Generel beskrivelse
Tilbydes der grunduddannelse, og hvis ja, er den obligatorisk?
Grunduddannelsen er obligatorisk og tilrettelægges af Orde van Vlaamse Balies (OVB) selv via et udvalg bestående af to repræsentanter for hvert af de otte advokatsamfund, som alle er medlem af OVB. Der er fem lokale afdelinger, som følger op på den praktiske tilrettelæggelse af grunduddannelsen.
Skelnes der i grunduddannelsen mellem kategorier af fuldmægtige, f.eks. alt efter hvilken form for advokater de vil være?
Grunduddannelsen, der tilrettelægges af OVB, er kun for fuldmægtige, der ønsker at blive procederende advokater (som efterfølgende kan blive opført på listen over advokater), ikke interne advokater.
Hvilke enheder har ansvaret for at tilrettelægge grunduddannelsen?
Skolen for fuldmægtige tilrettelægger uddannelsen.
Hvad er retsgrundlaget for grunduddannelsen?
Retsgrundlaget for grunduddannelsen findes i retsplejelovens artikel 495:
"Ordre des Barreaux francophones et germanophone og Orde van Vlaamse Balies har hver især for så vidt angår de advokatsamfund, der hører under dem, til opgave at sikre deres medlemmers ære, rettigheder og fælles faglige interesser og er kompetente med hensyn til juridisk bistand, praktik, erhvervsuddannelse af advokatfuldmægtige og uddannelse af alle de advokater, der er optaget i de advokatsamfund, der hører under dem."
Uddannelsen er reguleret i den etiske kodeks (artikel 40-51a) på grundlag af ovennævnte lov.
Adgang til grunduddannelsen
Er der betingelser for at få adgang til uddannelsen?
Krav om videregående uddannelse/universitetsuddannelse
Krav om juridisk kandidateksamen
Optagelse i advokatsamfundet:
- Kontrol af eksamensbevis.
- Advokatsamfundet vurderer ansøgerens skriftlige ansøgning. En person, der ønsker at blive advokat, skal indsende en ansøgning til advokatsamfundet sammen med behørig dokumentation for, at alle krav (opnåelse af en kandidatgrad i jura, dato for aflæggelse af ed osv.) er opfyldt.
- Egnethedsprøve (skriftlig prøve + behandling af en sag). Egnethedsprøven går under betegnelsen B.U.B.A. ("Bewaamheidsattest tot het uitoefenen van het beroep van advocaat", der frit kan oversættes med "bevis for egnethed til at praktisere som advokat"). Prøven tages i løbet af det første år af fuldmægtigperioden. I nogle tilfælde skal kandidaterne bestå en prøve i viden om belgisk ret, før de kan starte som advokatfuldmægtig. Dette gælder for ikkebelgiske statsborgere, som har taget deres uddannelse i en anden medlemsstat, og for belgiske statsborgere, som har taget hele eller en del af deres uddannelse i en anden medlemsstat (det er f. eks. almindeligt, at jurastuderende i grænseregionen Limburg og i Nederlandene tager bachelordelen i Belgien og kandidatdelen i Nederlandene).
Hvordan ser den primære optagelsesprocedure ud? Og hvem styrer den, hvis den er konkurrencebaseret?
Kandidater til hvervet som advokatfuldmægtig skal fremlægge de dokumenter, der er beskrevet i artikel 26 i adfærdskodeksen, for advokatrådets sekretariat. Når de har aflagt ed, søger de om optagelse i advokatsamfundet på det sted, hvor deres kontor er beliggende. De kan også lade sig registrere i alle de øvrige advokatsamfund, hvis de vælger at have et sekundært kontor i disse advokatsamfunds jurisdiktioner. Når advokatrådet har godkendt ansøgningen, føjes de advokatfuldmægtige til listen over advokatfuldmægtige og får adgang til advokatsamfundets interne websted, hvor de kan tilmelde sig grunduddannelsen. Proceduren er ikke konkurrencebaseret.
Findes der alternative adgangsveje til uddannelsen?
Alternative veje til erhvervet: NEJ
Den eneste undtagelse er direktiv 98/5/EF af 17. februar 1998 (for advokater, der praktiserer i Belgien og har erhvervet kvalifikationer i en anden medlemsstat).
Grunduddannelsens format og indhold
Hvor længe varer uddannelsen, og hvordan ser tidsrammen ud?
Mindst tre år.
Ingen forskellige trin.
Hvordan tilrettelægges uddannelsen?
Fuldmægtigperioden varer tre år og overvåges af den tilsynsførende. Den faglige uddannelse (i de første 18 måneder af fuldmægtigperioden) tilrettelægges af OVB's skole for fuldmægtige.
Hvem er underviserne?
Advokater og faglige undervisere.
Hvad er grunduddannelsens indhold og formål?
- Praktikforløb under tilsyn af en privat praksis
- Kurser i lovgivning med fælles pensum for alle advokatfuldmægtige
- Oparbejdelse af ikkejuridiske kompetencer (kommunikation, forvaltning af et kontor osv.)
- Oparbejdelse af juridiske kompetencer (udfærdigelse af krav, arbejdet med klienter osv.)
- Retssager og domstolssystemet
- Strafferet og straffesager
- Forvaltningssager
- Familieret
- Arbejdsret
- Erhvervs- og konkursret
- Finansret
- Etiske regler
- Virksomhedsregnskaber.
Hvem udformer grunduddannelsesprogrammerne?
OVB's skole for fuldmægtige.
Hvilken metode anvendes under uddannelsen?
E-læring
Praktiske seminarer
Eksamener.
Hvilke praktiske krav gælder for de fuldmægtige under uddannelsen?
Den advokatfuldmægtige aflægger ed og har derfor det samme ansvar som andre advokater. Han/hun vil naturligvis blive bistået af sin tilsynsførende. Fuldmægtigens rettigheder og pligter fremgår af ovennævnte kapitler i OVB's etiske kodeks.
Hvordan evalueres/vurderes de fuldmægtige? Hvor ofte og af hvem?
Advokatfuldmægtige evalueres ved forskellige lejligheder:
- Rapporter fra den tilsynsførende (ved fuldmægtigperiodens afslutning, eller hvis der skiftes kontor undervejs)
- Eksamener afholdt af OVB og udarbejdet af lærerne (etik, civil retspleje, strafferetspleje): Prøverne finder sted samme dag og på samme tidspunkt (oftest i starten af april med tre eksamener, én mandag, én onsdag og én fredag) i et kontrolleret onlinemiljø
- Aktiv deltagelse i undervisningen, vurderet af lærerne
- Afhandlinger, der vurderes af medlemmerne af skolen for fuldmægtige
- Deltagelse i fiktive retssager, der vurderes af en jury bestående af advokater og dommere
- Håndtering af pro deo-sager, som vurderes af kontoret for retshjælp.
Gennemføres der uddannelsesaktiviteter i samarbejde med andre aktører inden for retsvæsenet? Og hvis ja, hvordan fungerer det?
Nej.
Hvilke specifikke emner omfatter grunduddannelsen med hensyn til EU-ret, sprogundervisning og europæiske komponenter, f.eks. deltagelse i CCBE- eller ELF-aktiviteter?
Ingen.
Hvor mange fuldmægtige kan deltage i uddannelsen? Justeres antallet af deltagere hvert år og af hvem?
I 2021-2022 startede i alt 599 advokatfuldmægtige på den faglige uddannelse. Antallet svinger fra år til år, og der er ingen begrænsning.
Afslutning af grunduddannelsen og kvalifikationsprocessen
Afsluttes grunduddannelsen med en afsluttende eksamen? Hvordan tilrettelægges den? Hvem er ansvarlig for eksamen?
Fuldmægtigen evalueres på forskellige måder (kodeksens artikel 48): eksamener, essays og løbende evaluering (f.eks. kursus i skriftlig kommunikation). Når fuldmægtigen har bestået prøverne, får vedkommende et egnethedsbevis fra OVB. Dette bevis er gyldigt i fem år (artikel 49).
Skolen for fuldmægtige har kompetence til at fastlægge eksamenernes og evalueringernes format og indhold (artikel 43).
Skal der tages yderligere skridt for at blive advokat, når grunduddannelsen er afsluttet?
Ja, fuldmægtigen skal deltage i en obligatorisk øvelse, hvor vedkommende skal plædere i en sag og fremlægge resultatet for kontorerne for juridisk bistand. De lokale advokatsamfund kan stille yderligere krav.
Kodeksens artikel 25:
Fuldmægtigperioden er den uddannelse, som advokater gennemgår, inden de optages på listen over advokater, og som har til formål at gøre dem til kompetente og uafhængige advokater, der kender etikken, respekterer tavshedspligten og de væsentlige forpligtelser med hensyn til uafhængighed og upartiskhed, undgår interessekonflikter og har tilegnet sig principperne for værdighed, retfærdighed og diskretion, som udgør grundlaget for advokaterhvervet.
Denne uddannelse omfatter forskellige dele, herunder uddannelse ved en tilsynsførende i et advokatfirma, opnåelse af et bevis for faglige kvalifikationer og opfyldelse af de forpligtelser, som det flamske advokatråd eller det advokatråd, som fuldmægtigen hører under, har opstillet.