Generelle oplysninger
Den Europæiske Union har sat sig som mål at udvikle et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed ved at vedtage foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger. Samtidig nødvendiggør en forøgelse af borgernes mobilitet inden for det indre marked større fleksibilitet og en højere grad af retssikkerhed.
Rådets forordning (EU) nr. 1259/2010 af 20. december 2010 om indførelse af et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation (Rom III-forordningen) sikrer borgerne passende løsninger med hensyn til retssikkerhed, forudsigelighed og fleksibilitet, beskytter den svagere part i skilsmissesager og forhindrer "forum shopping". Dette bidrager også til at undgå komplicerede, langvarige og smertefulde retssager.
Mere specifikt giver forordning (EU) nr. 1259/2010 internationale par mulighed for på forhånd at aftale, hvilken lovgivning der skal finde anvendelse i forbindelse med en eventuel skilsmisse eller separation, så længe den aftalte lov er loven i en medlemsstat, som de har en nærmere tilknytning til. Hvis parret ikke selv kan nå til enighed, har domstolene et fælles sæt regler at holde sig til ved fastlæggelsen af, hvilket lands lovgivning der skal lægges til grund for sagen.
Forordningen finder imidlertid ikke anvendelse på følgende områder: Fysiske personers rets- eller handleevne, ægteskabets eksistens, gyldighed eller anerkendelse, omstødelse af ægteskab, ægtefællernes navn, ægteskabets virkninger på formueforhold, forældreansvar, underholdspligt samt truster og arv. Forordningen berører heller ikke anvendelsen af Rådets forordning (EU) 2019/1111 af 25. juni 2019 om kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om internationale børnebortførelser (omarbejdning)
Det er et middel til gennemførelse af et forstærket samarbejde mellem de deltagende medlemsstater. Det forstærkede samarbejde gør det muligt for en gruppe på mindst ni medlemsstater at gennemføre foranstaltninger på et af de områder, der er omfattet af traktaterne, inden for rammerne af Unionens ikkeeksklusive kompetencer. Det fremgår af artikel 331 i TEUF, at de ikkedeltagende medlemsstater bevarer retten til at tilslutte sig det etablerede forstærkede samarbejde.
På den europæiske e-justiceportal er der nærmere oplysninger om anvendelsen af forordningen.
Det forstærkede samarbejde
Den 12. juli 2010 vedtog Rådet afgørelse 2010/405/EU om bemyndigelse til et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation mellem Belgien, Bulgarien, Tyskland, Spanien, Frankrig, Italien, Letland, Luxembourg, Ungarn, Malta, Østrig, Portugal, Rumænien og Slovenien.
Som følge heraf vedtog de nævnte 14 deltagende medlemsstater Rådets forordning (EU) nr. 1259/2010, som trådte i kraft den 21. juni 2012.
Kommissionen vedtog den 21. november 2012 afgørelse 2012/714/EU om bekræftelse af Litauens deltagelse i det forstærkede samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation. Ifølge nævnte afgørelse finder forordning (EU) nr. 1259/2010 anvendelse på Litauen fra den 22. maj 2014.
Kommissionen vedtog den 27. januar 2014 afgørelse 2014/39/EU om bekræftelse af Grækenlands deltagelse i det forstærkede samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation. Ifølge nævnte afgørelse finder forordning (EU) nr. 1259/2010 anvendelse på Grækenland fra den 29. juli 2015.
Kommissionen vedtog den 10. august 2016 afgørelse (EU) nr. 2016/1366/EU om bekræftelse af Estlands deltagelse i et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation. Ifølge nævnte afgørelse finder forordning (EU) nr. 1259/2010 anvendelse på Estland fra den 11. februar 2018.
Vælg det relevante lands flag for at få detaljerede nationale oplysninger.
Relevant link:
ARKIVERET Det Europæiske Civilretlige Atlas (nedlagt den 30. september 2017)