1 Hvad forstås ved tvangsfuldbyrdelse i civil- og handelsretlige sager?
Fuldbyrdelse af afgørelser i civil- og handelsretlige sager er omfattet af lov af 17. november 1964 om civil retspleje (ustawa z dnia 17 listopada 1964 r./Kodeks postępowania cywilnego, i det følgende benævnt: "den civile retsplejelov") (Polens lovtidende af 2021, retsakt 1805, som ændret).
Ved tvangsfuldbyrdelse forstås de kompetente myndigheders anvendelse af de tvangsmidler, der er fastsat ved lov, for at opnå betaling af skyldige beløb til kreditor i henhold til et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag. Selve fuldbyrdelsen begynder med indgivelsen af en begæring om fuldbyrdelse.
Tvangsfuldbyrdelsen iværksættes på baggrund af et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag. Som hovedregel er et fuldbyrdelsesgrundlag en retsakt med en fuldbyrdelsespåtegning (artikel 776 i den civile retsplejelov). Fuldbyrdelsespåtegningen er ikke påkrævet for visse afgørelser afsagt af domstole i EU-medlemsstaterne og for de retsforlig og officielt bekræftede dokumenter, der er omhandlet i artikel 1153, stk. 14, i den civile retsplejelov. Hvis disse retsafgørelser, retsforlig og officielt bekræftede dokumenter opfylder de betingelser, der er omhandlet i artikel 1153, udgør de et fuldbyrdelsesgrundlag, som kreditor kan henvende sig direkte til fuldbyrdelsesmyndigheden med.
To typer myndigheder indgår i tvangsfuldbyrdelsen:
- retslige myndigheder – der fører retsforhandlinger om påføringer af fuldbyrdelsespåtegninger i fuldbyrdelsesgrundlag (retsformænd, førsteinstansretter (sąd rejonowy), regionale domstole (sąd okręgowy) og appeldomstole, skønsmænd)
- fuldbyrdelsesmyndigheder – der er involveret i selve fuldbyrdelsesproceduren herunder førsteinstansretter og fogeder (artikel 758 i den civile retsplejelov).
Parterne i proceduren for meddelelse af en fuldbyrdelsespåtegning og i selve fuldbyrdelsessagen er kreditor og skyldner.
I polsk ret sondres der mellem følgende former for fuldbyrdelse:
Fuldbyrdelse af pengekrav i forbindelse med:
- løsøre
- løn
- bankkonti
- andre tilgodehavender
- andre ejendomsrettigheder
- fast ejendom
- søgående skibe
Fuldbyrdelse af andre fordringer end pengekrav i forbindelse med:
- overdragelse af løsøre
- overdragelse af fast ejendom
- fuldbyrdelse af retsafgørelser, der kræver afgivelse af en hensigtserklæring, herunder indgåelse af en kontrakt (artikel 1047 i den civile retsplejelov)
- fuldbyrdelse af substituerbare og ikkesubstituerbare handlinger og undladelse heraf (artikel 1049-1056 i den civile retsplejelov).
Fuldbyrdelse af krav om underholdsbidrag – Retten påfører ex officio fuldbyrdelsespåtegningen på tvangsfuldbyrdelsesgrundlaget vedrørende underholdsbidrag. Tvangsfuldbyrdelsesgrundlaget forkyndes for skyldneren ex officio. I sager, hvor der er afsagt kendelse om betaling af underholdsbidrag, kan der indledes tvangsfuldbyrdelse ex officio på begæring af den førsteinstansret, der har behandlet sagen. Begæringen skal indgives til den kompetente tvangsfuldbyrdelsesmyndighed. Fogeden skal gennemføre en undersøgelse ex officio for at opgøre skyldnerens indtjening og aktiver og fastslå dennes bopæl. Hvis disse foranstaltninger ikke giver resultat, træffer politiet på anmodning fra fogeden foranstaltninger med henblik på at fastslå skyldnerens bopæl og arbejdssted. Undersøgelsen skal gennemføres med jævne mellemrum med intervaller på højst seks måneder. Hvis skyldnerens indkomst eller aktiver ikke er opgjort ved udgangen af denne undersøgelse, anmoder fogeden retten om at beordre skyldner til at oplyse sine aktiver. Hvis restancerne er ældre end seks måneder, skal fogeden indgive en anmodning til det nationale retsregister (Krajowy Rejestr Sądowy) om indføring af skyldner i registret over insolvente skyldnere. En resultatløs fuldbyrdelse er ikke et grundlag for at henlægge sagen.
2 Hvilke(n) myndighed(er) har beføjelse til at foretage tvangsfuldbyrdelse?
I henhold til artikel 758 i den civile retsplejelov henhører fuldbyrdelse under retterne i første instans og de fogeder, der er tilknyttet disse.
3 Hvornår kan der træffes afgørelse om tvangsfuldbyrdelse?
I henhold til artikel 803 i den civile retsplejelov danner fuldbyrdelsesgrundlaget baggrund for fuldbyrdelsen af alle de heri angivne fordringer i alle skyldners aktiver, medmindre andet er bestemt i fuldbyrdelsesgrundlaget. Tvangsfuldbyrdelsesmyndigheden er ikke bemyndiget til at undersøge, hvorvidt det pågældende tvangsfuldbyrdelsesgrundlag er anvendeligt og gyldigt. Den er imidlertid forpligtet til at undersøge, om et krav, der er genstand for fuldbyrdelsesgrundlaget, kan anfægtes.
Som hovedregel er fuldbyrdelsesgrundlaget påført en fuldbyrdelsespåtegning.
I henhold til artikel 777 i den civile retsplejelov er følgende at betragte som fuldbyrdelsesgrundlag:
- en endelig eller umiddelbart eksigibel afgørelse truffet af en domstol eller et forlig indgået for voldgiftsretten
- en endelig eller umiddelbart eksigibel afgørelse truffet af en referendar (referendarz sądowy)
- andre afgørelser, forlig og akter, der kan fuldbyrdes ved en fuldbyrdelsesprocedure ifølge gældende ret
- en notarialakt, hvorved en skyldner frivilligt accepterer fuldbyrdelsen, der omfatter en forpligtelse til at betale den sum penge eller overdrage de genstande, der er specificeret ved type i de i akten fastsatte mængder, eller individuelt specificerede genstande, forudsat at akten fastsætter en dato, hvor denne forpligtelse skal være efterkommet, eller en begivenhed, der skal være indtruffet, før fuldbyrdelsen kan finde sted
- en notarialakt, hvorved en skyldner frivilligt accepterer fuldbyrdelsen, der omfatter en forpligtelse til at betale den sum penge, der er fastsat i akten eller angivet ved en indekseringsklausul, forudsat at akten fastsætter den begivenhed, som skal være indtruffet, før fuldbyrdelsen kan finde sted, og den dato, fra hvilken kreditor kan anmode om påføring af en fuldbyrdelsespåtegning i akten
- de notarialakter, der er omhandlet i punkt 4 og 5, når en skyldner eller en person, som ikke er personlig skyldner, og hvis ejendom er omfattet af pant i fast ejendom eller aktiver, frivilligt har accepteret fuldbyrdelsen af gælden i pant i fast ejendom eller aktiver med henblik på indfrielse af kreditors fordringer.
En skyldnererklæring om frivillig accept af fuldbyrdelse kan også afgives i en anden notarialakt.
Kun en retsgyldig afgørelse, der er forsynet med en fuldbyrdelsespåtegning, eller som er umiddelbart eksigibel (på grund af en påtegning om umiddelbar eksigibilitet udstedt ex officio eller efter anmodning fra en af sagens parter), kan udgøre et fuldbyrdelsesgrundlag. En notarialakt kan fuldbyrdes, hvis den opfylder de krav, der er fastsat i den civile retsplejelov og i loven om notarialvirksomhed.
Andre fuldbyrdelsesgrundlag omfatter bl.a.: uddrag af listen over anmeldte fordringer i forbindelse med betalingsstandsning en retsgyldig bankaftale en plan for fordeling af de midler, der er indkommet ved fuldbyrdelse af fast ejendom en banks betalingskrav i henhold til bankloven, men først efter rettens påføring af en fuldbyrdelsespåtegning afgørelser truffet af udenlandske domstole og forlig indgået for disse domstole, når disse er erklæret for eksigible af en polsk domstol udenlandske retsafgørelser i civile sager, som er egnet til fuldbyrdelse ved retlig fuldbyrdelse, bliver eksigible, efter at de er blevet erklæret eksigible af en polsk domstol. Afgørelsen bliver endelig, hvis den pågældende dom er eksigibel i oprindelseslandet, og hvis der ikke opstår hindringer som omhandlet i artikel 1146, stk. 1 og 2, i den civile retsplejelov.
3.1 Proceduren
Fuldbyrdelsen iværksættes på grundlag af et fuldbyrdelsesgrundlag. Den ret i første instans, som sagen forelægges, påfører generelt fuldbyrdelsespåtegningen i fuldbyrdelsesgrundlaget (artikel 781, stk. 1, i den civile retsplejelov).
En anmodning om påføring af en fuldbyrdelsespåtegning skal behandles af retten snarest og senest tre dage fra indgivelsen heraf til den kompetente ret (artikel 781, stk. 1, i den civile retsplejelov). Fuldbyrdelsespåtegningen påføres ex officio af retten i tvangsfuldbyrdelsesgrundlaget i sagen, som er eller kunne være udstedt ex officio. Retten påfører ex officio en fuldbyrdelsespåtegning i betalingspåbud udstedt i betalingspåkravsprocedurer, som gennemføres elektronisk, umiddelbart efter at disse ikke længere kan appelleres (artikel 782 i den civile retsplejelov).
I princippet kan tvangsfuldbyrdelsen indledes på begæring. I sager, der kan indbringes ex officio, kan fuldbyrdelsen indledes på begæring af den ret i første instans, der har behandlet sagen. Begæringen indgives til den kompetente domstol eller foged (artikel 796, stk. 2, i den civile retsplejelov).
En begæring om indledning af tvangsfuldbyrdelse kan indgives af kreditor til den kompetente distriktsdomstol eller til den foged, der er tilknyttet denne domstol. Den kan også forelægges af andre kompetente myndigheder (en domstol eller den offentlige anklager i sager vedrørende tvangsfuldbyrdelse af bøder, finansielle sanktioner, retsafgifter og sagsomkostninger, der skyldes til staten).
Som hovedregel skal begæringer om fuldbyrdelse indgives skriftligt. Begæringen skal være vedlagt et fuldbyrdelsesgrundlag.
Bestemmelserne om opkrævning af gebyrer og størrelsen heraf er reguleret i lov af 28. februar 2018 om fogedgebyrer (ustawa z dnia 28 lutego 2018 r. o kosztach komorniczych) (Polens lovtidende af 2023, retsakt 1357).
Der opkræves navnlig følgende tvangsfuldbyrdelsesgebyrer:
1) fuldbyrdelsesgebyrer forbundet med gennemførelse af fuldbyrdelsesprocedurer, sikring af et krav, fuldbyrdelse af en europæisk kontosikringskendelse eller fuldbyrdelse af en kendelse, der har til formål at sikre en bevisforanstaltning eller at give afkald på en bevisforanstaltning i sager om intellektuel ejendomsret: I forbindelse med fuldbyrdelse af pengekrav opkræver fogeden et forholdsmæssigt gebyr på 10 % af værdien af den inddrevne fordring af skyldneren. Hvis skyldneren inden for en måned efter forkyndelsen af meddelelsen om indledning af fuldbyrdelsesproceduren indbetaler hele eller dele af den inddrevne fordring til fogeden eller på dennes bankkonto, opkræver fogeden et forholdsmæssigt gebyr på 3 % af værdien af den således inddrevne fordring. Minimumsgebyret for denne fordring er 150 PLN. Hvis en fordring først blev fuldbyrdet som følge af fuldbyrdelse af en anden fordring, udlæg i en bankkonto, et vederlag for arbejde eller en social sikringsydelse eller skyldners betaling af fordringen til fogeden eller på dennes bankkonto efter udløbet af en frist på en måned regnet fra den dato, hvor meddelelsen om indledning af fuldbyrdelsesproceduren blev forkyndt for ham/hende, er minimumsgebyret 200 PLN.
Hvis fordringen er blevet fuldbyrdet på en anden måde end den ovenfor beskrevne, er minimumsgebyret 300 PLN.
Det faste gebyr for en fuldbyrdelsesanmodning i forbindelse med overdragelse af løsøre udgør 400 PLN. Det faste gebyr for en fuldbyrdelsesanmodning i forbindelse med besiddelse af fast ejendom, der anvendes til at opfylde skyldnerens boligbehov, eller frigivelse af et lokale eller et værelse, der anvendes til at opfylde disse behov, er 1 500 PLN. Det faste gebyr for en fuldbyrdelsesanmodning i forbindelse med besiddelse af en anden fast ejendom eller frigivelse af et andet lokale eller et andet værelse er på 2 000 PLN. Hvis skyldneren udelukkende anvender den faste ejendom, lokalet eller værelset til erhvervsmæssige formål, forhøjes gebyret på 2 000 PLN med 1 000 PLN for det andet værelse og hvert efterfølgende værelse, der indgår i den faste ejendom, det lokale eller det værelse, der er genstand for fuldbyrdelsen. Det samlede gebyr må ikke overstige 30 000 PLN.
Det faste gebyr for:
- overdragelse af aktiverne til en kurator eller insolvensbehandler
- udpegelse af en ejendomsadministrator
- sikring af bevismateriale i sager om intellektuel ejendomsret
- overdragelse af bevismateriale i sager om intellektuel ejendomsret beløber sig til 400 PLN.
Det faste gebyr for deltagelse i overvindelse af skyldnerens modstand og fuldbyrdelse af rettens afgørelse om varetægtsfængsling udgør 1 000 PLN.
Hvis skyldneren betaler den fordring, der er fastsat i fuldbyrdelsesgrundlaget, senest tre dage før den påtænkte fuldbyrdelse af fuldbyrdelsesgrundlaget, tilbagebetaler fogeden 50 % af det betalte gebyr til skyldneren. Hvis skyldneren betaler fordringen inden at være blevet underrettet om en meddelelse om indledning af en fuldbyrdelsesprocedure eller en frivillig betalingsanmodning, tilbagebetaler fogeden den del af det betalte gebyr, der overstiger 200 PLN, til skyldneren
2) gebyr for gennemførelse af andre procedurer eller udførelse af andre handlinger:
– Det faste gebyr efter anmodning:
- for fuldbyrdelse af en afgørelse om sikring af arv
- udarbejdelse af en fortegnelse er 400 PLN.
Det faste gebyr for retsafgørelsen eller sagsøgerens begæring om direkte og personlig forkyndelse af dokumenter er på 60 PLN. Gebyret opkræves for forkyndelse på en enkelt adresse af et dokument, der er angivet i en sag, uanset antallet af modtagere af dokumentet, der er bosiddende på denne adresse, og antallet af forsøg på at forkynde det. Det faste gebyr for en begæring om handling med henblik på at fastslå modtagerens nuværende adresse er 40 PLN. Det faste gebyr for udarbejdelse af en fogedrapport er 400 PLN.
3.2 De vigtigste betingelser
Fuldbyrdelsen indledes på begæring af kreditor vedlagt et fuldbyrdelsesgrundlag. Begæringen skal indeholde skyldners navn. Skyldneren kan angive måden, hvorpå fuldbyrdelsen skal finde sted, dvs. identificere de aktiver, der skal gøres til genstand for fuldbyrdelsen. I tilfælde af tvangsfuldbyrdelse i fast ejendom, skal den faste ejendoms matrikelnummer også anføres. I tilfælde af fuldbyrdelse i løsøre er det ikke nødvendigt at angive genstanden, idet fuldbyrdelsen i princippet omfatter alt løsøre, der indgår i skyldners aktiver.
4 Genstanden for og karakteren af tvangsfuldbyrdelsesskridt
4.1 Hvilke former for aktiver kan gøres til genstand for sådanne skridt?
Fuldbyrdelsesforanstaltninger kan vedrøre aktiver, der indgår i skyldnerens aktiver, nemlig: skyldnerens løsøre, fast ejendom, betaling for arbejde, bankkonti, dele af fast ejendom, skibe, andre fordringer og ejendomsrettigheder.
Artikel 829 til 831 i den civile retsplejelov indeholder visse restriktioner for, hvilke genstande der kan gøres til genstand for fuldbyrdelse. I henhold til denne bestemmelse kan følgende genstande ikke gøres til genstand for fuldbyrdelse: husholdningsartikler, linned og hverdagsbeklædningsgenstande, som er nødvendige for den bidragspligtige og de familiemedlemmer, som vedkommende forsørger, samt tøj, som er nødvendigt for at kunne levere en tjenesteydelse eller udføre lønnet arbejde mad og brændsel, der dækker en måneds behov for skyldneren og de familiemedlemmer, som vedkommende forsørger værktøj og andre genstande, der er nødvendige for, at skyldneren kan udføre lønnet arbejde, og råvarer, der er nødvendige for at opretholde produktionen i en uge, dog undtagen motorkøretøjer.
Ud over den civile retsplejelov findes der også andre nationale bestemmelser om, hvilke typer fordringer der ikke kan gøres til genstand for fuldbyrdelse, og i hvilket omfang dette gælder (f.eks. fastsætter arbejdsmarkedsloven, i hvilket omfang løn kan gøres til genstand for fuldbyrdelse).
4.2 Hvad er retsvirkningen heraf?
Tvangsfuldbyrdelsesgrundlaget udgør grundlaget for tvangsfuldbyrdelsen af alle de heri angivne fordringer i alle skyldners aktiver, medmindre andet er bestemt i fuldbyrdelsesgrundlaget.
Skyldner har ret til at forvalte sine aktiver, medmindre retten afgør, at vedkommende skal fratages denne ret.
Ved fuldbyrdelse i løsøre beslaglægger fogeden disse aktiver og udarbejder en fortegnelse over det udlagte. Ved beslaglæggelse påvirker forvaltningen af ejendommen, efter at denne er blevet beslaglagt, ikke sagens videre forløb, og der kan endda indledes fuldbyrdelse mod køber i det udlagte løsøre. Fogeden kan på et hvilket som helst tidspunkt af tvingende hensyn overdrage tilsynet med udlagt løsøre til en anden person, som kan være en kreditor.
Ved tvangsfuldbyrdelse, der involverer fast ejendom, anmoder fogeden først skyldner om at betale gælden inden for to uger. Hvis dette ikke sker, vil der blive udarbejdet en beskrivelse og vurdering af ejendommen. Forvaltning af fast ejendom, efter at denne er blevet beslaglagt, påvirker ikke sagens videre forløb. Køberen kan deltage i proceduren som skyldner.
Hvis skyldner har pligt til at undlade at foretage bestemte handlinger eller til ikke at gribe ind i handlinger, der foretages af kreditor, pålægger retten efter anmodning fra kreditor skyldner en bøde, hvis han/hun ikke overholder denne forpligtelse; hvis skyldner ikke betaler bøden, fængsles han/hun.
4.3 Hvor længe kan disse skridt opretholdes?
I den civile retsplejelov er der ingen tidsfrist for indgivelse af en begæring om fuldbyrdelse. Ifølge polsk ret forfalder fordringer, som er anerkendt ved en endelig afgørelse truffet af en domstol eller en anden myndighed, som er kompetent til at behandle sådanne sager, eller ved en voldgiftskendelse, og fordringer, der er anerkendt ved forlig indgået for en domstol eller voldgiftsret, eller aftaler, der er opnået ved mægling og godkendt af retten, efter ti år, selv om forældelsesfristen for sådanne sager er kortere (artikel 125, stk. 1, i den civile lovbog). Hvis således etablerede fordringer omfatter periodiske forpligtelser, vil alle fremtidige fordringer være omfattet af en forældelsesfrist på tre år.
Begæringer om fuldbyrdelse behandles af en kompetent myndighed med henblik på at fastslå, om de opfylder formkravene og kravene til sagens antagelse og realitet. Manglende opfyldelse af disse krav kan føre til afvisning af begæringen eller medføre, at tvangsfuldbyrdelsesproceduren ikke kan gennemføres.
5 Kan en afgørelse om tvangsfuldbyrdelse appelleres?
Enhver part i sagen kan anfægte retskendelsen om påføring af en fuldbyrdelsespåtegning.
Følgende retsmidler er til rådighed i tvangsfuldbyrdelsessager:
- klage over fogedens dispositioner (indgives til retten i første instans og finder også anvendelse på situationer, hvor en foged har undladt at handle. Klagen kan indgives af en part i sagen eller af en person, hvis rettigheder er blevet krænket ved en handling eller undladelse af en handling fra fogedens side. Søgsmålsfristen er én uge fra den dato, hvor handlingen er udført, eller hvor parten eller personen er blevet opmærksom på den undladte handling)
- appel af en domstolsafgørelse om påføring af en fuldbyrdelsespåtegning (artikel 795 i den civile retsplejelov – fristen for indbringelse løber for kreditors vedkommende fra det tidspunkt, hvor denne er meddelt fuldbyrdelsesgrundlaget, eller afgørelsen om afvisning af fuldbyrdelse blev truffet, og for skyldners vedkommende fra datoen for forkyndelsen af meddelelsen om indledning af fuldbyrdelse)
- appel af en domstolsafgørelse om eksigibiliteten af et europæisk betalingspåkrav (artikel 795(5) i den civile retsplejelov)
- appel af en domstolsafgørelse om suspendering eller ophævelse af sagen (artikel 828 i den civile retsplejelov)
- appel af en domstolsafgørelse om begrænsning af fuldbyrdelsen (artikel 839 i den civile retsplejelov)
- domstolsafgørelse om begrænsning af tvangsfuldbyrdelsen og appel af denne afgørelse (artikel 839 i den civile retsplejelov)
- sagsanlæg fra skyldneren vedrørende fuldbyrdelse (artikel 840 til 843 i den civile retsplejelov)
- appel af en domstolsafgørelse om betaling af en opsynsmands udgifter (artikel 859 i den civile retsplejelov)
- appel af en domstolsafgørelse om beskrivelse og vurdering inden fuldbyrdelse i fast ejendom (artikel 950 i den civile retsplejelov)
- mundtlig klage til tilsynsmyndigheden over foranstaltninger truffet af en foged i løbet af en auktion (artikel 986 i den civile retsplejelov)
- appel af en domstolsafgørelse om tildeling af kontrakt (artikel 997 i den civile retsplejelov)
- indsigelse mod en plan om fordeling af de midler, som er indkommet ved fuldbyrdelse (inden to uger fra datoen for afgivelse af varsel til den fuldbyrdelsesmyndighed, der har udarbejdet den (artikel 998 i den civile retsplejelov))
- appel af en domstolsafgørelse om bilæggelse af indsigelser mod en plan om fordeling af midler (artikel 1028 i den civile retsplejelov)
- appel af en domstolsafgørelse, som pålægger skyldner at opfylde sine forpligtelser (artikel 1055 i den civile retsplejelov)
- appel af en domstolsafgørelse om fritagelse fra fuldbyrdelsesprocedurer, der involverer staten (artikel 1061, stk. 2, i den civile retsplejelov).
6 Findes der nogen begrænsninger for tvangsfuldbyrdelse, navnlig med hensyn til debitorbeskyttelse og tidsfrister?
I henhold til artikel 829 i den civile retsplejelov kan følgende ikke gøres til genstand for fuldbyrdelse:
- husholdningsartikler, linned og hverdagsbeklædningsgenstande, som er nødvendige for skyldneren og de familiemedlemmer, som vedkommende forsørger, herunder køleskab, vaskemaskine, støvsuger, ovn eller mikrobølgeovn, kogeplade til opvarmning og tilberedning af måltider, senge, borde og stole i tilstrækkeligt antal til skyldneren og dennes familiemedlemmer og en lyskilde pr. værelse, med undtagelse af genstande, hvis værdi væsentligt overstiger gennemsnitsværdien af nye genstande af den pågældende type
- linned og hverdagsbeklædningsgenstande i det antal, der er nødvendigt for skyldneren og dennes familiemedlemmer, samt tøj, som er nødvendigt for at kunne levere en tjenesteydelse eller udføre lønnet arbejde
- mad og brændsel, der dækker en måneds behov for skyldneren og de familiemedlemmer, som vedkommende forsørger,
- en ko eller to geder eller tre moderfår samt et lager af foder og strøelse, som gør det muligt for skyldneren og de familiemedlemmer, som vedkommende forsørger at klare sig indtil den næste høst
- værktøj og andre genstande, der er nødvendige, for at skyldneren kan udføre lønnet arbejde, og råvarer, der er nødvendige for at opretholde produktionen i en uge, dog undtagen motorkøretøjer
- for en skyldner, der modtager en fast periodisk løn – et beløb svarende til den del af skyldnerens løn, der ikke kan tilbageholdes, for perioden frem til datoen for den næste betaling, og for en skyldner, der ikke har en fast løn – et pengebeløb, der dækker behovet i to uger for skyldneren og de familiemedlemmer, som vedkommende forsørger
- genstande, der er nødvendige i forbindelse med uddannelse, personlige papirer, pyntegenstande, genstande til religionsdyrkelse og genstande til hverdagsbrug, som kun kan sælges til beløb, der ligger væsentligt under deres værdi, men som har en betydelig affektionsværdi for skyldneren
- lægemidler i henhold til lægemiddelloven af 6. september 2001 (ustawa z dnia 6 września 2001 r. – Prawo farmaceutyczne) (Polens lovtidende af 2024, retsakt 686), der er afgørende for sundhedsinstitutionens drift, jf. bestemmelserne om sundhedsydelser i en periode på tre måneder
- medicinsk udstyr, der er afgørende for sundhedsinstitutionens drift, jf. bestemmelserne om sundhedsydelser, samt tilbehør til medicinsk udstyr, system- og behandlingspakker som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/745 af 5. april 2017 om medicinsk udstyr, om ændring af direktiv 2001/83/EF, forordning (EF) nr. 178/2002 og forordning (EF) nr. 1223/2009 og om ophævelse af Rådets direktiv 90/385/EØF og 93/42/EØF (EUT L 117 af 5.5.2017, s. 1, som ændret), samt medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik og tilbehør hertil, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/746 af 5. april 2017 om medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik og om ophævelse af direktiv 98/79/EF og Kommissionens afgørelse 2010/227/EU (EUT L 117 af 5.5.2017, s. 176, som ændret)
- genstande, som er uundværlige for en handicappet skyldner eller dennes handicappede familiemedlemmer.
I henhold til artikel 831, stk. 1, i den civile retsplejelov kan følgende ikke gøres til genstand for fuldbyrdelse:
- pengebeløb og naturalier afsat til dækning af udgifter og tjenesterejser
- pengebeløb udbetalt af staten med særlige formål (især stipendier, støtte), medmindre den fordring, der er genstand for fuldbyrdelsesforanstaltningen, fuldbyrdes i forbindelse med disse formål eller i forbindelse med inddrivelse af underholdsbidrag
- midler fra programmer, der finansieres med midler som omhandlet i artikel 5, stk. 1, nr. 2 og 3, i lov af 27. august 2009 om offentlige finanser (ustawa z dnia 27 sierpnia 2009 r. o finansach publicznych) (Polens lovtidende af 2013, retsakt 885, 938 og 1646), medmindre fordringen er gjort gældende i forbindelse med gennemførelsen af det projekt, som disse midler er afsat til
- uoverdragelige rettigheder, medmindre det ved aftale er fastsat, at disse kan overdrages og er egnet til fuldbyrdelse, eller udøvelsen af en rettighed kan overdrages til en anden
- godtgørelser fra personlige forsikringer og skadesforsikringer inden for de af finansministeren og justitsministeren ved bekendtgørelse fastsatte grænser, dog ikke ved tvangsfuldbyrdelse af fordringer med henblik på inddrivelse af underholdsbidrag
- sociale ydelser i henhold til lov af 12. marts 2004 (ustawa z dnia 12 marca 2004 r. o pomocy społecznej) (Polens lovtidende af 2013, retsakt 182, som ændret)
- fordringer, som skal betales til skyldner fra statsbudgettet eller den nationale sygesikringskasse for levering af sundhedsydelser i henhold til lov af 27. august 2004 om sundhedsydelser finansieret med offentlige midler (ustawa z dnia 27 sierpnia 2004 r. o świadczeniach opieki zdrowotnej finansowanych ze środków publicznych) (Polens lovtidende af 2008, nr. 164, retsakt 1027, som ændret), inden de pågældende ydelser indstilles, for beløb svarende til 75 % af hver betaling, undtagen for så vidt angår arbejdstagernes tilgodehavender hos skyldner eller fordringer fra sundhedsarbejdere, jf. artikel 5, stk. 41, litra a) og b), i lov af 27. august 2004 om sundhedsydelser finansieret med offentlige midler
- de beløb, der er ydet ved afgørelse truffet af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvis den fordring, der skal inddrives, skal betales til statskassen
- en integrationsydelse som omhandlet i lov af 13. juni 2003 om social beskæftigelse (Polens lovtidende af 2020, retsakt 176)
- en andelsboligforenings fordringer over for andelshavere og ikkeandelshavere i boligforeningen, som har en andelsret til en bolig eller en ejendomsret til en bolig, for så vidt angår de gebyrer, der er omhandlet i artikel 4 i lov af 15. december 2000 om andelsboligforeninger (Polens lovtidende af 2021, retsakt 1208), samt de midler, som foreningen råder over i forbindelse med betalingen af disse gebyrer, medmindre den fordring, der skal inddrives, er opstået i forbindelse med kreditors opfyldelse af forpligtelser, som skulle opfyldes ved hjælp af de gebyrer, der er omhandlet i denne lovs artikel 4.
Der er også fastsat specifikke begrænsninger for fuldbyrdelsen for så vidt angår den skyldner, der udøver landbrugsaktiviteten, jf. den civile retsplejelovs artikel 829(1) til 829(5).
I henhold til artikel 829(1) i den civile retsplejelov kan der ikke gøres udlæg i følgende, når skyldneren er en landbruger, der driver en landbrugsbedrift:
1) basisbesætningen af landbrugsdyr:
a) malkekvæg
b) kødkvæg
c) heste
d) geder
e) får
f) svin
g) fjerkræ
h) pelsdyr
i) andre arter, der udgør grundlaget for animalsk produktion på skyldnerens landbrugsbedrift
2) opdrættede dyr uden for basisbesætningen i anden halvdel af drægtighedsperioden og i avlsperioden for afkommet: føl op til 6 måneder, kalve op til 4 måneder, lam op til 3 måneder, smågrise op til 2 måneder og gedekid op til 5 måneder
3) den produktionsfjerkræflok, for hvilken der er indgået en kontrakt om levering af fugle fra den pågældende flok eller produkter heraf
4) pelsdyr, for hvilke landbrugeren har indgået en kontrakt om levering af skind af sådanne dyr
5) honningbikolonier (Apis mellifera) med bistader, der benyttes af disse kolonier
6) basislandbrugsmaskiner, -redskaber og -udstyr i det antal, der er nødvendigt for at kunne arbejde på skyldnerens landbrugsbedrift, herunder landbrugstraktorer med tilhørende maskiner og udstyr samt selvkørende landbrugsredskaber, der er nødvendige for dyrkning, vedligeholdelse, høst og transport af landbrugsprodukter
7) korn- og fodersiloer
8) de lagre af brændstof og reservedele, der er nødvendige for traktorens og landbrugsmaskinernes normale drift i den periode, der er nødvendig for afslutningen af produktionscyklussen
9) frø, korn og andre landbrugsprodukter, der er nødvendige til såning eller plantning på skyldnerens landbrugsbedrift, i de mængder, der er nødvendige for indeværende landbrugsår
10) brændstofreserver til en periode på seks måneder
11) gødningsstoffer, plantebeskyttelsesmidler og midler til støtte for dyrkning af planter i mængder, der er væsentlige for det indeværende landbrugsår på skyldnerens landbrugsbedrift
12) foder- og strøelsesreserver til de dyr, der er nævnt i punkt 1 til 4, indtil næste høst
13) det grundlæggende tekniske udstyr, der er nødvendigt for at fuldføre den pågældende produktionsteknologis cyklus i tilfælde af specialiserede bedrifter
14) acontobetalinger for leverancer af landbrugsprodukter
15) landbrugsbygninger og landbrugsarealer, der er nødvendige for opdræt af dyr, i forhold til basisbesætningens størrelse og den nødvendige supplerende besætning
16) landbrugslagerbygninger, lagerbygninger, lagerrum og væksthuse, plastvæksttunneler og dyrkningsrammer beregnet til afgrødeproduktion på skyldnerens landbrugsbedrift med deres udstyr.
I henhold til artikel 829(2), stk. 1, i den civile retsplejelov kan der desuden, uanset de i artikel 829(1) omhandlede udelukkelser, ikke gøres udlæg i de dyr, der overstiger de i artikel 829(1), nr. 6, 8, 9, 11 til 13 og 15, nævnte basisbesætninger eller genstande, der overstiger de mængder, der er angivet i disse bestemmelser, hvis fogeden efter at have indhentet udtalelse fra det kompetente landbrugskammer på grund af skyldnerens landbrugsbedrifts beliggenhed finder, at de er nødvendige for bedriftens fortsatte drift.
I henhold til artikel 831, stk. 1, i den civile retsplejelov kan følgende ikke gøres til genstand for fuldbyrdelse:
1) pengebeløb og naturalier afsat til dækning af udgifter og tjenesterejser
2) 50 % af diæterne i forbindelse med arbejdsrelaterede rejser – hvor fuldbyrdelsen har til formål at opfylde krav om underholdsbidrag, herunder fordringer på statsbudgettet vedrørende ydelser, der udbetales i tilfælde af ineffektiv fuldbyrdelse af underholdsbidrag
3) pengebeløb udbetalt af staten med særlige formål (især stipendier, støtte), medmindre den fordring, der er genstand for fuldbyrdelsesforanstaltningen, fuldbyrdes i forbindelse med disse formål eller i forbindelse med inddrivelse af underholdsbidrag
4) midler fra programmer, der finansieres med midler som omhandlet i artikel 5, stk. 1, nr. 2 og 3, i lov af 27. august 2009 om offentlige finanser (ustawa z dnia 27 sierpnia 2009 r. o finansach publicznych) (Polens lovtidende af 2013, retsakt 885, 938 og 1646), medmindre fordringen er gjort gældende i forbindelse med gennemførelsen af det projekt, som disse midler er afsat til
5) uoverdragelige rettigheder, medmindre det ved aftale er fastsat, at disse kan overdrages og er egnet til fuldbyrdelse, eller udøvelsen af en rettighed kan overdrages til en anden
6) godtgørelser fra personlige forsikringer og skadesforsikringer inden for de af finansministeren og justitsministeren ved bekendtgørelse fastsatte grænser, dog ikke ved tvangsfuldbyrdelse af fordringer med henblik på inddrivelse af underholdsbidrag
7) sociale ydelser i henhold til lov af 12. marts 2004 om sociale bistand (ustawa z dnia 12 marca 2004 r. o pomocy społecznej) (Polens lovtidende af 2013, retsakt 182, som ændret)
8) finansiel bistand, der ydes lejlighedsvis eller periodevis af kontorchefen for krigsveteraner og forfulgte personer
9) fordringer, som skal betales til skyldner fra statsbudgettet eller den nationale sygesikringskasse for levering af sundhedsydelser i henhold til lov af 27. august 2004 om sundhedsydelser finansieret med offentlige midler (ustawa z dnia 27 sierpnia 2004 r. o świadczeniach opieki zdrowotnej finansowanych ze środków publicznych) (Polens lovtidende af 2008, nr. 164, retsakt 1027, som ændret), inden de pågældende ydelser indstilles, for beløb svarende til 75 % af hver betaling, undtagen for så vidt angår arbejdstagernes tilgodehavender hos skyldner eller fordringer fra sundhedsarbejdere, jf. artikel 5, stk. 41, litra a) og b), i lov af 27. august 2004 om sundhedsydelser finansieret med offentlige midler
10) de beløb, der er ydet ved afgørelse truffet af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvis den fordring, der skal inddrives, skal betales til statskassen
11) en integrationsydelse som omhandlet i lov af 13. juni 2003 om social beskæftigelse (Polens lovtidende af 2020, retsakt 176)
12) en andelsboligforenings fordringer over for andelshavere og ikkeandelshavere i boligforeningen, som har en andelsret til en bolig eller en ejendomsret til en bolig, for så vidt angår de gebyrer, der er omhandlet i artikel 4 i lov af 15. december 2000 om andelsboligforeninger (Polens lovtidende af 2021, retsakt 1208), samt de midler, som foreningen råder over i forbindelse med betalingen af disse gebyrer, medmindre den fordring, der skal inddrives, er opstået i forbindelse med kreditors opfyldelse af forpligtelser, som skulle opfyldes ved hjælp af de gebyrer, der er omhandlet i denne lovs artikel 4.
Denne side er tilgængelig på Dit Europa-portalen.
Din mening om nytten af de fremlagte oplysninger er vigtig for os.