Forbrugerombudsmanden at udstede administrative bødeforelæg i nærmere
angivne sager om overtrædelse af markedsføringslovens regler eller regler udstedt i medfør
heraf i tilfælde af åbenbare og objektivt konstaterbare overtrædelser, som konstateres i forSIDE
404 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
bindelse med anmeldelser eller ved Forbrugerombudsmandens egen foranledning, fx ved
stikprøvekontrol.
Der har siden september 2013 været en løbende dialog mellem Forbrugerombudsmanden og
Justitsministeriet om, hvilke sagstyper der kan omfattes af en bekendtgørelse om administrative
bødeforlæg. Når der er opnået enighed, vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udarbejde
en bekendtgørelse. Der er i det væsentligste enighed mellem Forbrugerombudsmanden og
Justitsministeriet om, hvilke sagstyper der generelt er egnede til at kunne afgøres med administrative
bødeforelæg.
Der forventes inden udgangen af 2016 at foreligge en afklaring af, om der inden for de sagstyper,
hvor der er enighed om, at disse er egnede til at kunne afgøres med administrative bødeforelæg,
foreligger enten tilstrækkelig klare retningslinjer for bødeudmålingen i lovbemærkningerne
eller tilstrækkelig klar retspraksis for bødeudmålingen, hvilket ifølge lovbemærkningerne
til bestemmelsen er en forudsætning for, at sagstyperne kan omfattes af bekendtgørelsen.
Det er udvalgets forventning, at hjemlen vil betyde en smidiggørelse af sagsbehandlingen for
både anklagemyndigheden og Forbrugerombudsmanden.
Det er derfor udvalgets anbefaling, at bestemmelsen skal opretholdes i markedsføringsloven.
Danske Advokater/Advokatsamfundet bemærker dog, at muligheden for at udstede administrative
bødeforlæg som hovedregel bør forbeholdes politi – og anklagemyndigheden. Under
hensyntagen til, at muligheden forbeholdes nærmere angivne sager om overtrædelse af markedsføringslovens
regler eller udstedet i medfør heraf i tilfælde af åbenbare og objektivt konstaterbare
overtrædelser, som konstateres i forbindelse med anmeldelser eller ved Forbrugerombudsmandens
egen foranstaltning», finder Danske Advokater/Advokatsamfundet imidlertid
ikke, at der knytter sig afgørende retssikkerhedsmæssige betænkeligheder til den i lovudkastet
skitserede ordning, og Danske Advokater/Advokatsamfundet kan derfor tilslutte sig,
at muligheden for at udstede administrative bødeforlæg opretholdes.
Danske Advokater/Advokatsamfundet bemærker endvidere, at der almindeligvis bør udvises
tilbageholdenhed med administrative bøder ud fra retssikkerhedsmæssige hensyn.
SIDE 405 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
§ 39 Henlæggelsesbeføjelser (Tidligere § 26)
Gældende ret
Den gældende markedsføringslov indeholder en bestemmelse om henlæggelsesbeføjelser i §
26. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
Henlæggelsesbeføjelser
§ 26. Erhvervs- og vækstministeren kan henlægge sine beføjelser efter loven til en myndighed
under ministeriet. Dette gælder ikke for beføjelser i henhold til § 22, stk. 5. Henlægger ministeren
sine beføjelser til en myndighed under ministeriet, kan ministeren fastsætte regler om klageadgangen,
herunder at klager ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Bestemmelsen blev indsat i markedsføringsloven ved lov nr. 428 af 1. juni 1994 og er ikke
ændret siden.
Bestemmelsen er ikke en implementering af EU-lovgivning.
Bestemmelsen giver erhvervs- og vækstministeren mulighed for at henlægge sine beføjelser
efter markedsføringsloven til en myndighed under ministeriet. Dette gælder dog ikke beføjelsen
til at udstede regler om Forbrugerombudsmandens virksomhed, jf. den gældende markedsføringslovs
§ 22, stk. 5.
Ifølge bekendtgørelse nr. 889 af 26. oktober 1994 om henlæggelse af visse beføjelser til Forbrugerstyrelsen,
udøver Forbrugerstyrelsen de beføjelser, som efter markedsføringsloven er
tillagt ministeren.
Det betyder, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har beføjelse til at udstede bekendtgørelser
efter den gældende markedsføringslovs § 6, stk. 7 (regler om erhvervsdrivendes informationspligt
vedrørende uanmodede henvendelser), § 7a (tjenesteyderes oplysningspligt), § 13,
stk. 8 (regler om prisoplysninger m.v.), § 14 b (risikooplysninger for kreditaftaler), § 16, stk. 5
(organiseret rabat), § 17, stk. 1 (mærkning), § 17, stk. 2 (varebetegnelser og emballage), § 22,
stk. 6-10 (digital kommunikation), § 22a, stk. 7 (politibistand ved kontrolundersøgelser), § 25,
stk. 3 (gebyr for forhåndsbesked) og § 30a (administrative bødeforlæg).
Udvalgets overvejelser
Opretholdelse af bestemmelsen om henlæggelsesbeføjelser
Det er udvalgets vurdering, at bestemmelsen om henlæggelsesbeføjelser skal bevares uændret.
Udvalget har i sin vurdering lagt vægt på, at det er nødvendigt for at kunne opretholde en
smidig anvendelse af markedsføringsloven, at ministerens beføjelser efter loven henlægges til
den relevante styrelse, der har markedsføringsloven som ressort.
Udvalget anbefaler derfor, at bestemmelsen om henlæggelsesbeføjelser bevares uændret.
SIDE 406 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Vejledning (Foreslås ophævet: tidligere § 7)
Gældende ret
Den gældende markedsføringslov indeholder en bestemmelse om vejledning i § 7. Bestemmelsen
har følgende ordlyd:
Vejledning
§ 7. Ved tilbuds afgivelse, ved indgåelse af aftale eller efter omstændighederne på leveringstidspunktet
skal der gives en efter formuegodets eller ydelsens art forsvarlig vejledning, når denne er
af betydning for bedømmelsen af godets eller ydelsens karakter eller egenskaber, herunder især
brugsegenskaber, holdbarhed, farlighed og vedligeholdelsesmulighed.
Bestemmelsen blev sat ind i markedsføringsloven i 1974, og har bevaret den oprindelige ordlyd.
Bestemmelsen pålægger den erhvervsdrivende en pligt til at give fornøden vejledning af betydning
for bedømmelsen af den markedsførte vares eller tjenesteydelses karakter eller egenskaber.
Vejledningspligten omfatter særligt vejledning om holdbarhed, farlighed og vedligeholdelsesmuligheder.
Omfanget af vejledningspligten afhænger af arten af det pågældende
produkt samt sædvaner og kutymer på det pågældende område.
Bestemmelsen opstiller ingen formkrav. I mange tilfælde vil varedeklarationer eller brugsanvisninger
være velegnede, det gælder fx selvbetjeningssalg og salg af masseproducerede eller
teknisk komplicerede varer, mens mundtlig orientering og besvarelse af køberens spørgsmål i
andre situationer vil være mere hensigtsmæssig.
Bestemmelsen er ikke strafsanktioneret jf. markedsføringslovens § 30, stk. 3, modsætningsvis,
men Forbrugerombudsmanden har mulighed for at udstede forbud eller påbud ved overtrædelse
af bestemmelsen.
Udvalgets overvejelser
Ophævelse af bestemmelsen vedr. vejledningspligt
En af udvalgets opgaver er at sikre, at markedsføringsloven er i overensstemmelse med EUreglerne
på markedsføringsområdet.
Markedsføringslovens § 7 fastsætter regler om, hvornår en erhvervsdrivende skal give vejledning
overfor såvel forbrugere som erhvervsdrivende. Det følger af bestemmelsen, at der skal
gives vejledning, når vejledningen er af betydning for bedømmelsen af godets eller ydelsens
karakter eller egenskaber. Vejledningen skal gives i forbindelse med afgivelse af tilbud, indgåelse
af en aftale eller på leveringstidspunktet.
SIDE 407 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Direktivet om urimelig handelspraksis finder anvendelse på erhvervsdrivendes urimelige
handelspraksis over for forbrugerne, før, under og efter en handelstransaktion i forbindelse
med et produkt. Handelspraksis omfatter bl.a. handlinger, udeladelser og fremstilling foretaget
af en erhvervsdrivende med direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt.
EU-domstolen har fastslået, at direktivet om urimelig handelspraksis er karakteriseret ved et
særligt bredt materielt anvendelsesområde på grund af den meget brede definition af begrebet
”handelspraksis”225.
Det er på den baggrund udvalgets vurdering, at en erhvervsdrivendes vejledning om et produkt
over for forbrugere er en handelspraksis i direktivets forstand.
Da direktivet er udtryk for totalharmonisering, kan § 7 kun opretholdes i forhold til forbrugere,
i det omfang bestemmelsen er i overensstemmelse med direktivets regler.
Det følger af direktivet, at der alene kan opretholdes generelle forbud, i det omfang de findes
på listen i bilag I til direktivet, der angiver hvilke former for handelspraksis, der under alle
omstændigheder anses for at være urimelige. Listen indeholder ikke en pligt til at give forsvarlig
vejledning.
Hvorvidt en erhvervsdrivende har givet en tilstrækkelig vejledning skal derfor efter direktivet
om urimelig handelspraksis vurderes konkret fra sag til sag efter bestemmelsen om god erhvervsskik
(”erhvervsmæssig diligenspligt”) i artikel 5, samt bestemmelserne om vildledende
handlinger i artikel 6 hhv. vildledende udeladelser i artikel 7.
Det blev drøftet, at det kan være problematisk for danske virksomheders konkurrenceevne og
varernes fri bevægelighed at have nationale særregler som markedsføringslovens § 7, der ikke
nødvendigvis findes i andre lande.
Et flertal i udvalget bestående af professor Caroline Heide-Jørgensen, professor Søren
Sandfeld Jakobsen, professor Torben Hansen, Erhvervs- og Vækstministeriet,
Forbrugerombudsmanden, Kulturministeriet, Justitsministeriet, Danske
Advokater/Advokatsamfundet, Håndværksrådet, Dansk Erhverv, Kreativitet &
Kommunikation, DI, Finansrådet og Danske Medier vurderer derfor, at der kan rejses tvivl om
__________________
225
Se EU-domstolens afgørelser C-540/08 (Mediaprint Zeitungs- und Zeitschriftenverlag GmbH & Co. KG mod Ôsterreich Zeitungsverlag
GmbH), præmis 21, og C-59/12 (BKK Mobil Oil mod Zentrale zur Bekämpfung unlauteren Wettbewerbs), præmis
40 samt C-388/13 (Hatóság mod UPC Magyarirszág), præmis 34.
SIDE 408 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
vejledningspligten overfor forbrugere efter den gældende markedsføringslovs § 7 kan opretholdes
i sin nuværende ordlyd.
Et mindretal bestående af Forbrugerrådet Tænk mener, at det er muligt, hensigtsmæssigt, og
fuldt foreneligt med direktivet at opretholde en selvstændig bestemmelse vedrørende vejledningspligt.
Dette medlem bemærker, at der hverken er tale om et generelt forbud, eller en bestemmelse,
som opstiller særlige formkrav til, hvordan vejledningen skal finde sted.
Tværtimod er bestemmelsen med til at sikre, at forbrugerne får de oplysninger, som de har
krav på, og som er nødvendige for at kunne betjene produktet korrekt. Herunder tjener bestemmelsen
et samfundsmæssigt hensyn, idet det præciseres, at det er vigtigt, at der gives
”forsvarlig” vejledning i relation til bl.a. produktets farlighed, hvilket ikke blot er af stor betydning
for den potentielle køber, men også for køberens ”medborgere” i forbindelse med den
efterfølgende anvendelse. De forholdsvis udbredte ”dronere” til privat brug kan således nævnes
som eksempel på produkter, som kan gøre betydelig skade, hvis ikke de betjenes med
respekt for en nøje vejledning, herunder eventuelle advarsler/opmærksomhedspunkter.
Konsekvenserne af at bestemmelsen ophæves
Da der kan rejses tvivl om den gældende markedsføringslovs § 7 på grund af direktivet om
urimelig handelspraksis kan opretholdes i sin nuværende ordlyd, har udvalget vurderet, hvad
følgerne af at ophæve bestemmelsen vil være – både for forbrugerne og andre erhvervsdrivende,
herunder i hvilket omfang andre bestemmelser i markedsføringsloven og anden lovgivning
giver en lignende beskyttelse.
SIDE 409 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Markedsføringslovens bestemmelser om god skik
Den foreslåede bestemmelse om god erhvervsskik i § 4 er en implementering af direktivet
om urimelig handelspraksis artikel 5, hvorefter en handelspraksis er urimelig, hvis den er i
modstrid med kravet om erhvervsmæssig diligenspligt og væsentlig forvrider eller kan forventes
væsentligt at forvride den økonomiske adfærd i forhold til produktet hos gennemsnitsforbrugeren.
Det er udvalgets vurdering, at såfremt en erhvervsdrivende undlader at give en forbruger
en efter produktets art forsvarlig vejledning, vil dette efter omstændighederne kunne være
i strid med den foreslåede bestemmelse om god erhvervsskik i § 4. Der er derfor mulighed
for, at en erhvervsdrivende kan blive pålagt et forbud eller påbud efter den foreslåede bestemmelse
om god erhvervsskik i § 4.
Det følger endvidere af Forbrugerombudsmandens praksis, at såfremt et koncept er i strid
med eller ikke opfylder gældende oplysningsforpligtelser i den civilretlige lovgivning, vil
konceptet være i strid med den gældende markedsføringslovs § 1.
En overtrædelse af købelovens §§ 75 a og 76, eller forbrugeraftalelovens §§ 8 og 17 vil derfor
efter Forbrugerombudsmandens faste praksis være i strid med den gældende markedsføringslovs
§ 1. Der er derfor mulighed for, at erhvervsdrivende, der ikke opfylder købelovens
§§ 75 a og 76 eller forbrugeraftalelovens § 8, kan blive pålagt et forbud eller påbud efter
markedsføringslovens § 1. Se dog nærmere om begrænsningerne ved bestemmelserne i
hhv. købeloven og forbrugeraftaleloven nedenfor.
Det er udvalgets vurdering, at et koncept i strid med den civilretlige lovgivning fremover vil
være i strid med hhv. den foreslåede § 3 om god markedsføringsskik og den foreslåede § 4
om god erhvervsskik.
Det er endvidere udvalgets vurdering, at såfremt en erhvervsdrivende undlader at give en
anden erhvervsdrivende en efter produktets art forsvarlig vejledning, vil dette i sig selv
kunne være i strid med den foreslåede bestemmelse om god markedsføringsskik i § 3.
Markedsføringslovens bestemmelser om vildledning
Den foreslåede bestemmelse om vildledende udeladelser i § 6 er en implementering af direktivet
om urimelig handelspraksis artikel 7, stk. 1, hvorefter en handelspraksis betragtes
som vildledende, hvis den i sin faktuelle sammenhæng […] udelader væsentlige oplysninSIDE
410 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
ger, som gennemsnitsforbrugeren har behov for i den pågældende situation […] og derved
foranlediger gennemsnitsforbrugeren eller kan forventes at foranledige denne til at træffe
en transaktionsbeslutning, som han ellers ikke ville have truffet. Væsentlige oplysninger efter
artikel 7 omfatter fx produktets vigtigste karakteristika226.
Efter markedsføringslovens § 7 er den erhvervsdrivende forpligtet til at vejlede om produktets
karakter eller egenskaber. Omfanget af vejledningspligten afhænger af arten af det pågældende
produkt, samt sædvaner og kutymer på det pågældende område. Vejledningspligten
vil dog i forhold til masseproducerede eller teknisk komplicerede varer typisk blive opfyldt
ved, at varen mærkes med varedeklaration eller ved, at der vedlægges en brugsanvisning.
Det er udvalgets vurdering, at såfremt en erhvervsdrivende ikke vedlægger en brugsanvisning,
og undlader at oplyse en forbruger herom, vil det i langt de fleste tilfælde være en
vildledende udeladelse efter den foreslåede § 6.
Den foreslåede § 19 fastslår, at en erhvervsdrivendes markedsføring ikke må indeholde
urigtige oplysninger eller være egnet til at vildlede, hvis markedsføringen som følge heraf
er egnet til at påvirke den økonomiske adfærd hos modtagergruppen. Ved vurderingen af,
om en erhvervsdrivendes markedsføring er vildledende, skal der tages hensyn til markedsføringen
som helhed, herunder især oplysninger om bl.a. produktets egenskaber.
Det er udvalgets vurdering, at såfremt en erhvervsdrivende ikke vedlægger en brugsanvisning,
og undlader at oplyse en anden erhvervsdrivende herom, vil det i langt de fleste tilfælde
være vildledende efter den foreslåede § 19.
Købelovens §§ 75 a og 76
Købelovens §§ 75 a og 76 gælder i forbrugerkøb, dvs. køb foretaget af en forbruger hos en
erhvervsdrivende.
__________________
226
Væsentlige oplysninger er f.eks. oplysningskrav, som er fastlagt i fællesskabslovgivningen i forbindelse med kommerciel
kommunikation jf. direktivets artikel 7, stk. 5 og bilag II til direktivet, der indeholder en ikke-udtømmende liste over væsentlige
oplysninger i fællesskabslovgivningen. Bilag II henviser bl.a. til direktiv 2002/65 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser art 3,
hvorefter der skal oplyses om finansielle tjenesteydelsers vigtigste karakteristika forud for aftaleindgåelse, jf. artikel 3. Direktiv
2011/83/EU om forbrugerrettigheder indeholder også et forpligtigelse til at oplyse om en vares vigtigste egenskaber, jf. artikel
5 og 6. Det lægges til grund, at oplysningsforpligtigelserne efter forbrugeraftaleloven også vil være en væsentlig oplysning efter
direktivet om urimelig handelspraksis artikel 7.
SIDE 411 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Efter købelovens § 75 a, stk. 1, skal køberen i forbindelse med købet have de fornødne oplysninger
med henblik på montering, anvendelse, opbevaring og vedligeholdelse af salgsgenstanden.
Sælgers oplysningspligt omfatter primært standardoplysninger vedrørende
salgsgenstanden, dvs. at sælger i mangel af særlige holdepunkter for andet kan gå ud fra, at
forbrugeren har brug for de oplysninger, der i almindelighed er nødvendige for, at en gennemsnitlig
forbruger er blevet oplyst i tilstrækkeligt omfang.
Efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, foreligger der en mangel ved salgsgenstanden, hvis genstanden
er af anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og
de foreliggende omstændigheder skulle være, herunder hvis kravene i § 75 a ikke er opfyldt.
Hvis forbrugeren ikke får oplysninger efter lovens § 75 a i forbindelse med købet, er
salgsgenstanden således mangelfuld.
Efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 3, foreligger der endvidere en mangel ved salgsgenstanden,
hvis sælgeren har forsømt at give køberen oplysning om forhold, der har haft betydning for
køberens bedømmelse af genstanden, og som sælgeren kendte eller burde kende.
Bestemmelsen omfatter de tilfælde, hvor sælgeren har tilsidesat sin loyale oplysningspligt,
dvs. at sælgeren har forsømt at give køberen oplysninger om forhold, som har haft betydning
for køberens bedømmelse af genstanden, og som sælgeren kendte eller burde kende
til. Bestemmelsen er beskyttelsespræceptiv, jf. købelovens § 1, stk. 2, hvilket indebærer, at
sælgeren ikke kan afskære køberens mangelsbeføjelser ved at tage hverken et generelt eller
et konkret forbehold, jf. også lovens § 77.
Indholdet af vejledningspligten efter købelovens §§ 75 a og 76 er således i vidt omfang
sammenfaldende med vejledningspligten efter markedsføringslovens § 7.
SIDE 412 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Der er dog den væsentlige forskel, at købelovens § 75 a ikke er præceptiv, og forbrugeren
og den erhvervsdrivende således i en konkret situation kan aftale, at der ikke skal gives vejledning.
Det må imidlertid bero på en konkret vurdering, hvorvidt aftalen vil medføre en
tilsidesættelse af den erhvervsdrivendes loyale oplysningsforpligtelse efter lovens § 76, stk.
1, nr. 3.
En anden væsentlig forskel er, at købelovens bestemmelser i §§ 75 a og 76 finder anvendelse
i forholdet mellem den erhvervsdrivende og den eller de konkrete forbrugere, der har
købt det pågældende produkt. Retsfølgerne af, at en erhvervsdrivende ikke opfylder vejledningspligten
efter købeloven vil derfor alene medføre, at det konkrete solgte produkt lider
af en mangel, og at den eller de konkrete forbrugere derfor bl.a. vil kunne kræve afhjælpning,
et forholdsmæssigt afslag, hæve købet eller erstatning.
Forbrugeraftalelovens §§ 8 og 17
Forbrugeraftalelovens kapitel 3 omhandler den erhvervsdrivendes oplysningspligt. Efter
forbrugeraftalelovens §§ 8, stk. 1, nr. 1227, og 17, stk. 1, nr. 1228, skal en erhvervsdrivende på
en klar og forståelig måde give forbrugeren oplysning om varens eller tjenesteydelsens vigtigste
egenskaber, inden aftalen indgås. Oplysningerne skal gives i et omfang, der svarer til
kommunikationsteknikken og til varen eller tjenesteydelsen.
Markedsføringslovens § 7 pålægger den erhvervsdrivende en pligt til at give fornøden vejledning
af betydning for bedømmelsen af den markedsførte vares eller tjenesteydelses karakter
eller egenskaber. Vejledningspligten omfatter særligt vejledning om holdbarhed, farlighed
og vedligeholdelsesmuligheder. Omfanget af vejledningspligten afhænger af arten af
det pågældende produkt samt sædvaner og kutymer på det pågældende område.
Indholdet af oplysningspligten efter forbrugeraftalelovens §§ 8 og 17 er således i vidt omfang
sammenfaldende med markedsføringslovens § 7.
Der er dog den væsentlige forskel, at forbrugeraftalelovens §§ 8 og 17 alene gælder i forhold
til forbrugere.
En anden væsentlig forskel er, at forbrugeraftalelovens §§ 8 og 17 kun finder anvendelse i
forholdet mellem erhvervsdrivende og de forbrugere, som den erhvervsdrivende indgår aftale
med. Såfremt en erhvervsdrivende ikke opfylder oplysningspligten efter forbrugerafta-
__________________
227
§ 8 gælder for aftaler indgået uden for en erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg.
228
§ 17 gælder for andre aftaler end aftaler indgået uden for en erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg.
SIDE 413 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
leloven, vil det derfor alene medføre aftaleretlige konsekvenser i forholdet mellem forbrugeren
og den erhvervsdrivende.
Som nævnt ovenfor, kan der rejses tvivl om, hvorvidt den gældende markedsføringslovs § 7 i
forhold til forbrugere kan opretholdes i sin nuværende ordlyd i forhold til forbrugere.
Følgerne af at ophæve den gældende markedsføringslovs § 7 i forhold til forbrugerne vil efter
udvalgets vurdering være:
Det er udvalgets vurdering, at en erhvervsdrivende i forhold til forbrugere, som udgangspunkt
vil skulle give en forsvarlig vejledning i samme omfang som efter den gældende § 7, efter den
foreslåede bestemmelse om god erhvervsskik i § 4. I disse situationer, vil den erhvervsdrivende
kunne blive pålagt et påbud om at give en forsvarlig vejledning.
Efter udvalgets vurdering vil en erhvervsdrivende derudover på baggrund af den foreslåede §
6, ud fra en konkret vurdering, kunne blive pålagt at oplyse, hvis der ikke medfølger en brugsvejledning.
Det er endvidere udvalgets vurdering, at en erhvervsdrivende i forhold til forbrugere efter
såvel købeloven som forbrugeraftaleloven er pålagt at give forbrugeren oplysninger svarende
til dem, som følger af vejledningspligten efter markedsføringslovens § 7. Der er dog den forskel,
at en erhvervsdrivende, der ikke opfylder vejledningspligten i den gældende markedsføringslovs
§ 7, kan blive pålagt et forbud eller et påbud om fremover at give tilstrækkelig vejledning.
Den mulighed er der ikke efter hverken købeloven eller forbrugeraftaleloven, og en
overtrædelse heraf vil udelukkende have aftaleretlige følger i forholdet mellem forbrugeren
og den erhvervsdrivende.
Endvidere vil en erhvervsdrivende, der ikke opfylder købelovens §§ 75 a eller 76 eller forbrugeraftalelovens
§§ 8 eller 17, dog fremover som udgangspunkt handle i strid med hhv. den
foreslåede § 3 om god markedsføringsskik eller den foreslåede § 4 om god erhvervsskik, som
begge giver mulighed for, at erhvervsdrivende pålægges at overholde den civilretlige lovgivning.
Det er samlet set udvalgets vurdering, at konsekvenserne ved at ophæve § 7 i forhold til forbrugere
ikke er betydelige.
Følgerne af at ophæve den gældende markedsføringslovs § 7 i forhold til erhvervsdrivende vil
efter udvalgets vurdering være:
Det er udvalgets vurdering, at en erhvervsdrivende i forhold til andre erhvervsdrivende, som
udgangspunkt vil skulle give en forsvarlig vejledning i samme omfang som efter den gældende
§ 7, efter den foreslåede bestemmelse om god markedsføringsskik i § 3. I disse situationer, vil
den erhvervsdrivende kunne blive pålagt et påbud om at give en forsvarlig vejledning.
SIDE 414 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Det er endvidere udvalgets vurdering, at såfremt en erhvervsdrivende ikke vedlægger en
brugsanvisning, hvor det er nødvendigt, og undlader at oplyse en anden erhvervsdrivende
herom, vil det efter omstændighederne kunne være vildledende efter den foreslåede § 19.
Såfremt vejledningspligten efter § 7 også ophæves i forholdet mellem to erhvervsdrivende, vil
en erhvervsdrivende derfor som udgangspunkt kunne blive pålagt at oplyse, hvis der ikke
medfølger en brugsvejledning.
Det er samlet set udvalgets vurdering, at konsekvenserne ved at ophæve § 7 i forhold til erhvervsdrivende
ikke er betydelige.
Et flertal i udvalget bestående af professor Caroline Heide-Jørgensen, professor Søren
Sandfeld Jakobsen, professor Torben Hansen, Erhvervs- og Vækstministeriet,
Forbrugerombudsmanden, Kulturministeriet, Justitsministeriet, Danske
Advokater/Advokatsamfundet, Håndværksrådet, Dansk Erhverv, Kreativitet &
Kommunikation, DI, Finansrådet og Danske Medier anbefaler, at bestemmelsen ophæves,
både i forholdet mellem en erhvervsdrivende og en forbruger og i forholdet mellem to erhvervsdrivende,
men at det samtidig præciseres i bemærkningerne til såvel god skikbestemmelserne
som vildledningsbestemmelserne, at det også vil kunne være i strid med
bestemmelserne, hvis der ikke gives en forsvarlig vejledning.
Et mindretal bestående af Forbrugerrådet Tænk anbefaler, uagtet relateret civilretlig lovgivning
m.v., at opretholde en selvstændig bestemmelse i markedsføringsloven vedrørende vejledningspligt.
Udvalget anbefaler, at bestemmelsen om vejledning ophæves i markedsføringsloven.
SIDE 415 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Kreditkøb (Foreslås ophævet - Tidligere § 14)
Gældende ret
Den gældende markedsføringslov indeholder i § 14 en bestemmelse om kreditkøb, der har
følgende ordlyd:
Kreditkøb
§ 14. Såfremt varerne udbydes erhvervsmæssigt til forbrugerne med oplysning om omkostninger
ved at erhverve dem ved kreditkøb, skal der på samme måde som anført i § 13, stk. 1, gives oplysning
om
1) kontantprisen,
2 kreditomkostningerne angivet som et beløb og
3) de årlige omkostninger i procent for kreditten. De årlige omkostninger i procent skal gives på
en lige så fremtrædende måde som de øvrige kreditoplysninger.
Stk. 2. Ved beregning af kreditomkostningerne efter stk. 1, nr. 2, og de årlige omkostninger i
procent efter stk. 1, nr. 3, finder kapitel 2 i lov om kreditaftaler anvendelse.
Stk. 3. Oplysninger efter stk. 1 kan gives i form af et repræsentativt eksempel, hvis dette er den
eneste hensigtsmæssige fremgangsmåde.
Stk. 4. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse, såfremt varerne udbydes elektronisk til forbrugerne
med mulighed for bestilling.
Bestemmelsen er en implementering af artikel 3 i forbrugerkreditdirektivet fra 1987229. Forbrugerkreditdirektivet
fra 1987 blev ophævet den 12. maj 2010 og erstattet af et nyt totalharmoniserende
forbrugerkreditdirektiv230. Det nye forbrugerkreditdirektiv indeholder i artikel
4 en bestemmelse om markedsføring af kreditaftaler. Artikel 4 er implementeret i den
gældende lovs § 14 a.
__________________
229
Rådets direktiv 87/102/EØF af 22. december 1986 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative
bestemmelser om forbrugerkredit, som ændret ved direktiv 90/88/EØF og direktiv 98/7/EF.
230
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets
direktiv 87/102/EØF.
SIDE 416 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Forbrugerombudsmanden tog i 2011 stilling til, hvorvidt markedsføringslovens § 14 fortsat
havde betydning, og dermed fortsat skulle overholdes ved markedsføring af kreditkøb, efter
indsættelsen af § 14 a i markedsføringsloven. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse var
der tale om et vist overlap mellem de to bestemmelser, men Forbrugerombudsmanden udtalte,
at § 14 skal overholdes i sin heldhed, når der er tale om markedsføring af genstandsbestemt
kreditkøb231.
Udvalgets overvejelser
Ophævelse af bestemmelse om kreditkøb
Det skal indledningsvist bemærkes, at den gældende § 14 om kreditkøb er en implementering
af forbrugerkreditdirektivet fra 1987, som er blevet ophævet og erstattet af et nyt, totalharmoniserende
forbrugerkreditdirektiv.
Det nye forbrugerkreditdirektiv indeholder i artikel 4 en bestemmelse om markedsføring af
kreditaftaler, som er implementeret i den gældende lovs § 14 a.
I forbindelse med implementeringen af det nye forbrugerkreditdirektiv, blev der ikke taget
stilling til, hvilken betydning direktivets artikel 4 (og markedsføringslovens § 14 a om kreditaftaler)
har for § 14 om kreditkøb, som gennemfører forbrugerkreditdirektivet fra 1987.232
Det fremgår af bemærkningerne til § 14 a233, at alle kreditaftaler, herunder kreditkøb, som en
konsekvens af indsættelsen af § 14 a i markedsføringsloven, er underlagt de samme regler om
markedsføring.
Det følger imidlertid også af bemærkningerne til § 14 a, at bestemmelsen ikke omfatter de
prisoplysninger, som erhvervsdrivende, der udbyder egne eller andre erhvervsdrivendes lån,
skal give til forbrugerne. Ifølge bemærkningerne indebærer det, at markedsføringslovens § 14
regulerer, hvilke oplysninger, der skal skiltes med ved kreditkøb.234
Efter udvalgets vurdering fremgår det altså ikke klart af bemærkningerne, om § 14 a om kreditaftaler
erstatter § 14 om kreditkøb eller supplerer denne.
__________________
231
Forbrugerombudsmandens sag 11/01275.
232
Betænkning 1509/2009, kapitel 6.
233
Lf 91 af 16. december 2009, specielle bemærkninger.
234
Lf 91 af 16. december 2009, de specielle bemærkninger, og betænkning 1509/2009 om gennemførelse af forbrugerkreditdirektivet.
SIDE 417 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
I 2011 blev der gennemført en ændring i markedsføringsloven235 af § 13, stk. 3, om krav til
prisoplysninger ved annoncering. Ændringen betød, at når der i markedsføringsmaterialet
skal oplyses om prisen, skal oplysningerne ikke længere opfylde kravene i § 14.
Ifølge bemærkningerne til 2011-lovændringen236, er ændringen i § 13, stk. 3, en konsekvens af
indførelsen af § 14 a.237
Efter udvalgets vurdering, erstatter § 14 a om kreditaftaler § 14 om kreditkøb. Udvalget har
lagt vægt på bemærkningerne til 2011-lovændringen. Udvalget har endvidere lagt vægt på, at
§ 14 er en gennemførsel af forbrugerkreditdirektivet fra 1987, der blev ophævet og erstattet
af forbrugerkreditdirektivet fra 2008, som bl.a. er implementeret i markedsføringslovens § 14
a.
Det er endelig udvalgets vurdering, at § 14 ikke har noget selvstændigt anvendelsesområde i
forhold til markedsføringslovens § 14 a. Udvalget har i sin vurdering lagt vægt på, at oplysningskravene
i § 14, stk. 1, nr. 1-3, svarer til oplysningskravene efter § 14 a, stk. 2, nr. 2, 3 og 5.
Endvidere har udvalget lagt vægt på, at Forbrugerombudsmanden over for udvalget har oplyst,
at Forbrugerombudsmanden tidligere har fortolket §§ 14 og 14 a således, at § 14 havde et
selvstændigt anvendelsesområde, men at Forbrugerombudsmanden i dag udelukkende anvender
§ 14 a.
Det er på den baggrund et flertal i udvalgets anbefaling, at markedsføringslovens § 14 bør
ophæves.
Et mindretal, bestående af Forbrugerrådet Tænk, kan ikke tilslutte sig anbefalingen. Dette
medlem er grundlæggende enigt i, at der med fordel kan ske en regelforenkling på området,
men mener ikke at dette bør ske ved blot at ophæve § 14 i sin helhed. Dette medlem mener
ikke, at anvendelsesområdet for § 14a og § 14 er klart sammenfaldende, hvorfor det bør sikres,
at alle situationer, som i dag alene måtte følge af § 14, fremover dækkes fuldt ud af ordlyden
af § 14a (den foreslåede § 17).
Forbrugerrådet Tænk bemærker i den forbindelse, at § 14a efter sin ordlyd forudsætter, at der
er tale om markedsføring, hvori er indeholdt en rentesats eller talstørrelser, mens § 14 alene
forudsætter, at der sker et udbud af varer med oplysning om omkostninger. Udsagn som eksempelvis
”køb en bil med finansiering til lave omkostninger og en attraktiv rente” synes såle-
__________________
235
L nr. 621 af 15. juni 2011.
236
Lf 160 af 2. marts 2011.
237
Lf 160 af 2. marts 2011.
SIDE 418 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
des ikke åbenbart at være omfattet af begge bestemmelser, da der ikke er angivet en specifik
rentesats eller talstørrelse, men alene oplysning om omkostninger. Forbrugerrådet Tænk kan
derfor ikke på dette grundlag støtte en (fuldstændig) ophævelse af § 14.
SIDE 419 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Organiseret rabat (Foreslås ophævet – tidligere § 16)
Gældende ret
Den gældende markedsføringslovs § 16 indeholder en regel om pligt for erhvervsdrivende til
at skilte med organiseret rabat, det vil sige rabatter eller andre særlige fordele til medlemmer
af foreninger og organisationer eller til bestemte persongrupper. Bestemmelsen har følgende
ordlyd:
Organiseret rabat
§ 16. Erhvervsdrivende, som yder organiseret rabat i form af rabat eller anden særlig fordel til
medlemmer af foreninger eller organisationer eller til bestemte persongrupper vedrørende varer
eller tjenesteydelser omfattet af § 13, stk. 2, ska ved tydelig skiltning ved samtlige indgangsdøre
til forretningslokalet oplyse, hvilke grupper der modtager organiseret rabat, samt størrelsen
heraf.
Stk. 2. Den erhvervsdrivende skal efter anmodning forevise en liste over de varer og tjenesteydelser,
der er omfattet af den organiserede rabat, samt over rabattens størrelse.
Stk. 3. Ved fjernsalg skal de i stk. 1 nævnte oplysninger gives i forbindelse med prisoplysning,
mens de i stk. 2 nævnte oplysninger skal gives efter anmodning.
Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 gælder ikke for organiseret rabat, der gives som led i et ansættelsesforhold
til rabatgiveren.
Stk. 5. Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med vedkommende minister samt
repræsentanter for forbrugerne og relevante erhvervsorganisationer fastætte regler om skiltningens
udformning og indhold samt om, at en tjenesteyder, som ikke er omfattet af § 13, stk. 2,
skal give oplysning om, at vedkommende yder organiseret rabat.
Bestemmelsen er en national bestemmelse og implementerer ikke EU-ret.
Bestemmelsen blev indført i 1989 og udvidet i 1994, hvor det blev tilføjet, at det ved skiltning
skal anføres, hvilke grupper, der modtager rabat og størrelsen heraf.
Baggrunden for at indføre bestemmelsen var, at organiseret rabat var forholdsvist udbredt i
detailledet og forekom i mange forskellige former, spændende fra rabat til medlemmerne af
egentlige rabatforeninger til rabat til personer med tilknytning til bestemte virksomheder,
foreninger m.v.
Bestemmelsen skal hindre diskrimination af forbrugere, der ikke har mulighed for at opnå
rabatter eller andre særfordele, idet skiltning skal give alle forbrugere mulighed for at handle
sig til tilsvarende rabatter.
Bestemmelsen har ikke til formål at hindre, at erhvervsdrivende yder organiseret rabat.
SIDE 420 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Markedsføringslovens § 16, stk.1
§ 16, stk. 1, bestemmer, at en erhvervsdrivende som yder organiseret rabat eller anden særlig
fordel til medlemmer af foreninger, organisationer eller bestemte grupper af personer, ved
tydelig skiltning ved alle indgange til en forretning, skal oplyse, hvilke grupper der modtager
organiseret rabat, samt størrelsen heraf. Bestemmelsen angår både varer og tjenesteydelser, i
det omfang sådanne er omfattet af § 13, stk. 2.
Markedsføringslovens § 16, stk. 2
Efter § 16, stk. 2, skal den erhvervsdrivende efter anmodning forevise en eller flere lister over
de varer og tjenesteydelser, der er omfattet af den organiserede rabat, samt over rabattens
størrelse. Listen behøver ikke ligge fremme, men skal være tilgængelig mindst et sted i forretningslokalet.
Markedsføringslovens § 16, stk. 3
Det følger af stk. 3, at i forbindelse med fjernsalg skal de i stk. 1 nævnte oplysninger gives i
forbindelse med prisoplysning, mens de i stk. 2 nævnte oplysninger skal gives efter anmodning.
Markedsføringslovens § 16, stk. 4
Det følger af stk. 4, at skiltnings- og oplysningspligten ikke finder anvendelse på organiseret
rabat, som opnås som led i et ansættelsesforhold til rabatgiveren.
Markedsføringslovens § 16, stk. 5
Stk. 5, indeholder en hjemmel til, at erhvervs- og vækstministeren efter forhandling kan fastsætte
regler om, hvad skiltningen i medfør af stk. 1-3 skal indeholde, hvordan den skal udformes
og om, at en tjenesteyder, som ikke er omfattet af mfl. § 13, stk. 2, alligevel skal oplyse om
ydelse af organisteret rabat. Stk. 5, giver derimod ikke hjemmel til at udstede regler om listen
omfattet af stk. 2.
Bekendtgørelse nr. 866 af 12. oktober 1994 (Rabatbekendtgørelsen).
Efter bekendtgørelse nr. 866 af 12. oktober 1994 (rabatbekendtgørelsen) skal oplysning om
organiseret rabat ved varesalg ske ved iøjnefaldende skiltning eller letlæseligt opslag og anføre,
hvilke grupper, der modtager rabat eller fordel.
Udvalgets overvejelser
Ophævelse af bestemmelsen om organiseret rabat samt rabatbekendtgørelsen
SIDE 421 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Det blev for første gang i 2007 i to domme fra EU-domstolen238 fastslået, at direktivet om urimelig
handelspraksis er til hinder for generelle forbud, bortset fra dem der er opremset i direktivets
bilag 1.
Der er siden dommene fra 2007239 kommet mere EU-domspraksis240 til, som helt i tråd med
dommene fra 2007 fastslår, at de eneste former for handelspraksis, der efter national ret kan
blive anset for at være urimelige, uden at der skal foretages en konkret vurdering i det enkelte
tilfælde efter bestemmelserne i artikel 5-9, er de forbud, der er oplistet i direktivets bilag I.
Et flertal i udvalget bestående af professor Caroline Heide-Jørgensen, professor Søren
Sandfeld Jakobsen, professor Torben Hansen, Erhvervs- og Vækstministeriet,
Forbrugerombudsmanden, Kulturministeriet, Justitsministeriet, Danske
Advokater/Advokatsamfundet, Håndværksrådet, Dansk Erhverv, Kreativitet &
Kommunikation, DI, Finansrådet og Danske Medier mener på den baggrund, at
markedsføringslovens § 16, ikke er forenelig med direktivet om urimelig handelspraksis.
Bestemmelsen indeholder en ufravigelig pligt til at skilte, og der foretages således ikke en
konkret vurdering af, om det vil være foreneligt med vildledningsbestemmelserne ikke at
skilte med organiseret rabat.
Flertallet anbefaler på den baggrund, at bestemmelsen ophæves. Samtidig vil bekendtgørelse
nr. 866 af 12. oktober 1994 (rabatbekendtgørelsen) skulle ophæves.
Et mindretal bestående af Forbrugerrådet Tænk mener ikke, at der er grundlag for at ophæve
bestemmelsen om organiseret rabat. Dette medlem er af den opfattelse, at bestemmelsen har
et væsentligt og relevant formål i forhold til at sikre prisgennemsigtighed på markedet og
samtidig medvirke til en effektiv konkurrence. Som enhver anden prisinformation er oplysningen
således af stor betydning, dels for de forbrugere, som eksempelvis kan benytte informationen
i en forhandlingssituation, og dels for de forbrugere, som rent faktisk opfylder forudsætningerne
for at opnå rabatten, men ikke nødvendigvis er opmærksomme på det i købssituationen.
I forhold til foreneligheden med direktivet om urimelig handelspraksis bemærker dette medlem,
at der ikke er tale om et generelt forbud. Tværtimod er der tale om en bestemmelse som
bidrager til, at forbrugeren får de informationer, som er relevante for at træffe en transakti-
__________________
238
EU-domstolens dom i de forenede sager C-261/07 og C-299/07 (VTB-VAB NV m.fl. mod Total Belgium NV).
239
C-261/07 og C-299/07 (VTB-VAB NV m.fl. mod Total Belgium NV).
240
Bl.a. C-540/08 (Mediaprint Zeitungs- und Zeitschriftenverlag GmbH & Co. KG mod Ôsterreich-Zeitungsverlag GmbH) og C-
206/11 (Georg Köck mod Schutzverband gegen unlauteren Wettbewerb).
SIDE 422 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
onsbeslutning på et oplyst grundlag, jfr. direktivets artikel 7. Efter dette medlems opfattelse
kan der alene være behov for at justere bestemmelsen i forhold til pligten til at skilte ved
samtlige indgangsdøre. Dette krav er utidssvarende og bør ændres til, at oplysningen om at
der ydes organiseret rabat, blot skal være tydelig i forbindelse med de øvrige prisoplysninger,
hvorefter det vil være op til den erhvervsdrivende, hvordan dette sikres. Med en sådan mindre
modernisering, vil bestemmelsen efter dette medlems opfattelse være fuldt forenelig med
direktivet, ligesom den ikke vil pålægge erhvervslivet byrder.
SIDE 423 RAPPORT FRA UDVALG OM MARKEDSFØRINGSLOVEN
Bilag 1. Regeringens principper for implementering af EU-regulering
Markedsføringsloven implementerer dele af 8 EU-direktiver, som inden for deres anvendelsesområder
regulerer forhold omkring forbrugerbeskyttelse, behandling af personoplysninger,
vildledende reklame, urimelig handelspraksis m.v. Se nærmere herom i kapitel 3. Bestemmelserne
fra disse direktiver er løbende blevet implementeret i markedsføringsloven
over en periode, der strækker sig mere end 20 år tilbage i tiden.
Regeringen har ambitioner om at skabe de bedste rammer for velfungerende markeder både i
Danmark og internationalt. EU-reguleringen er et væsentligt element i denne sammenhæng,
da der her fastsættes de fælles regler, som danner grundlaget for en lige og fair konkurrence
mellem virksomhederne i EU. Det er imidlertid vigtigt, at EU-reguleringen ikke er unødvendigt
byrdefuld, og at Danmark ikke implementerer EU-regulering på en mere bebyrdende måde
end de lande, vi konkurrerer med – med mindre væsentlige hensyn taler herfor.
I regeringens ambition ligger der således blandt andet, at der skal gøres op med unødvendig
overimplementering af EU-regler, der har som konsekvens, at danske virksomheder gives
dårligere vilkår end deres udenlandske konkurrenter på markedet. Det er grundtanken, at
Danmark naturligvis skal gennemføre de EU-regler, der er pligt til at gennemføre. Men det skal
ske Erhvervs- og vækstministeren har som nævnt på denne baggrund sendt et brev til markedsføringslovsudvalget
d. 17. november 2015, hvori ministeren beder udvalget om – i tillæg til
kommissoriet – at sørge for, at det lovforslag, der udarbejdes, som udgangspunkt ikke indebærer
overimplementering af EU-reguleringen på området.
Udvalget har således som en del af sit arbejde gennemgået direktivimplementeringen i markedsføringslovens
bestemmelser med henblik på at vurdere, om markedsføringsloven har
indeholdt unødig overimplementering, eller om implementeringen er gennemført på den mest
hensigtsmæssige måde.
Udvalgets vurdering er foretaget under hensyntagen til alle relevante interesser og regeringens
fem principper for implementering af EU-regulering. Udvalgets afrapportering og forslag
til en ny markedsføringslov afspejler udvalgets vurderinger i forhold til, hvilke bestemmelser i
markedsføringsloven, der anbefales opretholdt, og hvilke bestemmelser, der på en uhensigtsmæssig
måde går videre, end EU-reguleringen kræver, og derfor anbefales ændret.
Princip 1: Den nationale regulering bør som udgangspunkt ikke gå videre end minimumskravene
i EU-reguleringen.
Princip 2: Danske virksomheder bør ikke stilles dårligere i den internationale konkurrence,
hvorfor implementeringen ikke bør være mere byrdefuld end den forventede implementering
i sammenlignelige EU-lande.
SIDE 424 KAPITEL 4 MARKEDSFØRINGSLOVSUDVALGETS OVERVEJELSER
Princip 3: Fleksibilitet og undtagelsesmuligheder i EU-reguleringen bør udnyttes.
Princip 4: I det omfang det er muligt og hensigtsmæssigt bør EU-regulering implementeres
gennem alternativer til regulering
Princip 5: Byrdefuld EU-regulering bør træde i kraft senest muligt og under hensyntagen til de
fælles ikrafttrædelsesdatoer.
