Forældreansvar, forældremyndighed og samværsret

Forældremyndighed omfatter samtlige rettigheder og pligter i forbindelse med et barn og dets ejendom. Begrebet forældreansvar varierer fra medlemsstat til medlemsstat, men omfatter normalt forældremyndighed og samværsret. Hvis I er et internationalt par med et eller flere børn og nu er ved at blive skilt, skal I blive enige om forældremyndigheden for dem.

Hvad er første skridt?

Hvad er samværsret? Hvad er forældremyndighed?

Så længe forældrene bor sammen, har de normalt fælles forældremyndighed over deres børn. Men når forældrene er skilt eller separeret, skal de beslutte, hvordan dette ansvar skal udøves i fremtiden.

Forældrene kan beslutte, at barnet skal bo skiftevis hos begge forældre eller kun hos én forælder. I sidstnævnte tilfælde har den anden forælder normalt ret til at besøge og kontakte barnet på bestemte tidspunkter.

Forældremyndighed omfatter også andre rettigheder og pligter i forbindelse med barnets uddannelse og omsorg, herunder retten til at passe barnet og dets ejendom. Det er oftest forældrene, der har forældremyndigheden over et barn, men der er tilfælde, hvor forældreansvaret kan overdrages til en institution, der udpeges som værge for barnet.

Hvem træffer afgørelse om forældremyndighed og samværsret?

Forældrene kan træffe afgørelse om disse spørgsmål efter fælles overenskomst. En mægler eller advokat kan hjælpe, hvis forældrene ikke formår at nå frem til en aftale. Du kan finde en mægler via linket nederst på denne side.

Hvis forældrene ikke er i stand til at nå frem til en aftale, kan de blive nødt til at indbringe sagen for retten. Retten kan bestemme, at begge forældre skal have forældremyndigheden over barnet eller børnene (fælles forældremyndighed), eller at en af forældrene skal have forældremyndigheden (eneforældremyndigheden). Hvis kun den ene forælder har forældremyndigheden, kan retten træffe afgørelse om den anden forælders samværsret.

I tilfælde af et internationalt par afgør EU-reglerne, hvilken domstol der har ansvaret for at behandle sagen. Du kan finde den ansvarlige domstol via linket nederst på denne side.

Formålet med fælles EU-regler er navnlig at undgå, at forældre, der bor i hvert sit land, begge indbringer sagen for en domstol i deres eget bopælsland, og der dermed træffes to afgørelser i samme sag. Reglen er, at den domstol, der er ansvarlig for at træffe afgørelse i sager vedrørende forældreansvar, forældremyndighed og samværsret, er domstolen i det land, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted.

Vil domstolens afgørelse blive fuldbyrdet i det andet EU-land?

En ordning om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser sikrer, at domstolsafgørelsen finder anvendelse i de andre EU-lande, når den kompetente EU-domstol har udfærdiget en attest. Det gør det lettere for personer eller institutioner med forældreansvar at udøve deres rettigheder.

For sager om forældreansvar, der er indledt den 1. august 2022 eller senere, er der ikke behov for særlige procedurer, for at den deraf følgende afgørelse kan fuldbyrdes i andre medlemsstater, hvilket understøtter forholdet mellem barnet og begge forældre. Der kan stadig være behov for en erklæring om eksigibilitet for afgørelser truffet i sager om forældreansvar, der er indledt før den 1. august 2022.

Hvilke EU-regler finder anvendelse?

Reglerne for grænseoverskridende tvister mellem børn og deres forældre indgår i Rådets forordning (EU) 2019/1111 — Bruxelles IIb af 25. juni 2019 om kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om internationale barnebortførelser. Forordningen erstatter forordning (EU) nr. 2201/2003 — Bruxelles IIa-forordningen, som dog fortsat finder anvendelse på sager, der er anlagt, før forordning (EU) 2019/1111 træder i kraft den 1. august 2022. Disse regler gælder for alle børn, uanset om de er født inden eller uden for ægteskab. Bruxelles IIb-forordningen er hjørnestenen i EU's retlige samarbejde i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar. Forordningen finder anvendelse i alle EU-lande med undtagelse af Danmark.

Vælg det relevante lands flag for at få detaljerede nationale oplysninger.

Relaterede links

Sidste opdatering: 01/08/2022

Denne side vedligeholdes af Europa-Kommissionen. Oplysningerne på denne side afspejler ikke nødvendigvis Europa-Kommissionens officielle holdning. Kommissionen påtager sig intet ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Der henvises til den juridiske meddelelse, for så vidt angår de regler om ophavsret, der gælder for EU-websiderne.