Gå til hovedindhold

Retsafgifter i forbindelse med den europæiske betalingspåbudsprocedure

Kroatien
Indholdet er leveret af
Kroatien
Flag of Croatia

Indledning

Retsafgifter i Republikken Kroatien er fastlagt i lov om retsafgifter (Zakon o sudskim pristojbama) [Narodne novine (Republikken Kroatiens lovtidende), nr. 118/18 og 51/23] og i bekendtgørelse om satser for retsafgifter (Uredba o tarifi sudskih pristojbi) (nr. 37/23) vedtaget af Republikken Kroatiens regering. Det fremgår af artikel 5 i lov om retsafgifter, at de afgifter, der er fastsat i tariffen for retsafgifter, skal betales kontant, elektronisk eller i form af stempelmærker udgivet af Republikken Kroatien.

Er der tale om processkrifter, som indgives i elektronisk form via retternes IT-system, skal halvdelen af det i tariffen fastsatte beløb indbetales ved processkriftets indgivelse, jf. lov om retsafgifter artikel 7.

Hvis retten meddeler sin afgørelse i elektronisk form via det interne IT-system, er det kun halvdelen af det i tariffen fastsatte beløb, der skal betales, såfremt det sker inden for tre dage efter elektronisk meddelelse om afgørelsen.

Hvis retsafgifterne ikke betales inden for ovennævnte frist, skal de betales i overensstemmelse med de beløb, der er fastsat i tariffen.

Hvilke afgifter findes der?

Der betales retsafgifter i forbindelse med alle civil- og handelssager, dog med de undtagelser, der er fastsat i artikel 11 i lov om retsafgifter. Følgende er undtaget:

  1. Republikken Kroatien og de nationale myndigheder
  2. Personer og myndigheder, der udøver offentligretlige beføjelse i sager, der følger af udøvelsen af disse beføjelser
  3. Arbejdstagere i tvister og andre sager vedrørende udøvelsen af deres rettigheder i forbindelse med ansættelsesforhold
  4. Embedsmænd og arbejdstagere i administrative procedurer vedrørende udøvelsen af deres rettigheder som embedsmænd
  5. Personer med handicap mod forelæggelse af den nødvendige dokumentation for deres status
  6. Ægtefæller til, børn af og forældre til soldater, som blev dræbt, forsvandt eller blev frihedsberøvet i den kroatiske uafhængighedskrig, mod forevisning af den nødvendige dokumentation for deres status
  7. Ægtefæller til, børn af og forældre til personer, som blev dræbt, forsvandt eller blev frihedsberøvet i den kroatiske uafhængighedskrig, mod forevisning af den nødvendige dokumentation for deres status
  8. Flygtninge, fordrevne personer og hjemvendte personer mod forevisning af den nødvendige dokumentation for deres status
  9. Modtagere af socialhjælp
  10. Humanitære organisationer og organisationer, der arbejder med beskyttelse af pårørende til personer, som er blevet dræbt, er forsvundet eller blevet frihedsberøvet i forbindelse med humanitært arbejde, og handicaporganisationer
  11. Børn, der er parter i sager om underholdsbidrag eller i sager om krav vedrørende denne ret
  12. Sagsøgere i søgsmål vedrørende anerkendelse af moderskab og faderskab og om omkostninger i forbindelse med graviditet og fødsel uden for ægteskab
  13. Parter, der ønsker at få genoprettet deres rets- og handleevne
  14. Mindreårige, der ansøger om tilladelse til at indgå ægteskab
  15. Parter i sager vedrørende tilbagelevering af et barn og fuldbyrdelse af en afgørelse om ret til samvær med barnet
  16. Sagsøgere i tvister om rettigheder forbundet med obligatoriske pensionsordninger og almene sundhedsforsikringer, om arbejdsløses rettigheder ifølge arbejdsmarkedslovgivningen og om rettigheder til sociale ydelser
  17. Sagsøgere i sager om beskyttelse af forfatningssikrede menneskerettigheder og friheder mod endelige individuelle retsakter
  18. Sagsøgere i tvister om erstatning for miljøforurening
  19. Fagforeninger og faglige sammenslutninger på højt niveau i civile sager om juridisk godkendelse af vikarer samt i kollektive arbejdskonflikter og tillidsrepræsentanter i civile sager om udøvelsen af samarbejdsudvalgets beføjelser
  20. Forbrugere som debitorer, der har misligholdt deres forpligtelser, og sagsøgere i sager, der er anlagt på grundlag af en endelig retsafgørelse med henblik på at beskytte de kollektive interesser
  21. Andre personer og organisationer, hvis dette er foreskrevet i en særlov.

Fremmede stater er fritaget for at betale afgifter, hvis dette er bestemt ved en international traktat, eller under forudsætning af gensidighed.

Er der tvivl om, hvorvidt en sådan aftale foreligger, indhenter retten en udtalelse fra justitsministeriet.

Fritagelsen fra punkt 10 gælder for humanitære organisationer, der er godkendt af socialministeriet.

Fritagelse for betaling af retsafgifter gælder ikke for kommunale organer og myndigheder, medmindre de i kraft af en særlov har fået tillagt kompetence til udøvelse af offentlig myndighed.

I forbindelse med den europæiske betalingspåkravsprocedure betales følgende retsafgifter:

  • ved forslag til et europæisk betalingspåkrav – fordringshaver betaler
  • ved afgørelse om et europæisk betalingspåkrav – fordringshaver betaler
  • ved indsigelse mod et europæisk betalingspåkrav – skyldner betaler

hvis proceduren ender med en retssag:

  • ved en retsafgørelse – sagsøger betaler
  • ved en appel – sagsøger betaler
  • ved et svarskrift – den person, der indgiver svarskriftet, betaler (det er frivilligt at indgive svarskrift)
  • ekstraordinære retsmidler – det er muligt at få genoptaget afgørelser truffet af en ret i anden instans, hvis det omstridte beløb er større end 200 000 HRK
  • retsafgifterne betales af den part, der begærer sagen genoptaget, og den person, der indgiver svarskrift til begæringen om genoptagelse (det er frivilligt at indgive svarskrift).

Hvor meget skal jeg betale?

I. I forbindelse med en stævning, et modkrav, en afgørelse og en indsigelse mod et betalingspåkrav betales der en retsafgift, der står rimeligt i forhold til det omtvistede beløb (beregnes udelukkende på baggrund af beløbet i hovedsagen uden renter og omkostninger), som følger:

Over HRK

Op til EUR

EUR

0,00

398,17

13,27

398,18

796,34

26,54

796,35

1 194,51

39,82

1 194,52

1 592,67

53,09

1 592,68

1 990,84

66,36

Hvis sagens værdi overstiger 1 990,84 EUR, udgør afgiften 66,36 EUR forhøjet med et beløb svarende til 1 % af differencen over 1 990,84 EUR, dog maksimalt 663,61 EUR.

 

II. I forbindelse med fremsættelse af et europæisk betalingspåkrav, en afgørelse om et europæisk betalingspåkrav og et svarskrift og et svarskrift på en genoptagelse betales halvdelen af de i punkt I nævnte retsafgifter.

I forbindelse med en appel og en revisionsanke skal der betales de i punkt I anførte omkostninger med tillæg af et beløb svarende til 100 % af disse afgifter.

IV. Hvis der indgås et retsforlig under retssagen, betales ingen retsafgifter.

Hvad sker der, hvis jeg ikke betaler retsafgifterne til tiden?

Såfremt parten ikke betaler afgifterne inden for den fastsatte frist eller undlader at underrette retten herom med det samme, påfører retten inden for en yderligere frist på 15 dage efter afgørelsen om sagens omkostninger eller afgørelsen om indsigelse en fuldbyrdelsespåtegning og giver fogedretten meddelelse herom med henblik på tvangsfuldbyrdelse i form af udlæg i partens finansielle instrumenter i overensstemmelse med bestemmelserne i loven om udlæg i finansielle instrumenter.

Det fremgår af artikel 28 i lov om retsafgifter, at retten først meddeler den part i sagen, som det påhviler at betale afgiften, men som har undladt af gøre det, at vedkommende er pligtig at betale afgiften inden for en frist på tre dage. Såfremt parten ikke efterkommer opfordringen, eller vedkommende ikke var til stede, da den processuelle handling blev foretaget, som ligger til grund for den betalingsforpligtelse, der ikke er blevet opfyldt, træffer retten en afgørelse, hvorved den pågældende tilpligtes at betale omkostningerne inden for otte dage efter at have fået beslutningen forkyndt. Der skal betales et tillægsgebyr på 13,27 EUR for påmindelse om afgiften.

Hvordan kan jeg betale retsafgifter?

Retsafgifter betales på anden måde end kontant, i form af stempelmærker udstedt af de kroatiske myndigheder eller elektronisk.

Retsafgifter kan betales kontant til rettens regnskabsafdeling, der efterfølgende skal overføre dette beløb til kontoen for budgetindtægter fra retsafgifter inden for en frist på fem dage.

Retsafgiften kan betales ved hjælp af stempelmærker, når beløbet ikke overstiger 13,27 EUR.

Oplysninger om betalingsmåden for retsafgifter kan ses på webstedet for den elektroniske opslagstavle, på rettens websted eller fås ved henvendelse til justitskontoret.

Retsafgifter kan betales via en bank eller på et postkontor ved overførsel til kontoen for Kroatiens statsbudget.

Hvis retsafgifterne indbetales fra udlandet skal følgende oplysninger anføres:

SWIFT: NBHRHR2X
Kontonummer: HR1210010051863000160 IBAN:
Bankkonto: +31 1001005-1863000160
Betalingsreference: HR64 IBAN:
Referencenummer: 5045-20735-personligt identifikationsnummer (eller et andet identifikationsnummer for indbetaleren)
Modtager: Kroatiens finansministerium på vegne af handelsretten i Zagreb

I betalingsmeddelelsen angives "afgift for sag ________" (sagsnummer eller en beskrivelse af betalingen, f.eks. "retsafgift for et forslag til et europæisk betalingspåkrav").

Hvad gør jeg, når jeg har betalt?

Kvittering for betaling af afgiften skal vedlægges ved indleveringen af det dokument, for hvilket afgiften er betalt, og sagens parter skal anføres. Ved indlevering af en kvittering for betaling af retsafgifter for en retsafgørelse skal den person, der indgiver den, angive, for hvilken afgørelse afgiften er betalt.

Når betaling har fundet sted, fremsendes en kvittering herfor til den kompetente ret. På kvitteringen skal sagsnummeret være angivet (hvis dette er kendt). Ved indgivelse af en anmodning om et europæisk betalingspåkrav skal denne ledsages af dokumentation for betaling.

Parterne fremsender generelt dokumenterne til domstolene pr. brev (anbefalet eller med almindelig post) eller elektronisk i overensstemmelse med særlige bestemmelser via rettens informationssystem.

Anmeld en teknisk fejl eller et problem med indholdet eller giv din feedback om denne side