Gå til hovedindhold

Retsafgifter i forbindelse med den europæiske småkravsprocedure

Estland
Indholdet er leveret af
Estland
Flag of Estonia

Indledning

Hvilke afgifter skal betales?

Hvor meget skal jeg betale?

Hvad sker der, hvis jeg ikke betaler retsafgifterne rettidigt?

Hvordan kan jeg betale retsafgifterne?

Hvad skal jeg gøre, når jeg har betalt?

Indledning

Ved indgivelse af en anmodning til en estisk ret inden for rammerne af den europæiske småkravsprocedure, skal der betales en afgift i samme størrelsesorden som den, der gælder for tilsvarende nationale retssager. Retsafgifter og andre omkostninger ved retssager er reguleret i lov om civil retspleje (tsiviilkohtumenetluse seadustik) og i told- og afgiftsloven (riigilõivuseadus). Retsafgifter og øvrige omkostninger ved en retssag kan kun betales ved bankoverførsel.

Hvilke afgifter skal betales?

Indgivelse af en anmodning medfører betaling af en afgift, der dækker omkostningerne ved sagen.

Hvor meget skal jeg betale?

Ved indgivelse af en anmodning til en estisk ret inden for rammerne af den europæiske småkravsprocedure skal der betales en afgift i samme størrelsesorden som den, der gælder for tilsvarende nationale retssager. Afgiftens størrelse afhænger af størrelsen af det fremsatte krav. Afgiften beløber sig f.eks. til 100 EUR for et krav på 500 EUR, 175 EUR for et krav på 1 000 EUR, 200 EUR for et krav på 1 500 EUR og 225 EUR for et krav på 2 000 EUR.

Hvad sker der, hvis jeg ikke betaler retsafgifterne rettidigt?

Afgiften skal betales på forhånd, når anmodningen indgives. Er afgiften ikke betalt, giver retten sagsøgeren mulighed for at betale afgiften inden for en af retten fastsat frist. Betales afgiften ikke inden for den således fastsatte frist, afviser retten anmodningen.

Hvordan kan jeg betale retsafgifterne?

Afgiften kan kun betales ved bankoverførsel. Kreditkort accepteres ikke. Alle betalinger til domstolene tilfalder statskassen.

Betales afgiften forud, bør det så klart som muligt angives i den relevante rubrik, hvilken sag betalingen vedrører. Hvis afgiften indbetales via en portal, f.eks. virksomhedsregistreringsportalen eller det offentlige elektroniske forvaltningssystem, vil den altid få tildelt et selvstændigt referencenummer, der er knyttet til den specifikke sag.

Yderligere oplysninger om konto- og referencenumre kan findes på domstolsstyrelsens hjemmeside.

Hvad skal jeg gøre, når jeg har betalt?

Det er nødvendigt at give retten de relevante oplysninger, så den kan sikre sig, at afgiften er blevet indbetalt. Det drejer sig om følgende oplysninger: Navnet på den person, der har betalt afgiften, navnet på den bank, hvorfra betalingen hidrører, den konto, som beløbet er overført til, beløbets størrelse samt betalingsdatoen. Retten kan sikre sig, at betalingen er modtaget ad elektronisk vej, således at det ikke er nødvendigt at fremlægge dokumentation for betaling af afgiften. Retten kan dog anmode herom, hvis det er nødvendigt.

Anmeld en teknisk fejl eller et problem med indholdet eller giv din feedback om denne side