Find information efter region
Formålet med disse sider om adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet er at forklare, hvordan man kan opnå en fornyet prøvelse af en afgørelse ved en uafhængig domstol elle forvaltningsmyndighed.
Hvis du f.eks. er vidne til miljøskadelige aktiviteter eller blot ikke får de proceduremæssige garantier under en beslutningsproces (f.eks. adgang til miljøoplysninger, til vurderinger af indvirkningen på miljøet eller til offentlig deltagelse) vil du måske anfægte dette ved en domstol eller et andet uafhængigt judicielt organ. I sådanne tilfælde er det nyttigt at kende de specifikke regler i hver enkelt medlemsstat om borgernes og sammenslutninger af borgeres rettigheder i forbindelse med klager eller sagsanlæg.
For at kunne anfægte forvaltningsakter, afgørelser og undladelser er det for det første vigtigt at kende reglerne om adgang til domstolsprøvelse, der ofte benævnes "locus standi" eller "søgsmålskompetence".
Hvis du har indbragt en sag for retten, er det også vigtigt at vide, at borgere og sammenslutninger af borgere har visse garantier når det gælder vilkårene for adgang til prøvelse, og der er mulighed for at anfægte en forvaltningsakt. Dette indebærer navnlig, at sagen skal behandles inden for rimelig tid og uden unødige forsinkelser, samt at sagens parter ikke må afkræves uforholdsmæssigt høje omkostninger.
Det kan også være nyttigt at vide, at ikke-statslige miljøbeskyttelsesorganisationer også har en privilegeret stilling i klagesager, idet de optræder som miljøets vogtere og som forsvarer for et miljø, der i sagens natur ikke kan forsvare sig selv.
Når man søger efter den bedste metode til at følge op på faktiske eller potentielle miljøskadelige aktiviteter, der har en indvirkning på f.eks. et beskyttet område eller på borgernes sundhed, er det vigtigt at vide, at der i visse tilfælde er specialiserede organer, såsom miljøklagenævn eller en ombudsmand, der kan indlede en klagesag på borgernes vegne.
På de følgende sider vil vi gennemgå de vigtigste faser i en miljøsag i hver medlemsstat, idet vi redegør for dine rettigheder og de grundregler, du skal følge for at udøve disse rettigheder. Disse oplysninger træder ikke i stedet for juridisk rådgivning og er udelukkende af vejledende karakter.
Vælg det relevante lands flag for at få detaljerede nationale oplysninger.
Denne side vedligeholdes af Europa-Kommissionen. Oplysningerne på denne side afspejler ikke nødvendigvis Europa-Kommissionens officielle holdning. Kommissionen påtager sig intet ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Der henvises til den juridiske meddelelse, for så vidt angår de regler om ophavsret, der gælder for EU-websiderne.