1 Er der fastsat bestemmelser om lovbestemte renter i dette medlemsland? I bekræftende fald, hvordan defineres "lovbestemt rente" i dette medlemsland?
Nederlandene har en lovbestemt rentesats. Den lovbestemte rentesats er den rente, som en kreditor i henhold til loven kan kræve i tilfælde af forsinket betaling.
Der skelnes mellem den lovbestemte rentesats for transaktioner, som ikke vedrører handel (civillovbogens artikel 6:119), og den lovbestemte rentesats for handelstransaktioner (civillovbogens artikel 6:119a og 6:119b).
Den lovbestemte rentesats for transaktioner, som ikke vedrører handel, er den rentesats, der gælder for alle aftaler med privatpersoner eller forbrugere.
Den lovbestemte rentesats for handelstransaktioner er den rentesats, der gælder for alle kontrakter mellem virksomheder og mellem virksomheder og offentlige organisationer.
2 I bekræftende fald, hvor stort er beløbet/hvor høj er rentesatsen, og hvad er retsgrundlaget herfor? Hvis der er fastsat forskellige satser for lovbestemte renter, under hvilke forhold og på hvilke betingelser finder disse i så fald anvendelse?
Den lovbestemte rentesats for transaktioner, som ikke vedrører handel, har siden den 1. januar 2024 udgjort 7 %. Retsgrundlaget er civillovbogens artikel 6:119. Den lovbestemte rentesats for handelstransaktioner har siden den 1. januar 2024 udgjort 12,50 %. Retsgrundlaget er artikel 6:119a for handelstransaktioner mellem virksomheder. Retsgrundlaget for transaktioner med offentlige organisationer er civillovbogens artikel 6:119b.
3 Findes der eventuelt yderligere oplysninger om, hvordan den lovbestemte rente beregnes?
I henhold til civillovbogens artikel 6:120, første afsnit, fastsættes den lovbestemte rentesats for transaktioner, som ikke vedrører handel, halvårligt i bekendtgørelsen om fastsættelse af lovbestemte renter. Rentesatsen beregnes på grundlag af Den Europæiske Centralbanks rentesats for de vigtigste refinansieringstransaktioner (referencerentesatsen) plus 2,25 procentpoint, afrundet til nærmeste halve procent. Den lovbestemte rentesats justeres om nødvendigt hvert halve år den 1. januar og den 1. juli, idet den dato, der lægges til grund for fastsættelsen af referencesatsen, er den foregående 31. oktober henholdsvis 30. april.
Den lovbestemte rentesats for handelstransaktioner fastsættes i henhold til civillovbogens artikel 6:120, andet afsnit. Rentesatsen kan justeres den 1. januar og den 1. juli hvert år. Den lovbestemte rentesats for handelstransaktioner er den rentesats, som Den Europæiske Centralbank fastsætter for de vigtigste refinansieringstransaktioner den første kalenderdag i den pågældende halvårsperiode, plus otte procentpoint.
4 Er der gratis onlineadgang til ovennævnte retsgrundlag?
Ja. Civillovbogens bog 6 findes på dette websted. Bekendtgørelsen om fastsættelse af den lovbestemte rentesats er også tilgængelig online. Den halvårlige justering af den lovbestemte rentesats for transaktioner, som ikke vedrører handel, offentliggøres i det nederlandske statstidende (Staatsblad).
Yderligere oplysninger findes på den nederlandske centraladministrations websted (Rijksoverheid).