Gå til hovedindhold

Skilsmisse og separation

Flag of Sweden
Sverige
Indholdet er leveret af
European Judicial Network
(in civil and commercial matters)

1 Hvad er betingelserne for at opnå skilsmisse?

En af ægtefællerne eller begge ægtefæller kan søge om skilsmisse. Under visse omstændigheder skal der forud for skilsmissen være en periode på seks måneder s betænkningstid. Dette er tilfældet:

  • hvis begge ægtefæller anmoder herom
  • hvis én af ægtefællerne rent faktisk bor fast sammen med sit eget barn under 16 år, som den pågældende har forældremyndighed over, eller
  • hvis kun den ene af ægtefællerne ønsker ægteskabet opløst. 

I visse undtagelsestilfælde har dog selv ægtefæller, som opfylder en af ovennævnte betingelser, ret til skilsmisse uden betænkningstid. Dette er tilfældet, hvis de har levet adskilt i to år. En ægtefælle har også ret til skilsmisse uden betænkningstid, hvis det kan bevises, at den pågældende er blevet tvunget til at indgå ægteskabet, eller hvis vedkommende har indgået ægteskabet før sit fyldte 18. år. Hvis ægteskabet er indgået, på trods af at ægtefællerne er nært beslægtede, eller hvis ægteskabet er indgået, selv om en af ægtefællerne allerede var gift eller partner i et registreret partnerskab, og det tidligere ægteskab eller partnerskab ikke er opløst, har begge ægtefæller også ret til skilsmisse uden betænkningstid. I tilfælde af bigami har hver af ægtefællerne i det tidligere ægteskab også ret til at få det opløst ved skilsmisse uden forudgående betænkningstid. Det samme gælder, hvis et partnerskab er registreret, selv om en af partnerne var gift på det pågældende tidspunkt.

2 Hvad anses for skilsmissegrund?

En ægtefælle har altid ret til at få dom for skilsmisse og skal ikke anføre særlige grunde til støtte herfor.

3 Hvilke retlige følger har en skilsmisse med hensyn til:

3.1 de personlige relationer mellem ægtefællerne (f.eks. efternavn)?

En skilsmisse medfører ikke en ændring af efternavnet. Ægtefællerne beholder det efternavn, de havde, da de blev gift. En ægtefælle kan dog skifte tilbage til et efternavn, som vedkommende tidligere havde.

3.2 deling af ægtefællernes formue?

Efter skilsmissen fordeles ægtefællernes aktiver mellem dem ved en officiel bodeling. Hovedreglen er, at de deles ligeligt. Årsagen til ægteskabets opløsning er uden betydning for fordelingen af boets aktiver.

3.3 ægtefællernes mindreårige børn?

Efter en skilsmisse har parterne fortsat fælles forældremyndighed over deres børn.

Hvis en af ægtefællerne anmoder herom, kan den ret, der behandler skilsmissesagen, træffe afgørelse om forældremyndigheden over børnene, hvor børnene skal bo, og samvær med børnene.

I skilsmissesager kan retten også, uden at der er indgivet anmodning herom, bestemme, at en af forældrene skal have eneforældremyndigheden, hvis det står klart, at fælles forældremyndighed er uforenelig med barnets tarv. 

Begge forældre har pligt til at forsørge barnet. Den forælder, som ikke bor sammen med barnet permanent, opfylder sin forsørgelsespligt ved at betale børnebidrag til den anden.

3.4 forpligtelsen til at betale underholdsbidrag til den anden ægtefælle?

Efter skilsmissen skal parterne hver især forsørge sig selv. Der kan kun gøres undtagelse herfra i særlige situationer, bl.a. hvis den ene part har svært ved at forsørge sig selv efter et langvarigt ægteskabs opløsning, eller hvis der er andre tungtvejende begrundelser for det.

4 Hvad betyder det retlige begreb "separation" i praksis?

Der findes ingen regler om separation i svensk lovgivning.

5 Hvad er betingelserne for at opnå separation?

Der findes ingen regler om separation i svensk lovgivning.

6 Hvilke retlige følger har en separation?

Der findes ingen regler om separation i svensk lovgivning.

7 Hvad betyder det retlige begreb "omstødelse af ægteskab" i praksis?

Der findes ingen regler om omstødelse af ægteskab i svensk lovgivning. Et ægteskab kan opløses enten derved, at den ene ægtefælle dør, eller ved at en domstol opløser ægteskabet ved dom.

8 Hvad er betingelserne for at få omstødt et ægteskab?

Der findes ingen regler om omstødelse af ægteskab i svensk lovgivning.

9 Hvilke retlige følger har omstødelsen af et ægteskab?

Der findes ingen regler om omstødelse af ægteskab i svensk lovgivning.

10 Findes der udenretslige alternativer til løsning af spørgsmål vedrørende skilsmisse?

Det er kun retten, som kan træffe afgørelse om opløsning af et ægteskab ved skilsmisse. Derimod findes der alternative metoder til at løse de forskellige spørgsmål, som kan opstå i forbindelse med skilsmissen.

Ægtefællerne kan få såkaldt "familierådgivning", som tager sigte på afhjælpe samlivskonflikter i parforhold og familier. De lokale myndigheder er ansvarlige for at sikre, at familierådgivning kan tilbydes enhver, der anmoder herom, enten via den lokale myndighed eller via en passende professionel rådgiver.

Parterne har også ret til en såkaldt samarbejdssamtale (samarbetssamtal). Samarbejdssamtalen tager sigte på at skabe enighed i spørgsmålet om forældremyndigheden over barnet, barnets bopæl og samvær med barnet. Samarbejdssamtalen foregår med sagkyndig bistand. Kommunerne har pligt til at tilbyde en samarbejdssamtale, hvis der anmodes om det.

Hvis forældrene ønsker at ændre forældremyndigheden over deres børn, hvor børnene skal bo, eller samværet med deres børn, kan de indgå en aftale herom. Denne aftale skal godkendes af de sociale myndigheder.

11 Til hvilken instans skal jeg indgive min ansøgning (begæring) om skilsmisse/separation/omstødelse af ægteskab? Hvilke formaliteter skal overholdes, og hvilke dokumenter skal jeg vedlægge min ansøgning?

Der findes ingen regler om separation eller omstødelse af ægteskab i svensk ret.

Skilsmissesager behandles af byretten (tingsrätt) på det sted, hvor en af ægtefællerne har sit sædvanlige opholdssted. Hvis ingen af dem har hjemting i Sverige, behandles sagen af byretten i Stockholm (Stockholms tingsrätt).

Hvis begge ægtefæller ønsker skilsmisse, kan de anmode om skilsmisse i fællesskab. Ansøgningen skal ledsages af personbeviser for begge ægtefæller. Hvis kun en af ægtefællerne ønsker skilsmisse, skal denne ægtefælle anmode om udtagelse af en stævning. Ansøgningen skal ledsages af et personbevis for den pågældende ægtefælle. Personbeviset kan bestilles via det svenske skattevæsen (Skatteverket).

12 Kan jeg få helt eller delvis fri proces?

I skilsmissesager og lignende sager kan der kun bevilges retshjælp, hvis der foreligger særlige grunde.

13 Er det muligt at anke en afgørelse om skilsmisse/separation/omstødelse af ægteskab?

Der findes ingen regler om separation eller omstødelse af ægteskab i svensk ret.

En afgørelse om skilsmisse kan appelleres til en appeldomstol (hovrätt).

14 Hvad er fremgangsmåden, hvis jeg ønsker at få en afgørelse om skilsmisse/separation/omstødelse af ægteskab, som er truffet af en domstol i en anden EU-medlemsstat, anerkendt i denne medlemsstat?

I henhold til Rådets forordning (EU) 2019/1111 af 25. juni 2019 om kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om internationale børnebortførelser (Bruxelles II-forordningen) skal en retsafgørelse, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure.

Forordningen giver mulighed for at anmode om at fastslå, om der foreligger grunde til at afslå anerkendelse eller fuldbyrdelse af en afgørelse.

15 Hvilken domstol skal jeg rette henvendelse til for at gøre indsigelse mod anerkendelsen af en retsafgørelse om skilsmisse/separation/omstødelse af ægteskab, som er truffet af en domstol i en anden medlemsstat? Hvad er fremgangsmåden i sådanne tilfælde?

Anmodninger om ikkeanerkendelse eller ikkefuldbyrdelse af en udenlandsk afgørelse indgives til byretten. Anmodninger om en erklæring om, at der ikke er grundlag for at nægte anerkendelse af en udenlandsk afgørelse, indgives til byretten.

Hvis andet ikke er fastsat i Bruxelles II-forordningen, er retssager omfattet af lov (1996:242) om domstolsspørgsmål (lagen om domstolsärenden).

16 Hvilken skilsmisselovgivning anvender domstolene i skilsmissesager mellem ægtefæller, der ikke har bopæl i denne medlemsstat, eller som har forskellig nationalitet?

I forbindelse med skilsmissebegæringer, der behandles af en svensk domstol, behandles sagen som regel i henhold til svensk ret.

I visse tilfælde skal bestemmelserne i udenlandsk lovgivning dog også tages i betragtning. Det drejer sig om følgende tilfælde:

  • Hvis begge ægtefæller er udenlandske statsborgere, og ingen af dem har haft hjemting i Sverige i det seneste år, kan der ikke mod den ene parts vilje afsiges skilsmissedom, hvis der ikke findes grundlag for det i lovgivningen i den stat, hvor en eller begge parter er statsborgere.
  • Hvis begge ægtefæller er udenlandske statsborgere, og en af dem gør gældende, at der ikke er grundlag for at opløse ægteskabet efter loven i den stat, hvor han eller hun er statsborger, kan der ikke afsiges skilsmissedom, hvis særlige hensyn til den pågældende ægtefælle eller til fællesbørn taler imod det.

 

Denne webside er en del af Dit Europa.

Vi vil gerne have din feedback om, hvor nyttige informationerne er for dig.

Anmeld en teknisk fejl eller et problem med indholdet eller giv din feedback om denne side