Gå til hovedindhold

Familiemægling

Flag of France
Frankrig
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
(in civil and commercial matters)

Mægling på det familieretlige område

Der er fastsat regler om international mægling på det familieretlige område i den gældende lovgivning om internationalt samarbejde på det familieretlige område (Haager-konventionen af 25. oktober 1980 og Bruxelles IIa-forordningen) med henblik på at fremme en mindelig konfliktløsning, så barnet kan vende tilbage efter en international bortførelse, eller der kan opnås enighed om den ene af forældrenes samværsret.

Mægling på det familieretlige område på tværs af grænserne er genstand for flere folkeretlige og EU-retlige retsforskrifter, idet man ønsker at fremme en hurtig og mindelig bilæggelse af tvister. Département de l'entraide, du droit international privé et européen (DEDIPE), som er den centrale franske myndighed, der er udpeget til gennemførelse af internationale konventioner om samarbejde på det familieretlige område, stiller en liste over internationale familiemæglere til rådighed for parterne for at lette anvendelsen af mægling i grænseoverskridende sager. De franske regler om mægling vil ligeledes blive berørt, da de finder anvendelse i disse sager.

De nationale regler:

Ved lov nr. 95-125 af 8. februar 1995, der blev fulgt op af dekret nr. 2012-66 af 22. juli 1996, blev retsmægling indført i Frankrig. Enhver retsinstans, der behandler en retssag, kan med parternes samtykke udpege en mægler, dvs. en kvalificeret tredjemand, der er upartisk og uafhængig.

Ved bekendtgørelse nr. 2011-1540 af 16. november 2011, hvorved direktiv 2008/52/EF af 21. maj 2008 blev gennemført i fransk ret, blev lov af 8. februar 1995 ændret. I loven defineres mægling som enhver struktureret proces, hvorved to eller flere parter forsøger at nå frem til en aftale om mindelig løsning af deres tvist ved hjælp af en tredjemand. Der er tale om en ordning, der gælder for alle former for mægling.

Hvad mægling på det familieretlige område angår, blev der indført en statsautoriseret eksamen ved dekret af 2. december 2003 (artikel R.451-66 ff. i lov om social indsats over for familier) og bekendtgørelse af henholdsvis 12. februar 2004 og 19. marts 2012. Denne eksamen er på nuværende tidspunkt dog ikke en betingelse for, at man kan fungere som mægler på det familieretlige område, da der ikke er tale om et ved lov reguleret erhverv (une profession réglementée).

Mægling kan finde sted:

  1. uden rettens bistand: Det er det, man betegner som almindelig mægling på det familieretlige område. I dette tilfælde vælges mægleren af parterne.

  2. under retssagen: Retsplejelovens (code de procédure civile) artikel 1071 og artikel 255 samt artikel 373-2-10 i den civile lovbog (code civil):

  • Familieretten kan foreslå parterne at gøre brug af mægling og efter at have opnået deres samtykke udpege en mægler.

  • Retten kan endvidere pålægge parterne at opsøge en mægler, der vil informere dem om genstanden for og forløbet af mæglingen.

  • Med hensyn til igangværende eller afsluttede skilsmissesager blev der ved lov nr. 2016-1547 af 18. november 2016 om modernisering af retsvæsenet i det 21. århundrede indledt et forsøg med obligatorisk familiemægling (TMFPO) for en periode på tre år fra dens offentliggørelse ved 11 domstole. Den obligatoriske familiemægling indebærer, at familiemægling skal være forsøgt, før visse begæringer kan indgives, idet retten i modsat fald kan afvise sagen af egen drift. Dette omfatter begæringer, der har til formål at ændre en tidligere afgørelse, som familieretten har truffet, eller en bestemmelse i en aftale, der er godkendt af retten, samt anmodninger vedrørende barnets eller børnenes sædvanlige opholdssted, samværs- og bopælsret, bidrag til mindreårige børns uddannelse og underhold samt afgørelser om udøvelse af forældremyndighed. Denne forpligtelse til at forsøge sig med mægling gælder dog ikke i tilfælde af vold eller tvang udøvet af den forælder over for den anden. Dette forsøg blev afsluttet den 31. december 2024.

Den aftale, som parterne når frem til, kan tiltrædes af familieretten, jf. retsplejelovens artikel 1534 og 1565 m.fl. Retten tiltræder aftalen, medmindre den konstaterer, at den ikke i tilstrækkeligt omfang tjener barnets interesser, at forældrene ikke har givet deres samtykke frivilligt, jf. artikel 373-2-7, stk. 2, i den civile lovbog, eller mere generelt, at den strider mod væsentlige retsgrundsætninger.

International mægling på det familieretlige område:

Der er fastsat regler om international mægling på det familieretlige område i den gældende lovgivning om internationalt samarbejde på det familieretlige område (Haager-konventionen af 25. oktober 1980 og Bruxelles IIa-forordningen) med henblik på at fremme en mindelig konfliktløsning, så barnet kan vende tilbage efter en international bortførelse, eller der kan opnås enighed om den ene af forældrenes samværsret.

De berørte personer kan henvende sig til en selvstændig mægler eller en mægler, der er tilknyttet en forening. Justitsministeriets liste over internationale familiemæglere er gratis tilgængelig for offentligheden. Denne liste omfatter fagfolk, der opfylder kriterierne for erfaring på familieområdet, tosprogethed eller multikulturelle færdigheder.

Justitsministeriets websted om international mægling på det familieretlige område: Justice / Portail / La médiation familiale internationale

Liste over mæglere: http://www.justice.gouv.fr/art_pix/liste_mediateurs_familiaux_internationaux.pdf.

For at iværksætte en mægling skal mindst en af forældrene have bopæl i Frankrig og den anden i udlandet, uanset deres nationalitet. Når mægleren er blevet kontaktet af en af forældrene, retter vedkommende henvendelse til den anden forælder. Mægling kan kun finde sted frivilligt: Ingen er forpligtet til at indgå i en proces med international mægling på det familieretlige område. Mæglerne udfører deres opgaver neutralt og omhyggeligt, og mæglingen er fortrolig.

Mæglerne kan frit fastsætte deres satser. Nogle mæglere følger familieydelsesfondens satser. Her tilpasses satsen til forældrenes indkomst.

Personer, der er interesseret i en international familiemæglingsproces i en international tvist, kan kontakte den franske centralmyndighed pr. e-mail: entraide-civile-internationale@justice.gouv.fr.

Anmeld en teknisk fejl eller et problem med indholdet eller giv din feedback om denne side