Artikel 29(1)(a) - Kompetente retter
I Estland er det førsteinstansretterne, der er kompetente til at varetage de europæiske betalingspåkravsprocedurer.
Artikel 29(1)(b) - Prøvelsesprocedure
Et europæisk betalingspåkrav kan påklages i henhold til den procedure, der er fastsat i artikel 4891 i den civile retsplejelov. Klagen skal indgives til den distriktsdomstol, der har udstedt betalingspåkravet. Afgørelsen i klagesagen kan indbringes for den kompetente appeldomstol (ringkonnakohus).
Under særlige omstændigheder kan der efter anmodning fra en part i sagen, hvis der er kommet nyt bevismateriale frem, fremsættes en anmodning om prøvelse af en retsafgørelse, som er trådt i kraft, for den øverste domstol (Riigikohus) i overensstemmelse med den procedure, der er fastlagt i retsplejelovens kapitel 68.
Artikel 29(1)(c) - Kommunikationsmidler
De kommunikationsmidler, som accepteres af de estiske retter i forbindelse med det europæiske betalingspåkrav, er personlig aflevering, fremsendelse pr. post, fax og ad elektronisk vej i overensstemmelse med de formatkrav og regler, der er fastlagt i retsplejeloven. I en forordning udstedt af justitsministeren er der fastlagt mere detaljerede regler for forelæggelse af elektroniske dokumenter for retten og for de formkrav, der gælder for disse dokumenter.
Artikel 29(1)(d) – Accepterede sprog
I overensstemmelse med forordningens artikel 21, stk. 2, litra b), accepteres et europæisk betalingspåkrav med henblik på fuldbyrdelse i Estland, hvis det er udfærdiget på estisk eller engelsk, eller hvis det ledsages af en oversættelse til estisk eller engelsk.