Artikel 25, stk. 1, litra a), kompetente retter
I Tjekkiet finder de generelle kompetenceregler i civile sager i lov nr. 99/1963 (den civile retsplejelov, občanský soudní řád), som ændret, anvendelse, når det skal afgøres, hvilke domstole der er kompetente i forbindelse med den europæiske småkravsprocedure. Domstolenes saglige kompetence er fastsat i artikel 9-12, mens deres stedlige kompetence er fastsat i artikel 84-89a.
I lyset af den type sager, der vil komme i betragtning, er det normalt distriktsdomstolene (okresní soudy), der har saglig kompetence, mens kriteriet for fastlæggelse af den stedlige kompetence normalt er skyldnerens bopæl/vedtægtsmæssige hjemsted.
Artikel 25, stk. 1, litra b), kommunikationsmidler
Tjekkiet meddeler hermed, at følgende kommunikationsmidler accepteres som "andre kommunikationsmidler":
a) anmodninger indgivet i elektronisk form og underskrevet ved brug af midler, der ifølge specifik lovgivning har de samme virkninger som en persons håndskrevne underskrift, jf. lov nr. 297/2016 om tillidstjenester til brug for elektroniske transaktioner
b) e-mail
c) fax.
I forbindelse med b) og c) skal originalen fremsendes senest tre dage efter anmodningens indgivelse. I modsat fald vil anmodningen ikke blive behandlet.
Artikel 25, stk. 1, litra c), myndigheder og organisationer, der yder praktisk bistand
Nærmere oplysninger findes på https://www.coi.cz/pro-spotrebitele/evropske-spotrebitelske-centrum/.
Artikel 25, stk. 1, litra d), elektroniske forkyndelses- og kommunikationsmidler og midler til tilkendegivelse af accept
"Databoksen" (datová schránka) er det elektroniske forkyndelsesmiddel i Tjekkiet. Databoksen er et elektronisk register, der er oprettet af de offentlige myndigheder til forkyndelse af dokumenter (datameddelelser). De nærmere regler findes i lov nr. 300/2008 om elektroniske transaktioner og autoriseret dokumentkonvertering.
Artikel 25, stk. 1, litra e), personer eller erhverv, der er forpligtede til at acceptere forkyndelse af dokumenter eller øvrig skriftlig kommunikation ved brug af elektroniske midler
Databokse oprettes gratis og uden anmodning herom for juridiske personer, der er registreret i handelsregistret, juridiske personer oprettet ved lov, spin-off-selskaber af udenlandske juridiske personer, der er registreret i handelsregistret, advokater, skatterådgivere og kuratorer i konkursboer. Siden den 1. januar 2023 har dette også været muligt for fysiske personer, der udøver erhvervsmæssig virksomhed. Der er en forpligtelse til at oprette en databoks for disse enheder. For andre typer juridiske personer og for fysiske personer, der ikke udøver forretningsaktiviteter, oprettes der databokse efter anmodning. De nærmere regler findes i lov nr. 300/2008 om elektroniske transaktioner og autoriseret dokumentkonvertering.
Artikel 25, stk. 1, litra f), retsafgifter og betalingsmetoder
Retsafgifternes størrelse i en småkravsprocedure er reguleret i punkt 1 i den tarif, der er knyttet som bilag til lov nr. 549/1991 om retsafgifter. Hvis kravet ikke overstiger 20 000 CZK, udgør retsafgiften 1 000 CZK. For større beløb op til det maksimumsbeløb på 5 000 EUR, der er fastsat i forordningen, udgør retsafgiften 5 % af kravet.
Retsafgifter kan indbetales på den konto, der er åbnet i nationalbanken (Česká národní banka) til brug for den ret, der har saglig og stedlig kompetence til at påkende sagen i første instans.
Artikel 25, stk. 1, litra g), appelprocedurer og kompetente retter i den forbindelse
Der er mulighed for appel efter tjekkisk ret. Denne appeladgang er reguleret i §§ 201-226 i lov nr. 99/1963 om rettens pleje (občanský soudní řád). Appelskriftet skal indgives til den ret, hvis afgørelse anfægtes, senest 15 dage efter forkyndelsen af dommen. Denne ret henviser derefter appellen til den højere retsinstans, der skal behandle appelsagen.
En afgørelse om betaling af beløb, der ikke overstiger 10 000 CZK eksklusive retsafgifter, kan ikke appelleres i henhold til retsplejelovens § 202, stk. 2. Dette gælder ikke for retsafgørelser om anerkendelse og for udeblivelsesdomme.
Artikel 25, stk. 1, litra h), prøvelse af domsproceduren og kompetente retter i den forbindelse
Kompetencen til at behandle appelsager ligger hos den distriktsdomstol, der afsagde dommen i første instans. Det er muligt at appellere retsafgørelser, hvorved en appel afvises. Dette er reguleret i §§ 201-226 i lov nr. 99/1963 om rettens pleje (občanský soudní řád).
Artikel 25, stk. 1, litra i), accepterede sprog
Tjekkisk er det eneste sprog, der accepteres i Tjekkiet.
Artikel 25, stk. 1, litra j), kompetente myndigheder med hensyn til fuldbyrdelse
1. I Tjekkiet er de myndigheder, der har kompetence med hensyn til fuldbyrdelse, distriktsdomstole (okresní soudy) og fogedretter (soudní exekutoři). Rettighedshaveren kan:
a) indgive en anmodning om retslig fuldbyrdelse af en afgørelse til den distriktsdomstol, der har stedlig kompetence
b) indgive en anmodning om tvangsfuldbyrdelse til enhver fogedret.
Ved afgørelsen af, hvilken distriktsdomstol der har stedlig kompetence, finder bestemmelserne i §§ 84-86 i lov nr. 99/1963 om rettens pleje , anvendelse, mens den gældende bestemmelse for så vidt angår litra b) er § 45 i lov nr. 120/2001 om fogedretter og tvangsfuldbyrdelse, som ændret, (fuldbyrdelsesloven (exekuční řád)). Fuldbyrdelse af en afgørelse foretages i overensstemmelse med retsplejelovens regler, og for så vidt angår fogedretterne finder loven om tvangsfuldbyrdelse ligeledes anvendelse.
2. Den Tjekkiske Republik har udpeget distriktsdomstolene som de myndigheder, der har kompetence med hensyn til anvendelsen af artikel 23. Deres stedlige kompetence er reguleret i retsplejelovens §§ 84-86 i tilfælde af retslig fuldbyrdelse som nævnt i litra a) ovenfor og af § 45 i lov om tvangsfuldbyrdelse i tilfælde af fuldbyrdelse af en afgørelse truffet af en fogedret, jf. litra b) ovenfor.