Gå til hovedindhold

Forældreansvar, forældremyndighed og samværsret

Flag of Latvia
Letland
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
(in civil and commercial matters)

1 Hvad indebærer begrebet "forældremyndighed" i praksis? Hvilke rettigheder og pligter har indehaveren af forældremyndigheden?

Indtil myndighedsalderen er barnet under forældrenes myndighed.

Forældrenes udøvelse af forældreansvar indebærer ret og pligt til at drage omsorg for deres barn og dets ejendom, såvel som at repræsentere det i dets personlige forhold og formueforhold.

Varetagelse af barnet indebærer at yde omsorg for det og sikre, at det er under opsyn, samt retten til at vælge barnets bopæl.

Pasning indebærer, at man sikrer barnet adgang til mad, tøj, husly og sundhedsydelser, og at man tager sig af barnet, uddanner og opdrager det (at man sikrer dets fysiske og intellektuelle udvikling under hensyntagen til barnets personlighed, færdigheder og interesser, og at man forbereder barnet til et liv i samfundet).

Forældreopsyn indebærer, at man sørger for barnets sikkerhed, og at man beskytter det mod trusler fra tredjeparter. Ved barnets ret til at tage varig bopæl menes det geografiske valg af bopæl og af bolig.

Varetagelse af barnets ejendele indebærer at vedligeholde og anvende dem med henblik på at sikre deres bevarelse og akkumulering.

2 Hvem har normalt forældremyndigheden over et barn?

Forældre, der bor sammen, deler forældremyndigheden over deres barn. Hvis forældrene er separeret, bevares den fælles forældremyndighed. Den forælder, som barnet bor sammen med, har ansvaret for at pleje og holde opsyn med barnet. Forældrene tager i fællesskab de beslutninger, der i væsentlig grad kan påvirke barnets udvikling.

3 Kan der udpeges en anden person i stedet for forældrene, hvis disse ikke kan eller ikke ønsker at udøve forældremyndigheden over deres børn?

Hvis en forælder begår en fejl, f.eks. på grund af en bevidst handling eller på grund af forsømmelighed, som sætter barnets helbred eller liv i fare, eller hvis forælderen misbruger sine rettigheder eller ikke sørger for pasning af og opsyn med barnet, hvilket kan bringe dets fysiske, intellektuelle og moralske udvikling i fare, kan retten fratage denne forælder sin forældremyndighed.

Hvis én af forældrene fratages forældremyndigheden, giver retten den fulde forældremyndighed til den anden forælder. Hvis den anden forælder ikke er i stand til i tilstrækkelig grad at udøve sin forældremyndighed og beskytte barnet mod en fare, eller hvis begge forældre har fået frataget deres forældremyndighed, anmoder retten familiedomstolen (bāriņtiesa) om at sikre pasning af barnet uden for familien.

4 Hvordan reguleres spørgsmålet om forældremyndigheden, hvis forældrene bliver skilt, eller deres forhold opløses?

Hvis forældrene er separeret, bevares den fælles forældremyndighed. Den forælder, som barnet bor sammen med, har ansvaret for at pleje og holde opsyn med barnet. Forældrene tager i fællesskab de beslutninger, der i væsentlig grad kan påvirke barnets udvikling. Konflikter mellem forældrene afgøres ved familiedomstolen, medmindre andet er fastsat ved lov. Forældrenes fælles forældremyndighed ophører, når en gensidig aftale eller en domstols afgørelse fastsætter, at den fulde forældremyndighed skal gives til den ene af forældrene.

5 Hvilke formaliteter skal overholdes, for at en aftale mellem forældrene om forældremyndighed bliver juridisk bindende?

Hvis forældrene enes om forældreansvaret og følger denne aftale frivilligt, er der ikke behov for at indhente godkendelse fra en institution eller en domstol.

6 Hvilke alternative konfliktløsningsmuligheder findes der, hvis forældrene ikke kan nå til enighed om en aftale om forældremyndigheden?

I tilfælde af uenighed afgøres tvister ved familiedomstolen.

Mægling kan også bidrage til at løse familietvister. En mægler forsøger som en neutral part at hjælpe parterne med at finde en tilfredsstillende aftale ved at notere sig deres forventninger og behov. Under statsbudgetprogrammet "Mægling i familietvister", der gennemføres af justitsministeriet i samarbejde med rådet af certificerede mæglere, har familier mulighed for at deltage i fem mæglingsmøder af en times varighed, der betales af staten, mens der for lavindkomstfamilier eller dårligt stillede familier gratis tilbydes syv møder af en times varighed.

7 Hvilke spørgsmål vedrørende barnet kan dommeren afgøre, hvis forældrene går til domstolene?

Hvis forældrene går rettens vej, kan de anmode om fælles forældremyndighed eller fuld forældremyndighed til den ene forælder. Om nødvendigt træffer retten desuden afgørelse om underhold eller barnets bopæl og om andre spørgsmål. Den forælder, der har den fulde forældremyndighed, sørger for at tage vare på barnet, hvilket indebærer retten til at handle på barnets vegne i dets personlige forhold og formueforhold og til at vælge barnets bopæl. Hver forælder har ret og pligt til at opretholde personlige relationer og direkte kontakt med barnet. Denne regel finder også anvendelse i tilfælde, hvor barnet er blevet adskilt fra sin familie, eller hvis han eller hun ikke længere bor sammen med den ene forælder eller begge forældre. Den forælder, der ikke bor sammen med barnet, har ret til at få oplysninger om barnet, især om dets udvikling, helbred, skoleresultater, interesser og levevilkår. Uenigheden mellem forældrene om forældremyndigheden fastsættes under hensyntagen til barnets interesser og dets egne ønsker, hvis det er i stand til at give udtryk herfor.

8 Hvis den ene af forældrene får tilkendt forældremyndigheden alene, betyder det så, at vedkommende kan træffe beslutninger om alle forhold omkring barnet uden først at rådføre sig med den anden part?

Det er forælderen med den fulde forældremyndighed, som har alle de rettigheder og forpligtelser, der følger heraf. Forældrenes forpligtelser står i rimeligt forhold til deres evner og deres finansielle ressourcer til at forsørge barnet. Denne forpligtelse ligger hos faren og moren, indtil barnet er i stand til at forsørge sig selv.

Forpligtelsen til at forsørge barnet ophører ikke, hvis barnet er adskilt fra sin familie, eller hvis det ikke bor sammen med en af forældrene.

De domstole, der træffer afgørelse om spørgsmål vedrørende den fulde forældremyndighed, tager hensyn til sagens faktiske omstændigheder, dvs. hos hvilken forælder boede barnet på tidspunktet for anmodningens indgivelse, og hvilken forælder sørger for den daglige pasning af barnet. Barnet har ret til at opretholde personlige relationer og direkte kontakt med begge forældre (samværsret). Hver forælder har ret og pligt til at opretholde personlige relationer og direkte kontakt med barnet. Den forælder, der ikke bor sammen med barnet, har ret til at få oplysninger om barnet, især om dets udvikling, helbred, skoleresultater, interesser og levevilkår. Hvis den fulde forældremyndighed gives til én af forældrene, medfører det ikke, at den anden forælder fratages sin forældremyndighed.

9 Hvad betyder det i praksis, hvis domstolen tillægger forældrene fælles forældremyndighed over et barn?

Når børn er under fælles forældremyndighed, kan begge forældre handle på børnenes vegne med hensyn til deres personlige forhold og formueforhold. Forældrene træffer afgørelser om deres barns udvikling i fællesskab.

10 Til hvilken domstol eller anden myndighed skal jeg indgive anmodning om forældremyndighed? Hvilke formaliteter skal overholdes, og hvilke dokumenter skal jeg vedlægge min anmodning?

I sager om forældremyndighed og samværsret skal anmodningerne indgives til den ret, hvor barnet bor. I sager vedrørende forældremyndighed og samværsret anses forældrenes bopælssted som barnets bopælssted. Hvis forældrenes bopælssteder befinder sig i forskellige administrative områder, anses den forælders bopæl, hvor barnet bor, som barnets bopæl. Hvis forældrene ikke har anmeldt bopæl, anses barnets bopæl som forældrenes bopæl.

Stævningen udfærdiges i overensstemmelse med artikel 128 i den civile retsplejelov (Civilprocesa likums), mens artikel 129 i samme lov gælder for dokumenter, som er bilagt stævningen.

Det er også muligt at vedlægge familiedomstolens udtalelse vedrørende dette spørgsmål.

11 Hvilken procedure anvendes i disse tilfælde? Findes der en hasteprocedure?

Retssager i civilretlige spørgsmål er underlagt bestemmelserne i den lettiske civile retsplejelov. Domstolen behandler sager vedrørende beskyttelsen af barnets rettigheder og interesser som førsteprioritet. For så vidt angår tildelingen af forældremyndigheden, barnets pleje og udøvelsen af samværsretten anmoder retten om en udtalelse fra familiedomstolen og inviterer en repræsentant herfra til at møde for retten. Domstolen lytter endvidere til barnets ønsker, hvis han eller hun er i stand til at give udtryk herfor afhængigt af alder og modenhed.

Civile sager behandles ved et åbent retsmøde med undtagelse af f.eks. sager om forældremyndighed og samværsret. Efter begrundet anmodning fra én af sagens parter, eller hvis retten finder det hensigtsmæssigt for at sikre den mindreåriges interesser, kan retten desuden beslutte at afholde retsmødet for helt eller delvist lukkede døre.

Parterne har ret til at fremsætte en begrundet anmodning om en fremskyndet procedure. Denne anmodning forelægges retten til bedømmelse.

Efter en anmodning fra en part kan retten bestemme, at dommen fuldbyrdes helt eller delvist med øjeblikkelig virkning, såfremt det drejer sig om inddrivelse af børnebidrag til barnet eller i sager vedrørende forældremyndighed og samværsret.

På anmodning af en part træffer retten en afgørelse om midlertidigt børnebidrag til barnet, indtil dommen er afsagt.

12 Kan jeg få retshjælp?

Udsatte og dårligt stillede personer, som har fået tildelt denne status i overensstemmelse med den fastlagte praksis i lovgivningen, samt personer, der pludseligt befinder sig i en situation og i en materiel tilstand, der gør, at de ikke kan forsvare deres rettigheder (f.eks. på grund af naturkatastrofer, force majeure eller andre forhold, som er uden for deres kontrol), eller som henhører under staten eller en lokal myndighed (i det følgende benævnt "særlig situation"), har ret til at anmode om økonomisk støtte til at få juridisk bistand.

Efter begrundet anmodning fra personen kan den ret eller den dommer, der vurderede den pågældende persons økonomiske situation, helt eller delvis fritage ham eller hende for betaling af sagsomkostninger til staten. Den kan også udsætte betalingen af sagsomkostningerne eller dele den op i rater.

I overensstemmelse med bestemmelserne i den civile retsplejelov fritages de sagsøgere, der har indgivet en stævning om inddrivelse af børnebidrag, også for at betale sagsomkostningerne.

13 Kan en afgørelse om forældremyndighed appelleres?

Dommen kan anfægtes ved ordinære retsmidler ved at indgive appel til en appeldomstol (Apgabaltiesa) eller en kassationsbegæring til den øverste domstol (Augstākajā tiesa).

14 I visse tilfælde kan det være nødvendigt at gå til en domstol eller en anden myndighed for at få en retsafgørelse om forældremyndighed fuldbyrdet. Hvilken procedure anvendes i disse tilfælde?

Rettens afgørelser fuldbyrdes efter deres ikrafttræden eller omgående, hvis de får øjeblikkelig virkning.

De fuldbyrdes gennem en foged.

15 Hvad skal jeg gøre for at få en afgørelse om forældremyndighed, der er truffet af en domstol i en anden medlemsstat, anerkendt og fuldbyrdet i denne medlemsstat?

En afgørelse truffet af en udenlandsk ret skal anerkendes og fuldbyrdes af domstolene i Letland.

En afgørelse truffet af en udenlandsk ret skal anerkendes og fuldbyrdes i overensstemmelse med bestemmelserne i den civile retsplejelov og Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000.

Anmodningen om fuldbyrdelse af afgørelsen skal indgives til distriktsdomstolen eller byretten det sted, hvor den person, mod hvem anmodningen om fuldbyrdelse er indgivet, har sin faste bopæl, eller hvor det barn, som er berørt af fuldbyrdelsen, har sin faste bopæl. Afgørelsen om fuldbyrdelse eller afslag herpå træffes af en enkelt dommer efter behandlingen af anmodningen og de dokumenter, der er knyttet hertil, senest ti dage efter datoen for indgivelsen af anmodningen, uden at parterne indkaldes.

16 Til hvilken domstol i denne medlemsstat skal jeg henvende mig for at gøre indsigelse mod anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse om forældremyndighed, som er truffet af en domstol i en anden medlemsstat? Hvad er fremgangsmåden i disse tilfælde?

Der kan gøres indsigelse mod en udenlandsk afgørelse truffet af en ret i første instans vedrørende en anmodning om anerkendelse ved den regionale domstol, og der kan igen gøres indsigelse mod den regionale domstols afgørelse ved Senatet (Senāts).

En part i sagen, hvis registrerede opholdssted eller faktiske opholdssted er i Letland, kan indgive indsigelse inden for 30 dage fra datoen for modtagelsen af en kopi af afgørelsen, mens en part i sagen, hvis registrerede hjemsted eller sædvanlige opholdssted ikke er i Letland, kan indgive anmodningen inden for 60 dage fra datoen for forkyndelsen af en genpart af afgørelsen.

17 Hvilken lovgivning finder anvendelse i en sag om forældremyndighed, hvor barnet eller parterne ikke bor i denne medlemsstat eller er af forskellig nationalitet?

Letland er bundet af Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om retternes kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn samt de eksisterende bilaterale aftaler om gensidig retshjælp, som Letland har indgået med Den Russiske Føderation, Ukraine og Republikken Belarus, Republikken Usbekistan, Den Kirgisiske Republik og Republikken Moldova.

 

Denne webside er en del af Dit Europa.

Vi vil gerne have din feedback om, hvor nyttige informationerne er for dig.

Anmeld en teknisk fejl eller et problem med indholdet eller giv din feedback om denne side