Lovlig fjernelse af børn - Frankrig

1 Under hvilke omstændigheder må den ene af forældrene lovligt tage et barn med til et andet land uden samtykke fra den anden forælder?

Hvis forældrene har fælles forældremyndighed, har begge forældre lov til at rejse med barnet uden udtrykkeligt samtykke fra den anden forælder.

Hvis den ene af forældrene har forældremyndigheden alene, er den anden forælders udtrykkelige eller stiltiende samtykke ikke nødvendigt.

2 Under hvilke omstændigheder er samtykke fra den anden forælder nødvendigt for, at barnet må tages med til et andet land?

Ferierejser:

Hvis en forælder ønsker at modsætte sig, at barnet flyttes til udlandet, kan denne gøre indsigelse over for præfekturet, som er gyldig i 15 dage, og/eller ved familiedomstolen for at få nedlagt forbud mod at fjerne barnet fra landet uden begge forældres tilladelse (artikel 373, stk. 2, sjette led, i den civile lovbog), som er gyldig, indtil barnet bliver myndigt, eller der træffes en ny afgørelse. Dermed forhindres det, at barnet forlader landet uden begge forældres tilladelse. Forældrene kan dog give deres samtykke til en bestemt rejse, som barnet tager på alene eller sammen med én af forældrene, ved at fremsætte en erklæring over for politiet, som har undersøgelsesbeføjelser (normalt fem dage før rejsen). Hvis en af forældrene nægter at give tilladelse, kan den anden forælder indgive en begæring til retten med henblik på at få ophævet forbuddet mod at forlade landet eller opnå en ekstraordinær tilladelse til at forlade landet.

Rejser med henblik på at skifte bopæl:

Selv om den anden forælder ikke modsætter sig, at barnet tages med til udlandet, og der ikke er noget forbud mod at forlade landet, kræves den anden forælders samtykke, hvis formålet med en sådan rejse til udlandet sammen med barnet er at ændre barnets bopæl.

Hvis den ene forælder ser bort fra den anden forælders manglende samtykke, er der mulighed for at anmode om tilbagegivelse, der begrundes med uretmæssig fjernelse.

Uanset arten af fjernelsen og bortset fra de særlige tilfælde, hvor det drejer sig om forbud mod og indsigelse mod at forlade landet, skal det bemærkes, at den forælder, der forlader landet med barnet, ikke er forpligtet til at dokumentere, at den anden forælder har givet sit samtykke, som formodes at være givet over for tredjemand.

3 Hvis den anden forælder ikke giver sit samtykke til, at barnet må tages med til et andet land, selvom om dette er nødvendigt, hvordan kan barnet da lovligt tages med til et andet land?

Hvis en forælder nægter at give sit samtykke til en rejse, og der er nedlagt forbud mod at forlade landet uden begge forældres samtykke, har den forælder, der ønsker at rejse med barnet, ret til at indbringe sagen for en domstol, som kan give tilladelse til, at barnet forlader landet.

Tilsvarende gælder det, at hvis flytningen af barnet rent faktisk er et skift af bopæl, skal den forælder, der ønsker at rejse med barnet, indgive en begæring til familiedomstolen på barnets bopæl forud for rejsen, hvis den anden forælder nægter at give sit samtykke.

4 Gælder de samme regler for midlertidig fjernelse (for eksempel ferie, sundhedspleje osv.) og varig fjernelse? I givet fald fremlægges de relevante tilladelser.

Der findes ingen særlige regler med hensyn til årsagen til eller varigheden af flytningen. Men hvis flytningen sker med henblik på at skifte bopæl, vil den anden forælders manglende samtykke føre til særlige tilbagegivelsesprocedurer.


De nationale sprogudgaver af denne side vedligeholdes af EJN-kontaktpunkterne. Oversættelserne er lavet af Europa-Kommissionen. Eventuelle ændringer af originalen, som de kompetente nationale myndigheder har lavet, er muligvis ikke gengivet i oversættelserne. Hverken ERN eller Kommissionen påtager sig noget ansvar for oplysninger og data, der er indeholdt i eller henvises til i dette dokument. Med hensyn til de ophavsretlige regler i den medlemsstat, der er ansvarlig for nærværende side, henvises der til den juridiske meddelelse.

Sidste opdatering: 19/06/2017