Betaling af bøder

Princippet om gensidig anerkendelse gælder også for fuldbyrdelse af bødestraffe i sager, der går på tværs af grænserne, idet gennemtvingelse af sådanne straffe i en anden medlemsstat end den, hvor bøden blev pålagt, lettes.

EU-retten og navnlig rammeafgørelse 2005/214/RIA anvender princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe og gør det muligt for en retslig eller administrativ myndighed at overføre en bødestraf direkte til en myndighed i et andet EU-land og få straffen anerkendt og fuldbyrdet uden yderligere formaliteter.

Princippet finder anvendelse på alle overtrædelser, for hvilke der kan pålægges bødestraf, og kontrol af dobbelt strafbarhed er afskaffet for 39 opregnede lovovertrædelser (f.eks. deltagelse i en kriminel organisation, terrorisme, menneskehandel, voldtægt, tyveri og trafikforseelser). Sanktionerne skal være pålagt af de retslige eller administrative myndigheder i medlemsstaterne, og afgørelsen skal være endelig, dvs. at der ikke længere skal være mulighed for at kunne appellere afgørelsen.

En afgørelse kan, hvis den ledsages af en attest  PDF (107 Kb) en som omhandlet i rammeafgørelsen, sendes til de kompetente myndigheder i en medlemsstat, hvor den fysiske eller juridiske person, der er genstand for afgørelsen, har ejendom eller indtægt, har fast bopæl eller vedtægtsmæssigt hjemsted. Hver medlemsstat udpeger en (eller flere) myndigheder, der i henhold til deres nationale lovgivning har kompetence til at forestå udstedelse og fuldbyrdelse af afgørelser om pålæggelse af finansielle sanktioner i sager, der går på tværs af grænserne. På initiativ af visse medlemsstater blev der i 2017 udarbejdet 5 standardformularer. De er ikke af bindende karakter, de har til formål at lette mekanismen for fuldbyrdelse af de i rammeafgørelsen omhandlede grænseoverskridende finansielle sanktioner, og de vil medføre en reduktion af de finansielle og administrative byrder, der er forbundet med proceduren.

Den stat, til hvilken afgørelsen sendes, kan kun afslå at fuldbyrde afgørelsen i et begrænset antal tilfælde (f.eks. hvis attesten ikke foreligger eller er mangelfuldt udfyldt, bøden er på mindre end 70 EUR, den berørte person har begrænset adgang til retsmidler osv.). Fuldbyrdelsen af afgørelsen sker efter fuldbyrdelsesstatens regler. Fuldbyrdelsesstaten kan anvende hæftestraf eller andre sanktioner, der kan pålægges efter national ret, hvis bøden ikke betales. De beløb, der inddrives herved, tilfalder fuldbyrdelsesstaten, medmindre andet er aftalt mellem de respektive medlemsstater.

For at få nærmere oplysninger om gennemførelsen i de forskellige medlemsstater, klik her (link til den relevante side på det Europæiske Retlige Netværk på det strafferetlige område).

Sidste opdatering: 15/09/2020

Denne side vedligeholdes af Europa-Kommissionen. Oplysningerne på denne side afspejler ikke nødvendigvis Europa-Kommissionens officielle holdning. Kommissionen påtager sig intet ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Der henvises til den juridiske meddelelse, for så vidt angår de regler om ophavsret, der gælder for EU-websiderne.